F 15 Om Barnets Reform.

Af: Karina Adsbøl (DF), Liselott Blixt (DF) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF)

Til: Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S)

Samling: 2019-20

Status: Foretaget

Forhandling den 10-12-2019

Hele debatten
Overblik over alle taler
Ordfører- og ministertaler

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det sidste punkt på dagsordenen er:

14) Forespørgsel nr. F 15:

Forespørgsel til social- og indenrigsministeren:

Vil ministeren redegøre for, om kommunerne lever op til intentionerne og lovgivningen i Barnets Reform, og hvad ministeren vil stille op over for kommuner, der ikke lever op til reformen?

Af Karina Adsbøl (DF), Liselott Blixt (DF) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF).

(Anmeldelse 25.10.2019. Fremme 31.10.2019).

Jeg skal gøre opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 12. december 2019.

Men inden vi går i gang, skal vi lige have ordførerne på plads på de forreste rækker. Det er i fuld gang. Vi venter lige et par minutter, så tror jeg, det hele er ved at være på plads. Med lidt hjælp finder man også ud af, hvor man skal sidde henne. Rent praktisk, til oplysning for borgerne, kan jeg sige, at folketingsbetjentene har sat et skilt op, der viser, på hvilke pladser de forskellige partiers ordførere skal sidde. Så det skulle jo være rimelig nemt at finde ud af.

Så skal man lige have logget af på den plads, hvor man sad, og logget ind på den nye plads, så man også kan komme til at sige noget fra den mikrofon, man nu sidder ved. Selv ministeren skal have logget af på sin gamle plads og rykke frem næsten til statsministerens plads, men dog ikke helt. (Pause). Ministeren har også mulighed for at få hjælp.

Det begynder at hjælpe på det, og jeg tror, at alle dem, der er her, er ved at være på plads. Eller mangler der nogen endnu? Så er vi vist på plads alle sammen.

Så vil jeg starte med at give ordet til ordføreren for forespørgerne, fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti, for at begrunde forespørgslen. Værsgo.

Tak for det. Forespørgsel nr. F 15, som Dansk Folkeparti har valgt at indkalde til, lyder: Vil ministeren redegøre for, om kommunerne lever op til intentionerne og lovgivningen i Barnets Reform, og hvad vil ministeren stille op over for kommuner, der ikke lever op til reformen?

Begrundelsen for det er, at vi i Dansk Folkeparti er dybt bekymret for de sårbare børn, forældrene, plejefamilierne, ja, hele anbringelsesområdet. I Dansk Folkeparti mener vi, at der er store udfordringer på det her område. Der er manglende støtte til familierne, til børnene, til netværket, til plejefamilierne; manglende forebyggelse, manglende retssikkerhed og ikke mindst manglende kvalitetssikring i sagerne. Og så længe der ikke sker forbedringer på området, indkalder vi hvert år den siddende minister på området til en forespørgselsdebat for at gøre opmærksom på, hvor grelt det står til, og for at appellere til en øget bevågenhed og handling på det her område.

I Dansk Folkeparti ønsker vi kvalitetssikring i sagerne. Vi ønsker forebyggelsesindsatser og familiebehandling. Vi ønsker, at der skal være kvalitet i børnesamtalerne, i § 50-undersøgelserne, i forældreevneundersøgelserne, og at de berørte skal kende og oplyses om deres rettigheder.

Forleden kom det så frem på Ankestyrelsens hjemmeside, at Ankestyrelsen i de senere år har ophævet næsten halvdelen af de formandsafgørelser, som børn og unge-udvalget efterfølgende har godkendt, og som der er klaget over til Ankestyrelsen. En stor del af de ophævede afgørelser handler om anbringelse af nyfødte børn uden samtykke. Anbringelsen sker i disse tilfælde, enten inden forældrene tager hjem fra hospitalet, eller hvor forældrene efter fødslen har haft ophold på en døgninstitution med den nyfødte.

Det er især betingelsen om, at der skal være et øjeblikkeligt behov hos barnet for at træffe en foreløbig afgørelse, som Ankestyrelsen har vurderet ikke har været opfyldt. Det er i sig selv utrolig bekymrende for de berørte familier, at betingelserne ikke har været opfyldt. Og sådan er der rigtig meget på det her område. Og derfor har vi valgt at indkalde ministeren til debatten for netop at have fokus på det, og også fordi vi tidligere netop har fremsat forslag om undersøgelser på det her område. Så jeg ser frem til debatten i dag.

Tak til ordføreren. Så er det ordfører ... Sludder og vrøvl, det er social- og indenrigsministeren. Jeg var lige et nyk for langt fremme i rækken. Men først skal vi selvfølgelig høre social- og indenrigsministeren om forespørgslen. Værsgo.

Tak for det, og ja, vi skal alle sammen lige finde vores pladser. Det er utroligt, for jeg ved ikke, hvor mange forespørgselsdebatter man skal deltage i, før man helt har gennemskuet, hvor man skal sidde, og hvordan vi får logget os ind og ud. Men nu er alle på plads, kan jeg se.

Jeg vil gerne sige tak til Dansk Folkeparti for redegørelsen her omkring et emne, der optager mig og også regeringen utrolig meget. Og som ordføreren for Dansk Folkeparti lige redegjorde for, er jeg blevet bedt om at redegøre for, om kommunerne lever op til intentionerne og lovgivningen i Barnets Reform, og hvad jeg vil stille op over for kommuner, der ikke lever op til reformen.

Jeg er meget glad for, at vi får lejlighed til at diskutere de udfordringer, som jeg mener der er, når det kommer til indsatsen for udsatte børn og unge, og særlig dem, der er brug for et nyt hjem, hvor der er omsorg og tryghed. Det er jo en drøftelse, vi har taget hul på her i salen allerede tilbage i november, da vi behandlede beslutningsforslag B 8. For der er helt bestemt plads til forbedringer, og det vender jeg tilbage til.

Overordnet set mener jeg, at vi fra Christiansborgs side i fællesskab og hen over midten de seneste 10 år har sat en række gode initiativer i værk, som skulle løfte indsatsen for udsatte børn og unge. Barnets Reform fra 2010, der havde til formål, at barnets bedste altid skal være i centrum for indsatsen, er et vigtigt et af dem. Med Barnets Reform blev fokus på udsatte børns rettigheder styrket. Det blev tydeliggjort i lovgivningen, at udsatte børn har ret til at blive hørt, ret til at blive inddraget, ligesom børns ret til samvær med familie og netværk skulle stå over forældrenes ønsker om samvær og kontakt. Ambitionerne, mener jeg, er helt rigtige.

Men er de politiske intentioner så også blevet til virkelighed? Det synes jeg ikke. Vi er måske nok kommet et stykke ad vejen, men når kun hver fjerde anbragte føler sig inddraget i deres egen sag, eller der ikke følges op på, om hjælpen til udsatte børn og unge rent faktisk virker, ja, så er det kort sagt ikke godt nok. Jeg var i sidste uge på Marienborg sammen med statsministeren for at møde nogle af de anbragte børn og unge, der har prøvet systemet på egen krop, så at sige. Seje og glade unger med smil i øjnene, altså de øjne, som har set og oplevet ting, som ikke er for børn. Mange af børnene delte deres historier med statsministeren og mig selv. En af pigerne fortalte, at hun skulle have samvær med sin biologiske mor, selv om hun ikke ønskede det. Det siger mig, at vi som samfund ikke er lykkedes med at sætte anbragte børn og deres ret først.

Med Barnets Reform blev der også sat fokus på tidlig indsats. Underretningspligten blev præciseret, så det blev tydeligt, hvornår der skal underrettes, og fagpersoner fik som led i den forebyggende og tidlige indsats adgang til at udveksle flere oplysninger om et bestemt barn. Men igen er spørgsmålet, om de politiske intentioner så også er blevet til virkelighed. Her vil jeg gerne citere seks seje anbragte unge, som jeg også mødte på Marienborg, som havde en kronik i Politiken den 23. november, hvor de gav os politikere ti gode råd til, hvad vi kan gøre bedre for anbragte børn som dem selv. Et af dem handler om, at vi skal sætte tidligere ind – og nu citerer jeg fra kronikken:

»Vi har tit tænkt på, hvorfor var der ikke nogen, der gjorde noget før? Mange af os er blevet anbragt, da vi var omkring 10-11 år. En af os har oplevet, at der kom en sagsbehandler hjem til hende om morgenen klokken otte, hvor hun var på vej i skole og hendes mor var stangbarcardi. Men alligevel skete der ingenting. Hvorfor vente til det går helt galt?«

Det spørger de om i kronikken, som jeg personligt synes er den vigtigste kronik, vi har set i år. Det er jo et rigtig godt spørgsmål, de stiller her, og som jeg også synes meget godt viser, at vi ikke er i mål, når det kommer til intentionerne om at gribe tidligt ind.

En sidste ting fra Barnets Reform, jeg vil nævne her, er reformens fokus på en bedre forberedelse af udsatte unge til et selvstændigt voksenliv. Der er nye bestemmelser om en handleplan, så der sikres en målrettet indsats fra det 16. år, og herudover udvidede støttemuligheder efter det 18. år for tidligere anbragte unge. Er de politiske intentioner så her blevet til virkelighed? Det synes jeg ikke vi kan sige. Lad mig bare nævne tre kedelige statistikker.

Halvdelen af de hjemløse unge har været anbragt. Tre ud af fire tidligere anbragte har ikke en ungdomsuddannelse, 6 år efter de er gået ud af folkeskolen. Og hver sjette tidligere anbragte er på førtidspension som 30-årig. Tallene fortæller mig, at vi som samfund slipper de anbragte unge for tidligt, før de er ordentligt på vej ind i og etableret i det, der skal blive deres voksenliv.

Et oplagt spørgsmål er, om lovgivningen er god nok på anbringelsesområdet, eller om problemerne bare skyldes, at lovgivningen ikke overholdes. Her ser vi, at der desværre er kommuner, der fortsat har problemer med at overholde reglerne, og i de tilfælde er de gode intentioner i lovgivningen jo ikke meget mere værd end det papir, de er skrevet på. Senest har de nyeste tal fra børnesagsbarometeret påvist mange fejl i sagsbehandlingen. Det er stærkt bekymrende, for det er endnu et svigt af udsatte børn og unge, når der bl.a. ikke følges godt nok op på, om de får den hjælp, de har brug for. Det er naturligvis helt uacceptabelt, for kommunerne skal overholde lovgivningen, og det gælder selvfølgelig også de ændringer, der blev indført med Barnets Reform.

Trods mange store og vigtige tiltag, som vi som nævnt ofte har båret sammen hen over midten her i Folketinget, er det endnu ikke lykkedes at løfte indsatsen for udsatte børn og unge i tilstrækkelig grad. Vi er kort sagt ikke i mål.

Vi har for nylig sammen i udmøntningen af reserven på socialområdet for 2020 taget et første skridt hen imod at blive klogere på, hvorfor det går, som det gør. Derfor ser jeg også meget frem til den undersøgelse af kommunernes anbringelsessager, som vi sammen har aftalt. Jeg er glad for, at aftalepartierne var enige om at fremhæve den kulegravning af reglerne og den kommunale praksis på området, som regeringen og KL har igangsat, for det skal ikke være reglerne, der står i vejen for den bedst mulige indsats for børn og unge. Det ansvar tror jeg at vi alle her er parat til at tage på os.

Men hvis vi for alvor skal lykkes med at sætte barnet først i indsatsen, er der behov for at gå mere grundlæggende til værks og se bredt på indsatsen for udsatte børn og unge. For det er selvfølgelig ikke nok, at vi her fra Christiansborg skriver flotte paragraffer om børnenes ret til en tryg og god barndom, eller at vi holder fine skåltaler om, at barnet altid skal sættes først. Det er ikke nok, at det ser godt ud på papiret. Det skal også i praksis være det bærende princip i indsatsen. Og her er der stadig for lang vej igen, før vi kan sige, at det afgørende princip altid er den rigtige indsats for barnet frem for den mindst indgribende indsats for forældrene – som når der gives årelange forløb med indsatser i familien og det alligevel ender med en anbringelse uden samtykke. Det siger mig, at de biologiske forældre i mange og nok også i for mange tilfælde får flere chancer, end hvad der er til barnets bedste.

Barnets ret skal være den røde tråd for alle dele af indsatsen. Det gælder i forhold til barnets ret til at få den rette indsats tidligt og med udgangspunkt i barnets behov for støtte og barnets ret til en tryg og stabil barndom hos omsorgsfulde og nærværende voksne – og ikke mindst barnets ret til at blive hørt og inddraget i beslutninger, som vedrører barnet selv. Men skal det lykkes, skal vi som samfund gøre det bedre på en række områder. Her tror jeg ikke, at vi kommer uden om også at kigge på, om lovgivningen er god nok alle steder.

Først skal kommunerne gribe til de rette indsatser langt tidligere. Hvis forældrene ikke kan tage ordentligt vare på deres børn, skal de ikke længere have det ansvar. Her skal samfundet tage over, så udsatte børn får den omsorg og nærhed fra stabile voksne, som alle børn fortjener. Derfor bekymrer det mig, når de fleste anbringelser uden samtykke i dag sker blandt store børn, mens kun meget få bliver anbragt som helt små. Jeg tror ikke på, at det skyldes, at problemerne først opstår, når barnet bliver teenager. Jeg tror, det skyldes, at det først er der, at vi ikke længere kan lukke øjnene for det. De børn skulle have haft den rette hjælp langt tidligere. Og for nogle vil en anbringelse uden for hjemmet på et tidligere tidspunkt være den rette hjælp, så problemerne ikke vokser sig så store, at barnet risikerer at blive skadet for livet.

Dernæst skal der i langt højere grad skabes tryghed og stabilitet i anbringelsen. Når en kommune vælger at anbringe et barn, påtager samfundet sig en forældreopgave. Det betyder bl.a., at anbragte børn skal kunne regne med, at deres nye hjem ikke bare er noget midlertidigt. Anbragte børn og unge skal ikke leve med en usikkerhed om, at de pludselig skal flytte til en ny plejefamilie og starte forfra eller flytte hjem til de biologiske forældre, selv om de hellere selv vil blive i deres plejefamilie.

Desuden skal anbringelsesstederne danne en tryg ramme for det gode børneliv. Børnene skal mødes af den omsorg, der hører sig til i et trygt og godt hjem. Der skal være voksne, som kan give dem et kærligt skub i ryggen og hjælpe dem, på samme vis som andre børn og unge oplever at deres forældre gør. Og har de brug for særlig støtte, skal de voksne have de rette faglige kompetencer.

Men kvaliteten på døgninstitutioner og opholdssteder er alt for svingende. Den seneste trivselsundersøgelse viser f.eks., at anbragte børn og unge på døgninstitutionerne og opholdsstederne trives væsentlig dårligere end børn anbragt i plejefamilier, og at de føler sig mindre hjemme på deres anbringelsessted.

I den bedste af alle verdener behøvede vi slet ikke at anbringe børn, fordi alle børn blev født med gode og kærlige forældre, som magtede forældreopgaven. I den næstbedste af alle verdener fik alle anbragte børn en god og kærlig plejefamilie. Jeg ved godt, at i virkelighedens verden er det ikke alle børn, der kan trives i en plejefamilie, f.eks. fordi anbringelsen er sket for sent og der er sket en alt for stor skade i form af traumer og psykiske diagnoser, så barnet har behov for en mere specialiseret hjælp, end hvad en plejefamilie kan levere. Men jeg tror grundlæggende på, at det er vigtigt for børn at vokse op og være en del af det fællesskab, som det er at være en familie, at have et tilhørsforhold til andre, at vide, hvor man hører til, og være tryg nok til at slå rod.

Plejefamilierne løfter en uvurderlig opgave. De giver udsatte børn og unge muligheden for en tryg opvækst og en fremtid, de ellers ikke havde fået. Den opgave og det store ansvar, det er at tage sig af et plejebarn, skal plejefamilierne ikke stå alene med. Derfor skal plejefamilierne også have nogle ordentlige vilkår. Vi skal sørge for, at de får støtte, sparring og uddannelse, så de er klædt ordentligt på til den store opgave, de har taget på sig.

Vi skal også sørge for, at anbragte unge kommer godt videre i voksenlivet, når anbringelsen er forbi. Jeg mener, at samfundets forældreopgave for anbragte børn indebærer et ansvar, som ikke automatisk bare slutter, når barnet fylder 18 år, men som går ind i voksenlivet, for tidligere anbragte unge er som oftest fattige på relationer, bl.a. på grund af mange skift, og de har for tit et svagt netværk, og det betyder, at de ofte vil stå meget alene i den svære overgang til voksenlivet. Her har vi som samfund svigtet, når halvdelen af de hjemløse unge er tidligere anbragte. Her bliver vi nødt til at blive bedre til at lytte til, hvad de tidligere anbragte unge selv fortæller de manglede i overgangen til voksenlivet, for de er eksperterne i deres eget liv.

Endelig skal indsatsen for de mest udsatte børn og unge ikke være drevet af et mål om at tjene flest mulige penge, men om at hjælpe børnene mest muligt. Anbringelsesstedernes overskud skal bruges på børnene. Derfor bliver vi også nødt til at komme hele vejen omkring problemer med, at nogle anbringelsessteder kan trække overskud ud af institutionen.

Her til sidst vil jeg gerne understrege, at jeg mener, at vi skylder de udsatte børn og unge at tage grundlæggende fat på problemerne – naturligvis med en bred inddragelse af dem, der kender udfordringerne i praksis, ikke mindst de anbragte børn og unge selv. Vi gjorde det tydeligvis ikke godt nok, alle de gode intentioner til trods, da vi lavede Barnets Reform, heller ikke selv om fokus var det rigtige, nemlig et stærkere fokus på barnet. Det vil jeg og regeringen arbejde videre med, så barnets behov og barnets ret til en god og tryg barndom altid bliver det bærende princip for indsatsen. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er nu adgang til en kort bemærkning fra ordførerne, og den første, der har bedt om ordet, er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Jeg har bare brug for at stille et opklarende spørgsmål, for i Dansk Folkeparti handler det ikke om, at vi skal anbringe flere eller færre. Det handler om, at det er de rigtige børn, der bliver anbragt på et veldokumenteret og oplyst grundlag. Men som jeg hører ministeren i ordførertalen, lyder det, som om det for regeringen handler om, at der bare skal flere anbringelser til frem for forebyggende indsatser og frem for familiebehandlinger. Så måske ministeren vil komme lidt nærmere ind på det: Er det korrekt, at regeringen har sat tal på, hvor mange børn man tænker der skal anbringes, eller er regeringen enig med Dansk Folkeparti i, at det ikke handler om, at man skal have færre eller flere anbringelser, men at det handler om, at det er de rigtige børn, der bliver anbragt på et veldokumenteret grundlag?

Ministeren.

Det fuldstændig afgørende for mig, hvilket forhåbentlig også står tilbage efter min tale lige for lidt siden, er, at det handler om at sikre den rette indsats – sikre den rette indsats i rette tid. Derfor vil jeg sige, at når vi ser, at der er for mange unge, som bliver anbragt, som ikke kan være i en plejefamilie, fordi de har for svære problemer, fordi de er for skadede af de svigt, de har været udsat for, siger det mig, at der er for mange børn, vi har svigtet ved ikke at handle tidligere. Ordføreren brugte selv eksemplet med de akutte tvangsanbringelser, formandsafgørelserne, som bliver omgjort, men selve anbringelsen bliver jo fastholdt i langt de fleste af de tilfælde, og derfor er det spørgsmål, jeg står tilbage med, hvor mange chancer de forældre har fået, altså hvor mange gange man har satset på noget mindre indgribende, før man stod i en situation, hvor det overhovedet kunne være på tale, at situationen var så alvorlig for barnet, at man kunne træffe en beslutning om en akut anbringelse, når man så i de fleste tilfælde vælger at fastholde anbringelsen. Det siger mig, at der er noget grundlæggende galt her, og at vi sætter for sent ind.

Et af de børn, jeg talte med på Marienborg, havde et budskab til statsministeren og mig, som var, at han syntes, forældre skulle have to chancer for grundlæggende at svigte deres børn, og altså ikke for små ting som at glemme madpakken og sådan noget. Han havde oplevet nogle forældre, der havde fået mange, mange chancer med mange svigt af ham til følge.

Den næste spørger til en kort bemærkning er fru Anni Matthiesen fra Venstre. Værsgo.

Tak, og tak for ministerens tale. Jeg vil egentlig godt følge op på det, som fru Karina Adsbøl var inde på, for det, jeg tror giver næsten os alle sammen ondt i maven, er jo alle de tal, som ministeren netop lige har understreget i talen – alt det, der går så skidt på det her område. Det kan næsten få mig til at ligge søvnløs om natten, hvis man ikke får gjort det rette og det her så bare fortsætter, og jeg må da sige, at jeg ikke er i tvivl om, at der da selvfølgelig vil blive ved med at være børn, der skal tvangsanbringes. Der er ingen tvivl om det – desværre, vil jeg sige – men sådan vil det være.

Jeg tænker bare, om regeringen ikke også kunne være med på, at man prøver at kigge på, om der kunne være andre værktøjer, som kunne bredes mere ud? Altså, jeg kunne høre, at ministeren sagde, det er vigtigt med en tidlig indsats, og jeg må sige, at for mange af de her børn er det jo hele familien, der rent ud sagt er et problem. Ministeren nævnte det også selv: De magter ikke forældreopgaven. Var det ikke en idé at prøve at gå lidt tættere på det med at sikre, at flere familier magter forældreopgaven?

Ministeren.

Tak for det. Jamen det er da helt klart, at det har en meget stor værdi, hver eneste gang vi som samfund kan hjælpe nogle udsatte forældre til at magte en forældrerolle. Det er jo indiskutabelt, at det har en meget stor værdi for dem, for familien, for barnet og sådan set også for os som samfund, for det er billigere, hvis vi kan hjælpe nogle til at magte forældreopgaven. Min bekymring, når jeg kigger på de tal, der løbende kommer fra Ankestyrelsen, og når vi kigger på de meget triste tal i alt fra hjemløsestatistikker over selvmordsstatistikker til, hvem der ender med at stå uden for arbejdsmarkedet på førtidspension som meget ung, er jo, at vi går for langt ud ad den vej lidt for ofte. Jeg er meget optaget af, at vi bliver nødt til at kigge på de forløb, der er, op til at man træffer beslutningen om en anbringelse, enten ved tvang eller ved samarbejde, og i øvrigt også dykke dybere ned i, hvad det kan være for nogle bevæggrunde, der ligger bag de her forskellige bevægelser, som vi ser over tid, i forhold til hvor godt man lykkes med frivillige anbringelser, og hvor mange der tvangsanbringes. Jeg tror bare, der ligger nogle mørketal for nogle børn, der ikke får den hjælp, de har brug for, tidligere.

Den næste spørger til en kort bemærkning er fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen med rigtig mange gode pointer og omtale af en masse af de områder, hvor man kan sige, at kommunerne ikke gør det rigtig godt, sådan som det ser ud nu.

Men der var én ting, som jeg sad og lyttede efter om ministeren ville komme ind på, nemlig det, som kommunerne også forpligtet til i forhold til at lave en særskilt plan for støtte til forældrene og at bevilge en § 54-støtteperson til et barn under en anbringelse. Og det her er jo ikke kun for forældrenes skyld, det er sådan set også for børnenes skyld, for det bedste, man kan gøre for et barn, er på rigtig mange måder at skabe ro omkring anbringelsen ved, at der også bliver taget vare på forældrene. For en, som jeg har talt med, og som er tidligere anbragt, sagde bl.a., at det betød så utrolig meget at vide, at der var nogle, der hjalp forældrene.

Så jeg vil bare spørge ministeren: Hvordan stiller regeringen og ministeren sig til, at det ikke bliver brugt så meget?

Ministeren.

Jeg anerkender, at det er betydningsfuldt også at arbejde med de biologiske forældre for forældrenes skyld, men i høj grad jo også for børnenes skyld, for jeg er enig med SF's ordfører i, at det er noget af det, der kan være afgørende for, om der kan komme en ro og en tryghed og en stabilitet omkring et barn. Jeg har også talt med tidligere anbragte, som brugte det meste af deres skoletid under anbringelsen på at være bekymret for, hvordan deres mor nu gik og havde det, eftersom hun stadig var i et alkoholmisbrug med en voldelig mand. Og det giver jo ikke gode vilkår for et trygt børneliv. Vi ser jo også i alt for mange sager – og der har jeg også talt med flere børn, der fortæller, hvor meget det påvirker dem, når der bliver ved med at være uro omkring samværet og der bliver ved med at blive anket afgørelser – hvor meget det fylder i et børneliv.

Så jeg er meget enig i det, SF's ordfører jo i virkeligheden lægger til grund, nemlig at det også er en del af forudsætningen for at kunne skabe den ro og stabilitet for barnet, som er vores væsentligste opgave, når vi som samfund tager det forældreansvar, som vi jo tager på os, når vi anbringer et barn. Noget af den stabilitet handler selvfølgelig om at sørge for, at barnet ikke skal opleve en masse skift, men selv når vi lykkes med det, er det rigtigt, at så er der også en opgave i at sørge for, at der er en ro omkring anbringelsen, hvor samarbejdet og støtten til de biologiske forældre spiller en væsentlig rolle.

Den næste spørger er hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Værsgo.

Tak til ministeren for en rigtig god tale. Jeg tror, at det her bliver den periode, hvor der også kommer styr på Barnets Reform, ligesom jeg tror, at der kommer styr på flere af de haltende store reformer, og det glæder jeg mig til. Spørgsmålet er jo, hvordan vi lige gør det. Der bliver jeg lidt i sporet og er også interesseret i balancen mellem at støtte familien og så at anbringe.

Når ministeren siger, at vi skal have en tidligere indsats, er det så en tidligere indsats for at understøtte familierne så meget, som man overhovedet kan, i, at et barn skal blive der, eller er det en tidligere indsats for at fjerne barnet? Vil vi komme til at opleve, at vi får flere anbringelser, end vi måske har haft før, hvis Socialdemokratiet skal bestemme?

Ministeren.

Det helt korte svar er: Ja, det kan vi godt risikere – hvis man vil sige det på den måde. For jeg tror på, at en del af de børn ender med som store og unge at have et rigtig, rigtig stort katalog af problemer, fordi de bliver anbragt sent. Dem har vi svigtet som samfund; de skulle have været anbragt tidligere, og der ville det også være nogle længerevarende anbringelser, vi skulle ud i. Og så er jeg da enig i, at når vi snakker om tidligere indsatser, så er anbringelser jo ikke det eneste værktøj, vi har at gøre godt med. Og som jeg også sagde til ordføreren – nu kan ikke huske, om det var til SF's ordfører eller Dansk Folkepartis ordfører – betyder det jo noget for de biologiske forældre, at man gør noget for at støtte dem i deres forældreevne, men det betyder i høj grad også noget for børnene. Og barnets ret er her det væsentligste for mig.

Jeg har set for mange eksempler på børn, der oplever ikke at blive inddraget og ikke at blive hørt, og hvor det ikke er deres ønsker, der er de udslagsgivende, men forældrenes. Og det var jo sådan set noget af det, som vi prøvede at ændre med Barnets Reform, nemlig at få barnets stemme stærkere frem i barnets egen sag, og her er vi jo ikke i mål. Vi er ikke i mål i praksis – det kan vi jo se på »Børnesagsbarometeret«. Spørgsmålet er, om der også skal nogle lovændringer til, før vi kommer hele vejen.

Tak til ministeren. Vi går nu over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger, og den første ordfører på talerstolen er ordføreren for forespørgerne, og det er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det overordnede formål med Barnets Reform var, da den i sin tid blev vedtaget, at sikre kontinuitet i anbringelsen, at sikre en stabil og nær voksenkontakt for udsatte børn, at styrke hensynet til barnets tarv, at sikre udsatte børns rettigheder, at sikre en tidligere indsats, at sikre mere kvalitet både i sagsbehandlingen og i indsatsen.

Men Dansk Folkeparti er bekymret for behandlingen af udsatte børn og deres familier, deres netværk samt plejefamilier i hele vores system. Vi er bekymret for et systemsvigt, og selv om man har taget rigtig mange politiske initiativer efter Barnets Reform, som netop skulle gøre tingene bedre i arbejdet med udsatte børn, deres familier og deres netværk, så halter det gevaldigt.

I Dansk Folkeparti oplever vi jo desværre ofte sager, hvor søskende ikke bliver anbragt sammen – hvad der ellers er hensigten med loven – vi oplever også ofte, at samværet mellem børn og deres familie, bedsteforældre eller netværk eller andre tilknytningspersoner, f.eks. også en tidligere plejefamilie, bliver skåret ned til et minimum eller bliver skåret helt væk med den begrundelse, at det er af hensyn til barnets sundhed og trivsel ikke at have kontakt. Vi oplever også, at de unge og børnene ofte ikke bliver hørt i forhold til deres ønsker eller deres behov, og det har undersøgelser også vist.

Vi oplever, at en tidlig indsats ikke bliver iværksat hurtigt nok eller slet ikke i forhold til servicelovens forebyggelsesparagraf. Vi oplever mangel på kvalitetssikring i § 50-undersøgelser, i forældrekompetenceundersøgelser, i børnesamtaler, som ikke blot skal være et flueben. Det er jo vigtigt, når man skal tale med et barn, at der er de rigtige rammer, at barnet bliver hørt, at barnet bliver oplyst om sine rettigheder, og vi mener i Dansk Folkeparti, at der skal ske en hel kulturændring på det her område. Derfor har vi også ønsket en kulegravning med inddragelse af eksperter og andre, der har viden og ekspertise på området, og selvfølgelig også børnene selv, forældreforeninger, som netop skal komme med en række anbefalinger til os, og vi er jo kommet et lille skridt videre med hensyn til det her i forhold til aftalen om reserven. Men der er også brug for en vidensopsamling på området.

I loven står der klart, at der skal afholdes en børnesamtale. Kommunen skal tale med barnet, inden den træffer sin afgørelse, så barnet ved, hvilken afgørelse kommunen har tænkt sig at træffe, og et barn skal også have mulighed for at udtale sig. Men i næsten halvdelen af de sager, Ankestyrelsen har undersøgt, er loven ikke blevet overholdt. Mange børn oplever, at deres ord ikke bliver vægtet, og mange børn ved simpelt hen ikke, hvorfor de er anbragt.

Kommunernes forpligtelse over for udsatte børn og deres familier er beskrevet i lov om social service, kapitel 11. Lovens formål er at yde støtte til børn og unge, som har et særligt behov for det, så de kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende, og kommunerne skal træffe afgørelse ud fra, hvad der er bedst for et barn. Det står i servicelovens § 46. Den støtte, som kommunen skal yde, skal sikre kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile relationer til voksne, bl.a. ved at støtte barnet eller den unges familiemæssige relationer og øvrige netværk, sikre barnet eller den unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer til at indgå i sociale relationer og netværk, understøtte barnets eller den unges skolegang og mulighed for at gennemføre en uddannelse, barnets eller den unges sundhed og trivsel, og forberede barnet eller den unge til et selvstændigt voksenliv.

Det betyder, at kommunens støtte til barnet og den unge og familien derfor skal tilbydes tidligt og helhedsorienteret, så problemer så vidt muligt kan forebygges og afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø, og det skal i hvert enkelt tilfælde tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns eller den unges og familiens forhold, og netop barnets synspunkter skal inddrages. Men det ser vi bare gang på gang ikke sker i den virkelige verden, og vi ser og hører grusomme historier.

Den anden dag var der en bedstemor, der skrev til mig, at hun havde haft sit lille barnebarn i netværkspleje i rigtig mange år, men at kommunen havde hjemgivet ham, og nu kæmpede hun bare for at få lov til at se ham. Det vil sige, at et tilknytningsforhold mellem børn og deres omsorgspersoner heller ikke bliver vægtet højt, og det er lige meget, om det er bedsteforældre, forældre eller andre, og man ser simpelt hen stort på tilknytningen.

Så vi ønsker simpelt hen forandringer på det her område og tænker også, at det kan være andre love, vi skal kigge igennem, eventuelt forældreansvarsloven. For vi må tænke på, at det er et barns ret i forhold til at se sin familie og se sit netværk, som er vigtig, og så synes jeg også, vi skal have meget mere fokus på netværket i forhold til anbringelse og netop kigge på ressourcerne frem for at finde fem fejl. Derudover synes jeg, man i forhold til underretninger skal huske på, at det ikke er ensbetydende med, at børn skal anbringes, men det kan betyde, at der skal sættes ind med hjælp og støtte.

Nu kigger formanden på mig, så jeg må hellere læse et forslag til vedtagelse op. Åh, man har så meget på hjerte her sådan en tirsdag aften. Jeg vil godt læse et forslag til vedtagelse op på alle Folketingets partiers vegne:

Forslag til vedtagelse

»Udsatte børn, unge og deres familier skal hjælpes. Folketinget har de sidste 10 år vedtaget store reformer og lovændringer, der skal sikre, at det sker.

Folketinget konstaterer, at der fortsat er udfordringer med kvaliteten af indsatsen og retssikkerheden for børnene og familierne på området, herunder de regler, der blev indført med Barnets Reform, på trods af at kommunerne har pligt til at overholde lovgivningen.

Folketinget forventer derfor, at regeringen følger op på kommunernes forvaltning af lovgivningen, så det sikres, at kommunerne har fokus på forebyggelse og familiebehandling og kvaliteten i børnesagerne og retssikkerheden på børneområdet styrkes.

Partierne bag aftalen om reserven har aftalt en undersøgelse af kommunernes anbringelsessager, som vil blive drøftet med eksperter, kommuner, praktikere, organisationer og anbragte børn for at få løst udfordringer på anbringelsesområdet.

Folketinget opfordrer regeringen til at indkalde Folketingets partier til drøftelse, så snart undersøgelserne foreligger, samt at følge op på, at kommunerne overholder lovgivningen«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 27).

Tak til ordføreren for forslaget til vedtagelse, som vil indgå i de videre forhandlinger.

Dermed tak til ordføreren. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, fru formand. Langt de fleste børn i Danmark vokser op i hjem med gode forældre, som giver dem omsorg og kærlighed og støtte, og det er godt, og sådan skal det helst blive ved med at være.

Men der er desværre også mange børn, alt for mange børn, hvor drømmen om en lykkelig barndom ender i et mareridt. Vi kender alle sammen sager som pigerne fra Tønder, børnene fra Brønderslev, de tre søstre fra Slagelse, som alle blev svigtet på det grusomste af de mennesker og af det samfund, som skulle have passet på dem. Vi har oplevet børn, der er blevet krænket, der er blevet slået, børn, der går sultne i seng, eller som skal være voksne alt for tidligt, fordi de skal tage vare på deres søskende, når deres forældre ikke længere kan, fordi forældrene på baggrund af sygdom og misbrug og på andre måder ulykkelige begivenheder ikke kan give børnene den tryghed og den nærhed og den kærlighed, som børnene har brug for.

Med Barnets Reform blev der sat fokus på udsatte børns rettigheder. De blev styrket, og det blev tydeliggjort i lovgivningen, at de udsatte børn havde ret til at blive hørt og til at blive inddraget. Barnets Reform var oprindelig en politisk aftale, der blev indgået i forbindelse med satspuljen i 2010, og som handlede om de børn, som havde behov for særlig støtte fra resten af samfundet og måske endda en anbringelse uden for hjemmet. Det var et rigtig godt skridt på vejen i forhold til at stå på barnets side, når det kommer til en af de allersværeste socialpolitiske opgaver.

Men det betyder dog ikke, at de politiske intentioner er nået endnu. Vi er måske kommet et stykke af vejen, men der er fortsat nogle kommuner, der har problemer med at overholde reglerne, og det er en meget kedelig tendens. For når det handler om svigt af udsatte børn og unge, hvor der ikke følges godt nok op og de ikke får den hjælp, som de har behov for, så er det ikke godt nok. For vi har som samfund brug for, at vi står på børnenes side.

Heldigvis er vi helt enige om det her i Folketinget, og det er noget af det, vi skal løfte og gøre endnu bedre, og det har vi også vist med aftalen om udmøntningen af reserven på socialområdet for 2020, hvor vi har aftalt at få undersøgt anbringelsesområdet nærmere, og mere konkret skal undersøgelsen netop foretages ved den kommende uafhængige retsenhed, som blev aftalt ved satspuljeforhandlingerne. Her skal der gennemgås en række sager om de anbringelser, der er uden samtykke, dels sager, hvor Ankestyrelsen har ophævet afgørelsen om anbringelse, dels sager, hvor Ankestyrelsen har opretholdt afgørelsen om anbringelse. Formålet er altså for os at få skabt et overblik over mønstrene, og hvilke sager Ankestyrelsen ikke stadfæster, men at man får synliggjort, hvad det er for nogle udfordringer, der er i de konkrete sager, og den undersøgelse ser vi rigtig meget frem til.

Det er simpelt hen hjerteblod for Socialdemokratiet og heldigvis jo også for hele Folketinget, at børn får en god og stabil barndom, at vi som samfund sammen står på børnenes side, og at vi får skabt et samfund, hvor flere børn og unge får muligheden for at forme deres eget liv. Det er og bliver et af vores allervigtigste projekter.

Så vil jeg også gerne takke for det store samarbejde, der har været, hvor et enigt Folketing har bakket op om en tekst. Det har vist, at vi bliver ved med at diskutere, bliver ved med at udforme, bliver ved med at samles om, at vi vil stå på børnenes side, og jeg vil da også personligt give forespørgeren, fru Karina Adsbøl, en cadeau for endnu en gang at være vedholdende i det, der for hele Folketinget er så centralt, nemlig at vi står på børnenes side. Så tak for det.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en enkelt kort bemærkning til fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Jeg kunne godt tænke mig at høre fru Camilla Fabricius: Hvad tænker ordføreren der skal til ud over de ting, vi har sat i værk? Vi hører omkring § 54 i forhold til støttekontaktpersonen, at man ikke får oplyst sine rettigheder. Vi hører jo om bedsteforældre, som ikke kan se deres børnebørn. Vi hører om så mange sager – altså, det er jo helt vildt. Og vi hører jo faktisk også om rigtig mange kommuner – det gør jeg i hvert fald som ordfører.

Så hvad er det præcis, der skal til? Tænker ordføreren, at vi skal kigge på andre lovgivninger? Altså, kan det være, man skal ind og kigge på forældreansvarsloven? Hvad tænker ordføreren som ordfører på området? Nu ved jeg, at ordføreren også selv har haft møder med bedsteforældre i forhold til det her område. Jeg ved godt, det handler om barnets ret til at se sin familie, men tænker ordføreren, at man skal gøre noget?

Ordføreren.

Jeg synes, at det i den her debat har vist sig at være meget centralt, at når vi siger, og når jeg siger, at vi skal stå på barnets side, så handler det altså om barnets tarv og om, hvad det er for en nærhed, der er for barnet. Og hvis børn har behov for en eller anden form for bevaret kontakt med deres forældre og bedsteforældre, er det jo væsentligt. Det er også væsentligt, at vi får sat så tidligt ind, at børn rent faktisk får en mulighed for at vokse op og få udnyttet deres potentialer.

Jeg har selv en lang erfaring med at arbejde på en specialskole og har arbejdet med børn, der har været anbragt uden for deres hjem. Og det er helt centralt, at når man snakker om både de konkrete sager, men også når man ser på de mange sager, der har været fremme her, er vi nødt til at drage lære af det. Derfor bliver den her undersøgelse central for det udgangspunkt, vi har fremadrettet.

I forhold til det sidste spørgsmål, der blev stillet af Alternativets ordfører, synes jeg faktisk, at det her simpelt hen bliver en periode, hvor barnet bliver sat i centrum; og det har vi jo givet hinanden håndslag på. Så hvad det er, vi konkret skal tage fat i, synes jeg faktisk, at tiden må vise, men at der skal gøres noget, kan ordføreren fra Dansk Folkeparti være helt sikker på, at vi har givet hinanden håndslag på.

Fru Karina Adsbøl for en anden bemærkning.

Vi er helt enige om, at der skal sættes tidligt ind med forebyggende indsatser. Jeg har bl.a. besøgt Vibygård, som har familiebehandling, og vi ved jo også, at man måske ofte ikke får det tilbud, der er behov for. Altså, jeg kunne godt være bekymret for, hvis det er sådan, at ordførerens parti blot har et ønske om, at vi nu bare skal ud og anbringe flere børn, for det er også det, jeg har læst om på nettet.

Det handler vel om de forebyggende indsatser. Men det er jo heller ikke altid lykken at blive anbragt, for vi ser jo sammenbrud i anbringelser gang på gang, og det er jo ikke, fordi anbragte børn, der har været i plejefamilier eller anbragt på en døgninstitution, klarer sig bedre, fordi de har været anbragt, end hvis de ikke havde været anbragt – det ved vi jo ikke.

Ordføreren.

Jeg synes, at når man kigger på de sager, man har fået præsenteret både personligt, i pressen, og hvor det nu ellers kan være, så jeg give ministeren ret i, at der er en meget stærk bekymring for nogle store mørketal. Og jeg synes, det er helt præcist at sige, at vi skal gøre det, der er nødvendigt. Det her handler om børns ressourcer.

Når jeg i min ordførertale siger, at det handler om at stå på barnets side, mener vi det. Altså, så mener vi, at vi er nødt til at tage de greb, der må til. Og så er vi også nødt til åbent at se på, hvad det så er, der skal til. Der tror jeg bare, at vi skal være klar på, at det her bliver svært. Det her er komplekst, når der er børn, der vokser op med en hverdag, der ikke er okay, og har en barndom, som ikke er okay; så det er komplekst. Og nu rejser formanden sig op, så jeg vil sige tak.

Det gør formanden for at henstille til, at man overholder taletiden, og den er næsten overskredet.

Og der er i mellemtiden kommet en spørger mere, så jeg vil bede ordføreren om at blive – så fik ordføreren lige et par minutter mere. Det er et spørgsmål fra fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Tak. Jeg tror, vi alle sammen er optaget af, at det er børnene, vi skal sætte først, og at det er børnenes tarv, der er det vigtigste. Det, som jeg funderer lidt over, er, at med i undersøgelsen af, om kommunerne gør det, de skal, hører jo også, at vi undersøger, om de egentlig gør alt, hvad de kan, for at undgå, at børn skal anbringes.

For bare at tage et eksempel, så er der et stigende antal børn med et handicap, som bliver anbragt, og der kunne man jo godt være nysgerrig, med hensyn til om det kunne have været muligt at gøre de familier i stand til at have deres børn med det handicap hjemme med den rette støtte og hjælp, eller om det er bedre for børnene at blive anbragt. Jeg er bare nogle gange i tvivl om, hvorvidt det her med altid at bruge anbringelse som løsningen kommer til at skygge lidt for meget for vores interesse for, hvad det er, børnene har brug for af hjælp, og hvor meget af den familien selv kan levere, og hvor meget vi som samfund skal supplere med.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, der er modsætninger i det, som fru Trine Torp nævner. Jeg synes ikke, at en tidlig indsats, som er funderet i afprøvninger af mest mulig kontakt i familien, står i modsætning til at kigge på de sager, vi har, og så se på, om der skulle være gjort noget andet.

Jeg synes, det er centralt, at vi kigger på hele paletten. Det kan være familiebehandling; det kan være netværksanbringelser; det kan, hvis det er meget komplicerede sager, være, at man kigger på at højne kvaliteten på døgninstitutioner. I virkeligheden handler det om, tror jeg, at vi er nødt til at kigge på at få en generel forhøjelse af kvaliteten på socialområdet og kunne stille krav til dem, vi samarbejder med. Så det er ikke én ting, men mange ting, vi er nødt til at gøre, og det er vi forpligtet til at gøre for børnenes skyld. Så for mig er det ikke modstridende. Men når vi ser på det, skal vi gøre det tidligere.

Fru Trine Torp for sin anden korte bemærkning.

Jeg synes, at vi skal lytte rigtig meget til de mange unge eller voksne, som siger, at de ikke synes, der var nok hjælp i deres barndom. Men jeg tror også, vi skal prøve at forstå, hvad det var, de godt kunne have tænkt sig var sket, for hvad er det, de efterspørger? Ønsker alle dem, der synes, de ikke fik hjælp nok i deres barndom, at de var blevet anbragt noget tidligere, eller at de i det hele taget var blevet anbragt? Eller ønsker de, at nogen havde stillet op med noget hjælp til dem og deres familie? Hvad tror ordføreren?

Ordføreren.

Altså, faktisk synes jeg egentlig, at den tekst, vi er blevet enige om i fællesskab, siger ret præcist, hvad vi skal være nysgerrige på. Så når der står i teksten, at vi vil iværksætte en undersøgelse og drøfte den med eksperter, kommuner, praktikere, organisationer og anbragte børn, så siger vi jo dermed også, at vi er nødt til at basere os på den viden, vi får ind, og det synes jeg faktisk er rigtig stærkt af os.

Tak til ordføreren for Socialdemokratiet. Den næste ordfører er fru Anni Matthiesen, og hun er fra Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand. Som Venstres social- og indenrigsordfører har jeg glædet mig rigtig meget til, at vi skulle have denne debat her sent tirsdag aften, for det er noget af det, som man kan sige at jeg tror vi alle sammen brænder for. Derfor nåede vi jo heldigvis også frem til et fælles forslag til vedtagelse, som jeg også gerne vil takke for, for det syntes jeg egentlig understreger netop det, som er vigtigt, nemlig at vi står sammen om den her opgave.

Barnets Reform var og er stadigvæk vigtig for Venstre, og den hviler jo på en tidlig indsats, men også på barnets rettigheder. Barnets Reform er med til at sikre, at udsatte børn og unge får de bedste muligheder for at trives og udvikle deres personlige og faglige kompetencer, og derfor skal vi selvfølgelig også sikre, at den bliver implementeret ude i kommunerne. Det er noget af det, som vi i Venstre mener er utrolig vigtigt, og noget af det, som vi altid har haft en holdning til og for den sags skyld stadigvæk står ved.

Vi mener, at det er vigtigt, at vi giver alle børn den bedst mulige start på livet, og det er vigtigt og nødvendigt, at vi jo især prioriterer de første år af barnets liv. Det er der, vi ved, at de bliver påvirket rigtig meget. Derfor stemte vi også for, da lovforslaget om Barnets Reform blev behandlet i 2010. Derfor er det også rigtig skuffende, når vi jo trods alt stadigvæk står i en situation, hvor der er store udfordringer med den måde, som kommunerne implementerer lovgivningen på på det her område. Der mener jeg egentlig, vi alle sammen har et ansvar for at forsøge at rette op, forsøge at følge lovgivningen endnu mere til dørs. Heldigvis fik vi jo også afsat nogle penge fra reserven til at få kigget grundigere ned i det her i forhold til at få lavet en mere dybdegående undersøgelse af anbringelsesområdet ude i kommunerne.

Siden Barnets Reform har vi også vedtaget andre store reformer, som forhåbentlig også kommer til at betyde en bedre hverdag for rigtig mange udsatte børn. Vi var jo bl.a. med til i Venstre at prioritere en god start på livet for børn i de første 1.000 dage af livet – et initiativ, som bl.a. skal give plads til, at der også kan afsættes penge til 475 flere uddannede pædagoger og pædagogiske assistenter i dagtilbuddene, også for at hjælpe mange af de udsatte børn. Men for at tiltag som det her også skal virke i praksis, er det vigtigt, at vi får alle aktører gjort i stand til at løfte deres opgave hver især, og at vi i Folketinget også løfter vores del af det ansvar, og at kommunerne – ja, også kommunerne – løfter opgaven og er med til at leve op til lovgivningen.

Noget af det, som jeg har italesat en del, og det kan jeg høre er noget af det, som også Dansk Folkepartis ordfører og for den sags skyld også fru Trine Torp kommer lidt omkring, er, om vi bør gøre endnu mere også i den tidlige indsats. Der tænker jeg måske også endnu mere i forhold til hele familien. Jeg må sige, at jeg ligesom ministeren også har talt med en del tidligere anbragte unge, og en del af dem, jeg i hvert fald har talt med, har påpeget, at de godt kunne have drømt om, at man havde taget tidligere fat, men også at de faktisk havde haft muligheden for at blive ved deres far og mor, og at indsatsen var sket i forhold til hele familien. Derfor er det noget af det, som jeg håber at ministeren vil være med til at vi også får undersøgt endnu mere. Altså, kunne det også være en bedre vej at gå for en del af de her børn? Og så anerkender jeg, som jeg gav udtryk for i mit spørgsmål til ministeren før, at der altid vil være børn, der skal anbringes, og hvor det er bedst at anbringe dem, men jeg kunne godt tænke mig, at vi endnu stærkere og endnu mere tydeligt turde tage fat i børnefamilierne væsentlig tidligere i forhold til at hjælpe forældrene på vej til at blive nogle gode forældre.

Vi bakker selvfølgelig op om forslaget til vedtagelse, og så har jeg lovet at hilse fra De Konservative, som også bakker op om forslaget.

Tak til ordføreren. Der er et ønske om en kort bemærkning fra fru Trine Torp, SF.

Undskyld, at jeg kom til at distrahere ordføreren i sin tale, men der gik lige lidt skoleklasse i den. Det, jeg ville spørge til, var noget andet. Jeg tror, at alle kommuner er interesseret i at behandle deres børn og unge ordentligt, så det, vi jo også bør være nysgerrige på, er, hvad det er, der forhindrer dem i at leve op til lovens intentioner, for jeg tror ikke, det er mangel på vilje.

Derfor vil jeg også godt høre ordføreren: Uanset om det handler om anbringelse eller om rigtig mange af de forebyggende foranstaltninger, så er det rigtig dyre foranstaltninger, og for nogle kommuner kan det jo betyde, at hvis de får sådan en håndfuld udsatte børn og unge, som der skal gøres noget rigtig dyrt for, så slår det bunden ud af deres økonomi, og de må ud og åbne budgetterne og spare på skoler og daginstitutioner. Det er i hvert fald den helt forkerte vej at gå, hvis man gerne vil forebyggelse. Har ordføreren og Venstre nogen bud på, hvordan vi kan – hvad kan man sige – lette byrden for kommunerne, sådan at de ikke bliver så belastet af de udgifter, der er forbundet med det?

Ordføreren.

Jeg må sige, at jeg egentlig synes, at SF's ordfører netop tager en ting frem her, som er utrolig vigtig, og som jeg også kan sige at jeg får mange henvendelser om i de her måneder direkte ude fra kommunerne, som faktisk er bekymrede, fordi antallet af anbringelsessager er stigende. Og den omkostning, de får ved det her, slår simpelt hen hul i deres kommunekasse. Det er egentlig også derfor, jeg godt vil prøve at efterspørge nogle andre tiltag. Der kan jeg jo bl.a. sige, at Aabenraa Kommune, som jeg har besøgt, og hvor jeg har hørt nærmere om det her, har valgt at tage nogle nye metoder i brug. De sparer måske ikke penge ved det i første omgang, men de er af den overbevisning, at de i løbet af nogle få år vil kunne se på deres økonomi, at de faktisk kan spare penge ved at sætte tidligere ind over for hele familien.

Fru Trine Torp.

Jeg er heller ikke i tvivl om, at man kan gøre nogle rigtig gode både økonomiske og menneskelige investeringer ved at gøre noget mere for de udsatte familier. Men mit spørgsmål går egentlig mere på, hvordan vi undgår, at det bliver af økonomiske grunde, at man enten lader være med at handle og ikke sætter ordentlige forebyggende foranstaltninger i gang, eller at man helt lader være med at anbringe, når der egentlig er behov for det. Så hvordan kan vi undgå, at økonomien spiller en rolle i afgørelserne ude i kommunerne?

Ordføreren.

Der må jeg være ærlig og sige, at vi jo har kommunalt selvstyre, og heldigvis for det, men vi har også et ansvar her på Christiansborg for at hjælpe kommunerne i den situation, de står i, både i forhold til forskellige tiltag, vi rent ud sagt kan bære ud til dem, men for den sags skyld også i forhold til at sikre at økonomien kan hænge sammen ude i kommunerne. Så venter der jo også sådan noget som en udligningsordning inden længe, og jeg tror også, at den i hvert fald nogle steder kan være med til at give en hjælpende hånd.

Den næste spørger er fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg har både lært at holde øje med tidsregningen fra talerstolen og at trykke for ordet her, så det takker jeg for. Det, jeg gerne vi spørge om, er, at når man hører ministeren, og når man ser undersøgelserne, så er det jo ikke bare i starten, altså i den tidlige indsats, men så er det også i slutningen. Hvor almindelige danske unge mennesker med en almindelig dansk baggrund jo først skal klare sig selv, når forsikringen er i hus, altså når man bliver 21 år – der er rigtig mange, der bliver hjemme i en lang periode – så ser vi her unge mennesker, som skal klare sig selv, fra de er 18 år. Og det, det peger på, er jo, at det ikke går supergodt. Og som ministeren også beskriver det i sin tale, kan man se, at unge anbragte er rigtig udfordret og har været det over lang tid. Så hvad tænker Venstres ordfører om slutningen af anbringelsen?

Ordføreren.

Det er jo helt klart, at det igen er overgangene, man er nødt til at have fokus på. Det er det jo for de her anbragte børn, som rent ud sagt skal ledes videre til forhåbentlig selv at kunne fungere i livet. Vi må sige, at der har det jo ikke fungeret godt nok. Mange steder er det jo netop, som vi også ser, dem, som ender i hjemløshed osv. Det er jo ensbetydende med, i hvert fald for mig, at det så ikke fungerer godt nok. Jeg tror egentlig, at vi skal blive endnu bedre til måske også at tænke lidt i mentorordninger, altså om der kunne være en mulighed for, at de rent ud sagt fik en, de kunne holde i hånden, så de blev ledt mere stille og roligt ind i voksenlivet og ad den vej kunne lære at klare sig selv.

Fru Camilla Fabricius for sin anden korte bemærkning.

Så jeg kan høre, at Venstres ordfører er klar på at være med til at lave en stærk indsats både for de små, men jo også for overgangene.

Ordføreren.

Jeg må sige, at jeg håber, at den mere grundlæggende undersøgelse, vi nu har skubbet i gang med den aftale, vi fik lavet omkring reserven, også giver os nogle bedre værktøjer til at kunne tage nogle endnu bedre beslutninger på det her område. For jeg synes, at det her er et område, som råber på hjælp, og derfor tror jeg da også, at der på tværs af alle partier her i Folketinget er en interesse i, at vi nu tager fat på den her opgave. For ellers rammer det samfundet, det rammer kommunerne, og det rammer for den sags skyld rigtig mange mennesker rent menneskeligt. Det synes jeg ikke vi kan være bekendt.

Den næste spørger er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til fru Anni Matthiesen for talen. I Dansk Folkeparti er vi meget enige i det, der blev sagt om den tidlige indsats og forebyggelse i familierne og familiebehandling, hvilket vi tidligere har drøftet. Men når nu fru Anni Matthiesen snakker om mentorordninger og den overgang, der er, kan jeg sige, at i hvert fald nogle af os har kæmpet for efterværn. Efterværn ydes til børn, som har været anbragt, og det ydes i dag indtil det 23. år, men det er en »kan«-bestemmelse, det er noget, man kan give. Så jeg er bare lidt nysgerrig på at vide, om ordføreren så mener, at det skal være en »skal«-bestemmelse, sådan at kommunerne i forbindelse med overgangen simpelt hen skal være forpligtiget til at følge de unge og ikke slippe dem, før de er kommet godt i vej. For vi har netop set mange, mange unge hjemløse, nu er der så sket et lille fald i antallet, og mange af dem har jo tidligere været anbragt. Ja, det var spørgsmålet.

Ordføreren.

Tak, og tak for spørgsmålet. Fru Karina Adsbøl ved jo godt, at når man ændrer noget fra kan til skal, følger der også altid et krav om en masse penge. Jeg vil altså ikke afvise noget, men jeg synes egentlig, vi alle sammen har en opgave i nu at afvente den her dybdegående undersøgelse, og at vi så sætter os sammen bagefter. Vi har jo heldigvis også fået skrevet ind i aftaleteksten, at vi mødes alle mand igen, når vi har undersøgelserne klar, og så må vi jo sidde rundt om bordet og finde ud af, hvad der så skal til, for at det her bliver bedre.

Fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Jeg er helt enig i, at det bliver spændende at se, hvad der kommer. Jeg har en række ideer allerede nu, som jeg synes man sagtens kunne implementere. Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge om, hvordan ordføreren ser på underretningspligten. Hvordan ser ordføreren på en underretning? For det er ofte det, jeg hører om. Jeg hørte faktisk om en mor, som kom på et kvindekrisecenter, og der foretog man så en underretning om hendes børn, og lige i øjeblikket står hendes børn faktisk til at skulle anbringes. Hun søgte hjælp, hun var stukket af fra en mand, der øvede vold mod hende, og tog på krisecenter, og så foretog man en underretning, og nu står hendes børn til anbringelse. Altså, hvad tænker ordføreren om det, altså at der kan være nogle, der ikke søger hjælp, fordi de simpelt hen er bange for, at deres børn bliver anbragt uden for hjemmet?

Ordføreren.

Jamen altså, jeg kender ikke den konkrete sag. Men jeg kan sige, at nogle af de henvendelser, som jeg har fået her for nylig, og som jeg også ved der er blevet stillet spørgsmål til ministeren om, og som jeg i hvert fald personligt også kan få rigtig meget ondt i maven over, er henvendelser, der handler om, at det grunder sig i barnets handicap, at man vælger at anbringe barnet. Den seneste var fra en mor, der ringede til mig og sagde, at hendes barn var autist, og at hun faktisk mente, at man kunne spekulere i at anbringe barnet frem for rent ud sagt at give den hjælp, der var brug for. Det er sådan nogle ting, hvor jeg tænker: Det kan vi ikke holde til – det kan familien ikke holde til, det kan vi som folketingsmedlemmer heller ikke holde til. Men vi er nu startet med at stille nogle spørgsmål for at få tingene afklaret, og så må vi se, om der er flere af den her type sager, for sådan bør det jo ikke være.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fra Det Radikale Venstre, og det er fru Marianne Jelved. Værsgo.

Det er slet ikke mig, der er ordfører, men da Anne Sophie Callesen ikke kan være til stede i dag – det er hende, der er ordføreren – skal jeg sige, hvad Det Radikale Venstre mener om dagens emne.

Jeg konstaterer, at ministeren holdt en glimrende tale. Den vil jeg gerne kvittere for og sige, at det faktisk er opmuntrende for det arbejde, vi står foran. Ministeren ridsede Barnets Reform op og konstaterede også, som jeg hørte det, at ambitionerne i reformen sådan set er helt rigtige, og det er jeg enig i. Men ministeren konstaterede også, at der ikke bliver levet op til intentionerne i Barnets Reform, og det er jo derfor, vi har den forespørgsel, som vi har i dag, og den vedtagelse, som vi vedtager på et tidspunkt, for vi er alle sammen enige i den konstatering, som ministeren også kom med. Er lovgivningen i orden? spurgte så ministeren. Det kan den jo overordnet set godt være, men i så fald følges lovgivningen ikke, må vi så sige – i hvert fald ikke efter det, der var meningen med den. Det er måske det, der er hovedproblemet i det, vi snakker om nu. Der er rigtig mange mislykkede tilfælde af indgriben over for børn, og de kommer ofte også for sent, eller også er der ikke tilstrækkelig hjælp, når der endelig kommer noget.

Hele indsatsen for anbringelse skal tage udgangspunkt i barnets rettigheder og behov, men nogle gange er det altså desværre voksenperspektivet, der kommer ind over, og som bliver afgørende for, om der bliver truffet de rigtige beslutninger for børnene. Det er f.eks., når forældrenes rettigheder til at opnå samvær vejer tungere end barnets tarv, eller når det besværlige arbejde med at behandle sagerne ordentligt og sikre, at børnene bliver hørt, resulterer i, at børnene tvangsfjernes, hvor kommunen i stedet burde have sat ind meget tidligere med forebyggende indsatser. Samlet set bør kommunerne måske også ideelt set meget tidligt – før fødslen og efter fødslen – vurdere, om forældrene faktisk har brug for en anden indsats end bare at vente og se, om det går, og det der med den meget tidlige indsats tror jeg selv er meget afgørende at man bliver bedre til.

Det er også klart, at der skal være ressourcer i kommunerne til det, der skal ske, og det er måske også det, der mange gange er et problem for kommunerne, nemlig at skaffe de ressourcer eller se for sig, at de faktisk ved at investere stærkt i starten sparer penge hen ad vejen.

Nu vil jeg godt gøre opmærksom på nogle af de forsøg, der faktisk foregår rundtomkring i landet, bl.a. i Aarhus Kommune og i Sønderborg Kommune, med tidlig indsats eller det, jeg kalder relationelt, altså at man skaber relationer til den udsatte familie, så de får tillid til sig selv og til samvirken med sagsbehandlerne på en måde, som gør, at der faktisk kan ske mirakler i en familie, der kommer på benene igen. Så der kan altså også laves socialpolitik på andre måder end ved at følge en lovgivning, nemlig ved at man konkret går ind og behandler samværet i de familier, som har særlig brug for det. Der var flere af ordførerne, der netop pegede på familieindsatsen, og jeg tror selv, det er en meget, meget vigtig øjenåbner, hvis vi kan bruge det og bruge nogle af de forsøg, hvis resultater ikke er offentliggjort endnu, fordi de ikke er færdige, men kommer inden alt for længe. Jeg har bare haft mulighed for at kende til dem undervejs og er meget inspireret og meget opmuntret over, hvad der faktisk kan lykkes i en familie med den rette behandling.

Derfor vil jeg slutte med at male et billede frem, som jeg selv har fundet på engang, hvor jeg sad i en gruppe med politikere fra forskellige partier og områder i det kommunale landskab i Nordjylland og prøvede at danne mig et billede af, hvad det egentlig er, der går galt, hvornår det går galt, og hvad det er, der sker. Jeg kan bare tage et eksempel med en familie med en enlig mor og tre børn. Den ældste går i 5. klasse, og de to andre går i børnehave og i 1. klasse. Den ældste pjækker og pjækker, og endelig bliver der gjort opmærksom på det fra skolen, men moren kan jo ikke magte at finde ud af, hvordan hun skal håndtere den her dreng, der pjækker, og det, der er problemet, er, at der ikke er nogen på skolen, hverken lærerne eller ledelsen, der følger op på, hvad drengen egentlig gør. De konstaterer bare, at han er væk, og gør moren opmærksom på det en gang imellem. Men i virkeligheden er barnet det, jeg kalder for en slags stafet; der er nogen, der hele tiden skal have ansvaret for at holde barnet i hånden, og i det øjeblik man giver slip, skal man være sikker på, at der er en anden, der har hånden. Det skal ikke bare være en leder, der henviser til socialforvaltningen og siger, at nu må de komme og hjælpe den familie, og så lader det passere, at barnet ikke møder i skolen, men render rundt og lave unoder rundtomkring.

Så det der med stafetbilledet synes jeg sådan set er meget godt. Man må ikke give slip, før der er en anden, der har taget fat i den anden hånd. På den måde tror jeg faktisk meget kunne lykkes.

Tak til ordføreren. Der er et ønske om et kort bemærkning til ordføreren fra fru Anni Matthiesen fra Venstre. Værsgo.

Tak. Tak til fru Marianne Jelved. Altså, jeg er rigtig, rigtig meget enig i det, der blev sagt – også med hensyn til det billede, som ordføreren lige tegnede. Altså, der er nogle af de ting, som jeg egentlig også har set, nemlig at hvis man formår at sætte ind tidligt og også på en eller anden måde tager fat i både far og mor og for den sags skyld også børnene, så kan man nå rigtig langt.

Jeg tænkte også lidt på – og det kunne jeg godt tænke mig at få ordførerens kommentar til – om man kunne gøre noget mere i forhold til at knytte de her ting sammen med sundhedsplejen, som jo i forvejen kommer ud til familierne. Kunne man forestille sig, at man også koblede nogle ressourcepersoner på, som kunne hjælpe de steder, hvor sundhedsplejersken på en eller anden måde siger: Her har vi et problem, vi skal have løst. Kunne det være en mulighed?

Ordføreren.

Det tror jeg bestemt det kunne. Og det gælder også, hvis man forestillede sig sundhedsplejersken som sådan en slags nøgleperson, der forbinder opmærksomheden mellem familien og kommunen. Så kunne man også forestille sig en særlig pædagog komme ind og være med i den familie. Det har jeg faktisk oplevet i et projekt, som Bill Clinton lavede, dengang han var guvernør i Arkansas. Det, han lavede dér i slutningen af 1980'erne, var meget fremsynet. Så det er jeg sikker på man kan. Og de eksempler, der er, på arbejder, der er i gang, viser, at familier faktisk er blevet rejst op og er kommet i gang, og at børnene er blevet rettet op osv. Det fungerer, hvis man sætter ind med de rigtige relationer til familierne.

Fru Anni Matthiesen.

Jamen altså, jeg vil bare sige tak – også for det, ordføreren siger i forhold til det, jeg i hvert fald håber lidt på, nemlig at vi måske også på tværs af partierne kunne samles endnu mere for at gøre en indsats. For – som jeg også sagde i min ordførertale – selvfølgelig vil der desværre altid være børn, der skal tvangsfjernes, fordi der er nogle forældre, der ikke kan rettes op på. Men jeg tror bare stadig væk på, at det lykkeligste ville være, hvis man formåede at få flere børn til trods alt at blive i hjemmet, og at man så satte ind med en intensiv indsats over for både far og mor og for den sags skyld også børnene. Så tak for det.

Ordføreren.

Selv tak. Jeg vil sige, at man også kan forestille sig, at der faktisk bliver mulighed for, at barnet kan besøge forældrene, altså at man kan have et samvær mellem barn og forældre under de rigtige omstændigheder, mens barnet så alligevel bor hos f.eks. en plejefamilie eller i en institution, hvis det skulle være. Men det, at man har kontakten mellem forældre og børn, synes jeg også er en positiv ting, selv om det ikke kan være 24 timer i døgnet.

Tak til fru Marianne Jelved fra Radikale Venstre. Den næste ordfører på talerstolen er fra SF, og det er fru Trine Torp.

Tak til Dansk Folkeparti for den her gode tradition, der er skabt, hvor vi en gang om året får stoppet op og får drøftet, hvordan det går med at give støtte og hjælp til de børn, unge og familier, der har brug for det.

Det her område optager os bredt på tværs af partier, det er der ingen tvivl om. Det kan man også høre på debatten i dag, og Folketinget har jo også lavet en lang række reformer på området for at sikre, at udsatte børn, unge og familier får den hjælp, de har brug for. Men der vil være brug for et konstant fokus på området, for det handler om nogle af dem, der er allermest afhængige af, at andre skaber ordentlige omsorgs- og udviklingsvilkår for dem, nemlig børn og unge. Vi har på mange måder en rigtig god lov på området, men der er stadig brug for at holde øje med, hvordan den forvaltes, både når det gælder den tidlige, forebyggende indsats; når der underrettes om bekymringer for et barn; når der skal handles for at beskytte børn mod overgreb; når børn og unge og deres forældre skal inddrages; når der skal planlægges en indsats og følges op på den osv. osv.

Desværre hører vi stadig væk om problemer med kvaliteten og retssikkerheden i indsatsen: fra forældre, der ikke oplever at få den støtte og hjælp til at understøtte deres relation til deres børn; fra børn og unge, der ikke føler sig hørt og inddraget i de beslutninger, der træffes om dem, og føler, at de bliver sluppet for tidligt, når de fylder 18 år; fra medarbejdere i forvaltninger i det forebyggende arbejde og på anbringelsessteder, som oplever, at det er svært at gøre deres arbejde ordentligt inden for de rammer, der er; men også fra anbringelsessteder, som beretter, at den her såkaldte indsatstrappe, som er den, der ligesom markerer, hvor indgribende en foranstaltning man laver, er blevet til sådan en trappe, man ligesom skal gå op ad. Det vil sige, at der er utrolig mange brud i de indsatser, der er. Jeg hørte på et tidspunkt en bruge et andet udtryk, nemlig at det er i stedet for en rulletrappe, nemlig sådan en fleksibel en, så man sørger for at placere indsatsen lige præcis efter det behov, som der måtte være.

Der er brug for at styrke rammerne omkring arbejdet med de udsatte børn og unge, bl.a. ved at der ikke er for mange sager hos de sagsbehandlere, som skal vurdere, hvad en familie har brug for, men også ved at det ikke er økonomi, der afgør, om en kommune sætter det rette i værk på det rette tidspunkt. Diskussionen om, hvorvidt der er for få eller for mange anbringelser, giver efter min og SF's mening ikke mening. De børn og unge, som har brug for at blive anbragt, skal anbringes – og vel at mærke det rette sted med den rette kvalitet og omsorg. Men de børn og unge, som vil have mere gavn af, at der støttes op om, at de kan blive boende i deres familie, skal have den tilstrækkelige hjælp til det. Det er dermed ikke antal anbringelser, der er interessant, men om det er de rigtige børn og unge, som anbringes, og om der er nok hjælp til relationen til deres forældre.

Tidlig indsats kan jo betyde noget utrolig forskelligt. Hvis man spørger børn, som er kommet på den anden side, om de gerne ville have haft noget hjælp tidligere, vil mange af dem formentlig sige, at det ville de gerne. Men hvad er det, de svarer på? Betyder det, at de gerne ville have været anbragt? Eller betyder det, at de faktisk bare ville have haft, at der var nogen, der havde set deres families behov og hjulpet familien noget før? Det ved vi jo faktisk ikke. Der er rigtig mange muligheder for at give støtte og hjælp, som bare skal bruges.

Der er brug for bedre inddragelse og reel retssikkerhed for børnene, de unge og forældrene, og det kræver kompetence og god ledelse i både forvaltningerne og på anbringelsesstederne. Men vi må ikke falde i den grøft, at vi tilfører området endnu flere proces- og dokumentationskrav. Området er ved at drukne i dem. For det fjerner tiden fra kontakten med børn og forældre og siger heller ikke nødvendigvis noget om kvaliteten af arbejdet.

I SF er vi godt tilfredse med, at det ved aftalen om socialreserven efter satspuljen blev aftalt, at der skal ske en undersøgelse af anbringelsesområdet, med henblik på at vi politisk kan drøfte, om der skal ske ændringer. Her mener jeg, vi skal være åbne over for, om strukturerne er, som de skal være; om beslutningerne i børnesagerne ligger de rette steder; om den måde, finansieringen af området er på, måske er en af grundene til, at økonomi kommer til at spille en stor rolle i sagernes afgørelse og visitation. Nogle kommuner er væsentligt hårdere presset i forhold til udgifter på det her område end andre, og måske skulle vi finde en mere solidarisk måde at finansiere så vigtigt et område på.

Til slut vil jeg blot sige, at vi støtter det forslag til vedtagelse, som er blevet læst op tidligere.

Tak til ordføreren. Der er ikke ønsker om korte bemærkninger. Jeg ser ikke Enhedslistens ordfører i salen. Den næste ordfører er fra Alternativet, og det er hr. Torsten Gejl.

Tak, formand. Nej, jeg ser heller ikke De Konservative, så det må jo være min tur.

Vi har jo stået her mange gange efterhånden, til høringer og forespørgsler og samråd, hvor vi fortæller hinanden, hvorfor Barnets Reform ikke fungerer, som den skal. Meningen med reformen var at sikre kontinuitet i anbringelserne; at sikre stabil og nær voksenkontakt for udsatte børn; at styrke hensynet til barnets tarv frem for hensynet til forældrene; at sikre udsatte børns rettigheder; at sikre en tidligere indsats; at sikre mere kvalitet i både sagsbehandlingen og indsatsen; og at sikre bedre rammer for kommunernes indsats, herunder afbureaukratisering.

Jeg synes, at i virkelighedens verden er der simpelt hen så mange historier, hundredvis af historier, måske tusinder af historier, som viser, at alle de punkter, jeg netop har læst op, faktisk bliver kompromitteret. Vi har hørt et stort udvalg af de historier i dag, og mange andre har vi hørt i andre sammenhænge, og de er i vores alle sammens indbakker – og mange andre er sikkert aldrig blevet fortalt. Men vi er i hvert fald kommet til et tidspunkt, hvor det ikke nytter så meget med flere ord. Der skal handles, og derfor er jeg glad for, at partierne bag aftalen om reserven har aftalt en undersøgelse af kommunernes anbringelsessager, som vil blive drøftet med eksperter, kommuner, praktikere, organisationer og anbragte børn med henblik på at få løst udfordringer på anbringelsesområdet.

På ryggen af den undersøgelse skal vi handle og lave lovgivning, som jeg håber bliver lige så stor en succes, som jeg synes Barnets Reform eller i hvert fald forvaltningen af den har været en fiasko. Jeg vil ikke foregribe det arbejde, men jeg kan i hvert fald sige i dag, at i Alternativet mener vi ikke automatisk, vi skal have flere anbringelser. Vi er klar over, at anbringelse kan være nødvendig, men som udgangspunkt skal vi støtte familierne, så anbringelsen ikke bliver nødvendig, og vi ser som udgangspunkt en anbringelse som en midlertidig indsats, hvor barnet skal tilbage til sin familie. Sådan vil det ikke altid gå, og sådan skal det ikke altid gå. Men det er Alternativets udgangspunkt, at vi vil prøve at holde sammen på familierne.

Jeg tror som sagt, at vi får rettet op på den reform i den her regeringsperiode. Mette Frederiksen kan simpelt hen ikke kalde sig selv børnenes statsminister uden at skabe store forbedringer på anbringelsesområdet. Det bliver spændende. Det kommer til at tage tid. Jeg tror, vi kommer til at få et godt resultat.

Tak til ordføreren for Alternativet. Der er ikke ønske om korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er klar og på spring. Det er hr. Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Før jeg går i gang med at tale om konkret politik, tror jeg, at jeg kort skal ridse op, hvordan jeg og Liberal Alliance ser på børn og deres forhold til forældre.

Man hører nogle gange i debatten folk sige, at det skal vi ikke blande os i, for det er jo forældrenes børn, og det ligger ligesom underforstået, at børn på en eller anden måde er forældrenes. Vi ved jo godt, at det i praksis ikke er sådan en politik, vi fører. Vi går sådan set ikke ud fra, at børnene er forældrenes. Vi går ud fra, at børnene er deres egne. De har så forældrene som værger, og det er jo i langt, langt de fleste tilfælde de allerallerbedste personer til at tage vare på børnenes liv, fordi de er de allermest interesserede i, at børnene skal have det godt. De elsker børnene af et ærligt hjerte og vil intet andet end deres børns bedste. Og derfor er familien jo en helt fantastisk ting, fordi den er så god til at hjælpe næste generation på vej.

Men nogle forældre er ikke sådan, og så er det, at det her med, at børnene er deres egne og ikke forældrenes, kommer ind. Og derfor er mit udgangspunkt sådan set, at hvis forældrene gør det så dårligt, at børnene har et ønske om at bo et andet sted end hos forældrene, så er det i langt de fleste tilfælde faktisk sådan, at det ikke fungerer derhjemme.

For børn er som udgangspunkt villige til at finde sig i lidt af hvert derhjemme, fordi de kender deres forældre. Det er dem, der giver dem tryghed, det er dem, der har gjort gode ting for dem. Selv om det måtte være dårlige forældre, kan børnene godt huske, at de alligevel på et tidspunkt har gjort gode ting for dem. Og derfor skal man tage det meget alvorligt, hvis et barn siger, at barnet har lyst til at bo et andet sted end hos sine forældre. Så er der i langt de fleste tilfælde noget meget alvorligt galt i det hjem.

Derfor er mit udgangspunkt, at vi bør give barnet en form for ret til selv at bestemme, om barnet vil bo hos sine forældre. Og jeg er ikke bange for, at børn misbruger den ret, i hvert fald ikke de fleste børn. Langt de fleste børn vil ikke misbruges sådan en ordning til at få lov til at bo et andet sted, uden at der er nogen grund til det. For børnene har lyst til at bo hos deres forældre, med mindre der er noget alvorligt galt. Og jeg synes også, det skal kommunikeres til børnene, at hvis man henvender sig på et bestemt telefonnummer eller det møder op et bestemt sted, så har man som barn en ret til at bo et andet sted end hos sine forældre. Det er den måde man kan få børn til faktisk at handle, når de oplever ting i hjemmet, som er helt forkerte: Det er, hvis de har en viden om, at de har et sted at gå hen, og at hvis de går derhen, så er der nogle, der møder dem med den forudsætning, at hvis de ikke har lyst til at bo hos deres forældre, må de gerne bo et andet sted. Og det tror jeg at vi mangler i dag.

Jeg tror, vi mangler en opfattelse hos børnene af, at de har ret til at bo et andet sted, hvis det er meget slemt derhjemme. For hvis der var en sådan opfattelse, så ville de oftere komme til myndighederne, og det ville være godt. Jeg er sikker på, der kan findes eksempler på anbringelser af børn, som ikke burde være sket. Men jeg tror, der kan findes mange flere eksempler på anbringelser, som ikke fandt sted, men som burde være sket.

Så jeg tror, man må sige, at når vi hører om så mange sager fra Ankestyrelsen, hvor der afgøres, at barnet ikke i tilstrækkeligt omfang er blevet hørt og ikke er vidende om, hvorfor tingene er sket osv., så er det udtryk for, at vi har givet børn for få rettigheder. Så det bør vi gøre.

Så vil jeg i øvrigt sige, at ordet tvangsanbringelser kan jeg sådan set ikke lide. Fordi det meget ofte dækker over, at nogle børn bliver anbragt uden for hjemmet, og det vil børnene rigtig gerne, så for dem er der ikke tale om nogen tvang. Og udgangspunktet må være børnene. Det er forældrene, der føler sig tvunget i den situation, men ikke børnene, så hvis vi har børnenes udgangspunkt, er det faktisk ikke en tvangsanbringelse. Det er en imødekommelse af børnenes ønsker.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Tusind tak. Jeg er utrolig enig med ordføreren i det her med, at vi skal værne om børns rettigheder, og at vi i øvrigt også skal informere dem bedre om, at de har dem. Det er jo helt afgørende for, at man som barn kan agere som et selvstændigt subjekt, der kan være med til at forme ens eget liv, så det er jeg sådan set meget enig i.

Det, der jo gør det her område så utrolig svært, er, at børns perspektiver kan være svære at forstå, fordi de ikke direkte – specielt ikke en 1-årig, der ikke har lært at tale endnu – kan udtrykke, at de gerne vil bo et andet sted. Så de er jo afhængige af, at der er andre voksne mennesker, der tolker det, de siger, og det er jo det, der er en del af den meget, meget komplicerede sagsbehandling, når man skal udrede, om et barn er bedst tjent med at bo det ene eller det andet sted. Så hvordan tænker ordføreren vi skal blive bedre til i virkeligheden at forstå barnets perspektiv på den måde, som et barn nu kan udtrykke sig på – alt efter, hvor gamle de er, og hvilken loyalitetskonflikt de kan være i?

Ordføreren.

Jeg er helt enig i, at der også er mange sager, hvor barnet enten er for lille til at kunne give udtryk for noget som helst meningsfuldt, eller at barnet i en overdreven loyalitet over for forældrene ikke giver udtryk for at ville væk fra hjemmet, selv om vi kan se, selv om andre voksne kan se, at det er det bedste for barnet. Jeg tog bare de nemme tilfælde, synes jeg, og det er de tilfælde, hvor barnet selv beder om at komme et andet sted hen, og hvis man ikke engang kan løse det, fordi man ikke har givet børn, der beder om det, den ret, at de kan få lov til at bo et andet sted, så er det ikke godt nok. De tilfælde er altså den lavest hængende frugt at plukke. Der kommer børn hen og siger, at de har det så slemt i deres familie, at de har lyst til at bo et andet sted, og det er altså den lavest hængende frugt at plukke, men det har vi ikke engang taget ordentligt fat om, synes jeg. Så kan vi jo tage de svære sager bagefter, og jeg er enig i, at de er der, og vi kan ikke vente i alle tilfælde på, at børn selv giver udtryk for det, fordi de er for små, eller fordi de simpelt hen ikke er i stand til at vurdere, hvad der er deres eget bedste.

Fru Trine Torp.

Så har jeg lige en anden ting, der kan nuancere debatten. Jeg tror, der er utrolig få børn, der reelt ville tage den der rettighed og sige, at nu skal der ske noget, men de skal i hvert fald lyttes til, når de siger, at de synes, det er svært at bo derhjemme, for det er tit det, de giver udtryk for, for de ved jo ikke, hvad de kan komme hen til. Men den sidste ting drejer sig om skelnen mellem at være anbragt med tvang eller uden tvang, og er det ikke korrekt, at langt, langt de fleste anbringelser sker med forældrenes samtykke?

Ordføreren.

Jo, det er fuldstændig rigtigt, men nu hørte jeg bare udtrykket tvangsanbringelse brugt, og det er jo et officielt ord, som findes, og der har det bare i længere tid ærgret mig, at det, når man bruger udtrykket tvangsanbringelse eller tvangsfjernelse, ofte også dækker over situationer, hvor børnene faktisk er helt med på, at de skal et andet sted hen at bo og faktisk er glade for at komme et andet sted hen.

Tak til ordføreren. Da jeg heller ikke kan se ordføreren for Nye Borgerlige, så har alle partiers ordførere været på. Det ser ud til, at forslagsstillerne ønsker ordet for en anden runde, men det er faktisk ministeren først. Jeg troede, at man bad om en anden runde. Det er social- og indenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det. Jamen det er jo altid utrolig godt med ivrige ordførere. Mange tak til alle, der er her i salen sådan en tirsdag aften, for en god og konstruktiv debat om et emne, som jo er svært, og hvor der er store følelser på spil. Jeg synes, debatten har været god og givende. Den har handlet om Barnets Reform, og Barnets Reform havde jo sit grundlæggende fokus på, at udsatte børn på trods af vanskeligheder, på trods af svære vilkår skal have de samme muligheder for personlig udfoldelse, for udvikling, for sundhed som deres jævnaldrende. Derfor var der i forlængelse af Barnets Reform en række lovændringer, som havde præcis det formål at sætte barnet i fokus for en tidligere og mere systematisk indsats, fordi vi dengang var enige om, at vi ikke gjorde det godt nok, når vi tog forældreansvaret som samfund.

I dag har vi jo så – det har jeg i hvert fald taget ned – alle sammen draget den konklusion, at det ikke er lykkedes endnu at få løftet indsatsen for udsatte børn og unge i tilstrækkelig grad. Intentionerne i Barnets Reform var rigtige, der er også sket forbedringer, men det lader meget tilbage at ønske endnu. Der er stadig for mange børn og unge, som ikke får en indsats, før problemerne har vokset sig store og også for store, og som bliver anbragt for sent eller overhovedet ikke bliver anbragt, selv om vi godt ved, at forældrene ikke magter opgaven. Og der er for mange børn, som pludselig sendes væk fra trygge og kærlige hjem hos plejefamilier. Alle de gange svigter vi, fordi vi ikke lykkes med at sætte barnet først. Det er ikke godt nok. Det synes jeg også jeg har hørt en bred erkendelse af her i dag. For anbragte børn skal jo ikke være deres sociale arv. De skal indgå på lige fod med deres jævnaldrende som en del af samfundet, og de skal have de samme chancer her i livet som deres jævnaldrende.

For mig er det grundlæggende og vigtigste, at barnets ret sættes først i alle dele af indsatsen, altså at den rette indsats gives så tidligt, som vi overhovedet kan, og med udgangspunkt i barnets behov. Det betyder konkret, at alle udsatte børn skal have et trygt og stabilt hjem allerede fra fødslen. I nogle tilfælde vil det indebære, at samfundet på et tidligere tidspunkt end i dag overtager forældrenes ansvar for barnet og sætter ind med en anbringelse. Omvendt påhviler der så i forlængelse af det samfundet et kæmpe ansvar for at skabe tryghed og omsorg for barnet eller den unge i så indgribende sager, som en anbringelse er. Heller ikke det lykkes vi godt nok med i dag. Det synes jeg også må være en tidlig konklusion fra debatten i dag. Vi kan se på fremtidsudsigterne, når vi kigger i statistikkerne for anbragte børn og unge. Det er nedslående, når vi kigger på uddannelse, når vi kigger på beskæftigelse, når vi kigger på misbrug, selvmord og hjemløshed. Det fungerer ikke godt nok, og det er selvfølgelig afgørende, at vi løfter det ansvar, når vi tager så stor en opgave på os som samfund, altså at løfte et forældreansvar.

Barnet skal sættes først. Jeg mener, at vi bliver nødt til i langt højere grad at sikre, at der bliver sat tidligt ind, at der er tryghed og stabilitet omkring anbragte børn og unge, og at anbringelsesstederne formår at sikre gode og trygge børneliv for anbragte børn, hvor de har nogle voksne, de føler de kan stole på.

Vi har taget et første skridt med aftalen om reserven for 2020, som flere af jer også har været inde på, hvor vi jo får ny viden med to undersøgelser, som jeg mener tilsammen kan bidrage til, at vi får et bedre greb om de udfordringer, vi har i sager om anbringelse uden samtykke, f.eks. i forhold til retssikkerhed og inddragelse af børnene, men jo sådan set også i forhold til den del, der peger direkte ind på os, nemlig hvordan den lovgivning, vi har vedtaget, egentlig virker, og hvad den giver af muligheder, men jo altså også begrænsninger og problemer, i forhold til at man kan løse den udfordring og det ansvar, man har i første omgang kommunalt.

Jeg vil arbejde videre med det her med tæt inddragelse af eksperter såvel som kommuner, praktikere og organisationer og ikke mindst de anbragte børn selv og gøre mit til, at vi får belyst områdets udfordringer udover de to undersøgelser, vi har igangsat i fællesskab, så vi kan finde de rigtige og de langsigtede løsninger, så vi kan løfte indsatsen, og så vi forhåbentlig ikke bliver ved med at have årligt tilbagevendende debatter, hvor vi konstaterer, at intentionerne og viljerne er gode nok, men resultaterne er det ikke. Det skal vi gøre bedre som samfund.

Mange tak for input, for debatten og for, synes jeg også, den brede erkendelse af, at her gør vi det ikke godt nok som samfund.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak for det. Jeg er enig med ministeren i, at det, der foregår, langtfra er godt nok, men jeg er så også bekymret for, om det fra Socialdemokratiets side bare handler om at fjerne flere børn. For jeg synes bare, det lyder sådan, når ministeren er på talerstolen. Jeg synes, at det af hensyn til forebyggelsen er vigtigt at sætte tidligt ind, og der vil selvfølgelig være børn, der skal anbringes, men der er jo også nogle børn, som bliver anbragt på et forkert grundlag. Der sagde fru Anni Matthiesen jo noget i forhold til det, vi har hørt om tidligere, nemlig at forældre, der har børn med handicap, eller forældre, der har et barn med autisme, oplever trusler fra kommunen om anbringelse. Vi havde den tidligere minister i samråd om netop det her, og den tidligere minister tog også en dialog med Autismeforeningen om det her. Så det er lige med at finde den rette balance, i forhold til hvordan vi finder de bedste løsninger.

Så kan ministeren bekræfte, at det her altså ikke handler om, at vi bare skal have flere anbringelser? Det handler om, at der selvfølgelig er børn, der skal anbringes, men at de skal anbringes på et veldokumenteret grundlag, og at der skal være foretaget nogle forebyggende indsatser. Og så vil der være nogle, der skal anbringes med det samme, fordi de har været udsat for uhyrligheder. Sådan er det jo, men målet i sig selv er altså ikke, at vi bare skal have en masse anbringelser fremadrettet.

Ministeren.

Det her handler jo ikke kun om de meget spektakulære sager, hvor man kan sige, at der er børn, der bliver udsat for uhyrligheder. Det handler jo om, at alle børn skal have retten til at vokse op i et trygt hjem med nogle voksne, der magter forældreansvaret. Jeg refererede til en lille dreng, der sagde, at forældre skulle have to chancer, og at han ikke mente det med ikke at få madpakke med eller få rent tøj på, for det kan ske for enhver. Men det var i forhold til større svigt. Der bliver vi nødt til, synes jeg, at få bedre greb om, hvornår det er rimeligt at give forældre en chance til, og hvornår vi faktisk skal træde til i forhold til børnene.

Når vi nu ser, hvor mange børn der bliver anbragt, når de er meget store, altså når de er store børn eller unge, og at de har så mange skader og så komplekse problemstillinger og så mange traumer og svigt med i bagagen, at de kun kan rummes på specialiserede tilbud – og selvfølgelig skal vi kunne levere en ordentlig faglig kvalitet her – så siger det mig, at vi bør kigge på, hvordan vi kan sætte tidligere ind. Jeg tror, at det var SF's ordfører, der brugte det her billede med indsatstrappen, og det er jo et levn fra, jeg var lige ved at sige gammel tid, at man skal prøve det mindst indgribende først. Altså, vi skal jo bruge den rigtige indsats på det rigtige tidspunkt, og der kan et barn ikke leve med, at vi prøver os frem op ad en trappe.

Det er også derfor, at jeg siger, at når vi har diskussionen om de akutte tvangsanbringelser, så ved jeg godt, at hele diskussionen i offentligheden kommer til at handle om, hvad der formaliamæssigt var galt i den afgørelse, men at det, vi burde interessere os for, når man så vælger at opretholde anbringelserne, er, hvor det er gået galt i tiden op til, for at man overhovedet er kommet i den situation. Det er for mig et billede på, at vi bliver nødt til at dreje vores fokus derhen.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg synes, at ministeren taler, som om anbringelse bare er lykken. Vi ser gentagne gange sammenbrud i anbringelser. Vi ser anbragte børn, der bliver flyttet rundt i systemet. Vi ser også plejefamilier, der har udsat børn for svigt. Vi ser, at der sker et systemsvigt igen, når børnene er anbragt. Derfor kunne jeg godt tænke mig at have fokus på familieindsatserne og familiebehandlingen og især den tidlige familiebehandling. Når ministeren udtrykker sig, som ministeren gør, synes jeg bare, at det lyder, som om det handler om, at man skal anbringe flere og flere børn, for det er bare lykken. Men jeg tror simpelt hen ikke på, at det er lykken. For det handler først og fremmest om barnet, men det handler jo også om, at familien får den hjælp og de foranstaltninger, de skal have, også efter at deres barn er blevet anbragt.

Ministeren.

Det vil jeg da gerne opklare, for jeg hørte også Alternativets ordfører bruge udtrykket, at man bare automatisk skal anbringe flere børn, som om vi skal til at have sådan en mål- og resultatstyring af det. Det handler om den rette indsats på det rette tidspunkt, og derfor bliver jeg også nødt til at holde tungen lige i munden. For jeg er helt enig i, at vi heller ikke gør det godt nok. Vores anbringelser er ikke gode nok, der er for mange skift, der er for mange sammenbrud, der er for mange svigt af børn. Men så må svaret jo være at få de anbringelser til at fungere, få løftet kvaliteten og få støttet bedre op om plejefamilierne i stedet for at sige, at fordi anbringelserne ikke er gode nok, så skal vi anbringe færre.

Vi bliver nødt til at skille tingene ad. For mig at se er der nogle afgørende faser i det her, hvor vi svigter. Vi svigter egentlig også, når vi slipper anbringelsen, for nu skal den unge ind i voksenlivet. Der mener jeg også, at samfundet slipper sit forældreansvar. Det er en svær diskussion, men vi bliver nødt til at prøve at skille tingene ad i stedet for at rode det hele sammen, for ellers får vi ikke en ordentlig diskussion om noget meget svært.

Fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Jeg tror, at bekymringen også bunder lidt i, at der jo har været en tidligere socialdemokratisk ordfører, som også har haft fokus på det her og på, at der simpelt hen skulle skrues op for antallet af anbringelser. Jeg mener jo ikke, at et højere tal i sig selv er lig med en succes. Derfor håber jeg, at ministeren kan bekræfte, at det er kvaliteten i det, vi arbejder med, uanset om det er anbringelser eller indsatser over på hele familien, vi skal have øje for at få højnet. Og vi kan i bedste fald, hvis det lykkes at lave en større indsats direkte for familien og væsentlig tidligere, håbe på, at det ikke bliver nødvendigt at skrue op for antallet af anbringelser.

Ministeren.

Som jeg tror at jeg sagde i min indledende tale: I den bedste af alle verdener ville alle børn blive født ind i den her verden med kærlige og kompetente biologiske forældre; i den næstbedste verden ville vi have et system, der enten kunne understøtte de forældre eller væsentligst af alt gribe ind i tide, så barnet ikke led overlast og skade på grund af svigt og misrøgt, men altså kunne få et andet trygt fundament, hvor det kunne slå rod og have tillid til voksne. Det skærer jo i hjertet, når man hører, at en fra Anbragte Børn har sagt, at det bedste råd, han kunne give, var ikke at knytte sig for meget til nogle voksne, for de forsvinder bare. Det er jo forfærdeligt, når vi som samfund har påtaget os forældreansvaret, at vi så ikke kan levere nogle stabile voksne til de her børn.

Jeg vil bare sige, at jeg tror, at vi skal anbringe flere børn tidligere. Det tror jeg at vi skal. Og jeg tror, at vi skal gøre det for børnenes skyld. Og jeg tror, at vi i alle de diskussioner, vi har, meget hurtigt kommer til at sløre for alt det, der ikke sker, fordi vi ligesom Dansk Folkepartis ordfører har så meget fokus på det, der går galt: sammenbrud i plejefamilien, fejl i sagsbehandlingen. Vi bliver nødt til at komme et spadestik dybere end det.

Fru Anni Matthiesen.

Jeg er jo langt hen ad vejen enig med ministeren – bare det ikke rent ud sagt bliver en eller anden form for succeskriterie, hvor ministeren, når vi står her om et år, kan sige, at nu er det lykkedes for os, for nu er antallet af anbringelser steget med så og så mange anbringelser. Jeg synes, at man i stedet for, som jeg sagde før, burde kigge på, hvordan vi sikrer, at færrest muligt kommer i den situation, at det er nødvendigt med en anbringelse. Jeg er også helt enig i, at der er mange steder, vi skal sætte ind. Og det glæder jeg mig til at skulle tage fat på, når vi får den her dybdegående undersøgelse. Men jeg tror, at det er derfor, at det er noget, der skurrer lidt i vores ører, når vi igen og igen hører, at der skal flere anbringelser til.

Ministeren.

Hvis vi nu skal være ærlige, er der måske også en uenighed her, men det kan vi jo komme tættere på, når vi skal diskutere mere konkrete politikforslag. Jeg tror, at vi skal have nogle andre succesparametre. Og for mig vil et succesparameter være – det kan vi jo ikke måle efter et år – at vi får etableret alle anbragte unge godt i voksenlivet med uddannelse og bolig og med nogle stabile mennesker i deres netværk. Det kommer jo til at tage nogle år at sikre det. Men hvis I spørger mig, er det bagtæppe, vi diskuterer på nu, at vi ser, at børnene er meget gamle, før de bliver anbragt, og dermed også typisk har flere komplekse problemstillinger. Det er et kæmpeproblem, og det kan vi jo kun vende ved at få sat tidligere ind og få anbragt nogle børn, før de er så skadede.

Fru Trine Torp, SF.

Tak. Det sidste her med at få dem godt videre i voksenlivet er jo sød musik i mine ører, så det håber jeg virkelig vi kan komme i mål med.

Jeg tror, at det vigtige for alle os, der er optaget af det her, er, at vi holder fokus på barnets behov, og hvad der er det bedste for barnet. Og det kan vi jo ikke vide ved en generalisering. Det kan man kun ved at lave en ordentlig undersøgelse af, hvad det her konkrete barns behov er, hvordan forældrene er i stand til at dække det, hvilken hjælp de kunne få, så de var bedre i stand til det osv. osv. Det er sådan et godt stykke socialfagligt arbejde.

Men der er noget, jeg bare bliver sådan lidt bekymret for. Der er jo ikke nogen, der har lyst til at lade de her børn i stikken. Det, det handler om, er, at den lille dreng, der siger, at forældre kun skal have to chancer, jo ikke også ved, at de forældre måske ikke behøvede så mange chancer, hvis de fik noget mere hjælp. Det er jo ligesom også det, det handler om. Men det handler jo selvfølgelig også om, om man dybest set tror på, at mennesker kan udvikle sig, også forældre. Det vil jeg gerne høre ministerens svar på.

Ministeren.

Jeg tror på, at mennesker kan udvikle sig. Noget af det, jeg arbejdede med, da jeg var sundhedsminister, var jo lige præcis nogle bredere kurser for vordende forældre, som havde sociale udfordringer. For det er klart, at hvis man selv har en svær baggrund med i bagagen, er det sværere at starte godt op som forælder, end hvis man har haft en problemfri, ressourcestærk barndom osv. Så selvfølgelig kan mennesker udvikle sig, og selvfølgelig kan vi som fællesskab være med til at understøtte, at nogle, der har svære vilkår med i bagagen, kan udvikle sig.

Min appel er her, at mens vi skal arbejde med forældrene, så må barnet ikke betale prisen imens. Der var også et af de her børn, der sagde til mig: Hvorfor er det altid mig, der skal flytte skole, når der sker noget nyt for de voksne omkring mig? Hvorfor er det ikke de voksne? Når min mor bliver i stand til at få mig hjem i en periode, hvorfor er det så mig, der skal flytte mig?

På den måde tror jeg, vi bliver nødt til at få krabbet os nærmere ind på, hvordan vi sørger for, at det allervæsentligste, nemlig ro, tryghed og stabilitet for barnet, kan være fundamentet for alt det andet, der foregår. Jeg er enig i, at en del af det, som vi også drøftede, sidst vi havde en ordveksling, er, at noget af den ro og stabilitet opnår man kun – eller i nogle tilfælde kan man opnå det – hvis man kan sikre et ordentligt samarbejde med de biologiske forældre og også støtte dem i deres rolle.

Fru Trine Torp? Der er ikke ønske om en anden kort bemærkning. Hermed tak til ministeren, og så er det ordføreren for forespørgerne. Det er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak. Så blev det min tur. Jeg må lige sige, at jeg altså alligevel blev lidt bekymret over ministerens udtalelse. For ministeren siger: Hvorfor er børnene så gamle, inden de bliver anbragt? Men kan det måske være, minister, fordi familierne ikke har fået den hjælp i hjemmet, som de skulle have haft? Kan det være derfor? Det spørgsmål skal man jo også stille sig selv – om der ikke har været forebyggende initiativer. Det var jo også derfor, Dansk Folkeparti havde ønsket, at man i forhold til forebyggelse skulle kunne dokumentere, hvad man havde foretaget, inden man tyede til en anbringelse.

Jeg er meget enig i, at der desværre altid vil være nogle børn, der bliver nødt til at blive anbragt, fordi de ikke bliver passet godt nok på. Men jeg tror også, man skal stille sig selv det spørgsmål, hvornår man er en god forælder. Tænk, hvis vi selv skulle igennem en forældrekompetenceundersøgelse. Tænk, hvis vi selv skulle igennem en psykologisk undersøgelse for at bevise, at vi var gode forældre. Der er mange, der stiller mig det spørgsmål: Karina, hvordan kan det være, at vi skal igennem en forældrekompetenceundersøgelse af, om vi er gode nok forældre? Men plejefamilierne eller de andre skal ikke igennem en undersøgelse af, om de kan passe godt nok på vores børn. Der er altså mange ting, og jeg glæder mig til, at vi får belyst det her område. Det er meget vigtigt.

Men jeg vil lige fortælle en lille, sjov historie. Forleden var jeg i Vejle. Jeg besøgte ULF, Udviklingshæmmedes Landsforbund, og jeg fik en rundtur i deres kontorlokaler. Så kom vi også til at snakke om det her med børn, og så siger de: Karina, vi vil gerne have valget om det med at blive forældre. Og så kom vi ned i det her rum, og nede i det rum stod der nogle babysimulatorer, så de kunne få lov til, hvis kommunen bevilgede det her forløb, at afprøve sådan en babysimulator. Der var en, der havde haft en babysimulator hjemme og i hvert fald var fuldstændig afklaret om, at mor skulle hun ikke være. Men det var også bare vigtigt for hende, at hun havde fået muligheden for at træffe valget og erkende og nå til den beslutning, at mor skulle hun i hvert fald ikke være. Så der er også noget i forhold til forebyggelse i netop eventuelt at bevilge de her babysimulatorer, så man ligesom kan få et indtryk af, hvordan det er at være forælder.

Jeg synes, vi skal kigge mere på familiebehandlinger og forældrekurser. Og så er jeg helt enig i, at det selvfølgelig er barnets tarv, der er det vigtigste. Men når jeg hører, at børn siger, at de ikke har ret til at vælge deres egen bisidder, men at de kan få en udstukket, synes jeg jo, det er bekymrende. Når jeg hører fra en pige, som er 14 år, som bare ønsker at blive hos sin plejefamilie, fordi hun er bange for at komme hjem til sin familie, fordi hun er bange for at blive sendt på genopdragelsesrejse, men nu skal hjem til sin familie, så synes jeg, det er dybt, dybt bekymrende, at vi har sådan et system, som siger, at vi ikke har begået nogen fejl. Nej, men hvem lytter til pigen? Hvem lytter til pigen, som faktisk gerne vil blive der, hvor hun er?

Så er der omvendt også nogle, som gerne vil blive i deres familie med hjælp og støtte. Så jeg synes, vi skal sætte alt ind for at støtte familierne og børnene og ikke mindst netværket, for jeg hører ofte også, at netværket ikke får mulighed for at se barnet. Der skal der selvfølgelig gælde barnets ret til at se sin bedstemor og bedstefar, når de ønsker det. Desværre oplever jeg, at det ofte ikke er sådan.

Men jeg ser frem til, at vi får noget mere viden, og så håber jeg da, at vi på en eller anden måde kan enes om i hvert fald nogle ting. Jeg tror, det bliver svært, hvis målet i sig selv er flere anbringelser, for det er det ikke for Dansk Folkeparti. Det vil jeg gerne sige højt fra talerstolen: Det handler om, at det er de rigtige børn, der får den rigtige hjælp og bliver anbragt på et fuldt dokumenteret, oplyst grundlag. Der kan vi bare se, at der er alt for mange af de sager her, der er fyldt med fejl og mangler, og det får mig til at stille det spørgsmål, om vi også skal have kigget på uddannelse i forbindelse med det her.

Men tak til ordførerne for debatten. Jeg er glad for at have tilbragt min tirsdag aften og eftermiddag sammen med jer. Det har været så hyggeligt.

Tak til ordføreren. Jeg kan se, at der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren fra fru Camilla Fabricius. Værsgo.

Først og fremmest tusind tak for en rigtig god debat. Det var lige det, som ordføreren sagde til allersidst: Skal jeg forstå det sådan, at hvis nu – lad os nu antage det – undersøgelsen danner et overblik, der viser nøjagtig det, som ministeren beskriver, nemlig at der er behov for flere anbringelser og tidligere anbringelser, så er ordføreren for Dansk Folkeparti også klar på det, hvis og såfremt det er børnenes behov? Er det ikke sådan, jeg skal høre det?

Ordføreren.

Jeg siger som ordfører, at for Dansk Folkeparti er familien utrolig vigtig, og børnene er utrolig vigtige. For os handler det ikke om, at vi bare skal have flere anbringelser, og det er bare det indtryk, jeg får – at Socialdemokratiet ønsker flere anbringelser. Når ministeren siger, at der er mange børn, der bliver anbragt for sent, stiller jeg bare det spørgsmål: Hvorfor er det, de bliver anbragt for sent? Er det, fordi man ikke har fået hjælp i familien til at håndtere de udfordringer, der er? Vi ved jo, at bl.a. også familier, som har et barn med handicap, har svært ved at få den hjælp i familien, de har behov for for at få deres familieliv til at fungere.

Så derfor vil jeg ikke lægge mig fast på noget – at vi bare skal have flere anbringelser. Det handler igen om, at det er de rigtige børn, der skal anbringes på et veldokumenteret grundlag, og ikke at det skal være flere anbringelser i sig selv.

Ønsker Camilla Fabricius en anden bemærkning? Nej. Således var der ikke flere spørgsmål til ordføreren. Er der flere ordførere, der ønsker at komme på talerstolen i en anden runde?

Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse vil finde sted torsdag den 12. december 2019.

Se video af alle taler

Det sidste punkt på dagsordenen er:

14) Forespørgsel nr. F 15:

Forespørgsel til social- og indenrigsministeren:

Vil ministeren redegøre for, om kommunerne lever op til intentionerne og lovgivningen i Barnets Reform, og hvad ministeren vil stille op over for kommuner, der ikke lever op til reformen?

Af Karina Adsbøl (DF), Liselott Blixt (DF) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF).

(Anmeldelse 25.10.2019. Fremme 31.10.2019).

Jeg skal gøre opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 12. december 2019.

Det begynder at hjælpe på det, og jeg tror, at alle dem, der er her, er ved at være på plads. Eller mangler der nogen endnu? Så er vi vist på plads alle sammen.

Så vil jeg starte med at give ordet til ordføreren for forespørgerne, fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti, for at begrunde forespørgslen. Værsgo.

Tak til ministeren. Der er nu adgang til en kort bemærkning fra ordførerne, og den første, der har bedt om ordet, er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Ministeren.

Den næste spørger til en kort bemærkning er fru Anni Matthiesen fra Venstre. Værsgo.

Ministeren.

Den næste spørger til en kort bemærkning er fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen med rigtig mange gode pointer og omtale af en masse af de områder, hvor man kan sige, at kommunerne ikke gør det rigtig godt, sådan som det ser ud nu.

Så jeg vil bare spørge ministeren: Hvordan stiller regeringen og ministeren sig til, at det ikke bliver brugt så meget?

Ministeren.

Den næste spørger er hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Værsgo.

Ministeren.

Forslag til vedtagelse

»Udsatte børn, unge og deres familier skal hjælpes. Folketinget har de sidste 10 år vedtaget store reformer og lovændringer, der skal sikre, at det sker.

Folketinget opfordrer regeringen til at indkalde Folketingets partier til drøftelse, så snart undersøgelserne foreligger, samt at følge op på, at kommunerne overholder lovgivningen«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 27).

Tak til ordføreren for forslaget til vedtagelse, som vil indgå i de videre forhandlinger.

Dermed tak til ordføreren. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, fru formand. Langt de fleste børn i Danmark vokser op i hjem med gode forældre, som giver dem omsorg og kærlighed og støtte, og det er godt, og sådan skal det helst blive ved med at være.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en enkelt kort bemærkning til fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Karina Adsbøl for en anden bemærkning.

Ordføreren.

Det gør formanden for at henstille til, at man overholder taletiden, og den er næsten overskredet.

Og der er i mellemtiden kommet en spørger mere, så jeg vil bede ordføreren om at blive – så fik ordføreren lige et par minutter mere. Det er et spørgsmål fra fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Trine Torp for sin anden korte bemærkning.

Ordføreren.

Tak til ordføreren for Socialdemokratiet. Den næste ordfører er fru Anni Matthiesen, og hun er fra Venstre. Værsgo.

Vi bakker selvfølgelig op om forslaget til vedtagelse, og så har jeg lovet at hilse fra De Konservative, som også bakker op om forslaget.

Tak til ordføreren. Der er et ønske om en kort bemærkning fra fru Trine Torp, SF.

Ordføreren.

Fru Trine Torp.

Ordføreren.

Den næste spørger er fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Camilla Fabricius for sin anden korte bemærkning.

Så jeg kan høre, at Venstres ordfører er klar på at være med til at lave en stærk indsats både for de små, men jo også for overgangene.

Ordføreren.

Den næste spørger er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Karina Adsbøl.

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fra Det Radikale Venstre, og det er fru Marianne Jelved. Værsgo.

Tak til ordføreren. Der er et ønske om et kort bemærkning til ordføreren fra fru Anni Matthiesen fra Venstre. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Anni Matthiesen.

Ordføreren.

Tak til fru Marianne Jelved fra Radikale Venstre. Den næste ordfører på talerstolen er fra SF, og det er fru Trine Torp.

Til slut vil jeg blot sige, at vi støtter det forslag til vedtagelse, som er blevet læst op tidligere.

Tak til ordføreren. Der er ikke ønsker om korte bemærkninger. Jeg ser ikke Enhedslistens ordfører i salen. Den næste ordfører er fra Alternativet, og det er hr. Torsten Gejl.

Tak, formand. Nej, jeg ser heller ikke De Konservative, så det må jo være min tur.

Tak til ordføreren for Alternativet. Der er ikke ønske om korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er klar og på spring. Det er hr. Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Før jeg går i gang med at tale om konkret politik, tror jeg, at jeg kort skal ridse op, hvordan jeg og Liberal Alliance ser på børn og deres forhold til forældre.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Trine Torp.

Ordføreren.

Mange tak for input, for debatten og for, synes jeg også, den brede erkendelse af, at her gør vi det ikke godt nok som samfund.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Ministeren.

Fru Karina Adsbøl.

Ministeren.

Fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Ministeren.

Fru Anni Matthiesen.

Ministeren.

Fru Trine Torp, SF.

Tak. Det sidste her med at få dem godt videre i voksenlivet er jo sød musik i mine ører, så det håber jeg virkelig vi kan komme i mål med.

Ministeren.

Fru Trine Torp? Der er ikke ønske om en anden kort bemærkning. Hermed tak til ministeren, og så er det ordføreren for forespørgerne. Det er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Men tak til ordførerne for debatten. Jeg er glad for at have tilbragt min tirsdag aften og eftermiddag sammen med jer. Det har været så hyggeligt.

Tak til ordføreren. Jeg kan se, at der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren fra fru Camilla Fabricius. Værsgo.

Ordføreren.

Ønsker Camilla Fabricius en anden bemærkning? Nej. Således var der ikke flere spørgsmål til ordføreren. Er der flere ordførere, der ønsker at komme på talerstolen i en anden runde?

Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse vil finde sted torsdag den 12. december 2019.

Se video af alle taler

Forslag til vedtagelse

»Udsatte børn, unge og deres familier skal hjælpes. Folketinget har de sidste 10 år vedtaget store reformer og lovændringer, der skal sikre, at det sker.

Folketinget opfordrer regeringen til at indkalde Folketingets partier til drøftelse, så snart undersøgelserne foreligger, samt at følge op på, at kommunerne overholder lovgivningen«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 27).

Tak, fru formand. Langt de fleste børn i Danmark vokser op i hjem med gode forældre, som giver dem omsorg og kærlighed og støtte, og det er godt, og sådan skal det helst blive ved med at være.

Vi bakker selvfølgelig op om forslaget til vedtagelse, og så har jeg lovet at hilse fra De Konservative, som også bakker op om forslaget.

Til slut vil jeg blot sige, at vi støtter det forslag til vedtagelse, som er blevet læst op tidligere.

Tak, formand. Nej, jeg ser heller ikke De Konservative, så det må jo være min tur.

Tak for det. Før jeg går i gang med at tale om konkret politik, tror jeg, at jeg kort skal ridse op, hvordan jeg og Liberal Alliance ser på børn og deres forhold til forældre.

Mange tak for input, for debatten og for, synes jeg også, den brede erkendelse af, at her gør vi det ikke godt nok som samfund.

Men tak til ordførerne for debatten. Jeg er glad for at have tilbragt min tirsdag aften og eftermiddag sammen med jer. Det har været så hyggeligt.

Folketinget

Resumé

Om forespørgslen

Forhandling

Forslag til vedtagelse

F 15 Om Barnets Reform.

Forhandling den 10-12-2019

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling