Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 37:

Forespørgsel til finansministeren om EU’s kommende 7-årsbudget.

Hvad kan regeringen oplyse om EU's kommende 7-årsbudget (EU's flerårige finansielle ramme 2021-2027), forhandlingerne herom og regeringens prioriteter og vægte af disse prioriteter?

Af Jens Rohde (RV), Lars Aslan Rasmussen (S), Jan E. Jørgensen (V), Morten Messerschmidt (DF), Halime Oguz (SF), Søren Søndergaard (EL), Katarina Ammitzbøll (KF), Rasmus Nordqvist (ALT) og Peter Seier Christensen (NB).

(Anmeldelse 28.01.2020. Fremme 28.01.2020).

Jeg gør opmærksom på, at eventuelle forslag til vedtagelse kommer til afstemning i morgen, torsdag den 30. januar 2020.

Så gør jeg også opmærksom på, at det er en hasteforespørgsel. Det vil sige, at der er en begrænsning på 2 timer. Det kræver lidt disciplin af os alle sammen, så vi når at komme igennem alle ordførerne.

Men vi starter med begrundelsen. Det er ordføreren for forespørgerne, hr. Jens Rohde. Værsgo.

Tak for det, hr. formand. Da vi har meget kort tid, synes jeg sådan set, at spørgsmålet bare ligesom taler for sig selv. Og når vi nu står og skal diskutere det i Folketingssalen, er det jo ud fra to ønsker. Det ene er, at vi jo er nogle, der ønsker, at nogle af diskussionerne om det europæiske samarbejde i højere grad kommer i Folketingssalen, fordi det kunne være nyttigt at få en bredere folkelig, offentlig debat om de ting, der foregår, også i Europaudvalget. Det andet er, at det jo heller ikke er nogen hemmelighed, at der ikke er helt enighed om, hvordan vægtningerne og prioriteringerne i det europæiske 7-årsbudget skal være. Det er jo rigtig mange penge, vi taler om, over de kommende 7 år. Det har meget stor betydning, ikke kun for hvad der sker i det europæiske fællesskab, men også meget stor betydning for udmøntningen af de midler, som er inden for vores forskningsmiljøer og landbrugssektor og så fremdeles.

Vi ser meget frem til at høre om regeringens prioriteter og syn på EU-budgettet og om, hvordan regeringen vil hente et mandat hjem fra Folketinget. Så det vil vi glæde os til.

Tak for det. Så er det den fungerende finansminister for besvarelse.

Tak for det, formand, og også tak til ordføreren for forespørgerne for indledningen. Jeg er faktisk, som jeg også sagde i Europaudvalget her i fredags, da vi diskuterede, om vi skulle have den her hasteforespørgsel i dag, rigtig glad for, at vi får lov til at debattere den her vigtige sag i den jo fornemste sal af alle, og det hører sig til, for det er vigtige spørgsmål, som vi skal bruge de næste par timer på at diskutere.

For som ordføreren for forespørgerne jo bl.a. sagde, handler det om EU's udgiftsmæssige prioriteringer de næste 7 år, det handler om fordelingen af dem, og det handler ikke mindst om finansieringen af dem, og det er jo altså et beløb, der summer sig op til samlet set 7.500 mia. kr. Det handler om, hvordan vi bruger pengene fornuftigt, så Europa står stærkere, og det handler om, hvad der er Danmarks rimelige finansieringsandel heraf, og det er vigtigt, at vi får afklaret positionerne, så vi ved, hvor alle partierne står. Regeringen har lagt sin holdning frem, og jeg gentager den selvfølgelig meget gerne her i dag, så vi kan få et ordentligt grundlag for at diskutere Danmarks prioriteringer. Det mener vi helt bestemt der er god grund til.

Lad mig starte med at fremhæve et par eksempler på, hvor store interesser der er på spil i den her debat i dag og i forbindelse med de beslutninger, vi skal træffe. I Danmark betaler vi rundt regnet 20 mia. kr. til EU om året. Det synes vi faktisk er fair, men vi er også parate til at betale endnu mere til EU. Der er rigtig mange områder, hvor det giver rigtig god mening at pulje ressourcerne – om man vil – til en fælleseuropæisk indsats. Det er helt oplagt, at der er en stor merværdi i at gå sammen om indsatsen, når det kommer til f.eks. den grønne omstilling, håndteringen af migrationsstrømme og andre områder. Den grønne omstilling og migrationen er områder, der skal styrkes, for når vi her står sammen, er der jo beviser for, at vi så virkelig kan flytte noget.

Vi vil derfor prioritere EU's migrationsindsats. Et styrket EU-budget skal bidrage til færre spontane asylansøgere i Europa og sikre en bedre beskyttelse til langt flere flygtninge og asylansøgere i nærområderne og langs de migrationsruter, som vi jo kender, og som de benytter. Det handler bl.a. om en betydelig styrkelse af den europæiske grænseforvaltning og en beskyttelse af de ydre grænser, men det handler jo også om indsatsen relateret til Afrika og nærområderne i øvrigt. Vi skal skabe bedre fremtidsmuligheder for de mange unge afrikanere, der overvejer at søge mod Europa. Dermed imødegår vi nogle af de grundlæggende årsager, der får folk til at forlade deres hjem og bevæge sig ud, som vi ved, på ofte meget farefulde ruter.

EU skal også gå forrest i klimadagsordenen og kampen for et bedre klima. Derfor må og skal EU's klimaindsats prioriteres højere end i dag. Det handler først og fremmest om måden, vi bruger pengene på. Her skal vi i meget højere grad end i dag tænke klima ind som en tværgående prioritet i alle udgiftsområder. Andelen af EU's udgifter, der rettes mod klimaformål, skal derfor øges, men det er også vigtigt at understrege, at udgiftsmål ikke kan stå alene. Der er behov for en bedre opfølgning på klimaindsatsen og et øget fokus på – om man vil – den faktiske klimaeffekt. Det er jo i sidste ende det, det også handler om.

Vi skal arbejde for, at EU bliver et vækstcentrum i verden, hvor viden og udvikling af nye grønne løsninger står helt centralt. Det vil sikre den europæiske konkurrenceevne mange år ud i fremtiden. Den fælleseuropæiske forskningsindsats er et godt instrument til at sikre det her. Men når vi bruger flere penge på nogle områder, bliver vi også nødt til at bruge færre penge på andre områder. Vi har også en opgave – skal vi huske – i at passe på borgernes penge. Vi har nemlig også prioriteter i Danmark, som diskuteres jævnligt i det her Ting, og som også koster penge, og det skal der jo også være råd til. Og jeg køber ikke præmissen om, at den eneste måde, man kan modernisere EU-budgettet på, er ved at bruge endnu flere penge end det nuværende niveau, som der er nogle der mener, og som vi også har hørt i debatten.

De udgiftsniveauer, som nogle lægger op til, vil gøre det meget sværere for Danmark, og også her i salen, at finansiere nationale prioriteter til eksempelvis velfærd, uddannelse, erhvervsfremmeindsats, og hvad man ellers måtte mene der er behov for i fremtiden. Bare for at nævne et godt nok indtil videre ekstremt eksempel i debatten vil f.eks. Europa-Parlamentet og visse andre landes forslag om et udgiftsniveau på 1,3 pct. af bni de næste 7 år for budgettet svare til et dansk merbidrag på over 11 mia. kr. om året – om året – i forhold til den indeværende periode. Det er, fornemmer vi trods alt, helt klart ikke en realistisk landingsbane, men det beviser, hvor store summer der er på spil, og vi står derfor foran en meget stor opgave med at prioritere og bringe Danmarks bidrag ned i forhold til Kommissionens forslag.

Udgangspunktet for forhandlingerne har været Kommissionens forslag, som vil øge det danske EU-bidrag med 6 mia. kr. om året i forhold til den indeværende periode. Vi mener, at så store stigninger i Danmarks bidrag til EU er ude af proportioner – for at sige det direkte – og vi bliver nødt til at arbejde hårdt på at få bragt merbidraget ned. Vi har heldigvis en god tradition, også her i salen, for bred enighed om den danske tilgang til vigtige EU-sager som den, vi står med her. Den tradition tager udgangspunkt i en klar budgetansvarlig tilgang, hvor vi arbejder sammen for at dreje fokus hen på de områder, hvor en fælles EU-indsats virkelig batter. Det har vi gjort igennem mange år, og det tjener Danmarks interesser, når vi hen over midten og også på tværs af skiftende regeringer arbejder sammen både ude og også hjemme for at sikre et både mådeholdent og også moderne EU-budget, også med en rabat til Danmark. Den tradition håber jeg vi kan videreføre, og det vil gøre, at Danmark står stærkt i de meget afgørende forhandlinger, som allerede nu er på vej op i gear. Opbakningen fra et bredt udsnit af Folketingets partier på tværs af de traditionelle blokke vil gøre den danske stemme og det danske fingeraftryk på EU's budget endnu tydeligere. Det sender et klart signal og et stærkt signal til resten af Europa.

Det er også i den ånd, vi har lagt op til at videreføre den tidligere regerings linje i EU's budgetplanlægning. Et element i den linje er kravet om dansk rabat. Jeg vil gerne kvittere for, at rabatten faktisk blev opfundet af den tidligere Venstrefinansminister Claus Hjort Frederiksen, som dengang satte en helt ny dagsorden. Missionen lykkedes for den efterfølgende socialdemokratisk ledede regering, som fik rabatten i hus med bred opbakning fra Folketinget. Rabatten fik hurtigt ben at gå på, i hvert fald brugte et bredt flertal i Folketinget her rabatten til at finansiere skatteaftalen fra 2012. Derfor er pengene allerede brugt, og hvis vi ikke længere skal have en rabat, er virkeligheden den, at der vil være et hul i kassen fra næste år og hvert eneste år frem til 2027. Så der er ganske gode grunde til, at vi fortsat kæmper for at bibeholde den danske rabat og står fast på det krav, som vi efter en ihærdig og fælles indsats lykkedes med at få forhandlet hjem tilbage i 2013. Der vil i sidste ende ikke være andre end os selv til at sikre denne rabat, det er vores kamp for den, og selv om vi står styrket i forhold til vores allierede og i det fælles krav om rabatter, er det den målrettede danske indsats, som er afgørende her.

Det er klart, at rabatten ikke kan stå alene. Det er i sidste ende det samlede billede, der tæller, og en rabat på 1 mia. kr. nytter selvfølgelig ikke meget, hvis udgifterne stiger med 11 mia. kr. Vi skal derfor have banket – om man vil – udgiftsniveauet et ordentligt hak nedad, og vi er sammen med vores allierede faktisk nået et godt stykke vej allerede nu. Vi arbejder lige nu med udgangspunkt i et kompromisforslag, hvor udgiftslofterne er reduceret fra 1,11 pct. af bni i Kommissionens forslag til nu det her kendte tal, altså 1,07 pct. af bni. Der er derfor stadig væk et godt stykke vej ned til de 1,0 pct. af bni, som vi har talt om også, og som er regeringens politik, og hvis vi vil holde styr på det danske EU-bidrag, er det derfor helt centralt, at regeringen står fast og får stærk opbakning til at bruge kræfterne på at få bragt udgiftsniveauet i EU-budgettet ned.

Når Storbritannien på fredag træder ud af EU, efterlader det et kæmpe hul i kassen. Vi er af den klare opfattelse, at danskerne ikke skal betale for det finansieringsgab, som altså er på mellem 75 og 110 mia. kr. om året, som Storbritanniens udtræden af EU efterlader, så derfor skal EU-budgettet tilpasses et EU med 27 lande, og det skal konkret foregå, ved at budgettet fastholdes på 1 pct. af bni ligesom i dag. Det betyder, at EU's udgifter kan stige, i takt med at økonomien vokser, og det mener jeg er en rimelig tilgang til at sikre, at EU fortsat kan løfte vigtige fælles opgaver, og at udgifterne kan vokse, i takt med at økonomien også gør det.

Jeg vil gerne understrege, så det ikke kommer som nogen overraskelse for nogen, at vi dermed også er villige til at øge det danske bidrag til EU. Et udgiftsniveau på 1 pct. af bni vil nemlig øge det danske EU-bidrag med 20 pct. alene i indeværende periode. Samtidig vil jeg gerne gøre opmærksom på, at vi ud over dette har stærkt fokus på klimaindsatsen, på migrationsspørgsmålet, vi har stærkt fokus på forskningsindsatsen, og, som vi også diskuterede i fredags i Europaudvalget, er det målet at se det her som et samlet hele.

Tak for det. Der er nu mulighed for én kort bemærkning fra ordførerne. Den første, der har bedt om ordet, er hr. Rasmus Nordqvist.

Tak. Med kun ét spørgsmål her og nu synes jeg egentlig, at det vigtigste er at snakke om det, som ministeren jo også bruger mest tid på, nemlig det danske bidrag til budgettet. Så kan vi så tage alt indholdet, som jo burde være det, vi egentlig brugte allermest energi på, bagefter. Men i stedet for bare at tale om dansk bidrag, kunne jeg godt tænke mig at høre regeringens holdning til EU's egne indtægter, altså hvordan man også kan styrke den side af det, som jo alt andet lige vil gøre, at landene skal bidrage mindre, fordi vi er bedre til at skabe pengene til vores budget sammen.

Her tænker jeg særlig på nogle af de ideer, der er kommet frem fra den nye Kommission i forbindelse med deres European Green Deal omkring en CO2-told, altså en drivhusgasafgift på varer, vi importerer. Der har været mange andre ting i spil også. Er det noget, man proaktivt fra den danske regerings side synes man vil arbejde for, altså skabe nye, egne indtægter og også se lidt ud over, hvad vi plejer, når det er, vi gør det?

Ministeren.

Uanset hvad, tror jeg, at med det ambitionsniveau, som regeringen er enig i, der er sat på den grønne dagsorden i Europa, så kommer vi til at diskutere spørgsmålet. Noget af det, der allerede har været nævnt, som vi har diskuteret, også i Europaudvalget, er jo spørgsmålet om en plastemballageafgift, og det er også kvotesystemet, som kunne være en mulighed. Det er nogle af de ting, som vi gerne være med til at se på.

Jeg tror dog alligevel, at man skal huske at passe på – som vi også diskuterede i fredags – med at betragte det her som, om man vil, et pengetræ. Det er det ikke. Men der er ingen tvivl om, at det er noget af det, som vi kommer til at diskutere.

Vi er jo fælles her i Danmark om en meget ambitiøs klimapolitik; vi har vedtaget en klimalov med 70-procentsreduktion i 2030 af CO2-udslippet i forhold til 1990. Der kommer til at ske noget herhjemme, og Europa er på vej i den samme retning.

Hr. Jens Rohde.

Jamen det er jo altid betryggende, når en socialdemokrat siger, at skatter ikke betyder, at pengene sådan bare hænger på træerne. Der håber jeg så vi kan holde regeringen på sporet – også når vi snakker en række andre sammenhænge herhjemme – for det er selvfølgelig rigtigt nok.

Se, det, jeg egentlig synes er meget sigende for regeringens tilgang, er, at ministeren først for alvor begyndte at tale om miljø og forskning og migration, altså selve substansen, da formanden for Folketinget havde rejst sig op og vist, at taletiden var overstået. Alt det andet lyder som sådan noget lommeregnerliberalisme. Og det er ikke, fordi jeg kalder ministeren det – jeg ved godt, at sådan opfattede ministeren det sidste gang. Jeg siger bare, at ministeren lyder sådan, altså som en lommeregnerliberalist. Og det er, fordi det hele bliver sådan noget bogholdersnak i stedet for at sige, hvilken retning vi skal i i Europa.

Derfor vil jeg gerne vide, om regeringen vil prioritere forskning, migration og miljø og klima lige så højt, som man prioriterer rabat og 1-procentsbudgettet.

Så er det ministeren. Værsgo.

Retfærdigvis skal det siges, at en af årsagerne til, at jeg lød lidt opspeedet, var, at mange år herinde har lært mig, at når formanden rejser sig, er det tid til at være færdig – jeg nåede ikke hele min tale. Der er ikke nogen som helst uenighed i forhold til vigtigheden af, at vi sammen i Europa er helt fremme i klimaindsatsen, at vi får midlerne bedre prioriteret til at bekæmpe migrationsstrømmene, og at vi også får styrket forskningsindsatsen.

Som jeg sagde i min indledning, er regeringens syn på EU, at om noget sted i verden er der her jo altså alle tandhjulene til den motor, der skal gøre, at Europa bliver et stærkt vækstcentrum. Det handler om at udvikle en grøn dagsorden; det handler om en styrket forskningsindsats; men det handler jo også om, som hr. Jens Rohde og jeg har diskuteret tidligere – i mit tidligere hverv som justitsminister – hvordan vi kan sikre et indre marked med åbne grænser, når der er huller i de ydre grænser. Derfor har vi behov for den indsats, og det kan vi gøre i fællesskab.

Hr. Søren Søndergaard.

Tak. Nu lagde ministeren op til, at regeringen var klar til at betale milliarder mere til EU. Det kommer måske som en overraskelse for nogle, men det får i hvert fald mig til at stille to spørgsmål.

Det ene spørgsmål er: Betyder det, at ministeren ikke mener, at det er muligt inden for det nuværende EU-budget at lave dramatiske omfordelinger, hvor man styrker kampen mod klimaforandringer, hvor man styrker kampen for miljøet, og hvor man sikrer mere forskning? Jeg nævner bare landbrugsstøtten, som jo i mange lande er kulsort landbrugsstøtte, der betyder, at CO2-udslippet fra landbruget er gået op de sidste 7 år.

Det andet spørgsmål er: Vil regeringen være med til at garantere, at den stigning, som regeringen altså vil lave på EU-budgettet, ikke skal betales af almindelige mennesker? Sidste gang hørte vi jo, at rabatten gik til en skattereform, der kom de rigeste til gavn. Så vil ministeren love, at en stigning vil blive taget fra de rigeste i det her land, og at almindelige lønmodtagere ikke skal bidrage til den stigning?

Ministeren.

I forhold til det første spørgsmål, om det på ingen måder er muligt at prioritere inden for EU-budgettet, ved hr. Søren Søndergaard som tidligere medlem af EU's budgetkontroludvalg – er det ikke sådan, det hedder? – at det er det. Det ønske om, at vi får prioriteret inden for rammerne, deler regeringen også. Når man vil fastholde, som regeringen vil og lægger afgørende vægt på at vi vil, budgettets udviklingstakt, om man vil, på 1 pct. af bni som grundlag for den her aftale, er det klart, at der skal prioriteres inden for rammerne. Derfor kommer vi til at se prioriteringer, hvor vi skal bruge færre penge på, hvad man kan sige er sådan traditionelle udgifter som landbrug, strukturfonde og områder, hvor merværdien populært sagt er til at overse.

Det er nogle af de diskussioner, som vi kommer ind i, og derfor er det jo en diskussion, som hele Europaudvalget og Folketinget har en interesse i kommer på plads. Hvem der så skal betale for, at udgifterne stiger, afgøres som følge af den generelle tilrettelæggelse af den økonomiske politik.

Så er det hr. Morten Messerschmidt.

Tak for den fine talen dunder imod landbrugs- og strukturfondene. Det går jo den gale vej, må man så sige, ud fra regeringens ønsker. Og så tænkte jeg på – nu er vi jo få dage før brexit – om ministeren måske kunne lade sig inspirere lidt af en tidligere britisk premierminister, madam Thatcher, som var så utrolig god til at sige nej. Det er, som om den danske regering i skiftende couleur har meget vanskeligt ved at få det lille ord over sine læber. Kan ministeren ikke bekræfte, at hjemmelsgrundlaget for den her forhandling er artikel 312, hvor alle jo skal være enige, hvilket vil sige, at regeringen har vetoret?

Så hele den her potemkinkulisse, man er ved at bygge op, med hensyn til hvor vanskeligt det er, kunne jo i virkeligheden forsvinde, hvis bare man sagde: Nej, vi vil ikke betale mere til EU's samlede budget, tværtimod vil vi betale mindre, og I kan ikke tvinge os til det. Problemet er bare, at regeringen ikke ønsker at bringe sig i en situation, hvor den ikke kan tvinges.

Ministeren.

Morten Messerschmidt har jo fuldstændig ret i, hvad der er det traktatmæssige udgangspunkt, men det, der så er regeringens forhandlingsstrategi, har jo vist sig at være den mest holdbare. Uanset om det er en socialdemokratisk finansminister, der står her, eller om det f.eks. var en Venstrefinansminister, der stod her, så har erfaringen vist, at for et lille land med en meget åben økonomi og klare interesser i at være en del af EU's meget markante fordele handler det helt grundlæggende om klare mål og stærke alliancer.

Det er det, der er regeringens strategi. Det er det, der var den tidligere VK-regerings strategi. Det er det, der var S-SF-R-regeringens strategi. Og det er det mandat, som vi havde orienterende diskussioner om i fredags, og som vi også kommer til at diskutere nu her på fredag. Det er den røde tråd i den indsats, som regeringen på tværs af Folketinget har skabt.

Så er det Katarina Ammitzbøll. Værsgo.

Tak til ministeren. Det er godt at få klarlagt, hvordan linjen er i forhold til budgettet.

Ministeren sagde, at nu må budgettet tilpasses på grund af brexit, og at der er mange millioner, der bliver trukket ud af kassen. Englænderne var jo nettobidragsydere. Har ministeren nogen anvisninger på, hvordan man kan tilpasse EU-budgettet? Er der noget, der skal gøres mindre af, og er det også noget, man vil drøfte med de andre i, kan man sige, sin alliance af dem, som er budgetrestriktive?

Ministeren.

Altså, man kan sige, at helt grundlæggende tror jeg ikke, at der er forskel på prioriteringerne, når det handler om at få moderniseret budgettet, og værktøjerne til det, som blev anvendt af den tidligere VK-regering og den her regering. Altså, det handler om klare mål og stærke alliancer, og det handler om at have et mål om, hvor meget EU's budget skal vokse, hvad det er for prioriteringer, vi mener der skal bruges penge på, og hvad det er for udfordringer, Europa står over for. Klima, migrationsstrømme og forskning er noget af det, som regeringen vil styrke indsatsen i forhold til. Der er det ikke bare vigtigt at have klare mål, men det er også vigtigt at have stærke alliancer. For virkeligheden er den, at kun sammen med andre lande kan vi styrke det arbejde, og derfor kommer vi til at kigge på, hvordan Europa så bliver bigger and bigger and smaller and smaller, som man siger. Hvad er det for ting, der skal prioriteres, fra de traditionelle udgifter til landbruget, strukturfonde og andre områder, hvor man kan sige, at merværdien er til at overse? Det er den indsats, der faktisk er i gang.

Så er det Halime Oguz. Værsgo.

Tak for det. Og tak for et fint indlæg. I SF er vi faktisk meget interesseret i at høre, om regeringen kan garantere, at det, at regeringen er så forhippet på den her rabat, ikke svækker de prioriteter, som regeringen har, såsom klima, retsstatens principper, forskning og migration. Kan regeringen garantere, at vi ikke bliver svækket i vores forhandlingsposition i forhold til de her emner? Tak.

Ministeren.

Det er ikke noget, regeringen mener svækker vores forhandlingsposition, altså de vægte, som vi har lagt ind. Vi kæmper for en rabat; vi kæmper for et loft over EU's budget. Og inden for den ramme kan vi styrke klimaindsatsen, og vi kan også sikre et fokus på det instrument, retsstatsmekanismen, som skal være med til at sikre, at EU's grundlæggende værdier, som vi jo deler, og som er gode, kan være intakte.

Derfor bakker vi jo fuldt op om forslaget om den her retsstatsmekanisme – som vi også diskuterede i fredags – der kan forhindre, at der udbetales EU-midler til medlemslande, der ikke overholder de demokratiske spilleregler. Det mener vi er foreneligt, og jeg tror faktisk, at med Kommissionens markante udspil og med de ting, der er begyndt at ske hos nogle af medlemslandene med Danmark helt i front, vil man på klimaområdet se, at noget af det, der vil være en drivende motor i de kommende år i EU, er klimaindsatsen.

Så er det hr. Jan E. Jørgensen. Værsgo.

Tak. Nu er det ikke første gang, vi har den her debat. Vi mødtes jo også i fredags i Europaudvalget, og ved den lejlighed havde ministeren jo haft fat i lommeregneren, eller fået nogle af de dygtige folk i Finansministeriet til at regne det ud for sig, og var nået frem til, at hver dansker betaler 1.500 kr. årligt til EU. Og det lød jo lidt, som om ministeren mente, at det var dyrt, at det var mange penge. Derfor vil jeg gerne spørge, om vi får valuta for pengene. Er EU 1.500 kr. værd pr. dansker?

Ministeren.

Svaret er ja.

Der må desværre kun stilles ét spørgsmål her. Og det var så et hurtigt svar, og det hjælper jo i det hele taget på tiden, så nu siger vi tusind tak til ministeren.

Det betyder, at nu går vi i gang med forhandlingen og dermed også med de normale regler for korte bemærkninger. Og først er det ordføreren for forespørgerne, hr. Jens Rohde, Det Radikale Venstre.

Man kan ikke samle Europa, for »man kan ikke lave omelet af hårdkogte æg«. Sådan sagde Charles de Gaulle som svar på Churchills opfordring til, at man samlede Europa. Konrad Adenauer arbejdede derfor. Når jeg nævner det, er det, fordi det lige faldt mig ind, da jeg hørte ministeren holde sin tale, for det lyder lidt som nationernes hårdkogte æg, der skal samles her. Og Danmark gør sig jo desværre også til sådan et af de hårdkogte æg, for al den argumentation, som ministeren frembringer, beror på en national præmis. Og hvis man bygger al sin argumentation på en national præmis eller på sin egen individuelle præmis i et fællesskab, bliver det unægtelig vanskeligt at nå en aftale om noget som helst. Når man laver budgetter i EU, kan vi diskutere, om meget af det er irrationelt, for hr. Rasmus Nordqvist, hr. Søren Søndergaard, ministeren, Konservative og såmænd også Radikale Venstre – alle, der har arbejdet i systemet – tror jeg vil mene, at der faktisk godt lige en gang imellem kunne trænge til, at der kom en leankonsulent ind i administrationen.

Så alle de der ting kan vi jo sådan set godt mene noget om, og vi kan alle sammen også have en holdning, enten til landbrugsstøtte eller strukturfonde osv. Men skal man have noget som helst på plads her, er man nødt til at udstyre sig selv med en vis empati og forstå, hvorfor det, der ikke er rationelt for os, udmærket kan være rationelt for grækeren og for polakken og for ungareren. Jeg kan huske, da jeg midt under finanskrisen sad i ALDE-gruppen, som jo er en liberal gruppe, og vi havde nogle grækere i gruppen, som syntes, at det var helt afgørende, at Det Europæiske Fællesskab var med til at lave redningspakker til Grækenland. Og jeg skulle da virkelig bruge alt mit mentale overskud til at prøve at forstå, hvorfor han syntes, at han var lige så liberal som mig – denne græker, der nu stod og bad om penge fra fællesskabet efter en mildest talt dårlig forvaltning.

Det er jo den øvelse, som man er nødt til at udføre. For EU handler jo ikke om, at vi skal udligne hinandens forskelle; det håber jeg sandelig at vi kan blive enige om. EU handler om, at vi skal overkomme hinandens forskelle, og hvis vi vil overkomme hinandens forskelle, er vi nødt til at begynde at tage debatten på fællesskabspræmissen, på solidaritetens præmis, både når det handler om finansiering og når det handler om indhold. Og det burde faktisk ikke være så svært, hvis vi fokuserer på indholdet.

For Radikale Venstre er det fuldstændig tydeligt, at vi får væsentlig mere ud af de midler, som vi puljer på forskning, på miljø, på klima, på integration – de midler, som vi puljer på fællesskabet – end dem, vi bare bruger selv. Det giver jo en merværdi. Hvis det ikke gjorde det, skulle vi jo følge hr. Morten Messerschmidts eksempel og sige: Lad os melde os ud, for vi kan klare det meget bedre selv. Men sådan hænger verden ikke sammen for os. Jeg vil meget hellere have, at vi tager præmissen fra Konrad Adenauer, en anden statschef, nemlig den første tyske forbundskansler, som sagde, at ideen om det fælles Europa er en idé skabt af de få; den blev til et håb for mange og er en nødvendighed for os alle.

Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Det, der slår mig, er det med merværdien. Nu har hr. Jens Rohde og jeg jo delt skæbne, kan man nærmest sige, igennem 10 år i Europa-Parlamentet, hvor fælt det end lyder for tredjemand. Og jeg går ud fra, at hr. Jens Rohde jo også har læst revisionsrapporterne. Der kommer jo en lind strøm af særrapporter fra Revisionsretten, hvor man dykker ned i strukturfonde, landbrugsfonde, og hvad der ellers er. Jeg tror også, at ministeren nævnte det. Og den kommer ofte frem til, at effektivitetsgraden er meget, meget lille i de her EU-projekter. Derfor vil jeg bare spørge: Hvor er det, hr. Jens Rohde får den idé fra, at blot fordi omfordelingen sker via Bruxelles, så skulle det have en højere værdi, en højere effektivitet, end hvis man gjorde det nationalt?

Værsgo.

Det er jo ganske rigt dokumenteret, at vi både forskningsmæssigt og klimamæssigt og på en lang række områder profiterer af, at vi puljer. Vi profiterer, ikke alene af vores økonomi, men også af, at vi puljer vores suverænitet. Det ved jeg godt vi har en meget forskellig opfattelse af. Det pirrer altid min humor, når Dansk Folkeparti slår sig op som budgethøge i Det Europæiske Fællesskab, men lad det nu ligge. Vi ved jo også, hvor meget det giver os af arbejdspladser, at vi har adgang til Europas åbne markeder. Og det, at vi på en række områder laver fælles indsatser med nødvendig økonomi, er jo det, som i høj grad har været med til at skabe fremgang, og som gør, at vi kan løfte klimaindsatsen i fællesskab.

Når det er sagt, er der så ikke forskellige projekter og forskellige ting, der burde underkastes en lup? Jo. Men sagen er, at vi jo også ønsker, at midlerne skal allokeres decentralt. Og mange af de der midler, som hr. Morten Messerschmidt ynder at sige er sådan lidt spektakulære, er jo midler, man finder på at håndtere ude i medlemslandene.

Hr. Morten Messerschmidt.

Nu taler vi jo ikke om adgangen til det indre marked. Jeg er sådan set enig i, at det helt klart har en merværdi. Det har formodentlig en langt større merværdi end f.eks. dansk medlemskab af EU. Nej, det, vi taler om, er altså spørgsmålet, som hr. Jens Rohde fremhæver, nemlig om det, at omfordelingen sker fra Bruzelles, i sig selv har en merværdi. Der er f.eks. Globaliseringsfonden, som jeg husker hr. Jens Rohde meget konsekvent stemte for i sin tid i Europa-Parlamentet. Den har Revisionsretten jo direkte foreslået man nedlægger, fordi man ikke kan konstatere, at den når sine mål. Det samme gælder landbrugsfondene. Der har man ikke kunnet konstatere effektivitet i de forskellige projekter. Så hvor får hr. Jens Rohde det her fra?

Hr. Jens Rohde, værsgo.

Jamen jeg står jo ikke her og siger, at alle fonde er gode. I øvrigt bryder jeg mig ikke om fondssocialisme, så jeg er helt villig til at høre til de budgetrestriktive, der siger, at man skal gå ind og kigge på tingene. Men jeg vil jo ikke være med til det på den bekostning, at vi f.eks. renationaliserer landbrugspolitikken. Jeg vil gerne gøre hr. Morten Messerschmidt opmærksom på, at man ikke afskaffer landbrugsstøtten i Europa ved at afskaffe EU's landbrugsstøtte. Man renationaliserer den. Det er jo sandheden. Og har vi en interesse i det? Nej, det har vi ikke. Derfor skal vi reformere landbrugsstøtten, så vi bruger den på klima og miljø og bedre dyrevelfærd.

Tak. Så er det hr. Christian Rabjerg Madsen.

Tak for det, og tak til hr. Jens Rohde for et indlæg med historisk vingesus. Det var ganske underholdende at lytte til. Jeg synes også, at hr. Jens Rohde sagde flere ting, som jeg er helt enig i. Hr. Jens Rohde nævnte, at midler brugt på forskning på europæisk niveau kan betyde, at vi får mere bang for the buck – at vi får mere ud af det, når vi arbejder sammen. Det samme gør sig gældende på klimaområdet, på miljøområdet og på migrationsområdet. Det er næsten unødvendigt at underbygge, hvorfor det er sådan. Det er åbenlyst, at der er ting dér, vi skal arbejde sammen om, så det er prioriteter, som Socialdemokratiet er enig med Det Radikale Venstre i. Det kan bare undre, at man fra den position slutter, at det er nødvendigt så at bruge flere penge på det europæiske. Altså, kunne man ikke fremme de prioriteter, som vi sådan set er enige om, og holde det europæiske budget på 1,00 pct. af bni ved at prioritere? Det har vi jo en vis tradition for at gøre i det her parlament.

Jens Rohde, værsgo.

Jo, og det skal vi jo selvfølgelig også. Men man skal også forholde sig til den virkelighed – og det er derfor, jeg er kommet ind på det – at der er forskellige rationaler. Det, der er rationelt for os i Danmark, er ikke nødvendigvis rationelt for de andre. Og se, nu er det jo f.eks. sådan, at når vi snakker klimaindsats og mainstreaming, altså at vi får sådan en horisontal klimaindsats på 25 pct. af budgettet, er der nogle lande – læs: især østeuropæiske lande – som synes, det er en meget dyr forretning og en dårlig idé. Hvis vi så samtidig kommer og siger, at vi skærer voldsomt i strukturfondene, som i høj grad er det, de lever af, og som i øvrigt er det, der gør, at de synes, at det er i orden at åbne markederne, deres markeder, for os, får vi jo lige pludselig en kamp mellem klima og en dogmatisk holdning til budgettet, og derfor gælder det om ikke at være for dogmatisk i sine forhandlinger. Vi skal søge at fremme vores synspunkter, men vi skal også respektere, at andre har deres synspunkter. Det er derfor, vi synes, at man skal have en fleksibel tilgang til diskussionen.

Hr. Christian Rabjerg Madsen, værsgo.

Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at hr. Jens Rohde har ret i, at forhandlingerne ville blive nemmere, hvis man bare kom flere penge oveni. Sådan er det jo med mange forhandlinger; det er altid nemmere at dele ud, end det er at lave de hårde prioriteringer. Jeg er bare ikke sikker på, at det er det værd. Jeg tror faktisk, at det mest fornuftige på lang sigt, også for det europæiske samarbejde, er, at vi tør lave de prioriteringer og tør at tage de debatter på tværs af landene i det europæiske fællesskab, vel vidende at det ikke bliver nemt. Men jeg tror, det er dén retning, der på sigt giver den stærkeste folkelige opbakning til det europæiske projekt.

Ordføreren.

Nu kan hr. Christian Rabjerg Madsen tro, hvad han vil, men jeg har jo bare været meget tæt på de budgetprocesser – rigtig tæt – og jeg så også, hvad det var for en pris, vi kom til at betale for vores dogmatiske holdning til rabatten sidste gang. Det var bl.a. fleksibilitet fra søjle 2 til søjle 1, der gjorde vores konkurrenceevne på landbruget ringere. Det var færre regionalfondsmidler og så fremdeles. Selvfølgelig skal vi gå budgetrestriktivt til det, og det bakker vi sådan set også op om, men det at true med et veto på decimaler mener vi er en dårlig idé. Det er man aldrig kommet ret langt med.

Så er det hr. Søren Søndergaard.

Jeg deler ikke hr. Jens Rohdes opfattelse af, at der ikke kan skaffes en masse penge, som et bredt, bredt flertal af landene i EU vil være enige om kan skaffes inden for det nuværende budget. Jeg tror, at de fleste er ligeglad med, om Bornholm får en skibakke. Jeg tror, at alle lande, for det har de udtrykt, undtagen et enkelt land, synes, at det er en udmærket idé at stoppe rejsecirkusset mellem Strasbourg og Bruxelles. Det er noget, der koster 1 mia. kr., så jeg tror, at der er masser af penge at hente – og jeg skal komme med mere om det i min tale – inden for budgettet, hvis man ønsker det. Men lad os bare tage udgangspunkt i hr. Jens Rohdes synspunkt.

Der er brug for flere milliarder for at smøre systemet og få en aftale, der er god, igennem. Så kommer spørgsmålet jo bare: Hvem skal betale de flere milliarder? Altså, nu har vi jo lige siddet i finanslovsforhandlinger sammen med regeringen, hvor der efter en hård, hård kamp blev tilkæmpet omkring 3,5 mia. kr. til forbedringer på den offentlige velfærd, til børnene osv. Det er jo mindre end det, der skal gives mere til EU næste år, så hvor skal pengene komme fra?

Hr. Jens Rohde, værsgo.

Men det er jo igen den der sjove bogholder, og det er jo så ømt, at jeg næsten bliver rørt til tårer, når Enhedslisten lige pludselig også vælger at lyde som en flok lommeregnerliberalister. Det er jo meget rørende.

Sagen er jo den, at vi ikke argumenterer for, at der ikke skal prioriteres. Vi er jo også med på 1-procentsmålsætningen, men vi mener, det er dumt at true med et veto, hvis det er sådan, at man lægger sig på 1,03. For Kommissionens udspil tager jo udgangspunkt i nationalstaternes rådserklæring fra Rom 2017, og så vurderer man, hvad opgaverne er, og hvad de koster, og hvis man vil have 10.000 grænsevagter, koster de nogle penge. Og ja, selvfølgelig er en polak da ligeglad med, om der er en skibakke på Bornholm – det er sådan et sjovt eksempel, der altid bliver nævnt – men det er jo et spørgsmål om, om polakken er ligeglad med, om de får regional- og strukturfondsmidler til at fremme deres beskæftigelse. Det tror jeg næppe. Og til det med Strasbourg: Jamen det kræver jo bare, at vi laver en traktatændring, før vi kan ændre de der tåbelige rejser, og det er der jo ikke nogen der vil være med til – der er jo ingen, der vil åbne traktaten.

Hr. Søren Søndergaard.

Nu er jeg slet ikke inde på spørgsmålet om veto eller andet, nu er jeg inde på spørgsmålet om politiske holdninger, og vi hørte jo tidligere, at da vi fik en rabat i EU, blev den brugt til skattelettelser til de rigeste i Danmark. Nu er der lagt op til, hvis det er det forslag, der ligger på bordet og forhandles i øjeblikket, at Danmark skal betale over 5 mia. kr. mere til EU. Kunne vi så i det mindste ikke blive enige om, at når vi får nedsættelse, er det de rige, der får, men når vi så skal betale mere, er det også de rigeste, der skal betale? Kan vi ikke få en aftale her om, at det ikke skal ramme almindelige lønmodtagerindkomster?

Tak. Ordføreren, værsgo.

Jeg kan ikke stå her og forhandle en finanslovsaftale på vegne af Det Radikale Venstre. Det ved hr. Søren Søndergaard jo alt om. Det kan jeg ikke. Men jeg er sådan set enig i udgangspunktet. Derfor synes jeg sådan set, at det er meget fint, hvis man i stedet for hele tiden at diskutere rabatter og kontingenter åbnede for større egenindtægter til Det Europæiske Fællesskab på en række områder, og der kunne man så ganske passende lave en udmærket progression. Det ville jeg da synes var både solidarisk og fint og i øvrigt også mere transparent end det system, vi har i dag.

Tak til Jens Rohde. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor går vi videre til hr. Christian Rabjerg Madsen.

Jeg vil bare lige sige to ting. Den ene er, at vi har brugt godt 40 minutter, og vi har altså stadig væk ni ordførere og en minister, og jeg vil gerne tilstræbe, at vi alle sammen kommer på. Så når jeg rejser mig op, er det, fordi taletiden er overskredet. Det er bare for lige at sige, at jeg måske er lidt mere skrap i dag, end jeg ellers normalt ville være.

Så skal jeg sige til ordføreren, for at der ikke bliver forvirring: Der er 4 minutters taletid, men vi har ikke en 4-minuttersnedtællingsknap heroppe, så nu kommer der først 1 minut på og derefter 3 minutter. I får jeres tid.

Værsgo, hr. Christian Rabjerg Madsen.

Tak for det. Jeg kan berolige formanden med, at min tale ikke vil tage længere end 4 minutter.

Socialdemokratiet ønsker et stærkt EU-samarbejde, der tjener Europas befolkninger og forener de europæiske nationalstater. Vi mener dermed selvfølgelig også, at EU i fremtiden skal udgøre det naturlige fundament for det europæiske samarbejde, og derfor synes jeg også, det er vigtigt at understrege, at dagens debat jo ikke handler om for eller imod EU. Det er derimod en debat om, hvordan vi sikrer, at EU's næste flerårige budget – det budget, som jo bliver rygraden i det europæiske samarbejde – bliver moderne, at det bliver grønt, og at det bliver økonomisk ansvarligt.

Vi står i Europa over for mange væsentlige udfordringer i de kommende år. Og netop derfor er det afgørende, at vi, Danmark, bidrager til at sikre, at de europæiske skattekroner og dermed også de danske skattekroner bruges med omtanke. Jeg er i forlængelse heraf tilfreds med, at regeringen arbejder for, at de fælles opgaver i EU løses inden for en udgiftsramme på 1,00 pct. af bni. Socialdemokratiet vil ikke acceptere, at EU's flerårige budget løber løbsk. Det er ikke en farbar vej for Europa, at vi skærer på eksempelvis nationale og danske velfærdsindsatser for at sende flere penge til Bruxelles. Vi kan og bør gøre det bedre end det.

Jeg vil her også meget gerne gentage, hvad den vikarierende finansminister sagde, nemlig at selv med et udgiftsniveau på 1,00 pct. af bnp kommer vi jo til at øge det danske bidrag til det europæiske fællesskab i de kommende år. Vi kommer til at øge bidraget inden for perioden med omkring 20 pct., og det betyder sådan set, at vi øger bidraget med 3,4 mia. kr., altså ganske mange penge. Men debatten om budgettet handler ikke alene om de samlede udgifter. Debatten handler jo også om, hvordan vi tør og bør prioritere inden for budgettet.

Socialdemokratiet mener, at vi bør bruge pengene dér, hvor de fælles udfordringer er størst. Vi kæmper for et budget, der tager hånd om klimaforandringerne og om migrationsstrømmen, og vi kæmper for et budget, som sikrer, at vi får en ambitiøs forskningsindsats. Samtidig bakker vi selvfølgelig op om den retsstatsmekanisme, der skal sikre, at EU-midler ikke uhindret går til medlemslande, der ikke efterlever vores helt grundlæggende demokratiske værdier.

Vi ønsker på den anden side et budget, hvor vi bruger mindre på administration. Vi ønsker et budget, hvor vi bruger færre midler på de traditionelle udgifter som den direkte landbrugsstøtte, strukturfonde og andre områder, hvor – som den fungerende finansminister sagde – EU-merværdien er til at overse.

For os står det helt klart, at håndteringen af klimaudfordringerne på mange måder er svaret på mange af de spørgsmål, som EU står med i de kommende år. Og derfor vil vi også arbejde for, at man bruger minimum 25 pct. af EU-budgettet samlet set til en grøn mainstream, altså at vi bruger 25 pct. af EU-budgettet på grønne tiltag. Det svarer til 1.800 mia. kr. over perioden, hvis vi holder et udgiftsniveauet på 1,00 pct. af bni. Og det er penge, som, hvis de bruges rigtigt, kan gøre en markant, markant grøn forskel.

Til sidst vil jeg gerne sige klart og tydeligt, at vi vil arbejde for at undgå, at det bliver dyrere at være Danmark i Europa. Danskerne er allerede i dag de EU-borgere, der netto bidrager mest. Derfor er det også fornuftigt, at i en situation, hvor det ikke virker realistisk at rabatstrukturen skrinlægges, bør Danmark naturligvis arbejde for at fastholde den rabat, vi har.

Konkluderende kan man vil sige, at Socialdemokratiet ikke ønsker at skære på velfærden for at sende flere penge til Bruxelles. I stedet for skal grønne prioriteringer sikre, at vi bruger pengene klogt, at vi bruger pengene på at sikre, at EU går forrest i den grønne omstilling, i den klimaindsats, som er fuldstændig afgørende for mange af de udfordringer, som EU står over for i de kommende år.

Tak for ordet.

Så er det hr. Jens Rohde for en kort bemærkning.

Det var jo dejligt, at der så kom noget klima og noget forskning og noget styrkelse i forhold til at håndtere migrationsudfordringerne – lidt mere, end ministeren nåede i sin tale. Så lad mig prøve at se, om jeg kan få hr. Christian Rabjerg Madsen med på at give en melding til Folketinget om, at man i sin prioritering i forbindelse med mandatafgivning eller -hentning i Europaudvalget vil vægte klima, migration og forskning på samme niveau i forhandlingsoplægget på fredag, som man vil vægte rabat og budgetrestriktivitet.

Ordføreren.

Som jeg vist også fik sagt i mit indlæg tidligere, da jeg havde lejlighed til at stille spørgsmål til hr. Jens Rohde, så er det helt åbenlyst, at vi får mere ud af pengene på en række områder ved at gå sammen. Klima er et af områderne, miljø og migration er andre. Men det er også derfor, at jeg naturligt, når jeg skal fortælle om, hvor Socialdemokratiet og regeringens prioriteter ligger henne i de her forhandlinger, lægger vægt på netop de områder. Og derfor er det også sådan, at det vil afspejle sig i det mandat, som vi beder om, at klima og migration er væsentlige og vigtige områder, når Danmark sætter sig til forhandlingsbordet.

Hr. Jens Rohde.

Men er det lige så vigtigt som rabat og decimalen i forhold til 1,00 pct.? Det er det, vi vil have svar på, hvis vi skal give mandat til regeringen. Det er, at man vægter klima, forskning og migration lige højt. For jeg kan godt huske den sidste 7-årsforhandling, da man gik ind og var meget dogmatisk blandt en række lande på det med 1,00 pct. Hvad skete der dér? Forskningen tabte stort – forskningen tabte stort – og det ønsker vi ikke skal ske igen, hverken for klimaet eller migrationsudfordringen eller styrkelse af forskningen i Europa. For vi tror, at dér er der merværdi at hente.

Ordføreren, værsgo.

Jeg er glad for, at hr. Jens Rohde kan huske den sidste periode og de sidste forhandlinger. For det var jo de forhandlinger, som blev taget med udgangspunkt i, at også De Radikale bakkede op om en budgetrestriktiv linje, og det håber jeg stadig væk er en position, hvor vi kan finde De Radikale. Det tror jeg er vigtigt for det danske mandat. Nu skal mandatet jo forhandles endeligt på fredag. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at den socialdemokratiske position er sådan, at klima og migration er vigtigt, og det skal også afspejles i mandatet.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg er helt enig med den socialdemokratiske ordfører i, at den her diskussion ikke handler om for eller imod EU. Den handler om, hvordan vi prioriterer pengene i EU, og den handler om, hvordan vi prioriterer pengene i Danmark. Derfor bliver jeg nødt til, ligesom jeg har spurgt de andre ordførere, at stille spørgsmålet: Når nu Socialdemokratiet altså accepterer en stigning på 3,4 mia. kr., der sendes ned til EU, hvor noget af det ganske rigtigt vil blive brugt til noget fornuftigt og rigtig meget af det vil blive brugt til noget, der ikke er særlig fornuftigt, hvem skal så betale den regning? Sidste gang var det de rige, der fik skattelettelser. Er det så de fattige, der igen skal holde for, når prisen på EU-medlemskabet stiger, eller vil Socialdemokratiet her give en garanti for, at den regning vil blive placeret hos dem, der fik gavn af nedsættelsen sidst, nemlig de rigeste?

Og så har jeg lige et andet spørgsmål, når vi snakker indhold: Synes man fra Socialdemokratiets side, at en stigning på mellem 1.000 og 3.000 pct. til et EU-militær, som Danmark ikke er med i, er en fornuftig prioritering?

Ordføreren.

Den socialdemokratiske position er jo den, at vi ønsker at fastholde det danske bidrag på 1,00 pct. af bni. Det betyder jo, at når vi bliver rigere, når samfundskagen bliver større, så sender vi en større del til EU, men jo kun en større del, som korresponderer med, hvor meget rigere vi er blevet overordnet set.

Derfor kan hr. Søren Søndergaard regne med, at den linje, vi har i forhold til forholdet mellem skattelettelser og velfærd, er den linje, som blev afspejlet i de finanslovsforhandlinger, som jeg deltog i, og hvor vi endte med at indgå en aftale med Enhedslisten, som jo afspejler, at vi er enige her, nemlig at efter en blå regering, som har brugt for få penge på og har underfinansieret velfærden, og som i stedet for brugte penge på skattelettelser, er der behov for, at vi styrker vores velfærd, at vi styrker indsatsen i vores velfærdsstat derude i institutionerne, hvor den gør en forskel, og at vi prioriterer det over at give skattelettelser. Det er også den socialdemokratiske position på det her spørgsmål.

Så er det hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Men det ændrer ikke ved, at der skal findes et beløb, der svarer til 3,4 mia. kr., som er nogenlunde præcis det beløb, vi i finansloven samlet fik afsat til forbedring af velfærden. Det skal altså næste år igen findes til at give til EU, og hvordan gør man så det? Det er jo et relevant spørgsmål. Jeg synes ikke, at svaret fremstår lysende klart.

Så er der det der med militærudgifterne. Der er et forslag om en stigning på mellem 1.000 og 3.000 pct. til at opbygge et militærindustrielt kompleks i EU – og vi er ikke medlem af forsvarsdimensionen. Er det en fornuftig prioritering?

Tak. Ordføreren.

Det er jo sådan, at når vores bidrag til Det Europæiske Fællesskab, EU, stiger, så sker det, i takt med at vores økonomi vokser, og derfor kan vi inden for det råderum, der er til rådighed, prioritere, at vi leverer til Det Europæiske Fællesskab, så vi kan prioritere fælles indsatser på migration, klima og miljø, samtidig med at der er råd til, at vi også fremadrettet kan styrke vores velfærdsstat, som vi gjorde i den finanslov, som vi netop har overstået. Men der er ikke råd til skattelettelser. Det er ikke sådan, jeg ser den økonomiske situation.

Tak. Jeg vil gerne komme med en serviceoplysning. Det er sådan, at hvis de resterende ordførere bruger deres 4 minutter, så er der i resten af debatten – med den tid, der er afsat – plads til seks samlede korte bemærkninger. Jeg siger det bare, fordi vi jo har valgt den her form med de to timer. Og jeg skal forsøge at styre det. Jeg nævner det bare som en serviceoplysning.

Den næste er hr. Rasmus Nordqvist.

Tak. Jeg må sige, at jeg altså er lidt nysgerrig på noget af det, som hr. Jens Rohde også spurgte ind til. Og det er jo det her med, at når man sidder og forhandler, når man går til en forhandling – og jeg har jo forhandlet med ordføreren bl.a. om finansloven – så har man nogle prioriteter. Der er noget, der står øverst på papiret, og der er noget, der står nederst på papiret. Og på samme måde er det jo, når man sidder og henter et mandat i Folketingets Europaudvalg; så er der noget, der ligger øverst, og noget, der ligger nederst. Vi har sådan et hierarki i, hvordan vi skriver det op.

Og der kunne jeg godt tænke mig at spørge om noget, for med de ord, jeg hører ordføreren sige, og med de ord, jeg hører fra finansministeren, forstår jeg, at eksempelvis klimaindsatsen er højt oppe på dagsordenen. Betyder det, at man i forhandlingerne ønsker at lægge samme vægt på størrelsen af budgettet, som man gør i forhold til klimaindsatsen, så den kommer til at blive afspejlet i budgettet?

Ordføreren.

Det er korrekt, at vi har forhandlet, og – synes jeg sådan set – ved fælles hjælp også fået nogle rigtig fine resultater hjem. Det vil jeg gerne også benytte lejligheden til at kvittere for. Det er, som jeg har sagt, at den socialdemokratiske position i forhold til mandatet er den, at vi synes, det er afgørende, at vi fastholder en budgetrestriktiv linje, at vi fastholder det danske bidrag til den samlede europæiske økonomi på 1,00 pct. af bni.

Så ser vi sådan på det, at det ikke er realistisk, at den nuværende rabatstruktur bliver skrinlagt. Derfor er det naturligt også at kæmpe for, at den danske rabat bliver fastholdt, for ellers vil vi komme i en situation, hvor vi bidrager til at betale til andre rige landes rabatter. Det er naturligvis ikke rimeligt, også med det bidrag in mente, som danske skatteydere allerede yder til EU.

Derudover har vi en række prioriteter, som jeg har nævnt, f.eks. klimakampen og det grønne miljø, og jeg tror sådan set ikke – og det ligger jo også i forlængelse af, hvad ministeren sagde – at vores positioner på det grønne område bliver svækket af, at vi har en budgetrestriktiv linje.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Nej, når jeg nu ikke selv kan sidde i forhandlingslokalet med de andre lande og forhandle om det her, bliver jeg nødt til at være sikker på, at dem, der gør det på vegne af mig, hvis jeg er med til at give et mandat, gør det ud fra mine prioriteter, som jeg lægger ind i et mandat. Det gør man jo, når man siger, at det er afgørende for os i forhold til størrelsen på budgettet, og man så vil arbejde for noget andet. Der kan jeg jo ikke vide mig sikker på, at man gør det med samme kraft og samme styrke i den forhandling og ikke giver køb på det ene for at få det andet. Så igen må jeg bare spørge: Er man villig til at lægge det på samme niveau?

Så får vi et svar. Værsgo.

Hvis Alternativet brænder lige så meget for den grønne omstilling på europæisk niveau, som man gør på det nationale niveau, synes jeg, vi kommer til at lægge et mandat frem, som modsvarer Alternativets ambitioner – et mandat, hvor vi meget klart siger, at vi skal bruge færre penge på strukturfonde, færre penge på den direkte landbrugsstøtte og flere på det grønne. Det synes jeg sådan set er et mandat, som sammen med den budgetrestriktive linje bør kunne samle en bred opbakning i Folketinget.

Så er det hr. Morten Messerschmidt.

Jeg vil godt komme ordføreren og hans parti lidt i møde. Jeg synes, der er noget forfriskende og rart over den nye linje, vi hører fra den danske statsminister. Jeg har aldrig hørt en statsminister bruge udtrykket gak før om EU, og det er da svært at være ked af, når man som jeg synes, at EU er gak. Det, jeg så bare ikke forstår, er, at man ikke er villig til at omsætte gakket til handling. Man kunne jo sådan set overflødiggøre hele den her diskussion – eller ikke overflødiggøre den, for det er jo godt, at vi er i salen for at tale om EU – men man kunne i hvert fald gøre sin position mere klar ved bare at sige, at hvis Danmark skal betale så meget som 1 kr. mere til EU, nedlægger vi veto. Hvis det er det, der skal til, for at regeringen kan vriste sig ud af det i øvrigt – må det være – temmelig ubehagelige favntag fra Det Radikale Venstre, så kan jeg da bare sige på mit partis vegne, og vi har vist nogenlunde det samme antal mandater, at vi meget gerne vil bidrage til at hjælpe, så man kan få lidt omsætning fra det gakkede til det handlende, kan man sige.

Værsgo til ordføreren.

Nu er jeg jo ikke medlem af regeringen, men jeg tror, jeg kan sige, at regeringen har det ganske glimrende, hvor vi er, og er godt tilfredse med den nuværende situation.

Hr. Morten Messerschmidt refererede statsministerens kommentarer, da Europa-Parlamentets og Kommissionens forslag til budget kom frem. Der har vi en statsminister, som siger tingene, som hun ser dem, og jeg må bare sige, at jeg er en til en enig med statsministeren i, at der er noget helt galt, når man ser et forslag fra Kommissionen, som ville betyde en 60-procentsstigning i det danske bidrag – 60-procentsstigning – en stigning på 31,5 mia. kr. over perioden og en stigning, som ville betyde, at vi på miljøområdet, på klimaområdet og velfærdsområdet skulle lave nogle helt grundlæggende forandringer af den måde, vi prioriterer på herhjemme, helt grundlæggende forandringer. Det ville tage kæmpestore dele af det råderum, der er til rådighed.

Derfor synes jeg, at statsministeren meget, meget klart og forståeligt, så alle kunne se det, sagde fra over for det budget, og det afspejler mandatet også.

Tak. Så er det hr. Morten Messerschmidt. (Morten Messerschmidt (DF): Nej, jeg har ikke bedt om en anden kort bemærkning. Vi sparer på tiden, formand). Undskyld – men det var dejligt. Så er det hr. Jan E. Jørgensen. Værsgo.

Jeg vil bare advare mod, at man sætter et modsætningsforhold op mellem velfærd og EU. En person, der er ansat af EU og bevogter de ydre grænser som led i Frontex er jo ikke mindre velfærd end en politibetjent, der står ved den dansk-tyske grænse og laver det samme. Altså, en medarbejder i Europol er jo ikke mindre velfærd end en medarbejder i dansk politi. Det er jo velfærd, det hele. Så det var bare lige en advarsel.

Så har jeg et spørgsmål, for jeg synes nemlig ikke helt, vi fik svar på det, hr. Jens Rohde spurgte om: Sætter Socialdemokratiet klimaet og bevogtningen af de ydre grænser lige så højt som spørgsmålet om en rabat?

Ordføreren.

Jeg vil gerne anerkende, at der er EU-udgifter, som har en sådan nærhed til det nationale, at de bør tælle med, når man taler om velfærd, på samme vis, som hvis midlerne var blevet brugt nationalt. Det er der masser af eksempler på, så jeg synes, den præcision var på sin plads.

Det ændrer jo bare ikke på, at hvis man ikke som statsminister eller som land havde sagt fra, da Europa-Parlamentet foreslog stigninger på 60 pct. i de danske udgifter, hvis ikke man havde sagt fra, da Kommissionen foreslog stigninger på mere end 30 pct. – og så kan man have en idé om og den holdning, at pengene også er fornuftigt brugt i det europæiske samarbejde – og havde accepteret så voldsomme stigninger, så ville der være nationale prioriteter inden for velfærd, som skulle laves helt grundlæggende om, og det er Socialdemokratiet modstander af.

Der er et spørgsmål mere fra hr. Jan E. Jørgensen. Værsgo.

Ja, men jeg fik ikke svar på spørgsmålet, og det gjorde hr. Jens Rohde heller ikke, og det må vi så tage en anden dag. Så lad os bare komme videre i teksten.

Det går jeg ikke ud fra kræver noget svar. Derfor siger vi tak til ordføreren. Så går vi videre til den næste ordfører, som er hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Mette Frederiksen er historiens mest EU-skeptiske statsminister, og det er ikke noget, jeg har fundet på. Det er noget, der stod i Altinget i dag. De har fulgt en EU-konference, som tænketanken Europa har lavet. Altså, historiens mest EU-skeptiske statsminister. Det bør vel nok modereres. Der burde vel nok have stået danmarkshistoriens, for jeg er med på, at f.eks. Boris Johnson nok er en tand værre. Det bygger bl.a. på, at statsministeren har karakteriseret budgetforslaget for EU som intet mindre end fuldstændig gak.

Da hun så til konferencen i går får chancen for at moderere sine udtalelser, hvad gør hun så? Hun står i hullet og graver det dybere, for hun siger noget i retning af: Jo, jo, nogle tror, at det var noget, jeg kom til at sige; det var det ikke, for det mener jeg. Og så fører hun sandhedsbevis for sin påstand ved at sige, at der er penge i EU-systemet, der bliver brugt ufornuftigt. Ja, det er der. Der er også penge herinde, der bliver brugt ufornuftigt, og der er penge afsat i finansloven, der bliver brugt ufornuftigt. Det får os altså ikke til at karakterisere et finanslovsforslag som fuldstændig gak. Det var uværdigt, og det var uklogt.

På konferencen fik vi også præsenteret en undersøgelse, som Voxmeter har foretaget blandt et repræsentativt udsnit af danske vælgere. De har fået stillet et spørgsmål om, hvad der bliver det vigtigste at sikre i forhandlingerne om EU's næste budget, og så kommer der to valgmuligheder, hvor den første lyder som følger: at Danmark ikke betaler mere. Og den anden mulighed lyder: at danske mærkesager, herunder klima og beskyttelse af EU's ydre grænser, tilgodeses. Og hvad svarer danskerne? 17 pct. mener, at det vigtigste er at sikre, at Danmark ikke betaler mere, mens hele 68 pct. mener, at klima og beskyttelsen af EU's ydre grænser er det vigtigste.

Se, jeg er Venstremand, og det kommer ikke bag på nogen, at vi Venstrefolk godt kan lide at få rabat, men vi kigger altså også på, hvad det er, vi får for det, vi betaler. Og der er indholdet altså vigtigt. Klimaindsatsen er vigtig. Det er vigtigt at beskytte de ydre grænser. Og når Socialdemokratiet taler om Marshallhjælp til Afrika osv., kan man jo godt tænke, at det lyder lidt hult, når det vigtigste i virkeligheden er, at vi skal have en rabat. Og helt absurd bliver det jo, hvis man kun kigger på rabatten og ikke kigger på den samlede pris. Det var ministeren også inde på i sin tale, og tak for det. Altså, hvis regningen stiger med 11 mia. kr. og vi får en rabat på 1 mia. kr., kan det lidt være lige meget. Den samlede pris er vigtig for Venstre, og vi mener ikke, at der er et modsætningsforhold. Vi mener godt, at vi kan foretage den øgede indsats på klima- og migrationsområdet, uden at det danske bidrag skal øges.

Jeg var også meget glad for, at ministeren sagde, at når man bruger flere penge på nogle områder, er man nødt til at bruge færre penge på andre områder. Det er et fantastisk citat, som jeg har tænkt mig at bruge talrige gange, når vi diskuterer dansk økonomi, for det ville jo være fantastisk, hvis samme erkendelse kunne indfinde sig i Socialdemokratiet på andre områder. Det er vi meget, meget enige i fra Venstres side.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Morten Messerschmidt.

Tak til Venstres ordfører, som jo, må man sige, lægger klart afstand – og det er fint at vide; Venstre ved man hvor man har, ikke sandt? – til statsministerens retorik. Spørgsmålet, som jeg så ønsker at stille, er, om hr. Søren Gade også kan betragtes som en del af Venstre. For jeg konstaterede i hvert fald den 17. oktober sidste år, at han på Twitter erklærede sig fuldstændig enig med statsministeren. Og det var som bekendt i forbindelse med de bemærkninger fra statsministeren, som hr. Jan E. Jørgensen ikke helt kan forlige sig med.

Så spørgsmålet er, om vi er i sådan en Bergsk situation ligesom for 140 år siden, så Venstre er begyndt at sejle i to forskellige retninger, nemlig dér, hvor hr. Jan E. Jørgensen tydeligvis befinder sig, og som er en retning mod en helt fjern og ukendt planet, og så den retning, hvor man stadig har begge ben på jorden, og det er måske hr. Søren Gade nede i Bruxelles. Eller er der en eller anden linje imellem de to Venstremænd, som vi andre bare ikke helt kan se?

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte, at Søren Gade er en god og en dejlig del af Venstre, og jeg er utrolig glad for at være i parti med ham. Og jeg kan ikke forestille mig, at han på Twitter har skrevet, at han er enig i, at budgettet er fuldstændig gak. Nu har statsministeren jo sagt mange ting, og det kan godt være, at der er noget af det, hun har sagt, som han er enig i. Der er sikkert også noget af det, statsministeren siger, som jeg en gang imellem er enig i. Men at han skulle være enig i, at budgettet er fuldstændig gak, må jeg tilbagevise.

Hr. Morten Messerschmidt.

Nej, han udtrykker sig måske lidt mere urbant, og jeg har heldigvis adgang til de her sociale medier og kan derfor med formandens tilladelse citere derfra, hvor hr. Søren Gade siger, og jeg citerer: Enig med Mette Frederiksen i, at EU-budgettet ikke skal stige. Citat slut.

Det lyder jo lidt anderledes, når man hører hr. Jan E. Jørgensen. Altså, regeringen lægger meget vægt på, at EU-budgettet ikke skal stige. De er så lidt valne, i forhold til hvad man vil gøre ved det; man vil ikke bruge vetoretten, for man skulle jo helst ikke blive uvenner med folk dernede, vel? Så så langt vil man alligevel ikke gå. Men når man hører hr. Jan E. Jørgensen, er det ikke vigtigt, hvor mange milliarder vi sender af sted til Bruxelles, men det er det altså for hr. Søren Gade.

Ordføreren.

Jamen så har hr. Morten Messerschmidt jo fuldstændig mistet evnen til at bruge sine ører. For det, jeg sagde fra Folketingets talerstol, og det, hr. Søren Gade åbenbart har skrevet på Twitter, er jo ord til andet det samme: enig i, at EU's budget ikke skal stige. Det var bare ikke det, hr. Morten Messerschmidt startede med at påstå at hr. Søren Gade havde sagt. Der startede hr. Morten Messerschmidt med at påstå, at hr. Søren Gade havde stemplet Kommissionens forslag som fuldstændig gak, og det har han naturligvis ikke.

Jeg gør opmærksom på, at jeg stadig væk har fem til korte bemærkninger. Men først er det hr. Christian Rabjerg Madsen. Værsgo.

Tak for det. Jeg er finansordfører, og derfor ved jeg en lille smule om, hvordan oppositionen har omtalt vores finanslovsforslag. Jeg kan afsløre, at der også i den forbindelse kunne ryge ganske hårde beskyldninger og anklager igennem luften.

Jeg synes, at det er en lille smule besynderligt at høre hr. Jan E. Jørgensen her i dag, for det er, som om Venstre er sunket ned til sådan noget tonediskussion. Hvordan skal man tale om tingene, og hvordan skal man lige præcis belægge sine ord? Jeg synes, at vi havde en statsminister, som helt klart sagde fra, da vi så et forslag til et EU-budget fra Kommissionen og Parlamentet, som på trods af at Storbritannien står til at træde ud og 28 medlemslande bliver til 27, lader de administrative udgifter stige og kører videre, som om ingenting er hændt. Det her er jo rettidig omhu fra statsministerens side.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jamen det er da en spændende udvikling, vi kan se hos den institution, vi kalder statsministeren. Så bliver det næste: Du må have spist søm, du må ikke være rigtig klog, hvad regner du mig for? Og er du blevet bindegal? Altså, sådan mener jeg ikke at en statsminister skal tale. Jeg mener ikke, at en statsminister skal karakterisere et forslag fra Kommissionen som fuldstændig gak. Det er muligt, at man kan finde en eller anden VU'er, der har sagt noget tilsvarende om et forslag fra Socialdemokratiet; det vil jeg ikke afvise, for det kan være, at jeg selv har sagt noget tilsvarende, da jeg var VU'er. Men der er altså forskel på at være VU'er eller DSU'er og så være statsminister for kongeriget Danmark.

Hr. Rabjerg Madsen.

Jeg synes, at statsministeren meget klart sagde fra over for et forslag, som lå helt uden for, hvad man kan acceptere fra dansk side, og jeg er også glad for, at når vi lægger tonediskussionen lidt til side, lyder det, som om vi stadig væk har Venstre på en budgetrestriktiv linje, og at vi kan blive enige om det, sådan at ministeren rejser til Bruxelles og de her vigtige forhandlinger med et stærkt mandat i ryggen.

Ordføreren.

Jamen Venstre er på en budgetrestriktiv linje. Det er os, der har opfundet den, og der bliver vi selvfølgelig. Men hvis ikke man forstår vigtigheden af, hvordan vi taler om EU, så har man intet lært eksempelvis af brexit, intet. Altså, hvis man som britiske politikere 40 år i træk – fra man står op om morgenen, til man går i seng om aftenen – rakker ned og rakker ned på EU og bagefter spørger folk, om de stadig væk synes, at de skal være medlem af den her forening, og så får et nej, så må man ikke blive overrasket. Så ord betyder noget, og der er rent faktisk mennesker, der lytter til, hvad statsministeren siger.

Hr. Jens Rohde.

Det ville jo så være dejligt, hvis repræsentanter for regeringspartier ville sætte sig en lille smule ind i de administrationsudgifter, som stiger. De stiger jo på grund af stigende pensioner og på grund af inflationen, og ellers ligger de sådan her. (Taleren laver en vandret håndbevægelse). Det er jo dokumenterbart. Men nu står vi jo desværre med en lidt argumentresistent regering. Om det er, fordi den er ubehjælpelig, eller bare, fordi den ikke vil lytte, ved jeg ikke. Men jeg har sjældent oplevet en regering, der har så svært ved at finde mandater til sine forhandlinger i Europaudvalget.

Derfor vil jeg spørge hr. Jan E. Jørgensen, om ikke hr. Jan E. Jørgensen vil være med til at hjælpe regeringen. Hvis vi nu leger med den tanke, at vi går med på den budgetrestriktive linje, som Venstre jo også gerne vil være med på, og at vi også anerkender rabatten som afgørende vægte, vil hr. Jan E. Jørgensen så være med til at sikre, at klima, migration og forskning også får den afgørende vægt, så vi er fuldstændig aligned – hvordan siger man det på dansk? – så der er overensstemmelse mellem de lige prioriteringer?

Nu får vi et svar. Værsgo til ordføreren.

Jeg kender det godt: Hvad er det nu, det hedder på dansk? (Amerikansk accent).

Altså, Venstre mener, at klima og beskyttelsen af EU's ydre grænser er ekstremt vigtigt, og jo mere vi kan betone vigtigheden af den indsats, des bedre. Det er ikke sådan, at vi er sat på jorden for at hjælpe en socialdemokratisk regering – naturligvis er vi ikke det – men vi vil meget gerne være med til at sikre et EU-budget, hvor danske prioriteter som EU og sikring af de ydre grænser bliver forstærket.

Hr. Jens Rohde.

Ja, det lyder sådan lidt Gitte Stallone-agtigt: Jeg kan ikke lige huske det på dansk. (Amerikansk accent). Så jeg anerkender, at det lyder dumt.

Men under alle omstændigheder er det, der er vigtigt for os, at vi sikrer, at vi har lidt snor i regeringen. Den danske rabat er i øvrigt dyrt betalt. Altså, vi har jo den mindste rabat af alle dem, der har rabat, så det er jo sådan lidt sjovt, at man ikke kæmper for en større rabat til Danmark, når man nu gerne vil det. Men vi skal sikre, at der er fuldstændig ligestilling mellem indhold og decimaler.

Ordføreren, værsgo.

Det er vigtigt, at vi ikke opkræver flere penge end de 1,00 pct. Det står Venstre stærkt på. Og det er vigtigt, hvad pengene bliver brugt på; det er vi helt enige i.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Jeg vil prøve at se, om jeg kan komme lidt tættere på at få et svar fra Venstre, for vi har jo lige, indtil for kort tid siden, haft en Venstreledet regering, hvor vi sad med en række mandater på delelementer af det flerårige budget, og hvor det hver gang var størrelsen på budgettet, der var altafgørende i forhold til det vigtige indhold. Og derfor synes jeg jo, det er vigtigt her i de afgørende forhandlinger, der kommer nu om det samlede budget, om Venstre er villige til at sige, at man, når man lægger afgørende vægt på størrelsen af budgettet, vil lægge lige så afgørende vægt på klimaindsatsen i forhold til budgettet, altså forskningen i budgettet – altså, jeg vil egentlig bare have et ja eller et nej.

Ordføreren.

Den sådan helt præcise formulering må det være rigtigst at vi venter med at give til Europaudvalgsmødet på fredag. Det må være det rigtigste. For i dag har vi en mere åben debat om, hvor vi står, og hvor vores prioriteter er, men den sådan helt præcise skæren mandatet til må det være på fredag at vi gør.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Ja, okay. Det er ekstremt vigtigt, men har ikke afgørende vægt. Altså, vi kender jo alle sammen det sprog, vi bruger i forhold til de her mandater – det er jo også det, vi diskuterer her i dag, så jeg synes egentlig, det er synd, at Venstre ikke har gjort op med sig selv, om man virkelig mener, at indholdet er lige så vigtigt som størrelsen på budgettet.

Ordføreren.

Nu skulle jeg til at sige noget upassende med størrelsen, men jeg må hellere holde mig til, at Venstre mener, at både størrelse og indhold er vigtigt.

Det var klogt! (Munterhed).

Så er det hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Tak. Nu vil Venstre også bruge flere milliarder ekstra på EU fra Danmark fremover. Og nu vil jeg ikke spørge om, hvor pengene skal komme fra, for det ved jeg jo godt. Altså, pengene vil komme derfra, hvor Venstre altid tager pengene, nemlig fra den almindelige befolkning, hvorimod man sidste gang lod de rige slippe og få skattelettelser, da man fik penge tilbage fra EU gennem den skatterabat – så det behøver jeg ikke spørge om.

Til gengæld kunne jeg godt spørge om, hvor mange flere penge Venstre egentlig er indstillet på at betale til EU om året. For man har krævet meget konkrete svar af regeringen, og derfor kunne det også være interessant at høre: Har Venstre en smertegrænse, eller er det i virkeligheden sådan – for vi kender jo regeringens mandat; det har jo været fremlagt, og det kan man gå ind og læse – at Venstre kommer til fuldstændig at tilslutte sig det mandat, som det står og er fremlagt?

Ordføreren.

Jeg tror simpelt hen, hr. Søren Søndergaard har lige så store problemer med sin hørelse som hr. Morten Messerschmidt. Altså, hvornår har jeg eller nogen andre fra Venstre sagt, at vi er villige til at øge budgettet til EU? Vi har sagt det modsatte. Når det er 1,00 pct., bni vokser, er det klart, at det bliver flere penge i kroner og øre, ligesom hr. Søren Søndergaard også betaler mere i skat, hvis han får en lønforhøjelse, men det betyder jo ikke, at skatteprocenten er steget. Altså, det mener Venstre ikke, og det ved hr. Søren Søndergaard også, eller det burde han i hvert fald vide, og derfor synes jeg ærlig talt, det er lidt ærgerligt, at man skal få skudt noget i skoene, som man ikke mener.

Hr. Søren Søndergaard.

På en række andre områder gælder den logik jo ikke. Den gælder ikke, når vi snakker dagpenge. Den gjaldt ikke, da vi snakkede det demografiske træk på kommunerne og i forhold til velfærden ude i kommunerne. Der lod man det heller ikke stige i forhold til det, der var det gængse behov. Så nej, den gælder ikke altid. Men her siger man, at vi skal putte ekstra penge – 1 pct., altså 3,4 mia. kr. ekstra – ned til EU. Og de skal jo komme et sted fra. De skal jo bruges til et eller andet. Men spørgsmålet står jo tilbage: Har man en grænse i Venstre, eller vil Venstre stemme for det mandat, der ligger fra regeringen?

Værsgo.

Det er ikke så svært. Altså, da vi f.eks. forpligtede os til 0,7 pct. af vores bni til ulandsbistand i forlængelse af en FN-resolution, er det jo 0,7 pct., og hvis vi bliver rigere, ryger der flere penge til de fattige lande – sådan er det. Men det er stadig væk 0,7 pct., og når vi har en målsætning om 1,0 pct., kan det jo heller ikke komme bag på selv en lommeregnersocialist, at beløbet så vil stige, når Danmark bliver rigere. Det er sådan set ret logisk, og derfor synes jeg, det er et mærkværdigt spørgsmål.

Det er sådan, at der er syv ordførere tilbage i rækken plus en minister, og vi har 45 minutter, og derfor, hr. Lars Aslan Rasmussen, har jeg besluttet, at det kun er ordførere, der får lov til at komme med korte bemærkninger.

Dermed siger vi tak til hr. Jan E. Jørgensen og velkommen til hr. Morten Messerschmidt.

I want my money back, sagde Margaret Thatcher, da hun svingede håndtasken i Bruxelles, og det fik hun. For det der med at svinge håndtasken har faktisk af og til en gavnlig effekt. Det har vi jo også set i dansk politik, hvor stærke kvinder har været i stand til at svinge håndtasken og gennemtvinge deres radikale vilje. Derfor er det, som om der mangler lidt i den her debat, nemlig viljen til at leve sin politik fuldt ud.

Hele den her snak om, hvorvidt man må sige, at EU's budget er gakket eller ikke gakket osv., handler jo i virkeligheden om noget helt andet. Det er i virkeligheden en stammedans, hvor man prøver at markere sig som noget, man egentlig ikke er, nemlig meget, meget kritisk over for EU-systemet. Hvis man var det, var man selvfølgelig også modig nok til at sige: Hvis ikke budgettet holdes, sådan at vi med eller uden rabatter, eller hvordan det måtte være, betaler maksimalt det samme til EU de næste 7 år, så er vi ikke med, så nedlægger vi veto – then we want our money back. Gør man ikke det, er det hele jo bare en stor potemkinkulisse.

Det er lidt der, vi er, og det er i grunden en skam, for der er rigtig mange gode grunde til at være restriktiv over for den måde, EU forvalter de betroede midler, også selv om brexit nu bliver en realitet – hr. Søren Søndergaard har nævnt nogle af de gode eksempler på skøre, gakkede projekter, og remsen er nærmest uendelig. Så i stedet for at have den her drøftelse rundtom i landenes hovedstæder af, om vi nu skal betale 1 promille mere eller mindre, så kunne man jo begynde at se på, om nogle af alle de skøre projekter – fra flytteriet mellem Strasbourg og Bruxelles til skibakker på Bornholm og socialfonde, globaliseringsfonde osv. osv. – som EU's egne revisorer siger ikke giver det ønskede resultat, måske bare kunne nedlægges. Så ville man jo være nået ganske langt. Men det tør man ikke rigtig, og derfor antager man en retorisk position, hvor man siger frække ord, som kan få det oppositionsledende parti op af stolen, og så får man ikke belyst det mest skelsættende og interessante, nemlig at vi har en regering, der ikke er villig til at sætte handling bag sine ord. Og det er en skam.

I Dansk Folkeparti har vi – det kan nok ikke overraske nogen her i salen, og måske heller ikke så mange uden for – en ret kritisk tilgang til store dele af EU's budget. Ja, hr. Jens Rohde, der kan være fordele i at gå sammen i forskningsprojekter, men landbrugspolitikken er en regulær katastrofe, som ikke bare har ført til et unødigt forgældet dansk landbrug, men jo også skabt en cementeret socialisme rundtomkring i de andre lande, som gør, at vi ikke længere kan bevæge os med samme hast i retning af en grøn udvikling, f.eks. inden for landbruget. Det er en regulær katastrofe. Jeg er ikke helt enig i, at en renationalisering ville føre til noget dårligt, for så ville de almindelige konkurrenceretlige regler jo bare gælde, men det er nok en hypotetisk diskussion.

Det samme kan siges om strukturstøtten. Den har ført til stribevis af projekter med opførelse af lufthavne rundtomkring i Sydeuropa, som ingen benytter sig af, og motorveje, som ingen kører på osv. osv. Så der er masser af projekter, der kan kaldes gakkede, og som kunne kvalificere, at man skrotter den. Det kræver bare, at man er villig til mere end retorikken, og det er regeringen tilsyneladende ikke.

Tak, formand.

Tak for det. Nu er vi fra den ene yderlighed til den anden yderlighed i den situation, at der ikke er nogen korte bemærkninger. Derfor går vi videre til Halime Oguz fra SF. Værsgo.

Måske kunne vi få de forhandlinger, der foregår nede ved ordførerrækken, lidt længere væk fra talerstolen, for lyden kommer lige herop.

Tak, hr. formand. Vi er glade for at få mulighed for at debattere EU's kommende 7-årsbudget her i Folketingssalen med så kort varsel, dels fordi EU's 7-årsbudget er en vigtig sag, dels fordi det er vigtigt, at regeringen får en klar ramme at forhandle indenfor, så Danmarks interesser og prioriteter kan varetages bedst muligt i forhandlingerne.

Vi har i de seneste uger talt lidt for meget om rabatter og procenter. I SF mener vi, at det er det politiske indhold, der bør være i fokus frem for rabatter eller spørgsmålet om, om det nu skal være 1 pct. eller 1,05 pct. af bni, der skal udgøre budgetrammen.

Derfor håber jeg også, at vi kan få en god debat om politisk indhold i dag. Det er vigtigt, at vi fokuserer på en modernisering af EU's budget i retning af de fælles udfordringer som klima, migrationsindsatsen, forskning og Afrika frem for landbrugsstøtte, der stadig sluger alt for mange penge fra EU's budgetter.

Der er mange gode elementer i det, regeringen lægger op til at kæmpe for i forhandlingerne, nemlig en ny plastikskat; en retsstatsmekanisme, der kobler EU-finansiering til retsstatsprincippet; et mål om, at den næste MFF samlet set udgør et markant bedre EU-klimaregelsæt, økonomisk set, så den grønne omstilling i EU kan styrkes; mulighed for at kunne flytte betydelig flere midler fra den direkte støtte til landdistriktsstøtten, hvis midlerne anvendes til miljø- og klimatiltag; stærkere fokus på forbedrede indikatorer, så vi kan måle den reelle klimaeffekt af de EU-midler, vi bruger til klimarettede tiltag, altså så der ikke bliver tale om en skrivebordsøvelse, men om tiltag med faktiske og reelle effekter.

Hvad angår rabatterne, så SF gerne, at alle rabatter på EU's rammebudget blev helt afskaffet eller udfaset, som Kommissionen foreslår det. Men kommer der stærke ønsker om rabat fra andre velhavende lande – og det kan sagtens tænkes – kommer vi jo i en situation, hvor vi skal være med til at betale en stor del af en rabat til velhavende lande, og i den situation kan det give mening, at vi også beder om rabat – men helst ikke i så fastlåst en position, som regeringen lægger op til.

Vi er overordnet enige i regeringens prioriteringer, selv om vi gerne så en mere ambitiøs tilgang til klima og mindre optagethed af den afgørende vægt på rabat. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Rohde. Værsgo.

Tak for det, det var dagens ubetinget bedste EU-tale. Tusind tak for det, og det er ikke ironisk eller noget som helst. Jeg mener det virkelig. Det var jo fremragende. Men med det følger der også en pligt, og det er, at man virkelig også viser, at man mener det. Så mit spørgsmål til SF er jo, om man er med på at stille det krav til regeringen, at vi vil have alt det, som fru Halime Oguz har talt om her, nemlig indholdet, sidestillet – nu har jeg lært det danske ord – med de ting, hvor vi indgår kompromis, nemlig ved at sige ja til eventuel rabat og en budgetrestriktiv linje på 1 pct.

Altså, for os er det helt afgørende, som jeg også sagde i min tale, simpelt hen det politiske indhold. De punkter, jeg læste op, er faktisk nogle punkter, der er blevet forbedret, efter at SF gik til ministeren og bad om at få lagt større vægt på de her ting, som optager os. Det, der også er ved det, er, at når vi f.eks. er med til at forhandle de ting, er vi også med til at kunne evaluere en gang om året og holde regeringen op på den politik, der føres.

Hr. Jens Rohde.

Men det turde jo være en selvfølge. Hvis fru Halime Oguz betragter det som en indrømmelse, så er hun alt for billigt til salg, eller også er hendes parti det i hvert fald. Det, der er afgørende nu, er, hvad der kommer til at ske, når nøglen bliver smidt væk i Bruxelles og statscheferne bliver låst inde. Det er jo det, der danner hele rammen for alt det andet. Derfor er det jo vigtigt, at fru Halime Oguz tager konsekvensen af det, hun står og siger fra talerstolen, og vil være med til at sikre, at regeringen sidestiller alt det indhold, hun selv taler om, med rabatter og med budgetrestriktivitet.

Ordføreren, værsgo.

Tak. Som jeg også sagde i min tale, og jeg gentager det gerne, er det vigtige for os det politiske budskab og det politiske indhold. Og som jeg også sagde i forhold til klimaeffekten, så har regeringen jo på nuværende tidspunkt ændret i oplægget, så der skal være stærkere fokus på at forbedre klimaindsatsen.

Vi siger tak til fru Halime Oguz og går videre i ordførerrækken til hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Den her diskussion handler også om danskernes velfærd i årevis fremover. For vi snakker ikke om millioner, vi snakker ikke om en milliard eller to, men vi snakker, som finansministeren også gjorde rede for, om milliarder og atter milliarder af kroner, og der har vi så set, at det for regeringen ikke er helt afgørende, hvor stort budgettet bliver, at det ikke er helt afgørende, hvad vi får for pengene, men at det er helt afgørende for regeringen, at vi får en rabat. Jeg må ærligt indrømme, at jeg synes, det er en underlig diskussion. Det er, som når man møder en gadesælger i Egypten eller Marokko, som siger: Very cheep, half price for you. Altså, halv pris af hvad? Det er jo det, der er det interessante: Hvad er det en halv pris af, og hvad får man for det, som man betaler? Det lægger regeringen ikke afgørende vægt på, til gengæld lægger man afgørende vægt på spørgsmålet om rabatten.

Vores holdning er faktisk, når vi snakker om det med rabatten, at det, når man er med i et internationalt samarbejde, så er helt rimeligt, at man betaler 1 promille eller 1 pct. af bruttonationalproduktet, bni, altså det, som er udtryk for samfundets rigdom. Hvad skulle man ellers betale? Hvorfor skal man have rabat på det, fordi man er rig? Det forstår jeg simpelt hen slet ikke, så det princip, der hedder, at man tager udgangspunkt i, at de rige lande skal betale mest, er vi enige i. Det, der så er spørgsmålet, er, hvor højt det skal summe op samlet set, og hvad de penge skal bruges til.

Vi mener ikke, der er grundlag for at betale mere til EU, og hvordan kan vi sige det så klart? Er der ikke brug for flere penge til f.eks. klimatiltag? Er der ikke brug for flere penge til forskning? Jo, det er der helt sikkert, og det var bl.a. derfor, at vi ikke kunne stemme for det mandat til landbrugsområdet, der blev givet for nylig. For der vil fortsat være enorme mængder af de penge, der bruges på landbrugsområdet, som vil gå til sort landbrug, altså det, der har gjort, at landbrugets udledning de sidste 7 år er steget i stedet for at falde. Vi har bestemt behov for det, og det kræver en prioritering, og den prioritering kan vi kun fremtvinge ved at sige, at der er en fast overgrænse.

Der er jo mange steder, hvor der kan spares. Man kunne sige, at midlerne fra samhørighedsfondene, som omfordeler milliarder, kun gik til de fattigste lande, og man kunne gøre noget ved de absurde projekter, og nogle har været nævnt. Men man kunne jo nævne mange flere, også projekter, som jeg ikke ved hvem det er der støtter, altså millioner til kampagner for at forbedre frosne pommes frites' image, millioner til kampagner for orkideer i potter eller millioner af kroner til kampagnen »Glad for gris«, som skal gøre unge danskere og svenskere gladere for at spise gris. Men der er ikke brug for flere grise, hvis vi vil gøre noget ved økologien; der er brug for færre grise.

Så der er masser af penge i systemet, og vi bliver nødt til at have en diskussion om, hvordan man bruger dem. For problemet ved at lægge ovenpå er ikke bare, at det koster, og at de fattigste kommer til at betale, men problemet er, at en masse penge bliver brugt forkert, bliver brugt til noget, som er alt andet end grønt og alt andet end godt. Det er jo også et spørgsmål om, at der bliver brugt penge, der ikke skulle bruges. Vi har jo lige fået en revisionsrapport, som opgør fejlprocenterne, og der står – og jeg citerer – at fejlprocenterne er et skøn over, hvor mange af midlerne, der ikke burde være udbetalt, fordi de ikke er anvendt i overensstemmelse med gældende regler og bestemmelser.

Det er altså penge, som simpelt hen ikke burde være udbetalt. Det er 5 pct. af strukturfondmidlerne – 5 pct. – der går til det. Lad os tage hul på dem først, og så er der masser af penge.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Katarina Ammitzbøll, Det Konservative Folkeparti.

Noget af det bedste ved den her uenighed, vi har haft med regeringen, er jo egentlig også, at vi får EU herind i salen. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi får diskuteret EU meget mere, end hvad vi gør i dag i Danmark.

Da jeg var rundt i forbindelse med min valgkamp, kom jeg til at tale med en dansker, der bor i Tyskland – det var, da vi også havde EP-valg – og han sagde: Det er jo mærkeligt; når jeg åbner den danske tv-avis, er der ikke noget som helst om EU, kun hvis der er en skandale, men når jeg åbner for den tyske hver aften, er der et nyt emne, hvor det drøftes, hvordan EU er vedkommende. For EU påvirker os, influerer os, og det er jo derfor også vigtigt, at vi er godt informeret, så vi også kan tage stilling til, hvor det er, vi ikke vil have mere EU, men mindre EU, så det ikke bliver et overbureaukratiseret system, som kommer ned over os, og det er jo også derfor, vi drøfter de her ting så inderligt her.

Nu har regeringen jo sagt ja til – og det virker i hvert fald til, at vi er enige om det – en meget budgetrestriktiv linje. Vi ser jo gerne, at man går ned på 1,1 pct. af bni – 1,07 pct. er jo kompromisforslaget – og vi stoler også på, at regeringen, hvis nu regeringen her meget snart får sit mandat, kommer tilbage til os, altså går tilbage til sit parlamentariske flertal og vender tingene med os, hvis det ikke går den vej, som vi har fastlagt her. Jeg synes til gengæld, at det er meget bekymrende med den kritiske linje, som regeringen har over for EU, og vi skal simpelt hen have vendt den negative stemning. Vi har brug for et samlet EU i dag, ikke et splittet, og vi har også brug for, at vi samler os om det herhjemme. For EU er faktisk den bedste brandforsikring for, at vi kan leve i demokrati og fred, og vi får også adgang til et marked med 700 millioner mennesker og til alle handelsaftalerne, og det er jo også det, der giver vækst. Vores eksport betyder 700.000-800.000 jobs, og det er jo også det, der bringer skattekroner ind til Danmark, og som kan lave den velfærd, som Enhedslisten og andre og vi alle sammen så gerne vil have. Det er jo også vores investering i vores fremtid, og vi skylder det også vores unge, og hvis nu statsministeren gerne vil være børnenes statsminister, håber jeg også, at hun vil være de unges.

Her til morgen havde jeg et opkald fra bl.a. en skole, og de ville jo gerne se på EU og fremtiden. De synes, det er et enormt spændende emne. Ude på DI's topmøde om den grønne omstilling, hvor statsministeren selv var med, var der lavet en spørgeundersøgelse blandt de unge om, hvem de troede kunne løse klimaudfordringerne, altså politikerne, erhvervslivet osv., og hvem havde de valgt som nr. 1? EU. Den unge generation har altså et andet perspektiv end os, og det skal vi være lydhøre over for. Vi skal også sikre, at de unge har mulighederne for at rejse ud, for at studere, for at lære om vores kultur, sprog og dannelse, og det gør de jo også, fordi vi har et EU, og det er jo det, som England nu afskærer sig fra.

Derfor vil jeg sige til regeringen, at jeg virkelig håber, at den retorik bliver ændret. Det er jo klart, at det ikke har noget med den her overbureaukratisering at gøre og det ikke kan sammenlignes med supersygehuse. For de 1.500 kr. pr. dansker er altså en billig investering, i forhold til hvad vi får igen, og det bekræftede den fg. finansminister jo i øvrigt også lige før, da han sagde til Jan E. Jørgensen: Det er jo altså value for money; vi får penge for vores bidrag til EU. Tak for ordet.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Jens Rohde. Værsgo.

Det er ubetinget kvinderne, der holder de bedste EU-taler her i dag. Det må vi sige. Det var en fremragende tale. Tak. Jeg er sådan helt overrasket, for jeg kommer jo fra samme by som hr. Søren Pape Poulsen – den by, hvor han var borgmester – og det er i hvert fald en forfriskende EU-positiv tone, vi hører fra Det Konservative Folkeparti, også når man sammenligner med andre konservative partier i Europa. Jeg synes, det var en sand fornøjelse at høre fru Katarina Ammitzbøll.

Jeg hørte hende også i tv i går sige, at man skulle gøre op med Strasbourgrejseriet. Jeg tror ikke, der findes nogen danskere, der ikke mener, at det burde man gøre. Men det kræver en traktatændring, og det stiller jo så spørgsmålet, om Det Konservative Folkeparti synes, at vi skal bruge det her konvent eller skabe et konvent, hvor vi rent faktisk kan reformere EU og sørge for at lave nogle traktatændringer, som er højst tiltrængte i det her EU-samarbejde. Det kunne også være en kærkommen anledning til på visse områder at få mindre EU, hvis man gerne vil have det. Man skal jo bare nedskære antallet af kommissærer, hvis man gerne vil have mindre EU. Det kunne jo være en af vejene.

Ordføreren.

Det var godt, at du lyttede med i går og også kunne informere mig mere om hele den problemstilling omkring Strasbourgrejseriet, for det er jo noget, der bliver rejst igen og igen, og jeg tror, det også er bøvl og besvær for de parlamentsmedlemmer, der skal rejse frem og tilbage hele tiden til det her. Vi vil i hvert fald klart være åbne over for at se på, hvad der kan gøres. Det er nok ikke første gang i historien, at man har kigget på det her, men måske De Radikale og hr. Jens Rohde med den indsigt, man har, når man selv har siddet dernede, også kan oplyse os andre om, hvad det er for nogle muligheder, der kan være, for at skabe de nødvendige ændringer, der skal til, så vi f.eks. kan stoppe Strasbourgrejseriet.

Hr. Jens Rohde.

Jamen der var jo en mulighed, dengang Konservative sad i regering, hvor det var vigtigere for regeringen at få medicinagenturet og finansagenturet til Danmark – i hvert fald medicinagenturet. Dér kunne man jo have tilbudt franskmændene det. Det var et åbent vindue, og de vidste, hvad de skulle bruge de her bygninger til, men der var den nationale præmis igen vigtigere, så der missede man en chance.

Ellers skal der simpelt hen traktatændringer til, og det synes jeg kunne være fremragende, for jeg synes jo, at EU skal reformeres – det trænger det til – og derfor ville det være dejligt, hvis Det Konservative Folkeparti ville gå med derhen.

Men det vigtigste er: Vil fru Katarina Ammitzbøll være med til at stille det krav til regeringen, at indhold betyder lige så meget som de andre punkter?

Ordføreren.

Vi vil helt klart være med til at stille et krav om indholdet. De vigtigste prioriteter for os i det her budget er klima, de ydre grænser og forskning.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Rasmus Nordqvist.

Jeg prøver også at forstå, hvad det er, ordføreren egentlig siger. Jeg prøvede før med Venstres ordfører, men uden meget held, så nu håber jeg, at De Konservative kan være lige så tydelige og klare i svaret, som man var i talen: Vil man fra konservativ side lægge mere vægt på størrelsen af budgettet end på indholdet, eller mener man, at vægtningen af klima, af migration, af forskning skal være lige så højt vægtet som størrelsen på budgettet i de forhandlinger, man går ind i?

Ordføreren.

Vi mener, at det er lige så vigtigt på indholdet på de tre prioritetsområder, som det er på budgettet. Hvis vi går ind og siger, at vi vil have en budgetrestriktiv tilgang, må vi også sige, hvad det er, vi gerne vil have, og derfor gør vi det, og så er der også blevet lagt op til, hvad man så ikke så gerne vil have. Vi kan jo ikke gå ind og sige, at vi vil have 10 prioriteter og så holde fast på vores budgetrestriktive tilgang. Men jeg synes, det er vigtigt, at vi fokuserer på, hvor midlerne skal hen, og derfor lægger vi også afgørende vægt på klima, på de ydre grænser og på forskning.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Det er jeg rigtig glad for at høre, altså at man lægger lige så afgørende vægt på den budgetrestriktive linje, som man kalder det her i Danmark, og så indholdet, og det glæder jeg mig til at se afspejlet også i Konservatives vægtninger i forhold til det mandat, regeringen vil søge på fredag i Europaudvalget.

Ordføreren.

Vi kan kun være enige, og jeg vil ikke engang sige, at vi er budgetrestriktive, men at vi er budgetansvarlige. Det kommer jo til at koste os noget mere, og som vi også hører, er der flere poster i EU-budgettet, der trænger til en revidering – uden at jeg skal gøre mig til ekspert på det.

Tak til De Konservatives ordfører. Den næste ordfører er hr. Rasmus Nordqvist fra Alternativet.

Tak. Det er jo godt at få mulighed for at diskutere den her 7-årige budgetramme her i salen. Nu er det jo 20 måneder siden, vi startede debatten om det, og desværre har debatten i Danmark stort set stået stille. Den har handlet om 1,0 pct. Det er stort set det, man har diskuteret under den tidligere regering, der bestod af en række partier, og under den her regering – altså 1,0 pct.

I stedet for at snakke om indholdet, i stedet for at snakke om, hvordan det er, vi skaber et budget, som faktisk kan løse de udfordringer, vi står sammen om, i stedet for for alvor at gå ind at se på, hvordan det er, vi får de rigtige redskaber til at tackle klimakrisen, så vi ikke bare står og peger fingre ad de enkelte lande og siger, at de skal gøre det ene eller det andet, at de skal leve op til et mål, så skulle vi faktisk mere havde diskuteret både 2030-mål og klimaneutralitetsmål som fælles opgaver. Det havde jeg gerne set man havde diskuteret langt mere frem for blot at snakke om 1,0 pct.

Det er så vigtigt, når vi ser på det her budget, når vi ser på vores samarbejde i vores fællesskab, at vi hele tiden husker på, at vi altså også skal kunne se fællesskabet fra de andres stol. Det kan godt være, at der er noget, der er vigtigt for os i dag, som ikke er vigtigt for dem i Polen eller i Grækenland, og at det er nogle andre ting, der er vigtige for dem, som måske bliver vigtige for os i morgen. Det skal vi altså forstå, når vi forhandler sådan et budget, nemlig at vi ikke kun skal sidde på vores egen lille stol og sige, at det, vi synes er vigtigt, er det eneste, der er vigtigt. Vi skal ikke sidde og blive ved med at tale om ting, der er blevet gjort i fortiden, og gøre grin med strukturfondsmidler, som gør en forskel for nogle lande, gør en forskel for nogle regioner. Det synes jeg godt vi kunne blive bedre til, når vi diskuterer det flerårige budget, og i det hele taget når vi diskuterer løsninger i fællesskab fra EU's side.

Vi har fra Alternativets side sådan hele tiden faktisk været meget på linje med Europa-Parlamentet. Vi synes, vi har nogle rigtig store udfordringer; vi synes faktisk, at det er forkert kun at sidde at se på, hvad vi skal betale, i stedet for at sige: Hvad er det, vi løser sammen, som vi så ikke behøver at løse alene? I stedet for at sidde og snakke om nettobidragsydere og nettobidragsmodtagere, hvor vi laver en skillelinje mellem dem og os, så er vi langt mere optaget af at se på, hvordan vi kan lave egenindtægter til EU, så vi faktisk kan skabe en økonomi, hvor det hedder os og vi. Den tilgang har vi savnet i den danske debat i forhold til det her og også i forhold til de skiftende regeringers tilgang til det her budget.

Det synes vi er ærgerligt. Vi synes, at vi havde chancen nu og her for at gøre op med nogle af de ting, som hele tiden skaber modsætningsforholdene i vores fællesskab, nemlig når vi står og siger, at vi betaler mere, end de gør, og at de får mere, end vi gør, så vi på den måde ikke ser på, hvad det er, vi løser sammen. Så det har været vores tilgang hele vejen, og det vil det fortsat være. Det handler altså om fællesskabet, det handler om fælles opgaver, og det handler om, hvordan vi støtter og hjælper hinanden. Tak.

Tak. Og der er en kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Jeg ved jo, at for Alternativet og for hr. Rasmus Nordqvist er spørgsmålet om, at de penge, vi giver til EU, bliver brugt til at bidrage til at afhjælpe klimaforandringen, helt afgørende. Nu har vi jo lige givet mandat i forhold til den del, der omhandler landbruget, og der kunne jeg måske godt tænke mig at høre, om hr. Rasmus Nordqvist mener, at det mandat, vi gav der, er med til at sikre, at vi får et markant bedre klima i EU, når det gælder bidraget til landbrugsområdet.

Men jeg kunne godt tænke mig at spørge i forhold til MFF'en, om man eventuelt kunne stille som et afgørende krav, at MFF'en skal bidrage til, at EU når de klimamålsætninger, man selv har stillet op. Kunne det ikke være noget, vi alle burde kunne forenes om? For skiftende regeringer har jo været med til at definere de klimamål. Så kunne det at sige, at en helt afgørende forudsætning for, at Danmark kan stemme for et budget, er, at det bidrager til den målsætning, være en idé, som Alternativet var positiv over for?

Ordføreren.

Først vil jeg sige i forhold til landbrugspolitikken, at det store problem jo har været, når vi har diskuteret det emne i de sidste 20 måneder – det er rigtig lang tid, vi faktisk har brugt på at diskutere det her uden rigtig at komme i gang med de vigtige mandater – at det hele tiden har heddet sig, at det var den ene procent, altså 1,00 pct., der var det vigtige. Det har det heddet sig i møde efter møde, hvad enten vi snakkede Erasmus, altså udveksling af studerende, eller forskning. Så bidrager de 1,00 pct. til det, vi gerne vil? Nej. Men det gør indholdet.

Og vi synes, det er ærgerligt, at man ikke har diskuteret indholdet i langt højere grad – også når vi snakker landbrugspolitik – for det, der faktisk ligger på bordet, er meget bedre end det, vi havde før. Og jo, man burde kunne lægge afgørende vægt på, at vi sammen løser de opgaver, der er med klimaudfordringer; at vi gør det her sammen, i stedet for bare at pege fingre ad hinanden.

Spørgeren.

Ja, det her med sammen, sammen, er jeg helt enig i. Men spørgsmålet er: Kan de partier, som står for en grøn omstilling, gå sammen om – sammen – at sige til regeringen, at forudsætningen for, at man kan acceptere et budget, er, at det budget bidrager til at opfylde de målsætninger, som EU selv har opstillet i forhold til den grønne omstilling, altså at det simpelt hen er afgørende for, at man kan stemme for sådan et budget?

Ordføreren.

Det, der er meget vigtigt for mig i forhold til de mandater, vi skal give på det her samlet, er, at det ikke er den ene procent – 1,00 pct. – eller en eller anden rabat, vi har fundet ud af, der står over alt andet, men at det faktisk er indholdet. Vi kan sagtens gå på kompromis i forhold til noget, vi synes ikke er klogt, som handler om, at vi går og kæmper for den der ene procent i stedet for at sige, at der ligger et rigtig godt kompromis på 1,07 pct. – altså at det er 0,7 pct., vi står og har den store debat om – og at klimaet i stedet for kommer højere op i det mandat, sådan at klimaet i hvert fald er på linje med det. Det vil vi i den grad kæmpe for, for ellers kan vi ikke se os selv i det.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Alternativets ordfører. Og vi går videre til den næste ordfører, som er fra Nye Borgerlige, og det er hr. Peter Seier Christensen.

Tak for ordet. For Nye Borgerlige er det afgørende, at Danmarks udgifter til EU bliver så lave som muligt, så vi støtter, at regeringen lægger afgørende vægt på, at vi fastholder vores rabat. Det er nødvendigt at sikre, at finansieringsbyrden fordeles rimeligt landene imellem. I Nye Borgerlige finder vi, at Danmarks rabat er central for en rimelig byrdefordeling.

Når Storbritannien forlader EU, vil det alt andet lige betyde, at EU's indtægter falder. Sådan må det også være. EU's udgifter skal tilpasses til den nye virkelighed. At hæve de tilbageværende landes udgifter for at kompensere for dette er helt uacceptabelt. Samtidig må det være sådan, at hvis EU vil bruge penge på nye opgaver, må udgifterne reduceres andre steder. Ellers bliver det skruen uden ende.

Overordnet set ser Nye Borgerlige helst, at Danmarks finansielle stilling ikke forringes som følge af et nyt EU-budget for årene 2021-2027. Vi så gerne, at regeringen lagde afgørende vægt på et budget svarende til 1,00 pct. af bni. Det vil i sig selv betyde, at Danmarks udgifter stiger. Og vi så gerne, at udgiftsstigningen i det mindste blev holdt på dette niveau. Hvis det ikke er muligt at få et mandat igennem med afgørende vægt på 1,00 pct., vil Nye Borgerlige støtte regeringen i, at den i videst muligt omfang arbejder for at holde udgifterne så lave som muligt. Og vi støtter også, at budgettet i højere grad målrettes migrationsindsatsen.

Hvis regeringen på fredag fremlægger et forhandlingsmandat som følge af disse linjer, vil Nye Borgerlige støtte det.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til den næste i ordførerrækken, og det er hr. Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance.

Tak for det. I Liberal Alliance har vi den opfattelse, at EU bør spille en stor rolle i forhold til at løse store, grænseoverskridende problematikker. Det gælder f.eks. i forhold til forsvar, klima og handelsregulering. Omvendt mener vi, at EU skal fylde så lidt som muligt på de områder, der i mindre grad har betydning på tværs af grænser. Og den grundholdning har den logiske konsekvens, at EU på en række områder bør fylde mindre, end EU gør i dag.

Når man kigger på, hvordan EU bruger sit budget, mener vi, at en stor del af de finansierede aktiviteter i virkeligheden lige så godt kunne finde sted nationalt eller slet ikke. F.eks. bruges mere end en tredjedel af EU's budget på landbrugsstøtte, og der bruges mange penge på infrastrukturprojekter, jobprogrammer m.v. Dertil kommer, at EU bruger en væsentlig del af budgettet på det, som man kan betegne som regional udligning, altså et forsøg på at omfordele sig til vækst i de fattigste EU-lande.

Efter vores opfattelse bør man minimere den regionale udligning i størst mulig grad. Vi har svært ved at se ræsonnementet i den mellemeuropæiske udligning. Skal vi bruge danske skattekroner på at hjælpe mennesker i lande, hvor de ikke er så godt stillet som i Danmark, er de oplagte modtagerlande ikke medlemmer af EU. De fattigste lande i EU er rige lande i global sammenhæng. Det fattigste land i EU, Bulgarien, har en bruttonationalindkomst, der er mere end 25 pct. højere end verdensgennemsnittet. Så vi står desværre i dag i den lidt paradoksale situation, at vi gennem EU indirekte giver bistand til en række relativt rige lande.

Vi mener altså grundlæggende, at Danmark skal arbejde for, at EU's budget reduceres, og at man mindsker graden af omfordeling. Har man disse ønsker, er det en grundlæggende klog linje, som regeringen har lagt op til. Presset fra andre medlemslande går imod et højere europæisk budget, så det at kæmpe for, at stigningen begrænses, er nok det bedst mulige.

Samtidig skal vi stå vagt om den danske rabat. Rabatterne mindsker omfordelingen i EU-systemet. Jeg kan forstå, at nogle partier ikke mener, at den danske rabat skal forsvares, og at man i stedet skal fokusere på det samlede budget. Det synspunkt er helt legitimt, selv om man selvfølgelig kan diskutere, hvor realistisk det er. Men man skal bare være helt klar over, at konsekvensen af et opgør med rabatterne er, at flere danske skattekroner sendes til Rumænien, Bulgarien og Kroatien. At sige, at man skal fokusere på det samlede økonomiske resultat for Danmark, samtidig med at man ikke er villig til at forsvare rabatordningen, hænger ikke sammen. Det er helt urealistisk at forestille sig reduktioner i EU-budgettet i en størrelsesorden, så den danske rabat kan hentes ind. Man skal huske på, at den primære finansieringskilde i EU-budgettet er den indkomstbaserede, som udgør ca. 70 pct. af den samlede finansiering.

Vi ser allerhelst, at der skal sendes færre danske skattekroner til Bruxelles. Vil man det, skal man arbejde stenhårdt for at sikre de danske rabatter.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så vi er færdige med ordførerrækken og går videre til den fungerende finansminister.

Tak for det. Må jeg ikke starte med at sige tak for en rigtig god debat? Jeg synes, at den har bragt klarhed over det her vigtige spørgsmål. Det er klart, at vi jo er politiske partier, og at der er forskellige synspunkter, men jeg synes trods alt, at der tegner sig en klar linje hos et meget stort flertal:

Punkt 1: EU-samarbejdet er vigtigt for Danmark.

Punkt 2: De udfordringer, EU-samarbejdet står over for lige nu, er det afgørende vi samles om; vigtigheden af en offensiv klimaindsats; vigtigheden af, at vi sikrer, at EU bliver bedre til at håndtere migrationsstrømmene.

Punkt 3: Vi får fokus på, hvad det er for en rolle, EU også skal spille i verden som det omdrejningspunkt for, hvad man vel kunne sige er en afbalanceret vækst, hvor man ikke bare rider af sted på den vilde markedsøkonomi, men kan tage de her hensyn ind i tilrettelæggelsen af vores fællesskab og dets samarbejde.

Det synes jeg er afgørende. Og så er det klart, at de næste 7 års budgetplanlægning jo også er afgørende. Der er jeg glad for, at vi forhåbentlig på fredag kan finde sammen om et bredt mandat til regeringen. Det, som regeringen vil fremlægge, vil ligge helt en til en i forlængelse af, hvad tidligere regeringer har arbejdet med. Jeg håber, at vi også kan se det efterfølgende samarbejde i det 7-årige perspektiv, som det er, hvor vi løbende kommer tættere ind på de udfordringer, som EU står over for, og hvordan man med budgettet her jo så kan være med til at påvirke det i den retning, som vi her trods alt har en bred enighed om at det skal påvirkes i.

Det gælder om, som vi har drøftet lidt her, også uden for talerstolen – og vi har trods alt også drøftet det i Europaudvalget i fredags under åbne former – at prøve at se, hvordan vi kan tilrettelægge arbejdet i Europaudvalget, så vi kan komme de spadestik dybere. Og det gælder jo også for de partier, som så vælger at bakke op omkring mandatet: Hvordan kan man tilrettelægge arbejdet, så man kan komme tættere på; hvordan bevæger det her samarbejde sig i retning af de prioriteter, som vi har?

Det er noget af det, vi kommer til at diskutere på fredag, og det er noget af det, som jeg håber vi kan få bred opbakning til. Det er afgørende for Danmark, at vi står sammen, at vi har klare mål for arbejdet, og at vi løbende kan følge det – og ikke mindst, at vi jo også dermed har en stærk stemme både i EU, men jo også over for vores nære allierede i de her spørgsmål. Det er vigtigt lige nu at sikre, at vi holder fast i vores nære allierede.

På mange måder er Europa jo forandret og bliver forandret på fredag. Noget af det, som er vigtigt for Danmark, er at sikre alliancer. Uden dem har vi det svært i de her diskussioner, og derfor er det vigtigt, at vi har klare mål, klare linjer og et klart flertal bag det, som er den her regerings udspil, men som jo er en til en i forhold til, hvad også borgerlige regeringer har haft af udspil.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard.

Tak. Jeg kan sådan set godt forstå, at ministeren er fortrøstningsfuld, for jeg tror helt sikkert, at regeringen vil få sit mandat sammen med Venstre. Alt det, vi har hørt de sidste dage, har jo i høj grad været teatertorden og ståhej for ingenting, så det mandat skal jo nok komme i hus. Det er så et mandat, der kommer til at betyde, at der, uanset hvordan man vender og drejer det, skal gives 3, 4, 5 mia. kr. mere til EU om året, end der bliver i dag, og de penge skal selvfølgelig komme et sted fra, og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at når jeg hører regeringen forklare, at man i forhold til dagpengene ikke kan løse problemet – det er jo et område, der også halter bagefter – så kan jeg jo frygte, at det er sådan nogle steder, der kommer til at lide under det.

Så kan vi få et løfte fra regeringen om, at de milliarder, der skal findes, skal findes et andet sted end blandt de dårligst stillede i Danmark?

Ministeren.

Hr. Søren Søndergaard kan få et løfte fra regeringen om, at regeringen vil gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at der i det her land bliver ført en socialt ansvarlig økonomisk politik, og at Danmark har et fast ståsted i et europæisk samarbejde, som jo altså, når man ser på det, for dansk økonomi er en entydig gevinst, som skaber tusindvis af arbejdspladser, som er med til at sikre job i alle dele af Danmark, som skaber store indtægter til Danmark, og som er med til at finansiere vores velfærdssamfund.

Der ville være langt større problemer for vores velfærdssamfund, hvis vi var uden for det her samarbejde og ikke høstede de gevinster, der er ved det. Det er også en del af virkeligheden. Så det er det, jeg kan garantere hr. Søren Søndergaard, altså at det er regerings politik, som ligger helt fint i forlængelse af, hvad jeg har hørt tidligere statsministre sige her i salen – en af dem er til stede her i dag, og det er jeg glad for, for det vil jo fremstå meget klart, at det her er noget, som vi på tværs af partiskel er nødt til at finde sammen om. Det er vigtigt for Danmark.

Hr. Søren Søndergaard.

Nu er vi ikke i gang med en debat, der handler om, om man er for eller imod EU. Vi er i gang med en debat om budgettets størrelse, og der tegner der sig nu et klart billede af, at der vil blive indgået et kompromis om, at vi skal have et budget, der betyder, at der hvert år skal betales 5-6 mia. kr. – måske kun 4 mia. kr., hvad ved jeg – mere til EU, og så er det bare, jeg spørger: Kan vi få et løfte om, at de penge ikke kommer til at blive betalt af de svageste? Vi hørte jo selv, hvordan ministeren redegjorde for, hvordan den rabat, man fik fra EU, blev givet til de rigeste i samfundet. Så kunne vi ikke få sådan en garanti?

Ministeren.

Vi kommer til at betale mere til EU, fordi EU's samlede økonomi vokser, og det gør dansk økonomi også. Inden for den ramme er det jo så vores opgave at sikre, at vi kan prioritere velfærd, at vi kan prioritere en aktiv erhvervspolitik, at vi kan prioritere en aktiv uddannelsespolitik, som jo i høj grad er den motor, som er med til at sikre, at Danmark hænger sammen. Det kan jeg garantere. Og det mener jeg sådan set ikke står i kontrast til, at man vil have et fortsat stort dansk engagement i EU – tværtimod.

Tak, og så er der en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt.

Ministeren siger, at vi kommer til at betale mere til EU, fordi den samlede økonomi vokser. Men det er jo ikke rigtigt. Vi kommer til at betale mere til EU, fordi regeringen ikke ønsker at gøre det nødvendige for at forhindre, at vi kommer til at betale mere til EU. Det er jo dét, der er hele sagens kerne. Hvis nu vi bare havde en regering, som ville gøre det, den udadtil i sin retorik gerne vil signalere til befolkningen, kunne man faktisk sikre, at Danmark ikke kom til at betale mere. Men det ønsker man jo ikke, og jeg synes bare, at den fungerende finansminister skylder den måbende befolkning derude at sige åbent og ærligt, at grunden til, at Danmark kommer til at betale mere til EU, er, at man ikke er modige nok, villige nok, til at bruge vetoredskabet, selv om man for en gangs skyld har det.

Ministeren.

Jeg håber, at fredagens debat i Folketingets Europaudvalg og den mandatafgivning, som er på dagsordenen dér, selvfølgelig vil afspejle, at der fortsat vil være bred enighed om det, der i det ministerium, jeg nu er vikar for, hedder en budgetrestriktiv tilgang til det her spørgsmål. Jeg tror, det er vigtigt, og derfor håber jeg, der vil være bred opbakning til det. Det er vigtigt, ikke bare for Danmark, for virkeligheden er jo den, at det også er vigtigt for EU-samarbejdet, at man hele tiden i forhold til de 7.500 mia. kr., som vi taler om her, ser, om der ikke er en mulighed for at bruge pengene lidt anderledes. Skal vi fortsat bruge dem, som vi gør, på EU-støtten? Skal vi fortsat bruge dem, som vi gør, på strukturfondene? Eller kunne de målrettes klima, migrationsstrømme og forskningsindsatser? Det er den kamp, der allerede kører nu, og det er derfor, det er vigtigt, at Danmark hurtigst muligt og med så bred opbakning som overhovedet muligt kommer ind i den her kamp.

Tak til ministeren. Så er det hr. Jens Rohde til lige at runde af, for nu nærmer vi os tiden for afslutningen af forespørgselsdebatten.

Som ordfører for forespørgerne, som det hedder, skal jeg sige tak for debatten, og tak for, at Europaudvalget samlet initierede, at sagen kom i salen. Det er jo meget vigtigt, og det tror jeg vi med fordel kan gøre i fremtiden på en lang række områder, som vi behandler. Det ville så være dejligt, hvis ikke det var en hasteforespørgsel, som bliver lidt stressende af, at man måske ikke sådan helt lige kan nå at stille alle de spørgsmål, som man vil, til noget, som er yderst kompliceret. Men det var jo for at komme regeringen i møde, at udvalget gik med til en hasteforespørgsel, netop fordi regeringen gerne vil have et mandat på fredag.

Det fører mig frem til at sige, at nok kan vi sidde med alle vores forskelligheder og alle vores forskellige prioriteter, men politik handler ikke om at have ret. Politik handler om at få ret, sådan sagde en tidligere formand for Folketinget engang til mig, nemlig hr. Christian Mejdahl. Og det synes jeg man skal skrive sig bag øret i disse diskussioner, for det gælder sådan set også i forhold til Danmarks rolle i det europæiske samarbejde, hvor vi ikke bare kan stå stejlt på alle vores prioriteter. Vi må også erkende, at der er andre, der har nogle andre prioriteter, og der skal man jo så hugge en hæl og klippe en tå, når man skal mødes. Det er den ene ting.

Den anden ting er, at jeg håber, at regeringen forstår – og nu taler jeg til ministeren, som meget gerne må høre efter – at politik ikke bare handler om at have ret, men også om at få ret, og at regeringen, hvis den ønsker et mandat fra Folketinget, og endda et bredt mandat, som jeg kunne forstå at ministeren lagde stor vægt på var afgørende, selvfølgelig også skal lytte til de partier og komme dem og deres prioriteter i møde, når disse partier vælger at komme regeringen i møde. Derfor har jeg en forventning om, at vi kan nå til et bredt mandat på fredag. Regeringen kender forudsætningerne derfor, og jeg håber, at regeringen så også er villige til at komme partierne i møde.

Tak, formand.

Tak for det.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 30. januar 2020.