Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 57:

Forespørgsel til statsministeren om håndtering af coronapandemien.

Hvad kan statsministeren oplyse om den langsigtede plan for håndteringen af coronapandemien, genåbningen af det danske samfund og genopretningen af dansk økonomi?

Af Kristian Thulesen Dahl (DF), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (KF).

(Anmeldelse 24.04.2020).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 30. april 2020.

Først som begrundelse for forespørgslen giver jeg ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti, og der er 2 minutters taletid. Værsgo.

Tak for det, formand, og tak til både statsministeren, finansministeren og sundhedsministeren for at stille op til den her hasteforespørgsel. Det har jo været et ønske fra os, at vi i virkeligheden hver uge i den her helt specielle tid, vi lever i, får mulighed for her i Folketingssalen at tage en debat med regeringen om, hvordan coronakrisen bliver håndteret. Det har vi ikke kunnet få lavet en aftale med regeringen om, men vi håber, at det, der kan komme ud af debatten i dag, bl.a. er et løfte fra regeringen om, at man er villig til at stille op en gang ugentligt her i Folketingssalen for at tage den her diskussion. For vi synes, det er vigtigt, at vi breder den her diskussion ud, ikke bare til Folketinget, men jo i virkeligheden til hele den danske befolkning. Det er en meget alvorlig situation, vi står i i forhold til coronasmitten – den skal bekæmpes – men også samfundsøkonomisk i forhold til de mange arbejdsløse og folk, der virkelig lider afsavn, også blandt ældre og andre, og der er det jo afgørende, at man diskuterer det her åbent.

Jeg vil bare sige, og det har også været sagt før, at coronaen jo ikke er sådan en fjende, som vælger at ændre taktik, fordi vi taler om den. Det er jo ikke sådan, at fordi vi taler åbent om, hvordan coronaen skal bekæmpes, og hvordan vi kommer bedst muligt igennem det, at den så vælger at angribe os på en ny måde, og derfor er der efter Dansk Folkepartis overbevisning og en række andre partiers overbevisning jo basis for, at vi har en langt mere gennemsigtig diskussion af, hvad det er for et grundlag, regeringen baserer sine beslutninger på, hvad det er for et grundlag, myndighederne baserer sine beslutninger på. Det er jo derfor, vi gerne vil have debatten trukket herind i Folketingssalen, så det bliver åbenbaret ikke bare for os, men jo også for den danske befolkning.

Så de her motiverende ord for debatten, jeg ser frem til den og glæder mig til diskussionen.

Tak til hr. Kristian Thulesen Dahl for begrundelsen for forespørgslen.

Blot til orientering vil det være således, at der er tre ministre, der besvarer forespørgslen. Efter hver ministers besvarelse vil jeg kun give ordførerne mulighed for en enkelt kort bemærkning.

Så hermed giver jeg først ordet til statsministeren for besvarelse af forespørgslen. Værsgo.

Tak til Folketinget for forespørgselsdebatten i dag. For 7 uger siden satte vi ind imod smittespredningen og lukkede store dele af det danske samfund ned. Nu er smitten under kontrol, vi er lykkedes med den danske strategi i den første svære runde, og nu er Danmark i gang med en kontrolleret genåbning af økonomien, af samfundslivet.

Fase 1 er i gang, og fase 2 forventer vi at sætte i gang efter den 10. maj. Det præcise indhold af fase 2 defineres af Folketingets partier i næste uge. Her præsenterer vi også den langsigtede plan for rækkefølgen i genåbningen, så både borgere og virksomheder kender tidsperspektivet, eksempelvis for restauranter, børnenes undervisning, idræt og storcentre. Vi er i Danmark stadig væk i en sundhedskrise, og vi må ikke sætte danskernes helbred over styr. Derfor skal genåbningen være kontrolleret, og den skal være forsvarlig. Det er også nødvendigt med en langsigtet strategi for, hvordan vi som samfund håndterer en ny hverdag med virus, og det vil jeg gerne i dag knytte nogle ord til. Fem elementer er helt afgørende.

For det første, en offensiv teststrategi: mange flere test, ny teknologi, opsporing, isolation, smitten skal opdages og holdes under kontrol. For det andet, brug af værnemidler: Det gælder for personalet, men det gælder også for os andre, så vi igen kan være sammen med ældre eller syge i familierne. Værnemidler er nu at betragte som kritisk infrastruktur. For det tredje, hygiejne: Der skal gøres mere rent, og det med at vaske hænder og spritte af er kommet for at blive. For det fjerde, afstand: Mens mere og mere af det almindelige samfundsliv åbner op igen, bliver vi nødt til at opfinde nye måder at være sammen på. Der skal være afstand imellem kolleger, imellem klassekammerater, ligesom vi har vænnet os til det i køen i supermarkedet. For det femte skal vi blive ved med at undgå superspredning, altså at for mange mennesker er samlet på ét sted. De fem spor er forudsætningen for, at vi gradvist og kontrolleret kan åbne vores samfund, genoprette vores økonomi og i fællesskab se ind i en lysere fremtid.

For regeringen er arbejdspladser det vigtigste. Men vi vil også insistere på i genåbningen af Danmark, at flere patienter skal behandles i sundhedsvæsenet, og jeg ved, at der er mange børn og unge, der trænger til at komme i skole igen. Vi skal ikke bare genåbne, og vi skal heller ikke bare genoprette, vi skal også ud at genopfinde med innovation, stærke grønne visioner og i øvrigt i et tæt samarbejde med alle dele af samfundet. Hjælpepakkerne vedtaget herinde i Folketinget er midlertidige. Efterfølgende skal vi have en langsigtet genopretningsplan på plads, og inden sommerferien vil vi gennemføre den første klimahandlingsplan. Vi skal gradvist og kontrolleret have mere og mere aktivitet i samfundet, men vi åbner naturligvis kun i den takt og på den måde, som det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Vi er nødt til at se resultaterne af første fase af genåbningen, før vi præcis fra Folketinget kan sige, hvad der åbnes i den næste fase. Hastigheden af genåbningen afhænger af det konkrete tal for, hvor mange danskere der er smittet, hvor mange der er syge, og hvor mange der er indlagte.

Lad mig bare gøre det helt klart: Regeringen kommer ikke til at lade sig presse til at gå for hurtigt frem. Det vil ikke være gavnligt for økonomien, hvis vi pludselig bliver tvunget til igen at gå baglæns. Status er lige nu, at vi er lykkedes i Danmark med at få smitten under kontrol, og vi har indtil nu nået de mål, som vi satte os. Vi har reddet menneskeliv, vores sundhedsvæsen er ikke brudt sammen, og hjælpepakkerne holder hånden under mange lønmodtagere, under mange selvstændige og under mange virksomheder. De gode resultater vil jeg gerne opfordre til at vi holder fast i og samtidig skridt for skridt går en ny hverdag i møde. Her følger vi fem spor: test, værnemidler, hygiejne, fysisk afstand og fortsat at undgå, at for mange mennesker samles, så vi ikke alene genåbner hele Danmark, men så vi også sikrer, at vi hver især kan leve et normalt liv igen, sikkert og uden smittespredning. Man kan også sige det på en anden måde: Vi skal jo ikke bare overleve coronaen, vi skal også leve med coronaen. Med de ord giver jeg i første omgang ordet videre til finansministeren.

Tak til statsministeren. Og det gør statsministeren ikke, nej. Det er formanden, der giver ordet i Folketingssalen. Efter statsministerens besvarelse er der nemlig mulighed for en enkelt kort bemærkning til ordførerne. Og således giver formanden ordet til hr. Jakob Ellemann-Jensen. Værsgo.

Tak for det, formand. Og tak til statsministeren. Jeg synes, det er fem fine og udmærkede spor for vores omgang med hinanden. Men jeg tror, det er klart for de fleste, at Danmark jo stadig væk mangler en langsigtet plan – og særlig en plan, som laver den kobling mellem økonomi og sundhed, som vi er nogle der efterspørger. Og det fører jo til sådan en tvivl om, hvad det egentlig er, der gælder, både for borgere, men også for virksomheder.

Statsministeren havde jo en ambition om en kontrolleret genåbning. Derfor kan det undre lidt, at erhvervsministeren lader til at gå i panik, når IKEA åbner, og altså skaber en helt urimelig utryghed, både for virksomheden, men så sandelig også for kunderne og for medarbejderne i den pågældende virksomhed. Er det virkelig rimeligt? Er det rimeligt, at det skal være synsninger og mavefornemmelser hos en minister snarere end lovgivning og påbud og regler, som finder anvendelse?

Statsministeren.

Er vi helt sikre på, at begrebet urimelig utryghed kan bruges i et spørgsmål om IKEA's genåbning i en verden, hvor tusindvis af mennesker dør på grund af corona, og hvor samfund, der er sammenlignelige med vores, har set deres sundhedsvæsen bryde sammen, og hvor man hverken kan redde liv eller sikre, at sundhedsvæsenet kan hjælpe de mennesker, der er syge? Altså, i al respekt for, at vi skal håndtere en situation omkring IKEA, så kan jeg dog i den verden, vi lever i lige nu, finde mange eksempler på meget mere utryghed end den, der er i Danmark. Og det er jo takket være, at vi i samarbejde har gjort tingene klogt.

Vil der så opstå nogle konkrete eksempler på noget, som ikke umiddelbart giver mening? Ja, det vil der. Vi har aldrig lukket et samfund ned før, og vi har heller ikke åbnet det før, så selvfølgelig vil der opstå nogle konkrete eksempler, som vi så skal løse, og hvor vi skal gøre det bedst muligt, og det skal vi selvfølgelig også gøre omkring IKEA.

Den næste ordfører til en kort bemærkning er hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil gerne følge op på det her, for jeg synes i virkeligheden, det er et udtryk for, at regeringens kommunikation om, hvad der gælder, og hvad der ikke gælder, er begyndt at halte. Altså, jeg synes virkelig, der er sket noget i de sidste par uger, hvor det virker mere famlende end tidligere, og det kan der være alle mulige årsager til, men det må man jo så åbne op for og fortælle os om.

For det er jo klart, at selv om det siger sig selv, at det er langt mere alvorligt, hvordan coronasmitten spreder sig, og at folk bliver syge og potentielt dør – det siger sig selv, at det er det mest alvorlige – så har det jo ikke noget at gøre med, at man ikke alligevel samtidig skal prøve at udstikke nogle retningslinjer, som gør det muligt for Danmark at fungere så meget, det nu kan lade sig gøre. Og hvis man som virksomhed følger alle spilleregler, alle de regler, der bliver fastlagt, og hvis man som oplevelsessektor forsøger at følge alle de retningslinjer, politiet kommer med i forhold til de vigtige anbefalinger, som jeg også gerne vil understrege skal følges, og man så pludselig i en tv-udsendelse kan se, at en minister stiller sig frem og siger, at det da godt kan være, at man har fulgt alle spilleregler, og at man egentlig gør alt fuldt lovligt, men at ministeren egentlig ikke synes, det er forsvarligt alligevel, så er det jo sådan noget coronapoliti, sådan en minister i virkeligheden lige pludselig bliver chef for, og så kommer en virksomhed jo i en alvorlig klemme.

Kan statsministeren ikke følge, at vi da bliver nødt til at få det håndteret, samtidig med at vi selvfølgelig respekterer, at coronasmitten jo er det allermest alvorlige her?

Statsministeren.

Jo, og derfor er det eneste rigtige selvfølgelig også både det, at erhvervsministeren er i god dialog med IKEA og andre, og at de partnerskaber, vi har igangsat – i øvrigt i fællesskab – får fundet de konkrete løsninger, sådan at detailhandelen og andre kan åbne på en måde, der er sundhedsmæssig forsvarlig. Det, der er en del af forklaringen på den her sag, er jo – og jeg tager det egentlig som et sundhedstegn, hvis det, der kommer til at optage os mest i dag, er spørgsmålet om IKEA, for så er det vel egentlig en bekræftelse på, at vi faktisk har løst en rigtig, rigtig svær opgave i fællesskab rigtig, rigtig godt, og det er rigtig positivt, og det vil jeg endnu en gang gerne takke for – at vi ikke har lovgivet om alt i forhold til en nedlukning af Danmark. Noget er der lovgivet om, andet er der rådgivet om, og andet igen er der fremsat ønsker omkring, og det giver nogle eksempler her i åbningen, hvor der ikke er præcis de samme regler.

Jeg synes altid, vi skal efterstræbe, at der er de samme regler, men jeg vil næsten garantere, at der også i en fase to og i en fase tre vil opstå nogle konkrete eksempler, og dem må vi så forsøge at løse så godt vi kan hen ad vejen.

Så er det den næste spørger, hr. Morten Østergaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tusind tak. Jeg ved ikke, om det er muligt at være enig med alle dem, der har haft ordet indtil videre, på en gang, men jeg vil alligevel gøre forsøget. Først og fremmest: Tak for samarbejdet, hvor det jo faktisk lykkedes både at give regeringen de redskaber, der skulle bruges, for at de kunne gribe ind og gøre, at vi nu er i denne situation, men også tak for samarbejdet undervejs, hvor vi jo samarbejdede rigtig hurtigt om at holde hånden under de virksomheder, som vi ikke vil have kommer i store problemer. Derfor synes jeg også, at det er reelt, når der er en usikkerhed omkring, hvad det er for nogle vilkår, uanset om det er pædagogen, der møder ind i daginstitutionen, eller om det er nogle af de lukkede virksomheder, som frivilligt har trukket sig tilbage og nu gerne vil have lov at åbne igen og så pludselig ikke kan finde ud af, hvad det egentlig er, der gælder. Derfor synes jeg, at det ville være et stærkt signal i dag, hvis vi kan være enige om, at i den proces med at planlægge genåbningen af Danmark, som vi nu skal have, skal der være gennemsigtighed omkring det, og når vi træffer beslutningerne, skal folk også kunne forstå, hvad det så er for nogle vilkår, der gælder. Og der tror jeg altså, at det er nyttigt også at sikre os, at der er en uvildig rådgivning, og jeg vil gerne bede statsministeren om også i dag at forpligte sig på det, for jeg tror, at det vil afhjælpe mange af de problemer, som vi har talt om her.

Statsministeren.

Jeg synes jo altid, at uvildig rådgivning er en god idé – jeg synes i det hele taget, at rådgivning er en god idé – og jo ikke mindst i en situation, hvor der ikke er en facitliste, hvor der ikke er et opslagsværk; verden har ikke oplevet corona før, vi har ikke prøvet at lukke Danmark ned, vi har heller ikke prøvet at åbne det. Og derfor er rådgivning fra så mange forskellige sider som muligt både rigtigt og nødvendigt. Det er også det, vi har benyttet os af i regeringen indtil nu, altså rådgivning udefra og rådgivning fra egne myndigheder. Jeg er i meget, meget tæt dialog med mine kolleger, ikke alene i Europa, men også ude i verden, i forhold til at få både så mange ideer og så meget viden som muligt til grundlag for de beslutninger, som vi træffer i Danmark. Så det er vi enige om. Det gælder sundhedsmæssigt, sundhedsfagligt, og det gælder selvfølgelig også økonomisk. Derfor er jeg jo også glad for, at vi forleden dag, for 2 dage siden, havde et møde mellem alle Folketingets partiledere og uafhængige ledende økonomer og dér jo også kunne høre en faktisk fin opbakning til en række af de beslutninger, vi har truffet her i Folketinget, i forhold til at få Danmark så godt som muligt igennem krisen.

Næste spørgsmål er fra fru Pia Olsen Dyhr, SF. Værsgo.

I SF er vi glade for, at Danmark er lykkedes med at håndtere det her i fællesskab, at vi er lykkedes med at håndtere det så hurtigt, som vi har gjort, og at vi er i den situation, som vi er i lige nu. Og det er jo meget få steder rundtomkring i verden, hvor vi kan se, at der er sammenlignelige vilkår – det tror jeg at vi skal være glade for – og derfor vil jeg også give en stor ros til regeringen for at håndtere det så resolut. Vi vil så også gerne være med til at hjælpe, når vi nu skal i gang med at genåbne. Og der kommer til at være tusind spørgsmål, det har vi allerede oplevet nu; pædagogen, der spørger: Er det nu sikkert? Eller: Skal jeg blive hjemme, når jeg har en pårørende, der er sårbar eller lider af en særlig sygdom? Det synes jeg sådan set også vi er lykkedes med, og der er det vigtigt, at vi hele tiden har den løbende og tætte dialog, og at vi i virkeligheden også lytter til folk udefra.

Det, der så er interessant efterfølgende – når vi er på den anden side af det her – er også at få evalueret de erfaringer, som vi har fået, for jeg tror simpelt hen, at der er ting, vi kan lære af det her. Jeg tror, at vi kan få en meget mere fleksibel offentlig sektor. Jeg tror også, at vi kan lære, at Danmarks sundhedsvæsen egentlig ikke havde det så godt, da vi kom ind i det her, for vi kunne se, at mange år med borgerligt styre – tror jeg – har betydet, at vores sundhedsvæsen har været lidt i knæ, og det betyder også, at vi skal prioritere det endnu mere fremadrettet. Men den evaluering vil jeg egentlig gerne have statsministeren til at sige at statsministeren er villig til at få lavet, for det kan vi alle sammen blive klogere af.

Statsministeren.

Det kan jeg give et meget, meget kort og præcist svar på: Det er selvfølgelig et ja. Det skulle vise sig, at coronaen blev den største sundhedskrise siden anden verdenskrig med afledte alvorlige konsekvenser for eksempelvis den globale økonomi, og det kræver selvfølgelig en grundig evaluering. Et eksempel: Vi havde jo ikke værnemidler nok, da krisen ramte os. Vi var ikke fra start i stand til at teste i det omfang – vi har i øvrigt slået rekord igen i dag i antallet af test i Danmark. Jeg synes, at det har afsløret en sårbarhed i Danmark, i Europa, i den vestlige verden, hvor vi er afhængige af andre for at kunne beskytte vores egne medarbejdere og vores egne borgere. Den sårbarhed synes jeg er uholdbar. Jeg mener i forhold til værnemidler, at en stor del af sundhedsinfrastrukturen i dag er kritisk infrastruktur – det betyder, at vi i højere grad skal producere det selv eller have et samarbejde omkring det blandt ligesindede lande. Så ja, jeg synes også, at der er grund til at hæfte sig ved – og det mener jeg også befolkningen har fortjent vi gør fra Christiansborgs side af – at en af grundene til, at vi kommer så godt igennem det her som land, som det ser ud til at vi gør, er, at vi er et stærkt samfund (første næstformand (Karen Ellemann): Tak!), at vi havde en stærk økonomi og lav offentlig gæld, at vi stod et godt sted økonomisk forinden, at vi har et stærkt sundhedsvæsen, at vi har en innovativ offentlig sektor, og at vi i øvrigt har, hvilket man ikke altid kan høre, et Folketing, der kan finde ud af at samarbejde, især når det brænder på. Og det klæder os.

Vi har også en folketingsformand, som også gerne vil godt igennem en forespørgselsdebat, og jeg vil derfor bede om, at alle talere overholder taletiden. Så når formanden rejser sig, er det, fordi taletiden er gået.

Den næste spørger er hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det eneste problem med den her debat er, at den ikke er 10 timer længere, end den er sat til, for der er jo så mange ting at tale om. Jeg ved godt, at vi jo taler sammen i lukkede rum, men jeg tror, det er rigtig godt, at vi også taler her, hvor andre kan følge med, for jeg tror, der er mange i befolkningen, der tænker: Gad vide, hvad de taler om.

Man kan have mange indgangsvinkler til det, og man kan kun nå en smule, så jeg vil bare prøve at tage fat i det, der drejer sig om åbningen af Danmark. Jeg noterer mig, at statsministeren siger, at der er et sundhedsmæssigt hensyn – det er jeg enig i – og at man kan åbne for hurtigt – det er jeg enig i – men, statsminister, kan man også åbne for langsomt? Forstået på den måde, at alle os, der sidder herinde, jo har vores på det tørre – vi får jo en løncheck ind ad døren hver eneste måned, uanset hvor godt eller skidt vi præsterer, og det er jo selvfølgelig heldigt for nogle af os – men der er jo mennesker, der hver eneste dag mister deres arbejde, og som er afhængige af, at der noget aktivitet, og at økonomien er i gang.

Nu havde regeringen sidste gang opstillet tre scenarier, og man tog det mindste og trak lidt fra, og nu får vi sikkert nogle nye byggeklodser, og det er vi jo allerede i gang med, men der kommer jo en dag, hvor vi skal vælge, hvor langt vi tør gå, og hvor meget tillid vi har til, at danskerne overholder de restriktioner, der er. Og der må jeg jo så bare spørge: Hvad tænker statsministeren om det? Er man klar til at gå et skridt længere, så ikke alt for mange knækker halsen i den her tid?

Tak. Statsministeren.

Ja, man kan åbne for langsomt – det kan man – og man kan åbne for hurtigt, og det er den der gyldne middelvej, som vi skal lykkes med at finde i fællesskab, og vi fortsætter jo forhandlingerne om det i aften, og det ser jeg frem til.

Det, der er så fantastisk stærkt for Danmark, er, at vi – forstå mig ret – kan åbne mindre, end man kan i mange andre lande, fordi vi også har lukket mindre. Vi har jo ikke lukket for den private produktion i Danmark. Det, der er tilfældet i en række andre lande, er jo, at man ikke reagerede hurtigt, som vi gjorde; virussen kom ud af kontrol, og så lukkede man ned, og man lukkede meget mere ned, end vi har gjort i Danmark, f.eks. med hensyn til fabrikker og privat produktion. Nogle lande – også nogle af dem, der ligger tæt på os – har haft udgangsforbud, hvor folk ikke engang har kunnet komme ud på gaden, heller ikke børn. Alt det har vi undgået, fordi vi var resolutte og traf beslutningen på – ser det ud til – det rigtige tidspunkt. Det betyder jo, at vi ikke har lukket den private produktion ned, og at en stor del af den offentlige sektor stadig væk har kørt, og nu er vi så nede på, at der er nogle områder tilbage, der er blevet lukket, og som vi skal se at få åbnet. Men svaret er: Ja, man kan godt gøre det for langsomt.

Den næste spørger er fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og jeg vil også sige tak for debatten her. Noget af det, som har fyldt rigtig meget både i medierne og i rigtig mange danskeres bevidsthed, tror jeg, er vores nye kollektive optagethed af test. Jeg er også frygtelig optaget af test lige pludselig, og det er vi jo, fordi vi på et tidspunkt skal i gang med en genåbning. Jeg er i øvrigt enig i, at vi både kan åbne for hurtigt og for langsomt, og at vi skal finde den der middelvej, for det er forfærdeligt med de jobs, der mistes, men vi må heller ikke komme til at gå så hurtigt frem, at vores sundhedssystem knækker sammen, så mennesker mister livet, og så hele systemet ikke kan fungere længere, som vi har set i andre lande. Så vi skal finde den mellemvej, og en af måderne, tror jeg, til at holde styr på den vej er test, og det er derfor, jeg har snakket så meget om teststrategier. Det er også derfor, vi nu er meget bekymrede, når vi kan høre, at der er problemer med antistoftestene, altså at ikke alle sammen er valide eller troværdige. Det kan give rigtig mange forskellige problemer: Både det, at man kan gå rundt og tro, at man er rask uden at være det og alt muligt andet, men også det, at man kan starte nye smittekæder.

Så det, vi foreslår, er, at vi får en form for nationalt center, der kan kvalitetskontrollere de antistoftest, der bliver brugt. Er det noget, regeringen vil være med til?

Statsministeren.

For det første er jeg helt enig i, at test er en meget, meget vigtig del af vores strategi – det sagde jeg også i min indledning i dag – og det gælder både test for sygdommen, og det gælder også i forhold til antistoffer. Og vi har behov for hele tiden at udvikle teknologien, og det drejer sig både om kvaliteten af testene, og det drejer sig om hastigheden, hvorved man kan få et svar på, hvad den test måtte indeholde.

Jeg kan glæde Folketinget med, at Danmark er blevet inviteret med i en global koalition af det, man kalder first movers, altså lande, der har reageret hurtigt på coronavirus. Det er Australien, New Zealand, Singapore er på vej, det er Israel, det er nogle få europæiske lande, herunder Østrig og Danmark. Jeg er stolt på Danmarks vegne over, at vi er med i det her nye globale samarbejde, og noget af det, vi har aftalt at arbejde videre om, er præcis forsyningsinfrastrukturen på sundhedsområdet, herunder alt det, der skal gøre, at vi kan åbne vores samfund, f.eks. også i forbindelse med testning. Så det kan være et af de steder, hvor vi kan have et samarbejde med andre lande for at få et endnu bedre testregime til for alvor at fungere.

Den næste spørger er hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak. Der er ingen tvivl om, at vi skal åbne op, og tallene er også til, at vi åbner mere op. Fra Nye Borgerliges side ser vi gerne, at storcentre og restauranter også bliver åbnet i den her omgang.

Så har vi jo en efterspørgselskrise, og et af de forslag, som vi er kommet med i Nye Borgerlige, er det her med at give borgerne deres fastfrosne feriepenge tilbage. Jeg kunne godt tænke mig at spørge statsministeren: Hvilke positive effekter ser statsministeren ved at gøre det?

Jeg er godt klar over, at man snakker om likviditetsudfordringen, men hvis man finansierer det via kortsigtede statsobligationer, så staten overtager de her ting, løser man netop likviditetsudfordringen. Man giver faktisk virksomhederne en bedre likviditet, fordi de løbende kan betale ind til staten. Så de to udfordringer, der var, ved at man gjorde det, dvs. en overophedning af økonomien og en likviditetsudfordring ude i virksomhederne, kan vi nok blive enige om ikke er et problem lige nu. Med den her løsning løser man de to udfordringer, der gjorde, at man ikke traditionelt set ønskede at give pengene tilbage.

Så jeg kunne godt tænke mig at spørge statsministeren: Hvilke positive effekter vil statsministeren kunne se, hvis man gav borgerne nogle flere penge, som de kunne bruge på restauranter og i butikkerne, som vi åbner nu?

Statsministeren.

Man kan sige, at tanken om at stimulere en efterspørgsel jo ikke er fremmed for en socialdemokrat. Det er den måde, vi har ført krisepolitik på igennem alle tider. Man kan så diskutere balancen i det, hvor man vil stimulere økonomien, og hvordan man gør det mest målrettet og klogt. Jeg er ikke i tvivl om, at vi i forhandlingerne også kommer til at diskutere det her spørgsmål om feriepenge, og det er klart, at hvis det, at man udbetaler feriepengene, sætter sig i, at danskerne så bruger dem, når restauranterne åbner, til at gå på restaurant, når hotellerne åbner, til at booke en overnatning sammen med ægtefællen, begynder at købe mere ind, køber en kop kaffe, og hvad man ellers gør, vil det selvfølgelig være positivt.

Jeg tror, at det, jeg generelt vil advare imod – og det gælder i det hele taget i debatten – er en tro på, at et enkelt løsningsforslag er det, der er udslagsgivende. Det her er så komplekst, der er så mange ting, der spiller sammen, og vi er så afhængige af resten af verden, at vores samlede politiske tænkning og kreativitet skal nå en højde, danskerne ikke har set endnu, for at vi kommer helskindet igennem det hele.

Næste spørger er hr. Alex Vanopslagh. Værsgo.

Tak for det, og tak for redegørelsen til statsministeren. Jeg synes, det er fem meget gode og fornuftige punkter, som bliver skitseret, med test og værnemidler osv. og ikkesuperspredning. Særlig det her med den fysiske afstand, den sociale distance, den hensynsfulde adfærd er ligesom nøgleord og altafgørende for at kunne genåbne Danmark i højere grad. Det, beregningerne viser igen og igen, er, at vi faktisk godt kan åbne flere dele af samfundet, men det afhænger i rigtig, rigtig høj grad af, om danskerne kan opføre sig hensynsfuldt. Der tænker jeg, at det afgørende jo må være klare og tydelige retningslinjer for, hvordan man åbner forskellige dele af samfundet, og hvilken adfærd man skal leve op til, og politisk er det også et spørgsmål om tiltro og tillid til, at danskerne kan efterleve de retningslinjer.

Jeg vil egentlig høre, om statsministeren er enig i det, for jeg tænkte egentlig, at det skal vi da nok nå frem til, for det kan da næsten ikke være anderledes, men når jeg så ser håndteringen af IKEA-sagen, bliver jeg en smule bekymret, for der var der da nogle retningslinjer, man levede op til, men var det så tillid og tiltro til, at de kunne blive overholdt, der manglede? Er det en generel tendens, der er på vej fra regeringens side, altså at man ikke tænker i retningslinjer og tillid, for hvis det er tilfældet, er jeg bange for, at coronakrisen bliver til en fællesskabskrise, for så er der en masse fællesskaber, vi ikke kan dyrke i det her samfund de næste mange måneder, og det ville være ulykkeligt.

Tak til spørgeren. Statsministeren, værsgo.

Noget af det, der har været mest overbevisende i den her første fase af kampen mod corona, har været den måde, danskerne har håndteret situationen på, og den har været til ug med kryds og slange. Det har været fantastisk at se, hvordan stort set alle i vores samfund, virksomheder og borgere, familier, privat og offentligt, alle sammen, er gået sammen i et meget, meget stærkt fællesskab om at gøre det, der skulle til, for at vi kan komme godt igennem det her. Derfor er min tillid til danskerne meget, meget stor, også i forhold til at efterleve retningslinjerne.

Når vi ikke bare åbner alting op, er det jo, fordi den sundhedsfaglige vurdering er, at så vil du også slippe smitten fri, for selv om alle danskere gør alt det rigtige, er smitten her, og derfor er det ikke kun et spørgsmål om adfærd. Det er i høj grad et spørgsmål om adfærd, men det er også et spørgsmål om at sikre, at rammerne i samfundslivet er for, at smitten ikke spreder sig for hurtigt og for eksplosivt. Det er derfor, det er en kontrolleret åbning, vi er i gang med, og ikke bare en fuldstændig åbning fra den ene dag til den anden.

Næste spørger er hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Mange tak. Min største bekymring er ikke IKEA eller nogle af de allerstørste danske virksomheder, som jo er kommet ind i coronakrisen fra en højkonjunktur. I Alternativet er vi mere bekymrede for de små og mellemstore virksomheder. Og vi er især bekymrede for de nystartede virksomheder, altså dem, der har presset likviditet og måske knap nok har nået at få et år med overskud endnu, og iværksætterne, som måske er i gang med de allerførste par år, hvor de stort set ikke har indtjening, og hvor tiden jo går med udgifter, udvikling og forædling af ens produkt. Jeg frygter, at mange af dem er gået konkurs eller går konkurs.

Noget af det, vi tænker på, er, hvordan vi undgår at miste for stor en del af en generation af iværksættere eller måske, hvis vi er uheldige, noget, der kommer til at ligne en hel generation af iværksættere. Kan vi lave genopretningspuljer, -pakker eller -planer for nystartede virksomheder, som simpelt hen ikke havde en chance, og som gik totalt konkurs, uden det var deres skyld, uden der var noget galt med deres forretningsidé, eller for iværksættere, som er slået omkuld, men som har en sund forretningsidé? Kunne vi overveje en plan for at prøve at redde dem eller få dem op igen for ikke at miste noget af al den knowhow og den læring, som er i de virksomheder?

Statsministeren.

Der er egentlig et par ting, jeg gerne vil sige til det. Altså, først vil jeg sige, at jeg tror, vi skal passe på med at skelne mellem, hvor stærkt virksomhederne kommer ind i den her krise, for med de vurderinger, vi får ude fra den globale økonomi – om end IMF jo senest har spået, at Danmark er et af de lande, der ser ud til faktisk at komme godt igennem det her; altså godt i krisens tegn, men relativt bedre end nogle sammenlignelige lande – så er efterdønningerne af det her jo potentielt så store, at også gamle, store hæderkronede virksomheder kan få det svært. Om det er en lille, stor, ny eller gammel virksomhed, altså om det er en ny iværksætter, eller det er oldefar, der startede i virksomheden, må jeg sige, at jeg selv har det sådan, at jeg bliver lige berørt, når konkursen er en realitet, eller når man pludselig kan se en voldsom tilbagegang og man må fyre sine medarbejdere, så virksomheden pludselig er et helt andet sted. Så jeg vil opfordre meget til, at vi, både hvad angår hjælpepakkerne, men også i forhold til den langsigtede genopretning, har et øje på hele det danske erhvervsliv med alle dets forskelligheder. Og vi er en lille åben økonomi afhængig af eksport. Derfor er udviklingen på det globale marked selvfølgelig meget, meget vigtig for Danmark.

Tak til statsministeren. Alle ordførere har fået mulighed for korte bemærkninger, og nu er det så muligt for finansministeren at besvare forespørgslen. Værsgo.

Tak for det, og tak for muligheden for at sætte ord på de økonomiske aspekter af den meget svære situation, vi står i. Der er ingen tvivl om, at dansk økonomi befinder sig i en alvorlig situation. Dårlige nyheder for dansk erhvervsliv har desværre også præget de seneste dage. Det er både bekymrende og trist, når en virksomhed, uanset om den er ny eller gammel, lille eller stor, drejer nøglen om og ser sig nødsaget til at sige farvel til medarbejderne. Jeg og regeringen er helt klar over, at både lønmodtagere, virksomheder og selvstændige rundtom i landet lige nu kæmper benhårdt for at få økonomien og hverdagen til at hænge sammen.

Midt i bekymringerne og de dystre nyheder er der også positive ting, som det er værd at lægge mærke til. Danskerne har taget ansvar for hinanden og for fællesskabet, og jeg vil gerne i dag benytte lejligheden til at takke alle Folketingets partier for et rigtig godt samarbejde og også for stærke fælles løsninger, som vi har lavet med hinanden, siden krisen brød ud. Vi har nemlig i det her Folketing med alle Folketingets partier lavet hjælpepakker for ca. 400 mia. kr. – resolut og hurtigt. Det er dansk folkestyre, når det er bedst, og det har været med til at holde hånden under rigtig mange arbejdspladser.

Vi er kommet langt, og vi er nu allerede i gang med forsigtigt at åbne vores samfund igen, og dermed er vi jo så også gået ind i en ny fase. Det er vigtigt for regeringen, at genåbningen sker på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde og med fokus på at sikre arbejdspladser. I går sendte jeg en analyse til Folketinget, som giver et billede af den økonomiske krises dybde og omfang, både for økonomien som helhed og for de enkelte brancher. Det, der tegner sig, er et voldsomt tilbageslag for dansk økonomi. Indikatorerne peger på, at den samlede danske produktion lige nu ligger 10-20 pct. lavere end normalt, og særlig hårdt ramt er bl.a. hotel- og restaurationsbranchen. Det er et øjebliksbillede, og der er fortsat stor usikkerhed. Vi ved ikke, hvor lang tid den gradvise genåbning af samfundet kommer til at tage. Det afhænger af sygdommen, og vi ved heller ikke, hvordan den økonomiske krise i verden udvikler sig. Derfor er der også for en god ordens skyld lejlighed til at sige, at der er stor usikkerhed om de scenarier og også de beregninger, man kan lave netop nu. Vi sejler uden søkort, for ingen har prøvet det her før.

Vores analyse viser også, at det er svært at adskille effekten af de tiltag, der er sat i værk mod sygdommen, og det faktum, at danskerne har ændret adfærd og er blevet mere tilbageholdende i deres forbrug. Det kan man også se, når vi kigger mod Sverige. Her har de sundhedsmæssige restriktioner været mindre omfattende end herhjemme, og alligevel oplever også svensk økonomi et hårdt tilbageslag. Vi skal altså ikke tro, at alle problemer i økonomien går væk, blot vi lemper på de restriktioner, der sigter mod at få sundhedskrisen under kontrol.

Alle lande mærker i disse dage konsekvenserne af coronavirus. Den globale økonomi står over for et tilbageslag uden sidestykke i nyere historie. Vi skal helt tilbage til recessionen i 1930'erne. Ifølge IMF vil verdensøkonomien opleve en dyb recession i 2020. Det er dårligt nyt for et lille land som Danmark, hvor vi i høj grad lever af vores åbenhed over for omverdenen, og hvor flere end 700.000 danske arbejdspladser direkte eller indirekte er afhængige af vores mulighed for at eksportere til resten af verden. IMF forventer samtidig, at Danmark er blandt de vestlige økonomier, som relativt rammes mindst af coronaepidemien, mens en række lande især i Sydeuropa forventes at opleve et større fald i bnp i år.

Herhjemme i Danmark handler det nu om at føre den rette politik på det rette tidspunkt. Regeringen ser derfor genopretningen af dansk økonomi i to faser. Den første er vi midt i nu. Her holder vi hånden under danske arbejdspladser og virksomheder, mens de sundhedsmæssige restriktioner står på. Anden fase er en egentlig økonomisk genopretning, der skal sætte gang i hjulene i Danmark, når det er forsvarligt, at vi åbner samfundet igen. Regeringen ønsker at sætte ind med langsigtede og også kloge investeringer, hvor vi holder efterspørgslen oppe i økonomien og samtidig tænker os om, hver gang vi bruger 1 kr. Vi står med en enestående mulighed for at gøre genopretningen af Danmark grøn, så vi samtidig er med til at løfte vores fælles klimaambitioner, og den mulighed skal vi selvfølgelig gribe. Men det er samtidig vigtigt, at vi tager tingene i den rigtige rækkefølge. Den økonomiske politik skal doseres rigtigt, ellers risikerer vi faktisk at gøre mere skade end gavn, og genåbningen af samfundet skal ske i et forsvarligt tempo, hvor vi hele tiden kan holde øje med smittespredningen, og på samme måde skal vi balancere den økonomiske politik.

Regeringens håb er naturligvis, at tallene på sundhedsområdet bliver ved med at udvikle sig positivt, for det betyder, at vi hurtigere kan sætte gang i hjulene, og vi ser frem til sammen med Folketingets partier at tage fat også på de næste faser, og det gælder naturligvis også i forhold til økonomien. Vi har vist med hjælpepakkerne, at vi har et Folketing i Danmark, hvor alle partier tager ansvar og er med til at handle, og det vil der også blive behov for fremadrettet. Tak.

Tak til finansministeren. Præcis som til statsministeren vil der nu være mulighed for, at ordførerne kommer med en kort bemærkning. Og den første ordfører er hr. Jakob Ellemann-Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og også tak til finansministeren. Jeg er meget enig i, at det er dansk folkestyre, når det er bedst, at vi satte os sammen og hurtigt lavede hjælpepakker. Desværre er det så også dansk bureaukrati, når det er værst, at de hjælpepakker så ikke rigtig har fået ben at gå på endnu, og at mange virksomheder står derude og efterlyser, at der faktisk kommer nogle penge ind på kontoen. Det er den 1. maj om et par dage, og nogle ruller de røde faner ud, mens andre står med nogle blodrøde regnskaber. Hvis ikke de modtager den hjælp, som vi har lovet dem, og som vi har aftalt herinde, inden da, er der mennesker, der mister deres arbejde. Derfor er jeg selvfølgelig også glad for, at der tilsyneladende er en løsning på vej på området for lønkompensation, men jeg synes også, det er på høje tid.

Men et er en sen udbetaling, noget andet er selve ordningen – ordningen om lønkompensation. Jeg er med på, at en del af det er aftalt i en trepartsaftale. Men synes ministeren egentlig, at det er rimeligt, at virksomhederne med den her aftale ikke kan gøre brug af deres medarbejdere i den del af medarbejderens tid, som virksomheden selv betaler for?

Finansministeren.

Jeg er meget, meget enig i, at det er afgørende vigtigt, at den hjælp, som vi her i Folketinget har aftalt kan komme ud til virksomhederne for at holde hånden under arbejdspladserne, kommer hurtigt derud. Tusindvis af virksomheder har allerede på nuværende tidspunkt fået hjælp. Men det er også rigtigt, at der er kommet endnu flere ansøgere, end man havde troet, og at der bliver arbejdet på højtryk. For få timer siden var erhvervsministeren ude med nye tiltag, der skal sikre, at pengene kommer ud også her op til 1. maj.

Det her handler ikke om at vifte med røde faner, det her handler om, at vi står sammen på tværs af partierne i Folketinget om at få de her penge ud til virksomhederne, til medarbejderne, og så handler det også om, at vi i Danmark med arbejdsmarkedets parter har lavet en aftale om lønkompensation, som har hjulpet rigtig, rigtig mange virksomheder, og hvor der også er en stor grad af fleksibilitet indbygget i dem, og det har været med til, at Danmark er kommet bedre igennem den her alvorlige situation end mange andre lande.

Den næste spørger er hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak til finansministeren. Det er jo rigtigt, at ud over at vi jo her i dén grad står med en sundhedsudfordring, så står vi også med en utrolig stor økonomisk udfordring, og derfor er det her noget, der interesserer os alle sammen, også med hensyn til hvilken effekt det vil have på de fremtidige muligheder, vi har som samfund.

Nu så vi jo f.eks. lige her i går, at SAS måtte ud og fyre halvdelen af deres medarbejdere, og det viser jo noget om dramatikken i det her. Derfor vil jeg egentlig gerne spørge finansministeren om, hvilke bud han har på, hvad det her vil få af effekt i forhold til de fremtidige økonomiske muligheder, vi har.

Når jeg spørger, er det, fordi regeringens støtteparti Enhedslisten i søndags jo var ude og give i hvert fald nogle i den offentlige sektor indtrykket af, at der kunne komme 5 mia. kr. ekstra i lønpuljen til næste års forhandlinger. Vi er jo alle sammen optaget af, at det sundhedspersonale, der er ude i frontlinjen i forhold til sundhedsopgaven, virkelig kan mærke at vi værner om dem, og at vi står last og brast med dem i det kæmpe arbejde, de gør, og har fuld respekt for det, men det er klart, at hvis der bliver tale om sådan en overbudspolitik, i forhold til hvem der kan lægge nogle penge på bordet i den forbindelse, så er det jo interessant at vide, om finansministeren støtter det forslag og synes, det er en god idé, at man går den vej og viser sin respekt for sundhedspersonalet på den måde.

Finansministeren.

Jeg har i lighed med, vil jeg tro, hele Folketinget kæmpestor respekt for vores sundhedspersonale. Det har jeg til hverdag, og det har jeg i særlig grad netop nu. Det er samtidig også sådan, at vi står i en helt ekstraordinær situation, når det gælder både sundhedsdelen, men også den økonomiske del, og at vi, netop fordi det er så ekstraordinært, og fordi vi har kunnet lave midlertidige ordninger, har kunnet sætte penge i spil, som vi ikke normalt ville kunne bruge.

Derfor er det også vigtigt at sige, at der med de hjælpepakker, vi har lavet, og de initiativer, vi i øvrigt har lavet, jo er tale om penge, som vi bruger, fordi det er en investering i at få vores virksomheder og arbejdspladser bedst muligt igennem krisen, men at det jo også er penge, som vi på et tidspunkt kommer til at skulle betale tilbage igen. Derfor er det ikke sådan, at der er noget, der hedder coronapenge, som man bare kan bruge, og så kommer der ikke en regning på et senere tidspunkt. Det, vi har foretaget os, er efter min opfattelse klogt, altså at holde hånden under danske virksomheder og danske arbejdspladser, men det er ikke sådan, at jeg som finansminister bare har et åbent checkhæfte fra nu af og frem.

Næste spørger er hr. Morten Østergaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg synes også, at det har været stærkt at opleve det samarbejde, der har været i Folketinget omkring redningspakkerne – det er unikke øjeblikke, hvor vi relativt hurtigt alle sammen bøjede os mod hinanden, fra Dansk Folkepartis forslag om at suspendere 225-timersreglen over enighed om dagpenge – og det er blandt partier, der måske har diskuteret det en gang eller to igennem tiderne – og til milliardstore statsgarantier til kæmpestore foretagender i Danmark. Det var vigtigt.

Jeg vil så også her signalere, at jeg synes, det var et godt signal omkring udbetalingen af lønkompensation. For vores skyld kan det sagtens udstrækkes til også at gælde kompensation for faste udgifter og andre elementer, fordi der er brug for, at de penge kommer af sted. Og selvfølgelig skal der føres kontrol, men altså, det duer jo ikke, hvis virksomhederne er gået nedenom og hjem i mellemtiden – så kan vi jo have ført nok så meget kontrol.

Mit spørgsmål retter sig derfor mere mod eksportmarkederne. Er det ikke sådan, at når vi kigger ud i Europa, er den danske regerings position jo ikke blandt de mest offensive, i forhold til hvad man kan gøre for at understøtte, at den europæiske efterspørgsel stiger, men tværtimod er man jo i virkeligheden lidt i en gruppe af lande, som holder lidt igen.

Finansministeren.

Vi har i fællesskab en kæmpe interesse i, at ikke bare Danmark, men hele Europa og hele verden kommer bedst muligt igennem den her krise. Det gælder i forhold til at redde liv, og det gælder også i forhold til at redde arbejdspladser og virksomheder. Og derfor har Danmark også europæisk set bidraget i forhold til at lave hjælpepakker. Men hvis spørgsmålet skal forstås derhen, om det er en god idé, hvis f.eks. Italien skal låne penge for at komme igennem krisen, at det så er noget, som Danmark skal betale for, og at vi skal hænge på den gæld, som Italien måtte ønske at etablere, så synes vi ikke, det er nogen god idé. Vi skal bære os klogt ad, og det er klart, at når vi ser, at alle økonomier nu bliver udfordret, også den danske, så er hver krone, vi bruger, hvad enten det er på ordninger i EU eller det kommende EU-budget, jo penge, der skal bruges så fornuftigt som overhovedet muligt i forhold til at skabe jobs, i forhold til den grønne omstilling. Men det er jo altså også penge, vi så ikke kan bruge herhjemme, og der tror jeg bare, der er den forskel, at Det Radikale Venstre ønsker at bruge flere penge, når man skal lave EU-budgetter, end regeringen gør. Og det tror jeg ikke er blevet ændret af coronakrisen.

Tak til finansministeren. Den næste korte bemærkning er til fru Pia Olsen Dyhr, SF. Værsgo.

Jeg er glad for, at vi alle sammen i fællesskab har lavet de her økonomiske aftaler, og at vi i den grad har holdt hånden under dansk økonomi. Det har været helt afgørende. Det skal man ikke være i tvivl om. Men jeg tror også, vi er nødt til at se i øjnene og erkende, at det jo er en overgangsfase, der er tale om. Det er hjælpepakker, som er midlertidige, for dansk økonomi kan jo ikke bære, at man holder hånden under virksomhederne for evigt, og det, der jo bliver interessant, er, hvordan vi kommer på den anden side.

SF er meget optaget af, at det bliver en grøn retning, at vi investerer i en grøn genopretningspakke, og derfor har vi også meget klart sagt, at jo, vi skal holde hånden under SAS. Det er et af de mest grønne luftfartsselskaber, vi har, og de har også bedre løn- og arbejdsvilkår end andre i branchen. Men når vi gør det, ønsker vi også, at man samtidig kigger på den kollektive trafik, som jo har lidt under den her krise, fordi man har bedt folk om at lade være med at tage den, og at man også sørger for at investere i den kollektive trafik og i hvert fald sørger for, at den ikke kommer til at lide på grund af de manglende passagertal, den har haft. Hvad siger finansministeren til det?

Finansministeren.

Jeg er meget enig i, at vi, når vi åbner samfundet op igen, og når vi skal sætte gang i dansk økonomi, så skal tænke grønt, og at vi også skal tænke i forhold til klima, og der er regeringen jo lydhør over for alle gode forslag, der måtte komme fra partierne, til det. Som statsminsteren også har været inde på, forventer vi jo at lave den første del af klimahandlingsplanerne frem mod sommerferien, og det er jo også en god lejlighed til, at vi kan tale om, hvilke initiativer der kunne være på det grønne område i bredeste forstand. Det gælder transport, og det gælder på anden vis.

Samtidig vil jeg også blot sige, at vores lønkompensation og øvrige hjælpepakker jo også er inde at holde hånden under dele af den kollektive transport, så vi også på den måde som samfund har taget hånd om, at den del af vores fællesskab er udfordret lige nu, fordi der simpelt hen er færre, der benytter kollektiv transport, end der normalt ville være, ligesom hele vores samfund i øvrigt er påvirket af det.

Den næste korte bemærkning er til fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til finansministeren. Jeg tror, der er rigtig mange bekymringer i vores samfund lige nu. Én ting er, hvis man har et familiemedlem i risikogruppen eller man selv er det, altså hele sundhedsfaren, en anden ting er de økonomiske bekymringer. Der er rigtig mange, der har mistet deres job, og som allerede er vanvittig bekymret for, hvordan de skal betale forsikringsregninger og alt muligt andet. Der er også mange, som bare sådan bekymrer sig om de lidt længere fremtidsudsigter. Hvad skal der blive af det danske velfærdssamfund, alle de penge, de hælder ud herindefra, tænker de, hvor kommer de dog fra, og skal de tages fra vores pædagoger og vores lærere og alt muligt andet? Samtidig hører vi jo også røster i den offentlige debat sige, at nu må vi indstille os på, at der ikke er råd til velfærd længere, eller at nu må vi udskyde 70-procentsmålsætningen, og vi kan ikke investere i klima.

Jeg ville bare rigtig gerne have, og det tror jeg ville lette både min og andres bekymring, hvis finansministeren ville bekræfte, at finansministeren er enig i, at investeringer i klima og investeringer i velfærd også er noget, der kan skabe arbejdspladser og få os igennem den her krise på en god måde.

Finansministeren.

Det er jeg helt og aldeles enig i, altså at der, samtidig med at vi er så hårdt ramt af krisen, som vi er, så også er en lejlighed til, når vi skal investere i vores samfund fremadrettet, at bruge de investeringer på en klog måde, også når det gælder den grønne dagsorden og klima. Der er jo, ud over at vi stadig væk har 70-procentsmålsætningen – for klimaproblemerne er jo ikke gået væk, fordi vi har fået coronakrisen – så også en mulighed for at investere og få gang i nogle hjul i Danmark, holde hånden under nogle af de arbejdspladser, vi allerede har, og være med til at skabe nye, som kommer i fremtiden. Så jeg tror i hvert fald, at vi, hvad det angår, ser meget ens på det.

Den næste korte bemærkning er til hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror, mange af os, ligesom finansministeren, ser frem til den næste fase, altså hvor vi skal have nogle forhandlinger om, hvad det er for nogle investeringer, vi skal foretage – hvordan det er, vi skal få dansk økonomi fremad igen. Det får vi sikkert lejlighed til at tale en masse om på et senere tidspunkt.

Vi sejler uden søkort, sagde ministeren. Det er jeg meget enig i. Det gælder jo for os alle sammen lige nu. Men forventningsafstemning er jo nogle gange rigtig godt, især for dem, det går ud over. Den økonomiske krise, vi kommer til at stå i efter det her, er vi vel enige om bliver dyb – det forstås på den måde. Altså, det henter vi jo ikke lige hjem. Alle virksomheder kommer jo ikke lige op igen hurtigt. Alting kommer ikke til at ske lige med det samme. Nogle knækker halsen. Det bliver en kamp, hvornår det er, arbejdsløsheden falder igen, og der tror jeg så i øvrigt ikke vi har set, slet ikke, toppen af arbejdsløshedskøen endnu, desværre.

Jeg vil gerne spørge, om det så ikke også er nu, vi skal være ærlige – og det her er nok måske med lidt modsat fortegn end den tidligere spørger – og sige til danskerne: Kære befolkning, der bliver ikke råd til alle de ting, vi godt kunne tænke os, fordi pengene ikke er der. Pengene skal betales tilbage; det er jo det trælse ved lån. Og det andet er jo, at når der ikke er den dynamik i samfundet, får det en konsekvens. Altså, hvor har ministeren den optimisme fra, at det her overhovedet ikke kommer til at betyde noget for vores velfærdssamfund? Jeg synes, vi skal sige til danskerne: Kære venner, der bliver nogle år her, hvor vi lige kommer til at have lidt smalhals.

Finansministeren.

Det, jeg blev spurgt til, var, om jeg mente, at man kunne bruge den situation, vi står i, til også at være med til at løse klimaudfordringen og skabe arbejdspladser der. Og det mener jeg, og det vil jeg egentlig også tro at det parti, der plejer at være det grønne parti i den blå blok, vil være enige i.

Hvad det her, vi står i lige nu, kommer til at betyde på den lange bane for ikke bare Danmarks økonomi, men jo også for andre landes, er for tidligt at sige, men vi er meget, meget optaget af, at vi kommer igennem det på en måde, så vi får den danske økonomi i en grøn retning, at vi passer godt på vores velfærdssamfund, og at vi måske endda på vejen også kan skabe et mere retfærdigt samfund. Det er den meget svære opgave, vi står over for i fællesskab, og den opgave tager regeringen på sig, og det håber vi at vi gør sammen med bl.a. Det Konservative Folkeparti.

Næste korte bemærkning er til hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak. Finansministeren og sådan set også statsministeren refererede til IMF, og det er jo dejligt, for IMF siger også, at den krise, som vi sidder i i 2020, vil resultere i en vækst i 2021, hvor vi faktisk vil være tilbage på sporet med væsentlig højere vækstrater. Derfor er den krise, som vi står med nu, jo en midlertidig krise, som kræver, at vi handler, og at de tiltag, som vi gør nu, kommer til at gavne borgerne derude med det samme.

Så snakker man om klimatiltag, og statsministerens sagde, at vi ikke kun skal kigge på én løsning, og det er jeg jo glad for, for i Nye Borgerlige har vi mange varer på hylderne, og en af de ting, som vi gerne vil, er helt at fjerne eller i hvert fald starte med at halvere elafgiften f.eks. Det er jo noget, som rent ud sagt er et politisk kinderæg. Det vil forbedre konkurrenceevnen, det vil give flere penge imellem hænderne på borgerne derude, som de kan bruge til forbrug, og det vil samtidig også rykke på den her omstilling fra fossilt brændstof over til vedvarende energikilder. Så kunne finansministeren prøve at knytte nogle kommentarer til, hvilke positive effekter finansministeren ser ved at halvere elafgiften?

Finansministeren.

Jeg ser først og fremmest en positiv effekt ved, at Nye Borgerlige melder sig på banen som et konstruktivt parti og har gjort det hele vejen igennem den her proces. Det vil jeg gerne kvittere for.

Jeg er helt sikker på, at i lighed med, at der var forslag fra SF om den kollektive trafik, og at der så nu er på elafgift, vil alle partierne komme med deres bud på, hvordan vi kan skabe grønne løsninger, hvordan vi kan skabe grønne arbejdspladser, og det tager vi imod. Altså, vi står i en situation, hvor vi lytter til alle og ikke afviser noget på forhånd, og så må vi jo sætte os ned og se, hvilke partier, når vi når dertil, der er parate til at lave aftaler og tage ansvar, og hvordan vi så bruger pengene klogest konkret i den pågældende situation.

Og tilbage også til et spørgsmål fra hr. Søren Pape Poulsen: Bliver der råd til alle ønsker her i Folketinget? Nej, det kan jeg love på forhånd at der ikke gør, så vi kommer til at prioritere.

Næste korte bemærkning er til hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, og tak til finansministeren. Nu har jeg studset lidt over den her skævhed, der er i, at man kan stille ét spørgsmål uden at få en opfølgning. Det er helt urimelig fordelagtigt for ministrene, hvis nu man ikke ønsker at svare direkte på spørgsmålet. Men jeg tænker, at man måske kan lave en ny regel, der hedder: Hvis spørgeren stiller et meget simpelt spørgsmål, er ministeren forpligtet til at svare ja eller nej. Derfor vil jeg prøve at stille et meget simpelt spørgsmål, og det er:

Med udsigterne til, at vi står i en svær økonomisk krise, også efter genåbningen, hvor mange virksomheder er truet på livet, kan ministeren så allerede nu garantere, at regeringen ikke vil hæve skatter eller indføre nye byrder for erhvervslivet på den anden side af sommeren og året ud – ja eller nej?

Finansministeren.

Det er jo altid dejligt i politik at præsentere dem, man samtaler med, for ja-/nejspørgsmål. En gang imellem er verden jo en lille smule mere kompliceret, selv i en Folketingssal.

Vi har et dansk erhvervsliv, der lige nu kæmper benhårdt for at holde hovedet oven vande, og regeringen går ikke rundt med nogen aktuelle planer om nye skatter og afgifter i forhold til vores erhvervsliv. Men jeg kommer ikke til i dag at afsværge nogen værktøjer, eller at man ikke må bruge det ene eller andet, hverken i næste måned eller næste år. Det må komme an på, hvad det er for en økonomisk situation, vi står i, hvilke konkrete initiativer man må tage.

Man kan også spørge sig selv: Hvis man nu skulle føre logikken fra Liberal Alliances side helt til ende, så ville man jo heller ikke kunne lave nogen omlægninger, fordi det jo så også ville betyde, at der var noget, der blev sat op, og andet, der blev sat ned. Med al respekt for, at det er nemt at bede om et ja-/nejsvar, så tror jeg også i saglighedens navn, at man nok er nødt til at se det lidt i en sammenhæng, og at det er lidt mere kompliceret.

Næste korte bemærkning er til hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Jeg fik altså heller ikke svar på mit spørgsmål, så nu prøver jeg at stille det til finansministeren.

Hvordan ser det ud for nystarterne – altså dem, som er presset på likviditeten og måske knap har haft overskud endnu, og som udvikler nye virksomheder? Hvordan ser det ud for iværksætterne – f.eks. dem, som måske slet ikke har tjent penge endnu, og som er ved at forædle en forretningsidé og prøve at gøre den rentabel, og som måske først vil få overskud om et par år?

Min bekymring er, at vi måske mister en halv generation af iværksættere og nystartere, som nu simpelt hen er gået konkurs, eller som er helt nede, og som det ikke rigtig hjælper at give støttepakker, fordi når man er gået helt ned, er der ikke noget støtte. Så kunne man forestille sig at lave nogle genopretningsplaner for dem – særligt for dem, som er helt nede, men hvis viden vi har brug for, hvis knowhow vi har brug for, hvis udvikling vi har brug for, i og med at de jo er en del af fødekæden for dansk erhvervsliv?

Finansministeren.

Jeg deler bekymringen for, at mange af vores iværksættere står i en ekstremt svær situation, og derfor er jeg faktisk også glad for, at det er lykkedes med alle Folketingets partier og herunder også Alternativet at lave ikke bare de første hjælpepakker, men også justeringerne af dem her for ganske kort tid siden, hvor vi netop går ind og målretter det, også i forhold til iværksættere, og også til at få gjort nettet mere fintmasket, end det var i de første hjælpepakker, fordi der er nogle, der ikke bare lige passer ind i de skabeloner, som vi havde lavet i første hug. Det er bl.a. noget af det, som Alternativet har peget på som en problemstilling. Det er også noget af det, vi har været med til at løse.

Når vi så på et tidspunkt er på den anden siden af hjælpepakkerne, skal vi jo se på, hvad det så er for værktøjer, hvad det er for redskaber, der bedst muligt kan være med til at løfte dansk erhvervsliv. Det gælder i forhold til iværksættere, det gælder også i forhold til små og mellemstore virksomheder, det gælder dem, som primært lever af den indenlandske efterspørgsel, og det gælder også vores eksportvirksomheder. Så for regeringen er iværksætterne noget af det, vi er allermest optaget af, men vi ser altså også på det samlede billede af dansk erhvervsliv, og det tror jeg er rigtig klogt i en situation, hvor ikke alene iværksætterne, men alle virksomheder i Danmark på den ene eller anden måde er berørt af det her, og nogle endda rigtig, rigtig hårdt.

Tak til finansministeren. Hermed giver jeg så ordet til sundheds- og ældreministeren for besvarelse af forespørgslen.

Tak for ordet. Når vi genåbner samfundet, skal vi jo hele tiden styre efter, hvad der er sundhedsmæssigt forsvarligt, som også både statsministeren og finansministeren slog fast fra begyndelsen. Vi skal sikre, at vores sundhedsvæsen kan følge med, så vi ikke ender i en situation, som vi desværre har set mange andre steder i verden, med et sundhedsvæsen i sammenbrud.

Kort sagt: Danmark skal blive på den grønne kurve. Derfor følger vi tæt udviklingen i tallene for antal smittede, antal indlagte patienter i intensiv behandling og patienter i respirator. Og det er en god udvikling, vi ser i den her tid. I den seneste periode har vi kunnet se, at det har muliggjort, at vi har kunnet øge aktiviteten i vores sundhedsvæsen. Det betyder, at sundhedsvæsenet nu igen i højere grad kan modtage og behandle patienter med andre sygdomme end covid-19, men vi er også bevidste om, at der er en forsinkelse, fra smittetrykket øges i samfundet, til det begynder at kunne aflæses i indlæggelsestallene. Sundhedsmyndighederne opdaterer løbende beregninger på baggrund af de mønstre, vi ser, og i takt med at vi bliver klogere på virus og får erfaringer fra andre lande. Og det er beregninger og faglige vurderinger, der indgår i grundlaget for beslutningerne om genåbningen af samfundet; det er dem, som vi deler med Folketingets partier i de forhandlinger om genåbning, der også foregår i de her dage og uger.

Jeg vil godt uddybe lidt om teststrategien, som også statsministeren nævnte i sin indledning. For at åbne det danske samfund op igen er en øget testning bredt i befolkningen afgørende, altså for netop at sikre en balanceret og kontrolleret genoptagelse af forskellige aktiviteter i vores samfund. Det handler altså om målrettet og intensiv testning. Det er en fuldstændig afgørende forudsætning for at holde covid-19-epidemien i skak – afgørende for at sikre de mest sårbare en særlig beskyttelse. Test skal suppleres med effektiv opsporing og isolation. Konkret skal den covid-19-smittede isoleres, og kontakter til den smittede skal opspores og testes regelmæssigt – alt sammen, for at smitten ikke spreder sig i vores samfund. Sundhedsmyndighederne arbejder lige nu på en konkret plan for effektiv smitteopsporing, og hvordan det konkret skal håndteres.

Det er jo som bekendt aftalt med Folketingets partier i forbindelse med forhandlinger om genåbningen, at der skal fremlægges en samlet teststrategi, og det er en del af aftalen, at den strategi bl.a. skal indeholde test af frontpersonale, pårørende og sårbare grupper, ligesom der skal testes et repræsentativt udsnit af befolkningen, så udviklingen kan følges. Den strategi vil blive forelagt partierne i forbindelse med de her forhandlinger om anden fase af genåbningen.

Udgangspunktet er, at test kommer til at køre i to spor. Det ene spor er et sundhedsspor, som er i sundhedsvæsenet, og der kan vi jo se, at antallet af test bliver øget dag for dag. Vi er oppe på 13.000 test de seneste 24 timer. Og ved siden af har vi det særskilte samfundsspor, som foregår i regi af Testcenter Danmark, der har arbejdet hårdt på at øge testkapaciteten i begge spor. Og med de 13.000 testede i de sidste 24 timer er vi nu oppe på at have testet 180.000 personer i Danmark. Det går den rigtige vej, og vi skal fortsætte ad den vej.

Testcenter Danmark bliver synlig udeomkring i de her dage, i 16 byer rundtomkring i landet, hvor de hvide telte bliver rejst. Det bygger på et tæt samarbejde mellem Statens Serum Institut, Novo Nordisk og Novo Nordisk fonden, som har udviklet testteknologien, så man på Statens Serum Institut kan analysere prøver og vel at mærke uden at risikere at være i konkurrence med de laboratorier, vi har i vores sundhedsvæsen, som jo også har knappe ressourcer. Og de her telte vil løbende blive taget i brug, i takt med at mandskab og logistik er på plads.

Den styrkede testkapacitet skal bruges til fortsat at sikre rettidig behandling af personer, der bliver syge af covid-19; begrænse smittespredning, særlig i forhold til sårbare grupper; overvåge smittespredning; stoppe smittekæder og understøtte en kontrolleret genåbning og sikre tryghed i befolkningen. Tak for ordet, formand.

Tak til sundhedsministeren. Som med de to øvrige ministre vil der nu være mulighed for en kort bemærkning til ordførerne. Jeg skal bede Jakob Ellemann-Jensen om at give sin. Værsgo.

Tak for det, formand – jeg nåede lige at trykke mig ind – og også tak til sundhedsministeren for uddybningen på hele teststrategiområdet. Jeg kan jo læse i dagens udgave af Jyllands-Posten, at vi nu har endnu en ny teststrategi, og det er godt at få klarlagt fra sundhedsministerens side. Ministeren nævner det her med, at man nu er oppe på en kapacitet, hvor man kan teste 13.000. Og jeg ved godt, at regeringen siger, at man jo ikke har indrettet teststrategien efter kapaciteten, men jeg vil alligevel lige spørge lidt til kapaciteten og sammenhængen med strategien, for jeg forstår, at man vil op og teste 42.000 dagligt. Kan ministeren sige noget om, hvornår man regner med at være oppe på det niveau? Altså, der er trods alt 29.000 daglige test, som udestår indtil videre. Tak.

Sundhedsministeren.

Tak. Det er helt rigtigt, at det er meget ambitiøst. Og sammenligner man med andre lande, er det en meget ambitiøs teststrategi, vi har i Danmark. Men vi er også i en situation, hvor vi sammen med alle danskere og Folketingets partier har fået banket smittetrykket så langt ned, samtidig med at vores fantastiske erhvervsliv har hjulpet til med at få banket og hamret vores testkapacitet så højt op. Og det giver os en unik mulighed nu for netop aktivt at kunne smitteopspore og aktivt gøre det, der skal til testmæssigt, for at vi kan åbne samfundet op i det tempo, hvor vi stadig har kontrol med det. Så det er helt afgørende. Sidste uge var rekorden 11.000 i døgnet, tror jeg det var, nu er vi oppe på 13.000, og målet er, at vi i de hvide telte skal op og kunne teste 20.000 om dagen. Der er vurderingen fra Seruminstituttet, at man runder de 10.000 i døgnet i løbet af maj måned, og i sundhedsvæsenet vil man kunne runde 20.000 også i løbet af de kommende uger. Så det vil sige, at vi der ser ind i det, vi forventer og håber på bliver en stejl kurve. Men der er forbehold, og forbeholdene er, at vi jo skal have produceret testkits, og vi skal have leveret en del af tingene fra udlandet. Det er jo de forbehold, som alle lande, også Danmark selvfølgelig, arbejder under.

Næste korte bemærkning er fra hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. For en god uges tid siden var det, som om der bredte sig en meget stor utilfredshed fra regeringens side med direktøren for Statens Serum Institut, da det, han sagde, blev udlagt, som om vi skulle berede os på, at den her meget unormale situation for hele verden kunne komme til at vare mindst et år. Jeg vil egentlig spørge sundhedsministeren, hvorfor regeringen, bl.a. i spørgetimen her med statsministeren sidste tirsdag, reagerede så skarpt på, at det her udsagn blev tillagt direktøren for Statens Serum Institut. Er det egentlig ikke meget fair og ordentligt over for den danske befolkning, at man lægger kortene på bordet og siger, at det er sådan, man ser det, og at vi i den her situation må berede os på noget helt særligt i meget, meget lang tid, og at vi derfor skal finde ud af at indrette os anderledes, end vi har gjort i en rum tid, måske indtil der er en vaccine mod coronasmitten?

Sundhedsministeren.

Der er et meget, meget tæt og godt samarbejde med vores sundhedsmyndigheder og vores styrelser – og konkret også Statens Serum Institut. Så jeg er ikke enig i den udlægning. Men når man så hørte Kåre Mølbak på pressemødet, samme dag som avisen udkom, fortælle om sit synspunkt og sit budskab, kunne man høre, at det er ét scenarie ud af en række forskellige scenarier. Og min erfaring er også, at i den tid, vi er i i øjeblikket, er det sådan, at hvis der er eksperter, der blander sig i debatten, hvilket jeg synes er en gave vi har i Danmark, de bedste eksperter, internationalt anerkendte eksperter, så tager journalisterne nogle gange et af scenarierne og blæser det på forsiden, mens de fire andre scenarier så ikke bliver blæst op på forsiden. F.eks. hænger det her også sammen med en mere offensiv teststrategi, og det hænger også sammen med, at vi ikke ved, hvordan virus eventuelt muterer, og vi ved ikke, hvordan immuniteten vil brede sig. Alle de ting ved vi ikke endnu, så der er desværre en lang række usikkerheder. Vi er generelt tilhængere af en stor og bred debat, hvor jeg kun synes det er en kvalitet, at vi bliver bibragt synspunkter og analyser fra de førende eksperter.

Næste korte bemærkning er til hr. Morten Østergaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg har gjort det før, og jeg vil også gerne gøre det i dag – kvittere for det kæmpe arbejde, der er gjort på hele sundhedsområdet, både de nævnte myndigheder, men jo også frontpersonalet derude. Jeg synes ikke, det heller skal forsømmes ved denne lejlighed at sige dem en kæmpe tak for det.

En ting, jeg så vil hæfte mig ved, er jo så noget i forbindelse med genåbningen, hvor vi jo egentlig startede med de små børn. Der opstod der jo nogen virak omkring de retningslinjer, der kom for genåbningen; man havde måske – sagt med et glimt i øjet – ikke altid oplevelsen af, at det var nogen, der havde haft deres daglige gang i skoler og daginstitutioner, der havde lavet dem alle sammen i hvert fald. Det var meget vanskeligt at navigere i.

For at undgå en gentagelse af det, når vi genåbner andet, så aftalte vi jo den 17/4, at vi skulle sætte gang i nogle sektorpartnerskaber, og jeg tror, at det tog os en god uges tid, før vi fik det godkendt i lørdags. Og jeg har i hvert fald indtryk af, at de stadig væk ikke for alvor er i gang. De har jo den fællesnævner, at sundhedsmyndighederne skal være med i dem alle sammen, for at vi kan have retningslinjer parat, som kan bruges i virkeligheden og ikke først skal tilpasses. Derfor vil jeg bare spørge, hvordan det går med at få gang i den dialog, så den kan ligge til grund for det arbejde, vi gør.

Sundheds- og ældreministeren, værsgo.

Først tak for de indledende bemærkninger. Det kan ikke siges for tit. I forhold til de meldinger, som vi får – og I får dem helt sikkert også, både på jeres sociale medier og generelt på post og andet – betyder det uendelig meget, at der er en bred politisk anerkendelse af det arbejde, der gøres døgnet rundt i hele Danmark. Så tak for det.

Jeg tror også, jeg skal være helt ærlig, og jeg er helt enig i, at i den her genåbningsproces – nu skal vi jo mødes også i dag med Folketingets partier – selv om vi alle sammen vil sidde og tage højde for samtlige ting, vil der nok være noget 2 dage efter, som vi ikke har taget højde for, så vi lige må mødes igen og sige, hvad vi så gør i den her situation. Men det ændrer jo ikke ved, at det kan sektorpartnerskaberne jo være med til at fortælle os hurtigt og effektivt. Jeg har ikke viden om her på stående fod, hvordan det går alle steder, men jeg ved, at på det område, som er mit ansvar, nemlig ældreområdet – for det er jo så både sundhedsmyndigheder og ældremyndigheder, og det er alt sammen i Sundheds- og Ældreministeriet, de har til huse – er man altså i opstarten i løbet af den her uge, men det er også sammen med Folketingets partier, at det sker.

Den næste korte bemærkning er til fru Pia Olsen Dyhr, SF. Værsgo.

Noget, der har været meget tydeligt under den her krise, har jo været, at Danmark har manglet værnemidler, test, medicin til patienter i respiratorer, intensivafdelinger og meget andet. I virkeligheden har vi måske haft et sundhedsvæsen, der i mange år har kørt lige på grænsen. Medarbejderne har gjort det virkelig godt, men man har været ekstremt presset derude. Derfor vil jeg gerne spørge sundhedsministeren, om vi ikke på baggrund af det her bør sige, at vi fremadrettet skal kigge ind i vores sundhedsvæsen og sørge for, at der måske er et lille overskud i det, sådan at vi eventuelt kan lykkes med hensyn til en lignende pandemi i fremtiden. Som jeg kan høre diverse sundhedseksperter, er det jo desværre ikke usandsynligt, at det kan ske igen.

Sundheds- og ældreministeren.

Tak for at rejse den principielle debat. Det er jo fuldkommen rigtigt. Vi hørte jo også statsministeren i dag slå fast, at der nu er ting, som man ikke tidligere har set som kritisk infrastruktur i samfundet, f.eks. spørgsmålet om værnemidler, som vi nationalt må betragte som værende en del af den kritiske infrastruktur. Noget andet er, om det, hvis man overordnet ser på, ikke kun i Danmark, ikke kun i Europa, men i hele verden, hvordan medicinproduktionen er flyttet over til visse steder i verden og man i høj grad er afhængig af mange ting, som man ellers ingen som helst chance har for at påvirke, så er en situation, som er særlig god at basere sig hundrede procent på. Var det måske klogere at være meget, meget grundig og stille sig selv nogle store spørgsmål, både i Danmark og i Europa, om, hvordan vi kan stå bedst muligt rustet til eventuelle fremtidige epidemier, en eventuel bølge to – vi ved jo simpelt hen ikke, hvordan den her vil udvikle sig – og andre sundhedskriser, som vi i hvert fald helt sikkert ved at vi vil risikere at stå over for fremover?

Så er det hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Med hensyn til teststrategi og test osv. har jeg forståelse for, at vi betræder nyt land, men med al respekt synes jeg, det til tider – det kan være mig, der ikke har fulgt ordentligt med – har været lidt svært at finde ud af, hvad strategien præcis har været, og det har måske cyklet lidt rundt. Så skulle vi teste, og så skulle vi ikke teste, værnemidler var sådan noget, vi ikke skulle brede for meget ud osv., og nu er vi så i dag, kan jeg forstå, blevet first movers. Jeg synes jo, det er godt, hvis vi er blevet det, som jeg kan forstå vi er på direktøren for Sundhedsstyrelsen.

Kan ministeren forstå, at det har været lidt svært at forholde sig til, på hvilken baggrund strategien har været, og hvad der har ligget til grund? Man kunne godt få fornemmelsen af det. Man havde ikke testkit nok, og så stod der nogle, der sagde, at test ikke er vigtigt i forhold til strategien, i stedet for bare at sige, at man burde teste mere, men man har ikke udstyret. Det er, som om man har tilpasset strategien til, om man havde det, eller om man manglede det, og det synes jeg er ærgerligt. Jeg kan ikke helt redegøre for, hvad der egentlig er foregået i det forløb, og det behøver jeg måske heller ikke, men jeg synes, det har været forvirrende.

Sundheds- og ældreministeren.

Tak for det spørgsmål. Jeg tror, det er fuldstændig rigtigt, at der er rigtig mange, der diskuterer det. For vi hørte lige før Enhedslisten fortælle om, at de også er optaget af test, og det er lidt en nyskabelse i Folketinget, at Enhedslisten også er tilhængere af test, så det er vi alle sammen optaget af. Alle danskere og hele verdens forskere er optaget af det, og sådan skal det jo være, og det er et meget afgørende princip, der her bliver fremhævet, nemlig at strategien ikke skal være drevet af kapaciteten. Det skal være sådan, at vi har en strategi, som er drevet af sundhedsfaglighed og de ting, som vi vil med vores samfund, nemlig en genåbning, og derefter må man så arbejde for, at kapaciteten følger af den strategi, og det arbejde har været enormt vanskeligt i Danmark og i resten af verden. Derfor kan man virkelig ikke understrege nok den hjælp, som vi også har fået fra danske virksomheder, som har været helt fænomenalt god.

Så vil jeg sige, at det interview, der er i dag i Jyllands-Posten, altså er en understregning og en uddybning af det, der kom fra Sundhedsstyrelsen for 8 dage siden i nogle retningslinjer, som jeg måske ikke tror alle journalister lige har læst. Derfor bliver det pludselig en stor nyhed. Det er altså ikke en nyhed, men det er fint nok at få det fortalt på den måde.

Den næste korte bemærkning er til fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig, hvis vi nu gav det der sundhedspersonale lidt mere end en tak. Altså, vi sender dem alle sammen en stor tak og respekt osv., og jeg ved også godt, at det ikke er alle, der ligesom jeg synes, at vi i de offentlige overenskomstforhandlinger burde løfte deres lønninger, men vi kunne da måske i hvert fald blive enige om, at de har fortjent nogle flere kollegaer og måske nogle bedre arbejdsforhold at gå på arbejde under, end de har haft de sidste mange år. For nu udstiller det jo virkelig, hvor vigtige de er, altså de samfundskritiske funktioner, som vi kalder dem, ikke? Men det, som de har arbejdet under de sidste 10 år, har været lave lønninger, nedskæringer, flere opgaver, færre kollegaer. Så kunne vi ikke, i hvert fald det politiske flertal, der er herinde, blive enige om, at vi gerne vil sende dem lidt mere end en tak, eller i hvert fald arbejde på, at de også får nogle ordentlige forhold sammen med den dybfølte tak?

Sundheds- og ældreministeren.

Jeg synes, det er en god pointe, al den stund at der jo, før covid-19 ramte Europa og Danmark, blev spurtet rundt på vores hospitaler, og de leverede en kæmpe indsats. Der blev jo spurtet rundt, og derfor var det jo virkelig tiltrængt, at regeringen i sin første finanslov sammen med støttepartierne satte penge af til at løfte antallet af sygeplejersker, og den aftale står vi fuldt ved, og det arbejde vil vi fortsætte med at udmønte.

Lige nu og her er der jo den helt specielle situation, men det ændrer ikke på, i takt med at vi får normaliseret det her, at det at forbedre arbejdsvilkårene, bl.a. ved at sikre flere kolleger, er et arbejde, som vi er helt fast besluttet på skal fortsætte.

Den næste korte bemærkning er til hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak. Jeg skal ikke spørge ministeren om test. Der har vi jo fordelen af, at vi snakker sammen mange gange i løbet af ugen, hvor vi går nærmere ind på de ting. Men jeg kunne godt tænke mig, at vi snakker lidt om den her pukkel, som der nu er i forhold til operationer, på grund af at vi har haft et nødberedskab. Man vurderer, at det kan være op til 25.000-30.000 operationer, som vi skal have afviklet nu. Jeg tror, vi alle sammen er enige om, at der ikke er nogen danskere, der skal gå rundt og være syge længere tid end nødvendigt. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ind til, hvilke fordele ministeren ser ved, at vi bruger 100 pct. af den kapacitet, der ligger i privathospitalerne.

Sundheds- og ældreministeren.

Jeg ser alle fordele ved det. Jeg ser kun dårlige ting ved ikke at gøre det, og det vil sige, at regeringen vil gøre alt, hvad vi kan, for at bruge al den kapacitet. Jeg ved, at det, der menes, selvfølgelig både er den private og den offentlige, og vi skal bruge alt, hvad vi har af kapacitet, for at få den pukkel høvlet af så godt og så hurtigt som overhovedet muligt. Det vil være forkert af mig at stå og stikke folk blår i øjnene og sige, at det lige er klaret hurtigt. For mens det sker, skal vi jo håndtere covid-19-patienter. Det svarer rundt regnet til et ekstra stort provinshospital i hver eneste region, som vi skal håndtere, samtidig med at puklen skal høvles af. Så derfor er det her et hårdt arbejde og et stort arbejde, og der skal vi bruge al den kapacitet, alt, hvad vi har, alle medarbejdere, alle stuer, alle steder, både offentligt og privat.

Den næste korte bemærkning er til hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne følge op på mine kollegaers spørgsmål. Jeg vil se, om jeg kan nå to nu, når det er opfølgende spørgsmål. Det ene er et opfølgende spørgsmål på Lars Boje Mathiesens spørgsmål. Ministeren siger, at det er en god idé at udnytte den fulde kapacitet på de private sygehuse, men hvorfor ønsker ministeren så ikke at stille det som et krav til regionerne, i takt med at de skal indhente puklen, at de skal udnytte den fulde kapacitet på de private sygehuse? Det er jo op til regionerne. Ministeren er enig, men ministeren vil ikke gøre noget ved det, eller hvad? Hvorfor tvinger man – i gåseøjne – ikke regionerne til at gøre det, som ministeren synes er en god idé? Det er det ene spørgsmål.

Det andet er et opfølgende spørgsmål på det, hr. Søren Pape Poulsen stillede. Når regeringen i starten havde en strategi, der hed, at det ikke var vigtigt at teste, skyldtes det så en forkert strategi, eller skyldtes det det faktum, at man ikke havde testkapaciteten? Der hørte jeg ministeren indirekte svare, at strategien ikke var afhængig af testkapaciteten. Så det må også være, fordi man havde en forkert strategi i starten. Det ville egentlig være fint at få bekræftet, at det er sådan, det forholder sig, og ikke omvendt.

Sundheds- ældreministeren.

Tak for de to spørgsmål. Jeg vil forsøge at svare på dem begge to. Når vi er i gang med at øge aktiviteten i sundhedsvæsenet – altså det, nogle kalder at genåbne sundhedsvæsenet – er det jo på baggrund af en fælles udmelding fra regeringen, Danske Regioner, KL og De Praktiserende lægers Organisation af 13. april 2020. Det er på baggrund af en plan for, hvordan det skal ske sundhedsfagligt forsvarligt m.m., og som vi brugte en del af vores påske på, og det var både partiledere og ordførere, mig selv og mine medarbejdere. Den plan beskriver meget klart, at det både er det offentliges og det privates kapacitet, der skal benyttes. Så det er altså begge dele, der er i den plan, som vi sammen med Danske Regioner og PLO aftalte at gå videre med.

Til det andet spørgsmål: Vi har opereret ud fra de råd, som vi har kunnet få fra vores sundhedsmyndigheder, som jo igen har leveret råd på baggrund af de ting, som de har fået fra WHO og ECDC, som er det europæiske antismitte agentur. Der er man jo helt sikkert blevet klogere undervejs, f.eks. det, man ved nu, om, hvor lang tid man er immun, og hvor mange antistoffer man kan opbygge i sin krop. Der har vi jo heller ikke så meget viden endnu. Vi ved forhåbentlig mere om kort tid, for det vil være afgørende for, at vi bedre kan håndtere den her situation i tiden fremover.

Tak til sundheds- og ældreministeren. Hermed er hasteforespørgslen blevet besvaret af ministrene.

Det, der sker nu, er, at vi går over til forhandlingen. Og det vil være således, at hver ordfører har en taletid på 4 minutter. Man taler fra sin plads.

Undskyld, nu ser jeg lige, at hr. Torsten Gejl har trykket sig ind, så sundheds- og ældreministeren får ikke lov at være færdig endnu. Hr. Torsten Gejl får lov til lige at komme med en kort bemærkning til sundheds- og ældreministeren. Værsgo.

Det beklager jeg meget, formand, jeg var lidt sen på knappen – tusind tak for, at jeg får lov alligevel! Vi taler meget om anden bølge, og anden bølge er efterhånden sådan et begreb, som man fortolker på rigtig, rigtig mange måder. Vil sundheds- og ældreministeren opdatere Folketinget, i forhold til hvad vi ved om anden bølge? Er der sikre tegn rundtomkring i verden på, at der kommer andenbølger, og hvordan forbereder vi os eventuelt på en anden bølge? Hvad ved ministeren om det på nuværende tidspunkt?

Ministeren.

Tak for det spørgsmål. Hvis det var en klassisk influenza, ville vi vide, at der ville være en anden bølge. Det kan skyldes klimatiske forhold, det kan skyldes, at danskere er mere inde – der kan være nogle forskellige ting, som gør, at vi smitter hinanden mere, når det begynder at blive efterår. Det her er ikke en klassisk influenza; det er det, vi ved. Og det vil sige, at når vi nu har fået banket smitten så langt ned, er det jo meget op til os selv, om der kommer en anden bølge, og med hvilken kraft den vil ramme os. Derfor er det helt centralt, at man i det arbejde, som Folketingets partier er indbudt til at deltage i, iagttager det her meget, meget nøje og er ekstremt påpasselig, for hvis vi får en kurve, der er for stejl, så har vi jo den eksponentielle stigning, og en sådan stigning er enormt svær at stoppe igen uden at lukke hele samfundet ned igen i en grad, som vi ikke engang har oplevet endnu i Danmark, men som nogle andre lande måske har oplevet med udgangsforbud m.m., som vi jo skal prøve alt, hvad vi kan, for at undgå. Men det er netop det – så har vi en anden bølge. Og husk på, at alt, hvad vi gør, vil man først kunne se i sundhedsvæsenet 14 dage efter – 14 dage efter. Og det vil sige, at det kan være for sent, at man opdager det, og så har vi situationer, som vil være en katastrofal anden bølge i Danmark, og det er jo det, vi skal undgå, nemlig at vi får en sådan. Vi skal blive godt og sikkert under kapacitetsloftet, dvs. i den grønne kurve.

Tak til sundheds- og ældreministeren. Som nævnt går vi nu over til forhandlingen, og hver ordfører får en taletid på 4 minutter – man taler fra sin egen plads – og øvrige ordførere får mulighed for en enkelt kort bemærkning til ordføreren. Det har jeg truffet beslutning om, henset til at der også skal være tid til, at ministrene kan komme på efter ordførerrunden, og da hele forespørgselsdebatten skal være afsluttet kl. 15.30, håber jeg på accept af dette. Godt, det er givet.

Forhandlingen er således, at det er ordføreren for forespørgerne, der først får ordet. Det er hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand, og tak til både regeringen og Folketingets øvrige partier for at tage aktivt del i den her debat. Jeg synes, det er vigtigt, som jeg også tidligere har nævnt, at vi får en åben debat om coronaens udfordringer for det danske samfund. Jeg vil med det samme sige, at jeg synes, der er grund til, som andre også har været inde på i dag, at uddele stor ros til rigtig, rigtig mange, der har været engageret i hele det her arbejde. Altså, uanset om det er myndighedspersoner, eller om det er frontpersonale, som har været nævnt, så er der grund til, at vi takker og siger, at folk i ældreplejen, folk på sygehusene, folk, der står ved testcentrene nu, altså rigtig, rigtig mange danskere, gør en kæmpe indsats, og at vi alle sammen hjælper til med, at alt går godt. Det skylder vi dem en kæmpe tak og ros for.

Vi står med en meget stor udfordring, primært sundhedsmæssigt selvfølgelig i forhold til sygdommen, men jo også økonomisk i forhold til en masse mennesker, der bliver ramt, bliver arbejdsløse, mister deres indtægt, og har usikkerhed om, hvordan man skal betale den næste måneds regninger. Det betyder, at der er en forventning om, at det her Folketing er i arbejdstøjet og i den grad viser danskerne, at vi er der for at gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe det danske samfund så skånsomt igennem det her som overhovedet muligt.

Der er ikke et svar på, hvordan man gør det. Man kan ikke trække et svar i en automat. Der er ikke et facit. Og derfor skal man også – det skal regeringen, og det skal statsministeren også – turde være åbne omkring udfordringerne og om, hvordan man løser tingene. Man skal sikre, at der er en gennemsigtighed i det beslutningsgrundlag, man opererer med. Man skal sikre, at det, når man må ændre på sine ting, sine beslutninger, fordi der kommer nye ting frem, så ikke kommer til at fremstå som zigzagkurs. Det skaber usikkerhed hos rigtig mange danskere. Så det er vigtigt, man kommunikerer ærligt omkring det.

Det er vigtigt, at man over for os partier også opererer med den åbenhed. Så vi er selvfølgelig glade for, at vi så fik en stor del af det materiale, som jeg står med her, i går. Og vi prøver selvfølgelig at tygge os igennem det – det er klart. Men i forhold til de møder, der bliver holdt, vil jeg også sige, at der jo er forskel på et møde som det her, hvor vi diskuterer tingene i åbenhed, og så en videokonference, hvor vi sidder i hvert vores lille hjem rundtomkring i det danske samfund, med udfald på linjen og lignende og prøver at diskutere tingene. Jeg er tilhænger af, at vi gør det over for hinanden, hvor vi kan se hinanden, og hvor vi har mulighed for tage en reel diskussion.

Når vi så kan tale om anden fase, altså i forhold til en genåbning, er det vigtigt for os i Dansk Folkeparti, at vi baserer det på en langsigtet planlægning, som også er baseret på nogle ordentlige input i forhold til det sundhedsfaglige og det samfundsøkonomiske, og at det er et gennemsigtigt grundlag, som folk tjekker, følger med i og diskuterer med om. Man har diskuteret den norske model meget, hvor man har haft en større åbenhed omkring tingene. Det synes vi også vi skal lade os inspirere af i Danmark.

For os er det jo vigtigt, at vi så finder en facon, hvor vi stiller klare krav op til, hvornår man så kan få lov til at åbne. Og hvis man så kan leve op til de krav, har man også lov til at åbne. Og det er jo krav, der bl.a. handler om, at man skal overholde anbefalingerne i forhold til afstand, i forhold til afspritning, i forhold til alle de ting, som er nødvendige, altså som sundhedsmyndighederne siger til os er nødvendige for, at vi holder smittespredningen nede. Men vi er et retssamfund, så kan man leve op til de krav, skal man jo også have lov til at åbne. Så kan det jo ikke nytte noget, at der er en minister, der stiller sig frem på tv en aften og siger, at det synes ministeren ikke alligevel, og så aner man ikke, om man er købt eller solgt.

Vi tænker på ældreplejen som et område, der er særlig vigtigt at bekymre sig om. Der sidder rigtig mange ældre, udsatte og ensomme, som vi får flere og flere nødskrig fra; pårørende til demente, hvor de demente tror, at de pårørende har svigtet dem. Altså, det er hjerteskærende historier, vi får ind alle sammen i vores indbakke, og når folk ringer. Det kræver virkelig handlekraft.

Jeg skal stille følgende forslag til vedtagelse af Venstre, Konservative, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og os selv i Dansk Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget understreger, at det skal stå klart for borgere og virksomheder, hvilke sundhedsmæssige forholdsregler der er vigtige at følge. Folketinget pålægger regeringen at få etableret et gennemsigtigt beslutningsgrundlag med sundhedsmæssige og samfundsøkonomiske aspekter som afsæt for at lave en langsigtet plan for en sundhedsmæssigt forsvarlig genåbning.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 63).

Tak.

Tak for det. Og der er en kort bemærkning fra hr. Morten Østergaard.

Tusind tak. Og også tak for indkaldelsen til forespørgslen her. Jeg synes, det er ganske udmærket, og jeg er enig stort set ord til andet i det, der blev sagt om, hvor vigtigt det er for tilliden til alt det, der skal foregå fra nu af, at det foregår i åbenhed, også om de svære beslutninger og også om baggrunden for de svære beslutninger. Det er jeg meget enig i. Og jeg vil også takke for samarbejdet undervejs, ikke mindst i forhold til vores fælles bankende hjerter for højskoler og efterskoler, hvor vi jo ikke er i mål endnu, men hvor jeg gerne vil kvittere for samarbejdet.

Der, hvor der måske så er en uenighed, er, at jeg undervejs har noteret mig, at Dansk Folkeparti har gjort sig til talsmand for, at fordi vi har haft en coronakrise, kan vi ikke også forholde os på samme måde til klimakrisen. Og problemet er jo, at den ene krise desværre ikke får den anden til at gå væk. Vi har ikke fået mere tid til at bekæmpe klimaforandringer, fordi vi har slåsset med coronakrisen. Og derfor vil jeg bare høre, om Dansk Folkeparti er enig med os og i øvrigt med dansk erhvervsliv i, at det faktisk er en anledning til at bruge det, at vi skal stimulere dansk økonomi, at gøre det med en grøn genstart, og i hvert fald at man ikke svigter forpligtelsen i forhold til vores 70-procentsmålsætning, som jo ikke engang er et halvt år gammel.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Hold op, hvor er der sket meget på det halve år. Og vi ved godt, og det er også læren efter finanskrisen i 2008, at når der er en krise, der virkelig koster det danske samfund massivt, og hvor vi mister velstand i Danmark, så kommer der en tid på den anden side, hvor man bliver nødt til også at have modet til at diskutere med hinanden, hvordan man så klarer sig bedst igennem efterfølgende – hvad er det for nogle beslutninger, der bliver truffet? Og jeg ved godt, at der er nogle, der tror, at når vi lige er på den anden side af det, er det, som det var før – så er der råd til de samme ting. Men det er ikke en given ting. Og derfor bliver man da nødt til at kunne sætte spørgsmålstegn ved nogle af de ambitioner, man har haft tidligere.

Når det handler om klimaet, er jeg helt med på, at man aktivt kan tænke klimainitiativer ind i de ting, man gør, og det kan være dybt fornuftigt – selvfølgelig kan det det. Men i forhold til at man har et bestemt måltal, som man har datofastsat, så tror jeg, man bliver nødt til at anerkende, at vi må se på, hvordan økonomien går de kommende år, og hvad der så er muligt. Det kan jo også være, at den målsætning bliver løst, havde jeg nær sagt, men desværre på den triste måde, nemlig ved at al aktivitet nærmest lukker ned i så lang en periode, at man når målsætningerne, men ved at det danske samfund altså mister erhvervsaktivitet. Det er da ikke noget at håbe på.

Tak. Og så er det hr. Torsten Gejl.

Jeg forstår godt, hvorfor hr. Morten Østergaard lige tager det her op, for jeg oplever også, at DF måske bruger coronakrisen lidt til at forsøge at reducere på CO₂-målsætningen. I hvert fald sagde hr. Morten Messerschmidt her den anden dag i salen, at man burde reducere udledningstallet til 60 pct. Og der vil jeg bare minde DF om, at når vi er færdige med coronakrisen, vender vi os mod en anden krise, som også er dybt, dybt seriøs, og det ville være utidigt at begynde at udnytte coronakrisen til at sige, at vi skal reducere CO₂-målet, i forhold til den næste krise, der venter os, som jo er en krise, hvor vi for så vidt er forbi point of no return – nu er det damage control.

Så derfor vil jeg bare sige: Lad være med at udnytte coronakrisen til at reducere CO₂-målet i 2030.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Hvad der er utidigt, kan vi jo så måske have forskellige synspunkter om. Jeg synes i den grad, det er rettidig omhu at sige, at selvfølgelig er der nogle ting, som bliver forandret, hvis et land mister en masse økonomisk aktivitet. Og det kan godt være, at der er nogen, der lever i sådan en verden, hvor man kan stille sig helt uden for det, og at man, selv om virksomheder lukker ned, selv om der bliver arbejdsløse i hobetal lige for øjeblikket – nu nævnte jeg SAS, der varslede fyring af knap halvdelen af deres medarbejdere i går – så siger: Det er ikke noget, der foregår i min verden, og derfor fortsætter alt lige om lidt, som det var. Men det gør det jo ikke. Og det er i virkeligheden sjovt, at jeg skal sige det, men Danmark er jo en del af en stor verden, og det er fantastisk, at lige præcis når det handler om klima, så er det, som om Danmark er helt for sig og skal holde nogle ambitioner, som andre lande måske, for det ved vi jo ikke, kommer til at ændre på – og de har jo ikke engang de ambitioner, som Danmark har haft indtil før coronakrisen.

Så det at tage diskussionen synes jeg bør være en åben ting og en given ting og udtryk for rettidig omhu.

Tak for det. Og der er kun én kort bemærkning til hver ordfører. Nu er det fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg er jo glad for, at vi har været sådan lidt i samme båd som Dansk Folkeparti – både i forhold til kampen om efterskoler og højskoler ligesom Det Radikale Venstre – men i virkeligheden også i forhold til at sørge for, at de ældre har kunnet få besøg af deres pårørende. Der er rigtig mange ældre derude, der føler sig isoleret og dybt bekymrede, når de ikke kan få besøg af deres pårørende. Det skal selvfølgelig ske med behørig afstand, med værnemidler og det hele. Så der er jeg rigtig glad for det gode samarbejde.

Så bliver jeg en lille smule overrasket – nok lidt som hr. Morten Østergaard – omkring det her med det grønne. Den måde, Danmark skal komme igennem krisen på, er jo netop gennem den grønne dagsorden. Det er jo tankevækkende, at det danske erhvervsliv ikke har droppet 70-procentsmålsætningen. Hvis man kigger på, hvad verden kommer til at efterspørge, så er dansk eksport jo heller ikke særlig følsom over for det, der sker lige nu. Selvfølgelig er der nogle brancher, der er det, men i det store hele er vi ikke. Og det er jo bl.a., fordi vi både eksporterer farmaceutiske produkter – og det har verden stadig brug for – og vi eksporterer landbrugsprodukter i stor stil, og det har verden også brug for. Men vi eksporterer altså også grøn teknologi, og det er noget af det, de får brug for på den anden side af krisen.

Så hvis vi ikke har ambitionen om 70 pct., risikerer vi så ikke i virkeligheden, at det går galt for dansk økonomi?

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Nej, det tror jeg slet ikke. De 70 pct. er jo et meget, meget ambitiøst mål. Det tror jeg alle er enige om. Og jeg tror endda, at Socialdemokratiet gik til valg for 1 års tid siden på en målsætning, der hed 60 pct. Det er jo sjovt at høre nu, for hvis man så siger, at det godt kan være, at coronakrisen gør, når vi sådan lige skal tænke det hele igennem og finde ud af, hvad der er penge til, at 60 pct. måske så er et lidt mere realistisk måltal at have for 2030 end 70 pct., så er der nogle her i salen, der vil tænke: Hvad i alverden foregår der, det er jo helt vanvittigt? Altså, det var det, Socialdemokratiet gik til valg på for et år siden. Så værre er det jo heller ikke. Det er jo sådan set også et meget ambitiøst tal. Det vil jeg bare lige huske alle på herinde.

Men det er jo bare en erkendelse af, og det tror jeg rammer alle på et eller andet tidspunkt, uanset om det er, fordi man ønsker at bruge flere penge fra finansministerens kasse ved finanslovsforhandlingerne til efteråret – eller hvad det nu er – så kommer der jo en dag efter det her, hvor man på en eller anden måde i højere grad kan se, hvad det her kommer til at ramme den danske økonomi med. Det så vi bare efter finanskrisen, hvor jeg jo selv havde lejlighed til at sidde og arbejde med de her ting. Det var da ikke sådan nogle super nem ting at få enderne til at mødes, men det skal jo gøres. For det, der har gjort, at vi har haft handlefrihed i dag nu under coronakrisen, er jo, at vi har haft en økonomi – det var statsministeren også inde på tidligere – så vi har kunnet håndtere det, fordi vi har haft en ansvarlig økonomisk kurs tidligere. Og det skal vi jo tilbage til efter coronakrisen.

Det tidligere fremsatte forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er ikke nogen bemærkninger, og den næste ordfører er Socialdemokratiets ordfører, hr. Jesper Petersen.

Tak for det. Det kommer næppe som nogen overraskelse, at jeg selvfølgelig vil lægge mig meget i slipstrømmen af de budskaber, der er kommet fra ministrene; det er der ikke nogen der studser over. Men jeg synes alligevel også, at jeg vil benytte mig af, at det nu er ordførerrunden og mit parti har ordet. Det håber jeg er okay med jer alle sammen.

For jeg vil jo også godt kommentere den her diskussion, og hvordan coronaepidemien griber ind i vores hverdag og vores samfundsliv. Der er mange, der mister deres arbejde, må gå ned i løn eller på anden måde lider tab. Der er rigtig mange, der lider store menneskelige afsavn – flere er allerede blevet nævnt i diskussionen her. Jeg kan sige ligesom hr. Kristian Thulesen Dahl, at der er mange beskeder fra pårørende til ældre og andre, der jo altså oplever nogle alvorlige afsavn. Og dem oplever selvfølgelig især i forvejen udsatte grupper, når vi må lukke samfundet ned, som vi har gjort det.

Vi demonstrerer også på en række områder, at vi er et stærkt samfund, og at vi kan træffe beslutninger sammen politisk og i samarbejde med en lang række aktører. Man har kunnet se andre lande, hvor der har været en noget anden politisk handlingslammelse, inden man kunne nå frem til nogle beslutninger. Sådan har det ikke været i Danmark. Vi har også haft en økonomisk robusthed til at lave store hjælpepakker. Og så udviser borgerne et samfundssind, et sammenhold og en solidaritet, som er stærk at se og mærke, synes jeg, og som har været helt afgørende for, at vi indtil nu på lange stræk er lykkedes med at holde smitten nede. Der har været tale om ret indgribende ting, må man sige, men jeg oplever også en udpræget opbakning til og forståelse for de tiltag, regeringen og Folketinget sammen har måttet lave. Og forhåbentlig kan vi også i den kommende tid vise evne til samarbejde og brede aftaler om de svære spørgsmål, vi står med. Det tror jeg at folk forventer af os, og jeg synes, det har klædt Folketinget at kunne stå så stærkt sammen om at lave de her hastelovgivninger, hjælpepakker osv.

Regeringen og myndighedernes tiltag har haft som mål at sørge for, at vi bliver på den såkaldte grønne kurve, altså at vi holder smittespredningen nede, så vores sundhedsvæsen kan følge med. Og jeg synes, når der nu er nogle, der trækker det frem nu, at der var forskellige scenarier, og spørger, hvorfor man var så forsigtige, at det er værd at sige: Jamen det var der jo god grund til at være, og det er altså også stadig væk nu svært at gå frem efter at lægge sig på den yderste marginal af der, hvor det er muligt at lægge sig. Vi er nødt til at gå forsigtigt frem for ikke at sætte de ting, vi har opnået, over styr. Men samtidig vil vi jo passe så godt på samfundsøkonomien som overhovedet muligt, og der er ingen, der har en særlig fornøjelse af at lukke samfundet ned– i hvert fald ikke os, selv om nogle har haft den idé i debatten, at det gjaldt Socialdemokratiet og regeringen. Det er der selvfølgelig ikke tale om, men vi skal åbne så meget, som det overhovedet er muligt – under hensyntagen til de sundhedsmæssige hensyn, der skal tages – og de drøftelser fortsætter, forstår jeg, i aften og de kommende dage.

Når det kan lade sig gøre at åbne så meget, er det jo, fordi der har været en stor disciplin, og jeg håber, at der stadig væk vil være et samfundssind og en disciplin fra borgernes side med hensyn til at holde afstand og følge retningslinjerne. Og jo mere man gør det, jo bedre bliver vores muligheder for politisk at åbne mere til gavn for virksomheder, arbejdspladser, skoler, institutioner og alt muligt andet, som vi jo gerne vil have kommer i gang med så meget aktivitet, som det kan lade sig gøre.

Der melder sig en hel masse spørgsmål lokalt, og jeg tror også, at man må acceptere, at der ikke er svar på det hele fra dag et, men hen ad vejen finder man dem, og det må vi have lidt tålmodighed med.

Vi er i gang med første fase af genåbningen, og som bekendt er der de her drøftelser i gang. Vi lytter også gerne til eksterne, uvildige eksperter ud over de råd og beslutningsgrundlag, som kommer fra sundhedsmyndigheder og ministerier. Og så håber vi, når vi er igennem den her første fase, der handler om helt akut at redde arbejdspladser og virksomheder, at vi kan samtænke klimaambitioner med den økonomiske genopretning, der skal ske bagefter.

I den forbindelse skal jeg slutte af med på vegne af S, RV, SF, EL, ALT, Uffe Elbæk (UFG), Rasmus Nordqvist (UFG), Sikandar Siddique (UFG) og Susanne Zimmer (UFG) at fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget opfordrer til bredt samarbejde om at få Danmark gennem pandemien, så sundhedsvæsenet kan følge med, og så samfundsøkonomien og velfærdssamfundet kommer bedst muligt igennem. Det indebærer bl.a. en grøn økonomisk genopretning.

Folketinget pålægger regeringen, at der i arbejdet med genåbningen indgår åben, uvildig rådgivning, der kobler økonomi og sundhed.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 64).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i den videre forhandling.

Der er nogle korte bemærkninger. Den første er fra hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak til Jesper Petersen. Og det var helt på sin plads at tage ordet som Socialdemokratiets ordfører – selvfølgelig skal han det.

Jeg har bare lige et spørgsmål til den sidste del af forslaget til vedtagelse, bare for at prøve at forstå den. Det fremgår i den, at der skal indgå åben, uvildig rådgivning, og jeg tror også, at statsministeren var lidt inde på det i forhold til den fremtidige proces. Kan hr. Jesper Petersen, for at vi kan vide, hvad det betyder i praksis, fortælle os, hvori forskellen består på det, der så kommer til at ske med det forslag til vedtagelse, i forhold til den måde, det har været grebet an på indtil nu?

Ordføreren.

Hr. Kristian Thulesen Dahl har ret i, at der også igennem den seneste tid har været involvering af uvildig rådgivning, og at man senest har lyttet til vismændene og andre, og det kan man jo fortsat gøre. Det er et ønske, der nu er enighed om blandt de partier, som står bag det her forslag til vedtagelse, men hvordan det skal udmøntes i praksis, er såmænd ikke noget, vi behøver at skulle bestemme selv; det er noget, der kan drøftes med alle de partier, der er i Folketinget, og som indgår i forhandlingerne om genåbningen – altså hvordan man kan gøre det, hvem man gerne vil inddrage, på hvilken måde åbenheden kan ske, i hvor høj grad det kan ske, samtidig med at partierne får rådgivningen. Men altså, det er en tilkendegivelse om på en mere systematisk måde at ville involvere ekstern, uvildig rådgivning og også lade den være åbent tilgængelig, så borgerne kan have kendskab til den som et led i debatten om, hvad vi skal gøre.

Tak. Så er det hr. Torsten Gejl.

Tak. Som jeg har forstået regeringens strategi i forhold til genåbning, handler det i høj grad om at åbne de steder med en lille smitterisiko, men med stor økonomisk betydning, og det er jo god logik. Men burde vi ikke i højere grad og hurtigere overveje at begynde lige så stille at åbne steder med en lille smitterisiko og med mindre økonomisk betydning? Jeg forestiller mig, at mange af de steder, måske er steder, hvor folk kommer hinanden ved, eller hvor folk i højere grad kan genopleve nogle sociale relationer. Selvfølgelig skal der være de korrekte sikkerhedsforanstaltninger.

Der er jo mange, der er ved at få spat af at sidde derhjemme og kukkelure, så risikerer vi ikke, at konsekvenserne af, at børn, unge og gamle er isoleret, både økonomisk, sundhedsmæssigt og mentalt, snarere bliver værre, end de konsekvenser, der er af coronaen? Så burde vi ikke begynde f.eks. at åbne de steder med lav smitterisiko, selv om de har lille økonomisk betydning, men måske stor social betydning?

Hr. Jesper Petersen.

Jamen jeg vil da godt gentage det, jeg sagde i indledningen af min tale, nemlig at der ud over de økonomiske tab også er store menneskelige afsavn. Nogle kan være meget direkte i forhold til patienter eller ældre mennesker, men det er de jo også i forhold til børn og unges fritidsliv, altså om man får en afslutning på sin folkeskoletid, som man gerne vil have, og andre ting. Det er jo elementer, som må indgå i de drøftelser, som også hr. Torsten Gejl har med regeringen nu, om, hvad der er af muligheder for at åbne i den næste fase.

Vi har i begyndelsen og i den første fase lagt meget vægt på, at så mange arbejdspladser som muligt kunne åbne, og at så mange virksomheder som muligt igen kunne få noget omsætning og dermed sikre folks job. Men jeg er helt på det rene med, at der også er steder, hvor der er mindre smitterisiko, og hvor det mere er nogle menneskelige og sociale hensyn, der er tale om, og dem er jeg sikker på man også tager med i de drøftelser, der er. Begge dele er en konsekvens, som man selvfølgelig skal tage alvorligt.

Tak. Så er det hr. Morten Østergaard.

Tak. Det er jo rigtigt, at det så bliver den fjerde socialdemokrat, man kan stille spørgsmål til, men ikke desto mindre har hr. Jesper Petersen jo særlige forudsætninger, når det kommer til grænselandet, og det er jo på en eller anden måde skæbnens frygtelige ironi, at lige netop som vi skulle fejre genforeningen, så er grænserne blev lukket i en grad, vi ikke har set i mange år. Og jeg er sikker på, at hr. Jesper Petersen også får mange henvendelser fra nogle af de dansk-tyske par, som ikke kan tage op i deres sommerhus, fordi de bor i Tyskland – det ville formentlig ikke påvirke smitten voldsomt, men det er stadig væk ikke et anerkendelsesværdigt formål – eller ugifte dansk-tyske par, kærestepar, som ikke kan besøge hinanden, eller som i dag en række borgmestre, der jo har bedt om at få et klart svar i forhold til den del af erhvervslivet, som har rigtig meget brug for at kunne finde ud af, hvordan vi skal håndtere turismen.

Så mit spørgsmål til Socialdemokratiet er: Bør vi udvide kredsen af anerkendelsesværdige formål – det synes vi – så flere af dem, der har dansk-tyske eller dansk-svenske relationer eller noget andet, kan få lov at besøge hinanden og deres besiddelser? Og har vi ikke brug for at udfase de her forhold ved grænsen til gavn for erhvervslivet, bl.a. i Sønderjylland?

Tak. Ordføreren.

Hr. Morten Østergaard har set fuldstændig rigtigt med hensyn til mit geografiske ophav, og det er da noget af det, jeg selv er ked af bliver aflyst i de her uger, altså de enormt mange markeringer, der havde med genforeningen at gøre, og al den vigtige lærdom og historie, der er der. Men også på det punkt må vi jo gå frem i takt med den ansvarlighed, vi er nødt til at udvise. Der var en del øffen om, hvorvidt det at lukke grænsen overhovedet var det rigtige at gøre, men man må sige, at andre lande ret hurtigt fandt ud af, at det nok var en god idé, at vi, når vi forsøgte at holde styr på smittespredningen herhjemme, så ikke bare lod turisme og andet gå uhindret hen over grænsen, men holdt fast i at tillade det for transport og arbejdstagere. Senest har vi i sidste uge kunnet åbne lidt mere, og det synes jeg er glædeligt. Og hr. Morten Østergaard stiller jo nok også spørgsmålet, fordi han godt ved, at jeg virkelig ville ønske, at man kunne åbne mere, og jeg synes, at man skal gøre det, så snart det er muligt. Og mon ikke vi med hensyn til kærestepar – jeg havde f.eks. den anden dag en dybt forelsket 69-årig mand i røret, der havde FaceTime-samtaler hver aften og savnede at kunne komme hen over grænsen – vil se, at det kommer hen ad vejen i takt med de råd, vi får fra politi og sundhedsmyndigheder?

Tak. Så er det hr. Søren Pape Poulsen.

Tak. Jeg har meget forståelse for, at når det er en regering, skal man i sin tale og sine svar tage hensyn til støttepartierne, man skal balancere og sådan noget, men nu taler jeg jo med Socialdemokratiet. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre nogle refleksioner over det forslag, som Enhedslisten kom med her den anden dag. Man må vel sige, at Socialdemokratiet har stolte traditioner i dansk fagbevægelse. Hvad siger man egentlig i Socialdemokratiet til det ønske, der er så stærkt, om, at der er særlige grupper, der nu skal udpeges til særlige lønstigninger? Jeg ved godt, at der her er nogle andre partier, der virkelig begynder at presse sig på, og tillidsmænd og andre i fagbevægelsen. Det er jo ikke nødvendigvis en ønskeposition, men det er sådan, det er. Kan hr. Jesper Petersen sige, at Socialdemokratiet bare siger: Det hælder vi fuldstændig ned ad brættet, glem det, kassen er ikke åben, der er ikke på forhånd et pick the winners i nogen forhandlinger her?

Hr. Jesper Petersen.

Jeg ville nok ikke lige vælge de ord om pointen med, at der er nogle mennesker, der udfører et meget vigtigt arbejde, hvilket mange anerkender, og at det ikke fuldstændig afspejles i, hvordan deres løn er sammenlignet med så mange andres. Det tror jeg i det hele taget vi ser på mange områder i de her dage, nemlig at vi bliver meget opmærksomme på mange funktioner, som vi sætter meget stor pris på, men som ikke til hverdag er dem, der oplever at have de højeste lønninger. Det kan man jo godt drage frem. Men vi er også som stat eller offentlige instanser arbejdsgivere, og derfor udstikker vi hverken som minister eller politisk ordfører på forhånd bestemte beløb, som skal gives til lønstigninger, eller som er afsat til specifikke forhandlinger. Der er man altså også arbejdsgiver og indgår i den danske model, der jo også fungerer på det offentlige arbejdsmarked, og der må man forhandle som arbejdsgiver.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Sundhedsministeren bekræftede jo, at det var regeringens holdning, at vi skulle bruge al den kapacitet, vi havde i sundhedssystemet, for at komme den her pukkel til livs, og det gælder både det offentlige og det private sundhedssystem. Så undrer jeg mig lidt over, hvorfor man ikke har sat det som et krav til regionerne – og jeg vil spørge, om Socialdemokratiet vil sætte det som et krav – at de skal bruge 100 pct. af den kapacitet, som er på privathospitalerne. For som det er nu, har man suspenderet patientrettighederne, og det gør både, at behandlingsgarantien er sat ud af kraft, og at regionerne ikke er tvunget til at henvise folk til privathospitaler. Og det betyder jo så, at folk reelt set nu går rundt på regionernes nåde og derved kan være syge i længere tid, end hvad der er nødvendigt.

Så hvad er årsagen til, at Socialdemokratiet ikke vil sætte det som et krav til regionerne, således at vi kan få den her pukkel afviklet hurtigst muligt?

Ordføreren.

Tak. Altså, det er regionerne, der har ansvaret her, og jeg ser jo også, at nogle af dem benytter sig af en kapacitet allerede nu, og i det omfang man siden hen skal til at indhente de pukler, der er, så er jeg ikke i tvivl om, at flere også vil gøre det. Men det er ikke staten, der afgør det. Når patientrettighederne kan genindtræde, vil der jo være det øgede pres også på den offentlige kapacitet lokalt, og så må regionerne hver især beslutte sig for, hvordan de kan leve op til de krav, der ligger til dem.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Venstre hr. Jakob Ellemann-Jensen. Værsgo.

Tak for det, formand, og tak til mine to medforespørgere i debatten. Danmark står midt i to kriser, en sundhedskrise og en økonomisk krise, og Danmark har brug for en langsigtet plan for ikke blot at få os igennem, men også at få os godt videre. Nedlukningen blev håndteret effektivt, den blev håndteret resolut, Folketinget gav regeringen plads til at regere og til at reagere hurtigt. Sådan skal det være i en krise. Nu er nedlukningen blevet til en genåbning, og genåbningens første fase skulle være kontrolleret. Det er den ikke. Tilfældigheden lader til at råde.

Tingene åbner sådan lidt på må og få, retningslinjer bliver trukket tilbage og ændret politisk, virksomheder skal gætte sig til erhvervsministerens humør, hvis de ikke skal udskammes for at åbne på ellers lovlig vis. Selv om jeg forstod på statsministerens svar på mit spørgsmål herom for lidt siden, at det ville hun sandelig ikke forholde sig til, fordi der er større problemer i verden, så er det her altså noget, der betyder noget for de mennesker, der skal gå på arbejde eller foretage sig noget så trivielt som at købe møbler eller se giraffen. Hvis det er sundhedsmæssigt uforsvarligt, at Ikea eller zoologiske haver åbner, så må man begrunde det, og så må man forbyde det. For vi lever trods alt stadig i et retssamfund, og det lader til, at regeringen er ved at miste grebet om det her. Vi står midt i en dyb og hård økonomisk krise. Tusindvis af danskere har fået en fyreseddel, hundredtusindvis er sendt hjem på lønkompensation, og der er virksomheder, som kæmper for at undgå konkurser. Derfor har Folketinget aftalt hjælpepakker, men virksomhederne siger, at ansøgningerne strander, og at hjælpen udebliver. Ifølge SMV Danmark er der kun 2 pct. af de små og mellemstore virksomheder i landet, som har fået udbetalt kompensation for de faste omkostninger – 2 pct. – det går simpelt hen ikke. Det er den første i overmorgen, og den her hjælp skal ud, og den skal ud nu.

Statsministeren siger, at vi ikke vender tilbage til det Danmark, vi kendte før corona. Det er ikke en opfattelse, jeg deler. Det er Venstres mål, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at vende tilbage til den hverdag og det land, som vi kendte før, så hurtigt som det er sundhedsfagligt forsvarligt, med besøg hos bedsteforældre, med flere arbejdspladser, med virkelyst og med et fokus på den grønne omstilling. Det kommer til at tage tid, og det er derfor, det er nødvendigt med en langsigtet plan. Vi er nødt til at vide, hvad der gælder, vi er nødt til at have et perspektiv. Det er det, der kan gøre forskellen på, at man bevarer håbet, om man bevarer modet, og om en arbejdsplads knækker nakken eller den holder ud. Jeg har sagt det før, men jeg vil gentage det: Venstre vil følge fem principper.

For det første skal vi stå på et sundhedsfagligt fundament, og det betyder også, at der skal være klarhed om, hvilken strategi Danmark egentlig følger for at holde sygdommen i skak. For det andet skal vi gå efter den største samfundsøkonomiske gevinst, når vi åbner, sådan at vi starter der, hvor vi kan få mest gang i hjulene, hvor der er flest arbejdspladser, og hvor det koster så lidt på sundheden som overhovedet muligt. For det tredje ønsker vi en klar køreplan, også til dem, som er i venteposition, og måske særlig til dem. Dem, som ikke kan åbne nu, skal have en plan for, hvad der sker med dem i tiden frem til, at de kan åbne. For det fjerde ønsker vi fuld åbenhed og et vidensbaseret grundlag for beslutningerne. Det vil styrke tilliden til, at vi gør det rigtige. Endelig – for det femte – skal regningen betales. De beslutninger, som er truffet, og som skal træffes nu, efterlader en ganske betragtelig regning. Den regning skal samles op. Alt andet er uforsvarligt. Tak for ordet.

Tak for det. Jeg skal gøre opmærksom på, at tiden skrider meget hurtigt for os, og vi skal være færdige til kl. 15.30. Så jeg vil nødig lukke for korte bemærkninger, men prøv at vælge med omhu, og overhold ikke mindst taletiden.

Men der er en kort bemærkning fra hr. Jesper Petersen.

Det var jo, fordi jeg læste den kronik, som flere af partilederne, der er til stede her i dag, havde i Berlingske den anden dag – også hr. Jakob Ellemann-Jensen havde sit navn under den – og noget af det, der indgår i det forslag til vedtagelse, der nu er kommet fra et flertal af partierne i dag, understreger betydningen af en grøn genopretning. Der bemærkede jeg bare, at det ikke var et emne eller et hensyn, som indgik i den kronik. Derfor vil jeg godt spørge nærmere ind til hr. Jakob Ellemann-Jensens holdning til det, altså om man står fast på klimaambitionerne, og i hvilket omfang man mener at de skal tænkes sammen med den økonomiske politik fremover.

Tak. Hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Det står vi bestemt fast på. Det er også derfor, jeg i den perlerække af blændende forslag, jeg er kommet med, har foreslået regeringen, at man sætter gang i bygningen af de tre havvindmølleparker, vi allerede har vedtaget, og at man tager de mange penge, der ligger i Landsbyggefonden, og sætter gang i de klimaforbedringer, man kan lave her. Så jo, det står vi bestemt ved. Hvis man ved at læse en kronik kan udlede, at det, der ikke er nævnt i den, ikke er vigtigt, så tror jeg, man misforstår emnet. Altså, vi taler heller ikke om uddannelse, vi taler heller ikke om forsvar, og vi taler heller ikke om forskning, og de ting synes jeg søreme også er vigtige.

Tak. Hr. Morten Østergaard.

Jeg vil også starte med at takke for samarbejdet om mangt og meget i perioden her – ikke mindst om erhvervspakkerne og presset for, at der skete noget på kultur- og medieområdet, som næppe var kommet, hvis ikke vi havde samarbejdet godt, og også om, at vi nu får en åben og uvildig rådgivning til de næste faser.

Mit spørgsmål handler om en anden ting, og det er det spor, vi har forfulgt undervejs, med at sørge for, at der kom redskaber til regeringen, men at de ikke gik for langt i forhold til frihedsrettighederne. Nu, hvor vi skal i gang med en teststrategi, som også baserer sig på apps, og hvor man kan spore folk, vil jeg bare bede om et løfte fra Venstre om, at vi også dér holder fast i, at borgerne jo ikke er til for statens skyld, og at der derfor skal tages skyldigt hensyn til privatlivets fred, også når vi beder dem om at downloade apps, så vi kan følge med i smittespredningen.

Tak. Hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Jeg kan forsikre hr. Morten Østergaard og resten af Tinget og Danmark i al almindelighed om, at vi deler den bekymring. Og den bekymring har vi jo delt hele vejen undervejs i det her, og det tror jeg sådan set gælder bredt. Det er jo også derfor, vi har slået bremserne i i forhold til nogle af de tiltag, som kom fra regeringen, hvor vi altså også insisterede på, at man fortsat skal have en dommerkendelse, inden man trænger ind i folks hjem. Altså, vi er opmærksomme på, at det er nogle ekstreme midler, der tages i brug nu, og det kræver, at vi har en meget, meget stor opmærksomhed på, hvad det er, vi foretager os.

Tak. Så er det fru Pia Olsen Dyhr.

Venstre har tidligere været ude flere steder i aviserne og sige, at det er helt afgørende, at behandlingsgarantien træder i kraft så hurtigt som muligt, og at folk kan få behandling, bl.a. på privathospitalerne. Derfor vil jeg spørge hr. Jakob Ellemann-Jensen, om det ikke bekymrer ham og Venstre, når vi nu kan se, at vi mangler anæstesisygeplejersker i det offentlige, og vi kan risikere, at de, hvis vi åbner i det private, så forsvinder i forhold til det offentlige, og vi så ikke vil kunne behandle coronapatienter i det offentlige. Altså, er den der balancegang mellem det private og offentlige ikke en oprigtig bekymring, og vi derfor skal være lidt mere forsigtige i forhold til at udvide kapaciteten på privathospitalerne?

Hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Der var søreme mange hvis'er i det her. Altså, er man, hvis nu der sker A, B, C og D, så ikke bekymret for at ... ? Jeg er oprigtigt bekymret for, at man har lukket privathospitalerne ned, uden at der lader til at være grund til det. Jeg er rigtig bekymret for, at danskere, som går med sygdomme, som ikke bare er skavanker, som ikke bare er småting, ikke kan blive behandlet, fordi vi har tilsidesat så stor en del af behandlingskapaciteten til corona. Jeg er også dybt bekymret, ligesom fru Pia Olsen Dyhr, for, at vi ikke har kapacitet nok til at behandle corona. Det skal vi sikre at vi har, men når nu udviklingen er, som den er, så skylder vi altså også danskerne, at vi ikke bare lader folk vente, fordi vi har et ideologisk korstog mod privathospitaler.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Morten Østergaard.

Tak for det, og endnu en gang tak til forespørgerne for at give mulighed for at have den her debat. Der er jo aktuelt stadig væk flere hundrede indlagt med covid-19. Mange af dem – over 50, tror jeg det aktuelt er – er i intensiv behandling, og en stor del af dem får hjælp til at trække vejret, og jeg synes egentlig også, det er på sin plads at sende tanker både til dem og til deres pårørende, som jo, samtidig med at vi diskuterer, at vi er mindre hårdt ramt end resten af verden, er i en dybt bekymrende situation, hvor vi ved, at nogle vil blive raske, men at flere selvfølgelig vil blive syge. Og også en tak til det personale, som gør en kæmpe forskel for dem, som forhåbentlig kan gøre, at de samlede tab for Danmark bliver så få som mulige målt i menneskeliv. Det må være målet.

Men det stærkeste våben, som vi har haft i det, er jo danskernes adfærd, og den tillid, som de har haft, og som jo er velkendt og årelang, til, at man, når myndighederne opfordrer til noget, kan fæste lid til det, og det forstår vi jo også på virologerne og eksperterne er det stærkeste våben, vi har. Derfor synes jeg jo i virkeligheden, at den vigtigste opgave her i forbindelse med genåbningen er at tage hånd om den tillid og sørge for, at der er en åbenhed og en gennemsigtighed omkring overvejelserne, der gør, at man kan blive ved med at have tillid til det. For vi kan jo se på alle analyserne, at der, hvis tilliden forsvinder og folk begynder at lave deres egne regler, så er en risiko for, at det hele skrider.

Derfor er der behov for en langsigtet plan for genåbningen af Danmark, hvor man kan se, hvad det er, vi styrer efter, nemlig at sundhedsvæsenet ikke kommer under et pres, som ikke kan håndteres, en teststrategi, som nu er ved at tage form, og som man kan forholde sig til, og som ikke rejser flere spørgsmål, end den giver svar på, og så selvfølgelig en plan, som er egnet til at vække håb hos folk om, at det, hvis ikke det lige bliver den her gang, og hvis tingene udvikler sig positivt, så bliver næste gang, at det bliver dem, uanset om det er inden for kulturlivet, erhvervslivet, uddannelse, eller hvor det er. Der synes jeg, det er så afgørende, at den diskussion – hvor svær den end er, og hvor svære de afvejninger er – kan foregå i åbenhed, og derfor er jeg glad for, at begge forslag til vedtagelse i virkeligheden knæsætter det princip for det videre arbejde, at vi skal have en åben og uvildig rådgivning, som man også har set det er gjort i andre lande, hvor man kombinerer det at tage hensyn til smittespredningen med overvejelserne om samfundsøkonomien, den mentale sundhed og selvfølgelig det her spørgsmål om danskernes adfærd, og hvordan vi påvirker den.

Så tror jeg også, det er vigtigt, at vi midt i al alvoren passer på, at vi ikke taler pessimismen op og optimismen ned. Altså, hvis folk mister troen på fremtiden, så bliver det rigtig, rigtig svært, og så bliver krisen dybere, end den behøvede at være. Alle os, der havde noget at skulle have sagt, dengang vi bekæmpede finanskrisen, kan huske, at den største fjende, vi i virkeligheden var oppe imod i forsøget på at komme fri af finanskrisen, var, at både virksomheder og borgere var så nervøse, at de ikke turde investere i noget som helst. Så kunne vi gøre nok så meget herindefra, men det hjalp lige lidt. Der er jeg overbevist om, at en grøn genopretningsplan er med til at vise, at vi planlægger for fremtiden, at vi investerer i en fremtid, som er bedre for Danmark, og som derfor er egnet til at vække det håb, som er, at det ikke kun handler om at holde os i live – det er jo vigtigt nok – men at det også handler om, hvad det er for en måde, vi skal leve sammen på på sigt i et grønnere og et friere og et stærkere Danmark.

Derfor er min appel til et samarbejde om det bredt i Folketinget, som vi har vist at vi kunne under krisen, og at det kan holde ved, også i genopretningen, et bredt samarbejde i Europa, hvor jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke synes, at den danske regering er offensiv nok i ønsket – man taler om eksportudfordringerne, men så skal vi jo også have gang i markederne i Europa og være en del af den gruppe af lande, der vil understøtte, at det kommer til at ske – og en appel og et håb om, at vi gennem vores adfærd her kan få danskerne til at gøre deres. Og det tror jeg kun vi kan med åbenhed og gennemsigtighed.

Tak for det. Der er to, der har ønsket korte bemærkninger, men af hensyn til tiden er jeg nødt til fra nu af at lukke for korte bemærkninger og skære taletiden ned til 3 minutter, desværre. Der er afsat en halv time ekstra til den her hasteforespørgsel, og vi skal i gang med spørgetiden kl. 15.30.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Tak for det. Jeg skal prøve at gøre det kort. Jeg er helt enig med hr. Morten Østergaard i, at det er vigtigt, at vi taler optimismen op, og at det er vigtigt, at vi taler håbet op. Det er jo også det, der er grundlaget for, at jeg igennem nu mere end en måned har efterlyst en plan, sådan at der er et perspektiv, og så der er et lys for enden af tunnellen, og det fornemmer jeg sådan set er en ambition, vi deler – en plan, som kobler sundhed og økonomi. Og jeg skal bare høre, om hr. Morten Østergaard også deler min undren over, at statsministeren hidtil har sagt, at de to ting kan man ikke meningsfyldt sætte sammen og lave en plan for i forbindelse med genåbningen.

Tak for det. Hr. Morten Østergaard.

Jamen vi har begge deltaget i debatten, og det er jo en afvejning, man gør. Altså, man er jo nødt til at se tingene i sammenhæng. Hvis vi valgte at indføre en total undtagelsestilstand, som man har set det i nogle dele af verden, kunne vi formentlig have endnu lavere tal for smittespredning og den slags ting. Så derfor giver det i min verden ingen mening – selvfølgelig må man afveje det. Og derfor er jeg også glad for det her forslag til vedtagelse i dag, som i hvert fald indtil videre har et flertal bag sig, og som pålægger regeringen, at der indgår åben uvildig rådgivning, der kobler økonomi og sundhed fremadrettet. Det synes jeg er et positivt udkomme af dagens debat.

Tak for det. Den næste ordfører er fru Pia Olsen Dyhr fra Socialistisk Folkeparti.

Onsdag den 11. marts bliver en dag, jeg aldrig glemmer. Det tror jeg i virkeligheden er tilfældet for rigtig mange danskere. Det var den dag, hvor statsministeren meddelte, at det Danmark, vi kender, ville lukke ned. Og i virkeligheden åndede jeg lidt lettet op. Billederne fra Italien var nemlig ubærlige med historier om læger, der måtte prioritere ældre patienter fra for at prioritere de yngre; læger og sygeplejersker, der brød sammen i gråd, fordi de følte, de stod ved fronten uden mulighed for at redde de mange sårede. Det må have været ubærligt at være i den situation.

Vi vidste samtidig, at Danmark havde og har markant færre intensivpladser end Italien. Det var et skræmmende scenarie, og på få dage lærte vi alle sammen et nyt ord i Danmark, nemlig værnemidler. Dem var der nemlig for få af. Der manglede testkapacitet, og et flertal i Folketinget havde valgt at sælge den danske vaccineproduktion – trods advarsler fra Sundhedsstyrelsen, som vurderede, at det ville stille Danmark ringere ved en pandemi, som vi lige nu gennemlever. Set i det lys med få sengepladser, mangel på testudstyr og helt basale værnemidler er jeg ikke i tvivl om, at vi gjorde det rigtig, da vi lukkede Danmark ned. Vi prioriterede menneskeliv, vi prioriterede at redde vores sundhedsvæsen fra kollaps. Det var modigt; det var det rigtige.

Flere lande fulgte efter af de samme grunde, nogle desværre for sent. Vi så dødstallet eksploderede i New York, hvor man måtte rejse telte for at opbevare de mange lig. Og ja, hver og en – en mor, en bror, en ven – var desværre ofte et menneske, der tilbragte sin sidste tid i en hospitalsseng med personale, der havde værnemidler på næsten som rumdragter, og ikke altid med de nærmeste omkring sig. Det var ubærligt.

Det er en uhyggelig tid, vi har været igennem, og vi ved ikke, om vi er igennem den, eller om sygdommen blusser op igen lige om lidt. Derfor er det SF's indstilling, at vi skal gå forsigtigt til værks – skridt for skridt, forsigtigt – og at vi hellere skal gå lidt for langsomt end lidt for hurtigt.

Heldigvis har vi gjort det i fællesskab. Danmark og danskerne og Folketinget har været fantastiske. Sygeplejersker, sosu-assistenter, sosu-hjælpere, læger og portører, der gik på arbejde, som arbejdede over, og som trådte til, selv om de ikke vidste, om det var med livet som indsats; rengøringspersonalet, butiksansatte, alle de ansatte i produktionen, der fortsatte uden at kny; alle de offentligt ansatte og privatansatte, der fortsatte, selv om morgenmødet nu foregik via Skype eller Zoom. De unge er dem, vi tit skælder ud på. De har sat deres liv på pause på ubestemt tid, har vinket farvel til vennerne på efterskolen – måske for altid – og går glip af en magisk tid med vennerne, de lange lyse sommeraftener, hvor man burde læse til eksamen. Mange har betalt en høj pris, og over 50.000 har mistet deres arbejde.

Der er meget, vi skal gøre. Det er vigtigt for SF, at vi nu løfter kriseregningen i fællesskab; at vi gør det her i fællesskab.

Tak for det. Den næste ordfører er fra Enhedslisten. Fru Pernille Skipper.

Tak for det. Nu bliver det pludselig en meget speedy debat. Danmark er ramt af en krise. Det koster menneskeliv. Det er hele sundhedsvæsener, der er på spil, verden over. Det er arbejdspladser. Det er privatøkonomier. Det er virksomhedsejeres livsværk. Det er rigtig alvorligt. Det er en smitsom sygdom, vi står over for, som for mange af os kan være en svær influenza, men for rigtig mange kan det være med livet som indsats. Og det kan være katastrofalt for vores sundhedsvæsen. Men i Danmark har vi ikke – og det har vi snakket om flere gange i dag – oplevet den her voldsomme udvikling, som vi har set andre steder i verden. Vi har ikke sendt militæret af sted med lig, som de har gjort i Italien, eller afvist alle over 60 eller anlagt massegrave, som de har gjort i New York. Det kunne vi godt have gjort, men vi har været heldige, og vi har været hurtige, og så har vi været gode.

I virkeligheden har det været meget lidt af det, vi har gjort herinde, der har haft effekten. Det har været alle dem, der har gjort noget ekstra, fordi de godt kunne se alvoren. Altså, det har været den lille butiksejer, som har lukket butikken, selv om man ikke behøvede, og selv om det ikke stod i nogen lov og der ikke var noget påbud; alle dem, som lod være med at tage til fester, også før der var forsamlingsforbud, og alt mulig andet. Alle dem, der sådan gik en ekstra mil, fordi vi godt alle sammen kunne se, at den var gal, og vi alle sammen skulle gøre noget. I virkeligheden tror jeg, at politikernes beslutninger har været en lille del af det. Der har været vigtige signaler, men den allerallerstørste effekt har været det fællesskab, vi har, i det her lille land og folks evne til også at sætte deres egne behov til side af hensyn til fællesskabet. Det synes jeg er rigtig fint, og det skal vi bevare. Noget af det, som jeg har hørt folk rose os allermest for – der har været masser af brok og alt muligt, og der kommer mere brok fra os alle sammen, for det er træls for os alle sammen – har været vores evne til, da det virkelig gjaldt, at stå sammen. Alt fnidder forsvandt. Alt det der, som alle dem uden for Christiansborgs tykke mure hader os allermest for, forsvandt. Vi lavede hjælpepakker, vi stod sammen om anbefalinger. Man kunne ikke se forskel på vores Facebooks, for vi var alle sammen enige om, at nu gjaldt det, og nu stod vi sammen.

Det er, som om det, der ellers var så fint og godt i det her, er skredet en lille smule de sidste par uger. Det er ikke, fordi der ikke godt må være politiske uenigheder, men lige pludselig synes jeg også, at vi diskuterer proces rigtig meget. Altså, hvem er blevet involveret for lidt, og hvem er blevet involveret for meget? Og hvis man bliver involveret mere, går det så for langsomt? Der er rigtig mange procesdiskussioner. Jeg tror bare, at hvis vi skal komme gennem også den svære del, der handler om genåbningen, og som måske i virkeligheden er endnu sværere, så skal vi kunne være i stand til at tage politiske uenigheder, som de er, men også holde os til de saglige argumenter og de politiske uenigheder. Det betyder også for mig at se, at vi skal til at stramme en lille smule op, venner.

Tak for det. Den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti. Hr. Søren Pape Poulsen.

Tak for det. Den 11. marts lukkede store dele af Danmark. Den 20. marts vurderer Dansk Industri, at alene eksportvirksomheder vil nedlægge 50.000 stillinger, det var altså den 20. marts. Den 6. april opstiller Det Økonomiske Råd to scenarier for dansk økonomi. Et optimistisk scenarie, som man kaldte det, hvor der er et underskud på 6½ pct. af bnp. Og det pessimistiske med 9 pct. Lige så voldsomt og hurtigt corona har smittet hele verden med sygdom, lige så hurtigt er vores økonomi blevet inficeret. Grænserne er lukket. Der mangler turistindtægter. Vi lader alle sammen være med at gå på cafe og restaurant, for det må vi ikke. Det betyder selvfølgelig, at underleverandører bliver ramt. Det betyder, at dem, der arbejder der, bliver ramt. Vi går ikke ud og køber ind som før i forskellige butikker; nogle af dem, fordi vi holder os tilbage, andre, fordi de ikke må åbne. I det hele taget er det selvfølgelig dybt problematisk.

Det er nu alt sammen private virksomheder og arbejdspladser, som bliver ramt. Sådan er det med den her krise. Selv om offentligt ansatte naturligvis udfylder deres vigtige jobfunktioner, så har de et job. I det private er det ikke givet. Erhvervslivet er Danmarks iltflaske. Alt for mange mødre og fædre kommer hjem med den triste besked, at de er blevet fyret. Der er trods alt forskel på at være i den trælse, men trods alt gode situation at være sendt hjem for at arbejde i stedet for at være sendt hjem, fordi man er fyret.

Vi er pressede i Danmark på vores økonomi. Jeg tror knap, at vi har set begyndelsen. Vi har i denne uge set, at SAS må afskedige 1.700 mennesker i Danmark. Det er toppen af isbjerget, det er jeg desværre bange for. Vi kan lave hjælpepakker, og det er godt, at vi har gjort det, men vi kommer jo ikke til at redde alle. Ingen virksomhed kan leve uden indtægt. Og så skal vi gøre, hvad vi kan, for at hjælpepakkerne bliver så fleksible som overhovedet muligt. Trepartsaftalen er god. Der kunne have været mere fleksibilitet, det skal jeg begræde der ikke er. Og så skal vi have pengene ud til virksomhederne. Jeg er glad for, at der i dag bliver lavet en feberredning, fordi man ikke har fået behandlet ansøgningerne fra virksomhederne, og så der kan udbetales penge nu, så man kan betale løn, så man ikke knækker nakken, fordi man ikke har modtaget de penge, man kunne forvente, og som man har fået ret til igennem det, vi har lavet herinde. Skal Danmark tilbage, skal vi lette byrderne for virksomhederne, så de igen får råd til at hyre dem, de har fyret. Penge ud til danskerne, så vi kan få gang i Danmark igen, når vi kommer længere frem.

Det er altså vigtigt, at vi har retningslinjer i det her land, altså at de virksomheder, der knokler for at overholde alle retningslinjer, ikke bliver udskammet og kritiseret, fordi det ikke passer en minister, at de holder åbent. Det er simpelt hen ikke i orden, også selv om det er en enkelt situation og kan være en lille situation i det store billede – det er ikke i orden.

Jeg mener sluttelig, at vi må være ærlige og sige til danskerne, at den situation vil få konsekvenser for vores samfund i årene, der kommer. Der bliver ikke råd til mere velfærd, såkaldt velfærd, hvis man måler velfærd i, hvor mange penge man bruger. Vi kan ikke give befolkningen det indtryk, at alt bliver som før. Eksportmarkederne fryser til. Vi er en lille åben økonomi. Det er et ansvar, vi sammen skal påtage os, og det er jeg sikker på vi gør. Det er ikke polemik og fnidder at være uenige. Det er et udtryk for demokrati og folkestyre, og det vil jeg insistere på vi skal have ret til i denne sag.

Tak for det. Så er tiden gået. Jeg beklager, at jeg er nødt til at være skrap på tiden.

Den næste, der får ordet, er ordføreren fra Nye Borgerlige. Hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Mit budskab her i Folketingssalen skal være klart og tydeligt: Der er behov for mere politisk handling, og mere politisk handling nu. Man var hurtig til at lukke samfundet ned, men nu har vi altså også et erhvervsliv derude, og vi har nogle borgere derude, som kræver og efterspørger politisk handling på, at vi skal have stimuleret dansk økonomi. Vi skal have åbnet op igen. Det er en efterspørgselskrise, som vi står over for. Der er behov for, at ganske almindelige danskere får flere penge mellem hænderne, således at de kan bruge pengene på restauranter, på hoteller, i ferielande og alle de andre ting, når vi nu får åbnet op. Nye Borgerlige spiller gerne på banen. Vi har masser af forslag til det. Jeg vil gerne fokusere på tre af dem i dag.

Det er fastfrosne feriepenge. Det skal vi have løst. Pengene skal ud og arbejde hos borgerne. Det er borgernes penge. Her kan vi gøre det på en måde, hvor vi giver pengene tilbage til borgerne til forbrug og dermed til øget beskæftigelse. Vi skaber mere likviditet ude i virksomhederne, fordi vi forskubber deres tvangsindbetalinger. Og det er stort set nationaløkonomisk neutralt, for det kan gøres ved at udstede kortsigtede statsobligationer, som er tæt på en rente på nul. Der er kun at sige: Sæt i gang, giv borgerne deres penge tilbage.

Derudover vil jeg gerne fokusere på elafgiften. Danmark har sammen med Tyskland de højeste elpriser Europa. Det er tragikomisk, når vi faktisk producerer el ret billigt, men det er grundet i massive og alt for høje afgifter, som vi har sat på herinde fra Folketingets side. Det skal vi selvfølgelig have fjernet. Det er noget, som vil hjælpe. Det er, hvad vi kalder et politisk kinderæg, for det vil både forbedre konkurrenceevnen og dermed beskæftigelsen, og det vil give folk flere penge mellem hænderne, og især vil en fjernelse af den her elafgift betyde noget for folk, som har en lav indkomst. Og til sidst vil det også tilskynde borgerne til at rykke mod el og væk fra fossile brændstoffer, f.eks. på transportområdet.

Det sidste punkt, jeg gerne vil fokusere på, er afgifter på øl, vin og spiritus. Vi skal have fjernet de her afgifter, og netop nu er der et gyldent øjeblik og et åbent vindue til at gøre det, for lige nu kører folk ikke over grænsen. Det vil sige, at de har ændret deres indkøbsmønstre. Det har også tre helt åbenlyse fordele. Det giver flere penge mellem hænderne på borgerne til øget forbrug. Det giver en meget nødvendig hjælpende hånd til de restauranter og andre ting, som skal åbne op, så de kan undgå konkurser. Og det skaber også en mindsket grænsehandel og en øget handel i de syddanske detailbutikker. Endnu et godt politisk kinderæg, som kan gavne alle.

Så opfordringen herfra er, at der skal handling til, og at der skal den nødvendige handling til, som skaber mere vækst i Danmark. Det er tid til, at vi ikke, som vi ellers har en tradition for, halter bagefter de andre lande. Den her gang skal vi gå foran og træffe de beslutninger, som er nødvendige.

Så er taletiden gået, og for at få tid til de sidste ordførere, så er det den næste ordfører, som er fra Liberal Alliance.

Jamen det anerkender jeg fuldt ud. Men må jeg så ikke bare anmode ...[Lydudfald]. Jeg kan sige, at der altså ikke har været tid til det her.

Tak for det. Liberal Alliances ordfører, hr. Alex Vanopslagh.

Tak for det. Coronakrisen må ikke udvikle sig til en fællesskabskrise. Vores fællesskab er truet, når vi ikke kan besøge vores forældre og bedsteforældre på plejehjemmene, når børnene ikke kan komme ordentlig i skole og møde deres kammerater, når vi ikke kan samles til bryllupper og fødselsdage, og når vi ikke kan dyrke vores passioner i foreningslivet. Det er vores stærke og frivillige fællesskaber, der giver vores liv mening og næring, og derfor er det også utrolig hårdt for os mennesker, når vi ikke kan dyrke fællesskabet, og når vi ikke kan omgås hinanden, sådan som vi er skabt til. Derfor forstår jeg egentlig godt de mennesker, som har et behov for at mødes og samles udenfor. Jeg forstår godt dem, der gerne vil en tur i Ikea eller dem, der gerne vil ud og spille noget fodbold eller besøge deres forældre på plejehjem.

Der vil jeg egentlig gerne komme med en advarsel til myndighederne og til regeringen. Hvis ikke det bliver muligt for folk at dyrke de menneskelige fællesskaber på lovlig vis, ja, så kommer de til at se hinanden på en anden måde – og gør oprør mod forbuddene. Hvis børnene ikke må mødes og spille fodbold i fodboldklubben, så spiller de bare hjemme på villavejen i stedet for. Hvis de unge ikke kan mødes på en bar, så organiserer de en fest i privaten. Og hver gang myndighederne lukker et sted, hvor fællesskabet har mulighed for at udfolde sig, så kommer man til at presse danskerne endnu tættere sammen på de få steder, hvor man stadig må mødes. Og hver gang man nedlægger forbud eller begrænser mulighederne for at omgås hinanden, så risikerer man at presse folk til at gøre noget, der er endnu mere risikabelt. Derfor må det være en bunden opgave for os politisk at sikre, at mennesker snart kan omgås hinanden, dyrke fællesskaberne, men på en måde, hvor vi har mindsket risikoen for smitte.

Så nej, vores opgave er ikke at holde plejehjem afskåret fra omverdenen, så de ældre dør af ensomhed. Opgaven er at sikre, at man kan besøge sine pårørende, sine familier, uden at det går ud over helbredet. Vi skal holde butikkerne åbne, men med rigeligt med håndsprit og afstandskrav og engangshandsker. Det samme gælder restauranter og foreningslivet. Vi skal ikke lukke ned for fællesskaberne. Derfor har jeg personligt ingen glæde overhovedet ved de forbud, som begrænser vores muligheder for at omgås hinanden. Jeg ser det tværtimod som vores opgave, at vi giver plads til de fællesskaber, som bærer os – i familien, på arbejdspladsen, i skolen og i foreningerne. Det er vores opgave.

Der er forudsætningen, at vi har tillid til danskerne, og at vi stoler på, at de fleste danskere forstår klare og tydelige anvisninger og retningslinjer, og at de vil følge dem efter bedste evne. Vi skal ikke lave rigide regler for alle på grund af få brodne kar, men vi skal behandle danskerne som voksne mennesker, sådan som danskerne er flest. Har vi ikke den tillid til danskerne, så går der alt for lang tid, før vi kan genåbne Danmark, og så bliver coronakrisen til en fællesskabskrise. Men det er igennem fællesskabet, muligheden for at dyrke fællesskaberne og tilliden til danskerne, at vi skal komme videre sammen med genåbningsplaner, teststrategi og mangel på zigzagkurs. Men det starter og slutter med tillid til danskerne, så vi kan bevare de danske fællesskaber. Tak for ordet.

Tak for det. Så er det Alternativets ordfører, hr. Torsten Gejl.

Tak til formanden for en stram styring. Jeg skal prøve at se, om jeg kan leve op til det. I Alternativet er vi glade for regeringens mere offensive teststrategi. Vi medgiver, at regeringens kurs måske har været afvekslende, men vi vil aldrig nogen sinde kalde den famlende. Det er sådan, at i en situation som den her er man nødt til dag for dag at gøre sin omverdenensanalyse og justere sin strategi på baggrund af de signaler, man får ude fra verden. Det synes jeg faktisk er ansvarligt. Internationalt ligger vi jo fint, også takket være Folketingets øvrige partier, hvor vi har taget et hav af beslutninger på digitale møder, som faktisk i høj grad har afbødet den her krise.

I Alternativet har vi et par prioriteringer. Vi ser gerne, at de steder, der har lav risiko og lav økonomisk betydning, i højere grad bliver genåbnet hurtigere. Det er sådan, at man jo selvfølgelig starter med at åbne de steder med lav smitterisiko og høj økonomisk betydning, men de steder med lav økonomisk betydning er ofte de steder, som har en høj social betydning. Vi er bange for de konsekvenser, der er af, at folk i længden er isoleret, især hvis der kommer en anden bølge og vi igen skal igennem en lang isolationsperiode. Der er altså mange folk med sociale udfordringer, der vil have rigtig, rigtig svært ved det, så måske man i højere grad kunne holde de steder med lav smitterisiko og lav økonomisk betydning åbne, for de har en høj social værdi.

Til sidst vil jeg sige, at vi er utrolig opmærksomme på nystarterne, på iværksætterne. Vi er simpelt hen bange for, at en halv generation af nystartere og iværksættere bliver lagt ned. Det er folk, der har brugt deres formue. Det er folk, der har sparet op og brugt deres opsparing. De kæmper for de første års overskud, og de er fødekæde til dansk erhvervsliv, i og med at det jo er dem, der iværksætter, det er dem, der udvikler, det er dem, der skaber den knowhow, som vi også i høj grad i Danmark lever af. Så jeg var glad for at høre regeringens positive respons, i forhold til at se om vi måske kan lave nogle genopretningsstrategier, der gør, at dem, der er lagt helt ned og derfor ikke har glæde af støtte, kan komme i gang igen, så vi ikke mister den læring og den viden og den knowhow, de giver vores samfund, og den fødekæde, de er for erhvervslivet. Tak.

Tak for det. Og så når vi næsten at blive færdige til tiden, tak for det. Det er selvfølgelig altid ærgerligt, når vi heroppefra er nødt til at begrænse taletiden, men hvis man vil have en længere taletid, må man stille en almindelig forespørgsel og ikke en hasteforespørgsel. Det er sådan, retningslinjerne er.

Den sidste, der får ordet, er finansministeren for på regeringens vegne at runde debatten af. Værsgo.

Tak for det. Når det er mig, der runder af, er det, fordi statsministeren på grund af akut sygdom i den nærmeste familie ikke har mulighed for at være til stede i salen. Det er jeg sikker på at alle har forståelse for, og vi sender i fællesskab vores varme tanker til statsministeren og hendes familie.

Det er klart, at hele coronasituationen er dybt alvorlig. Det gælder sundhedsmæssigt, det gælder også i forhold til vores økonomi og på alle andre leder i det danske samfund. Debatten her i dag afspejler jo, at vi har et levende demokrati, hvor der naturligvis er plads til forskellige holdninger, og hvor der også skal kunne stilles kritiske spørgsmål til en regering, men også at der er et stærkt fællesskab om at få Danmark bedst gennem den krise, vi står overfor. Det er også hele baggrunden for, at man nu i disse dage under statsministerens ledelse diskuterer og forhandler om, hvordan man kan lave de næste åbninger af det danske samfund.

Det er klart, at de råd, der er kommet her i dag, er nogle, som regeringen vil tage med i overvejelserne. Jeg hører det også sådan, at der er en meget konstruktiv stemning for at få taget det næste skridt. Ingen af os ønsker, at noget skal være lukket ned længere end højst nødvendigt, men der er heller ikke nogen, der bør ønske, at vi åbner for meget op og for tidligt, sådan at det lige pludselig ender med, at alle de beslutninger, der er truffet, og alle de afsavn, der har været, har været forgæves. Derfor er det en hårfin balance, der skal findes.

Så vil jeg bare til slut tilslutte mig det, som flere har været inde på her i dag, og også fra regeringens side sende en kæmpe tak til de mennesker, der hver eneste dag gør en forskel. Det gælder vores sundhedspersonale, det gælder i ældreplejen, det gælder for stort set alle dele af det danske samfund, at denne arbejdsindsats, der bliver leveret der, har en uvurderlig betydning, ikke alene for de mennesker, der bliver ramt af sygdom og afsavn, men for Danmark som helhed. Med de ord vil jeg på regeringens vegne sige tak for debatten.

Tak til finansministeren. Jeg vil også gerne herfra sende de varmeste tanker til statsministeren og hendes familie.

Der er ikke længere mulighed for at få ordet, og derfor er forhandlingen sluttet. Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 30. april 2020.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)