Det næste punkt på dagsordenen er:

41) Forespørgsel nr. F 18:

Forespørgsel til statsministeren:

Vil statsministeren redegøre for, hvordan regeringen agter at forholde sig til USA´s markant stigende udenrigs- og sikkerhedspolitiske engagement i Grønland, som Berlingske Tidende i en række artikler har beskrevet, kommentere vedvarende forlydender om, at der på højt plan forhandles udenrigs- og sikkerhedspolitik direkte mellem repræsentanter for Grønlands Selvstyre og højtstående repræsentanter for præsident Trumps administration, og redegøre for regeringens initiativer i forhold til dansk forsvars fremtidige tilstedeværelse i og omkring Grønland?

Af Søren Espersen (DF) og Morten Messerschmidt (DF).

(Anmeldelse 07.11.2019. Fremme 12.11.2019).

Jeg gør opmærksom på, at eventuelle afstemninger om forslag til vedtagelse først bliver foretaget den 19. december.

Jeg gør også opmærksom på, at vi har tre ministre, som alle kommer op og besvarer forespørgslen heroppefra. Efter hver minister er der mulighed for et spørgsmål til ministeren fra hver af ordførerne på forreste række her. Bagefter, når det er overstået, er det det normale med 1 og ½ minut.

Men vi starter med at få begrundelsen for forespørgslen, og det er ordføreren for forespørgerne, hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Jeg takker statsministeren og udenrigsministeren og forsvarsministeren for at kunne give møde i dag ved den her forespørgselsdebat og ikke mindst for at have gjort en del for, at forespørgslen kunne komme på allerede i dag.

Vi er jo alle her til stede enige i, at emnet Grønland, NATO, Danmark, USA, Færøerne i disse måneder er højaktuelt kulminerende med præsident Trumps bizarre købstilbud midt i augustvarmen. Ros i øvrigt til statsministeren, fordi hun holdt hovedet koldt, og tak for hendes hurtige og nødvendige reaktion – og i øvrigt også tak til landsstyreformanden for en lignende værdig afvisning.

Mine spørgsmål i dag er: Hvordan skal vi i kongeriget forholde os til USA's markant stigende udenrigs- og sikkerhedspolitiske engagement i Grønland? I hvor høj grad finder der forhandlinger sted direkte mellem repræsentanter for landsstyret og højtstående repræsentanter for USA? Og hvordan kan i øvrigt Grønlands og Færøernes toppolitikere inddrages i sikkerhedsanliggender, når de ikke som danske ministre er sikkerhedsgodkendt? Uden denne sikkerhedsgodkendelse er det i mine øjne umuligt at skabe et fortroligt forum i kongeriget. I øvrigt: Hvorfor aftjener grønlandske og færøske mænd ikke værnepligt og således medvirker til rigets sikkerhed?

Alt i alt er mit spørgsmål: Hvordan skal Danmark militært og civilt ruste sig yderligere til lands, vands og i luften på og omkring Grønland for at kunne leve op til vores forpligtelser og, altså, vigtigst, forsvarets fremtidige tilstedeværelse i og omkring Grønland?

Det er mit håb, at denne debat på en god og saglig måde vil kunne bidrage til en styrkelse af kongeriget. Tak.

Tak til hr. Søren Espersen. Så går vi i gang med besvarelsen, og det er statsministeren. Værsgo.

Tak for det. Jeg har set frem til i dag. Det er i øvrigt min første forespørgselsdebat som statsminister, så tak for at give mig muligheden for den debut. Jeg tænker, det er en god lejlighed til at drøfte de spørgsmål, som har stor betydning for både Grønland og for Danmark og ikke mindst samarbejdet imellem os. Forespørgslen handler jo om den interesse, som internationale samarbejdspartnere viser især Grønland og de konsekvenser, det har.

Jeg vil gerne starte med helt indledningsvis at slå fast, at uagtet hvad andre måtte have af interesse i Arktis, håber jeg, at det vedholdende bliver ved med at være en stor prioritet for os i rigsfællesskabet. Men det er klart, at det stigende fokus giver nogle nye udfordringer, som vi bliver nødt til at have en mere struktureret diskussion om.

Vi er jo tre forskellige lande, som er vævet sammen på kryds og tværs med familier og venskaber og vores historie, og vores fundament i rigsfællesskabet er samarbejde og selvbestemmelse og jo altså også en erkendelse af, at vi er forskellige, og at vi er bundet sammen. Det er jo på mange måder en helt enestående konstruktion, som jeg i øvrigt fornemmer mange i verden har svært ved at forstå, men også er utrolig optaget af. Det er klart, at Arktis er og skal være en meget central del af vores udenrigspolitik, vores sikkerhedspolitik og vores forsvarspolitik, og det gør sig så også gældende i forhold til samarbejdspartnere udefra.

Jeg havde jo, som Folketinget er bekendt med, lejlighed til at mødes med den amerikanske præsident her i starten af december måned. På det møde berørte vi også kort udviklingen i Arktis og Nordatlanten, og det var en konstruktiv drøftelse. Som en af de fem arktiske kyststater har kongeriget jo en helt unik position for at kunne præge udviklingen i Arktis, og det ansvar og den mulighed skal vi tage alvorligt. Målsætningen bør stadig være lavspænding, men vi skal selvfølgelig i stigende grad være opmærksomme på de forandringer, der også sker omkring Arktis. Vi har igangsat arbejdet nu om en ny fælles strategi for Arktis, som skal sætte retningen frem mod 2030.

Vores samarbejde med amerikanerne, som vel egentlig er det, forespørgslen handler om, om forsvaret af Grønland har jo leveret fred og sikkerhed siden 1940'erne, altså i ganske mange år. Lige nu oplever vi, at USA styrker både sit politiske og sit militære fokus, ligesom amerikanerne er enige med os i, at der er behov for et mere strategisk og fokuseret samarbejde om Arktis og Nordatlanten, og det synes jeg er positivt.

For amerikanerne handler det her selvfølgelig om at varetage kerneinteresser. Grønlands geostrategiske placering er central for USA's nationale sikkerhed, og fra amerikansk side er man selvfølgelig i stigende grad også optaget af, hvordan både Rusland og Kina opfører sig i regionen. Hvis vi lige dvæler især ved det første, kan vi jo også se, at Rusland over de seneste år har udbygget deres militære tilstedeværelse i Arktis betragteligt, og fra nye arktiske baser vil Rusland have evnen til at angribe Thulebasen og det nordøstlige Grønland med kort varsel. Thulebasens radar er vigtig for USA i forhold til informationer om missilaffyringer og dermed USA's selvforsvar.

Jeg tror også, det er vigtigt at sige, at der er en stigende interesse fra USA's side for Kinas tilstedeværelse i regionen. Jeg tror, der er en stigende interesse for Kina i det hele taget, men det gælder altså også i forhold til Arktis. Jeg vil gerne have lov til at slå fast i dag, at jeg i spørgsmålet om stormagtrivaliseringen og Arktis mener, at Danmark helt entydigt skal indtage den stilling, at vi er allieret med USA, og det er USA, der er vores primære allierede, når det kommer til forsvars- og sikkerhedspolitikken.

Den alliance, vi har med amerikanerne, med USA, bygger jo grundlæggende på meget, meget vigtige fælles værdier. Den bygger også på en erkendelse af, at vi har brug for hinanden i forsvars- og sikkerhedspolitikken, og det gælder også i forhold til NATO's artikel 5 om musketereden. Vi har på tværs af skiftende regeringer længe arbejdet for, at den amerikanske militære tilstedeværelse i Grønland i højere grad skal komme Grønland til gavn, altså ud over det rent militære, og tænker sådan set også, at den stigende interesse fra amerikanernes side der også kan have et positivt perspektiv.

På spørgsmålet om, hvordan regeringen agter at forholde sig til USA's markant stigende udenrigs- og sikkerhedspolitiske engagement i Grønland, er mit korte svar derfor, at det mener jeg vi skal byde velkommen, og det er jo også det, Naalakkersuisut har meldt ud fra grønlandsk side. Det betyder jo ikke, at vi deler amerikanernes syn på alt, og klimaspørgsmålet er jo et godt eksempel på, at vi står to forskellige steder, men når det handler om samarbejdet i forhold til Arktis, mener jeg, vi skal hilse det velkommen.

Tak til Dansk Folkeparti for at have taget initiativ til den her forespørgselsdebat. Det her er et vigtigt tema, og det er også et følsomt tema. Der er mange parter, der er involveret, og derfor er gensidig respekt og ordentlighed – også i den måde, vi diskuterer tingene på mellem de tre parter i rigsfællesskabet – i mine øjne helt, helt afgørende. Vi har en dialog, som jo i høj grad bygger på ikke alene forståelse, men også respekt og ordentlighed, og jeg tror også, det er med det, vi kommer længst. Men jeg ser frem til debatten i dag.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Christian Juhl, værsgo.

Tak for det, og tak for redegørelsen. Der er desværre kun et spørgsmål at stille her. Jeg kan ikke forstå, at der både i det forslag til en tekst, som Socialdemokraterne står bag, men også i statsministerens tale bliver snakket om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Jeg troede, vi var kommet til den æra, hvor der foran det hele stod klima. Hvorfor er klima ikke et centralt tema? Altså, det er Nordpolen, det er dele af Grønland, der i den grad bliver forandret ved, at isen smelter, og det er der, der både sker meget positive ting, sådan snævert set, men katastrofale ting i det globale billede. Hvad er årsagen til, at man kun nævner udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik og ikke nævner det altafgørende spørgsmål i øjeblikket, nemlig klima?

Statsministeren.

Vel egentlig bare, at forespørgslen i dag handler om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik, og derfor har vi efterstræbt en vedtagelse, der svarer til det, forespørgslen handler om. Men derudover er jeg jo fuldstændig enig i, at klimaspørgsmålet og Arktis er helt utrolig vigtigt, og man må sige, at Grønland står helt derude, hvor man kan se og høre klimaforandringerne. Så der er ingen tvivl i mit sind om, at vores i øvrigt fælles ønske om at styrke klimaindsatsen og imødegå klimaforandringerne i høj grad også skal tage udgangspunkt i Arktis. Jeg opfatter bare forespørgslen i dag som omhandlende noget andet. Så det er alene derfor: teknik, ikke politik.

Så er det hr. Søren Espersen.

Mange tak for besvarelsen til statsministeren. Jeg synes, hun kom med gode pointer. I forhold til de forhandlinger, de snakke, der så har været mellem statsministeren og præsidenten, men også på andre niveauer, skønner statsministeren, at den her selvstændighedssnak, som virkelig har taget fart på Grønland inden for de sidste 10 år efter selvstyrelovens vedtagelse, har sat skub i amerikanernes interesse, en eller anden fornemmelse for, at nu kan det godt ske, at man skal til at vise rettidig omhu, for man ved ikke, hvornår selvstændigheden kommer? Har der overhovedet været drøftet, at det her var noget, der for alvor satte amerikanerne i gang med det? For man har jo været i gang tidligere. Jeg kan også huske, at allerede under ambassadør Cain i 2008-09, efter at selvstyreloven var vedtaget, var man jo i gang med interessen for Grønland.

Statsministeren.

Jeg må sige, at jeg ikke selv er blevet forelagt den kobling, men i virkeligheden snarere hører det som en oprigtig – og det kan man jo diskutere – men en oprigtig amerikansk interesse for at kunne forsvare sig selv og i øvrigt være sikker på, at også USA's allierede er opmærksomme på de potentielle udfordringer, der er omkring Arktis. Så når jeg bliver spurgt konkret til det i forhold til det, jeg er blevet forelagt, den dialog, jeg måtte have haft, de samtaler, jeg er indgået i, har et spørgsmål om Grønlands selvstændighed faktisk ikke indgået der. Men det er i mine øjne – jeg ved ikke, om man må bruge det ord fra Folketingets talerstol – hardcore sikkerhedspolitik.

Det må man godt.

Hr. Søren Espersen, der er kun ét spørgsmål i den her runde, men når vi er færdige med ministeren, vender vi tilbage til den normale procedure. Nu er det hr. Michael Aastrup Jensen. Værsgo.

Tak for det, og tak til statsministeren for redegørelsen her. Noget af det, som vi jo har kunnet se, er, at vi er blevet en frontlinjestat i forhold til det geopolitiske magtspil, der er. Derfor er jeg glad for, at vi fik forhandlet en tekst, som ser ud til at få meget bred støtte i Folketinget, og som jo specifikt også nævner den her investeringsscreeningsordning, som jeg hørte statsministeren selv gjorde sig til talsmand for tidligere, og udenrigsministeren det samme. Derfor synes jeg også, at det måske er en lejlighed til at spørge: Hvad er tidsplanen for sådan en? Altså, jeg ved i hvert fald, at den tidligere regering igangsatte arbejdet i foråret, og nu er vi jo efterhånden en del måneder længere henne.

Jeg har fuld forståelse for, at det her er et problematisk arbejde bare lige at sætte i gang. Man skal have dialog med Grønland og Færøerne, og der er sikkert en masse teknikaliteter og alt mulig andet, som også skal løses. Men vi har jo lige haft en sag i en anden del af kongeriget, og vi har også tidligere haft sager i forhold til Grønland, som i hvert fald tydeliggør et behov. Så jeg håber, der vil komme et svar fra statsministeren på, hvornår vi kan se sådan en investeringsscreeningsordning.

Statsministeren.

Jeg tør ikke i dag sætte en eksakt dato på, men vil jo bakke op om mange af ordene og sige, at det her jo er et eksempel på et forberedende lovgivningsarbejde, hvor vi i virkeligheden har overtaget det arbejde, der lå fra den tidligere regering. Og jeg oplever ikke, at der er store politiske uenigheder om behovet for den her mekanisme og nok i virkeligheden heller ikke om, hvad der bliver indholdet. Det vil jeg tro – også på baggrund af de drøftelser, vi har haft i Nævnet og andre steder om det.

Jeg tør ikke komme med en dato – jeg vil gerne lige vende tilbage og afdække det – men jeg håber på, at det er en lovgivning, vi kan få på plads med et bredt flertal. Her har vi i virkeligheden valgt at tage det arbejde, der lå fra den tidligere regering, og arbejde videre på det.

Så er det hr. Martin Lidegaard. Værsgo.

Tak til statsministeren for redegørelsen. Som statsministeren er inde på, er det jo en helt unik udvikling, vi har haft på hele det her område bare i de seneste 6 måneder. Det har været lidt som at vågne op, tror jeg, til en ny geopolitisk realitet med den her stærke interesse hos alle verdens stormagter for det arktiske område. En del af det er militært betinget, forsvarsbetinget, som vi har talt om, men nok så meget er jo faktisk økonomisk betinget. Altså, USA har tilbudt at købe øen Grønland, og derefter har man besluttet sig for at oprette et konsulat med syv medarbejdere, der især skal kigge på, hvordan USA kan gøre sig mere økonomisk gældende i Grønland. Tilsvarende har kineserne vist stor interesse for at gøre investeringer, og Rusland er i gang med at udbygge i området.

Det får mig til at spørge, om statsministeren, som jo er ansvarlig for rigsfællesskabet, også ser et behov for, at Danmark, om jeg så må sige, sammen med Grønland og Færøerne forsøger at løfte vores engagement og tilstedeværelse, både diplomatisk, politisk og økonomisk? Det skal selvfølgelig være i det omfang, at Grønland selv er interesseret i det, men der skal jo to til en tango, og Danmark kan jo godt spille ud med et større engagement, end vi har haft indtil nu.

Statsministeren, værsgo.

Det er jeg helt grundlæggende positiv over for og forventer sådan set også, at vi som en del af den arktiske strategi fortsætter vores drøftelser af, hvordan vi kan blive endnu tættere forbundne på det udenrigspolitiske, også i hverdagen. Det kunne eksempelvis være med repræsentation. Det gælder så i øvrigt begge veje; det gælder både her, men det gælder jo eksempelvis også en stærkere dansk repræsentation i Nuuk.

Det, der er helt, helt afgørende for mig, er, at vi gør det her på en måde, som alle tre parter i rigsfællesskabet kan se sig selv i, og at vi følges ad og træffer beslutningerne klogt og ordentligt i gensidig respekt. Jeg kommer ikke på noget tidspunkt til at tale imod et øget dansk engagement i rigsfællesskabet. Det skal være på den rigtige måde, men jeg ser gerne et rigsfællesskab, som er endnu tættere forbundet, stærkere forankret og har et endnu tættere samarbejde, og når jeg ved andre lejligheder også har talt om udenrigspolitikken, er det jo i virkeligheden udtryk for samme tankegang. Så jeg har kun en positiv tilbagemelding.

Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak skal det også lyde herfra til statsministeren for besvarelsen. IA har jo også bakket op om det her forslag til vedtagelse, og noget af det, der jo står i den tekst, er netop den her screeningsordning. Og noget af det, der er vigtigt for os, er, at man sikrer, at Grønland selvfølgelig bliver inddraget i hele den her proces med at sikre en lovgivning, der så også skal gælde for Grønland, når det gælder investeringer udefra. Erhvervsområdet er f.eks. et hjemtaget område, så der kan jo være nogle elementer, hvor der ikke er et sikkerhedspolitisk aspekt. Hvordan kan vi forvente, at man fremadrettet vil tage hensyn til det?

Statsministeren.

Jeg tror først og fremmest, at det, når der bliver spurgt til, hvordan vi tager hensyn til det, er, at vi følges ad i det her arbejde. Min oplevelse er, at der er en meget, meget tæt og god dialog omkring det her. Jeg tror, at vi må anskue det på den måde, at vi er på vej ind i en ny æra. Det er vi sikkerhedspolitisk, det er vi udenrigspolitisk, og det er vi forsvarspolitisk. Vi har været igennem årtier, hvor verden, med undtagelser, ikke mindst på terrorsiden, har været ret fredelig, i hvert fald i den vestlige del af verden. Der må vi jo sige, at de spændinger, vi oplever i de her år, ændrer og bør også ændre både den danske og rigsfællesskabets tilgang.

Derfor tror jeg ikke, at man som udgangspunkt kan sige, at noget er erhvervspolitik og ikke nødvendigvis ikke også har et aftryk på nogle andre områder. Vi kommer i fællesskab til at forholde os til ting, som lapper over, og som kan have et sikkerhedspolitisk aspekt, samtidig med at det eksempelvis kan have en erhvervspolitisk forankring. Der tror jeg, at det afgørende er, at vi sidder ved bordet sammen og træffer beslutning om den lovgivning, der blev spurgt til af Venstre før. Samarbejdet mener jeg er det vigtigste her.

Så er det hr. Rasmus Nordqvist. Værsgo.

Tak, og tak til statsministeren. Jeg synes egentlig, at der er noget her, der er interessant, nemlig det her med at sidde sammen omkring bordet, for på mange måder er rigsfællesskabet jo historisk betinget, og hvad vil det så sige i den tidsalder, vi er i nu, hvad vil det sige i vores nutid og vores samtid, at vi har et rigsfællesskab? Så hvordan tænker statsministeren, at vi tager det videre, end at der er nogle få områder, som vi lige snakker lidt om, men at vi faktisk tager det fællesskab, som vi – tre lande – har med hinanden, også når det gælder sikkerhedspolitik, forsvarspolitik og udenrigspolitik? Men det er jo også, når det gælder en række andre områder, hvor vi faktisk kan hjælpe og støtte hinanden på kryds og tværs. Så hvordan ser statsministeren fremtiden for et moderne rigsfællesskab?

Statsministeren.

Jeg tror, at de allervigtigste ord er ligeværdighed, gensidig respekt, ordentlighed, samarbejde og en endnu tættere dialog om noget af det, vi diskuterer i dag – om det er udveksling af oplysninger, som vi i dag ikke kan udveksle, fordi vi ikke har infrastrukturen til det, om det er samarbejde omkring en screeningslovgivning, om det er konkret tilstedeværelse på det udenrigspolitiske område. Nu er det en relativt kort svartid, jeg har, men rigsfællesskabet er jo det, vi gør det til.

Det er historisk betinget. Vi er vævet sammen på kryds og tværs, og indtil nu har alle tre parter jo valgt at sige, at vi fortsætter sammen. Men det er jo også et fællesskab, som ikke er statisk. Det har bevæget sig, det har udviklet sig, og det bør det også gøre i fremtiden. Men ligeværdighed mener jeg er helt, helt afgørende og forudsætningen for, at vi kan blive ved med at have et så succesfuldt rigsfællesskab. Og som jeg sagde før, oplever jeg, at resten af verden kigger på rigsfællesskabet og tænker: Hvordan i alverden har I fået konstrueret det på en så fin måde, som det er lykkedes for jer?

Tak til statsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det udenrigsministeren. Værsgo.

Tak for ordet, formand, og tak til hr. Søren Espersen for at rejse forespørgslen. Statsministeren nævnte amerikanernes ønske om et øget engagement i Grønland. Konkret har amerikanerne bl.a. anmodet om at oprette et konsulat i Nuuk, og det har ført til omfattende rejse- og mødeaktivitet. Desuden overvejer man løbende fra amerikansk side, hvordan den militære tilstedeværelse i Grønland bedst tilpasses udviklingen i regionen. Fra kongerigets side ser vi positive perspektiver, men vi har også en række opmærksomhedspunkter. I har måske hørt om amerikanske tanker om infrastruktur, råstoffer, uddannelse m.v. i Grønland reflekteret i pressen. I regeringen er vi sammen med Grønland optaget af, at det bliver omsat til konkrete resultater til gavn for grønlænderne. USA's engagement skal også på sigt bidrage til en bæredygtig økonomisk udvikling.

Vi er også opmærksomme på USA's tilgang til rigsfællesskabet. Vi kan naturligvis ikke bestemme den amerikanske tilgang, men i rigsfællesskabet kan vi vælge at stå sammen. Jeg er blevet bedt om at kommentere forlydender om, at der på højt plan forhandles udenrigs- og sikkerhedspolitisk direkte mellem repræsentanter for Grønlands selvstyre og højtstående repræsentanter for præsident Trumps administration, og jeg har tidligere fået et spørgsmål fra Udenrigsudvalget om samme emne. I den forbindelse indhentede Udenrigsministeriet bidrag fra naalakkersuisut, som kunne afvise, at der var – og jeg citerer – gennemført formelle møder eller forhandlinger med nogen amerikansk eller anden myndighed. Det vidner om en fælles forståelse.

Når det kommer til kongerigets udenrigs- og sikkerhedspolitik, ligger kompetencen hos rigsmyndighederne, men vi samarbejder tæt i rigsfællesskabet, også om de her emner. Når udenrigs- og sikkerhedspolitiske drøftelser har særlig betydning for Grønland, gennemføres de i en tæt koordination med Grønland som foreskrevet i selvstyreloven. Samtidig må jeg også sige, at Grønland selvfølgelig kan mødes med internationale samarbejdspartnere på egen hånd i fuld overensstemmelse med fuldmagtsordningen. Det har vi en god dialog med vores grønlandske kollegaer om, og somme tider kan der f.eks. være bredere udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekter af overtagne områder, som rigsmyndighederne så må forholde sig til. Bl.a. på den baggrund er det vigtigt for regeringen, at alle dele af rigsfællesskabet omfattes af investeringsscreeningsordningen.

Grønland og Færøerne er efter fælles overenskomst omfattet af det kommissorium, som er grundlaget for det igangværende arbejde vedrørende lovgivning. Udfordringerne er jo ensartede for os alle i rigsfællesskabet. Det er derfor meget positivt, at vi inden for rigsfællesskabet har en løbende og tæt dialog med respekt for kompetencefordelingen i rigsfællesskabet om nødvendigheden af investeringsscreening ud fra sikkerhedshensyn. Jeg er glad for, at også landsstyreformand Kim Kielsen har givet udtryk for, at det er en nødvendig dialog.

Efter besøg af en større amerikansk delegation i København og Nuuk i september skrev Berlingske, at besøget i Nuuk og forhandlingerne med bl.a. landsstyreformand Kim Kielsen skabte nervøse trækninger i både Grønland og Danmark. Det kan jeg ikke mærke. Vi deltog i besøget fra dansk side, ligesom der var grønlandsk deltagelse i delegationens møder her i København. Besøget havde ikke karakter af en forhandling, men snarere af en studietur, og var for både Danmark og Grønland en lejlighed til at præsentere kongerigets synspunkter i fællesskab. Rigsfællesskabet kan kun fungere, fordi det er baseret på politisk forståelse, tillid og gensidig respekt. Vi går til de samme møder, som handler om fælles sager. Et praktisk eksempel herpå er jo mit eget møde med den amerikanske udenrigsminister Pompeo i Washington. Til dette møde var der aftalt et separat punkt om Grønland. Derfor var det for mig at se kun naturligt og rigtigt, at min gode kollega fra naalakkersuisut, Ane Lone Bagger deltog, i drøftelsen om det punkt. Og kan det ikke lade sig gøre rent praktisk, koordinerer vi jo på forhånd og følger også op i fællesskab mellem Grønland og Danmark.

Det er afgørende for mig som udenrigsminister at styrke samarbejdet og inddragelsen i rigsfællesskabet om udenrigs- og sikkerhedspolitikken i fuld respekt for kompetencefordelingen i rigsfællesskabet og i en ånd af gensidig respekt og tillid. Det har været ledesnoren for mig som ny udenrigsminister, og det vil det også være fremover. Tak, formand.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Christian Juhl. Værsgo.

Tak for det. I en tid, hvor ting forandrer sig, mener jeg, at udenrigs- og sikkerhedspolitikken jo bliver nødt til at ændre sig. Når klimaproblemerne er, som de er, er vi nødt til at sige, at vi ikke bare kan gøre, som vi vil sikkerheds- og udenrigspolitisk og forsvarspolitisk for den sags skyld. Når klimaændringerne skaber nye risici og nye problemer i verden, er vi vel også nødt til at lave en ny udenrigspolitik, som stiller krav, også til dem, vi samarbejder med, i stedet for bare at sige i forhold til f.eks. USA, at vi altid står sammen med USA. Vi er vel også nødt til at stille nogle krav og bede USA om at arbejde ligeværdigt sammen, hvis de vil agere i Grønland, og tage hensyn til dem, der bor i Grønland, og tage hensyn til danskerne. Det har de jo ikke gjort i en række tilfælde, som vi tidligere har diskuteret. De har ikke engang ryddet op efter sig på deres gamle baser. De indfører radarer uden at spørge Danmark og Grønland om det, selv om det er et fuldstændig systemskifte. Det er et brud på de aftaler, vi har.

Udenrigsministeren.

Tak. Jeg opfattede det mere som en kommentar fra hr. Christian Juhl. Vi har et tæt og godt samarbejde mellem Grønland og Danmark, som jeg redegjorde for. Vi har også et rigtig tæt og godt med amerikanerne fra kongerigets side, og det skal vi fortsat have.

Man skal huske på, hvordan vores sikkerhed hænger sammen. Vores væsentligste sikkerhedspolitiske allierede i verden er jo amerikanerne. Det er dem, der er garanten for hele kongerigets sikkerhed, så i samarbejde skal vi løse de udfordringer, vi står i. Det gælder i Nordatlanten, og det gælder det arktiske. Det har vi en fælles forpligtelse til, og jeg er glad for, at vi har den samme forståelse. Så er det, som jeg også nævnte, magtpåliggende for mig som udenrigsminister, at vi får opbygget et tæt, godt og tillidsfuldt samarbejde i alle dele af rigsfællesskabet, altså både i Grønland og i forhold til Færøerne og selvfølgelig med den danske del.

Så er det hr. Søren Espersen.

Jeg vil starte med at sige tak for den klare afvisning af de rygter, der har været, om de her møder. Det var rart at få det på plads, og det stoler jeg selvfølgelig på, når udenrigsministeren siger det.

Jeg vil gerne ind på det her med det tætte samarbejde, som der bliver sagt vi har. Jeg synes på en eller anden måde ikke, det er tæt nok. Vi har jo rigsmødet med de tre regeringsledere en gang om året, men det er ikke mit indtryk, at man går meget i detaljer. Noget af det er simpelt hen bare for at hygge sig sammen, og det er også al ære værd. Men jeg tror, at man er nødt til at etablere et stærkere forum, hvor man kan mødes et par gange om året med diverse ministre fra alle tre dele af kongeriget. For jeg tror simpelt hen, der er masser af misforståelser, der opstår, netop fordi samarbejdet – i mine øjne – altså ikke er så tæt som det, udenrigsministeren giver udtryk for. Er det en idé, man vil forsøge at arbejde på – at sørge for at få et stærkere forum, så vi ikke går fra den ene misforståelse til den anden inden for kongeriget?

Ministeren.

Tak for det spørgsmål, hr. Søren Espersen. Jeg deler fuldstændig hr. Søren Espersens synspunkt om, at vi har brug for et tæt, respektfuldt, tillidsfuldt samarbejde med alle tre dele af kongeriget og rigsfællesskabet. Det er også derfor, den nye regering har lagt sig i selen for at styrke vores udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde inden for rigsfællesskabet. Det har vi taget forskellige initiativer til, og det kommer vi også til at gøre fremadrettet.

Jeg synes, idéer om at mødes f.eks. oftere, også på politisk niveau, er rigtige idéer, som vi selvfølgelig allerede har forskellige tanker om. Jeg tror generelt set, at hvis vi står sammen, ikke bare i de tre dele af rigsfællesskabet, men også her i Folketinget, så kan vi også håndtere de sikkerhedsudfordringer, vi står i, både i Danmark, Grønland og Færøerne, endnu stærkere, end hvis vi ikke har det tætte samarbejde. Så jeg deler fuldstændig spørgerens intention her.

Så er det hr. Martin Lidegaard.

Tak for redegørelsen, som jeg var meget enig i. Man kunne jo godt overveje ikke så meget det forsvars- og sikkerhedspolitiske i mere hård forstand, men når det handler om hele investeringsbilledet i Grønland, når det handler om muligheden for at booste Grønlands velfærd og i øvrigt også klimaindsatsen, om ikke Europa og EU ville være en samarbejdspartner, der på mange måder mere ville matche de ønsker, der også er i Grønlands egen regering og i og for sig også i den danske regering.

Derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig at spørge udenrigsministeren, om man i den arktiske strategi, som der arbejdes på, også påtænker at lave et europæisk ben. For EU har jo i hvert fald – ligesom alle andre – udvist en større interesse i de forgangne 6 måneder, men det er ikke blevet til meget mere end et strategipapir og lidt noter, hvis jeg skal være sådan lidt direkte. Men Danmarks interesse i at få europæiske investeringer, få lavet bedre aftaler på fiskeriområdet, få lavet fast track-ordninger for arbejdskraft til Grønland, måske få lavet en bedre handelsaftale for sælskind f.eks., er jo enormt stor. Så er det noget, som regeringen tager alvorligt, om jeg så må sige, og lægger vægt bag? For jeg tror, Europa kunne spille en stor rolle i Grønlands udvikling her.

Værsgo.

Tak til hr. Martin Lidegaard. Ja, jeg er helt enig i, at der ligger store perspektiver i et endnu tættere ikke mindst handelspolitisk samarbejde mellem Grønland og det indre marked i EU. Det er rigtig vigtigt for den økonomiske udvikling.

Det er jo ikke sådan, at EU ikke fokuserer på det arktiske. Senest da vi havde udenrigsrådsmøde blandt udenrigsministrene, var det med i konklusionerne, at der skal være en større støtte til det arktiske fra EU's side, inklusive Arktisk Råd og det samarbejde, der fungerer deroppe. For jeg tror, det er rigtig vigtigt, at dem, der er i førersædet, er de fem arktiske kyststater, herunder kongeriget og ikke mindst Grønland, for det er deres forhold, det drejer sig om. Så støtter man fra EU's side de målsætninger, vi har i kongeriget i fællesskab, så bliver det rigtig stærkt. Så ja, vi arbejder på et endnu tættere forhold, for det har vi alle sammen en stor økonomisk interesse i.

Tak for det. Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak. Også tak for redegørelsen. For nylig var IA i Folketinget i Bruxelles for netop at drøfte temaet om EU og Arktis. Vi mener, det er enormt vigtigt, at Grønland er proaktiv i forhold til EU. Vi ved også, at der foregår rigtig meget lobbyisme nede i EU, så det er rigtig vigtigt at være til stede, men også at være med til at sikre, at vi er med tidligt i debatterne.

Noget andet, som vi meget gerne ser bliver en del af kongerigets arktiske strategi, er, at vi får flere unge fra Grønland ud i udenrigstjenesten, og at man på den måde kan være med til at styrke den udenrigspolitiske kompetence og viden. For vi mener, at dialog er med til at skabe en større forståelse, og det går ligesom begge veje. Det kunne jeg godt tænke mig at høre udenrigsministerens kommentarer til.

Værsgo.

Tak for den, synes jeg, vigtige pointe om, at samarbejdet jo ikke bare skal blive ved højlydte erklæringer, men også skal blive konkret, f.eks. er Grønlands repræsentation i Bruxelles sammen med Danmark i forhold til at sikre, at den repræsentation også udmønter sig i nogle konkrete, gode aftaler mellem Grønland og EU – det er det første.

Det andet er sådan set også i forhold til medarbejdere. Jeg er helt enig. Vi har et ønske om, at også den danske side af udenrigstjenesten her er en udenrigstjeneste for hele rigsfællesskabet, og at vi arbejder sammen om at løse de udfordringer, der også er i forhold til f.eks. Grønland. Et konkret eksempel er, når vi laver handelsfremstød eller eksportfremme og så mere målrettet inviterer grønlandske virksomheder med i det, og det er et arbejde, som vi også har sat i gang bare på det område. Så der ligger rigtig mange perspektiver, et stort potentiale, som vi skal udnytte sammen.

Tak til udenrigsministeren. Så er det forsvarsministeren. Værsgo.

Tak for det. Spørgerne har også spurgt ind til regeringens initiativer i forhold til dansk forsvars fremtidige tilstedeværelse i og omkring Grønland; og det er den del, som jeg vil redegøre for.

En af de vigtigste udfordringer, vi står over for lige nu, er overvågningen i Arktis og Nordatlanten. Forsvarsforligskredsen indgik i 2016 en aftale om Forsvarets fremtidige opgaveløsning i Arktis, som blev videreført i det nuværende forsvarsforlig. Analysen bag aftalen – den såkaldte Arktisanalyse – indeholder en række forslag til styrkelse af Forsvarsministeriets opgaveløsning i Arktis. Arktisanalysen viste bl.a. behov for et sammenhængende og opdateret situationsbillede til lands, til vands og i luften. Implementeringen af Arktisaftalen er stadig i gang, men en af de foreløbige effekter af implementeringen af Arktisanalysen er, at der er etableret delvis satellitovervågning af områder ved Grønlands vest- og østkyst samt ved Færøerne. Derfor har forsvaret nu adgang til satellitbilleder fra Det Europæiske Rumagentur, ESA, og Europas maritime sikkerhedsorganisation EMSA, der bl.a. anvendes til olievarsling.

Forsvaret har også adgang til satellitdata med skibspositioner i farvandet ved Grønland og Færøerne – det såkaldte AIS-data. Samlet set har satellitovervågningen styrket Forsvarets evne til at overvåge betydelige dele af farvandene ved Grønland og Færøerne, herunder har Arktisk Kommando fået adgang til Air Greenlands elektroniske positionsmeldingssystem, hvilket også bidrager til at styrke opbygningen af situationsbilledet. Der er også etableret et samarbejde med Canada, USA og Island om udveksling af luftrumsovervågningsdata og maritime data. Det betyder, at vi nu har adgang til klassificeret luftrumsdata fra Island og uklassificeret maritime data fra Canada. På den måde har vi styrket Forsvarets muligheder for at opbygge et langt bedre situationsbillede i den arktiske region. Særligt evnen til at overvåge farvandet ved Grønland og Færøerne er forøget, men vi er ikke i mål, og der arbejdes fortsat på at etablere supplerende satellitovervågning og adgang til luftrumsdata fra andre allierede nationer.

Overvågningsmulighederne styrkes også ved øget tilstedeværelse af forsvarets skibe og fly. Derfor er antallet af dage, hvor der i den arktiske region kan trækkes på et overvågningsfly, næsten fordoblet fra 120 dage til 220 dage. Og målet er, at det tal øges til 365 dage over de kommende år. I perioder har vi også en fregat i området, ligesom vi vil ansætte flere folk til de inspektionsskibe, som bl.a. hævder dansk suverænitet og gennemfører redningsoperationer til søs. Derudover er vi i gang med at opbygge en kapacitet til overvågning af ubådsaktivitet, og i september indgik vi en aftale med Grønland om forsvarets fortsatte brug af Kangerlussuaq lufthavn. Det gjorde vi, fordi forsvarets fly altid skal stå til rådighed, og det skaber vejrforholdene i lufthavnen de bedste forudsætninger for.

Ud over de mange ting, som allerede er i gang, har regeringen lagt op til at anvende 1,5 mia. kr. til at styrke Forsvarets kapaciteter i Arktis og Nordatlanten endnu mere. Det er gjort i fuld forståelse med Grønland og Færøerne. Som statsministeren var inde på, ser vi tegn på nye stormagtsdynamikker i regionen – det fremgår også af den seneste risikovurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste – og vi ser øget militæropbygning, som kan føre til et øget spændingsniveau i regionen. Sammen med grønlænderne har vi et ønske om fortsat lavspænding, og det er i det lys, vi øger vores tilstedeværelse og øger vores overvågning; det skal de 1,5 mia. kr. gå til.

Der er endnu ikke taget stilling til, hvilke konkrete kapaciteter der vil blive investeret i. Det vil vi drøfte i forsvarsforligskredsen med inddragelse af Grønland og Færøerne og også med vores nære allierede, herunder USA. Men det vil være inden for bl.a. luftrumsovervågning, satellitovervågning, overvågning af ubådsaktivitet og styrkede kommunikationslinjer. Tak for ordet.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg har egentlig bare to hurtige spørgsmål. Det ene drejer sig om den her sikkerhedsgodkendelse, jeg nævnte i min begrundelse, altså at de danske ministre, som har følsomme ting, de skal behandle, er sikkerhedsgodkendt. Det samme er ikke tilfældet, er det min opfattelse, for grønlandske og færøske ministres vedkommende. Var det ikke en idé at få sørget for det?

Så vil jeg spørge omkring værnepligten. I vores år 2019, snart 2020, virker det underligt, at vi stadig har sådan nogle gamle forestillinger om, at unge grønlændere og unge færinger ikke skal aftjene deres værnepligt. Jeg synes, vi skal gøre det til en helt naturlig del af et samlet forsvar, hvis vi skal have det inden for rigsfællesskabet. Det er altså dels spørgsmålet om sikkerhedsgodkendelse af ministrene, dels om indførelse af værnepligt.

Jeg skal sige, at jeg egentlig er godt tilfreds med nogle af de tal, der har været for Forsvarets Dag, på Grønland specielt, hvor mange har meldt sig; men jeg kan huske, at der i min egen værnepligtstid var langt flere både fra Grønland og fra Færøerne, end der er i dag.

Værsgo.

Først til det her med sikkerhedsgodkendelse. Som jeg er blevet det oplyst, er danske ministre rent faktisk ikke sikkerhedsgodkendt, men sikkerhedsscreenet, og det er så op til statsministeren at beslutte, om de pågældende kan blive ministre.

Så til det med værnepligten. Jeg tror, at vi med værnepligten kan tilbyde grønlandske unge en rigtig god uddannelse, samtidig med at vi får mulighed for at styrke vores tilstedeværelse med nogle, der har et lokalt kendskab. Så derfor synes jeg bestemt, at det er et spor, der er værd at forfølge. Vi ser ganske rigtigt, at efter vi har udvidet værnepligtsafprøvningen og Forsvarets Dag til flere steder i Grønland, er der faktisk en rigtig stor interesse for at søge ind i forsvaret og blive værnepligtig.

På den lange bane kunne jeg godt tænke mig, at vi også var i stand til at tilbyde dele af uddannelsen i Grønland, for det tror jeg ville give et endnu større antal. Jeg har også gjort mig overvejelser om cyberværnepligt, som jeg tror også kunne få stor udbredelse i det grønlandske. Jeg mener, at når der er -30 grader, kan man godt forstå, at der er nogle, der bliver rigtig gode til at betjene en computer og være gamer, og de kompetencer har vi rent faktisk brug for i forsvaret. Tak.

Så er det hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til forsvarsministeren. Nu nævnte forsvarsministeren jo selv de der 1,5 mia. kr, som man havde taget med til NATO-topmødet, og det lyder jo på sin vis rigtig positivt. Kan man komme lidt nærmere ind på, hvornår resten af forsvarsforligskredsen bliver inddraget i det her arbejde? For jeg har fået det indtryk, at det eneste, man indtil videre er blevet informeret om, er det, der reelt står i avisoverskrifter. Derfor forventer jeg, at det, som har været normen under tidligere regeringer, nemlig at man selvfølgelig sørger for at inddrage forsvarsforligskredsen på et helt andet niveau end det, man indtil videre har gjort, også er det, der vil komme til at ske i fremtiden.

Så hvornår kan forsvarsforligskredsen begynde at blive inddraget omkring de her 1,5 mia. kr., som man allerede er ude at sælge forskellige steder?

Værsgo.

Jamen forsvarsforligskredsen blev orienteret om ønsket om at styrke indsatsen i Arktis gennem de 1,5 mia. kr., inden de blev bibragt NATO-topmødet. Det er tanken, at vi kommer til at drøfte det i det nye år. Jeg tror ikke, at vi får det hele på plads sådan med et møde og heller ikke med to møder, men at processen bliver sat i gang i det nye år, og at forligskredsen selvfølgelig både er med i det indledende og også er med i forløbet.

Men der er mange interessenter, der skal inddrages, og derfor synes jeg, at det væsentlige er, at vi får investeret i de rigtige kapaciteter, som også har et mere langsigtet mål, og at vi selvfølgelig gør det i god dialog med Grønland og Færøerne, men jo også med vores samarbejdspartnere. For 1,5 mia. kr. er i al beskedenhed ikke mange penge, når det handler om at styrke indsatsen, og derfor er det selvfølgelig vigtigt, at vi gør det i dialog med bl.a. amerikanerne.

Tak, og så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak for det. Altså, hvis nu Danmark med sit forsvar skulle suverænitetssikre hele Europa et stykke ned i ørkenen i Afrika, så ville de fleste grine ad os. Men det er jo det, der er tilfældet. Altså, Grønland fylder fra Oslo og ned til Sahara, fra nord til syd. Og hvis man så siger, at her er 1,5 mio. kr., så er man for det første med til at gøre det usikkert for grønlænderne, for når der er en ny radar, og når der er bombefly i Kangerlussuaq permanent, så er man jo et bombemål for dem, der ikke kan lide os. Og derfor: Har grønlænderne fået nogen indflydelse på de beslutninger? Det er den ene ting. Og den anden ting er: Ville det ikke være fornuftigere at bruge forsvarets kapacitet til den civile sikkerhed, hvad der i den grad er brug for? Jeg vil bare nævne, at vi endnu ikke har leveret de søkort, vi har lovet. Vi har et stort problem, hvis der er nogen, der lige pludselig er i havsnød osv. osv. For slet ikke at tale om de store problemer, der kan opstå, hvis klimaet udvikler sig, som vi kan frygte.

Værsgo.

Jeg synes næsten, jeg hørte Enhedslisten argumentere for, at vi skal have et større dansk forsvar. Det er 1,5 mia. kr., vi bruger, og jeg er sådan set meget enig i betragtningen, der handler om dual use eller dobbelt anvendelse. De her overvågningskapaciteter har jo i høj grad et dobbeltanvendelsessigte og kan altså bidrage flere steder. Hvis der er forsvundne på søen, så kan man bruge dem til søredning, og i forhold til lufttrafikken er det ret væsentligt at have et bedre både overvågnings- og kommunikationsoverblik. Så jeg synes faktisk, at hovedparten af de her initiativer, der er lagt på bordet, netop også har det her civile sigte.

Tak for det. Og så er det hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for redegørelsen. Det er mest bare et opklarende spørgsmål, for jeg synes ikke, vi hørte så meget om Søværnet. Den globale opvarmning betyder jo også mere skibstrafik, både civilt og militært; det bliver mindre farligt at sejle i de grønlandske farvande. Hvilken tænkning har man i Forsvarsministeriet om udbygning af Søværnet?

Værsgo.

Jamen Søværnet skal ligesom forsvarets øvrige operative enheder blive markant større i de kommende år. Og det er jo, fordi opgaverne bliver flere – ikke mindst i Arktis, hvor vi allerede har øget vores tilstedeværelse markant over de seneste år. Det er sket gennem skiftende regeringer.

Så vi kommer til at skulle rekruttere markant flere til Søværnet, og det jo også derfor, jeg synes, det er så væsentligt, at vi får indfødte grønlændere med på holdet. De kan noget andet, end hvis man er uddannet i de danske farvande. De kan lugte isen på en helt anden måde, og derfor synes jeg også, det er væsentligt, at rekrutteringsindsatsen bliver markant stærkere i det grønlandske.

Tak. Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak. Og også tak for redegørelsen. Jeg vil gerne starte med at rose forsvarsministeren for inddragelsen af Grønland. Jeg synes i hvert fald, vi har set en markant større inddragelse, og det er rigtig, rigtig positivt.

Så vil jeg også gerne rose det her initiativ, som IA jo også har bakket op om, netop det, at der kommer flere værnepligtige fra Grønland. Min datter har jo også selv aftjent værnepligt, og jeg kender flere i min omgangskreds, hvis børn også er i gang med eller skal til at aftjene værnepligten. Så det er jo enormt positivt.

Det store spørgsmål i forhold til Arktis og forsvaret af Arktis er jo: Er vi i stand til at holde Arktis fredeligt? Og man kan sige, at de her 1,5 mia. kr., der bliver afsat, er med til at sikre, at vi styrker overvågningen. Men er det tilstrækkeligt? Tak.

Værsgo.

Det er jo i hvert fald et skridt i den rigtige retning og også et godt billede på, at vi ikke kan gøre det alene. Vi bliver nødt til at samarbejde med vores allierede. Jeg nævnte samarbejdet med Canada, USA og Island om udveksling af oplysninger, og det er jo et meget godt billede på, hvad vi bliver nødt til at gøre i fremtiden, og noget, som også er væsentligt, synes jeg.

Der er jo ingen grund til, at alle hver især sidder og tilvejebringer de her data, når vi rent faktisk har tillid til hinanden. Så jeg tror ikke, det stopper med de 1,5 mia. kr., hvis vi kigger på det helt lange perspektiv, altså når vi tager den helt store krystalkugle frem og kigger langt ind i fremtiden. Men en væsentlig del af løsningen er jo også samarbejde med dem, vi stoler på og har tillid til, og som også er til stede i området.

Tak for det. Der er ikke flere spørgsmål til forsvarsministeren, så nu går vi over til forhandlingen og dermed også de almindelige regler for korte bemærkninger. Det er først ordføreren for forespørgerne, hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Når Danmark opretter et konsulat i en af verdens storbyer, er det med det formål at gøde jorden for en stigende dansk eksport til denne by, men når USA opretter et konsulat i Nuuk, sker det angiveligt med det formål at gøde jorden for en stigende grønlandsk eksport til USA. Det er den omvendte verden – fuldstændig, ja, faktisk har jeg aldrig nogen sinde hørt om noget lignende. Og man må så ovenikøbet forstå, at amerikanerne har besluttet at åbne kontoret med det formål at hjælpe Grønland. Det er jo pænt af USA. Jeg må dog sige, at hvis nogen helt uopfordret tilbyder at hjælpe Danmark, vil vi nok modtage tilbuddet med en vis reservation. Og i øvrigt vil jeg sige, at hvis USA agter at hjælpe Grønland, må det jo være, fordi USA mener, at Grønland har brug for hjælp. Det er i øvrigt et godt spørgsmål: Har Grønland brug for hjælp?

Når USA så midt i al den hjælp afsender et tilbud til Danmark om at købe den pænt store ø med indbo – isbjørne, rensdyr, sæler, slædehunde og mennesker – ja, så undrer man sig og tænker med gru tilbage på en helt anden tidsalder, hvor også vi danskere sådan bare uden videre handlede med mennesker, men den tid vil vi aldrig have igen.

Den amerikanske interesse for at overtage Grønland er ikke ny. Skiftende USA-ambassadører har gjort klar til den dag, hvor Grønland erklærer sig selvstændigt, således at USA præcis samtidig kunne rykke ind på øen. I årevis, faktisk siden selvstyrelovens vedtagelse, har grønlandske politikere færdedes hjemmevant i Washington på invitation fra USA, og det gør de stadig væk.

Sådan set vil jeg ikke bebrejde USA i denne sag, for set med deres øjne er det, de gør, jo egentlig bare rettidig omhu. Mine bebrejdelser er derimod rettet dels mod de grønlandske politikere, som i disse år spiller et uklædeligt dobbeltspil, dels mod mange danske politikere, som af ren berøringsangst og frygt for at fremstå koloniherreagtige har ladet forholdet til Danmark drive omkring for vejr og vind – ved aldrig at stille krav, aldrig at sige nej, aldrig at rejse kritik, aldrig at deltage og aldrig at spørge: Hvad kan Grønland så gøre for rigsfællesskabet? Hvad kan Grønland så gøre for NATO?

Det var en af Siumuts ideologer, Lars Emil Johansen, tidligere folketingsmedlem, som for 15 år siden udtalte, at den dag, hvor Grønland blev selvstændigt, ville man omgående indgå en aftale med USA om beskyttelse og overvågning af Grønlands territorium. Jeg svarede ham, at det var der da ingen tvivl om at USA med det samme ville sige ja til. Det, jeg egentlig godt kunne lide ved Lars Emil Johansen, var, at han aldrig et øjeblik forsøgte at skjule sine hensigter – i modsætning til nogle grønlandske politikere i dag.

Det er ikke fair, at vi i Folketinget og i regeringen på alle måder arbejder for at imødekomme ethvert grønlandske forlangende, og at vi igen og igen søger at styrke rigsfællesskabet, mens nogle grønlandske landstingspolitikere synes ligeglade. Jeg synes, det er dobbeltspil, og jeg synes, det skal stoppes. Jeg synes, at man fra Grønlands side klart skal vælge side, så vi alle kan komme videre: Er Grønlands fremtid med Danmark eller med USA?

Sluttelig skal jeg oplyse, at vi i Dansk Folkeparti i forhold til forslag til vedtagelse har valgt at tilslutte os det brede flertal i Folketinget. Det, der er vores formål med den her forespørgselsdebat, er, som jeg også sagde i min begrundelse, netop at styrke rigsfællesskabet, og det gør vi ved enighed. Jeg var meget glad for udenrigsministerens tilkendegivelse omkring det her med at have et fortroligt forum, hvor man mere arbejder sammen om en eller anden fælles vej, så man undgår alle de her mange misforståelser, som jeg synes vi er rendt ind i mange, mange af – specielt i den periode, vi lige har været igennem. Tak.

Tak for det. Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak. Også tak for at tage debatten op her i salen. Der er jo mange elementer, som man godt kan drøfte. Jeg synes bare, det er svært at tage en diskussion, når man som ordføreren taler om nogle grønlandske landstingspolitikere. Jeg synes, det er lidt svært at tage debatten ud fra det, for det er lidt svært at forstå, om det er et spørgsmål om nogle særlige partier eller nogle særlige personer. Hvem er det egentlig, som Dansk Folkeparti tænker på, når man snakker om nogle personer? Tak.

Værsgo.

Ja, det vil jeg da gerne svare på. Det var sådan set ikke min tanke på den måde at nævne navne, men det vil jeg så tillade mig at gøre her, når jeg ligefrem bliver spurgt om det. Jeg har nævnt et landsstyremedlem, der hedder Vitus Qujaukitsoq, som i mine øjne er så tilpas arrogant, at han end ikke ønsker at fortælle, hvor han rejser hen i embeds medfør, hvem han holder møder med, og hvad emnet er. Det var ikke gået her i huset, hvis det var sket, altså hans afvisning af at fortælle, hvad hans drøftelser med amerikanerne har været under mange af de rejser, han har været på – ikke engang rejsernes formål har jeg kunnet få oplyst. Jeg ved heller ikke, om man har spurgt om det i Landstinget. Men han er bestemt en af slagsen.

Så er der ikke flere korte bemærkninger, og så går vi videre til fru Annette Lind, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand. Det er sjældent, at så mange fra samme parti får lov til at fremføre deres politik i den samme debat. Nu kommer jeg som ordfører efter en række af ministrene. Vi er rigtig glade for vores samarbejde i rigsfællesskabet, og vi ser det også gerne meget, meget tættere. Vi ser det meget gerne mellem Danmark, Grønland og Færøerne, men vi ser også gerne et tættere samarbejde mellem USA og rigsfællesskabet. Samarbejdet skal være baseret på tillid og gensidig respekt og ligeværdighed, som statsministeren sagde. Det har vi også skrevet i vores forståelsespapir, da regeringen blev dannet. Det tætte og tillidsbaserede samarbejde, som vores ministre står i spidsen for, er rigtig godt.

Udenrigsministeren fortalte, at han har været i USA sammen med ministeren for udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger, fra Grønland, og det synes jeg er en rigtig god måde at få rigsfællesskabet på verdenskortet på. Vores statsminister og andre ministre går også foran, og jeg synes, det er en rigtig retning, og jeg synes, det er godt for vores rigsfællesskab, at vi kan deltage i møder sammen, men selvfølgelig skal det også være sådan, at danske ministre kan holde møder alene.

Som der også kommer til at stå i forslaget til vedtagelse, er Danmark og USA nærmeste allierede i de sikkerhedspolitiske anliggender. Vi byder derfor også en stigende amerikansk interesse velkommen i Grønland, for et større engagement fra amerikanernes side er faktisk blevet efterspurgt. Den øgede samhandel mellem Grønland og USA skal understøttes af en bæredygtig økonomisk udvikling. Det skal netop være sådan, at det bliver gensidigt – det skal være gensidigt mellem USA og Danmark og gensidigt mellem USA og Grønland. Derfor skal vi også sikre en konstruktiv dialog, når vi så skal lave en ny servicekontrakt for Thulebasen. Det er vigtigt for os, at det amerikanske engagement skal give positivt afkast for Grønland, og amerikanernes tilstedeværelse skal bidrage til det grønlandske samfund, for det skal nemlig være givtigt begge veje og ikke kun den ene vej, men være gældende for begge lande.

Arktis fylder meget mere i den store politiske dagsorden. Det har vi hørt alle ministrene sige, altså at der er en øget interesse. Derfor er det også sådan, at vi skal øge vores overvågning og suverænitetshåndhævelse. Forsvarsministeren har fortalt om, hvordan de 1,5 mia. kr. skal forhandles, så derfor vil jeg ikke komme yderligere ind på det.

Til sidst vil jeg gerne sige, at der også skal kigges på defensive tiltag, for her har vi også et meget centralt organ, nemlig Arktisk Råd, og selv om det sikkerhedspolitiske specifikt er udtaget af Arktisk Råd, bidrager det til samarbejdet i forhold til lavspændingsmålsætningen.

Så alt i alt synes jeg, vi skal styrke samarbejdet. Jeg var glad for, at hr. Søren Espersen sagde, at den her debat er kommet, fordi man gerne vil styrke kongeriget, og det synes jeg sådan set var rigtig, rigtig fint sagt. Så tak for, at vi får lov til at diskutere det her. Det skal selvfølgelig ske i en tillidsfuld tone mellem rigsfællesskabets lande, Danmark, Grønland og Færøerne.

Til allersidst vil jeg gerne læse et forslag til vedtagelse op. Jeg er rigtig glad for den meget brede opbakning, der er til forslaget, og det er på vegne af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og alle fire nordatlantiske partier, IA, Siumut, Javnaðar-flokkurin og Sambandsflokkurin, jeg gerne vil fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget finder, at Arktis er præget af ny stormagtskonkurrence, og bemærker i den forbindelse, at USA er kongerigets tætteste allierede.

Folketinget byder den stigende amerikanske interesse for Grønland velkommen og bakker op om, at regeringen sammen med naalakkersuisut arbejder for, at interessen kommer Grønland og det grønlandske folk til gode.

Folketinget konstaterer, at Grønland – ligesom Færøerne – på overtagne områder kan mødes med internationale samarbejdspartnere, samt at rigsmyndighederne har kompetencen til at gennemføre kongerigets udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik, idet drøftelser, der har særlig betydning for Grønland, skal gennemføres i tæt koordination med Grønland som foreskrevet i selvstyreloven.

Folketinget finder, at der er behov for at styrke forsvarets opgaveløsning i Arktis og Nordatlanten.

Folketinget finder behov for etablering af en investeringsscreeningsordning, der screener for mulige sikkerhedsrisici, og at der arbejdes for, at alle tre rigsdele omfattes.

Folketinget finder, at samarbejdet i rigsfællesskabet bør være baseret på tillid og gensidig respekt.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 38).

Tak for ordet.

Tak for det. Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Lige et øjeblik: Ordføreren skal lige blive på talerstolen, for vi skal lige have en kort bemærkning. Værsgo.

Ja, jeg vil da lige spørge, om kollegaen tager imod spørgsmål. (Annette Lind (S): Kom bare an!)

Det drejer sig om det, der hedder lavspænding. Ilulissataftalen, som jo regulerer, hvordan vi skal arbejde sammen i Arktis, siger, at vi skal arbejde for lavspænding. Det bliver også nævnt her, men i samme tale bliver der af flere – også af ministrene – sagt, at vi skal bruge 1,5 mia. kr., bl.a. til at kampflyene kan være permanent i Grønland. Der bliver også talt om, at amerikanerne skal ind og have en vis indflydelse og mulighed for at bruge de nye lufthavne dernede. Der vil jeg bare spørge: Er der ikke en modsætning mellem at snakke om at bruge mere militær kraft i Grønland og så snakke om lavspænding? Hvordan skal vi kunne signalere til andre, at vi mener det med lavspænding?

Værsgo.

Så vidt jeg forstod, sagde spørgeren, at det var, fordi de 1,5 mia. kr. skulle omfatte kampfly. Det er ikke meningen, at det skal være sådan. Og det her med, at der skal være diskussion om de 1,5 mia. kr., synes jeg da er helt almindeligt, for man skal diskutere det i forsvarsforligskredsen. Men det er jo sådan, at når der er øget interesse i forhold til det sikkerhedspolitiske i Grønland og i Arktis, at man selvfølgelig også skal suverænitetshåndhæve det. Og det bliver vi nødt til at have nogle flere hjælpemidler til at gøre.

Tak. Hr. Christian Juhl.

Så er jeg da spændt på, hvad det er for nogle fly, som forsvarsministeren snakkede om at hun vil have i Kangerlussuaq. Det kunne da være dejligt, hvis det var helikoptere eller nogle andre fly, der kunne bruges civilt, for det kan kampflyene jo ikke.

Hvad skal der så sket deroppe? De 1,5 mia. kr. bliver jo ikke givet til grønlænderne – det forestiller jeg mig ikke. Er det ikke en god idé, at det først og fremmest er grønlænderne, man snakker med om det her forlig om at bruge 1,5 mia. kr. mere? Vi har jo set, hvad der sker, når man hen over hovedet på grønlænderne beslutter ting og sager, f.eks. de 30 baser, der var deroppe, uden at grønlænderne nogen sinde havde indflydelse på dem. Nu må de bare leve med forureningen på de pladser deroppe.

Tak. Og værsgo.

Så vidt jeg hørte forsvarsministeren, sagde hun overflyvninger. Hun sagde ikke noget med kampfly i forhold til det her. Det er sådan, at jeg er helt sikker på, at det kan være mange forskellige ting, men det er ikke nødvendigvis kampfly, der er i det her.

Hvis det nu var sådan, at jeg kunne have gjort min tale færdig, ville jeg have sagt, at der er behov for at styrke Forsvarets opgaveløsning i Arktis og Nordatlanten for at sikre stabilitet, sikkerhed og tryghed i regionen. Kongeriget har jo stor interesse i at være til stede i Arktis og styrke suverænitetshåndhævelsen, så det bliver man nødt til. Derfor er det også vigtigt at tage vare på sit eget territorium ved at skabe øget overvågning, når der er øget aktivitet, for ingen ønsker jo oprustning. Men det er vigtigt at vide, hvad der foregår. Det ville jeg have sagt. Men jeg mente faktisk, at forsvarsministeren havde holdt en fin tale om de her 1,5 mia. kr.

Tak. Så er der ikke flere spørgsmål. Vi går videre til hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre.

Tak for det, formand. Og også tak til Dansk Folkeparti for at rejse forespørgselsdebatten, som jo er absolut højaktuel og ikke mindst også rigtig interessant, og som jeg egentlig også tror signalerer lidt den nye stil, vi har fået på det udenrigspolitiske område, hvor vi diskuterer mere og mere det arktiske og de arktiske forhold.

Vi var jo nok mange, som tog os til hovedet, da vi lige pludselig hørte USA's præsident stå og sige, at han gerne ville købe Grønland. Da vi så faldt ned igen og fandt ud af, at det ikke var et af hans forsøg på at joke på Twitter, men at han faktisk reelt mente det, så opdagede vi jo også nok noget af det, som jeg i hvert fald kan sige for mig selv var et wakeupcall, nemlig at vi i hvert fald skal prioritere rigsfællesskabet markant mere, end vi måske har gjort tidligere. Jeg tror faktisk også, at der nu inden for hele kongeriget også er kommet en erkendelse af, at vi er totalt i front i forhold til det geopolitiske magtspil, der foregår mellem Rusland og Kina på den ene side og så USA på den anden side.

Der er vi fra Venstres side fuldstændig enige i, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, både at rigsfællesskabet styrkes, og at der er et tæt bånd mellem alle tre lande, men samtidig skal vi ikke være naive. Vi bliver også nødsaget til at erkende, at vi er kommet i en situation, hvor kongeriget er blevet rigtig interessant for ikke mindst nogle lande som f.eks. Rusland og Kina.

Derfor er jeg rigtig glad for, at vi også allerede nu har kunnet tale om den her screeningsordning, som i hvert fald fra Venstres side er helt højaktuel og forhåbentlig også noget, som regeringen vil tage initiativ til forhandlinger om meget, meget snart – for vi mener, det er vigtigt. Og når vi taler om kritisk infrastruktur i kongeriget – havne, lufthavne, telenet – er det altså vigtigt, at vi får de sikkerhedsmæssige vurderinger, før vi bare siger ja til forskellige investeringer.

Derudover er det også rigtig højaktuelt, at vi også får sikret forsvaret af hele kongeriget. Jeg har været inde på det tidligere, og jeg tror også, at nogle af ministrene var inde på det, nemlig at vi reelt ikke har det overblik over især Østgrønland og andre steder, som vi egentlig burde have. Og selv om man jo nogle gange kan blive sådan lidt pikeret måske over USA's ambassadør i Danmark og hendes udtalelser, så har ambassadøren jo ret i, at vi burde gå ind og investere markant mere i forhold til forsvaret af det arktiske. Derfor er det i hvert fald noget, som vi fra Venstres side klart vil spille ind i de forsvarsforligsforhandlinger, som forhåbentlig starter op meget, meget snart i det nye år, f.eks. om, hvordan og hvorledes de der 1,5 mia. kr. skal bruges.

Derudover er det også sådan, at vi bliver nødsaget til at finde ud af, hvordan vi agerer i en verden, hvor f.eks. et land som USA, men forventeligt også lande som Rusland og Kina vil engagere sig i, skal vi kalde det for indre forhold i f.eks. Grønland, Færøerne og Danmark. Der kan vi i hvert fald fra Venstres side appellere voldsomt til, at alle tre regeringer, men også de tre parlamenter får et tættere og tættere samarbejde end det, vi måske har haft indtil videre.

Min gode kollega fra Dansk Folkeparti, hr. Søren Espersen, foreslog tidligere i dag, at vi skulle have et aktuelt punkt på dagsordenen på alle nævnsmøder fremover, der handler om det arktiske. Det kunne være en idé. Det kunne også være, at man simpelt hen laver nogle flere kvartalsvise møder med parlamenterne i både Grønland og Færøerne. Det kunne være mange forskellige ting.

Men fra Venstres side hilser vi det i hvert fald alt i alt velkommen, at vi også fra Folketingets side fokuserer mere og mere på at sikre, at hele kongeriget agerer så stabilt som overhovedet muligt i den her, skal vi sige meget ustabile verden, og at vi også samtidig ikke er for naive og derfor også sikrer det nødvendige forsvar, men at vi også samtidig holder fast i, at når det handler om det udenrigspolitiske og det sikkerhedspolitiske, så er det stadig væk Danmark, som agerer på vegne af hele kongeriget i tæt samarbejde med regeringerne i Grønland og Færøerne. Det tror jeg var kommentaren herfra.

Tak for det. Fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak. Også tak for talen. Jamen vi støtter sådan set Venstres ønske om, at vi tager Arktis noget mere op i Det Udenrigspolitiske Nævn. Det forudsætter selvfølgelig også, at de nordatlantiske medlemmer har en plads i nævnet. »Intet om os uden os« er et princip, som vi arbejder med i forhold til det udenrigs- og sikkerhedspolitiske.

Et emne, som hjemme i Grønland er en udfordring, er, at naalakkersuisut godt nok får oplysninger fra den danske regering, men ikke vælger at dele dem med Inatsisartut og vores udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg. Så et spørgsmål, som man jo også er nødt til at forholde sig til, er: Hvordan kan man sikre, at man hele vejen rundt får de rette oplysninger, og at man selvfølgelig også sidder med ved bordet, når Grønland bliver drøftet? Mange tak.

Ordføreren.

Jamen tak for det. Og ja, det kræver selvfølgelig en tilstedeværelse at have en debat; det er jeg med på. Men ud over det synes jeg også, det er rigtig vigtigt, at vi prøver at lave det som en debat fra kollega til kollega. Så jeg synes – og det vil jeg da i hvert fald tage op i nævnet og måske også i andre udvalg, Udenrigsudvalget og lignende – at vi skulle prøve at få sat det her mere på dagsordenen og måske få det formaliseret. Det er i hvert fald noget, vi synes kunne være rigtig spændende.

Tak. Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. Nogle af oplysningerne er jo fortrolige, og der kan man ikke kun tage det fra kollega til kollega. Så jeg vil høre, om Venstre bakker op om, at de nordatlantiske medlemmer får en fast plads i Det Udenrigspolitiske Nævn. En mulighed var jo også at udvide antallet af medlemmer i Det Udenrigspolitiske Nævn.

Værsgo.

Nu kan jeg jo kun tale for mig selv – og dermed også som en del af blå valggruppe – og sige, at vi er gået foran og faktisk har givet det ene – desværre kun – blå medlem blandt de nordatlantiske mandater, som er i den blå valggruppe, nemlig hr. Edmund Joensen, en fast plads i Det Udenrigspolitiske Nævn. Så min appel til den røde valggruppe kan da kun være, at man også der får lidt styr på det. Det vil jeg da i hvert fald anbefale.

Tak for det. Så går vi videre. Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her spændende forespørgselsdebat. Det er jo ikke altid, vi i Dansk Folkeparti og Radikale Venstre er enige om specielt meget, men den interesse, som ikke mindst hr. Søren Espersen har for de grønlandske og arktiske forhold, har vi stor respekt for, også selv om vi nogle gange kommer til forskellige konklusioner, og den her debat er utrolig vigtig.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste – det kan man også høre på ordførertalerne i dag – der lidt føler, at de tektoniske plader i geopolitikken rykker sig lidt i de her måneder. Det nye multipolare verdensordenssystem, som begynder at dukke frem her, hvor Kina, Indien og andre stormagter vokser frem på den internationale scene og vokser i både økonomisk og militær styrke, sætter sig nu også igennem på vores breddegrader og dermed også den reaktion, der kommer fra verdens altoverskyggende supermagt, USA, og vores position som lilleputstat i den sammenhæng, men jo altså sådan set som stormagt, når det handler om Arktis, qua rigsfællesskabet og Grønland og Færøerne og Danmarks samlede vægt.

Det er jo et utrolig væsentligt spørgsmål, hvordan vi lægger os i den nye udvikling, for vi er selv med til at skabe den fremtid, som vi her bliver en del af. Man kan jo sige det på den måde, at ingen af de store stater – hverken USA eller Kina eller Rusland – kan tåle, at en af de andre får sådan det ultimative overherredømme i det her område, og det er måske chancen for sådan nogle småstater som os, at vi så kan balancere, selv om vi selvfølgelig har allierede og ikkeallierede og vores egne interesser at varetage.

Fra radikal side, og det er sådan set den vigtigste pointe i dag, tror jeg, man skal skelne meget mellem, når vi snakker om de rene forsvarspolitiske initiativer og vores forhold til USA, hvad det angår, og når vi snakker om den økonomiske politik og den overordnede politiske tilgang til området.

Hvad angår det forsvarspolitiske, tror jeg, at vi går en fremtid i møde, hvor der er et øget behov for en større overvågning, for det, som amerikanerne kalder for situational awareness, altså at kunne holde øje med, hvad der sker i vores områder, og jeg tror, det er en selvstændig pointe, at Danmark og Norge kommer til at skulle spille en vigtig rolle i at styrke det. Men jeg tror også, det er vigtigt, at det er Danmark – og her tænker jeg kongeriget Danmark – og Norge og ikke NATO, der f.eks. skal ind og lave overvågning i Danmarksstrædet. Det er en selvstændig pointe, og jeg hører også, at det er det, man taler om, fordi det er med til at holde lavspænding i området. Alle anerkender, at Danmark og Norge har en legitim berettigelse både civilt og militært i et øget beredskab og i en øget overvågning, og den her dobbelteffekt af at få mere overvågning og beredskab i området er jo præcis det samme, som Rusland står på, og det tror jeg er vigtigt at vi også kan stå på, og det er en nuance, at det er Danmark og Norge og ikke NATO som institution, der udbygger det, og det håber jeg derfor også at en af de tre ministre vil bekræfte er det man tænker. Det er i hvert fald også sådan, jeg hører amerikanerne.

Hvad angår det økonomiske, er det jo en lidt anden sfære, for i princippet hører jeg i hvert fald grønlænderne sådan, at de er interesseret i alle investeringer fra alle gode samarbejdspartnere, herunder amerikanerne, men sådan set også kineserne, russerne og forhåbentlig også danskerne. Her vil jeg sige, at det, der må være vores fælles interesse set med mine briller, jo må være at skabe en transparent investeringskultur, hvor der er mulighed for for alle at gøre sig gældende, men hvor den kritiske infrastruktur ligger i staten, dvs. kongerigets, hænder, men hvor alt andet til gengæld kan indgå i den internationale økonomi, som er reguleret af almindelige multilaterale regler.

Det har vi en interesse i, og i den sammenhæng mener jeg, at vi har en særskilt interesse i at bringe Europa mere på banen, både med investeringer og med den klima- og miljøpolitik, som Europa er stort set ene om at føre, når man kigger på de store magter i verden, og hvor Europa som verdens største handelspolitiske magt har en ret stor indflydelse. Det tror jeg vi får brug for som ryglæn til den udvikling, vi oplever deroppe, og jeg tror, at også Grønland og Færøerne har brug for det ryglæn sammen med Danmark.

Derfor vil det være min stærke opfordring til regeringen, når man arbejder med den arktiske strategi, at den tænker Europa ind, også i det store globale geopolitiske perspektiv, som jeg startede med at nævne. For jeg tror, det bliver ret afgørende for hele rigsfællesskabet, at Europa bliver en af de poler, der står selvstændigt, når den nye multipolare verdensorden engang er tømret fast. Tak for ordet.

Tak. Der er en bemærkning. Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak, og tak for talen. Man siger jo sådan på globalt plan, at kineserne ikke snakker så meget, de handler i det stille. Resten af verden snakker, men de handler måske ikke så meget. Det er jo ret interessant, for for nylig fik vi nogle oplysninger om, at man fra kinesisk side også ønsker at lave et konsulat i Nuuk. Det er i hvert fald nye oplysninger, som vi ikke har haft kendskab til tidligere. Det er jo superinteressant at vide lidt mere om, hvordan kineserne vil agere i Grønland, særlig med det pres, der har været fra amerikansk side. For der er jo ingen tvivl om, at der også er en handelskrig på spil mellem USA og Kina. Så jeg ved ikke, om ordføreren eventuelt har nogle flere oplysninger, men det er i hvert fald en vinkel, som vi ikke har været opmærksomme på tidligere, og som jeg håber at Folketinget vil være mere opmærksom på fremadrettet – nemlig hvordan kineserne agerer i Arktis.

Værsgo.

Det tror jeg er et rigtig godt råd, fru Aaja Chemnitz Larsen giver her. Jeg har ikke kendskab til, at kineserne skulle have planer om et konsulat. Det ville måske ikke komme fuldstændig bag på mig, men jeg har ikke hørt noget om det.

Man kan sige det på den måde, at den måde, kineserne griber det an på, i hvert fald har gjort det indtil nu, meget er ved at bruge økonomien som handleinstrument, og det gør de jo mange steder i verden og på fuldt lovlig vis. Det, man selvfølgelig skal være utrolig opmærksom på i den sammenhæng, er, at hvor nogle investeringer uden tvivl er til gavn og glæde for de samfund, der bliver investeret i, så har vi også set rundtomkring i verden, at der var nogle investeringer, som blev til mindre gavn og glæde, fordi der var nogle indbyggede klausuler i de investeringer, som gjorde, at det var svært efterfølgende at opretholde en fuldstændig kontrol over det, der var blevet investeret i. Så man skal tænke sig om, men Kina er et land, man ikke kommer uden om i fremtiden. Det er der ingen tvivl om, og sådan må man også behandle dem.

Tak for det. Så er der ikke flere bemærkninger, så det er hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Det er da dejligt, når USA viser interesse for Grønland. Jeg synes da, de er meget velkomne til at tilbyde kulturudveksling, uddannelsesprogrammer osv. Men mon dog interessen kun er sådan kærlig og selvopofrende? Når interessen kommer fra et land, hvor alle sætninger i øvrigt både starter og slutter med America first, ja, så tror jeg, der er grund til, at vi bevarer vores sunde skepsis. At tro på, at det kun er det varme hjerte, der banker i USA, passer sådan set meget godt ind i årstiden og kan vel nærmest sammenlignes med at tro på julemanden og nisseværkstedet, der producerer gaver til alverdens børn – for øvrigt i Grønland.

Stormagtsrivaliseringen viser igen vigtigheden af stærke alliancer, især for små lande som Grønland, Færøerne og Danmark, og rigsfællesskabet er og skal være allieret med NATO-landene. Det amerikanske konsulat i Nuuk er jo helt fint, men jeg synes, at USA på andre områder opfører sig som en bisonbøffel i en glasbutik. Jeg synes, det er helt uset, når en nær allieret tydeligvis puster til en eventuel uenighed i rigsfællesskabet. Det hører ingen steder hjemme, at USA leder efter sprækker, hvor de kan banke kiler ind mellem delene i vores rigsfællesskab.

Provokationerne kommer fra Trump, men jo også fra hans aflægger her i landet. Der er jo ingen tvivl om ambassadør Carla Sands' kvalifikationer: 1) at have mange penge, 2) at bruge rigtig mange af de her mange penge til at styrke Trumps valgkamp, 3) altid i både indhold og stil at være Trump i forklædning, 4) i den grad at leve Trumps handelsgen ud, når ambassadøren forsøger sig som mægler i militært isenkram og i den forbindelse jo selvfølgelig ønsker at sælge endnu mere til Danmark, som hun i øvrigt, synes jeg, netop fuldstændig udiplomatisk kritiserer for ikke at bruge nok på militæret. Jeg synes, ambassadøren skulle holde fingrene væk fra konkret dansk politik, herunder indkøb. At Carla Sands mener, at suverænitetshåndhævelsen over Østgrønland kan klares med nogle overflyvninger, afslører jo, at der stort set ingen huller er i uvidenheden om Grønland.

Jeg synes, det er en god idé, at forligspartierne omkring forsvaret, som SF jo ikke er en del af, inden for budgettet vil styrke Danmarks fysiske tilstedeværelse med 1,5 mia. kr. Men Danmark skal også opruste på miljøet, og det kan vi gøre ved både at bidrage internationalt og ved selv at øge overvågningen af klimaforandringerne og deres konsekvenser. Det kunne jo bl.a. være igennem et nyt havforskningsskib, da det nuværende »Dana«, der er 38 år gammelt, står for at skulle hugges op om nogle få år. Det nytter ikke noget, at Danmark kommer i en situation, hvor vi står uden et skib, der kan bruges i isfyldt farvand, så vi på den måde bliver ude af stand til at bidrage til forskningen i Nordatlanten.

SF går da i den grad ind for at opruste i Arktis, men jo altså især opruste i tidens vigtigste kamp, nemlig kampen mod klimaforandringerne.

Tak for det. Der er en bemærkning. Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti, værsgo.

Tak for det, formand. Jeg bemærkede, at ordføreren brugte udtrykket, at USA banker kiler ind i vores rigsfællesskab. Så gik jeg øjeblikkelig ind og kiggede på Socialistisk Folkepartis hjemmeside, og der roser man sig af at være dem, der er bannerførere for selvstændighedsbevægelser. Altså, man vil gerne bære til for selvstændighed for både Grønland og Færøerne, og det kan jeg ikke få til at gå op. De to ting kan jeg ikke få til at hænge sammen, for det, at der i Danmark er folk, der taler for selvstændighed, er da det, der ansporer den præsident Trump, som ordføreren tilsyneladende ikke har mange varme tanker om, til netop at gøre de her tilnærmelse. Så hvis nu Socialistisk Folkeparti ville tale rigsfællesskabet op på sin hjemmeside i stedet for at tale selvstændighedstrangen op, kunne det være, at Trump blev hjemme i westernland. Har ordføreren overvejet det?

Værsgo.

Jeg vil sige, at hvis der ikke skal mere til, end at vi reviderer lidt på vores hjemmeside, for at Trump bliver skræmt, så skal jeg da gå hjem og overveje det. Jeg tror, der skal mere til.

Jeg tror, forskellen her i forhold til hr. Morten Messerschmidt er, at jeg ikke ser rigsfællesskabet som en statisk størrelse. Rigsfællesskabet er ikke på en bestemt måde til evighed. Det er noget, der er i bevægelse, og det, vi kigger efter, er det, som vi nogle gange kalder rigsfællesskabet version 2, hvor vi ser tre selvstændige lande inden for et rigsfællesskab, hvor man har valgt hinanden til, og hvor det ikke er en fast kasse, man er nede i, men en, som man bygger til og laver om på. Derfor synes jeg jo, at hvis grønlænderne har et ønske om selvstændighed, er det vores opgave at hjælpe med til det og gøre det på en måde, så grønlænderne af sig selv vælger rigsfællesskabet til, også fremover.

Værsgo, hr. Morten Messerschmidt.

Jamen det forstår jeg ganske enkelt ikke. Har vi ikke netop som børn af det samme historiske rigsfællesskab en pligt til at hjælpe og bistå hinanden ud fra de realistiske vilkår, der nu engang gælder? Vi har den opgave at gøre grønlænderne og færingerne det klart, hvor værdifuldt rigsfællesskabet er for os alle sammen. Det gør man jo ikke ved bare at tale en eller anden illusion om et potentielt fremtidigt selvstændighedsprojekt op – det gør man ved at betone alt det historiske, økonomiske, sociale og kulturelle, vi har tilfælles, og tale det op. Og der må jeg bare sige, at der tror jeg stadig væk, at danskerne og for den sags skyld også præsident Trump har til gode at se Socialistisk Folkepartis bidrag til den tale.

Værsgo.

Jamen jeg er ikke uenig med hr. Morten Messerschmidt i, at vi skal tale rigsfællesskabet op og tale de værdier op, som holder os sammen. Jeg synes bare godt, vi kan gøre det, samtidig med at vi er med til at hjælpe folk på vej hen ad den sti, hvor man ser en øget selvstændighed. Jeg ser virkelig ikke en modsætning dér – tværtimod tror jeg faktisk, at hvis man krampagtigt holder fast i, at det skal være på en bestemt måde, risikerer man bare at støde de her mennesker fra sig.

Men i øvrigt vil jeg godt bekræfte, at jeg også oplever, at nogle grønlandske politikere har en omtale af nationalisme, som er Dansk Folkeparti gange to.

Tak for det. Hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti.

Tak for hilsenen. Jeg vil i fortsættelse af det, hr. Morten Messerschmidt sagde, altså det her med fra SF's side at tilskynde til selvstændighed, gerne spørge, om ikke SF's ordfører kan bekræfte, at i det øjeblik, den danske flåde sejler hjem, så er det den amerikanske flåde, der rykker ind. Føler hr. Karsten Hønge ikke et medansvar for det ved hele tiden at hjælpe til med selvstændighed i stedet for at finde nogle forklaringer på, hvorfor vi skal holde sammen?

Værsgo.

For mig er det ikke sådan, at vi har selvstændighed her, og det er på én måde, og så har vi rigsfællesskabet der, og det er på en fuldstændig forud defineret anden måde. Jeg håber virkelig af hele mit hjerte, at grønlænderne og færingerne tilvælger rigsfællesskabet, og derfor tror jeg, at vi alle sammen her skal blive dygtigere til at indrette rigsfællesskabet på en måde, så det virker tiltrækkende – så man kan se sig selv i det, så man kan se sig selv både som folk og som nation, men i et samarbejde, et tæt samarbejde, med to andre nationer. Og jeg tror, det er det, vi skal gøre, i stedet for at insistere på, at grønlænderne og færingerne skal gå ind og tage stilling på en helt bestemt måde. Jeg tror på, at vi kan få et meget mere selvstændigt Grønland og Færøerne, samtidig med at man er i tæt samarbejde med Danmark.

Men i øvrigt oplever jeg jo netop de mennesker i Grønland, som SF arbejder sammen med, tale for rigsfællesskabet.

Søren Espersen.

Jamen jeg forstår ikke den argumentation. Altså, selvstændighed er et absolut – enten er man selvstændig, eller også er man det ikke. Og det kan være, at man kan være det i forskellige grader, det ved jeg ikke, men man er i hvert fald selvstændig, er et selvstændigt land med en selvstændig regering, en selvstændig, veldefineret grænse. Der er jo ikke noget rigsfællesskab, hvis Grønland erklærer sig som et selvstændigt land. Så er det forbi med rigsfællesskabet. Så er det forbi med alle de ting, der binder os sammen. Og det vil ske ret hurtigt. Vi hørte også den tidligere statsminister hr. Lars Løkke Rasmussen sige offentligt, at i det øjeblik, Grønland vedtager en folkeafstemning om selvstændighed, er rigsfællesskabet pr. definition en afsluttet ting.

Ordføreren.

Jeg har ikke helt det der behov for sådan at afgrænse og udgrænse og sige, hvad der ikke kan lade sig gøre. Jeg synes, det ville være en ulykke for Danmark, og jeg tror helt sikkert, det ville være en ulykke for den grønlandske befolkning, der har rigelig med problemer at slås med, at vælge en ren selvstændighedsvej. Og når vi nu taler om USA, vil jeg sige, at Grønland er et mere socialt ulige samfund end det amerikanske. Så der er i den grad massive sociale og økonomiske problemer i Grønland. Så jeg tror som sagt, det ville være en ulykke for den grønlandske befolkning at vælge en ren selvstændighedsvej. Jeg tror også, det ville være en ulykke for Danmark. Jeg tror faktisk, at løsningen ligger i, at vi får en opgradering af rigsfællesskabet, hvor man ser nationer, der læner sig op ad hinanden og får mere ud af fællesskabet end ved at gå alene.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Enhedslistens ordfører, og det er hr. Christian Juhl. Værsgo.

Tak for det. Kampen om verdensherredømmet er ofte sket gennem krige – ret blodige krige og ret omfattende krige op gennem historien. Og lige nu står kampen så økonomisk og militært mellem USA og Kina og en lille smule Rusland, der ikke har vænnet sig til at være lillebror og langtfra er hverken en økonomisk eller militær stormagt. Kina forsker og investerer i Arktis; Rusland har de bedste isbrydere, og de flytter deres militær derop; USA er bagud og kigger efter steder, som de kan købe for at få mere plads i Arktis. Deres isbrydere er midlertidigt ude af funktion, for de er ikke vant til at arbejde særlig meget i det område.

Derfor skal vi hele tiden tænke på, hvis der sker et skifte i kampen om verdensherredømmet, at det så under alle omstændigheder sker uden militærindblanding, men via de principper, som Ilulissaterklæringen f.eks. fastslår, nemlig at vi laver samarbejde på lavspændingsniveau, at det sker på den måde, at vi lader internationale organisationer afgøre stridigheder – f.eks. om kontinentalsoklen – og at vi både handler og udtaler os på samme måde. Når vi siger lavspænding, mener vi lavspænding; så mener vi ikke: Ja, vi snakker godt nok om lavspænding, men vi sender nogle flere fly derop, og vi opgraderer militært.

Det gør USA i øvrigt også i Pituffik uden at spørge nogen som helst om lov til det, selv om vi har en aftale med USA om netop at forhandle ting, når der sker systemskifte på Pituffik. I øvrigt kunne de jo så også begynde med at rydde op på deres gamle baser, hvis endelig de havde en kærlighed til Grønland, eller f.eks. sikre, at Pituffikbasen også kom grønlænderne til gavn. Der så vi jo, hvordan de kynisk selv overtog serviceaftalerne og transporten op til basen osv. Jeg mener, at hvis vi mener lavspænding, så skal vi også vise, at vi gennemfører lavspænding, for ellers er der jo ikke nogen, der tror på det, og så er spiralen i gang.

Det andet princip i Ilulissataftalen er, at det her skal ske under hensyntagen til de mennesker, der bor i Arktis. Og der er det næsten sådan, at nogle gange, når man hører danske politikere og også amerikanske politikere, så kunne man næsten tro, at det er af hensyn til Danmark og af hensyn til især USA, at politikken skal føres. Men i Ilulissataftalen står der, at parterne gennem internationalt samarbejde og dialog opnår en fredelig økonomisk og bæredygtig udvikling til gavn for befolkningen i Arktis på basis af militær afspænding. Kunne vi ikke prøve at sige, at vi starter dér, og så komme videre derfra? Ellers kan det godt ske, at vi får nogle alvorlige problemer.

Så har vi jo klimaforandringerne, og der er jeg nødt til at sige, at jeg har den opfattelse, at klimaforandringerne kommer til at diktere udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Der vil opstå en masse nye situationer, og der vil blive behov for nye alliancer på tværs af de gamle alliancer. Og det er ikke udenrigs- og sikkerhedspolitikken, der kommer til at definere eller diktere klimaudviklingen. Hvis ikke vi ser det i øjnene, kommer vi til at gå totalt galt i byen. Derfor fatter jeg ikke, at der i det forslag til vedtagelse, som flertallet har lavet, ikke står ét ord om klimaforandringerne, som i den grad vil komme til at forandre tingene i Arktis og også i Grønland.

USA vil ikke, som hr. Karsten Hønge sagde, komme til Grønland for at hjælpe Grønland. De kommer kun til Grønland, fordi de har strategiske interesser, og det billigste og letteste ville nok være at købe øen. Men det gik ikke, så nu prøver de at købe grønlænderne. Det håber jeg heller ikke går. Og derfor er det vigtigt, at vi hjælper grønlænderne der, hvor vi kan komme til det, og står sammen om, at det skal være et ligeværdigt samarbejde på Ilulissaterklæringens grundlag.

Jeg vil sige, at jo mere grønlænderne laver om på deres base, og jo mere Danmark slæber militært grej derop, jo større risiko er der for, at Grønland bliver bombemål. Og derfor er det hamrende vigtigt, at det er grønlænderne, der bestemmer, hvor meget militært isenkram, der skal være på øen.

Så vil jeg gå over til rigsfællesskabet, Det bygger på retten til selvstændighed, hvis Grønland og Færøerne ønsker det, retten til hjemtagning af opgaver, og på samarbejde – også om udenrigs- og sikkerhedspolitik. Og anskaffelsen af det havforskningsskib, som hr. Karsten Hønge nævnte, synes jeg er en rigtig god idé. Jeg synes, det er mærkeligt, at man ikke kan sejle i et skib, bare fordi det russisk. Men så kunne vi jo, hvis ikke Danmark har råd til det selv, anskaffe et nordisk havforskningsskib. Vi har jo altid sagt, at vi skulle samarbejde. Så kunne vi måske spare noget; i perioder kunne det sejle for os, og i perioder kunne det sejle for andre. Så var vi ude over det spørgsmål.

Men vi er nødt til at sige, at vi også må holde, hvad vi lover, over for grønlænderne. Det gælder f.eks. vores søkort og løsning af problemet med amerikanerne om serviceaftalen. Der er uløste problemer, også for den nye regering, som den har arvet fra den gamle. Skal vi ikke se at komme i gang med de praktiske ting, før vi begynder at svinge os op på de høje niveauer.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg må indrømme – og det skal man nok være medlem af Enhedslisten for at kunne forstå – at jeg ikke kan forstå, at det er overraskende, når vi har en debat om udenrigs- og sikkerhedspolitik, at vi så ikke nævner klimaet i hver anden sætning. Det må jeg indrømme, men sådan er vi jo så forskellige.

Hvis vi så går tilbage til det, som debatten egentlig handler om, nemlig det udenrigs- og sikkerhedspolitiske, er mit spørgsmål til Enhedslisten: Hvad er Enhedslistens svar til den voldsomme opbygning af militær styrke, som Rusland laver i det arktiske? Er det bare, at vi vifter med en aftale til Rusland og siger: Hey, vi skal have lavspænding osv.? Og så vende den anden kind til. Hvad er det konkret? For man kan jo ikke bare tro, når der foregår en så voldsom opbygning af militære styrker, at man bare skal sige: Nå, jamen det skal nok gå alligevel. Eller hvad? Hvad er Enhedslistens svar?

Ordføreren.

Punkt 1: Jeg prøvede at forklare Venstres ordfører, at klimaet kommer til at definere vores udenrigs- og sikkerhedspolitik. Så hvis man bare ud i det blå diskuterer udenrigs- og sikkerhedspolitik, kommer man ikke ret langt. Man er nødt til at anerkende, at der er nogle eksistentielle problemer på vej på den her klode, som kommer til at definere det. Det vil sige, at den udenrigs- og sikkerhedspolitik, som den gamle regering stod for, og som den nye regering tilsyneladende står for, ikke kommer til at slå til i fremtiden.

Punkt 2: Det, at russerne flytter nogle af deres våben op til Arktis, er ikke noget nyt. Det har de gjort, så længe jeg har været voksen. Og de har været aktive i Arktis, for det har været et meget centralt område. De har måske verdens bedste isbrydere. De har verdens dårligste politik. Og jeg er modstander af, at man opruster. Der er kun ét svar på det: Alle nedrustninger er startet med forhandlinger, så se da at komme i gang med at få en dialog med russerne om at fjerne de våben.

Jeg vil gerne anbefale Venstres ordfører, at man f.eks. starter med atomvåbnene – det ville være en guds lykke for os alle, at vi fjernede atomvåbnene på den her klode – men i hvert fald balancerede nedrustningen og gjorde Arktis atomvåbenfrit.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Hvis vi virkelig skal tale om det, er det jo Rusland, der har været inde og direkte har handlet i strid med nogle af de igangværende aftaler, som man lavede før i tiden. Det er nu det, vi oplever. For vi oplever altså en Putin, som er lidt ligeglad med Enhedslistens gamle 70'er-tankegang om, at hvis vi bare danser rundt om et træ, går det nok alt sammen. Situationen er jo den, at der altså foregår noget her og nu, som er så alvorligt, at vi også er nødsaget til at tage det alvorligt. Derfor er jeg bare i den situation, at man kan sige nok så meget om, at klimaet kommer til at spille en rolle, i forhold til at sejllinjer og lignende bliver åbnede – det er jeg enig i – men kongeriget er stadigvæk medlem af NATO, og det bliver Enhedslisten altså også nødt til at tage alvorligt. Derfor mangler vi stadig væk et svar fra Enhedslisten på, hvad man gør militært for at sikre os mod den trussel, der er fra Rusland.

Ordføreren.

Nu kan man jo ikke tale sig ud af de gedigne problemer, der er, ved at NATO's største partnere går enegang og siger, at det er deres interesser, der er de vigtigste, og at alle andre må underordne sig dem. Alle forhandlinger, uanset om det har været i 1950'erne, i 1960'erne eller i 1970'erne, som hr. Michael Aastrup Jensen taler om, har bygget på, at man satte sig ned og forhandlede. Det er mange år siden, at man sidst har forhandlet nedrustning på den her klode. Vi har heldigvis nogle gamle aftaler, som stadig væk gælder. Nogle af dem prøver både russerne og amerikanerne at løbe fra. Men den eneste måde, der findes til at fjerne våben, er at forhandle sig til gensidig nedrustning.

Så er det hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti.

Tak. Nu kommer ordføreren jo fra et ideologisk miljø, hvor kritik er helt afgørende. Det er egentlig et ganske kort spørgsmål: Hvornår har hr. Christian Juhl nogen sinde rejst kritik af Grønland, af grønlandske politikere, af grønlandske parlamentarikere? Hvornår har hr. Christian Juhl nogen sinde stillet krav til grønlandske politikere? Hvornår har hr. Christian Juhl nogen sinde spurgt grønlandske politikere, hvad Grønland så kan gøre for rigsfællesskabet?

Ordføreren.

Der, hvor jeg kommer fra, dyrker vi både kritik og selvkritik, og det må Danmark også gerne gøre. Det synes jeg en gang imellem kunne klæde Dansk Folkeparti, når vi snakker om Danmarks indsats. Derfor en anbefaling: Selvkritik er rigtig, rigtig godt at lære af.

Kritik af grønlænderne er jeg kommet med adskillige gange, f.eks. med hensyn til hvordan børnene har det i Grønland. Det har jeg diskuteret de sidste 4 år, hvor jeg har haft chance for at besøge Grønland, og hvor jeg har talt med de herværende grønlandske politikere og i den grad sagt, at det her går ikke. Det var en af grundene til, at vi også bakkede op og pressede på for at få de aftaler, som fru Aaja Chemnitz Larsen har fået igennem, om et første skridt for at styrke indsatsen over for udsatte børn. Det er ét konkret eksempel, og det synes jeg skal nævnes først, for det er efter min mening det vigtigste.

Hr. Søren Espersen.

Men det er også en sag, hvor vi alle sammen er fuldstændig rørende enige, inklusive grønlandske politikere, som jo også er kede af, hvad der f.eks. er foregået i Tasiilaq. Det er jo ikke det, jeg spørger om. Jeg spørger om, hvornår hr. Christian Juhl og Enhedslisten har stillet krav til Grønland om et eller andet, man skulle gøre for at støtte rigsfællesskabet, eller er kommet med en kritik af, at Grønland ikke synes specielt interesseret i at styrke rigsfællesskabet. Hvornår har den kritik været fremført – bortset fra omkring de ulykkelige børn i Tasiilaq?

Ordføreren.

For mig er det bestemt ikke noget »bortset fra« de ulykkelige børn. Det er særdeles vigtigt. Det er måske det vigtigste sted, vi skal samarbejde med Grønland i øjeblikket, og det har ikke været en selvfølge, heller ikke da hr. Søren Espersen havde indflydelse på den tidligere regering. Det er ikke en selvfølge, at vi har fået det. Derfor vil jeg sige, at det er ét område. Et andet område er selvfølgelig også: Hvorfor i alverden forlanger I ikke, at amerikanerne tager mere hensyn til jer, når de får lov til at være der? Hvorfor kræver I ikke en husleje for Pituffik og sådan nogle ting?

Jeg har kritiseret grønlænderne for mange ting, ikke højtråbende som hr. Søren Espersen, men stille og roligt i de samtaler, der har været, og det synes jeg da handler om gensidig dialog.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ... (Christian Juhl (EL): Undskyld, jeg glemte at læse mit forslag til vedtagelse op. Må jeg det?) Det er o.k., det går.

Tak. Det er på vegne af Enhedslisten og Alternativet, og der står:

Forslag til vedtagelse

»Kongerigets udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik udvikles og gennemføres i en tæt koordination mellem de tre lande i rigsfællesskabet.

Samarbejdet i rigsfællesskabet er baseret på tillid og gensidig respekt.

Samarbejdet om Arktis skal baseres på principperne i Ilulissaterklæringen fra 2008, hvor parterne gennem internationalt samarbejde og dialog opnår en fredelig økonomisk og bæredygtig udvikling til gavn for befolkningen i Arktis og på basis af erklæringens princip om militær lavspænding.

Arktis er en central prioritet i kongerigets klima-, udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.

Regeringen vil sammen med naalakkersuisut arbejde for, at samarbejdet med USA kommer Grønland og det grønlandske folk til gode.

Folketinget opfordrer USA til at påtage sig ansvaret for oprydning på de tidligere amerikanske baser i Grønland.

Folketinget finder, at der er behov for at styrke de af forsvarets opgaveløsninger i Arktis og Nordatlanten, der kan styrke den civile samfundssikkerhed i Grønland og på Færøerne.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 39).

Tak for det, og det vil nu indgå i de videre forhandlinger.

Vi siger tak til ordføreren, og vi går videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er hr. Naser Khader. Værsgo.

Tak til Dansk Folkeparti og Søren Espersen for forespørgslen. Jeg synes, det er en vigtig debat. Tak til ministrene for redegørelserne.

Vi debatterer jo et af de vigtigste udenrigspolitiske områder, Danmarks står over for i de kommende år. Udviklingen i Grønland og Arktis er gået fra at være noget, som USA ikke var så optaget af, noget, de holdt øje med, til noget, de er blevet meget aktivt engageret i. Interessen er meget, meget voksende, ikke kun fra USA's side, men også fra andre stormagter, Kina og Rusland.

Det betyder, at vi i Danmark nu må lægge endnu større vægt på Arktis i vores udenrigspolitik i de kommende år. Det er vigtigt at fastholde området som et lavspændingsområde. Når man nu om dage er i USA's hovedstad, Washington D.C., og kommer ind på Danmark, er det Grønland og Arktis, der fylder mest. Jeg har ladet mig fortælle af en amerikansk ven, der følger udviklingen, at et af de mest googlede ord i USA, efter at præsidenten tilbød at købe Grønland, er Grønland. Så han har faktisk været med til at sætte Grønland endnu mere på verdenskortet, og det synes jeg er fint.

Vi i Danmark og rigsfællesskabet skal holde øje med den udvikling, for det har stor betydning for, hvordan vi i Danmark skal prioritere vores ressourcer, både diplomatisk, udenrigspolitisk, men også forsvarsmæssigt i de kommende år. Jeg synes, at vi i Danmark og Grønland har været lidt bagud forsvarsmæssigt i forhold til området. Vi ved simpelt hen ikke nok om, hvad der sker i luften over Grønland, under havet, på havet, og vi har ikke midler til at gøre noget ved fremmed tilstedeværelse. Det er i vores interesse at være mere til stede i området.

Ud over den strategiske interesse ser USA også ud til at være interesserede i de ressourcer, der gemmer sig under Grønlands is. Det var i hvert fald noget, som den amerikanske udenrigsminister påpegede, da han var med til arktisk møde. Der er en masse ressourcer under isen, som har interesse. Amerikanerne er også klar over, at de er bagud i Grønland, også i forhold til Kina og Rusland, og derfor presser amerikanerne på, for at der skal bygges lufthavne med danskerne og ikke med kineserne. Der er en bekymring, der går på kinesernes evne til lån, investeringer og forsikringssamarbejder.

Nogle hævder, at USA forsøger at drive en kile ind mellem Danmark og Grønland for at få mere indflydelse i Arktis gennem forhandlinger med Grønland alene. Jeg er glad for, at udenrigsministeren afviste det i sin tale, og jeg tvivler også selv på det. Når man taler med amerikanske iagttagere, gør de også opmærksom på, at amerikanerne er klar over, at konstruktionen med rigsfællesskabet i høj grad også tjener amerikanske interesser. Jeg frygter ikke amerikanernes større engagement. Vi har faktisk tidligere efterlyst større engagement fra USA's side i Arktis. Det engagement ser vi nu, og det kan kun blive til Grønlands fordel.

Men det positive ved de senere måneders debat om Grønland og Arktis er noget, der blev kickstartet af den amerikanske præsident, nemlig at det er blevet tydeligere, hvorfor vi har brug for rigsfællesskabet. Grønland og Danmark har en stærk fælles interesse i at handle sammen i de her sager, for vi er hver for sig små aktører, men når vi handler sammen, gør vi det med større styrke.

Vi Konservative tilslutter os forslaget til vedtagelse, som bakkes op af flere partier her i Folketinget, og flere af mine tanker i talen indgår også i forslaget til vedtagelse.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og så går vi videre til Alternativets ordfører. Det er hr. Rasmus Nordqvist. Værsgo.

Tak. Tak til hr. Søren Espersen for at rejse forespørgslen. Det er jo en vigtig diskussion, og man kan enten blive ved det meget konkrete eller man kan tage et spadestik dybere i diskussionen om, hvad der ligger bag. Jeg synes egentlig, det er vigtigt, hver gang vi taler om sikkerheds-, forsvars- og udenrigspolitik i forbindelse med rigsfællesskabet, at vi faktisk tør tage diskussionen om rigsfællesskabet. Jeg mener, at vi alt for tit kun forholder os til den historiske del af, hvorfor vi er sammen i et rigsfællesskab, og ikke til, hvordan man i dag kunne udvikle et moderne rigsfællesskab, som bygger langt mere på den tid, vi lever i nu, og ikke kun på historiske præmisser. Det er egentlig det, som jeg ville ønske at vi brugte langt mere tid på at gøre, både regeringerne imellem, men også os parlamentarikere i de tre lande imellem, og at vi snakkede om, hvad det egentlig er, der skal til for, at vi i dag kunne lave et aktivt tilvalg af et fællesskab med hinanden.

Samtidig synes jeg også, det er vigtigt at huske på, at man godt kan indgå i flere fællesskaber. Det gør Danmark jo. Vi er i den grad med i EU, og samtidig er vi med i rigsfællesskabet. På samme måde skal de to andre lande i rigsfællesskabet selvfølgelig også kunne være i de sammenhænge, som de ser som en god ting for dem. Så jeg kan ikke se noget odiøst eller forfærdeligt i, at grønlandske politikere har diskussioner med USA. Jeg vil gerne advare imod det, ligesom jeg ville gøre det over for ethvert andet land, fordi jeg mener, man skal huske på, at USA stort set aldrig har globalt udsyn, når de går ind i noget som helst, men kun tænker på sig selv – det er jo endda præsidentens slogan for tiden – og det synes jeg man skal være opmærksom på. Men igen: Det er i min optik og i Alternativets optik jo op til de grønlandske parlamentarikere og den grønlandske regering.

Så vi synes, det langt mere handler om, hvordan vi egentlig kommer videre med at se på, hvordan vi i fællesskab i den tid, vi lever i i dag, arbejder med forsvar, med sikkerhed, med udenrigspolitik, fordi vi alle tre får noget ud af det, fordi vi bliver stærkere sammen.

Vi skal selvfølgelig i den grand indtænke klimapolitikken i det hele, fordi det er det, der står øverst på dagsordenen i vores tid. Tidligere spurgte hr. Søren Espersen, jeg tror, det var Enhedslistens ordfører, om man aldrig kritiserede grønlandske politikere. Der har jeg da lyst til i hvert fald at nævne Parisaftalen, og jeg tror, en del grønlandske politikere vil nikke til det, når jeg siger, at jeg har rejst det som en stor kritik, at man ikke har valgt at tiltræde den endnu. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti.

Når hr. Rasmus Nordqvist siger, at man skal løfte det op, vil jeg sige, at der også er noget, der hedder virkelighedens verden, og hvordan virkeligheden er lige nu og her. Nu lykkedes det mig ikke at få svar fra hr. Karsten Hønge, da jeg spurgte om det, men er det ikke også hr. Rasmus Nordqvists opfattelse, at i det øjeblik den danske flåde sejler hjem, så bliver det USA's flåde, der kommer til at patruljere omkring Grønlands kyster, hvad enten grønlænderne vil det eller ej?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at hr. Søren Espersen har hørt mig tale om, at den danske flåde skulle sejle hjem. Jeg snakker netop om, hvordan vi kan indgå i et moderne rigsfællesskab, hvor vi kigger hinanden i øjnene – tre selvstændige lande – og siger: Hvad er det, vi har ud af at arbejde sammen? Det gælder selvfølgelig også, når det eksempelvis kommer til kystbevogtningen og de overvågningsopgaver, der skal være. Så jeg taler ikke for, at der er nogen, der overhovedet skal sejle noget sted hen. Jeg taler om, at vi udvikler og tilpasser vores samarbejde til den tid, som vi faktisk meget konkret lever i i dag, og ikke kun ser det ud fra fortidens præmisser.

Hr. Søren Espersen.

Det konkrete er, at hvis Grønland erklærer sin selvstændighed, så sejler flåden hjem. Selvfølgelig sejler flåden hjem. Vi kan ikke patruljere omkring et selvstændigt land, som ikke er Danmark. Så vi er nødt til at sige, at det er virkelighedens verden. Kan vi ikke forholde os til – også i forhold til den støtte, som Alternativets folk giver til selvstændighedstanken – at der altså er en pris, der skal betales, hvis man bliver selvstændig? Den er bl.a., at flåden sejler hjem og U.S. Navy kommer i stedet for. Jeg er ikke sikker på, at det er noget godt bytte for grønlænderne, og jeg er heller ikke sikker på, at U.S. Navy vil sejle postsejlads mellem kommunerne, som det sker i Grønland i øjeblikket, og fragte grønlandske politikere fra det ene sted til det andet. Jeg er ikke sikker på det.

Ordføreren.

Nu tilhører jeg den slags politikere, der faktisk tror på, at man kan tale sammen og finde ud af at lave aftaler sammen, og at man ikke bare har en krystalkugle, som hr. Søren Espersen åbenbart har, hvor man kan se, hvordan alting vil se ud i fremtiden. Det handler jo om dialog mellem Danmark, Grønland og Færøerne, og hvis grønlænderne ønsker selvstændighed, så skal vi da finde ud af, hvordan vi fortsat kan have et tæt samarbejde. Men det er jo ikke op til os at bestemme. Jeg synes, det handler om, hvordan vi mødes med hinanden og finder ud af, hvad det er for nogle opgaver, der skal løses, og hvordan vi gerne vil gøre det i fællesskab, i stedet for at sidde med en eller anden færdig lille model for, hvordan tingene udvikler sig.

Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen, IA.

Mange tak for talen, og også tak for visionerne om det moderne rigsfællesskab. Vi tænker jo ikke nødvendigvis, at vi skal vente til langt ud i fremtiden, men at vi også nu skal videreudvikle det moderne rigsfællesskab. Vi er enige i kritikken i forhold til Parisaftalen. Vi så gerne, at Grønland gik forrest. Vi er både Ground Zero, men sådan set også et vindue for rigsfællesskabet i forhold til klimaforandringerne. Så det er der slet ikke nogen tvivl om. Vi så gerne, at der var det grønne rigsfællesskab som en del af en klimahandlingsplan, der kommer her til foråret. Det er i hvert fald noget af det, som vi arbejder for.

Så kan man sige, at Grønland jo både er en del af Arktis og en del af Norden, og jeg er helt enig i det her med at kunne indgå i flere forskellige fællesskaber. Rent kulturelt, rent sprogligt er vi mere en del af Arktis, men vi er også en del af Norden og deler også nogle værdier med Norden. Jeg ser det faktisk som noget rigtig positivt, at man kan være i flere forskellige fællesskaber. Så jeg vil bare give en klar opbakning til den del af talen, som ordføreren var inde på. Tak.

Ordføreren.

Jamen tak til fru Aaja Chemnitz Larsen, og tak for samarbejdet i al almindelighed netop omkring, hvordan vi sammen kan tænke og udvikle rigsfællesskabet. Og en stor, stor opbakning til, at vi netop også får tænkt vores fællesskab ind i de klimahandlingsplaner, der skal laves til foråret, for jeg mener, at det er meget, meget vigtigt, at vi agerer, når vi snakker klima, både nationalt og selvfølgelig i de fællesskaber, vi er i, som jo er Norden, det er rigsfællesskabet, og det er EU. Selvfølgelig skal vi agere der. Så det håber jeg i den grad også at vi kan få flere med på.

Fru Aaja Chemnitz Larsen. Hun frafalder. Så er det hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre.

Tak for det. Det kan være, at det var en fortalelse fra hr. Rasmus Nordqvists side – så er det fair nok med det – men hr. Rasmus Nordqvist sagde, at de grønlandske politikere måtte tale med og lave aftaler med de lande, de nu havde lyst til. Jeg går ud fra, at hr. Rasmus Nordqvist anerkender, at hele kongeriget er medlem af NATO, og at grundloven ret klart siger, at det udenrigs- og sikkerhedspolitiske altså stadig væk varetages af regeringen i København.

Ordføreren.

Selvfølgelig står jeg ikke og siger, at man skal gøre noget, der er imod nogen som helst lovgivning. Men derfor kan vi godt tale om, hvordan vi synes tingene skal være. Og der mener jeg sådan set, at grønlandske politikere har ret til at tale med dem, de vil. Så det er egentlig ud fra, hvordan jeg ser tingene rykke, og ikke i forhold til hvordan reglerne er i dag.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Det er jeg da glad for. Men problemet er jo, at vi lever i en verden, og i den har vi nogle lande, f.eks. Rusland og Kina, som agerer, skal vi sige offensivt rettet mod hele kongeriget. Jeg går ud fra, at hr. Rasmus Nordqvist deler frygten for, at nogle af de lande skal komme ind strategisk og militært og kunne være en trussel mod hele kongeriget. Og det er jo det, det handler om. Det er bl.a. derfor, at vi heldigvis også i vores brede forslag til vedtagelse har fået den her screeningsordning med, sådan at vi kan være sikre på, er der altså ikke kommer til at ske noget, som vil true vores sikkerhed. Jeg går ud fra, at ordføreren har samme frygt, som vi andre har, i forhold til den nye verdensorden.

Ordføreren.

Selvfølgelig deler jeg den frygt, og jeg deler jo i den grad også den frygt, der er i forhold til den oprustning, man ser fra en række landes side i Arktis. For jeg mener sådan set, at det er imod alt, hvad vi ellers har aftalt med hinanden. Men det gælder jo altså også USA's ønske om at være mere til stede militært. Vi ser en oprustning lige nu, som jeg mener er meget, meget uheldig i forhold til det område, vi taler om. Jeg synes egentlig, at vi skulle lægge endnu flere kræfter i i samarbejdet mellem Danmark og Grønland at få arbejdet for nedrustning, få arbejdet for et styrket diplomati, for det er det, der er brug for i sådan en situation.

Så er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Hvis jeg sad på Grønland og så ned på hr. Rasmus Nordqvist og hørte den tale, han har fremført her, så ville jeg for alvor blive bekymret. For vi hører på den ene side en, der gerne vil være på den lette fløj, der hedder, at vi taler selvstændighed op, men på den anden side har Alternativet overhovedet intet bud på, hvad det så er for en politik, der skal føres fra vores kongeriges side eller fra et eventuelt fremtidigt selvstændigt Grønlands side. Det eneste, vi hører, er noget med, at vi skal søge dialog og nedrustning. Men kunne hr. Nordqvist måske så komme ned på den planet, vi andre befinder os på, og forklare, hvordan vi skal nå den nedrustning i den verden, vi ser i øjeblikket? Det tror jeg altså der er rigtig mange både herinde i salen og også lidt nordligere i kongeriget der gerne vil høre.

Ordføreren.

Jamen det er jo bl.a. ved at styrke de redskaber, der er, som er ikkeoprustning. Det handler om udenrigstjeneste, det handler om diplomati, det handler om at arbejde igennem de internationale organisationer, der er. Så det er i den grad noget, der foregår på den her planet, hvor jeg står lige nu, og så vidt jeg kan se, er hr. Morten Messerschmidt fuldstændig samme sted.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det forekommer ret frygtindgydende at forestille sig, at vi skulle befinde os på samme planet, i hvert fald i politisk forstand. For man kan ikke forestille sig noget mindre venligt over for det grønlandske folk – i den verden, vi befinder os i nu – end at ønske dem selvstændighed. Hvordan forestiller hr. Rasmus Nordqvist sig, at Grønland skal komme ind i NATO, i OECD, i alle de organisationer, som jeg kan forstå er dem, der skal facilitere den fredelige og broderlige fremtid, som hr. Nordqvist ser for sig? Hvordan i alverden vil han sikre, at Grønland får de muligheder for at varetage egne interesser – altså bare de muligheder, sammenholdt med hvad de har i dag som en del af vores alle sammens kongerige?

Ordføreren.

Måske er vi ikke på samme planet, for i hvert fald hører spørgeren ikke efter, hvad jeg står og siger heroppe på denne planet. Jeg taler ikke om, om jeg ønsker selvstændighed. Jeg taler om, at jeg ønsker, at det er op til grønlænderne at bestemme, hvordan de ønsker det. Og bagefter ønsker jeg, at vi har en samtale sammen i det fællesskab, vi har, som er rigsfællesskabet, om, hvordan vi ser et moderne rigsfællesskab; hvordan ser vi, at det er et tilvalg i dag og ikke kun noget, vi er sammen i på grund af historiske præmisser.

Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Jeg synes jo, det er en interessant debat, og jeg synes, at hr. Karsten Hønge faktisk gav et godt bud, som jeg er fuldstændig enig i. Jeg kan sagtens forestille mig en anden form for rigsfællesskab i fremtiden – også om det skulle være, at et eller flere af de to nordatlantiske lande mente, at de skulle være selvstændige. Hvordan ser Alternativet på et rigsfællesskab med tre selvstændige lande, hvis det blev realiteten, altså hvis Grønland eller Færøerne mente, at det havde de lyst til?

Ordføreren.

Jeg ser da meget positivt på, at vi selvfølgelig kan finde ud af, hvordan det er vi kan samarbejde og finde ud af at lave et rigsfællesskab – et moderne rigsfællesskab – som bliver et tilvalg. Vi kan også kalde det noget andet, hvis det er det, der er behov for. Men selvfølgelig kan det bestå af både to og tre selvstændige lande. Det handler om samarbejde. Det handler om at finde ud af, hvor det er, vi mødes og løser opgaver sammen.

Så er det hr. Christian Juhl. Han frafalder. Så har jeg ikke flere korte bemærkninger på listen. Vi siger tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og det er Nye borgerliges ordfører hr. Peter Seier Christensen. Værsgo.

Tak for ordet. Det er de danske og grønlandske politikeres opgave i tæt samarbejde at sikre et forsvar af det danske rigsfællesskab – både ved egen kraft og i samarbejde med vores allierede, således at vores lande kan forblive frie og selvstændige. Danmark er medlem af NATO, og deri ligger vores sikkerhed. Det er derfor ekstremt vigtigt, at vi ikke ignorerer eller nedprioriterer NATO til fordel for andre samarbejder. EU hverken kan eller skal nogensinde træde i stedet for det nordatlantiske samarbejde.

USA er vores nærmeste allierede. USA er garant for vores sikkerhed og vores frihed som selvstændigt land og som rigsfællesskab. Arktis med Grønland er geopolitisk og militært et interesseområde for de globale magter, og Arktis er dermed præget af en ny stormagtskonkurrence. Vi må konstatere, at under Putins ledelse er Rusland blevet mere aggressiv og ekspansionistisk. I Arktis har Danmark stærke interesser, som ikke er sammenfaldende med Ruslands. De danske territorier er specielt i Østgrønland derfor udsatte og kan i realiteten ikke forsvares eller hævdes med det nuværende militære beredskab.

Det er kun under en NATO-paraply med USA som en stærk partner, vi kan gøre os håb om at forsvare Grønland og vores rettigheder i Grønland. En oprustning i Arktis er derfor uomgængelig. Det vil være en opgave, som skal koordineres med NATO, herunder ikke mindst USA.

I Nye Borgerlige vil vi anbefale, at forsvaret de kommende mange år holder sig væk fra internationale aktioner, som ikke har direkte relevans for at afbøde trusler mod Danmark, eller som er en del af NATO-forpligtelsen. I stedet skal vi koncentrere kræfterne om sammen med NATO og ikke mindst USA at udvikle forsvaret af vores territorium med særligt sigte på Arktis, som enhver kan se vil få stigende betydning, og som i dag ligger åbent.

Nye Borgerlige byder derfor den stigende amerikanske interesse for Grønland velkommen. Vi bakker op om, at den danske regering sammen med den grønlandske arbejder for, at interessen også kommer Grønland og det grønlandske folk til gode. Internationale samarbejdspartnere som USA er naturligvis velkomne til drøftelser med grønlandske repræsentanter om temaer, der har særlig betydning for Grønland i tæt koordination med Danmark som foreskrevet i selvstyreloven.

Nye Borgerlige støtter derfor drøftelserne mellem partnerne i USA og Grønland ud fra det gældende og afgørende princip om, at rigsfællesskabet mellem Danmark og Grønland fortsat er baseret på ubetinget tillid og en ubrydelig gensidig respekt. Nye Borgerlige bakker op om det fremsatte forslag til vedtagelse.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Vi går videre til Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Henrik Dahl. Værsgo.

Tak for en rigtig spændende og lang debat. Der er jo blevet sagt mange tankevækkende ting om Grønland og USA, og man bliver også grebet af en vis forfængelighed, når man sidder og hører på alle de her ting. Så vil man gerne sige noget, der ikke er blevet sagt før, og jeg tror faktisk, jeg har fundet på noget.

Et af de emner, vi ikke rigtig har drøftet endnu, er realpolitik. Det synes jeg er en skam, for hele det arktiske område er jo et af de områder i verden, der i højeste grad bliver styret af realpolitik. Det var hr. Martin Lidegaard, der sporede mig ind på ideen, da han sagde, at hverken USA, Rusland eller Kina kan tolerere, at de to andre får overherredømmet, eller at én part får overherredømmet; og det er jo simpelt hen det, der styrer udviklingen i regionen – mere end noget andet.

Derfor synes jeg, det er lidt ærgerligt, at vi har en debat i Folketinget om USA, Grønland og Danmark, uden at der er nogen, der nævner – og jeg ved godt, at man ikke må bande på Folketingets talerstol, og det, jeg gør nu, er ikke at bande – H. C. Hansens brev til den amerikanske ambassadør i 1957.

Det er jo det afgørende og vigtige at forstå, når man skal forstå forholdet mellem USA, Grønland og Danmark. For der bliver det jo etableret, at forholdet mellem Danmark, Grønland og USA bliver ligesom veteranbilerne i Tivoli, nemlig at forældrene jo så er os danske politikere, der står sådan benovede og kigger på veteranbilerne, der kører rundt, og vi synes, det er rigtig spændende, for der kan heldigvis ikke ske noget, fordi rattet ikke går ned til hjulene. Det er det, der blev etableret ved den lejlighed, for det, der i virkeligheden får tingene til at fungere, er selvfølgelig det grønlandsk-amerikanske forhold, der blev etableret dér.

Det er jo et højdepunkt i dansk realpolitik, som er svært at overgå. Jeg tror, at vi altid skal huske, at det, uanset hvordan vi analyserer eller belægger vores ord, er realpolitikken, der kommer til at sejre, når det gælder Arktis og dermed Grønland.

Tak for den brede opslutning til forslaget til vedtagelse, og tak for den gode debat.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til fru Aaja Chemnitz Larsen fra IA. Værsgo.

For Inuit Ataqatigiit står vores relation til Danmark egentlig ret klar. Vi støtter fuldt op om selvstyreaftalen, og vi ønsker en styrket rolle for Grønland inden for rigsfællesskabet i den nærmeste fremtid. Vi arbejder løbende for et friere og et mere selvbestemmende Grønland.

Mange grønlandske politikere vælger at bruge 90 pct. af tiden på at snakke om selvstændighed for Grønland og 10 pct. på at snakke om velfærd og dagligdagen for befolkningen i Grønland. Inuit Ataqatigiit vælger det modsatte. Vi ønsker at bruge 90 pct. af tiden på at diskutere velfærd og en styrket økonomi for borgerne i Grønland for derved at skabe et godt og et stærkt grundlag for fremtiden.

Der er nok at tage fat på i Grønland, for vi ser en kommende velfærdskrise i vores land: stigende ulighed, fraflytning fra Grønland og en utilstrækkelig social indsats. Paradoksalt nok har Grønlands økonomi nærmest aldrig været bedre, end den har nu på grund af de gode internationale priser på fisk og rejer. Helt konkret er ressourceafgiften på rejer steget på få år med omkring 400 mio. kr., uden at borgerne har mærket det velfærdsløft, som der er behov for.

Ud over at der mellem Grønland og Danmark er kulturelle, familiemæssige og historiske bånd, så mener Inuit Ataqatigiit også, at det er ønsket om velfærd, der binder os sammen. Grønland er en del af Arktis, og Grønland er en del af Norden, og vi deler værdier om velfærd, menneskerettigheder og fred med Danmark. Målet for os er et ligeværdigt rigsfællesskab inden for rigsfællesskabet, indtil vi opnår en større selvbestemmelse, og derfor klinger det også nogle gange hult hjemme i Grønland, når Siumut og andre partier i naalakkersuisut ønsker selvstændighed og taler om statsdannelse, men ikke styrker vores selvbestemmelse inden for selvstyrets rammer. Der er sådan set ret vide rammer, og derfor må man også konstatere, at den politiske stilstand, som der er hjemme i Grønland, er noget, vi kun kan pege fingre ad hos os selv.

USA er en allieret, og USA viser en stigende interesse. Vi ved også, at den danske udenrigspolitik er styret af, hvad amerikanerne gerne vil, og fra grønlandsk side er vi sådan set ret glade for, at der er kommet noget mere interesse for Grønland. Det er også vigtigt, at den interesse bliver omsat til noget meget konkret og noget realpolitisk, som kan være med til at sikre en endnu bedre velfærd i Grønland, også når interessen kommer fra dansk side, men også andre steder fra. Vi er dog ikke naive i Grønland, når det kommer til amerikansk interesse, fordi det har sikkerhedspolitiske hensyn, og det bekymrer folk i Grønland. Det er vigtigt at huske på også her i Folketinget, at vi har et ansvar i forhold til at sikre, at der er fred i det land, som vi kalder hjem. Derfor følger vi også fra Grønlands side meget tæt den interesse, som der er fra amerikansk side, og vi forholder os kritisk, men også nuanceret til USA.

Her i salen vil jeg gerne minde om, at Grønland har ret til at føre udenrigspolitik på hjemtagne områder og også opnå og indgå internationale aftaler om f.eks. fiskeri. Det er også vores indtryk, at der faktisk er en god og en tæt dialog mellem naalakkersuisut og regeringen der, hvor der kan være behov for at koordinere de aftaler, der skal indgås på internationalt plan.

Derfor er vi også nødt til sige i den her debat: Tiden er ikke inde til at begrænse Grønlands udenrigspolitiske rolle. Tværtimod er der et stort flertal i Grønland, der mener, at vi ønsker friere rammer og en konstant udvikling af rigsfællesskabet og af selvstyret for at sikre et meningsfuldt rigsfællesskab. Det mener vi også der er nødt til at være, både på den korte bane, men også på den lange bane, nemlig at sikre Grønland den frihed til selv at vælge sin vej. Vi skal huske på, at et ligeværdigt partnerskab forudsætter ligeværdige partnere, og det må være det, der er målet også internt i rigsfællesskabet. Mange tak. Qujanaq.

Tak for det. Der er en kort bemærkning, og den er fra hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tak for en virkelig god tale, synes jeg. Det er jo helt tydeligt, at fru Aaja Chemnitz Larsen deler håbet, drømmen og visionen om et mere selvstændigt Grønland, men ikke ser det afkoblet fra rigsfællesskabet. Det kan man ellers godt kan få indtryk af, når man følger den grønlandske debat, gøres i nogle kredse i hvert fald.

Hun peger jo også meget rigtigt på, at fred er en forudsætning, men at det ikke er nok for at sikre god velfærd, og at der er en række emner i Grønland, som trænger sig på i øjeblikket, både inden for børneområdet, men jo også sundhedsområdet og flere andre områder, som ordføreren selv har peget på, samtidig med at man i og for sig er blevet rigere i de seneste år på grund af stigende priser. Hvad mener ordføreren egentlig er de bagvedliggende faktorer i de, kan man sige, velfærdsudfordringer, vi ser i det grønlandske samfund i dag? Og er det noget, man kan gøre noget ved i fællesskab?

Ordføreren.

Mange tak. Man kan også stille spørgsmålet på en lidt anden måde: Er der behov for, at vi trækker velfærdsparaplyen lidt mere ned over Grønland? Nu afsatte vi jo 80 mio. kr. til udsatte børn og unge i Grønland, og det var i den sammenhæng – i samme åndedrag faktisk – vigtigt for mig at sige, at Grønland er nødt til at tage ansvar. Det må ikke være en sovepude, at Danmark afsætter penge til et område, som faktisk er hjemtaget. Så selvfølgelig skal naalakkersuisut tage et ansvar, og hvis vi skal sikre bæredygtighed, så kræver det jo i høj grad også, at myndigheder, både lokalt, men også i storkommunen, og naalakkersuisut selv også tager et ansvar og ikke hele tiden forventer, at det er Danmark, der skal tage et større ansvar.

Der er få områder, hvor jeg synes, man er nødt til at diskutere: Er 80 mio. kr. nok? Er lykken gjort med det? Får vi taget hånd om problemerne med alle de her seksuelle overgreb, der sker på mange af vores børn i Grønland? Det tror jeg ikke nødvendigvis, men det er en rigtig god start, og der er man så nødt til ligesom at vurdere, om vi skal lukke den dør, vi har åbnet på klem, igen, eller om vi skal åbne den mere, i forhold til at Danmark skal være med til at bidrage til noget velfærd i Grønland.

Så er det hr. Martin Lidegaard. Han frafalder. Så er det hr. Christian Juhl for Enhedslisten.

Jeg kan egentlig godt lide det der billede med velfærdsparaplyen, der kan trækkes lidt ud. Så skal den jo være lidt mere elastisk, og så skal der selvfølgelig være nogle flere penge til det. Nu synes jeg, at hr. Søren Espersens kritik var lidt negativ, for man behøver jo ikke bare at kritisere folk hele tiden. Man kan også godt spørge folk, og jeg vil gerne gentage et spørgsmål: Hvordan ser ordføreren på den kæmpe, kæmpe ulighed, der er i Grønland? Og hvad skal der i givet fald til for at ændre den? For det synes jeg er en fælles udfordring, som vi jo har brugt 150 år i Danmark på at arbejde med.

Ordføreren.

Tak. Dengang jeg blev kontaktet af journalister, fordi Trump havde udtrykt ønske om at købe Grønland, lå alle i Grønland faktisk hjemme og sov, fordi vi har den her 4 timers tidsforskel. Jeg kunne ikke engang få fat i vores partiformand eller i naalakkersuisut eller i nogle andre derhjemme for at høre, hvad holdningen egentlig var. Så jeg måtte jo tage det lidt på gefühl, og min holdning var at sige nej tak. Jeg ønsker sådan set ikke netop på grund af den meget store ulighed i Grønland, som procentvis ligner den amerikanske, at vi skal være amerikanske.

Jeg ser, at der er noget bedre ved at være en del af et rigsfællesskab, fordi der er nogle velfærdsværdier, som man deler, og man er blandt de førende i forhold til at arbejde for velfærd. Der mener jeg virkelig, at der er noget godt at hente for Grønland. Jeg tror rigtig meget på, at uddannelse kan være en løftestang. Uanset hvilken familie man er født ind i, mener jeg, at alle skal have mulighed for selv at vælge, hvilken vej man gerne vil gå. Det er sådan en helt grundideologisk holdning, jeg har, og som jeg synes afspejles rigtig godt i velfærdspolitikken.

Hr. Christian Juhl.

Det med, hvilke redskaber vi kan bruge, var lige noget af det, jeg ville spørge om, for selv om Norden ikke har været en union i den forstand, men været selvstændige lande, der har arbejdet meget tæt sammen, så har det samarbejde jo smittet af gensidigt, og vi har inspireret hinanden, sådan at vi faktisk har mindsket uligheden og løftet velfærden, i hvert fald i den tid, jeg har levet. Men det er ikke lykkedes at løfte den for alvor sammen med Grønland, og derfor må vi jo prøve at finde de redskaber, som mangler i Grønland, for at de velfærdsmæssigt og lighedsmæssigt kommer på niveau med resten af Norden.

Ordføreren.

Først vil jeg sige, at jeg tænker, at vi bruger rigtig, rigtig meget tid på at snakke om, hvad der skal ske meget langt ude i fremtiden, og ikke så meget tid på at snakke om, hvad vi skal gøre nu. Et meget konkret eksempel, som jeg plejer at bruge, er, at hvis vi får knækket kurven på socialområdet, vil vi også kunne se, at der er rigtig, rigtig meget at hente, både samfundsøkonomisk, men selvfølgelig også for den enkelte – i stedet for at vi ser, at det går ned ad, fordi man måske har det svært socialt, ikke får en uddannelse og ikke kommer i arbejde, og så går det videre til næste generation. Så jeg synes virkelig, socialområdet er noget, som bør have en langt større opmærksomhed, end det får, særlig hjemme i Grønland.

Så er det fru Aki-Matilda Høegh-Dam fra SIU.

Mange tak skal du have. Jeg vil også gerne sige, at vi nu snakker om udenrigspolitik og Arktis, og derfor synes jeg, det var lidt upassende, at man begyndte at ville gøre det til en debat om både velfærd og selvstændighed og en kritik af Siumuts politik. Der står bl.a. i den allerførste paragraf i IA's målsætninger, at man ønsker selvstændighed som noget af det første. Vil ordføreren redegøre for, om IA måske alligevel ikke ønsker det?

Ordføreren.

Mange tak. For det første er det jo 10 år siden, vi fik selvstyre. Vi har ikke hjemtaget et eneste område siden da. Vi har fået en langt bedre økonomi, og bloktilskuddet – det har vi sådan set også fået konstateret i Grønlandsudvalget – fylder meget mindre i Grønlands økonomi, end det har gjort tidligere. Vi havde rent faktisk alle muligheder for det, hvis vi reelt gerne ville være mere selvbestemmende på flere forskellige områder.

Ja, det er sådan, og det fremgår sådan set også af min tale, at IA ønsker selvstændighed for Grønland. Der er ikke ændret i den politik i alle de år. De, der har grundlagt vores parti, havde den politik, og det har vi stadig væk. Vi synes bare, at vi skal bruge rigtig meget tid på også at diskutere, hvordan vi får en bedre dagligdag for vores borgere, for vi ser, at der er rigtig mange, der vælger at flytte fra Grønland. Vi synes, det er bekymrende, når grunden til, at vi ikke bliver færre i Grønland, er, at der flytter folk fra Thailand til Grønland. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at der var flere grønlændere, der havde lyst til at bo i Grønland, frem for at vi har en større og større gruppe af grønlændere, som vælger at bosætte sig i Danmark, fordi de ikke får den velfærd, som de gerne vil have, hjemme i Grønland.

Fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Tak for svaret. I Siumut mener vi jo også, at vi burde styrke velfærden, men den skal redefineres, fordi den tydeligvis ikke passer til den nation, vi er i dag. Det blev også kritiseret, at Siumut ikke kæmper nok for børns rettigheder, men den grønlandske regering har i et samarbejde med den danske regering sikret 80 mio. kr. til det. Det største problem, som man også har prioriteret at ville løse, er i Østgrønland i Tasiilaq, hvor ordføreren bl.a. også selv har arbejdet i kommunen. Det er lige nu IA, der leder den kommune. Hvad vil ordføreren sige til den kritik og til, at det egentlig er et kommunalt anliggende?

Ordføreren.

For det første vil jeg sige, at det jo ikke er nok at snakke om det og det heller ikke er nok at mene noget. Man er også nødt til at handle. Og vi må bare konstatere ud fra de tal, der er, at vi desværre er i gang med at knække kurven negativt, for der er færre, der får sig en uddannelse i Grønland. Det er noget, der bekymrer os rigtig, rigtig meget. Så det er jo ikke nok at mene noget og være velmenende. Man er faktisk også nødt til at handle og sikre det helt konkret.

For det andet vil jeg sige, at grunden til, at de 80 mio. kr. ligger der og de 20 mio. kr. ligger der fra Grønland, er et pres fra bl.a. IA over for naalakkersuisut. Jeg har selv peget på 80 mio. kr. fra Danmark og 20 mio. kr. fra Grønland, og de ligger der nu. Det er jeg bare rigtig, rigtig glad for, for det er til gavn for rigtig mange børn i Grønland – håber jeg. Tak.

Så er det hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti.

Hr. Christian Juhl rejser det interessante spørgsmål, hvorfor der er sådan en forskel i forbindelse med velfærd. Det ligger jo i selvstyreloven. Jeg var selv med i Grønlandsk-Dansk-Selvstyrekommission, dengang loven blev lavet, og der fastfrøs man bloktilskuddet på, jeg tror, det dengang var 3,12 mia. kr., og så skulle det bare prisreguleres. Det var faktisk et ønske fra grønlandsk side. De to grønlandske hovedforhandlere, Lars Emil Johansen og Kuupik Kleist, var meget optaget af, at bloktilskuddet skulle ligge fast, så det ikke kunne stige. De 80 mio. kr., der er givet, strider et eller andet sted imod selvstyrelovens ånd, for der blev sagt meget klart fra regeringens side, at det skulle være hverken mere eller mindre.

Jeg synes, man skulle overveje at ændre det, jeg synes, man skulle overveje at kigge på, om det var en god idé at fastfryse det her. Færøerne, som også får bloktilskud, dog ikke så meget, forhandler hvert år med den danske finansminister. Hvorfor grønlænderne udbad sig det, har jeg aldrig nogen sinde forstået, men det er årsagen til, at velfærden i Grønland er væsensforskellig fra velfærden i Danmark. Sådan hænger det sammen.

Ordføreren.

Jeg ser det primært som en kommentar. Jeg kan jo bare konstatere, at jeg gerne så, at den grønlandske regering udviste en større ansvarlighed i forhold til borgerne og i forhold til at sikre, at når Grønlands økonomi rent faktisk bliver bedre, er det også noget, som borgerne skal kunne mærke ude i dagligdagen. Men der går det desværre den forkerte vej, og det betyder, at der er folk, der flytter fra Grønland, og det synes jeg er så ærgerligt, for jeg vil jo gerne Grønland det bedste, og jeg synes sådan set, der er en opgave i et sikre en bedre regeringsførelse for at sikre, at folk har lyst til at blive i vores land og føle, at det er det gode land, som jeg på mange måder også synes det er. Men det kan blive bedre.

Så er det hr. Søren Espersen.

Det afgørende er jo, at der ikke er midler nok til at lave en ordentlig velfærd. Det er jo det, der ligger i det. Man har simpelt hen ikke midlerne til det. Det er fint, at der er nogle år, hvor det går godt for fiskeriet, og at det også hæver indtægterne, men det rækker jo langtfra til at lave det. Derfor siger jeg, at beslutningen var forkert dengang, og at det er trist at være i et rigsfællesskab, hvor der er egne af rigsfællesskabet, der ikke har det samme velfærdsniveau, som vi kender. Men det er altså årsagen. Der er ikke andre forklaringer på det, end at midlerne simpelt hen ikke er der til at lave en ordentlig velfærd, og derfor foreslår jeg, at vi kigger på den selvstyrelov i forbindelse med at gøre bloktilskuddet fleksibelt, sådan som det er i forhold til Færøerne, der selvfølgelig har en god velfærd.

Ordføreren.

Mange tak. I Grønland bruger vi 3 mia. kr. på socialområdet – 3 mia. kr. til en befolkning på 56.000 mennesker. Det er rigtig, rigtig mange penge. Jeg tror, det er vigtigt, at man også ser kritisk på, hvad det er for nogle tiltag, vi laver. Når vi kun har fokus på senfølger og ikke på den tidlige indsats, vil vi altid halte efter. Når sagsbehandlere sidder med 80-250 sager pr. sagsbehandler, vil vi altid halte efter. Så der er også noget strukturelt, og der er også noget internt i Grønland, som Grønland selv er nødt til at tage ansvar for, og det handler ikke kun om penge, det handler også om varme hænder, det handler også om gode hoved og at være med til at sikre, at de er med til at bygge vores grønlandske samfund op.

Så er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Først vil jeg sige tak til ordføreren for nogle rigtig glimrende betragtninger. Men der er en ting, som alligevel forekommer lidt som malurt i bægeret, nemlig den her meget voldsomme fokus alene på velfærd. Altså, det forstår jeg selvfølgelig godt, for der er nogle virkelig alvorlige problemer, som vi alle sammen gerne vil løse sammen med ordføreren og hendes folk på Grønland, men det er jo ikke velfærden, der holder rigsfællesskabet sammen. Rigsfællesskabet er jo en historisk levende enhed og har været det siden 1397, hvor Norge, Sverige og Danmark med tilhørende bilande dengang bandt det sammen. Og det er jo det, der skaber et sjæleligt, føleligt fællesskab, som gør, at man kan gå hånd i hånd i både gode tider og dårlige tider. Det er jo ikke velfærden. Det vil jeg bare bede ordføreren om at bekræfte, altså at det, der binder Grønland og Danmark sammen, er et historisk, kulturelt, sjælsfællesskab, som er båret igennem mere end 600 år.

Ordføreren.

Mange tak. Det er vigtigt, at spørgeren også forstår, at der jo også er familier i Grønland, hvor man ikke nødvendigvis er flettet ind i hinanden. Og det kan godt være, at det er en fortælling, vi gerne vil skabe hernede, men der er nogle familier, hvor man kun snakker grønlandsk, og hvor man kun har boet i Grønland, og hvor man ikke nødvendigvis har været andre steder i verden. Og der synes jeg også, det er vigtigt at fortælle deres sag og repræsentere deres stemme i Folketinget, i forhold til at man fra dansk side også forstår, at vi er nødt til at videreudvikle, og at vi også er nødt til at forstå hinanden for at kunne sikre, at vi kan have det her meningsfulde rigsfællesskab. Det er ikke kun historie – der er også en nutid, hvor der er et stærkt ønske om, at man skal være selvstændig på sigt. Men det er ikke i den nærmeste fremtid.

Så der er flere forskellige stemmer, kan man sige, i Grønland, som vi jo prøver at repræsentere ved to personer. Og der er også nogle, hvor der ikke er de her slægtskaber med f.eks. en dansk familie.

Så er det hr. Morten Messerschmidt.

Der vil jeg tillade mig at sige, at den ordfører, der er på talerstolen nu, løfter den opgave på en langt mere respektfuld måde end den, man kan opleve hos andre af det grønlandske folks repræsentanter.

Men i forhold til netop det med familierne kan ordføreren så ikke bekræfte, at det trods alt er undtagelsen, at grønlandske familier ikke er flettet ind i danske, lige så vel som at de fleste danske familier jo har grønlandske familiemedlemmer? Og selvfølgelig kan man også finde sjællændere, der aldrig har været i Jylland, og omvendt osv., men det ændrer ikke på, at den historiske virkelighed er, at vore folk hører sammen.

Ordføreren.

Mange tak. I Grønland er det sådan, at 90 pct. af befolkningen snakker grønlandsk som det primære sprog, og så er der 10 pct., der snakker dansk. Og der er det vigtigt, at man også fra den anden side forstår, at Grønland er komplekst, og jeg plejer at sige, at selv om vi er verdens største ø, består vi jo sådan set af mange forskellige øsamfund, fordi vi ikke nødvendigvis har den her helt tætte kontakt, som man er vant til at have i Danmark f.eks.

Så man kan sige, at ja, i nogle familier er der selvfølgelig et slægtskab med danske familier, men i andre er der det ikke nødvendigvis. Og der er også en historie, hvor der er nogle spor, der skæmmer, men jeg mener, det er vigtigt, at man så kigger på nogle helt konkrete nedslag, frem for at det bliver en negativ relation mellem Grønland og Danmark – at man så peger på de konkrete ting og løser dem frem for at have en generelt dårlig relation mellem parterne. Tak.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og vi går videre til fru Aki-Matilda Høegh-Dam fra SIU. Værsgo.

Tak for ordet. Det her er jo en debat om Arktis, det er en debat om udenrigspolitik og til og med om Grønland. Jeg synes også, det er vigtigt, at vi lige begynder at snakke lidt om faktuelle ting, også bare for at udvikle debatten lidt bedre. Rigsfællesskabet er et ord, der ikke engang findes i grundloven. Det var noget, en jurist, der på et tidspunkt i 1990'erne lavede en større undersøgelse om de tre rigsdele, skrev i sin undersøgelse, hvor han selv konceptualiserede dette som et rigsfællesskab. Dertil er det også vigtigt, når Grønland og de grønlandske partier senere hen har diskuteret rigsfællesskabet, at pointere, at diskussionen altså er kommet videre fra der, hvor den var dengang i 1990'erne og 1970'erne. I dag er den meget bredere end det. I dag snakker man ikke om selvstændighed, og det synes jeg også bare er vigtigt, fordi det også er et ord, der ofte bliver brugt, men som er meget misvisende, idet der ikke er et eneste land i verden, der reelt set er for sig selv og selvstændigt. Danmark handler også med alle mulige andre lande, både med USA og Kina, og der er ikke nogen, der siger til Danmark, at Danmark nu skal vælge, om de vil være med USA eller med Kina.

Det er en kompleks verdensorden, hvor man i den globaliserede verden er opdelt i lande, altså territorier, og opdelt i stater efter suverænitet, men også opdelt i nationer, hvor hver definition af territoriet har fået en form for nationalitet for sig selv, idet man er blevet anerkendt som et folk. Derved har vi i det, man kalder rigsfællesskabet, hvilket jeg nu lidt er begyndt at kalde for rigsenheden, tre forskellige lande med tre forskellige nationer, men vi er én stat. Det er den danske stat. Dermed har grønlændere også kun ét statsborgerskab, færinger har også ét statsborgerskab, og danskere har også ét statsborgerskab.

Siumut har udviklet sit ønske om en statsdannelse siden 1970'erne, og nu står det til på den måde, at man ikke nødvendigvis vil tage afstand fra Danmark. Man vil gerne udvikle det på ny. Her har man fornemmelsen af, at rigtig mange i Grønland er rigtig glade for kongehuset, og vi vil stadig gerne være en del af kongeriget, selv om vi har dannet en stat. Men det er altså en undersøgelse, der også kan laves for at bekræfte eller afkræfte dette.

Her er det så blevet diskuteret, og man er meget interesseret i for fremtiden at være en slags free association-nation, hvor det faktisk er under riget, altså under kongehuset, man har dette reelle fællesskab med tre systematisk ligeværdige nationer og stater, der arbejder sammen på de større og mere komplekse områder ikke bare med hensyn til vores fælles historie og vores fælles sammenhold, men også fordi vi har nogenlunde de samme værdier. Når vi snakker om demokrati og ligeværdighed er det de værdier, vi gerne vil holde fast i. Og de familierelationer, som der også bliver snakket om, er ikke nogle, man bare vil cutte. Det er det systematiske, man gerne vil udforme, og det synes jeg godt vi kan udvikle debatten til at handle om i stedet for bare at sige ja eller nej til noget.

Personligt og fra Siumut vil jeg gerne sige, at vi ikke vælger USA versus Danmark – vi vælger Grønland, vi vælger Grønlands velfærd og velbefindende for grønlænderne. Det tror vi sagtens man kan gøre i et bedre samarbejde. Derfor vil jeg også gerne takke den nuværende regering, idet jeg har hørt fra naalakkersuisutmedlemmerne, at samarbejdet om udenrigspolitikken og Arktis aldrig før har været så godt som nu. Selv om der selvfølgelig er rigtig meget, der endnu skal udvikles, er det her et godt skridt på vejen. Jeg synes, vi skal begynde at diskutere, hvad det er for et fællesskab, vi gerne vil udforme. Er der forskellige måder at gøre det på? Når vi snakker om screeningsordninger, hvad er det så for en slags, vi tænker på? Er det for at begrænse eller for at hjælpe, og hvordan gør vi lige det?

Jeg tænker, at Danmark og Færøerne også skal hænge bedre sammen med Grønland, idet Grønland næsten intet ved om Færøerne, og Færøerne har også begrænset viden om Grønland. Hvis det her skal være et reelt rigsfællesskab og ikke en rigsenhed, kan vi udvikle det på ny, men vi skal altså også begynde at tænke i nye baner, og det håber jeg at vi kan gøre sammen. Tak.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra fru Aaja Chemnitz Larsen fra IA. Værsgo.

Tak for talen. Fra Inuit Ataqatigiits side foreslog vi allerede i 2013, at vi lavede et screeningsværktøj i Grønland. Vi blev inspireret af Australien, hvor man har sådan et foreign investment review board. Der skulle sidde forskellige aktører uafhængigt i Grønland, som kunne tage stilling til, hvilke justeringer der skal foretages i Grønland, med henblik på at der også er samfundsøkonomiske hensyn. Det var noget, som naalakkersuisut dengang valgte at sige nej tak til. Vi synes, det stadig væk giver rigtig god mening, at man også hjemme i Grønland tager stilling til det her, og at det ikke kun bliver et rigsfællesskabsværktøj, som der kommer til at være, men at naalakkersuisut også kommer mere på banen i forhold til at sikre, at det her er noget, som vi er meget mere proaktive omkring, i stedet for at vi bare sidder og venter på, at andre skal gøre det.

Ordføreren.

Det så jeg mere som en kommentar fra fru Aaja Chemnitz Larsen end et spørgsmål. Men dertil vil jeg gerne sige, at debatten om, hvad der skal ske i Grønland i forhold til overtagne områder, selvfølgelig skal ske blandt grønlandske ansvarlige. Ligesom der er nogle ting, som Danmark er ansvarlig for – lige nu er det 36 ansvarsområder – så er det også der, hvor man begynder at sige, at dem, der har ansvaret for noget, også skal tage ansvar. Og man kræver ansvar.

Jeg synes, at det er fint, man siger til f.eks. Inatsisartut eller naalakkersuisut, at man skal tænke i nye baner, eller at man har nogle krav fra IA's side eksempelvis. Men jeg synes også, at det er vigtigt, at den debat bliver taget i Inatsisartut af IA's medlemmer dér. Og lad os så herinde i Folketingssalen snakke om overtagne danske områder, da det er dér, at man herfra kan sige noget om det.

Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak. Jeg tror ikke helt, at ordføreren forstod det, for det er faktisk noget, som IA tidligere har taget op, men som er blevet afvist. Noget af det, som jeg synes er lidt ærgerligt, også når man skal sikre en god tone i rigsfællesskabet, er, at naalakkersuisut faktisk får oplysninger om, hvad der foregår udenrigspolitisk, men ikke er i stand til at give dem videre til Inatsisartut. Og det er jo sådan, at det, vi kalder USPU eller NASA – det udenrigspolitiske udvalg – ikke er blevet inddraget i en lang række sager. Det synes jeg bare er enormt ærgerligt, fordi det også er med til at kaste grus i maskineriet, når det er, at man ikke sikrer, at der fra den danske regering og fra Folketinget og hele vejen til Inatsisartut selvfølgelig også skal være oplysninger om, hvad der foregår i vores land.

Ordføreren.

Endnu en gang hører jeg ikke rigtig et spørgsmål, men mere en kommentar. Og endnu en gang vil jeg bare henvise til Inatsisartut og naalakkersuisut og ikke til det danske Folketing.

Så er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Jeg glæder mig altid over folk og især unge folk, der interesserer sig for rigets grundlov, som jeg hørte fru Høegh-Dam gjorde lidt ud af i sin ordførertale. Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere, fordi sidst jeg læste grundloven, var Grønland nævnt, jeg tror seks gange, og jeg kunne forstå på fru Høegh-Dams redegørelse, at Grønland overhovedet ikke var nævnt. I den forbindelse kunne fru Høegh-Dam måske reflektere lidt over, hvordan hun så kan stå på Folketingets talerstol, hvis Grønland ikke er nævnt i den grundlov, der konstituerer Folketinget.

Og så vil jeg måske bare afslutningsvis bede fru Høegh-Dam i sin glubende interesse for dansk forfatningsret redegøre for, hvordan grundlovens § 1 skal forstås, ifald Grønland ikke er omfattet heraf.

Ordføreren.

Tydeligvis har ordføreren misforstået, hvad det var, jeg sagde fra talerstolen. Jeg sagde, at begrebet rigsfællesskab ikke er til at finde i grundloven. Det er korrekt, hvad ordføreren siger, at Grønland er nævnt flere gange, idet det danske kongerige også er nævnt flere gange. Jeg snakker om, at konceptualiseringen af rigsfællesskabet ikke er noget, der står i grundloven.

Derudover henviser jeg til, at jeg egentlig ønsker et rigsfællesskab, men lige nu ser jeg det mere som en rigsenhed. Nu står vi i det danske Folketing, og det er jo også, fordi det er det danske Folketing, at vi har det danske flag herinde. Vi har ikke det færøske flag eller det grønlandske flag, og det giver selvfølgelig mening, men dermed synes jeg også, det er meget passende at kunne sige, at vi lige nu er under en rigsenhed, men vi vil gerne udvikle det til et reelt rigsfællesskab. Det, jeg snakker om, er mere, hvordan vi systematisk udformer det.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg er glad for, at fru Høegh-Dam er enig med Dansk Folkeparti i, at Dannebrog gør sig godt her i salen. Det er jo noget, der har afstedkommet en vis polemik tidligere.

Jeg skal bare forstå det sådan, at når fru Høegh-Dam efterspørger ordet rigsfællesskab, er det ren semantik – altså, det forhold, at grundlovens § 1 siger: »Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.«. Så er fru Høegh-Dam bekendt med, at det indbefatter Grønland, og at alle på Grønland derfor har de samme privilegier og forpligtelser som danskere og i øvrigt færinger ifølge den grundlov, som i øvrigt fru Høegh-Dam altså selv har skrevet under på at ville overholde?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om jeg bliver ved med at sige noget, der kan misforstås. Men i hvert fald er det sådan, som jeg lige har sagt: »Det danske rige« står i grundloven, »rigsfællesskabet« står ikke i grundloven, og det vil jeg så ikke gentage igen.

Derudover er jeg selvfølgelig enig i, at det danske flag da gerne må være herinde. Jeg er da heller ikke sky over for en gang imellem at skulle takke Dansk Folkeparti, idet de også har været med til at styrke ønsket om selvstændighed i så mange år.

Så er det hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti.

Det var søreme en dejlig hilsen, tusind tak for det.

Må jeg ikke godt lige sige, at jeg synes, det er for nemt, når fru Høegh-Dam siger: Vi vil ikke sige, om vi er med Danmark eller vi er med USA; vi er bare Grønland. Sådan et eller andet lignende blev der sagt. Det er jo ikke virkelighedens verden. Virkelighedens verden er, at når den danske flåde sejler hjem – det har vi talt om før – bliver det den amerikanske flåde, der sejler ind.

Sådan er det. Man ved fra gammel tid, at ethvert land har en hær, enten ens egen eller en andens, og sådan er det. USA vil ikke lade det her landområde stå tomt; det tror jeg står klart nu. Så sådan bliver det. Derfor er man nødt til at forholde sig til: Er man med Danmark, eller er man med USA?

Det er en bemærkning. I øvrigt hedder det også en kort bemærkning; man behøver ikke at stille spørgsmål. Det hedder en kort bemærkning, så det var en kort bemærkning, hvor man gerne må svare.

Ordføreren.

Det er jo lidt spøjst at skulle svare på, om man er med USA eller Danmark, og at der ikke rigtig er noget lidt midt imellem eller gråzoner. Der er ikke nogen, der siger til Danmark: Er I for kun Norden eller kun USA eller kun Kina eller kun Europa? Nej, man er en del af en større globaliseret verden, hvor man på diplomatisk plan kan agere og interagere og lave aftaler og internationale aftaler med forskellige stater og nationer. Det er jo også det, Danmark har gjort.

Så når man tænker på det, vil jeg også gerne sige, at det jo i sidste ende er NATO, der har det største forsvar i verden, og det er igen et fællesskab, man har lavet på demokratisk vis. Og helt ærligt: Hvis vi skal snakke om størrelser og hære, vil jeg sige, at der er rigtig mange lande, der er blevet anerkendt som stater, der ikke har deres egen hær. Og jeg synes også bare, det er vigtigt at pointere, at en lille hær i Danmark, selv om den er meget vigtig, altså ikke er med til at sikre, at en kæmpestor hær, som findes i USA eller Rusland, holder sig væk fra Grønland.

Hr. Søren Espersen.

I den her forbindelse opererer man ikke med gråzoner militært. Det er bare så enkelt. Det er en kendsgerning, at USA ikke vil lade det kæmpe landområde ligge brak. Man vil være der.

Så i øvrigt, når man så henviser til NATO: Hvad har Grønland gjort for NATO? Jeg siger bare, at når USA laver baser på Grønland, er det en del af NATO's forsvar. Når USA har baser i Tyskland, er det en del af NATO's forsvar. Jeg hører ikke tyskere bede amerikanerne om penge, samtidig med at de har baser. De bliver nærmest rædselsslagne, når amerikanerne gerne vil trække sig væk fra baserne. Men det her er altså ikke en gråzone. Det er militært. Og så: Hvad har Grønland gjort for NATO?

Ordføreren.

Men det er jo en gråzone i den forstand, at det ikke er USA, det er NATO, og at flere lande indgår i NATO. Ja, USA er den dominerende part, kan man vel sige, i NATO.

Men hvis du også spørger om, hvad Grønland har gjort for NATO, vil jeg sige, at det jo netop er at have den her militærbase i Grønland, lige så vel som vi kan sige, at det er på grund af Grønland, at Danmark og rigsfællesskabet overhovedet er med i Arktis og har noget at skulle have sagt om Arktis. Det er lige så meget det, man har givet videre til rigsfællesskabet fra grønlandsk side.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så giver vi ordet til udenrigsministeren. Værsgo.

Tak til formanden. Først og fremmest tak til hr. Søren Espersen for at rejse den her, synes jeg, gode og vigtige debat om USA's engagement i Grønland og mange andre spørgsmål. Jeg vil gerne først slå fast fra regeringens side, at vi jo ser arbejdet med de arktiske udfordringer, der er, som noget, der har en kæmpe høj prioritet. Det har vi gjort fra dag et, og i den forbindelse har vi også fra dag et – og det arbejder vi benhårdt på – arbejdet for at styrke vores samarbejde i rigsfællesskabet netop om de arktiske udfordringer, der er. Vi kan så også se, at Arktispolitik fylder mere i verden som sådan. USA, Kina og andre har også interesse i det. Japan og Sydkorea er f.eks. observatører i Arktisk Råd. Der er en stor interesse for det arktiske spørgsmål.

Jeg synes, det er vigtigt at sige i den forbindelse, at vi i rigsfællesskabet jo kommer til at udvikle den nye arktiske strategi, der kommer til at gælde fra 2021 og frem. Det er noget, vi gør i et ligeværdigt og tæt partnerskab med selvfølgelig Grønland og Færøerne og også den danske del. Når vi ser på debatten i dag, synes jeg det står klart, at vi står i en situation, hvor vi skal tage bestik af de sikkerhedspolitiske udfordringer, der er i det arktiske område. Vi ser Rusland, Nordvestpassagen, hvor der er større militær oprustning, primært defensive kapaciteter, men nogle af dem kan også bruges offensivt. Det skal vi tage bestik af. Vi ser større økonomisk aktivitet bl.a. som følge af klimaforandringer og isens afsmeltning. Og alle de her forhold har vi en kæmpe interesse i at imødegå sammen i rigsfællesskabet.

Det er vigtigt. Vi står i en verden, som er lidt mere i opbrud. De regler og normer, som vi måske har været vant til efter anden verdenskrig, er udfordret. Der er det vigtigt, tror jeg og regeringen, at vi står sammen som små nationer, Grønland, Færøerne og Danmark. Vi står stærkere, hvis vi er sammen, end vi står hver for sig i den verden, vi er en del af, og den verden, vi ser ind i, hvor der er en større stormagtskonkurrence, og hvor de tektoniske blokke flytter sig, som også hr. Martin Lidegaard var inde på.

Så i udgangspunktet vil jeg sige, at i forhold til Grønland, USA og kongeriget er det vigtigt at sige, at det her jo ikke er et nulsumsspil. Det, det gælder om nu, er også at få mest muligt ud af det fællesskab, vi har, herunder at amerikansk interesse for Grønland afspejler sig i en bæredygtig økonomisk udvikling i Grønland – investeringer og noget, der kommer Grønland og det grønlandske folk til gavn. Det er noget, vi arbejder benhårdt på.

Vi har en række opmærksomhedspunkter for os i kongeriget. Vi er jo ikke enige med USA om alting. Vi kan nævne klimaspørgsmålet, hvor de har trukket sig ud af Parisaftalen. Vi mener, at det er en vigtig aftale, der skal håndhæves for vores fælles fremtids skyld. Men der er også mange ting, vi er enige om. Det, som er helt fundamentalt, er, at det sikkerhedsfællesskab, vi har, mellem kongeriget og USA er helt afgørende for den sikkerhed, vi har haft i rigtig mange år. Vi har lige fejret 70-året for NATO-alliancen. Det er rigtig vigtigt i forhold til vores egen sikkerhed. Så jeg vil sige tak for en god debat. Jeg kunne godt gå ind i mange enkeltelementer. Jeg tror, at jeg vil lade ordførernes gode debat stå. Men der er par ting, jeg lige vil nævne

Hr. Michael Aastrup Jensen nævner, at det var et wakeupcall i forhold til det, der skete her tidligere på året. Det arktiske område er noget, vi som sagt har prioriteret fra dag et i regeringen, fordi det er vigtigt for os – også før eventuel udskydelse af statsbesøg og andre ting, køb af Grønland og de diskussioner – fordi vi ser ind i den fremtid, vi gør. Og vi kommer til at styrke samarbejdet, ikke bare i ord. Altså, samarbejdet bygger på ligeværdighed, på respekt, på gensidig inddragelse osv. Det kommer vi også til at gøre helt konkret, og det er noget, som vi vil se i den her regerings tid.

Rigsfællesskab har været et tema, at vi har respekt for hinanden. Og jeg tror, at det vigtigste i den her forbindelse er, at det nogle gange er sådan, at vi måske tager hinanden lidt for givet og har gjort det i mange år. Det skal man aldrig gøre. Hvis man begynder at tage fællesskaber og hinanden for givet, så er vi allerede begyndt at miste det, som vi har. Så vi skal kæmpe for det hver dag, og det gælder også rigsfællesskabet. Jeg synes, at vi har en unik chance, og jeg er glad for den store opbakning, der er til forslaget til vedtagelse her i Folketinget. Jeg er glad for, at debatten blev rejst. Vi har en unik chance for også her at se ind i en moderne verden, hvor vi styrker rigsfællesskabet, styrker det fællesskab, vi har, respekten for hinanden, og gør det på en ordentlig måde. Så endnu en gang tak for debatten. Vi glæder os til at arbejde videre med det spor, der er lagt, også fra debatten i dag.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre.

Jamen jeg er glad for, at regeringen ikke havde behov for noget wakeupcall. Så kunne man jo være lidt polemisk og sige, at det er lidt sørgeligt, at vi endnu ikke har set et eneste forslag til en screeningsordning i de sidste 6 måneder, hvor den nuværende regering har haft et ansvar. Det kunne være ret brugbart netop nu. Men sådan kan man jo få et wakeupcall på mange forskellige måder.

Jeg vil bare stille det spørgsmål, som jeg også prøvede at stille statsministeren, nemlig hvornår vi kommer i gang med en eller anden form for forhandling, en eller anden form for udspil, et eller andet i forhold til den her screeningsordning?

Udenrigsministeren.

Hr. Michael Aastrup Jensen ved jo godt, at det er et arbejde, der allerede blev påbegyndt under den forrige regering, så den her regering har helt klart overtaget det, og vi har sat turbo på, fordi det er rigtig vigtigt med en investeringsordning med fuld respekt for de tre dele af rigsfællesskabet. Det vil vi arbejde benhårdt på. Der er lavet et kommissorium. Justitsministeriet sidder for bordenden. Vi ønsker at få det arbejde afsluttet så hurtigt som muligt og gøre det på den klogeste måde til gavn for alle, altså for Danmark og Grønland og Færøerne. Så det er jeg glad for at Venstre i den grad også bakker op om.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Se, nu har jeg også turbo på min bil, og det gør, at den kan køre lidt stærkere, når man trykker speederen i bund osv., men jeg fik faktisk ikke noget svar. Hvornår påtænker regeringen at inddrage resten af Folketinget, og hvornår er det, der kommer et konkret forslag frem? Den her turbo, som regeringen nu åbenbart har aktiveret, må jo betyde, at man dermed også kan komme med en eller anden form for datotilkendegivelse.

Udenrigsministeren.

Konkrete datoer vil jeg selvfølgelig gerne vende tilbage til, det vil jeg gerne love ordføreren. Det er rigtig vigtigt. Og det er også vigtigt at understrege, at det her arbejde jo bliver foretaget i tæt samarbejde med både Færøerne og Grønland, og det tror jeg er den rigtige måde at gøre det på. Så jeg glæder mig igen over, at vi har et fælles syn på det, altså en investeringsordning i den verden, vi ser ind i, også med nogle sikkerhedspolitiske udfordringer. Det er noget, vi står sammen om. Og så lad os lande en ordning, som fungerer for hele rigsfællesskabet på en ordentlig og god måde. Tak.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi siger tak til ministeren, og så giver vi ordet til hr. Søren Espersen på vegne af forespørgerne.

Jeg vil gerne sige tak til statsministeren for, at man mødte så talstærkt frem. Jeg ved ikke, om det ligefrem er the a-team, men det ligner lidt, ikke? Mange tak for det, og tak for de ting, der er blevet sagt. Der er måske nogle, der bliver fornærmet. Det er jeg ked af.

Mange tak for de gode regeringsbemærkninger, og tusind tak for en fantastisk spændende debat. Det synes jeg virkelig at det har været, for vi tager egentlig fat på noget, der berører os alle sammen, og som vi et eller andet sted jo nok kan blive enige om utrolig mange ting om. Vi kan blive enige om netop at styrke det her samarbejde, som vi har, at gøre det tættere og at skabe det her, som vi også har været inde på, fortrolige forum, hvor ministre fra de tre lande kan mødes meget hyppigere, end vi ser nu. Det synes jeg selv er den bedste måde at undgå misforståelser på – også gerne på det parlamentariske plan.

Jeg kunne godt forestille mig, at man havde en slags parlamentarisk kongres de tre lande imellem, hvor parlamentarikere kunne mødes. Det kunne jeg vældig godt tænke mig. Selve det, der bliver nævnt i forhold til en definition af rigsfællesskabet, er jeg helt med på. Hvad det hedder, er ikke så afgørende, synes jeg. Jeg kan huske, at det var Naja Lynge, den grønlandske skribent, som ofte figurerer i Jyllands-Posten, der talte om det her med at genskabe et rigsfællesskab, nemlig en genopfindelse af rigsfællesskabet. Det synes jeg er ufattelig vigtigt. Der bliver hun i øvrigt også bakket op af hr. Edmund Joensen, som jeg tror har forladt salen. Det er et stort ønske for ham, at man simpelt hen finder ud af, hvordan vi gør det her bedre, for ingen af os er interesseret i, at man styrer efter sådan en katastrofekurs, som det måske kan ligne lidt.

Sådan en konference, hvor der kan være parlamentarikere fra alle tre lande, og hvor man kan mødes 2 dage på Færøerne, eller hvad man nu finder ud af, kan man gøre til en begivenhed, som er lige så hyppig, som vi holder møde i Nordisk Råd, hvor jeg også synes at man får en masse ud af bare at tale sammen. Der er jo ganske få af os herinde, som virkelig kender grønlandske og færøske politikere sådan personligt. Vi kender kun de ganske få, som er valgt og er herinde. Men ellers ved vi jo i stor stil ikke rigtig, hvad det er for nogen folk. Det vil være vigtigt, at man gør det.

Jeg tror så også, at man er nødt til at få en form for grønlandsk commitment eller forpligtelse, som det vistnok hedder på dansk. Man er nødt til jævnfør den diskussion, jeg havde med fru Høegh-Dam tidligere, at forpligte sig. For verden er sådan, at enten holder vi sammen i rigsfællesskabet, eller også er der intet rigsfællesskab, og så er der altså andre, der overtager taktstokken. Det er så vigtigt for mig at sige, at selvstændighed har en konsekvens, som kan være ganske forfærdelig. Jeg tror såmænd, at samfundet nok ville fortsætte alligevel, men militært og forsvarsmæssigt ville man uvægerligt komme fuldstændigt i lommen på USA, og det er ikke på den samme måde, som vi har haft, i forhold til en flåde, som har sejlet på Grønland, lige så lang tid som der har været folk til. Den har et særligt forhold til de mennesker, der bor i Grønland, og den er klar til at hjælpe og assistere.

Det er stort set det, jeg vil sige. Det er korrekt, som statsministeren siger, at man rundt om i verden er imponeret over den måde, vi har indrettet os på i kongeriget. Selvstyrelovene både for Færøerne og Grønland er nok de mest vidtrækkende, der findes over hovedet. Der er faktisk kun udenrigs- og sikkerhedspolitik og kongehuset og nogle få andre ting, og ellers kan man indrette sig, som man vil. Man kan også, som fru Aaja Chemnitz siger, hjemtage de ting. Der er stadig væk 32-33 ting, der står tilbage, og som der ikke har været rørt ved, siden selvstyreloven blev vedtaget i 2009. Så der håber jeg virkelig, at man måske genskaber rigsfællesskabet. Valgte vi rigtigt, som jeg også siger, i forbindelse med det fastfrosne bloktilskud, som er en svøbe for Grønland, og hvor færingerne har kunnet afpasse det med, at nogle år, hvor det måske gik mindre godt, behøvede man lidt mere i bloktilskud end ved almindelig finansministeriel diskussion og forhandling, som man altid havde, også i forhold til Grønland før selvstyreloven.

Jeg synes, vi skal prøve at se på det. Jeg synes, vi måske som udgangspunkt skal prøve i Grønlandsudvalget og i Færøudvalget sammen at finde ud af, hvordan vi kan gøre det her på en måde, der vil styrke kongeriget. Det tror jeg i hvert fald de fleste af os har interesse i. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning, og det er fra fru Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Ataqatigiit.

Mange tak, og også tak for at tage debatten op. Der er jo ingen af os, der kan forudse fremtiden, og derfor vil jeg bare sige som en kommentar til noget af det, som ordføreren var inde på, at man ikke kan binde Grønland eller Færøerne på hænder og fødder og sige: I skal være i det her rigsfællesskab. Det er ikke vejen frem. Jeg tænker også, at en konklusion på den her debat lidt er, at der er plads til forbedringer. Der er nogle ting, vi kan gøre bedre. Der er nogle ting, Grønland kan gøre bedre. Der er nogle ting, Danmark kan gøre bedre. Der er helt sikkert også nogle ting, som Færøerne kan gøre bedre.

Jeg vil gerne støtte forslaget fra Dansk Folkeparti om, at man mødes parlamenterne imellem. Det kunne godt være i Den Arktiske Delegation. Det kunne også godt være en del af kongerigets arktiske strategi, altså at det var noget, man begyndte at gøre fremover. Så den del vil jeg gerne bakke op om, men det er bare vigtigt for mig at sige, at man ikke kan binde hinanden på hænder og fødder, men at det må være et ønske om at være i et meningsfuldt rigsfællesskab, som giver mening for alle tre parter, der bærer fællesskabet. Tak.

Ordføreren.

Nej, det er jeg så ikke helt enig i. Der er ikke tale om at binde nogen, for hvis den færøske eller grønlandske befolkning beslutter sig for selvstændighed, er der jo ikke en kæft herinde – undskyld udtrykket – som vil sætte sig imod det. Altså, det ville være noget underligt noget. Jeg ville være ked af at stemme ja, men jeg ville nok gøre det alligevel.

Men det er ikke det, jeg mener med at forpligte sig. Det er lidt som i et ægteskab. Det er et dårligt udgangspunkt for et ægteskab, hvis den ene part siger: Når jeg bliver rigtig rig, forlader jeg dig. Det er træls. Det er rigtig træls. Det er ikke, fordi jeg nogen sinde har prøvet det før, men det er den form for commitment – den form for forpligtelse – jeg synes, man har lov til at forlange: at nu er vi altså her, og vi vil kæmpe for det her ægteskab, lige så længe vi vil, og så vil vi ikke finde os i, at der er nogen, der siger, at når de finder olie og det hele springer, er det bye bye. Det vil jeg ikke. Så det er det, jeg mener med at forpligte sig – det er ikke det med at binde sig.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Kunne man omformulere det og måske finde frem til et kompromis, der hedder: Lad os committe os, så længe vi er i det, og lad os fokusere på den tid, der er nu? Hvis man kan det, er det jo noget, som vi godt kan se os selv i, men det her med at committe sig for altid er ikke noget, man kan fra Grønlands side. Tak.

Ordføreren.

Jeg er så ikke enig i det. Altså, man kan ikke sige, at vi forpligter os lige nu – vi tager lige dagen med her – men om en måned kan alting se helt anderledes ud. Jeg synes, det er en falsk måde at gå ind i et nært, kærligt samarbejde, som har eksisteret i rigsfællesskabet igennem alle de her år. Man er nødt til at forpligte sig. Man er nødt til at sige, at selvstændighed koster, og er det det, vi vil? Og derfor vælge: Er vi med USA, eller er vi med Danmark?

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet, og hermed er forespørgslen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil først finde sted torsdag den 19. december 2019.