Det sidste punkt på dagsordenen er:

24) Forespørgsel nr. F 42:

Forespørgsel til justitsministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om forhandlingerne med andre lande om fængselspladser, således at udlændinge, der dømmes i Danmark, kan afsone i deres hjemland eller i et andet land end Danmark, indtil de kan hjemsendes?

Af Morten Messerschmidt (DF) og Peter Skaarup (DF).

(Anmeldelse 07.02.2020. Fremme 18.02.2020).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 4. juni 2020.

For begrundelse er det ordføreren for forespørgerne, hr. Morten Messerschmidt.

Tak, formand. For få måneder siden kunne man i dagspressen læse nye tal fra kriminalforsorgen, som viser, at stadig flere indsatte i de danske fængsler og arresthuse har udenlandsk baggrund. Og det er ud over i almindelighed at være forstemmende – i forhold til det billede af udlændinges kriminalitet i Danmark og det tryk, det jo giver på offentlige institutioner – også helt i strid med det meget brede ønske, fornemmer jeg, der er her i Folketinget om at sørge for, at udlændinge, som vælger at gengælde den udstrakte hånd og velkomst, som det danske samfund giver ved at lade dem komme ind for at besøge familie, for at arbejde eller måske bare for at nyde det dejlige samfund, som Danmark er, også skal mødes med en konsekvent og hårdhændet reaktion, hvis de begår kriminalitet.

Derfor skal afsoningen selvfølgelig ske i det hjemland, som vedkommende udlænding måtte komme fra, og ikke i Danmark, hvor man altså på den måde ud over den kriminalitet, man har begået, så også ligger landet til last. Og den gode nyhed er, at under den borgerlige regering tilbage i 2006 lavede vi rent faktisk en aftale med den daværende justitsminister om at afsøge mulighederne for, især i Østeuropa, enten at leje eller på anden måde få adgang til fængselsområder, sådan at de udlændinge, der kommer derfra – og det er jo desværre en ganske betragtelig del af dem, der vælger at begå kriminalitet i Danmark – kunne komme hjem til afsoning. Men tiden går, og nye tal viser, at der er stadig flere kriminelle udlændinge i de danske fængsler og arresthuse, og vi har ikke hørt meget nyt om de forhandlinger og deres udkomme, som altså gerne skulle lede frem til, at vi kan få sendt de kriminelle udlændinge hjem.

Det er på den baggrund, at Dansk Folkeparti har taget initiativ til den her forespørgselsdebat, hvor vi selvfølgelig i en god og positiv ånd håber – jeg vil nærmest sige forventer – at den nuværende regering sådan set er enig i intentionen om at få kriminelle udlændinge ud, så de kan afsone i hjemlandet, men hvor vi jo bare mangler at få at vide, hvor vi står. Og derfor vil jeg gerne på vegne af undertegnede bede justitsministeren om at svare på, hvad søren der sker i den her sag.

Så er det justitsministeren til besvarelse.

Tak for ordet. Det er regeringens målsætning, at udvisningsdømte udlændinge i videst muligt omfang ikke skal afsone deres straf i Danmark. Hvis det kan lade sig gøre, skal de oversendes til afsoning i deres hjemland, og hvis det ikke er muligt, skal de placeres i fængsler uden for Danmark. Det sidste kræver selvsagt, at vi kan indgå en aftale med et land uden for Danmark om at leje eller købe fængselspladser. Regeringen arbejder derfor målrettet på at finde udenlandske fængselspladser, som Danmark kan leje, med henblik på at udvisningsdømte kriminelle kan afsone deres domme for kriminalitet i udlandet.

Det er unægtelig et spørgsmål, som jeg prioriterer højt. Der har i de seneste år været et kraftigt stigende antal indsatte over hele landet og derfor et alt for højt belæg i vores fængsler. Den stigning gælder også antallet af udvisningsdømte. Men vi har jo i virkeligheden en situation, hvor belægningsprocenten i Danmarks fængsler og arresthuse har passeret 100, og hvor vi i grove tal og i træskolængder kan sige, at vi har omkring 4.000 pladser, og i omkring 400 af dem sidder der folk, der er udvisningsdømte, og som i virkeligheden ikke skulle være i Danmark.

Det vil sige, at hvis vi kan komme derhen, hvor regeringen vil have os hen, nemlig at de enten bringes til afsoning i deres hjemlande eller bringes til afsoning i et andet land, hvor vi lejer pladser, vil vi i virkeligheden have løst også et andet problem, nemlig det problem, vi har med overbelægning i vores fængsler og arresthuse herhjemme i øjeblikket. Det ville være 10 pct. af kapaciteten, som vi ville frigøre. Så ikke alene vil vi sikre det, vi gerne vil, nemlig at de udvisningsdømte kommer ud af landet og ikke sætter deres fod her i kongeriget igen, men vi ville også kunne løse det kapacitetsproblem, som vi i øvrigt har. Derfor er det sådan set både i vores interesse, men i virkeligheden også i de udvisningsdømtes interesse at komme til at afsone et andet sted, for de skal jo ikke reintegreres i Danmark eller resocialiseres til det danske samfund. Så langt, så godt.

Men sådan som situationen er i øjeblikket, er det desværre ikke muligt at overføre udvisningsdømte til hjemlandet, med henblik på at hjemlandet overtager fuldbyrdelsen af fængselsstraffen. Og leje af fængselspladserne i udlandet kræver jo, at der indgås en aftale med et eller flere partnerlande om det. Og det er mildest talt ikke hverdagskost, at den slags aftaler indgås, og det skal ikke være nogen hemmelighed – jeg ved godt, at der kommer et forslag til vedtagelse, som vil rose den tidligere regerings bedrifter på området – at da jeg trådte til som justitsminister, var det for at sige det mildt ikke den her sag, der havde ligget øverst på den forrige regerings bord. Der var ikke presset tilstrækkeligt på. Det er der heldigvis lavet om på.

Jeg tror, at det, den forrige regering gjorde galt, var, at man ikke var tilstrækkelig opmærksom på, at begge lande selvfølgelig skal have en interesse i samarbejdet, ligesom det er med alle mulige andre samarbejder. Der er vi så klogere, og det har vi taget højde for. Men selv der er der nogle forhold, som der skal nås til enighed om, f.eks. hvilke regler og vilkår der skal gælde for afsoningen, krav til personalet, krav til tilsyn, prisen for pladserne osv. osv. Det er faktisk en kompleks forhandling, og det tager tid, hvilket jeg er sikker på – nu gjorde hr. Morten Messerschmidt opmærksom på, at det her var et ønske, der var formuleret helt tilbage i 2006 – at mine forgængere, der jo var dygtige folk på posten, helt sikkert har arbejdet med og har været opmærksomme på behovet for at komme videre med.

Så er der det element, og det bliver vi nødt til at holde os for øje, at den her type aftaler er kontroversielle for modtagerlandet. Lad os prøve at forestille os den modsatte situation, altså at vi skulle udleje danske fængselspladser, for at nogle andre kunne komme og afsone deres straf her i landet; det er jo ikke et drømmescenarie. Derfor bliver man selvfølgelig nødt til at gøre det her med en vis forsigtighed. Man kan jo ovenikøbet sagtens forestille sig, at den aftale, som måtte blive indgået, kræver lovændringer og dermed en parlamentarisk opbakning i modtagerlandet osv.

Så hvis det skal være muligt at indgå en sådan aftale, er det faktisk en af forudsætningerne, at der er fortrolighed omkring det. Her bliver man nødt til at sige, at den her del må vi have tillid til at regeringen arbejder med. Det betyder ikke, at vi ikke skal have en forespørgselsdebat, som den i dag. Den er fint nok. Men der er bare en række oplysninger, som man ikke kan eksponere, fordi vi så ville risikere at forskertse formålet med det, nemlig at få etableret sådan nogle fængselspladser. Det betyder så også, at så længe vi arbejder på en konkret aftale om leje af fængselspladser i udlandet, vil jeg ikke kunne komme nærmere ind på de konkrete omstændigheder omkring den aftale. Det håber og tror jeg på der er forståelse for i salen.

Så lad mig gentage: Det er en klar prioritet for regeringen, at udvisningsdømte kriminelle ikke skal belaste det danske fængselsvæsen. Det skal vi bl.a. sikre gennem en aftale om leje af fængselspladser i udlandet. Vi skal selvfølgelig også sikre, at folk bliver overført til afsoning i udlandet. Der er nogle tal, som viser, at det godt kunne gøres bedre. Sådan har det i øvrigt været i en lang årrække. Og det er klart, at den her periode med covid-19 har gjort, at tallet for 2020 i øjeblikket ikke ser så opmuntrende ud. Men også det bliver der arbejdet videre med. Tak.

Nu er der mulighed for en kort bemærkning fra hovedordførerne. Britt Bager, værsgo.

Tak til ministeren, og tak for redegørelsen her. Det kan undre mig, på trods af at det her er så avanceret stof, at ministeren ikke har kunnet få handlet sådan en aftale hjem endnu. Måske skulle ministeren ringe til sin gode kollega fru Trine Bramsen og spørge, hvordan fru Trine Bramsen mener, man skulle gøre det, fordi dengang fru Trine Bramsen var retsordfører, havde hun den perfekte opskrift, den helt perfekte opskrift. Tilbage i 2015 havde fru Trine Bramsen løst det her problem, og derfor kan det selvfølgelig undre mig, at vi her et år efter, at Socialdemokraterne har indtaget Justitsministeriet, ikke har set en løsning endnu. Men jeg bærer over med hr. Nick Hækkerup og vil derfor bare høre, hvornår vi så ser en aftale.

Vi omtaler ikke ministre ved navn, men ved deres titel.

Justitsministeren, værsgo.

Tak. Ja, vi arbejder på det. Der er kontakter til lande. Vi gør, hvad vi kan for at få processen til at glide fremad. Så gør det sig lidt gældende her som i så mange andre sager, tror jeg, når folk hopper på regeringen for at få det til at ske, at intet jo er umuligt for den, der ikke selv skal gøre det. Det gælder også, tror jeg, lidt oppositionens tilgang til det her, og at man er tilbage i det der: det er for lidt, det er for sent, det er for dårligt-retorikken omkring det, der sker. Det, der er vigtigt for mig, er, at vi faktisk når i mål med at få etableret de her fængselspladser i udlandet og få overførelsen til at fungere.

Så er det hr. Morten Messerschmidt.

Jeg skal jo slet ikke – for det ville være letsindigt, eftersom jeg aldrig har været så tæt på som justitsministeren – bedømme, om den ene regering nu har gjort mere eller mindre end den anden. Men der er en enkelt ting, som jeg bemærker i justitsministerens indlæg, nemlig det forhold, at justitsministeren tilsyneladende er fokuseret på, at det skal være i det land, hvor den kriminelle udlænding kommer fra, at afsoningen skal ske. Det behøver det altså ikke ifølge os i Dansk Folkeparti. Det eneste, vi sådan set er optaget af, er, at det bare ikke sker i Danmark. Så hvis justitsministeren f.eks. kan indgå aftaler med et bulgarsk fængsel om at betale for at have udlændinge til afsoning der, så skal det ikke røre os, om der så også befinder sig polakker, rumænere og cyprioter der. Det må være et anliggende, hvor man så siger, at det er et EU-land, og vi lægger til grund, at de lever op til de fundamentale krav, som vi normalt stiller til afsoning osv., og så er det bare af sted.

Derfor vil jeg bare gerne bede justitsministeren om at bekræfte, at det mandat, han arbejder ud fra, er bredest muligt, sådan at det her handler om, at de her udlændinge ikke afsoner i Danmark.

Justitsministeren.

Jamen hvis jeg har udtrykt mig så uklart, er jeg ked af det – rigtig ked af det. For der er ingen tvivl om, at det, der er ambitionen, er at få etableret fængselspladser i udlandet. Nu kan jeg forstå, at det er vigtigt for Dansk Folkeparti, at det skal være et EU-land, men det behøver det ikke være for vores skyld. Det skal være et andet land, det skal være uden for Danmark, sådan at når vi har kriminelle udlændinge i Danmark, der bliver dømt til udvisning, så bliver de hurtigst muligt transporteret til en fængselsfacilitet i et andet land og sætter ikke deres ben i kongeriget igen. Det er det, der er ambitionen.

Når der måske sneg sig det andet ind, er det selvfølgelig, fordi der også er det hensyn, at man kan have en aftale om, at nogle dømte rumænere kan komme tilbage til afsoning i Rumænien, men det er bare et andet spor end det spor, som jeg snakker om nu. Men begge spor tæller.

I den her runde er der kun ét spørgsmål til hovedordføreren, senere vender vi tilbage til det normale.

Så er det fru Pernille Vermund. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan godt blive sådan en lille smule bekymret, når jeg hører ministeren sige, at det her ikke var noget, der havde højeste prioritering for den tidligere justitsminister. Det synes jeg egentlig er bemærkelsesværdigt, al den stund at det jo fyldte ret meget retorisk på daværende tidspunkt. Derfor kan jeg også blive en lille smule bekymret for, og jeg beklager min almene skepsis i forhold til politikere, at man nu igen forsøger at tale noget op, som man måske ikke kommer i mål med. Har ministeren selv gjort sig nogen tanker om, hvad et succeskriterie vil være? Altså, vil det være i indeværende valgperiode, at man forventer eller har ambitioner om at kunne nå i mål med sådan en eller flere aftaler, eller tænker ministeren, at det er noget, der kommer til at ske over en 10-årig eller 20-årig periode? Kan ministeren sige noget om det?

Ministeren.

Det er forkert at sige, at den tidligere regering ikke tog det alvorligt. Jeg tror, at det, jeg prøvede at kommunikere, var, at mit indtryk var, at det var muligt at presse mere på, da vi overtog regeringsmagten. Altså, det var ikke sådan, at man var ligeglad, men der kunne godt strammes op, og det er så sket.

Vi er i kontakt med en flerhed af lande, hvilket giver mig håb om, at noget kan ske. Men min erfaring med politik og livet i øvrigt er, at det, som ingen tid tager, tager et kvarter, og resten tager dobbelt så lang tid, som man tror, og derfor vil jeg nødig sige: Om 1 år er det på plads. Så kunne jeg selvfølgelig sige: I min ministertid er det på plads – men så er vi jo 10 år fremme. Jeg har en ambition om, at det er på plads i løbet af den her valgperiode, bestemt.

Så er det hr. Naser Khader.

Tak skal du have. Jeg var også retsordfører i forrige periode, og jeg ved og kan bekræfte, at den tidligere regering var meget optaget af det, også den tidligere justitsminister, og man var meget, meget langt fremme med at forhandle med bestemte lande og var næsten ved at underskrive en aftale, men så kom der et valg imellem, og så skete der ikke så meget.

Målet med forespørgselsdebatten her i dag er at finde ud af: Er der action? Sker der noget? Nu er det et år siden, regeringen overtog magten, og det er ikke nok bare at sige: Vi er i kontakt med nogen. Er man i reelle forhandlinger med nogle bestemte lande?

Ministeren.

Med al respekt tror jeg sådan set ikke, det var valget, der gjorde, at der ikke skete noget. Jeg tror i virkeligheden, hvis vi skal komme efter det, at det, der skete, var, at sagen blev eksponeret i de danske medier, altså at der var omtale i december 2018 af, at man havde de her forhandlinger, desværre. For sådan som jeg har kunnet forfølge sagen, betød det, at det land, man forhandlede med, blev markant mere reserveret i forhold til at ville fortsætte ned ad det spor. Og hvis den forståelse, som jeg har fået, er rigtig, så bekræfter det jo bare behovet for fortrolighed omkring det her. Så jeg tror sådan set ikke, det var valget, der gjorde det, men der er ingen tvivl om, at det, at valget kom, selvfølgelig har betydet, at justitsministeren i valgkampen, og indtil der var dannet en ny regering, jo ikke kunne træde frem med den her dagsorden, ligesom det forhold, vi har haft med covidsituationen her, også har betydet, at det har kompliceret forhandlingerne noget. Men der er konkrete kontakter til en flerhed af lande.

Så er det fru Rosa Lund.

Tak for det. Jeg tænker bare, at hvis man principielt mener, at mennesker, der er udvist af Danmark, skal afsone i det land, de er udvist til, bør man så ikke også hente de mennesker, som er danske statsborgere, men som er straffet for noget i et andet land, og som det andet land gerne vil have skal afsone deres straf i Danmark, hjem for at afsone? Altså, jeg synes, det er en lille smule dobbeltmoralsk, at man gerne vil parkere nogle udviste kriminelle, men at man ikke vil tage sine egne kriminelle hjem, hvis man kan tale om sine egne kriminelle – jeg tror, ministeren forstår, hvad jeg mener.

Ministeren.

Jeg forstår det helt, og jeg er sådan set principielt enig, men hvis det skulle fungere, skulle vi have et system, hvor vi alle sammen i fornuftige internationale aftaler var enige om, at så snart der er en, der bliver dømt, kommer vedkommende til afsoning i det land, hvor vedkommende er statsborger, eller afsoner en vis periode i det land, hvor vedkommende er dømt, og så bliver overført. I dag er der ikke den type aftaler. I dag er det det rene: Hver mand er sig selv nærmest. Og i den situation, hvor hver mand er sig selv nærmest, synes jeg, at vi også for Danmarks vedkommende må sige: Hvad gør vi for at varetage Danmarks interesser bedst muligt? Men hvis der var en mulighed for, at man kunne få et reguleringsregime, hvor vi sagde: Der er en vis afsoning i landet, hvor man er dømt, og derefter udvisning, og det gælder alle, og det sker, så synes jeg, det ville være en bedre løsning for alle parter.

Karina Lorentzen Dehnhardt, værsgo.

Jeg vil bare høre ministeren: Når man nu arbejder med det her, er det så en forudsætning, at man selvfølgelig overholder de internationale konventioner, når man skal leje pladser andre steder, men også de internationale fængselsregler?

Ministeren.

Selvfølgelig skal vi overholde de internationale konventioner, som gælder. Der er jo bl.a. nogle krav og også international regulering i forhold til fængselspladser, størrelser osv. Og selvfølgelig skal den type krav honoreres i de lande, som vi måtte få samarbejde med. Det er jo også noget af det, som skal indgå i sådan et konkret aftalekompleks, altså at man finder ud af, hvordan det sikres, og hvordan en række andre forhold sikres. Det er faktisk ret komplekst.

I den her omgang er der kun et spørgsmål til hver. Men nu går vi over til forhandlingen. Vi siger tak til ministeren, og nu gælder dermed også de almindelige regler for korte bemærkninger. Det er først ordføreren for forespørgerne, hr. Morten Messerschmidt.

Tak, formand. Det kan være tungt at bære magtens åg og byrde. Der er privilegier forbundet med det, men man skal jo også stå til ansvar. Derfor er det her en debat af højeste relevans, for det her er jo, som ministeren også er inde på, skiftende regeringer, der har ønsket og lovet, at noget måtte ske. Derfor er det ikke underligt, at et Folketing, der i efterhånden nogle år har siddet på pinebænken med gyldne løfter, begynder at stille stadig større spørgsmål: Hvad i alverden sker der? Hvorfor har vi stadig væk ikke bare mange kriminelle udlændinge, dømte udlændinge i de danske fængsler, men også stadig flere? Det er et alvorligt problem, som selvfølgelig dækker over to helt fundamentale og også forskellige problemstillinger. Det ene er, hvad det egentlig er for nogle udlændinge, vi lukker ind i Danmark – den tager vi en anden dag – og så er der det andet centrale spørgsmål: Hvad er rimeligheden i, at de, der ligger Danmark til last, så også skal have det formodentlig i forhold til deres oprindelsesland kæmpestore privilegium at afsone i et dansk fængsel?

Jeg går ud fra, at det at drive de danske fængsler med de bekvemme forhold, der gør sig gældende der, trods alt er lidt mere omkostningsfyldt end f.eks. at drive et fængsel i Bulgarien eller Rumænien. Og når jeg nævner dem, er det sådan set, fordi det er EU-lande, og derfor kan ingen gøre den indsigelse, at de fundamentale krav ikke er opfyldt osv. Men jeg er da enig med justitsministeren i, at det lige så vel kunne være Serbien eller et andet land tæt på Danmark, som en overenskomst kunne indgås med. Men når jeg nævner økonomien, er det jo, fordi det her ikke kun er et spørgsmål om gensidighed, og om et land, hvis vi gerne vil sende kriminelle udlændinge ud til et land, også skal sende nogle tilbage til Danmark. Man kunne jo godt forestille sig, at det her kunne blive en god forretning for nogle lande.

For alene glæden ved at slippe af med de her kriminelle typer, som jeg jo forstår ikke holder op med at begå kriminalitet eller skabe utryghed, når de kommer ind i fængslet, kunne gøre, at man kunne sige, at det, det koster at have dem siddende, giver vi da gerne til andre lande for at lade dem overtage forpligtelsen, måske i håbet om, at de så griber tingene bare en lille smule mere håndfast an. Så det her er egentlig ikke et spørgsmål om at tale en splid mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti eller regeringen og Folketinget op; det er sådan set et inderligt ønske om, at det, som nu skiftende regeringer, skiftende justitsministre har lovet og sagt at man er interesseret i, også bliver realiseret.

Derfor skal justitsministeren ikke se det som nogen mistænkeliggørelse af hans person eller arbejdsindsats, men derimod en dybfølt interesse i, at Folketinget på det her område bliver noget mere involveret. Det er derfor, jeg så nu med formandens tilladelse gerne vil have lov til at fremsætte et forslag til vedtagelse på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. Det lyder som følger:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget bemærker med bekymring, at indsatte i Danmarks fængsler og arresthuse i stigende grad er udlændinge, og understreger, at udlændinge, der begår kriminalitet, ikke skal optage plads i danske fængsler. Folketinget minder om, at den tidligere borgerlige regering sammen med Dansk Folkeparti igangsatte et arbejde for at etablere eller leje danske fængselspladser i udlandet, men konstaterer samtidig, at det går meget langsomt med at få sendt flere kriminelle EU-borgere til afsoning af straf i deres eget hjemland. Det er bekymrende, at den socialdemokratiske regering endnu ikke har indgået en sådan aftale, på trods af at der har været forhandlinger længe. Folketinget pålægger derfor regeringen at orientere Folketinget hvert kvartal om fremdriften i arbejdet med at sikre, at udlændinge, der dømmes her i landet, afsoner i deres hjemland eller i et andet land end Danmark.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 80).

Tak for det. Dette forslag til vedtagelse vil nu indgå i den videre debat.

(Morten Messerschmidt (DF): Må jeg fortsætte?) Ja, der er 1 minut tilbage.

Når jeg ønsker at gøre det på den måde, at jeg lige knytter en kommentar dertil, er det jo, fordi jeg håber, at justitsministeren vil tage det her som en udstrakt hånd fra de borgerlige partier: det, at vi kvartalsvis kan blive inddraget, at vi i et fortroligt rum kan bistå regeringen. For det kunne jo være, at vi med hver vores kontakter rundtomkring i det europæiske, det internationale osv. kunne facilitere, at det her kan løses.

Når justitsministeren siger, at ja, tidligere justitsministre måske ikke helt har brugt den ressource, det fokus, som man kunne ønske sig, så er det jo vanskeligt for os at vide. Det, vi bare kan sige, alle som en som en musketered her fra vore partier, er, at det ikke er os, der står til hinder for, at regeringen kan levere. Så derfor vil vi gerne inddrages i arbejdet og kunne bidrage med alt, hvad der overhovedet skal til, for at kunne sikre, at udlændinge kan komme ud af danske fængsler og hjem i fængsler i de lande, de kommer fra, eller tredjelande.

Tak til hr. Morten Messerschmidt. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor går vi videre til Socialdemokratiet. Jeg forstår, at det er hr. Rasmus Stoklund, der er ordfører. Værsgo.

Tak. I Socialdemokratiet mener vi, at langt flere udvisningsdømte kriminelle skal afsone deres domme i hjemlandet. På den måde belaster de ikke det danske samfund mere end højst nødvendigt og mere, end de allerede har gjort. Vores fængselsvæsen døjer med kapacitetsudfordringer, og vi ser et stigende antal indsatte i fængsler og arresthuse, især de senere år. Her udgør kriminelle udvisningsdømte en alt for stor andel af de indsatte. Det skaber et stort pres på de ansatte i kriminalforsorgen. Og med denne forespørgsel adresserer

Dansk Folkeparti derfor en vigtig problemstilling.

Selvfølgelig skal kriminelle udvisningsdømte ikke belaste vores fængselsvæsen. De bør som udgangspunkt afsone i deres hjemlande, og der skal opholde sig færrest muligt udvisningsdømte udlændinge i de danske fængsler. Hvis de kriminelle udvisningsdømte ikke kan overføres til afsoning i deres hjemland, bør de derfor overføres til

udlandet. Det har stor betydning for Socialdemokratiet at afhjælpe kapacitetsmangelen i de danske fængsler og arresthuse, og vi ønsker som Dansk Folkeparti, at langt flere afsoner deres dom i et andet land end Danmark.

På vegne af Socialdemokratiet vil jeg fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at det er målet, at flest mulige udvisningsdømte udlændinge skal afsone deres straf i hjemlandet. De skal ikke sidde unødig længe i danske fængsler.

Folketinget konstaterer derudover, at regeringen arbejder målrettet for at oprette eller leje fængselspladser i udlandet, hvor udvisningsdømte, der ikke kan afsone i hjemlandet, kan afsone deres straf.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 81).

Tak.

Også dette forslag til vedtagelse vil nu indgå i den videre debat.

Der er en kort bemærkning, og det er først fru Britt Bager. Værsgo.

Tak for ordet, og tak for tilkendegivelsen om, at Socialdemokratiet også synes, at det her er en vigtig dagsorden. Nu hørte vi før justitsministeren redegøre for, at det har været en vigtig dagsorden i lang tid. Vi har også set den tidligere retsordfører for Socialdemokratiet presse på for den her dagsorden. Så når nu det er så vigtigt for Socialdemokratiet, hvorfor så ikke være med på vores vedtagelsestekst og simpelt hen kræve, at vi holder ministeren op på det her, at vi holder hinanden op på det her hver tredje måned?

Ordføreren.

Jamen altså, først og fremmest er det vores retsordfører, der har stået for processen med at finde de endelige formuleringer i de her vedtagelsestekster, men mig bekendt var der jo en forståelse mellem andre partier og os om en fælles vedtagelsestekst, inden vi gik i salen. Det viste sig så, at der ikke var det alligevel, men den proces kender jeg ikke i dybden.

Jeg synes, at den vedtagelsestekst, jeg har fremlagt, er nuanceret og balanceret og fint understreger det, der er vores budskab, og det er, at når der er udvisningsdømte, der ikke bør være i Danmark længere, så er det godt, at de afsoner deres fængselsstraf i et andet land, sådan at det ikke bliver attraktivt eller andet at komme i fængsel i Danmark i forhold til dér, hvor man oprindelig kommer fra.

Fru Britt Bager.

Det tror jeg sådan set vi er rigtig mange der er enige om – og det var egentlig ikke det, der var spørgsmålet. Spørgsmålet var helt klart: Når det er så vigtig en dagsorden for Socialdemokratiet, hvorfor så ikke være med til, at vi holder hinanden op på hver tredje måned, at det her skal være øverst på dagsordenen, og at det ikke skal være noget, der ligger nederst i papirbunker i Justitsministeriet, og at vi følger op på det? Vil Socialdemokratiet ikke være med til det?

Ordføreren.

Nej, jeg synes egentlig heller ikke, at blå blok er, hvad skal man sige, nogen garanti for, at det kommer til at forløbe på den måde. Altså, når man ser på, hvor mange der blev overført til afsoning i deres hjemland i perioden 2015 til 2019, så taler vi om et antal på 20-25 mennesker om året. Så det virker jo ikke, som om det tidligere flertal havde held med at gennemføre det her. På den måde ser jeg ikke, at det skulle sikre nogen yderligere fremdrift, at de blå partier havde en eller anden særlig – jeg ved ikke helt, hvad der ligger i det nu, for vi blev jo først bekendt med de blå partiers vedtagelsestekst, da vi kom ind i salen – vetoret, eller hvad det nu end er, der ligger i det.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det, der står klart nu i hvert fald, er, at det er meget vanskeligt at forhandle det her på plads, uanset om det er en borgerlig regering eller en socialdemokratisk regering, eller hvad det måtte være. Derfor synes jeg egentlig, at det er underligt, at den socialdemokratiske ordfører ikke tager imod den udstrakte hånd fra det borgerlige Danmark. Vi er fire partier, som hver især siger, at vi gerne vil bistå, og derfor beder vi om, at justitsministeren kvartalsvis orienterer os om, hvor sagen er, sådan at vi i hvert af de forskellige fora – EPP og Le ALDE, og hvor vi nu befinder os rundtomkring i Europa – kan skubbe på for det her. Og der må jeg bare sige, at jeg overhovedet ikke forstår, hvorfor Socialdemokratiet ikke tager imod den udstrakte hånd, hvis man virkelig er lige så optaget af det her, som vi er.

Ordføreren.

Jamen jeg synes da ikke, at hr. Morten Messerschmidt skal afholde sig fra at hejse et flag for det her, når han rejser rundt i Europa. Men derudover har jeg lidt svært ved at se, hvad det er, der skulle komme ud af det forslag, der ligger her, andet end et eller andet, jeg ikke ved om er noget politisk drilleri eller hvad. For der er jo ikke noget, der i forvejen er til hinder for – det er jeg også sikker på at hr. Morten Messerschmidt og andre ikke vil afholde sig fra – at kunne stille udvalgsspørgsmål eller andre former for folketingsspørgsmål om, hvordan det går på det her område, ligesom vi har forespørgselsdebatten i dag.

Men derudover er det jo helt naturligt, at det er et anliggende for regeringer at forhandle med andre landes regeringer om, hvordan man skal tilrettelægge bilateralt samarbejde; det er det også i den her sammenhæng. Og igen vil jeg understrege, at jeg ikke ser de blå partier, der nu fremsætter det her forslag, som nogen garanti for, at det så vil fremme processen.

Jeg vil igen minde om, at der de seneste 4 år, hvor vi havde en blå regering ved magten, var i omegnen af 25 mennesker om året, der blev overført til afsoning i deres hjemland.

Hr. Morten Messerschmidt.

Måske er det, hr. Stoklund, udtryk for, at vi er en lille smule utålmodige. Jeg tror, at justitsministeren nævnte tallet 2006, hvor man først begyndte at tale om det her på en seriøs måde. Det er altså 14 år siden. Dem, der blev født dengang, skal konfirmeres i år – hvis de altså må på grund af de lukkede kirker og alt det der. Men det er bare for at sætte det i perspektiv for, hvor lang tid der er gået – og nu må det altså snart være nok!

Det er derfor, vi siger, at hvis vi kan lave en så bred alliance som overhovedet muligt, vil vi gerne det. Men det sjove er jo, at når vi taler brede alliancer, har regeringen åbenbart ikke engang kunnet finde opbakning hos sine venstreorienterede støttepartier. Er det rigtigt forstået – eller forventer man, at de stemmer for den der dagsorden, som Socialdemokratiet fremlægger?

Ordføreren, værsgo.

Jamen jeg er – fuldstændig på linje med hr. Morten Messerschmidt – også utålmodig. Jeg ønsker da også, at det her kommer til at lykkes. Jeg synes bare, det er værd at hæfte sig ved, at vi nu har haft 4 år med en blå regering, der ikke var i stand til at få det til at lykkes, altså hvor der var 25 mennesker sådan plus/minus, der blev overført til afsoning i udlandet om året. Der var ikke nogen videre fremdrift i det, og det har også været beskrevet i dagspressen. At vi så har haft en socialdemokratisk regering nu, der har haft under et år til at prøve at sætte skub i processen, er ikke noget, der får min pessimisme til sådan at blomstre.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Derfor er det nu fru Britt Bager, Venstre.

Tak for ordet, formand, og tak til Dansk Folkeparti for at rejse en meget væsentlig og meget aktuel debat. I Venstre hersker der ingen tvivl om, hvor vi står henne i det her spørgsmål: Kriminelle udlændinge hører kort sagt ikke hjemme i Danmark, og derfor er det vores mål, at flest mulige udvisningsdømte skal hjem og afsone deres fængselsstraf i eget hjemland. Udvisningsdømte skal ikke sidde og optage pladser i danske fængsler og udgøre en udgift for de danske skatteydere.

I øjeblikket har vi tilmed en situation, hvor der er overbelægning i de danske fængsler og arresthuse. Der er således flere indsatte, end der er fængselspladser til rådighed. Det understreger behovet for, at regeringen hurtigst muligt lægger sig i selen for at få ekspederet flest mulige kriminelle udviste udlændinge hjem til deres respektive hjemlande eller til andre lande, som man kan indgå en aftale med, og hvor der så kan afsones. Herunder har vi en stor gruppe udviste rumænere, og det burde faktisk have højeste prioritet for den her regering, og det burde det bl.a., fordi den tidligere socialdemokratiske retsordfører, den nuværende forsvarsminister, Trine Bramsen, flere gange har kritiseret den tidligere VLAK-regering for ikke at gøre nok. Så kan man jo meget relevant spørge den socialdemokratiske justitsminister: Hvad har regeringen egentlig gjort for at få bl.a. flere rumænere til at afsone uden for Danmark? Har man fulgt op på den dialog, som den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen indledte på højeste niveau for at sikre, at flere rumænere kunne afsone i deres hjemland?

Et andet problem, vi har set for nylig, er, at de udviste kriminelle i stor stil vender tilbage til Danmark igen, en stor del af de udviste kriminelle, som gang på gang overtræder deres indrejseforbud. DR kunne for en måneds tid siden bringe nyheden om, at 2.840 udenlandske personer siden 2001 har trodset et indrejseforbud, som de har fået med en udvisningsdom. Det synes vi i Venstre ganske enkelt er fuldstændig uacceptabelt, og det understreger endnu mere behovet for, at vi får etableret flere fængselspladser i udlandet, så de udviste ikke tror, at det er et hotelophold at komme til Danmark og kunne afsone sin straf, og det er der jo altså noget der tyder på at de tror.

Som justitsministeren og den socialdemokratiske ordfører også sagde før, har den socialdemokratiske regering haft ansvaret i næsten et år, og vi må bare konstatere, at det går alt for langsomt med at få de udviste kriminelle overført til afsoning i deres eget hjemland eller et andet land. Socialdemokratiet lagde ellers op til i deres udlændingeudspil fra valgkampen i 2019, at udlændinge, der dømmes for kriminalitet i Danmark, skal afsone i det land, som de kommer fra. Kriminelle udlændinge skal ikke afsone i danske fængsler for danske skattekroner, de skal sendes hjem, står der klart og tydeligt i udspillet, og det er vi i Venstre meget enige i. Nu har justitsministeren netop oplyst, at man ikke kan komme med information om, hvordan det går med forhandlingerne, om der er flere fængselspladser på vej i andre lande. Vi ønsker selvfølgelig i Venstre ikke at lægge noget i vejen for, at der indgås aftaler, og at de indgås fortroligt. Men det kunne jo være rart, at ministeren bare på en eller anden måde kunne give os en indikation på: Hvad er det for lande, der forhandles med? Hvor mange pladser forhandles der om? Er der reelle forhandlinger? Eller er der, som ministeren udtrykte det, bare kontakt? For der er jo stor forskel på, om der er reelle forhandlinger, eller om der er kontakt.

Så det kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren om: Hvilke reelle forhandlinger er der? Hvilket tidsperspektiv har vi at se frem til? Jeg kan forstå, at det her ligger allerøverst på justitsministerens skrivebord, så det må være rimeligt, at vi kunne få svar på det. Så vil jeg i øvrigt bakke op om det forslag til vedtagelse, som Dansk Folkepartis ordfører læste op lige før.

Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Rasmus Stoklund, værsgo.

Tak. Jeg blev egentlig lidt nysgerrig efter, hvad det er, der har forandret sig. Altså, vi havde jo for et lille års tid siden haft 4 år med en blå regering, hvor ordføreren også var en central figur. Hvad er det, der har forandret sig? I den periode lykkedes man med at få overført i omegnen af 25 mennesker – plus/minus – om året. Hvordan kan det være, at ordføreren mener – det forstår jeg ikke helt – at det måske burde være meget nemmere at gøre det nu, og at der sker alt for lidt nu? Man løste jo overhovedet ikke selv opgaven i de 4 år, man havde til det.

Ordføreren.

Der er sådan set ikke noget, der har forandret sig i forhold til Venstres prioriteter. Vi forhandlede også meget, meget intenst med bl.a. Litauen, det tror jeg den socialdemokratiske ordfører er opmærksom på. Der var i hvert fald utrolig stor omtale af det i pressen, altså at der var forhandlinger med Litauen. Den daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, forhandlede også på højeste niveau med Rumænien, som jeg nævnte i min ordførertale. Det er også fremgået af utallige artikler. Så det var noget, der havde utrolig høj prioritet, og vi var i en rigtig, rigtig god gænge. Derfor burde det være en smal sag for den nuværende regering bare lige at sparke bolden i mål.

Hr. Rasmus Stoklund.

Altså, hvis jeg må være lidt fri, synes jeg måske, det er lidt let at komme og sige nu, når man ikke selv var i stand til at løse opgaven i 4 år, altså hævde, at nu må den nye regering klare det sådan uden videre efter at have siddet under et år. Altså, 4 år havde man! 25 mennesker om året plus/minus blev overført til afsoning i udlandet. Man var ikke i stand til på nogen måde at løse det her problem. Nu mener man, at den nuværende regering er alt for langsomme til at gøre det. Altså, jeg synes, det er sådan en kritik, der mangler lidt makronbund at stå på.

Ordføreren.

Noget makronbund at stå på – ja. Man kan også sige, at vi brugte tiden lige præcis til at lægge bolden så tæt på målet, at den bare skulle sparkes i mål. Og det var rent faktisk det, vi gjorde. Der blev lavet kæmpestore strategimøder, der blev forhandlet på højeste niveau, og derfor burde det simpelt hen være en smal sag at få de aftaler forhandlet i hus.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører, jeg ser i salen, er fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF.

Der har jo i lang tid været en udfordring med alt for mange indsatte i de danske fængsler og alt for få ansatte. Det overbelæg er en meget usund udvikling, og jeg synes, at det skal nedbringes. Og det er også præcis derfor, at Danmark skal arbejde for at få udvisningsdømte hjem til afsoning i deres egne lande, selv om det erfaringsmæssigt har vist sig rigtig svært. Jeg kan i hvert fald huske, at det er noget, vi har diskuteret meget i Retsudvalget og faktisk også i mange år.

Netop fordi det kan vise sig svært – som jeg husker det, havde Polen i hvert fald i lang tid henstand med, at vi kunne sende folk til afsoning i Polen, fordi de simpelt hen selv havde et overbelæg – er vi sådan set også enige i, at vi skal arbejde med at undersøge, om det kan lade sig gøre at leje pladser eller oprette pladser i udlandet. Og den tanke støtter vi jo, fordi udvisningsdømte ikke har en fremtid i Danmark. De skal hjem og genetablere et liv i deres egne hjemlande, når afsoningen er færdig. Vi synes derfor helt konkret, at de dømte skal afsone tættest på det sted, hvor de skal resocialiseres; det er trods alt der, de skal bo bagefter.

Men det er også vigtigt, når vi kaster os ud i den disciplin, at vi så overholder de gældende konventioner og de internationale fængselsregler. Og jeg synes, det bør være en selvfølge, at Danmark bistår med at dele sin gode viden om resocialisering i forbindelse med oprettelsen af de her pladser. Jeg synes, at vi har en lang og god tradition for at prøve at resocialisere, og det er afgørende, at vi får bredt den viden ud. Hvis en rumæner eksempelvis løslades fra en lejet plads i Rumænien, uden at der er den nødvendige indsats, så tror jeg, at det manglende livsperspektiv risikerer at kaste en ny bølge af kriminalitet af sig, og det er vel ikke helt uforventeligt, at vedkommende forsøger at komme til Danmark igen for at begå ny kriminalitet. Det var for så vidt det, som forespørgselsdebatten handler om.

Så vil jeg sige – det får jeg lyst til at skyde ind her til sidst – at jeg besøgte Nyborg Fængsel for nylig, og her sidder nogle af de udvisningsdømte. Jeg ved ikke, om det er et helt heldigt system, vi har skabt for dem. Jeg er sådan set enig i, at de ikke skal have den resocialiserende indsats, som vi tilbyder de danske indsatte – det giver ikke mening – men jeg var faktisk en lille smule oprørt over at finde ud af, at de ikke kan få almindelig sygebehandling. Det kan de, hvis det er akut, og så skal de selv betale for det. Det har de selvfølgelig ikke midler til, og det synes jeg faktisk er lidt uværdigt. Vi ved jo, at hvis man f.eks. får betændelse i en tand, så er der en risiko for, at det vandrer med blodet ned i hjerteklapperne og giver en livstruende betændelsestilstand der. Det behøver faktisk ikke engang være så dramatisk; det kan også bare være, at man sidder med forhøjet blodtryk, diabetes eller andre sygdomme. Det synes jeg faktisk ikke vi kan se igennem fingrene med, det er ikke holdbart i længden.

Tak for ordet. Og inden jeg går ned fra talerstolen, skal jeg også på vegne af SF, RV og EL – De Radikale kunne desværre ikke være i Folketingssalen i dag – fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at overbelægget i de danske fængsler er en usund udvikling, og at det kan nedbringes. Samtidig finder Folketinget, at dømte bør afsone tættest på det sted, hvor de skal resocialiseres. Folketinget finder derfor, at det er målet, at flest mulige udvisningsdømte udlændinge skal afsone deres straf i hjemlandet, hvis det kan lade sig gøre. Denne forpligtigelse gælder begge veje, og derfor har Danmark også en forpligtigelse til at sikre, at egne statsborgere afsoner i Danmark.

Folketinget konstaterer, at regeringen arbejder målrettet for at oprette eller leje fængselspladser i udlandet. Det er vigtigt, at gældende konventioner og de internationale fængselsregler overholdes, ligesom Danmark bør bistå med og dele sin viden om resocialisering, i forbindelse med oprettelsen af eventuelle pladser.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 82).

Tak for det. Også dette forslag til vedtagelse indgår nu i den videre debat.

Der er en enkelt kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Det er jo svært, når man får læst noget op, sådan at sidde og sammenligne det oppe i hovedet. Derfor skal jeg bare høre, hvad det er, der gør, at Socialistisk Folkeparti ikke støtter det forslag til vedtagelse, som Socialdemokratiet har lagt frem. Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at man ikke har talt om det forinden. Så hvad er det præcis, der gør, at man ikke har kunnet blive enige i rød lejr så at sige?

Ordføreren.

Det, der har været vigtigt for os, er, at vi får skrevet konventionerne ind, og det har justitsministeren jo så også bekræftet på talerstolen er gældende. Så det er for så vidt godt nok, men det var vigtigt for os, at det stod i teksten. Og så er vi jo optagede af, og at der også sker en resocialiserende indsats det sted, hvor man går i gang med at lave pladser, fordi det er afgørende, hvis vi skal undgå, at de mennesker trods alt starter bilen igen og kører til Danmark og begår kriminalitet. Det ville jo være en rigtig ærgerlig situation.

Hr. Morten Messerschmidt.

Der tror jeg nu nok mere på grænsekontrol end resocialisering.

Men det er jo meget interessant, al den stund at det jo kan være derfor, at regeringen har så vanskeligt ved at indgå en aftale. For hvis regeringens parlamentariske støttepartier er så optagede af, at det handler om resocialisering, og optagede af, at der skal være lige så komfortable forhold som i danske fængsler osv. osv., så kan det være utrolig svært for regeringen at finde et land, hvor det kan lade sig gøre, og derfor vil jeg bare gerne høre Socialistisk Folkepartis ordfører her: Hvis regeringen kom med et forslag, hvor der er et reelt land, der er villig til at lave sådan en overenskomst med Danmark, men hvor der måske ikke er samme resocialiseringsmuligheder, eller hvad ved jeg, som i Danmark, vil partiet SF så blokere for det?

Ordføreren.

Det må jeg tage stilling til, når der er et konkret forslag, og jeg tror sådan set, at regeringen er rendt ind i nøjagtig de samme problemer, som den tidligere regering havde på det her område, nemlig at det her er supersvært.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor går vi nu videre til fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det. At udenlandske kriminelle, som idømmes fængsel og udvisning i Danmark, skal afsone i deres hjemland, er jo et godt udgangspunkt, medmindre, selvfølgelig, afsoningsforholdene i hjemlandet er så problematiske, at de kommer i konflikt med de standarder, der er fastlagt i menneskerettighedskonventionen eller andre af Danmarks konventionsmæssige forpligtelser. Desværre har både regeringen og Folketingets flertal forladt dette ellers udmærkede, synes jeg, standpunkt.

Det så vi i sagen om de danske statsborgere, som er mistænkt for at have tilsluttet sig Islamisk Stat, og som i dag sidder tilbageholdt i Syrien eller et af de omkringliggende lande. Det kurdiske selvstyre i det nordøstlige Syrien har tigget og bedt de vestlige lande, herunder Danmark, om at tage deres statsborgere hjem til retsforfølgelse og afsoning. Den kurdiske ledelse synes med god grund ikke, at det kurdiske samfund bærer ansvaret for, at statsborgere fra Danmark og andre vestlige lande kom rejsende for at begå krigsforbrydelser og andre grusomheder i Islamisk Stats navn, på samme måde som den danske stat ikke bærer ansvaret for, at en australier eller japaner rejser til Danmark for at begå kriminalitet.

Når det gælder disse danske statsborgere, som er mistænkt for kriminalitet i udlandet, så mener regeringen og det flertal, som også omfatter det parti, der har indkaldt til denne forespørgselsdebat, nemlig Dansk Folkeparti, at de pågældende skal blive i det land, hvor de har begået kriminaliteten. Jeg synes egentlig stadig, at vi mangler en god forklaring på, hvorfor regeringen, Dansk Folkeparti og de andre partier, der udgør flertallet i det her spørgsmål, mener, at vi skal forvente af andre lande, at de modtager deres statsborgere til afsoning, når vi ikke vil modtage vores egne statsborgere til afsoning. Det synes jeg faktisk er en lille smule hyklerisk.

Den anden del af forespørgslen handler jo så om afsoning i et tredjeland, altså et land, som hverken er Danmark eller det land, hvor strafafsoneren har statsborgerskab. Det er for os at se noget mindre indlysende, at det skulle være en god løsning. Ansvaret for afsoningen må efter Enhedslistens mening høre hjemme enten i det land, hvor kriminaliteten er begået, eller i det land, hvor den, der har begået kriminaliteten, har statsborgerskab. Vi ved, at Norge fra 2015 til 2018 drev et fængsel i Holland med 242 pladser, hvor fanger fra Norge blev fløjet til afsoning i Holland. Det rejste en masse spørgsmål om ansvar, om økonomi, eftersom det næsten viste sig at være en meget dyr løsning. Da aftalen udløb i 2018, anbefalede den norske kriminalforsorg, at den ikke blev forlænget, og det blev den så heller ikke.

Vi ser i de her år nogle meget grimme politiske tendenser til at tørre problemer af på andre lande. Den tidligere statsminister hr. Lars Løkke Rasmussen holdt i 2018 en grundlovstale, hvor han fortalte, at hans regering arbejdede på at etablere et udrejsecenter for afviste asylansøgere på et ikkeattraktivt sted i et europæisk land uden for EU. Da det så tidligere i år kom frem, at Østrig og Serbien havde indgået en aftale om et udrejsecenter i Serbien, så sagde den nuværende udlændinge- og integrationsminister, hr. Mattias Tesfaye, at det var han meget misundelig på.

De fremmedkrigermistænkte vil regeringen og flertallet ikke have hjem til dom og afsoning her i landet med den begrundelse, at de har vendt Danmark ryggen. Jeg synes snarere, at det er Danmark, der vender det kurdiske samfund, som har ofret uendelig meget i kampen mod Islamisk Stat, ryggen. Vi vender dem ryggen.

Nu kom ideen om fængselspladser i et tredjeland, hvor afsoneren muligvis aldrig har sat sine ben, og som vedkommende ikke har haft noget at gøre med tidligere. Man kan sikkert finde lande, hvor man billigere end i Holland kan leje fængselspladser. Bulgarske eller rumænske fængselsbetjente får formentlig en lavere løn end deres danske og hollandske kolleger. Man kan så spørge, om det er rimeligt, at veluddannede danske fængselsbetjente skal gøres arbejdsløse, fordi staten kan købe sig til arbejdskraft til dumpingpris i udlandet.

Selv hvis man får løst nogle af de økonomiske problemer, som nordmændene havde med deres hollandske fængsel, så står der andre problemer tilbage. Hvem har ansvaret for, at menneskerettighederne overholdes? Har Ombudsmanden adgang til at føre kontrol og tilsyn med det, der foregår? Jeg synes, det lader for mange ting stå at flagre, og vi kan i Enhedslisten bakke op om det forslag til vedtagelse, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt læste højt.

Tak for det. Og tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor går vi nu videre til hr. Naser Khader, Det Konservative Folkeparti.

I forbindelse med finanslovforhandlingerne i december 2018 aftalte den daværende regering, som vi var en del af, med Dansk Folkeparti, at udvisningsdømte udlændinge skal i fængsel i udlandet. Det vil gøre det mindre attraktivt for kriminelle udvisningsdømte udlændinge at spekulere i at komme i danske fængsler, fordi det i visse tilfælde kunne give større privilegier at havne i et dansk fængsel end i et fængsel i hjemlandet. Ifølge finanslovsaftalen skulle vi enten leje eller købe fængselspladser i et østeuropæisk eller sydeuropæisk land efter den model, som man har i Norge, hvor man har købt nogle fængselspladser i Holland.

Jeg ved, at den tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen var i direkte forhandlinger med et par lande, og i et af landene var man virkelig langt fremme i forhandlingerne. Så kom der et folketingsvalg i vejen, og så fik man ikke den aftale på plads.

Jeg forstår godt, når justitsministeren i dag siger, at der skal være opmærksomhed på forsigtighed og fortrolighed, og at man også skal tage hensyn til det land, man forhandler med, og til deres regering og interne forhold. Jeg forstår også, at det koster, at det også handler om prisen. Alle de her ting skal der selvfølgelig være fortrolighed og respekt om, men det, jeg synes er vigtigt, er, at der bliver handlet, at man forhandler rigtigt med landene og ikke bare har kontakt til dem, for de danske fængsler er overfyldte.

Justitsministeren sagde i december måned 2019: Det er ekstra irriterende, at der sidder ikke mindre end 365 udvisningsdømte i danske fængsler, hvoraf de 30 p.t. er rumænere. Derfor er det vigtigt, at vi virkelig helt konkret forhandler med et land, så vi enten kan få lånt eller købt de der fængselspladser, sådan at der kan komme fokus på de danske indsatte og deres resocialisering. Det er det, der bør have højeste prioritet.

Vi sender også et signal til dem, der spekulerer i at havne i de danske fængsler, om, at den altså ikke går længere. Derfor er det vigtigt, at vi har fået et forslag til vedtagelse, hvor noget af det mest centrale også er, at vi bliver orienteret kvartalsvis om, hvad der sker på området, sådan at tingene ikke bliver syltet. Tak.

Tak til hr. Naser Khader. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og vi kan derfor gå videre til fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Fængselsforbundets formand, Bo Yde Sørensen, udtalte i marts måned følgende om udlændinge, indvandrere og efterkommere i danske fængsler – og jeg citerer:

»Jo, samfundsmæssigt er det et problem, at nogle grupper på den måde skiller sig negativt ud. Det er som sådan ikke mit problem, men hvad der foregår i fængslerne, er mit problem, og jeg har forsøgt at råbe op om det, siden jeg blev tillidsmand i Nyborg Fængsel i 2007. Og problemerne er kun blevet større ... Kriminalforsorgen har i mange år haft berøringsangst, men vi ser, at efterkommerne ikke bare forsøger, men faktisk tager styring over andre indsatte ude på gangene – hvad man må spise af mad, indsatte bliver pålagt at deltage i bøn. Der er også meget voldsomme overfald på etniske danskere.«

Det er barske ord fra en barsk virkelighed – en virkelighed, som skiftende politiske flertal har været med til at skabe for vores samfund. Jeg er nødt til at spørge: Hvordan har partierne her i Folketinget kunnet lade det komme så vidt? Hvordan har man i årevis kunnet svigte danskernes tryghed? Hvorfor er udlændinges kriminalitet med vold, skyderier, voldtægt, hærværk, overfald og tyveri blevet tolereret, som om det var en nødvendig byrde, danskerne var nødt til at acceptere? Og hvornår kan vi forvente at der er et flertal, der ønsker at få problemerne løst?

Vi skal ikke acceptere kriminelle udlændinges hærgen i Danmark. De skal fanges, dømmes og sendes ud af landet – uden undtagelse, konsekvent og efter første dom. Og de skal ikke afsone deres straf i danske fængsler. De skal ud af vagten straks efter dommen og afsone i et lejet fængsel et sted i udlandet, gerne langt, langt væk fra Danmark. Trygheden for danskerne skal tilbage. Det er Nye Borgerliges politik, og jeg er overbevist om, at det er det, der skal til, for at komme den stigende vold og kriminalitet i de muslimske parallelsamfund til livs.

For det første vil vi få reduceret antallet af uintegrerbare indvandrere ret kraftigt og ret hurtigt. Det er godt for trygheden i samfundet generelt; det er godt for de lovlydige indvandrere, der dermed ikke skal mistænkeliggøres for deres landsmænds forbrydelser; og det er godt for politiet, som vil slippe for at skulle anholde de samme forbrydere igen og igen. Det er nok med en gang, og så er det ud.

For det andet vil det have en stærk forebyggende effekt. Hverdagsterroren i vores samfund vil aftage, når konsekvensen er udvisning. Ro og orden vil brede sig i ellers uroplagede bydele i Danmark. De unge vil tænke sig om en ekstra gang, inden de tager kniven i lommen på vej til byen. Bliver man pågrebet med et våben, er det ud af landet til afsoning og konsekvent udvisning. Knap halvdelen af de indsatte i danske fængsler og arresthuse er udlændinge, indvandrere eller efterkommere. De er til besvær for fængselspersonalet, de er voldelige over for både personale og medfanger, og de lægger beslag på alt for mange ressourcer, der kan bruges bedre på det kriminalpræventive arbejde med danske fanger.

Udlændinge skal slet ikke sidde i danske fængsler. Det ville være meget mere praktisk at leje et fængsel i et fremmed land. Så kan de afsone deres straf der. Det kan foregå under ordentlige forhold, men uden at bruge ressourcer på at resocialisere dem. For kriminelle udlændinge skal ud, og de skal aldrig ind i det danske samfund igen.

Nye Borgerlige har et forslag til vedtagelse, som jeg vil gerne læse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at skiftende politiske flertal har været med til at skabe en virkelighed for vores land, hvor udlændinges kriminalitet tolereres.

Det konstateres, at den stigende kriminalitet i de muslimske parallelsamfund er et uacceptabelt svigt af danskerne. Trygheden for danskerne skal tilbage, hvorfor udlændingepolitikken må løses fra bunden.

Folketinget opfordrer regeringen til, at antallet af uintegrerbare udlændinge reduceres kraftigt og hurtigt, og at udlændinge uden undtagelse fanges, dømmes og sendes ud af Danmark konsekvent efter første dom – og aldrig lukkes ind igen. På den måde vil hverdagsterroren i vores land aftage.

Der opfordres til, at udlændinge ikke afsoner deres straf i danske fængsler, hvor de er voldelige over for personalet, og hvor de lægger beslag på alt for mange ressourcer, der kan bruges bedre på det kriminalpræventive arbejde med danske fanger. Udlændinge skal straks sendes ud af Danmark efter deres dom og afsone i et lejet fængsel i udlandet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 83).

Tak for det. Også dette forsalg til vedtagelsen indgår nu i den videre debat.

Der er en kort bemærkning til hr. Rasmus Stoklund. Værsgo.

Jeg vil bare kvittere for, at fru Pernille Vermund bringer Fængselsforbundets formands erfaringer i forbindelse med den her debat ind i billedet. Det synes jeg er et meget relevant indspark, og jeg vil også bare sige, at jeg selv har talt med fængselsbetjente, som bekræfter det her billede. Det er jo også et meget vigtigt fokus at have i den her debat, at nogle af de menneskers hverdag og arbejdsliv er præget af det, fordi de skal håndtere det her og bliver mødt med de her meget ubehagelige dagligdags voldsepisoder og en adfærd i fængslerne, som man historisk set ikke har været vant til i Danmark. Det er jo meget vigtigt, at det bliver taget alvorligt, også her fra Folketingets side. Så jeg vil sådan set bare kvittere for den del.

Ordføreren, værsgo.

Tak. Jeg har jo tidligere fra talerstolen her fortalt om et møde med en fængselsbetjent, som gjorde et stort indtryk på mig, men det gør faktisk også et kæmpestort indtryk på mig, når jeg taler med folk, som har været indsat i danske fængsler, og som jo også mærker, hvordan resocialiseringen virkelig har trange kår, når man er sammen med mennesker, som er fløjtende ligeglade med, hvordan man opfører sig over for andre. At man overhovedet kommer igennem et fængelsophold og ud på den anden side som lovlydig borger, kræver altså langt mere, end man lige går og tror, og vi kunne fjerne en del af den byrde, der er for de danske indsatte, og den – hvad skal man sige – udfordring, der er i forhold til at blive resocialiseret, hvis vi får løst det her snarest.

Så er det hr. Morten Messerschmidt.

Nu har fru Pernille Vermund jo fået lejlighed til at se det forslag til vedtagelse, som de fire andre borgerlige partier har valgt at fremsætte i fællesskab, men alligevel vælger hun ikke i sit forslag til vedtagelse at lægge et pres på regeringen. Det er, ligesom om forslaget til vedtagelse mere er et forsøg på at få noget af Nye Borgerliges principprogram eller et eller andet ind i debatten her frem for rent faktisk at udvirke et resultat. Der vil jeg bare høre: Hvad er det for nogle overvejelser, fru Vermund har gjort sig, når hun så har valgt at køre den linje, der handler om, at man nu fremhæver, hvad fire mandater i Folketinget mener, over for den mulighed, det faktisk var at være en del af den største koalition her i Folketinget? For som det jo fremstår her, vil det være de borgerlige partiers forslag til vedtagelse, der kan få flest stemmer.

Men hvis Nye Borgerlige havde ment, at de borgerlige partier havde gjort det godt nok på det her område, som er afgørende for os, altså udvisning af kriminelle udlændinge, så er jeg ikke sikker på, at vi havde behøvet at stifte Nye Borgerlige. Så det kan næppe komme som en overraskelse, at det, når man laver et forslag til vedtagelse, der roser eget arbejde i den forgangne valgperiode, og som ligesom hylder de resultater, som ikke er set for offentligheden, men som man selv kender til, så bliver svært for Nye Borgerlige at skrive under på.

Hr. Morten Messerschmidt.

Nej, nej, det, der undrer, er mere, hvad alternativet er. Ud over at befolkningen kan glæde sig over, at fru Pernille Vermund er blevet folketingsmedlem, så er det jo ikke noget, der har påvirket uden for Christiansborg, og det her forslag til vedtagelse, som så vil få fire stemmer, kommer jo hverken til at påvirke lovgivningen eller regeringens indsats eller verden i almindelighed. Derfor er det bare interessant at vide, hvad det er for en strategi, fru Pernille Vermund arbejder med, medmindre strategien er at samle 90 mandater, for det kan vi også prøve at gøre i fællesskab, og indtil videre har vi jo så 20. Men i stedet for at gå ind og indvirke på tingene, prøve at forelægge det for de andre partier, som er med på det her forslag til vedtagelse, vælger fru Pernille Vermund tilsyneladende altså at sætte hensynet til sin propagandavirksomhed forud for rent faktisk at få et flertal i Folketinget. Er det sådan, det må forstås?

Ordføreren, værsgo.

Man skal have været mange år i politik og væk fra den almindelige befolkning for at tro, at et flertal til et forslag til vedtagelse overhovedet flytter noget som helst. Det, som man kan se ude i samfundet, er, at de her problemer ikke er løst, og jeg kommer ikke til at give vores mandaters opbakning til et forslag til vedtagelse, som hylder en politik ført af et flertal i den tidligere valgperiode, som ikke har løst problemerne. Jeg vil gerne bakke op om en kritik af den regering, som ikke løser problemerne, men jeg vil ikke være med til at bakke op om – hvad skal man sige – en forherligelse af tidligere politikeres håndtering af den her sag. For vi ville ikke have stået, hvor vi står i dag, hvis man havde løst problemerne, da man havde magten og de 37 mandater, som DF eksempelvis havde i sidste valgperiode.

Tak for det. Der er ikke flere ordførere, der har bedt om ordet, og derfor er det nu justitsministeren. Værsgo.

Tak for det, og tak for en god debat, som giver mig anledning til at kommentere på nogle af de bemærkninger, som der er givet. Hr. Morten Messerschmidt sagde, at en del af sådan en aftale, der skal laves med et andet land, måske kunne være, at det var en god forretning for dem. Det tror jeg faktisk er et af hovedgrebene, der skal til. Altså, jeg tror, at noget af det, som skal ind her, selvfølgelig er, at det land, vi laver aftalen med, kan se, at de får noget ud af det her økonomisk. Man kan også få noget ud af det på andre måder. Derfor er jeg selvfølgelig tilsvarende skuffet over, at fru Britt Bager siger, at udvisningsdømte ikke skal udgøre en udgift for danske skatteborgere, for det kommer de til – de udvisningsdømte, som måtte sidde i et andet fængsel. Det ville være hamrende naivt at tro, at vi kan henvende os til et andet land, og at de mod billig portvin og søde ord vil tage imod kriminelle, som ikke engang er deres egne statsborgere, til afsoning i landet. Det tror jeg ikke kommer til at ske.

Så er hr. Morten Messerschmidt kommet med nogle bemærkninger – og det har der været forskellige træfninger af, kan man vel godt sige, undervejs i debatten – om den vedtagelsestekst, man har lavet, og der har været ønske om at mødes om en tekst. Jeg deler det ønske om at mødes om en tekst. Og jeg skal bare sige for en god ordens skyld, at vi var af den opfattelse indtil kl. 12.00 i dag, at vi sådan set havde en forståelse med et flertal i salen her om at mødes om en tekst, men der er nogle partier i Folketinget, som er skrøbelige for tiden, og derfor viste det sig, at den forståelse så ikke kunne fastholdes. Men jeg vil gerne invitere – nu da vi kan se, at der ikke er nogen tekst, som kan samle flertal, og vi dermed ender med en afstemning, som bliver uden nogen vedtagelse – til, at man tilslutter sig den udmærkede tekst, som vi har lavet, og som sætter fokus på det, som er kernen her, nemlig at komme videre med aftalen.

Hvorfor så ikke tage den tekst, som hr. Morten Messerschmidt og en række borgerlige partier – dog uden Nye Borgerlige, som vist ikke er blevet inviteret med, må man forstå – har lagt frem? Ja, der er jo i virkeligheden to problemer. Det ene er, at der bliver rejst en uberettiget kritik af den nuværende regerings indsats; og det andet er – og det er i virkeligheden der, hvor vi bliver nødt til at tænke os rigtig godt om – at vi altså skal undgå eksponering af det, som foregår her. Jeg ved godt, at der kan være et behov for at høre, hvordan det går osv., men det er stadig væk min opfattelse, at noget af det, der gjorde, at det tidligere forsøg på at lave en aftale faldt til jorden, var, at det blev eksponeret. Og når fru Britt Bager siger, at man var langt med forhandlingerne med Litauen, og at bolden blev lagt tæt på målet, den skulle sådan set bare skydes i mål, så tror jeg, man lige skal prøve at konsultere Litauens justitsminister, der om samme spørgsmål, da han blev præsenteret for det i december 2018, sagde:

»Vi har gjort det klart, at vi ikke kommer til at bygge et nyt fængsel i Litauen, fordi parlamentet er meget skeptisk over for det. De (Danmark) lovede at komme med et nyt forslag, men det er ikke sket. Der er ingen forhandlinger«.

Det sagde justitsministeren. Så det der med, at den var lagt til rette og lige skulle sparkes i mål, er i hvert fald ikke den opfattelse, som den anden side af forhandlingsbordet havde, kan man rolig sige. Da der så bliver fulgt op igen, og der bliver spurgt, om der er forhandlinger lige nu, svares der lakonisk på en mail: Mange tak for henvisningen. Vi kan ikke bekræfte det. Det skriver justitsministeren så. Så det der med, at den lå lige til at sparke i mål, er i hvert fald ikke opfattelsen hos dem, man forhandlede med på daværende tidspunkt. Det kan selvfølgelig sagtens have været opfattelsen hos nogle af dem, der forhandlede fra den danske side. Det tvivler jeg nu stærkt på. Men jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige, hvilke opfattelser der har bundfældet sig.

Det peger måske på noget af det, som er følsomt, og som fru Britt Bager også spørger til, nemlig: Kan vi ikke få at vide, hvilke lande der er tale om? Nej – det forløb, som vi har været igennem, bekræfter, hvorfor det ikke skal eksponeres, fordi vi risikerer så at sætte det hele over styr. Og jeg siger ikke, at der er et flertal herinde, som ville lune sig lidt ved selvtilfredshedens bål, hvis det mislykkedes for den nuværende regering, altså det her projekt. Men hvis man gerne vil have projektet til at lykkes, skal vi nok samles om, at det er rigtig fornuftigt, at de her forhandlinger foregår på en måde, hvor det ikke bliver eksponeret, for ellers risikerer vi at sætte det over styr. Og det er jo i virkeligheden også der, hvor hr. Naser Khader er, nemlig når han siger: Det vigtigste er, at der reelt bliver forhandlet – altså at det er det, der sker. Og det er det, som sker. Jeg har sagt, at forhandlingerne selvfølgelig er ramt af coronakrisen, alene af den stund at vi jo ikke kan rejse mellem landene, og dermed besværliggøres det noget, når man når dertil.

Men jeg tror alt i alt, at vi som parlament ville være bedst tjent med, hvis vi kunne mødes om den vedtagelsestekst, som vi har præsenteret.

Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Pernille Vermund, værsgo.

Tak for det. Jeg kan garantere, at vi i hvert fald i Nye Borgerlige ikke vil sidde og lune os og godte os, hvis ikke det her lykkes. Vi er i en situation nu, hvor vi jo ikke er en del af flertallet, og jeg tvivler på, at der vil være andre – i hvert fald velmenende – borgerlige partier, som ville synes, at det var bedre, at man selv fik magten, end at Danmark kom på rette spor. Men enhver må jo tale for sin egen sag.

Jeg kunne godt tænke mig at høre noget. Jeg spurgte indledningsvis ministeren i forhold til tid, og ministeren sagde, at det var ministerens ambition inden for den her valgperiode at komme i mål med det her, og der er jo ligesom to spor. Der er dels dem, som inden for EU kan komme tilbage til deres eget hjemland, dels dem, som hører til alle mulige andre steder, og som man kan pulje, formoder jeg, i et fængsel et eller andet sted, hvor det nu end måtte være, gerne langt væk fra Danmark. Er det ministerens ambition på begge områder at nå i mål, eller arbejder man mere på det ene spor end på det andet?

Ministeren.

Vi arbejder på begge spor. Det sidste spor er langt det mest komplicerede. Altså, det er det spor, som jo potentielt ville flytte 400 udvisningsdømte ud af Danmark til afsoning et andet sted. Men vi arbejder bestemt også på det andet spor, altså det her med, at man får overført domfældte til afsoning i deres egne hjemlande. Det er også rigtigt, som det er blevet peget på af den socialdemokratiske ordfører, at hvis man ser historisk på det, så er tallene for overførsler til afsoning i hjemlandet ikke imponerende. I 2015 var det 29, i 2016 var det 27, så var det 14, 14 og 27.

Jeg har selv haft dialog med parter om, om vi kunne komme videre ad den her vej. Det er lettere at gå til i den forstand, at det ikke kræver et stort samlet, komplekst aftalesystem, men det er mindre frugtbart i den forstand, at det som regel er relativt få, det resulterer i ad gangen – desværre.

Fru Pernille Vermund.

Noget af det, som tidligere var fremme, var, at man ikke kunne sende EU-borgere til EU-lande, fordi vilkårene i fængslerne i de lande var for miserable. Set udefra virker det jo fuldstændig vanvittigt, at en borger, en statsborger, i et land ikke kan afsone i et fængsel i vedkommendes eget land, fordi vi vurderer, at forholdene er for miserable – al den stund at langt de fleste af dem, som bliver dømt i de lande, jo afsoner i de fængsler.

Derfor bliver jeg nødt til at spørge – også foranlediget af den debat, der tidligere var med fru Rosa Lund: Er det noget af udfordringen for regeringen, at man har et parlamentarisk grundlag, som er forhippet på det her med vilkårene for de indsatte, altså med hensyn til at få løst det her?

Tak. Ministeren, værsgo.

Jeg bliver udfordret af mit parlamentariske grundlag hver eneste dag, men ikke på det her område.

Så siger vi tak til justitsministeren. Og for at afslutte debatten er det nu ordføreren for forespørgerne, hr. Morten Messerschmidt.

Tak, formand. Det er jo et behageligt billede, altså den tanke om at sidde omkring bålet med justitsministeren, som natten sænker sig og dukken falder, og have det hyggeligt – så langt er vi enige. Og derfor tør man jo næsten ikke nævne de lande, som den tidligere regering jo altså i sit svar på spørgsmål nr. S 505 selv var ude med – i øvrigt på foranledning af en person, som jeg ikke går ud fra er justitsministeren fuldstændig ubekendt, nemlig fru Trine Bramsen. Og man kan sige, at hvis det er så farligt, at Folketinget begynder at spørge til lande, skulle Socialdemokratiet måske, når de er i opposition, overveje også at vise samme agtpågivenhed, som man anmoder om, at de borgerlige partier gør, når vi er i opposition. Den slags ligeberettigelse er jo altid rar. Men jeg skal jo ikke være den, der obstruerer regeringsarbejdet på nogen måde – tværtimod handler hele manøvren her om, at vi som nævnt rækker hånden ud, fordi vi gerne vil have, at der virkelig sker noget. Og derfor skal jeg bare sige, at uanset hvad der har været af trakasserier mellem regeringen og de borgerlige partier om forskellige forslag til vedtagelse, håber jeg virkelig, at regeringen, uanset hvilket forslag der måtte blive vedtaget, vil tage imod den udstrakte hånd og inddrage os i arbejdet. Det er jo ikke meget i det her Folketing, der samler så bredt, og derfor er det ikke et forsøg på at polemisere eller udfordre; vi mener det rent faktisk, fordi vi synes, det er væsentligt moralsk, økonomisk, politisk, på alle områder. Og derfor er det også pudsigt at høre, hvordan fru Vermund fremturer med sit enorme hykleri ved at sige, at det her fra hendes side skulle handle om sagen, og at hun er interesseret i at lave en aftale med regeringen, for hvis hun var det, var hun jo netop ikke i sit forslag til vedtagelse kommet ind på en stribe andre områder, som hun jo udmærket godt ved at vi jo ikke kan få regeringen med på.

Jeg taler af en vis erfaring, for mit parti har været repræsenteret i det her parlament i 25 år og ved derfor udmærket godt, hvad det er, der er muligt, og hvad det er, der ikke er muligt. Men der er bare stadig mere, synes jeg, i den måde, som fru Vermund arbejder på, hvor det står klart, at det overhovedet ikke handler om at få sin politik igennem. Det, det handler om, er at udstille dem, man kalder politikerne, endskønt der er medlemmer af det her parlament, der altså har været medlem af deres respektive partier i kortere tid, end fru Vermund har været medlem af et parti, fordi man gerne vil distancere sig fra dem, som man så kalder politikerne, samtidig med at man så er ophøjet ligeglad med, om man kan få sin politik igennem. Det eneste, det handler om, er ved næstkommende valg at kunne sikre sit eget genvalg – og der er vi altså nogle, der ser lidt anderledes på det. Og det er derfor, vi er en lille smule optaget af, når der tikker en mail ind fra nogle partier, som man ellers udadtil fremfører som om man er allieret med, og man har indsigelser imod det og den måde, det formuleres på, og hvad der er skrevet i forslaget til vedtagelse – måske fordi man er utilfreds med nogle af de partier, som man så tidligere har været en del af – at man så kan vende tilbage til det og sige, at den passus skal ud, og at noget andet skal ind her og sådan nogle ting. Men man ser det forhold, at man er mere optaget af at fremme sit eget propagandashow end rent faktisk at samle et borgerligt flertal, som kan lægge pres på en regering, der jo ikke engang kan bygge på sit eget flertal.

Det er det, det handler om i det her parlament, fru Vermund. Og det kan godt være, at forslag til vedtagelse ikke umiddelbart er det, som interesserer fru Vermund meget, men der må jeg bare sige, at nu har fru Vermund jo skrevet under på at ville overholde grundloven, og så kunne hun måske også orientere sig i den forretningsorden, der ligger til grund for hele arbejdet her, og i, at der faktisk igennem danmarkshistorien er blevet væltet regeringer på forslag til vedtagelse. Så tag det lidt mere alvorligt næste gang! Tak, formand.

Der er en kort bemærkning til fru Pernille Vermund.

Jeg vil bare sige tak. Altså, man har jo tydeligvis ramt en øm tå, når man kan få en ordfører som hr. Morten Messerschmidt til at bruge halvdelen af sin ordførertale på Nye Borgerlige og undertegnede. Så tak for det.

Ordføreren.

Jeg bruger meget gerne hele min ordførertaletid på de folk, som sætter parti over fædreland, og derfor tror jeg, at med den stil, som fru Pernille Vermund lægger for dagen her, kan hun regne med, at ganske meget af det, jeg vil bruge min taletid på, vil gå i hendes retning i de kommende år.

Fru Pernille Vermund.

Jamen det lyder da dejligt. Så vil vi også glæde os til at få en tilsvarende opmærksomhed på og måske til og med opbakning til de gode forslag, hvor vi jo ofte er enige, men hvor de her små detaljer skal fremhæves, som om der er en stor uenighed der. Jeg synes egentlig, at kampen mod islam, kampen mod udlændinge, uintegrerbare udlændinge, som ødelægger vores land, er vigtigere end interne trakasserier. Men jeg er glad for, at hr. Morten Messerschmidt er så graciøs, at han vil dedikere så stor en del af sin taletid til Nye Borgerlige. Tak for det.

Ordføreren, værsgo.

Jeg bestræber mig på i alle livets sammenhænge at være aldeles graciøs, og man kan sige, at hvis fru Pernille Vermund og hendes tre venner ville være en del af det politiske arbejde, ville de måske opleve og måske endda glædes ved den graciøsitet. Problemet er jo bare, at der er meget, der tyder på, at hvis fru Pernille Vermund blev en del af det rigtige politiske arbejde, ville hun sådan set miste hele sit projekt, for det tyder på, at det primært er fru Pernille Vermund selv.

Tak til hr. Morten Messerschmidt.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil først finde sted torsdag den 4. juni 2020.

(Talen er under udarbejdelse)