Det sidste punkt på dagsordenen er:

20) Forespørgsel nr. F 61:

Forespørgsel til udenrigsministeren:

Hvad kan udenrigsministeren oplyse om de forhandlinger, der fandt sted mellem USA og regeringen og Grønlands landsstyre forud for bistandspakken fra USA til Grønland, og kan udenrigsministeren yderligere redegøre for USA's intentioner i forhold til Grønland og Arktis samt redegøre for, hvorvidt regeringen finder, at Grønland er at betragte som et tredjeverdensland, som USAID bør sende hjælpepakker til?

Af Søren Espersen (DF) og Morten Messerschmidt (DF).

(Anmeldelse 06.05.2020. Fremme 12.05.2020).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til på tirsdag, den 23. juni 2020.

Som indledning vil jeg give ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Søren Espersen, for at komme med begrundelsen for forespørgslen. Værsgo.

Tak. Dansk Folkeparti har rejst den her forespørgselsdebat af den årsag, at vi blev meget, meget overrasket over, at Grønland fra amerikansk side nu åbenbart er at betragte som en slags tredjeverdensland, som USAID sender bistandshjælp til. Denne meget specielle opfattelse af Grønland er simpelt hen aldrig faldet os ind. Vi har altid betragtet Grønland som et fuldt udbygget vestligt demokrati med et veludbygget social- og sundhedsvæsen og med et udmærket undervisningssystem. Bevares, alle systemer kunne være bedre, og det har vi også ofte gjort opmærksom på, når det gælder Grønland, men det ændrer altså ikke på det faktum, at Grønland er et velfærdssamfund.

Det samme kan man bestemt ikke hævde er tilfældet med USA, tværtimod. Her står som bekendt millioner og atter millioner af mindrebemidlede mennesker uden for sundhedssystemet, og helt galt kan det gå, hvis en alvorlig kronisk sygdom rammer en familie. Sådan en sygdom kan ruinere. Socialvæsenet duer heller ikke i USA, ligesom mange millioner mennesker er ludfattige og ikke kan se nogen fremtid for sig. Undervisningssystemet er fantastisk, hvis man har penge, og det er kun familier med rigtig mange penge, der kan give deres dygtige børn en videregående uddannelse på college eller på universitetet. Det er så en beskrivelse af det USA, som nu sender bistandshjælp til Grønland via sin institution for ulandsbistand, USAID.

Jeg håber, alle, inklusive udenrigsministeren, selv kan se, hvor mærkeligt det hele lyder, så den del af forespørgslen ser jeg i særlig grad frem til at få en rimelig forklaring på, og jeg formoder, at ministeren allerede har rejst spørgsmålet over for sin amerikanske kollega. Det skal blive interessant.

Den anden del handler om, hvornår og hvordan regeringen blev involveret i hele dette underlige projekt, hvornår i processen det stod klart for udenrigsministeren, hvad der var undervejs, samt en forklaring på, hvorfor Det Udenrigspolitiske Nævn ikke i god tid blev informeret om bistandshjælpen, der var på vej. For der er ingen tvivl om, at det, der nu sker, er af meget stor udenrigspolitisk betydning for Danmark og for kongeriget som sådan. Tak.

Tak til ordføreren for forespørgerne for at komme med begrundelsen, og hermed gives ordet til udenrigsministeren til besvarelse af forespørgslen velkommen.

Tak for det. Og tak for forespørgslen. Den amerikanske pakke på godt 83 mio. kr. til projekter i Grønland har givet anledning til en række spørgsmål. Vi har i sidste måned haft grundige drøftelser i Det Udenrigspolitiske Nævn, i Udenrigsudvalget og i Grønlandsudvalget. Og jeg har også her i spørgetiden adresseret både sagen og den bredere sammenhæng, som den indgår i, og jeg takker for lejligheden til at drøfte det igen på baggrund af Dansk Folkepartis forespørgsel. Det er vigtige spørgsmål, og jeg har, må jeg sige, undret mig noget over den skepsis, som pakken er blevet modtaget med fra flere folketingsmedlemmers side, fordi pakken så åbenlyst er i både Grønlands og det samlede kongeriges interesse.

Lad mig tage dagens spørgsmål fra begyndelsen. Først er jeg blevet spurgt, hvad jeg kan oplyse om de forhandlinger, der fandt sted forud for den amerikanske pakke. Og her må jeg gøre klart, at der ikke har været tale om forhandlinger i traditionel forstand. Regeringen har længe sammen med naalakkersuisut arbejdet for at sikre størst muligt afkast til Grønland af USA's militære tilstedeværelse i Grønland og størst mulig nytte af den stigende amerikanske interesse for Grønland. Det er sket på baggrund af en bred enighed i Folketinget, som bl.a. fremgår af forslag til vedtagelse V 38 fra december sidste år.

Arbejdet har fundet sted over længere tid og på mange niveauer. Da jeg sammen med min grønlandske kollega mødtes med den amerikanske udenrigsminister Pompeo i november i år var spørgsmålet om nytte for Grønland helt centralt. Jeg er derfor glad for, at man fra amerikansk side har skruet en pakke sammen, som så fint rammer grønlandske ønsker. Den støtter jo projekter i sektorer, som Grønland selv ønsker at udvikle som led i arbejdet med at diversificere landets økonomi.

Der er først og fremmest tale om projekter på råstofområdet, men også energi, turisme, uddannelse og erhvervsudvikling i Grønland bliver tilgodeset. Pakken understøtter dermed også to aftalememoranda, der blev underskrevet i juni 2019 mellem det amerikanske udenrigsministerium og naalakkersuisut. På den baggrund har naalakkersuisut takket ja til det amerikanske tilbud om samarbejde, og regeringen har budt projektpakken velkommen. Der er altså ikke tale om en specifikt forhandlet aftale, men om et unilateralt amerikansk initiativ baseret på længere tids dialog mellem USA og kongeriget.

På nogle områder har der også været direkte dialog mellem USA og Grønland, og det vil jeg også gerne knytte et par bemærkninger til, for jeg har været noget overrasket over flere af de skarpe reaktioner, som faldt oven på den amerikanske udmelding. Nogle maler et skræmmebillede ved at påstå, at USA maser sig ind og slår sprækker i rigsfællesskabet. Det er ikke et billede, jeg kan genkende. Det er kun naturligt, at Grønland arbejder direkte sammen med USA om tilrettelæggelse og implementering af konkrete projekter på overtagne områder inden for rammerne af selvstyreloven. Loven bygger på et ønske om at fremme ligeværdighed og gensidig respekt i partnerskabet mellem Danmark og Grønland.

Når det kommer til kongerigets udenrigs- og sikkerhedspolitik ligger kompetencen hos rigsmyndighederne, men vi samarbejder tæt i rigsfællesskabet, også om de her emner. Og når udenrigs- og sikkerhedspolitiske drøftelser har særlig betydning for Grønland, gennemføres de i tæt koordination med Grønland som foreskrevet i selvstyreloven. Vores stærke og tillidsfulde samarbejde i rigsfællesskabet styrker os, når vi møder udfordringer udefra, og det er vigtigt, for den sikkerhedspolitiske situation i Arktis, som vi også drøftede i går, er under forandring. Det forholder vi os løbende til sammen med USA, som er og bliver vores nærmeste allierede.

Den anden del af dagens spørgsmål drejer sig om USA's intentioner i forhold til Grønland og Arktis. Og nu har jeg også efterhånden et par gange set opfordringer til regeringen om ikke at være naiv i forhold til USA's ageren. Og jeg ved ikke, hvad de opfordringer udspringer af, eller hvem det er, der skulle være naiv. Jeg kan kun sige, at jeg og mine kolleger i Nuuk er fuldt opmærksomme på USA's interesser og intentioner i forhold til Grønland og Arktis. Vi har en god og jævnlig kontakt om netop de spørgsmål.

I den forbindelse er vi bevidste om, at enkelte initiativer som f.eks. etablering af det amerikanske konsulat eller allokering af projektmidler ikke eksisterer i et vakuum. De udgør tilsammen et større engagement, som påvirker og påvirkes af udviklingen i Arktis. Når USA øger sit engagement, er det selvfølgelig, fordi Washington vurderer, at det er i amerikansk interesse. Men det er også i kongerigets interesse, og det undrer mig, at nogle ser et modsætningsforhold mellem de to. Så uanset hvordan man vender og drejer det her, har USA i mere end et halvt århundrede været en helt central partner for kongeriget i Arktis og i Nordatlanten.

Vi har en fælles interesse i en region præget af lavspænding. Det fremgår i øvrigt også af Ilulissaterklæringen og blev også bekræftet i den amerikanske hensigtserklæring om lufthavnsinvesteringer fra september 2018. For mig er det helt det afgørende, at vi fortsætter det tætte samarbejde med USA og andre partnere i regionen for at sikre en positiv udvikling for befolkningerne i Arktis.

Til sidst er jeg blevet spurgt, om regeringen finder, at Grønland er, og jeg citerer: »at betragte som et tredjeverdensland«. Og det vil jeg gerne sige klart nej til. OECD's udviklingskomité kategoriserer lande i forskellige grupper baseret på landenes bruttonationalindkomst pr. capita, og ifølge den opgørelse befinder Grønland sig i gruppen af højindkomstlande, bl.a. sammen med Danmark og Færøerne. Men det betyder ikke, at Grønland ikke kan få gavn af samarbejdet med USA, som understøttes af en amerikansk budgetlinje.

Naalakkersuisuts accept af det amerikanske tilbud vidner jo om, at tilbuddet kan være til gavn for en bæredygtig udvikling af Grønlands økonomi, og det bakker vi op om i regeringen. Vi synes i øvrigt også, at det er meget positivt, at EU giver budgetstøtte til Grønland. Denne støtte til uddannelsesområdet bliver fra EU's side administreret af Kommissionens generaldirektorat for internationalt samarbejde og udvikling, altså DEVCO, som tager sig af EU's udviklingspolitik.

Med disse bemærkninger vil jeg gerne sige tak for forespørgslen, men sige, at her har vi, synes jeg, en god pakke og noget, som vi også har drøftet flere gange i Folketinget, og derfor støtter regeringen selvfølgelig den pakke, der er, ligesom naalakkersuisut har budt den velkommen. Tak.

Tak til udenrigsministeren for besvarelsen. Det er sådan, at der lige er adgang til en enkelt kort bemærkning til de ordførere, der måtte ønske en kort bemærkning. Det er der i hvert fald en, der gør, og det er hr. Michael Aastrup Jensen. Værsgo.

Tak til udenrigsministeren. Jeg har fuld forståelse for, at der er hjemtagne områder, som Grønlands lokale styre jo sagtens kan administrere selv. Men som udenrigsministeren jo også er inde på, er udenrigs- og sikkerhedspolitikken jo et anliggende for os her i København.

Derfor åbner hele den her sag om den amerikanske hjælpepakke, som man jo isoleret set kun kan være glad for – det er en af vores nærmeste allierede osv. – op for diskussionen: Hvad gør man så, hvis Kina banker på døren i næste uge? Vil man så også bare fra den danske regering sige: Jamen det er et hjemtaget område; der kan det grønlandske lokale styre selv beslutte alt det, de vil, og det er der sikkert ingen problemer i? Hvad hvis Rusland gør det ugen efter igen – er det så heller ikke noget problem? Det er jo, fordi det her lige pludselig kan danne en meget farlig præcedens for noget, som i hvert fald i mine øjne er sikkerheds- og udenrigspolitik.

Udenrigsministeren.

Jeg vil gerne holde fast i, at det, samarbejdet drejer sig om, den projektpakke, er områder som råstofområdet, uddannelse, turisme, erhvervsudvikling – alle sammen områder, som er overtagne områder i henhold til selvstyreloven. Og jeg vil også gerne sige: Det ligger mig overhovedet ikke på sinde, og det skal heller ikke være sådan, at den danske regering går ind og blander sig i overtagne områder, hvor Grønlands regering ønsker samarbejde med andre. Det synes jeg er helt naturligt, altså at Grønland som et lille land og en økonomi, der ønsker at åbne sig for omverdenen, finder samarbejdspartnere ude i verden.

Der er det jo, synes jeg, super fint, at den samarbejdspartner, man har fundet her, USA, er vores vigtigste allierede for kongeriget, og dermed ser jeg faktisk ikke nogen udfordringer eller problemer. Jeg ser faktisk, at det er helt i overensstemmelse med det ønske, som et bredt flertal i Folketinget har arbejdet for længe, nemlig at USA's omfattende engagement militært i Grønland også omsætter sig i et engagement til gavn for den grønlandske befolkning og det grønlandske samfund – og det er det, jeg ser den her pakke som.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Hvis man nu læser Grønlandsposten fra i dag – arh, den er egentlig trykt i går, men den er i hvert fald kommet til Danmark i dag – så står der: USA kan virke både dybt fascinerende og skrækindjagende. Og så er der nogle eksempler på, hvor indflydelsesrig USA har været igennem historien, og derfor maner avisen til, at man tænker sig godt om i stedet for at blive vildt begejstret eller meget bange.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi også tænker på, hvordan grønlænderne har det. Føler de sig truet, eller er de godt tilpas med situationen og handler derefter? For jeg synes, at Danmark en gang imellem gør det, at vi rent faktisk vrider hjemtagne politikområder over til at være udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men kan faktisk snakke om dual use-politik, altså hvor der er begge dele: udenrigs- og sikkerhedspolitik og handelspolitik eller udviklingspolitik, socialpolitik osv. Og jeg synes også, vi har en tendens til som danskere at sige: Det må vi hellere bestemme, for det kan jo være en del udenrigspolitik. Er ministeren ikke bange for, at vi for ofte træder Grønland og Færøerne over tæerne, fordi vi spiller det udenrigs- og sikkerhedspolitiske kort alt for hurtigt?

Udenrigsministeren.

Tak til hr. Christian Juhl. Jeg ved ikke, om det var en reference til hr. Michael Aastrup Jensens korte bemærkning til mig. Jeg vil bare sige, at det ligger den danske regering og mig personligt meget på sinde at få styrket vores samarbejde i rigsfællesskabet om udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Vi står i en verden, som er under hastig forandring, og det er ikke en floskel. Det er en realitet: stormagtsrivalisering, udfordring af regler og den multilaterale orden.

I forhold til det er jeg helt overbevist om, at står vi sammen, Grønland, Færøerne og Danmark, om de værdier og de principper, vi står på, så står vi meget stærkere. Så jeg har kun et ønske, og det er at styrke vores udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde, også mellem Grønland og USA og Danmark og kongeriget. Det tror jeg er i vores alle sammens interesse i den verden, vi kigger ind i. Og så har vi, som vi også drøftede i går, for det arktiske område en helt klar målsætning om at medvirke til afspænding, som også er vigtigt for mennesker, der bor i det arktiske område.

Tak til udenrigsministeren. Vi går nu over forhandlingen og dermed til de almindelige regler for korte bemærkninger, hvor dem, der ønsker ordet, kan få to korte bemærkninger. Hermed skal ordføreren for forespørgerne, hr. Søren Espersen, have lov at komme på talerstolen. Velkommen.

Jeg takker udenrigsministeren for besvarelsen. Måske kan jeg sådan lidt polemisk sige, at hvis det ikke er bistandshjælp, hvorfor er det så USAID, der tager sig af det her? Det plejer de normalt at bruge den kanal til: at levere bistandshjælp til tredjeverdenslande. Nå, lad det nu være.

Som nævnt i begrundelsen har det været en overraskelse for mig, at det USA, som ikke er i stand til at hjælpe deres millioner af syge og svage landsmænd, nu leverer USAID til velfærdssamfundet Grønland – men dem om det. Helt vildt bliver det så ved, at imens vi her nede i Danmark sukker i forhold til i USAID og afviser at være taknemmelige, så er Grønlands selvstyre meget tilfreds med det skete og meget glade for den check, der blev sendt. Det skal her indskydes, at Danmark med sit bloktilskud – med sin militære tilstedeværelse, med politi og retsvæsen – i alt hvert år yder 5 mia. kr., hvilket er 62 gange det engangsbeløb på 80 mio. kr., som USA under stort ståhej har afsendt i ulandsbistand til Grønland – 62 gange så meget! Og det er hvert år. Det er hver evig eneste år i forhold til det engangsbeløb, der er kommet, og som alle var ved at falde på halen over. Og det er vel at mærke et beløb, som vi i Danmark med glæde betaler, fordi grønlænderne her bredt betragtes som landsmænd. Det fatter jeg simpelt hen ikke.

Men man har lov at gætte. For en ting er USA’s interesse i at styre Grønland, som jeg udmærket forstår. Noget andet er den rolle, som det grønlandske selvstyre og det store flertal af politikerne i Landstinget har spillet og spiller i det historiske drama om kongeriget Danmark, som vi lige nu gennemlever.

Jeg hævder, at det netop er de grønlandske politikere, der med deres fortsatte selvstændighedssnak selvfølgelig har sat USA i gang. Det begyndte for alvor i 2009 med loven om Grønlands selvstyre, som politikere herhjemme vist mente – jeg ved det, for jeg sad selv i Selvstyrekommissionen – var det gode og sikre fundament for kongeriget årtier fremover, mens grønlænderne åbenbart så det som et springbræt til lynhurtig selvstændighed. Som nævnt vil jeg ikke bebrejde USA noget i denne sag. Det er forståeligt, at supermagten med rettidig omhu har orden i sagerne den ulyksalige dag, hvor Grønland erklærer selvstændigheden.

Mine bebrejdelser er derimod i høj grad rettet mod de grønlandske politikere, som i disse år ikke spiller med åbne kort, dels visse danske politikere, som har ladet forholdet til Grønland drive omkring for vejr og vind og aldrig har stillet krav og aldrig rejst kritik. Og at man stort set aldrig, uanset i hvilken sammenhæng, taler grønlandske politikere imod, eller at man aldrig ville spørge: Og hvad kan Grønland så gøre for rigsfællesskabet.

Hvis det ikke var så tragisk, er det egentlig ganske interessant, at det nu specielt er den danske venstrefløj, som med deres laden stå til i stor stil har bidraget til at jage Grønland ind i favnen på det kapitalistiske USA. Grønlandske politikere bruger på deres side uforholdsmæssig meget tid på at forberede selvstændighed og uforholdsmæssig begrænset tid på at løse landets udfordringer. Og imens forværres forholdet mellem Grønland og Danmark, som rask væk ganske urimeligt beskyldes for alle tænkelige dårligdomme, hvilket i stigende grad interesserer selv folk herhjemme, som er svorne tilhængere af rigsfællesskabet.

Jeg mener ikke, det er fair, at vi i Folketinget og i regeringen på alle måder arbejder på imødekomme snart sagt ethvert grønlandsk forlangende, og at vi igen og igen søger at styrke rigsfællesskabet, mens førende grønlandske landstingspolitikere synes ligeglade med rigsfællesskabet. Det vil derfor, synes jeg, klæde det officielle Grønland nu at vælge side, så vi alle kan komme videre. Er Grønlands fremtid med Danmark, eller er det med USA? Det er grønlandske politikere, der træffer den beslutning. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Det er jo somme tider svært at forstå, hvad hr. Søren Espersen egentlig mener. For få minutter siden sagde han: Hvad er det for noget at komme med ulandsbistand til et land, der har et velfærdssamfund, der fungerer, med skoler og sygehuse og det hele. Det er ikke 2 år siden, hr. Søren Espersen stod på den her talerstol og tordnede imod Grønland, som slet ikke var i stand til at drive deres eget samfund og derfor skulle sættes under administration. Det var ikke bare noget, jeg hørte forkert, for han gentog det to gange i den debat, vi havde på det tidspunkt. Gad vide, hvad Dansk Folkeparti egentlig mener. Er det et samfund, der skal sættes under administration, eller er det et godt velfærdssamfund, der er undervejs til at få økonomien på plads, så de kan blive et selvstændigt land med et godt velfærdssamfund? Jeg forstår det ikke, og derfor er det også svært at finde ud af, hvad der egentlig er ideen bag de her ting, bare fordi amerikanerne giver Grønland nogle håndører.

Ordføreren.

Jeg betragter Grønland som et velfærdssamfund og et vestligt demokrati. I forhold til det med at sætte under administration var det ikke det grønlandske selvstyre, jeg var interesseret i at sætte under administration. Det var socialvæsenet, som havde fejlet i stor stil, og der blev sat en hel masse ind i et samarbejde mellem den grønlandske regering og den danske regering, så tingene nu synes at være på vej i en helt anden retning, end de var for et par år siden. Det tror jeg også godt at hr. Christian Juhl kan huske.

Hr. Christian Juhl.

Nu er jeg nok i tvivl om, om vi er nået hele vejen allerede, hvad angår udsatte grønlandske børn. Der er søreme godt nok lang vej igen, og det skal vi arbejde videre med. Men jeg synes, det er ganske mærkeligt, at ordføreren det ene øjeblik mener, at landet skulle sættes under administration, og det andet øjeblik, at det er et super velfærdssamfund, som bestemt ikke skal tage imod almisser fra USA. Jeg vil ikke blande mig i, om grønlænderne tager imod nogle få millioner fra USA. Jeg ved godt, hvorfor USA gør det – og det er vi nok enige om – men jeg vil da ikke tage sådan på vej bare for sådan en detalje som den. Det er jo trods alt kun nogle penge, som er brugt i løbet af ret kort tid.

Ordføreren.

Nej, for hr. Christian Juhl blander sig jo aldrig nogen sinde i grønlandsk politik. Hr. Christian Juhl har jo aldrig nogen sinde udtrykt nogen form for kritik af Grønlands regering og Landsting, som vi er i rigsfællesskab med, for det mener hr. Christian Juhl er koloniherreagtigt. Og med stor berøringsangst holder han sig langt væk fra det igen og igen – også i dag i det spørgsmål, der blev stillet lige før – og siger: Vi skal overhovedet ikke blande os, det ordner grønlænderne selv.

Derfor er det, det går, som det gør, og derfor får det hele lov til at flyde. Derfor efterlyser jeg venstrefløjspolitikere, der også kan stille krav, ligesom vi gør i alle andre sammenhænge i det her demokratiske kongerige, som vi er i. Vi skal blande os i alting i forhold til hinanden. Det er derfor, vi har et rigsfællesskab.

Tak for det. Så er der en kort bemærkning fra fru Aaja Chemnitz Larsen.

Tak for at tage debatten op, og også tak for indledningen. Jeg synes jo, det er vigtigt at huske på, at der har været en proces forud for den her pakke. Trump udtrykte et ønske om at købe Grønland, og det blev jo meget tydeligt, at Grønland er grønlandsk, og at vi sådan set står sammen om, at Grønland er grønlandsk, og at Grønland hellere vil være en del af rigsfællesskabet end at være amerikansk. Derfor genkender jeg ikke nødvendigvis det billede, som hr. Søren Espersen prøver at stille op, i forhold til at vi står svagere. For jeg synes måske også på mange måder, at man fra grønlandsk side mere tydeligt har givet udtryk for, hvor det er, vi står nu. Det er ikke ensbetydende med, at vi nødvendigvis vil være i et rigsfællesskab for altid, men det er her, vi står nu, og det er her, vi helst vil stå, og det kunne jeg godt tænke mig at høre ordførerens kommentar til. Tak.

Ordføreren.

Jeg var meget glad for den reaktion, der kom fra Grønlands ledelse dengang. Kim Kielsen var meget klar i sin afvisning af det her, og på den måde var det sådan set godt. Det er i øvrigt pudsigt, når det om Trump dengang så bliver nævnt, for jeg tror, hvis vi nu leger med den tanke, at han aldrig havde sagt det her, så var de her 82 mio. kr. blevet modtaget på en helt anden måde, inklusive af mig selv. Men det her var jo en følge af, at præsidenten på den måde jokkede i spinaten, fordi han troede, at alting kunne sælges, inklusive et helt land med mennesker i.

Hvis ikke det var sket, tror jeg – og det indrømmer jeg – at jeg så havde set ganske fordomsfrit på de her ganske få millioner, som USA har leveret. Så det var jeg helt tilfreds med, og også igen tak til samtlige grønlandske politikere for at melde klart flag. Jeg ved så ikke, hvordan det er blevet modtaget i USA, men tak for det.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. Jeg deler sådan set ordførerens kommentar. Jeg tænker ikke, at Grønland kan jages ind i favnen på nogen, heller ikke på USA, men det er Grønland selv, der beslutter, hvad det er, man gerne vil. Det interessante er sådan set også den interne debat her i Danmark og her i Folketinget i forhold til, hvordan danske politikere reagerer på det her. For det var jo et wakeupcall, det må man jo erkende. Og der er brug for, at vi gør noget mere, og ikke bare drifter og ikke kun snakker om bloktilskuddet, men sådan set løser de opgaver, som vi har hjemtaget ansvaret for, nemlig de 32 områder, som står i selvstyreloven. Er ordføreren enig i det?

Ordføreren.

Må jeg få spørgsmålet igen? For jeg tror ikke helt, jeg fik det, bare lige den sidste del af det? Er det okay med formanden?

Værsgo, fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. Jeg kan spørge mere klart: Er ordføreren enig i, at vi har en opgave i at løse de 32 områder, der står i selvstyreloven, bedre end det, vi gør i dag, og at det var et wakeupcall, dengang der var den amerikanske interesse? Tak.

Ordføreren.

Det er jeg helt enig i, og jeg synes, det kunne være et rigtig godt mål at sætte sig, også for hele rigsfællesskabets fremtid, at man hjemtager så meget, som man overhovedet kan. Det gælder både Færøerne og Grønland.

Så vil jeg sige til det her med, at Grønland jo ikke er til fals osv., og det tror jeg bestemt heller ikke man er. Der er bare et gammelt slogan, der siger, at et land altid har en hær, enten ens egen hær eller en andens. Jeg kan huske, at min gamle ven Lars-Emil Johansen, som jeg sad i Selvstyrekommissionen med, ved et debatarrangement i 2009 sagde, at hvis den danske flåde rejste hjem, var han sikker på, at amerikanerne gerne ville komme og gøre det hele ganske gratis. Og det erklærer jeg mig enig i.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det, og tak for talen. Den var jo meget direkte og uden nogen berøringsangst. Det sætter jeg pris på. Jeg ser det som et udtryk for respekt for Grønland, at man så er så direkte, som man er. Det er rigtigt, som ordføreren siger, at der jo er tale om et meget, meget lille beløb, og der bliver endda givet en stor del af det til amerikanske rådgivere. Så det er et minimalt beløb. Men er det ikke blevet gjort til noget stort politisk, bl.a. af ordføreren selv, ved at blæse så meget politisk betydning i det? Er det ikke derfor, det er blevet så enormt i debatten? Og er ordføreren ikke bange for, i og med at bl.a. ordføreren selv taler så meget om det her som noget forkert, at han på den måde ligesom hælder vand på de politikeres mølle, som ønsker at komme ud af rigsfællesskabet, fordi man siger: Se, danskerne tillader jo ikke engang, at vi på overtagne sagsområder får et lille samarbejde om 83 mio. med USA, det kan ikke accepteres? Kan det ikke være med til at beskadige rigsfællesskabet?

Ordføreren.

Jo, jeg vil da ikke afvise, at enhver ytring har en eller anden reaktion, altså at der kommer et eller andet ud af enhver ytring, hvad enten man optræder på den ene eller den anden måde. Så det tror jeg er rigtigt, og det er da et meget lille beløb. Som jeg sagde, er det 62 gange mindre end det beløb, som Danmark yder i bloktilskud hvert år. Så det er et ufatteligt lille beløb, der ikke kan bruges til noget som helst, og som slet ikke er i harmoni med, at amerikanerne har lavet et konsulat i Nuuk med vistnok 10-11 mand ansat og meget stort slået op, og som nu i øvrigt – forstår jeg – har fået til huse ved Arktisk Kommando. Men det er jo et ufattelig lille beløb, og det var derfor, jeg undrede mig over den store glæde, der var. Altså, det er ligesom at håbe på at få en gave juleaften, og så ligger der en eller anden lille kedelig sten, man kan trække rundt med.

Hr. Sjúrður Skaale.

Ja, netop fordi det er så lille et beløb, så undrer det mig også, at Dansk Folkeparti lægger så stor politisk betydning i det, for det er jo småpenge.

Nu er det sådan, at NATO har brug for Grønland, og at NATO har brug for opbakning fra den grønlandske befolkning og det grønlandske politiske system. Hidtil har det været således, at man i Grønland har set amerikanske fly, man har set amerikanske baser og amerikanske soldater og ikke meget mere end det. Kan det ikke tænkes, at det i NATO's store billede er en fordel, at man i Grønland ser andet til den vestlige alliance end kun militært isenkram?

Ordføreren.

Jo, jo, jeg mener, det er væsentligt på baggrund af det her. For jeg forstår, at den amerikanske interesse vil blive stærkere og stærkere, og det er helt sikkert, at man også vil investere i måske amerikanske flådefartøjer. Det har vi ikke set endnu på vej derop, men det vil jeg begræde og sige, at vi så må opruste på den måde og sørge for, at der er det til rådighed, som der skal være. Vi har i for mange år forsømt det i stor stil.

Når det blev udråbt til at være et kæmpestort beløb, var det på grund af alt den der pump and circumstance, der fulgte med det beløb – det var jo derfor. Jeg ved ikke, hvad andre sagde, men jeg undrede mig over, at der var sådan en ståhej over så lidt. Men det skabte amerikanerne altså selv ved at være til stede med op til flere repræsentanter, inklusive ambassadøren.

Tak til hr. Søren Espersen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Socialdemokratiet, og det er fru Annette Lind.

Tak, formand. Tak til Dansk Folkeparti for igen at give os muligheden for at tale om Grønland og Arktis. Det sætter vi pris på. Arktis fylder jo mere på den storpolitiske dagsorden, og sikkerhedspolitik og den sikkerhedspolitiske dagsorden fylder meget mere. Jeg har været ordfører på det udenrigspolitiske område i et år nu, faktisk lige i de her uger, og det er sådan, at jeg tidligere har været forsvarsordfører og også haft redegørelsesdebatter om Arktis. Men det er, ligesom om interessen for Arktis og for Grønland er eksploderet helt vildt det sidste år, og det kan vi i rigsfællesskabet og som danskere jo være glade for. Men samtidig er der jo også en stormagtsrivalisering, som man skal tage hensyn til.

I forhold til vores samarbejde med amerikanerne er det jo sådan, at Danmark har samarbejdet med amerikanerne om fred og sikkerhed og faktisk leveret fred og sikkerhed i Grønland siden 1940'erne. Om det er nyt, at amerikanerne er i Grønland? Nej, det er det faktisk ikke. De har været der fysisk til stede fra 1951, og det er således også sådan, at der er tale om en genåbning af det amerikanske konsulat i Nuuk. Det nye er så ikke, at grønlænderne samarbejder med amerikanerne, men det nye er, at det skal komme grønlænderne til gode, at det skal komme den grønlandske økonomi mere til gode, og at det skal komme det grønlandske folk mere til de gode. I Socialdemokratiet er vi meget opmærksomme på, ligesom ministeren sagde, at samarbejdet i rigsfællesskabet er baseret på tillid og gensidig respekt.

Når det er sådan, at man har accepteret den her pakke, så er det, som ministeren også nævnte, decideret på nogle områder: Råstoffer, uddannelse, forskning og turisme. Det berører nogle områder, der er hjemtagne, og derfor er det selvfølgelig også op til amerikanerne sammen med grønlænderne at diskutere, hvordan den her pakke og midlerne skal bruges. Men midlerne skal omsættes til konkrete resultater, og det er civile projekter.

I Socialdemokratiet er vi sådan set rigtig glade for, at man har fået et tættere samarbejde. Man kan altid samarbejde om hjemtagne områder. Vi synes også, at det er op til grønlænderne og amerikanerne at finde ud af, hvordan det netop kommer den grønlandske befolkning til gode, og hvordan man får en bedre økonomisk vækst i forhold til det her.

Jeg tror sådan set ikke, at jeg vil sige mere. Jeg vil gerne læse et forslag til vedtagelse højt, og det er sådan, at den her vedtagelsestekst repræsenterer hele Folketinget, den repræsenterer alle partier, den repræsenterer de to grønlandske partier og de to færøske partier og de fire løsgængere uden for grupperne.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer, at Naalakkersuisut i april 2020 har accepteret USA's tilbud om en pakke på 12,1 mio. USD til projekter i Grønland.

Folketinget bemærker, at pakken er sammensat af USA efter drøftelser mellem Naalakkersuisut, regeringen og USA. Folketinget bakker op om, at regeringen sammen med Naalakkersuisut arbejder for, at den stigende amerikanske interesse for Grønland kommer Grønland og det grønlandske folk til gode.

Folketinget bakker op om Naalakkersuisuts arbejde med at udvikle en bæredygtig økonomi gennem internationalt samarbejde inden for rammerne af selvstyreloven.

Folketinget konstaterer, at Grønland kan arbejde med USA om tilrettelæggelse og implementering af projekter på overtagne områder, mens rigsmyndighederne gennemfører Kongerigets udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik under inddragelse af rigsdelene som foreskrevet i bl.a. selvstyreloven. Folketinget finder, at Det Udenrigspolitiske Nævn bør holdes løbende orienteret om udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske aspekter ift. internationale aftaler.

Folketinget finder, at samarbejdet i rigsfællesskabet bør være baseret på tillid og gensidig respekt.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 94).

Mange tak til alle partier for at være med i det her forslag til vedtagelse, og tak til Dansk Folkeparti for at have rejst forespørgselsdebatten.

Der er lige et par korte bemærkninger. Først er det hr. Michael Aastrup Jensen. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Bare lige for at få præciseret det, som jeg fik som svar fra udenrigsministeren på mit spørgsmål i første runde, vil jeg gerne høre, hvad Socialdemokratiet som parti mener, hvis Kina eller Rusland banker på døren i morgen og laver en eller anden form for hjælpepakke til den grønlandske lokale regering. Er det så Socialdemokratiets vurdering, at det er helt o.k., og det vil man ikke blande sig i?

Ordføreren.

Jamen det er sådan, at det her er civile projekter, og om civile projekter står der i selvstyreloven, at på hjemtagne områder kan grønlænderne mødes med andre samarbejdspartnere. Så det må jo være fuldstændig inden for lovens rammer og selvstyrelovens rammer.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Så svaret er ja. Der må jeg indrømme, at jeg godt nok vil sige, at alle mine alarmklokker begynder at ringe, for så er det jo lige præcis, at alt vil kunne ske, når man geopolitisk jo også åbner op for en helt ny slagmark; nemlig en slagmark, hvor nogle lande vil gå ind og markere sig på en helt anden måde, end vi har set indtil videre. Altså, jeg og Venstre er ekstremt nervøse for, at hvis kinesiske investeringer og hjælpepakker og lignende begynder at komme ind på den måde, jamen så er det, at vi begynder at kunne se en fuldstændig skævvridning geopolitisk. Men tak for et klart svar – jeg er bare dybt, dybt uenig.

Ordføreren.

Jamen igen: Det, der står i selvstyreloven, står jo i selvstyreloven, og derfor skal man selvfølgelig respektere det.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Søren Espersen.

Jeg synes, det er interessant med det her beløb, og det er altså beløbets størrelse, vi snakker om: Hvor meget kan man egentlig få for 82 mio. kr.? USA nævner minedrift, turisme, infrastruktur, erhverv. Altså, 82 mio. kr. er nogenlunde det, det koster at lave en helikopterlandingsplads; bare for sådan en lille en er det cirka beløbet. Og det er jo ikke meget, der kan sættes i gang for det. Er Socialdemokratiets ordfører ikke enig med mig i, at det er en meget pauver gave at få under så stor ståhej?

Ordføreren.

Nu har ordføreren, hr. Søren... Søndergaard (Fjerde næstformand (Trine Torp): Søren Espersen), skrevet i forespørgslen, at det er en bistandspakke. Nu siger han, at det er en gave. Jeg siger, at det er en økonomisk pakke, og dermed er det også op til amerikanerne sammen med grønlænderne at finde ud af, hvad den her pakke skal bruges til.

Hr. Søren Espersen.

Jamen der bliver ikke meget i den pakke der. Altså, hvis det sådan deles op på de der ti forskellige emner, som amerikanerne nævner man vil støtte og udvikle, så bliver der sådan 8-9 mio. kr. til hvert, og det ved vi jo godt herinde ikke er store penge. Jeg kan godt begræde den dag, hvor man fastsatte og fastlåste bloktilskuddet. Jeg synes, det var en ærgerlig beslutning, man tog dengang, hvor man egentlig havde nogle gode forhandlinger med finansministeren hvert eneste år for at finde ud af nogle ting, man måske kunne arbejde på, men det var jo, og det har jeg også sagt tidligere, et ønske fra den grønlandske delegations side at det skete.

Ordføreren.

Hvis man sådan lægger 83 mio. kr. ud på 55.000 mennesker, er det trods alt nogle penge, som man kan bruge på civile projekter, og det håber jeg da kommer grønlænderne rigtig meget til gode, både økonomisk, men også i forhold til, hvordan befolkningen betragter de ting, som pengene bliver brugt til.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til Socialdemokratiets ordfører. (Annette Lind (S): Jeg beklager, at jeg før sagde efternavnet forkert).

Den næste ordfører er fra Venstre, og det er hr. Michael Aastrup Jensen. Værsgo.

Tak for det. Der har jo egentlig også været en hr. Søren Søndergaard i Folketingssalen tidligere i dag.

Men allerførst vil jeg gerne sige tusind tak for, at vi får sådan en forespørgselsdebat. Der er ingen tvivl om, at vi fra Venstres side jo på den ene side er rigtig glade for, at der kommer gode private – hvis man kan sige det på den måde – investeringer i Grønland, ved at der kommer den her hjælpepakke fra en af vores nærmeste allierede overhovedet, men vi kan på den anden side ikke lade være med at se det ind i et større geopolitisk billede. Og det her skal selvfølgelig ses ind i det billede, der efterhånden har tegnet sig i de senere år, hvor vi ikke mindst på det seneste har oplevet en Trumpadministration, som har sat kikkerten for øjet med henblik på gerne at ville engagere sig mere og mere i det arktiske, ikke mindst i Grønland.

For jeg er jo fuldstændig enig i, at præsident Trumps melding om, at han ville købe Grønland, var et wakeupcall. Og det skal jo ses i, at man nu åbner et konsulat, hvilket man godt nok kalder en genåbning, men det er efterhånden en del år siden. Altså, man kan selvfølgelig kalde alt en genåbning, men det var i 1950'erne, at man havde et konsulat der. Så lad os bare kalde det en genåbning af et konsulat i en by, som har nogenlunde samme størrelse som Holbæk. Der har man nu en konsulat med otte, som jeg har forstået det, både lokalt ansatte og diplomater, og det er en meget voldsom diplomatisk opgradering. Og der skal vi jo så også se ind i, at vi ser den ene delegation efter den anden rejse fra USA til Grønland og gå direkte i aktiv dialog med de grønlandske politikere. Skal vi have noget imod det? Nej, principielt ikke. Altså, det er jo fint, at amerikanerne som vores nærmeste allierede har en rigtig fin og fornuftig dialog med de grønlandske politikere – det er jeg helt enig i. Der, hvor filmen bare knækker for mig, er jo, ved at vi går ind og diskuterer noget, som er udenrigs- og sikkerhedspolitisk. For der er jo ingen diskussion – det burde der i hvert fald ikke være – om, at udenrigs- og sikkerhedspolitikken stadig væk ligger ét sted, nemlig her, for hele kongeriget.

Derfor er den frygt, jeg nu har, og som har afspejlet sig i de spørgsmål, jeg har stillet først til regeringen og så til Socialdemokratiet – der var desværre ikke forskel i svarene – nemlig: Hvad sker der, hvis Kina står og banker på døren i morgen? For så kan man nok så meget stå og sige, at man mener, at det er et hjemtaget område, og at det derfor ene og alene er grønlændernes afgørelse. Jeg er uenig, for jeg mener, at det bliver et sikkerhedspolitisk og udenrigspolitisk spørgsmål.

Derfor er det her jo åbenbart noget, at vi bliver nødsaget til at gå ind og diskutere endnu mere i dybden i Det Udenrigspolitiske Nævn og andre steder, for jeg er ikke et sekund i tvivl om, at man også lige nu lytter med i Beijing for at høre, hvad der bliver sendt af signaler. Og signalet fra den danske regering er åbenbart, at der er fri bane, at man bare kan komme ind – hvilket jo egentlig også er totalt i modstrid med, hvad den tidligere regering gjorde i handlinger.

Derfor forstår jeg egentlig ikke det klare svar, vi har fået fra regeringen og Socialdemokratiet. Og det bekymrer mig voldsomt. Det bekymrer mig også, fordi vi jo i forhold til den geopolitiske magtkamp, der er, ser, at sådan en spiller som Rusland også er interesseret. De har ikke lige så mange økonomiske muskler, som Kina har, men de er selvfølgelig også interesserede på den måde. Og jeg forstår det heller ikke helt, set i lyset af at regeringen endelig efter et år har lyttet til, hvad vi har sagt, nemlig at vi har brug for at få et værn mod kritisk infrastruktur, der dækker hele kongeriget; for det skal jo også ses i lyset af det her. Det skal jo også ses i lyset af, at vi har nogle lande – ingen nævnt, ingen glemt – som ønsker at komme ind og markere sig på en helt anden måde inden for hele kongeriget.

Derfor havde jeg jo troet, at når regeringen meldte ud for kort tid siden, at nu var der noget på vej, at nu var man endelig kommet op af den trappe, man i et års tid havde været på vej op ad, så ville man lave en positivliste, som skulle indbefatte dem, vi havde et aktivt udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde med. Det ville jo være fint i tråd med, faktisk hundrede procent i tråd med både, hvad vi fra Venstres side havde startet, da vi sad i regering, og hvad vi havde argumenteret for i hele oppositionstiden. Og derfor må jeg indrømme, at jeg ikke helt forstår den forskel, der er i, at man siger: Vi går noget af vejen på nogle områder og forstår godt truslen, men når det handler om noget andet, så er vi blinde over for den trussel. Jeg må indrømme, at det jo også er totalt i strid med, hvad en lang række eksperter har været ude at advare os om.

Derfor synes jeg, at man skulle tage det mere alvorligt. Og jeg kan godt love, at vi fra Venstres side vil følge den her diskussion til dørs, og det vil vi bl.a. gøre i Det Udenrigspolitiske Nævn.

Tak for det. Der er nogle korte bemærkninger. Først er det til hr. Søren Espersen.

Tak til ordføreren. Jeg vil egentlig godt have ordføreren til at kommentere det her: Hvor meget får man for 82 mio. kr.?

Altså, som jeg sagde, drejer det sig om minedrift, turisme, infrastruktur, erhverv, engelskundervisning, og jeg kunne fortsætte – nej, det kan jeg ikke, for jeg kan ikke huske de sidste ting. Men der var rigtig mange ting, og det er altså ikke meget. Er det i virkeligheden ikke – og det er sådan måske en bekræftelse fra en, der også kender til økonomien – lige nøjagtig nok til lønninger, til konsulatet og så til driften af bygningen i et års tid? Og så ved jeg ikke, hvad man ellers vil. Men er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Jo, det vil jeg bekræfte. Det forventer jeg klart. Det er et meget, meget lille beløb, og derfor forstår jeg selvfølgelig heller ikke helt den, skal vi sige politisk positive opmærksomhed, det har fået fra visse, især grønlandske, politikere. Set i lyset af hvor mange penge danske skatteydere med glæde betaler til vores venner i rigsfællesskabet, forstår jeg ikke helt den forskel, der er. Derfor synes jeg også, det er vigtigt, at vi prøver at holde fast i, hvor meget vi er sammen omkring her i rigsfællesskabet, i stedet for hvad der splitter os.

Så det er en bekræftelse herfra.

Hr. Søren Espersen.

Men det er den måde, det bliver lanceret på. Altså, jeg har selv engang været spindoktor, og man kan finde på alle mulige sjove ting, der lyder af en masse, og så er det ikke noget i virkeligheden – en kæmpe annoncekampagne, der er i gang, og så har vi måske haft én annonce i. Jeg kan godt huske det, og jeg var rigtig god til at lave det, synes jeg selv.

Det er jo den der festivitas, der var omkring det her. Jeg havde næsten lyst til at tage op og være med til den fest, en kæmpe fest. Måske alle pengene er gået til det; det ved jeg ikke. Men i hvert fald har jeg fået flere mails fra folk i Grønland, som jeg kender, der siger: Endelig, endelig er der nogle, der gør noget for os; nu får vi nogle penge. Og jeg talte med vedkommende og sagde: Det er jeg ikke sikker på. Men det er den måde, det bliver lanceret på. Det er jo en pakke uden indhold, som pludselig bliver gjort til noget kæmpestort.

Ordføreren.

Det er jo også – bare i forlængelse af det, som hr. Søren Espersen siger – det, der bekymrer mig. Nu nævnte hr. Christian Juhl Grønlandsposten, og hvis man følger de grønlandske medier bare en lille smule, og jeg skal ikke gøre mig til ekspert i det, så oplever man jo også grønlandske politikere omfavne det her på en helt anden måde, end jeg kan forstå. For det er, som om det kun er amerikanerne, der lige pludselig er venner af Grønland, og åbenbart ikke Danmark med de penge – de over 3 mia. kr. – vi sender op. Som jeg husker det, er det 3,5 mia. kr., vi sender hvert eneste år i bloktilskud med glæde, fordi det er en del af rigsfællesskabet.

Så jeg er hundrede procent enig med hr. Søren Espersen i lige den her pointe.

Tak for det. Så er der en kort bemærkning fra fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Tak til Venstre. Jeg er lidt uforstående over for nogle af de ting, der bliver nævnt her, bl.a. at der bliver snakket om, at udenrigs- og sikkerhedspolitik ligger her. Selvstyreloven indebærer, at de tre rigsdele har et ligeværdigt forhold, og der er blevet sat kraftigt spørgsmålstegn ved, om den tidligere regering virkelig har fulgt op på det. Det, der er nu, er faktisk, hvad vi ser som et ligeværdigt forhold, hvor der er fælles og gensidig respekt og tillid mellem os, og hvor man derfor kan også opbygge de her relationer. Her vil jeg gerne spørge ordføreren: Hvis man siger at udenrigs- og sikkerhedspolitik ligger her, og at det er noget, vi tager beslutning om herinde i salen, og at det ikke er noget, vi varetager i fællesskab, hvad mener man så er et ligeværdigt fællesskab?

Ordføreren.

Jeg synes altså, at grundloven er det vigtigste instrument, vi overhovedet har. Vi har tidligere i dag haft en diskussion i Det Udenrigspolitiske Nævn om grundloven og fortolkningen af grundloven, og derfor vil jeg bare holde fast i, at den er meget, meget klar om, at hele kongerigets udenrigs- og sikkerhedspolitik er den danske regerings ansvar. Og før vi begynder at ændre det, er det min pligt – og det er alle i det her lokales pligt – selvfølgelig at efterleve det, der står.

Det betyder jo ikke, at jeg ikke ønsker et godt og konstruktivt samarbejde. Jeg deltog selv i debatten – godt nok virtuelt – om en ny arktisk strategi i går i det parlamentariske forum, der var, og det er jo sådan noget, jeg egentlig gerne vil have meget mere af.

Jeg vil også gerne have, at vi mødes i forskellige fora, altså i Udenrigspolitisk Nævn og så med vores modparter fra Grønland og Færøerne. Det støtter jeg også varmt som næstformand for Det Udenrigspolitiske Nævn, og det ved jeg også at formanden for Nævnet tidligere har været ude ude at tale om som noget, som måske er en idé. Så jeg støtter varmt samarbejdet, men jeg synes stadig væk, at det ikke er til at komme udenom, altså i forhold til grundloven.

Spørgeren.

Hvis ordføreren ikke vil svare på det konkrete spørgsmål om, hvad det er, man ser som et ligeværdigt forhold, så vil jeg gerne spørge ind til det sikkerhedspolitiske aspekt, som man også kommer ind på her.

Hvis man er bekymret for, at der er et sikkerhedspolitisk aspekt i et samarbejde med andre lande om de overtagne områder, vi har under selvstyreloven, hvordan kan det så være, at Danmark har et tæt samarbejde, hvad angår forskning, uddannelse og alt muligt andet med både USA og andre lande, hvilket også er blevet nævnt i salen i dag? Hvordan kan det være, at Danmark kan tackle de her sager, men at man ikke kan gøre det med Grønland i gensidig respekt?

Ordføreren.

Allerførst vil jeg sige, at jeg faktisk føler, at jeg svarede på spørgsmålet. Men hvis ikke jeg gjorde det, er det nok, fordi jeg har været oppe kl. 5.30, så spørg mig endelig bagefter, for jeg prøvede faktisk at svare meget klart på det.

I forhold til det andet vil jeg sige, at jeg har den klare opfattelse, at Grønland selvfølgelig skal have fuld råderet over de hjemtagne områder, men der er bare nogle områder, som vi i 2020 må erkende er udenrigs- og sikkerhedspolitik, bl.a. det med kritisk infrastruktur. Og det er selvfølgelig der, vi skal finde en fornuftig balancegang i dialog mellem den danske regering og den grønlandske regering og for den sags skyld også den færøske regering. Så det er vi også enige om. Så jeg tror egentlig, vi er forholdsvis enige om målet. Men så er det bare, vi skal nå derhen på en eller anden måde, i treenighed.

Tak. Så er det hr. Christian Juhl.

Hvis nu nogen grønlændere eller færinger synes, at danske politikere godt kan være en smule dobbeltmoralske en gang imellem, synes ordføreren så ikke, at det godt kan være lidt rigtigt? Når en færing ikke må sælge en fisk til Rusland, fordi Danmark har lukket havnene for de færøske fiskere, når Danmark, som vi hører her, har masser af samarbejde med både Kina og USA og for den sags skyld Rusland – der bliver tjent milliarder i Rusland af danske virksomheder, selv om vi har blokader og ting og sager – så kunne man jo godt sige, at det måske er rigtigt nok. For hvorfor skulle Grønland ikke også selv kunne tage stilling til sådan nogle ting? Og der vil jeg gerne spørge, helt konkret: Erhvervsudvikling og turismeudvikling og nogle håndører til at udvikle det, er det sikkerheds- og udenrigspolitik?

Ordføreren.

Allerførst vil jeg sige, at det er vigtigt at holde fast i, at hele kongeriget er medlem af NATO, hele kongeriget har de forskellige trusler fra forskellige lande, deriblandt Kina og Rusland, som også vi i Danmark bliver mødt med, og derfor skal vi også i hele kongeriget kunne modstå de trusler og konkrete udfordringer, det giver. Det er bl.a. derfor, jeg har talt om det her værn for kritisk infrastruktur, og det er også derfor, at vi selvfølgelig skal agere fra hele kongerigets side. For når der er en situation i forhold til Rusland, som har ageret ekstremt aggressivt over for Europa, så er det derfor i tråd med hele Danmarks udenrigspolitik, at det selvfølgelig har nogle konsekvenser, og der skaber det nogle udfordringer, fordi det kun er Danmark, der er medlem af EU.

Det anerkender jeg klart, og derfor er jeg da også rigtig ked af den situation, som har ramt Færøerne i forhold til det, man fra EU's side var meget firkantet med, og jeg forstår også godt, at færingerne så var nødsaget til at se på, hvad de så kan finde af andre markeder. Jeg forstår sagtens situationen, men det ændrer bare ikke ved, at i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitikken mener jeg, at det skal være dansk. Jeg kan ikke nå at svare på mere, men jeg ville ellers gerne svare på resten af spørgsmålet.

Hr. Christian Juhl.

Det er der en lille chance for nu så, for jeg vil gerne gentage den sidste del af spørgsmålet. I forhold til indholdet af pakken – som vi jo desværre ikke må offentliggøre, fordi det var fra et lukket møde, men det er jo nævnt af andre, bl.a. Søren Espersen, at det bl.a. handler om turisme, udvikling af turisme, udvikling af erhverv – er vi vil alle sammen enige om, at det vil være rigtig godt for Grønland at få noget gang i økonomien, så man kunne være mere økonomisk selvbærende. Hvor er så den kritiske infrastruktur i at diskutere turisme og erhvervsudvikling? Det er det, jeg spørger om. For hvis nu vi tror på, at de her penge bliver brugt til det og ikke kun til fest, så kan jeg ikke forstå, at det skal kaldes kritisk infrastruktur. Så kan alt jo næsten kaldes kritisk infrastruktur.

Ordføreren.

Men så har jeg åbenbart også gjort mig meget uforståelig. For jeg står ikke og siger, at hele den pakke, der var fra USAID til Grønland skulle være kritisk infrastruktur – på ingen måde. Derfor skal vi selvfølgelig ind og have vurderet, hvad det er, der er kritisk infrastruktur eller ej. Jeg kan ikke se, at turismesamarbejdet skulle være kritisk infrastruktur – det tror jeg heller ikke du har oplevet mig sige. Hvis du har, er det i hvert fald en fortalelse af værste grad, for det har jeg selvfølgelig hverken ment eller sagt, mener jeg. Så det gælder om at finde balancegangen ligesom i alt andet her i livet, og det tror jeg også godt vi kan.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Annette Lind.

Tak for det. Jeg er en lille smule forvirret, for hvad har hr. Michael Aastrup Jensen sagt, og hvad har han ikke sagt, i forhold til hvad der er kritisk infrastruktur? Det er sådan, at der ikke er nogen tvivl om, at vi i Socialdemokratiet mener, at udenrigs- og sikkerhedspolitiske anliggender ligger i rigsfællesskabet. Det er også sådan, at vi synes, at de her penge, som er blevet givet til Grønland, er til civile projekter. Mener hr. Michael Aastrup Jensen, at det her i forhold til uddannelse, i forhold til turisme, i forhold til råstofbranchen er kritisk infrastruktur, at det er et udenrigs- og sikkerhedspolitisk anliggende?

Ordføreren.

Altså, jeg forstår simpelt hen ikke, at der skulle være nogle uklarheder om, hvad der er kritisk infrastruktur, og hvad der ikke er, i betragtning af at jeg har sagt det sådan ca. 50 gange de sidste år. Men jeg vil gerne gentage mig selv for 51. gang: Det er telenettet, det er havne, det er lufthavne, og det er bl.a. også forsyningsområdet. Jeg tror, man kunne slå op i hvilken som helst lærebog om kritisk infrastruktur og så se svaret. Jeg har heller ikke sagt det modsatte her i dag.

Det, jeg derimod har sagt, er, at vi på den ene side støtter, at der bliver lavet en aftale mellem amerikanerne og grønlænderne, men at jeg er ekstremt bekymret ud fra sikkerhedspolitiske og udenrigspolitiske hensyn, hvis Kina står og gør det igen i morgen, og hvis Rusland for den sags skyld står og gør det i overmorgen – det er det, der er hele pointen. At vi så derudover – derudover – og nu jeg understreger det lige igen, så der ikke er nogen, der misforstår det, derudover skal have en dialog, i forhold til hvordan vi får lavet et værn mod kritisk infrastruktur, har selvfølgelig intet med den nuværende aftale at gøre, men jeg går ud fra, at vi godt kan tillade os at have en lidt bredere debat om, hvad der sker i Grønland.

Fru Annette Lind.

Okay, så blev vi lidt klogere og måske også lidt mere enige, tænker jeg. (Michael Aastrup Jensen (V): Jeg tror, vi blev meget klogere).

Det er sådan, at jeg i min ordførertale sagde, at man ifølge selvstyreloven på hjemtagne områder kan mødes med andre samarbejdspartnere. Og der kan man også ligesom sige: Hm, kan man nu også det? Mener hr. Michael Aastrup Jensen, at grønlænderne kan mødes med andre samarbejdspartnere om de her civile projekter, som det står ifølge selvstyreloven?

Ordføreren.

Det er jo faktisk et ret interessant spørgsmål, for så er det jo, at det lynhurtigt her kan blive en diskussion om sikkerheds- og udenrigspolitik, hvis vi taler om lande, der ikke er blandt vores nærmeste allierede. Og der kan vi også hurtigt ende i en fortrolighedsdiskussion, så derfor er det også et spørgsmål om, hvad jeg kan stå og sige fra Folketingets talerstol, og hvad jeg bliver nødt til at sige i det Udenrigspolitiske Nævn. For der er jo nogle lande – lad os lade være med at nævne dem – hvor der er ekstremt tætte bånd mellem såkaldte kommercielle virksomheder og det lokale styre, og hvor det i hvert fald ifølge alle vurderinger, i hvert fald efterretningsmæssigt, vil være sådan, at det så dermed er regeringen, du taler med, selv om det er en såkaldt kommerciel virksomhed.

Så jeg kan ikke give et klart ja eller nej-svar på det spørgsmål – det kan jeg faktisk ikke – men det er noget af det, jeg forventer at vi vil tage op i den debat i Det Udenrigspolitiske Nævn, som nogle har krævet igennem længere tid, og som regeringen endelig har lovet kommer til august.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Nu siger hr. Michael Aastrup Jensen, at han er uforstående over for den meget positive omtale at det her, at folk har været så uhørt glade for at få det her beløb. Det forstår han ikke at de er, for det er et så ganske, ganske lille beløb; han forstår slet ikke den ståhej.

Samtidig står samme ordfører og siger, at han er meget, meget bekymret over den her gave, fordi det jo næsten er en trussel mod rigsfællesskabet. Vi taler om det samme beløb. Han forstår ikke, at nogle er meget glade, men han er selv meget sur over samme beløb. Hvordan hænger det sammen?

Ordføreren.

Jeg er nervøs på grund af den diplomatiske betydning, den bliver tillagt af visse grønlandske politikere, og den måde, den bliver sat op på i pressen. Det er derfor, jeg er nervøs. Jeg er egentlig ikke så nervøs for selve indholdet i pakken. Jeg er nervøs for det, både set i lyset af Trumpadministrationens mange delegationer, i forhold til deres åbning af et konsulat og i forhold til den diplomatiske betydning, det bliver tillagt af de grønlandske politikere. Derfor er jeg nervøs. Og min primære nervøsitet går jo, som jeg har sagt nogle gange nu, på den præcedens, det vil skabe i forhold til dem, der ikke er vores venner, nemlig lande, der ligger længere østpå.

Hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Spørgsmålet er nu, hvilken handling den her store bekymring ville føre til, hvis hr. Michael Aastrup Jensen var statsminister eller udenrigsminister. Ville han så have sagt nej til den her aftale, eller ville han have sagt ja? Ville han har sagt nej til, at Grønland kunne arbejde med USA på overtagede områder, eller ville han have sagt ja? For hvis han havde sagt nej til det, ville han have kastet rigsfællesskabet ud i en ganske, ganske alvorlig krise.

Ordføreren.

Derfor kan jeg også berolige og sige, at hverken Venstre eller Venstres udenrigsordfører på noget tidspunkt har sagt, at man skulle sige nej til sådan en aftale med amerikanerne.

Det, jeg bare hele tiden har sagt, er, hvor vigtig den her balancegang er rent diplomatisk, og at det derfor er vigtigt, at den danske regering sidder med ved bordet i hele forhandlingsforløbet – og der er der meget stor diskussion om at have eller ikke have, men den kan vi tage et andet sted, i Det Udenrigspolitiske Nævn – og dernæst er jeg nervøs for, hvad det danner af præcedens i forhold til mere østligt liggende lande. Det er der, min frygt ligger.

Men selve den konkrete aftale – det sagde jeg faktisk også i min tale – er jeg faktisk positiv over for. Jeg er bare nervøs for alt det, der sker ved siden af, og hvad det danner af præcedens.

Så er der en kort bemærkning fra fru Aaja Chemnitz Larsen.

Tak til ordføreren, og også tak til formanden. Det er jo sådan set en ret interessant debat, og noget af det, som vi efterlyser fra IA, er en definition på, hvad sikkerhedspolitik egentlig er, for hvis vi havde det, tror jeg måske også, vi stod lidt i en anden situation. Det at finde balancen imellem det at have respekt for hjemtagne områder, altså for, at Grønland selvfølgelig selv skal tage sig af det, og så det, at der kan være nogle sikkerhedsmæssige hensyn, synes jeg sådan set er en ret vigtig og central diskussion i Folketinget.

I forhold til spørgsmålet om Kina er det jo sådan, at amerikanerne siger, at tilstedeværelse er lig med indflydelse. Derfor har jeg faktisk også selv stillet spørgsmålet i forhold til pressen: Hvad hvis Kina kom med et dobbelt så stort beløb? Hvad ville Grønland så egentlig sige? Og det er jo egentlig mere interessant at høre, hvad naalakkersuisut vil sige, end at høre, hvad regeringen vil sige. Og der har været den debat om, om der overhovedet er behov for en screeningsmekanisme, hvis der er fri bane, og det er sådan set også det, jeg hører fra ordføreren.

Ordføreren.

Det er jeg meget enig i, og derfor er jeg sådan lidt bekymret – det har jeg jo sagt mange gange – i forhold til hvad regeringen og Socialdemokratiets ordfører har givet af svar i dag, men det må vi jo tage en videre drøftelse af i Det Udenrigspolitiske Nævn, hvor spørgeren jo i hvert fald er suppleant, så der har vi også rig lejlighed til det. Vi har jo også igennem et stykke tid bedt om at få en større debat om arktiske forhold generelt, og det forventer jeg også vi får meget, meget snart. Så der vil være rig lejlighed til at gå lidt mere i dybden med nogle af de ting, også i et fortroligt rum, for jeg tror faktisk, jeg hundrede procent kan sige, at jeg deler analysen, jeg lige har hørt.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. I forhold til det her med Kina og kritisk infrastruktur tænker jeg også : Nu har vi ikke nødvendigvis en kinaforskrækkelse i Grønland, men vi er i hvert fald blevet skeptiske i forhold til den kritiske infrastruktur. Og jeg synes egentlig, der mangler nogle definitioner, sådan at vi står lidt klarere, i forhold til hvor det egentlig er, vi er lidt mere kritiske over for nogle investeringer udefra, og hvornår vi egentlig er ret åbne. Og det vigtige i det er jo, at man ikke, hvad skal man sige, skræmmer nogle investeringer væk fra Grønland, men at man tværtimod gør det lettere at investere i Grønland, og at man finder balancen mellem det og så det også at tage nogle sikkerhedspolitiske hensyn.

Ordføreren.

Men det er jeg jo også meget enig i, for jeg står jo ikke og siger, vi skal lave en blokade mod Kina. Altså, kinesiske investeringer i hele kongeriget – alle dele af det – er velkomne. Det, vi bare skal sørge for at have, er et værn i forhold til kritisk infrastruktur. Og så er det jo rigtigt, at vi skal have en definition af, hvad kritisk infrastruktur er, og vi skal have lavet lovgivningsarbejdet. Det er jo også derfor, at jeg som udenrigsordfører i oppositionen i et år har tigget og bedt regeringen om at gøre det. Og nu er der så heldigvis nye toner, i forhold til at man er på vej, og så ved jeg ikke, hvor lang den her vej er. Jeg håber ikke, den er så lang, og jeg håber, at det snart kommer, for jeg er helt enig i, at det er på tide, at vi får det lovgrundlag for hele kongeriget.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Venstres ordfører. Den næste ordfører er fra Radikale Venstre, og det er hr. Martin Lidegaard.

Tak til Dansk Folkeparti og hr. Søren Espersen for endnu en gang at tage rigsfællesskabet ned i salen. Man kan godt være uenig med hr. Søren Espersen i mangt og meget, men man kan ikke tage fra ham, at han er en af de politikere, der interesserer sig mest glødende for rigsfællesskabet og virkelig har det inde under huden og i hjertet. Det har vi i hvert fald til fælles, og det er jeg glad for at vi også får mulighed for at snakke mere om i dag.

Trekantsdramaet mellem USA og Danmark og Grønland har jo varet i mange årtier. Det går i hvert fald helt tilbage til dengang, der under krigen sad en dansk ambassadør i Washington, der hed Henrik Kaufmann, som forhandlede på vegne af en regering, der ikke anerkendte ham, og han begyndte at diskutere med amerikanerne, hvad der egentlig var amerikanske, danske og grønlandske interesser i Grønland. Siden dengang kan man sige, at der har været en meget delikat form for balance i forholdet mellem de tre lande.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at USA betragter Grønland som absolut vitalt interesseområde og gerne overtog Grønland. Det er ikke kun Trump, der har forsøgt at købe Grønland. Det har adskillige amerikanske præsidenter gjort, men man har accepteret, at det ønskede hverken Danmark eller Grønland, og man har accepteret det på den måde, at så længe Grønland og Danmark gav lov til, at USA kunne varetage en helt basal sikkerheds- og forsvarspolitisk dimension, og så længe man følte sig betrygget i, at man var under det, man kunne kalde et sikkerhedspolitisk regime af USA, så kunne man godt leve med den selvstændighed og den autonomi, som både Grønland og Danmark havde.

Danmark har aldrig haft noget ønske om at opgive Grønland, dels af helt basale territoriale interesser, dels fordi man har en interesse i at bevare lavspænding i området, sikre en bæredygtig udvikling for Grønland og Danmark i området, og dels fordi man jo efterhånden også er blevet mere emotionelt engageret i Grønland med tætte statsforbindelser, folkelige forbindelser osv.

Men man har dog haft den interesse at holde amerikanerne så tæt på, at de under den kolde krig og også i dag vil udbrede deres atomparaply over grønlandsk og dansk territorium.

Grønland har haft og delt den sikkerhedspolitiske interesse at være beskyttet, men har også haft et helt legitimt ønske om med årene at opnå både større velstand og større selvstændighed. Derfor må jeg sige, at når jeg ikke var dybt alarmeret over den sidste amerikanske pakke, var det ikke kun på grund af, at det var en lille størrelse, men det var især på grund af de meldinger, der kom fra grønlandske politikere.

For jeg er faktisk ikke helt enig med hr. Søren Espersen her. I forhold til både den grønlandske regering og det, jeg vil opfatte som toneangivende grønlandske politikere, vil jeg ikke sige, det var overraskende, for jeg var glad for det, men jeg tænkte, at det alligevel var meget, at man – også folk, som man ved har kæmpet i årevis og i årtier for selvstændighed i Grønland – kom meget upoleret ud, synes jeg, og sagde, at man ikke havde noget ønske om, at USA på nogen måde skulle overtage Grønland, tværtimod.

Man ønskede heller ikke, at USA skulle overtage Danmarks rolle, om jeg så må sige, uden at overtage Grønland, og man gjorde sig ingen forestillinger om det. Man ønskede bare at handle, som man kunne med alle mulige andre.

Det vil sige, at uanset hvilken intention der har ligget bag USA's bestræbelser – og her skal man ikke være naiv overhovedet; det er jeg til gengæld enig med hr. Søren Espersen og mange andre i – så synes jeg egentlig, at det grønlandske svar var rigtigt og godt. For det, det står og falder med, er jo, om Grønland og Danmark kan blive enige om, at det at være afhængige af hinanden er bedre end at være afhængig af nogle andre. Det er det, det står og falder med.

Jeg var betrygget ved, at toneangivende grønlandske politikere var klar over, at selv hvis man går ind for mere grønlandsk selvstændighed, og det gør langt de fleste grønlændere i dag, så er vejen dertil ikke at udskifte Danmark med noget andet og især ikke noget andet større land.

Det tror jeg er rigtigt set, ligesom jeg tror, det er rigtigt set, at de danskere, som ønsker et fortsat tæt forhold til Grønland, i den her situation ikke skal forsøge at tale de grønlandske ønsker og følelser for større selvstændighed og medbestemmelse på deres egen fremtid ned, men understøtte dem.

Jeg opfatter situationen så paradoksal, at hvis man er grønlænder og ønsker mere selvstændighed, så er den hurtigste og bedste og mest selvstændige vej til det et stærkere samarbejde med Danmark. Hvis man ønsker at bevare fællesskab med Grønland som dansker, så er det at understøtte de grønlandske bestræbelser for større selvstændighed.

Tak. Der er lige et par korte bemærkninger. Det er først fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Tusind tak for indlægget. Det glæder mig, at ordføreren ser ud til også at have forstået de udmeldinger, der kommer fra Grønland. Jeg vil gerne spørge ind til det, især fordi ordføreren selv har været udenrigsminister og har prøvet at lave et samarbejde mellem Grønland og Danmark. Det, jeg ser at der sker nu, er nemlig, at der er et tæt samarbejde mellem Danmark og Grønland om netop den her pakke. Så jeg ser ikke helt kritikken af det her.

For det andet har jeg svært ved at forstå, hvordan det kan være, at Danmark har så mange samarbejdspartnere, bl.a. USA, om forskellige udenrigspolitiske stormagtsting, men også om så simple ting som uddannelse og forskning og lignende sager. Altså at Danmark, som alligevel er et lille land på verdenskortet, tør føre de her samtaler uden først at have konsulteret Grønland.

Ordføreren.

Jeg tror, man skal være klar over, at rigsfællesskabet og fællesskabet mellem Grønland og Danmark vækker mange store følelser i Danmark, og at danskerne gerne vil betrygge grønlænderne i, at vi ønsker et tæt forhold. Jeg vil sige, at jeg jo synes, det ville være helt naturligt også at søge bedre partnerskaber mellem Grønland og Danmark.

Jeg ser intet til hinder for, at Grønland kan hjemtage et område og søge partnerskaber med alle mulige lande, men da også Danmark, ligesom vi gør, som ordføreren siger, med Tyskland og Frankrig og alle mulige andre lande. Der er jo områder og også hjemtagne områder i Grønland, hvor man sagtens kunne have et stærkere partnerskab med det udgangspunkt, at det er Grønland, der ligesom er fører på det, fordi man har hjemtaget området. Vi har nu et øget samarbejde om børnene og på det sociale område, hvilket er højst påkrævet, og som i min optik godt kunne være endnu bedre. Det gælder også i forhold til investeringer i råstoffer. Der tror jeg, at vi kunne gøre mere for at tiltrække europæiske investeringer. Det er noget, Danmark har interesse i, for vi har jo interesse i, at Grønland bliver mere økonomisk selvstændig. Så egentlig kunne jeg godt ønske mig flere dansk-grønlandske partnerskaber.

Spørgeren.

Det glæder mig meget, og det lyder jo også til, at vi er meget enige om den fælles politik, som vi også skal føre gennem rigsfællesskabet. Jeg havde bare lidt svært ved at forstå kritikken af og bekymringen for det samarbejde, der nu er med USA. For det er netop på de overtagne selvstyreområder, at vi stadig har det, det er stadig i henhold til grundloven, og det er på områder, som egentlig kun styrker det fællesskab, som vi også har med Danmark. Så hvis ordføreren måske kunne forklare lidt, hvor man er bekymret for det her samarbejde.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om jeg er den rette at spørge. Men jeg tror, at det er af afgørende betydning, at der har været en balance – det var også derfor, jeg startede med det her trekantsdrama – hvor USA har holdt sig til deres militære tilstedeværelse i Thule og egentlig ikke har blandet sig særlig meget i andet eller mere. Og derfor er det, der foregår, nyt. Derfor er det et udtryk for, at der jo, som vi alle sammen ved, er en markant stigende interesse for Grønland fra alle stormagters side. Det sætter det, man kunne kalde vores partnerskab og alliance, under et vist pres. Det er den ramme, som jeg tror man skal forstå det inden for. Men som sagt: Det her initiativ i sig selv bekymrer ikke mig så meget.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Nu udkom der for nogle få uger siden en bog af en forfatter, som jeg tror er ordføreren bekendt, om den danske diplomat Kauffmann, som i 1941 indgik en aftale med den danske regering om, at USA har Grønland militært, mens vi har det civilt. Sådan har det været lige siden. Den 23. april i år, da den amerikanske ambassadør kom med det her tilbud om de 83 mio. kr., bliver det princip brudt for første gang. Det er vel derfor, det er en stor sag. Vi er enige om, at beløbet er meget lille, men princippet er vigtigt, for USA kommer ind på det civile område i Grønland.

Men når der er så meget utilfredshed med det blandt visse danske politikere, kan ordføreren så høre et ekko fra den svundne tid, hvor man sagde: USA har Grønland militært, vi har det civilt, og vi skal ikke krydse hinandens linjer? Det ekko fra en svunden tid, som jeg kan høre i debatten fra nogle politikeres side, forstår jeg godt kan give en vis bekymring i Grønland.

Ordføreren.

Jeg tror, det er en helt præcis analyse. Det var også det, jeg forsøgte at sige. Der har været en balance, og det her er et skridt ud af den balance, og det tror jeg er årsagen til, at man oplever en vis bekymring. Men det er en bekymring, som efter min bedste overbevisning kan håndteres, hvis man har en god dialog, og hvis man har viljen til – også fra den danske regerings side – at række hånden ud og etablere endnu stærkere partnerskaber.

Så jeg er lidt træt af, for at sige det ligeud, den her diskussion, hvor vi nogle gange kommer til at stå her og slå hinanden lidt i hovedet med paragraffer og forskellige love – selvstyrelov, grundlov og hvad ved jeg – for jeg oplever en bred interesse for et stærkere udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde inden for rigsfællesskabet, og jeg oplever en bred interesse for, at vi får styrket vores bånd internt, samtidig med at alle dele af rigsfællesskabet kan styrke deres bånd med alle mulige andre.

Det eneste, jeg gør opmærksom på, er, at så er det vigtigt, at vi gør begge dele, hvis det er selvstændighed, ikke bare for Grønland, men også for Danmark og for Færøerne, det handler om.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Søren Espersen.

Tak for talen. Det er egentlig kun en bemærkning til den sidste udveksling, der var mellem ordføreren og hr. Sjúrður Skaale. Jeg synes lidt, det er en forenkling. Det er sådan, at under den kolde krig, var der jo i den grad en meget, meget stor dansk flådestyrke konstant omkring Grønland på et helt andet niveau end det, vi ser i dag. Der var rigtig mange skibe involveret i det, også mindre skibe. Og samtidig var der også en tilstedeværelse af kampfly i Søndre Strømfjord og i Narsarsuaq. Så jeg er ikke helt enig i det, for jeg tror faktisk, at amerikanerne ville have ordnet det selv, hvis ikke vi gjorde det. Det er også lidt i forbindelse med det, jeg sagde, nemlig at hvis det er det, der skal til, skal vi finde flere penge til flåden i Grønland, måske til fire, fem inspektionsskibe ekstra. Det var det, vi talte om under den kolde krig som noget helt naturligt.

Ordføreren.

Jeg er sådan set enig i konklusionen, og jeg tror også, vi kommer til at kigge på et øget forsvarsbudget i forhold til beredskab osv. i og omkring Grønland og Færøerne. Men jeg tror, at det, der var pointen, hvis jeg forstod det rigtigt, fra hr. Sjúrður Skaales side, var, at der har været en form for forståelse af, at USA var tilstedeværende i Grønland militært – og det er rigtigt, at det har været meget mere massivt, end det er i dag – men ikke civilt. Fra både grønlandsk og dansk side har man dengang haft en frygt for en total militarisering af hele det grønlandske samfund og en massiv tilstedeværelse af amerikanere, som der er mange af i Grønland. Altså det ekko fra den, man kan sige forståelse, man havde dengang, runger lidt stadig væk i den nuværende debat. Men vi er i en anden situation sådan rent globalt.

Tak til Det Radikale Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Rasmus Nordqvist fra Socialistisk Folkeparti.

Tak. Det er lidt interessant, synes jeg, at når vi har debatterne her om rigsfællesskabet, bliver det nogle gange meget sådan sort-hvidt. Og som hr. Martin Lidegaard var inde på, begynder vi lynhurtigt bare at stå og snakke om grundlovens paragraffer eller selvstyrelovens paragraffer.

Men det, som det her jo også handler om, er egentlig, at vi skal, synes jeg i hvert fald, kunne have en dialog om, hvordan udviklingen er i rigsfællesskabet. Der har vi som danske politikere selvfølgelig en mening og en holdning til, hvad der sker i Grønland og på Færøerne. Og omvendt har jeg da også dialog og diskussioner med grønlandske politikere om forhold i Danmark, ligesom jeg har med mange andre fællesskaber. Vi skal da kunne have den diskussion om, hvad det betyder, når USA gør det her.

For jeg ser sådan set ikke noget galt i, at der er nogle investeringer, der bliver foretaget, og at der bliver sendt nogle penge. Men det gør jo ikke, at jeg samtidig behøver at være helt naiv omkring, hvad USA's intentioner med det er: Hvad ligger der bag det, og hvad læser vi ind i det? Og det synes jeg da vi skal kunne have en åben dialog og diskussion om, ligesom vi jo skal forholde os til det, når der inden for EU sker ting; som når kineserne opkøber de største havne i Grækenland. Det skal der da også være plads til en politisk dialog om. Det betyder ikke, at vi skal bestemme over nogen, men vi skal kunne have dialogen.

Det, jeg tror er rigtig vigtigt fremadrettet – og jeg har sagt det en del gange, når vi har diskuteret rigsfællesskabet – er, at vi får taget hul på et moderne rigsfællesskab. Hvad er det, det betyder i dag, i 2020, at være i et fællesskab sammen tre lande? På hvilken måde vil vi være det, og hvordan vil vi samarbejde? Vi skal ikke bare slå hinanden oven i hovedet med paragraffer fra tidligere love, man også diskutere: Hvad betyder det politisk, og hvilken interaktion vil vi have med hinanden? Det synes jeg kunne være en måde at kigge fremad på og lære af det her i stedet for at ende i en lidt for polariseret debat.

Så synes jeg, at fru Aaja Chemnitz Larsen var inde på en meget vigtig ting omkring også at begynde nærmere at få defineret sikkerhedspolitik, kritisk infrastruktur osv., så der er nogle helt klare linjer. Men det gør bare ikke, at vi ikke også skal kunne diskutere og have en dialog ud over de linjer. Tak.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til SF's ordfører. Den næste ordfører er fra Enhedslisten, og det er hr. Christian Juhl.

Tak for det. Jeg synes nu, at vi kommer videre hver dag, og det synes jeg at vi er kommet de sidste 6-7 gange, vi har diskuteret det, inden for de få uger, der har været: både i forbindelse med en DIIS-rapport, et par konferencer og et ret stort antal møder i både Nævnet og udvalget. Det er da i hvert fald emner, der kommer til debat, især set i lyset af Arktis m.m.

Jeg glæder mig personligt over, at Søren Espersen har flyttet sig til nu at anerkende, at Grønland er et velfærdssamfund, der har et kæmpe potentiale, og også i salen gerne vil give en meget skarp kritik af et amerikansk samfund, der har enormt store skavanker. Det giver da en chance for, at vi kan diskutere på et bredt fælles grundlag.

Ellers er interessen for Arktis og Grønland jo stigende på godt og ondt. Der er nærmest tale om en rivalisering imellem stormagterne. Kina laver meget forskning i Arktis og byder sig til over for de mindre lande med finansiering, projektering, byggeri og minedrift osv., og russerne moderniserer derhjemme, sådan at de kan få tjent nogle penge på den nye Nordøstpassagen. De opruster også eller moderniserer i hvert fald deres våben i det nordlige ishav. USA har været lidt sene til at komme i gang og har først nu opdaget, at Arktis er noget, de skal blande sig i, og de prøver så at følge med, så godt de kan. Arktis handler om militær, råstoffer, nye transportveje og klimaforandringer, og det er i det lys, vi skal se den debat, som vi har i dag om USA's støtte til Grønland.

De 82 mio. kr., hr. Søren Espersen, er det samme, som vi betaler i Danmark på 6 dage i bloktilskud – 6 dage svarer til 82 mio. kr. Man bør ikke have en illusion om, at USA gør det for at hjælpe grønlænderne eller danskerne eller rigsfællesskabet. Det er selvfølgelig, fordi de har en interesse i det og de har en egeninteresse i det, som er stor – især en militær interesse. Trumps øjne er ikke blå i den forstand, og han kun gør det for USA's skyld.

Så gør han det vel også for at være på forkant, så kineserne ikke blander sig for meget deroppe. Jeg vil minde om, at kinesernes interesse for minedrift er kæmpestor. Vi har jo diskuteret storskala med 10.000 kinesiske arbejdere i den periode, jeg har været i Folketinget. Vi har set, at kineserne gerne ville købe Grønnedal, og lige pludselig havde vi alligevel brug for den, selv om ingen ville have den i starten. Jeg minder om, at kineserne også gerne ville bygge, drive og finansiere tre lufthavne i Grønland. Derfor måtte der jo ske en feberredning fra den danske borgerlige regerings side dengang for at undgå det, hvor Lars Løkke Rasmussen lige pludselig fandt et meget stort millionbeløb.

Derfor skal det ses i en større sammenhæng, og derfor er det nødvendigt, at vi diskuterer det i en større sammenhæng. Derfor er jeg glad for, at vi også får debatten om Arktisstrategien løbende.

Ofte opfatter Grønland og Færøerne det sådan, at den danske regering vrider emner, hvor det drejer sig om et politikområde, som er hjemtaget, på den måde, at den danske regering lige pludselig synes, at det her er et sikkerheds- og udenrigspolitisk område. Jeg kan godt forstå det dilemma, der er i det, og det er vi nødt til at finde ud af at løse. Jeg synes, at en af de bedste måder at løse det på er, at vi lader de tre lande i rigsfællesskabet deles om at formulere udenrigspolitikken. Så kan vi i hvert fald undgå, at nogle spiller os ud mod hinanden. Og så synes jeg egentlig godt, at vi også i Arktis kunne snakke lidt mere om at lave en alliancefri politik.

Jeg er enig i Søren Espersens kritik af USA, og jeg synes, at der er lige så store og problematiske konsekvenser af deres politik, som der i nogle sammenhænge er af f.eks. Kinas og Ruslands. Så derfor synes jeg, at vi skulle overveje, om ikke vi kunne finde bedre alliancepartnere, f.eks. hvis vi i Norden slog os sammen og var med til at formulere en politik – der har vi et fælles udgangspunkt og en fælles kultur og også en fælles udenrigspolitik – så vi ikke skulle være afhængige af det, som udenrigsministeren kalder vores nære allierede.

Jeg er helt ærligt ikke så vild med en nær allieret, som hedder Trump, for at sige det, som det er. Jeg ville meget hellere formulere udenrigspolitik sammen med Norge, Sverige, Finland, Island, Grønland og Færøerne – jeg ved ikke, om jeg har glemt nogen.

Derfor synes jeg, det er enerverende, at vores udenrigsminister igen og igen lukker øjnene for USA's undladelsessynder og deres sådan lidt mindre pæne hensigter. Jeg behøver vel ikke at nævne, at de ikke har ryddet op på deres 30 militærbaser, at serviceaftalen ikke er på plads endnu, og at transporten både via luft- og vandveje til Thulebasen er stjålet fra grønlænderne. Det er beløb, som er væsentlig større end 82 mio. kr., der dér er på spil, og som er taget fra grønlænderne og fra grønlandske og danske virksomheder.

Så jeg synes, der er mange muligheder for, at vi kunne komme videre, og jeg synes også, at den nye arktiske strategi, vi skal i gang med at diskutere, kan indeholde meget, meget væsentlige elementer om at give muligheder både for Grønland og Færøerne for at komme videre på vej mod selvstændighed og i hvert fald få en økonomi, der er bæredygtig.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Søren Espersen.

Lige først omkring Thulekontrakten vil jeg sige, at det problem jo bliver løst nu, altså det problem, der opstod som følge af, at danske og grønlandske politikere snorksov i timen i de møder, der var. Nu har amerikanerne sådan set erklæret sig indforstået med, at det skal ordnes på en eller anden måde til Grønlands fordel.

Så foreslår hr. Christian Juhl, at de tre lande i rigsfællesskabet samarbejder om sikkerheds- og udenrigspolitikken. Det sker jo allerede nu! Altså, det er pågået de sidste 5-10 år i rigtig stor stil. Der bliver ikke foretaget nogen som helst beslutning om Arktis, uden at de tre lande er deltagere på regeringsplan. Så det, hr. Christian Juhl foreslår, er ligesom at sparke en åben dør ind.

Ordføreren.

Jamen det vil da glæde mig, hvis hr. Søren Espersen har ret. Men så må vi jo prøve at diskutere med vores to partnere i Færøerne og Grønland og høre, om det er rigtigt, at de føler, at der er tale om en fuldstændig deling af opgaven. Det er ikke min opfattelse, og det er det, der er debatten igen og igen, også i Grønland, og jeg lytter til de debatter, fordi jeg synes, det er interessant.

Til det med Pittufik og Thulebasen vil jeg sige, at jeg er enig i, at det var en skandale for den danske regering og måske også for grønlænderne – jeg ved ikke, hvor meget de overhovedet var inde i det – at serviceaftalen forsvandt, men jeg er nu ikke sikker på, at den sådan ligger på den flade hånd lige med det samme. Alene det at inddrage EU-reglerne i det var med til at gøre det til en fiasko og var med til, at vi mistede den aftale. Det var virkelig en skandale, det er jeg fuldstændig enig med hr. Søren Espersen i. Men lad os nu se – jeg vil hellere have fuglen i hånden end på taget.

Hr. Søren Espersen.

Men bare lige omkring det samarbejde, der er: Uanset hvad, hvilken interesse skulle den danske regering da have i at sidde og bestemme en hel masse udenrigs- og sikkerhedspolitik i Arktis uden at inddrage de tre lande? Hvem kommer det til gavn?

Jeg ser nu, at der, i hvert fald når det drejer sig om det udenrigs- og sikkerhedspolitiske, er en rigtig god og kontinuerlig dialog, og at grønlændere og færinger er med til de møder, der er væsentlige. Så jeg mener ikke, at der er noget at sætte en finger på der. Og så igen: Hvilken interesse skulle vi dog have i det? Hvorfor skulle vi have glæde af det?

Ordføreren.

Det har jeg også spurgt mig selv om, ret mange gange endda, og jeg har spurgt skiftende regeringer, også de regeringer, som hr. Søren Espersen har støttet: Hvorfor i alverden er det så vigtigt for enhver udenrigsminister i Danmark at sige, at magten ligger altså her, når vi nu kan dele den? Jeg er enig i, at i Arktisk Råd og andre steder er der konsultationer, og det er nødvendigt, men der er stadig væk et uopdyrket område, hvor vi sagtens kunne gøre det meget, meget bedre – til stor glæde både for os og for Grønland og Færøerne. Så det er jeg ikke bange for at arbejde videre med. Den opgave er vi slet ikke færdige med, hr. Søren Espersen. Vi er begyndt på den, det er fuldstændig rigtigt.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører, jeg kan se i salen, er hr. Henrik Dahl fra Liberal Alliance.

Tak for det, og tak for en spændende debat om et vigtigt emne. Det er jo ikke første gang, at Dansk Folkeparti har rejst den, og det skal Dansk Folkeparti have tak for. Jeg ved ikke, hvor meget vi forandrer verden ved at diskutere den, men jeg tror på en eller anden måde, vi forandrer os selv ved at have de her diskussioner fra tid til anden, og det synes jeg sådan set også er meget positivt.

Spillet mellem USA, Danmark og Grønland og historien fra anden verdenskrig og frem synes jeg blev fremstillet med en helt forbilledlig klarhed af hr. Martin Lidegaard, og derfor er det også lidt ærgerligt, at han ikke er her for at modtage ros og anerkendelse på den her måde. Og jeg er også enig i de politiske implikationer, som hr. Martin Lidegaards fremstilling har.

Grønland har en fysisk beliggenhed, som gør det uacceptabelt for USA ikke at kunne opretholde Thulebasen, og jeg synes ikke, vi skal have en debat i Folketinget om Thulebasen uden at tale om H.C. Hansens note fra 1957, som jo siger, at USA kan opretholde Thulebasen på den måde, som USA gerne vil. Det har i perioder været sådan lidt tabubelagt at tale om noten, men den er jo sådan set forudsætningen for, at tingene kører, som de gør.

Jeg synes egentlig også, det var vigtigt at få nævnt, at USA tidligere har tilbudt at købe Grønland. I 1946 under præsident Truman ville USA gerne købe Grønland for 100 mio. dollar, tror jeg det var. Det blev afslået på det her tidspunkt, men det er altså et reelt ønske, som man har, og som dukker op fra tid til anden. Og jeg synes på en måde, at det købstilbud, der kom i 2019, var fint, fordi det jo med eftertryk fik frem, at det ønsker hverken Grønland eller Danmark.

Grønland er en velfærdsstat, og det ønsker et massivt flertal af befolkningen i Grønland at landet skal forblive. Og hvis man ser på, hvordan tingene foregår i Alaska f.eks., tror jeg, at alle er klar over, at det er fuldstændig utænkeligt, at Grønland ville kunne fungere, sådan som Grønland fungerer i dag, hvis man implementerer et system som det, der f.eks. er i Alaska.

Jeg tror, vi bliver nødt til at konsultere hinanden i fremtiden, både her og i andre fora, i spørgsmålet om rivaliseringen mellem stormagter som USA, Kina og Rusland. Kineserne er også meget interesserede i det arktiske område. Hr. Søren Espersen var med på den delegationsrejse til Kina i 2017, hvor vi også talte om Arktis med kineserne, og hvor de med stolthed fortalte om deres atomisbryder Snedragen, som jo også kan sejle op til Grønland, hvis det skal være.

Den her rivalisering mellem supermagterne kommer jo selvfølgelig til at få store konsekvenser for Arktis og også for Grønland. Og på samme måde som USA ikke tilbyder velfærd i Alaska som den, der er bygget op i Grønland, så er det altså også bare sådan – det siger erfaringen i hvert fald – at kineserne ikke behandler deres samarbejdspartnere i infrastrukturprojekter på samme lempelige måde, som man nok ellers behandler samarbejdspartnere i infrastrukturprojekter. Så vi får de her debatter i fremtiden, og det er rigtig godt.

Hvad konklusionerne bliver er selvfølgelig for tidligt at sige, men jeg synes, vi har haft en god debat, og hvis ikke andre vil sige det, vil jeg sige tak til fru Annette Lind for at have taget arbejdet på sig med at samle hele Folketinget til en fælles vedtagelse. Det er ikke særlig længe siden, at min egen partiformand var udenrigsminister, og jeg ved, at Folketinget kan være en loppesæk – undskyld, jeg siger det – når man skal have alle aktører med på en fælles udtalelse. Så det er et godt arbejde, og tak for det. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Aaja Chemnitz Larsen fra IA.

Mange tak. Tak til Dansk Folkeparti for at tage debatten op, skal det også lyde fra IA. Interessen for Grønland og for Arktis har sjældent været større, og navnlig USA har skiftet gear og kastet sig ind i kampen. USA har vist interesse i den arktiske region, som er blevet et område, hvor der er stormagtsrivalisering, storpolitik og konkurrence. Mest iøjnefaldende er i virkeligheden det købstilbud, som Trump kom med i forhold til Grønland. Selv om Grønland er åbent for samarbejde, er vi ikke til salg – et budskab, som amerikanerne også har taget til sig. Dermed er det jo ikke sagt, at de har givet op, de har bare ændret deres stil, og de diplomatiske initiativer falder i øjeblikket som perler på en snor: Først den økonomiske pakke, som er grunden til, at vi står her i dag, og dernæst åbningen af konsulatet. Og lur mig, om der ikke snart følger mere.

Personligt ser jeg ingen tegn på, at den amerikanske linje vil ændre sig væsentligt i de kommende år, uanset hvem der ender med at sidde i Det Hvide Hus fra det nye år. Derfor bør vi også allerede nu overveje, hvordan og hvorledes vi vil forholde os til USA. Vi synes, det er vigtigt, at vi ser fremad og ikke tilbage. Selvfølgelig er der nogle fejl, vi kan lære af – udnytte vores erfaringer og på den måde styrke vores kompetencer – men det er vigtigt heller ikke at dvæle ved fortiden.

Derfor synes vi også, det er vigtigt at få sagt, at naalakkersuisut har godkendt den her aftale. Det respekterer vi, og der er bestemt fordele ved at samarbejde med USA, men vi har også været kritiske i forhold til motiveret og baggrunden for projektpakken, og ikke mindst på baggrund af at det er en amerikansk præsident, som jo gentagne gange er blevet valgt ind på et slogan om America first. Derfor synes vi også, at der er nogle overvejelser, som vi er nødt til at gøre os fremadrettet.

For det første handler det om at fastholde Grønland og Arktis som et lavspændingsområde. Vi ved, at USA er en allieret og en samarbejdspartner, men den meget bombastiske retorik i forhold til Kina og Rusland bekymrer, fordi det opruster i Arktis. Vi finder det også bekymrende med den stigende russiske militære aktivitet, både når det kommer til baser, kampfly og ubåde i området. Fra Grønlands side ønsker vi ikke krig. Vi ønsker, at Arktis skal være en fredszone, og vi ønsker ikke at bidrage til en stigende militarisering i Arktis.

For det andet mener vi også, det er vigtigt tage stilling til, hvem Grønland kan tage penge fra, og vi bør i virkeligheden have en mere principiel diskussion om udenlandske investeringer. Naalakkersuisut har tidligere sagt, at alle penge er velkomne, men det mener vi fra IA er for letkøbt.

Med udenlandske investeringer følger der også interesser, og dem er vi nødt til at forholde os kritisk til, ikke mindst hjemme i Grønland. I dag ved vi, at Canada, Australien og England investerer i råstofområdet i Grønland. De seneste år har Kina fulgt trop, og vi ved også, at nu begynder USA at blande sig.

Det giver også anledning til at overveje vores røde linjer, og hvor investeringerne egentlig skal komme fra. Vi mener, at der er behov for en mere klar investeringspolitik hjemme i Grønland, hvor vi selvfølgelig også har respekten for de hjemtagne områder, men at vi samtidig finder en god balance i forhold til sikkerhedshensynet. Vi anerkender også, at der pågår et arbejde her i Folketinget i forhold til en screeningsmekanisme, et arbejde, som vi ikke har hørt så meget til endnu, men som vi glæder os over og glæder os til at høre mere om.

Så ved vi også, at arbejdet med kongerigets arktiske strategi er sat i gang. Vi havde et møde i går her i Folketinget, og vi mener også, at det ligesom giver en platform til at tage debatten op om, hvad vi egentlig vil med Arktis, og hvordan vi bedst opnår det, ikke mindst med de to spørgsmål in mente.

Tak for debatten, og tak for ordet.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til fru Aaja Chemnitz Larsen. Den næste på talerstolen er Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut.

Tak for ordet. Hvis vi kigger på det historisk, har der været et samarbejde omkring Grønland mellem USA og Danmark. Og da det samarbejde blev grundlagt, var det ikke nødvendigt at inddrage Grønland og grønlænderne. Nej, dengang var det ikke – som der også var nogle, der har snakkede lidt om – America first, men Denmark first. Selvfølgelig har tiden ændret sig, gudskelov, og det er nok også derfor, vi snakker om lovgivning; det er derfor, vi snakker om selvstyreloven; det er derfor, vi snakker om grundloven.

F.eks. er selvstyreloven, der har givet os rammerne for at have den her debat, hvor Grønland også er inddraget, netop meget vigtig, fordi Folketinget også har været med til at vedtage den her selvstyrelov, som vi tager udgangspunkt i i den her diskussion.

Det, vi snakker om, er også vigtigt, fordi der jo er en eller anden form for bekymring hos dem, der har taget det her initiativ til en debat. Der kan være nogle sikkerhedsmæssige og udenrigspolitiske spørgsmål, der falder ind under grundloven bl.a., og som kan bekymre, men det er også lige så bekymrende for os, at der bliver udtalt sætninger heroppefra, hvor man siger: Udenrigspolitik og sikkerhedspolitik bestemmer vi herinde. Og alligevel er det mere forvirrende, når man i samme sætning siger, at man går meget op i inddragelse og samarbejde – og ligeværdighed skal vi også huske.

For når vi snakker om de der aspekter, er det jo netop vigtigt, at vi husker, at det her er et samarbejd lavet i ligeværdighed og fælles samtale. Og det er selvfølgelig også vigtigt at huske på, at den altid kan blive bedre, men det kan vi tage herfra, for det har ikke forbigået nogens næsetip, at det her er foregået.

Jeg håber, at vi kan finde en fælles løsning, og det tror jeg også på vi kan, netop også fordi vi alle sammen med den her vedtagelsestekst, som fru Annette Lind også har været med til at lave, er blevet enige om at prøve at finde ud af, hvad det så er, vi kan blive enige om.

For det tror jeg sagtens vi kan finde ud af, når vi lige sætter os ned og siger: Hvad er det egentlig, vi er bekymrede for? Hvad kan vi sammen gøre for at mindske de her bekymringer? Og hvad er det også, der gør Grønland lige så bekymret for, at den her debat måske pludselig blusser op? Er det retorikken, der kan være skadelig? Hvis det er, så lad os også tage den snak sammen.

Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Aki-Matilda Høegh-Dam. Den næste ordfører er hr. Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin.

Tak for det. For nogle uger siden udkom der en bog skrevet af Bo Lidegaard med titlen »Uden mandat«, der handler om, hvordan Grønland ligesom blev opdelt mellem Danmark og USA. Det var en aftale, der blev indgået i 1941 i Washington uden mandat fra den danske regering af en vigtig dansk diplomat. Ideen var, at USA fik hundrede procent militært adgang til Grønland, og til gengæld skulle Danmark have kontrol over Grønland som en koloni rent civilt, og den linje er ligesom blevet holdt lige til velsagtens den 23. april i år, da USA for første gang bevæger sig ind på det civile område med de her 83 mio. kr. og foretager nogle investeringer og indgår i samarbejde om nogle ting med de grønlandske myndigheder.

83 mio. kr. er et meget, meget lille beløb, men det er fuldstændig rigtigt, at det er et vigtigt princip, der brydes, når der bliver krydset en grænse, som ikke er blevet krydset siden 1941. Især fra den borgerlige side af Folketinget har man været meget bekymret over det. Man har talt om, at det her kan skabe sprækker i rigsfællesskabet, at det kan skabe en farlig præcedens, og der er en stærk bekymring over det, der er sket osv., hvilket jeg også har hørt i dag, mens ministeren på den anden side siger, at regeringen ikke kunne drømme om at blande sig i, hvem Grønland samarbejder med på overtagede områder.

Det er jeg særdeles glad for at regeringen siger; det er meget vigtigt, for det, som kan skabe sprækker i rigsfællesskabet, og det, som bør vække bekymring, er, hvis der kommer signaler fra dansk side til Grønland, hvor man siger: I må ikke samarbejde med USA på overtagede sagsområder. Vi respekterer ikke, at I har overtaget sagsområder; de er stadig væk så eller så danske, og vi skal godkende alting, selv om det slet ikke er sikkerhedspolitik, det drejer sig om. Det er noget, som jeg godt kan forstå vækker bekymring i Grønland, og det er også noget, som vakte bekymring, da det kom frem i den færøske debat, altså at man ikke vil respektere, at et område er overtaget. Så det er fuldstændig omvendt. Det, som kan slå sprækker i rigsfællesskabet, er det omvendte, nemlig at man indikerer, at man vil blande sig i noget, som man har givet fra sig.

Så er der en anden ting, og det er, at USA, NATO, Danmark og hele NATO-alliancen i den grad har brug for Grønland, og man har også brug for Færøerne. Grønland var jo særdeles vigtig under den kolde krig, og det var Færøerne også. Meget vigtige NATO-installationer var opstillet i Grønland, og meget vigtige radarinstallationer var opstillet på Færøerne; en meget vigtig del af hele Early warning-systemet i den vestlige verden var opstillet på Færøerne. Men i og med at de her institutioner var opsat uden om den færøske befolkning og de færøske myndigheder, og det eneste, man så til NATO's tilstedeværelse, var krigsskibe, radarer, soldater og militært isenkram, så vakte det en modvilje i befolkningen, og hvert år var der marcher fra de store radarinstallationer oppe i fjeldene og ned til Thorshavn, hvor man protesterede mod det her. Sloganet var: Ud med NATO. Det var ikke, fordi man ikke så sig som en del af Vesten, men fordi installationerne var opført på en forkert måde uden inddragelse. Og så så man mod Island. Island var også en særdeles vigtig del af hele forsvaret, og der var amerikanerne i NATO-regi også til stede civilt. De byggede en lufthavn, næsten som en gave til Island.

Jeg er af den mening, at det er vigtigt for hele NATO-alliancen, at der opbakning til NATO blandt den grønlandske og færøske befolkning, og en måde at sikre den opbakning er, at man ser andet til NATO's vigtigste land, nemlig USA, end militæruniformer, skibe, radarer og den slags. Det er meget vigtigt, så jeg hilser det faktisk særdeles velkommen.

Der bliver talt meget om, at Kina har store interesser i Arktis. Kina har jo officielt det, man kalder the Polar silk road, hvor man laver en slags Silkevej i Arktis med store investeringer for at knytte landene til sig, og det er da fuldstændig legitimt, at USA også har de tanker, og hvis man gør noget, som er fuldstændig ufarligt på overtagede sagsområder, kan jeg overhovedet ikke se det farlige eller bekymrende i det. Jeg kan slet ikke se de sprækker, det skulle skabe. Jeg synes kun, det er positivt. Så jeg støtter regeringen hundrede procent i den her sag

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Nu er vi igennem ordførerrækken, og den næste, der skal have ordet, er udenrigsministeren.

Tak, formand, og først og fremmest tak til hr. Søren Espersen for som altid at rejse en enorm vigtig, relevant og god debat om vigtige spørgsmål, som er kernespørgsmål for Danmark, for Grønland, for Færøerne og for vores udenrigs- og sikkerhedspolitik og for den verden, vi står i. Det vil jeg gerne takke for. Jeg vil også sige, at det er en debat, der har gjort det klart, at der ikke er tvivl om, hvor regeringen står i det her spørgsmål omkring rigsfællesskabet og forholdet til USA, nemlig at det er kernedanske interesser, vi taler om. Det er kerneinteresser for os alle sammen.

Det står klart, som det i øvrigt også gjorde under debatten om forespørgsel nr. F 18 i december sidste år, at USA i stigende grad viser interesse for Grønland, og at det er vigtigt, at vi omsætter den interesse efter de prioriteter, som naalakkersuisut har, som handler om at få udviklet og åbnet det grønlandske samfund for handel, investeringer og diversificering af økonomien. Der vil jeg godt lige indledningsvis slå nogle ting fast.

Der er blevet spurgt om, hvad den projektpakke, der så er blevet lavet, betyder. For mig og for regeringen betyder det, at nogle af de prioriteter, vi har haft igennem mange år i forbindelse med den amerikanske militære tilstedeværelse i Grønland, også skal omsætte sig i et engagement fra USA's side, som kommer det grønlandske samfund og den grønlandske befolkning til gode.

Danmark er et lille land, Færøerne er et lille land, og Grønland er et lille land, og derfor ønsker vi at åbne os over for verden, diversificere vores økonomi og handle med hinanden. Der synes jeg, det er rigtig vigtigt at sige, at det her viser, at Grønland er på den vej, som man ønsker.

Så er der blevet rejst, og nu er det ærgerligt, at hr. Michael Aastrup Jensen ikke længere er her i salen, et spørgsmål om, hvordan man så håndterer nye udenrigs– og sikkerhedspolitiske trusler, kritisk infrastruktur og investeringsscreening. Der vil jeg bare nævne, at det er vigtigt at slå fast, at regeringen generelt hilser udenlandske investeringer, uanset hvor de kommer fra, velkomne. Det gælder i Danmark, det gælder i Færøerne, og det gælder i Grønland. Vores vækst og velfærd afhænger jo bl.a. af udenlandske investeringer. Men det er samtidig vigtigt, at vi har de nødvendige redskaber til effektivt at gribe ind over for investeringer, der kan indebære sikkerhedsrisici, f.eks. investeringer i kritisk infrastruktur.

Der pågår, som det også er blevet nævnt her i salen, et arbejde omkring lovgivning vedrørende screening af udenlandske investeringer ud fra et sikkerhedshensyn. Det er et vigtigt arbejde og et arbejde, som regeringen prioriterer højt. Og EU har i øvrigt også for nylig vedtaget en forordning vedrørende screening af udenlandske direkte investeringer, som Danmark er omfattet af. Og det er udgangspunktet for det arbejde. Så de udfordringer, der kan være forbundet med visse typer af investeringer, er ens for alle dele af rigsfællesskabet. Det er jo rigtig vigtigt at understrege. Så når man åbner sig op for verden, har man de samme risici. Derfor har kongeriget brede interesser i Arktis, og det er både sikkerhedspolitisk, økonomisk og miljømæssigt. De går hånd i hånd. Men man kan jo ikke vælge det ene frem for det andet.

Generelt kan jeg sige, at regeringen arbejder på en ordning for screening af udenlandske investeringer ud fra et sikkerhedshensyn. Det vil være et værktøj, der minimerer potentielle sikkerhedsrisici uden at sætte unødige barrierer op for den økonomiske udvikling. Grønland og Færøerne deltager som observatører i det her arbejde, og regeringen er i dialog med naalakkersuisut og landsstyret om et tilsvarende kommende arbejde for henholdsvis Grønland og Færøerne. Jeg synes, det er vigtigt, at vi alle, for det er en fælles opgave, finder den rette balance mellem hensynet til sikkerhed på den ene side og hensynet til den samfundsøkonomiske udvikling på den anden side. Som sagt nyder vi i dag godt af udenlandske investeringer i rigsfællesskabet. Det skal vi også fortsat gøre.

Så vil jeg gerne i forhold til den mere grundlæggende debat sige, at det ligger regeringen meget på sinde at skabe et endnu bedre samarbejde om udenrigs- og sikkerhedspolitikken, som bygger på tillid, gensidig respekt og en ordentlig inddragelse af hinanden. Det tror jeg ikke er noget, der kan skrives ned på en formel. Jeg tror, det er noget, der handler om den måde, vi er sammen på, sådan som flere ordførere har været inde på. Jeg tror, at hr. Rasmus Nordqvist fra SF og andre var inde på det. For at kunne få den tillid til hinanden skal vi også vise tillid til hinanden. Det tror jeg er rigtig afgørende.

Det betyder også, at når man har en selvstyrelov, og når man har overtagne områder, som man søger internationale samarbejdspartnere til, er det vigtigt at vise den tillid. Har man ting, der har udenrigs- og sikkerhedspolitiske implikationer, er det noget, vi er fælles om, men på overtagne områder kan man selvfølgelig lave samarbejder, f.eks. inden for turisme, erhvervsudvikling og råstofudvinding, med samarbejdspartnere rundtomkring i verden; det er helt naturligt. Det er det, som jeg mener er helt afgørende.

Vi skal altså kunne vise tillid til hinanden. Og man får også kun tillid ved at vise tillid til hinanden, og det samme gælder gensidig respekt for hinandens forskelligheder; at vi altså forstår, at der er nogle ting, man ønsker, og respekterer, at man går i en retning i forhold til at åbne op for omverdenen.

Så vil jeg gerne takke alle ordførerne. Jeg synes, at det forslag til vedtagelse, som man er samlet om, også tak til fru Annette Lind for det, endnu en gang viser, at vi kan have en bred og god debat i Folketinget. Jeg ville ønske, at vi havde hele aftenen til at fortsætte debatten i. Vi samles om et forslag til vedtagelse, som rammer ind, hvor vi skal stå sammen i forhold til de udfordringer, der er, både i Grønland og rigsfællesskabet og i den verden, vi kigger ind i. Det vil jeg gerne takke for. Jeg synes, det er et godt rygstød til samarbejdet og den rigtige måde at gøre det på

Jeg glæder mig til det, som fru Aaja Chemnitz Larsen også nævnte, nemlig den arktiske strategi, som vi også arbejder med, og det fællesskab, der er omkring det. Jeg er meget optaget af som dansk udenrigsminister, at det arbejde foregår i åbenhed, med inddragelse og en ordentlig debat. Før man sætter streger på et papir, skal man have en ordentlig debat om de ting, vi står med. Gør vi det på den rigtige måde, kan vi styrke rigsfællesskabet i forhold til de udfordringer, vi står med.

Det, der er regeringens mål, er altså tillid, gensidig respekt og et styrket rigsfællesskab i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitikken og den verden, vi kigger ind i, og at vi giver rigsfællesskabet mulighed for at udvikle deres land i den retning, som man ønsker. Det er det, som den her projektpakke også er et udtryk for. Når naalakkersuisut har nogle ønsker om erhvervsudvikling, uddannelse, turisme og råstofudvinding og mange andre ting, skal vi bakke regeringen i Grønland op. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning til ministeren fra fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak til udenrigsministeren. Jeg vil fortsætte den gode tone og starte med at rose udenrigsministeren for håndteringen af sagen, for jeg synes faktisk, at man fra regeringens side har været rigtig god til i den her sag ligesom at have respekt for, at Grønland også skal have noget at skulle have sagt i forhold til hjemtagne områder. Så tusind tak for det.

Men så vil jeg også gerne stille et spørgsmål, for noget af det, som bekymrer os lidt, og som vi hører fra naalakkersuisut, er, at man ikke ønsker fælles retningslinjer i forhold til screening af investeringer udefra, og der kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad regeringen mener om det. For det kunne jo sådan set være et fint værktøj, så længe det ligesom ikke spænder ben for, at Grønland også kan få investeringer udefra. Tak.

Ministeren.

Som sagt arbejder vi i regeringen på en ordning for screening af udenlandske investeringer ud fra sikkerhedshensyn, og det er jo et værktøj, som vi skal udvikle, og som vil minimere de her potentielle sikkerhedsrisici uden at sætte unødige barrierer op for den økonomiske udvikling. Det er der, balancepunktet ligger. Grønland og Færøerne deltager som observatører i det her arbejde, og det synes jeg skal være den måde, vi gør det på. Så når vi frem til et resultat, og vi kommer til at fremsætte forslag til lovgivning i næste samling her i Folketingssalen fra dansk side.

Men ønsket er, at vi kigger ind i verden og ser på, hvordan vi i fællesskab kan varetage vores sikkerhedsinteresser, for der er selvfølgelig sikkerhedsinteresser – vi lever i en verden, hvor kritisk infrastruktur er noget, som vi skal have øje for hvordan vi sikrer. Og den moderne teknologi har jo også udvidet området for, hvad kritisk infrastruktur er. Så det er sådan nogle ting, vi kommer til at arbejde sammen om. Og jeg har stor tillid til, at vi i de tre rigsdele finder nogle fælles løsninger.

Tak. Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak for svaret. Mit andet spørgsmål går på det her med sikkerhedspolitik og kritisk infrastruktur, for der ønsker vi i hvert fald fra IA's side, at der kommer nogle lidt klarere retningslinjer og måske definitioner på, hvad det er. Og det er jo særlig ud fra det, vi har oplevet igennem historien, altså man nogle gange får at vide, at det her er altså sikkerhedspolitik, så der må vi gå ind og blande os fra dansk side, hvor man egentlig fra grønlandsk side så det som et hjemtaget område. Så det kunne jeg godt tænke mig at høre om regeringen er åben over for. Mange tak.

Ministeren.

Ja, og det er derfor, at arbejdet er vigtigt – at afdække og afklare, hvad kritisk infrastruktur er, og hvordan vi håndterer vores sikkerhedsrisici, samtidig med at vi jo ønsker at diversificere vores økonomi og åbne op for investeringer og åbne op for handel i verden. Det gælder Danmark, Grønland og Færøerne – vi har jo de samme mål. Og det er et arbejde, der pågår. Jeg nævnte også, at EU har lavet nogle forskellige anbefalinger i forhold til det, som vi kan læne os op ad. Så det ser jeg meget frem til. Jeg tror som sagt, det er vigtigt, at vi i rigsfællesskabet håndterer det her sammen.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til udenrigsministeren, men så har ordføreren for forespørgerne, hr. Søren Espersen, bedt om ordet.

Mange tak til alle, der har været med i den her debat. Jeg synes, det har været spændende. Og igen også tak til udenrigsministeren og fru Annette Lind for det arbejde, man har haft med at samle Folketinget her. Jeg synes, det er et godt forslag til vedtagelse, vi har fået.

Jeg vil sige, at jeg tager USA's fornyede engagement i Grønland meget, meget alvorligt, og jeg beder om, at det ikke bliver undervurderet. Det kan være på godt og ondt. Der er jo både gode ting og dårlige ting, men man skal virkelig lægge mærke til, hvad det er, der foregår i øjeblikket, og ikke bare skubbe det hen og sige: Det hele skal nok gå det, og vi finder ud af det.

Jeg mener, at der er behov for et langt dybere samarbejde de tre lande i rigsfællesskabet imellem. Fru Aki-Matilda Høegh-Dam var selv inde på det, da hun netop sagde, at det er væsentligt, at det her er en fælles opgave, som skal løses. Der tror jeg, at de samarbejdssystemer, man har nu, simpelt hen ikke er tilstrækkelige. Det er fint, at statsministeren har rigsmøder, og også at ministrene af og til har nogle sporadiske besøg og diskussioner med deres kollegaer i de to lande, men det er ikke nok.

Jeg kan huske, at hr. Martin Lidegaard er kommet – jeg har også drøftet det med ham – med en idé om at få et eller andet parlamentarisk forum, fordi vi ikke kender hinanden mere. Det, der foregår i øjeblikket, er, som jeg ser det, at rigsfællesskabet smuldrer for øjnene af os, og det tragiske er, at flere og flere i alle tre lande er ligeglade. Det oplever jeg, når jeg kommer ud og vi undtagelsesvis taler om rigsfællesskabet og Grønland med folk. De er ligeglade, og det samme med de mange kontakter, jeg har både i Grønland og på Færøerne. Det er ved at smuldre, og vi synes ikke rigtig at tage det alvorligt, og det er jeg rigtig ked af.

Så rigsfællesskabet – det har fru Nauja Lynge, som har lavet nogle gode kronikker omkring det, også været inde på – skal simpelt hen genskabes, for det fungerer ikke mere. Der var trods alt altid et engagement før, synes jeg, de tre lande imellem. Jeg kan huske, da jeg var ung – det er godt nok mange år siden – var der en anden form for engagement i det, end man har nu, hvor man virkelig kunne spørge enhver skoledreng og -pige, hvad de syntes om det, og det var så en del, som man ikke ville undvære. I dag oplever jeg nærmest opgivenhed lige for øjnene af os.

Jeg vil tage initiativ til – jeg kunne godt tænke mig, at der også var nogle andre med; hr. Martin Lidegaard er i hvert fald optaget af det her, ved jeg – at man simpelt hen får et parlamentarisk forum i første omgang, og når det engang er etableret på en fornuftig måde med egentlige sessioner, årlige sessioner, så skal det også virkelig styrkes i undervisningssektoren, specielt blandt folkeskolens børn i alle tre lande, sådan at de forstår, hvad det er, vi har for os, og så de også forstår, hvad det er, vi er på vej til at miste, fordi vi simpelt hen ikke tager det alvorligt nok. Så med den her glade melding til sidst siger jeg tak for debatten og tak for engagementet.

Der er lige et par korte bemærkninger. Og den første er fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Tak for ordet, og tak for det, ordføreren sagde. Jeg kan godt mærke, at der er nogle ting, vi godt kan være enige om, men det er, som om vi taler lidt forbi hinanden. Og det er også nogle gange det, jeg mærker ofte sker, når vi prøver at debattere, hvad rigsfællesskabet står for. Det samme sker, når vi prøver at debattere statsdannelse. For når vi fra Siumut snakker om statsdannelse, betyder det jo ikke, at vi gerne vil udelukke Danmark fra et samarbejde eller et tættere samarbejde på nogle andre områder måske. Det betyder bare, at vi ønsker et mere ligeværdigt forhold, og det, at f.eks. Grønland i det her tilfælde nu åbner sig op for resten af verden og ikke længere kun fokuserer på Danmark, er ikke ensbetydende med, at Danmark så bliver ekskluderet. Og jeg synes, at den her udvikling faktisk er med til at skabe en større grobund for et stærkere samarbejde med Danmark uanset statsdannelse.

Ordføreren.

Jamen det kunne bestemt være en vej. Altså, jeg synes, at det væsentlige i det, fru Aki-Matilda Høegh-Dam siger, er, at det er et ligeværdigt forhold, og det er vi jo alle sammen også interesserede i. Altså, på den måde er det jo ikke historieundervisning længere, hvor det var en helt naturlig ting, at det drøftede man overhovedet ikke med hverken grønlændere eller færinger, dengang det her system startede. Men det gør vi så i dag, og selvfølgelig gør vi det, for vi forandrer os jo også med tiden og bliver mere fornuftige, end vi har været tidligere. Det er i hvert fald nødvendigt, at det sker her.

Jeg talte jeg med hr. Christian Juhl her om, at man eksempelvis gerne vil inddrage Grønland og Færøerne i arktiske beslutninger, også de udenrigs- og sikkerhedspolitiske. For man kan sige: Hvad gavn skulle vi have af det modsatte? Altså, jeg ser da gerne, at der er et virkelig tæt samarbejde, når det drejer sig om Arktis, også i Danmarks forsvar i øvrigt. Altså, det er rigets forsvar, og det er væsentligt, at vi for alvor arbejder sammen. Så ja, det vil være en mulig måde at gøre det på.

Fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Tak for det. Det kunne nemlig også være interessant at udforske den fremtidige konstruktion af det, vi kan kalde det her fællesskab. Lad os nu lege med ideen om – og nu snakker vi også om udenrigs- og sikkerhedspolitik – at det ikke længere kun er hverken Grønland eller Færøerne, der skal afgive noget af deres suverænitet til Danmark. Hvad hvis det er alle lande, der afgiver suverænitet til en ny konstruktion, der hedder, lad os sige et fællesskab af de tre lande?

Ordføreren.

Sådan et spørgsmål vil jeg ikke lige nødvendigvis tage stilling til. Det er meget interessant, hvad der bliver spurgt om. Selvfølgelig er det vigtigt at udforske de muligheder, der er. Jeg var selv som sagt med i Selvstyrekommissionen. Vi havde 17 møder, og der tror jeg egentlig man fik en fornemmelse af alle de muligheder, der egentlig er, men som sådan egentlig bare står i en bog nu inde på en hylde. Der fik vi mulighed for i en parlamentarisk kreds at diskutere det her. Det var en fabelagtig oplevelse at være med til, og jeg synes, at alle de partier virkelig gjorde en indsats, både fra Danmark og Grønlands side; Færøerne var så ikke med i den diskussion. Men ja, muligheden skal udforskes, og vi skal også lære hinanden bedre at kende. For det er som sagt ved at smuldre.

Tak. Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen.

Allerførst vil jeg bare sige tusind tak for debatten. Det er altid godt, at Dansk Folkeparti er så engageret i det her spørgsmål, også selv om vi kan have mange forskellige holdninger til mange ting.

Noget af det, vi trods alt er enige om, er mere undervisning i folkeskolen. Jeg kan huske, at da jeg selv voksede op i Nuuk, havde vi rigtig meget undervisning om træerne og bladene og sådan nogle ting, som man måske som grønlænder kun oplevede med års mellemrum, måske nogle gange flere års mellemrum. Så det var jo sådan lidt absurd. Så der er stadig rigtig, rigtig meget undervisning også i dag i Grønland om Danmark, og jeg så rigtig gerne, at der var undervisning om det moderne Grønland i de danske folkeskoler, for det er sådan set der, hvor jeg ser det halter.

På samme måde kunne man forestille sig, at der på museer også var mere grønlandsk kultur. Man kunne også godt forestille sig, at der blev afsat nogle penge til dokumentarfilm, der handler om det moderne Grønland. Så der er jo en lang række ting, man godt kunne iværksætte fra Folketingets side. Er ordføreren enig i det?

Ordføreren.

Jeg er hundrede procent enig – altså undervisning, undervisning, undervisning om det her. Og jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor det var så interessant for gymnasier at sende eleverne til Prag for at drikke sig fulde. Det er lige så sjovt at drikke sig fuld i Thorshavn – det har jeg oplevet gentagne gange. Hvorfor ikke tage på lejrskoleophold der? Og lad os sørge for noget støtte til, at vi kan klare de her meget, meget dyre ture, som det trods alt vil være; det er dyrere at tage til Grønland, end det er at tage til Tjekkiet.

Men, altså, som en naturlig ting bør lejrskoleophold – måske helst for gymnasieelever – foregå landene imellem. Det ser vi meget, meget gerne. Undervisning er det helt centrale, for jeg tror, at det ved næste generation vil være glemt og gemt.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Fra IA's side tror vi, at viden og dialog er afgørende i forhold til også at bryde nogle af de her fordomme, der er om grønlændere. Der har jo også været de her mange demonstrationer i forhold til Black Lives Matter, og jeg ved også, at der er rigtig mange i Grønland, som også ser en form for hyggeracisme, kan man kalde det, i forhold til grønlændere, der bor i Danmark. Der tror jeg bare, at det er enormt vigtigt, at vi sikrer, at der kommer meget mere viden ud om det moderne grønlandske samfund, så vi får slået ned på nogle af de ting, som er uacceptable.

Jeg håber virkelig, at regeringen og Folketinget vil sætte mere fokus på at tage nogle selvstændige initiativer i forhold til billedet af grønlændere i Danmark, så det bliver mere nuanceret end det, vi ser i dag.

Ordføreren.

Selvfølgelig, det er jeg fuldstændig enig i. Der skal nuancer i det her, og der skal være orden i den måde, vi taler om hinanden på og til hinanden på. Det mener jeg bestemt også.

Jeg kunne også godt tænke mig den modsatte situation: I Grønland er der for tiden mange danskere, der måske er der som håndværkere i en kortere periode, som har vældig svært ved at undgå at blive råbt ad på gaden osv. Der er et misforhold, en mistillid specielt imellem Danmark og Grønland. Det er ikke så udbredt i forholdet mellem Færøerne og Grønland, men der er en mistillid hos alle i det her, og det skal ændres.

Så er det hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Nu sagde ordføreren, at der var større opbakning til og interesse for rigsfællesskabet før. Det ved jeg ikke om er helt rigtigt. For 20 år siden var Færøerne jo på vej ud af rigsfællesskabet, og meningsmålinger i Danmark viste, at næsten 70 pct. af befolkningen, tror jeg det var, ønskede Færøerne ud af rigsfællesskabet. Det er blevet bedre end dengang i hvert fald.

I forhold til det der med studieture til Prag, hvis man løfter det op på et politisk niveau og vender blikket mod nord, kan man sige, at det vel også er en udfordring, at man udenrigspolitisk i Danmark måske ikke engagerer sig så voldsomt meget. Man bruger så vanvittig mange ressourcer i Mellemøsten i stedet for at kigge nordpå og bruge ressourcerne der, hvor riget befinder sig.

Så lige en sidste ting, og det er, at når hr. Martin Lidegaard og hr. Søren Espersen mødes om den her fremtidsvision, vil jeg være taknemlig, hvis jeg får en indbydelse til det. Tak.

Ordføreren.

Jamen hr. Sjúrður Skaale er hermed udnævnt til formand og initiativtager – tak for det. Så vil vi være meget godt betjent. Jeg vidste ikke det her med, at vi var så interesseret i at komme af med færingerne dengang – det vil jeg lige læse lidt op på. Der må have været et eller andet. Det kan have været den der sag fra Klaksvik, hvor der kom lidt panik i sagerne, der har gjort det hele. Var det ikke en dyrlæge? Det tror jeg det var? Eller en læge? Ja.

Hr. Sjúrður Skaale.

Der var, som ordføreren vil erindre, en banksag. Der var en total mistillid, man talte ikke sammen op gennem 1980'erne. Man gik fuldstændig skævt af hinanden og gad ikke hinanden mere. Det var det, som var grunden dengang. Det gik jo helt galt.

Ordføreren.

Jeg har ikke nogen bemærkninger til det. Tak.

Tak for det.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 23. juni 2020.