Tak for det, og jeg håber, vi her i Folketinget i dag får en god debat om antisemitisme. Fra Dansk Folkepartis side har vi jo rejst den her forespørgsel for at få drøftet, hvad det danske samfund gør mod antisemitisme, og det er jo, fordi det ikke kan være rigtigt, at jøder ikke kan leve i fred, i tryghed og i sikkerhed i vores samfund.
Det kan ikke være rigtigt, at jøder, danske jøder, ikke kan færdes trygt overalt i Danmark, og at de må leve med konstant politibevogtning af deres synagoge, skoler og institutioner. Det er desværre en grim tendens til en stigende antisemitisme, vi ser rundtomkring i Europa, og den er sket, i takt med at vi har fået en stigende indvandring til Europa, specielt fra Mellemøsten.
Selv om vi jo så ser antisemitisme både på den yderste venstrefløj og den yderste højrefløj, kommer truslen, som vi ser det i Dansk Folkeparti, hovedsagelig fra visse muslimske indvandrerkredse med udgangspunkt i eksempelvis moskeer i Danmark. Her er jødehad en fastholdt ting som en del af den identitet, man kommer med i moskeen, ofte også båret af mellemøstkonflikten, hvor Israel i moskeerne bliver udråbt som den store stygge ulv, og det synes vi er helt urimeligt. For særlig det jødiske samfund i Danmark er jo et fremragende eksempel på vellykket integration, og den historie kan man få fortalt meget tæt herpå, nemlig på Dansk Jødisk Museum i København, som netop ikke er et holocaustmuseum, men et museum, der formidler historien om jødernes vellykkede integration i det danske samfund. Siden angrebet på Krudttønden og efterfølgende på synagogen i Krystalgade i 2015, hvor to personer desværre blev skudt og dræbt, har synagogen og museet været under konstant politibevogtning, og det er meget trist, at det skal være sådan i Danmark, og det er samtidig et meget synligt tegn på, hvor alvorligt truslen skal opfattes.
Jødernes historie i Danmark går 400 år tilbage. Mange kom hertil som flygtninge fra særlig Østeuropa, men blev med tiden en meget integreret del af det danske samfund. Men det jødiske samfund er faktisk under et rigtig stort pres, og det skyldes som sagt specielt indvandringen fra Mellemøsten. Vi kan her kigge over på Sverige med en vis gru. Der har det svenske TV 4 netop haft en udsendelse, der viser, at ni ud af ti jøder i Sverige føler sig utrygge, og mange jøder føler ganske enkelt ikke, at de er trygge i Europa, og derfor vælger mange at udrejse til Israel eller til USA. Alene i 2015 var der 10.000 jøder fra Vesteuropa, der udvandrede til Israel, og det var det højeste antal på det tidspunkt siden Israels oprettelse i 1948.
Det er klart, at danske jøder ligesom andre samfundsgrupper skal kunne tåle en vis form for satire og kritik, og i den forbindelse skal vi ikke gå på kompromis med ytringsfriheden. Men det er altså den rigtige vej at gå for Folketinget at sætte ind over for den chikane – og det er det, jeg vil kalde den – som vi har set over for det jødiske samfund igennem de seneste år. Jøder må ikke forfølges, fordi de er jøder, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at rette op på situationen for de danske jøder. Her foreslår vi obligatorisk undervisning i skolerne, der bl.a. omfatter viden om holocaust og jødeforfølgelserne. Vi foreslår også, at man i forhold til de ekstreme moskeer som f.eks. Grimhøjmoskeen og over for hadprædikanter, der opfordrer til overgreb og drab, har utrolig meget fokus, og så foreslår vi også, at man skal have mere kontrol med de muslimske friskoler, som potentielt udgør en særlig risiko, fordi man der lærer den rette lære, og det er den forkerte lære, hvis vi gerne vil beskytte det jødiske samfund i Danmark.
På baggrund af alt det her skal jeg på vegne af Socialdemokraterne, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Konservative, Enhedslisten, Radikale og Alternativet fremsætte følgende forslag til vedtagelse, og det er faktisk alle partier i Folketinget, så det er meget positivt:
Forslag til vedtagelse
»Folketinget fordømmer på det kraftigste de hadske episoder med chikane og hærværk rettet mod danske jøder, som vi var vidne til på årsdagen for Krystalnatten i november 2019. Folketinget vil ikke acceptere, at jøder ikke kan leve frit i Danmark.
Der er desværre i dag behov for en særlig sikkerhedsindsats i forhold til danske jøder og jødiske institutioner. Folketinget opfordrer regeringen til fortsat at stå vagt om det jødiske samfund og yde den beskyttelse, der er brug for.
Folketinget fordømmer antisemitisme i enhver form og har med bekymring bemærket, at der ikke kun i nynazistiske, men også i islamistiske kredse er en voksende antisemitisme. Derfor pålægges regeringen at bekæmpe antisemitisme i Danmark med alle demokratiske virkemidler, herunder undervisning i folke- og friskoler.
Folketinget noterer sig, at regeringen har iværksat et arbejde med en national handlingsplan mod antisemitisme med det formål at styrke befolkningens viden og bevidsthed om den stigende antisemitisme.«
(Forslag til vedtagelse nr. V 54 (omtrykt)).