I dag afslutter vi et folketingsår, som blev helt anderledes, end vi havde forestillet os. Danmark og verden blev ramt af en ukendt, smitsom og dødelig virus. Med et slag blev hverdagens problemer små, noget større var på spil – liv og død. I den situation stod hele Danmark sammen. Vi passede på de ældre og de sårbare. Vi bar hinandens skæbner i vores hænder helt bogstaveligt. Aldrig har det været mere tydeligt, hvor afhængige vi er af hinanden.
I Danmark er 600 mennesker døde med corona, hvert mistet liv er et tab. Men på den alvorlige baggrund har vi reddet mange flere menneskeliv sammen; hindret, at endnu flere blev virussens ofre. Det kan vi være stolte af. Vi kan også være stolte over, at vores sundhedsvæsen klarede sig igennem foråret. Det lykkedes at omstille sygehusene, så der var nok kapacitet. Nye afdelinger blev åbnet på rekordtid, sundhedspersonalet sled på lange vagter. De syge fik hjælp. En kæmpe tak til alle jer, der arbejder i vores sundhedsvæsen, til jer, der arbejder i ældreplejen, til alle jer, der passer på de mest udsatte og sårbare.
Coronaen har stillet helt særlige krav til personalet i frontlinjen. Samtidig har vi sat ind for at beskytte arbejdspladser og økonomi. Det har vi også gjort i fællesskab; virksomheder, lønmodtagere og Folketinget. Helt fra start var det åbenlyst, at corona ikke kun var en sundhedskrise. Det var en samfundskrise. Virussen spredte sig fra land til land. Det gjorde de økonomiske problemer også. Produktionsstoppet i Kina satte sig straks i verdensøkonomien og i dansk eksport, usikkerheden steg.
Af hensyn til økonomien lukkede vi aldrig hele det danske samfund ned, men kunne dele af samfundet. De fleste i den offentlige sektor blev sendt hjem. Det gav plads til, at mange i den private sektor kunne blive ved med at gå på arbejde i produktionen, i energisektoren, i forsyningssektoren, i butikkerne og i transportsektoren. Da vi åbnede igen, skridt for skridt, tog vi også hensyn til sundhed, økonomi og arbejdspladser.
Det har været dramatiske måneder, hvor vi handlede i fællesskab, hvor vi handlede hurtigt, og hvor vi hellere gik et skridt for langt end et skridt for kort. Det har været helt afgørende for, hvor vi står i dag, nemlig et godt sted. Vi har ved fælles kraft i Danmark vundet første halvleg i kampen mod corona. Det, vi har udrettet sammen, hele Danmark, vil gå over i historien. Vi kan være taknemlige, og vi kan være stolte. Danmark, det er godt gået.
Men vi er ikke igennem endnu. Der er også en anden halvleg, ja, måske flere. Smitten er her endnu. Det ser vi ude i verden, og det blev vi mindet om herhjemme så sent som i sidste uge.
For første gang i flere måneder holder vi i dag møde i Folketingssalen uden restriktioner. Som på alle andre arbejdspladser er mange ting anderledes. Vi skal holde mere afstand og tage hensyn til hinanden – det sidste klæder os måske egentlig meget godt. De grønlandske og færøske medlemmer er også tilbage. Det er dejligt at se jer igen. Jeg er fuld af beundring over indsatsen i jeres lande. På Færøerne og i Grønland er det gået over al forventning, effektivt. I har fundet jeres egne svar på coronakrisen. I har vist de små samfunds styrke.
I Danmark vandt vi på gamle styrker – fællesskab og samfundssind – men vi opdagede også nye ting undervejs, ting blev vendt på hovedet. Ham, der henter vores skrald, hende, der gør rent, buschaufføren, lastbilchaufføren, ham eller hende, der sidder i kassen i supermarkedet, og tusindvis af andre danske lønmodtagere: Alt for ofte har vi taget jer for givet. Nu blev I på arbejde, da andre blev sendt hjem. Vi kan ikke undvære jer. Mon ikke det har aftvunget en ny respekt? Og lærere og pædagoger og pædagogiske assistenter og mange andre: I har organiseret nødpasning, nødundervisning og genåbning; I fik mulighed for at tænke tingene forfra hurtigt uden det sædvanlige bureaukrati. Både i den offentlige og den private sektor har vi været hurtige til at tilpasse os en ny situation, bruge den viden, vi fik undervejs, alle har været fleksible og pragmatiske. Hvor kommer det der fra?
Vi har en fælles bevidsthed i Danmark om, at vi hjælper hinanden som noget helt naturligt, skulle det vise sig: Offentlige hjælpepakker til private virksomheder; private virksomheder, som omstiller produktionen til håndsprit og visirer; arbejdsgivere og fagforeninger, der tager ansvar i en helt ekstraordinær situation; her i Folketinget har vi indgået næsten 40 politiske aftaler om corona, og alle ti partier står bag de vigtigste beslutninger. Det viser styrken af det danske folkestyre, og det giver tryghed for hele vores befolkning. Fællesskabet har bragt os hertil, hvor vi står i dag. Det er også fællesskabet, der nu skal få os videre.
Det var ikke alene menneskeliv og sygehuse, der stod på spil, det var hele samfundsøkonomien. Vores måder at tackle krisen på med en hurtig og delvis nedlukning har skabt tryghed for lønmodtagere og virksomheder, og alle dele af samfundet har ydet deres til at få arbejdspladser og virksomhederne godt igennem. Folketinget frigav ekstra kapital, stillede garantier. Det gav bankerne bedre mulighed for at låne penge ud til den lille virksomhed, der var hårdt trængt i starten. Så kunne frisøren og håndværkeren og cafeen holde på deres medarbejdere. Samtidig valgte mange danskere at købe lokalt og støtte deres små butikker. På kun én uge i marts aftalte vi to store økonomiske hjælpepakker, indgik en historisk trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter om lønkompensation. Et enigt Folketing stod bag aftalerne. Alt det har vi udrettet sammen.
Vi har holdt hånden under tusindvis af virksomheder og tæt på en kvart million lønmodtagere. Trepartsaftalen viser styrken ved vores samfundskontrakt. Den offentlige sektor og den private sektor arbejder tæt sammen. Det er helt unikt. Staten betalte lønkompensation til de hjemsendte medarbejdere, virksomhederne holdt igen med fyresedlerne, og lønmodtagerne gav deres feriedage. Alle fandt pragmatiske løsninger. I fællesskab udvidede vi derefter hjælpepakkerne, løste de problemer, der selvfølgelig viste sig at være, gjorde ordningerne endnu bedre.
Når vi lægger det hele sammen, lykkedes det os at holde det arbejdende Danmark i gang og spænde et sikkerhedsnet ud under rigtig, rigtig mange mennesker. Hele den store indsats hviler grundlæggende på en bred ansvarlighed overalt i det danske samfund, men indsatsen var kun mulig, fordi vi har en kernesund dansk økonomi – lav gæld, robuste offentlige finanser, pengene passer ind i fremtiden, høj beskæftigelse og lav ledighed. Den sunde økonomi er også et resultat af en fælles indsats. Skiftende regeringer og partier her i Folketinget har udvist stor ansvarlighed: Reformer af skat, uddannelser og arbejdsmarkedet og ikke mindst velfærdsaftalen fra 2006. Det giver os et godt afsæt for at komme ud af den krise, vi står i nu.
Tilbageslaget for dansk økonomi bliver stort i år. Regeringen skønner et fald i bruttonationalproduktet på over 5 pct. Det er mere end under finanskrisen. Vurderingen er, at krisen bliver dyb, men at vi vil komme hurtigere igen end under finanskrisen. Det store tilbageslag har selvfølgelig rod i flere forhold. En pandemi på globalt plan vil medføre en masse usikkerhed, og usikkerhed betyder selvfølgelig, at mange af har holdt igen. Det gælder også virksomhederne, hvad angår investeringer.
Verdensøkonomien er standset voldsomt brat op, og næsten 800.000 danske arbejdspladser er afhængige af eksport. Restriktionerne har selvfølgelig begrænset mulighederne for aktivitet. Heldigvis er der brancher, der klarer sig godt, men mange er stadig hårdt ramt: turismen, hotellerne, rejsebranchen, restauranter, kultur, oplevelser og mange flere. Små selvstændige har ikke alene mistet deres forsørgelsesgrundlag for en periode; flere har desværre set deres livsværk gå tabt. Endnu flere vil blive ramt. Ordrebøgerne vil nogle steder blive tomme. Der er det efterslæb på den krise, vi står i.
Hjælpepakkerne løber ud. De var den rigtige indsats på det rigtige tidspunkt, men de er i deres natur midlertidige. Vi har nu aftalt at udfase dem efter sommerferien. Det mener vi er den rigtige beslutning, også selv om vi godt ved at det kommer til at kunne mærkes både i virksomheder og hos ansatte.
Alt for mange mennesker har mistet deres job, og flere vil komme til. Arbejdsløshed er enhver krises grimme ansigt. Vi ved jo godt, hvad det gør ved et menneske at stå uden et arbejde, hvad det kan gøre for en hel familie. Der er tale om afsavn, usikkerhed og et håb, der slukkes.
Spørger I regeringen, anser vi arbejdsløshed som et samfundsproblem, og det vil altid være en socialdemokratisk regerings allervigtigste opgave at bekæmpe den. Vi må ikke tabe en generation af unge til langtidsledighed; det må være vores fælles løfte. Og vi skal være særlig opmærksomme på mange af jer, som er blevet arbejdsløse under den her krise, og som ikke kan komme tilbage til det job, I var i før, for måske findes jobbet faktisk ikke længere.
Nogle virksomheder vil lukke ned, mens andre skyder op. Arbejdsmarkedet kommer til at forandre sig. Jeg ved godt, at en del af jer, der har ufaglærte job, ikke har de allerbedste minder fra skoletiden, men mange af jer vil få behov for nye kompetencer. I skal have muligheden for at bruge tiden med arbejdsløshed og uden job bedst muligt og bedre, end det plejer at være - ved f.eks. en læreplads, også selv om man måske er voksen; eller ved yderligere specialisering. Jeg vil opfordre alle, der i dag står uden job, til at bruge de muligheder, I får. 730 mio. kr. er afsat til opkvalificering og uddannelse af ledige. Der er afsat 110 pct. i dagpenge til ufaglærte, som tager en erhvervsuddannelse der, hvor der mangler folk. Og der er afsat mere end 5 mia. kr. til at holde hånden under lærlinge, elever og virksomheder.
Det er et samfundsansvar at genoprette økonomien. Det er et ansvar, den her regering tager alvorligt. Det er et ansvar, jeg tager alvorligt. Det er et ansvar, vi skal tage på os her i Folketinget.
En bred grøn boligaftale har vi indgået – den største nogen sinde: 30 mia. kr. frem til år 2026 til at renovere boligerne i den almene boligsektor, som er en af de vigtigste grundsten i vores samfund. Det er godt for lejerne, det er godt for miljøet, og det er godt for beskæftigelsen. Der vil være et ekstraordinært løft af de kommunale og regionale anlægsinvesteringer i år og til næste år.
Jeg kan mærke, at optimismen er ved at have godt tag i Danmark. Det er dejligt, og jeg deler den. Det er sjældent, at vi her fra talerstolen direkte opfordrer danskerne til at bruge penge, men det vil jeg gøre i dag. Hvis du og familien har råd til en ekstra aften ude på restaurant, til en ekstra tur ud i sommerlandet, så gør det den her sommer. Vi har brug for at få gang i hjulene igen og flere mennesker tilbage på arbejdsmarkedet.
Derfor vil vi udbetale 3 uger af de indefrosne feriepenge og give 1.000 kr. til alle dem, der ikke har feriepenge – til jer, der er på folkepension, førtidspension, dagpenge eller anden overførselsindkomst.
Vi skal ikke alene bringe virksomhederne igennem krisen, men også ind i fremtiden, opbygge nye styrkepositioner og øge internationale markedsandele, så danske virksomheder kan producere endnu mere og ansætte flere. Derfor skal der være et ekstra fradrag for udgifter til forskning og udvikling i år og næste år og en ny statslig fond på 10 mia. kr., som skal hjælpe store samfundsbærende virksomheder igennem den her krise.
Vi gør meget sammen, men nu skal det også have lov til at virke. Efter sommer kommer vi til at vurdere, hvad mere der skal til. Det afhænger selvfølgelig ikke mindst af udviklingen i verdensøkonomien. Vi vil tage bestik af situationen på ny, når vi bedre kan se, hvordan genopretningen udvikler sig. En genopretning skal ligesom en genåbning ske klogt og i faser. Vi har ikke brug for overbudspolitik. Hastværk kan være både dyrt og det forkerte hensyn. Vi må passe på her i Folketinget, at krisen nu ikke gør os fartblinde. Vi har brugt rigtig mange penge og rigtig hurtigt. Det var der brug for, for hjælpepakkerne var en investering i fremtiden.
Men efter sommer skal vi tilbage i en mere normal gænge, hvor man både finansierer forslag og prioriterer benhårdt. Rammen om regeringens økonomiske politik er fortsat balance mellem indtægter og udgifter i 2025. Vi har et ansvar for, at vi har noget at stå imod med, når en ny krise på et tidspunkt rammer vores samfund. Vi skal fortsætte den ansvarlige vej i dansk politik. At låne penge kan faktisk i en krise være mere ansvarligt end det modsatte, men kun hvis pengene bliver brugt klogt på at investere i at gøre vores samfund både klogere og dygtigere. Vi skal holde fast i sunde strukturer på arbejdsmarkedet og selvfølgelig sørge for gode vilkår for dansk erhvervsliv.
En sund økonomi har givet os mulighed for at handle. Det er vigtigt – især i en krisetid. Derfor er en sund økonomi især vigtig for dem, der har mindst, dem, der er mest udsatte, når krisen rammer. Genopretningen af dansk økonomi skal ske med omtanke. Fra regeringens side har vi tre principper: et ansvarligt, et retfærdigt og et grønt. Vi skal ikke bare genoprette, vi skal også genopfinde, omstille vores samfund.
I sidste uge vedtog et bredt flertal i Folketinget klimaloven. Den forpligter os på at sigte højt: 70 pct. reduktion af udledningen af drivhusgasser. I sidste uge indgik vi også en bred aftale om en grøn affaldssektor – mere genanvendelse, mindre forbrænding, reelle reduktioner. Og i nat indgik vi så en bred klimaaftale om energi og industri – om verdens første energiø, bedre brug af den grønne strøm og en klog principbeslutning om en grøn skattereform.
Til efteråret skal vi videre. Her vil regeringen fremlægge sit klimaprogram; her vil vi samle de konkrete tiltag, vi vil gennemføre, og vi vil også anskueliggøre, hvad der skal til for at nå i mål. Her bliver vi også nødt til at være ærlige over for hinanden og over for danskerne: Når vi omstiller vores samfund, vil det få konsekvenser. Der vil være omkostninger, der vil være dilemmaer, og der vil være hensyn, vi skal tage, til den sociale balance, til beskæftigelsen, til vækst og til den danske konkurrencekraft. Hvis man nu satte sig ned og besluttede sig for vejen hen til de 70 pct. med det samme og kun med de teknologiske muligheder, som vi har i dag, så ville det have alt, alt for store konsekvenser. Danske virksomheder ville være tvunget til at lukke; arbejdsløsheden ville stige endnu mere. Det ville være helt uholdbart.
Ingen af os kender vejen til de 70 pct. Det vilkår er en fælles erkendelse hos alle os, der indgik aftalen om klimaloven. Derfor skal vi investere, vi skal innovere, vi skal forske, så vi kan udvikle de teknologier og de løsninger, der kan reducere udledningen markant. Af den grund har vi også rakt ud til dansk erhvervsliv og den danske fagbevægelse, bl.a. med 13 klimapartnerskaber.
Danmark har før vist, hvad vi kan: havvindmøller, energieffektivitet, fjernvarme – løsninger, som vi i dag kan sælge i hele verden. Samtidig skaber vi grønne arbejdspladser herhjemme, ja, faktisk er der tusindvis af danske lønmodtagere, der hver dag gør en kæmpestor forskel for klimaet, alene fordi de passer deres arbejde. Fremsynede virksomheder tager ansvar for klimaet, og lige nu er verdens opmærksomhed selvfølgelig på håndteringen af corona, men snart vil fokus igen være på klimakrisen og de grønne investeringer, og så skal Danmark stå klar. Vi skal ud at sælge de grønne løsninger på verdensmarkedet, udvikle de løsninger, vi skal leve af i morgen. Det er nu, vi skal evne her i Folketinget at koble erhvervsfremme, innovation, klimaloven, de høje ambitioner, handlingsplanerne, også til efteråret, og satsning på uddannelse.
Ude i verden er Danmark allerede kendt som et grønt foregangsland med et unikt offentligt og privat samarbejde, en ansvarlig fagbevægelse, fælles løsninger på fælles problemer. Det er de styrker, som bringer os igennem coronakrisen. Vores fælles håndtering nyder i dag international anerkendelse. Med andre ord har den danske samfundsmodel medvind, og det skal vi udnytte. På mange måder er det jo nærliggende at sammenligne situationen i dag med den seneste store krise, altså finanskrisen i 00'erne. Efter den krise sad mange mennesker tilbage med en følelse af mere splittelse, af større ulighed og mindre tillid, også til politikere. I kampen mod corona har vi valgt den modsatte kurs. Det skal vi holde fast i. Og gør vi det, kan vi komme til at stå endnu stærkere som samfund.
På lørdag er det 1 år siden, regeringen tiltrådte, og det, vi ville dengang, vil vi også i dag: velfærd, flere muligheder til de mest udsatte børn, en retfærdig pension, klima og miljø, udvikling i alle dele af Danmark, en progressiv erhvervspolitik. Det, som var vigtigt før corona, er også vigtigt efter corona. Noget er udskudt, intet er aflyst. Der er fortsat brug for, at dem, der har knoklet igennem et langt og ofte alt for hårdt arbejdsliv, får mulighed for at gå tidligere på pension. Regeringen vil, som I ved, fremlægge vores forslag efter sommerferien. Vi sætter stadig velfærd først. Når der kommer flere gamle og flere børn, skal pengene følge med. De nye aftaler med regioner og kommuner fortsætter linjen fra sidste års aftaler og fra finansloven, og uanset corona skal vi stadig føre en udlændingepolitik, hvor vi passer på Danmark.
Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at undgå den situation, verden så i 2015, med flygtninge på danske og europæiske motorveje. De billeder og den situation har trukket lange spor. Jeg tror, mange i befolkningen mistede tilliden til flygtninge- og asylsystemet med rette. Tusindvis af mennesker er druknet i Middelhavet, og det er en humanitær katastrofe. En del af dem, der så når frem til Danmark eller Europa, får afslag på asyl efter at have risikeret alt. Det er dyrt, og det er ikke humant. Samtidig er dem, der glæder sig allermest over situationen, menneskesmuglerne og menneskehandlerne.
Jeg tror egentlig, vi alle sammen forstår, at mennesker flygter, når der er krig og ødelæggelse, og at mennesker bevæger sig mod bedre livsvilkår, men vi har brug for et retfærdigt og humant asylsystem med modtagecentre uden for Europa, og det har høj prioritet hos regeringen, for vi skal ikke modtage flere med ikkevestlig baggrund i Danmark, end vi også kan integrere, og vi skal stille flere krav til dem, der kommer hertil.
Ret og pligt er en af de allerallervigtigste byggesten i det danske velfærdssamfund, men det har slet ikke stået tydeligt nok. Derfor skal alle udlændinge med et integrationsbehov bidrage med, hvad der svarer til 37 timer, som de fleste andre gør, og det vil regeringen foreslå i det nye folketingsår. Uanset om vores familie har rødder i Danmark eller i et andet land, er der ikke plads til værdirelativisme, og så skal god integration, ligestilling mellem mænd og kvinder, helhjertet opbakning til de demokratiske værdier og til hele det danske samfund være det, der binder os sammen.
Vi er kommet så langt med og især mod coronaen, at det nu også er tid til eftertanke. Kommer vi til at begå fejl? Ja. Kommer jeg til at begå fejl? Ja. Når man siger sådan på landsdækkende tv, må man forvente, at det næste spørgsmål naturligt bliver, hvilke fejl der så er blevet begået. Selvfølgelig er der eftertanke, der melder sig, også hos mig, nok hos alle, og jeg vil egentlig gerne lukke jer ind i det rum, hvor jeg gør mig mine tanker.
Det, som fylder hos mig, er ansvaret for de mennesker, der risikerer at blive alvorligt syge og dø af corona, jer, der er ældre, bor på plejecentre, måske har kræft, et dårligt hjerte, lider af en kronisk sygdom eller er sårbar af andre årsager. Ude i verden så vi plejehjem, hvor smitten blev lukket ind, og vi så, hvor galt det kunne gå, ja, hvor galt det kan gå. Hjørring er lige nu hårdt ramt, desværre med dødsfald på et plejehjem. Det ligger dybt i mig, at vi skal beskytte de mest sårbare; det er vores fælles ansvar i et velfærdssamfund, og det er vel egentlig det land, vi er.
Men der er også dilemmaer. På den ene side skal vi beskytte jer mod smitten, men på den anden side må vi ikke tage glæden og trøsten væk fra jeres liv, ikke skabe ensomhed og mismod. Det her er ikke nogen let afvejning, men vi bliver nødt til at spørge os selv – det gør jeg i hvert fald – om vi fandt den rette balance: Et ægtepar, der havde været gift 57 år, kunne ikke give hinanden et knus; en mand måtte vinke til sine demente hustru fra fortovet på den anden side af vejen; en mor måtte ikke besøge sin handicappede datter på et bosted. Det har været hårdt for mange – også for hårdt.
Nu har vi efterhånden åbnet det meste af vores samfund igen, og vi skal blive ved med at passe på især de ældre og sårbare, men vi skal også huske på, at livet skal leves, og vi skal huske selvbestemmelsen, respekten, værdigheden i livet og i døden, dilemmaet står ved magt. Da coronaen ramte, var vi ikke godt nok forberedt. Så enkelt kan det siges. Det står klart. Vi manglede kapacitet til at teste, vi havde ikke nok værnemidler, visirer, masker, håndsprit, for mange medarbejdere i den offentlige sektor måtte gå på arbejde uden at kunne passe på dem, de skulle passe på, og sig selv. Vi stod i en situation, som alle ved, med en ukendt virus, og vi så på få dage antallet af smittede stige eksplosivt; vi så rædselsvækkende billeder fra udlandet, vi så ind i alvorlige risici for menneskeliv og økonomi.
Jeg er overbevist om, at nedlukningen af store dele af Danmark i marts måned var rigtig. At være forsigtig, når man står over for en ukendt, uforudsigelig og dødelig virus, er rigtigt, men i dag står vi i en anden og selvfølgelig bedre situation. Antallet af nye smittede er lavt, smitten er under kontrol, den er her stadig og kan blusse op, men vi vandt os tid til at fylde lagrene op med værnemidler og forøge vores testkapacitet markant. Det kommer os til gode nu, hvor vi ser nye tilfælde af smittede: et plejehjem i Hjørring Kommune, en minkfarm, en demonstration i København, et fly til København med smittede passagerer. Nu har myndighederne forudsætningerne for hurtige og præcise lokale indgreb, test, opsporing af kontakter, isolation af dem, der er smittede.
Men vi kigger også ind i et efterår – et efterår, hvor vi kan risikere en ny eller højere smitte. Der vil vi som noget helt nyt basere indsatsen på et nationalt varslingssystem, hvor myndighederne på baggrund af objektive tal for smittespredning udformer en risikovurdering, som samtidig er knyttet til en række indsatser, der hurtigt kan sættes i gang for at reducere smittespredningen. På den måde bliver det tydeligt og forhåbentlig også gennemsigtigt for alle, hvor vi er, og hvad vi gør, hvis smitten blusser op. Næste gang er vi forberedt. I hele Europa åbner samfundene op igen, men flere af de lande, vi kender så godt – vores europæiske naboer, vores europæiske venner – er hårdt ramt med store omkostninger for befolkningerne. Europa har på mange måder vist vores styrke. Vi har besluttet historisk store hjælpepakker, mere end 4.000 mia. kr., støtte via EU-budgettet og mere til. De beslutninger kan alle i Europa være stolte af. Den solidaritet, der er vist, kan vi glæde os over som danskere og som europæere.
Vi har nu for alvor taget hul på drøftelserne om EU's næste budget og om næste fase i den økonomiske genopretning. Regeringens tilgang vil både være solidarisk og ansvarligt. Det betyder noget, at Europa er i stand til at give fælles svar på fælles udfordringer. Derfor støtter regeringen også ideen om en europæisk genopretningsfond. Det er helt afgørende, alle lande rejser sig hurtigt; det er vigtigt for befolkningerne, det er i øvrigt også vigtigt for dansk eksport, og det er vigtigt for Europas placering i en verden, hvor vi har brug for, at vores kontinent forbliver stærkt, både hvad angår sikkerhedspolitikken, samhandelen, det internationale verdenssamfund og behovet for fælles spilleregler og i øvrigt i forhold til den grønne omstilling.
Men der skal selvfølgelig også være råd til at investere i velfærd og i den grønne omstilling herhjemme, også om 5 og 10 år. Derfor vil vi fra dansk side kæmpe for et moderne budget med fokus på klima, digitalisering og migration. Hvis vi i fællesskab i Europa tør modernisere ved f.eks. at skære i den gammeldags landbrugsstøtte og ved at målrette midlerne i strukturfondene til de regioner, der har mindst, så behøver vi ikke det meget store budget, som Kommissionen har foreslået. Det budget, vi forhandler, rækker 7 år ind i fremtiden – det skal også få Europa til at se fremad. Danmark kæmper også for, at den økonomiske genopretning i Europa bliver grøn. Europa skal gå forrest i klimakampen. Det, der var vigtigt før corona, er vigtigt efter corona, og regeringens europapolitiske prioriteter består.
I år er det 75 år siden, at anden verdenskrig sluttede. Efterkrigstiden lærte os værdien af international solidaritet og samarbejde. Det europæiske samarbejde rejste sig af krigens aske; Europa er på mange måder formet af kriser. Den her gang skal vi sikre, at vi kommer styrket ud af krisen – det har alle i Europa brug for. De seneste måneder har vist meget om Danmark; vores fællesskab og vores samfundssind, alt det, vi danskere kan, når vi står sammen. Jeg tror også, at krisen har lært os noget om os selv som mennesker; en ny eftertænksomhed, en taknemlighed over alt det, vi måske har taget for givet.
Jeg vil slutte min tale i dag af med nogle ord om en del af vores samfund, som er nerven i at forstå os selv og vores verden; kunsten og kulturen. Da biblioteker, teatre, museer, biografer, koncertsale, højskoler lukkede, opdagede mange af os, hvor meget vi savnede dem. Kulturen lukkede ned, da vi havde allermest brug for den, men dansk kulturliv fandt nye veje. Det har vi set før i krisetider. I sidste måned fejrede vi 75-året for Danmarks befrielse. Under besættelsen var det i høj grad i sangene, i litteraturen, at danskerne fandt trøst og mod. Sådan har det også været under corona; morgensang i fjernsynet og hjemme i stuerne – Højskolesangbogen kom på bestsellerlisten – driveinkoncerter og -filmvisninger, koncerter foran plejehjem, teater på nettet. Listen er lang.
Jeg tror, mange af os har behov for kunsten og for kulturen til at plante et håb, når det ser sort ud, og når vi savner – også til at hjælpe os til at forstå livet og os selv som mennesker og til at samle op på vores erfaringer og hjælpe os fremad. Alt det, der er sket i det her forår, kan jo på mange måder minde om en roman eller en film. Der vil blive lavet værker om coronaen. De første er faktisk allerede kommet. Kunsten undersøger verden og gør vores verden større. Jeg tror, mange af os har fået en øget bevidsthed om, hvor vigtig dansk kulturliv er. Det skal vi tage med os nu, hvor teatre, biografer, museer og biblioteker heldigvis er åbne igen.
Et land bygger vi jo ikke kun på sten, men endnu mere på summen af vores fælles tanker, refleksioner og ånd. Det, vi har oplevet sammen, er historisk. Det, vi har udrettet i fællesskab, er historisk. Den her tid vil blive husket af generationer efter os. Verden efter corona er forandret, men vores værdier er mere grundfæstet end nogen sinde før. Vores fællesskab er styrket. Vi stod sammen om at holde afstand. Vi udviste samfundssind. Og nu skal vi stå sammen om vores fælles fremtid.