F 50 Om pasning af småbørn i hjemmet og på institutioner.

Af: Marie Krarup (DF), Pernille Bendixen (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF) og Peter Skaarup (DF)

Til: Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S)

Samling: 2019-20

Status: Foretaget

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det sidste punkt på dagsordenen er:

23) Forespørgsel nr. F 50:

Forespørgsel til børne- og undervisningsministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om forældres mulighed for at passe deres småbørn hjemme i dagens Danmark og om status på forskning, der belyser institutionspasnings betydning for børns udvikling og mulighed for at klare sig godt senere i livet sammenlignet med hjemmepasning?

Af Marie Krarup (DF), Pernille Bendixen (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF) og Peter Skaarup (DF).

(Anmeldelse 25.02.2020. Fremme 27.02.2020).

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 18. juni 2020.

Som begrundelse for forespørgslen giver jeg hermed først ordet til ordføreren for forespørgerne, fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tak for ordet. I Dansk Folkeparti er vi meget bekymrede for familien og for små børns opvækst i institutioner. Vi mener f.eks., at det er nødvendigt at tage det alvorligt, når en børneforsker siger:

Vi har i Danmark normaliseret en praksis, der går imod, hvad børn har brug for. For små børn har ikke glæde af store grupper af børn, men de har glæde af nær voksenkontakt.

Der er også en dansk undersøgelse, der viser, at små børn i institutioner har en øget mængde af stresshormon i kroppen i den periode, hvor de skal tilpasse sig udepasningen. Kan noget sådant mon være sundt? Jeg tror det ikke. Derfor mener vi i Dansk Folkeparti, at det bør være muligt at give forældrene større valgfrihed i forhold til pasning af børn i hjemmet. Der skal naturligvis ikke være tvang, men hvis man er bekymret for, om den danske model med udepassede børn og udearbejdende forældre nu også er det rigtige for ens egen familie, så ville det være godt, hvis der var et reelt valg. Det mener jeg regeringen bør tage alvorligt. Og det er det, der har fået os i Dansk Folkeparti til at bede om denne forespørgselsdebat, der forhåbentlig vil kaste lys over, hvordan de forskellige partier vil løse problemet med, at små børn i meget høj grad bruger deres tid i institutioner i dag, samt hvordan der måske kan findes enighed om at gå i gang med at undersøge, om det ikke skulle være muligt at finde nogle fælles løsninger på problemet.

Jeg skal læse forslaget til vedtagelse højt, som følgende partier har tilsluttet sig: Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance. Det lyder som følger:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender, at familien er samfundets kerne. Det er ikke statens opgave at erstatte eller underminere familien, men derimod at træde til som et supplement. Familierne skal have et reelt frit valg. Folketinget ønsker at understøtte familien ved at give bedre mulighed for, at børn kan vokse op med en tæt relation til forældrene. Folketinget ser derfor et stigende behov for at forsøge at indrette et samfund, hvor familier med mindre børn får større valgmuligheder til at tilrettelægge hverdagen på en måde, der er til gavn for børnene – dog uden at det går ud over integrationen, og så der tages højde for særligt udsatte børn. Folketinget pålægger regeringen at indlede forhandlinger med Folketingets partier med henblik på initiativer til at give familier med små børn bedre muligheder for hjemmepasning.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 87).

Tak til ordføreren. Det vil indgå i de videre forhandlinger.

Og nu vil jeg give ordet til børne- og undervisningsministeren for besvarelsen. Velkommen.

Tak for det, og tak til Dansk Folkeparti for dagens forespørgsel. Forespørgerne har spurgt til 1) forældrenes mulighed for at passe deres småbørn hjemme i dagens Danmark og 2) hvad forskningen viser om betydningen for børnene af henholdsvis dagtilbudsophold og hjemmepasning.

Det er vigtigt, at vi får en bred diskussion af, hvordan vi sikrer, at børn får en god start på livet, og der er tryghed og muligheder for småbørnsfamilier jo selvfølgelig helt centrale, ligesom at gode dagplejere, vuggestuer og børnehaver har kæmpestor betydning. Jeg tror, at rigtig mange forældre har gjort sig solide erfaringer med hjemmepasning i de seneste måneder under coronaen – det er vel en af de nye ting, der også er kommet med omkring det – men først er der et par ord om nogle af de målrettede ordninger, som findes til forældre, der ønsker at passe deres små børn hjemme.

Kommunerne kan i dag vælge at give forældrene et økonomisk tilskud til pasning af egne børn. Det har cirka halvdelen af landets kommuner valgt at gøre, og den anden halvdel har så valgt ikke at gøre det. For at modtage et tilskud er det et krav, at forældrene ikke modtager en overførselsindkomst eller har en arbejdsindtægt, og ministeriets opgørelse siger, at ca. 1.000 børn bliver passet hjemme med et tilskud af den karakter. Der er til sammenligning ca. 280.000 børn, som har deres hverdag enten i en dagpleje, vuggestue eller børnehave. Med den aftale, der blev indgået for nogle år tilbage om stærke dagtilbud, blev der indført en mulighed for en deltidsplads på 30 timer om ugen til børn af forældre, hvor en eller begge holder fravær i medfør af barselsloven.

Derudover vil jeg gerne fremhæve en række generelle ordninger og rettigheder for børnefamilier, der giver mulighed for tid sammen med børnene. Først er der jo selvfølgelig barselsreglerne, hvor hver forælder har ret til 32 ugers forældreorlov med tilsammen ret til 32 ugers barselsdagpenge. Der er forskellige muligheder for at forlænge ens orlov, hvis man er i beskæftigelse, og på samme måde er der også en del af orloven, der kan udskydes. I mange overenskomster findes der derudover også typisk en række muligheder for fravær med eller uden løn, omsorgsdage, fravær ved børns sygdom, ret til sabbatorlov og lignende, og på mange arbejdspladser kan der være forskellige muligheder for aftaler om yderligere fleksibilitet, hvis man ønsker det.

Der er jo ikke tradition for, at vi politikere blander os i de løn- og ansættelsesvilkår, som forhandles af arbejdsmarkedets parter, og det synes jeg er et rigtig godt princip, og jeg vil i den forbindelse gerne nævne en ny model, som lønmodtagere og arbejdsgivere de seneste år har udviklet, og som viser styrken af den danske model. Det er modellen med en fritvalgskonto, hvor en del af lønnen bliver stillet til rådighed til flere formål, og hvor lønmodtageren så kan vælge, hvad pengene skal bruges på, sådan at man netop i en periode, hvor ens børn er små, kan bruge mere tid derhjemme, hvis det er det, man ønsker. De ordninger betyder, at det kommer flere børnefamilier til gode. De er ikke målrettet en situation, hvor en af forældrene skal vælge at være hjemmegående i lang tid.

For de fleste børnefamilier er det ikke et enten-eller i forhold til mere tid derhjemme, men mange små valg i hverdagen, og det kortslutter for mig, hvis tryghed og mulighed for at tilbringe tid sammen med familien kun er lig med en udvidelse af eksisterende tilskud til hjemmegående familier og forældre, uden at der er fokus på at skabe gode og trygge daginstitutioner. Jeg tror, det betyder rigtig meget for de fleste forældre, når de løbende beslutter sig for mere eller mindre pasning derhjemme, hvilke forhold de mødes med, når de afleverer deres børn i dagpleje, vuggestue eller børnehave. De ting hænger simpelt hen sammen. Er man tryg, når man afleverer om morgenen? Er der tid nok til nærvær med de voksne, der er i institutionerne? Er der tid nok til leg? Er der tid nok til pædagogisk arbejde? Utryghed begrænser om noget forældrenes muligheder, også i forhold til daginstitutionerne, og derfor er jeg glad for, at regeringen med et flertal i Folketinget har valgt at prioritere et ret markant økonomisk løft på normeringsområdet i forhold til vuggestuer og børnehaver.

Så til det her med, hvad forskningen siger – for forespørgslen omhandler også forskningen på området – om der kan gives en status på, hvad daginstitutionerne betyder for børns udvikling og mulighed for at klare sig godt sammenholdt med børn i hjemmepasning. En aktuel status på, hvad forskningen siger om det her meget brede spørgsmål, vil kræve noget andet, end hvad jeg som minister kan levere under en besvarelse på en forespørgsel, men jeg kan dog kort referere til, hvad vi i ministeriet p.t. kender til af forskning på dagtilbudsområdet i de her spørgsmål.

Forskningen peger på, at dagtilbud af høj kvalitet har en positiv betydning for børns udvikling, også på længere sigt, og i øvrigt især når det gælder børn fra hjem, hvor forældrene ikke har mulighed for i tilstrækkelig grad at stimulere og støtte børnene. Den tidlige indsats ved vi gør en forskel for børn med svære opvækstbetingelser derhjemme, og her kan vuggestuen være en åbning, hvor en tidlig opsporing og indsats kan finde sted. En konkret undersøgelse har vist, at danske børns deltagelse i børnehaver med god kvalitet havde en positiv effekt på deres uddannelse og deres senere arbejdsliv, og især gruppen af børn, hvis forældre havde en kortere uddannelse, gælder de her ting for.

Ministeriet er ikke bekendt med forskning om danske forhold, der direkte sammenholder den langsigtede udvikling hos børn, der hjemmepasses, med børn, der går i dagtilbud, og det skyldes nok det særlige forhold, at langt hovedparten af alle børn i Danmark igennem mange år har gået i dagpleje, vuggestue og børnehave. Langt den meste hjemlige forskning handler derfor om, hvordan vi skaber bedre tilbud og udvikler pædagogikken omkring børnene i dagtilbuddene; heldigvis, vil jeg næsten sige, for jeg synes, det er rigtig vigtigt, at børn kommer i dagtilbud og bliver en del af det børnefællesskab, der er i dagtilbuddene. Jeg mener, det er helt essentielt, at vi fra en tidlig alder møder hinanden på kryds og tværs, og det mener jeg skaber sammenhængskraft i vores samfund.

Så for at runde af: Der findes en række generelle rettigheder og ordninger, som understøtter, at børn og forældre kan bruge mere tid sammen i barnets første vigtige tid, og regeringen er optaget af at diskutere problemstillinger og initiativer, der kan komme flertallet af børnefamilier til gode og skabe balance i familien, og som ikke kræver, at den ene forælder er hjemmegående. Regeringen ønsker at styrke de brede velfærdstilbud, der understøtter sammenhængskraften i samfundet, så alle forældre trygt kan sende deres barn i daginstitution.

Regeringen er åben over for at diskutere problemstillinger og initiativer, som kan skabe trygge rammer – det giver sig selv – både i en tæt dialog med sektoren, arbejdsmarkedets parter og ikke mindst jo selvfølgelig Folketingets partier. Forskningen peger på, at gode vuggestuer og børnehaver, hvor dygtigt pædagogisk personale kan indgå i en tæt relation med børnegruppen, har stor betydning for børns udvikling, især for de børn, hvor forældrene ikke har mulighed for i tilstrækkelig grad at stimulere og støtte deres børn. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Nu er der så adgang til én kort bemærkning til de ordførere, som måtte ønske ordet her i den indledende runde, og den første, der har bedt om ordet, er fru Ina Strøjer-Schmidt fra SF. Værsgo.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, om ministeren selv har planer om at fremsætte forslag, der kan give børnefamilier mulighed for at være mere sammen med deres børn eller på anden måde afhjælpe den stress, børnefamilier oplever. Hvis ja, kunne jeg godt tænke mig at høre de konkrete forslag.

Ministeren.

De er ikke af den karakter, der er dækket af forespørgslen i dag. Hvis jeg havde en pose penge, ville jeg prioritere at bruge den på dagtilbuddene og på at skabe rigtig gode og solide dagtilbud frem for at bruge den på at give forældre mulighed for at passe deres børn hjemme. Så hvis det er det, ordføreren sigter til, er svaret nej.

Den næste korte bemærkning er fra fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for talen. Jeg kan jo ikke lade være med at bemærke, at jo flere børn, der bliver hjemmepasset, jo lavere normeringer vil man faktisk få i børneinstitutionerne, og dermed vil man nemmere kunne klare de problemer, som man står med i dag.

Derudover vil jeg sige, at jeg selvfølgelig er ærgerlig over, at der ikke kommer nogle mere konkrete forslag. Jeg så i hvert fald gerne, at man i det mindste gjorde den mulighed for hjemmepasning, som man jo har i kommunerne, og som ministeren også gjorde opmærksom på, obligatorisk, for det er jo kun halvdelen af kommunerne, der bruger den, og det synes jeg er ærgerligt.

Jeg synes også, det er ærgerligt, at der ikke er et svar til de forældre, som rent faktisk drømmer om at få en ordning, der gør det nemmere for dem at holde børnene hjemme, fordi de er bekymret for deres velbefindende.

Så er jeg også ærgerlig over, at der, når ministeren erkender, at der ikke rigtig er dansk forskning på området, så ikke kommer et forslag til, hvordan vi kan få det. Mener ministeren ikke, at det er et problem, at vi egentlig ikke har viden på området?

Ministeren.

Jeg mener, vi har rigtig store udfordringer med ikke at have viden på området, og jeg vil sige det sådan, at vi har 1.000 børn, der bliver hjemmepasset, og så har vi 280.000, der går i daginstitutioner. Over en bred kam er der en meget stor udfordring med ikke at have viden om kvaliteten i en dansk sammenhæng. Det, jeg har valgt at gøre, er at starte med den store børnegruppe, nemlig de 280.000, og det er det, der er under drøftelse i vores samarbejdsforum for kvalitet på dagtilbudsområdet. Jeg vil sige det på den måde, at for mig er det det, der er hovedprioriteringen.

Jeg mener, at statens opgave i den her sammenhæng – nu ordføreren selv sigtede til det i det forslag til vedtagelse, som ordføreren har fremsat – er at understøtte, at vi har gode, solide kvalitetsdagtilbud, og det vil sige, at det, regeringen har fremlagt, netop også er at sætte rigtig mange penge af til at sikre højere normeringer. Det tror jeg sådan set er det, der betyder allermest, hvis man kigger rundt på børnefamilierne i Danmark, altså at der kommer flere pædagoger, mere pædagogisk personale i dagtilbuddene, sådan at man kan have tryghed i maven, når man afleverer børnene, i forhold til at der er voksne nok.

Den næste korte bemærkning er til fru Marlene Ambo-Rasmussen fra Venstre.

I første runde er der kun en enkelt kort bemærkning, og så kommer ministeren på som afslutning, hvor der vil gælde de almindelige regler for korte bemærkninger.

Tak. Ministeren taler sådan meget ensidigt om styrkelsen af daginstitutionerne, og det, vi i Venstre bare efterspørger sådan helt åbenhjertigt, er, at man giver familierne et reelt frit valg. Hvorfor ikke give det bedste af begge dele? Det er der jo egentlig også en mulighed for.

Ministeren har i forbindelse med en artikel, som jeg også medvirkede i, udtalt, at hun ikke synes, at vi som samfund skal betale folk for at gå hjemme og passe deres egne børn. Det er en udtalelse af ministeren. Så vil jeg spørge ministeren: Betyder det så også, at vi heller ikke skal have barsel?

Altså, der er jo meget forskel på børn i dag, og der er meget forskel på familier. Og hvis familierne gerne vil have den her mulighed for at have et par måneders hjemmepasning enten i forlængelse af en barsel eller i et forløb efterfølgende, så er det da en mulighed, som familierne skal have. Det er da en rettighed, de har brug for.

Ministeren.

Jeg kan ikke lade være med at synes, at det er en lille smule sjovt, at der står en fra et liberalt parti hernede og argumenterer for det. Altså, der er jo ikke noget forbud mod at hjemmepasse sine børn, det står enhver fuldstændig frit for at hjemmepasse sine børn, og det ville være den normale logik for et liberalt parti. Så det er på en eller anden måde lidt morsomt, at man mener, at staten skal blandes ind i det i den her sammenhæng. Det håber jeg bliver uddybet lidt i ordførertalen.

Dansk Folkeparti har mere tendens til, at familiepolitikken ligger der. Der er der sådan en rød tråd i den måde, man går til familiepolitikken på. Men at et liberalt parti mener, at staten skal gå ind og tage den rolle, undrer mig simpelt hen. Jeg forstår faktisk ikke helt sammenhængen, så jeg glæder mig til at høre ordførerens tale.

Tak til ministeren. Den vil komme om et øjeblik, for vi går nu over til forhandlingen og dermed de almindelige regler for korte bemærkninger. Den første ordfører er ordføreren for forespørgerne, fru Marie Krarup.

Tak for ordet igen. I Dansk Folkeparti er vi som sagt bekymret for familien i dagens samfund, og vi ønsker derfor at give familien bedre vilkår. Vi mener, at familien har umådelig stor betydning for både børns og voksnes psykiske sundhed og deres oplevelse af mening og nærhed. Familien udgør den mindste og den væsentligste enhed i et land og i en kultur. Det, man lærer at praktisere i sin familie, er i vidt omfang også det, man bringer med sig ud i det store samfund. Familierne er her endnu vigtigere end i skolen. Derfor er det så vigtigt at give familierne gode vilkår i dag.

I Danmark har man valgt en samfundsmodel, hvor begge forældre i børnefamilierne er udarbejdende, og hvor børnene tilbringer deres tid i institutioner. Vores økonomiske system er indrettet herefter. Mange er glade for og tilfredse med ordningen, men det giver meget lidt plads til valgfrihed for den enkelte familie. De familier, der gerne selv vil tage sig mere af deres børn, kan have svært ved at finde plads i økonomien til det. Og vi ved dybest set ikke, om det er godt for børnene at komme i institution.

Som forsker John Halse siger: »Vi putter børn i institution fra 10 måneders alderen i fem-seks år af deres liv, uden at vi ved, hvad der kommer ud af det. Det svarer til en læge, der siger til patienten, at vi laver lige denne her operation i håb om, at det virker. Vi aner ikke en kæft om, hvad der ud fra børnenes udvikling er bedst.«

Vi ved f.eks. ikke, om den høje forekomst af stress og depression blandt unge kunne stamme fra tidlig institutionalisering.

Vi mener i Dansk Folkeparti, at det er nødvendigt at tage det alvorligt, når en børneforsker, som jeg også citerede før, siger, at små børn ikke har glæde af store grupper af børn, men af nær voksenkontakt, og at vi i Danmark har normaliseret en praksis, der går imod, hvad små børn har brug for. Som sagt er der også et dansk studie, der viser, at små børn i institution har en øget mængde af stresshormon i kroppen i den periode, hvor de skal tilpasse sig udepasning. De her ting synes vi er meget bekymrende. Derfor ønsker vi i Dansk Folkeparti, at regeringen tager initiativer til at give familier med små børn bedre muligheder for hjemmepasning.

I Dansk Folkeparti er vi kommet med et forslag, som blev fremsat som B 66, og som desværre bliver stemt ned en af dagene her før sommerferien. Nye Borgerlige har også fremsat et forslag, som ikke kunne finde flertal. Så der er forslag på bordet; men hvad vil regeringen og de øvrige partier gøre? Det synes vi er væsentligt at få at vide.

At gøre det nemmere for forældre at passe deres børn selv er efter min mening særdeles relevant i dag, hvor vi taler så meget om kvaliteten af daginstitutioner og om normeringer. Det vil være lidt lettere at få færre børn pr. voksen i institutionerne, hvis der er flere børn, der kan passes hjemme. Dertil kommer, at den nuværende kritik af kvaliteten i institutionerne også kan give forældre et ekstra incitament til at passe børnene selv.

Hjemmepasning af små børn skal dog ikke være med til at undergrave udlændinges integration i Danmark og deres kendskab til dansk sprog. Derfor bør man kun tilskynde familier, der er så fortrolige med det danske sprog, at de som noget naturligt taler dansk med deres børn, til hjemmepasning. Ellers vil hjemmepasning være med til at skabe eller konsolidere parallelsamfund.

Men vi håber med denne forespørgselsdebat at få sat hjemmepasning på dagsordenen, så de familier, der mener, at hjemmepasning er det rigtige, får bedre mulighed for at realisere dette ønske. Derfor vil jeg igen, som jeg også gjorde i min korte bemærkning lige før, udtrykke min skuffelse over, at regeringen ikke er villig til at komme med et forslag, der gør, at det i højere grad kan være lettere for de enkelte familier at vælge en hjemmepasningsordning.

Det synes jeg man burde gøre for at komme de bekymrede forældre i møde, som, ud over at de ønsker at tage sig godt af deres egne børn, jo altså også kan være med til at lette presset på de daginstitutioner, som selvfølgelig også skal være af høj kvalitet. Det er der jo ikke er nogen der er modstander af. Men de to ting behøver ikke at udelukke hinanden, altså at man giver mulighed for hjemmepasning, og at man samtidig har institutioner af høj kvalitet. De kan faktisk supplere hinanden, for jo flere, der bliver hjemmepasset, jo færre børn er der brug for at proppe ind institutionerne. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for forespørgerne, som allerede i sin begrundelse kom med et forslag til vedtagelse, der vil indgå i de videre forhandlinger.

Den næste i ordførerrækken kommer fra Socialdemokratiet, og det er hr. Jens Joel.

Tak for det. Og tak til Dansk Folkeparti for at rejse forespørgslen og sætte den her diskussion på dagsordenen – en diskussion om, hvordan vi sikrer alle vores børn den bedst mulige start på livet, og hvordan vi sikrer, at børn bliver kompetente mennesker i de fællesskaber, de skal færdes i.

Nu gør ordføreren for forespørgerne meget ud af at sige, at familien er fundamentet, og jeg er enig i, at familien er et meget vigtigt fundament, men familien er jo ét af de fællesskaber, man skal lære at begå sig i, hvis man skal succesfuldt igennem livet. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at man har gode vilkår i familien, og vi gør også rigtig meget for at sikre, at rammerne omkring familien er de rigtige, men det er jo også vigtigt, at man har gode muligheder andre steder i samfundet, herunder i de daginstitutioner, som regeringen og et flertal bag finansloven jo også har valgt at opprioritere temmelig massivt over de kommende år.

Ministeren har allerede redegjort for, at der i dag findes en række muligheder for at tage sig af sit eget barn. Ud over de almindelige orlovsordninger er der andre muligheder for at passe sit barn hjemme, og det er jo også rigtigt, som det har været nævnt i debatten, at der også er kommuner, som udnytter den mulighed og giver den mulighed til forældre derude. Det er jo sådan set godt og fint, at der er nogle, der vælger at indrette sig på den måde, men det, som jeg og Socialdemokratiet synes vi har brug for at opprioritere, er jo en diskussion af, hvordan vi sikrer en ordentlig kvalitet i vores dagtilbud, sådan at alle børn og unge tilbydes en tryg og god opvækst, og også en diskussion af, hvordan vi kan skabe en bedre balance for familierne i dagligdagen – det vil vi meget gerne gå ind i – men også på en måde, hvor man ikke behøver at melde sig helt ud af arbejdsmarkedet for at få en bedre work-life-balance, som det vist hedder på moderne dansk. Ud over af hensyn til børnene er det jo også vigtigt af hensyn til ligestillingen, fordi vi jo desværre også oplever, at er der én forælder, som går derhjemme på eksempelvis en dagpengeydelse, som Dansk Folkeparti har foreslået, vil der være et ret stort ligestillingsissue i den diskussion, fordi det alt for ofte vil være kvinderne, som ender med at gå derhjemme. Så det synes jeg også man skylder at diskutere her.

Som sagt vil vi gerne diskutere, hvordan vi giver bedre rammer for børnefamilierne, men det, vi har sat os for at sikre, er, at der er gode rammer omkring de børnefællesskaber; at der er kompetente voksne omkring børnene i vores institutioner; at der kommer flere dygtige voksne omkring børnene i vores institutioner. Det er det, der har været fokus for Socialdemokratiet, for regeringen og for partierne bag finansloven.

Jeg skal på vegne af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og Frie Grønne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender vigtigheden af, at alle børn får en god start på livet. Her er tryghed centralt for de mindste børn og deres familier. Gode vuggestuer, dagplejer og børnehaver spiller således en afgørende rolle for børns hverdag og relationer samt deres tidlige læring og udvikling.

Folketinget konstaterer, at det er vigtigt, at vores børn er omgivet af dygtige og engagerede voksne, der har tid og plads til at se det enkelte barn. Folketinget opfordrer derfor regeringen til at styrke kvaliteten i vores daginstitutioner, så vi sikrer, at alle børn får den bedst mulige start på livet, hvor de trives og udvikler sig, og hvor forældrene trygt kan sende deres børn afsted i dagtilbud.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 88).

Tak til ordføreren. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Og der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren fra fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for talen. Jeg må indrømme, at jeg altid har syntes, det var fuldstændig grotesk, når man siger, at man ikke vil noget af hensyn til ligestillingen, altså at det er et problem, at kvinder får lov til at gøre det, de vil. Altså, det er meget bedre at tvinge folk til at gøre noget, de ikke vil, fordi ligestillingen skal have det godt. Det hedder jo ikke ligestilling, det hedder ligetvang. Og det synes jeg er fuldstændig grotesk. Men lad nu det ligge.

Det, som jeg vil spørge ordføreren om, er: Bekymrer det ikke ordføreren, at vi egentlig ikke har noget forskning på området, som siger, at det er en god ting at sørge for, at så stor en andel af børn bliver passet ude, sådan som det er tilfældet i Danmark? For der er jo noget, der tyder på, at det kan have negative konsekvenser, og der er amerikanske studier, der viser, at det muligvis har negative konsekvenser for almindelige børn fra velfungerende familier. Jeg taler ikke om udsatte børn fra ikke velfungerende familier, for det er helt sikkert, at der er det positivt, at de kommer i institution. Men er det andet ikke bekymrende: At vi faktisk ikke ved, om det er dårligt for børn fra velfungerende familier at komme i institution tidligt?

Ordføreren.

I forhold til den risiko, som der kan være i forhold til ligestilling, og som ordføreren starter med at nævne, så er det klart, at hvis man gør, som f.eks. Dansk Folkeparti har foreslået, og siger, at den, der går hjemme, kan få en ydelse, så er der jo bare en tendens til, at den ydelse, der er højst i hjemmet, vil være den, man opretholder, og at den lønindkomst, der er den mindste, er den, man siger nej til, og går over på ydelsen for at passe barnet hjemme. Og derfor vil det ofte, også af økonomiske grunde, ende med at være moren, kvinden i familien, som går hjemme. Og det er jo ikke noget, jeg siger, fordi jeg synes, det skal være sådan. Jeg konstaterer jo bare, at der er den slagside i det, som jeg også synes man skal have blik for. Og derfor er vi bekymrede for, om man i virkeligheden kommer til at reproducere den ulighed, vi har på arbejdsmarkedet, den uligeløn, vi har. Men det er heller ikke, om jeg så må sige, det, der er den centrale diskussion her.

Den centrale diskussion er: Er der problemer i, at man er i daginstitution? Og ordføreren spørger, om ikke der skal være noget forskning. Altså, det har da formodningen for sig, at sætter man børn i dårlige dagtilbud, vil det også have nogle negative konsekvenser. Det er en af grundene til, at et bredt flertal, eller i hvert fald et flertal, i Folketinget har valgt at sadle om og opprioritere dagtilbuddene: Det er faktisk for at sikre, at der også er ordentlig kvalitet, hvis man sender sit barn i daginstitution.

Fru Marie Krarup for en anden kort bemærkning.

Der er mange unge, der har ondt i livet i dag – hvad nu, hvis nogle af deres problemer, eller en stor del af deres problemer, skyldes, at de er kommet i institution for tidligt og har fået for dårlig en tilknytning til deres forældre og dermed for ringe udbygning af deres selvværd i den periode, hvor de var allermest sårbare? Er det ikke noget, som vi har en forpligtelse til at tage alvorligt og få undersøgt, i stedet for at køre videre med en model, der muligvis producerer unge, som får det svært?

Ordføreren.

Altså, vi skal jo hele tiden diskutere, hvordan vi indretter os. Jeg har bare svært ved at se, hvad fru Marie Krarup baserer det på, ud over hvis påstanden er, at hvis man ikke har en god relation til sine forældre og i øvrigt ikke har andre kompetente voksne i sit liv, og hvis de voksne, som er i eksempelvis daginstitutionen, ikke har tid til at se det enkelte barn og tage sig af det enkelte barn, så vil det have negative konsekvenser. Ja, det tror jeg faktisk det vil, og det er jo derfor, at vi faktisk også opprioriterer indsatsen i vores daginstitutioner for at sikre, at det ikke bare er, om jeg så må sige, på hjemmefronten, at barnet er trygt, men også i dagligdagen i institutionerne.

Den næste korte bemærkning er til fru Hanne Bjørn-Klausen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Ud fra det, ordføreren siger, sidder jeg med sådan en ubehagelig fornemmelse af, at ordføreren ikke mener, at danske familier kan tage beslutninger om, hvad der er godt for dem selv. Ordføreren sagde, at det jo tit vil være sådan, at det er manden i familien, der tjener mest, og derfor er det kvinden, der bliver hjemme. Så derfor vil jeg høre: Tiltror ordføreren ikke danske familier, at de selv kan tage beslutninger om, hvad der er bedst for dem selv, og hvad der er bedst for deres børn?

Ordføreren.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad ordføreren baserer det på, når hun siger, at jeg ikke tiltror danske familier, at de kan træffe beslutninger. Det, jeg konstaterer, er, at der er en forskel i lønnen, og i de familier, som måtte være nødt til at skele til lønnen, er der en, hvad kan man sige, tendens til, at det så bliver kvinden, som skal gå hjemme, og det er jo ikke et frit valg, hvis det reelt set er dikteret af økonomiske hensyn. Så det er jo bare det, jeg påpeger risikoen for. Jeg siger ikke, at der er nogen, der ikke kan træffe frie valg. Jeg siger, at der er forskel i de livsmuligheder, man har, også i familien.

Fru Hanne Bjørn-Klausen.

Så må jeg dermed konkludere, at fordi nogle familier vælger kvinden, fordi det er hende, der tjener mindst, skal staten have det ansvar – at man stadig væk ikke ønsker at give familierne ansvaret for, hvordan deres børn skal passes. Det er det, jeg hører ordføreren sige: Staten skal være den, der bestemmer over familierne.

Ordføreren.

Bortset fra de aftaler, vi har lavet, også med spørgerens parti, om, at der er nogle familier, herunder nogle indvandrerfamilier, hvor vi synes, det er vigtigt, at man kommer i daginstitution for at lære sprog, står det jo folk fuldstændig frit for, om man i øvrigt benytter de tilbud, der findes. Det har vi ikke nogen tvang af i Danmark.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken kommer fra Venstre, og det er fru Marlene Ambo-Rasmussen. Velkommen.

Tak, og tak til Dansk Folkeparti for at rejse denne spændende debat om forældres mulighed for at passe deres egne børn derhjemme. Venstres holdning på det her område er meget klar: For os er der ikke nogen pasningsform, der er bedre end andre; det er børnene, det drejer sig om. Vi er store fortalere for, at pengene skal følge børnefamilien, som selv skal råde over det beløb, kommunen normalt yder til børnepasning. Den moderne familie skal have frihed til at vælge, om børnene skal passes i et offentligt tilbud, i et privat tilbud eller i hjemmet i form af hjemmepasning. Dette handler ikke om, at pasning af vores børn skal være et enten-eller. Vi skal imødekomme familierne med en fleksibilitet, så de kan forme de liv, de ønsker for deres børn.

Det handler om at give forældrene muligheden for det frie valg i en tid, hvor stress og en presset hverdag er virkeligheden for mange familier. For langt de fleste familier er de dagtilbud, som de har i dag, det rigtige valg, men der er også familier, som ville ønske, at de havde mulighed for at prioritere anderledes i deres hverdag. Det skal vi sikre de får en reel mulighed for at gøre. Det er den enkelte familie, der bedst selv ved, hvad der er bedst for deres egne børn. Det er vel let at sige, at institutioner, dagpleje eller hjemmepasning er det bedste. I virkeligheden drejer det sig om, hvad der er bedst for det enkelte barn i den konkrete situation og i den konkrete familie.

Derfor er Venstre glade for den mulighed, der ligger i dagtilbudslovens § 86. I dag kan kommunerne vælge at give et tilskud til pasning af egne børn. Tilskuddet kan højst udgøre 85 pct. af den billigste nettodriftsudgift i et dagtilbud til samme aldersgruppe i kommunen, og tilskuddet kan gives i en periode på maksimalt 1 år. Ifølge § 87 i loven er det en betingelse for at få tilskud til pasning af egne børn, at ansøgeren har tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne udvikle barnets dansksproglige kompetencer. Tilskuddet kan benyttes i 1 år, eller det kan benyttes i en kort periode, hvis der f.eks. er venteliste til den foretrukne institution eller dagpleje, således at man jo derved undgår, at barnet udsættes for skift.

Venstre mener ikke, at offentlige institutioner nødvendigvis er bedre end familien. For os er det nemlig ikke et enten-eller; for os handler det altid om den enkelte families behov. Socialdemokratiet derimod lader til altid at vægte den offentlige institution højest. Vi er helt enige om målet – alle børn skal have fundamentet for den bedst mulige fremtid – men vi er bare ikke enige om midlet. Derfor stemmer vi gult til den tekst, som regeringen har udsendt i dag. Det er jo ikke, fordi der er noget dårligt ved teksten, men vi mener bare ikke, den er omsiggribende nok; den ser bort fra familiernes frie valg. Til gengæld er vi rigtig glade for den tekst, som den samlede blå blok har formuleret, fordi den både beskriver familiernes behov og deres rettighed til det frie valg.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at familiernes vilkår ligger os meget på sinde, og valgfrihed er efter Venstres mening den ramme, som giver familierne tryghed og sikkerhed, og den vil vi gerne være garant for. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til hr. Jens Joel, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for ordførertalen. Jeg vil gerne bede Venstres ordfører om at fortælle, hvad det er for en ydelse, som efter Venstres mening vil muliggøre det her valg. Altså, hvad er det, man skal have for at gå hjemme og passe sit barn?

Ordføreren.

Nu har jeg jo stillet spørgsmål til ministeren, og det viste sig, at der var et kæmpestort udsving i de her beløb. Silkeborg Kommune lå på lige over 20.000 kr. årligt, tror jeg, og så var der Gentofte Kommune i toppen med næsten 100.000 kr. årligt. Så man kan også sige, at det her ikke er nogen guldgrube. Men det er den lille del, der giver forældrene en reel mulighed for et frit valg. I Venstre går vi ind for det kommunale selvstyre, så jeg vil ikke lægge mig fast på, at et bestemt beløb er det rigtige. Men man kan sige, at det jo er ærgerligt, at det ikke er alle kommuner, der gør brug af den ramme, der ligger nu. Der kan man bare konstatere, at det vil Socialdemokratiet ikke være med til at skubbe på for at de skal.

Hr. Jens Joel.

Jeg kan forstå på ordføreren, at man respekterer det kommunale selvstyre så meget, at kommunerne godt må have forskellige ordninger. Okay. Man respekterer også det kommunale selvstyre så meget, at kommunerne ligesom selv skal stå bag de her ordninger. Men man respekterer ikke det kommunale selvstyre så meget, at kommunerne selv må vælge, om den vil have en ordning. Er det rigtigt forstået? Altså, man må godt have et beløb på 0 kr., men man skal have en ordning – er det sådan, man skal forstå Venstres ordfører?

Ordføreren.

Nej, det er selvfølgelig ikke sådan, man skal forstå det. Jeg kan heller ikke gå ud at sige, at jeg gerne vil have barselslovgivning, altså at der ligger et beløb på barsel, og at det så er fint nok, at det er 0 kr. Det ville jo ikke give nogen mening. Men ligesom med barsel er detailstyring, når man går ned i detaljen. Jeg synes jo, det er fint, at vi har nogle dygtige kommunalpolitikere rundtomkring, som selv kan få lov til at dyrke noget politik og komme med nogle politiske forslag. Men det betyder bare også, at det her forslag ikke rammer ind i familiernes frie valg, og det er vi bare rigtig kede af.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Det Radikale Venstre, og det er fru Anne Sophie Callesen. Velkommen.

Tak for ordet. Også tak til Dansk Folkeparti for igen at rejse debatten om pasning af de mindste børn, også selv om jeg jo allerede nu kan afsløre, at Radikale Venstre ikke deler Dansk Folkepartis holdning til spørgsmålet. For som jeg også sagde sidst i forbindelse med beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti om pasning af småbørn i hjemmet, så vil jeg gerne starte et andet sted, nemlig med at spørge: Er der en udfordring i vores samfund med pressede børnefamilier?

Det mener jeg og Radikale Venstre at der er. Der er for mange forældre, der hver dag går på arbejde med ondt i maven efter at have afleveret deres børn i vuggestue eller børnehave. Der er for mange, der føler, at de er et krydspres mellem kravene på arbejdspladsen og ønsket om at være til stede i deres børns liv, mens de er små.

Men er løsningen så at gå tilbage til den samfundsform, vi havde, inden kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og vi som samfund besluttede at stille daginstitutioner til rådighed for familierne? Og til det er svaret klart nej. Vi er ikke imod, at den enkelte familie vælger at passe sine børn i hjemmet frem for at sende dem i daginstitution, men vi mener, at det – frem for at kræve, at kommunerne betaler forældrene for at gå hjemme med deres børn – er klogere som samfund at stille gode daginstitutioner til rådighed, så begge forældre kan deltage på arbejdsmarkedet og gå på arbejde med en god følelse i maven.

Det er godt for samfundsøkonomien, at flest muligt er på arbejdsmarkedet. Det er godt for kvindernes ligestilling, og vi er overbevist om, at det også er godt for børns udvikling at være i gode og trygge daginstitutioner med dygtigt og nok pædagogisk personale, så børnene kan være trygge, udvikle sig og indgå i sociale fællesskaber.

Derfor er vores svar på børnefamiliernes udfordringer et andet end Dansk Folkepartis, nemlig at styrke kvaliteten i vores daginstitutioner, for der er meget at rette op på efter mange års besparelser, og det er i den grad på tide, at vi begynder at investere i den næste generation. Derfor er vi i Radikale Venstre glade for, at vi med finansloven for 2020 fik afsat midlerne til at sikre minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Og vi vil fortsat arbejde for at skabe endnu bedre rammer omkring en tryg hverdag for børnene, så de kan udvikle sig under de bedste betingelser.

Vi står derfor også bag forslaget til vedtagelse sammen med de andre partier bag finansloven, som anerkender vigtigheden af, at alle børn får en god start på livet, og vi opfordrer derfor regeringen til at fortsætte arbejdet med at styrke kvaliteten i vores daginstitutioner.

Tak til den radikale ordfører. Der er ønske om et par korte bemærkninger til ordføreren. Først værsgo til fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Tak. Hvad nu, hvis daginstitutioner af høj kvalitet, af superhøj kvalitet, i virkeligheden er skadelige for små børn? Det ved vi simpelt hen ikke. Det er der ikke er nogen der har forsket i i Danmark. Der er nogle, der har gjort det i USA, og der er noget, der tyder på, at der kan være en sammenhæng mellem stress og depression i ungdomsårene og så en tidlig institutionalisering, selv om det er højkvalitetsinstitutioner. Hvis det nu er tilfældet her, ville det jo være – lad os bare sige det – en skandale af dimensioner, at vi går og understøtter et system, som i virkeligheden er skadeligt for unge mennesker. Er det ikke uansvarligt at fortsætte den kurs med at institutionalisere selv velfungerende børn fra velfungerende familier uden at vide, om det er godt eller dårligt? Burde vi ikke sørge for, at der blev foretaget noget forskning på det her område, før vi fortsætter den her massive institutionalisering af selv meget små børn?

Ordføreren.

Jeg er sådan set ikke imod, at vi får mere viden om, hvornår daginstitutioner er gode for børn, hvad der skal til for det, og om alderen for opstart i daginstitution betyder noget. Det er jeg slet ikke imod. Jeg har bare den overbevisning, at gode daginstitutioner helt givet i hvert fald er bedre end dårlige daginstitutioner, og samtidig har jeg den overbevisning, at det er vigtigt, at vi stiller gode daginstitutioner til rådighed, så begge forældre kan gå på arbejde.

Fru Marie Krarup.

Man kan jo under alle omstændigheder nok godt være enig i, at gode institutioner er bedre end dårlige institutioner. Det siger ligesom sig selv. Men der er altså forskere herhjemme, som siger, at man godt kan problematisere selv gode institutioner. Det er ikke nødvendigvis godt for børnene på lang sigt at være der, men vi har ikke tilstrækkeligt med forskning, så vi kan konkludere benhårdt, at det er direkte skadeligt. Men hvad nu hvis det var skadeligt, er det så ikke en uansvarlig kurs at have? Og burde vi da i det mindste ikke give de bekymrede forældre mulighed for i højere grad at passe deres børn selv?

Ordføreren.

Jo, hvis det var dybt skadeligt for alle børn at gå i daginstitution, så skulle de selvfølgelig ikke det. Det mener jeg ikke det er, og jeg ved, at der er enkelte forskere, som mener, at det kan have skadelig effekt også at starte for tidligt i daginstitution. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får bredere forskning omkring det her. Det synes jeg ville være udmærket. Men jeg er ikke af den overbevisning, at det er dårligt for børn at gå i daginstitution.

Den næste korte bemærkning er til fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tusind tak. Ordføreren nævner selv det her med kvinders ligestilling, og så er jeg simpelt hen nødt til at spørge ordføreren, om ordføreren ikke mener, at ligestilling også handler om, at man har et reelt frit valg, også til at blive hjemme og passe sine børn, hvis det er det, man som kvinde ønsker. Vil ordføreren ikke bekræfte det?

Ordføreren.

Det er jo spørgsmålet, hvad der er et reelt frit valg. Har man f.eks., som ordføreren for Socialdemokratiet var inde på, et reelt frit valg, i forhold til hvilken forælder der skal gå hjemme, når vi ved, at der er stor forskel på mænds gennemsnitlige indkomst og kvinders gennemsnitlige indkomst. Det mener jeg ikke er tilfældet. Jeg ser det på den måde, at vi i Danmark for mange år siden har valgt at sige, at for at kvinder kan deltage på arbejdsmarkedet, stiller vi gode daginstitutioner til rådighed. Det ville jo have været skørt, hvis man dengang havde sagt: Samtidig sender vi også en check til dem, der vælger at lade være.

Vi havde dengang en samfundsform, hvor mange kvinder gik hjemme, men vi valgte at sige, at nu stiller vi gode daginstitutioner til rådighed, så flere kvinder kan komme ind på arbejdsmarkedet, og det synes jeg var en god beslutning.

Fru Mette Thiesen.

Så ordførerens udgave af ligestilling mellem kvinder og mænd er tvang, at kvinder altså skal tvinges til det, fordi man ikke skal have muligheden for at gå og passe børnene hjemme, hvis det er det, man som familie vurderer man ønsker. Det synes jeg er tankevækkende, altså at man fra Det Radikale Venstres side mener det, men det kan jeg jo så høre på ordføreren man mener.

Ordføreren nævner også det her med, at børnene skal kunne vokse op i trygge omgivelser, hvor de bl.a. udvikler sig, og mener ordføreren ikke, at danske familier kan stå for trygge omgivelser, og at børnene udvikler sig under gode forhold? Mener ordføreren, at det udelukkende kan ske i en daginstitution, eller kan man også ude i familierne sørge for det?

Ordføreren.

Nej og nej. Jeg mener ikke, at nogen skal tvinges til at deltage på arbejdsmarkedet. Når vi diskuterer øremærket barsel, lyder det, som om vi hiver mændene ud af deres kontorer og ind i hjemmet, og når vi så diskuterer det her, lyder det, som om vi binder kvinderne fast til deres arbejdspladser, og ingen af delene er jo rigtige, for det handler om, hvad det er for nogle incitamenter, vi gerne vil stille til rådighed.

Nu har jeg desværre glemt spørgsmål nr. 2, men det kan være, jeg også kan få det gentaget. Men jeg kunne i hvert fald huske, at jeg kunne afkræfte det også.

Den næste korte bemærkning er til fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak for det. Ordføreren nævnte, at det var godt for kvinderne, og at det var godt for samfundet, altså det, at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, var godt for samfundsøkonomien, og det kan man jo for så vidt godt være enig i. Men mener ordføreren også, at det er godt for samfundet, hvis vores små børn får stress allerede fra en tidlig alder, og at den stress faktisk forfølger dem resten af deres liv, således at de faktisk bliver mærket af det i voksenalderen og dermed måske ikke kan bidrage til samfundsøkonomien?

Ordføreren.

Nej, det mener jeg selvsagt ikke. Det er netop bekymringen for den næste generation, der har gjort, at jeg selv har valgt at stille op til Folketinget og kæmpe for bedre forhold i vores daginstitutioner. Jeg vil også godt knytte et par ord til det her med, om børn har godt af at være i hjemmet eller i daginstitution. Jeg mener, vi skal have meget bedre rammer for, at børn kan tilbringe også mindre tid i daginstitution. Det skal jo ikke være et valg mellem deltagelse på arbejdsmarkedet eller ikkedeltagelse på arbejdsmarkedet. Så ud over at arbejde for en bedre kvalitet i daginstitutionerne vil jeg også gerne arbejde for, at vi får bedre rammer for et mere fleksibelt arbejdsliv, herunder et arbejdsliv, hvor man kan skrue op og ned i tempo, alt efter hvor man er i sit familieliv og sin tilværelse.

Fru Pernille Bendixen.

Vi kan vel alle være enige om, at vi gerne vil have bedre og gode dagtilbud, og at de skal være af god kvalitet, men det kan jo aldrig nogen sinde erstatte ens forældre. Selv de dygtigste pædagoger kan aldrig erstatte ens forældre. Det håber jeg at ordføreren er enig i.

Ordføreren.

Det er jeg fuldkommen enig i. Men jeg er også fuldt ud forælder til mit barn, selv om han tilbringer timer i daginstitution. Så den her diskussion om, hvem der er bedst til at være sammen med børnene, synes jeg egentlig rammer ved siden af, for jeg vil jo altid være forælder for mit barn, uanset at han i nogle timer af dagen er sammen med nogle dygtige pædagoger, som sørger for, at han lærer at indgå i et fællesskab med andre børn, og det mener jeg sådan set er rigtig sundt for børn også at gøre, samtidig med at familien selvfølgelig er den grundlæggende vigtigste enhed for børnene.

Tak til den radikale ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra SF, og det er fru Ina Strøjer-Schmidt. Velkommen.

I SF arbejder vi for, at børnefamilier kan få bedre mulighed for at få arbejds- og familielivet til at hænge sammen. Det er bl.a. derfor, at vi har foreslået, at vi i Danmark ligesom i vores nabolande får flere barn syg-dage. En bred undersøgelse blandt flere faggrupper har vist, at de få barn syg-dage vurderes til at være den største udfordring i forhold til at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen.

Derudover ønsker vi, at småbørnsforældre skal have ret til at kunne arbejde 30 timer om ugen, og at der samtidig skal være mulighed for at låne op til 60.000 kr. pr. barn om året af staten som lønkompensation, hvis der er brug for det.

I SF arbejder vi stædigt for at højne kvaliteten i vores dagtilbud. Det har vi gjort ved at kræve minimumsnormeringer, og samtidig ønsker vi et bedre tilsyn, så der kan rettes op på udfordringer og forældre trygt kan aflevere deres børn i dagtilbud.

Tak til ordføreren for SF. Der er ikke ønske om korte bemærkninger til ordføreren, så vi går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører kommer fra Enhedslisten, og det er hr. Jakob Sølvhøj. Velkommen.

Tak for det, og tak for anledningen til at drøfte småbørnsforældrenes muligheder for at tilbringe tid sammen med deres børn og betydningen af, at vi som samfund stiller dagtilbud af høj kvalitet til rådighed for forældrene.

Jeg tror ikke, der er mange i salen – nu er vi heller ikke så mange – som er i tvivl om, at børneforældrene oplever en utrolig presset hverdag. Der er fuld fart på fra morgen til aften. Det går over stok og sten, når børnene skal afleveres, når de skal hentes igen, og med de mange praktiske gøremål, der skal gøres, og jeg tror, at langt de fleste børneforældre har en oplevelse af, at de har alt for lidt tid til at være sammen med deres børn.

Det er en opfattelse, vi deler i Enhedslisten. Vi ser meget gerne, at der findes mere tid til, at forældrene kan være sammen med deres børn. Vi ønsker ikke nogen permanent, betalt hjemmepasningsordning som et obligatorisk tilbud, men vi synes, der er brug for at udvide barselsorlovsordningerne. Vi synes, der er behov for at udvide forældreorlovsordningerne. Vi vil i lighed med SF pege på, at havde vi kortere arbejdstid, var der mere tid til at være sammen med vores unger. Vi kender alle sammen det med, at når børnene er syge, er der store problemer med at få hverdagen til at hænge sammen. Så alt i alt synes vi, at der er stort behov for, at vi som samfund hjælper forældrene til at få mere tid sammen med deres børn.

Der er brug for tid til børnene, og det er der også i vores dagtilbud. Der er rigtig meget brug for, at alle børn oplever omsorg, når de er i dagtilbud, både i forhold til den enkelte, men det er også rigtig vigtigt, hvis man skal skabe de børnefællesskaber, der betyder utrolig meget for børn. Det er ikke noget, der bare opstår af sig selv. Det kræver ofte en pædagogisk indsats. Derfor er det rigtig vigtigt, at der ikke er for mange børn pr. voksen.

Jeg er helt enig med fru Marie Krarup, når fru Marie Krarup siger, at der er behov for nær voksenkontakt, når der lægges vægt på, hvor vigtig tilknytning til voksne er for børn. Det kræver, når de er i dagtilbuddene, at der er god tid, sådan at der er mulighed for at tage sig af det enkelte barn. Derfor skal vi have gode normeringer, og det er jo fra at være et politisk krav, der gjaldede fra de faglige organisationer for mange år siden, til at være et forældrekrav blevet noget, der i dag også understøttes af forskningen. Enhedslisten kunne godt ønske sig, at der blev forsket meget mere i betydningen af samværet mellem voksne og børn og i kvaliteten i vores dagtilbud. Men jeg synes, vi må sige, at der gennem de senere år er kommet en meget klar dokumentation for, at det giver en kvalitet i børns liv, når der er gode normeringer. Der er rigtig mange udenlandske undersøgelser, som jeg er enig i ikke altid er brugbare i en dansk kontekst. Der kan være en tendens til, at mange af undersøgelserne tager afsæt i særligt udsatte børn. Men jeg synes, der er betryggende forskning, der viser betydningen af, at vi har behov for gode normeringer i vores dagtilbud.

Jeg vil også gerne i den her forbindelse påpege værdien af, at vi har en god dagpleje som et tilbud til mange børn. Det er jo forældrene, der må gøre op, hvad for et tilbud de synes er det rigtige af de offentlige tilbud, der stilles til rådighed. Men der er ingen tvivl om, at rigtig mange små børn kan have stor glæde af, at deres forældre vælger dagplejen i stedet for daginstitutionen. Så derfor er det vigtigt, samtidig med at vi arbejder med daginstitutionsnormeringerne, at vi har en meget stor opmærksomhed på, at den kommunale dagpleje har en høj pædagogisk kvalitet.

Så med det vil jeg egentlig blot til sidst sige tak til Dansk Folkeparti for endnu en gang at rejse debatten om, hvordan vi skaber et godt børneliv. Jeg synes også, det er rigtig godt, at hele forskningsvinklen bliver bragt ind i vores debat. Jeg er helt enig i, at mavefornemmelser ikke altid er nok til at afgøre, hvordan vi skal tilrettelægge den støtte, vi giver til børnefamilierne, og vores dagtilbud. Så kan det her hjælpe til, at vi får endnu mere fokus på, hvor vigtig forskning er på det her område, så vil vi glæde os over det.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Pernille Bendixen, DF. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren for også lige at huske at nævne dagplejen. Jeg synes faktisk, det er lidt uhyggeligt, at når vi i Dansk Folkeparti fremsætter et forslag, der handler om at give forældrene mere tid sammen med deres børn – og det er det, der står i forslaget – så kommer der fra de røde partier en længere tekst om, at vi skal have gode dagtilbud. Så bliver jeg faktisk lidt bekymret for, at det, man straks tænker på, er gode dagtilbud, for hvor er forældrene så henne i det her? Er ordføreren villig til, at vi ser på mere forskning i, hvad det gør ved et barn at være i dagtilbud f.eks. 37 eller 40 timer om ugen?

Ordføreren.

Det synes vi absolut er en god idé. Jo klogere vi kan blive på det her område, desto bedre grundlag har vi for at træffe beslutninger. Jeg forsøgte nu i min tale også at komme rundt om meget andet end dagtilbuddene. Jeg synes faktisk, der er brug for, at forældrene får mere tid i hjemmet til at være sammen med deres børn. Jeg har bare peget på, i hvilken retning vi synes det kunne gå. Altså, ens børn er jo børn længe, og har man nok af dem, kunne man sige, at det at have en permanent ret til at blive hjemme kunne strække sig over ganske mange år. Derfor tror jeg i virkeligheden, medmindre man er glødende tilhænger af borgerløn, at vi er nødt til i fællesskab at finde afgrænsninger for, hvornår det er rimeligt, at det offentlige tilbyder økonomisk hjælp til, at man er hjemme med sine børn. Så det er vel i virkeligheden mere et spørgsmål om, hvor vi sætter grænserne, end en principiel uenighed om den her sag.

Fru Pernille Bendixen.

Det kan der selvfølgelig være noget rigtigt i. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at høre, hvad ordføreren egentlig mener om det, man kalder store dagtilbud, hvor man ligesom puljer mange børn f.eks. i en børnehave, så der er over 100 børn i en børnehave. Er det noget, Enhedslisten er for?

Ordføreren.

Jeg tror, det kommer meget an på tilrettelæggelsen. Jeg tror ikke, det er godt, hvis der er alt for mange børn samlet. Jeg tror, at hvis vi har små børnegrupper – og vi så også gerne, at de var meget mindre end de børnegrupper, der er i institutionerne i dag – så er det til fordel for pædagogikken. Hvis man i meget store institutioner er i stand til at organisere institutionen på en sådan måde, at man kan arbejde i mindre børnegrupper, så behøver store daginstitutioner ikke være dårlige daginstitutioner, men kan være fuldt ud lige så gode som andre. Det handler meget om, hvordan man organiserer hverdagen og de fysiske rammer.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører kommer fra Det Konservative Folkeparti, og det er fru Hanne Bjørn-Klausen.

Tak til Dansk Folkeparti for at sætte fokus på familiernes ret til at passe deres egne børn. Egentlig er det lidt underligt at skulle stå her og debattere, hvordan danske familier skal have lov til at indrette sig. Vi har jo allerede et system, hvor vi giver tilskud til pasning af børn. Det har vi, bl.a. fordi vi også gerne vil have, at der bliver født børn i Danmark, at vi får nye generationer.

Som det er i dag, tilfalder økonomien til pasning primært offentlige daginstitutioner, og det vil sige, at vi allerede har indregnet udgiften til pasning af børnene, så hvem der så skal passe børnene, synes jeg jo skal være forældrenes valg. Jeg spurgte sidste år forvaltningen i min egen kommune, hvad en institutionsplads koster. Den er dyrere end det, forældre i andre kommuner får for hjemmepasning, så egentlig kan man undre sig over, at det ikke er alle kommuner, inklusive min egen, som tilbyder hjemmepasning, for det ville faktisk spare mange kommuner penge. Det skal så ikke være et incitament til at gøre det, men det kan undre.

Familier i Danmark er forskellige, og de har indrettet sig på forskellige måder, og det skal de have lov til. Vi skal ikke som stat bestemme, hvordan de enkelte familier indretter sig. Derfor mener vi også, at familierne selv skal bestemme, om deres børn skal passes i en offentlig institution eller en privat institution, eller om de skal passes hjemme hos deres forældre. Det vigtigste må altid være barnets tarv og familiens tarv, og det er klart, at vi skal være opmærksomme på børn i udsatte familier. Dem skal vi kere os om, dem skal vi hjælpe helt særligt, så de også får en god start på livet. Og selvfølgelig skal vores daginstitutioner have god kvalitet. Det er der slet ikke noget spørgsmål om.

De fleste familier i Danmark kan altså godt selv tage ansvar, og det skal vi ikke som stat blande os i. Vi ønsker, at familierne får mulighed for selv at planlægge deres liv og have så meget frihed som muligt til det inden for fællesskabets rammer. Derfor mener vi også, at det skal være helt og aldeles op til familien selv at bestemme, hvordan de vil opfostre deres barn.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Ordføreren siger, at det skal være helt og aldeles op til familierne, hvordan de vil indrette sig. Altså, det er jo helt og aldeles op til familierne, hvordan de vil indrette sig. Der er jo ikke i Danmark forbud mod at passe sine egne børn. Så det, der er spørgsmålet til ordføreren, er selvfølgelig: Hvad er det, samfundet skal betale for det? Jeg forstår ordføreren sådan, at i alle kommuner skal der sendes det, man betaler for at have barnet i daginstitution; det er det, forældrene skal have for at gå hjemme med det. Er det rigtigt forstået?

Nej, det er ikke rigtigt forstået. I nogle af de kommuner, som har den her ordning, er beløbet lavere end det, vi i min kommune betaler for en daginstitutionsplads, og det er jo også forskelligt i kommunerne. Og det er ikke, fordi det er et svimlende højt beløb, som man får for det, så det er ikke noget, man egentlig vil kunne måle op mod en løn, og det er nærmest en tredjedel af, hvad dagpenge er. Så det er jo ikke, fordi det her er noget, man gør, fordi man skal kunne leve stort af det. Det er mere det her med at sige, at vi har brug for børn i Danmark, vi har brug for kommende generationer, men vi har også forståelse for, at man gerne vil passe sine egne børn selv. Det er lidt i tråd med det, fru Marlene Ambo-Rasmussen sagde tidligere med, at vi jo også tillader barselsorlov, og det her er egentlig bare en forlængelse af barselsorloven, kan man sige.

Hr. Jens Joel.

Men det er sådan i dag, at man selv kan vælge. Det er også sådan, at kommunerne faktisk kan tilbyde det her. Jeg kan stadig væk ikke forstå, hvad det er, De Konservative mener. Altså, hvad er det, ordførerens parti mener man skal have for at gå hjemme? For man må forstå, at hvis det, vi har i dag, hvor kommunerne faktisk har mulighed for at gøre det, og hvis det, at man selv kan vælge, om man sender sit barn i institution, ikke er godt nok, men det herindefra centralt skal bestemmes, hvordan det skal indrettes, er det da underligt, at man ikke kan få et svar på, hvad det præcis er, Det Konservative Folkeparti mener en forælder skal have for at gå hjemme med sit barn.

Ordføreren.

Mit svar er: det kommunale selvstyre – det er også vigtigt her. Prøv at høre her, hr. Jens Joel, nu er det altså mig, der har ordet lige i øjeblikket. Altså, jeg står og forsvarer den konservative grundholdning, og den er, at familierne skal have ret til det her. Vores holdning er, at familierne selv skal have ret til det her, men det er det kommunale selvstyre, der afgør, om kommunerne vil tillade det.

Jeg synes, det er underligt, at de fleste kommuner ikke vil tillade det, eftersom de faktisk også kunne spare noget på det. Altså, det skal ikke være incitamentet, men det kan undre mig. Og det undrer mig, at man synes, at det skal være staten, der passer børnene.

Så er der yderligere en kort bemærkning fra fru Anne Sophie Callesen fra Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg skal bare lige forstå det her med, at ordføreren mener, at kommunerne kan spare penge ved at give et tilskud i stedet for at betale for daginstitutionspladsen. Anerkender ordføreren, at der er en mistet indtægt i form af skatteindtægter, når en forælder så vælger at stå uden for arbejdsmarkedet? Det er, som om der er en elefant i rummet her. Jeg synes, det er helt fint, at man går hjemme og passer sine børn, men hvad er det, samfundet skal betale for? Skal man betale mennesker for at stå uden for arbejdsmarkedet, eller skal vi stille noget til rådighed, så de kan deltage på arbejdsmarkedet?

Ordføreren.

Det har ordføreren ret i, altså at der selvfølgelig er en mistet skatteindtægt. Men lige her er det altså vigtigt, at familierne har en ret. Det er jo meget kort tid, og igen vil jeg sige, at det jo nærmest er en forlængelse af barselsorloven, så det er en begrænset periode.

Spørgeren.

Jeg har ikke yderligere.

Så er der ikke flere korte bemærkninger til den konservative ordfører. Den næste ordfører kommer fra Nye Borgerlige, og det er fru Mette Thiesen.

Det, vi drøfter her i dag, er noget nær essensen af en borgerlig familiepolitik, for familierne er deres egne, de er ikke statens, og derfor skal de selvfølgelig ikke underlægges denne. Det skal være muligt for familierne at indrette sig langt mere, som de selv ønsker, også hvis de ønsker at passe deres børn hjemme de første vigtige år.

Vi ved, at de første 1.000 dage af et barns liv er af helt afgørende betydning for barnets udvikling og trivsel, både nu og fremadrettet. Det er alle de centrale sider af livsfundamentet, der grundlægges i de første 0-3 år. Trygheden og nærheden er essentiel, og trygheden er noget helt særligt i familien.

I Danmark har vi en klar verdensrekord i at sende børn tidligt i dagtilbud. Det er helt sikkert udtryk for mange forskellige faktorer. Hovedsagen her er ikke, om man skal vælge dagtilbud eller hjemmepasning tidligt. Jeg har selv haft begge mine drenge i en dejlig daginstitution med dygtige medarbejdere og masser af nærhed og omsorg. Jeg havde også på det tidspunkt et job, der gjorde det muligt for mig at være tidligt hjemme og hente dem. Men hvis jeg havde haft en mulighed for at passe dem hjemme i længere tid, ville jeg nok gerne have beholdt dem lidt længere tid hjemme.

Hovedsagen her er sådan set, at familierne skal have lov til selv at vælge. Det skal være op til den enkelte familie at indrette sig, som de selv ønsker. Mange familier er i dag fanget i det socialdemokratiske hamsterhjul, og de er afhængige af to indkomster og har derfor, selv om det er et ønske, svært ved at passe børnene hjemme. Det er simpelt hen ikke økonomisk muligt for langt de fleste – det skal der laves om på.

Derfor er jeg også rigtig glad for den her forespørgsel. Jeg er også rigtig glad for, at blå blok står sammen om et ønske om mere valgfrihed til familierne, for det er forskelligt, hvordan man vælger at indrette sig som dansk familie. Det er forskelligt, hvad der prioriteres, men vi ved også, at især mødre oplever dårlig samvittighed over ikke at bruge nok tid sammen med deres børn. Jeg kender godt den der dårlige samvittighed, og det tror jeg sådan set vi alle sammen gør, og derfor skal det selvfølgelig også være nemmere for danske familier at passe deres børn hjemme den første vigtige tid, end det er i dag. Det skal være nemmere at indrette sig som familie, som man selv ønsker det.

Jeg er skuffet, men egentlig ikke så overrasket over, at Socialdemokratiet holder fast i den her betontankegang om, at daginstitutionen er det eneste rigtige. Det fremgår nærmest også af deres vedtagelsestekst.

Ensretning af danske familier og besværliggørelse af deres frie valg er ikke vores kop te. Vi ønsker det modsatte: mindre stat og mere plads til familierne. Derfor er vi glade for, at der er et fælles borgerligt ønske om, at regeringen indleder forhandlinger med henblik på at give familierne bedre valgmuligheder, hvis man ønsker at passe sine børn hjemme. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Jens Joel.

Tak til ordføreren. Nu sagde ordføreren, at hun var glad for, at blå blok står sammen, og så kan det være, at ordføreren kan opklare noget for mig. Som jeg hørte både Venstres ordfører og den konservative ordfører, er det ekstremt afgørende, at familierne selv kan bestemme; det er også ekstremt afgørende at stå vagt om det kommunale selvstyre. Altså, kan man godt både mene, at det er kommunerne, der bestemmer, om det her skal være en mulighed, og at familierne skal bestemme? Kan begge dele godt være der på samme tid, eller er man nødt til at vælge, om man holder med familien eller med det kommunale selvstyre i den her sammenhæng?

Ordføreren.

Altså, vi har jo fremlagt et ret tydeligt forslag om, hvordan vi ser den her model skruet sammen, men det, der netop står meget klart i forbindelse med den enighed, der er i blå blok, om en vedtagelsestekst, er jo netop, at vi skal indlede nogle forhandlinger om, hvordan det her skal udmøntes. Vi mener sådan set, at den borgerlige løsning er et skattefradrag, men der kan være rigtig mange muligheder for det. Men jeg vil lige minde ordføreren om, at det faktisk kun er 61 kommuner, der tilbyder den her mulighed for, at forældre kan få tilskud til at passe børn hjemme. Så det er jo ikke alle, der har mulighed for det. Hvis ordføreren spørger helt klart og tydeligt, om vi i Nye Borgerlige mener, at det skal være kommunerne, der bestemmer, eller om det skal være familierne, må jeg sige, at så vil vi altid stå på familiernes side.

Hr. Jens Joel.

Tak for den afklaring, for det illustrerer jo meget godt, at det, som både den konservative ordfører og Venstres ordfører har sagt, ikke kan lade sig gøre: at man lader kommunerne bestemme, men at man samtidig vil sikre, at alle kommuner tilbyder det. Nå, men jeg kan så forstå, at den borgerlige linje her er, at staten skal blande sig mindre, men at staten skal betale. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Altså, det er ganske klart og tydeligt, og jeg synes egentlig også, det har været klart og tydeligt ud fra de ordførertaler, der har været, at selvfølgelig skal man have en bedre økonomisk mulighed for at gå hjemme og passe sine børn, hvis det er det, man som familie ønsker. Hvordan kommer den model så til at se ud? Der har vi netop fremlagt vores klare og tydelige forslag, og vi mener, det skal være et beskæftigelsesfradrag. Men vi står sammen i blå blok om et ønske om, at det selvfølgelig er familierne, der skal bestemme. Og ja, selvfølgelig skal der være bedre mulighed for det, også økonomisk.

Tak til Nye Borgerliges ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Liberal Alliance. Hr. Henrik Dahl.

Tak for ordet. Tilbage i slutningen af 1990'erne udgav jeg en bog, som hed »Den kronologiske uskyld«, og den handlede om min egen generation, som er født i 1960'erne, og der fremsatte jeg den tese, at vi er den første institutionaliserede generation, det vil sige den første generation af danske børn, der i vidt omfang er socialiseret uden for hjemmet. Derfor kaldte jeg min egen generation for børnehavegenerationen, og dermed kommer vi så ind på dagens emne.

Det kunne selvfølgelig være interessant med mere forskning, sådan som Dansk Folkeparti lægger op til, men jeg vil nu alligevel påstå, at det er ret selvindlysende, at det at blive socialiseret uden for hjemmet selvfølgelig er en fundamentalt anderledes oplevelse end at blive socialiseret i hjemmet. For det indebærer jo – det var i hvert fald tesen i min gamle bog – at man som noget helt fundamentalt lærer at forstå verdens vilkårlighed, for uanset hvor godt en daginstitution fungerer, er det jo vilkårlige eller tilfældige mennesker, som bliver ens signifikante andre, som det hedder, det vil sige de nøglepersoner, som barnet knytter sig til og spejler sig i.

Er det så godt eller skidt? I dag bliver det danske samfund jo i meget, meget vidt omfang regeret af mennesker, der har gået i børnehave. Vi kan jo se os omkring – er det nogle resultater, vi sætter pris på? Ja eller nej. Jeg synes, det er svært at sige, om det ville være gået bedre, hvis landet blev styret af mennesker, der var blevet opdraget hjemme. Det kan ikke udelukkes, men jeg tør ikke komme med en firkantet konklusion.

Hjemmet og familiesocialisering er jo rigtig vigtigt, og derfor vil jeg gå tilbage til den debat, som Dansk Folkeparti også rejste om emnet den 29. januar i år, og som jeg faktisk syntes var en rigtig god debat. Der drøftede vi også spørgsmålet, og nu vil jeg lige citere lidt af, hvad jeg sagde der. Jeg sagde – og det er også nogle betragtninger om socialisering: Den fundamentale tryghed, som er nødvendig for en harmonisk personlighed, skabes bedst i familien, og den grundlæggende erfaring af, hvad fællesskab er for en størrelse, og hvad et fællesskab stiller af krav, kommer også fra familien.

Så selv om socialisering i en børnehave selvfølgelig godt kan lade sig gøre, og samfundet ikke går under, selv om det bliver regeret af mennesker, der har gået i børnehave, så tror jeg bare, at det er vigtigt at holde fast i, at familiesocialisering bare er noget særligt og noget vigtigt. Det sagde jeg i januar, det siger jeg også nu her i juni, og jeg mener stadig væk, det er sådan, tingene hænger sammen.

Vi har jo også et problem i samfundet, for lidt længere nede i talen fortsatte jeg med at sige: Jeg synes alligevel, der i mange år er ført en politik, der hæmmer og besværliggør livet for familier. Vi har et skattetryk, der er så højt, at begge forældre er tvangsindlagt til at arbejde, og det bliver ikke bedre af, at man skal betale en absurd overpris for en bil. Når begge forældre forlader deres børn mange timer hver dag, er det ikke et frit valg – det er for langt de fleste mennesker en nødvendighed, man ikke kan sætte sig op imod. Det er et krav, staten har sat. Citat slut.

Det er jo ikke rimeligt, at man bliver anbragt i en tvangsmæssig situation på den måde. Det bør være familien, der er udgangspunkt for socialiseringen, og i det omfang børn bliver passet uden for hjemmet af hensyn til det hellige almindelige arbejdsudbud, bør det være en praktisk foranstaltning og ikke et stykke social ingeniørkunst. Så udgangspunktet, når man taler om socialisering, bør være familien og ikke daginstitutionen, og der bør føres en politik, der fremmer familierne, og ikke en politik, der spænder ben for dem. Og det synes jeg faktisk vi er samlet om i den borgerlige blok i den vedtagelsestekst, som fru Marie Krarup allerede har læst op. Så vi glæder os over debatten og over vores fælles forslag til vedtagelse med vægt på familien og dens betydning. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er vi igennem ordførerrækken, og den sidste, der får ordet her fra talerstolen, er børne- og undervisningsministeren. Værsgo.

Tak for det. Tak for debatten, og igen tak til Dansk Folkeparti for at rejse den. Jeg synes, der er noget, jeg slår mig på i den her debat, og det er den der fortælling om, at børn blev passet hjemme i gamle dage. Altså ja, det gjorde nogle børn. Men jeg vil gerne sige, at arbejderklassens børn typisk blev passet af naboens kone eller en ældre dame, der boede lidt længere nede ad gaden, eller noget andet. En stor del af overklassen dengang havde jo sådan set barnepiger til det. Meget store dele af de faglærte arbejdere havde barnepiger til det. Man havde jo simpelt hen folk ansat til at tage sig af børnene, så ideen om det her med, at der skulle være en hjemmegående, nærværende mor i gamle dage, og at alt så er gået helt galt siden, er jo simpelt hen forkert. Altså, en meget stor del af børnene i Danmark har altid været passet af andre end dem, der var deres forældre. Så kommer daginstitutionerne og får sat i system, at der kommer en kvalitet omkring det. Det har jo været alt godt fra havet, der har passet børn i gamle dage, vil jeg gerne sige.

Men så har man skabt et institutionslandskab i Danmark, hvor man som samfund og fællesskab tager hånd om, at der kommer kvalitet ind omkring den børnepasning, der er, mens mor og far er på arbejde. Det synes jeg er utrolig glædeligt og værd at tage med. Radikale Venstres ordfører sagde, at det jo havde været mærkværdigt, om man dengang så havde brugt en masse kræfter på at stable det på benene og så i øvrigt havde betalt folk for at gå hjemme, og det er det næste, jeg i virkeligheden slår mig lidt på i den her drøftelse, vi har i dag. Det er, når de borgerlige siger: Staten skal blande sig udenom. Altså, det siger de borgerlige jo rigtig tit, men i den her sammenhæng skal staten blande sig udenom, men staten skal betale. Det er en sjov form for frihed, og derfor undrer det mig på en eller anden måde, at de borgerlige ikke fremlægger et tal for, hvad det her koster: Hvad taber vi i skatteindtægter, hvad taber vi i momsindtægter, og hvor stort et beløb skal man have?

For kernen i det her er jo, at det kommunale selvstyre bliver sat ud af spil på det her punkt, og det vil sige, at gennemfører man det her, skal staten betale regningen, og så må man jo komme med et bud på, hvad det er, det skal koste. Der er ikke et af partierne, der stiller sig herop og siger, at det er det her beløb, folk skal have udbetalt, og det er i øvrigt det her, det koster staten, og det er sådan her, vi vil finansiere det. Så til det der med at sige, at man har fremlagt forslag, vil jeg sige: Njae, altså, man har fremlagt et princip for noget, man gerne ville i en eller anden teoretisk verden, men resten af arbejdet er ikke gjort på det. Der er end ikke stillet spørgsmål til det der med, hvad tilbageløbskonsekvenserne er for det, i nogle af de udvalg, hvor man kunne stille de spørgsmål. Det er bare for at sige, at jeg synes, man sådan går med lidt let hånd over det.

Jeg synes ellers, de borgerlige normalt plejer at afvise, når nogen partier herinde, og det gør vi i øvrigt også i Socialdemokratiet, stiller forslag om sådan noget borgerløn eller den slags. Her er der jo simpelt hen tale om, at man vil indføre noget, hvor man laver en ydelse, og vi ved ikke, hvad for et niveau den skal have, for det er der ikke nogen partier, der byder ind med, hvor man betaler nogle mennesker for ikke at deltage på arbejdsmarkedet. Jeg synes, det er et ret friskt forslag, vil jeg gerne sige, og særlig, når man så vælger ikke at følge det op med at komme med nogle bud på, hvordan det skal være. Venstre siger, at man ikke vil detailstyre; men det er da så det, man gør, hvis man går ned ad den her vej. For sådan som det er i dag, er det jo netop sådan, at kommunerne selv kan beslutte sig for, om de gerne vil det her. De kan selv beslutte beløbet. De kan beslutte, om de overhovedet vil have ordningen. Det vil sige, at der i meget høj grad netop er tale om i forhold til det kommunale selvstyre, at man selv kan bestemme.

Så jeg synes, det blafrer sådan lidt i vinden, hvad det er, blå blok egentlig vil med det her, og forholdet til staten er helt aparte, altså det der med, at man frasiger sig staten og alle de forfærdelige ting ved den, men man vil gerne have, den betaler. Det synes jeg er et skægt sted at stille sig. Og så vil det egentlig være mit bud, at dem, der primært vil bruge den her ordning, vil være dem, der allerede går hjemme. Altså, jeg ved ikke, om de borgerlige partier selv har et bedre bud, men det ville da egentlig være mit bud, at det primært vil være dem, der alligevel går hjemme. Og så er der nogle ting, som jeg mener man også mangler at tage stilling til. Det er bare for at sige, at jeg synes, der er lang vej igen, før man overhovedet med det her kan tale om, at der er et egentligt forslag i det, i hvert fald for en del af de partier, der har været heroppe.

Jeg vil i hvert fald sige det sådan, at jeg synes, at den grundlæggende præmis, der er, om, at vi har bevæget os fra et samfund, hvor alle bare helt Tommy og Annika-agtigt blev passet derhjemme af mor, og hvor far gik på arbejde med madpakken, som moren havde smurt, under armen og så derudad, til at vi nu er kommet i et eller andet helvede af et institutionssamfund, er en fortegnelse af, hvordan det var i gamle dage. Og så vil jeg sige det sådan, at jeg synes, det er enormt vigtigt, at man som familie møder en verden, hvor man kan tilrettelægge tingene. I forhold til de ting, jeg har set blive forhandlet på overenskomsterne – det skal vi jo ikke som stat blande os i hvordan man gør – nævnte jeg selv i min tale, at jeg synes, at de fritvalgsordninger, der er der, er en af de bedste opfindelser, der er sket på overenskomsterne i nyere tid, og det vil sige, at ideen om, at man der går ind og siger, at dér bliver der mulighed for at gøre nogle bestemte ting på en del af det, man forhandler hjem arbejdsmarkedets parter imellem, er fint. Men det der med, at staten lige pludselig skal til at bruges på den måde, som de borgerlige lægger op til her, ligger mig ikke meget nært, vil jeg gerne sige.

Så alt i alt: Tak for debatten. Vi står ikke så tæt på hinanden på det her spørgsmål; det gør vi så heldigvis på alle mulige andre ting, vi normalt behandler på det her område, men lige her synes jeg godt nok, at man går meget langt i form af at ville lade staten skulle betale en ydelse til folk. Jeg er egentlig spændt på sådan noget med, om det så ville være en højere ydelse end det, man normalt får på kontanthjælp, eller om det ville være en lavere ydelse, eller om man ville få pr. barn, så man kunne ende med at ophobe sådan en meget høj ydelse, hvis bare man har tilpas mange børn. Hvis man f.eks. har otte børn, ville man så kunne få otte gange den pris, det ellers koster at have barnet i daginstitution? Så er det godt nok nogle høje overførselsindkomster, vi lige pludselig giver til nogle grupper. Sådan nogle ting blafrer lidt i vinden; det har jeg ikke rigtig hørt nogen komme med nogle svar på i debatten i dag, så det udestår jo så bare som sådan et stort spørgsmålstegn.

Tak for debatten.

Der er nogle korte bemærkninger, først fra fru Marie Krarup.

Jeg synes, det er lidt noget pjat at sige, at det bare er staten, der skal komme og betale. Altså, folk betaler jo faktisk skat. Det kommer faktisk fra de enkelte personer, og så bliver det så brugt til daginstitutioner. Hvis man lod pengene følge barnet, havde man jo nogle muligheder, hvor pengene, kan man sige, i virkeligheden kommer fra skatteborgerne selv. Og så vil jeg sige, at der jo faktisk er folk i salen her, som har fremsat konkrete forslag til, hvordan man kunne gøre. Dansk Folkeparti er kommet med et, Nye Borgerlige er kommet med et. Så der har jo været forslag på bordet.

Men det, jeg vil spørge ministeren om, er, hvad det så er, ministeren mener forhindrer, at man både har kvalitetsdaginstitutioner – for det mener jeg også man skal have – men samtidig har en mulighed for at give familier valgfrihed til hjemmepasning, altså en pengene følger barnet-ordning f.eks. Hvad er det, der skulle forhindre det?

Ministeren.

Jamen der er jo ikke noget, der forhindrer det. Sådan som lovgivningen er i dag, kan en kommune vælge at sige: Den her type ordning kunne vi godt tænke os at have i vores lokalsamfund. Det vil sige, at kommunen kan vælge at fastsætte et beløb, som man gerne vil betale forældrene for at hjemmepasse deres børn, hvis de gerne vil det. Så i forhold til det der med, hvad der skulle være til hinder for det, vil jeg sige: Altså, lige nu er der jo sådan set kommunalt selvstyre på det her område. Så er der så nogle partier, der stiller forslag om, at det skal være obligatorisk – altså at man fjerner det kommunale selvstyre på det område, og det er vi ikke indstillet på.

Fru Marie Krarup.

Men man har jo ikke valgfriheden, når den ordning ikke er i ens kommune, og man vil sjældent være så stor en andel af børnefamilier, at man kan have indflydelse på valgets udfald i den enkelte kommune. For så mange er der jo trods alt ikke, som ønsker at tage den indtægtsnedgang, som det selvfølgelig ofte kan være at tage sig af sine børn, mens de er små. Det var det ene, jeg ville spørge om.

Jeg vil også spørge om, hvorfor der ikke er nogen interesse fra ministerens side i forskning på det her område. For det er en meget voldsom politik, vi har i Danmark, som skiller sig ud fra andre lande, og alligevel sætter vi ikke ressourcer af, og der er meget, der tyder på, at der kan være bekymrende ting for unge mennesker ved det her.

Ministeren.

Jeg tror, der er rigtig god grund til at kigge ind i, hvorfor en ungdomsgeneration ikke trives. Specifikt er vi gået til det ved at kigge på, hvordan kvaliteten i daginstitutionerne er, og i øvrigt også ved at kigge på, hvorfor det er, at en ungdomsgeneration mistrives. Og så er det jo et spørgsmål om prioritering. Vi har 1.000 børn, der bliver hjemmepasset, og så har vi 280.000 børn, der bliver passet i landets daginstitutioner, dagplejer m.v.

I den forbindelse er der en mangel på viden hele vejen over, og jeg har så valgt, at vi starter med den store gruppe, de 280.000, og så kan man sige, at man et eller andet sted dernede af, når der er fyldt på med viden, også når til de andre grupper. Men det har været det, der har været regeringens prioritering.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Ina Strøjer-Schmidt.

Tak. Hvis jeg forstod ministeren rigtigt, anerkender ministeren, at børnefamilier er presset, men at regeringen ikke har nogen konkrete forslag på tegnebrættet. Men det har SF jo. Nu nævnte jeg i min tale, at SF ønsker en ret for småbørnsforældre til at arbejde 30 timer om ugen, mulighed for et statsligt lån som kompensation for den nedsatte løn og mulighed for flere barn syg-dage. Hvad mener ministeren om de konkrete forslag?

Ministeren.

Nu skal jeg passe på med at blande mig i en anden ministers ressort, vil jeg gerne sige; så det vil jeg gerne have lov til at blande mig udenom. Jeg kan forholde mig til, hvad regeringen gør på mit eget ressort; det vil være det, der er sædvane for.

Det, som vi i regeringen har været meget optaget af, og som vi jo også i fællesskab med hinanden har brugt rigtig mange kræfter på her i starten af regeringsperioden, er at sørge for, at der kommer flere voksne, sådan at man som børneforældre får fred med, at der faktisk er voksne nok til, at man, når man afleverer sit barn i daginstitution, ikke behøver at gå og have ondt i maven, altså fordi forholdene skal være i orden. Det er det, der ligger i hele minimumsnormeringsdiskussionen, og der er i øvrigt sat penge nok af til, at vi også kigger ind i, hvordan man får hævet kvaliteten i forhold til uddannet personale m.v.

Det har været den absolutte førsteprioritet at gå ind i det arbejde med hinanden. Og så er der i øvrigt sat flere penge af på folkeskoleområdet, hvilket jeg også mener er et vigtigt spark i retning af, at vi får gjort noget rigtig godt for vores børne- og ungdomsgeneration.

Men de konkrete beskæftigelsesrelaterede forslag vil jeg foreslå at ordføreren drøfter med beskæftigelsesministeren.

Fru Ina Strøjer-Schmidt.

Nu er beskæftigelsespolitik jo også på en måde småbørnspolitik, for hele problematikken er jo, at forældre ikke har tid nok til børnene på grund af meget arbejde. Så jeg tænker, at ministeren måske alligevel har en holdning og det hele ikke kun skal besvares af beskæftigelsesministeren. Men jeg havde sådan set regnet med, at ministeren ville svare, at det var op til overenskomstforhandlingerne, men det er jo ikke al arbejdsmarkedspolitik, der er reguleret i overenskomsterne. Der er jo masser af arbejdsmarkedspolitik, der er reguleret i lovgivningen.

Så jeg kunne godt tænke mig at spørge den her minister: Hvor mener ministeren, at grænsen går for, hvornår arbejdsmarkedspolitik og familiepolitik skal reguleres i lovgivningen, og hvornår det skal reguleres i overenskomster?

Ministeren.

Det er en super spændende diskussion; jeg har selv været formand for Beskæftigelsesudvalget i en hel del år. Det er en diskussion, som skal fortsættes med beskæftigelsesministeren. Altså, for der er den arbejdsdeling, der nu engang er, og jeg er helt overbevist om, at ordføreren vil få en utrolig god diskussion med beskæftigelsesministeren om det. Så jeg synes egentlig, at vi skal have en eller anden form for respekt for den arbejdsdeling, der er i Folketinget, og det her vedrører Beskæftigelsesudvalgets område og ikke det, vi drøfter her.

Så er der en kort bemærkning fra fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Ministeren siger, at så skal staten betale. Hvem er det, der betaler penge ind til staten?

Ministeren.

Det er jo et interessant perspektiv, ikke? For betyder det så også, at man fra borgerlig lejr nu har det sådan, at fordi man selv betaler skat, skal man også have en art overførsel, uanset hvem man er? Så i forskellige livssituationer skal man bare kunne hæve overførselsindkomster, fordi man jo har betalt skat?

Altså, når vi betaler skat ind til et velfærdssamfund, foretager vi jo nogle prioriteringer om, hvor det er, der er behov for tingene, og det er jo i hvert fald en helt ny borgerlig linje, må vi bare sige, at man siger: Okay, vi skal betale folk for at være derhjemme. Jeg synes jo, det er en rigtig god idé, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet, når man er i den arbejdsdygtige alder, og så skal man selvfølgelig tage ansvaret for, at man har ordentlige forhold omkring børnene.

Altså, jeg har aldrig hørt de borgerlige sige, at fordi man har betalt skat, skal man selv kunne bestemme niveauet for sin kontanthjælp, fordi det jo alligevel er ens egne penge. Det ville være en helt ny position, vil jeg gerne sige. Men det er jo selvfølgelig kommet med herind med Nye Borgerlige, altså at der er kommet nye positioner. Så jeg er tidligere blevet overrasket over, at der er opstået noget nyt og spændende. Og det er livgivende, når der kommer nye positioner herind. Men til det der med at tænke, at fordi man som skatteyder selv betaler ind, er det uanset hvad selvfølgelig rimeligt, at man også bare tager noget ud, vil jeg sige, at der er jeg simpelt hen ikke.

Fru Mette Thiesen.

Det, vi drøfter her, er danske familier, som er på arbejde og går og bidrager til samfundet, og det er dem, der betaler skatten til staten, og det her handler sådan set bare om at give dem en bedre mulighed for at kunne passe deres børn hjemme. Men jeg er meget åben for, at vi laver en generel skattenedsættelse; det er vi superklar til, for i forvejen betaler danskerne alt for meget i skatter og afgifter.

Men det her handler jo sådan set om, om ministeren egentlig er klar over, hvem det er, der betaler til staten. Så det er altså ikke staten, der kommer med en gavebod. Det handler om, at folk skal have lov til at beholde flere af deres egne penge og have lov til at have bedre mulighed for at indrette sig, som de selv ønsker.

Ministeren.

Det er jo så interessant, om ordføreren vil stille krav om, at den person, der skal have pengene udbetalt, faktisk har bidraget til fællesskabet. Altså, for der er jo en stor risiko for med det her forslag, at man ender i en situation, hvor det er til folk, der alligevel går hjemme – og det vil sige ikke har betalt skat, men tværtimod faktisk har været på overførselsindkomst. Og i forbindelse med at de så går over på den her ordning, dropper de overførselsindkomsten, og så får de så nogle andre penge fra staten.

Altså, der er jo nogle huller her, som jeg ikke mener er lukket, og det mener jeg simpelt hen ikke duer. Og så er det klart, at jeg synes, at de steder, hvor man kan diskutere, om det her er relevant, jo f.eks. er i forbindelse med overenskomsterne, hvor man laver fritvalgsordninger. Men den borgerlige position undrer mig simpelt hen bare, altså at man tænker: Staten skal blande sig udenom, men staten skal betale. Det er i hvert fald nyt.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Marlene Ambo-Rasmussen.

Tak. Ministeren sagde det i den foregående runde, og hun kom lidt ind på det igen, nemlig at vi i Venstre netop går ind for det kommunale selvstyre. Ministeren begyndte også at tale ind i, at Venstre derved lægger op til, at vi også gerne vil detailstyre det her. Det mener jeg nu ikke, for så kan man sådan set sige, at vi lige så godt kan droppe alle de ting, der kommer herindefra, og lægge alt frit ud til kommunerne. Det her synes jeg er et af de steder, hvor vi sætter rammen for nogle ting, fordi vi netop giver familien det reelle frie valg. Det er lige præcis det, vi også her gerne vil slå på i Venstre.

Jeg kan også vende det rundt og sige, at Socialdemokratiet jo detailstyrer så mange ting. Det kan man jo bl.a. se i forhold til minimumsnormeringer. Så er der det om staten, men Socialdemokratiet blander sig jo netop, når man siger, at man ikke vil betale folk for at gå hjemme og passe deres egne børn. Så fjerner man jo også bare et reelt frit valg for familierne. Det synes vi i Venstre bare er rigtig ærgerligt.

Ministeren.

Lad os lige tage den der om kommunerne først, for nu er det jo ikke så længe siden, Venstre havde regeringsmagten, og det vil sige, at der må være en eller anden kollektiv hukommelse i Venstre af, at hvis man går ind og pålægger kommunerne at skulle det her, får man også som stat lov til at betale. Derfor ville det i hvert fald som minimum være rart at vide, hvor Venstre mener at de penge skal komme fra, og om man overhovedet har dannet sig et overblik over, hvilket beløb vi taler om, eller om man, fordi man nu ikke sidder i regering længere, bare kan gøre sådan noget med at støtte et forslag af den her karakter, uden at de ting er blevet gennemgået.

Så vedkender jeg mig da fuldstændig, at vi som socialdemokrater har en opfattelse af, hvordan man kan bruge statsapparatet til alt muligt godt, herunder at sørge for, at der kommer flere hænder i daginstitutionerne. Så det, der undrer mig, er, at man som et liberalt parti seriøst siger: Den måde, vi blander os udenom på, er, ved at staten skal betale. De liberale lærebøger må da skulle skrives om, for mig bekendt har det normalt været liberalt at sige, at staten blander sig udenom, og det vil sige, at familien også selv skulle stå for at betale. Det vil sige, at den normale liberale position ville være at sige, at det står familierne frit for at passe deres børn selv, men at de så må gå ned i levestandard.

Fru Marlene Ambo-Rasmussen.

De kommer i den grad også til at gå ned i levestandard, for de beløb her er jo ikke tilnærmelsesvis nogen guldgrube. Vi ligger mellem 20.000 kr. om året og op til små 100.000 kr. om året. Men det giver forældrene den her reelle valgfrihed til selv at indrette sig, som de vil. Jeg kan jo godt se en af de her familier for mig, som ikke lige kan få den rigtige daginstitutionsplads, og som så lige et par måneder vælger den her ordning. Det giver da rigtig god mening, at familierne har den her mulighed, og det er da overhovedet ikke en guldgrube, vi taler om.

Jeg synes da også, det er paradoksalt, at ministeren bruger sin taletid på at beskylde Venstre for alt muligt. Vi vil helt enkelt bare gerne sikre det frie valg. Længere er den sådan set ikke. Det er så bare ærgerligt, at regeringen ikke vil det på det her punkt. Det er det frie valg til familierne.

Ministeren.

Nu siger ordføreren så, at det ikke er nogen guldgrube. Det er vel tæt på næsten at være det dobbelte af, hvad en ung kontanthjælpsmodtager får i dag. Så hvis man f.eks. som 24-årig får et barn og bliver tilbudt op til 100.000 kr. for at gå derhjemme og passe sit barn, taler vi om, at den unge får en ydelse, der er næsten dobbelt så høj som den, man kan få som ung kontanthjælpsmodtager. Det er bare for at sige, at man jo godt kan vælge at gå den vej, men det har bare nogle afledte konsekvenser, som jeg synes man ser stort på i den her debat. Det er jeg er bare overrasket over. Dansk Folkeparti og De Konservative har altid haft den familiepolitiske position, men det undrer mig, at Venstre også har den.

Så er der en kort bemærkning fra fru Hanne Bjørn-Klausen.

Tak. Ministeren gør meget ud af at revse blå blok her for, at staten skal betale. Når jeg kigger på det her forslag til vedtagelse, som er fremlagt af regeringen og dens støttepartier, så er det noget med, at kvaliteten i daginstitutionerne skal forbedres og styrkes. Jeg tænker på, om I har et forslag til finansiering på det her område, når nu vi bliver revset for, at vi ikke har regnet på vores forslag endnu.

Ministeren.

Ja, vi har sat op til 1,6 mia. kr. af til dagtilbudsområdet hen over de næste 4 år. Så ja, det har vi et finansieringsforslag til, som blev tredjebehandlet umiddelbart inden jul sammen med finansloven. Så det har vi jo sådan set skaffet pengene til – som ikke er udmøntet endnu – så pengene er der, og så skal vi bare sætte navn på dem. Og så vil jeg sige i forhold til det med, at staten skal betale: Ja, det mener jeg da. For ja, under normale omstændigheder vil rød blok da i den grad bruge statsapparatet til at skabe ordentlige folkeskoler, ordentlige daginstitutioner osv. derudad. Det er jo sådan set en helt vanlig rød position. Det, der er mærkeligt i den her sammenhæng, er jo, at Venstre stiller sig et sted, hvor man vil skabe en ny type overførselsindkomst, og hvor vi ikke kan få at vide, hvad niveauet er; vi kan ikke få at vide, hvad modkravene er; vi kan ikke få at vide, om man får et beløb for hvert enkelt barn, sådan at man kan få et utrolig højt beløb, hvis man har fået otte børn og går derhjemme – altså alle mulige afledte ting, som vi ikke kan få svar på. Så det er bare for at sige: Ja, selvfølgelig har vi sat penge af til det her, for vi har jo forhandlet en finanslov; vi har sat et meget stort beløb af på daginstitutionsområdet, som skal sikre en ordentlig kvalitet for pasningen af børnene.

Fru Hanne Bjørn-Klausen.

Jeg må bare tage som udgangspunkt, at jeres forslag egentlig er noget, der allerede er vedtaget. Så det er bare en bekræftelse af noget, der allerede er vedtaget.

Ministeren.

Nej, som jeg sagde, er pengene sat af, og det vil sige, at finansieringen er skaffet. Og det, som vi skal hen over det kommende halve år, er jo så at forhandle om, hvordan vi sørger for de ting, der i øvrigt står i den vedtagelsestekst, som vi også har kigget på. Så det, der jo er min kritik, er, at der i det borgerlige forslag, der ligger her, ikke ligger nogen finansiering; der ligger ikke nogen oversigt over, hvad det koster, og hvad de afledte konsekvenser er. Og så vil jeg sådan set bare sige i forhold til det, vi selv har gjort, at ja, vi har så sat utrolig mange penge af, og så udestår det nu at få forhandlet på plads, hvordan vi får højnet kvaliteten, i de forhandlinger om minimumsnormeringer, der fortsætter efter sommer.

Tak til børne- og undervisningsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og så har ordføreren for forespørgerne, fru Marie Krarup, bedt om ordet til en anden runde.

Tak. Jeg vil blot takke for debatten og selvfølgelig først og fremmest takke for den blå opbakning til det forslag til vedtagelse, som vi kom frem til, og som jeg synes er virkelig godt, og hvor der jo står, at Folketinget pålægger regeringen at indlede forhandlinger med Folketingets partier med henblik på initiativer til at give familier med små børn bedre muligheder for hjemmepasning. Og dermed har vi jo svaret på det spørgsmål, som ministeren rejste her. Vi har ikke et endeligt forslag. Der er nogle partier, der har fremlagt nogle forslag, men vi beder faktisk om, at man begynder at se på nogle forslag for at tage den her problematik alvorligt. Så selvfølgelig foreligger der ikke umiddelbart nogen præcise udregninger af, hvad en bestemt ordning vil koste, for der er ikke en bestemt ordning endnu; det er jo sådan set det, man skal finde frem til.

Men tusind tak for en god debat. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over manglen på forståelse fra regeringens side, og jeg ser med bekymring på, at regeringen ikke er bekymret over, at man fortsætter den kurs, uden at man har tilstrækkelig viden på området, og uden at man forsøger at sætte forskningsprojekter i gang eller interesserer sig for det. Det er meget, meget ideologisk – nærmest betonideologisk, vil jeg sige. Og jeg har også en ærgrelse over, at der ikke er en forståelse for, at man jo sagtens kan have både gode kvalitetsinstitutioner – som vi helt sikkert skal have – og have mulighed for, at forældre i højere grad kan passe deres børn selv. Men tusind tak for debatten. Jeg er glad for, at vi i hvert fald endnu en gang fik skitseret eller fik styr på, hvad det er for nogle forskelle, der præger os her i Folketinget, når vi diskuterer familier og børn. Tak for debatten.

Tak til fru Marie Krarup. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 18. juni 2020.

(Talen er under udarbejdelse)

Se video af alle taler

Det sidste punkt på dagsordenen er:

23) Forespørgsel nr. F 50:

Forespørgsel til børne- og undervisningsministeren:

Af Marie Krarup (DF), Pernille Bendixen (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF) og Peter Skaarup (DF).

(Anmeldelse 25.02.2020. Fremme 27.02.2020).

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 18. juni 2020.

Som begrundelse for forespørgslen giver jeg hermed først ordet til ordføreren for forespørgerne, fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti. Velkommen.

Vi har i Danmark normaliseret en praksis, der går imod, hvad børn har brug for. For små børn har ikke glæde af store grupper af børn, men de har glæde af nær voksenkontakt.

Jeg skal læse forslaget til vedtagelse højt, som følgende partier har tilsluttet sig: Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance. Det lyder som følger:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 87).

Tak til ordføreren. Det vil indgå i de videre forhandlinger.

Og nu vil jeg give ordet til børne- og undervisningsministeren for besvarelsen. Velkommen.

Ministeren.

Den næste korte bemærkning er fra fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Ministeren.

Den næste korte bemærkning er til fru Marlene Ambo-Rasmussen fra Venstre.

I første runde er der kun en enkelt kort bemærkning, og så kommer ministeren på som afslutning, hvor der vil gælde de almindelige regler for korte bemærkninger.

Ministeren.

Vi ved f.eks. ikke, om den høje forekomst af stress og depression blandt unge kunne stamme fra tidlig institutionalisering.

Tak til ordføreren for forespørgerne, som allerede i sin begrundelse kom med et forslag til vedtagelse, der vil indgå i de videre forhandlinger.

Den næste i ordførerrækken kommer fra Socialdemokratiet, og det er hr. Jens Joel.

Jeg skal på vegne af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og Frie Grønne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 88).

Tak til ordføreren. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Og der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren fra fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Marie Krarup for en anden kort bemærkning.

Ordføreren.

Den næste korte bemærkning er til fru Hanne Bjørn-Klausen, Det Konservative Folkeparti.

Ordføreren.

Fru Hanne Bjørn-Klausen.

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken kommer fra Venstre, og det er fru Marlene Ambo-Rasmussen. Velkommen.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til hr. Jens Joel, Socialdemokratiet. Værsgo.

Ordføreren.

Hr. Jens Joel.

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Det Radikale Venstre, og det er fru Anne Sophie Callesen. Velkommen.

Tak til den radikale ordfører. Der er ønske om et par korte bemærkninger til ordføreren. Først værsgo til fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Ordføreren.

Fru Marie Krarup.

Ordføreren.

Den næste korte bemærkning er til fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Mette Thiesen.

Ordføreren.

Nu har jeg desværre glemt spørgsmål nr. 2, men det kan være, jeg også kan få det gentaget. Men jeg kunne i hvert fald huske, at jeg kunne afkræfte det også.

Den næste korte bemærkning er til fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Pernille Bendixen.

Ordføreren.

Tak til den radikale ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra SF, og det er fru Ina Strøjer-Schmidt. Velkommen.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Pernille Bendixen, DF. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Pernille Bendixen.

Ordføreren.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører kommer fra Det Konservative Folkeparti, og det er fru Hanne Bjørn-Klausen.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Hr. Jens Joel.

Ordføreren.

Så er der yderligere en kort bemærkning fra fru Anne Sophie Callesen fra Det Radikale Venstre. Værsgo.

Ordføreren.

Spørgeren.

Jeg har ikke yderligere.

Så er der ikke flere korte bemærkninger til den konservative ordfører. Den næste ordfører kommer fra Nye Borgerlige, og det er fru Mette Thiesen.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Jens Joel.

Ordføreren.

Hr. Jens Joel.

Ordføreren.

Tak til Nye Borgerliges ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Liberal Alliance. Hr. Henrik Dahl.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er vi igennem ordførerrækken, og den sidste, der får ordet her fra talerstolen, er børne- og undervisningsministeren. Værsgo.

Tak for debatten.

Der er nogle korte bemærkninger, først fra fru Marie Krarup.

Ministeren.

Fru Marie Krarup.

Ministeren.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Ina Strøjer-Schmidt.

Ministeren.

Men de konkrete beskæftigelsesrelaterede forslag vil jeg foreslå at ordføreren drøfter med beskæftigelsesministeren.

Fru Ina Strøjer-Schmidt.

Ministeren.

Så er der en kort bemærkning fra fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Ministeren siger, at så skal staten betale. Hvem er det, der betaler penge ind til staten?

Ministeren.

Fru Mette Thiesen.

Ministeren.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Marlene Ambo-Rasmussen.

Ministeren.

Fru Marlene Ambo-Rasmussen.

Ministeren.

Så er der en kort bemærkning fra fru Hanne Bjørn-Klausen.

Ministeren.

Fru Hanne Bjørn-Klausen.

Jeg må bare tage som udgangspunkt, at jeres forslag egentlig er noget, der allerede er vedtaget. Så det er bare en bekræftelse af noget, der allerede er vedtaget.

Ministeren.

Tak til børne- og undervisningsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og så har ordføreren for forespørgerne, fru Marie Krarup, bedt om ordet til en anden runde.

Tak til fru Marie Krarup. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 18. juni 2020.

(Talen er under udarbejdelse)

Se video af alle taler

Vi har i Danmark normaliseret en praksis, der går imod, hvad børn har brug for. For små børn har ikke glæde af store grupper af børn, men de har glæde af nær voksenkontakt.

Jeg skal læse forslaget til vedtagelse højt, som følgende partier har tilsluttet sig: Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance. Det lyder som følger:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 87).

Vi ved f.eks. ikke, om den høje forekomst af stress og depression blandt unge kunne stamme fra tidlig institutionalisering.

Jeg skal på vegne af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og Frie Grønne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 88).

Tak for debatten.

Folketinget

Resumé

Om forespørgslen

Forhandling

Forslag til vedtagelse

F 50 Om pasning af småbørn i hjemmet og på institutioner.

Forhandling den 16-06-2020

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling