Tak for ordet, og igen tak til Dansk Folkeparti for at have fremsat den her forespørgsel om politisk misinformation. Det er et uhyre vigtigt emne, og det er jo også et emne, som Folketinget har beskæftiget sig med i forskellige sammenhænge. Jeg kan på stående fod erindre at have været kaldt i samråd om emnet, at vi har haft beslutningsforslag til diskussion om emnet. I virkeligheden er det lidt sådan, at vi godt ved, at det forventes at føre til, at vi skal gøre noget, men vi er i fællig i Folketinget faktisk lidt i tvivl om, hvad det er, der skal til.
De sociale mediers rolle i samfundet og de udfordringer, som det har givet, fylder meget, ikke bare i debatten her, men jo også i den offentlige debat og i den politiske debat udeomkring. Det, regeringen har gjort, er, at vi har nedsat et par arbejdsgrupper, som skal se på spørgsmålet om de sociale mediers rolle, de sociale mediers ansvar, muligheden for at fjerne ulovligt indhold og i øvrigt, hvordan vi kan styrke børns digitale liv og dannelse på internettet. Men de udfordringer, som de sociale mediers indflydelse rejser, er store, komplekse og forskelligartede, og var de ikke det, havde vi også for længst trukket af på det her i Folketinget og fundet ud af, hvordan den regulering i givet fald skulle være.
Der er både skadeligt indhold for børn og for voksne, digitale sexkrænkelser, hadefuld tale, politisk misinformation for bare at nævne nogle af dem, og det er jo rigtigt, som hr. Morten Messerschmidt sagde: Det bliver mere og mere sofistikeret. Det bliver sværere og sværere at konstatere ved det blotte øjekast, at det her i hvert fald er noget, som ikke passer.
Der findes givetvis heller ikke én fælles løsning på det hele, og der findes slet ikke nemme løsninger. For som jeg også tidligere har givet udtryk for her i Folketinget, kommer vi ikke uden om, at de sociale medier på godt og ondt har revolutioneret den måde, vi kommunikerer på. Det er på den ene side positivt, at sociale medier som udgangspunkt har gjort det nemmere at deltage i den offentlige debat, men samtidig ser vi også på den anden side, at den nemme adgang til at udtrykke holdninger udnyttes til at sprede ulovligt materiale. Det var faktisk det emne, som vi for nylig havde til debat her i Folketinget.
Der er også undersøgelser, der viser, at mange – faktisk omkring halvdelen af de adspurgte – mener, at tonen i debatten på de sociale medier afholder dem fra at deltage i debatten og udtrykke deres holdninger. Jeg tror, at alle os, der er folketingsmedlemmer, og dem af os, der måtte færdes på de sociale medier, hvilket jeg gør i meget, meget begrænset omfang, holder os fra at læse kommentarfelterne til de opslag, man måtte lave, fordi man simpelt hen bliver i dårligt humør af det, og fordi folk bruger en tone, som man aldrig nogen sinde ville byde et menneske, som man fysisk samtaler med. Folk skriver og siger og påstår ting, som er langt forbi den sådan almindelige sociale kodeks for, hvordan vi opfører os over for hinanden.
Jeg har været, og det har alle medlemmerne af Folketinget, i utallige paneldebatter – jeg har i øvrigt også været det med flere af de tilstedeværende – og i utallige debatter, og der er alligevel en kodeks for, hvordan man opfører sig. Vi har været på vælgermøder, i radio, tv og alle steder. Der er dog et niveau, som vi holder os på. På de sociale medier er der overhovedet ingen nedre grænse for, hvad man udsætter sig selv for, og hvordan folk vil opføre sig der. Det kan betyde, at der er nogle af dem, som ellers ville ytre sig på de sociale medier, der holder sig tilbage fra at gøre det, fordi man ikke gider den omgang, som man bliver udsat for, og dermed bliver de jo et rum med ubegrænset ytringsfrihed, som i virkeligheden kommer til at være en ytringsfrihed, hvor man så bliver selvbegrænsende.
Oven i det kommer så den politiske misinformation, som efter min mening udgør en potentiel trussel mod vores demokrati og mod vores samfundsmodel. Altså, det er usand eller vildledende information, som er egnet til at gøre samfundsmæssig skade, f.eks. påvirke den politiske meningsdannelse, som indebærer en risiko for, at personer kommer til at handle anderledes, end de ellers ville have gjort, og som er med til at skærpe sociale spændinger i samfundet og på den måde jo er med til at skabe et mere polariseret samfund.
Det skal ses i det lys, at de sociale medier spiller en stadig større rolle i samfundet og for mange borgere jo også udgør en væsentlig kilde til information om, hvad der egentlig sker. Og hvis den information, vi møder, er vildledende eller usand, mister vi jo reelt muligheden for at forholde os til den verden, som vi er en del af.
I dag er politisk misinformation ikke selvstændigt kriminaliseret, men straffeloven indeholder flere bestemmelser, som under visse omstændigheder må antages at kunne anvendes på politisk misinformation, f.eks. bestemmelse om æreskrænkelse og bestemmelse om bagvaskelse. Det er dog svært præcist at fastlægge omfanget af den strafferetlige beskyttelse, da den her form for misinformation jo er relativt ny, og der derfor ikke er retspraksis, men det vender jeg tilbage til – det var det, som jeg sagde indledningsvis, nemlig at behovet for regulering er her, men det store spørgsmål er, hvordan den regulering skal foretages. I øvrigt har vi vel til gode at have diskussionen om, om vi er enige om, at der er behov for regulering. For man kan jo sagtens forestille sig, at man kunne indtage det synspunkt, at alt er godt, og at det her jo bare er sådan, som det kan fungere, når det frie marked får lov til at løbe løbsk, og at det skal vi bare være glade for. Men jeg tror nu, at der vil være et relativt bredt flertal i Folketinget, som er enige om, at vi her er nødt til at gribe ind med regulering.
Der kan også rejses spørgsmål om, når vi går ind med strafferetlig regulering osv., og hvis der så efterfølgende bliver afsagt en dom, om den så i sig selv er en effektiv imødegåelse af den politiske misinformation, som dommen står på, eller om der i virkeligheden skal noget andet til – og før der er nogle, der skyder mig det i skoene, så taler jeg ikke for censur i den her sammenhæng. Jeg siger bare, at vi også skal overveje, hvilke reguleringsværktøjer der er de rette, og jeg er ikke sikker på, at kriminalisering i sig selv er tilstrækkeligt med det dilemma, vi står over for nu.
Så vi er nødt til at overveje den nuværende regulering, og om den – og det tror jeg ikke at den gør – i tilstrækkelig grad imødegår den udfordring, som politisk misinformation udgør i vores samfund. Det, som er nemt at gøre i den her sammenhæng, er at bruge de ord, som vi er så gode til, nemlig at der er behov for, at vi trækker i arbejdstøjet, og at nu må vi se at gøre noget, for der må handles osv. Men det er faktisk det, der er sandheden. Problemet har et omfang og en karakter, så vi bliver nødt til at gøre noget. De to arbejdsgrupper, som regeringen har nedsat, arbejder støt derudad Det er komplekst, men jeg håber meget, at vi i Folketinget bredt kan samles om en regulering, som giver mulighed for at hegne den her debat ind, uden at vi samtidig behøver snitte noget af ytringsfriheden.
Det er et superrelevant problem. Det er godt, at det er blevet rejst igen. Det er svært at se, præcis hvordan vi skal løse det. Tak.