F 13 Om mobning i folkeskolen.

Af: Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Alex Ahrendtsen (DF)

Til: Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S)

Samling: 2019-20

Status: Foretaget

Forhandling den 06-12-2019

Hele debatten
Overblik over alle taler
Ordfører- og ministertaler

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

2) Forespørgsel nr. F 13:

Forespørgsel til børne- og undervisningsministeren:

Vil regeringen med afsæt i de allerede etablerede indsatsområder rettet mod mobning i folkeskolen redegøre for, hvordan indsatsen er forløbet, omfanget af indsatsens gennemslagskraft, og hvordan regeringen fremadrettet vil skærpe indsatsen mod mobning, i lyset af at der tilsyneladende stadig er store udfordringer med mobning i folkeskolen?

Af Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Alex Ahrendtsen (DF).

(Anmeldelse 24.10.2019. Fremme 31.10.2019).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 10. december 2019.

Det er først ordføreren for forespørgerne, hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. På trods af de senere års initiativer rettet mod mobning og en aftagende tendens med mobbeproblemet er der stadig alvorlige og udbredte problemer med mobning i landets skoler. En ny undersøgelse viste for skoleåret 2017-18, at knap 20 pct. af skoleeleverne fra 4. klasse til 9. klasse oplevede mobning. Det er alt for mange. 10 pct. af dem oplevede systematisk og kontinuerlig mobning. Det er i hvert fald den dokumenterede mobning. Man kunne frygte ved at forholde sig kritisk til undersøgelsen, at tallene kunne være endnu højere, men de er jo høje nok i sig selv.

Desværre viser samme undersøgelse også, at mobning i mange tilfælde også har en social slagside. Næsten dobbelt så mange af mobbeofrene kommer med ressourcesvage baggrunde i forhold til børn udsat for mobning med de mest ressourcestærke baggrunde. Mobning foregår også uden for skolen. Eksempelvis stopper hvert ottende barn med en fritidsaktivitet grundet mobning eller mistrivsel.

Mandag og tirsdag i den her uge kunne man i landets aviser læse om to rystende eksempler på mobning, hvor mobbeofrene var blevet taget ud af skolen. I det ene eksempel fra Hunderupskolen ved Odense havde skolelederen valgt at tage mobbeofferet ud af skolen. I det andet eksempel fra København udtalte mobbeofferets mor, at Utterslev Skole ikke kunne garantere for hendes søns sikkerhed. Det er to rystende og uhørte eksempler på, at vi som samfund fuldstændig svigter de stakkels mobbeofre. Det kan ikke være rigtigt. Og det kan slet ikke være rigtigt, at det skal være mobbeofferet, der bliver sendt eller taget ud af skolen.

Mobning har store og alvorlige konsekvenser for både mobbeofferet og for samfundet. Derfor er vi simpelt hen nødt til at reagere, intensivere og styrke indsatsen, for det er simpelt hen ikke godt nok. Derfor har vi i Dansk Folkeparti taget initiativ til den her forespørgselsdebat, da vi ikke passivt kan se på, at så store andele af børnene mistrives på grund af fysisk og psykisk mobning i skolerne. Derfor er jeg selvfølgelig også meget spændt på nu at høre, hvordan ministeren vil sikre, at vi får skærpet indsatsen mod mobning.

Tak for det. Så er det børne- og undervisningsministeren. Værsgo.

Tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl og hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti for at have indkaldt til den her vigtige debat, som vi skal have i dag. Jeg tror sådan set, at det er et af de spørgsmål, hvor alle egentlig er enige, forstået på den måde, at der jo ikke er nogen, der stiller sig op og forsvarer mobning som en god ting. Det er sådan set et meget godt første skridt, for vi har masser af debatter i Folketingssalen, selvfølgelig, hvor man også i sin analyse af problemet simpelt hen er uenige. Det vil sige, at man er uenige om, om der overhovedet er et problem. Der må man sige, at lige præcis hvad mobning angår, så er der i Folketinget bred enighed om, at der er et problem, og at det også er et problem, vi skal gøre noget ved i fællesskab med hinanden. Og der er et samfundsansvar i den sammenhæng. Så langt, så godt.

Jeg vil sige, at hen over de årtier, jeg har beskæftiget mig med skolepolitik, er der sket rigtig meget, hvad angår mobbedagsordenen. Det begyndte sådan i slutningen af 1990'erne og så frem mod i dag, og det er en problemstilling, som er blevet taget mere og mere alvorligt, og hvor der også er sket nogle gevaldige landvindinger i folkeskolen, eksempelvis at man i langt højere grad har lagt vægt på, at forældre deltager aktivt omkring deres børns skolegang og lærer hinanden at kende og på den måde bidrager ind i, at deres børn ikke mobber hinanden og ikke selv bliver mobbere. Så man kan sige, at det at have fået et blik for, at det at håndtere mobning er en fællesskabsproblematik, hvor både forældre og skole spiller en aktiv rolle, og hvor vi også fra samfundets side kan bidrage til at skubbe på de ting, har bragt os rigtig langt, hvis man ser på det hen over de sidste årtier. Jeg vil faktisk sige, at det er et af de problemer, der måske er blevet flyttet allermest i vores forståelse af det, også med de ting, vi har gjort ved det, i den tid jeg har været i politik. Og det er jo sådan set rigtig positivt.

Ikke desto mindre er der jo altså stadig væk lang vej igen. Jeg tror, at vi alle sammen hører frygtelige historier om børn, der er blevet mobbet, eller som selv har mobbet andre børn i skolen. Vi hører om, hvordan mobning ikke bare påvirker deres skoletid, men jo faktisk påvirker dem resten af livet. Jeg tror, de fleste af os kender nogle, der er blevet mobbet som børn, eller at vi selv er blevet det, eller at vi selv har været med til at mobbe, og vi ved også, hvor presente de historier og de følelser, der var forbundet med de historier, stadig væk er for de fleste af os.

Jeg tror også, at vi kan huske fra vores egen skoletid, hvordan man kan være bange for at falde uden for fællesskabet, for det er jo i meget høj grad det, det handler om. Det handler jo om, hvilken dynamik der er i fællesskabet. Og det foregår også i dag, men store dele af det sociale liv har jo så bare forandret sig fra dengang, vi selv gik i skole, hvor det primært var i og omkring skolen og skolegården – det kunne være omklædningsrummet til idræt eller klikedannelser, når der var frikvarter, eller hvad det nu kunne være. Det, der så måske er den største forandring fra dengang, da størstedelen af os, der er her nu, var børn, er jo de sociale medier, altså at det rum, man kan mobbe i, ikke bare alene er i skoletiden – det er alt rigeligt, vil jeg sige – men at det også er uden for skoletiden, fordi de sociale medier spiller en afgørende rolle i den dynamik, der er mellem børnene. Og når mobning udspiller sig på de sociale medier, kan den jo foregå hele tiden. Det vil sige, at den fred, jeg tror de fleste af os har opfattet kunne være fra mobningen, når man endelig landede på sin egen adresse, når skoledagen var overstået og man var kommet helt hjem, jamen den er anderledes for børnene i dag, simpelt hen fordi deres telefon giver adgang til, at andre også kan trænge ind i ens allermest private privatsfære, og mobning kan trænge ind i alle afkroge af ens liv. Tingene kan blive delt lynhurtigt og i et kæmpe omfang, og det er rigtig meget sværere for de voksne at få øje på det, om end jeg egentlig også syntes, at det var svært for gårdvagterne at få øje på det, da jeg gik i skole. Eller i hvert fald blev det jo ikke stoppet, kan man sige. Det foregik.

Så tror jeg, at vi som voksengeneration skal gøre os meget klart, at lige præcis den betingelse, at vi voksne ikke kan se det i særlig stort omfang, og at det kan foregå 24 timer i døgnet, er en anderledes betingelse, end da vi var børn og unge. Plus at der jo så kommer den overligger, at børnene kan skabe et perfekt liv på de sociale medier. Altså, der kan komme en meget stor diskrepans mellem det billede, de viser deres kammerater, som de også er sammen med i den virkelige verden, og så hvordan de egentlig har det, fordi de kan bruge de sociale medier som det kommunikationsmiddel, der på en eller anden måde viser de andre billedet på deres liv. Så på den måde er der nogle ting omkring den her dagsorden, som også er ret anderledes, må man sige, ja, massivt anderledes, end da vi gik i skole.

Det skaber også et usundt præstationspres på de unge. Så ud over at man kan vise et billede, der faktisk ikke helt stemmer overens med virkeligheden, så ligger der jo også et pres på de andre, og det er et pres, som måske heller ikke var der i samme omfang, da vi var børn, nemlig et pres, med hensyn til hvad der er det rigtige at gøre, det rigtige at sige, den rigtige måde at se ud på, alle de her ting, hvor de sociale medier i hvert fald kommer til at være katalysator for, at tingene får et større omfang, end da vi var børn.

Hvordan bekæmper vi det så? Uanset om mobning foregår i skolegården eller i klasselokalet eller i klubben, eller om det foregår på vej hjem fra skole eller på de sociale medier, så er mobning ikke i orden, og mobning har ekstremt store konsekvenser for børnene. Det skal vi bekæmpe, og hvordan gør vi så det?

Jeg tror, at noget af det første, man skal erkende med sig selv og hinanden, er, at det jo præcist – det var også derfor, jeg indledte med at sige, hvordan det er gået hen over nogle årtier – er en vedholdende indsats, der skal til, og at de voksne generationer, der følger efter hinanden og får børn, der går i børnehaver og folkeskoler, konstant og hele tiden skal bearbejdes og arbejdes med i forhold til at sørge for at få skabt det fælles rum, der skal være omkring børnenes børneliv. Så det er vigtigt, at vi bliver ved med det, men det er også vigtigt, at vi forstår, at det er nogle dynamikker, som man ikke bare kan ændre med et knips med fingrene. Alligevel kan vi jo så gøre meget, og det er sådan set den positive nyhed, fordi tingene faktisk har flyttet sig rigtig meget.

Tidligere betragtede man jo mobning som et problem, der på en eller anden måde var mellem én elev i klassen, altså den, der mobbede, og så en anden elev i klassen, altså den, der blev mobbet. Hvis man så allermest gruppeorienteret på det, var det en gruppe af elever, der var mobbere, over for én elev, der blev mobbet. I gamle dage var det jo nærmest konsekvent sådan, at det var den, der blev mobbet, som blev taget ud af fællesskabet. Det var nærmest konsekvent den måde, man reagerede på i gamle dage, nemlig at man sagde, at så tager vi da mobbeofferet ud af fællesskabet, og så lader vi de andre blive. Det er jo lidt det, Dansk Folkepartis ordfører også er inde på, nemlig at det så stadig væk foregår nogle steder i dag i nogle sammenhænge, altså den måde, man løser det på, kan være ved at sige, at mobbeofferet så ikke længere skal være på skolen. Der synes jeg jo godt man kan diskutere, om de skoler, der har taget initiativ til, at det er dem, der mobber, der måske skal undlade at komme i skole, indtil vi har fået fællesskabet til at hænge sammen, har en mere rimelig måde at gå til makronerne på. Jeg ved, det bliver drøftet rigtig ivrigt ude på skolerne, om man gør det på den ene eller den anden måde. De gør det forskelligt på skolerne.

Jeg er klart størst tilhænger af, at man går ned ad den vej, at man selvfølgelig tager fat om dem, der faktisk gør noget forkert. Det synes jeg sådan set enhver rimelighedsbetragtning tilskriver, altså at det er dem, der har forbrudt sig imod almindelig og ordentlig opførsel, som får at mærke konsekvensen af det. Jeg tror også, at vi bliver nødt til at holde fast i at diskutere med hinanden, hvad det helt ærligt er for en oplevelse, man har som barn, hvis der er nogle, der er ondskabsfulde over for en, og at konsekvensen så er, at vi isolerer det pågældende barn. Det, barnet så får at vide, er: Du kan ikke indgå i fællesskabet, fordi der er nogle andre, der er ondskabsfulde over for dig. Det synes jeg måske ikke er den mest hensigtsmæssige måde sådan at gå til problemstillingen på, og jeg er overbevist om, at det ikke bidrager til at øge selvværdet hos de børn og unge mennesker, vi taler om, der bliver taget ud af fællesskabet.

Man kan sige, at vi jo har flyttet os fra at se det som én mobber og ét mobbeoffer, eller i grupper, til, at vi i dag helt generelt i højere grad ser det som noget, der ikke knytter sig til en elev, men noget, der knytter sig til klassen som sådan og til fællesskabet som sådan og derfor også til den kultur, der er bygget op. Derfor er det også et problem, som vi i fællesskab og i den fællesskabsramme skal løse, og hvor man ikke kan isolere det til enkeltpersoner. Det perspektiv danner fundamentet for de seneste indsatser, der har været i forhold til at bekæmpe mobning.

Inden jeg går i gang med de konkrete initiativer, vil jeg starte med at svare på den del af forespørgslen, der refererer til, at mobning fortsat er et stort problem i folkeskolen. Vi ser jo overordnet, at mobning i folkeskolen er et faldende problem, og det er sådan set positivt. Men vi ser så samtidig – det er til gengæld rigtig alvorligt – at der er en stabil andel af eleverne på mellem 5 og 8 pct., som angiver, at de jævnligt oplever mobning. Den andel har ikke flyttet sig i de seneste år, og det er bekymrende. Det er en stor andel. Det er godt nok mange, der oplever det her som et vilkår omkring det at gå i skole.

I 2016 indgik den daværende V-regering en aftale om at oprette en national klageinstans mod mobning, og de partier, der stod bag, var Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF og Konservative. Og da blev undervisningsmiljølovgivningen ændret i 2017, så der i dag eksisterer en række krav til uddannelsesstederne med grundskoleundervisning og i øvrigt også ungdomsuddannelser. Det er egentlig spektakulært, at det er så sent, der kommer lovgivning omkring det her. Altså, vi kommer helt frem til 2017, før man for alvor får taget fat om det. Men det blev der.

Der er bl.a. et krav om, at uddannelsesstederne skal fastsætte en antimobbestrategi, herunder også i forhold til digital mobning. Derudover skal ledelsen på uddannelsesstederne i de konkrete tilfælde med problemer omkring det psykiske undervisningsmiljø inden for ti arbejdsdage udarbejde en handlingsplan, hvoraf det fremgår, hvordan problemerne løses. Og så er det blevet en mulighed for elever og mindreårige elevers forældre at klage til det, der hedder Dansk Center for Undervisningsmiljø, hvis uddannelsesstedet ikke har en antimobbestrategi eller ved manglende eller utilstrækkelig reaktion på konkrete tilfælde af problemer med det det psykiske undervisningsmiljø, herunder mobning.

DCUM, som er den ikke så mundrette forkortelse for centeret, fik samtidig tilsynet med, om skolerne overholder undervisningsmiljølovens bestemmelser om mobning på grundskoler og ungdomsuddannelser. Den nationale klageinstans mod mobning blev under lovbehandlingen underlagt en solnedgangsklausul i 2022. Det der med solnedgangsklausulen betyder, at hvis vi her fra Christiansborgs side ikke gør yderligere i sagen, så ophører klageinstansen faktisk ved udgangen af 2022. Og for at kunne tage stilling til, hvad der skal ske med klageinstansen, er vi simpelt hen nødt til at vide, hvordan den har virket. Det var aftalepartierne selvfølgelig i sagens natur allerede dengang opmærksomme på i forbindelse med indgåelsen af aftalen, og derfor blev man enige om, at ministeriet senest 2 år efter ikrafttræden skulle gennemføre en undersøgelse med det formål at vurdere, om lovens bestemmelser om antimobning, herunder den nationale klageinstans, har haft den tilsigtede virkning, altså simpelt hen har gjort det, vi gerne ville have den skulle gøre. Så det er altså ikke kun klageinstansen, der skal undersøges, men samtlige lovens antimobbebestemmelser. Det betyder krav om antimobbestrategi, handleplan, klageinstans, og at DCUM's tilsyn med bestemmelserne bliver undersøgt, i forhold til om de har haft den tilsigtede virkning. Partierne blev samtidig enige om, at resultatet af undersøgelsen senest skal være Folketinget i hænde i folketingssamlingen 2019-20, det vil altså sige den folketingssamling, vi er i gang med nu. Og der bliver det i sagens natur sendt til Børne- og Undervisningsudvalget.

Undersøgelsen er i gang, og det vil sige, at det uforandret er sådan, at resultatet forventes at blive oversendt til Børne- og Undervisningsudvalget i den her samling. Jeg vil derfor som minister i indeværende folketingssamling også redegøre for, hvordan det er gået med implementeringen, og ikke mindst jo, hvordan det har virket, sådan som forslagsstillerne bag den her forespørgsel også har et ønske om. Så jeg vil ikke stå og konkludere på forhånd, hvordan det er gået med indsatsen, og om der er behov for justeringer, når der er et grundigt arbejde i gang. Det var egentlig heller ikke nødvendigvis det, jeg opfattede forespørgernes hensigt som, men det var et spørgsmål om, om vi er i gang, om vi kommer derhenad, i forhold til den strategi der blev lagt.

Når vi har den færdige evaluering, vil regeringen selvfølgelig på den baggrund invitere aftalepartierne til en drøftelse om, hvordan vi i så fald går ind og tager fat om indsatsen mod mobning i folkeskolen. Det skulle være de indledende bemærkninger fra min side. Igen, tak for i den her forespørgsel at rejse et meget vigtigt emne.

Tak for det. Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for besvarelsen.

Selvfølgelig har vi respekt for, at vi har en kommende evaluering, men samtidig tænker vi, at der er nogle problemer, som vi også godt kan håndtere, og som vi også godt kan tage fat i. Derfor mener jeg også godt, vi kan diskutere, hvordan vi sikrer, at der ude i de kommuner, der nu ikke nødvendigvis gør det godt nok, også kommer til at ske noget. I den sammenhæng vil jeg egentlig gerne have ministerens kommentar: Kunne vi, når vi nu sidder med evalueringen og vi kigger på DCUM, blive enige om at sige, at vi er nødt til at kigge på deres rolle i forhold til at have mulighed for at føre tilsyn. Vi havde debatten for en uge siden i forhold til indeklimaet, hvor vi talte om det samme: Kan vi bruge DCUM som et værktøj? Så jeg vil egentlig gerne have ministeren til at bekræfte, at vi kan få den diskussion om, hvordan vi bruger DCUM som et konkret værktøj i det her.

En anden ting i lidt samme ombæring er, at ude på skolerne har vi begreb, der hedder elevarbejdsmiljørepræsentanter – eller undervisningsmiljørepræsentanter, som det vel formelt set hedder derude – som ikke er voldsomt meget aktive ret mange steder. Kunne vi blive enige om at gøre en indsats for at sikre, at der kommer flere af dem, og at de bliver uddannet til også at varetage rollen derude?

Værsgo til ministeren.

Nu har jeg jo været aktiv i elevbevægelsen i utrolig mange år, så det får mit hjerte til at banke, lige så snart man taler om at få eleverne engageret i deres skole og aktive omkring, at skolen bliver udviklet ordentligt. Det vil jeg gerne kigge på. Vi må kigge på konkrete modeller for, hvordan vi kan gøre det. Så det får du mig aldrig til for alvor at blive modstander af. Kom med nogle konkrete bud, og så må vi se, hvad vi kan gøre ved det.

I forhold til DCUM vil jeg sige, at det er to redskaber, der virkelig ligger i hver sin ende af redskabskassen. Når vi kan få eleverne og i øvrigt lærere og forældre til for alvor at gå aktivt ind i det og selv bære en stor del af det, der handler om undervisningsmiljøet, hvad enten det i øvrigt er indeklima eller det andet, tror jeg, vi rykker rigtig meget.

I forhold til tilsynet og DCUM vil jeg gerne give tilsagn om, at vi kan tage en bredere drøftelse både i forhold til den del, der handler om indeklima, men også i forhold til det her. Jeg mener, det er helt oplagt, at vi, når vi også får lavet en evaluering, hvor DCUM indgår, også får taget den drøftelse. Og ja, det er rigtigt, at det simpelt hen er anden gang på en uges tid, at vi har drøftelsen om DCUM, og jeg tror aldrig, vi har haft en konkret drøftelse om deres rolle.

Der er kun én bemærkning pr. ordfører. Tak for det. (Børne- og undervisningsministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil): Jeg tror ... undskyld, ikke at jeg blander mig i ...). Hvis der er andre, må man trykke sig ind. Der er fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Det er lige med at finde ud af, hvornår den rette timing er; sådan er det jo gerne i politik. Tak for en rigtig fin tale, som jeg synes virkelig havde nogle rigtig fine betragtninger.

Lige inden jeg kom herned i salen, havde jeg en meget fin diskussion på Radio4 omkring mobning og mobning i folkeskolen, som bl.a. var med paneldeltager Rasmus Kjeldahl fra Børns Vilkår. Han sagde, at han oplevede, at der igennem tid havde været sådan et skift i, hvor vigtigt undervisningsministeren egentlig syntes det her var. Så det er egentlig bare et helt åbent spørgsmål: Hvor vigtigt synes ministeren det her er?

Tak. Værsgo, minister.

Det har jeg faktisk også oplevet i den tid, jeg har været herinde, og det indledte jeg også med. Da jeg startede med at være politisk engageret i start-midt-1990'erne, var det ikke en problemstilling, der lå særlig højt på nogens dagsorden, og så har det tiltagende været noget, der optog de undervisningsministre – i øvrigt på tværs af partier – der har siddet, og den række vil jeg meget gerne følge derudad på den måde, at det er et emne, der kommer til at stå mere og mere centralt i vores måde at gå til det på.

Det ødelægger jo indlæringen for et barn. Ud over at det sætter følelsesmæssige spor resten af tilværelsen, giver det også et ringere fundament, og det vil sige, at de konsekvenser, det har for det enkelte barn både boglig-fagligt, men også personligt og følelsesmæssigt, jo er ret store, og det tror jeg simpelt hen ikke man havde blik for tidligere. Det har vi da heldigvis fået nu.

Tak for det. Jeg skal lige sige, at i den her omgang er der kun én bemærkning til ordførerne, og når det er overstået og ministeren er færdig, går vi videre med ordførertalerne, og der gælder de almindelige betingelser med to bemærkninger pr. ordfører.

Det er nu hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak. Og tak for en rigtig, rigtig fin tale, som i hvert fald gjorde indtryk på mig flere gange. Noget af det, der virkelig gjorde indtryk, er det her med, at hvis man bliver mobbet i skolen, kan man ikke længere bare gå hjem uden at blive mobbet videre. Altså, det kunne vi jo, for det meste i hvert fald – vi kunne komme hjem og få fred og måske være sammen med nogle venner, som ikke mobbede en. Her kan det fortsætte på Facebook og andre sociale medier.

Jeg har kigget på det lovstof, der foreligger, og jeg har også kigget på de satspuljeinitiativer, som vi i Alternativet også er med i, og hvor man også bakker op om at prøve at sikre, at færre elever bliver mobbet. Men jeg har ikke rigtig kunnet finde nogen strategi i forhold til de sociale medier. Har vi ikke nogen strategier, eller har vi ikke været tydelige omkring det, eller er det mig, der ikke har researchet ordentligt? Hvad er ministerens tanker i forhold til at stoppe det der med, at det kan fortsætte hele døgnet?

Værsgo.

Altså, nu ville jeg jo ønske, at jeg bare kunne sige, at de skulle lægge mobilerne væk – det er sådan noget, man hører sig selv gentage utrolig mange gange, når man selv er forælder til børn i den alder. Nej, det mener jeg selvfølgelig ikke, men skolerne har faktisk pligt til at lave en antimobbestrategi, der også vedrører de sociale medier. Og det vil sige, at skolerne har en pligt til at gribe det her an.

Jeg tror bare ikke, vi skal tage fejl af, hvor svært det er at håndtere. Altså, ligesom det er rigtig svært for os som forældre at håndtere, at den næste generation har en anden måde at være sociale med hinanden på, så gælder det samme jo for skolerne. Men skolerne har en forpligtelse til det. Jeg har endnu ikke hørt om en skole, hvor det her ikke er et af de emner, man også bruger relativt mange kræfter på, både i forhold til børn, men også i forhold til unge mennesker.

Om vi er nået langt nok, må vi se i en evaluering. Og det er jo et af de områder, hvor jeg synes man lidt skal insistere på, at når der er 5-8 pct., der løbende oplever at blive mobbet, kan man godt uden en evaluering sige: Nej, så er vi faktisk ikke helt i mål endnu. Og det er vi slet ikke, når vi ved, at det tilmed kan komme helt hjem i sovekammeret hos de enkelte, og at man aldrig kan være alene på grund af sin telefon.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer, så nu går vi over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Det er nu ordføreren for forespørgerne, hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak til ministeren for besvarelsen. Det var godt at høre, at der i hvert fald er en optagethed af den her problemstilling, som jo er vældig, vældig bred. Det, vi fra Dansk Folkepartis side af samler den lidt om i dag, er det, der sker i skolen, og mobningen der, men der er ingen tvivl om, at det desværre er grænseløst. Det er døgnet rundt, det er på digitale medier, og det er på rigtig mange måder.

Der er grundlæggende alt for mange børn i Danmark, der lider under mobningens åg. Det har store menneskelige, sociale, psykologiske og økonomiske konsekvenser for vores samfund, og det er både på kort sigt og på længere sigt. I lyset af de omstændigheder er det nødvendigt at skærpe kursen mod mobning. Hele indsatsen går alt for langsomt. Der er et enormt samfundstab, som vi som voksne er ansvarlige for at få gjort noget ved. Vores børn skal have en tryg opvækst, så læring og faglighed kan trives og sprudle hos børnene. Vi har alle på tværs af partiskel en interesse i og en samfundsmæssig forpligtigelse til at sikre en god og tryg og mobbefri skolegang for vores børn.

Det er vores helt klare opfattelse i Dansk Folkeparti, at indsatsen mod mobning skal styrkes og intensiveres. Vi kan simpelt hen ikke have et samfund, hvor en stor del af vores børn bliver udsat for mobning, et samfund, som netop skal give vores børn de bedste forudsætninger for et godt liv.

Folkeskolen er en af samfundets vigtigste institutioner. Årene i skolen er de mest afgørende og formative for vores børn. Resten af deres liv vil de have gavn af den viden og de kompetencer, som de har lært i folkeskolen. Derfor er det vigtigt, at vi som samfund prioriterer folkeskolen højt. Dansk Folkeparti ønsker en folkeskole med trygge, faste og faglige rammer; en folkeskole, hvor eleverne møder velforberedt op til undervisningen, udviser gensidig respekt over for hinanden og over for lærerne og med ro i klasseværelset; en folkeskole, hvor mobning i alle afskygninger er en fuldstændig uacceptabel adfærd, der skal slås ned på og bliver slået ned på.

Men heldigvis har mobningen, som det også er blevet nævnt, siden 1990'erne været på tilbagetog. Det er en positiv udvikling. Lærere og pædagoger har gjort en stor indsats for at bringe omfanget af mobningen ned. Danmark er det land i Europa, som har tredjemindst mobning. Det skal vi selvfølgelig være glade for. I 2017 blev alle grund- og ungdomsuddannelser pålagt at udarbejde en strategi mod mobning, og i efteråret 2018 viste tallene, at næsten 96 pct. af folkeskolerne havde formuleret en strategi.

Men trods den udvikling er der desværre mange danske skoleelever, der oplever mobning og mistrivsel i skolen. Som nævnt tidligere oplevede knap 20 pct. af skoleeleverne fra 4.-9. klassetrin mobning i en eller anden grad i skoleåret 2017-18, og lidt under 10 pct. af eleverne på de pågældende klassetrin oplevede gentagen mobning. Så selv om det går den rigtige vej, og selv om skolerne har udarbejdet strategier mod mobning, er det for Dansk Folkeparti magtpåliggende, at vi som samfund fokuserer på det, at vi opretholder opmærksomheden på det og sætter yderligere initiativer i gang. Elevernes trivsel er afgørende og udgør et vigtigt grundlag for læring, for oplever eleverne mistrivsel, herunder mobning, forpurres og modvirkes det faglige udbytte for mobbeofferet.

For Dansk Folkeparti er det vigtigt, at danske børn og unge trives i uddannelsessystemet og ikke udsættes for mobning. Det er derfor, at vi opfordrer ministeren til at skærpe indsatsen og foretage en hurtig opfølgning på de allerede igangsatte indsatsområder. Klageinstansen mod mobning, som netop nu er under evaluering, bør naturligvis permanentgøres, men med de justeringer, som en evaluering måtte pege på. Men vi har brug for, at der er en klageinstans ud over den lokale kommune. Vi skal have sikret, at alle kommuner reelt har en antimobbestrategi, at der bliver uddannet elevundervisningsmiljørepræsentanter, og at der er en lokal indsats, en forebyggende indsats, for det er jo den, der gælder, det er dér, det sker, og det er den, der er super vigtig. Og kan vi undgå, at mobning overhovedet opstår, er det selvfølgelig det primære. Det handler jo ikke om klageinstanser og alt muligt andet. Det handler egentlig om, at vi kan skabe noget i kulturen derude.

Men det er også vigtigt at sige, at det aldrig må være den mobbede, der straffes. Det sker desværre ofte, at det kan ende med, at de mobbede skifter skole. Mobning handler i høj grad om kulturen. Det er sjældent den enkelte person, der er mobber. Derfor er det helt centralt, at der skal arbejdes med kulturen ude på skolerne. Derfor er antimobbestrategier, elevundervisningsmiljørepræsentanter og en aktiv lærer- og pædagoggruppe helt afgørende.

Der skal altid sættes ind over for mobning. Tager man fat ved de første tegn, og taler man om det i timerne, kan mobning undgås. Det er derfor, at vi har debatten i dag. Det skal frem i lyset. Vi skal tale om det. Og vi skal alle handle, hvor vi kan, og med det, vi kan. Herindefra skal vi sikre rammerne. Vi skal kræve, at der følges op på det ude på skolerne over hele landet. Stop mobningen nu. Det skylder vi vores børn, uanset deres etniske, sociale, kulturelle og økonomiske baggrund.

Jeg har på vegne af alle Folketingets partier et forslag til vedtagelse, og det lyder:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at omfanget af mobning har været aftagende siden 1990'erne, men der fortsat er store udfordringer. En stor del af landets skolebørn oplever stadig mobberelaterede problemer. Hvert femte skolebarn på 4.-9. klassetrin har i skoleåret 2017-18 oplevet mobning. Det er alt for mange børn, og det har store menneskelige, sociale og psykiske konsekvenser for den enkelte og økonomiske konsekvenser for vort samfund både på kort og langt sigt. Der er også nødt til at være et fokus på, at svaret på mobning ikke bare er, at barnet udsat for mobning tvinges til skoleskift.

Folketinget konstaterer, at regeringen har iværksat den aftalte undersøgelse af antimobbebestemmelsernes virkning med henblik på at kunne redegøre herfor over for Folketinget. Regeringen vil således i indeværende samling imødekomme forslagsstillernes forslag om en redegørelse for, hvordan indsatsen er forløbet, og omfanget af indsatsens gennemslagskraft samt drøfte med Folketingets partier, hvordan man kan forbedre indsatsen mod mobning.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 26).

Tak for det, og forslaget indgår naturligvis i de videre forhandlinger.

Og vi fortsætter. Der er ikke nogen kommentarer, så vi går videre til hr. Jens Joel, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, formand. Først og fremmest tak til DF for at rejse den her debat, som vi jo heldigvis er enige om at holde på dagsordenen og tage i den alvorlighed, som det kræver i Folketinget. Også tak til ministeren for besvarelsen af forespørgslen.

Jeg er selv en af dem, som faktisk var heldig og sjældent oplevede at blive mobbet i skolen. Men jeg må også sige, at når jeg tænker tilbage på de gange, hvor det skete, så sidder det stadig væk i kroppen, og så kan man tænke på nogle af dem, som bliver udsat for det rigtig kontinuerligt – hvor ødelæggende det er. Nu er jeg så selv blevet far, og jeg tror, at jeg ville have været mobbet hver dag i de 10 år af min skoletid, hvis jeg så kunne undgå, at mine børn blev mobbet, for det er næsten endnu værre at forestille sig. Og derfor er det her jo en diskussion, som både børnene og forældrene derude har ekstremt stærkt inde på livet, fordi det virkelig, virkelig er ødelæggende for det enkelte menneske, og man kan næsten ikke forestille sig noget værre, end hvis det går ud over nogen, man har kær, ens børn. Og derfor er det selvfølgelig en opgave, vi bliver nødt til at tale om med stor alvor.

Jeg tror også, det er vigtigt – som ministeren sagde, og som Dansk Folkepartis ordfører og Alternativets ordfører i øvrigt også nævnte – at det har fået en ny dimension, fordi man aldrig holder fri; fordi det også bliver taget med over på de sociale medier. Og man kan sige, at vi også har oplevet nogle ret uheldige historier om, hvordan nogle jo nærmest har koordineret, hvordan man skulle håndtere enkelte elever i klassen; hvad man skulle gøre for ligesom at skubbe dem ud af fællesskabet. Og derfor kan man sige, at det jo bare understreger, at muligheden for at gøre andre ondt er blevet meget større, og at det fællesskab, der skal sikre imod, at man gør andre ondt, er nødt til at være endnu stærkere.

Der er vi så også fremme ved den sidste pointe, som er rigtig væsentlig – og det er en erkendelse, vi er kommet til bredt – nemlig at man netop ikke kan isolere det til enkeltpersoner. For der kommer bare en ny mobber, hvis kulturen er til det. Det er fællesskabet omkring det, der ikke er tilstrækkeligt. Og jeg tror, at de vigtigste spillere i det her selvfølgelig er dem, der er omkring børnene i skolen, det er lærerne og pædagogerne på skolen, og det er forældrene i forældregruppen, som bliver nødt til at sige kollektivt fra over for det.

Vi har gjort noget, og senest med den aftale i 2016 er der faktisk blevet rykket gode initiativer i gang. Ministeren har redegjort for, hvad det er, der er sket, og jo også det, at man nu tager en evaluering af, hvad der skal ske. Så det ville være dumt at konkludere på nuværende tidspunkt, hvordan vi gør indsatsen mod mobning bedre. Men når der stadig væk er problemer, ville det også være temmelig arrogant at sige: Vi forventer ikke, at vi kan gøre noget som helst.

For selvfølgelig må vi forvente, at vi kan gøre noget for at understøtte det bedre. Det, jeg vil advare imod, er jo, at vi vedtager en masse ting, som ser ud, som om vi er ekstremt handlekraftige, men som måske ikke har nogen effekt derude, men at vi ærligt drøfter med hinanden, hvordan vi kan gøre noget, som faktisk styrker de fællesskaber og de lærere og lederes ansvar for at handle på det ude i kommunerne. Uden at det bliver en procespapirtiger, hvor det vigtigste er, at man skal tjekke af, om man gjort x, y og z, men at man faktisk handler på det, når problemerne opstår.

Så jeg er glad for den brede aftale, vi har haft hidtil om det her. Jeg er glad for de tilkendegivelser, der er kommet, og jeg er glad for, at Dansk Folkeparti rejser forespørgslen. På den baggrund er jeg også glad for, at vi har lavet et fælles udkast til en vedtagelse, så vi kan enes om at sætte nogle klare rammer og komme det her endnu bedre til livs – for nej, vi er slet ikke i mål. Og det er vi vel strengt taget ikke, før der ikke er nogen børn, der oplever mobning, hverken i skolen eller på de sociale medier.

Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og tak for enigheden om erkendelsen af udfordringen. Men når ordføreren så også siger, at der er brug for, at der bliver gjort noget, tænker jeg – uden at foregribe alle mulige ting – at dér, hvor vi taler om der skal ske noget, er ude i kommunerne. Og det er meget forskelligt i dag, hvordan det gribes an derude, og hvor alvorligt man tager det. Vi har et DCUM, og vi evaluerer, om det går godt nok.

Så det, jeg egentlig gerne vil spørge ordføreren om, er: Når vi nu kommer til at skulle lave nogle tiltag, er man så indstillet på at sige, at vi skal finde et værktøj, der gør, at vi kan sikre, at der ude på den enkelte skole også kommer til at ske noget, at man har sin antimobbestrategi, altså at man tager den alvorligt? Og at man ikke sådan bare kan gå under radaren, om jeg så må sige, og afvente, at der opstår nogle store problemer, men at man faktisk får gang i det her kulturarbejde, og at vi får lagt tryk på herfra, for at det kommer til at ske.

Tak. Værsgo.

Jeg tror, ordføreren siger noget centralt, når ordføreren siger »kulturarbejde«, for vi kan jo godt vedtage, at der skal ligge en strategi. Vi kan også godt vedtage, at den skal tages op af skuffen hver uge. Vi kan jo også godt vedtage, at alle lærerne skal tjekke af, at de har læst den en gang om ugen. Altså, vi kan jo gøre mange processuelle ting.

Men det, der jo er vigtigt, er, at der er en alvorlighed omkring det her på alle skolerne, sådan at lærerne, når de oplever mobningen i børnegruppen, tager det alvorligt. Og hvis læreren ikke reagerer på det, skal ledelsen på skolen reagere på, at det ikke bliver taget alvorligt.

Derfor skal vi jo diskutere, hvordan vi finder den bedste balance mellem at sikre, at alle, om man så må sige, lever op til nogle minimumskrav, eller at alle bliver konfronteret med, at de skal gøre noget ved det her, uden at vi tror, at vi kan løse det ved at styre det på en bestemt måde. For det handler nemlig rigtig meget om kulturen og det med, at man ikke vil acceptere det, og at man faktisk skriver det ind og går den ekstra mil og tager hånd om problemet, ikke? Så det er jo en ekstremt kompleks opgave at løse, og der er ikke nogen erstatning for god ledelse, der er ikke nogen erstatning for dygtige lærere i den situation, der er ikke nogen erstatning for en forældregruppe, der faktisk tager det alvorligt.

Så vi skal på en eller anden måde sikre herindefra, at det sker bedst muligt og mest muligt trygt. Men vi kan ikke tage opgaven væk fra dem, for vi kan ikke løse det centralt. Altså, det skal tages alvorligt i den relation.

Jens Henrik Thulesen Dahl.

Nej, vi kan ikke tage opgaven væk. Men hvordan lægger vi så tryk på? Man kan sige, at hvis man tager arbejdsmiljøområdet generelt ude på virksomhederne, så har Arbejdstilsynet mulighed for at gå ud og sige: I skal. DCUM har ikke på samme måde ressourcer og muligheder for at komme rundt og kontrollere, som Arbejdstilsynet har. Så kunne man forestille sig, at man skulle have en eller anden instans, der kan gå ud dér, hvor det nu ikke fungerer, og sige: I skal gøre noget ved det her?

Værsgo.

Vi konstaterede jo faktisk, at vi gerne ville have antimobbestrategier, men vi så, at der var skoler, som ikke lavede dem. Så gjorde vi det faktisk lovpligtigt, at alle skal have det, sådan at man ikke bare kunne sige, at det har man ikke syntes var relevant. Nej, skolerne skal alle sammen forholde sig til det, også selv om man synes, at det går godt på overfladen – alle skal forholde sig til det. Det er jo et eksempel på, at man godt kan stramme et krav til, at folk skal gøre det. Og vi har også indført en klageadgang til DCUM, sådan at hvis man enten som elev eller som forældre til mindreårige elever oplever, at der ikke bliver handlet på det, så kan man klage over det. Og det er jo det, vi skal evaluere nu, om rent faktisk virker. Mit indtryk er ikke, at det har ført til ekstremt mange klager bare for klagernes skyld, men det er heller ikke, at der ikke har været nogen, som har brugt det her redskab.

Derfor skal vi jo kigge ordentligt og seriøst på, hvor hullerne er i osten, og hvad det er, der ikke er godt nok. Og så vil jeg gerne diskutere, hvad det er for nogle krav, man kan stille, som giver mindre mobning, og som giver mening at stille derude.

Værsgo, fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti.

Jeg tror, at der er en bred erkendelse af, at det ikke kun finder sted lige præcis i skoletiden, men at det også finder sted på sociale medier. I den forbindelse er der jo taget en række initiativer, bl.a. det, der hedder »SletDet«, hvor man kan få hjælp og vejledning til at få det slettet og anmeldt, hvis man er blevet krænket digitalt. Mens man har set mobning i folkeskolen gå nedad, er det andet jo bare gået opad, og jeg tror ikke, at vi har set omfanget nå sit højeste niveau endnu.

Så i virkeligheden vil jeg bare spørge, om man også vil prøve at koordinere på tværs, således at man får koordineret de indsatser, som der er på socialområdet omkring SoMe- og netmobning – hvis man kalde det det – bl.a. med Red Barnets »SletDet« kombineret med den indsats, man gør på folkeskoleområdet.

Tak. Værsgo.

Det synes jeg jo er oplagt. Nu handler forespørgslen i dag om mobning i folkeskolen, men vi ved, at det tit er blandt de samme, at mobningen kører videre på de sociale medier. De børn, som er udsatte i børnegruppen, er det jo også uden for skoletiden, og så vil det jo være mærkeligt ikke at sammentænke det. Og jeg er enig i, at der er mange gode initiativer, også privat i civilsamfundsregi. Men det er klart, at vi hele tiden skal diskutere, hvad vi kan gøre for politisk at understøtte det. Og jeg tror i virkeligheden, at det mest skræmmende er, at vi heller ikke selv er særlig gode til de der færdselsregler på nettet, og man må bare konstatere, at teknologien og i øvrigt også de unge mennesker er mange skridt foran.

Derfor gælder der jo præcis det samme her i forhold til mobning, som der gælder i forhold til SoMe, nemlig at man er nødt til at snakke med sine børn om deres liv på de sociale medier. For ellers kommer de jo heller ikke og søger hjælp og støtte den dag, hvor bægeret flyder over og det går galt, hvis det er pga. en krænkelse eller en mobning på de sociale medier. For man er nødt til – om man så må sige – at deltage i det liv og at skulle ind over det. Og derfor skal vi også sammentænke det politisk.

Tak. Der er ikke flere kommentarer, og så går vi videre til den næste ordfører, og det er hr. Christoffer Aagaard Melson.

Tak for det, formand, tak til ministeren for den gode tale, og tusind tak til Dansk Folkeparti, fordi I med den her forespørgsel er med til at sætte fokus på mobning, som jo er et utrolig vigtigt emne. Vi mener i Venstre, at alle børn og unge har ret til en god start på livet. Derfor stod vi også, som flere har nævnt tidligere, bag den nationale aktionsplan mod mobning fra 2016. Handlingsplanen blev udarbejdet i tæt samarbejde med organisationer som Børnerådet, Børns Vilkår, Red Barnet og Mary Fonden og opnåede heldigvis bred opbakning også her i Folketinget. Derfor har jeg en lille appel om, at det måske også var nogle organisationer – og bredt hele civilsamfundet – vi kunne drage ind i det fremtidige arbejde med, hvordan vi kommer videre med det her område.

Aktionsplanen indeholdt en lang række konkrete og målrettede tiltag til at bekæmpe mobning. Mange har nævnt klageinstansen, som om ikke andet i hvert fald signalmæssigt har gjort et stort indtryk ude i kommunerne. Jeg sad selv som næstformand i Børne- og Familieudvalget i Vejle Kommune, da det her lovforslag kom igennem, og det har gjort et stort indtryk og har medført stort fokus på det. Så derfor er jeg rigtig glad for, at vi også herindefra begynder at snakke om det igen.

Flere har også nævnt den her forskning, der viser, at mobning blandt skolebørn er faldet de seneste år, og at danske børn nu er blandt dem i Europa, som mest sjældent oplever mobning. Det viser også, at det betyder noget, at man sætter fokus på emnet. Men at den generelle mobning blandt børn og unge er faldet, hjælper jo ikke det barn eller den unge, som den dag i dag bliver mobbet. Der er alt for mange børn, der stadig bliver mobbet. Vi ved, som flere andre også har været inde på, at mobning har store menneskelige og psykiske konsekvenser for ofrene, og det påvirker dem resten af livet. Vi kan derfor ikke være bekendt at lade disse børn og unge i stikken, og mobningsofferet og familien må aldrig stå alene med ansvaret for at få løst problematikken. Derfor skal vi tage udfordringen med mobning meget seriøst. Vi mener derfor også fra Venstre side, at der er behov for, at indsatsen mod mobning styrkes yderligere og intensiveres yderligere.

Vi mener også, at det er nødvendigt at lave løbende evalueringer af skolernes antimobbestrategier, så de justeres, hvis de ikke virker efter hensigten, og så de også løbende bliver tilpasset den udvikling, der sker i de unges hverdag, bl.a. i forhold til de sociale medier. Det passer jo også rigtig godt med den eksperthøring, vi var til i går, at vi også begynder at sætte bredere fokus på, hvordan de sociale medier påvirker de unges liv.

Som jeg startede med at sige, synes jeg derfor, det er rigtig godt, at vi også her fra Folketinget sender et signal om, at vi tager mobning seriøst, at fokus på mobning er kommet for at blive, og at vi er klar til at styrke indsatsen yderligere, for det er det, der skal til, for at man også bredere f.eks. i kommunerne får fokus på det her overalt. Og som en opfølgning på hr. Jens Henrik Thulesen Dahls kommentar før vil jeg sige, at vi selvfølgelig også skal følge op på, at den lovgivning, som bliver vedtaget, bliver fulgt ude i kommunerne. Der er jo en grund til, at vi har vedtaget den her lovgivning: Det er, fordi vi synes, det er vigtigt.

Så er jeg rigtig glad for ministerens tilsagn om, at vi kommer til at snakke videre om det her i en bred kreds, så vi kan få lavet noget, der er bredt forankret og kommer til at virke ude i virkeligheden. Så tak for det.

Tak for det. Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Jeg har bare et enkelt spørgsmål til ordføreren, for nu bliver der jo sagt, at ordføreren tidligere har siddet som udvalgsformand i en kommune. Når vi snakker om det her, handler det jo rigtig meget om, hvordan vi sikrer, at der bliver lagt pres på. Jeg hørte egentlig også, at klageinstansen havde haft en effekt derude. Så kan ordføreren lige sige et par ord om, hvordan vi skal gøre, hvis vi skal sikre, at det her faktisk også bliver til virkelighed i den enkelte kommune?

Tak, og værsgo.

Som udgangspunkt synes jeg, vi bliver nødt til at have noget viden om, hvordan det går i de forskellige kommuner, hvordan situationen er, hvor mange børn der bliver mobbet. Vi har bl.a. et redskab som kvalitetsrapporten, hvor vi er med til herindefra at sende nogle signaler om, hvad det er, vi synes er vigtigt skal indgå i sådan en kvalitetsrapport. Det kunne være en måde at tvinge de forskellige kommunalbestyrelser til at forholde sig til, hvordan det går i deres kommune i forhold til lige netop det her specifikke område. Der er jo allerede fokus på det, i form af at man kigger på trivsel og den slags ting, men man kan måske godt blive endnu mere specifik.

Så synes jeg egentlig, ideen om, at man havde noget ekspertviden herinde, man kunne trække på som kommune, hvis man ikke gør det godt nok, er fornuftig. Vi har selv oplevet det på socialområdet med en taskforce, der har været inde at hjælpe os til at blive bedre i Vejle Kommune med at tackle nogle af de problemer, der kan være svære, og som er ret komplekse en gang imellem. Så det kunne være et bud. Men først og fremmest tror jeg faktisk, at det, at vi interesserer os for det, og at vi har nogle forventninger til, hvordan kommunerne gør de her ting, virker.

Tak for det, og tak til ordføreren. Der er ikke flere kommentarer. Så er det fru Marianne Jelved, Radikale Venstre.

Tak til ministeren for talen. Og tak til Dansk Folkeparti for at rejse forespørgslen, som jo faktisk bliver en varsling af den redegørelse, ministeren skal komme med senere i denne samling.

Jeg vil indlede med en lille fortælling fra det virkelige liv. I midten af 1990’erne havde vi krig i Eksjugoslavien, og vi havde danske soldater i Bosnien-Hercegovina. Jeg var økonomiminister og kom jævnligt i Bruxelles. Og på et møde dér kom min franske kollega hen til mig og sagde, at han gerne ville fortælle mig, at de i Frankrig var blevet enige om, at de danske soldater i Bosnien-Hercegovina var de bedste soldater overhovedet. Og så tænkte jeg: Hov, hvad er der nu galt her, for det er jo fremmedlegionens fortaler, der står der og siger, at de danske soldater er de bedste? Så jeg spurgte: Hvad mener du? Og så sagde han: Jo, de er fantastiske til at forebygge konflikter i lokalsamfundet; de er gode til at få borgerne til at være med til at reparere generatoren og vandværket, og hvad der nu er galt; så det er faktisk rart at være der, hvor de danske soldater er. Det blev jeg faktisk ret glad for at høre, for det er jo fortællingen om den danske folkeskole. Han spurgte mig så: Hvor har de lært det? Og der måtte jeg jo svare: I skolen. Og i skolen har vi jo faktisk den tradition at bygge på fællesskaber og skabe fællesskaber, hvis ikke de er der. Derfor arbejder vi i skolen meget med relationer mellem børnene og relationer mellem de voksne og børnene osv.

Mobning er jo en af de mest modbydelige foreteelser, der kan ske i et fællesskab, hvor man ellers skulle være tryg og tilpas. Og det er slemt, når hvert barn i 4.-9. klasse i 2017-2018 har oplevet mobning. Det er klart, at vi jo ikke bare kan sidde og trække på skuldrene af det. Det problem skal løses. Og det gør man jo ikke bare ved at fjerne det barn, der mobbes, eller den, der mobber; det er hele kulturen i skolen, det gælder – dér skal skabes en bedre kultur.

Børn er meget sårbare, og derfor er der også meget forskning, der går på, hvordan børn har det i fællesskaber og i skolen f.eks. Jeg har et citat fra en forsker, som jeg selv synes er meget betegnende for, hvor sårbare børn faktisk er. Det er lidt indviklet, så jeg siger det langsomt: Din identitet skabes af din tolkning af den andens tolkning af dig. Citat slut. Hvordan virker jeg på de andre? kan man også sige. Og det er jo det, der er de sårbare børns kors at bære, hvis ikke de har en støtte til at få de andre til at anerkende dem som ligeværdige mennesker i fællesskabet i skolen.

Der er blevet iværksat en hel del undersøgelser af virkningen af de såkaldte antimobbebestemmelser, som regeringen skal gøre rede for her i Folketinget på et senere tidspunkt i denne samling. Så derfor ser jeg også den her forespørgsel som en varsling af det, der er vedtaget og skal finde sted snart eller i løbet af kort tid. Og det er en styrke for sagen – det er virkelig en meget stor styrke for sagen – at Folketinget er så enige, som vi er alle partierne imellem, omkring den her type problemstillinger. Det er jo også den måde, vi slår igennem med vores budskaber på rundtomkring i kommunerne. Og jeg er enig i det, der allerede har været debatteret her fra talerstolen i den her sag, nemlig hvor vigtigt det er, at vi har et godt samarbejde med kommunerne. Derfor synes jeg også, at vi skal prøve at få sat det på dagsordenen. Der er i hvert fald nogle af os, der er medlem af aftalekredsen omkring folkeskolen, som holder jævnlige møder med bestyrelsen i KL's børne- og undervisningsudvalg. Det kan godt være, at vi måske skal udvide det og tage dem med, som ikke er med i kredsen af folkeskoleforligspartier på dette punkt, for det er så bredt. Det er bare et forslag, for det er jo vigtigt, at vi har den dialog med dem, der har ansvaret for den kommunale hverdag og for den måde, som man håndterer de her problemer på.

Man kunne jo også godt bede kommunerne om – i det her tilfælde KL og det pågældende udvalg, jeg nævnte – at prøve at samle erfaringer fra diverse kommuner og spørge til, hvad de egentlig gør, og hvordan det fungerer, så vi også får en situationsrapport ved sådan en lejlighed.

Med de ord vil jeg gerne ønske os alle sammen, havde jeg nær sagt, held og lykke med den opgave, som vi jo har påtaget os her i Folketinget i al offentlighed, og det forpligter jo os alle sammen. Jeg er glad for, at vi trækker et fælles læs.

Tak. Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti, har nogle kommentarer.

Mange tak for talen og enigheden hele vejen rundt, kan man sige, det er jo rigtig dejligt at høre. Også tak for forslagene til, hvordan vi kan adressere udfordringen ude i kommunerne, for det er jo også sin sag.

Jeg vil godt lige have lov til at spørge ind til De Radikales indstilling til DCUM og DCUM's mulige rolle i det her. Vi skal jo have evalueringen, og vi skal se den, men altså, fremadrettet ligger der jo nogle muligheder for at bruge det og indrette det, så det kommer til at gøre noget af det, vi gerne vil. Så kunne De Radikale også være indstillet på at sige: Jamen vi skal styrke den rolle, og vi skal sikre, at der er nogen, der kan komme ud og se, hvor problemerne er, og selvfølgelig også tage imod anmeldelser, men i nok så høj grad komme aktivt ud?

Værsgo.

Vi havde jo en forespørgselsdebat her i Tinget for en uges tid siden om indeklimaet, hvor vi også talte om Dansk Center for Undervisningsmiljø, og hvor jeg selv foreslog, at man burde styrke dem. Nu er jeg sådan økonomagtig i baghovedet, så hver gang jeg siger den slags ting, skal jeg også tænke på, at det koster nogle penge. Så vi skal jo være enige om, hvordan vi finansierer det, og vi skal være enige om, på hvilken måde vi skal styrke dem. Er det nødvendigt at styrke dem, eller skal vi prioritere deres arbejdskraft på en anden måde? Det ved jeg simpelt hen ikke nok om.

Men jeg synes godt, at man kan bede ministeren om at tage det aspekt med i den redegørelse, der er varslet, om, hvordan indsatsen fungerer. Det kunne jo godt være, at der var et bud, også fra det center, som ministeren kunne tage med. Ellers kan vi jo selv prøve at møde op hos dem og få en dialog med dem om: Hvordan arbejder de egentlig med de her spørgsmål?

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Det synes jeg også vil være en rigtig glimrende idé, og som fru Marianne Jelved siger, havde vi jo netop i sidste uge debatten i forhold til indeklima, hvor et af forslagene handlede om at styrke Dansk Center for Undervisningsmiljø. Så kan man jo sige, at hvis vi styrker dem i både det ene og det andet, kunne det jo være, at der også var et økonomisk rationale, så det faktisk for den tidligere økonomiminister kunne være positivt, at vi slog flere fluer med et smæk og faktisk fik en stor indsats ud af ikke så mange midler.

Værsgo.

Det vil jeg bestemt ikke afvise. Jeg er åben over for det. Jeg har bare for vane lige at huske på, at det indimellem også koster nogle penge, og dem skal vi så være parat til at skaffe.

Tak for det. Der er ikke flere, der har kommentarer. Vi går videre til den næste ordfører, fru Astrid Carøe, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Fællesskaber er vigtige, og det er de, uanset hvor vi befinder os i samfundet. Alle mennesker har brug for at være en del af et fællesskab. Særlig vigtige er fællesskaberne i skolen. Gode klassekammerater er helt afgørende for, om børn er glade for at gå i skole, ligesom et godt klassefællesskab er fundamentet for et godt undervisningsmiljø. Fællesskaberne i skolen er også nøglen til at forstå mobning. Det, der ofte skaber mobning, er nemlig det, eleverne indgår fællesskaber om.

Sådan har vi ikke altid opfattet mobning i skolen. Tidligere havde vi et større fokus på den elev, der blev mobbet, og den elev eller de elever, der mobbede, altså et mere individorienteret blik på mobning. Ifølge forskere er det netop denne ændring i tilgangen til arbejdet med mobning, som er en del af forklaringen på, hvorfor vi i dag kan se, at der er mindre mobning i vores folkeskoler, end der tidligere har været. Her må vi selvfølgelig heller ikke glemme at nævne det store arbejde, som lærere og elever og pædagoger, skoleledelserne og de mange organisationer har gjort for at komme mobningen til livs. I 1998 var det hver tredje 11-årige elev og hver femte 15-årige elev, der oplevede kontinuerlig mobning.

I dag er det omkring hver 20. elev, der oplever kontinuerlig mobning. Faktisk er Danmark gået fra at være det land i Skandinavien, hvor flest elever blev mobbet i slutningen af 1990'erne, til at have en plads i toppen blandt europæiske lande, hvor færrest elever bliver mobbet. Det er en udvikling, som vi i SF er utrolig glade for. Men vi er jo ikke i mål, og derfor er vi også glade for, at DF har stillet den her forespørgsel i dag. Men vi er ikke i mål, når der stadig er 5-8 pct. af eleverne, der i trivselsmålinger svarer, at de bliver mobbet jævnligt, og der er omkring 15 pct., der inden for et skoleår har oplevet mobning, dog mere sjældent.

Derfor synes vi, at det er godt at sætte fokus på mobning i skolen. Og vi vil meget gerne sammen med forligskredsen være med til at se på, hvordan vi kan gøre mere for at styrke indsatsen mod mobning. Et eksempel er Den Nationale Klageinstans mod Mobning, som vi mener skal fortsætte. Klageinstansen sikrer ikke i sig selv, at der kommer mindre mobning i skolerne, men den giver eleverne en bedre retssikkerhed, og samtidig tilskynder den skolerne til at have et større fokus på netop at styrke fællesskaberne blandt eleverne og gennem arbejdet med handleplaner at komme mobningen til livs.

Men vi vil også gerne være med til at se på, om der er behov for at foretage nogle justeringer. F.eks. ved jeg, at DCUM oplever, at de i højere grad kunne understøtte skolernes arbejde med at forebygge, både at mobningen forekommer, og at den, hvis det skulle ske, håndteres, hvis de bliver inddraget tidligere i processerne. Det er et eksempel på noget, vi godt kunne drøfte i forligskredsen. Som ministeren også nævnte i sin tale, er der en evaluering af antimobbebestemmelserne på vej, og i SF ser vi frem til ministerens redegørelse og til den videre drøftelse af, hvordan vi fortsat kan styrke indsatsen mod mobning i folkeskolen. Tak.

Tak til ordføreren. Der er et ønske om en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og tak for en god tale. Det, jeg gerne vil spørge ind til – ordføreren var også lidt inde på det – er Dansk Center for Undervisningsmiljø og deres rolle. For jeg kan sagtens se et perspektiv i, at de også får en mere forebyggende rolle og egentlig får nogle flere muskler, men jeg vil gerne høre ordførerens vurdering af, om de også skal bruges mere kontrollerende, så de rent faktisk ud over at være en klageinstans, som jeg hører at vi er enige om at de skal fortsætte med, også skal have kræfter til at komme ud og være mere opsøgende og kontrollerende.

Ordføreren.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi tager de her overvejelser med, når evalueringen kommer, og når vi skal drøfte det med ministeren. Men jeg vil ikke på forhånd lægge mig fast på, om det her er løsningen, eller om der er andre ting, der kunne være løsningen. Og jeg er også enig med Radikale Venstre i, at ting koster penge, og at vi skal være sikre på, at de ting, vi bruger pengene på, giver mening.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak for det, og tak til Dansk Folkeparti for at have rejst forespørgslen. Vi er enige i, at det vil være en god idé snart at få en grundig debat om effekten af den antimobbeindsats, vi har sat i gang.

Da skolerne åbnede her i sommer, var det 2 år siden, at lovgivningen trådte i kraft – lovgivningen, hvor vi jo dels fastlagde, at kommunerne var forpligtet til at lave antimobningsstrategier og udarbejde handlingsplaner, men hvor vi også fik startet den indsats, hvor DCUM også fik opgaven med at drive en national klageinstans.

Efter at vi vedtog lovgivningen, kan vi jo se, at tallene bevæger sig i den rigtige retning. Det er ikke nødvendigvis et resultat af vores lovning, men vi kan jo se bl.a. af den store undersøgelse, der kom fra Statens Institut for Folkesundhed med de her tal, som flere har refereret til, at vi har den laveste grad af mobning blandt de 11-15-årige nogensinde – i hvert fald i de sidste 20 år. Men det ændrer jo ikke på det forhold, som også flere ordførere har været inde på, at der altså er et sted mellem hver 20. og hver 12. elev, som stadig væk udsættes for mobning, og det er jo utrolig alvorligt, både i situationen, men også som noget, der kan præge et menneske igennem et helt liv.

Jeg har været inde at kigge lidt på den nationale klageinstans' årsrapport, der blev lavet for 2018 – der er jo ikke endelige tal for 2019 – og man kan sige, at det omfang af klager, der er kommet ind, jo heller ikke er foruroligende. Der ligger et halvhundrede klager på grundskoleområdet, og af dem ligger præcis 40 på folkeskoleområdet og en halv snes på friskoleområdet. Det er jo i sig selv positivt, men når man læser rapporten, kan man også se i bemærkningerne, at der bag de tal kan vise sig, at der måske er en langt større grad af mobning, som ikke kommer frem, og som ikke bringes frem fra klageinstansen, enten fordi elever og deres forældre ikke er opmærksomme på det, men det kan også skyldes den måde, man håndterer det på i skolerne. Jeg er selv faldet over, at man i perspektiveringen af årsrapporten siger:

Lige nu er det desværre ikke ualmindeligt, at skoler ligefrem anbefaler eleven/forældrene at foretage skoleskift frem for at klage, idet en klage i sig selv vil skade samarbejdsånden.

Det kan jo være rigtigt. Jeg vil ikke sige, at det kan være en forkert anbefaling; det må jo vurderes i situationen, men jeg tror faktisk, det er rigtig vigtigt, at når vi har lavet klageinstansen, skal det også være sådan, at det i hvert fald bliver nærliggende for forældre, der oplever, at deres barn udsættes for mobning, at overveje, hvis de ikke kan få løst problemet i samarbejde med skolen, at de så rent faktisk fremsender deres klage. Så tallene over antallet af klager er ikke foruroligende, men der kan ligge tal bagved, som muligvis kan være mere foruroligende.

Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi får en grundig debat, når vi nu får ministerens redegørelse. Jeg tror, det er vigtigt, selv om jeg nævner klageinstansen, at vi ikke nødvendigvis gør den til omdrejningspunktet for indsatsen, for jeg tror meget, at vi skal være opmærksomme på det, der også ligger i efterhånden al moderne mobbeforskning, at det lige præcis ikke handler om det enkelte individ og individhåndteringen, når vi skal have løst problemerne med mobning, men at det i meget høj grad handler om gruppeindsats, og det handler om det at skabe stærke, trygge fællesskaber i skolen.

Så jeg ser frem til, at vi får denne debat på baggrund af ministerens redegørelse, og jeg synes altså, at vi skal bore ned i, hvordan klageinstansen så har fungeret, hvordan DCUM har håndteret den her opgave, men jeg tror som sagt også, det er rigtig vigtigt, at vi gør den bredere, og at hele aspektet med at skabe en inkluderende skole, hvor ethvert barn kan være trygt og befinde sig godt i hverdagen, er rigtig vigtigt at få med.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, og tak for talen. Når ordføreren siger, at det ikke er klagerne, vi skal have mest fokus på, forstår jeg det på den måde, at det, der jo er helt afgørende, er, at vi kan forebygge. Klageinstansen har sådan set fra dens oprettelse været italesat som den nødløsning, der var nødt til at være der, hvis man ikke kunne tage sig sammen derude og gøre det, man burde gøre.

Men det, jeg håber vi kan få med ind i drøftelserne, er, hvordan vi kan bruge de erfaringer, der er, og eventuelt bruge DCUM, som jo har en masse viden på området, mere forebyggende, mere proaktivt, mere vejledende i forhold til kommunerne, for det er jo rigtig trist, hvis man i en kommune bliver frarådet at klage og anbefalet at flytte. Vi skal jo ikke have dem, der er blevet mobbet, til at flytte fra den ene skole til den anden, for det er absolut den værste løsning. Så hvis vi kunne nå frem til en situation, hvor man kunne få noget råd og vejledning og få hjælp til at arbejde med kulturen derude og måske også lige et tryk på maven, til det bliver gjort, var det så ikke noget, vi kunne arbejde med?

Ordføreren.

Jeg tror, det er en rigtig god idé at styrke DCUM's rolle og ikke nødvendigvis for at skærpe behandlingen af klagerne, men i meget høj grad i forhold til den rådgivende og vejledende indsats, og jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi får sammentænkt hele spørgsmålet om, hvordan vi håndterer hele inklusionsopgaven i skolen – ikke fordi det er den eneste problemstilling i forbindelse med mobning.

Vi ser meget gerne en styrkelse af DCUM, sådan at DCUM både kan have en stærkere tilsynsrolle, men også kan have en stærkere opsøgende rolle i forhold til vejledning og rådgivning.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti, og det er fru Mai Mercado.

Tak, formand. Også et tak herfra til Dansk Folkeparti for at rejse den her meget vedkommende debat, hvor vi jo godt nok kan se, at der har været en ændring siden 1990'erne, men jeg tror, at alle her er enige om, at der stadig væk er en udfordring med mobning i dag. Selv om det er glædeligt, at mobning i skolen er faldet, er jeg også helt sikker på, at vi godt kan gøre mere og hele tiden italesætte, at mobning ikke bør finde sted, og jeg tror, at alene det, at vi har den debat som Folketing, viser, at vi tager den problemstilling alvorligt, og det synes jeg sådan set er et godt signal at sende.

Der jo ikke nogen tvivl om, at når vi taler om mobning, har det nogle meget, meget store omkostninger for de mennesker, det går ud over, altså voldsomme menneskelige omkostninger og voldsomme psykiske omkostninger, og jeg mener faktisk også at have set undersøgelser – om end jeg ikke lige kan huske, præcis hvad de hedder – hvoraf det fremgår, at har man været udsat for virkelig grov mobning, står man simpelt hen bare med nogle dårligere kort på hånden siden hen. Almindeligvis vil andre risikofaktorer kunne være en negativ social arv, og det kan også være en rigtig hård skilsmisse forældrene imellem. Tænk at have været udsat for en meget hård skolegang, og så er det det, der gør, at man simpelt hen står med nogle dårligere kort på hånden i forhold til ens fremtidige udvikling.

Så bed jeg mærke i noget af det, som ministeren sagde, som jeg synes var meget vigtigt, og som jeg synes var meget rigtigt, nemlig det her med at vi jo tidligere havde sådan en anskuelse af, at vi havde en mobber, og så havde vi et mobbeoffer. Der tror jeg, at med tingenes udvikling og måden, mobning foregår på i dag, skal man se lidt mere ind i de fællesskaber, for mobning kan også være at blive fuldstændig ignoreret på sociale medier. Dermed er mobning ikke længere nødvendigvis defineret til at være en bevidst handling udøvet mod et andet menneske, men kan også være fraværet af en handling, og det kan gøre en præcis lige så ked af det og præcis lige så bekymret, som hvis det er den direkte mobning, der foregår. Så tak for at italesætte det.

Så vil jeg egentlig også sige, at jeg tror, at der er sket nogle ting. Ud over det her med at mobning foregår bredere i dag, end det gjorde, dengang vi var børn, fordi de sociale medier er kommet til, tror jeg sådan set, at man på lange stræk også forebygger mere, end dengang vi var børn. Det er jo sådan set meget positivt, og i virkeligheden vil jeg bare anerkende lærerne for det arbejde, de gør. Jeg synes også, at de skal have en anerkendelse. Min egen søn er lige startet i 0. klasse, og allerede her er der jo etableret frivillige legegrupper – heldigvis frivilligt; ikke noget, man bliver tvunget ind i; hvis man ikke har lyst, kan man lade være – som er til for at få elever til at lege med dem, som de ikke nødvendigvis taler allermest med i klassen, både drenge og piger. Det betyder bare, at man kommer tættere på hinanden, og at man, når man ses hjemme hos hinanden, måske også får en forståelse, man ellers ikke ville have. Der bliver også lavet rigtig mange sociale arrangementer for forældrene – nogle elsker det, nogle elsker det knap så meget – men det er jo alt andet lige lettere den dag, man står i en problematik, og man ved, at man skal tage det svære opkald og ringe til en anden fra klassens forælder, hvis det er en forælder, man kender, fordi man har været til et hav af gode fælles arrangementer. Jeg tror bare, at det opkald helt intuitivt må blive lettere.

På min søns skole har de også noget, der hedder følgevenner, hvor de bliver koblet på en 5. klasse og i løbet af de første par måneder i 0. klasse får sådan en følgeven – Rasmus hedder min søns følgeven – og det gør, at man allerede dér får et lille indblik i de lidt ældre klasser, og hvis man så oplever et eller andet ude i skolegården, har man i hvert fald nogen, man kender, og det tror jeg også har en betydning. Så uden at vide det har jeg i hvert fald et indtryk af, at der forebygges mere, end man har gjort tidligere. Jeg kan i hvert fald bare sige, at jeg fra min egen skolegang intet husker om følgevenner, legegrupper eller de her forældrefællesskaber på samme måde som i dag.

Man står stadig væk med den opgave, når mobningen så opstår, for det gør den jo, og det gør den på mange forskellige stræk, at man skal sætte ind, og jeg synes, det kunne være rigtig godt at få belyst, præcis hvorfor der er så få klagesager, når vi kan se, at det er 5-8 pct., som jævnligt føler sig mobbet, og at de tal faktisk ikke har rykket sig. Så der er bestemt noget at dykke ned i, når vi får den evaluering.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører kommer fra Alternativet, og det er hr. Torsten Gejl.

Tak, formand. I dag går man jo op på talerstolen med lidt stolthed, men også med lidt skam. Altså, jeg er da stolt af, at vi i forhold til mobning ligger så godt i forhold til andre lande i Europa, som DF's ordfører siger vi gør, men jeg skammer mig da lidt over at være politiker i et land, hvor 5-8 pct. af eleverne oplever massiv mobning.

Det er klart, at enhver forælder, der har oplevet sit barn blive mobbet, formentlig stadig væk kan huske en følelse af at være meget ulykkelig og have ondt i maven, som fortsætter i lang tid. Og det er klart, at mange af mobbeofrene er præget for livet. Og her synes jeg, at mobning er et af de uhyggelige ansigter på en, kan man sige, nærmest epidemisk ting, der plager unge i folkeskolen i dag, nemlig mangel på selvværd. Så jeg er glad for, at vi endelig er i gang med at tage hul på den her lovgivning, at der blev taget hul på det i 2016, og at vi også i 2017 gennem satspuljen har støttet initiativer mod mobning. Men vi er gået sent i gang med et stort problem, og der er ikke nogen laurbær at hvile på, så det handler kun om at komme fremad her. Og nu skal vi selvfølgelig afvente resultaterne af de igangværende indsatser hos Den Nationale Klageinstans og antimobbestrategien i det hele taget.

Men blandt de gode ting, der har været fremme, om, hvad man måske kan gøre i fremtiden, er der i hvert fald to ting, der har gjort indtryk på mig. Den ene handler om de sociale medier, og nu er det ikke for at afspore forespørgselsdebatten, for jeg ved godt, at det her handler om folkeskolen, og den lukker jo selvfølgelig på et tidspunkt på dagen, men skolegården lukker jo aldrig længere. Altså, den elektroniske skolegård har åbent hele døgnet, og der synes jeg, det er interessant – og jeg er også glad for, at ministeren siger, at der bliver arbejdet med det – at se på, om mobning, der er skabt inden for folkeskolens rammer, i folkeskolens hverdag, i folkeskolens klasser, og sikre, at folkeskolen også hjælper med til at stoppe, at mobning ikke fortsætter i den elektroniske skolegård, som de sociale medier jo er i dag. Så det vil vi meget gerne være med til at se på.

Den anden ting er – og det er også noget, som DF's ordfører sagde nogle gange – det her med, at mobbeofferets bagdel, hvis jeg må sige det sådan, også kan være på spil. Jeg har selv for år tilbage gjort en indsats i forhold til et barn, der blev mobbet, og det er jo klart, at man går igennem en lang proces, hvor man snakker med lærerne, som snakker med eleverne, man snakker med forældre osv. osv. Jeg savnede lidt, at det var meget tydeligt, at det også var mobberens plads på skolen, der var på spil. Og hvis det havde været tydeligt i hele den proces, så tror jeg egentlig ikke, der var nogen, der havde forladt skolen, men at alle var gået til det på en endnu mere seriøs måde, og så tror jeg egentlig, at alle børnene var blevet på skolen. Så jeg synes, det er utrolig vigtigt, at det ikke ligger i kortene, at hvis man ikke kan lide lugten i butikken, skal man bare forsvinde, men at det faktisk er den, som mobber andre, som i høj grad også er i spil. Tak, formand.

Tak til ordføreren. Der er ikke korte bemærkninger til ordførerens ordførertale. Den næste ordfører i ordførerrækken er fra Liberal Alliance, og det er hr. Henrik Dahl, da jeg kan se, at Nye Borgerlige ikke er til stede i salen. Så det er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Velkommen.

Tak for det, og tak for en rigtig god debat om et meget spændende emne. »Kundskabens træ« af Nils Malmros er jo et hovedværk i dansk film, og hvis man har set filmen en enkelt gang, tror jeg ikke, at man glemmer den. Det, »Kundskabens træ« er, er, at det er en film om mobning, hvor man helt klinisk ser væsenet på det her fænomen, som mobning er. Det er jo ondskab, det er kold, kynisk og kalkuleret kollektiv ondskab imod typisk en enkelt person. Mobning er ikke noget, man gør i hvidglødende raseri. Det undskylder selvfølgelig ikke, at man forløber sig i hvidglødende raseri, men det gør det jo nemmere at forstå. Men ting, man gør med iskoldt kynisk overlæg, er meget svært at acceptere. Derfor er det godt, at der er kommet meget mere fokus på det i de senere år. Det synes jeg at vi alle sammen som politikere inden for det her felt kan være godt tilfredse med.

Opmærksomheden på mobning er jo en del af en tendens, som jeg synes er meget positiv, nemlig at der er nogle ting, der har været tabuer i skoleverdenen, som efterhånden er kommet frem. Ud over mobning er vi også i de senere år begyndt at tale om vold mod lærere. Det har også været meget tabubelagt. Det begynder vi også så småt at gøre noget ved. Det er altså virkelig godt, at begge dele nu kommer frem i lyset.

Der er blevet sagt rigtig mange gode ting om mobning, som jeg er enig i. Derfor synes jeg, at jeg vil bruge min taletid til at sige noget, der ikke, så vidt jeg lige har bemærket, er blevet sagt før. Når et enigt Folketing gør noget for at forhindre mobning, gør vi faktisk noget for disciplinen på skolerne, og disciplin har jo et rigtig dårligt ry. Det har det på grund af et andet kunstværk, som jeg også vil nævne, nemlig »Det forsømte forår« af Hans Scherfig. Det er jo den negative kadaverdisciplin, som mange husker derfra. Men der er jo også en positiv og konstruktiv disciplin på skolerne, som er nødvendig, som skaber en spændt opmærksomheden omkring det, der er skolens egentlige og væsentlige formål, og som skaber et læringsmiljø, ville man sige i vore dage, men som altså også er med til at skabe en ånd og en tone på en skole.

Derfor synes jeg sådan set, at det er godt, at vi uden at sige ordet disciplin, som er et meget kontroversielt ord, alligevel tager hul på at diskutere disciplin. Det kunne måske være det næste, som den her kreds af ansvarlige partier kunne stå bag. Jeg er nemlig enig i det, fru Marianne Jelved siger om, at det er et stærkt signal at sende til f.eks. kommunerne og skoleverdenen, at Folketinget står så enigt bag det her. Men det kunne jo godt være, at den konstruktive og den nødvendige disciplin også er noget, som vi skulle interessere os for og italesætte, som man siger, her fra Folketingets side, altså den disciplin, der er nødvendig for at skabe et godt skolemiljø, og som i øvrigt også er meget nært forbundet med selvdisciplin, som bestemt også er en god ting, selv om jeg tror, det er ret svært at lave lovgivning om den slags.

Men jeg siger altså tak for en god debat, og jeg er selvfølgelig også rigtig glad for, at der er den her store enighed om at nå frem til et forslag til vedtagelse, som vi også med stor glæde tilslutter os. Tak for ordet.

Tak til ordføreren fra Liberal Alliance. Hermed har partierne haft alle ordførerne på, og dermed er det børne- og undervisningsministerens tur til at komme til talerstolen. Velkommen.

Tak for det, og tak for en god debat. Jeg tror, som flere af ordførerne har været inde på i den her debat, at det er fuldstændig uvurderligt, at vi står sammen om det her problem, netop fordi det er ting, der ikke fungerer i et fællesskab, når det er sådan, at man har mobning. Jeg vil sige, at der også har været et andet tidspunkt, hvor jeg syntes det var særskilt nødvendigt, at det var hele Folketinget, der stod bag noget, vi lavede, og det var, da vi lavede den store skilsmissereform, og det er, fordi den i høj grad omhandler noget af det samme, nemlig konflikter. Nu er det så konflikter, der har ekstremt store konsekvenser for børn. Det at kunne enes hen over de forskelligheder, der er blandt Folketingets partier, har simpelt hen en selvstændig værdi, og det at kunne se sig selv på tværs af de forskelligheder og det at kunne få ting til at fungere i det fællesskab og den mangfoldighed, der er i det fællesskab, har en betydende mening for resten af samfundet, lige præcis når vi håndterer konflikter, eller når vi håndterer andre fællesskaber, der ikke er lykkedes med at fungere. Det er præcis det, der er problemet, når vi taler om mobning, nemlig et fællesskab, der er dysfunktionelt, og som man derfor skal have rettet op.

Jeg er sådan set enig i de bemærkninger, der kom fra Liberal Alliances ordfører, om, at det er kollektiv ondskab, og det er også derfor, vi ser det i så udpræget grad blandt børn og unge, for når vi bliver ældre, bliver vi mere sofistikerede, og så flyver det mere under radaren, når den type af ondskab viser sit grimme ansigt. Og blandt børnene er noget af det vigtigste, de efter min mening overhovedet kan lære, at tøjle de grimme følelser og sider, menneskeheden nu engang har i et fællesskab, så alle kan være der. Så det er måske også noget af det vigtigste, man overhovedet kan tage med sig fra sin barndom, nemlig at have lært at indgå i et fællesskab, hvor den type af tendenser bliver tøjlet i det kollektive rum, så vi kan være ordentlige over for hinanden. Og så er det forhåbentlig ikke bare et spørgsmål om at flyve under radaren, fordi vi bliver mere sofistikerede, men simpelt hen et spørgsmål om, at vi lærer at opføre os ordentligt over for hinanden.

Så er der blevet kommenteret nogle forskellige ting. Jeg vil gerne give tilsagn om, at ministeriet oversender en beskrivelse af DCUM, både i forhold til hvad der bliver brugt af årsværk, hvad de bliver brugt på, så vi får et overblik at tage udgangspunkt i, når vi på et tidspunkt skal kigge på evaluering, så vi ikke tager det bid for bid, men faktisk kan se, hvad det er, DCUM laver, hvordan ressourcerne er fordelt, så man begynder at kunne danne sig et overblik over, hvor de forskellige partier gerne vil have det skal bevæge sig henimod. Så det er blot et tilsagn om, at vi får oversendt det til udvalget.

Så vil jeg bare som et opmærksomhedspunkt i forhold til formen for tilsyn sige, at jeg jo synes, at der er meget stor forskel på den måde, vi driver tilsyn på som stat. Nogle steder gør man det egentlig relativt goldt, hvis man må sige det sådan, hvor der bliver ført tilsyn med, at en opgave bliver løst ordentligt, og hvis ikke den bliver det, kan det eventuelt få nogle konsekvenser. Andre steder har man opfundet dialogbaseret tilsyn, og det kunne man jo godt overveje. Man kunne godt, når man kigger på DCUM, kigge på, om det er den rigtige form, som vi skal videre med. Der er ligesom de to yderpunkter, det helt golde og det totalt dialogbaserede, og spørgsmålet er, om vi har lagt snittet rigtigt på det. Jeg er enig med fru Marianne Jelved, der siger, at vi også lige skal huske, at ting koster penge. Når man sidder som minister, bliver man jo glad for, at nogen lige får sagt det højt, for det er nemlig rigtigt, at hvis vi skal styrke DCUM, koster det penge, og så er det en prioritering, vi skal foretage, hvor der også skal findes en finansiering i fællesskab.

I forhold til debatten om disciplin, som Liberal Alliances ordfører også løftede, vil jeg sige, at jeg ikke bryder mig om ordet disciplin, men hvis man lader være med at slå sig på semantikken i det, vil jeg sige, at noget af det, der bekymrer mig rigtig meget, er, at vi er utydelige, vi er blevet mere utydelige i vores samfund. I gamle dage i den sorte skole og forældre og børn imellem var disciplinen redskabet til at være tydelig – vi disciplinerede dengang. Jeg tror, der findes andre måder at være tydelig på. Jeg tror, at de steder, hvor pædagogikken er allerbedst i dag, har man faktisk fundet en vej til at være meget tydelige voksne og til tider meget firkantet, nødvendigt meget firkantet, uden at det behøver at være i den gammeldags form, f.eks. bruger vi jo ikke spanskrør og andre ting, som man brugte i gamle dag. Så jeg tror, det drejer sig om at have fundet en form, hvor det kan lade sig gøre at være tydelig, og det tror jeg der er for lille en del af vores samfund der har gjort i dag.

Jeg tror, vores fællesskaber er for utydelige, og jeg tror, det er blevet for utydeligt, hvordan man kommer ind i fællesskaberne, i de forpligtende fællesskaber, også som børn og unge. Engang var der en logik i, hvad man skulle lave, når man blev voksen, for man kunne bare kigge på sine forældre. Det vil jeg ikke tilbage til, men vi har glemt at skabe en tydelig vej for, hvor livet egentlig skal bringe en hen. Når vi opløser kønsforskellene, er det også rigtig positivt og har rigtig meget godt i sig, men det skaber også en utydelighed i forhold til nemt at kunne afkode, hvor man er i verden.

Når man så samtidig har en pædagogik, der på de stræk ikke er den gode del af pædagogikken, og nogle forældre, som måske i for høj grad bliver for utydelige, bliver det enormt svært at navigere som barn og som ungt menneske, og det bliver enormt svært at afkode, hvordan vedkommende bedst bliver forstået og bliver en positiv del af et fællesskab. Hvis man så er samspilsramt af, at man bliver ramt af alle de faktorer som barn, kan man meget nemt blive enten mobbeoffer eller mobber, og der er det så, at vi som fællesskab skal gå ind og skabe en meget mere tydelig ramme. Så hvis jeg må lade være med at bruge ordet disciplin og i stedet bare lytte på, hvad der egentlig er indholdet i det, Liberal Alliances ordfører siger, tror jeg egentlig jeg er ret enig i det, nemlig at vi skal tænke lidt over, hvordan vi i højere grad kan være meget tydelige som fællesskab, som voksne og som skolevæsen, uddannelsesvæsen og som samfund.

Så vil jeg slutte af med at sige noget, som Socialdemokratiets ordfører, Jens Joel, sagde, nemlig at der vel nærmest ikke er noget, man kan forestille sig værre, end at ens egne børn bliver mobbet. Og jeg er enig! Man ville hellere mobbes selv hver eneste morgen til hver eneste eftermiddag, hvis man på den måde kunne undgå, at ens egne børn skulle stå det igennem. Jeg tror faktisk, de fleste af os har det på den måde, nemlig at det simpelt hen er det værste, vi kan forestille os vores børn blive udsat for. Og det vil sige, at af alle de ting, der kan ske med ens børn, tror jeg at lige præcis det gør ondt langt ned i maven på hver enkelt af os, og det fylder hele tilværelsen, når vores børn bliver udsat for det. Og så alvorligt skal vi også tage det som Folketing, altså forstå, hvor meget det fylder, både i barnets hverdag og i familiens hverdag, fordi det er så altafgørende, hvordan vi som kollektive væsener fungerer i de der fællesskaber.

Så igen, tusind tak til Dansk Folkeparti for at tage initiativet til debatten. Det er så afgørende vigtigt, at vi får taget den med mellemrum, og vi får den så en gang mere i den her folketingssamling, når regeringen kommer med en redegørelse. Men tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Ja, det er bare en kort bemærkning, som måske ikke kræver et svar. Men jeg er fuldstændig enig i, at semantik ikke skal være det, man spilder tiden på. Den måde, som ministeren redegør for at institutionerne træder i karakter på, og at institutionerne er tydelige om, hvad der forventes, og hvad der er af færdselsregler så at sige, er også det fænomen, jeg taler om. Så må det hedde et eller andet, vi kan blive enige om, så det i hvert fald ikke er rent semantiske drøftelser, der står i vejen. Så tak for det.

Ministeren.

Jamen det er jeg helt enig i. Jeg plejer at kalde det firkantethed. Om det hedder det ene eller det andet, er jo for så vidt underordnet, ikke? Men jeg tror, det er sådan, at det er nemmere for børn at navigere i, og jo mindre man fra hjemmefronten har lært, hvordan man navigerer i et fællesskab, jo sværere bliver det jo så også at navigere ude i det store fællesskab, hvis det så også er utydeligt. Så på den måde kan man sige, at den der dobbelte utydelighed, der så kan komme, kan gøre det fuldstændig umuligt for et barn, og man kan jo blive helt rundtosset ved tanken om så at skulle finde ud af at være en del af det, der foregår i en skolegård. Så ja, mere tydelighed er bestemt godt for vores børn både i den ene og den anden sammenhæng.

Tak til ministeren. Så har ordføreren for forespørgerne, hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti, bedt om ordet for en afsluttende bemærkning. Værsgo.

Tak. Jeg skal gøre det ganske, ganske kort, men jeg syntes bare, det var mærkeligt at gøre det som et spørgsmål til ministeren, som jeg egentlig synes samlede så glimrende op her til sidst.

Jeg vil gerne takke for en rigtig, rigtig god debat og for, at vi kan samles om, at det her er et emne, som vi skal gøre noget ved, og at vi skal gøre det godt. Nu har temaet fra vores side i dag været folkeskolen, men jeg er helt med på, at når vi diskuterer det videre, er det også den digitale verden og de sociale medier og hele det spektrum, som vi skal tage ind. Jeg kan håbe, at vi kan bruge folkeskolen som et værktøj og til at sige, at kan vi skabe gode kulturer i folkeskolen, smitter det forhåbentlig også af på fritiden. Så på den led kan det være en god vej ind.

Så vil jeg også gerne takke for ministerens tilsagn om, at når vi skal tale om Dansk Center for Undervisningsmiljø, gør vi det bredere og kigger på deres opgaver som en helhed og ser, om det kan være værktøjet til at løse det her på bedre måder. Jeg er meget for et dialogbaseret tilsyn, for det med at være konstruktiv, det med at hjælpe med at gøre tingene bedre virker altså meget bedre end alt for mange løftede pegefingre. Det er der slet ingen tvivl om. Så tusind tak for debatten, og jeg glæder mig til det videre arbejde fremadrettet. Tak.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Som nævnt vil afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse finde sted tirsdag den 10. december 2019.

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

2) Forespørgsel nr. F 13:

Forespørgsel til børne- og undervisningsministeren:

Af Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Alex Ahrendtsen (DF).

(Anmeldelse 24.10.2019. Fremme 31.10.2019).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 10. december 2019.

Det er først ordføreren for forespørgerne, hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Så er det børne- og undervisningsministeren. Værsgo.

Tak for det. Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for besvarelsen.

Værsgo til ministeren.

Det er lige med at finde ud af, hvornår den rette timing er; sådan er det jo gerne i politik. Tak for en rigtig fin tale, som jeg synes virkelig havde nogle rigtig fine betragtninger.

Tak. Værsgo, minister.

Det er nu hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Værsgo.

Jeg har på vegne af alle Folketingets partier et forslag til vedtagelse, og det lyder:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 26).

Tak for det, og forslaget indgår naturligvis i de videre forhandlinger.

Og vi fortsætter. Der er ikke nogen kommentarer, så vi går videre til hr. Jens Joel, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Værsgo.

Jens Henrik Thulesen Dahl.

Værsgo.

Værsgo, fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Værsgo.

Tak. Der er ikke flere kommentarer, og så går vi videre til den næste ordfører, og det er hr. Christoffer Aagaard Melson.

Tak for det. Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak, og værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren. Der er ikke flere kommentarer. Så er det fru Marianne Jelved, Radikale Venstre.

Tak til ministeren for talen. Og tak til Dansk Folkeparti for at rejse forespørgslen, som jo faktisk bliver en varsling af den redegørelse, ministeren skal komme med senere i denne samling.

Tak. Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti, har nogle kommentarer.

Værsgo.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Værsgo.

Det vil jeg bestemt ikke afvise. Jeg er åben over for det. Jeg har bare for vane lige at huske på, at det indimellem også koster nogle penge, og dem skal vi så være parat til at skaffe.

Tak for det. Der er ikke flere, der har kommentarer. Vi går videre til den næste ordfører, fru Astrid Carøe, Socialistisk Folkeparti.

Tak til ordføreren. Der er et ønske om en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten. Velkommen.

Lige nu er det desværre ikke ualmindeligt, at skoler ligefrem anbefaler eleven/forældrene at foretage skoleskift frem for at klage, idet en klage i sig selv vil skade samarbejdsånden.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Ordføreren.

Vi ser meget gerne en styrkelse af DCUM, sådan at DCUM både kan have en stærkere tilsynsrolle, men også kan have en stærkere opsøgende rolle i forhold til vejledning og rådgivning.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti, og det er fru Mai Mercado.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører kommer fra Alternativet, og det er hr. Torsten Gejl.

Tak til ordføreren fra Liberal Alliance. Hermed har partierne haft alle ordførerne på, og dermed er det børne- og undervisningsministerens tur til at komme til talerstolen. Velkommen.

Tak til ministeren. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Ministeren.

Tak til ministeren. Så har ordføreren for forespørgerne, hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti, bedt om ordet for en afsluttende bemærkning. Værsgo.

Tak. Jeg skal gøre det ganske, ganske kort, men jeg syntes bare, det var mærkeligt at gøre det som et spørgsmål til ministeren, som jeg egentlig synes samlede så glimrende op her til sidst.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Som nævnt vil afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse finde sted tirsdag den 10. december 2019.

Se video af alle taler

Jeg har på vegne af alle Folketingets partier et forslag til vedtagelse, og det lyder:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 26).

Tak til ministeren for talen. Og tak til Dansk Folkeparti for at rejse forespørgslen, som jo faktisk bliver en varsling af den redegørelse, ministeren skal komme med senere i denne samling.

Lige nu er det desværre ikke ualmindeligt, at skoler ligefrem anbefaler eleven/forældrene at foretage skoleskift frem for at klage, idet en klage i sig selv vil skade samarbejdsånden.

Folketinget

Resumé

Om forespørgslen

Forhandling

Forslag til vedtagelse

F 13 Om mobning i folkeskolen.

Forhandling den 06-12-2019

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling