Det næste punkt på dagsordenen er:

3) Forespørgsel nr. F 33:

Forespørgsel til justitsministeren:

Vil regeringen redegøre for, hvordan regeringen vil nedbringe antallet af kvindedrab i nære relationer, og hvilke konkrete målsætninger regeringen har i forhold til nedbringelse af kvindedrab?

Af Sikandar Siddique (ALT) og Rasmus Nordqvist (ALT).

(Anmeldelse 21.01.2020. Fremme 23.01.2020).

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 23. juni 2020.

Så er det ordfører for forespørgerne hr. Sikandar Siddique (UFG). Værsgo.

Tusind tak for ordet. Jeg skal bruge nogle få minutter på at motivere, hvorfor vi har indkaldt til den her forespørgselsdebat. Det er jo ikke sådan, at der er nogen af os herinde, der på nogen måde er uenige eller har en ideologisk forskel her. Vi er alle sammen, selvfølgelig, enige om, at vi skal bekæmpe kvindedrab, partnervold, vold mod kvinder osv. Men når jeg alligevel har indkaldt til forespørgselsdebatten, er det jo, fordi jeg gennem hele folketingsåret har forsøgt at sætte det på dagsordenen, bl.a. med konference, med forslaget om de særlige politienheder og med tre andre forslag, som er fremsat, men på grund af corona er der blevet rykket lidt rundt på tidsplanen.

Den her debat skulle jo i virkeligheden også have været afholdt lang tid før, og derfor kan der godt være lidt kontekstforvirring, men jeg håber, at vi kan bruge debatten i dag til sammen at belyse problematikken og sammen at rejse de bekymringer, der er, og så forhåbentlig i politiforliget sætte fokus på bekæmpelse af kvindedrab. Det er derfor, vi er her i dag, og jeg ser frem til en sober og ordentlig debat. Og så vil jeg gerne takke ministeren for, at selv om det er blevet rykket mange, mange gange, kan vi stadig få lov til at have debatten. Så tusind tak.

Tak for det. Og så er det ministeren, der skal svare. Værsgo.

Tak for ordet. Det skal, som hr. Sikandar Siddique også netop sagde, være trygt at være i et parforhold, og det er det jo uheldigvis ikke for de kvinder, som lever i voldelige parforhold. Vold og drab i nære relationer er en dagsorden, som ligger regeringen meget på sinde, og derfor er der sådan set også grund til at takke hr. Sikandar Siddique for at holde fast i det her spørgsmål og sætte fokus på sagen.

Drab er en af de mest modbydelige forbrydelser, et menneske kan begå. Vi har som samfund altid et ansvar for selvfølgelig at lave retsforfølgning og opfølgning, når der sker et drab, men jo også for at forhindre og forebygge drab. Der er for nylig offentliggjort helt ny forskning på drabsområdet, som viser, at hver fjerde drab i Danmark bliver begået af en partner, og langt størstedelen af ofrene er ikke overraskende kvinder. Det er nogle forfærdelige tal – og der har hr. Sikandar Siddique jo ret igen – som gør indtryk på os alle sammen, uanset hvor man hører til i det politiske spektrum. Og det vidner altså også om, at vi, uanset hvor godt vi har gjort det i Danmark, når vi snakker om ligestilling og ligeværd, stadig væk har et område, hvor der i hvert fald er en problemstilling, som vi skal have fat i.

Jeg tror på, at forebyggelse er et af de vigtigste redskaber til at bekæmpe drab i nære relationer, med andre ord skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at bekæmpe både fysisk og psykisk vold i nære relationer, så volden ikke eskalerer og ender i drab. Derfor er det naturligvis vigtigt, at politiet har de rette redskaber og de fornødne ressourcer til at løfte den opgave. Temaet er, ligesom en lang række andre temaer, blevet rejst i forbindelse med drøftelserne mellem partierne om en ny flerårsaftale for politi og anklagemyndighed. I forbindelse med de kommende forhandlinger er jeg åben for at drøfte, hvordan politiet bedst muligt håndterer den her type sager, så vi kan forebygge de her forfærdelige handlinger.

Det er, tror jeg, også vigtigt at holde fast i at understrege, at bekæmpelsen og forebyggelsen af vold og drab i nære relationer ikke er en opgave, som politi og anklagemyndighed kan løse alene. Det er noget, der skal ske på tværs af flere fagområder. Et eksempel på, at vi forsøger os med det – og »vi« i den her sammenhæng er sådan set det store vi, altså Folketinget og skiftende regeringer – er den 4-årige handlingsplan, som sidste år blev udarbejdet på tværs af ministerier, til bekæmpelse af fysisk og psykisk vold i nære relationer. Handlingsplanen er udarbejdet af Ligestillingsministeriet, Socialministeriet og Justitsministeriet i fællesskab.

Vi har på finansloven også afsat midler til styrket ambulant rådgivning til voldsudsatte og midler til flere pladser på landets kvindekrisecentre. Det har vi bl.a. gjort, fordi det er vigtigt at sikre, at kvinder, der udsættes for vold i nære relationer, gives tilstrækkelige og relevante tilbud, som kan hjælpe dem med at bryde cirklen og komme ud af voldelige relationer.

Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at det er vigtigt, at vi sammen finder en løsning på det her problem, og det er jeg sådan set også fortrøstningsfuld med hensyn til at vi er enige om. Tak.

Tak for det. Der er lige en bemærkning fra hr. Sikandar Siddique. Værsgo.

Tusind tak for oplægget. Jeg er helt enig i det, ministeren siger om, at hele forebyggelsesindsatsen jo selvfølgelig ikke alene kan ligge hos anklagemyndigheden og politiet. Men har ministeren planer om at ruste politiet på en måde, så man kan forebygge, efterforske og håndtere sager om partnerdrab og partnervold, altså den del, der kunne ligge hos anklagemyndigheden og politiet?

Ministeren.

Det er jo et af de temaer, som er rejst i forhandlingerne. Man kan sige, at den ene yderlighed er at sige, at nu dedikerer vi nogle særlige ressourcer, altså laver særlige enheder inden for politiet, som kun tager sig af det her, og den anden er at arbejde bredere med, at man i politiet og anklagemyndigheden bliver bedre til at adressere problemstillingen, ligesom vi har gjort meget for, at man skal blive bedre til at adressere problemstillinger omkring f.eks. voldtægt.

Hr. Sikandar Siddique. (Justitsministeren (Nick Hækkerup): Han har kun én bemærkning. Det gør ikke noget). Beklager. Jeg bliver lige opmærksom på, at der jo kun er én bemærkning til ordførerne her i den første runde. (Sikandar Siddique (UFG): Super). Så i den næste runde bliver der mulighed for de almindelige korte bemærkninger. Tak til ministeren. (Justitsministeren (Nick Hækkerup): Han var lige ved at have mig, så det var godt). (Munterhed). Det får han mulighed for senere. (Justitsministeren (Nick Hækkerup): Det er rigtigt).

Den næste korte bemærkning er til fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og mange tak til ministeren for talen og for anerkendelsen af, at det her er noget, vi er nødt til at snakke om i politiforligsforhandlingerne. Det er jeg meget glad for.

Jeg skal bare spørge ministeren om det her med partnerdrab. Det omtales jo desværre rigtig ofte som en familietragedie, altså ikke som et drab. Jeg synes, det kunne være dejligt, hvis vi her fra Folketinget kunne sende et signal om, at det altså hedder partnerdrab. Jeg er med på, at vi ikke kan styre pressen, og det skal vi heller ikke, men jeg kunne tænke mig lige at høre ministerens tanker om det her med en familietragedie kontra et partnerdrab.

Ministeren.

Men det er et drab. Her bliver jeg nødt til at gå tilbage til min tid som borgmester i Hillerød, hvor vi havde nogle situationer, hvor der skete partnerdrab, og det er altså også en familietragedie. Altså, at børn oplever og skal leve med, at far har slået mor ihjel, og i et vist omfang også selv faktisk overværede det, er også en familietragedie. Men sådan juridisk set er det jo et drab.

Den næste enkelte korte bemærkning er til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF. Værsgo.

Jeg kan jo egentlig fortsætte lidt i samme boldgade, for politiet bruger faktisk stadig væk termen husspektakler, og det synes jeg ministeren også skulle tage at få luget ud i. Vi ved nemlig, at der tit går vold eller trusler eller stalking forud for et partnerdrab, så derfor er det faktisk nødvendigt også at sætte ind her. Mener ministeren, det er et problem, at man kun har brugt bortvisningsloven, altså muligheden for at sende voldsudøveren ud af hjemmet frem for kvinden, som så må rykke på krisecenter i stedet for, én gang sidste år?

Ministeren.

Det er jo en problemstilling, som jeg ved ligger spørgeren meget på sinde, og derfor er det jo også noget, der alene af den grund er sat på den politiske dagsorden. Og et eller andet sted er jeg jo enig i ræsonnementet, der hedder, at når der er en voldelig ægtemand, er det så rimeligt, at det er kvinden i relationen, som skal bære konsekvenserne – det gør hun selvfølgelig under alle omstændigheder – og skal være den, der forlader hjemmet? Det synes jeg da er noget af det, vi skal kigge på, men det kan vi vende tilbage til, altså problemet om husspektakler. For når vi kigger på kriminaliteten, som den har udviklet sig under den her coronakrise, er der noget, der tyder på, at husspektaklerne er steget, hvilket måske ikke er så overraskende, men der er altså også noget, der tyder på, at anmeldelserne og sigtelserne og tiltalerne for vold mellem partnere og drab mellem partnere har været nedadgående sammenlignet med sidste år. Hvis det er sådan, har husspektakelinstitutionen jo på en eller anden måde også en relevans.

Den næste korte bemærkning er til fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Det er jo en fantastisk debat rejst af Alternativet, men også med opbakning fra flere venstreorienterede partier, som viser opbakning til handling på det her område. Det er vi glade for i Nye Borgerlige, og vi er også glade for, at ministeren tager det her alvorligt og siger, at det her skal løses på tværs af ministerier, det skal løses forebyggende, og vi skal være konsekvente – det hører jeg både fra den socialdemokratiske minister og også fra de venstreorienterede partier.

Når vi kigger ned i statistikkerne, er det her jo endnu et eksempel på et område, hvor ikkevestlige indvandrere og efterkommere er voldsomt overrepræsenteret. Det ved jeg ikke om man ved på venstrefløjen, men det betyder jo, at det også her er nødvendigt at sætte ind anderledes hårdt i forhold til både integration og udlændingepolitik, end vi gør i dag. Så tak til ministeren og tak til ordførerne for at bringe det her op og udvise villighed til at løse problemerne.

Ministeren.

Men jeg har faktisk også i min forberedelse af sagen her bedt mit system om at redegøre for, om der er en etnisk slagside i det her. Hvis man ser på sidste år, coronaperioden og den nuværende periode og den udvikling, der har været i kriminaliteten, følges etniske danskere og ikkeetniske danskere ad, altså når kriminaliteten falder hos de etniske danskere falder den også hos ikkeetniske danskere. Men det ændrer ikke ved det faktum, at der er en overrepræsentation, som man efter min mening også bliver nødt til at forholde sig til, og som måske, uden at gøre det til den store diskussion, også handler om, hvad det er for et værdisæt, man har i forhold til ligeværd og respekt og ligestilling.

Tak til justitsministeren for besvarelsen og den første runde af de korte bemærkninger. Vi går nu over til forhandlingen, og den bliver her med de almindelige regler for korte bemærkninger. Den første ordfører på talerstolen er ordføreren for forespørgerne, og det er hr. Sikandar Siddique. Velkommen.

Tak for ordet. I Danmark bliver 12 kvinder hvert år slået ihjel af deres partner – i Danmark bliver 12 kvinder hvert år slået ihjel af deres partner. Langt flere kvinder er blevet dræbt af deres partner på grund af vold i deres nære relationer, end der tilsammen er personer, der er blevet dræbt i bandekrige og terrorangreb i Danmark. Det er ofte forudgående vold i hjemmet, der fører til et partnerdrab. Uhyggelige tal fra handlingsplanen til bekæmpelse af fysisk og psykisk vold i nære relationer fra 2019 fortæller, at der igennem de sidste 15 år i Danmark er 38.000 kvinder, der er blevet udsat for vold i deres nære relationer – 38.000 kvinder. Antallet er stort set uændret igennem de sidste 15 år, og nu er det endda stigende.

Vi ved, at volden i de nære relationer er steget under coronakrisen, og også, at antallet af kvinder, der udsættes for vold, ville være cirka dobbelt så højt, hvis den psykiske vold i nære relationer blev regnet med. Det kan Folketinget ikke sidde overhørigt; det kan Folketinget ikke undlade at reagere på og gøre noget ved; og det kan Folketinget ikke bare udgive en rapport om og så derefter i flere år afvente en større politireform, hvor forebyggelse af drab på kvinder kommer til at indgå blandt mange andre emner. Det kan vi ikke være bekendt over for befolkningen og over for de kvinder, der fremover kan blive udsat for vold og i værste fald blive slået ihjel af deres partner.

Lige inden coronakrisen var der i forbindelse med »Stop kvindedrab«-kampagnen en landsdækkende underskriftsindsamling for at få politikere og myndigheder til at sætte ind på alle fronter over for drab på kvinder. I dag har over 15.000 danskere underskrevet i indsamlingen. Kvindedrab i nære relationer rammer alt, alt for mange familier, og det ligger befolkningen på sinde. Det er Folketinget forpligtet til at gøre noget ved. Igennem flere år har forskningsrapporter og statistikker vist og eksperter redegjort for, at volden mod kvinder ikke er aftagende og på flere områder stigende. Trods det er den nuværende offentlige indsats og de nuværende initiativer til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder utilstrækkelige. Mange samfundsinstitutioner, bl.a. politiet, mangler indsigt i og forståelse for kønsbaseret vold. De skal derfor sikres viden og oplysning, så forebyggelse af vold mod kvinder i nære relationer fremadrettet indarbejdes og inkluderes i politiets praksis. Mange tragiske partnerdrab kunne være undgået, hvis danske myndigheder havde været bedre klædt på i forhold til voldens dynamik og eskalering.

Næsten alle voldsudsatte kvinder møder nemlig et offentligt system i Danmark, der ofte ikke forstår det livsfarlige trusselsniveau, partnervold medfører – også selv om forholdet er afsluttet. Tiden omkring et brud mellem parterne i et voldsbelastet forhold er ofte den farligste. Kontakt med offentlige myndigheder, f.eks. politi eller skadestue, er en unik mulighed for, at det offentlige kan hjælpe. Der er samtidig en risiko for, at det offentlige kommer til at svigte fatalt. I mange tilfælde kunne de tragiske partnerdrab være undgået, hvis offentlige myndigheder og fagpersoner havde haft mulighed for at foretage en voldsfaglig vurdering tidligere i forløbet.

I Danmark har politiet ikke tilstrækkelig viden om de grundlæggende dynamikker i partnervold og mangler optimale muligheder til at håndtere de involverede parter og til at forebygge drab. Vi ved, at en forebyggende politimæssig risikovurdering af psykisk vold og dødstrusler kan være afgørende for forebyggelsen af mere vold, eskaleringen af vold og risikoen for partnerdrab. Trods det tages risikovurderingen kun i brug i Danmark, når der allerede har været gentagne tilfælde af fysisk vold i parforholdet.

Skal antallet af partnerdrab i Danmark nedbringes, er det afgørende, at politiets nuværende praksis og anvendelse af risikovurderinger forbedres og udvides. Det er på høje tid, at der effektivt sættes ind for at forhindre, forebygge og efterforske partnervold og nedbringe vold i de nære relationer.

Jeg ønsker, at Folketinget generelt skal pålægge regeringen at handle politisk på alle niveauer, så vold mod kvinder og drab på kvinder bekæmpes som et strukturelt problem. I dag foreslår jeg, at Folketinget pålægger justitsministeren at arbejde for udvikling og iværksættelse af forebyggende strukturelle indsatser over for volden mod kvinder.

Så er jeg faktisk rigtig glad for, at et stort, stort flertal i Folketinget er sammen om det forslag til vedtagelse, som jeg nu skal til at læse op. Det er et rigtig, rigtig godt tegn for det videre arbejde med at forhindre kvindedrab og partnervold.

På vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten, SF, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Alternativet vil jeg gerne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget fordømmer partnerdrab og understreger vigtigheden af at nedbringe antallet af drab i nære relationer, idet det bemærkes, at drab i nære relationer udgør det største antal af drab i Danmark.

Folketinget understreger desuden vigtigheden af forebyggende arbejde, herunder i forhold til fysisk og psykisk vold i nære relationer.

Folketinget opfordrer regeringen til vedvarende at arbejde for, at politiet er rustet til at bekæmpe og forebygge vold og drab i nære relationer, herunder i forbindelse med det igangsatte arbejde med initiativer mod stalking.

Folketinget understreger vigtigheden af, at arbejdet med at forebygge og bekæmpe vold i nære relationer sker på tværs af ministerier og myndigheder.

Folketinget finder, at temaet skal tages op i forhandlingerne om en ny flerårsaftale for politi og anklagemyndighed.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 95).

Tak til ordføreren. Bliv venligst på talerstolen, for der er korte bemærkninger.

Jeg vil også lige konstatere, at forslaget til vedtagelse selvfølgelig vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er en kort bemærkning til ordføreren fra Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak til Alternativet og nu hr. Sikandar Siddique for at rejse den her debat. Den er vigtig, og jeg er glad for, at vi er enige om, at det her skal vi til livs. Hr. Sikandar Siddique taler om forebyggelse som et vigtigt element i at få bugt med det her problem. Forebyggelse skal jo helst ske, før manden bliver voldelig, altså måske helt tilbage i barndommen, i hvert fald hvis det står til os. Vi kan se, at der er uforholdsmæssig mange børn fra ikkevestlige hjem, som vokser op med vold i hjemmet, enten vold begået mod deres mor eller vold begået mod dem selv. Mener hr. Sikandar Siddique, at det er et problem, og at det kan være en medvirkende årsag til, at der er en overrepræsentation af ikkevestlige indvandrere og efterkommere i statistikkerne, når det drejer sig om kvindedrab i nære relationer?

Ordføreren.

Lad mig gøre det helt klart: Uanset om det er en brun, sort eller hvid, uanset race eller religion vil jeg under ingen omstændigheder acceptere kvindevold. Når jeg i dag står her, efter jeg hele året har arbejdet med det her, går jeg på ingen måde ind og skelner mellem, om det er den ene eller den anden, for hvis det er op til mig skal al slags kvindevold stoppe. Alle kvindedrab skal stoppe. Og hvis der er et særligt problem, sætter vi også ind der. Det er jeg helt klart med på. Men jeg tror også bare, det er rigtig, rigtig afgørende for de kvinder, der bliver udsat for vold derude – 38.000 kvinder bliver udsat for vold hvert år, og det er kun de officielle tal, vi har – at den her debat ikke går hen og bliver sådan en ideologisk debat, men at vi siger, at det her skal vi bekæmpe, og dér, hvor vi ser, problemerne er, sætter vi selvfølgelig ind. Det er jeg i hvert fald helt frisk på og helt med på.

Fru Pernille Vermund.

Men når jeg tager det her op, er det jo, fordi det ikke er ukendt, når man sådan ser ud i verden, at der findes lande baseret på kulturer, hvor kvinder har en helt anden status og stilling og har færre rettigheder, end man har som kvinde i Danmark. Derfor er det jo også ret naturligt – desværre – at når man kommer fra lande med værdier, hvor kvinden ikke har samme retsstilling, og hvor kvinden ikke har samme værdi, og hvor det at benytte vold i bl.a. opdragelsen er en naturlig del af kulturen, så er det måske noget af det, man tager med. Det er der i hvert fald noget i statistikkerne der tyder på. Derfor er der jo også et behov for, at man sætter særlig ind dér, når den gruppe af befolkningen er særlig overrepræsenteret. Kan ordføreren ikke være enig i det?

Ordføreren.

Jeg tror faktisk, at jeg sagde helt klart og tydeligt, at dér, hvor der er problemer, skal vi sætte ind. Jeg vil i hvert fald være den, der går allerforrest for at sikre, at kvinder af alle farver og fra alle religioner og kulturer ikke skal udsættes for drab og vold.

Jeg håber lidt, at ministeren og ministerens folk måske har et tal på, hvor mange af de 300 drab begået af partnere ud af de 536 kvindedrab, som egentlig er begået af etniske danske og minoritetsdanskere. Men igen vil jeg sige, at jeg håber, at man kan se over hele året, hvor jeg har snakket om de her ting og har fremsat forslag, at det for mig er fuldstændig ligegyldigt, hvem det er, og hvad for en farve de har. Det her skal bare stoppe, og derfor er jeg også glad for, at vi sammen gør noget ved det, forhåbentlig i forbindelse med politiforliget.

Den næste korte bemærkning er fra fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak for det. Og tak for at sætte det her på dagsordenen. Jeg kunne godt tænke mig at spørge, om ordføreren ikke vil medgive, at der i alt for mange år har været en tendens til, at man ser på ikkevestlige indvandrere som en slags ofre, og det vil sige, at man f.eks. ude i folkeskolerne, hvor man jo gerne skulle have noget forebyggende arbejde, har haft en tendens til at negligere problemer, der egentlig skulle have været taget hånd om, ganske enkelt fordi man synes, det er synd for de mennesker, det handler om?

Ordføreren.

Nej, jeg vil sige, at min holdning er den stik modsatte, og det viser debatten herinde jo også – altså indtil videre er de kommentarer, jeg har fået fra Nye Borgerlige og nu fra Dansk Folkeparti, ikke gået på kvindedrab som helhed, og hvordan vi kan bekæmpe det, men i stedet på ikkevestlige indvandrere og minoriteter. Det er også derfor, jeg hele tiden forsøger at sige: Okay, der er ideologiske forskelle mellem os, men det her er det bare så vigtigt at bekæmpe.

Så for at svare på spørgsmålet vil jeg sige: Nej, jeg mener tværtimod, at man fra politisk hold, fra den politiske elites side har vist ikkevestlig kultur, ikkevestlige folk osv. en særlig opmærksomhed, og at det måske har været med til at fordreje debatten, og at man dermed ikke har kunnet sætte ind der, hvor der er reelle problemer. Så jeg deler ikke den opfattelse, som spørgeren giver udtryk for.

Fru Pernille Bendixen.

Det er jeg ked af, for det er faktisk dokumenteret, at man ude i folkeskolerne i mange år slet ikke har haft kendskab til f.eks. social kontrol, og hvordan man skulle håndtere det. Man har heller ikke fra lærernes side haft redskaber til at lave en beredskabsplan for, hvordan man skulle agere. Der må jeg desværre skuffe ordføreren og sige, at det faktisk har været et problem, og det har det, fordi man ikke har villet anerkende, at der har været en særlig problemstilling omkring lige præcis ikkevestlig indvandring. Og så kan vi alle sammen godt være enige om, at drab er drab, og at det er forkasteligt, men vi bliver også bare nødt til at snakke om tingene, som de er.

Ordføreren.

Ja, og derfor synes jeg også, at Dansk Folkeparti skulle gribe i egen barm – for man har siddet herinde i 20 år – og spørge sig selv, hvorfor man i folkeskolerne ikke har de redskaber, og hvorfor man i folkeskolerne ikke har haft det fokus. Der synes jeg Dansk Folkeparti skulle kigge indad og spørge sig selv, når man har været så, hvad kan man sige, afgørende i dansk politik i mange, mange år, hvorfor det så er, at man ikke har skabt de rammer ude i samfundet, således at man kunne deale med de udfordringer. Det var bare en opfordring.

Den næste korte bemærkning er til fru Britt Bager fra Venstre. Værsgo.

Nu hører jeg så her ordførerens andet svar, som om ordføreren erkender, at der er en forskel på repræsentationen i kvindevoldstilfælde, og derfor kunne jeg bare godt tænke mig at vide – nu skyder ordføreren lidt på Dansk Folkeparti her – hvilke redskaber ordføreren selv synes der skal tages i brug. Hvad er det helt konkret, ordføreren selv har fremlagt af politik på det her område, som vil gøre, at de her meget, meget vigtige problemer ikke glider os af hænde?

Ordføreren.

Det var et fantastisk spørgsmål, så vi nu kan løfte debatten til det, det egentlig handler om. Jeg har for kort tid siden foreslået 12 særlige politienheder rundtom i politikredsene, som skal have helt særligt fokus, altså betjente og en afdeling, som har helt særligt fokus på partnervold og partnerdrab. Så har vi i Folketingssalen snakket om: Skulle det være en central enhed, skulle det være 12 forskellige politienheder, skulle det være et rejsehold? Og det er jeg meget, meget villig til at kigge på. Så har jeg sammen med Danner – jeg kan se, at repræsentanten for Danner sidder deroppe – afholdt en konference herinde, hvor vi også har debatteret det, og er kommet frem til, at f.eks. risikovurderingerne ikke tages i brug i dag – altså, der skal have været et foregående tilfælde af vold, før politiet går ind og laver en risikovurdering. Det er det redskab, som jeg foreslår.

Ud over det har jeg jo adresseret skoleproblematikken og flere gange sagt og foreslået, at det, vi har behov for, er et ligestillings- og mangfoldighedsfag eller i hvert fald en holistisk tilgang i vores folkeskole, således at børn med alle baggrunde fra en helt ung alder forstår det med normer og kvinder og ligestilling. Så der er en masse forslag og en masse værktøjer, vi faktisk kan gøre brug af.

Fru Britt Bager.

Tak for det. Det lyder jo alt sammen til at være nogle rigtig dejlige redskaber og nogle effektive redskaber, som vi forhåbentlig i fællesskab kan få gjort noget ved og kan få ud at arbejde. Men jeg savner alligevel bare lige en snert af erkendelse hos ordføreren. Kan ordføreren bekræfte, at der er dele af Danmark, dele af samfundet, hvor der er en overrepræsentation af vold? Når det er vigtigt at få det bekræftet, er det jo, fordi der skal den anerkendelse til, for at vi kan sætte konkret og helt specifikt ind, hvis vi skal komme det her til livs.

Ordføreren.

Jeg skal være den første i rækken, når det handler om at bekæmpe kvindevold og kvindedrab, uanset hvilken farve og hvilken baggrund det her handler om. Men jeg vil ikke være med til – jeg vil ikke være med til – at gøre det her til en ideologisk debat. Det vil jeg ikke være med til. Det her er så afgørende. Det her går ud over så mange kvinder. Og jeg vil mene, det er respektløst, at vi gør det her til en udlændingedebat. Det her er ingen udlændingedebat. Det her handler om 38.000 kvinder derude, som har brug for vores hjælp, og det vil jeg ikke være med til at gøre til en politisk debat, som vi skal score point på.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Socialdemokratiet, og det er hr. Jeppe Bruus.

Tak for det, og tak for anledningen til at drøfte det her meget, meget vigtige tema. Det er vigtigt, og jeg deler sådan set hr. Sikandar Siddiques utålmodighed og undren, i forhold til at vi jo godt i mange, mange år har vidst, at det her problem er stort, at det eksisterer, og at vi bør gøre noget ved det. Derfor er det jo godt, at hele Folketinget også er enige om, at det skal vi. Det har man såmænd nok også været enige om tidligere, tænker jeg. Det er ikke sådan, jeg har indtryk af, at der har siddet dumme eller dårlige politikere, der har negligeret det her problem, heller ikke før jeg selv kom i Folketinget. Så jeg har bestemt ikke noget behov for at pege hverken den ene vej eller den anden vej, men begejstres over, at det her stadig væk er et vigtigt tema, og at vi, fordi vi godt ved, at det eksisterer, så får gjort noget ved det. Det er jeg glad for vi kan være fælles om at have en forpligtelse til.

For det er et problem. Det er et problem i forhold til ligestilling mellem kønnene. Det er et problem i forhold til synet på kvinder, som desværre også her i 2020 – må vi jo konstatere – fører til, at alt, alt for mange kvinder lever i et parforhold eller i relationer, der er præget af misbrug, af vold, af psykisk og fysisk terror, og at nogle af de her forhold også ender i drab. Det skal vi gøre bedre.

Så er der en diskussion her, der har udviklet sig lidt, omkring etniciteten og overrepræsentationen. Hr. Sikandar Siddique siger, at det ikke skal udvikle sig til en ideologisk debat. Det er jeg sådan set uenig i. For at gøre noget ved problemet, er man nødt til at kende årsagerne, og der er jo en overrepræsentation, og vi ved godt, at der er udfordringer med kvindesynet, med ligestillingen, både i nogle af de etnisk danske miljøer, socialt udsatte, men jo også i nogle af de miljøer, der kommer fra indvandring fra udlandet. Det skal vi da være åbne omkring. Jeg forstår ikke, hvad problemet er. Det er vi da nødt til at kunne tale om, også for at gøre noget ved problemet. Så jeg synes, at vi skal gå fuldstændig fordomsfrit ind i det her, få tingene frem og så finde ud af, hvilke værktøjer vi åbenbart kan bruge endnu bedre.

Det er da klart, at drabene jo desværre er kulminationen på forhold, som er præget af – det var det, jeg var inde på – psykisk vold og terror og af uligevægt og alt mulig andet. Derfor starter det med en helt tidlig indsats, selvfølgelig gør det da det. Hvis vi skal gøre noget ved det her, skal vi have fat om de familier, der er i risikozonen, og de børn, der vokser op i de familier. Derfor hænger det her også sammen med at sætte ind, allerede når børnene bliver født og vokser op i nogle familier, altså sørge for, at man får de sociale kompetencer, der skal til, for at begå sig, og sørge for, at vi tager hånd om de familier, som er udfordret. Derfor hænger det her for mig at se også sammen med at føre en politik, der gør det.

Jeg er glad for og stolt over at være en del af et parti, der har regeringsmagten, og som faktisk sætter penge af til, at kommunerne kan løfte den indsats, og som faktisk prioriterer det i kommuneaftaler, i finanslov. For det er også det, det hænger sammen med. Det her er jo ikke bare et selvstændigt problem. Der er jo en årsagssammenhæng og en kæde, der hænger sammen, og derfor er man nødt til at føre en politik, der tager højde for hele det livsforløb. Det starter med en tidlig indsats. Det starter med ikke at være bange for at se problemerne i øjnene, også årsagerne til dem. Og så skal vi sætte ind på en lang række områder, og det skal vi selvfølgelig også i forhold til politiet, når vi nu skal sidde og forhandle om de næste flerårsaftaler. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Og så naturligvis opbakning til det gode forslag til vedtagelse.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Sikandar Siddique. Værsgo.

Tak for et godt oplæg. Jeg vil gerne lige understrege endnu en gang, hvis ikke jeg fik gjort det fuldstændig tydeligt, at vi selvfølgelig skal sætte ind der, hvor der skal sættes ind – hvad enten det er i forhold til minoritetsfamilier eller etnisk danske familier. Det her er bare så vigtigt et område, og der er så mange kvinder derude, der har brug for, at vi leverer løsninger og leverer løsninger lige nu, så nuancerne ikke forsvinder ved at gøre det til en ideologisk debat – det er det, jeg appellerer til.

Hvis Folketinget har hørt mig sige, at der ikke er problemer i nogle dele af Danmark, så vil jeg gerne fuldstændig afkræfte det og gøre det fuldstændig klart her: Selvfølgelig skal vi kunne tale åbent om det. Men jeg savner bare, at der også er fokus på, at der f.eks. blandt de 300 kvinder ud af de 536 kvinder, der er gået bort, altså også er mange etnisk danske kvinder. Så derfor vil jeg sige igen: Selvfølgelig – selvfølgelig skal vi tale fuldstændig åbent om det her og sætte ind der, hvor der er behov for det. Det er også derfor, jeg foreslår et ligestillings- og mangfoldighedsfag, så vi netop kan tage fat på børnene tidligt, uanset hvilken baggrund de kommer fra.

Ordføreren.

Jeg tror mere, det var en kommentar end et egentligt spørgsmål. For mig er nuancerne vigtige; altså, årsagerne er jo vigtige for at kunne løse problemet. Derfor kan man jo ikke kigge på drabene som sådan helt isoleret; man er jo nødt til at se på årsagen, sammenhængen, og hvad det var, der førte til det. Derfor er vi nødt til at tage grundigt fat, ikke bare på det her område, men på en lang række områder.

Nu nævnte jeg før finanslove og kommuneaftaler og alt muligt andet. Jeg kunne nævne noget andet: ghettopakken – i forhold til at sørge for at bryde op i de boligområder, hvor der er udfordringer. Der er en lang række af de områder, hvor vi er nødt til kigge på dybden i de udfordringer, vi står med, for vi har haft en fejlslagen politik i forhold til indvandring og integration i det her land. Der er selvfølgelig også nogle kedelige tendenser der. Vi kan jo se, at det slår igennem i statistikkerne. Betyder det så, at det alene er det, der gør det? Nej, det er da masser af faktorer, man skal se på.

Hr. Sikandar Siddique.

Det har ordføreren fuldstændig ret i, og derfor er jeg jo så glad for at være med i den her debat, så jeg kan sikre den balance, der tydeligvis er brug for. Så vil jeg høre ordføreren lige her til sidst – det første var jo en kommentar og blev aldrig et spørgsmål: Har ordføreren og Socialdemokratiet i forhold til det at bekæmpe partnerdrab gjort sig nogle tanker om, hvilken model det er, man vil forsøge at arbejde hen imod, eller som man vil rejse i politiforliget i forhold til de særlige politienheder? Har ordføreren gjort sig nogle tanker omkring det, og vil ordføreren dele dem med os andre?

Ordføreren.

Til den første del omkring det at sikre balancen: Det håber jeg jo sådan set vi allesammen gør, og det er lige præcis det, der er behov for. Der er behov for at kigge på nuancerne og på dybden af de udfordringer, vi står i. Når det så kommer til den konkrete model i forhold til politiet, så har justitsministeren jo været inde på nogle af de overvejelser, der er. Og det glæder jeg mig rigtig meget til vi skal drøfte. Jeg synes egentlig, det er rigtig fint, at vi kan gøre det uden at lægge os fast på den præcise model her i en debat i Folketingssalen.

Den næste korte bemærkning er fra fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak, og tak til Socialdemokratiet for at tage problemet alvorligt, for at være åbne over for at tale åbent og ærligt og nuanceret om problemerne og også for at sætte fokus på forebyggelse. Noget af det, som jo er udfordringen, er, at den her vold ikke opstår ud af det blå, vold, som så i værste fald fører til drab, men ofte kommer fra barndommen og fra ungdommen.

Børnerådet lavede for nogle år siden en undersøgelse, der viste, at 19 pct. af drengebørn, som vokser op i ikkevestlige hjem, bliver udsat for grov vold, spark og slag. Det siger sig selv, at det ikke er noget, vi skal acceptere i Danmark, men spørgsmålet er, om vi i for høj grad har accepteret det, og spørgsmålet er også, om Socialdemokratiet er villige til – når vi nu taler om forebyggelse – eksempelvis at sætte ind med udvisninger af forældre, der er voldelige over for deres børn, forældre, som måske også kan være dem, der præger deres drengebørn til at blive voldelige ægtemænd, så deres hustruer ender i en voldelig relation.

Ordføreren.

Jeg er sådan set helt enig i, at der er udfordringer. Flere og flere unge stemmer kommer frem, og de unge skriver bøger, er debattører og kommer med vidnesbyrd om nogle af de opdragelsesregimer, der eksisterer. Det er noget, man også kan finde i etnisk danske familier. Så det her er en kæmpe udfordring. Der er da ingen tvivl om, at hvis vi kigger på årsagssammenhænge, ser vi, at det fører en masse dårligt med sig, og nogle af de tilfælde er garanteret også årsagen til, at det ender i et partnerdrab.

Med al respekt for spørgsmålet om udvisning af forældre, der slår deres børn, er det måske en lille smule en afsporing af debatten, men jeg tror da ikke, at fru Pernille Vermund skal være i tvivl om, at vi er klar til fuldstændig fordomsfrit at kigge på, hvordan vi gør noget ved de udfordringer, der er.

Fru Pernille Vermund.

Når jeg spørger, er det jo, fordi det både er en krænkelse af og et overgreb på barnet, når barnet vokser op med grov vold i hjemmet, men det er også indirekte et overgreb på barnet, hvis barnet oplever, at det omgivende samfund ikke tager det her alvorligt. Det kan dels betyde, at man vokser op og tænker, at man nok har fortjent det, eller at det er okay at være voldelig, så man dermed også får en uhensigtsmæssig adfærd senere i livet. Så det er ikke for at afspore debatten, men i virkeligheden er det for at sige, at hvis man skal sætte tidligt ind, og hvis man gerne vil forebygge, starter det jo formentlig blandt de helt små børn og i børnefamilier, hvor vi også bør have et større fokus. Og der ville jeg bare gerne høre, om Socialdemokratiet er villige til at sætte endnu hårdere ind og sikre, at en voldelig far eller en voldelig mor bliver fjernet fra hjemmet – og hvis det er en udlænding, må de altså ud.

Ordføreren.

Vi har jo udvisning af folk, der bliver dømt for kriminalitet. Det er jo ikke så mange år siden, vi afskaffede revselsesretten, og hvis man kigger på statistikkerne og på de historier, der kommer frem, er der virkelig behov for at gøre opmærksom på, at det altså gælder for alle børn i Danmark. Og der er da heller ingen tvivl om, at noget af det her er kulturelt betinget – synet på børn og børns rolle, og hvad man kan tillade sig over for børn – og der ligger der en kæmpe opgave, og derfor er der også behov for at sætte hårdt ind.

Jeg synes jo, at det her Ungdomskriminalitetsnævn, man har oprettet, også vidner om, at der er et stort stykke arbejde i forhold til at håndtere familierne og ikke mindst sørge for, at kommunerne leverer den rigtige indsats og får taget hånd om de familier, og at kommunerne faktisk også prioriterer det, og at det ikke går tabt på grund af økonomiske prioriteringer. Så er vi tilbage ved, hvorfor det er vigtigt også at føre en politik, hvor der faktisk er ressourcer til at håndtere de her udfordringer.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører kommer fra Venstre, og det er fru Britt Bager. Velkommen.

Tak for det, formand. Tak til forespørgeren for at rejse en meget vigtig debat om at nedbringe antallet af kvindedrab i nære relationer. Det høje antal drab begået af en partner eller en ekspartner springer i øjnene, når man kigger i statistikkerne. Partnerdrab udgør en væsentlig del af de drab, som årligt begås i Danmark. I Venstre mener vi, at drab i nære relationer er fuldstændig uacceptabelt. Det er strafbart, det er ulovligt, og det hører ikke til. Det skal være trygt at være i et parforhold, og der skal være plads til den enkelte til at udfolde sig frit. Drab i nære relationer skal derfor aldrig accepteres i et samfund som det danske, der bygger på ligeværd og respekt for det enkelte individ.

Partnerdrab er ofte kulminationen på mange års vold, chikane og kontrol. Statens Institut for Folkesundhed har vurderet, at omkring 38.000 kvinder og 19.000 mænd hvert år udsættes for fysisk partnervold. Det er både uhyggeligt og skræmmende. For hvad er det, der får andre mennesker ud i partnervold og i yderste konsekvens et drab? Er det jalousi? Er det had? Er det kultur? Jeg har ikke svaret, og derfor er det også svært at komme med svaret til en enkel løsning på et så kompliceret problem, som det her jo er.

Der er samtidig en enorm disproportion mellem 46.000 årligt udsatte for partnervold og de relativt få, der faktisk anmelder det til politiet. Langt størstedelen af partnervold forbliver inden for hjemmets fire vægge, måske endda selv om familien, kollegaer eller venner har haft kendskab til eller mistanke om volden. Der er en masse ting under overfladen, som det kan være svært at få frem i lyset, ligesom volden ikke bare kan være fysisk, men i mange tilfælde er psykisk. Den kan også komme til udtryk ved f.eks. vedvarende forfølgelse og chikane. Det gør det jo også vanskeligt at løse det her problem.

Venstre fordømmer på det kraftigste både fysisk og psykisk vold, og vi skal gøre alt, hvad der skal til, for at forhindre det. Vi tog et skridt i den rigtige retning i den tidligere regering, da vi indførte en særskilt paragraf i straffeloven om at kriminalisere psykisk vold. Den nationale handlingsplan for bekæmpelse af psykisk og fysisk vold fra 2019 indeholdt også en række initiativer, bl.a. ambulante tilbud til voldsudsatte, rådgivning, støtte og oplysningskampagner.

Men vi er også godt klar over, at vi ikke er nået i mål endnu. Derfor ser jeg frem til at diskutere de løsninger, som særlig vedrører politiets rolle, når der skal indgås en ny aftale om politiet og anklagemyndighedens økonomi. Jeg ser også frem til, at vi kan diskutere de forebyggende initiativer, som også er nødvendige, hvis vi skal komme det her til livs.

Vi kan i Venstre støtte op om det forslag til vedtagelse, der tidligere er blevet læst op, og vi glæder os til at tage en diskussion om, hvad der er nødvendigt.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Dansk Folkeparti, og det er fru Pernille Bendixen. Velkommen.

Forespørgslen handler om at nedbringe antallet af drab i nære relationer, som jeg faktisk har valgt at kalde familielikvideringer. Og jeg synes, fru Rosa Lund har en pointe, når hun siger: Hvordan er det, vi omtaler det her? Det er ikke husspektakler, det er likvideringer af kvinder. Jeg synes, vi skal sige det, som det er; og det lyder grimt, men det er vigtigt, at vi ikke taler det ned.

Så må jeg også spørge: Har vi så den rigtige minister til stede i dag? Og det er ikke, fordi der er noget galt med justitsministeren, men det er, fordi det for mig at se handler rigtig meget om social kontrol, og det hører under socialministeren. Det skal så ikke forhindre, at vi har den her vigtige debat, og jeg vil også som så mange andre gerne takke forespørgerne for at tage emnet op.

Så vil jeg gerne have, at vi tænker lidt på Huda, som er et grufuldt eksempel på social kontrol. Huda ville gerne være fri; hun ville gerne gå sine egne veje; hun fulgte selv sine børn i dagtilbud. Hun var en stærk kvinde, men den kultur, islam, som hun kommer fra, kan ikke acceptere stærke kvinder, og til sidst blev det for meget for hendes mand, og han stenede hende ihjel. Og det gjorde han, fordi han, imens hun voksede, blev lille, og det er uacceptabelt.

Det er vi også nødt til at tale om. Vi er alle sammen enige om, at drab er forkasteligt, at drab er uacceptabelt, men vi bliver nødt til at sige tingene, som de er. Og lad os for alt i verden bekæmpe, at den far nogen sinde får forældremyndigheden over de børn. For vi har set det før – vi har før set, at fædre, der har slået mødre ihjel, har fået forældremyndigheden over børnene. Det duer ikke, og vi vil ikke se det igen. Og nej, den mand skal heller ikke have en krone mere fra den danske stat, punktum.

Vores integrationsminister siger, at han håber, at drabet på Huda kan animere til en ny kvindebevægelse, som vi så det i 1970'erne. Og det er jeg enig med ham i, men hvorfor så vi ingen på gaderne, da Huda blev stenet ihjel? Hvorfor kan vi ikke samle os i foragt over for den adfærd, når vi kan samle os om en mand, der blev slået ihjel i USA? Det synes jeg er mærkeligt.

Så vi hilser det velkommen at stå her i dag sammen med justitsministeren, og vi vil også rigtig gerne tale om strengere straffe og mere politi – det hilser vi velkommen. Men skal vi likvideringer i familierne til livs, er vi også nødt til at komme den sociale kontrol til livs. Det handler om at forstå, hvad social kontrol er, og hvordan den udøves, og det er, som jeg også nævnte før, meget aktuelt, at man starter i dagtilbud og i folkeskoler med at klæde vores fagpersonale rigtig grundigt på i forhold til det. Og så skal vi huske, at også mænd er udsat for vold, også psykisk vold.

Vi støtter forslaget til vedtagelse.

Tak til ordføreren for Dansk Folkeparti. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Det Radikale Venstre, og det er hr. Kristian Hegaard. Velkommen til.

Tak for ordet. Først og fremmest skal der lyde en stor tak til hr. Sikandar Siddique for indkaldelsen til den her forespørgsel. Jeg ved, det er noget, der ligger ordføreren for forespørgerne meget på sinde, og det kan jeg fuldt ud tilslutte mig.

At tage et andet menneskes liv er den mest alvorlige forbrydelse og den største personlige skade, man kan gøre, og det giver ingen mening at udøve vold eller drab mod en, der står en nær. Derfor skal vold i nære relationer bekæmpes. Vold i nære relationer er dybt alvorlig, og kvindedrab grundet en konflikt i en relation udgør det største antal drab i Danmark . Så hvis man måler ud fra antallet af ofre, er der ingen tvivl om, at der er større behov for en kvindedrabspakke end en trygheds- og terrorpakke. For det skal være lige så trygt at træde ind ad sin egen dør som at træde ud på gaden eller alle mulige andre steder.

Når det kommer til vold i nære relationer, er der særlig to ofre. For det første handler det om en helt grundlæggende problematik om, at ligestilling skal tages mere alvorligt. Det er særligt kvinder, der er udsatte, og det kan være svært at tage mod til sig til at anmelde en kæreste eller en partner, og derfor er noget af det mest afgørende – hvis man skulle nå til den her situation – at der nemt og hurtigt og smidigt kan foregå en kontakt med myndighederne. For når man er nået dertil, er det altså ikke lige næste dag; så er det nu, man skal handle. Det er også et emne, der ligger Radikale Venstre meget på sinde, og derfor gjorde Radikale Venstre det, at vi i vores hovedbestyrelse sidste år nedsatte en arbejdsgruppe, der specifikt kom med nogle forslag til, hvordan man kunne arbejde med vold i nære relationer.

For det andet går det her særlig ud over børnene, som både rammes direkte og desværre også kan have en tendens til at videreføre mønstrene. 74 pct. af udøvere af vold i nære relationer er selv vokset op med vold i hjemmet. Så det er altså et mønster, vi skal stoppe. Et af de steder, man kan sætte ind i den forbindelse, er, at man straks, hvis børn fortæller om vold, eksempelvis kan tildele dem en gennemgående støtteperson. Det kan være en pædagog, en lærer eller en sagsbehandler. Men det handler også om, at der arbejdes for en klar helhedstænkning og måske en begrænsning af antal sager pr. sagsbehandler i forhold til de svære familiesager, der er, så man, når der kommer noget information, hurtigt kan rykke ind. Vi er også fortalere for, at man eksempelvis kunne lave en national whistleblowerordning, som man som sagsbehandler kan benytte, hvis man oplever at skulle arbejde imod reglerne i sager med børn og vold, sådan at kommunerne ikke skal undersøge sig selv.

Det, der i hvert fald er helt afgørende, er, at der for børnene og særlig kvindernes skyld er behov for handling, og derfor ser vi i Radikale Venstre frem til at drøfte det nærmere med Folketingets partier.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Dermed går vi videre i ordførerrækken, og næste ordfører er på vej allerede. Det er fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF.

Sidste gang vi drøftede et forslag fra Alternativet om særlige politienheder til bekæmpelse af bl.a. partnervold og partnerdrab, indledte jeg min tale med at fortælle om, at politiet netop, nærmest som vi drøftede det her, havde fængslet en mand i Sønderborg for drabet på sin ekskone. Det kom, præcis en måned efter at en anden kvinde i Sønderborg var blevet slået ihjel af sin eksmand. I dag kan man så læse, at en kvinde i Hillerød har ladet livet, fordi hun slog op med sin kæreste. Alle tre eksempler handler om partnerdrab, og desværre er det langt, langt oftest en kvinde, som må lade livet. Hvert år havner adskillige kvinder i den nedslående drabsstatistik, men de er altså ikke bare et tal. De kvinder er mennesker, der berøves et liv, der er børn, der berøves deres mor, og der er andre, der berøves en slægtning eller en veninde.

Kigger vi på statistikkerne for partnervold, partnerdrab og stalking, taler tallene deres eget sprog. Det er kvinderne, der betaler den største pris, og lige meget hvor lidt vi har lyst til at tale om det, er det en kønnet statistik, det er et ligestillingsproblem. Hjemmet er det farligste sted for en kvinde at opholde sig, for mænd er det i nattelivet. Men kan det virkelig være sådan, at vi accepterer, at kvinder skal være mest utrygge der, hvor de egentlig har brug for at være mest trygge? Jeg synes, det er på tide, at vi tager et opgør med de statistikker. Vi skal bruge den viden, vi har. Forud for et drab er der tit og ofte både fysisk og psykisk vold og stalking – der har været rigtig mange tegn på, at der er noget galt, der har været mange steder, hvor vi kunne have grebet ind. Det skal vi gøre, det bliver vi nødt til at tage mere seriøst.

Vi tog et skridt i sidste uge til en forhåbentlig bedre indsats, da vi ved behandlingen af SF's forslag om en større indsats over for stalking blev enige om, at nu vil vi skride hårdere ind, og det kommer der heldigvis et arbejde i gang i forhold til – ministeren nedsatte en gruppe, som skal kigge på det. For vi ved netop fra et studie fra England, at stalking er et mønster forud for partnerdrab, så der er mange måder, vi måske kunne nå at gribe ind på tidligere.

Jeg har også tidligere i dag nævnt, at det er sjældent, vi bruger bortvisningsloven i Danmark. Den blev brugt en eneste gang i 2019. En eneste gang var det voldsudøveren, som måtte gå fra parrets hjem. Det betyder, at det altid er hende, der skal tage børnene og sine ejendele under armen og rykke på krisecenter. Men da vi lavede den lov i Danmark, gik vi faktisk heller ikke hele vejen. Vi var inspireret af Østrig, som havde modellen i forvejen, men de havde også et interventionskontor. Herhjemme ved politiet tit ikke, hvad de skal gøre med voldsudøveren. Hvad gør vi med ham? I Østrig har man en model, hvor man også tager sig af voldsudøveren. Det er helt, helt nødvendigt, for at det her kommer til at virke, at vi også følger bedre op på ham.

Det pinte mig lidt at læse om Patrick og Line på DR i går. Patrick har et problem med, at han er voldelig, og nogle gange går han amok. Line vil gerne beholde Patrick, og de er enige om, at han skal gå i behandling. Han ventede i 2 år for at komme i behandling. Og da han startede i behandling, betød det faktisk, at han nedsatte sit voldsmønster rigtig, rigtig meget. Det betød, at da han fik hjælp, gjorde det faktisk en forskel. Derfor handler det også om at have et beredskab i forhold til ham. Vi er nødt til at have mere fokus på ham også.

Så vi skal bruge alle muligheder for at stoppe den adfærd, der fører til stalking, vold og i sidste ende drab. Det tror jeg vi er enige om. Det er også SF's overbevisning, at vi skal have en særlig politienhed for forbrydelser i nære relationer. Det går vi til politiforligskredsforhandlingerne med et ønske om. Jeg synes ikke, at det nytter noget at spise ofrene af med strafforhøjelser, hvis de ikke følges op af bedre efterforskning eller bedre forebyggelse. Jeg ville ønske, at man hver dag tog døgnrapporten og kiggede i den og så, om man havde været kaldt ud til noget i de små hjem – politiet bruger termen husspektakler, og den synes jeg vi skal væk fra – og så følger op på det og rækker en hånd ud til de kvinder, som har været udsat for noget. Så er jeg sikker på, at vi kunne hjælpe begge parter på et tidligere tidspunkt.

Måske er det ikke så meget, der skal til. Måske er det bare at bruge den viden, vi har, og sørge for, at de redskaber, der er til stede, fungerer. Det går vi i hvert fald til politiforligskredsforhandlingerne med et ønske om. Jeg vil gerne takke Alternativet for en vigtig debat her i dag.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til hr. Sikandar Siddique. Værsgo.

Jeg tror, at det er, fordi ordføreren glemte, at jeg ikke er en del af Alternativet mere, men det er okay.

Grunden til, at jeg tager ordet, er, at fru Britt Bager tidligere spurgte mig om, hvilke tiltag man kunne implementere. Jeg nævnte nogle, men jeg glemte at nævne et, som ordføreren nu gjorde mig opmærksom. Et af de fire forslag, som jeg har fremsat i Folketinget, går på voldsudøveren, og det går helt konkret på, at der skal krav om ambulant behandling for voldsofre og voldsudøvere. For når man kigger i de statistikker, som vi har snakket en del om i dag, så kan vi faktisk se, at det er den samme mand, der sender flere kvinder på krisecentre. Så det bliver vi nødt til at stoppe. Vi bliver også nødt til at sætte ind i forhold til voldsudøveren. Når tiden er til at behandle det i Folketingssalen, regner vi stærkt med, at SF vil bakke op.

Ordføreren.

Vi er i hvert fald meget optagede af det her, og som jeg har forstået det, blev der også givet nogle penge ved den sidste finanslovsforhandling til lige præcis det her område. Så jeg håber, at ventelisterne falder. Jeg synes, det er fuldstændig uacceptabelt at vente 2 år på at få den hjælp, man har brug for, og derfor var det jo faktisk også et forslag, da vi havde vores stalkingforslag i sidste uge, at man skulle kigge på behandling til dem, der stalker, for hvis vi skal stoppe det, skal de også have hjælp.

Hr. Sikandar Siddique.

Jeg er enig, helt enig.

Så vil jeg bare bruge muligheden for at sige tak til SF, og jeg ser frem til politiforliget og forhandlingerne, hvor jeg i hvert fald ved at der er nogle stærke allierede der tager politienheder, særlige politienheder, med ind i forhandlingerne, og det er jeg rigtig, rigtig glad for at SF siger helt klart og tydeligt. Så tusind tak for det.

Ordføreren.

Selv tak, og jeg beklager, at jeg fik sagt, at ordføreren var fra Alternativet. Jeg hænger vist lidt fast i fortiden.

Tak til SF's ordfører. Da forslaget blev fremsat, var det fra Alternativet, så det er helt forståeligt, da det også står på dagsordenen.

Den næste ordfører kommer fra Enhedslisten. Det er fru Rosa Lund, velkommen til.

Tak for det. I sommeren 2019 konkluderede retsmediciner Asser Hedegård Thomsen, at partnerdrab er den største enkeltstående gruppe af drab i Danmark. 1 kvinde om måneden bliver slået ihjel af sin nuværende eller tidligere partner, altså 1 kvinde hver måned. Konklusionen har formentlig overrasket mange, for partnerdrab modtager langtfra samme opmærksomhed hverken fra medier eller politikere som eksempelvis banderelaterede drab. Tværtimod omtales drab på kvinder og børn ofte som familietragedier eller husspektakler, der gik lidt over gevind. Vi har i de seneste år været vidne til en kønsneutralisering af partnervold, der fremstiller vold som individualiserede handlinger, der udøves af begge køn. Det tegner altså et misvisende billede af voldens dynamikker og konsekvenser, og det bliver meget tydeligt, når vi taler om netop partnerdrab, altså at det er kvinderne, der bliver slået ihjel.

Justitsministeriet har selv i en ny undersøgelse af drab i Danmark konkluderet, at de hyppigste motiver for partnerdrab er jalousi og separation. Hvis ikke jeg kan få dig, skal ingen have dig. Det er en trussel, mange altså gør alvor af, og som afslører et klart behov hos disse mænd for dominans og kontrol over kvinder. Bag langt de fleste drab ligger et forhold præget af vold. Særlig psykisk vold kendetegner de forhold, der ender i mord. Ofte har familie eller venner kendt til volden i forvejen. Det har myndigheder og politi også. Kvinderne har frygtet for deres liv på grund af direkte eller indirekte trusler, og alligevel finder så mange af disse drab sted. Det synes jeg vidner om et massivt samfundssvigt.

I B.T. kunne man på FN's dag for bekæmpelse af vold mod kvinder læse om en kvinde, Cecilie, som blev stukket ned af sin kæreste. 46 gange stak han hende. Fra fængslet modtager hun breve og opkald fra ekskæresten til trods for tilhold og adressebeskyttelse hos politiet. Da ekskæresten 202 dage efter sin fængsling er på udgang, orienterer politiet ikke Cecilie. Ekskæresten indberetter Cecilie til kommunen for ikke at kunne tage ordentligt vare på deres fælles barn, men tilbyder at trække underretningen tilbage, hvis hun vil besøge ham i fængslet. Det afviser Cecilie, men opfordres af politiet til at indgå i en dialog med den fængslede. Politiets håndtering af sagen viser, hvordan vold mod kvinder stadig alt for ofte behandles som husspektakler, altså som to ligeværdige parter, der kan indgå i en dialog og finde en fælles løsning på et i øvrigt privat problem. Desværre er det ikke ualmindeligt, at myndigheder opfordrer parter til dialog og fælles løsninger i sager om vold mod kvinder, og det kan altså få alvorlige konsekvenser. For det første, fordi man næppe kan tale om ligeværdige parter, når den ene har forsøgt at dræbe den anden. For det andet, fordi sådan en håndtering af sager om partnervold er med til at lade volden fortsætte. Det illustrerer Cecilies sag til perfektion.

Vold mod kvinder foregår ofte derhjemme. Den udøves af dem, de elsker, dem, de troede passede på dem der, hvor de var trygge. Den udøves desværre også ofte foran deres egne børn. Det er også her, de bliver slået ihjel. Det, at volden foregår derhjemme, er et systemisk svigt, hvor vi som samfund mislykkes med at beskytte og støtte de kvinder, der bliver udsat for meget alvorlige forbrydelser. Indsatsen for både voldsudsatte og voldsudøvere har været forsømt i årevis, men med finanslovsaftalen fik vi heldigvis rettet en smule op på den dårlige udvikling, da det lykkedes for Enhedslisten at få afsat 300 mio. kr. til bl.a. flere pladser på krisecentre og en permanent finansiering af behandlingstilbud til både voldsudsatte og voldsudøvere. Sidstnævnte tilbud er i øvrigt reduceret fra fire til blot et enkelt behandlingstilbud med årelange ventelister på grund af den manglende finansiering.

Vi er altså langtfra i mål med at rette op på det massive samfundssvigt, som partnerdrab er et udtryk for. Der er hårdt brug for, at både politi og myndigheder opkvalificerer og opprioriterer deres arbejdede, når det drejer sig om vold og drab på kvinder. Derfor er jeg rigtig glad for, at det i dag er lykkedes at forpligte regeringen til, at det her skal tages op i forhandlingerne om politiforliget. Vi har en bunden opgave med at løse det her problem. Det havde vi også før, men nu har vi forpligtet regeringen til, at det her altså skal ske i forhandlingerne om politiforliget, og det er jeg meget, meget glad for. Tak.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Det Konservative Folkeparti, og det er fru Hanne Bjørn-Klausen.

Tak til hr. Sikandar Siddique og hr. Rasmus Nordqvist for at tage initiativ til den her spændende debat. Det har virkelig været interessant og spændende at sidde og høre på alle de indlæg, der er kommet; de giver stof til eftertanke.

I Det Konservative Folkeparti mener vi, at der ligger et stort og vigtigt arbejde foran os, når det kommer til partnervold og partnerdrab. Al vold og al drab er et kæmpe problem, men vi ser, at kvinder desværre er særlig udsatte. Vi ser især, at mange kvinder i ghettoerne er underlagt social kontrol og trues med sanktioner, hvis de ikke retter ind efter, hvad deres nære familie ønsker for dem. Det er naturligvis stærkt kritisabelt, og vi skal gøre vores herfra for at bekæmpe social kontrol i alle dets afskygninger.

Vold mod kvinder er stadig et alt for stort problem, og det skal bekæmpes med al mulig magt.

Tak til den konservative ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Nye Borgerlige, og det er fru Pernille Vermund. Velkommen.

Tak. Kvindedrab i nære relationer er et alvorligt fænomen; det er drab i det hele taget uanset offerets køn, men når det er værd at nævne, er det, fordi det trods alt oftere er kvinder end mænd, der bliver slået ihjel. Og i dag skal det handle om kvindedrab i nære relationer. I januar udgav Justitsministeriet rapporten »Typer af drab i Danmark«, hvor man har kigget på samtlige drab begået i perioden 2012-2017. Der kan man læse om drabstyper, motiver, gerningsmænd og ofre og sidst, men ikke mindst, herkomst. I rapporten fremgår det, at kvinder er ofre i 74 pct. af tilfældene, når det kommer til partnerdrab. Forespørgerne har altså en pointe, når de siger, at kvinder er særlig udsatte for partnerdrab.

Hvis man så ser på, hvem der begår de partnerdrab, er der en bestemt gruppe, der er særlig overrepræsenteret. Ikkevestlige indvandrere og efterkommere er som bekendt overrepræsenteret i andre kriminalitetsstatistikker, og derfor overrasker det ikke, at ikkevestlige indvandrere og efterkommere oftere slår deres kvindelige partnere ihjel, end mænd i øvrigt gør. Kvindesynet har som bekendt aldrig været særlig sympatisk i den islamiske kultur, og udbredelsen af vold i ikkevestlige familier er desværre et velkendt fænomen. Børnerådet udgav for nogle år siden en undersøgelse, der viste, at 19 pct. af drengebørn, der vokser op i ikkevestlige hjem, har været udsat for grov vold, som bl.a. indebærer spark og slag. Det må være åbenlyst, at det sætter sig i børnene og det sætter sig i empatien, og det er der også noget, der tyder på. En undersøgelse fra Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og Rambøll viste for nogle år siden, at børn af ikkevestlige forældre, når de er 5 år gamle, har empati på et lavere niveau end danske børn på 3 år. Hvis man tror på forebyggelse, og hvis man tror på, at det er vigtigt at sætte tidligt ind på alle parametre, bør man også fokusere voldsomt på den vold, der foregår i ikkevestlige familier, altså hvis man vil vold mod kvinder og drab mod kvinder til livs.

Men hvor stor en andel af drab og partnerdrab står de ikkevestlige indvandrere og efterkommere så for? Når det kommer til drab i al almindelighed, står ikkevestlige indvandrere og efterkommere for 28 pct., og det på trods af, at de kun udgør 9 pct. af befolkningen. Når det kommer til partnerdrab specifikt, udgør indvandrere og efterkommere 23 pct. af gerningsmændene. Indvandrere og efterkommere er altså massivt overrepræsenteret i drabstallene. Men dem, der slår deres partner ihjel, er nok bare psykisk syge; det er vel forklaringen, kunne man tænke. Det er der desværre ikke noget, der tyder på. Ifølge Justitsministeriets rapport er det kun 9 pct. af samtlige gerningsmænd, der har begået partnerdrab, som er psykisk syge. Til gengæld er henholdsvis 43 og 31 pct. af partnerdrabene motiveret af jalousi eller separation. Drabsmændene vil simpelt hen ikke tillade, at kvinden går sin vej.

Hvad fortæller det os så, når indvandrere og efterkommere er så massivt overrepræsenteret som gerningsmænd til partnerdrab, og at årsagen i de fleste tilfælde er jalousi eller separation? Det fortæller os desværre, at der stadig er alt for mange mennesker fra de islamiske lande, der ikke værdsætter kvinder og ikke tillader dem deres frihed. Det fortæller os, at værdien af et menneskeliv uanset køn vejer tungere i nogle kulturer end i andre. Og det fortæller os, at hvis man vil gøre noget godt for kvinders sikkerhed i det her land, er det mest effektive og sympatiske tiltag at lukke for migrationen fra de muslimske lande og skubbe den islamiske og kvindeundertrykkende kultur tilbage.

Vi støtter den fælles vedtagelsestekst og takker for forespørgslen i dag og for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Da jeg ikke ser Liberal Alliance i salen, giver jeg hermed ordet til justitsministeren. Velkommen.

Tak for debatten. Jeg tror sådan set ikke, at der er nogen af de ordførere, der har været heroppe, om hvem jeg kan sige, at dem er jeg uenig med. Alle er kommet med forskellige udgangspunkter fra hver deres politiske ståsted og har lagt vægt på forskellige ting, men der er jo ikke noget af det, som er blevet sagt, som er forkert. Hvis man tager det forfra, er det jo en sandhed, som jeg tror kom fra hr. Sikandar Siddique, eller også var det måske hr. Jeppe Bruus, det har det nok været, at volden ikke opstår ud af ingenting, og det sætter også fokus på, at fundamentet for det, vi diskuterer i dag, ligger langt tidligere.

Det fører mig over til Dansk Folkepartis ordfører, der gerne ville have mig ud af salen og have nogle mere kompetente ministre ind, hvilket sikkert kan lade sig gøre ved en anden lejlighed, for det er jo rigtigt, som ordføreren sagde, nemlig at hvis det hele fungerede på vores skoleområde, på vores socialområde, på vores ligestillingsområde med vores integration, behøvede jeg jo ikke at være her, for så skulle det ikke være en diskussion, vi havde på justitsområdet. Vi er her jo kun, fordi den indsats, som sker tidligere i skolerne med vores sociale indsatser, ligestillingen og integrationen ikke virker. Det er jo tydeligt for enhver, at der er et behov for en indsats på tværs og der er behov for en stærkere indsats tidligere.

Det ved jeg der bliver arbejdet med de steder også, men det, der så står tilbage for os, for mig som justitsminister og for medlemmerne, der er tilstede som retsordførere, er, at vi så først kommer ind, når problemet har udviklet sig, altså når der har været vold og der, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt har peget på, er behov for at beskytte kvinden, beskytte børnene. Så vi skal gøre det anderledes og bedre, end vi gør det nu. Som andre har peget på, er der behov for, at vi sørger for også at følge op med straf og, som Nye Borgerliges ordfører har peget på, er opmærksomme på at bruge de muligheder, vi har for at udvise kriminelle udlændinge. Og hvis der er nogen, der fortjener at blive udvist, er det da dem, som slår deres ægtefæller eller kærester eller nære ihjel.

Vi skal gøre, hvad der skal til, og det er sådan noget, der er så godt at sige som politiker, for det er der næsten aldrig nogen der er uenige i, men vi har jo faktisk en mulighed for at adressere det, og det er blevet rejst som en del af de emner, vi skal behandle i de forestående forhandlinger om den nye flerårsaftale for politi og anklagemyndighed. Jeg tror, det er SF, der allerede tidligt har lagt det her ind som et af de emner, som vi skal diskutere i forbindelse med den nye aftale, og der får vi jo lejlighed til at forholde os til, hvordan vi skal gøre det.

Men jeg takker oprigtigt for debatten og for de indlæg, der har været, som jeg synes har bidraget på en god og saglig måde til forhåbentlig en bredere og bedre forståelse af et meget, meget komplekst problem. Tak.

Tak til justitsministeren. Der er ingen korte bemærkninger til justitsministeren. Til gengæld kan jeg så give ordet til ordføreren for forespørgerne til den afsluttende bemærkning i forbindelse med forespørgslen her. Værsgo.

Jeg har skrevet en masse spørgsmål ned til ministeren, men når jeg ikke stiller dem nu, er det, fordi vi tager dem i forbindelse med politiforliget, hvor de skal tages. Men jeg vil sige tusind tak til alle sammen her i salen, også dem, jeg ikke var helt enige med. Det var rigtig vigtigt, at vi tog den her debat, og hvis der kommer en fælles vedtagelsestekst ud af debatten, kan jeg sige, at så er jeg en glad mand, der står her i Folketingssalen, fordi vi nu har givet hinanden håndslag på, at det her tager vi op i politiforliget. Jeg ville bare gerne sige tusind tak for det, og så ser jeg frem til forhandlingen om politiforliget. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted på tirsdag den 23. juni 2020.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)