F 5 Om nysprog.

Af: Morten Messerschmidt (DF) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF)

Til: Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)

Samling: 2019-20

Status: Foretaget

Forhandling den 21-11-2019

Hele debatten
Overblik over alle taler
Ordfører- og ministertaler

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

13) Forespørgsel nr. F 5:

Forespørgsel til uddannelses- og forskningsministeren:

Vil regeringen, med udgangspunkt i at Københavns Universitets Institut for Kunst- og Kulturvidenskab og Microsoft på forskellig vis har gjort ansatser til at afgrænse sproget, redegøre for, hvordan den vil undgå, at disse tiltag til »nysprog« udvikler sig til en glidebane, samt hvordan regeringen fremadrettet vil sikre sproglig pluralisme og forsknings- og ytringsfrihed?

Af Morten Messerschmidt (DF) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF).

(Anmeldelse 02.10.2019. Fremme 08.10.2019).

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 26. november 2019.

Vi venter lige et par minutter, til alle er på plads.

Det ser ud til, at alle har fået en plads lidt tættere på talerstolen, så vi kan gå i gang med forespørgselsdebatten. Den første, der får ordet, er ordføreren for forespørgerne, hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, som skal begrunde forespørgslen.

Tak. Vi har bedt om den her forespørgselsdebat fra DF's side, fordi vi er bekymrede for det danske sprog og måden, man bruger det på, fordi vi er bekymret for, at man er på vej til at tillade begrænsninger på sproget, som man ikke selv vælger, men som påduttes en og styres af andre.

Den konkrete anledning til forespørgslen var to nyhedshistorier, den ene fra Københavns Universitets Institut for Kunst og Kulturvidenskab, hvor institutlederen har sendt en mail ud og bl.a. opfordrer til at undgå at bruge kønnede betegnelser som »damer« og »piger« eller »gutter« og »drenge« og i stedet bruge kønsneutrale betegnelser. Det andet eksempel er Microsoft, som i en ny version af tekstbehandlingsprogrammet vil foreslå rettelser til danskerne, hvis de ikke bruger inkluderende ord, f.eks. nej til »politimand«, »formand« og »dement«, hvor det skal være »politibetjent«, »forperson« eller »person med demens«.

Det kan virke som ubetydelige tiltag, og vi bør vel også tage hensyn, men skal der ikke være en grænse? Kan vi ikke blive enige om at stå fast på, at vi ikke vil dikteres, hvad vi må sige? Det er derfor, vi beder regeringen redegøre for, hvordan den vil undgå, at disse tiltag til nysprog udvikler sig til en glidebane, samt hvordan regeringen fremadrettet vil sikre sproglig pluralisme og forsknings- og ytringsfrihed.

Tak for det. Og så er det uddannelses- og forskningsministeren for en besvarelse.

Tak for det. Og tak til Dansk Folkeparti for at indkalde til den her forespørgselsdebat. Det er jo en debat, der kører på højtryk lige nu – med udgangspunkt i alt fra vinterboller til kønsneutrale værelser på efterskoler – og får Dansk Folkepartis mandlige medlemmer til at iklæde sig dametøj. Det burde altså være klart, at der er tale om et komplekst og til tider lidt abstrakt emne, og derfor vil jeg godt lige indledningsvis bruge lidt tid på de helt konkrete eksempler, som der henvises til i forespørgselsdebatten, med Københavns Universitet og Microsoft.

Jeg antager, at det første eksempel med Københavns Universitet handler om, at institutlederen og studielederen på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab sendte en mail ud til medarbejderne i forbindelse med studiestart. I mailen stod der bl.a.:

Kære alle undervisere på IKK. Nu starter semestret og undervisningen op. Vi har heldigvis en stor mangfoldighed af studerende, heriblandt binære og nonbinære transstuderende, og det er nyt for mange af os. For at sikre inklusionen af dem vil jeg gerne formidle et par gode råd til underviserne.

Mailen giver herefter tre råd. Det ene råd er at undlade at anråbe de studerende med damer og piger eller gutter og drenge, som ordføreren allerede har redegjort for. Det var det råd, som gav nogle medier anledning til at meddele, at det nu var helt forbudt at sige drenge og piger på Københavns Universitet. Et af de andre råd er, at hvis man er i tvivl om en persons køn, kan man omtale dem med deres navn i stedet for at sige han eller hun.

Det andet eksempel, der nævnes i forespørgslen, handler om Microsoft. Jeg antager, at der her tænkes på den udvidelse af Microsoft Word, som fik en del medieomtale i september. Som jeg forstår medieomtalen, handler det om, at Microsoft vil tilbyde en funktion i Word, der kan markere bestemte ord med en blå streg. Word kan så foreslå et mere inkluderende alternativ, f.eks. politibetjent i stedet for politimand eller forperson i stedet for formand. Jeg kan dog også forstå, at en talsmand for Microsoft i Danmark har forklaret til DR, at det er usikkert, om funktionen overhovedet kommer til den danske version af Word. Sikkert er det dog, at funktionen, hvis den kommer, vil være valgfri.

Jeg er helt enig med forespørgerne i, at det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, hvordan en ny teknologi påvirker det danske samfund og det danske sprog på godt og ondt. Teknologi er ikke bare en neutral løsning på et konkret problem. Teknologi påvirker os som mennesker og påvirker vores samfund og nogle gange også vores sprog. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på de etiske, sociale og kulturelle aspekter af ny teknologi. Jeg må dog sige, at lige præcis det konkrete eksempel med wordfunktionen mener jeg er harmløst. Det er en frivillig funktion, man kan slå til og fra. Og jeg ved ikke, om jeg selv ville bruge den, men jeg kan ikke se et problem i, at funktionen findes, og at andre vælger enten at bruge den eller ikke gøre det.

Eksemplet med mailen på Københavns Universitet viser, at vi ikke er færdige med at diskutere, hvordan universiteterne kan vise hensyn over for minoriteter eller gøre en indsats mod overgreb og krænkelser uden at gå på kompromis med den akademiske frihed. I forhold til det konkrete eksempel synes jeg grundlæggende, det er positivt, når man på det enkelte uddannelsessted tager bestik af sine studerende og gør en indsats for at få dem alle sammen til at føle sig velkomne og som en del af et stærkt studiemiljø. Jeg synes også, at det her er værd at bemærke, at der er tale om en relativt udsat gruppe. Ifølge den netop offentliggjorte SEXUS-undersøgelse har transpersoner og nonbinære i langt højere grad end andre grupper i samfundet oplevet mobning, chikane og fysisk forulempelse på grund af deres seksualitet; de føler sig i langt højere grad ensomme; mellem 60 pct. og 78 pct. af transpersoner og nonbinære personer har haft selvmordstanker; og mellem 17 pct. og 25 pct. har direkte forsøgt selvmord.

Jeg mener ikke, at det er min eller Folketingets opgave at forhindre det enkelte uddannelsessted i at gøre en ekstra indsats for at inkludere de her studerende, hvis de på uddannelsesstedet oplever det behov. Det rokker dog ikke ved, at ytringsfriheden og forskningsfriheden er helt grundlæggende for vores samfund, ikke mindst for vores universiteter, og de rettigheder nyder som sådan allerede en udstrakt og uomtvistelig beskyttelse i henholdsvis grundloven og universitetsloven. Det er godt, og det er noget, vi sammen skal stå vagt om. Det er bl.a. også derfor, jeg ikke finder et behov for, at vi herudover skal regulere, hvordan de taler til hinanden på Københavns Universitet. Der er noget paradoksalt i ideen om, at vi herinde i Folketinget skal regulere os til sproglig pluralisme ude på institutionerne.

Det er universiteterne selv, der har kompetencen og de bedste forudsætninger for at tage en åben debat om de her emner og på den baggrund løbende sætte rammerne for, hvordan vi skal tale til, om og med hinanden. Netop på universiteterne skal der jo finde en fri meningsudveksling sted. Det er et sted, hvor meninger skal brydes. Det betyder omvendt ikke, at ledelse, ansatte og studerende ikke godt kan forholde sig reflekteret til, hvordan man taler til hinanden, og hvordan man forholder sig til nye grupper af studerende som f.eks. nonbinære studerende.

Diskussionen om, hvordan vi kan udvise nye hensyn over for andre uden samtidig at give køb på vores værdier eller traditioner, har på mange måder været kernen i den løbende debat om krænkelseskultur. Det er en debat, som vi har haft med udgangspunkt i alt fra sombreroer og morgensang til retningslinjer for krænkende adfærd på Københavns Universitet, og jeg tror, vi skal passe meget på med ikke at mudre det hele sammen.

Da Københavns Universitet i 2018 offentliggjorde sine retningslinjer for at håndtere krænkende adfærd, blev de mødt af omfattende kritik, bl.a. for at skabe usikkerhed om den akademiske frihed på universitetet. Universitetet har på den baggrund opdateret retningslinjerne. De slår nu fast, så ingen kan være i tvivl, at akademisk frihed er betingelsen for og det bærende begreb i universitetets virksomhed. Der står bl.a., at i forskning og undervisning skal alle spørgsmål kunne stilles, og der skal være frihed til at søge svar på dem. Det er jeg meget enig i. Og jeg mener også, at det er en god grundregel uden for universiteterne, for her skal alle spørgsmål også kunne stilles, og der skal være frihed til at søge svar på dem. Det har vi bl.a. brug for, når vi som samfund skal finde ud af at håndtere de forandringer, vi ser inden for f.eks. teknologi, sprog og identitet.

Det er helt naturligt, at det giver anledning til debat, når samfundet og sproget ændrer sig, og det er godt, at vi får debatteret de her ting. Men det er også en svær diskussion, og man kan let blive misforstået. Jeg vil derfor gerne slutte samme sted, som den så omdiskuterede mail til medarbejderne på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, der siger, og jeg citerer: Disse problematikker er nye og fremmede for mange af os, derfor er det vigtigt, at vi tænker os lidt om og lytter til hinanden. Tak.

Tak til ministeren.

Nu er det sådan, at inden vi går videre til forhandlingen, har ordførerne mulighed for én kort bemærkning. Det er der i hvert fald en, der har bedt om, og det er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Værsgo.

Tak. Jeg vil knap nok sige tak for svaret, for jeg hørte faktisk ikke ret meget om, hvad ministeren og regeringen vil gøre ved de her udfordringer. Debatten har vi jo haft. Vi havde den i foråret omkring krænkende adfærd på den ene eller den anden måde, og det er fuldstændig rigtigt, at den debat har affødt, at man på Københavns Universitet har tænkt sig om og justeret på nogle ting. Det er rigtig godt. Men vi kan så se på en techgigant, og det kan godt være, at ministeren mener, at det, de kommer med, er harmløst. At tænke sig, at et amerikansk firma skal ind og kunne definere, hvad det vil anbefale danskerne at skrive, når de skriver i tekstbehandling, er ikke helt så harmløst, i mine øjne i hvert fald. For det vil jo uvægerlig påvirke den måde, vi skriver på, når vi bliver påvirket af det hele tiden. Og hvem er det, der skal bestemme det? Skal det være nogle i et eller andet hovedkontor et eller andet sted ude i verden, der synes, at nu må vi ikke bruge det ord, eller nu må vi ikke bruge det ord?

Så jeg vil gerne høre ministeren klart svare på, hvad regeringen vil gøre i forhold til f.eks. Microsoft og den udfordring, som det altså vil give os i forhold til det danske sprog.

Ministeren.

Tak for det. Jeg mener ikke, at teknologi og dens kæmpestore magt over vores hverdag og vores måde at være mennesker med hinanden på er harmløst, på ingen måde. Jeg synes faktisk, at det er en debat, vi tager alt, alt for let. Med harmløse mener jeg de få konkrete eksempler, der har været fremme, om, hvad Microsoft havde planer om at forestille sig at foreslå som alternativer i en frivillig ordning. Og det lidt, som potentielt ikke engang kommer til Danmark, vurderede jeg som harmløst. Om man siger politimand eller politibetjent – det er lige før, jeg vil sige, at man skal passe på med de her ting, men at jeg da selv i nogle af de konkrete tilfælde godt kan have brug for at blive mindet om, hvad det egentlig er, jeg signalerer med mit sprog, og ikke nødvendigvis af en techgigant som Microsoft. Men hvorfor egentlig signalere, at en betjent skal være en mand? Der er da noget i det her sprog, vi skal reflektere over. Det er ikke det samme, som at det er Microsoft, der skal bestemme det. Og jeg mener generelt, at vi skal have en grundlæggende diskussion om, hvordan teknologi påvirker os som mennesker i vores hverdag.

Tak for det. Der er ikke flere, der har bedt om en kort bemærkning, så nu går vi til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Den første er ordføreren for forespørgerne, hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Jeg undrer mig stadig væk over, hvad ministeren egentlig konkret vil gøre. Men som det også fremgik af både ministerens tale og ministerens svar, er det her jo lidt en tendens i tiden. Og vi mener altså ikke, at det er så harmløst. Det kan godt være, at de enkelte små ting er det, men det er første skridt på det, vi er bange for kan være en glidebane. Derfor skal vi tage det alvorligt.

Vi havde eksempler i foråret. Vi havde historien med afsyngningen af »Den danske sang er en ung, blond pige«. Skal vi synge den herinde? Hvor mange unge, blonde piger er til stede? Vil alle være krænkede, hvis vi gjorde det? Vi havde en forsker, der gav en forelæsning med resultater, der var opdelt i kvinder og mænd. Begge dele gav på det tidspunkt anledning til, at nogle følte sig krænkede, ikke fordi der har sagt noget direkte eller i relation til dem, men bare fordi de befandt sig i lokalet og hørte, hvad der blev sunget, eller hørte, hvad der blev forelæst. Og det blev seriøst drøftet mange steder, om man skulle lade være med at synge »Den danske sang er en ung, blond pige«, eller om man måtte forelæse om forskningsresultater opdelt efter det biologiske køn. Nu siger jeg så biologisk køn, for hvis jeg bare siger køn, ved jeg jo godt, at der er nogle, der mener, at der på den anden side af hundrede køn. Det læste jeg på BBC en dag, og det var et svar til et eller andet barn, der havde stillet det spørgsmål. Det skal jeg så egentlig ikke kommentere på, for der har jeg sådan en naturvidenskabelig hjerne – det har jeg måske lidt svært ved at forholde mig til. Jeg synes, at der er to biologiske køn, og det er udgangspunktet.

Men det, at man begynder at begrænse den sproglige pluralisme, den sproglige mangfoldighed, den sproglige diversitet, giver mig nogle bekymrende associationer. Det er nogle ting, vi har set før i historien. Så skal jeg ikke nævne så meget, men man kunne nævne Sovjetunionen. Inden for den litterære verden har man George Orwells tidløse, tankevækkende bog »1984«, hvori forfatteren beskriver et totalitært regime, hvor sproget er vendt om og magthaverne definerer sproget. På den måde bruger de sproget til at knægte og undertrykke tankefrihed, videnskabelig frihed og ytringsfrihed. Og det er det begreb, nemlig nysprog, som vi bruger som betegnelse i forespørgselsteksten, det er der, det kommer fra.

Med deres rigtige misbrug af sproget instrumentaliserer regimet sproget til en mindkontrol og en løftestang til at få kontrol med befolkningens bevidsthed. På den måde kan man ensrette tænkningen og bevidsthedskontrollere befolkningen til at tænke på en bestemt måde, samtidig med at man begrænser deres sproglige og tankemæssige kreativitet. Det er farligt. Det er en trussel mod vores demokrati, hvor mennesker skal have lov til at udfolde sig under ansvar. Det er et totalitært menneskesyn. Og der giver Microsofts tiltag en association til de konturer, som vi lige nu ser udfolde sig i Kina. Det er en stat, der langsomt, men sikkert mere og mere bruger teknologien til at kontrollere befolkningen og ensrette deres tænkning.

Man kan stille sig selv det spørgsmål: Hvad bliver det næste, Microsoft finder på? Og hvorfor skal en stor global virksomhed bestemme, hvordan vi skal bruge sproget? Det kan godt være, at de eksempler, vi har hørt nu, virker harmløse, og det kan jeg sådan set også godt selv tænke, men hvad er det næste? Hvad er det næste, der kommer ind i systemerne, og som vi måske knap nok er opmærksomme på? Der er mange, der nok vil sige, at det ikke er så slemt, altså at det bare er gode hensigter og lidt hjælp og vejledning, og at det ikke kan gøre nogen skade. Det kan forekomme banalt, men besynderligt, at Københavns Universitet som anerkendt forskningsinstitution skal bruge ressourcer på den slags i stedet for at levere forskning i verdensklasse, som de ellers er så gode til.

Man kan sagtens sige, at det ikke kan være afgørende, om vi siger politimand eller politibetjent, om vi siger formand eller forperson, om vi omtaler personer som han eller hun eller kun bruger deres navne. Det er heller ikke spor afgørende, hvis det bare er mig eller dig, der bestemmer, hvilke ord vi bruger, og hvordan vi bruger dem. Men det bliver et problem, hvis det er ledelsen på uddannelsesinstitutioner og andre organisationer eller den multinationale virksomhed, som fortæller os, hvad vi kan og må og skal skrive. For hvad bliver det næste? Skal vi omdøbe den lille havfrue til den lille havperson? Der er allerede en udvikling i gang. Vi skal sige fra over for den, og det håber jeg vi kan blive enige om her i dag.

Så har jeg på vegne af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget opfordrer regeringen til at overveje skridt til at sikre det danske sprogs sproglige pluralisme og forsknings- og ytringsfriheden og undgå, at disse tiltag til »nysprog«, som Københavns Universitets Institut for Kunst- og Kulturvidenskab og Microsoft er eksempler på, udvikler sig til en glidebane.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 18).

Tak for det. Der er modtaget et forslag til vedtagelse.

Der er også et ønske om en kort bemærkning. Den er fra fru Mai Villadsen, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil i al enkelhed bare høre ordføreren om noget. Der bliver sagt, at man er på vej i en glidning mod et totalitært menneskesyn, hvis virksomheder og uddannelsesinstitutioner pålægger noget eller kommer med ønsker til sprogbrug. Men mener ordføreren ikke, at det i grunden ville være mere totalitært, hvis det er Folketinget eller regeringen, som skal ind og kontrollere sådan nogle ting?

Ordføreren.

Jo, jeg mener ikke, at de kan lave regler om, hvad vi skal sige, eller hvad vi ikke skal sige. Det, vi skal gøre herindefra, er at stille værnet op imod, at andre gør det. Jeg har ikke løsningen på det, men det er egentlig at gå op imod f.eks. Microsoft og sige, at vi ikke vil have, at I kommer og definerer, hvordan vi må skrive. I skal ikke komme og fortælle os, hvad der er rigtigt og forkert. De skal ikke pådutte os nogen normer. Det er helt fint, hvis man i en tekstbehandling har en retskrivningsordbog, som man kan slå op i. Vi har jo i det her land defineret, hvordan retskrivningen ser ud lige nu. Den er anderledes i dag, end den var for 100 år siden, men vi har den, og vi ved, hvordan den er. Den kan de lægge ind. Men de skal ikke komme og lægge noget ind om, at nu bør jeg bruge nogle andre ord end dem, jeg har lyst til at bruge, eller dem, jeg synes man skal bruge, og slet ikke fra en virksomheds side, der har hovedkontor langt ude i verden.

Fru Mai Villadsen.

Men kender ordføreren nogen eksempler, hvor virksomheder på den måde tvinger folk til at bruge et bestemt ord, eller danske uddannelsesinstitutioner for den sags skyld? For mig bekendt – og som ministeren jo også gjorde os opmærksom på i sin tale – er det ikke tilfældet i dag.

Ordføreren.

Nej, men jeg kan jo se, at den debat, der var omkring krænkende adfærd i foråret, faktisk har ført til, at man på Københavns Universitet har justeret på sine retningslinjer ud fra en logik om, at der faktisk var nogle ting, der lidt var ved at glide den forkerte vej. Derfor mener jeg, at debatten er uhyre vigtig. Jeg mener, at vi godt her i dag kan sige, at de eksempler, som vi baserer det her på, er harmløse og små, og at der ikke er nogen, der tvinger os til noget i første omgang. Men jeg vil bare gerne have, at vi tager fat i debatten og på forhånd sikrer, at vi ikke kommer ud ad en glidebane, så vi på et eller andet tidspunkt står i en situation, hvor vi ikke kan sige, hvad vi vil; hvor vi ikke kan stille os op og bruge de ord, som vi måtte synes er rigtige, sådan at det er mig, der definerer, hvordan jeg taler hensynsfuldt til folk, og ikke nogen andre, der definerer, hvad jeg må sige, og hvad jeg ikke må sige.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken er hr. Kasper Sand Kjær fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet. Lad mig bare i første omgang kvittere for, at Dansk Folkeparti rejser den her debat. Sproget udvikler sig jo hele tiden, og det gør det i høj grad, fordi vi har en samtale om det. I mine øjne er de her to eksempler, som ligesom er anledningen til forespørgslen, i virkeligheden ret forskellige i deres karakter. De har selvfølgelig det til fælles, at de handler om, hvordan vi taler til hinanden og omtaler hinanden.

Eksemplet med Microsoft, hvis vi skal starte med det, mener jeg egentlig grundlæggende rejser en diskussion om, hvordan teknologien påvirker os, og det er bestemt en relevant diskussion, som rækker langt ud over den konkrete diskussion, som vi har i dag. Med hensyn til det konkrete tilfælde med en funktion i et tekstbehandlingsprogram, som man kan slå fra, vil jeg lægge mig i slipstrømmen af ministerens ord og sige, at det er relativt ufarligt. Det kan måske endda være en hjælp for dem, som ønsker at benytte sig af et mere inkluderende sprog. Det har jeg da selv en ambition om at gøre sådan generelt.

Men det ændrer jo ikke på det principielle spørgsmål, som sagen rejser, og som jeg gerne vil anerkende, nemlig teknologiernes påvirkning af vores sprog og dermed også af vores fællesskab i det hele taget. Det er jo nok lige nu en debat, som stiller flere spørgsmål, end den giver svar. Derfor er det også en debat, som jeg synes det er vigtigt at vi fortsætter med at have med hinanden. For lige nu placerer vi jo rigtig meget magt over vores relationer og fællesskaber og også over vores sprog hos globale techgiganter, som er meget langt væk fra dansk kultur og dansk lovgivning. Og hvad nu hvis den her funktion ikke kunne slås fra? Eller hvad nu hvis det havde været omvendt? I takt med at den offentlige samtale og vores private relationer i højere grad sker gennem teknologi og på teknologiske og globale platforme, udfordrer det jo også i en eller anden forstand vores evne til som samfund og fællesskab og som kultur selv at definere rammerne for vores samtale. Og den debat synes jeg er vigtig at vi har.

Det andet eksempel fra Københavns Universitet, hvor underviserne får gode råd om, hvordan de kan undgå at støde de studerende, eller hvordan de kan være med til at imødekomme, at de studerende føler sig omfavnet af undervisernes sprogbrug, synes jeg er en helt anden diskussion. Helt grundlæggende synes jeg faktisk, det er lidt svært at være modstander af gode råd, som bunder i et ønske om, at unge mennesker skal føle sig inkluderede i deres fællesskab med deres medstuderende. I det konkrete tilfælde her er der jo tale om en meget sårbar gruppe af unge mennesker, som man ønsker at tage et særligt hensyn til. Og vi har jo alle sammen set statistikkerne over, hvor mange psykisk sårbare der er blandt vores unge og blandt vores studerende. Derfor vil jeg egentlig gerne anerkende, at Københavns Universitet forsøger at tage et ansvar for, hvordan de studerende kan føle sig mere inkluderede

Betyder det så, at vi helt generelt nu skal til at hive kønnet ud af vores sprog? Det synes jeg ikke at der er nogen grund til, men jeg synes heller ikke, at det er vores opgave her på Christiansborg at bestemme det. Jeg vil langt hellere lade det være op til de lokale fællesskaber, om det så er på Københavns Universitet, i fodboldklubben eller på et plejehjem, at finde ud af, hvilke regler der skal gælde for deres fællesskaber og deres samvær, herunder også hvordan man taler til hinanden og tiltaler hinanden – og måske særlig på et universitet, hvor der skal være en frihed til at eksperimentere og afprøve nye former, uanset om det er om kønnenes rolle i vores sprog eller kemiske eksperimenter i et laboratorium. Her vil jeg egentlig være særlig skeptisk over for indgriben og indblanding fra Christiansborg.

Så for at værne om ytringsfriheden mener jeg principielt ikke, at vi som politikere kan gøre så meget andet end det, Dansk Folkeparti gør netop nu, nemlig at rejse debatten og sørge for, at vi har en samtale om sprogets udvikling.

På den baggrund vil jeg gerne på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet og Liberal Alliance fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget byder diskussionen om, hvordan nye teknologier og nye syn på køn og identitet påvirker og udvikler det danske sprog, velkommen. Det er vigtigt kontinuerligt at diskutere og være opmærksom på, hvordan teknologi påvirker samfundet, og hvordan nye tiltaleformer ændrer sproget.

Folketinget er optaget af at værne om ytringsfrihed og forskningsfrihed på universiteterne og konstaterer, at både ytringsfriheden og forskningsfriheden er beskyttet i gældende lovgivning.

Folketinget konstaterer endvidere, at det ikke vil være hensigtsmæssigt, hvis Folketinget regulerer tiltaleformer m.m. på universiteterne. Det vil kunne modvirke den ønskede sproglige pluralisme samt ytrings- og forskningsfriheden. Universiteterne har kompetencen og de bedste forudsætninger til gennem åben debat at sætte rammerne for, hvordan ansatte og studerende taler til, om og med hinanden.

Derudover mener Folketinget ikke, at der er behov for yderligere regulering af private aktører i den aktuelle sag.

På den baggrund opfordrer Folketinget regeringen til fortsat at være opmærksom på området.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 19).

Tak.

Tak til ordføreren. Der er fremsat endnu et forslag til vedtagelse, som vil indgå i forhandlingerne.

Der er et ønske om en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførertalen. Ordføreren siger »relativt ufarligt«. Og det var jeg også inde på før, altså at jeg jo sådan set ikke er uenig i, at det godt kan opfattes sådan lige nu.

Men spørgsmålet er jo, at hvis Microsoft lægger noget ind ud fra en eller anden logik om, at man skal være hensynsfuld eller der ikke må være stødende ord, så er det ud fra en kulturel baggrund – hvor de nu end måtte sidde henne, når de definerer det. Så man kan sige, at det er at acceptere – og det hører jeg lidt ordføreren gøre – private virksomheder, der laver den her slags ting. Så kan man sige, at man kan vælge det til eller fra, men bare det, at det er der, sender jo nogle signaler. Altså, de gør det jo ikke uden grund, og hvis ordføreren så vælger at bruge det, så vil jeg lige pludselig måske høre nogle andre ord i en ordførertale, end jeg ellers ville have hørt. Og hvis ord er det så? Er det så Microsoft, der taler her i Folketingssalen? Så synes jeg jo, vi har et problem.

Så kan jeg ikke få ordføreren til at bakke mig op i, at vi bliver nødt til at gøre et eller andet, også i forhold til de techgiganter, som vi jo altså på alle måder er omgivet af? Det er jo ikke bare Microsoft, det vil også være alle de andre steder, hvor vi kommunikerer inde.

Ordføreren.

Jeg synes, der er rigtig god grund til at være opmærksom på, hvordan teknologien og store techgiganter ikke bare påvirker vores sprog, men vores kultur, vores fællesskab, vores demokrati. Det synes jeg virkelig der er grund til at være optaget af. Så det vil jeg fuldt ud anerkende.

Men jeg tror faktisk ikke, at jeg synes, det lige præcis er det eksempel, som ordføreren slår ned på her, der så er det største problem, nemlig at vi måske begynder at tale i et sprog, hvor vi ikke giver alting et køn på forhånd. Og i virkeligheden ville jeg synes, det var udmærket, hvis Word mindede mig om at kalde det en politibetjent og ikke en politimand. Det kan jo være en udmærket funktion, som jeg måske endda engang imellem selv ville benytte mig af.

Jeg tror ikke, jeg synes, at vi slår ned på det væsentlige i techgiganternes udfordring af vores kultur og sprog. Den synes jeg faktisk er på andre områder, men der synes jeg til gengæld der er grund til at være opmærksom.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Jamen hvor ender det henne? Google har i Kina tidligere accepteret, at man skulle gå ind og sige: Der er en hel masse ting, man ikke må se og man ikke må gøre. Så lukker de af for det, og det kan de selvfølgelig gøre i deres system. På samme måde kan man jo forestille sig, at nogen måtte styre, hvad vi skal se, og hvad vi ikke skal se. Det ved vi jo sker i dag på mange af de her platforme.

Så det handler sådan set ikke om det konkrete ord – om vi skal skrive politimand eller politibetjent. Det kan jeg sådan set også synes er temmelig harmløst, og hvis ordføreren har lyst til at blive hjulpet til det, så fred være med det.

Man hvad er det næste? Og hvad er det for en tankegang? Altså, for hvad er hensynsfuldt sprogbrug, hvis man endelig skulle gå ind på den? Og hvem skal definere, hvad det er i Danmark?

Ordføreren.

Det er jo noget af det, som vi skal definere i fællesskab og i vores lokale fællesskaber. For det er jo ikke sikkert at et inkluderende og hensynsfuldt sprogbrug er det samme her i Folketingssalen, som det er på Københavns Universitet, som det er i fodboldklubben. Og der har jeg egentlig grundlæggende tillid til, at vores lokale fællesskaber selv kan konstruere, hvordan reglerne skal være for deres samvær.

Men jeg synes da, det kinesiske eksempel er interessant. For det, der jo er skrækscenariet, er netop en stat, der vil ind og regulere så tæt på borgernes adfærd. Og det er jo lidt den glidebane, jeg faktisk synes ordføreren åbner for, med at ville ind og styre, hvordan udenlandske virksomheder kan bruges af forbrugerne. Tak.

Næste spørger er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Men det, der er på spil, har ordføreren jo ikke været inde på endnu, og der skal vi vende os til Canada. For det, der er på spil, er jo, at man i den bedste mening i Canada har indført skrappe love imod hatespeech. Og det er så sådan efter canadisk lovgivning, at der også er et begreb om uintenderet hatespeech. Og den her hatespeech kan så også omfatte uintenderede krænkelser af folk, der har et ikkebinært køn. Og dermed er der jo altså lukket op for, at man uintenderet kan komme til virkelig at krænke folk. For det kan være lidt svært at få øje på folks ikkebinære køn, hvor det binære umiddelbart kan være nemmere at fastslå. Og der har vi jo været noget af vejen i Danmark, for Københavns Universitet var jo på vej ned ad den vej, der hedder uintenderede krænkelser. De blev så ledt på bedre tanker, og det er rigtig godt. Men kombinationen af hatespeechlove og identitetspolitik er potentielt en ret eksplosiv kombination, og den har vi ikke hørt noget om. Så der vil jeg da gerne høre ordførerens bemærkninger.

Ordføreren.

Tak. Det er jo et stort spørgsmål. Identitetspolitikken har jo gjort sit indtog på mange måder i den danske debat og jo også her på Christiansborg. Jeg tror grundlæggende ikke på, at det er det, som er det væsentlige for den almindelige dansker – havde jeg nær sagt – altså det, som identitetspolitikken rejser af diskussioner.

Men jeg anerkender, at i forhold de diskussioner, den har rejst – f.eks. om dem, der ikke identificerer sig som mand eller kvinde, og som har følt sig overset og har følt sig negligeret – tror jeg virkelig, de føler sig rummet af, at der nu er en debat om, hvordan man kan have et sprog, som de også er en del af. Det synes jeg egentlig er udmærket. Men jeg er slet ikke ude på en eller anden glidebane, hvor vi nærmer os canadiske tilstande eller noget som helst. Og jeg tror også på, at vi fint kan bevare køn i vores sprog, som vi har det i dag.

Men jeg har bare ikke lyst til at slå ned på institutioner, der faktisk ud fra bedste intention gør, hvad de kan, for at rumme deres studerende. Og det synes jeg er tilfældet med Københavns Universitet.

Hr. Henrik Dahl.

Men det er jo nogle elementer, som i og for sig er tilforladelige, og som mange pæne og liberale mennesker – som alle os, der er til stede her – jo også synes er tilforladelige. Der er jo isoleret set ikke noget at sige til, at man kan være skeptisk over for hatespeech, og der er ikke isoleret set noget at sige til, at man kan være skeptisk over for krænkelser, og der er jo isoleret set ikke noget at sige til, at man gerne vil undgå at støde mennesker.

Pointen er jo bare, at de her relativt harmløse ting kan kobles sammen til noget, der er meget, meget eksplosivt, ligesom at hvis man har den rigtige indkøbsliste, kan man jo få ting i Matas, der kan kombineres og eksplodere. Man skal bare vide, hvad det er, man skal købe, og hvordan det skal blandes.

Så det er den her uintenderede blanding af meget fornuftige ting, som vi skal have fat på. For Københavns Universitet har været på vej ned ad den vej.

Ordføreren.

Det synes jeg er en udmærket pointe. Og hvor går den præcise grænse? Det synes jeg jo er svært for os herinde at være dem der definerer. Og derfor vil jeg egentlig gerne blive ved med at insistere på, at den der samtale er nødt til at flytte ud og være så tæt på det lokale fællesskab som muligt. For jeg tror egentlig på, at så hiver man også nogle af de der store principper og konflikten ud af det. På Københavns Universitet såvel som alle andre steder må det være en samtale mellem de studerende og underviserne og universitets ledelse: Hvad skal rammerne være for vores fællesskab her? Hvordan er det, vi skal være sammen? Hvordan skal vi tale til hinanden? Sådan tror jeg, vi får de stærkeste fællesskaber, hvor flest mulige er inkluderet. For når man står over for den enkelte, der føler sig uden for den måde, vi taler på i dag, så ønsker alle jo at inkludere vedkommende.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fra Venstre, og det er hr. Mads Fuglede. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for at rejse en vigtig og relevant debat om nysprog. Som det så ofte er med forslag fra netop Dansk Folkeparti, synes jeg, det viser en stor kærlighed til sproget og det, vi skal passe på, og til alt det, vi har fået i arv som danskere, og det vil jeg gerne kvittere for.

Der er dog altså det her med, at man bare bruger begrebet nysprog, hvilket jeg nu har det lidt svært med, for det er jo et underligt nyt ord. Det kom ind i sproget i 1948, da George Orwell skrev »1984«. Det var udgivelsesåret 1948, og han vendte så tallene om, og det blev så til 1984, og han beskriver et sprog, der er skruet sådan sammen, at det kan bruges politisk, og det var ikke noget, han sådan fandt på ud af den blå luft. For han havde nemlig oplevet i nazitiden, at man fra nazistisk side meget aktivt arbejdede med sproget som et politisk værktøj til at udgrænse andre mennesker og sætte en bestemt politisk dagsorden, og det tror jeg det er vigtigt at vi holder os for øje her.

For på den ene side er der en debat gemt i det, som vi taler om, som handler om, hvordan vi passer på i den måde, vi taler med hinanden på, og om det egentlig altid er relevant at kalde en formand for en formand, hvis man kan bruge ordet forkvinde eller forperson osv. i stedet for. Det synes jeg må være op til hin enkelte. Men der er jo en anden debat gemt i det, og den tror jeg også det er meningen at vi skal have fat på her i dag, og Henrik Dahl er også inde på – som så ofte med et skarpt øje for, hvor problemet ligger begravet – at der er en politisk dagsorden gemt i det her, der kan ramme forskningsfrihed, og som smugler identitetspolitik ind i en større debat på en facon, som vil gøre, at vi her i dag kan have en passiar om det, hvor vi ikke rigtig lægger os fast på noget som helst, men hvor det kan blive anderledes alvorligt ned ad sporet, hvis vi udfordrer den fri forskning, og hvis vi får en underlig nymarxisme ind i debatter via sproget.

For et er selvfølgelig, at man kan få et privat udviklet skriveprogram som Word, hvor der er en funktion, som man kan slå til og fra, men hvad nu hvis man ikke kan slå den til og fra? Hvad nu hvis man ikke selv kan vælge, om man kan aflevere et speciale på det dansk, man selv vælger, eller man nu skal skrive det på et dansk, der ikke er kønnet, fordi der kunne sidde en censor og blive frygtelig stødt over alt det, der foregår her osv., og den egentlige dagsorden er, at der i sproget – fordi det er det, der er den identitetspolitiske dagsorden – er gemt nogle strukturelle og undertrykkende herskermentalitetsredskaber, som vi skal bekæmpe? Hvis vi kommer ned ad det spor, kommer vi til at tage de her samtaler mange gange igen i det her forum, for den dagsorden, der er der, er meget værre og meget mere alvorlig end den, der er gemt i den anden debat.

Men når alt det er sagt, bakker vi jo i Venstre op om det forslag til vedtagelse, vi fik læst op før af den socialdemokratiske ordfører, og minder bare om, at der her er en glidebane, som vi skal være meget opmærksomme på, og at vi, hvis vi kommer for langt ned ad den, som rummer en politisk kontrol af andre med sproget, så ender et slemt sted, især også hvis vi gør det med sådan en blind tro på, at vi gør det for at beskytte nogle minoriteter. For så rammer vi simpelt hen forbi den større debat, der er gemt i det her.

Med de ord vil jeg gerne kvittere for taletiden og sige, at vi selvfølgelig bakker op om det forslag til vedtagelse, vi selv har været med til at formulere.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak. Der er jo meget af det, ordføreren taler om, jeg kan være enig i, men jeg synes måske nok, at der er italesat en bekymring, men ikke en bekymring, som er så nærværende, som jeg synes den måske burde være. Og den der afstandtagen til nysprog mener jeg ikke er helt rigtig. Altså, jeg har ikke nogen forestilling om og heller ikke på nogen måde noget håb om, at vi herindefra skulle begynde at styre tingene, men når et firma som Microsoft gør noget, hvad ved vi så om, hvilken politisk dagsorden de her, hvad de egentlig intenderer med det, de gør? Det er jo rigtigt, at lige nu kan tingene slås til og fra, men kan de det om lidt, eller smyger det sig ind på forskellig vis?

Derfor vil jeg egentlig gerne høre, om ordføreren ikke er enig i, at vi bliver nødt til – jeg har ikke løsningen på, hvordan vi gør det – at tage nogle tiltag i forhold til firmaer som Microsoft, i forhold til deres politik for, hvordan de får påvirket det, vi gør, i deres retning, i stedet for at det er i vores retning?

Ordføreren.

Jeg er jo ikke bevidst om, at Microsoft har en politisk dagsorden, men jeg ved og bilder mig ind at tro, at Microsoft afspejler det store marked, de har i USA og i den angelsaksiske verden, hvor den her debat er ved fuldstændig at ødelægge amerikanske universitetsmiljøer. Jeg er sikker på, at Microsoft bare følger markedet og laver et produkt, som de tænker at man gerne vil benytte sig af i de kredse, og så er man blind for, at der er en politisk dagsorden gemt i de debatter ude på amerikanske universiteter.

Hvis man ender der, hvor man ikke kan slå det her til og fra, og hvis vi ikke gør Microsoft opmærksom på, at vi ønsker at kunne slå det fra, så står vi jo et helt andet sted, end vi står i dag, og det er jeg fuldstændig enig med hr. Jens Kristian Thulesen Dahl i.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Der ligger noget vældig bekymrende i det. Altså, jeg tror, det er fuldstændig rigtigt, at Microsoft er et firma, der gerne vil sælge deres produkter, og om de under det har øvrige politiske dagsordener, skal jeg heller ikke kunne sige, men bare det, at de gør det, og hvis de kigger ud på det amerikanske samfund og siger: de normer, værdier og regelsæt, som der er i det samfund, er det så dem, vi vil have ned over hovedet? Og hvornår er Kina så stort et marked, at det også begynder at være deres normer, som bliver puttet ind i de systemer, vi får? Så hvordan skal vi værne os mod det? Og hvis vi ikke tager fat i det nu, hvornår skal vi så?

Ordføreren.

Jamen jeg tror, det er nu, vi skal tage fat på det, og det gør man så i øvrigt også i USA. Jeg ved, at Chicago universitet har vedtaget et charter om, hvordan man laver fri forskning, og hvor man er meget opmærksom på den politisering, som hr. Jens Kristian Thulesen Dahl jo er opmærksom på også sniger sig ind i Danmark, altså på at bekæmpe den, sådan at fri forskning er fri forskning. Det kan godt være, at man mennesker imellem kan have en snak om, hvad køn er, men de krav kan man ikke pålægge eksempelvis en, der underviser i biologi, for hvis man gør det, er forskningen ikke længere fri.

På den måde er det jo en meget væsentlig debat, og så længe der er fornuftige stemmer i den debat, ser jeg også en opstand mod den tyrannisering, der foregår med sproget.

Hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for en rigtig god ordførertale. Ordføreren har jo et rigtig stort kendskab til USA, som han lige lukkede lidt op for her. Og det er her, jeg gerne vil knytte an, for jeg vil høre, om ordføreren kan bekræfte, at der i en amerikansk universitetskontekst er det uheldige ved hatespeech, at det jo også har en mørk side, selv om intentionen for så vidt er nobel med hensyn til at beskytte mod hatespeech, nemlig at det beskytter mod kritik? Der er jo den mulighed, at man klassificerer kritik som hatespeech – altså, kritik af islamister f.eks. eller uintenderet kritik, som der også har været tale om. Så kan ordføreren bekræfte, at den her ubehagelige forbindelse mellem hatespeech og det at lukke munden på kritikere allerede findes på amerikanske universiteter?

Ordføreren.

Ja, det kan jeg bekræfte. Den findes i allerhøjeste grad. Og på amerikanske universiteter oplever man hele tiden – ugentligt – at debatter bliver lukket ned, fordi dem, der kommer og taler på universitetet, bliver opfattet som nogle, der har så anderledes synspunkter, at disse synspunkter bliver betragtet som hatespeech. Og det rammer især en række polariserende debattører, som normalt ville have fri adgang til en fri debat på et universitet; det har i USA ramt en mand som Ben Shapiro eksempelvis. Og selv om jeg meget sjældent er enig i ret meget af det, Ben Shapiro siger, ville jeg jo aldrig formene så begavet en mand som ham adgang til et universitet for at tale. Og hvis vi nogen sinde får noget lignende her til landet, smuglet ind via identitetspolitikken – hvordan den end måtte aflejre sig i sproget og andre steder – ville det være meget bekymrende.

Hr. Henrik Dahl.

Jeg vil bare gerne benytte min anden bemærkning til at kvittere for, at ordføreren nævner Chicagoprincipperne. De er meget vigtige, og jeg tror, de vil blive mere afgørende i fremtiden. Jeg kan opfordre alle, der ikke allerede har læst dem, til at læse dem. De er virkelig en sund og fornuftig beskyttelse af den akademiske frihed – efterhånden også på danske universiteter. Så tak for det.

Ordføreren.

Jeg vil gerne kvittere for det og sige, at jeg mener, at Chicagoprincipperne er nogle, man bør sende ud som hyrdebrev fra ministerens side til alle uddannelsesinstitutioner, sådan at man kan se, hvordan man bedriver ordentlig fri forskning. Det er et meget fornuftigt metodisk hensyn, der bliver taget der.

Tak til ordføreren. Der er ikke noget ønske om flere korte bemærkninger til ordføreren. Dermed går vi videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er fra Det Radikale Venstre. Det er fru Katrine Robsøe.

Tak for ordet, og tusind tak for at tage initiativ til debatten. Jeg vil så også rigtig gerne takke ministeren for at gennemgå sagerne, der har ledt op til den her debat, så vi kan tale lidt mere konkret om tingene frem for på baggrund af nogle historier, der nogle gange bliver blæst ret meget op i medierne. Det her er ofte en debat, der får følelserne til at sidde uden på tøjet, og hvor der sættes modsætninger op mellem det at tage hensyn til vores medmennesker og så at have en frihed selv. Men i Danmark tror jeg sagtens at vi kan tage hensyn til hinanden, uden at det er en trussel mod vores ytringsfrihed eller vores forskningsfrihed.

Ytringsfriheden og forskningsfriheden er fuldstændig fundamentale søjler i vores samfund, det skal der ikke være nogen tvivl om. Derfor skal vi selvfølgelig også tale om, hvordan den teknologiske udvikling og vores udvikling i sproget påvirker den. Men der er i de fremhævede eksempler ikke tale om sager, hvor forskningsfriheden eller ytringsfriheden er truet. Der er helt enorm forskel på at give et råd i forhold til tiltaleformer og så til at begrænse forskningsfriheden. Der er enorm forskel på at komme med et frivilligt tillæg til et skriveprogram – på mange måder minder det jo om en synonymordbog – og så til at begrænse ytringsfriheden. Der er nemlig stor forskel på at tage hensyn til hinanden og stille alternative tiltalemuligheder til rådighed og så på at begrænse fundamentale friheder.

Jeg er enig med nogle af de andre i, at man skal være opmærksom på, hvordan ny teknologi påvirker det danske samfund og vores sprog på både godt og ondt, men jeg mener ikke, at de eksempler, der er blevet fremlagt, er problematiske. Det ændrer dog ikke på, at vi skal fortsætte debatten og være opmærksomme på udviklingen. Jeg er samtidig rigtig glad, når jeg ser, at uddannelsesinstitutioner selv arbejder med inklusion og arbejder på, hvordan de studerende kan have et godt studiemiljø. Der går nemlig ikke noget af mig, ved at der tages et lille hensyn til dem, der har det rigtig svært.

Sidst, men ikke mindst vil jeg bare sige, at sproget udvikler sig, det er ikke en konstant størrelse. Derfor er det her også en vigtig diskussion. Men vi kan ikke fra Christiansborg lovgive om alting, og derfor er jeg til gengæld glad for, at vi tager en diskussion i opløbet, også når der kommer det, jeg tror vi desværre kan komme til at se, nemlig alvorlige eksempler på banen. Vi bakker selvfølgelig op om det forslag til vedtagelse, som vi selv har været med til at fremsætte.

Tak til ordføreren. Der er et ønske om en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførertalen. Der går heller ikke skår af mig ved at tage hensyn. Det er slet ikke det, det her handler om. Men når det fra ordførerens side bliver sagt, at det her lidt svarer til en synonymordbog, så får jeg en bekymring. For hvem er det, der definerer, hvilke ord der tager hensyn, og hvilke ord der ikke gør det; hvilke ord der er stødende, og hvilke der ikke er det, og som dermed kan rådgive mig om, hvad jeg skal skrive og ikke skal skrive? Der bliver jeg altså grundlæggende bekymret.

Så kan man sige, at vi lige nu er i en situation, hvor det er et værktøj, som jo ikke engang er kommet på markedet herhjemme endnu, og som givetvis vil kunne slås fra. Og så kan man sige: Er det ikke ligegyldigt? Men jeg synes bare, det er rigtig vigtigt, at vi tager diskussionen nu og forholder os til det, i stedet for at vi skal forholde os til det på et tidspunkt, hvor vi kan ikke kan slå det fra, og hvor det lige pludselig er styrende for, hvad man skriver, på en helt anden måde end det, det ser ud til lige nu.

Deler ordføreren ikke bekymringen for, hvad det lige om lidt bliver til, hvis ikke vi gør noget nu?

Ordføreren.

Jeg kan selvfølgelig godt dele bekymringen over de udfordringer, der er, med den teknologiske udvikling. Jeg synes samtidig, at det her faktisk åbner for hele snakken om, hvordan vi selvfølgelig sikrer, at vi har dannede mennesker i vores samfund, der nemlig lige præcis selv kan tage stilling til, også hvilke ord man anvender. Og lad os lige slå fast, at det eksempel, der er taget med her, er noget, der kun måske ville komme til Danmark. Det ville være noget, man kunne slå fra. Det vil sige, at man ville kunne til- eller fravælge, om man overhovedet ville have de her forslag. Derfor ser jeg ikke det her konkrete eksempel, som ordføreren har indkaldt til debatten på, som problematisk.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Jeg prøver egentlig bare at udvise lidt rettidig omhu i forhold til at prøve at gøre noget tidligt. Der er ingen tvivl om, at dannelse er et helt centralt begreb i hele vores uddannelsessystem. Der er der også udfordringer, og der kan vi også gøre tingene meget bedre. I det ligger der selvfølgelig også, hvordan man agerer og opfører sig og tager hensyn osv., ingen diskussion om det. Kerneproblemet her for mig er egentlig, hvis vi accepterer, at der kommer et system som Microsofts, hvor nogle sidder ude i verden og definerer, hvad der er et stødende ord. Hvem er det, der skal definere, hvad der er et stødende ord for ordføreren eller for mig?

Ordføreren.

Det er faktisk det, jeg prøvede at sige med også det dannede. Det er jo, at vi danner mennesker til selv også at kunne tage stilling til de her ting, til selv at kunne vurdere, hvad der er det rigtige at anvende. Så det var derfor, at jeg også nævnte det.

Den næste spørger i rækken er hr. Mads Fuglede fra Venstre. Værsgo.

Tak for talen. Det er svært med hypotetiske spørgsmål, men det er nu nogle gange nødvendigt for at komme lidt videre og finde snitfladerne i de her debatter, men jeg vil godt spørge: Hvis nu man forestillede sig, at en studerende krævede at blive undervist på et kønsneutralt sprog, skal man så pålægge underviseren at undervise med kønsneutralt sprogbrug, hvis der er nogen, der føler, at det er udgrænsende for dem eller noget, der ligefrem udfordrer dem psykisk?

Ordføreren.

Jeg tror, jeg vil sige, at det må være en konkret vurdering på en uddannelsesinstitution, for det er jo klart, at der vil være nogle studier, hvor det at kunne bruge nogle bestemte kønsdefinitioner vil være afgørende for det akademiske arbejde. Og så vil der være andre gange, hvor det ikke vil være noget problem at tage det her hensyn til de mennesker, der måtte have behov for det. Jeg tror, at det altid vil komme ned til nogle af de her ting, for det er klart, at der er kønsstudier, som er vigtige studier, hvor man nogle gange vil skulle ind og bruge nogle betegnelser.

Hr. Mads Fuglede.

Mit spørgsmål gik egentlig på, om man ville pålægge underviseren at bruge et kønsneutralt undervisningssprog, for så er der jo sådan en, skal vi sige, lakune i logikken her: Den ene vej vil man ikke bruge lovgivning eller regelsæt til at bekæmpe, at man ændrer sproget på den her måde, men den anden vej vil man alligevel bruge lovgivning til måske at pålægge undervisere at undervise med et andet sprog end det, de selv havde forestillet sig.

Ordføreren.

Nu er det jo et tænkt eksempel, men nej, jeg tror ikke, man ville pålægge en underviser det, hvis det var afgørende for studiet at bruge nogle bestemte betegnelser. Men det er jo heller ikke det, den her debat er kommet ud af, kan man sige. Den er kommet ud af gode råd, og at man opfordrer til, at man kan tale ordentligt eller på en bestemt måde til hinanden, hvis der er nogen, man skal tage et særligt hensyn til.

Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg vil først sige tak til hr. Mads Fuglede for at rejse den her debat om at tvinge andre til at skrive på et bestemt sprog. Det er jo lige præcis den debat, som f.eks. Jordan Peterson har rejst, hvor han siger: Jeg vil ikke tvinges til at tale på et andet sprog end naturligt engelsk.

Men det, jeg egentlig vil spørge om, er det sprog, der f.eks. er i litterære tekster. Hvis studerende eller lærere bliver krænket over sprog og kønsopfattelser i litterære tekster – altså, de fleste kærlighedsdigte, jeg har stiftet bekendtskab med i de mange år, jeg har læst litteratur, har været ret binære – skal de så skrives om til Emil Aarestrup i en ikkebinær udgave, eller hvad forestiller man sig?

Ordføreren.

Det forestiller jeg mig ikke. Det synes jeg også jeg prøvede at svare på spørgsmålet før. Der er jo forskel på at kigge på det fremadrettet og tage hensyn til hinanden og så at gå ind og pålægge nogen noget eller ændre noget.

Hr. Henrik Dahl.

Sagen er jo bare, at der er mennesker, som forestiller sig, at allerede eksisterende tekster skal skrives om, herunder også værker, der er belagt med ophavsret og belagt med en vis tradition, og ikke bare, om jeg så må sige, tilfældige skriverier på Facebook eller andet. Hvad er Radikale Venstres holdning til at ændre eksisterende tekster, f.eks. kunstværker, af de hensyn, vi diskuterer i dag?

Ordføreren.

Jeg vil gerne lige slå fast, at det er jeg i hvert fald ikke ekspert i, altså hvad der skulle være af hensyn der. Men der er jo forskel. Der kan jo godt være nogle gange, hvor det kan give mening, og så kan der være andre gange, hvor det ændrer på, hvad det er, der står. Jeg kan ikke gøre mig til stillingstager til alle ting og alle små hensyn, der kunne være. Men som udgangspunkt mener jeg ikke, at man skal ændre i tekster.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken er fru Astrid Carøe, og det er for Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil starte med at sige tak til forespørgerne for at rejse debatten om et meget aktuelt emne. I sidste uge kom der nye ændringer til Den Danske Ordbog, bl.a. er ægteskab nu ikke længere defineret som et par bestående af en mand og en kvinde, der er gift med hinanden. Det er ændret til et par bestående af to personer, der er gift med hinanden. Det er et tegn på, at det danske sprog udvikler sig. Og det har det altid gjort.

Debatten om, hvordan vi taler om og til hinanden, er enorm aktuel. Det er den ikke mindst på baggrund af en række nyere undersøgelser, som viser, at der her i 2019 stadig er rigtig mange mennesker i vores samfund, som trives meget dårligt, fordi de af den ene eller den anden grund er anderledes end flertallet. En ny undersøgelse fra sidste uge viser, at selvmordsraten blandt homoseksuelle og biseksuelle i Danmark er halvanden gang højere end heteroseksuelles. Den viser også, at det er særlig slemt blandt unge. Vi ved fra andre undersøgelser, at det ser endnu værre ud for de øvrige lgbt+-personer, og at f.eks. transkønnede trives ekstremt dårligt med skræmmende høje tal for selvmord, depressioner, angst og lignende.

Sprogbrug er langtfra den eneste forklaring på de her uhyggelige tal, men jeg tror på, at det er noget af forklaringen – ikke mindst for de unge, som kan være enormt sårbare i den proces, hvor de springer ud eller tumler med, at de har en anden kønsidentitet end den, de er født med. Ord er ikke ligegyldige. De betyder noget. Når ordet bøsse stadig bruges som et skældsord, når offentlige systemer insisterer på, at der kun findes han- og hunkøn, når børn som helt små konfronteres med pigefarver og drengefarver og med bestemte forventninger til, hvordan de skal se ud og opføre sig, alt efter hvilket kønsorganer de har, er det med til at gøre det enormt svært, hvis man ikke passer ind i de kasser, samfundet forventer.

Derfor finder jeg det faktisk positivt, at virksomheder som Microsoft opdaterer deres programmer til et mere inkluderende sprogbrug. Det er ikke revolutionerende, men det er en anerkendelse af, at de som stor it-virksomhed også har et ansvar, ikke mindst fordi enormt meget kommunikation mellem mennesker i dag foregår på skrift foran en computerskærm. Vi skal selvfølgelig holde øje med, hvor teknologier begrænser, men sådan som jeg ser det, giver den her funktion muligheder, hvis det selvfølgelig er sikret, at man kan vælge den fra.

Jeg mener, at det er udtryk for god og moderne ledelse, at medarbejderne på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet får en mail med en vejledning til, hvordan de kan sikre inklusion af alle studerende. Det er en anerkendelse af, at det her ikke er nemt. Det er en god hjælp til de undervisere, som gerne vil skabe det bedste læringsmiljø for de studerende. Ud over at vi i SF ikke mener, at vi politisk skal detailstyre, hvilke e-mails uddannelsesinstitutionerne sender til deres ansatte, ser jeg personligt universitetsledelsens vejledning som både progressiv og enormt betænksom og som en ærlig interesse i at ville skabe det bedste læringsmiljø for deres studerende.

Desuden mener jeg ikke, at de to initiativer skaber en risiko for, at forskningsfriheden eller ytringsfriheden er i fare. At give mulighed for et mere inkluderende sprogbrug forhindrer ikke nogen i ikke at sige eller undersøge ting, de gerne vil. Vi deler derfor ikke forespørgernes frygt for på baggrund af eksemplerne en nysproglig glidebane, men glæder os derimod over, at sproget fortsat udvikler sig og i dette tilfælde til at være mere inkluderende. Tak for det.

Tak til ordføreren. Der er et par medlemmer, der har ønsket at stille spørgsmål. Den første er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Tak for talen. Der er ingen tvivl om, at det danske sprog udvikler sig. Det har det altid gjort, og det vil det altid gøre, og det skal det altid gøre, for ellers er det jo ikke et levende sprog. Så det kan vi sådan set ikke blive spor uenige om.

Jeg er lidt ked af, at debatten nu rigtig meget kommer til at handle om køn og måden, vi omtaler det på, for det er sådan set slet ikke det, der er mit ærinde. Men jeg bliver bekymret, når ordføreren siger, at det måske er en meget god idé, Microsoft kommer med her. Det kan da godt være, hvis det rammer lige præcis ind i ordførerens vurdering af, hvad der er hensynsfuldt sprog, men hvis de nu valgte det sprog, der måtte findes visse steder i det indre Amerika – der er steder, hvor man ikke tager så meget hensyn, tror jeg, til visse grupper – er det så det sprog, vi skal have ind? Altså, hvem skal bestemme, hvad det er, det her program skal anbefale ordføreren og mig at bruge? Hvem skal have lov til at bestemme det?

Ordføreren.

Som det også tidligere er blevet sagt, er det et program, der bliver tilbudt forbrugerne, og som man kan vælge fra. Og så længe det er det, finder jeg det kun kærkomment, at man har mulighed for at blive opdateret på, hvordan man kan gøre sit sprog mere inkluderende. Man kan altså vælge det fra, og hvis man ikke kunne vælge det fra, ville jeg synes, det var en helt anden snak. Men det siger de jo at man kan – hvis det overhovedet kommer til Danmark.

Der er flere steder, hvor teknologien begrænser os, f.eks. med ting, der bliver vist på de sociale medier, og som bliver fjernet igen. Men her synes jeg faktisk det giver muligheder.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Men hvis det nu var omvendt – altså hvis det var sådan, at når jeg skrev politibetjent, sagde den, at jeg skulle skrive politimand, og hvis jeg skrev forkvinde eller forperson, skulle jeg skrive formand – ville det så også være i orden? Ville det så også bare være et værktøj, der kom, og som vi kunne vælge at bruge?

Ordføreren.

Ja, men jeg ville ikke bruge det, for jeg vil gerne prøve at bruge et mere inkluderende sprog. Men jeg ville ikke have noget imod, at det var en funktion i et wordprogram – så længe vi ikke bliver påduttet at skulle gøre de her ting. Og det gør vi ikke – det er en mulighed, som Microsoft kommer til at stille til rådighed.

Den næste spørger er hr. Henrik Dahl fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for talen. Jeg skal bare prøve at forstå, hvad det er, der er på spil, når ordføreren f.eks. taler om pigefarver og drengefarver eller andre former for sprogbrug, der har med kønsopfattelse at gøre. Vi har jo et kønsopdelt arbejdsmarked. Er det sådan, at hvis man tager en kontrolgruppe med piger og drenge og kun giver dem grønt legetøj f.eks., så vil den her kontrolgruppe få et andet erhvervsmønster end en gruppe, hvor man giver piger lyserødt legetøj og drenge lyseblåt legetøj? Eller har det ikke nogen som helst konsekvenser for det kønsopdelte arbejdsmarked, så det bare er følelser, vi snakker om?

Ordføreren.

Altså, nu var det i den her sammenhæng jo for at snakke om, hvad inkluderende sprogbrug er, og hvordan det kan være svært for folk, der ikke kan definere sig i de her kasser, at være en del af vores samfund. Men vi ved, at opdragelse har en kæmpestor betydning for, hvilke valg vi tager i livet, så det har det da bestemt også. Men det var måske ikke lige det, vi skulle diskutere i dag. Det her var eksempler på, hvordan vi kan være mere inkluderende i vores sprogbrug.

Hr. Henrik Dahl.

Men det er jo det, vi skal diskutere, for ordføreren siger, at der er temmelig mange tilfælde af f.eks. depression og tilsvarende omstændigheder hos personer, der har en transgenderidentitet eller ikke føler sig hjemme i en almindelig binær kønsopfattelse. Er det sådan, at disse depressionsrater ændrer sig, hvis man laver sproget om, eller har sproget ingen indflydelse på udbredelsen af depression?

Ordføreren.

Vi kan se, at det er sådan for transkønnede, at hvis man anerkendes med den kønsidentitet, man har, så får man det bedre, og der en mindre risiko i forhold til depression og selvmord. Så ja, det har en betydning, hvordan vi taler. Og jeg synes, når vi snakker om de ting, som er eksemplerne i dag, at det en måde, hvorpå Københavns Universitet sikrer, at flere af deres studerende får det bedre, og det synes jeg kun er kærkomment.

Den næste spørger er hr. Mads Fuglede fra Venstre.

Jeg vil godt lige vende tilbage til noget, hr. Jens Henrik Thulesen Dahl var inde på, for sådan som jeg forstod fru Astrid Carøe, blev der sagt, at man ikke ville have noget imod det, hvis der blev lavet en version, der var rettet den modsatte vej. Er det rigtigt forstået, at hvis man lavede en version af Word, hvor det var sådan, at hver gang man skrev afroamerikaner, ville den foreslå, at man rettede det tilbage til neger, eller hvis man skrev, at man var mentalt handicappet, ville den foreslå, at man rettede det tilbage til åndssvag eller et ord, der var værre – altså at man i SF ikke ville have noget problem med det, hvis der blev lavet sådan et program?

Ordføreren.

Det var ikke de eksempler, hr. Jens Henrik Thulesen Dahl kom med før – det var, at man rettede det fra politibetjent til politimand. Det her ville jeg bestemt også synes var problematisk, men i forhold til om man skulle regulere det, vil jeg sige, at det her jo er et virkelig tænkt eksempel, og jeg tror ikke, det på nogen måde ville være noget, der skete lige nu. Men man kunne have mulighed for at melde det fra og sige nej tak og så i øvrigt måske også bruge et andet tekstprogram. Men det at bruge n-ordet opfatter jeg som ret racistisk, så jeg ville nok vælge at bruge et helt andet tekstprogram end Microsofts.

Mads Fuglede.

Det er jeg helt enig med ordføreren i ikke er et ord, man skal gå og bruge. Og jeg er glad for, at der er den her konsistens, selv om vi er uenige i logikken bag, hvad ytringsfrihed er, og også i, hvordan de her tilvalgs- og fravalgsmuligheder så bør være. Så tak for det.

Ordføreren.

Selv tak. Og ja, jeg synes, det er vigtigt, at vi værner om vores ytringsfrihed, og at man har mulighed for at bruge de ord, man gerne vil, men selvfølgelig med omtanke. Tak.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fra Enhedslisten, og det er fru Mai Villadsen.

Tak for det, og tak til Dansk Folkeparti og til ordføreren for at åbne en debat, som jo faktisk har vist sig at være meget interessant, om nysprog, men jo også i virkeligheden om, hvad teknologi betyder for vores samfund, og hvordan sproget påvirker vores trivsel. Det synes jeg er fint vi diskuterer.

Jeg er dog stadig oprigtigt lidt i tvivl om, hvad det er, Dansk Folkeparti gerne vil have regeringen eller Folketinget til at gøre – særligt med forslaget til vedtagelse. Er det meningen, at vi fra Folketingets side skal gå rundt og agere sprogpoliti, når nogen siger noget, vi ikke særlig godt kan lide? Skal vi være sprogpoliti, hvis et ord ikke lige fremgår af den gamle røde ordbog? Er det så dér, regeringen og ministeren skal på banen? Det synes jeg da netop må være et indgreb i ytringsfriheden og et forsøg på en sproglig ensretning, hvis regeringen skal gå ud og pålægge frie universiteter eller virksomheder at skrive eller tale på bestemte måder, skrive til deres medarbejdere på bestemte måder eller undgå at lave særlige sprogprogrammer.

Sproget, som mange har været inde på, er jo noget, der udvikler sig – nogle gange i takt med at samfundet ændrer sig. Andre gange kan man jo nærmest sige, at sproget er med til at udvikle samfundet. Derfor har jeg stadig nogle spørgsmål til ordføreren, men jeg vil sige, at jeg synes, det er relevant at diskutere netop nysprog – også fordi jeg har en holdning til, at nysprog også er alt for udbredt i dansk politik. Så jeg er da glad for, hvis der i Dansk Folkeparti også findes et ønske om, at vi politikere bruger sproget mere præcist. Jeg kan jo nævne nogle eksempler – måske lidt polemisk – fra dengang Dansk Folkeparti arbejdede sammen med den tidligere regering. Da arbejdede man jo på uddannelsesområdet med det, jeg vil kalde nedskæringer, som man dengang kaldte for omprioriteringer eller budgetforbedringer. Der var også noget med noget su, som blev til cafépenge. Den form for nysprog synes jeg da helt sikkert at vi skal stoppe med at bruge i Folketinget.

Til slut vil jeg gerne sige, at jeg bakker op om forslaget til vedtagelse, som vi har været med til at udarbejde.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak. Jeg kan sådan set være vældig enig i, at det nysprog, som florerer herinde, kunne være mere præcist. Og i mange sammenhænge er der ingen tvivl om, at man prøver at omskrive tingene, altså omtale dem på en anden måde, de bliver opfattet anderledes af befolkningen, end de virkelig er. Så det kan vi arbejde med, og det synes jeg da vi skal tage op herinde. Jeg synes ikke, at vi skal lave love og regler om det, men jeg synes, at vi skal diskutere det, lidt ligesom vi gør det her i dag. Jeg synes dog, at der er en væsentlig forskel, for det, det handler om for mig og Dansk Folkeparti, er sådan set ikke så meget, hvordan vi sikrer, at vi taler ordentligt til hinanden, og hvordan vi kan arbejde med det, men mere, om nogen skal fortælle os, hvad der er rigtigt at sige, hvad det er for nogle ord, der er stødende eller ikke er stødende, hvad for nogle ord vi skal skrive, hvad vi skal sige.

Det synes jeg er rigtig, rigtig vigtigt, og det er derfor, det bekymrer mig. Så kan man sige, at det er en funktion, man kan slå fra i det der Microsoft, og at det nu bare er et eksempel på noget, som er på vej. Men hvis det nu var, som Mads Fuglede også eksemplificerede det før, lige præcis det modsatte, skulle vi så ikke forholde os til det? Er det kun, når vi kan lide det, der kommer, at vi skal sige, at så er det måske godt nok? For hvad ligger der bag? Det er jo ikke bare ét ord, det er tusindvis af ord, så der ligger jo en påvirkning, og lige så stille bliver det sikkert noget, der vil være slået til rundtomkring, og så begynder det at skubbe vores sprog. Er det okay?

Ordføreren.

Men til en start vil jeg sige, at jeg da er glad for enigheden om, at vi kan se på nysproget, der bliver brugt i Folketinget, og venstrefløjen har helt sikkert også noget i bagagen, man måske godt kunne ændre på.

Ordføreren spørger jo, om der er nogle, der skal fortælle os, hvad vi må sige. Nej det synes jeg ikke og bestemt netop ikke Folketinget. Det er derfor, jeg mener, at Folketinget ikke skal gå ind og blande sig, ligegyldigt hvilken ændring Microsoft laver, og ligegyldigt hvor uenig jeg ville være i den. Og det mener jeg sådan set heller ikke at vi i Folketinget skal gøre, hvis nu der f.eks. er et universitet, som har nogle råd til deres medarbejdere om, hvordan de skal tale til de studerende.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Men der kommer vi så nok ind til en grundlæggende uenighed, for vi mener jo sådan set, at vi er nødt til i forhold til et firma som Microsoft med de ressourcer, de har, og de politiske dagsordener, de måtte kunne have, at forholde os til, hvad det er, de kommer og pådutter os, så vi ikke bare blindt løber efter og retter ind. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis vi ikke gør noget, så har vi lige pludselig nogle systemer, hvor vi bliver skubbet, hvor vores sprog bliver skubbet, altså hvor man faktisk vil kunne se i det, der bliver skrevet – lige fra stilen i folkeskolen til afhandlingen på universitetet – at sproget lige pludselig er blevet noget andet. Og det er ikke, fordi vi herhjemme har arbejdet med sproget og det har udviklet sig og er blevet til noget andet, som det altid sker, men fordi der er nogle udefra, der er kommet og har skubbet til vores sprog. Det synes jeg er rigtig, rigtig farligt.

Ordføreren.

Jeg er sådan set grundlæggende enig med ordføreren i, at der er nogle kolossale udfordringer med den måde, teknologigiganter især udfordrer vores levevis; jeg er bare ikke så bekymret over den sproglige dimension som over dimensioner, der handler om overvågning og meget andet. Jeg synes simpelt hen ikke, at vi er der endnu, hvor man kan sige, at det er så stort et problem.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke en ordfører fra Det Konservative Folkeparti. Så den næste ordfører kommer fra Alternativet, og det er fru Susanne Zimmer. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg er standin for hr. Uffe Elbæk, som desværre var nødt til at tage til et arrangement, han havde lovet at deltage i. I forbindelse med Microsoft har vi jo vores frie valg – om vi vil bruge programmet eller ej – på samme måde, som vi kan bruge stavekontrol eller lade være, og sådan har det jo fungeret i mange år. Og vi skal selvfølgelig være opmærksomme på teknologiens udvikling og påvirkning af det danske samfund, og fri forskning skal selvfølgelig beskyttes, men jeg kan ikke se, at det her er en trussel mod det.

Det er vigtigt, at der er et trygt studiemiljø, hvor alle studerende bliver set og respekteret som det, de er. Som tidligere nævnt er det en udfordring at være en del af en minoritetsgruppe – det fører til ensomhed og i værste fald selvmord. Jeg vil respektere institut- og studielederens ret til ledelse. Hvis jeg alligevel skal mene noget om det, så har jeg kun ros tilovers for, at lederen udviser sin ledelsesret i forhold til at give gode råd til, hvordan læreren kan inkludere alle studerende i en ny situation. Og i Alternativet bakker vi selvfølgelig op om forslaget til vedtagelse, som vi har udfærdiget sammen med regeringen.

Tak til ordføreren. Der er et kort spørgsmål fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg vil egentlig gerne spørge til Alternativets holding: Er der ikke nogen bekymring for den udfordring, vi ser fra Microsofts side i forhold til at komme ind og påvirke sproget, nemlig i forhold til at påvirke, hvad der er stødende ord, og hvad der ikke er stødende ord? Er det noget, der slet ikke bekymrer, og er det noget, vi egentlig bare skal ignorere, og hvor vi skal tænke, at det nok ikke gør nogen forskel? Eller er man enig i, at det faktisk er en udfordring for os og for vores sprog, hvis der kommer nogen udefra og på den måde er med til at skubbe til den måde, det er rigtigt og forkert at tale på i Danmark?

Ordføreren.

Tak. Det er jo noget, vi skal være meget opmærksomme på, hvis vi overhovedet får det program. For vi kan selvfølgelig ikke acceptere, at der er stødende ord, som generer og måske er racistiske i forhold til minoritetsgrupper. Så hvis vi får det ind, må vi følge udviklingen og se, om det er i orden, og derfor skal det være sådan, at man kan udelukke at bruge det.

Jens Henrik Thulesen Dahl.

Nu siger ordføreren, at vi skal passe på med stødende ord, og det er jeg sådan set fuldstændig enig i. Men hvem er det, der i forbindelse med sådan et program skal bestemme? Hvis nu det program begynder at foreslå stødende ord, skal vi så stadig væk bare sige, at det er noget, vi kan sortere fra, eller er det noget, vi skal gøre noget ved?

Ordføreren.

Jeg tænker ikke, at vi kan komme med sådan en fuldstændig generel betragtning omkring det, fordi vi ved, at der jo selvfølgelig er forskellige nuancer. Men jeg synes, at hvis der er stødende ord, som ikke er accepteret og ikke er respektfulde, så skal vi tage fat i det. Men det bygger nok mere på tillid til, at det bliver godt, og at det vil være sådan, at vi kan lade være med at bruge programmet.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken kommer fra Nye Borgerlige, og det er hr. Peter Seier Christensen.

Tak for det. Jeg vil også gerne sige tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her debat, som er vigtig. Det her er jo noget, der sker gradvis, og nogle af de eksempler, vi taler om, er måske ikke så betydningsfulde på nuværende tidspunkt. Man kan trække på skuldrene ad det og grine lidt ad det med nogle af de krænkelsessager, der har været, men det er jo noget, vi ser en gradvis udvikling af, og det er vigtigt, at vi tager det i opløbet eller i hvert fald er opmærksomme på det. Jeg synes, det er en bekymrende udvikling, vi ser, både når vi taler om en krænkelseskultur og om identitetspolitik, som spreder sig, og hvor man identificerer folk i grupper i stedet for som individer efter køn eller seksuel orientering eller hudfarve, eller hvad det nu kan være.

Det er jo ikke så slemt i Danmark, men vi kan se, hvordan udviklingen er i andre lande. Nu har vi jo talt om USA, hvor det her bliver brugt til at føre en politisk dagsorden igennem. Ord er jo magt, og det er også derfor, der i forespørgslen tales om nysprog, som er det her et eksempel på, hvordan man ved at definere sprog kan påvirke, hvordan folk har mulighed for at tænke.

Jeg synes også, det er bekymrende, at minoriteter vil pålægge majoriteten deres opfattelse og stille krav om, at der skal tages specielle hensyn til dem. Det er jo det, der sker, når vi f.eks. ikke må bruge »han« og »hun« og skal bruge »hen« eller en anden betegnelse, som ikke er den, som deles af majoriteten. Vi skal selvfølgelig tage hensyn til minoriteter, og folk skal have lov til at føle sig præcis, som de vil, og have de holdninger, de vil, men jeg synes ikke, det er rimeligt, at de kan kræve, at majoriteten skal pålægges at rette ind efter deres livsopfattelse. Og det synes jeg vi ser eksempler på.

Henrik Dahl nævnte, at man er begyndt at skrive litteratur om – det gør vi ikke i Danmark – men vi kender jo alle sammen eksemplerne med Pippi Langstrømpe fra Sverige og statuer, der bliver revet ned rundtomkring af aktivistgrupper. Jeg synes absolut, det er noget, vi skal være opmærksomme på. Vi skal ikke tage let på det, for det er en udvikling, som vi ikke ved hvor vil føre hen, og den kan potentielt føre et ubehageligt sted hen.

Så spørgsmålet er, hvad vi kan gøre. Det første, vi kan gøre, er selvfølgelig at tale om det, og derfor synes jeg også, at det er rigtig godt, at vi har den her debat. Og kan vi gøre noget, eller skal vi gøre noget? Det ved jeg ikke. Nu har Nye Borgerlige sammen med Dansk Folkeparti fremsat det her forslag til vedtagelse, hvor vi opfordrer til at prøve at overveje, om man kunne gøre noget – ikke nødvendigvis at man skal gøre noget, men man kunne overveje det. Så vi vil opfordre til, at vi alle fortsat er meget opmærksomme på det. Tak.

Tak for det. Der er et par spørgsmål og kommentarer. Hr. Kasper Sand Kjær, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren for talen. Ordføreren er jo lidt inde på, hvad det så er, vi kan gøre, og vi kan tage debatten, og det gør vi jo så. Men i forslaget til vedtagelse bliver der jo opfordret til, at regeringen skal overveje skridt til at sikre det danske sprogs sproglige pluralisme. Så er jeg bare lidt interesseret i at høre, hvad det kunne være for nogle skridt, som ordføreren kunne forestille sig man kunne tage for at beskytte det danske sprog. For det er jo lidt afgørende, hvad det er for nogle skridt, og om man i ytringsfrihedens navn i virkeligheden ender med at indskrænke ytringsfriheden.

Værsgo.

Det kan jeg jo heller ikke svare på, og jeg mener ikke, at vi skal gå ind at forbyde, at lærere f.eks. kan bruge »hen«, hvis de ønsker det. Man kunne måske mere tænke sig noget, i retning af at man satte nogle begrænsninger, så man ikke måtte forbyde f.eks. brugen af »han« og »hun«, så man ligesom lavede en afgrænsning, så man ikke kunne gå ind at censurere.

Hr. Kasper Sand Kjær.

Hvad så i det tilfælde, hvor et lokalt fællesskab – om det er på et universitet eller i en fodboldklub – i fællesskab beslutter sig for, at i deres forening eller fællesskab og uddannelsesinstitution har de ikke lyst til at bruge begreber som han og hun og bruge køn? Det kan ordføreren og jeg jo så være uenige i om man skal tage ud at sproget, men hvis nu et fællesskab beslutter sig for, at det er sådan, de skal være sammen, at det er sådan, de skal tale til hinanden, er det så virkelig Folketingets opgave at forbyde dem at gøre det?

Værsgo.

Nej, men det er jo heller ikke det, jeg siger. Selvfølgelig kan man træffe nogle beslutninger om, hvad man gerne vil gøre, men man skal nok ikke fra ledelsens side gå ind at pålægge nogen begrænsninger, i forhold til hvad man kan og man ikke kan. Selvfølgelig er der også forskel på, om vi taler om et universitet, eller om vi taler om en eller anden billiardklub.

Så er det fru Astrid Carøe, Socialistisk Folkeparti.

Mange tak for det, og tak for talen. Jeg undrede mig bare lige over noget, som ordføreren sagde, nemlig det her med, at minoriteter ikke må begrænse majoriteter, og at vi ser eksempler på, at det sker i dag. Der vil jeg bare høre, hvad det er for nogle eksempler, som ordføreren refererer til, for det kender jeg simpelt hen ikke til.

Værsgo.

Jeg refererede netop til de eksempler, vi har set. Vi kan f.eks. tage det her berømte eksempel med den unge blonde pige. Her siger man, at sangen ikke må synges, selv om det er åbenlyst, at det ville være en meget minimal minoritet, der ville have noget imod det. Der tager man jo netop hensyn til noget, som langt de fleste ikke på nogen måde kan opfatte som krænkende, men fordi der er en enkelt person, der opfatter det som krænkende, går man her ind og laver en begrænsning.

Fru Astrid Carøe, værsgo.

Tak for det. Det overrasker mig, at du nævner det eksempel, for man er jo ikke stoppet med at synge den sang nogen steder. Man er ikke stoppet med at sige han og hun på universiteterne. Man er blevet opfordret til at gøre sproget en lille smule mere inkluderende. Og man har stået i kø for at fortælle, at man stadig synger sangen. Jeg synger også stadig sangen. Det er en god sang. Derfor oplever jeg ikke de her begrænsninger, som ordføreren taler om. Jeg oplever mere nogle medier, der laver en god historie, fordi danskerne synes, at det er spændende. Jeg vil egentlig gerne stadig efterspørge eksempler på, hvor det er, at vi oplever de her begrænsninger, som ordføreren taler om.

Det var godt, at der blev sagt ordføreren og ikke du.

Værsgo.

Så er jeg måske blevet misinformeret, hvis jeg har misforstået, at der er blevet udstukket en retningslinje – det kan godt være, at den er blevet lavet om – om, at man skulle undlade at synge den sang, fordi det kunne være krænkende for en mørkhåret kvinde, som var der. Og som jeg siger, er problemet måske heller ikke så stort i dag. Jeg er mere bekymret for, hvad det kan udvikle sig til. Man ser jo på amerikanske universiteter, at de lukker politiske debatter ned ved at henføre det til, at det kan støde eller krænke folk – og universiteterne lukker specielt debatter ned for højreorienterede debattører.

Tak, så er der ikke flere kommentarer. Så er det hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet, tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her utrolig spændende debat, og tak for den rigtig spændende debat, vi allerede har haft. Som flere ordførere har sagt, er nysprog jo et begreb, der stammer fra George Orwells roman »1984«, og det, som nysproget er, er en magtteknik, som ophæver forskellen på sandt og falsk. Dermed er det en magtteknik, der bygger på et begreb, som jeg bliver nødt til at bede formanden om tilladelse til at omtale, for det hedder noget grimt, men jeg håber, at når jeg citerer direkte, er det acceptabelt – det kan formanden ikke vide, men jeg oplever, at jeg har tilladelse til at køre videre – af en amerikansk filosof, der hedder Harry Frankfurt, som har udgivet et meget lærd essay, der hedder »Om Bullshit«. Nu er ordet ligesom ude af sækken, og det begreb, som Harry Frankfurt i sin meget lærde filosofiske traktat kalder bullshit, er det, som nysprog er, nemlig en måde at tale på, hvor distinktionen mellem sandt og falsk simpelt hen er væk. Det betyder ikke noget. Det handler kun om at opnå tilslutning til det, der bliver sagt.

Men spørgsmålet om nysprog er ikke blevet aktuelt på grund af et Stalin- eller Hitleragtigt diktatur, sådan som Orwell forudså. Det er blevet aktuelt på grund af en aggressiv identitetspolitik, og det er jo den, vi er nødt til at tale om, for der kan begås nogle helt konkrete politikfejl, som jeg også var inde på i tidligere spørgsmål, og hvis man kombinerer de her politikfejl, har man sådan set skandalen. Derfor skal man ikke undgå at tale om den. Der er jo mange diskussioner af, hvad identitetspolitik er. Den, der efter min mening har skrevet bedst om det, er en sociolog, der hedder Manuel Castells. Han forudså allerede for ca. 20 år siden, at det 21. århundrede ville blive identitetspolitikkens århundrede. Nu er vi snart en femtedel inde i det 21. århundrede, og man må jo sige, at det har han haft ret i. Det var en stærk prognose.

Det, der er kernen i identitetspolitik, som er relevant for os politikere, er, at den består af nogle krav om kollektive rettigheder. Man kan ikke tale om helt at forbyde kollektive rettigheder, for det at være dansk statsborger f.eks. indfører nogle kollektive rettigheder i forhold til alle dem, der ikke er danske statsborgere, som jeg faktisk er tilhænger af. Men man skal være meget tilbageholdende, og man skal tænke sig meget godt om, inden man tildeler kollektive rettigheder, for kollektive rettigheder kan man kun tildele ved at fratage enkeltpersoner deres individuelle rettigheder. Det er sådan systemet med kollektive rettigheder fungerer. Så når nogen kommer og siger, at de vil have en kollektiv ret, er man jo altid nødt til at spørge, hvem det så er, der skal aflevere nogle rettigheder, for at den her kollektive ret kan blive givet. Det er en af de helt centrale kerner i identitetspolitik.

Her kommer sproget sådan set ind, for udviklingen på bl.a. Københavns Universitet er jo en udvikling, man kender fra USA, og som består af nogle politikfejl, hvor man tager nogle isoleret set fornuftige ting. Man siger f.eks., at man gerne vil bekæmpe hatespeech af hensyn til grupper, som har det svært, og af hensyn til sammenhængskraften generelt i samfundet, men at der selvfølgelig er nogle kedelige sammenhænge imellem hatespeech og begrænsning af ytringsfriheden, som man skal være opmærksom på. Kombinerer man det med ideen om ubevidst krænkelse, som er en vej, som Københavns Universitet allerede har været på vej ned ad, begynder problemerne. Og kombinerer man det med en kollektiv ret til at blive fri for uintenderede krænkelser, begynder det at blive nogle meget farlige politikfejl, man har lavet. Og kombinerer man det med nysprog, har vi balladen.

Det er fire isoleret set knap så problematiske elementer, som er blevet kombineret, og som kan blive kombineret. Det er dem, vi taler om, for det kan simpelt hen føre til voldsomme indskrænkninger i ytringsfriheden. Det kan føre til, at kritik bliver klassificeret som hatespeech, og så har vi ødelagt ideen med et universitet. Det er det, der sådan set står på højkant. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi har den her debat i dag, for det er alvorlige sager, vi snakker om. Vi er glade for det brede forslag til vedtagelse og for den alvor, der er i forhold til problemet. Med de bemærkninger takker jeg for ordet.

Tak til hr. Henrik Dahl. Der er ikke nogen, der har kommentarer. Så er det uddannelses- og forskningsministeren. Nej, jeg skal høre, om ordføreren lige kan komme tilbage, for der var alligevel en kommentar? (Henrik Dahl (LA): Ja, med formandens tilladelse vil jeg straks indtage min plads). Godt.

Det skal jeg beklage. Jeg troede, jeg havde trykket mig ind. Tak til ordføreren for, hvad jeg synes var en enormt interessant tale. Jeg deler egentlig til fulde det der skrækscenarie – altså mareridtet om, hvad identitetspolitikken kan ende med at gøre. Men jeg synes jo, det interessante for os her er at se, om vi ikke kan finde en vej, hvor vi ikke ender ude i mareridtet, men hvor vi også godt kan lade vores sprog udvikle sig på en måde, hvor de minoriteter, der måske har følt sig uden for den måde, vi talte på, føler sig inkluderet. Det var vel det, der i virkeligheden var intentionen på Københavns Universitet. Så jeg vil høre, om ikke ordføreren tænker, at der er en middelvej imellem mareridtet og det, at vi ikke gør noget.

Værsgo.

Jamen der er da nogle muligheder. Hr. Mads Fuglede har nævnt Chicagoprincipperne, og jeg må sige, at det er på sin plads at nævne dem her. Og jeg er sådan set enig i det, der bliver sagt, med, at ministeren sagtens kunne sende dem ud som et hyrdebrev med et velvalgt og velformuleret følgebrev; det ville gøre rigtig meget.

Der er selvfølgelig også spørgsmålet om ubevidste krænkelser, og så er der selvfølgelig hele diskussionen om hatespeech, for det er jo en diskussion, som man også i andre sammenhænge har set blive brugt som en løftestang til at undgå berettiget kritik af f.eks. religion. Og berettiget kritik af religion må jo ikke klassificeres som hatespeech.

Hr. Kasper Sand Kjær.

Tak for det. Må jeg så ikke bare prøve at spørge ordføreren om noget af det, der også har været en del af debatten i dag, nemlig hele spørgsmålet om techgiganterne og teknologiens påvirkning af vores sprog, kultur og demokrati. Hvordan ser ordføreren på den udvikling, hvor store udenlandske virksomheder jo i virkeligheden ender med at have stor indflydelse på den måde, vi taler sammen og konstituerer vores fællesskab på? Tak.

Værsgo.

Jeg fortolkede hr. Mads Fugledes analyse af fænomenet på den måde – hvis man skal koge det hele ind – at der blev sagt, at nogle af de her techgiganter er opportunistiske. Og ud af ren og skær opportunisme er der jo så et marked på den del af de amerikanske universiteter, som har vendt ryggen til Chicagoprincipperne, og hvor deplatforming og andre fænomener finder sted. Det er et stort marked, for der er mange universiteter i USA, og relativt opportunistisk går man med der. Jeg tror ikke, det er nogen god idé at skride ind ad lovgivningsmæssig vej, men hån, spot og latterliggørelse er jo gode gamle remedier, som også plejer at virke i de her sammenhænge.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Så er det uddannelses- og forskningsministeren. Værsgo.

Tak for det. Tak for en virkelig interessant eftermiddag og en meget både relevant og spændende debat. Tak til ordføreren for at bringe os sammen. Jeg er faktisk ret stolt både af vores universiteters og af vores Folketings evne til at diskutere de her ting ud fra værdier og ud fra principper og tage diskussionen i opløbet. Jeg oplever ikke, at vi har et land, der er der, hvor man med nogle af de eksempler, der blev nævnt i dag, tegner skræmmebilleder af at vi er. Flere gange har Københavns Universitet været nævnt som nogen, der var på vej ned ad en forkert vej, men som justerede, og det vil jeg egentlig godt have lov til lige at holde fast i. For noget af det, som jeg oplever er styrken i den måde, det bliver diskuteret på, i den danske debat, er netop, at vi prøver at rumme, at vi prøver at udvikle, at vi prøver at gå moderne til det, og at vi prøver at give alle mennesker en plads, som de er, men uden at gå for langt, og uden at gå på kompromis med, at på et universitet bliver man provokeret – man bliver udfordret, og man bliver mødt med nogle andre holdninger end ens egen holdning, og det skal man – og vi skal stå fast på forskningsfrihed. Universitetsloven siger det højt og klart, og det skal vi værne om, selvfølgelig.

Men det ændrer ikke på, synes jeg, at man godt, når man står over for det enkelte menneske, kan vise den tolerance og respekt, der ligger i at spørge om: Hvordan vil du gerne tiltales? Jeg synes, vi skal øve os i, at de to ting kan eksistere samtidig. Det tror jeg på at vi i et land som Danmark kan. Men det kræver, at vi øver os i at finde den balance. Og jeg vil give hr. Henrik Dahl delvis ret i, at identitetspolitikken bliver farlig der, hvor den rammer vores medieflader, for ting kommer jo fuldstændig ud af kontrol, og folk danner sig holdninger i løbet af et splitsekund, og så bliver det netop overreaktioner, der kommer til at styre. Og der mener jeg, at det må være en opgave både for vores uddannelsesinstitutioner og for os som lovgivere at holde tungen lige i munden, stå fast på vores principper, stå fast på ytringsfrihed og forskningsfrihed, samtidig med at vi øver os i, både hvordan vi taler om køn, men også hvordan vi tiltaler hinanden ud fra det, der rummer hinanden bedst muligt. Og ja, det kan da godt være, at vi i virkeligheden ville have gavn af at øve os i at sige politibetjent i stedet for politimand; det kunne være, at min datter ville vokse op og tænke, at det også var et fag for hende, selv om det ikke historisk har været det.

Så ja, det skal da udvikle sig. Det hører jeg sådan set også hr. Jens Henrik Thulesen Dahl anerkende: at sprog udvikler sig. Men vi skal jo ikke i misforstået hensyn give køb på nogen af de grundlæggende principper, og den balancegang står det ikke skrevet noget sted hvordan vi finder. Og derfor er en debat som den her både vigtig og velkommen, og jeg er glad for, at vi har kunnet tage den i så fin en stil, som jeg synes vi har gjort i dag, og det vil jeg gerne takke jer alle sammen for.

Så er der et spørgsmål. Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak for talen, minister. Jeg er sådan set enig i, at debatten gør noget godt, det er også det, vi kan se er sket på Københavns Universitet, og det er jo rigtig godt, at det, at vi tager noget op, kan gøre noget. Det, jeg mangler et klart svar fra ministeren på i dag, er egentlig udfordringen med Microsoft, der kommer med nogle programmer, hvori der er lagt nogle definitioner på, hvad der er hensynsfuld tale, hvad der er de rigtige ord at bruge i bestemte sammenhænge. Er det okay for ministeren, at der kommer en stor virksomhed udefra og fortæller os, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert? Er det dem, der skal have lov at definere, hvad der er op, og hvad der er ned? Og hvad nu, hvis de vendte det på hovedet, så det egentlig var den anden situation, vi stod med, skulle vi så gøre noget?

Værsgo.

Hvis der er noget, jeg kan fornemme på den her debat, så er det, at det altid hjælper at tage udgangspunkt i noget meget konkret, for hvis vi kommer for langt ud i de tænkte eksempler, bliver det sværere. Det her er et lille hjørne af, hvad teknologien gør ved vores liv, og derfor skal vi forholde os til det.

Jeg havde for nylig mulighed for at have en samtale med Brad Smith fra netop Microsoft, og vi talte om, hvordan alt det, de lægger ind over vores liv, teknologien i det hele taget, den måde, vi er sammen på som mennesker, påvirker os. Det er en gigantisk diskussion, og vi skal blive meget bedre til at tage den, og techgiganterne skal gøres ansvarlige for lige præcis den rolle, de har fået, men det er vi politisk langt, langt fra at være gode nok til, synes jeg. Det skal vi øve os i, og det skal vi på hele banen.

Det, jeg helt konkret forholdt mig til, var de potentielle, mulige forslag, der måske ville komme i den danske udgave, og de få eksempler, jeg har set, har jeg ikke rejst bekymring over for.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Jeg kan sådan set være enig i, at de små eksempler, vi har hørt om, ikke vælter verden, men det er sådan set mere for at råbe vagt i gevær og sige, at vi skal tage fat i det nu. Jeg ved, at ministeren er vældig optaget af trivselsaspektet i hele den her teknologiverden, og det hænger jo sammen, så derfor håber jeg, at ministeren vil give tilsagn om at tage det med ind og sige, at det her altså er en vinkel, vi skal tage fat i, før vi står med noget, vi ikke kan lide, før vi står med noget, som gør noget ved vores sprog og vores måde at tale på, som vi ikke bryder os om. Så kan vi ikke blive enige om, at det skal der tages fat og det skal der gøres noget ved?

Værsgo.

Jeg synes, det er en debat, vi løbende skal have med hinanden. Det er også det, det her er en del af, og derfor har jeg også kvitteret for, at vi får en anledning til at tale om det. Den generelle tendens med teknologien i den måde, vi er mennesker på, spiller i virkelig høj grad ind i trivselen. Jeg tror da, at en af grundene til, at vi har en ungdomsårgang, der for første gang er mere ensom end vores ældre, da er, at man er sammen alene og alene sammen. Den måde, vi er sammen på som mennesker, er fuldstændig i opbrud, især vores børn og unge, og det er da noget, vi skal forholde os til. Det er en bekymring hos mig, men det er også en udvikling, vi politisk bliver nødt til at byde ind på, og som vores uddannelsesinstitutioner bliver nødt til at byde ind på, og det synes jeg vi skal øve os i i fællesskab.

Tak. Så er der ikke flere kommentarer. Og så har hr. Jens Henrik Thulesen Dahl ordet.

Jeg skal ikke holde længe på jer, men jeg ville gerne lige samle lidt op. Vi har ligesom haft flere diskussioner i en, og alle er relevante, men de står måske alle lidt i vejen for hinanden. Vi har diskuteret køn og hensynsfuldhed i forhold til det, man må bruge, og det, man ikke må bruge, vi har diskuteret, hvad der er foregået på universiteterne, og så har vi diskuteret tech og Microsoft, og hvad det er, de gør. Det er tre forskellige ting, som vi skal forholde os til og arbejde med. Samtidig har debatten været inde omkring, om vi skal til at skrive litteraturen om, og der hørte jeg nogle sige, at jo, det kunne da egentlig godt være, mens andre også sagde, at fremadrettet skulle vi da nok kigge på det. Så bliver jeg bekymret, og så tænker jeg, at så kommer vi i hvert fald til at tage diskussionen her igen, for det mener jeg bestemt ikke vi skal.

Så kernen i den diskussion, som vi egentlig gerne vil bringe op, altså hvorfor vi kalder det nysprog, er det, at nogen kommer og definerer for os, hvad det er, vi må, og hvad vi ikke må. Jeg synes stadig væk, at jeg mangler et godt svar på, hvem der skal have lov til at definere, når Microsoft kommer, hvad der er rigtigt at sige, og hvad der ikke er rigtigt at sige. Hvorfor accepterer vi det? Hvorfor siger vi: Nå, men det kommer nok bare, det er lidt harmløst, og vi kan måske ikke gøre noget ved det alligevel, og vi kan bare slå det fra? Dels er det ikke sikkert, at vi om lidt kan slå det fra, dels er jeg helt sikker på, at det, at der bare kommer forslag op på en skærm, påvirker den måde, vi gør det på. Og hvad nu den dag, hvor de kommer med forslag, som er stik imod det, som vi har konsensus om herinde ville være i orden at sige, hvad gør vi så?

Derfor håber jeg, at vi som udgangspunkt i det her kan få en fortsat dialog. Begge forslag til vedtagelse lægger trods alt op til, at man tager det her alvorligt og følger det, så jeg tænker, at vi da i hvert fald kan få dialogen om, hvordan vi tager det op, når ministeren diskuterer med Microsoft. Lad os få det her emne ind også, lad dem forholde sig til det, lad os se, om vi kan gøre noget, om vi kan styre det, og om vi kan være med til at sætte nogle grænser, så vi i hvert fald har en lille smule kontrol. Det er ikke, fordi vi herfra skal lave lovgivning om, hvad man må sige eller ikke sige. Man kan sige, at vores ytringsfrihed jo er en lovfæstet ret til at sige tingene, og den skal vi holde fast i og beskytte.

Så jeg vil egentlig bare til slut her sige tusind tak for debatten og de mange temaer, og jeg er helt sikker på, at vi vender tilbage i det her forum og tager nogle af deldebatterne på et senere tidspunkt. Tak for nu.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Kasper Sand Kjær, Socialdemokratiet.

Tusind tak, og tusind tak for en god debat. Jeg vil bare sige, at jeg ikke hørte nogen i debatten sige, at litteraturen skulle skrives om, eller at teksterne skulle omformuleres. Det er i hvert fald ikke det, jeg tager med mig herfra. Tværtimod tager jeg med mig herfra, at der i virkeligheden er bred konsensus i Folketinget om at tage det her alvorligt, som ordføreren jo også slutter af med.

Jeg kunne bare godt tænke mig at spørge ind helt konkret til det, ordføreren siger om Microsoft, og at de ikke må være sprogpoliti – det er jo dybest set det, ordføreren siger, og det er jeg fuldstændig enig i. Men med forslaget til vedtagelse i mente hvad var det så for nogle skridt, regeringen helt konkret skulle tage for at sikre, at Microsoft ikke blev sprogpoliti?

Værsgo.

Jamen jeg kunne jo godt se for mig, at man i en dialog med Microsoft sagde: Det indfører I simpelt hen ikke i Danmark – den danske version kommer ikke til at indeholde vejledning i, hvordan man skriver hensynsfuldt – sådan at det, de nøjes med at lægge ind, selvfølgelig er retskrivning og grammatiske ting og den slags, men at de ikke går ind og laver sprogpolitik på den måde. Så slipper vi for det, og så kan de for den sags skyld gøre, hvad de vil, andre steder i verden; det er jo ikke noget, vi skal bestemme. Men det er sådan af nogle ting, jeg egentlig forestiller mig vi godt kunne.

Det kunne også være at tage vejledningen fra Chicago og sige: Jamen er det noget, vi kan bruge herhjemme, og er det noget, vi kan anbefale vores universiteter at kigge på? Det kan vi gøre for netop at stå op imod det her og egentlig som rettidig omhu sige, at vi synes, det her er alvorligt. Vi synes, vi skal tage det alvorligt, også før det bliver et seriøst problem, så vi netop kan løse tingene, mens de er så små, at vi kan løse dem.

Jeg må bede hr. Kasper Sand Kjær om at trykke sig ind, men det er lige meget nu. Værsgo.

Jeg troede, man fik ordet for anden gang automatisk. Det beklager jeg meget.

Kan ordføreren ikke bare bekræfte, at man ikke ønsker at regulere sproget for at sikre ytringsfriheden igennem lovgivning, men at det er igennem dialog og tiltag af den type af politik, der skal til, for at vi værner om ytringsfriheden, og at det ikke er gennem lovgivning? For det er det jeg hører ordføreren sige, nemlig at han ikke ønsker, at vi laver lovgivning om sprogets udvikling. Tak.

Værsgo.

Jamen jeg ønsker bestemt ikke, at vi laver lovgivning over sprogets udvikling. Sproget skal have lov at udvikle sig; det skal bare ikke styres og påvirkes af andre kræfter end danskerne. Vi skal have lov med hinanden at udvikle sproget, som vi bruger det. Og så kan vi jo så arbejde på at udvikle sproget bedre herinde, så vi også får en mere forståelig jargon i forhold til resten af befolkningen.

Tak.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Forhandlingen er sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 26. november 2019.

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

13) Forespørgsel nr. F 5:

Forespørgsel til uddannelses- og forskningsministeren:

Af Morten Messerschmidt (DF) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF).

(Anmeldelse 02.10.2019. Fremme 08.10.2019).

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 26. november 2019.

Vi venter lige et par minutter, til alle er på plads.

Tak for det. Og så er det uddannelses- og forskningsministeren for en besvarelse.

Tak til ministeren.

Nu er det sådan, at inden vi går videre til forhandlingen, har ordførerne mulighed for én kort bemærkning. Det er der i hvert fald en, der har bedt om, og det er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Værsgo.

Så jeg vil gerne høre ministeren klart svare på, hvad regeringen vil gøre i forhold til f.eks. Microsoft og den udfordring, som det altså vil give os i forhold til det danske sprog.

Ministeren.

Så har jeg på vegne af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige følgende:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 18).

Tak for det. Der er modtaget et forslag til vedtagelse.

Der er også et ønske om en kort bemærkning. Den er fra fru Mai Villadsen, Enhedslisten. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Mai Villadsen.

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken er hr. Kasper Sand Kjær fra Socialdemokratiet.

Forslag til vedtagelse

Folketinget er optaget af at værne om ytringsfrihed og forskningsfrihed på universiteterne og konstaterer, at både ytringsfriheden og forskningsfriheden er beskyttet i gældende lovgivning.

Derudover mener Folketinget ikke, at der er behov for yderligere regulering af private aktører i den aktuelle sag.

På den baggrund opfordrer Folketinget regeringen til fortsat at være opmærksom på området.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 19).

Tak.

Tak til ordføreren. Der er fremsat endnu et forslag til vedtagelse, som vil indgå i forhandlingerne.

Der er et ønske om en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Ordføreren.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Man hvad er det næste? Og hvad er det for en tankegang? Altså, for hvad er hensynsfuldt sprogbrug, hvis man endelig skulle gå ind på den? Og hvem skal definere, hvad det er i Danmark?

Ordføreren.

Næste spørger er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Ordføreren.

Hr. Henrik Dahl.

Så det er den her uintenderede blanding af meget fornuftige ting, som vi skal have fat på. For Københavns Universitet har været på vej ned ad den vej.

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fra Venstre, og det er hr. Mads Fuglede. Værsgo.

Med de ord vil jeg gerne kvittere for taletiden og sige, at vi selvfølgelig bakker op om det forslag til vedtagelse, vi selv har været med til at formulere.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Ordføreren.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Ordføreren.

På den måde er det jo en meget væsentlig debat, og så længe der er fornuftige stemmer i den debat, ser jeg også en opstand mod den tyrannisering, der foregår med sproget.

Hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Ordføreren.

Hr. Henrik Dahl.

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Der er et ønske om en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Deler ordføreren ikke bekymringen for, hvad det lige om lidt bliver til, hvis ikke vi gør noget nu?

Ordføreren.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Ordføreren.

Den næste spørger i rækken er hr. Mads Fuglede fra Venstre. Værsgo.

Ordføreren.

Hr. Mads Fuglede.

Ordføreren.

Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Ordføreren.

Hr. Henrik Dahl.

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken er fru Astrid Carøe, og det er for Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak til ordføreren. Der er et par medlemmer, der har ønsket at stille spørgsmål. Den første er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Ordføreren.

Der er flere steder, hvor teknologien begrænser os, f.eks. med ting, der bliver vist på de sociale medier, og som bliver fjernet igen. Men her synes jeg faktisk det giver muligheder.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Ordføreren.

Den næste spørger er hr. Henrik Dahl fra Liberal Alliance. Værsgo.

Ordføreren.

Hr. Henrik Dahl.

Ordføreren.

Den næste spørger er hr. Mads Fuglede fra Venstre.

Ordføreren.

Mads Fuglede.

Ordføreren.

Selv tak. Og ja, jeg synes, det er vigtigt, at vi værner om vores ytringsfrihed, og at man har mulighed for at bruge de ord, man gerne vil, men selvfølgelig med omtanke. Tak.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fra Enhedslisten, og det er fru Mai Villadsen.

Til slut vil jeg gerne sige, at jeg bakker op om forslaget til vedtagelse, som vi har været med til at udarbejde.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Værsgo.

Ordføreren.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke en ordfører fra Det Konservative Folkeparti. Så den næste ordfører kommer fra Alternativet, og det er fru Susanne Zimmer. Værsgo.

Tak til ordføreren. Der er et kort spørgsmål fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Ordføreren.

Jens Henrik Thulesen Dahl.

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken kommer fra Nye Borgerlige, og det er hr. Peter Seier Christensen.

Tak for det. Der er et par spørgsmål og kommentarer. Hr. Kasper Sand Kjær, Socialdemokratiet. Værsgo.

Værsgo.

Hr. Kasper Sand Kjær.

Værsgo.

Så er det fru Astrid Carøe, Socialistisk Folkeparti.

Værsgo.

Fru Astrid Carøe, værsgo.

Det var godt, at der blev sagt ordføreren og ikke du.

Værsgo.

Tak, så er der ikke flere kommentarer. Så er det hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Værsgo.

Hr. Kasper Sand Kjær.

Værsgo.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Så er det uddannelses- og forskningsministeren. Værsgo.

Så er der et spørgsmål. Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Værsgo.

Det, jeg helt konkret forholdt mig til, var de potentielle, mulige forslag, der måske ville komme i den danske udgave, og de få eksempler, jeg har set, har jeg ikke rejst bekymring over for.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Værsgo.

Tak. Så er der ikke flere kommentarer. Og så har hr. Jens Henrik Thulesen Dahl ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Kasper Sand Kjær, Socialdemokratiet.

Værsgo.

Jeg må bede hr. Kasper Sand Kjær om at trykke sig ind, men det er lige meget nu. Værsgo.

Jeg troede, man fik ordet for anden gang automatisk. Det beklager jeg meget.

Værsgo.

Tak.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Forhandlingen er sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 26. november 2019.

Se video af alle taler

Så har jeg på vegne af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige følgende:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 18).

Forslag til vedtagelse

Folketinget er optaget af at værne om ytringsfrihed og forskningsfrihed på universiteterne og konstaterer, at både ytringsfriheden og forskningsfriheden er beskyttet i gældende lovgivning.

Derudover mener Folketinget ikke, at der er behov for yderligere regulering af private aktører i den aktuelle sag.

På den baggrund opfordrer Folketinget regeringen til fortsat at være opmærksom på området.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 19).

Tak.

Med de ord vil jeg gerne kvittere for taletiden og sige, at vi selvfølgelig bakker op om det forslag til vedtagelse, vi selv har været med til at formulere.

Til slut vil jeg gerne sige, at jeg bakker op om forslaget til vedtagelse, som vi har været med til at udarbejde.

Folketinget

Resumé

Om forespørgslen

Forhandling

Forslag til vedtagelse

F 5 Om nysprog.

Forhandling den 21-11-2019

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling