Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 19:

Forespørgsel til erhvervsministeren:

Vil ministeren oplyse, om regeringen efter norsk eksempel vil overveje at indføre såkaldte tiltagszoner, hvor der for at understøtte og fremme udviklingen i landdistriktskommuner skabes særlige incitamenter til tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft – eksempelvis mulighed for reduktion af su-gæld ved bosætning i de pågældende kommuner?

Af Mette Hjermind Dencker (DF) og Morten Messerschmidt (DF).

(Anmeldelse 12.11.2019. Fremme 14.11.2019).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 17. december.

Jeg giver først ordet til ordføreren for forespørgerne, og det er fru Mette Hjermind Dencker, Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tak. Tiltagszoner – synes I ikke, at det ord lyder en lille smule mere sexet end Udkantsdanmark og Den Rådne Banan og alle de andre ukvemsord, vi ellers hører landdistrikterne omtalt med? Tiltagszoner er et ord, der ligesom signalerer, at der er en udvikling i gang; her er et sted, hvor vi er i gang med at udvikle, i modsætning til de andre ord, vi kender, hvor det lyder, som om det er et sted, der er i gang med at blive afviklet.

Vi har i Dansk Folkeparti slet ikke lagt skjul på, at vi er inspireret af den norske model. I Norge har de haft stor succes med at indføre tiltagszoner. Det, de gør, er, at de siger: I de her områder har vi rigtig, rigtig hårdt brug for, at der bor mennesker, så hele Nordnorge ikke dør. Derfor giver de de mennesker en række fordele. Det er f.eks. afskrivning af studiegæld, forhøjet børnebidrag, højere løn til bl.a. sygeplejersker og gymnasielærere, rabat på energiregningen samt nogle andre tiltag, der er ganske irrelevante for Danmark. Det er sådan noget som lavere beskatning på fangst af kongekrabber. Det er lidt svært at overføre til danske forhold. Det er også noget med, at de giver en rabat på en arbejdstagerskat, men jeg vil nødig være den, der står her og giver regeringen gode ideer til at indføre endnu flere skatter. Det er de gode til i forvejen.

Når vi i Dansk Folkeparti føler os inspireret af noget, er der straks partier, for hvem der ligefrem går sport i bevidst at misforstå det, vi siger, og forstå det på den måde, at vi vil overføre den norske model en til en til Danmark. Nej, vi er godt klar over, at landdistrikter i Norge er af en helt anden dimension end i Danmark. Der er jo ikke noget landdistrikt i Danmark, der kæmper med, at der er 200 km til den nærmeste købmand. Der er heller ikke noget landdistrikt i Danmark, der kæmper med, at det er 10 grader koldere der end inde i byerne, eller at man har kæmpestore områder, der ligger øde hen.

Men det der med at lave nogle tiltagszoner, der har til formål at booste nogle bestemte områder, hvor det er gået tilbage befolkningsmæssigt, synes vi ikke alene er en rigtig god idé; vi synes, det er en nødvendighed. Det synspunkt deler vi i øvrigt med Landdistrikternes Fællesråd, som her til morgen har været ude at rose Dansk Folkepartis forslag og bl.a. har udtalt:

»Fællesrådet bakker op om Dansk Folkepartis forespørgsel til erhvervsminister Simon Kollerup (S), der fremsættes i Folketingssalen fredag. Her har organisationen skelet til blandt andet Norge, som med succes har understøttet tiltrækningen af kvalificeret arbejdskraft i landdistriktskommuner.

– Der er for mange kommuner i landdistrikterne, som ikke har fået del i den vækst, som resten af landet oplever – alene fordi de er placeret i et landdistriktsområde, hvor det er sværere for både det offentlige og private virksomheder at tiltrække medarbejdere, fortæller formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.«

Så jeg ser frem til en rigtig god debat. Tak.

Tak til ordføreren for forespørgerne for hermed at have givet begrundelsen for forespørgselsdebatten. Og hermed skal jeg give erhvervsministeren ordet til at besvare forespørgslen. Værsgo.

Tak for det. Tak for forespørgslen og også for motivationen til, at vi kan holde den her, synes jeg, også meget vigtige debat om udviklingen i vores landdistrikter. Jeg – og det gælder for hele regeringen – deler ønsket om at understøtte og fremme en positiv udvikling i landdistrikterne. Det skal der i hvert fald indledningsvis ikke herske nogen tvivl om. Og ud over erhvervsministerrollen tager jeg også mit ansvar som landdistriktsminister meget, meget seriøst. Det er en vigtig prioritet for mig at arbejde for, at vi får skabt et sammenhængende Danmark. Derfor vil jeg også gerne kvittere for, at Dansk Folkeparti tager emnet op, og jeg glæder mig til, at vi i dag kan dele vores ambitioner og planer for landdistrikterne med hinanden. Jeg kan i hvert fald selv se, at den økonomiske fremgang i Danmark i flere år har været skævt fordelt mellem land og by. Der er mange, der oplever, at vores landdistrikter ikke får tilstrækkelig del i det opsving, som resten af Danmark har oplevet de seneste år. Og det er min overbevisning, at de danske landdistrikter har forskellige forudsætninger, forskellige styrker, men også forskellige udfordringer. Og derfor findes der ikke en hurtig one size fits all-løsning, som kan hjælpe landdistrikterne sådan over et.

Som bekendt fremlagde Socialdemokratiet i august 2018 udspillet »Nærheden tilbage«. Formålet med det udspil er at tage et opgør med centraliseringsbølgen, der trækker Danmark skævt. Det er fortsat regeringens ønske. Og vi vil arbejde for at styrke landdistrikterne ved at bringe velfærden tættere på borgerne og skabe bedre vækstbetingelser for produktion og erhverv i hele Danmark. Vi vil sikre, at der er udvikling, muligheder, velfærd og arbejdspladser i hele vores dejlige land.

I Norge har man siden 1990 omtalt den allernordligste del af landet som tiltagszonen. Forslaget om oprettelse af den her tiltagszone udsprang af kriser i fiskeriet og fiskeindustrien, og tiltagene, der blev målrettet zonen, skulle afhjælpe arbejdsløshed og generelt dårlige levevilkår for befolkningen i Nordnorge. I dag søger man med ordningen at skabe en attraktiv region at bo, arbejde og drive virksomhed i. De væsentligste virkemidler er fritagelse for arbejdsgiverafgift, nedskrivning af studielån og reduktion i personbeskatningen. Ambitionen om at fremme udviklingen i udfordrede områder deler vi sådan set i den danske regering med vores norske kollegaer. Og jeg er enig med Dansk Folkeparti i, at det er værd at holde øje med gode ideer og løsninger i vores nabolande.

En tiltagszone – sådan en til en efter norsk eksempel – har jeg alligevel svært ved at se for mig som et greb, der kan overføres direkte til Danmark, og det er der flere grunde til. Som ordføreren for forslagsstillerne også siger, er vores lande forskellige på mange punkter. Danmark er ikke nær så udfordret som Norge i forhold til at skabe bosætning i alle dele af landet; det gælder hverken, når vi taler geografi eller klimamæssige forhold. Tiltagszonen er kun indført i de allernordligste kommuner i Norge, hvor bosætning er forbundet med væsentlige udfordringer. I Danmark er vi så heldige, at selv om klimaet fylder mere og mere i vores hjemlige diskussion, er der ingen steder, hvor klimaet besværer bosætningen i samme grad som i Nordnorge. Det betyder, at vi ikke på det parameter oplever forskelle i vores levevis – men vi har andre udfordringer.

I forespørgslen fremhæver Dansk Folkeparti muligheden for at reducere studiegæld ligesom i den norske tiltagszone. Det danske su-system er anderledes indrettet end det norske. I Danmark kan su-stipendiet suppleres af su-lån. I Norge får studerende på videregående uddannelser som udgangspunkt støtten som su-lån. Og en del af lånet kan på visse betingelser konverteres til stipendier efterfølgende. Bare sådan en forskel mellem det danske og det norske su-system betyder, at eftergivelse af lån som incitament for bosætning ville virke på en anden måde i Danmark, end det gør i Norge.

I 2012 undersøgte norske forskere tiltagszonen og tiltagenes virkninger for de 92.000 nordnorske indbyggere, der bor i zonen. I deres rapport blev den årlige udgift til zonen i 2010 opgjort til ca. 3,2 mia. norske kroner. Der er med andre ord tale om en massiv økonomisk støttepakke i Norges model, og der er derfor også en væsentlig overvejelse omkring finansiering knyttet til den norske model, hvis man vil lave en sådan en til en.

I mine øjne er ideen om at målrette tiltag til landdistrikterne imidlertid fornuftig, og jeg glæder mig derfor også over, at der allerede findes gode initiativer, som giver nogle særlig gunstige vilkår til visse dele af Danmark. Det gælder f.eks. muligheden for at søge LAG-midler og FLAG-midler til projekter, der skaber udvikling og nye arbejdspladser i vores landdistrikter. Regeringen har valgt at tildele LAG'erne yderligere 30 mio. kr. i 2020, og det har vi gjort, fordi LAG-indsatsen i høj grad støtter op om væksten i landdistrikterne.

Der er også landdistriktspuljen, som bl.a. yder støtte til projekter, der fremmer beskæftigelse og også bosætning i landdistrikterne. Og hertil kommer selvfølgelig puljens helt særlige østøtte, der medvirker til at sikre gode levevilkår for de 27 småøer, vi har i Danmark. I Danmark har vi også givet mulighed for, at pendlere fra yderkommuner kan opnå et forhøjet befordringsfradrag, ligesom borgere på ikkebrofaste øer kan trække udgifter fra til logi, hvis afstanden til arbejdet gør, at de ikke kan overnatte derhjemme.

Puljen til landsbyfornyelse bør også nævnes. Det er en pulje, der er målrettet 56 kommuner – med midlerne fra den pulje kan kommunerne søge om tilskud til især nedrivning af faldefærdige ejendomme, som skæmmer vores landsbyer.

Der er altså en hel del gode initiativer, der er målrettet landdistriktskommunerne. Geografisk er tiltagene ikke afgrænset til én zone, men flere landdistriktskommuner går igen i de forskellige afgrænsninger.

Regeringen arbejder på flere måder for at undgå et Danmark, der knækker over. Vi har allerede meldt ud, at vi ønsker at investere i lokale uddannelsestilbud. Vi stopper omprioriteringsbidragets stadige udhuling af uddannelserne. Vi kommer med 50 mio. kr. som økonomisk redningskrans til de trængte hf- og vuc-afdelinger. Og for nylig har min gode kollega uddannelses- og forskningsministeren godkendt ansøgninger fra de videregående uddannelsesinstitutioner om at oprette 15 nye uddannelser, udbud og dubleringer uden for de store universitetsbyer.

Regeringen ønsker en bred geografisk uddannelsesdækning. Der skal være gode uddannelser i hele landet, så vores børn og unge kan få en tryg opvækst og en god skolegang. Og virksomhederne i hele landet skal have adgang til kvalificeret arbejdskraft. Det er med til at skabe både arbejdspladser og kvalificeret arbejdskraft rundtom i landet, præcis sådan som vi ønsker det i regeringen.

Strukturelle ændringer præger også Danmark. Her og i resten af EU har vi LAG-ordningen, som bidrager til at opdyrke nye erhvervs- og jobmuligheder, hvor der tidligere fandtes flere arbejdspladser inden for landbruget. Men til trods for den store værdi, som LAG-midlerne har lokalt, blev LAG-midlerne beskåret med 30 pct. af V-regeringen tilbage i 2015. Det var efter min opfattelse en helt skæv prioritering, og det gav da også en fuldstændig berettiget kritik fra flere sider.

Nu har regeringen så som sagt tildelt 30 mio. kr. ekstra til de lokale aktionsgrupper for at rette op på ordningen for det kommende år. De ekstra midler rettes mod projekter, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne. Og på den måde vil de bidrage til både erhvervsudvikling, jobskabelse og den grønne omstilling.

Regeringens arbejde for at undgå et Danmark, der knækker over, er kun lige begyndt. Senere i valgperioden vil vi i regeringen fremlægge et politisk udspil, der skal styrke landdistrikterne og områderne uden for de store byer, og det er et arbejde, jeg glæder mig meget til for alvor at komme til at tage fat på.

Under forberedelserne af det udspil vil jeg selvfølgelig søge inspiration i både ind- og udland, hvilket er rammen for den debat, vi har i dag. Det er vigtigt, at vi får set på udfordringer og potentialer, og at vi tager os tid til at finde de bedste løsninger for et sammenhængende Danmark, og det sker i dialog med relevante interessenter og for mit vedkommende også i en tæt dialog med mine gode kolleger i Udvalget for Landdistrikter og Øer.

Afslutningsvis vil jeg sige, at selv om jeg umiddelbart er skeptisk i forhold til at indføre tiltagszoner efter norsk model i Danmark, så kan det selvfølgelig godt være fornuftigt at se på, hvilke fordele og hvilke ulemper der er ved sådan en model. Og jeg er generelt meget åben over for at søge inspiration til andre gode landdistriktspolitiske tiltag i vores nabolande.

Jeg glæder mig desuden over, at Folketinget deler den store interesse i landdistriktspolitikken, og jeg oplever, at vi har mange gode fælles intentioner om udviklingen uden for de større byer, og der ser jeg ikke mindst Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer som en central og vigtig sparringspartner i mit virke som minister for landdistrikterne og i det videre arbejde med at give landdistrikterne det nødvendige politiske løft. Tak for ordet.

Tak til ministeren for besvarelsen. Det er nu således, at der er mulighed for en enkelt kort bemærkning til ordførerne, altså en kort bemærkning af maksimalt 1 minuts varighed. Det har indtil videre forespørgeren bedt om, og det er fru Mette Hjermind Dencker, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak for det. Jeg vil også anerkende, at jeg ved, at ministeren har et hjerte, der brænder for landdistrikterne. Vi har jo selv en fortid sammen i Landdistriktsudvalget, så det er jeg slet ikke i tvivl om, og det er rart at se og få bekræftet. Det, der er lidt ærgerligt, er, at det jo var lidt sjovt, at jeg faktisk i min tale kunne forudse, at nogle – herunder endte det så også med at være ministeren – bevidst misforstod det, som om vi ville overføre det en til en fra Norge til Danmark. Jeg må på det kraftigste sige, at jeg godt kender forskellen på de to lande, både økonomisk og geografisk, og ved godt, at det jo ikke er det, vi taler om. Vi taler om inspiration i forhold til tiltagszoner.

Derfor blev jeg også glad, da ministeren til sidst sagde, at han var åben over for at søge inspiration. Der kunne jeg godt tænke mig at høre noget om de tiltag, som vi allerede har gjort for landdistrikterne. Hvis vi i princippet havde tegnet en streg og sagt, at der skulle være tiltagszoner dér, hvor vi i Dansk Folkeparti foreslår det, så havde de alle sammen fået gavn af det, og der havde ikke været nogen forskel. Men det her handler om at sige: Her har vi altså nogle tiltagszoner, og indtil videre vil der ikke være nogen i landdistrikterne, der vil komme til at stå uden for de tiltagszoner, i og med at det både gælder land- og yderkommuner. Hvad tænker ministeren om det?

Ministeren.

Tilgiv mig, hvis jeg har misforstået forespørgslen. Men bare lige det her til en start: Den er jo ret eksplicit i forhold til at nævne eksempler som reduktion af su-gæld osv., så der er jo mange af elementerne, der også fremgår på skærmen her, som er direkte de samme. Derfor synes jeg, det var relevant at gå ind og sige, at der faktisk er nogle forskelle på vores studielånssystem i Danmark og i Norge, som gør, at hvis man vælger det her tiltag, får man nogle andre incitamenter.

Men tankesættet tror jeg sådan set vi deler mere, end vi måske lige oplever i den her debat, nemlig at vi er nødt til at turde behandle forskellige områder forskelligt for at stille dem lige med hensyn til muligheder. Det er jo der, mit politiske brændende hjerte som socialdemokrat er stærkest: Det er for at skabe lige muligheder. Der kigger vi på mange af de ting, som kan vende centraliseringen om. Jeg vil sige, at hele »Nærheden tilbage«-udspillet stadig er til stor inspiration for mig i det videre arbejde, jeg skal lave.

Den næste spørger er hr. Peter Juel-Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for nogle gode bud på, hvordan vi kommer videre her. Jeg har dog et par kommentarer. Jeg er ligesom ministeren meget optaget af, at vores LAG-system virker osv. Jeg synes, ministeren pynter sig lidt med lånte fjer, når ministeren går ud og siger, man har tilbageført 30 mio. kr., for i bund og grund var det jo penge som den tidligere regering havde sikret var der, fordi det var uforbrugte midler. Så man har faktisk bare fodret hunden med sin egen hale. Det synes jeg ministeren glemmer at putte ind.

Jeg er enig med ministeren i, at der er mange udeståender på LAG-ordningen, både når det kommer til at sikre, at den er mindre bureaukratisk, men også når vi skal slippe ud af det der mellemfinansieringsmorads, der faktisk er, som er en stor hæmsko for LAG-grupperne derude. Den ordning er tung at danse med og jager ildsjæle væk. Så et er, at vi har fået nogle flere penge i den, men der udestår faktisk den største arbejdsopgave, nemlig at sikre, at den er meget mindre bureaukratisk, plus at den også virker væsentligt hurtigere. Der har vi en fælles opgave i at få løftet den.

Så undrer det mig lidt, for man kan godt sige alle de rigtige ting, minister – og nu rejser formanden sig op, så jeg vil vente med mit spørgsmål.

Formanden rejser sig, fordi der er gået 1 minut, og dermed er det ministeren.

Nu starter jeg med det positive: Jeg er glad for, at vi deler ambitionen om at fremme udviklingen i landdistrikterne. Jeg deler også ambitionen om hele tiden at indrette ikke bare hele vores offentlige sektor, men også systemet omkring LAG'erne så effektivt, vi kan. Det er de gode folk i Erhvervsstyrelsen heldigvis allerede godt i gang med, og vi fik jo kollektivt en orientering om det, da vi havde mulighed for at ses en hyggelig aftenstund til vores første sådan officielle komsammen, udvalg og minister imellem. Så det er min fornemmelse, at det er i god gænge.

Jeg er nødt til så alligevel også lige at give lidt igen, for jeg føler ingen trang til at pynte mig med lånte fjer, hvis det er fra Venstre, de skal komme, i forhold til LAG-ordningen. Jeg skal bare stilfærdigt erindre om, hvem det var, der beskar LAG-ordningen med 30 pct., da man skulle finansiere landbrugspakken i sin tid. At man så ikke har haft afløb på nogle af pengene, som jo var målrettet de miljømæssige tiltag, der skulle kompensere for landbrugspakken, må man så tage en vurdering af hvordan man synes ligger ude i det ganske land. Men jeg er helt stolt over, at den her regering har tilbageført midlerne til LAG-ordningen.

Den næste spørger er hr. Sikandar Siddique fra Alternativet. Værsgo.

Tak til ministeren. Jeg synes, det er en vigtig debat, som Dansk Folkeparti har rejst. I Alternativet har vi lavet et helt udspil omkring landdistrikterne, og jeg vil høre ministeren, om man ikke, inden man eventuelt gik videre med de her tiltagszoner, kunne lave det, vi kalder et center for kommunal vidensdeling for landdistrikter, hvor man havde et nationalt videncenter, hvor man samlede interessenter, forskellige organisationer, kommuner, eksperter i et råd, og hvor man så kunne udarbejde en større plan for, hvordan man kunne oppe de her landdistrikter. Man kunne så også bruge det her videncenter til at dele erfaringer på tværs af kommuner. Er det ikke en idé, man kunne starte med?

Ministeren.

Tak for ordene. Jeg er fortsat skeptisk over for tiltagszonerne som en til en-model, men jeg synes, det er fint at vurdere fordele og ulemper ved det. Så jeg er helt enig med spørgeren i, at det kan være fornuftigt at få gjort.

Der findes jo en række forskellige aktører på det her område. Der er jo Center for Landdistriktsforskning, hvor jeg er glad for, at vi har lavet en meget bred aftale om at kunne lægge en stabil tilskudsramme ind; der fremmer vi noget vidensadgang. Jeg tror også, vi alle sammen har et ønske – sådan oplevede jeg det i hvert fald i forhandlingerne – om, at den viden skal ud at bruges, at den skal deles. Den skal ikke stå på hylderne inde på forskerkontorerne; den skal ud at deles, så den kan blive til inspiration for de yderområder, der kan finde gavn ved den.

Når alt det så er sagt, vil jeg stadig væk sige, som jeg også sagde i min tale, at landdistrikterne er så mangefacetterede og deres udfordringer og, hvad skal man sige, goder, altså deres styrker, er så forskellige, at jeg ikke tror på, at der er en one size fits all-model. Det skal ikke gøre, at man ikke godt kan dele erfaringer, men jeg tror bare, vi skal være meget opmærksomme på, at landet, selv om det er et lille land, vi bor i, stadig har meget forskellig områder.

Den næste spørger er hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak. Fødevareproduktion eller fødevareklynger er noget af det, som står stærkt, og rigtig mange arbejdspladser i landdistrikterne er baseret på det her. Nu har man lige vedtaget en klimalov, og der skal ikke være nogen tvivl om, at vi fra Nye Borgerliges side er dybt bekymret for, om tiltagene, som kommer til at ligge deri, kommer til at ramme de her landdistrikter hårdt. For hvis vi straffer landbruget endnu mere, vil den her produktion blive flyttet ud til nogle lande, som så har et højere CO2-aftryk. Så det vil ikke hjælpe noget i forhold til den samlede CO2-udledning og klimaet. Men jeg kunne godt lidt tænke mig at høre, hvad ministeren vil gøre for at sikre landdistrikterne, også når man nu kigger ind i en klimaplan.

Ministeren.

Tusind tak for et meget, meget vigtigt og også relevant spørgsmål, for det rører jo ved to ting. Det rører jo ved risikoen. Hvis man går for stramt og for hårdt og for uintelligent til den grønne omstilling, risikerer man carbonlækage, og man flytter arbejdspladser ud af landet. Det pynter måske på CO2-regnskabet, men det pynter jo ikke på, om folk har et arbejde, og om der er vækst og velstand i vores samfund. Derfor er det vigtigt – og det er også en del af klimaloven – at hele konkurrenceevneperspektivet og vores virksomheder er med i fokus. Det er sådan håndteringen af risikosiden af en klimalov, og det synes jeg Folketingets partier har gjort med den måde, hvorpå man har lagt principper ind i klimaloven.

Den anden side af mønten er jo så også, at der er enormt store potentialer. Jeg tror da, at vores fødevareproduktion og vores virksomheder i det hele taget har et erhvervseventyr liggende foran sig i den grønne omstilling, og i dag er det i hvert fald sådan, at de grønne arbejdspladser ikke alle sammen er centreret om de store byer. Der er jo mange grønne arbejdspladser ude i det, som vi, der ikke vil sige Udkantsdanmark, kalder Produktionsdanmark. Så jeg tror på, at den grønne omstilling kan blive en gevinst, også for vores landdistrikter.

Den næste spørger er fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at vi egentlig mangler arbejdskraft i rigtig mange situationer, ikke kun i landdistrikterne, men også i rigtig mange virksomheder i byerne. Der tænker jeg i forhold til landdistrikterne, hvor vi ved at det kan være lidt svært at bibeholde folk eller få folk til at flytte tilbage, at vi jo så også har den mulighed, at vi kan efterspørge bedre udenlandsk arbejdskraft med præcis de kvalifikationer, vi ønsker at bruge der. Er det også noget, ministeren vil se på i forbindelse med det her punkt?

Ministeren.

Jeg synes jo, der er lavet en rigtig god finanslovsaftale, hvor der også er mulighed for at kunne se ind i lige præcis det spørgsmål. Jeg vil bare alligevel adressere det. Når vi skal kunne levere kvalificeret arbejdskraft til vores virksomheder, er vores uddannelsessystem i mine øjne et af de centrale værktøjer i den sammenhæng, og når jeg derfor i dag vælger at fremhæve, at vi har annulleret omprioriteringsbidraget, som beskærer vores uddannelser, erhvervsuddannelser osv., så er det jo, fordi jeg også tror på, at et løft af lige præcis det erhvervsskolemæssige område kan bidrage til, at der er kvalificeret arbejdskraft. Vi er jo inde at røre ved det her spørgsmål om, om der er et fremtidigt mismatch på vores arbejdsmarked. Vil der være for mange, der alene har en ufaglært baggrund, hvor virksomhederne efterspørger noget mere? Der har vores uddannelsessystem, herunder også vores vuc-centre, hvoraf mange jo har været lukningstruet, en mulighed for at levere svar på nogle af de udfordringer.

Således har alle de ordførere, der ønskede en kort bemærkning her til ministeren, fået svar på dem. Tak til ministeren. Vi går nu over til forhandlingen og dermed også de almindelige regler for korte bemærkninger, således at ordførere kan komme med to korte bemærkninger, henholdsvis 1 minut og derefter ½ minut. Dermed er det nu ordføreren for forespørgerne, og det er fru Mette Hjermind Dencker fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tak for det. I både år 2016 og år 2017 blev vi danskere ifølge World Happiness Report kåret til det gladeste folkefærd i hele verden, og i 2018 og 2019 blev vi desværre overhalet af Finland, men vi er altså stadig væk nummer to den dag i dag.

Vi er stadig væk næsten de gladeste mennesker i hele verden, og ved I hvad, Realdania har lavet en undersøgelse, som har vist, at de gladeste danskere bor på landet. Det vil sige, at de gladeste af de gladeste mennesker i hele verden bor i de danske landdistrikter, og dem er vi som landdistriktsordførere så heldige at arbejde sammen med. Det synes jeg er dybt privilegeret. Det er bare en lille smule sjovere at være landdistriktsordfører her i Danmark, end det er at være det i Sydsudan, som var det mindst glade land i hele verden. Jeg er jo selv en af verdens lykkeligste mennesker ifølge de to rapporter. Jeg bor i en yderkommune, Syddjurs Kommuner, i en lille by, Tirstrup, på 500 indbyggere, og jeg må bare sige, at jeg kan genkende det hele fra min landsby. Jeg kan genkende det der med, at vi elsker at hjælpe hinanden, at vi elsker at være sociale med hinanden, og at vi finder på en masse ting, for at vores lille landsby bare skal være et rigtig, rigtig hyggeligt sted at leve. Sådan har de det også i de andre landdistrikter og på øerne. Det er i hvert fald det, jeg bliver mødt med, når jeg besøger dem.

Det, som medierne skriver om, og det, som vi som politikere er nødt til at forholde os til, er alt det, der ikke fungerer i landdistrikterne, desværre med den omkostning, at folk så tror, at det er ganske forfærdeligt at bo i landdistrikterne og på øerne, fordi de kun hører dårligt om dem i pressen. Men os, der bor i landdistrikterne, og os, som er landdistriktsordførere her og tit er rundt i landet, i landdistrikterne og på øerne, ved heldigvis bedre. Men det, der ikke fungerer, skal vi selvfølgelig få til at virke.

Vi skal sikre, at der er en ordentlig mobil- og bredbåndsdækning i hele landet; vi skal sikre ordentlige uddannelsesmuligheder i hele landet; vi skal sikre, at de statslige arbejdspladser spredes jævnt ud over hele landet; vi skal sikre, at det ikke er andre parametre end ens økonomi, man bliver målt på, når man vil købe et hus i et af de områder, hvor de lykkeligste af de lykkeligste mennesker i verden bor. Men det er meget, og det er omfattende, og vi må tage ét skridt ad gangen. Det, som jeg opfordrer til i dag, er, at vi sammen tegner nogle streger på danmarkskortet og siger, at her er tiltagzonerne, at her er de zoner, hvor vi i de kommende år vil gøre en ekstra indsats.

Hvad indsatsen skal være, er noget, vi sammen drøfter senere, men det kunne f.eks. være at sige, at vi i tiltagszonerne vil ligestille de studerende med det arbejdende folk, sådan at de også får et befordringsfradrag, at vi i tiltagszonerne vil give statsgaranterede lån, at tiltagszonerne skal være det første sted, hvor vi laver fuld bredbånds- og mobildækning. Vi kan sådan set fylde hvad som helst i det, og vi kan lave det over en årrække, og så kan vi bagefter lukke tiltagszonerne, når vi synes, vi har opnået det ønskede resultat. Så på den måde er det sådan set kun fantasien, der sætter grænsen.

De områder, som jeg gerne vil have skal være tiltagszoner, er de 27 småøer, det er de fem økommuner, det er landkommunerne, og det er yderkommunerne. For det er der, udviklingen halter bagefter på de fleste parametre, og vi kan også gøre det forskelligt. For ministeren har fuldstændig ret, når han siger, at vi i landdistrikterne ikke kan lave one size fits all-modeller, fordi de er så forskellige, som de er. Så vi kan også inden for tiltagszonerne sige, at vi udpeger de 27 småøer eller de fem økommuner for lige her at gøre nogle særlige tiltag. Vi kan gøre lige, hvad det skal være.

Så med ønsket om, at vi sammen kan gøre Danmarks lykkeligste mennesker i verdens næstlykkeligste land endnu gladere, så håber jeg, at mine gode og i øvrigt også glade landdistriktskolleger her på en hyggelig fredag formiddag i december vil bakke op om Dansk Folkepartis forslag, som lyder:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget opfordrer regeringen til efter norsk model at udpege land-, yder- og ø-kommuner samt de 27 danske småøer som tiltagszoner og i samarbejde med relevante landdistriktsaktører at identificere, hvilke initiativer der med fordel kan iværksættes for at understøtte og fremme udviklingen i de nævnte områder«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 33).

Tak.

Tak til ordføreren. Der er et forslag til vedtagelse, som vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er et par ønsker om korte bemærkninger til ordføreren. Det er først hr. Sikandar Siddique, Alternativet. Værsgo.

Tak til ordføreren. I Alternativet mener vi, det er en væsentlig debat, en vigtig debat, Dansk Folkeparti rejser her.

Da jeg skulle forberede debatten med min praktikant Emil, fangede Emil noget her i udspillet i forhold til nedsættelse af su-gæld. Emil siger: Kan det være, at det i virkeligheden får den modsatte effekt: at incitamentet til, at man kan få nedsat sin su-gæld, i virkeligheden kommer til at betyde, at unge mennesker oparbejder en su-gæld, fordi man ved, at man senere hen kan få den sat ned, hvis man flytter ud til landdistrikterne? Har ordføreren undersøgt, om den ordning kunne have sådan en effekt?

Ordføreren.

En afskrivning af studiegælden kunne f.eks. være med 10 pct. eller 5 pct., for hvert år du boede i en af tiltagszonerne. Hvis du vil have afskrevet din studiegæld, skal du jo, uanset hvad, betale den tilbage, og så skal du have et arbejde, så du kan betale din studiegæld tilbage.

Hvis de flytter til et område, hvor der ikke er noget arbejde, så er det også svært for dem at betale det tilbage, så derfor har jeg lidt svært ved at se det økonomiske incitament til det. Det skal jo selvfølgelig følges op af andre gode tiltag, hvor der også er gode jobmuligheder.

Hr. Sikandar Siddique.

Tak for svaret, ordfører. I forlængelse af den mulige problemstilling spørger vores praktikant Emil så: Hvorfor ikke skabe bedre muligheder for iværksættere i stedet for, så unge iværksættere f.eks. kan få et iværksætterfradrag? Var det ikke en bedre mulighed?

Ordføreren.

Jeg vil altså kun opfordre ordføreren til at hilse sin praktikant Emil og sige, at han lyder meget kvik. Jeg synes, det lyder som en alletiders idé. Det er jo et fantastisk eksempel, Alternativet kommer med, på noget, vi også kunne fylde i tiltagszonerne. Så det vil jeg være ganske åben over for.

Den næste spørger er fru Mona Juul, Konservative. Værsgo.

Tak for det. Vi er jo mange, der ikke bor i de store byer, og det er jo hamrende besværligt, når man kommer her på Christiansborg, hvor man er nødt til at rejse frem og tilbage. Men det er jo et valg, som man altid selv træffer, og det, mit spørgsmål går på, er: Har ordføreren regnet på, hvad de her økonomiske konsekvenser vil være med nedsættelse af det ene og det andet, og hvor pengene egentlig skal komme fra?

Ordføreren.

Der ligger intet konkret forslag til noget, der har økonomiske konsekvenser. Der ligger et forslag om tiltagszoner, som er, at vi siger, at her vil vi godt lave nogle særlige tiltag. Så ligger der nogle eksempler på, hvad det kunne være, men det er jo noget, som vi sammen skal drøfte. Det, vi skal tage stilling til nu, er, om det er en god idé, eller det ikke er en god idé at have tiltagszoner.

Fru Mona Juul.

Jeg må bare sige, at vi, for at jeg synes, at noget er en god idé eller en dårlig idé, er nødt til at have en eller anden økonomisk ramme på det. Vi er nødt til at finde ud af, hvor det er vi skal tage penge fra for at kunne lægge dem over i noget andet. Vi kan sagtens have en principiel diskussion om, hvad vi skal med landdistrikter, og jeg fornemmer jo tydeligt, at alle gerne vil gøre noget, men økonomien skal med.

Ordføreren.

Ja, lige præcis. Vi siger, at nu har vi nogle zoner her, hvor vi vil gøre en ekstra indsats, og vi siger så efterfølgende, at vi her rundt om bordet og i samarbejde med ministeren og relevante landdistriktsorganisationer skal finde ud af, hvad det er, der skal fyldes i i forhold til tiltagszoner. Det er jo dér, vi skal tage stilling til det økonomiske. Det er jo dér, vi skal ned i bolledejen i de konkrete eksempler. Lige nu handler det sådan set om at sige, om det er en god idé, eller det ikke er en god idé, at vi laver de her zoner.

Den næste spørger er hr. Lennart Damsbo-Andersen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes, det var dejligt, at ordføreren startede med at fortælle, at os, der bor ude på landet, er lykkelige. Jeg bor også rigtig meget ude på landet. Faktisk kan I se, hvor jeg bor, når I kigger ned på billedet, der er nede bagved. Nede bag ved træerne ovre til højre bor jeg rent faktisk.

Når nu det er sagt, vil jeg sige, at ministeren har sagt rigtig mange gode ting. Det synes jeg jo. Men jeg forstår så, at nu er ordføreren måske begyndt også at lægge lidt fortolkning i det, der står som tekst i forhold til forespørgslen her og brede det lidt mere ud. Det synes jeg er fair nok. Der er rigtig mange gode tanker. Det kan jeg også godt høre. Det, som jeg har problemer med, er egentlig – det er nok ministeren, der har det, men nu spørger jeg alligevel – at det her kommer til at koste rigtig, rigtig mange penge. Det kan jeg høre. Har ordføreren overvejet, hvordan de her zoner skal finansieres med alle de tiltag, som ordføreren foreløbig har linet op?

Ordføreren.

Jeg har svært ved at se, hvordan det koster rigtig mange penge at sige, at her har vi de områder, nemlig de 27 småøer, de 5 økommuner, landkommuner og yderkommuner, og det er de områder, hvor vi godt kan gøre en ekstra indsats. Det, at vi siger dét, koster jo ikke noget i sig selv. Det, der koster penge, er det, vi skal fylde i det. Det er de initiativer, vi skal fylde i det, og som vi så hver især til den tid tager diskussionen om. Det glæder jeg mig i øvrigt til, i håbet om at Socialdemokraterne vil bakke op om det.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Tak. Det var lige lidt for billigt, men o.k., fair nok. Ordføreren har måske ikke overvejet det så meget, men så kan ordføreren jo overveje det lige nu, for i næste uge skal vi faktisk stemme om finansloven. Og der er vi jo f.eks. i den situation, at regeringen har foreslået at afskaffe omprioriteringsbidraget i forhold til uddannelserne på erhvervsuddannelserne. Hvordan stemmer Dansk Folkeparti så i forhold til det? For det er jo et tiltag, der peger i den rigtige retning – også i forhold til noget af det, vi snakker om her.

Ordføreren.

Jamen det tager vi jo i finanslovsdebatten på onsdag, altså hvordan vi stemmer i forhold til det – om vi stemmer for eller imod den samlede finanslov. Der er jo sikkert gode elementer i den, og der er også elementer, vi har svært ved at tage.

Tak til ordføreren. Der er ikke ønske om flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Lennart Damsbo-Andersen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand. Allerførst må jeg køre mikrofonen lidt ned, kan jeg se. Og tak til Dansk Folkeparti for at rejse forespørgslen her i den her vigtige debat. Og tak for, at vi får mulighed for at diskutere udviklingen i landdistrikterne og hvilke tiltag, der skal til for at skabe udvikling og vækst i hele Danmark og balance i Danmark.

I Socialdemokratiet er vi dybt optaget af at få genskabt et Danmark i balance. De senere års centralisering, som daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sammen med bl.a. Dansk Folkeparti satte i gang med kommunalreformen, har jo ikke kun betydet lukning af rådhuse og biblioteker rundtomkring i Danmark. Det har jo nærmest startet en tsunami, der har raset hen over hele landet.

Der er lukket lokale politistationer, nedlagt sygehuse, fjernet lokale domhuse, lukket erhvervsuddannelser, lærerseminarier, sygeplejeskoler, pædagogseminarier – og jeg kunne blive ved – rundtom i hele Danmark med det resultat, at der overalt uden for de store byer opleves en stor afstand til næsten alting, både uddannelse, velfærd og service fra det offentlige, men også stor afstand til beslutningstagerne.

Og når man så samtidig oplever befolkningstilbagegang, tomme boliger, der forfalder og er usælgelige, ja, så får man jo let det indtryk, at der ikke er ret meget, der fungerer uden for de store byer. Og jeg ved ikke, om de partier, der sammen med Dansk Folkeparti stemte for kommunalreformen havde overvejet, hvad det var, man satte i gang. Men det kan vi jo spørge ordførerne om om lidt.

I Socialdemokratiet har vi sat os for at vende den negative udvikling og sætte ind for at skabe balance i Danmark igen. Og der er jo masser at bygge på, for på trods af alle de mistrøstigheder, jeg netop har nævnt, blomstrer livet og optimismen ude i landdistrikterne. Det kan ordførerne formentlig bekræfte – det har de jo allerede gjort. Der er en meget stor vilje og evne derude til at gøre noget ved tingene.

Men der skal skabes lige muligheder for at få uddannelse tæt på, hvor man bor; for at man har sin egen personlige læge; for at komme hurtigt til sygehuset, hvis uheldet er ude; for at politiet kommer, når der er brug for det; for at få finansieret sin hushandel, hvis man vil købe eller sælge; for at ens unger kan komme i den lokale folkeskole eller børnehave – alt det, som borgerne i de store byer tager for givet, men som centraliseringsbølgen har gjort til noget, man mange steder må kigge i vejviseren efter.

Når forespørgeren så stiller ministeren spørgsmålet om, hvorvidt tiltagszoner er en god idé, må det jo være et udtryk for, at Dansk Folkeparti synes, at det er en fremragende idé at gøre som i Norge, hvor der tilbydes særlige vilkår, hvis man eksempelvis tager arbejde langt væk, f.eks. så langt mod nord som i Tromsø. Ja, så må jeg jo for min del sige, at Danmark altså er for lille en størrelse til, at vi kan sammenligne os med Norge på den måde. For jeg er med på, at hvis vi havde landdistrikter, der lå lige så langt fra København, som Tromsø ligger fra Oslo, så var det en anden snak. Men så ville vi jo tale om områder, der ligger vest for Edinburgh i Skotland, øst for Helsinki i Finland og syd for Lyon i Frankrig. Og det er jo ikke lige en del af Danmark.

Når alt det er sagt, er det rigtigt, at der visse steder er problemer med at besætte visse stillinger – for at gå direkte til den tekst, vi snakker om. Men det løses jo ikke ved at give nedslag i su-gæld; der skal en række tiltag til, som jeg tidligere har beskrevet. Og jeg ser frem til, at vi både i Landdistriktsudvalget og her i salen får lejlighed til at drøfte dem.

Så vil jeg gerne på vegne af S, RV, SF, EL og ALT oplæse et forslag til vedtagelse, og det lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der er områder i Danmark, hvor udviklingen og fremgangen ikke er lige så positiv som i resten af landet. Her skal udviklingen hjælpes på vej. Folketinget tager udfordringerne alvorligt og er optaget af, at Danmark ikke trækkes skævt. Folketinget imødeser derfor, at forslaget om fordele og ulemper ved de norske tiltagskommuner kortlægges, samt at regeringen senere i valgperioden vil fremlægge et politisk udspil, der vil understøtte og fremme udviklingen i landdistrikterne, og hvor der under forberedelserne til udspillet inddrages erfaringer fra en række andre lande, herunder Norge.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 34).

Tak til ordføreren. Der er endnu et forslag til vedtagelse, som vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er et par korte bemærkninger til ordføreren. Den første er fra hr. Peter Juel-Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg kunne forstå, at ordføreren ikke var den helt store tilhænger af kommunalreformen. Kunne ordføreren så ikke prøve på at fortælle os andre, hvad det er for nogle sygehuse – og hvor de ligger henne – som ordføreren gerne vil have genåbnet? Hvad er det for nogle kommuner, som er blevet afskaffet, og som ordføreren gerne vil have tilbage, og hvornår vil ordføreren gøre det?

Ordføreren.

Tak for det. Jeg var ikke til stede i de forhandlinger, der foregik dengang om kommunalreformen. Der sad jeg som borgmester i den lille kommune, som der faktisk er glimrende billeder fra hernede i salen, og der stemte Socialdemokratiet jo imod kommunalreformen. Så det er sådan set bare den indgang, der er til det. Jeg har ikke – heller ikke i min tale her – snakket noget om, hvad der skal genåbnes. Jeg taler bare om, at der er sket en udvikling i forlængelse af den kommunalreform, som jeg ikke tror der er nogen der har været i stand til at forudse, men at vi bliver nødt til at forholde os til den, som tingene er i dag.

Hr. Peter Juel-Jensen.

Så ordføreren er dybt uenig i kommunalreformen, men vil ikke ændre på tingenes tilstand, for det giver ingen mening. Men ordføreren sagde jo også, at kommunalreformen var medvirkende til, at nogle landdistrikter havde det svært. Skal det forstås på den måde, at ordføreren så ikke vil hjælpe landdistrikterne? Altså, jeg kommer også fra et landdistrikt, og jeg kan jo se, at den kommunalreform har givet bedre sundhedsbehandling, bedre kommunal behandling og bedre specialpædagogisk behandling til borgerne ude i landdistrikterne. Baggrunden for kommunalreformen var jo i bund og grund, at man ikke var specialiseret nok, at man ikke var dygtig nok. Man var ikke dygtig nok til at behandle patienterne. Så man har jo faktisk med kommunalreformen i den grad styrket vores landdistrikter på de kvalitetsmæssige områder.

Så er det rigtigt, at der selvfølgelig er blevet længere til politikerne, og det må vi så prøve at gentænke og afbøde konsekvenserne af. Men når man siger, at kommunalreformen er roden til alt ondt, er jeg dybt uenig, og har man den holdning, må man også sige, hvad det er, man vil lave om.

Ordføreren.

Nu har jeg heller ikke sagt, at kommunalreformen er roden til alt ondt. Jeg noterer mig bare, hvordan virkeligheden ser ud, nemlig at der efter og i forbindelse med kommunalreformen er sket en udvikling – og det kan jeg forstå at ordføreren gerne vil tale om. Jeg synes jo, at det er vigtigere at tale om, hvad man så kan gøre efterfølgende. Og forespørgslen handler jo netop om, om man skal lave tiltagszoner, eller om man skal gøre nogle andre ting. Jeg har skitseret nogle andre løsninger, som ikke nødvendigvis står i vejen for, at man også kan lave tiltagszoner. Men jeg kan forstå, at ordføreren føler sig trådt over tæerne, fordi han har været en, der har stemt for kommunalreformen. Det kan jeg jo så ikke rigtig gøre noget ved.

Den næste spørger er fru Mette Hjermind Dencker, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg anerkender fuldt ud, at kommunikation kan være en meget, meget svær ting. Jeg anerkender også, at der er over 1.700 km fra Oslo til Tromsø, og at vi ikke taler om de samme størrelsesforhold. Derfor vil jeg bare spørge ordføreren: Efter at jeg i to omgange har holdt min ordførertale og svaret på spørgsmål, er ordføreren så det mindste i tvivl om – eller er det bare et spil? – det der med, at Dansk Folkeparti mener, at Norge skal være en inspiration og ikke overføres en til en?

Ordføreren.

Nej, nu har jeg jo lyttet til ordførertalen, og jeg har også lyttet til, hvad ordføreren har svaret på de spørgsmål, der er blevet stillet. Så nej, det har jeg fuldstændig forstået. Men jeg synes jo, at det faktisk havde været meget mere interessant at starte den her diskussion et helt andet sted og begynde med at undersøge, hvad det er for nogle konsekvenser, der ville være, af at lave tiltagszoner. Det kommer så efterfølgende nu, og det er også fint nok, men jeg synes, at rækkefølgen havde været mere rigtig, hvis vi havde undersøgt det først og taget debatten bagefter.

Fru Mette Hjermind Dencker.

Hvilke konsekvenser mener ordføreren der kan være af, at vi tager de 27 småøer, de 5 økommuner, landkommunerne og yderkommunerne og siger, at her vil vi gøre en ekstra indsats, og at vi så i øvrigt efterfølgende sætter os sammen og finder ud af, hvad indholdet skal være?

Ordføreren.

Jamen det er faktisk allerede sådan i dag, at der jo er forskellige rettigheder, afhængigt af hvad for en kommune man bor i – om det er en landkommune eller bykommune. Nu nævnte ministeren LAG, men vi har også, jeg ved ikke, om det hedder landsbypuljen eller nedrivningspuljen – vi kan kalde det, hvad vi vil – som det også kun er bestemte kommuner der kan bruge. Så der er jo allerede tiltag i dag, som er forskellige, alt efter hvor man er henne, og jeg vil sige, at uanset hvor man sætter en grænse henne, er der jo altid nogle, der føler sig forbigået, fordi de er lige på den anden side af den grænse og måske har de samme vilkår. Derfor tror jeg, det her er en rigtig vanskelig diskussion.

Så er det fru Jane Heitmann fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren nævner, at kommunalreformen er skyld i, at der er lukket sygehuse. Det synes jeg da er en rigtig spændende tilgang. Ordføreren er vel klar over, at det ikke er os på Christiansborg, der lukker sygehuse, det er heller ikke kommunerne, det er jo regionerne. Men ordføreren må da godt, hvis han kan, liste op, hvad det er for nogle sygehuse, han mener vi har lukket her på Christiansborg.

Det, jeg egentlig gerne vil spørge om, er, om det stadig væk er socialdemokratisk politik, at vi skal have nærhedshospitaler.

Ordføreren.

Jeg svarer på det sidste først: Ja, det er det.

Men i forhold til den anden del vil jeg sige, at der jo er sket en masse ting efter kommunalreformen, og en del af dem har vi også som Socialdemokrati stemt for. Så det er ikke noget med at fralægge sig ansvaret. Jeg siger bare, at der er startet en bevægelse i forbindelse med kommunalreformen, der har betydet en hel masse ting. Der er taget beslutninger her i Folketinget med forskellige regeringer, og der er taget beslutninger i regionerne og andre steder. Og det kan godt være, at de var kommet alligevel over tid, men de er i hvert fald blevet speedet op, i kraft af at vi havde kommunalreformen.

Fru Jane Heitmann.

Kunne ordføreren så ikke fortælle os lidt om, hvad det så er for nogle behandlinger, der skal foregå på de her nærhedshospitaler? Det, vi har kunnet læse os til, er, at det f.eks. er knæoperationer, som man gerne vil rykke ud. Jeg har ikke hørt Lægeforeningen eller andre faglige selskaber være begejstret for den idé. Jeg tror faktisk, de fleste tænker, at det vil være to skridt frem og et tilbage, netop fordi vi jo i dag har et højt specialiseret sygehusvæsen, hvor man kan få behandling af høj kvalitet. Og det har jo været en udfordring, da vi tidligere havde de små sygehuse, at skaffe personale.

Så kunne ordføreren ikke fortælle os lidt om, hvad det så er for nogle behandlinger, der skal foregå på de her små nærhedshospitaler, og om man som dansker kan være tryg ved de behandlinger, der skal foregå? Og hvordan vil man skaffe personale?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at jeg er landdistriktsordfører, og jeg går rigtig meget op i, at vi får velfærd – og det er f.eks. også sygehusbehandling – så langt ud som overhovedet muligt, at vi får uddannelser så langt ud som overhovedet muligt, så de mennesker, der bor i landdistrikterne, kan føle sig, som jeg også beskrev i min ordførertale, lige så godt betjent som de folk, der bor lige herinde midt i København. Og så synes jeg, det er en glimrende diskussion, man kan have i Sundhedsudvalget og med sundhedsministeren om, hvad det er for nogle behandlinger f.eks., man skal kunne få på de nærhedssygehuse, som der så formentlig bliver truffet beslutning om af den her regering.

Den næste spørger er hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg har fulgt debatten lidt her fra de bagerste rækker og kan konstatere, at Socialdemokratiets ordfører ikke er helt vild med at skele til det gamle broderland, Norge. Man må jo anerkende, at geografien selvfølgelig er noget andet, men mange af de udfordringer, som visse dele af Norge har, kan man genkende rundtomkring også i dele af Danmark. Det er i forhold til at kunne tiltrække kvalificeret arbejdskraft osv. Derfor undrer det mig og ærgrer mig også lidt, at man så kategorisk bare siger, at de erfaringer skal vi ikke bruge til noget.

Det, jeg sidder og tænker på, er, om hr. Lennart Damsbo-Andersen i virkeligheden taler på vegne af hele det danske Socialdemokrati, for når jeg har været rundt og tale med borgmestre i det ganske land tilhørende samme parti, har man været helt anderledes positiv over for de takter, der ligger i Dansk Folkepartis forslag.

Ordføreren.

Jeg taler i hvert fald for Socialdemokratiet på Christiansborg, for lige at svare på den del af det. Jeg er sådan set fuldstændig klar over, at der i visse dele af landet – det har jeg også sagt i min ordførertale – kan være problemer, f.eks. med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Men mit og partiets svar til det vil være, at vi skal sikre, at der er uddannelser så tæt på som overhovedet muligt, hvor de skal bruges. Vi skal sikre, at vi har erhvervsuddannelser så langt ude som muligt, sådan at man der kan skaffe den kvalificerede arbejdskraft. Det gælder også i forhold til velfærdsuddannelserne, som måske er de vigtigste.

Så ved jeg godt, at der også kan være områder, hvor man f.eks. mangler ingeniører, men den måde, hvorpå der er etableret ingeniøruddannelse i f.eks. Kalundborg, viser, at det godt kan lade sig gøre, og hvis man har nogle steder, hvor der mangler nogle bestemte, kan man flytte nogle uddannelser derud. Den måde at gøre tingene på arbejder regeringen videre med. Om det så skal være sådan, at vi begynder at sige, at fordi man ikke kan skaffe ingeniører i Esbjerg eller Ringkøbing, skal vi lade det være skattefrit at være ingeniør derude, ved jeg ikke om lige er det helt rigtige svar. Jeg tror mere på, at det at sikre uddannelser derude er mere rigtigt.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg er helt enig i, at det er enormt vigtigt, at vi har en så decentral uddannelsessektor som overhovedet muligt, men jeg forstår bare ikke, hvordan hr. Lennart Damsbo-Andersen kan mene, at det, at man kan uddanne sig decentralt og i hele landet, gør, at det så også bliver nemt at rekruttere arbejdskraften. Sagen er jo, at folk typisk vil flytte til de områder, hvor de kan få de bedste arbejdsvilkår eller de bedste familiemæssige vilkår, eller hvad det måtte være. Så det, at der er uddannelser, gør jo ikke i sig selv, at der også er adgang til arbejdskraft, men det gør netop det, som de har gjort i Norge. Og det kan være på skattebilletten, man skal skrue. Det kan være i forhold til su-gæld. Det kan være nogle af de her ting.

Det, der undrer mig, er, at når jeg sidder og taler med socialdemokratiske borgmestre, som har vildt store problemer med at rekruttere arbejdskraft til deres virksomheder, siger den socialdemokratiske ordfører på Christiansborg bare: Det er ikke mit bord.

Ordføreren.

Vi tager det selvfølgelig meget seriøst, hvis der er nogle problemstillinger. Men de har i hvert fald ikke ringet til mig og sagt det. Det er jo fair nok.

Med hensyn til det om, hvor man uddanner sig henne, og hvor man arbejder henne, er det faktisk noget af det, vi har undersøgt i Landdistriktsudvalget i den sidste periode. Det er faktisk rigtig fint dokumenteret, at det forholder sig sådan, at der, hvor man uddanner sig, vil langt de fleste også bosætte sig og arbejde. Vi taler om, at ca. 80 pct. af de mennesker, som uddanner sig et eller andet sted, også efterfølgende bosætter sig og arbejder der.

Den næste spørger er hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Jeg skulle bare spørge: Hvis man nu bekymrer sig om landdistrikterne, hvorfor laver man så en finanslov, som gør firmabiler dyrere? Det er jo folk derude, som har behov for firmabiler til at kunne komme frem og tilbage og ud at besøge kunderne. Hvis du skal bo lidt længere uden for byerne, har du brug for en bil, så du kan komme frem og tilbage. Hvorfor gør man firmabiler dyrere?

Ordføreren.

Nu tror jeg nok, at det at bo i landdistrikterne handler om andet, end hvordan beskatningen af firmabiler er – eller af at lease dem. Det sidste tror jeg nok er det, der kan være afgørende, hvis ikke jeg tager meget fejl. Nu kigger jeg ned på ministeren, for det er jeg ikke helt inde i detaljerne i. Jeg har ikke hørt en eneste erhvervsdrivende i mit område, der har ringet til mig og sagt: Nu må vi lukke butikken; der er ikke noget, der kan fungere mere.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Transport betyder noget, og offentlig transport er ikke en mulighed, når du bor lidt uden for de store byer. Så når man straffer folk for at have en firmabil til at komme på arbejde – det er det, man gør, for man gør det dyrere, og jeg håber da også, at ordføreren erkender, at det er det, man har gjort i den her finanslov – så gør man det også dyrere at arbejde inden for et erhverv, hvor du har behov for en firmabil. For du kommer til at køre flere kilometer i den, og derfor bliver leasingbilen potentielt dyrere, når du bor i landdistrikterne. Derfor straffer man folk, der bor i landdistrikterne, og man straffer erhvervsdrivende og de mennesker, som har behov for en firmabil, ved at gøre dem dyrere, og det kommer til at skade landdistrikterne.

Ordføreren.

Vi har jo heldigvis for det meste indrettet det sådan i det her land, at den lovgivning, vi laver, gælder for hele landet. Nu er det jo blevet nævnt, at vi skal have tiltagszoner, og jeg kan forstå, at spørgeren ligesom lægger op til her, at firmabiler skal være afgiftsfri eller noget i den stil. Det kan da selvfølgelig være en god diskussion at have, men umiddelbart tænker jeg, at det nok er glimrende, at der gælder ens regler over det hele på det område.

Således er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Så tak til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Venstre, Danmarks Liberale Parti, og det er landdistriktsordfører hr. Peter Juel-Jensen.

Tak for det, formand. Jeg glæder mig over, at vi har muligheden for at tale om landdistrikterne i dag. Så tak til Dansk Folkeparti for det.

Vi har på relativt kort tid opnået rigtig meget, men vi er ikke i mål. Vi er kommet et stykke, både med hensyn til udflytning af statslige arbejdspladser, landevejsprincip og planlov og mange andre initiativer. Men over hele kloden vokser de større byer, mens de små samfund krymper. Urbaniseringen er en af tidens mest dominerende kræfter. I Danmark betyder urbanisering, at de socioøkonomiske forskelle mellem land og by bliver til at få øje på.

Den tidligere regering fik med udspillet og den efterfølgende aftale om »Vækst og Udvikling i hele Danmark« sat gang i en udvikling, der har betydet, at i 2019 kunne man konstatere, at der var en beskæftigelsesfremgang i 98 ud af 98 kommuner. Det er vigtigt, for der er ikke nogen eller kun ganske få, der flytter til et landdistrikt, medmindre man har mulighed for at finde sig et job. Tingene hænger sammen, også i landdistrikterne. Så ønsker man en udvikling med øget vækst og beskæftigelse og dermed bosætning, skal der en eller anden form for positiv særbehandling til, og det er her, diskussionen om tiltagszoner kommer ind efter norsk og svensk forbillede.

Men vi bliver også nødt til at acceptere, at der ikke er noget quick fix, og der er heller ikke noget one size fits all, heller ikke hvad angår tiltagszoner. Der skal skrues på rigtig mange håndtag, og tiltagszonerne er et af dem. Derfor er det en klar forventning, at når regeringen kommer i arbejdstøjet og får fulgt op med initiativer til at fremme vores landdistrikter – initiativer, der understøtter de styrkepositioner og den retning, som man som landdistrikt gerne ser for sig selv, og i en retning, der ikke er bureaukratisk, tung eller svært medgørlig, så den belaster vores landdistrikter og ildsjælene derude – så har vi muligheden for at skubbe yderligere på en positiv udvikling.

Så Venstre er altså positive over for målrettede tiltag, der kan være med til at skubbe en udvikling i en rigtig retning. Men tiltagszoner gør det altså ikke alene. I bund og grund er Danmark og danskernes økonomi, kommunernes økonomi tæt forbundne kar. Så vi skal jo sikre os, at de tiltag, vi laver, giver vækst og udvikling, ikke kun i landdistrikterne, på øerne og i økommunerne, men i hele Danmark. For i bund og grund udligner vi jo også til hinanden. Så lad os sætte en fælles retning for, at vi har vækst og udvikling i hele landet, og at vi har en retning, der gør, at Danmark vokser, for når Danmark vokser, bliver vi alle sammen rigere.

Så har jeg et forslag til vedtagelse, jeg gerne vil læse op på Venstres og Det Konservative Folkepartis vegne:

Forslag til vedtagelse

»Det må være en vigtig politisk prioritet for Folketinget, at der er gode rammer for vækst og udvikling i landdistrikterne, og at væksten når ud i alle dele af landet. Det forudsætter aktiv politisk handling og opmærksomhed. De danske landdistrikter rummer mange stærke potentialer, og udviklingen i landdistrikterne viser gennem de seneste år positive tendenser. Med øget opmærksomhed kan man opnå store resultater både med hensyn til beskæftigelse og attraktivitet, hvilket er en forudsætning for øget bosætning. Med »Vækst og Udvikling i hele Danmark« fra november 2015 lykkedes det at skabe en positiv dagsorden for landdistrikterne og vores øer, et af virkemidlerne var målrettede tiltag, og det har vist sig at være et nyttigt værktøj. Partierne bag dette forslag til vedtagelse opfordrer regeringen til i alle forhold at medtænke initiativer, der fremmer vækst og beskæftigelse og skærmer vores landdistrikter og øer for lovgivning, der trækker i den anden retning.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 35.)

Tak. Der er nu anmeldt forslag til vedtagelse. Det vil indgå i den videre debat.

Der er ingen spørgsmål, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Rasmus Helveg Petersen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for initiativet til den her udmærkede debat. Vi vil jo fra radikal side meget gerne hjælpe med at fremme udviklingen i landdistrikterne. Det vil vi jo gerne – og nødvendigvis – gøre i tæt dialog med landdistrikterne. Men vi vil ikke, som forslaget lægger op til, være med til at oprette tiltagszoner med særlige skatteregler eller afskrivningsregler eller andet, der så gælder for en geografisk lokalitet.

Norge er nævnt som eksempel. Norge er umådelig stort, Norge er umådelig velhavende. Jeg er for længst holdt op med at sammenligne Danmark med Norge, når der kommer forskellige debatter op – kunne vi ikke gøre som Norge? – fordi vilkårene er så grundforskellige.

Jeg anerkender imidlertid den grundtænkning, der er i både Sverige og Norge i deres udkantsområder, hvor man siger, at det gerne må koste mere at fastholde aktivitet i et område, der ligger umådelig langt væk. Man har ikke noget imod, at det koster mere at drive en folkeskole i en by langt væk end inde i en by, for det gør det. Og kan man lade være med at have en skole derude? Det kan man selvfølgelig ikke.

Det er meget illustrativt for de håndtag, som jeg gerne vil have fat i, når det gælder landdistrikterne. Det drejer sig om uddannelse. Jeg synes, vi skal forhindre flere uddannelseslukninger som den, vi så i Rudkøbing tidligere i år – en lukning, som jo skete efter DF's støtte til den tidligere regerings omprioriteringsbidrag. Ville man i Rudkøbing hellere have beholdt sin hf og sit vuc, eller ville man hellere have en tiltagszone? Jeg er ikke i tvivl. Det er selvfølgelig den lokale adgang til uddannelse, der er et af fundamenterne i at kunne have en aktiv bosætning på landet.

Jeg vil, som ministeren også lagde op til, meget gerne være med til at skrue op for LAG-midlerne igen. Det er nogle af de tiltag, man har haft i hånden, som man har valgt at se bort fra. Det ville være langt bedre at genanvende dem end at begynde at få nye, innovative forslag som det her med tiltagszonerne.

Men der skal ske meget. For der er ingen tvivl – jeg deler den analyse, som ministeren kom med, og som initiativtagerne også kom med – om, at der skal ske noget, og at vi har et Danmark, hvor der er store dele af landet, hvor aktiviteten er for ringe. Jeg vil meget gerne også være med til at lytte til de gode eksempler – som sagt ikke den nordnorske model.

Omkring arbejdskraft må jeg sige, at vi har en yderst beskeden arbejdsløshed, som det ser ud i dag i Danmark, og der er tiltag i finansloven, der giver bedre muligheder for at rekruttere arbejdskraft i udlandet. Det tror jeg personligt er det mest direkte bidrag, vi kan give, til den nuværende rekrutteringssituation for virksomhederne ude på landet.

Så mange af de håndtag, der skal bruges, er ikke omfattet af forslaget, såsom tiltagszoner. Så jeg må sige, at vi siger nej til den specifikke ordlyd. Vi tilslutter os den tekst, som blev læst op fra Socialdemokratiets side, og glæder os i øvrigt til at komme i gang med det her arbejde i den kommende periode for at adressere det problem, der ligger til grund her. Tak.

Der er et spørgsmål fra hr. Peter Juel-Jensen.

Tak, og tak til ordføreren for en fin ordførertale. Når jeg rejser mig op, er det, fordi jeg også gerne vil rose ikke kun ordføreren, men også ordførerens parti for at holde fast i den dagsorden om, at vi altså hele tiden tvinges til at sikre, at vi har arbejdskraft nok. For de første områder i Danmark, der mærker, at man ikke har arbejdskraft nok, når arbejdskraften bliver knap, er landdistrikterne, fordi mange bliver draget mod de store byer. Så det er godt, at ordføreren og ordførerens parti holder den dagsorden højt alle de steder, hvor man har muligheden for det. Tak for det.

Så har jeg lige et tillægsspørgsmål. Vi kan godt blive enige om, at vi er glade for, at omprioriteringsbidraget kom væk – det lå også i vores udspil til finanslov – men det gør det ikke alene. For ude i landdistrikterne har uddannelsesinstitutionerne også behov for at skulle betale til skyggeelever osv. Er det nogle tanker, hvor man på den måde går ud og belønner skråstreg tager hensyn til, at man har nogle andre udfordringer ude i landdistrikterne, som ordførerens parti vil bringe ind, når og hvis vi skal til at snakke om en taxameterreform på ungdomsuddannelserne, og er det noget, som ordførerens parti vil skubbe på med, så vi kan få bedre muligheder for at have uddannelsesinstitutioner ude i landdistrikterne?

Ordføreren.

Tak til spørgeren. Med hensyn til det første, nemlig arbejdskraften, må jeg sige, at jeg kan huske første gang, jeg hørte om problematikken med, at man ikke kunne få speciallæger ude på landet, men i dag er det jo sådan, at der er steder i landdistrikterne, hvor man ikke kan få ganske almindelige eksperter på helt banale områder. Det har jo bredt sig fra at være nogle yderst små nicher til at være meget store rekrutteringsbesværligheder, man har ude i yderområderne. Og den problemstilling prøver vi selvfølgelig at holde fast i at adressere med alle til rådighed værende midler, når vi snakker om præcis den dagsorden.

Med hensyn til det andet kan jeg bare bekræfte, at vi anerkender, at når vi skal have lokale uddannelsesinstitutioner, må vi også acceptere, at det faktisk koster mere pr. elev end en stor central institution, og det skal vi tage højde for, når vi laver økonomien for de her institutioner.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Og den næste i rækken af ordførere er fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF. Værsgo.

Når vi nu taler om udviklingen i landdistrikterne, taler vi jo først og fremmest om alle udfordringerne, men jeg synes også, vi skal huske på, at der sker mange ting i landdistrikterne, som er spændende i de her år. Og nogle steder er der faktisk fremgang – på nogle øer og i nogle områder – fordi der er flere, der kan se kvaliteten ved at bo uden for de store bycentre med mere plads, natur og ren luft omkring sig, men også fordi den nye teknologi giver stadig flere muligheder for at arbejde hjemmefra.

Men vi ved også, at det langtfra er tilfældet for alle, og derfor har vi stadig væk store udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft i en række af yderområderne. Der er steder, hvor sundhedsvæsenet mangler læger og sygeplejersker på en lang række sygehuse uden for de allerstørste universitetsbyer; der er offshoreindustrien i Esbjerg, som mangler ingeniører, og det har også været tilfældet for Vestas i Nakskov.

Derfor skal vi gøre en særlig indsats, både for at uddanne den manglende arbejdskraft, men også for at motivere de færdiguddannede til at søge job i yderområderne. Vi synes i SF, at det er rigtig vigtigt, at de unge kan tage en uddannelse i yderområderne, bl.a. som vi har set med oprettelsen af lægeuddannelsen i Esbjerg. Men derudover er det altså også vigtigt, at både universiteterne, erhvervsakademierne og professionshøjskolerne beholder deres uddannelsestilbud uden for de store byer og har satelitter rundtomkring i regionerne.

Vi foreslog faktisk allerede i 2015 en udflytningsplan for uddannelse, fordi vi dengang så, at det altså var nemmere at uddanne en ingeniør lokalt, end at flytte ham fra København til Sønderjylland; det mener vi stadig. Og siden har forskningen jo også bakket op om, at hvis man bliver uddannet lokalt, er det også her, man finder job. Så jeg tror faktisk, den bedste bosætningsstrategi formentlig er en fastholdelsesstrategi gennem flere uddannelser i yderområderne, for det sætter en prop i, at de unge flytter ind til de allerstørste byer – er tvunget til det – for at få en uddannelse. For de finder jo en kæreste der i løbet af de år, hvor de uddanner sig, og så vender de ikke hjem igen, desværre.

Jeg synes, at Dansk Folkepartis forslag om at oprette tiltagszoner, som man har i Norge, er et spændende tiltag, men jeg kan ikke vurdere rækkevidden af det. Men jeg synes, det er en god idé at få det undersøgt og få kortlagt, hvad vi kan bruge det til. Jeg synes, det er værd at nævne i den her sammenhæng – og det er der jo også andre, der har gjort – at udkantsproblemerne nok er af en anden karakter i Norge, forstået på den måde, at der faktisk er 1.700 km fra Oslo til Tromsø; der er en infrastruktur, som er præget af bjerge, barskt klima og en meget lav befolkningstæthed.

Så lad os få kortlagt konsekvenserne af forslaget. Altså hvad kunne det koste? Har oprettelsen af tiltagszoner i Norge løst problemerne med job – f.eks. også til medfølgende ægtefæller? For det er jo et lige så stort problem, i forhold til om man ønsker at flytte ud og bosætte sig et sted, om begge kan få et job. Og jeg synes, vi skylder at få afklaret de spørgsmål.

Når jeg så har sagt det, er det jo ikke, fordi jeg ikke synes, at der er brug for flere tiltag for at skabe vækst og udvikling i landdistrikterne; det er der – specielt de steder, hvor der har været fraflytning og mangel på kvalificeret arbejdskraft. Vi kommer til at se frem til regeringens kommende udspil til udvikling af landdistrikterne, og i den forbindelse vil SF som altid gerne spille med. Som sagt har vi tidligere foreslået bedre uddannelsesmuligheder i yderområderne, bedre mulighed for kreditrådgivning i hele Danmark, så flere folk tør slå sig ned – altså købe det der hus og bosætte sig – bedre kollektiv trafik og støtte til mindre skoler.

Tak. Der er et par spørgsmål, og det første er fra fru Mette Hjermind Dencker, Dansk Folkeparti.

Tak til ordføreren. Jeg vil starte med at rose ordføreren for netop i starten af ordførertalen at anerkende, at det faktisk går rigtig godt i landdistrikterne, og at de mennesker, der bor derude, er glade, nøjagtig som jeg selv sagde i min ordførertale. Det er så super vigtigt, at vi politikere, når vi taler om landdistrikter her på Christiansborg, ikke bare står og taler om alt det, der ikke fungerer, for heldigvis er det sådan, at det meste fungerer.

Så vil jeg godt hæfte mig ved det, som ordføreren sagde om uddannelser. Det der med at uddanne lokalt synes jeg er en fantastisk idé. På en af øerne, jeg besøgte, var der en, der var ved at tage en uddannelse fra et universitet i Californien, og så tænkte jeg, at det er lige godt sørens, at man godt kan tage en uddannelse på en dansk ø fra et universitet i Californien, men at man ikke kan gøre det fra Københavns Universitet. Ville ordføreren også i samarbejde med Dansk Folkeparti og de øvrige partier være med til at undersøge muligheden for, at det at uddanne lokalt også sagtens kunne være satellituddannelser fra landets universiteter?

Ordføreren.

Jeg synes, det er vigtigt at spille på en bred palette, når det handler om uddannelser, og jeg synes, det lyder rigtig spændende, at man kan sidde i Danmark og tage en uddannelse så langt væk som USA. Og så bør det selvfølgelig også kunne lade sig gøre inden for vores egne landegrænser. Så lad os endelig få det kortlagt. For der er ingen tvivl om, at uddannelse er et virkelig, virkelig vigtigt parameter i forhold til at kunne fastholde bosætning i yderområder, for bliver man uddannet lokalt, bliver man også boende.

Så er det hr. Peter Juel-Jensen, Venstre.

Tak. Jeg har to korte spørgsmål. Det første drejer sig om, at ordførerens parti har fået en helt anden rolle efter valget. Vil ordførerens parti arbejde aktivt og målrettet for, at vi fortsætter den positive tendens med udflytning af statslige arbejdspladser, når ordførerens parti skal sætte sig ned sammen med regeringen og snakke om, hvordan vi kommer videre herfra?

Det næste handler om, at ordførerens parti før valget gik meget højt op i, at man skulle komme i mål med landevejsprincippet. Hvornår ser vi konkrete tiltag i den retning fra ordførerens parti?

Ordføreren.

Landevejsprincippet er vi stadig væk superpositive over for, og vi synes også, at man skal gå videre med det. Det kræver selvfølgelig noget økonomi, som ikke er helt afklaret på nuværende tidspunkt, men jeg synes da, vi skal undersøge det.

Så tror jeg, jeg har tabt tråden i forhold til de andre spørgsmål. Der var flere. Var det noget med uddannelse? Nej, men spørgeren har et spørgsmål mere. (Den fg. formand (Bent Bøgsted): Nej, det har ordføreren ikke). (Peter Juel-Jensen (V): Det var udflytning). Ja, det var udflytning, der var kodeordet, tak. Jeg tabte lige tråden. Altså, jeg synes, udflytning giver rigtig god mening, hvis det bl.a. kan understøtte det lokale, altså hvis man har en særlig styrke. Men jeg tror, det bliver et vigtigt parameter, altså det her med, at vi fremover, når vi opretter noget, tænker på, om det behøver at ligge i København alt sammen. Det tror jeg ikke, og derfor synes jeg, vi skal tænke os rigtig godt om, når vi opretter nye institutioner eller funktioner: Kan det ligge mere klogt andre steder, hvor det understøtter lokalt?

Formanden kom fejlagtigt til at sige, at hr. Peter Juel-Jensen ikke havde flere korte bemærkninger, men det var, fordi hr. Peter Juel-Jensen kun meldte sig ind med ét spørgsmål i sidste omgang. Men der er selvfølgelig to spørgsmål til hver. Og nu er det hr. Peter Juel-Jensen.

Jeg vil gerne sige til formanden, at min lampe i hvert fald lyser hernede – jeg håber ikke, at formanden har noget personligt imod den arme ordfører her fra Venstre, for jeg mener, vi har et godt forhold! (Munterhed).

Altså, det, jeg bare beder om, er, at man, når man står som parti med lidt andre kort at spille med, så spiller dem på en fornuftig måde. Når man inden valget lagde meget vægt på, at nu skulle vi altså i mål med det her landevejsprincip, så tror jeg faktisk, der er mange derude, som forventer, at SF mener det samme efter valget, som man gjorde før valget. Og vi mangler jo ikke meget, for den tidligere regering har gjort et kæmpestort stykke arbejde på det område til at komme i mål med landevejsprincippet. Nu har jeg ikke mulighed for at spille de kort længere, men det har ordføreren. Jeg håber, ordføreren vil spille de kort.

Med hensyn til udflytning af statslige arbejdspladser vil jeg sige, at øget bosætning jo er forudsætningen for uddannelsesinstitutioner, for skoler, for skattegrundlag – for det hele. Derfor bliver vi altså tvunget til at sprede aktiviteterne, og når der nu er så stor trængsel i de store byer, hvorfor så ikke fortsat bruge den her oplagte mulighed til at sikre, at der er vækst og beskæftigelse i hele landet? Ordføreren skal bare svare ja og så arbejde i den retning – sværere er det ikke.

Ordføreren.

Jamen vi kommer da helt klart til at arbejde for flere initiativer i forhold til landdistrikterne. Det var jo faktisk sådan, at vi i 2015 brugte vores parlamentariske kræfter på at skabe flertal for en betænkning, som netop skulle lave en handlingsplan for yderområderne. Desværre tror jeg, at det arbejde smuldrede en lille smule, da ordførerens parti overtog regeringsmagten. Vi fik i hvert fald aldrig den samlede handlingsplan for landdistrikterne og yderområderne. Men det kunne jo godt være, at vi skulle diskutere, om vi skulle genoptage det arbejde sammen.

Så er der ikke flere spørgsmål. Tak til ordføreren. Og så går vi videre til den næste ordfører, hr. Henning Hyllested, som man selvfølgelig også har ret til at stille to spørgsmål til. Værsgo.

Tak. Der skal også herfra lyde en stor tak til og ros til Dansk Folkeparti og ikke mindst fru Mette Hjermind Dencker for at rejse den her debat. Vi fik jo aldrig den brede principielle debat om forholdene i landdistrikterne i sidste periode, for på grund af valget fik vi aldrig forelagt landdistriktsredegørelsen og debatten om den. Så det er godt, at spørgsmålet bliver rejst her.

Grundlæggende mener vi i Enhedslisten, at det er godt med økonomiske incitamenter. De er brugbare, og de virker. Og derfor er det også helt klart, at en ordning som den norske med tiltagszoner klart kan tjene som inspiration. Altså, vi køber den ikke bare sådan en til en, men jeg kan forstå på debatten nu, at det sådan set heller ikke er det, vi snakker om. Men den kan klart tjene som inspiration.

Jeg vil sige, at det jo er sådan i Danmark, at vi rent faktisk bruger økonomiske incitamenter, og at vi også bruger midlerne målrettet – akkurat ligesom man gør det i Norge. Så det er egentlig kun et spørgsmål om omfanget af det, og at man i Norge har en norsk ordning – ja, selvfølgelig – og at vi i Danmark gør det på den måde, vi synes er fornuftig.

Ministeren nævnte jo i sin tale en hel række af de der målrettede initiativer, vi tager, og bevillinger, vi foretager: LAG-midler, befordringsfradraget og landevejsprincippet, vi jo også har gennemført, og som jo også er et udtryk for de der ting. Så det er jo nogle ting, vi gør i forvejen, og det, vi diskuterer, er jo egentlig så, om vi gør nok, og det er der vel almindelig enighed om at vi måske ikke gør. Så skal vi jo selvfølgelig lade os inspirere af, at der er andre steder, man gør det på en anden måde, og det synes jeg er fint – det er i Norge, det er i Sverige, det er rundtomkring i hele verden for den sags skyld.

Man slipper vel heller ikke for i den her situation at diskutere kommunernes og regionernes økonomi i det hele taget, for det spiller jo en enorm rolle for, hvad det er, vi har af muligheder rundtomkring i vores landdistrikter. Landdistrikterne er jo ikke sådan nogle isolerede øer, altså som er isoleret fra det øvrige samfund, og der synes jeg jo, at et af de helt store problemer er det jerngreb, som skiftende regeringer har haft omkring og stadig væk har omkring kommunernes økonomi. Det har jo været med til at lukke skoler rundtomkring i vores landsbyer, det har jo været med til at indskrænke den kollektive trafik ganske voldsomt og da ikke mindst i vores yderområder.

I den forbindelse kommer vi jo også til at skulle diskutere udligningsordningen, og der ved vi nu, at der er en reform på vej – en hårdt tiltrængt reform. Udligningsordningen er jo et spørgsmål om at omfordele mellem kommunerne her i landet fra rig til fattig. Den fungerer ikke, som den eksisterer på nuværende tidspunkt. Vi ser frem til at få en reform af hele udligningssystemet, hvilket får en enorm betydning for den økonomi, som også vores yderområder, altså vores udkantskommuner, jo har. Vi opfordrer bare til, at det ikke bliver et nulsumsspil, men at man faktisk tilfører nye penge, for ellers tror vi ikke, at vi kommer ret meget videre ad den vej.

Man kan jo sige, at der også skal andet til end bare økonomiske incitamenter. Man kan næsten sige, at bare det faktum, at det er adskilligt billigere at bosætte sig uden for de store byer og da ikke mindst i vores yderområder, jo burde være en enorm økonomisk driver, med hensyn til at man flytter ud i yderområderne. Men det har jo ikke i sig selv været med til at vende udviklingen, så derfor er det ikke bare økonomiske incitamenter, der skal til.

Man skal på mange måder gøre det attraktivt at bosætte sig i landdistrikterne og yderområderne, og her tror vi på, at man først og fremmest skal snakke uddannelse. Det er allerede blevet nævnt af en række ordførere, at der faktisk er en sammenhæng: Hvis man ikke har så langt til sit uddannelsessted, ikke har så langt til den uddannelse, man vil have, så har det også betydning for, om man senere bosætter sig. Så det synes vi i høj grad, at man skal se på. Vi er helt parate til at flytte uddannelser ud eller etablere nye uddannelser rundtomkring – gerne hele uddannelser, ikke nødvendigvis bare satellitter og stationer, og hvad det bliver kaldt. Der synes jeg da, at man skal gå til det med et åbent sind. Vi har set, at der er en række problemer med nogle af de uddannelsesinstitutioner i yderområderne, som f.eks. fusionerer og sådan noget; det bliver de faktisk straffet for økonomisk, hvis de ikke lige er den rigtige type.

Også med hensyn til den kollektive trafik skal der helt klart gøres noget. Der opfordrer vi til at kigge lidt mod Nordjylland, hvor man er kommet rigtig langt med det der med at integrere transportformerne og også sørge for, at der faktisk er en trafikbetjening helt ude i den yderste plovfure – ja, lad os bare kalde det det.

Så der er rigtig mange ting, der skal gøres, og vi har et åbent sind i forhold til det.

Der er spørgsmål fra hr. Peter Juel-Jensen.

Tak. Jeg har nærmest skrevet en hel side, for ordføreren sagde rigtig mange spændende ting, som jeg gerne vil holde ordføreren fast på. Tak for en fin ordførertale.

Noget af det sidste, ordføreren sagde, var, at man bliver straffet for det, hvis man begynder at slå sig sammen som uddannelsesinstitutioner i såkaldte campusser. Det er jeg meget enig med ordføreren i er helt skævt. Fra at institutionerne tidligere havde hvert sit grundbeløb, så har man, hvis man slår sig sammen, stadig væk kun ét grundbeløb fremadrettet, og det er fra day one. Det er jo ikke særlig attraktivt.

Nu er der også campusser ude i landdistrikterne, som begynder at sige: Hvis vi skal have sikret et ungdomsmiljø, hvis vi skal have sikret en bedre økonomi, hvis vi skal have sikret et fuldt skema til vores lærere, skulle vi så ikke også begynde at invitere vores 10. klasser indenfor? Det er lovgivningsmæssigt meget, meget svært. Er det noget, som ordføreren vil være med til at kigge på?

Ordføreren.

Det lyder da som en rigtig spændende idé, og er der nogle barrierer og nogle ting, noget bureaukrati, som gør, at det er vanskeligt i dag, så synes jeg da, at det er noget, vi må prøve at overvinde. Altså, som jeg sagde, har vi et åbent sind i forhold til det. Ikke mindst på uddannelsesområdet synes vi at vi skal bringe alt, vi overhovedet kan, i spil. Det er dyrere. Det bliver dyrere at drive uddannelser – det være sig folkeskoler, gymnasier, eller hvad det er – ude i et landdistrikt, hvor der ikke er det store elevgrundlag, men det må man tage med. Det skal der jo så findes økonomi til, og der er vi så inde at snakke kommunaløkonomi, vi er inde at snakke udligning osv. osv. Men det lyder spændende.

Hr. Peter Juel-Jensen.

Tak. Nu vil jeg da sådan rigtig for alvor teste ordførerens åbne sind, for ordføreren sagde jo også, at vores landdistrikter ikke er lukkede øer – jeg mener, at det var ordførerens udtryk. Det er jeg meget enig med ordføreren i. Nogle af vores landdistrikter er meget afhængige af en infrastruktur, af at kunne bevæge sig, også hvis vi skal have folk til at pendle ind og ud – for vi vil jo også gerne have den højt betalte, den højtuddannede arbejdskraft ud i landdistrikterne.

Kunne man forestille sig, at vi på sigt begynder at bruge nogle af de muligheder, der ligger i EU-systemet, til at statsstøtte enkelte flyruter, således at fastboende eventuelt kan gives en rabat for at skulle flytte sig med fly – for at sikre, at man dels har et kundegrundlag til at opretholde en flyrute, at det dels gøres nemmere for kvalificeret arbejdskraft at flytte sig frem og tilbage, både med hensyn til at kunne uddanne sig, men også at kunne arbejde og bo ude i landdistrikterne?

Ordføreren.

Ja, man kan godt høre, at ordføreren kommer fra Bornholm, og det er jo fint nok, når vi diskuterer landdistrikter; så diskuterer vi jo også helt lokalt. Nej, vil jeg sige, det ligger ikke øverst på vores dagsorden at begynde at lave statsstøtte til flyruter. Vi er langt mere optaget af, at man får trafikbetjeningen i det hele taget til at fungere, og der var det med velberåd hu, at jeg henviste til netop Nordjylland, hvor man er nået rigtig langt på det her felt – man er slet ikke færdig, men man er nået rigtig langt. Jeg kan også se og høre, at de er begyndt at tage ved lære af det rundtomkring i andre regioner.

Så siger vi tak til ordføreren. Og den næste ordfører er fru Mona Juul, Konservative. Værsgo.

Tak for ordet. Og tak til Dansk Folkeparti for debatten. Det er dejligt med inspiration, også fra Norge. Jeg synes, det er interessant, og jeg synes, det er relevant.

Jeg vil gøre det her rigtig kort. Jeg synes jo, det er en drøftelse, som man kan have på mange tider af året og forhåbentlig også i lang tid frem. Det er også en debat, som sandsynligvis har eksisteret, længe før vi har været til. For vi har jo bevæget os fra land til by siden 1800-tallet for at søge job og for at få uddannelse og måske nyde kulturen – men også for at få lidt mere forurening og lidt mere larm og sidde lidt længere i bilkøer og bo så tæt, at det kan være svært at være privat.

For det er jo på trods af alle ulemperne, at vi fortsat i dag i højere grad rykker sammen i byerne. Kommer du fra en meget lille by på Vestkysten og tager til Aarhus for at læse på universitetet, er det jo ikke sikkert, at du kommer tilbage igen, og det er jo dit valg. Men det giver selvfølgelig nogle udfordringer – ja, begge steder, kan man sige, men måske allermest på landet, i småbyerne og på øerne, hvor der ofte både mangler jobs og uddannelse og måske også det liv, som man efterspørger, når man er ung og gerne vil bygge en familie og komme videre i sit liv.

Derfor er dagens emne som sagt yderst relevant, for hvem ønsker ikke et helt og sammenhængende Danmark, et Danmark, hvor vi ikke kun ser på løsninger for dem, der bor lidt tæt, men også anerkender, at man skal tage action i forhold til de områder, hvor der er langt mellem husene? Og der er ikke nogen tvivl om, at i Det Konservative Folkeparti har vi allerede sat flere aftryk, også på sundhedsområdet, som vi jo ikke har talt så meget om i dag, og som jo også er en vigtig forudsætning for den udvikling, der skal til. Og vi vil altid gerne tage fat, og vi vil altid gerne være med til at fremme vækst og til at arbejde for et Danmark i god og stærk balance.

Vi er også bygget sådan, at vi rigtig gerne vil have det økonomiske element med – er der noget, vi skal have mere af i nogle områder, kunne vi godt tænke os at kigge på, hvor det er, vi skal have noget mindre – medmindre vi kan godtgøre, at der er tale om en investering. For ellers er der jo bare tale om fugle på taget, og de findes faktisk over hele landet. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål. Den næste er hr. Sikandar Siddique, Alternativet. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg ved, at formanden ihærdigt prøver at udtale min navn korrekt, og vi er næsten ved at være der. Det udtales Sikandar Siddique. (Den fg. formand (Bent Bøgsted): Vi prøver igen næste gang).

Alternativets vision for landdistrikter, øer og yderområder er at skabe en seriøs, bæredygtig omstilling, der fremmer udviklingen fra kyst til kyst, øger sammenhængskraften mellem land og by og sikrer, at man kan leve det gode liv og indgå i meningsfulde fællesskaber i alle dele af Danmark.

Vi har de senere år set en udvikling, som har øget afstanden mellem land og by. Især kommunalreformen fra 2007 samt stigende centralisering, nye bosættelsesmønstre og tab af arbejdspladser har svækket landdistrikternes evne til at fastholde og tiltrække borgere, institutioner og virksomheder. Lidt karikeret kan man sige, at mens mange storbyer har oplevet vækst, vokseværk og velstand, har mange mindre byer oplevet det modsatte.

Virkeligheden er selvfølgelig mere nuanceret. Nogle landdistrikter og øer er f.eks. godt i gang med omstillingen til vedvarende energi, mens andre oplever stigende interesse fra naturelskere, erhvervsliv og turister. Som samfund skal vi generelt blive bedre til at lære af de gode eksempler, men vi skal også turde se sandheden i øjnene og erkende, at man i mange landdistrikter og yderområder og på øer ikke har nydt godt af den samme positive udvikling, som man har i og omkring de store byer.

DF foreslår såkaldte tiltagszoner for at rette op på balancen, og jeg kan sådan set godt forstå ideen. Men jeg håber, at vi kan løse udfordringerne uden at dele vores land op i flere zoner og skabe endnu større skel mellem land og by. Jeg vil gerne være med til at diskutere tiltag, der kan skabe mere liv i vores landdistriktsområder, og vi har også tidligere været ude med 38 konkrete forslag til et sammenhængende Danmark.

Vi vil bl.a. stærke og selvstændige lokalsamfund, hvor borgerne får støtte, medbestemmelse, eksempelvis med borgerforslag og borgerbudgetter. Vi skal sikre sammenhængskraften med flekstrafikale transportløsninger, lokale fjernarbejdspladser og hjemmearbejdsfradrag, så afstanden til og fra nogle dage kan gøres mindre med digitale løsninger. Vi skal også se på, hvordan vi får flere uddannelsesinstitutioner uden for de store byer, så vi booster de små lokalsamfund rundt om de mindre uddannelsesbyer.

I det hele taget håber jeg, at vi sammen kan finde de løsninger, der skal til for at få et sammenhængende Danmark. Tak for ordet.

Tak til hr. Sikandar Siddique. Og jeg vil sige til hr. Sikandar Siddique, at jeg udmærket kender det med udtalen af ens navn, for i mit navn er der et ø, og det er der rigtig mange udlændinge der har besvær med at udtale. Så jeg håber, at det kan accepteres.

Nu er der et spørgsmål fra hr. Peter Juel-Jensen.

Tak. Tak for en fin ordførertale. Fjernarbejdspladser og muligheden for at omlægge sit arbejdsliv lidt, så man måske er lidt mere hjemme i sit landdistrikt, hvor man bor, og så måske kun en gang imellem, få dage om ugen, er på sin arbejdsplads for at sparre med sine kollegaer eller gøre, hvad der nu skal gøres, forudsætter så også, at man kan flytte sig.

Nu udfordrede jeg ordføreren for Enhedslisten, og jeg vil også stille Alternativets ordfører et spørgsmål om det. Nogle flyruter er økonomisk presset. Flyruter er forudsætningen for, at man kan bo ude i et landdistrikt, måske omlægge sit arbejdsliv og få noget værdi ud af det og så indimellem være inde på sin arbejdsplads og kunne deltage i det, man nu skal deltage i. Er ordføreren og ordførerens parti klar til at tage initiativer, der sikrer, at vi bruger EU-systemet og så måske går ind og giver nogle fastboende nogle muligheder for at få lavere billetpriser til fly og måske udbygger pendlerfradraget på den måde?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Der kan jeg svare meget mere tydeligt, end ordføreren for Enhedslisten gjorde: Nej.

Hr. Peter Juel-Jensen.

Så alle de fine ord, ordføreren sagde om fjernarbejdspladser, gælder kun for dem, der bor så tæt på, at man ikke er afhængig af at skulle flytte sig over længere afstande. Er det sådan, man så skal forstå ordførerens tale? Og hvor meget andet af ordførerens tale kan vi så heller ikke regne med? Altså, hvor meget af det, der kom ud af ordførerens mund, har bund i virkeligheden?

Ordføreren.

Jeg kan forsikre ordføreren for Venstre om, at alt, hvad jeg sagde i min ordførertale, mener vi helhjertet. Vi er villige til at kigge på flekstrafikale transportløsninger, samkørsel og delebiler. Vi er villige til at oprette et nationalt videncenter, som jeg også nævnte i et spørgsmål til en af ordførerne tidligere, hvor vi netop skal adressere de udfordringer, som vi taler om her, så vi kan finde på kloge, dygtige, grønne, bæredygtige løsninger.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Nu nævner ordføreren borgerbudgetter. Det er simpelt hen den største umyndiggørelse af borgerne. Man tvinger folk til at aflevere penge i skat, og så giver man dem tilbage som lommepenge. Det er jo fuldstændig hovedløst. Hvorfor vil Alternativet ikke bare støtte ved at lade være med at tage borgernes penge? Det koster jo, at der sidder nogen i begge ender, der skal administrere de her ting. Kan man ikke se et problem med borgerbudgetter?

Ordføreren.

For Alternativet er det superafgørende, at der er borgerinddragelse. Vi vil supergerne, at borgerne også ude i kommunerne kan være med til at bestemme, hvad man bruger pengene til, og derfor er vi interesserede i borgerbudgetter. Vi mener, det er en god måde at lave borgerinddragelse på, så borgerne kan være med til at bestemme, hvilke initiativer man bruger penge på i kommunerne.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Men vi er da enige om, at den størst mulige borgerinddragelse, man kan få, er at lade borgerne beholde deres penge selv. Så kan de jo bruge dem på, hvad de vil i lokalområdet. Mere kan du jo ikke inddrage dem.

Ordføreren.

Vi er et fællesskab, og i det fællesskab skal vi være sammen om at finde ud af, hvad det er, vi vil. Vi skal være sammen om at bruge pengene i kommunerne, og der er ikke nogen, der bedre end de lokale borgere ved, hvad pengene skal bruges til. Derfor mener vi, at borgerbudgetter er en god måde at lave lokal inddragelse på, og at det er en god måde for borgerne i den enkelte kommune at få indflydelse på, hvad pengene bliver brugt til.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Den næste er hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det, og tak for at udtale ordet Lars korrekt, det var jo fantastisk. (Munterhed). Jeg driller!

Løsningen på det her ligger lige for: lavere skat, færre afgifter, mere decentralisering, og så skal man lade være med at straffe mennesker, som tager et godt initiativ. Kunne det ikke være rart, hvis det var Folketingets løsning og Folketingets svar på, hvordan vi skal styrke Danmark og styrke lokalområderne? Det er i hvert fald Nye Borgerliges svar. Det er den vej, vi skal gå. FLAK-ordninger og LAG-ordninger, og jeg ved ikke hvad – mere magt til bureaukraterne, mere magt til politikerne. Hvorfor skal folk søge hist og pist, lad nu borgerne beholde pengene selv. Danskerne er et driftigt folkefærd. Hvis man giver dem frihed, skal de nok løse opgaverne. Det er den vej, vi synes vi skal gå i Nye Borgerlige for at løse det for landdistrikstsområderne.

For når man fra politikernes side fjerner den lokale skole derude, så har det betydning for lokalområdet. Og det kan man lade være med. Man fjerner det lokale seminarium i en by, f.eks. i det område, hvor jeg kom fra oprindelig, hvor jeg er opvokset ude på landet nede omkring Ribe. Man flyttede seminariet fra Ribe til Esbjerg. Det havde stor betydning for en by som Ribe. Unge mennesker lægger ikke penge i detailbutikkerne, cafeerne, bodegaerne, købmanden, andre steder. Det har stor betydning. Og når man gør det vanskeligere og gør det svært for folk at låne penge til at købe huse i landdistrikterne, så gør man det også svært for folk at flytte derud. Så der ligger altså en lang række ting, som falder på vores skuldre herinde som politikere. Der er en lang række tiltag, som vi kunne tage fat i, for at gøre det bedre og lettere at bo i de her landdistriktsområder.

Men det skal altså ikke være løsninger, som handler om tilskudsordninger, hvor man bliver forfordelt eller frafordelt. Hvis man nu fjernede registreringsafgiften på biler, ville det have en kæmpe betydning. Og så ved jeg godt, at vi altid hører parolen, også tit fra Enhedslisten, om, at det gavner folk oppe i Nordsjælland. Jamen ved I, hvem det faktisk gavner næstmest? Det er folk ovre i Lemvig Kommune. Så hvis man fjerner registreringsafgiften på biler, har det gevaldig betydning for de unge mennesker, som får en læreplads ovre i Vestjylland, og som har brug for en bil for at komme frem og tilbage til deres tømrervirksomheder. Det har gevaldig betydning. Så der er en lang række tiltag, som vi kunne tage herinde, og som ville hjælpe landområderne. Men flere tilskudsordninger, forfordelinger og troen på, at vi politikere er de rigtige til at detailstyre, hvordan udviklingen skal være på landet, mener vi ikke er rigtigt.

Almene boliger er et andet område. Hvorfor bliver vi ved med herinde fra politikernes side, fra statens side, at give penge til at støtte byggeri i de store byer? Det er det, man gør. Det gør alle, der stemmer for, at vi skal blive ved med at bruge penge på almene boliger. Der bliver jo ikke bygget ret mange almene boliger i Give. Det gør der i Aarhus, det gør der i København. Så når vi bliver ved med at putte penge i det system, så modarbejder vi jo direkte herinde fra Folketinget den udvikling, som vi nu står og siger at vi helst vil have. Det giver ikke mening. Så vi kunne starte med at stoppe med at træffe beslutninger, som modarbejder en styrkelse af Udkantsdanmark, Produktionsdanmark, man kan kalde det, hvad man vil. Vi kan også kalde det rygraden af Danmark, det kan jeg bedre lide.

Det var ordene fra mig.

Tak til ordføreren. Så er der et spørgsmål fra hr. Peter Juel-Jensen.

Tak, og tak for ordførertalen. Ordføreren kommer ind på rigtig mange elementer. I går var vi i Udvalget for Landdistrikter og Øer inviteret til en teknisk gennemgang i Skatteudvalget. Det er på grund af den der generationsskiftebeskatning. Der er det min påstand, at den vil føre penge fra landdistrikterne ind i byerne. Når man går til møder med erhvervsministeren og vi snakker landdistriktspolitik, så er vi alle sammen meget optaget af, at vi har mulighed for finansiering ude i landdistrikterne. Det vil sige, at så sidder vi sammen med en minister og skal kigge på, hvordan vi sikrer bedre finansieringsmuligheder. Men ovre hos en anden minister, skatteministeren, vil man så tage de penge, som vi har sikret vi kan investere i vores landdistrikter, for de skal indbetales i skat.

Hvad tænker ordføreren om den tanke fra regeringens side om en øget generationsskiftebeskatning?

Ordføreren.

Det er dybt skadeligt, og det er arveafgiften generelt. Nogle gange har jeg lidt svært ved at bebrejde socialister for at føre socialistisk politik, men det er sådan, det er. Og det vil skade Danmark. Der er ingen tvivl om det. Det kommer vi også til at opleve. Jeg kan så undre mig over, hvorfor en borgerlig regering, som har haft flertallet fra 2015 til 2019, ikke fuldstændig har afskaffet arveafgiften. Så havde vi ikke haft det problem. Så havde Socialdemokratiet skullet indføre en ny skat.

Hvis det stod til os i Nye Borgerlige, afskaffede vi generationsskifteafgiften og arveafgiften fuldstændig. Jeg må da opfordre til, at man sætter de borgerlige briller på også i Venstre og så støtter en fuldstændig afskaffelse af arveafgiften, for det mener jeg jo ikke at Venstre gør. Men det ville være den rigtige vej at gå, altså fuldstændig bare at slette det her, og så har vi ikke det problem længere.

Hr. Peter Juel-Jensen.

Vi synes jo, at det er en god idé, at man, hvis man trækker pengene ud af en virksomhed og så bruger dem på noget andet end det, som der skal bruges penge på for at drive virksomheden videre, så bliver beskattet af dem. Det synes vi jo er en god idé.

Men jeg vil måske også gerne følge op med et spørgsmål. Jeg prøvede i går under den tekniske gennemgang at stille spørgsmålet om, hvilken konsekvens det her får for vores landdistrikter. Hvor bliver der ramt flest familieejede virksomheder af den her øgede generationsskiftebeskatning? Er det i landdistrikterne, eller er det i byerne? Der fik jeg at vide, at det ikke er muligt at fremskaffe det svar. Kan vi så sige, at man i bund og grund fra den her regerings side lovgiver uden at kende konsekvenserne og rækkevidden af egne beslutninger, når man ikke engang kan give det svar, altså om det her er noget, som eventuelt kommer til at ramme meget hårdt ude i landdistrikterne, og hvordan man kan kompensere landdistrikterne for det?

Tak. Ordføreren.

Jamen jeg er fuldstændig enig, og i Nye Borgerlige vil vi ikke have den. Der vil vi gå længere. Men jeg må også lige sige til Venstre, at der jo også var en afgift på generationsskifte, da Venstre sad ved magten. Man vidste, at det var skadeligt. Her snakker vi ikke om, at nogen trækker pengene ud, men selv om man beholdt pengene i virksomheden, var der stadig væk en skat, en afgift, da Venstre sad ved magten. Den synes jeg man skulle have fjernet. Og hvis Venstre sætter de borgerlige briller på og vil støtte Nye Borgerlige i det fremadrettet, jamen så vil det bare være positivt.

Så er det fru Mette Hjermind Dencker.

Tak for det. Jeg kan forstå, at ordføreren mener, at pengene har det bedst i borgernes lommer, og at vi ikke skal have for mange skatter og afgifter. Samtidig hører jeg også ordføreren ytre en bekymring, når der lukker et seminarie i den by, eller når der lukker en skole i den by. Der er jeg altså nødt til at minde ordføreren om, at landdistrikterne ikke drives på markedsvilkår. Landdistrikterne har simpelt hen brug for, at vi fra statens side går ind og hjælper dem. Hvis vi ikke hjælper dem med vores alle sammens skattekroner, kan vi ikke bevare den lokale folkeskole, så kan vi ikke bevare det lokale seminarie. Vi er simpelt hen nødt til at hjælpe dem, så jeg håber, at ordføreren også er med på at betale nok i skat, så vi kan få landdistrikterne op at køre.

Ordføreren.

I Nye Borgerlige har vi intet problem med at bruge penge på grundlæggende kernevelfærd, og den måde, som vi mener er den rette måde at gøre det på, er ved at sende pengene til den grundlæggende kernevelfærd uden om bureaukraterne i kommunerne og sende dem ud direkte til de enkelte institutioner. Hvis vi sender pengene ud til den enkelte lokale folkeskole, så de får et beløb pr. elev, så er det deres ansvar at have en skole, og så har de nøjagtig de samme penge, som andre har andre steder. Så kan der være enkelte områder, hvor vi skal hjælpe, og det er vi fuldstændig villige til.

Men problemet er jo, når kommunerne kan sidde og kassetænke i at lukke de små lokale folkeskoler og se en økonomisk fordel i det, og det er det, vi gerne vil fjerne fra kommunerne, for der er de ikke deres opgave voksen.

Fru Mette Hjermind Dencker.

Okay, taler ordføreren her om at øremærke penge til at drive de lokale folkeskoler og seminarer? Jeg kan godt forstå ordføreren, for os, der sidder her og været med noget tid, har også set erfaringerne med de penge, vi sender ud til kommunerne til at drive de danske småøer, og de havner alle mulige andre steder end på småøerne. Så er det en øremærkning, som ordføreren tænker på her?

Ordføreren.

Absolut, og vi har jo også en politik, der siger, at vi skal have trafikal ligestilling i Danmark. Så det må ikke være dyrere at køre 1 km i Udkantsdanmark, end det er at køre 1 km inde i byerne, og det gælder også, hvis du skal til øerne. Så ja, det vil vi absolut gerne bruge penge på.

Så er det hr. Henning Hyllested.

Til diskussionen om kommunerne: Det kunne jo også være, at det er, fordi kommunerne har en meget, meget anstrengt økonomi som følge af den politik, der føres herindefra. Lad det nu ligge.

Jeg kan forstå, at man i Nye Borgerlige er indædte modstandere af at indgå i alle mulige tilskudsordninger, så jeg skal bare lige høre, om det betyder, at man fra Nye Borgerliges side så vil afskaffe LAG-midlerne, tilskuddene til landevejsprincippet, altså de nedsatte færgetakster, kørselsfradraget? Det er jo alt sammen ordninger, som trods alt er med til på en eller anden måde at understøtte, at det skal være nemmere at bosætte sig i landdistrikter og på øer. Er det, ordføreren siger, at de ordninger skal afskaffes?

Ordføreren.

Nu sagde jeg jo lige præcis, at Nye Borgerliges politik var, at det ikke må være dyrere at transportere sig fra Samsø, end det må være fra Skanderborg, og det betyder netop, at færgepriserne ikke skal stige. De skal måske nærmere sættes ned, så det ikke bliver dyrere at bosætte sig derovre. Så måske Enhedslisten vil støtte det.

Men jeg vil godt lige anholde det argument omkring kommunernes økonomi, for kommunerne bruger altså pengene på meget andet end grundlæggende kernevelfærd, og det ved jeg, for jeg har siddet 4 år i Aarhus Byråd. Jeg kunne bruge 4 timer på at fortælle om vanvittige projekter, som politikerne bruger pengene på, der ikke har noget som helst med grundlæggende kernevelfærd at gøre.

Hr. Henning Hyllested.

Jeg er lidt interesseret i så at høre, om kernevelfærd bl.a. omfatter, at man giver tilskud, så færgetransporten til vores små øer kan blive billigere, så det er i hvert fald lidt mere attraktivt at bosætte sig på en ø. Er kørselsfradraget – der er endda et forhøjet kørselsfradrag for yderkommunerne, som understøtter bosætning i yderkommunerne – også kernevelfærd, som skal støttes eller ikke støttes? Og det samme med LAG-midlerne: Er det kernevelfærd, som skal afskaffes eller ikke afskaffes?

Ordføreren.

Vi kan starte med at fjerne registreringsafgiften og afgiften på benzin, så har folk jo råd til at køre.

Derudover vil jeg bare lige sige, at under den seneste regering fra 2015 til 2019 forøgede man udgifterne ude i kommunerne med 2,3 mia. kr. Ud af dem brugte man 435 mio. kr. på central administration og ledelse – central administration og ledelse: 435 mio. kr.! Det er altså det, man vælger at bruge pengene på ude i kommunerne, når vi giver flere penge herinde fra Christiansborg.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre til den næste. Det er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, og tak til Dansk Folkeparti for at indkalde til en spændende debat og for alle de her spændende oplæg, vi har hørt. En af folketingskandidaterne for Ny Alliance, som jo er forløberen for LA, foreslog under valgkampen i 2007 at gøre Fyn til en tiltagszone. Lars Kolind mente nemlig, at man kunne sætte skatten ned til 40 pct. på Fyn. Jeg kan se nogle erindringsglimt, der dukker op hos ordførerne. Forslaget blev modtaget på samme måde ude i den almene befolkning som her i salen. Det druknede i latter og kostede Lars Kolind hans politiske karriere. Derfor er vi i mit parti altid lidt bange, når folk begynder at snakke om tiltagszoner, differentieret skat og den slags – brændt barn skyr tiltagszoner.

Når jeg skal forberede mig til en debat som den her i dag, slår jeg op i en af de bedste bøger, der overhovedet er skrevet om den såkaldte udkantsproblematik. Den er skrevet af vores nuværende boligminister, hr. Kaare Dybvad, før han kom i Folketinget i 2015. Og hvis man ikke har læst den, bør man virkelig gøre det. Og det mener jeg helt alvorligt, for den er fagligt stærk og god at blive klog af. En af de ting, som forfatteren siger, er, at det er en kombination af globaliseringsideologi og centralisme, der har skabt udkantsmyten og den konkrete politik i 00'erne. Det er altså ikke en uafvendelig udvikling, at de store byer skal have al udvikling. Det er den her kombination af konkret politik og mere diffus ideologi, som skaber det billede, vi ser i dag. Jeg mener simpelt hen, at det fagligt set er en korrekt analyse – ikke politisk, men rent fagligt. Argumenterne, som hr. Kaare Dybvad lægger frem i sin bog, holder.

En anden ting, som hr. Kaare Dybvad hæfter sig ved i bogen, er, at livet faktisk er godt i provinsen. Det er der jo også flere af ordførerne der har været inde på. Rådighedsbeløbet er højt, fordi boligudgiften er lav; beskæftigelsen er høj, fordi det er Produktionsdanmark, vi taler om. Statistikkerne er misvisende, fordi virksomhedernes indtjening bliver godskrevet af den kommune, hvor hovedkvarteret ligger. Det vil altså sige, at for den produktionsfacilitet, som Novo Nordisk har i Kalundborg, bliver indtjeningen godskrevet af hovedkontoret i Bagsværd. Det skjuler, hvor godt det faktisk går i provinsen.

Så der er meget godt at gøre, og det, som så er diskussionen, er selvfølgelig, hvordan vi tilrettelægger rammebetingelserne. Der må jeg ærligt sige, at vi har en regering, der fører en provinsfjendsk politik. Man prøvede at tage livet af den forhøjede koblingsprocent til friskolerne. Det blev stoppet, men det ville have været til stor, stor skade for navnlig udkantsområderne, hvor friskolen erstatter det kommunale tilbud, der er lukket ned. Man suger kapital ud af landbruget med en tredobling af afgiften på generationsskiftet. Man belaster med symbolpolitiske miljøkrav. Det bliver vanskeligere at komme omkring, når familiebilerne bliver dyrere. Man skal også være opmærksom på fradraget for at udleje sommerhuse, for det skaber beskæftigelse i oplevelsesøkonomien, som er utrolig vigtig mange steder.

Så det vigtige er, at landdistrikternes rammevilkår bliver fastsat politisk på en fornuftig måde, og det er vigtigt at huske, at udvikling ikke er en naturlov. Det, vi ser i dag, er menneskeskabt.

Generelt er vi ret skeptiske over for statsstøtte i Liberal Alliance, fordi det forvrider samfundsøkonomien. Så vi vil gerne lave nogle tiltag, der ikke har den her forvridningseffekt, men vi bidrager gerne til en politik, der er til gavn for hele landet.

Det sidste, jeg vil bruge min taletid til, og det kan vi så have en forespørgselsdebat om en anden gang, er betydningen af provinshovedstæder. Det står mig mere klart end nogen sinde, at de her provinshovedstæder, som ligger spredt ud over landet, er virkelig vigtige, for at regionerne kan fungere. Så en eller anden form for omsorg for, at vi har nogle provinshovedstæder, som fungerer godt og kan løfte opgaven som provinshovedstad rundtomkring i landet, er faktisk rigtig vigtig, for at de omkringliggende kommuner også kan fungere.

Jeg fik overdraget den her sag ret sent i går, så jeg ved ikke, hvad den egentlige ordfører har aftalt med hensyn til forslagene til vedtagelse. Det finder vi ud af inden afstemningen. Tak for ordet.

Der er et spørgsmål. Hr. Henning Hyllested.

Det var lige hr. Henrik Dahls sidste bemærkning omkring provinshovedstæder. Det lyttede jeg til med stor opmærksomhed. Det synes jeg lød rimelig spændende. For at forstå det rigtigt vil jeg spørge: Omfatter det også større byer uden for de store provinsbyer? Det kunne jeg godt tænke mig lige at vide, for det synes jeg faktisk har en betydning. En ting er eksempelvis Region Midtjylland, hvor man jo helt klart har Århus, men der ligger jo også en række andre større byer i vores egen region. Det er jo også andre byer end Odense osv. osv.

Ordføreren.

Først skal jeg sige til ministeren, at selv om hr. Kaare Dybvad er en af mine personlige, gode venner, kommer vi ikke til at stemme med regeringen. Beklager.

Regionale hovedstæder er rigtig vigtige. I Syd- og Sønderjylland er det selvfølgelig Esbjerg, der spiller en vigtig rolle, i Midtjylland spiller Herning en utrolig vigtig rolle, og i Nordjylland spiller Aalborg en vigtig rolle. Et af Vestsjællands problemer er jo nok, at der ikke rigtig er en klar regionalhovedstad. Det kunne jo være Næstved. Det gør, at livet bliver svært i de her byer, og derfor skal man selvfølgelig være meget opmærksom på det.

Syddansk Universitet løfter jo sin opgave som regionalt universitet, forstår sig selv som et regionalt universitet og gør det rigtig godt. I resten af landet er forståelsen for at være et regionalt universitet – hvad skal vi sige – ikke udviklet lige så godt. Så der er mange ting at tage fat på der. En samlet opmærksomhed fra Folketingets side på, at regionalhovedstæderne fungerer, tror jeg bare er ret vigtig.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. En af de ting, som er med til at skævvride Danmark, er de her massive statsstøtter, der bliver givet til almene boliger. Liberal Alliance har tidligere været meget arg modstander af almene boliger, men så kom der altså en periode, hvor man var i regering, og der blev det lidt mere diffust, hvad Liberal Alliances holdning var til det. Så jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til, hvad Liberal Alliances holdning er til den almene boligsektor.

Ordføreren.

Vi har den helt generelle holdning, at der er store dele af boligreguleringen i det her land, der er forfejlet og fører til en forkert boligpolitik. Det er klart, at man, når man sidder i en koalitionsregering, ikke får sit partiprogram gennemført, og det vil Nye Borgerlige selvfølgelig også opdage, efterhånden som man får mere erfaring i Folketinget. Vi andre er jo ikke valgt for at realisere Nye Borgerliges partiprogram, og det må Nye Borgerlige leve med. Vi har jo lært at leve med, at de andre partier ikke vil realisere vores partiprogram.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Det tror jeg nu nok jeg er klar over. Vi har jo en vis historik i det samme parti. Man svarer ikke rigtig på, hvad holdningen nu er til almene boliger. Skal statsstøttemidlerne til almene boliger stoppes?

Ordføreren.

Vi er meget kritiske over for den måde, som systemet fungerer på. Det er også klart, at man ikke bare kan sige, at nu lukker vi det hele ned, for så vil der opstå en hel masse problemer. Men den nuværende ordning er vi meget kritiske over for.

Så siger vi tak til ordføreren, og så går vi over til erhvervsministeren. Værsgo.

Tak. Jeg øjnede lige en chance for et meget bredt politisk samarbejde her med Liberal Alliances ordfører, men fair nok. Jeg vil starte med at sige tusind tak for en rigtig god og spændende debat og måske lægge mig lidt i forlængelse af, hvad Enhedslistens ordfører også sagde, nemlig at det er godt at få den her brede debat. Jeg tør i hvert fald godt at tage kollegiet her til indtægt for at være enig med regeringen i én ting i min tale, nemlig at der ikke er nogen one size fits all-løsning på landdistrikterne. Det åbenbarer debatten jo så tydeligt for os alle sammen.

Jeg synes også, det klæder os alle sammen rigtig godt at huske på – og det var Mette Hjermind Dencker, der gjorde opmærksom på det som det første – lykken og glæden og de positive sider, der er forbundet med vores landdistrikter. For de er store, og de er mange, men det står mange gange i skyggen i nogle af debatterne, fordi vi hurtigt – og det skal vi vel også – kaster os over udfordringerne og problemerne og forsøger at løse dem hen ad vejen. Men tak for også at huske os alle sammen på det element.

Jeg tænker, at jeg vil holde mig til at kommentere på nogle af de ting, som har været bragt frem i debatten i dag, og ét emne, som mange af os kredser meget om, er hele uddannelsesspørgsmålet. Det blev i hvert fald også bekræftet den aften, vi i landdistriktsordførerkredsen havde sammen med repræsentanter fra den finansielle sektor, som var inde at sige, at uddannelser er et kerneelement i spørgsmålet om fremtidige lånemuligheder og lånefaciliteter i vores yderområder og vores landdistrikter. Derfor vil jeg bare kvittere for det og sige, at det i hvert fald er noget, jeg tager ned som et emne, vi skal se bredt på, og noget, der skal arbejdes videre med.

Enhedslisten nævner det her med landdistriktsredegørelsen og ærgrer sig over, at vi ikke fik den store, brede debat. Den har vi nu, og jeg håber, at vi kan have den i mange andre regier. Vi har også haft et godt samråd i udvalget, hvor vi jo i virkeligheden kom meget vidt omkring. Jeg tror nok, at det var sådan, at landdistriktsredegørelsen faktisk blev offentliggjort, men valget blev udskrevet, 30 minutter før debatten skulle starte i Folketingssalen. Så den debat må vi have til gode, og den får vi selvfølgelig, efterhånden som vi kommer længere hen i det hele.

Jeg kommer som nævnt i min tale til – og det gør vi i regeringen som helhed – at komme med et bredt politisk udspil på landdistriktsområdet. Vi vil gerne skabe et Danmark i balance. Vi vil gerne bringe nærheden tilbage igen. Vi vil gerne styrke landdistrikterne og områderne uden for de store byer. Og der vil blive sat nogle forberedelser i gang her i den kommende tid.

Der var en af kollegerne, der på et tidspunkt – ikke i debatten i dag, men på et andet tidspunkt – sagde, at vi jo er landdistriktspartiet, forstået på den måde, at kollegerne fra alle partierne nærmest var sammen i ét parti. Jeg synes bare, at debatten i dag bekræfter det. Jeg hører jo ikke nogen, der anfægter, at der skal gøres noget for landdistrikterne. Man kan jo også godt have den holdning, at man siger, at det må drive sig selv, at markedet må bevæge sig, som det gør, og så må landdistrikterne lukke ned, hvis ikke de kan køre. Den holdning har jeg ikke hørt udtrykt nogen steder, og derfor tænker jeg bare, at i det arbejde, jeg i hvert fald vil kaste mig over, vil jeg selvfølgelig prøve at inddrage nogle af alle de gode erfaringer, som jeg selv har fået fra de besøg, jeg gør i landet, og de besøg, kollegerne gør ude i landet, men også erfaringerne fra udvalgets medlemmer.

For jeg hører, at vi alle sammen vil i samme retning, og det er et rigtig godt udgangspunkt. Jeg kan jo bare sige, at hvis nogen sammen med et glas rødvin eller andet skal have de søde juledage til at gå med noget fornuftigt, så er man meget velkommen til også at gøre sig tanker om landdistriktspolitiske tiltag og så sende dem – sådan at man ikke bare gør sig tankerne. Man må også gerne sende dem.

Når jeg siger det, er det, fordi jeg også har været med i Landdistriktsudvalget. Jeg blev valgt første gang i 2011, og siden har jeg siddet med nogle af kollegerne i udvalget. Hvis jeg skal være en lille smule selvkritisk i forhold til hele det her debatkompendium, vil jeg sige, at jeg i hvert fald er utålmodig. Jeg vil gerne se noget handling, jeg vil gerne se resultater, og derfor er jeg meget, meget interesseret i de ting, der er kommet frem i debatten i dag. Jeg har selv taget gode noter, de gode folk, der sidder ovre i embedsmandslogen, har taget gode noter. For det er værdifuld viden, og man kan lade sig inspirere af den debat, vi har i dag, og af de partier, som deltager.

Det er vigtigt, at vi får set på udfordringer og potentialer, og at vi tager os tid til at finde de bedste løsninger for et sammenhængende Danmark, og at det, som jeg siger, sker i god dialog med hinanden og med de relevante interessenter. At vi undgår et Danmark, der knækker over, skal være en af vores væsentligste prioriteter. Det er det for mig som minister, og det tænker jeg at det er for os alle sammen. Derfor vil jeg bare sige, at jeg ser frem til at løfte den opgave sammen med mine kolleger i regeringen og sammen med så mange af Folketingets partier som overhovedet muligt.

Der er nogle spørgsmål, og den første spørger er Sikandar Siddique.

Tak til ministeren. Jeg er ligesom ministeren superglad for en god, sober og saglig debat. Det er anden gang, jeg på det her område vikarierer for Uffe Elbæk. Sidst var, da vi lukkede aftalen om Nets og havde et doorstepinterview. Det er altid en fornøjelse at vikariere for Uffe i det her udvalg.

Jeg vil lige høre, fordi jeg er den her meget, meget nysgerrige type, om ministeren kan tegne et billede af eller give os et indtryk af, hvor meget af sin ministertid ministeren bruger på landdistriktsområdet? Altså, kan ministeren tegne et billede af, hvordan det hænger sammen, når nu du er erhvervsminister og beskæftiger dig med så mange ting? Hvor meget fylder landdistriktsområdet i ministerens arbejde?

Ministeren.

Jeg tror ikke, at jeg kan give et fyldestgørende svar. Vi laver i den forstand ikke timeregistrering af, hvornår jeg er landdistriktsminister, og hvornår jeg er erhvervsminister. Men vi er jo mange, der kommer fra landdistrikterne – jeg kommer selv fra Thy – og jeg kan mærke, at jeg har det i mig og med mig i den måde, jeg tænker på, så jeg føler mig rigtig meget som landdistriktsminister, og jeg har det rigtig godt i rollen.

Det er klart, at der en gang imellem også er aftaler om betalingsservicetjenester, der fylder, eller kviklån og andre ting, som lige for tiden er en lille smule besværlige. Men det her fylder rigtig meget, og når jeg tidligere henviser til min egen utålmodighed som folketingsmedlem og næstformand i Landdistriktsudvalget, er det, fordi jeg kan se en debat, som er vigtig, og som jeg ligesom alle kollegaerne bærer rigtig dybt i mig. Vi har bare snakket om mange af tingene, og mange af debatterne har vi altså haft i mange år, så skulle det ikke være nu, vi rykkede sammen i Tinget her og fik sat noget handling bag? Det er i hvert fald min egen ambition.

Hr. Sikandar Siddique.

Jeg fik ikke helt et indtryk af, hvor meget tid der blev brugt. Men grunden til, at jeg spørger, er, at Alternativet gerne vil oprette et selvstændigt ministerium for landdistrikter. Vi vil gerne have et ministerium, som ligger uden for København, hvor man arbejder med de muligheder og de udfordringer, der er på landdistriktsområdet. Vi mener simpelt hen, at det er et område, der skal prioriteres langt højere, end det bliver i dag. Ser ministeren det samme behov, som Alternativet gør, for et selvstændigt ministerium for landdistriktsområdet?

Ministeren.

Nej, det gør jeg ikke. Altså, i sidste ende er det jo selvfølgelig også statsministeren, der afgør, hvordan regeringen indrettes. Men jeg mener, at vi skal jagte resultaterne, og jeg mener, at der er god mulighed for, at vi kan skabe gode resultater sammen. Det er den måde, jeg i hvert fald tager debatten i dag på, og jeg kan forsikre, at jeg bruger rigtig meget tid på det.

Jeg vil også bare sige, at meget af det er overlap. Altså, når man er på et virksomhedsbesøg i Vestjylland eller på Sjælland et sted, eller hvor det er, er der jo altid et element af landdistriktsovervejelser i, hvordan sådan en virksomhed drives og har mulighed for at låne penge til videre investeringer osv.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Der er en masse ting, som gør, at man kan tage nogle tiltag for at styrke landområdet. Jeg håber, at vi kan få gjort debatten meget, meget smal nu her.

Vil ministeren anerkende, at hvis man fjernede registreringsafgiften på biler, ville det hjælpe folk, der bor i landområderne?

Lad os fokusere på det her med, om man så anerkender, at det ville hjælpe folk, der boede i de områder, hvis man nu fjernede den registreringsafgift. Man siger så, at det er der ikke råd til, for det koster rigtig mange milliarder at fjerne den – og det koster nogle milliarder – men hvis man nu bare sænkede den til 85 pct., ville det faktisk også have en stor betydning. Det koster 100 mio. kr. At sige, at man ikke kan finde 100 mio. kr. på et nationalt budget, som har over 1.150 mia. kr., bliver altså en anelse useriøst. Og så er det jo politisk vilje, der ikke er der til det. Så derfor undrer det mig, og jeg vil gerne spørge ind til det.

Har man ikke politisk vilje til at kigge på at sænke registreringsafgiften, som netop vil gavne folk, som bor i Thy, og folk, som bor i Lemvig? For undersøgelsen siger netop, at det vil gavne de mennesker, som bor i de områder.

Ministeren.

Så kan man jo køre den videre, som jeg også tror at der var en af kollegaerne fra den anden side af Folketingssalen der gjorde, og spørge, om det så skulle være et element i tiltagszonerne her, at der skulle være differentierede afgifter osv. Jeg har det lidt sådan, at jeg ikke tror på, at det er skattelettelser, der skal løfte landdistrikterne. Jeg tror, at vi har et meget stort behov for at lave nogle rigtige og vigtige investeringer i uddannelse, i velfærd, i infrastruktur og i nogle af de ting, som er rammerne om vores landdistrikter. Og det er jo ikke så simpelt, som ordføreren gør det til, for når man bruger penge, går de altid fra noget andet. Og i dag har vi også talt om, hvor svært det er at drive velfærdsinstitutioner, drive uddannelsesinstitutioner og drive andre ting i vores landdistrikter. Og hvis pengene til det at drive et velfungerende, stærkt Danmark bliver færre, ved jeg godt, hvor man mærker det først, og det er i yderområderne. Derfor er jeg bare skeptisk over for det forslag, som ordføreren bringer frem.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

[Lydudfald] ... Jeg har aldrig snakket om differentiering - jeg har sagt, at hvis man sænker registreringsafgiften generelt til 85 pct., koster det 100 mio. kr., og selvfølgelig kan man finde 100 mio. kr. Regeringen har selv sagt, at man kan finde 3 mia. kr. på eksterne konsulenter, men i sit finanslovsforslag har man kun finansieret det med 800 mio. kr. Dvs. at der er 2,2 mia. kr. til at overbetale eksterne konsulenter med. Så det må jo være, fordi man hellere vil blive ved med at bruge penge på eksterne konsulenter ude i kommunerne, regionerne eller staten, end man vil sænke registreringsafgiften på biler. Hvis det er argumentet, at man simpelt hen ikke kan finde 100 mio. kr., så skal jeg gerne være lidt behjælpelig med mange eksempler på, hvor man kunne finde dem. Det kunne være på eksterne konsulenter; det kunne være på udviklingsbistanden; det kunne være på en lang række af de områder, som man bruger penge på. Men vi kunne bare starte med eksterne konsulenter, som man bruger over 11 mia. kr. om året på.

Der er rigeligt at finde, men hvis man hellere vil bruge pengene på eksterne konsulenter og styrke dem end at sænke registreringsafgiften, som i høj grad vil komme folk, der bor i yderområderne, til gavn, så må det være socialdemokratisk politik. Det bliver aldrig nogen sinde Nye Borgerliges.

Tak. Ministeren.

Vores mål om at reducere det antal midler, som man bruger på eksterne konsulenter, står jo uforandret. Jeg tror bare, at vi har forskellige opfattelser af, hvad man så skal bruge de midler til. Vi har lavet en finanslov nu, hvor vi styrker velfærden i Danmark – igen. Efter mange års nedslidning af vores velfærdssamfund er der igen råd til, at vi kan komme op på at ansætte 1.000 ekstra sygeplejersker, at vi kan styrke vores velfærdssamfund, og at vores børn i institutionerne kan få mere voksenopmærksomhed og flere voksne relationer. Det er jo det, der er brug for, også når man kommer ud i vores landdistrikter.

Så er det hr. Henning Hyllested.

Ja, vi kommer jo vidt omkring, og det illustrerer i øvrigt bare min pointe om, at landdistrikter og yderområder ikke er isolerede øer i vores samfund, men er en del af Danmark og derfor jo er påvirket af den almindelige politik, som der føres. Det er klart, at det bærer den her debat selvfølgelig også præg af: Hvad er det f.eks., vi kan gøre for at understøtte en udvikling i landdistrikterne, der gør, at det bliver attraktivt at bosætte sig der?

En gang imellem kan man godt få brug for at tænke lidt ud af boksen. I Landdistriktsudvalget diskuterer vi i øjeblikket – især i det gamle Landdistriktsudvalg gjorde vi det; vi er begyndt på det igen – spørgsmålet om f.eks. frilandsbyer, som det er blevet foreslået. Det er endnu ikke særlig konkret, men det er sådan et forsøg på at diskutere sådan lidt mere bredt, hvordan vi styrker fællesskaberne og ildsjælene rundtomkring, hvordan vi nedbryder barrierer, bureaukrati, og hvad der kan være, for at sætte noget udvikling i gang. Det kunne jeg godt tænke mig at høre ministerens indstilling til, vel vidende at det her ikke er voldsomt konkret, men det handler om ideen om at tænke ud af boksen om f.eks. frilandsbyer.

Ministeren.

Jeg har jo den grundlæggende holdning, at mit politiske mål som socialdemokrat er at forsøge at skabe lige muligheder i vores samfund, og det gælder også på tværs af de postnumre, vi har – om det er et højt eller lavt postnummer, man har – og at man har lige muligheder for at realisere et godt liv, uanset om man bor i en landsby eller man bor i en storby. Derfor er jeg ikke bange for, at man nogle gange må behandle folk forskelligt for at give dem lige muligheder. Det viser alt, hvad vi gør med LAG-midler, uddannelsestiltag, nedrivningspuljer osv., jo også. Så på det principielle plan synes jeg, det er spændende at overveje, hvad mulighederne er, og hvad begrænsningerne er, for dem er der jo sikkert også nogle af.

Der vil jeg også bare vende tilbage til ordføreren for forslagsstillerne i dag og sige, at i lyset af den debat, vi har fået om forslaget, synes jeg også, det er blevet mere nuanceret, og at det måske er mere den tænkning, der her er tale om: at man går mere differentieret til værks, og det som princip afskrækker mig ikke. Men om frilandsbyer er den rigtige model for det, er jeg ikke i stand til at sige ja eller nej til i dag.

Hr. Henning Hyllested.

Nej, det er klart. Det kan man ikke sige ja eller nej til, når det ikke er mere konkret. Ideen er jo udsprunget af, at man mener at have kunnet identificere, at mange af de der lokale fællesskaber, landsbylav, og hvad det hedder rundtomkring, og ildsjæle, som i høj grad driver udviklingen i mange yderområder, i mange landsbyer, ofte oplever, at de render ind i nogle barrierer i form af bureaukrati eller meget indviklede regler eller meget restriktive regler på nogle punkter.

Så det ligger lidt i forlængelse af hele spørgsmålet om frikommuneforsøg og den slags ting. Man kan bare tænke en lille smule bredere f.eks. på landsbyniveau som sådan. Det er det, det ligesom er udsprunget af, og den idé synes jeg umiddelbart lyder tiltalende. Jeg har også helt klart nogle forbehold i forhold til den, og selvfølgelig skal vi se det konkret, men ideen synes jeg kan være spændende.

Ministeren.

Parallellen er jo direkte til vores erhvervspolitik i regeringen, hvor vi siger, at hvad der er af bøvl og bureaukrati, der står i vejen for, at dem, der driver en helt sund, ordentlig forretning i vores samfund, skal vi selvfølgelig kunne være i stand til at fjerne for dem, hvis ikke det giver nogen mening. Derfor har jeg også været med til selv at styrke hele vores EU- og Regelforum, som netop skal kigge på bøvl og bureaukrati. Så derfor vil jeg bare gentage mig selv: Princippet om at se på, at sådan noget ikke skal stå i vejen, ligger mig i hvert fald ikke fjernt.

Så er det fru Mette Hjermind Dencker.

Tak til ministeren, og også tak til de øvrige ordførere for en rigtig sober debat. Noget af glæden ved at sidde i Landdistriktsudvalget er altså, at i modsætning til de andre af Folketingets udvalg er vi faktisk alle sammen her enige i substansen. Vores uenigheder kommer først, når vi er længere nede i detaljen, og det synes jeg faktisk er rigtig rart. Så tak for det.

Og så bliver jeg bare så glad, når ministeren siger, at han er rigtig utålmodig i forhold til, at der nu skal ske noget, at der nu skal gøres noget. Så jeg vil altså godt høre, hvad det er af tiltag fra ministeren, vi kan se i de kommende uger, måneder, fordi ministeren er så utålmodig.

Ministeren.

I første omgang er det jo, at vi skal have sat gang i det her. Vi har jo allerede lavet nogle ting. LAG-midlerne er et udtryk for utålmodighed, der bliver forløst. Nu kom bredbåndspuljen også på plads her i finansloven; det er også rigtig godt. Uddannelser bliver etableret uden for de store byer. Der viser utålmodigheden jo heldigvis positivt sit ansigt for regeringen som helhed.

Så skal vi have lavet et samlet udspil for landdistriktsområdet. Der synes jeg da bare, vi skal overveje at komme i gang inden for den nærmeste fremtid, og jeg inviterer bare partierne til at tage del i det forberedende arbejde der. Sammenhængende med det er der selvfølgelig løbende diskussioner: Så er der udligningsdiskussioner. Så er der politireformer og andre ting, som skal tages i betragtning, men utålmodigheden har allerede givet udslag i nogle konkrete resultater, som jeg er superglad for og stolt over. Nu skal vi så videre med et lidt større og sammenhængende blik på vores landdistrikter. Der inviterer jeg bare kollegerne til at være med.

Fru Mette Hjermind Dencker.

Det lyder alle tiders. Når der skal laves et samlet landdistriktsudspil, vil ministeren så invitere udvalget her, for det består altså af en masse rigtig dygtige mennesker, som ved en masse om landdistrikterne? Vil ministeren invitere udvalget her til at komme med deres gode ideer til et samlet udspil, så det er noget, vi kan gøre i samlet flok?

Ministeren.

Det kan jeg love jer for at jeg vil – både invitere, men også give en stående invitation. Som jeg sagde, bliver det snart jul, og vi får alle sammen lige lov til at falde lidt til ro. Det kan jo være, at der kommer gode ideer. Vi skal jo ikke begrænse os af, om der bliver holdt et møde eller ikke bliver holdt et møde, men jeg holder derudover meget gerne et møde.

Så er det hr. Henrik Dahl.

Tak for nogle gode afsluttende bemærkninger. Det er ikke for at ødelægge den gode stemning, at jeg vil påpege, at det altså har et element af skåltale i sig, når erhvervsministeren erklærer sig som medlem af en meget provinsvenlig regering. Jeg kan altså ikke få øje på det provinsvenlige i at suge kapital ud af landbruget, og det gør man altså ved at tredoble afgiften ved generationsskifte. Hvad er det provinsvenlige ved at suge kapital ud af landbruget? Prøv at forklare mig det.

Ministeren.

Jeg synes måske, at hr. Henrik Dahl lidt ligesom kollegaen, der sidder til venstre, bliver meget snæver i sin kritik, for sæt nu, at vi er i gang med at lave et system, hvor dansk landbrug bliver fremtidssikret, bliver grønnere, mere klimavenligt og får nye markedsandele, fordi vi rent faktisk har et landbrug, som er effektivt og attraktivt og noget, man gerne vil se til og købe produkter fra i andre lande, så er det måske i virkeligheden den modsatte historie, der gør sig gældende i landbruget. Det, der er hele ambitionen med at lave en grøn omstilling så ambitiøst, som vi gør det, er jo, at vi er i stand til at skabe vækst og skabe erhvervseventyr ud af det.

Man kan jo godt se helt snævert på enkelte elementer, men jeg ser på det i en lidt større sammenhæng, og med fare for, at det får karakter af en skåltale, og sådan er det sådan set ikke ment, vil jeg sige, at jeg tror, der er store potentialer i det også for dansk landbrug og for dansk erhvervsliv i det hele taget. Nu brugte jeg udtrykket Produktionsdanmark, men mange af vores produktionsvirksomheder rundtomkring i Danmark vil have en stor fremtid foran sig med den grønne omstilling, som vi er i gang med.

Hr. Henrik Dahl.

Jeg har aldrig set en økonomisk lærebog, hvoraf det fremgik, at det var gavnligt at suge kapital ud af virksomhederne. Det giver jo ikke nogen mening. En anden ting, der heller ikke er særlig provinsvenligt i Socialdemokratiets politik, er anslaget imod friskolerne. Hvis Socialdemokratiet havde haft magt, som det har agt, havde man jo gjort koblingsprocenten meget mindre, og det har været til meget, meget stor ulempe for en lang række friskoler, der er oprettet, fordi kommunerne har lukket skoler. Jeg kan slet ikke se provinsvenligheden der, og jeg vil gerne høre en kommentar til det.

Ministeren.

Min kommentar til det første er, at det er muligt, at vi skal have kigget på de økonomiske lærebøger. Jeg tror nemlig, at der er lærebøger, som giver udtryk for, at den grønne omstilling ikke er til gavn for dansk erhvervsliv. Det mener jeg at den er. Og så vil jeg bare i sagen om bo- og gaveafgiften henvise til OECD's anbefalinger. Det er dog også med en vis økonomisk tyngde, at de har skrevet en anbefaling om at sætte lige præcis den afgift på det niveau.

I forhold til spørgsmålet om skoler er hele investeringen i vores skolevæsen med den finanslov, der er lavet nu, mærkbar og markant, og, må jeg også bare tilføje, tiltrængt oven på mange års borgerligt styre af det her land. Så der bliver en styrkelse af vores skolevæsen i Danmark, og ja, friskoleområdet ligger helt uforandret.

Så siger vi tak til erhvervsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 17. december 2019.

Inden vi går videre til det sidste punkt på dagsordenen, skal vi lige have de nye ordførere og ministeren på plads.