Tak for muligheden for, at vi kan have den her debat. Jeg synes helt grundlæggende, at det er meget positivt, at vi har udenlandske studerende i Danmark. Jeg synes i øvrigt også, at det er meget positivt, at danske studerende tager ud og læser i udlandet. Jeg tror, at det både kan bidrage til, at vi får en noget større forståelse for og sammenhæng med verden omkring os, og at det kan være med til at give et godt studiemiljø, og at det også kan være med til at få nogle folk her til landet, som der også er brug for i bl.a. nogle af de tekniske fag, it, ingeniører osv. Så det synes jeg helt grundlæggende at der er rigtig mange gode ting ved.
Jeg har fra starten syntes, at det her loft over de engelsksprogede uddannelser, der blev indført, var ekstremt ufleksibelt. Der kom rigtig mange historier frem om folk, som havde brug for at tage uddannelsen på engelsk, fordi de efterfølgende skulle have et mere internationalt arbejdsliv eller boede her med deres kærester eller ægtefæller og lige var flyttet til landet og måske endnu ikke var helt dygtige nok til at tage en uddannelse på dansk osv. Jeg synes, at det ramte uhensigtsmæssigt på mange måder, og derfor er jeg også rigtig glad for, at vi i fællesskab i forståelsespapiret er blevet enige om, at det her loft over de engelsksprogede uddannelser skal afskaffes.
Men når det så er sagt, må jeg sige, at der jo er et helt åbenlyst problem her, fordi det er meget, meget mærkeligt, at det er sådan i Danmark, at alle EU-borgere kan have krav på at få su, når de bare kommer hertil som vandrende arbejdstagere. Det er jo helt åbenlyst. Det var en lovgivning, som kom efter den EU-dom, der blev afsagt i 2013, hvor man ligesom var nødt til at sige, at alle skal have su, og det er da mærkeligt. Det er jo ikke sådan, det hænger sammen, heller ikke med udenlandske studerende, der kommer fra ikke-EU-lande. Der er da en skævhed der, og det er et problem, og allerværst er problemet, fordi vi kan se, at det i meget høj grad bliver misbrugt til social dumping.
3F har rigtig mange gange kunnet dokumentere, at der simpelt hen er nogle skruppelløse arbejdsgivere her, som sørger for at give folk, som også er studerende, nogle rigtig dårlige underbetalte jobs i f.eks. restaurationsbranchen, hvor de altså går til en meget, meget lav løn og samtidig ovenikøbet ofte oplever, at de får trukket su'en i deres løn. Vi har et eksempel med en rumænsk fyr, der hedder Max, som arbejdede i en sandwichbutik, hvor han netop gik til en dårligere løn, men samtidig kunne arbejdsgiveren, når Max skulle have denne lille usle løn, han i forvejen fik, også lige trække su'en fra, for den fik Max jo af den danske stat.
Det er jo helt åbenlyst, at det er en udnyttelse af su-systemet, som vi da på ingen måde skal stå model til, for det er helt vanvittigt, at man på den måde putter vores fælles penge ned i lommerne på nogle skruppelløse arbejdsgivere, som underbetaler og udnytter udenlandske studerende, og det er noget, der for os er meget, meget vigtigt at vi også får gjort op med. Men jeg synes, at den rigtige løsning er en anden. I stedet for at gå og se på alle de lapper, som det her loft over de engelsksprogede uddannelser også er et udtryk for, bliver vi nødt til at se på, hvordan vi faktisk kan få sikret, at vi kan have lov til at beskytte vores arbejdsmarked og vores velfærdssystem på en fornuftig måde her i Danmark.
Det betyder altså, at vi er nødt til at komme ind i den snak om, hvordan vi kan få ændret de EU-regler, som umuliggør, at vi kan lave en ordentlig lovgivning på det her lige nu. Hvordan vi eventuelt kan få nogle danske undtagelser, som gør, at vi i højere grad kan sikre os imod den her sociale dumping og de her problemer med udnyttelse af systemet, er jo den diskussion, jeg helt grundlæggende synes vi bliver nødt til have. Jeg var i øvrigt også glad for, at ministeren anerkendte det her problem med social dumping, da jeg spurgte til det tidligere, for det er meget, meget vigtigt, at vi ser på, at det skal vores fælles su-penge da godt nok ikke bruges til. Det er virkelig noget svineri, vi skal have gjort op med.
Så jeg er glad for, at vi får mulighed for at have den her diskussion, men jeg tror bare, vi er nødt til at pege på, at det her loft over de engelsksprogede uddannelser ikke er en fornuftig løsning. Derfor skal vi også have det afskaffet, men vi er nødt til at tage den mere grundlæggende diskussion om, hvad vi får gjort med systemet her, og det kræver også en forholden sig til EU.
Undskyld, nu har jeg glemt, at jeg havde et forslag til vedtagelse, jeg også skulle læse op, men jeg har 30 sekunder til at gøre det. Det er forslag til vedtagelse fra Enhedslisten.
Forslag til vedtagelse
»Folketinget konstaterer, at su-udgifterne til vandrende arbejdstagere er steget eksplosivt efter EU-Domstolens indblanding i det danske su-system i 2013, og at loftet over udgifterne er overskredet.
Folketinget konstaterer, at den danske fagbevægelse har påvist, at skruppelløse arbejdsgivere misbruger su-systemet og udnytter europæiske studerende fra især Østeuropa til social dumping. Det skyldes, at EU's regler om arbejdskraftens uregulerede bevægelighed forhindrer opretholdelsen af de danske regler, som hjalp med at skærme vores arbejdsmarked og sikrede su-systemet mod udnyttelse.
Folketinget konstaterer, at internationale studerende fra både EU-lande og ikke-EU-lande er velkomne til at studere her i landet, så længe det foregår på ordnede vilkår, og glæder sig over, at regeringen med vedtagelsen af forståelsespapiret har forpligtet sig på at fjerne loftet over engelsksprogede uddannelser.
Folketinget opfordrer regeringen til at sikre, at det danske Folketing selv bestemmer over velfærds- og arbejdsmarkedspolitikken eventuelt i form af dansk undtagelse fra EU's regler.«
(Forslag til vedtagelse nr. V 72).
Tak, og undskyld forsinkelsen.