Det sidste punkt på dagsordenen er:

8) Forespørgsel nr. F 1:

Forespørgsel til social- og indenrigsministeren:

Hvordan og hvornår vil ministeren løse overvågningsproblematikken og hjælpe de familier, som ikke for nuværende kan få hjælp til overvågning af et familiemedlem med indgribende handicap, fordi der ikke er hjemmel i servicelovens § 95, stk. 3, til at yde støtte til overvågning i eget hjem?

Af Karina Adsbøl (DF), Liselott Blixt (DF) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF).

(Anmeldelse 02.10.2019. Fremme 08.10.2019).

Jeg skal lige gøre opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 14. november 2019.

Inden vi går i gang, giver vi lige mulighed for at få rykket rundt og sat sig de rigtige steder. Der kommer assistance på, så vi tager det bare lige stille og roligt.

Er vi ved at være der? Så tror jeg, det ser ud til, at vi alle sammen er klar. Ja. Så går vi i gang med behandlingen, og det er først ordføreren for forespørgerne, fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti, med en begrundelse. Værsgo.

Tak for det. Forespørgslen, som Dansk Folkeparti har indkaldt til, lyder: Hvordan og hvornår vil ministeren løse overvågningsproblematikken og hjælpe de familier, som ikke for nuværende kan få hjælp til overvågning af et familiemedlem med indgribende handicap, fordi der ikke er hjemmel i servicelovens § 95, stk. 3, til at yde støtte til overvågning i eget hjem?

I Dansk Folkeparti finder vi det vigtigt, at vi får ændret serviceloven og vi får indført en hjemmel, så kommunerne kan vende tilbage til den praksis, der var før landsretsdommen i 2015. Der har været gjort en kæmpe stor indsats for at løse det med adskillige samråd plus betænkning i Socialudvalget, hvor et stort flertal bl.a. skrev, at mulighederne for at finde en løsning på problematikken om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere efter servicelovens § 95 om overvågning ikke var udtømt. Partierne bag aftalen skriver videre, at de finder, at det er af stor vigtighed, at denne problematik bliver løst, og partierne konstaterer, at Børne- og Socialministeriet nu er i færd med at afdække løsningsmuligheder og er i dialog KL.

Men det er på trods af dette ikke lykkedes endnu at få rettet op på de uhensigtsmæssigheder, som den dom har medført. Dommen medførte jo en justering af den tidligere praksis, hvor der rent faktisk blev ydet støtte til overvågning efter servicelovens § 95 rundtomkring i kommunerne. Dommen fastslog imidlertid, at det alene er timer til personlig og praktisk hjælp i hjemmet, altså hjemmehjælp, der kan indgå i den samlede udmåling. Det har fået stor betydning for rigtig mange borgere, som grundet deres funktionsnedsættelse ikke er i stand til at tage vare på sig selv, og som derfor har behov for overvågning, fordi de f.eks. lider af epilepsi eller andre former for anfald, hvor de har behov for hjælp.

Før dommen har kommunerne ifølge de oplysninger, som vi i hvert fald tidligere har modtaget, og som vi også har fået oplyst at ministeriet har fået, fulgt den praksis, at overvågning blev indregnet i den samlede bevilling efter det, der kaldes servicelovens § 95. Men efter dommen er kommunerne jo begyndt at se bort fra det, og derfor mangler den her hjemmel i lovgivningen. I stedet for må familierne kaste håndklædet i ringen, fordi de står i en uholdbar situation, hvor de er tvunget til f.eks. at sende deres unge mennesker i botilbud. Derudover er der også hele problematikken omkring ALS-patienter. Så vi har at gøre med den unge målgruppe, men også med patienter, der har ALS.

Derfor håber jeg, at vi kan få en god debat her i Folketingssalen om, hvordan vi løser den her problematik, og jeg ser gerne, at det bliver sådan, at det ikke skal være afhængigt af den ene regering eller anden regering, for jeg synes faktisk, at vi har et fælles ansvar her i Folketinget for at løse problematikken. Så jeg ser frem til debatten her i dag. Jeg tror, min taletid er udløbet.

Tak for det. Det var begrundelsen. Så giver vi ordet til social- og indenrigsministeren til besvarelsen. Værsgo.

Forespørgselsdebatten, som vi her tager hul på, drejer sig om overvågning af mennesker med indgribende handicap, der har brug for hjælp til stort set alt i deres hver dag, altså en meget sårbar gruppe. Konkret er der spurgt til, hvordan og hvornår jeg vil løse overvågningsproblematikken og hjælpe de familier, der ikke for nuværende kan få hjælp til overvågning af et familiemedlem med indgribende handicap, fordi der ikke er hjemmel i servicelovens § 95, stk. 3, til at yde støtte til overvågning i eget hjem.

Forespørgselsdebatten her er vigtig, for der er tale om en problemstilling, som har voldsomt stor betydning for de berørte familier, og som løbende har været i fokus de seneste år, nærmere bestemt siden en landsretsdom tilbage i 2015. Det vil altså sige, at vi her står med et problem, som den tidligere regering har kendt til i hele regeringsperioden, uden at der er fundet en løsning. Jeg vil i den forbindelse gerne kvittere for, at Dansk Folkeparti løbende gennem de sidste 4 år har bragt overvågningsproblematikken op, men omvendt må jeg jo også konstatere, at det ikke er lykkedes at finde en løsning for Dansk Folkeparti i de år, man var parlamentarisk grundlag for den borgerlige regering.

Dommen fra 2015 står fast, at der ikke er hjemmel til at yde overvågning som en del af den samlede hjælp i hjælpeordninger efter servicelovens § 95. Det er de hjælpeordninger, hvor man får et kontant tilskud til ansættelse af hjælpere til udførelse af personlig pleje og praktisk hjælp i hjemmet. Det, at der ikke kan ydes overvågning i disse ordninger, har især betydning for de familier, der har hjælpeordninger efter § 95, stk. 3. Det er de ordninger, hvor de pårørende, typisk forældrene, i hjemmet passer en voksen søn eller datter med et indgribende handicap, som ikke er i stand til at tage vare på sig selv, og hvor der samtidig er behov for overvågning. Det er altså en meget sårbar gruppe mennesker, som har et massivt behov for hjælp i deres hverdag.

De familier oplever, at de efter dommen fra 2015 er kommet i klemme, og at de reelt kun har to muligheder for at sikre den nødvendige hjælp til deres nærmeste. Den ene mulighed er, at de selv vælger at stå for overvågningen – ud over den ofte meget omfattende hjælp i hverdagen, som de får støtte til af kommunen og yder som led i deres hjælpeordning. Det siger sig selv, at det let kan føre til nedslidning, især hvis man yder overvågning om natten og ikke får sin nattesøvn. Man skal også være meget ufølsom for ikke at kunne sætte sig ind i den frustration, som det må skabe, hvis man føler, at det samfund, man er en del af, ikke træder til med den hjælp, når man virkelig har brug for det.

En anden mulighed er, at familierne oplever, at de er nødt til at lade deres søn eller datter flytte i et botilbud, hvor overvågningen kan ydes, selv om den pågældende ikke er klar til det. Jeg har fuld forståelse for, at det er en ekstremt svær situation at stå i som forældre, og det må uvægerligt give bekymringer og frygt for fremtiden.

Derfor vil regeringen ikke lade tiden gå – som den tidligere regering. Vi vil finde en løsning på overvågningsproblematikken. Vi ved, at der er mange mennesker derude, som venter utålmodigt på, at der kan sikres overvågning som en del af hjælpen i hjælpeordninger efter servicelovens § 95, stk. 3. Det er de mange borgerhenvendelser og henvendelser fra interesseorganisationer, som jeg løbende får, og som jeg er sikker på ordførerne i Folketinget også får, et tydeligt bevis på.

Den gruppe af mennesker, som har behov for overvågning, er, som jeg også var inde på før, en meget sårbar gruppe, som har behov for hjælp til næsten alt i deres hverdag, både til personlig pleje og til mere praktiske ting. Desuden har denne gruppe også behov for hjælp ved f.eks. et epileptisk anfald eller fejlsynkning. Samtidig har disse mennesker nogle pårørende, ofte deres forældre, som til daglig yder en meget stor indsats for at tage vare på og give omsorg til deres nærmeste.

I regeringen arbejder vi aktivt på at finde en model for overvågningen. Der er flere veje at gå, når man skal opstille en konkret model, men særlig vigtigt er det, at vi får tilgodeset de unge mennesker med omfattende funktionsnedsættelse og deres hårdtprøvede forældre. Jeg tænker her på de unge mennesker, som gennem hele deres opvækst er blevet passet hjemme af deres forældre, og som ikke er klar til at flytte i botilbud.

Men en løsning på overvågningsproblematikken kræver samtidig, at der kan peges på den nødvendige finansiering. Her må jeg bare helt ærligt sige, at særlig efter den tidligere regerings skattelettelser de senere år har vi været nødt til at prioritere benhårdt med fokus på en generel genoprettelse af velfærden. I den kommuneøkonomiaftale, som er indgået i det tidlige efterår, har vi afsat 2,2 mia. kr. til et generelt velfærdsløft til næste år, og det er jeg selvfølgelig rigtig glad for. Med det finanslovsforslag, som vi har fremlagt, og som lige nu bliver forhandlet på højtryk, arbejder regeringen til gavn for hele Danmark. Der er mange huller at fylde op, men der er også blevet plads til et tiltrængt generelt løft på socialområdet.

De mange huller betyder dog desværre også, at vi ikke når hele vejen rundt i den første finanslov. Det er klart, at regeringen også gerne havde prioriteret handicapområdet og det øvrige socialområde endnu mere, og det vil vi også gøre over de kommende år. Men lad mig sige det klart og tydeligt: Regeringen vil finde en løsning på overvågningsproblematikken. Det skal der ikke herske tvivl om. En løsning kræver imidlertid både 90 mandater her i salen og finansiering. Vi har været nødt til at opprioritere en generel genopretning af velfærden med vores første finanslovsforslag. Det kommer heldigvis også mennesker med handicap til gavn, men jeg lover, at vi i de næste år også vil prioritere handicapområdet, når vi prioriterer velfærden. Tak for forespørgslen, tak til Dansk Folkeparti for at have stillet den, og tak for ordet.

Tak. Der er nu adgang til en kort bemærkning eller et spørgsmål fra ordførerne. Den første er fru Karina Adsbøl.

Først og fremmest tak, og så vil jeg gerne kvittere for, at regeringen vil løse den her problemstilling, for det handler om familier, og det handler om tryghed og sikkerhed og livskvalitet for mennesker med handicap. Men jeg vil spørge: Hvornår? For jeg synes faktisk, at de her familier har ventet længe nok, men der er nogen, der har spændt ben for, at man kunne komme i mål med det, og jeg ved ikke, præcis hvem det er, der har spændt ben for det. Man kan have sine tanker.

I Dansk Folkeparti har vi kæmpet rigtig længe for det her, og vi har også taget initiativ til det ved forhandlingsbordet og har bl.a. i satspuljekredsen spurgt, om man kunne finde løsninger. Men der har ligesom været nogen, der spændte ben for det. Så jeg er rigtig glad for, at ministeren nu har kvitteret for det ved at ville handle, men hvornår kan man så forvente, at man kan se det ude i familierne? Hvornår kan de forvente, hjælpen er der?

Ministeren.

Som sagt har jeg stor respekt for, at det her er noget, Dansk Folkeparti har løftet længe, og i virkeligheden ved Dansk Folkeparti bedre end jeg, hvad det var, der gik galt under den borgerlige regering, og som gjorde, at man ikke kom i mål med det her, for det var jo allerede i 2016, at min forgænger, da vi sidst havde en social- og indenrigsminister, fru Karen Ellemann fra Venstre, sagde, at nu ville der komme en løsning. Siden hen gentog daværende børne- og socialminister, fru Mai Mercado, at der ville komme en løsning. Altså, Dansk Folkepartis ordfører har jo selv været noget tættere, end jeg har været, inde i det rum, i forhold til hvad det er for nogle benspænd, der har været under den borgerlige regering.

I forhold til diskussionen om, hvorfor det her ikke har kunnet løftes af satspuljekredsen, vil jeg sige, at det jo også hænger sammen med det, der var min afsluttende bemærkning, nemlig at ud over de 90 mandater skal der også finansiering til. Jeg ved godt, at der har været diskussion om, hvorvidt det her i virkeligheden enten ikke koster noget eller ligefrem kunne generere nogle besparelser. Og dertil må jeg bare sige, at det ikke er den virkelighed, vi møder, eller tidligere regeringer har mødt, når man vurderer det her med kommunerne, som jo er dem, der skal både udføre det her, men jo som også bliver pålagt en ny opgave, hvis man skaber en hjemmel, der ikke er i loven i dag. Så mit svar er det: Så hurtigt som muligt, men det kræver både finansiering og 90 mandater.

Så er det hr. Ole Birk Olesen. Til Dansk Folkepartis ordfører skal jeg sige, at jeg sagde, at der var adgang til én kort bemærkning til ministeren. Så er det hr. Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg synes jo, det her er for vigtig en dagsorden til, at man skal bruge den til politisk plat, sådan som ministeren gør. Ministeren siger, at årsagen til, at regeringen ikke vil gøre noget nu ved det her problem, er den tidligere regerings skattelettelser. Lad mig informere ministeren om, at hvis regeringen ønsker at tilbagerulle de skattelettelser – hvis ministeren og regeringen f.eks. ønsker at hæve registreringsafgiften på biler igen eller hæve skatten for folk med lave indkomster, som er i arbejde, hvis ministeren og regeringen ønsker alt det – så kan man gøre det sammen med de røde støttepartier. Jeg er sikker på, at Enhedslisten og SF er med på at hæve skatterne i Danmark igen. Det er jo en del af deres ideologi. Så vil ministeren ikke godt sige, at grunden til, at der ikke er penge til det her nu, ikke er den tidligere regerings skattelettelser – for dem kan ministeren jo bare omgøre sammen med sin regering – men at denne regering har valgt ikke at prioritere penge til dette formål?

Ministeren.

Jeg synes så afgjort også, at sagen er for vigtig til politisk plat. Jeg kunne bruge meget af min taletid på at stå her og undre mig over, hvor løftet fra den borgerlige regering til de her familier blev af i 2016 og 2017 og 2018 og første halvdel af 2019. Det synes jeg vi skal holde os for gode til. Nu står vi stadig med den situation, der har mange år på bagen, desværre, som følge af en landsretsdom.

Jeg synes sådan set, jeg var meget reel og åben i min besvarelse – at der har været nogle svære prioriteringer i det finanslovsudspil, den her regering har lagt frem. Velfærden har været underfinansieret i en årrække, der har været efterladt nogle store huller – på skat, på politi – som vi har taget på os at få fyldt op med den her finanslov. Vil vi mere på handicapområdet? Ja, det vil vi. Det sagde jeg også meget tydeligt, og derfor kommer vi tilbage til, at for at have en løsning her kræver det 90 mandater i salen, og det kræver en finansiering, og det kræver en model, og alt sammen arbejder regeringen på.

Fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tak for det. Nu vil jeg starte med at glæde mig over, at der faktisk er ret stor opbakning til, at vi får løst det her. Så skulle man ikke lægge alt det der til side og så sige, at det her er et spørgsmål om, at vi skal få løst det her problem? For det er et problem. Der er altså rigtig mange danske familier, som har brug for, at vi i fællesskab finder en løsning på den her problematik – familier, som faktisk bare har et brændende ønske om at have deres pårørende hjemme, i stedet for at de kommer på eksempelvis en døgninstitution. Det kan vi i Nye Borgerlige kun bakke op om. Det her er jo netop at give familierne muligheden for i langt højere grad selv at bestemme, hvordan de vil tilrettelægge deres liv, og det synes jeg bestemt vi skal imødekomme. Der ligger jo allerede nu en stor viden ude i kommunerne.

Jeg må indrømme, at jeg også kan stille mig spørgende over for det her med, at det vil koste voldsomt mange penge, for jeg er faktisk i tvivl om, hvor mange der i dag sådan i nødværge vælger at sende deres pårørende på en døgninstitution, fordi de simpelt hen ikke har muligheden for at have dem hjemme, fordi det her ikke er muligt i dag. Så jeg kunne godt tænke mig at vide, hvornår der kommer et konkret forslag på bordet, som gør, at vi sammen kan løse den her problematik.

Ministeren.

Jamen jeg er en til en enig i Nye Borgerliges ordførers konstatering af, at der er mange mennesker, der har brug for, at vi finder en løsning, og også at det er en meget presset situation at være i.

Man må sige, at når vi kigger på det her område historisk, er det jo blevet bygget ud løbende, og jeg er glad for, at der er så bred enighed om, at det her er et af de steder, hvor det er meget tydeligt, at vi skal tage næste skridt. At det så de facto kommer til at blive oplevet, som at vi retter op på et tilbageskridt, fordi kommunerne har haft en praksis, som der aldrig har været hjemmel til, gør jo bare, at situationen opleves endnu hårdere for de familier og de forældre, der er i klemme nu. Jeg kan ikke sige det mere tydeligt, end at jo før der kommer en ordning, jo bedre. Vi er i gang med en løsning. Som sagt kræver det, at man rammer en rigtig model og får sikret den rigtige hjemmel i loven, at man kan skaffe opbakning fra et flertal af partier her i Folketinget, og at man har en finansiering, og alle de ting arbejder regeringen på højtryk på.

Fru Brigitte Klintskov Jerkel, Konservative.

Tak. Det er jo ganske trist for de her familier og de unge, og det kan jeg jo også høre at vi er enige om. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre ministeren om de her penge. Det drejer sig om fra 100 til 150 personer på landsplan, sådan cirka, og en udgift på mellem 80 mio. kr. og 250 mio. kr. Nu sidder regeringen jo i øjeblikket og forhandler finanslov, og jeg kunne da godt tænke mig at høre ministeren, om ministeren vil finde de her penge på finansloven, som der forhandles om i øjeblikket.

Ministeren.

Jeg tror, det vel er sådan helt almindelig forhandlingsskik, at man tager forhandlingerne inde i forhandlingslokalet og ikke fra Folketingets talerstol, så jeg kan ikke gå nærmere ind i de konkrete forhandlinger, der pågår lige nu.

Så er det Hans Andersen, Venstre.

Tak for det. Svaret her til den konservative ordfører viser jo kun, at Socialdemokratiet ikke har ønsket at prioritere præcis det her. For hvis man havde ønsket det fra regeringens side, havde det jo stået i finanslovsudspillet. Jeg må bare forstå på ministeren i dag, at det jo ikke er en løsning, der er lige rundt hjørnet. Det er det ikke. Man vil gerne finde en løsning, men den er ikke lige på trapperne, for man har ikke prioriteret det her. Jeg har ikke hørt om, at det er på forhandlingsbordet nogen steder – og jeg er med på, at Venstre ikke er en del af forhandlingerne.

Men man kan da på vegne af familier med børn med massive handicap håbe, at der er en løsning på vej, men jeg har ikke hørt det. Og det lyder jo ikke sådan, for der er store huller, der skal fyldes ud, siger ministeren – store huller, der skal fyldes ud – selv om udgifterne til velfærd er steget og steget år for år. Så spørgsmålet må jo på vegne af de børn og familier, der er omfattet af det her, være: Hvornår kommer der en løsning?

Ministeren.

Jeg kan i hvert fald bekræfte, at Venstre ikke aktuelt er en del af finanslovsforhandlingerne. Jeg synes nu faktisk, at diskussionen om det her har fyldt noget i forlængelse af finanslovsdebatten; det kan være, det hænger sammen med, hvem man følger på de sociale medier, og hvad for nogle temaer man ser, der bliver taget op her.

Der skal findes en løsning – jo før, jo bedre. Vi er i fuld gang fra regeringens side, i forhold til hvad for en model der vil være den rigtige. Og i forlængelse af det er der jo også dermed en afklaring af, hvad det er for en finansiering, der skal til – og i forlængelse af det dermed også en klarhed om, hvem der i Folketinget kan bære det igennem.

Så jeg er lige så utålmodig som alle her og kan jo blot sige tilbage til Venstres ordfører, at det jo kunne have været løst for mange år tilbage, og det havde man vel gjort, hvis man havde syntes, det var så enkelt og så vigtigt, som det åbenbart er i dag for Venstre. Men jeg er glad for, at det er vigtigt for Venstre i dag, for jeg tror, det er vigtigt, at vi samler os om det her område; det er nogle meget sårbare mennesker, vi har med at gøre, nogle sårbare familier.

Så er det Victoria Velasquez, Enhedslisten.

Tak for ordet. Jeg vil blot i forlængelse af det høre, om ministeren ikke kan bekræfte, at både velfærden og handicapområdet kommer til at få et løft med den her finanslov. Jeg ved, at eksempelvis Enhedslisten har været ude med netop bl.a. det her område som et af vores krav til finansloven, og i forlængelse af det vil jeg høre, om ministeren ikke kan bekræfte, at der er et fælles ønske om, at vi hurtigst muligt skal finde en løsning på det her område og hjælpe de familier, som har brug for det.

Ministeren.

Som jeg også sagde til Venstres ordfører, er min oplevelse er faktisk, at det her har fyldt noget i diskussionen om årets finanslov. Det vil jeg også gerne kvittere for, ligesom jeg har kvitteret for, at Dansk Folkepartis ordfører har forsøgt at løfte den her dagsorden hvert eneste år under den borgerlige regering, desværre uden at komme igennem med det. Så vil jeg også gerne kvittere for, at der er en opmærksomhed om det her fra flere af de partier, der forhandler finanslov.

Ja, så er der med det finanslovsforslag, regeringen har fremsat, og ikke mindst den økonomiaftale, der blev indgået, jo sikret flere penge til velfærden på en måde, som også giver bedre rum derude lokalt til at sikre ordentlige forhold for de mennesker og de pårørende til mennesker, som er svært afhængige af hjælp fra fællesskabet. Så det korte svar på det er, at det kan jeg med glæde bekræfte.

Så er det fru Mira Issa Bloch, Alternativet.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren, om ministeren ved noget om, hvor mange familier der har valgt at sende deres børn på et døgnophold i stedet for selv at passe dem, for det koster jo også rigtig mange penge. Det kunne jo godt være, at det faktisk ikke blev helt så dyrt, hvis der rent faktisk er mange, der har sendt deres børn af sted. Tak for ordet.

Ministeren.

Nej, jeg har, ligesom jeg er sikker på at vel nærmest alle tilstedeværende her i salen har, fået anekdotiske fortællinger og har også kunnet læse i pressen om særligt folk, der har valgt ikke at gøre det, fordi de har vurderet, at deres barn ikke var modent til det. Og det er jo en del af den problemstilling, vi har med at gøre, nemlig at de ikke er trygge ved det. Men jeg har ikke noget aggregeret tal.

Jeg bliver også bare nødt til, som jeg sagde tidligere, at anholde, at det ligesom kan være en vej ind i, at der ikke skulle være en finansiering, eller at finansieringen skulle være mindre, for det her kræver en ny hjemmel i serviceloven, og når man pålægger kommunerne en ny hjemmel, så skal de dut'es for det, og det kan man desværre ikke trække fra på den måde, som ordføreren i dag og jo også andre i debatten har gjort.

Så der er en regning, der skal samles op, men som jeg også sagde tidligere, har vi jo gennem årene udbygget de her paragraffer i serviceloven, som sikrer værdig hjælp og ordentlige tilbud, også til borgere med svære handicap, og det her er jo et af de steder, synes jeg, hvor det er allertydeligst, at her skal vi tage et skridt mere.

Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk, SF.

Tak. Og tak for den indledende tale og for opmærksomheden på det. Jeg har jo sådan noteret mig ministerens gode udtalelser om handicapområdet, og hvordan ministeren ønsker sig en større og længere redegørelse for og i virkeligheden også en kortlægning af hele handicapområdet: Hvad er status, og hvad er manglerne? Det kan jeg i høj grad følge ministeren i. Der er rigtig meget, der trænger til at blive kigget på, og der er også meget, der trænger til at blive rettet op på.

Mit spørgsmål går så mere på – når vi snakker om den her overvågningsproblematik, hvor helt aktuelle unge mennesker og deres familier står i en kattepine – om ministeren mener, at det også skal være en del af en mere langstrakt plan: kortlægning, analysearbejde og senere hen en løsning. Ydermere vil jeg høre, hvad ministeren har af økonomisk ramme. Hvor mange midler er det i virkeligheden, ministeren mener vi mangler at finde på det her område?

Ministeren.

Det er klart, at udgiften jo vil afhænge af, hvad det er for en model, man ender på, hvad det er for en løsning, man laver. Så sådan helt konkrete kroner og øre kan man jo ikke sætte på, før man har en endelig model.

Jeg vil sige, at der for mig er tale om to forskellige tidsperspektiver. Når vi snakker om overvågning, mener jeg, at vi skal løse det så hurtigt som muligt. Det er et problem, der har været helt åbenlyst siden landsretsdommen i 2015, med nogle unge mennesker og nogle familier i en ekstremt sårbar situation.

Med hensyn til det andet, som ordføreren henviser til, nemlig den større kortlægning af det – jo i virkeligheden diskussionen om, hvordan vi sikrer den rette specialisering, så vi sikrer, at der er de tilbud, som modsvarer det behov, som mennesker med svære handicap har i Danmark, altså et overblik, som faktisk ikke findes i dag, hvilket jo dermed også umuliggør, at vi kan sikre, at der er den rette kapacitet i højt specialiserede tilbud, der modsvarer borgernes behov – er det rigtigt, at det har et længere tidsperspektiv, for det skal gøres ordentligt og grundigt.

Jeg skal lige være sikker på, om Radikales ordfører, hr. Rasmus Helveg Petersen, ønsker ordet. (Rasmus Helveg Petersen (RV):Jeg forsøgte at få ordet ved at trykke på »ønsker ordet«). Han var først på, men så blev han slettet igen. Man skal kun trykke én gang – ellers bliver man slettet igen. Hr. Rasmus Helveg Petersen, Radikale, kommer på nu.

Jamen tak, man skal slås for at få ordet. Nej, tak for ministerens redegørelse. Det er jo fuldstændig det, der er omdrejningspunktet for debatten, nemlig hvornår vi så kan forvente at få et udspil fra ministeren. Der pågår noget arbejde for at finde den rigtige løsning. Kan ministeren løfte sløret for, hvornår hun forventer at den foreligger? Jeg synes ikke, vi fik en rigtig føling med, hvornår vi kunne regne med der så kom noget.

Ministeren.

Det var godt, du fik ordet – det er svært med al den teknologi. Det var bedre i gamle dage, hvor man bare kunne række hånden op, men du fik tilkæmpet dig ordet.

Det er jo helt rigtigt, at jeg ikke står her med en præcis dato. Det er, fordi der er noget arbejde med at afklare, hvilken model der skal til, og hvad det er for en hjemmel, der skal indsættes i loven – og derefter, hvad det er for en finansiering, der skal til, og derefter, om der er nogle, der vil være med til både at sikre den finansiering og bære det igennem i Folketinget. Og det har jo været fremme i debatten her, at der også er diskussioner om det her i forlængelse af de pågående finanslovsforhandlinger, og det kan jeg selvfølgelig ikke gå nærmere ind i, men det, jeg kan sige, er, at for mig og regeringen er det her noget, som skal løses så hurtigt som muligt.

Så er det fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet. Og så har vi været hele ordførerrækken igennem.

Jeg vil også sige tak for ordet. For Socialdemokratiet er det her jo et område, som er rigtig væsentligt og vigtigt. Og jeg synes også, at ministeren beskriver en situation, som er træls, og som er menneskeligt omkostningstung for de familier, der er berørt af det. Men jeg skal bare lige forstå, om man, hvis man regner tilbage, faktisk i en del år har kendt til problematikken, uden at der på ministerens bord har ligget noget, som man kunne overtage. Altså, er det sådan, at man rent faktisk har kendt til problemet i den tidligere regering uden at komme med nogen bud, som kunne løse problemstillingen? Jeg skal bare være helt sikker på, om jeg har forstået det rigtigt.

Ministeren.

Der har jo været snak om det her siden landsretsdommen, hvor en del af det er blevet båret igennem af ikke bare Dansk Folkeparti, men også både SF og Enhedslisten, som har været meget optaget af det her. Og igen vil jeg sige, at det kvitterer jeg rigtig gerne for. I forbindelse med revisionen af serviceloven i 2016 var den daværende social- og indenrigsminister fru Karen Ellemann ude at tale om en løsning; siden hen har hendes efterfølger, fru Mai Mercado, været ude at tale om en løsning, og tilbage står jo i hvert fald, at der ikke er kommet nogen løsninger. Som jeg også sagde til fru Karina Adsbøl, ved fru Karina Adsbøl og de tidligere regeringspartier jo bedre end mig, hvad der har været af diskussioner inde i det rum, altså inde i regeringsrummet, før vi overtog.

Nu har vi samlet bolden op, og vi kigger på, hvad der er af mulige modeller, og anerkender jo fuldt ud, at det er en meget svær situation, som nogle i forvejen meget sårbare borgere og deres pårørende i det her land står i. Og derfor har det selvfølgelig også karakter af noget, der skal løses så hurtigt som muligt.

Så siger vi tak til ministeren for besvarelsen. Jeg vil lige sige, at det er sjældent, der er en sag, som er så interessant, at alle ordførerne til en forespørgsel beder om en kort bemærkning til ministeren – det er ikke ret tit, det sker, men det er så sket i dag, og det skal vi notere i kalenderen. Det er kun dejligt, at der er aktive medlemmer af Folketinget, der stiller spørgsmål.

Nu går vi over til forhandlingen. Og det er de almindelige regler for korte bemærkninger, der gælder, med 1 minut til den første bemærkning og så ½ minut bagefter.

Den første er ordføreren for forespørgerne, fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg bad faktisk om to korte bemærkninger, men det fik jeg ikke. (Den fungerende formand (Bent Bøgsted): Reglerne siger, at man kun får ét spørgsmål til ministeren. Men til allersidst, når ministeren går op, er der to korte bemærkninger til ministeren). Godt.

»Fortvivlet mor til handicappet datter: »Hvorfor ændrer politikerne ikke loven?«« er overskriften på en artikel den 23. oktober i B.T . Artiklen omhandler Emily på 17 år, som er hjerneskadet, og som næste år risikerer at blive tvunget på institution grundet manglende hjælp, og det forstår hendes mor ikke. Familien vil gøre alt for, at Emily kan blive boende hjemme. Emily er hjerneskadet, har epilepsi og er spastisk lammet. Hun kan ikke tale, gå, spise eller vaske sig selv og skal have hjælp til alt.

Når Emily til sommer næste år fylder 18 år, overgår hun principielt fra at være forældrenes ansvar til at være samfundets. Det betyder, at hendes ret til at få overvågningshjælp i forældrenes hjem forsvinder, og dermed tvinges hun mere eller mindre, som loven ser ud i dag, reelt set til at komme på institution for at få den livsvigtige døgnovervågning, som hun har behov for. Dermed være ikke sagt, at de kan stille det til rådighed på den institution, såfremt hun kommer der, for der kan de jo heller ikke altid garantere, at der er personale på 24 timer.

Men det er ikke rimeligt, at svært multihandicappede unge skal tvinges på institution, blot fordi deres fødselsattest siger, at de er 18 år. De skal som alle andre unge flytte hjemmefra, når den unge og familien er klar til det, og det er for disse unge jo helt individuelt, hvornår man er klar til at flytte. Og den individualitet og fleksibilitet skal vores regler selvfølgelig kunne håndtere. Familien er også grundlæggende angst for, hvordan deres liv skal hænge sammen, når Emily bliver 18 år, for de er også bange for at knække, såfremt de ikke kan få den her overvågningshjælp.

Det er ikke kun unge mennesker, som kan have behov for overvågning; det er også mennesker med ALS, der kan have behov for overvågning døgnet rundt. Det er ikke rimeligt, at de pårørende skal varetage den opgave døgnet rundt, samtidig med at de skal sørge for alt det praktiske i hjemmet. Alternativet hertil vil være et ophold på et plejehjem, men det er ikke altid det, der er ønsket, og ønsket er ofte at blive boende i hjemmet sammen med sin familie, og så skal det også være muligt at kunne vælge den løsning og få den nødvendige hjælp hertil.

Flere organisationer har tidligere skrevet til os ordførere samt ministeriet, og i et brev til Folketinget bemærker både Epilepsiforeningen og Dansk Handicap Forbund også:

Faktuelt er botilbud med overvågning hverken standard i kommunerne eller nødvendigvis en mere fagligt forsvarlig eller en billigere løsning end at blive boende i eget hjem. Til et værdigt og selvstændigt liv i vores velfærdssamfund hører vel også retten til at bestemme, hvor man gerne vil bo.

Tidligere har der været udarbejdet et notat i ministeriet, hvori der står:

Da der ikke blev foretaget en regulering i det kommunale bloktilskud som opfølgning på landsretsdommen, hvor det blev konstateret, at der ikke var hjemmel til at udmåle støtte til overvågning efter § 95, vurderes det ikke, at indførelsen af sådan en hjemmel vil medføre merudgifter.

Så skulle man jo tænke, at det var ret enkelt så at genindføre den hjemmel, som opretter den praksis, der hidtil har været, men så enkelt har det åbenbart ikke været. Derfor står vi igen her i dag, hvor bl.a. Dansk Folkeparti har kæmpet den her kamp i mange år, og vi er efterfølgende blevet støttet af SF og også Enhedslisten, og det er vi rigtig glade for. Og i dag er vi også støttet af mange flere, som kan se, at der virkelig er behov for at gøre en indsats på det her område. Det skal I have tak for.

Men det, der så er i det, er, at ministeriet ikke har været enige i KL's regnemodeller. Som en tidligere minister udtalte på et samråd, havde man ikke kunnet opnå enighed med KL på det punkt. I Dansk Folkeparti mener vi, at det er et paradoks, at en institutionsplads til unge, hvor overvågningsbehovet netop forudsætter en særlig høj normering, er væsentlig dyrere end en videreførelse af en ordning i hjemmet. Dette understøttes jo også af et tidligere svar, som vi har fået fra Social- og Indenrigsministeriet til Folketingets Social- og Indenrigsudvalg, hvor det fremgår, at de månedlige enhedsudgifter er mellem 25.000 og 30.000 kr. højere for en plads på en døgninstitution.

I Dansk Folkeparti finder vi det her så vigtigt, at det er vigtigere for os, at vi har en bred forståelse af, at vi skal finde en løsning på det, i forhold til at vi skal have et skænderi om, hvem der gjorde hvad og hvorfor. Jeg havde jo ønsket, at både den tidligere regering og den nuværende regering havde løst det her, såfremt der skulle findes yderligere midler, i økonomiaftalen. Det var da lige til at løse det i økonomiaftalen.

Det her handler simpelt hen om, at familier og mennesker skal have den hjælp, de har behov for, som det står i flere artikler. Der var en artikel på Muskelsvindfondens hjemmeside i dag: »Mit liv skal leves – også når hjemmehjælperen går«. Og vi har jo gentagne gange set artikler, der beskriver de her ulykkelige situationer. Og jeg synes jo, at når man skal finde en løsning, er det vigtigt, at man inddrager dem, det handler om, netop de relevante parter, dvs. handicaporganisationerne m.fl.

Midt i min tale her kan jeg se, at jeg skal læse et forslag til vedtagelse op, ikke formand? Ja. Men i hvert fald tak. Jeg håber, vi får en god debat i dag, og at vi ikke mindst får løst den her udfordring.

Men det er et forslag til vedtagelse, som hele Folketinget simpelt hen står bag. Jeg skal lige sige, at jeg ikke har fået nogen tilbagemelding fra partiet Fremad, men ellers er det hele Folketinget. (Den fg. formand (Bent Bøgsted): Partiet Fremad holder sig lidt tilbage!). (Munterhed). Ja. Men ellers er det på vegne af resten af Folketinget (DF, S, V, RV, SF, EL, KF, ALT, NB og LA), jeg vil fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget opfordrer regeringen til hurtigst muligt at finde en løsning på overvågningsproblematikken i relation til svært handicappede, der ikke kan være arbejdsledere, men som ønsker at bo hjemme, herunder bl.a. i forhold til overgangen fra barn til voksenliv.

Overvågning er helt afgørende, fordi personen akut kan have behov for hjælp på grund af f.eks. fejlsynkning eller et epileptisk anfald. Overvågningen kan være et alternativ til anbringelse på et botilbud eller plejehjem.

En landsretsdom fra 2015 slog imidlertid fast, at der ikke er hjemmel i serviceloven til, at kommunerne kan bevilge hjælp til overvågning. I praksis betyder det, at de pårørende er tvunget til at overvåge personen døgnet rundt eller søge om anbringelse på en døgninstitution væk fra familien og alt det, personen kender og er tryg ved. Situationen er ikke holdbar for de berørte familier. «

(Forslag til vedtagelse nr. V 10).

Tak til ordføreren. Der er nu afleveret et forslag til vedtagelse, som vil indgå i den videre proces.

Der er ingen spørgsmål, så vi går over til ordføreren for Socialdemokratiet, fru Camilla Fabricius. Værsgo.

Tak til ordføreren for Dansk Folkeparti, Karina Adsbøl, for at rejse den her forespørgselsdebat. Det er et emne, som er utrolig centralt for os alle sammen, har det jo vist sig. Jeg vil gerne starte med bare kort at læse den sidste sætning i forslaget til vedtagelse op, som jeg synes er meget rammende for det, vi har gang i, nemlig: »Situationen er ikke holdbar for de berørte familier.«

Fra Socialdemokratiets side mener vi, at der er plads til og brug for alle, alle skal have en mulighed for at deltage i fællesskabet, og der er også brug for, at alle har en plads. Derfor skal vi tage de særlige hensyn, som er nødvendige, og også gøre undtagelser, når det er nødvendigt. Så det er også derfor, at vi hilser velkommen, at man med den her forespørgselsdebat sætter fokus på mennesker med handicap og handicappolitikken i det hele taget, for det har ikke fyldt nok. Det har ikke fyldt nok for os alle sammen, og vi har behov for, at vi sammen får lavet nogle tiltag, så vi igen får mennesker med handicap sat øverst på dagsordenen. Så tak til ordføreren for at rejse den her debat; det sætter vi stor pris på.

Der er et spørgsmål. Hr. Ole Birk Olesen.

Jeg vil gerne lige spørge, hvordan det her med, at det nødvendigvis koster statskassen noget, når kommunen får hjemmel til at yde en service, hænger sammen – altså om der er en forklaring på det, som den socialdemokratiske ordfører kan give.

For det normale er jo, at kommunerne kun kan kræve penge, når de bliver pålagt at gøre noget. Hvis man giver dem en mulighed for, at de kan gøre noget, uden at de er pålagt at gøre noget, så kan de ikke kræve penge. Og sådan som jeg har forstået den her sag, handler det om, at de bare skal have lov til at gøre det, sådan som de gjorde det forud for dommen i 2015. Og det er jo ikke et pålæg. Det er en hjemmel til at gøre det. Så kan ordføreren bekræfte, at hvis kommunerne blot får lov til at gøre ting, skal de ikke nødvendigvis have nogle penge fra staten?

Ordføreren.

Som jeg har forstået det, er den mulighed allerede til stede, altså at kommunerne kan gøre det her, men at man har set rundtomkring i kommunerne, at det ikke sker. Så det, der er centralt her, er jo at sørge for at få skabt muligheden, så det rent faktisk kommer til at gøre, at der, når man går fra barn til voksen, kan laves en løsning på den her overvågningsproblematik.

Hr. Ole Birk Olesen.

Jeg har forstået sagen sådan, at kommunerne ikke har nogen hjemmel til at kunne yde støtte til overvågning i hjemmet. Og hvis det er det korrekte, at de bare skal have sådan en hjemmel for selv at kunne gøre det, hvis de ønsker det – bl.a. fordi forældrene måske overbevisende argumenterer for, at de ellers ville lade deres barn opskrive til en plads på et botilbud – vil Socialdemokraterne så være med til at lave loven om, så kommunerne kan det her, så de har en hjemmel – altså uden at man pålægger dem det, men giver dem en hjemmel til det, som ikke ville koste statskassen nogen penge? Det kunne have været foretaget for flere år siden, hvis der ellers havde været et vågent menneske i Socialministeriet.

Ordføreren.

Altså, jeg vil sige, at det synes jeg er et interessant synspunkt at få med ind i debatten. Og jeg synes også, at når vi netop tager en forespørgselsdebat og prøver at nuancere de problemstillinger, der er, og når ordføreren for Dansk Folkeparti retter den her kritik, så er det i hvert fald vigtigt, at man tager alle perspektiver med. Og det er jo noget af det, som sådan en debat som den i dag også varsler: at man faktisk kan få fat i ideer og måder at gøre tingene på.

Så det, ordføreren for Liberal Alliance, Ole Birk Olesen, siger her, synes jeg er værd at overveje. Men om Socialdemokratiet kan skrive under på det her og nu, er jeg nødt til lige at få kigget nærmere på. Men jeg vil i hvert fald gerne takke for det rigtig gode input, der er kommet.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg vil godt kvittere for ordførerens tale. I Dansk Folkeparti er vi helt klar på at have fokus på handicapområdet. Vi synes faktisk, vi har gjort et kæmpe forsøg på i rigtig mange år ligesom at få talt dagsordenen for mennesker med handicap op. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren i forhold til tidsperspektivet: Hvornår mener ordføreren at der skal være et forslag klar til, at familierne nu kan få hjælp? For nu har familierne jo ventet uendelig længe på, at vi her fra Folketingets side har kunnet få det her igennem, af flere årsager, som jeg egentlig ikke er helt bekendt med. Jeg tror, at der er nogen i den anden ende, som lægger noget arm, og der så ikke har været flertal, eller at man er bekymret for KL. Jeg ved det ikke. Men nu har vi i hvert fald et helt enigt Folketing, der vil gøre noget. Så hvordan vurderer ordføreren at tidsperspektivet skal være?

Ordføreren.

Jeg synes, ministeren gjorde klart i det tidligere, at der er en række tekniske ting, man skal have afklaret, samtidig med at man jo også skal have fundet en finansiering. Jeg synes også, der er noget, der peger på, at det i det hele taget i det her arbejde helt tilbage fra landsretsdommen i 2015 har trukket utrolig længe ud, og jeg vil da i hvert fald sige, at når man kigger på den konkrete situation og de mennesker, der oplever de overgange, så er det mig ubegribeligt, at man ikke allerede har gjort det der. Så hvad er en rimelig tidsregning? Jeg synes i hvert fald, at vi er nødt til at bruge det her afsæt til at se på, hvordan det er, man laver de her tekniske løsninger, og hvor det er, det skal til. Så er man jo også nødt til samlet set at få peget på noget finansiering, så der, hvis kommunerne skal have dut'et, som ministeren sagde, også er penge til at få lavet det. Jeg er oprigtig træt af, at det er sådan en sag, man får overleveret, når man har haft rig mulighed for at kunne gøre det, men nu er det her, vi er, og vi må jo se på, hvad det er, man kommer op med af forskellige typer af løsninger.

Fru Karina Adsbøl.

Først og fremmest er det godt, at vi er enige om, at der skal findes en løsning. Men i forhold til det, der tidligere blev sagt, er det jo sådan, at det her altid kommer til at handle om økonomi, frem for at det kommer til at handle om mennesker og menneskers livskvalitet og andet, og det synes jeg er brandærgerligt. Men når det nu er sådan, handler det jo netop om en hjemmel, der mangler i serviceloven. Så man kunne jo hurtigt få indført en hjemmel i serviceloven, så man gav mulighed for, at man fik den hjælp, man havde behov for.

Ordføreren.

Det synes jeg at ordføreren fra Dansk Folkeparti har sagt meget præcist: Det er klokkerent, hvis man kan give mulighederne. Så siger ordføreren også i forhold til kommunerne, at vi jo – helt rigtigt – er nødt til at se på det enkelte menneske og se på, hvad det er, man har behov for at få gjort, og at vi herinde tager det alvorligt, hvad det er, familier i den her situation oplever. Der er det jo frustrerende, som ordføreren også gentagne gange har sagt, når man i sin familie, lige på kanten til at ens barn bliver voksen, kan se, at der så ikke er de her muligheder, og det synes jeg i den grad vi er nødt til at tage alvorligt. Så endnu en gang tak for det.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i rækken af ordførere til hr. Hans Andersen, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til Dansk Folkepartis ordfører, fru Karina Adsbøl, for at fremsætte og tage initiativ til denne forespørgsel. I Venstre finder vi, at det er meget vigtigt at få drøftet, hvordan vi sikrer et højt velfærdsniveau og en høj kvalitet, også i forhold til mennesker med handicap. I dag skal vi jo så mere præcist drøfte, hvordan vi sikrer, at mennesker med handicap og familier kan få den nødvendige hjælp, de har brug for, og som de hidtil har fået efter servicelovens § 95, stk. 3. Det er en problematik, som vi også i Venstre er optaget af at finde løsninger på.

For der sidder rigtig mange forældre derude, som er frustreret over, at de mere eller mindre bliver tvunget til at sige farvel til deres barn, og at deres barn med et svært handicap er nødt til at flytte på institution, når det fylder 18 år. De savner friheden til selv at kunne vælge. Når de unge fylder 18 år, overgår de jo principielt fra at være forældrenes ansvar til at være et fælles ansvar, og det betyder jo konkret, at overvågningshjælpen i forældrenes hjem forsvinder, og at de unge med handicap dermed praktisk talt tvinges til at komme på institution, hvor de har brug for overvågning døgnet rundt. Det er en frustration, som jeg godt kan forstå, og som jeg også deler med de forældre og de familier, der har rettet henvendelse. Jeg oplever faktisk, at rigtig mange forældre er interesseret i, at deres børn før eller siden flytter hjemmefra, men vel at mærke når de er klar til det, og de ønsker et alternativ til at sende deres børn på institution, så snart de fylder 18 år. Det er en svær situation, som forældrene og børnene står i, og det oplever jeg også at alle ordførere er optaget af og kan sætte sig ind i. På den baggrund er vi i Venstre også glade for det forslag til vedtagelse, som vi har kunnet blive enige om, og hvor Folketinget opfordrer regeringen til hurtigst muligt at finde en løsning på overvågningsproblematikken – det er jo i bund og grund det, som vi i dag skal følge op på, og som vi er enige om – og det vil vi gerne støtte op om. Tak.

Vi siger tak til hr. Hans Andersen og går videre til næste ordfører. Nej, der kom lige et spørgsmål – det er godt nok meget sent. Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk – jeg kigger på papiret, og det er meget små bogstaver, når man ikke har briller på, men dem kunne jeg selvfølgelig bare tage på. Værsgo.

Det er så fint, tak for det. Tak for redegørelsen fra ordføreren, som jeg synes er rigtig positive takter at høre fra Venstre. Og uden at der skal gå en masse pegen fingre i den – for det er absolut ikke mit ærinde – kunne jeg da godt være lidt nysgerrig på, hvad det er, der har stået i vejen for, at Venstre har indført nogle løsninger på det. Har det været nogle helt konkrete tekniske ting? Har det været nogle økonomiske beregninger? Hvad er det, der har stået i vejen for, at Venstre har løst den her problematik noget tidligere? Jeg kan høre på ordføreren, at man faktisk er optaget af at løse det.

Ordføreren.

Jeg var ikke socialordfører i den tidligere regering, så jeg har ikke været så tæt på problematikken, men jeg kan forstå, at det, der også begynder at fylde noget her, konkret er spørgsmålet om kroner og øre. Er det kommunerne, eller er det staten, der skal betale for det her? Jeg kunne jo håbe på, at vi i dag i fællesskab fandt ud af at få ændret lovgivningen hurtigst muligt, og så må vi finde en løsning på økonomidiskussionen mellem kommunerne og staten efterfølgende. For i dag er det jo forældrene, der kommer i klemme. Og jeg lytter mig frem til, at regeringen drøfter – må jeg forstå – nogle løsninger. Man kan jo så undres over, at man skal drøfte nogle løsninger, som ordføreren beskylder mig for at jeg må have fundet for lang tid siden. Jeg er helt sikker på, at de også ligger der, fordi den her problematik jo ikke er ny. Og jeg tror i bund og grund, at det her bunder i en diskussion om økonomi mellem kommuner og staten – og dermed os.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Nu var det søreme ikke en beskyldning – det var mere en undren i forhold til, hvad det er, der er sket nu. Jeg er sådan set også nyvalgt folketingsmedlem, og så kan man få lov til at undre sig i rigtig lang tid, indtil man står til ansvar for det, man ikke har gjort eller har gjort. Så derfor var det et ønske for mig om at vide, hvad det er, der har stået i vejen tidligere. Skal jeg forstå det sådan, at Venstres indstilling nu er, at vi vedtager en løsning og lovgivningsmæssigt laver en hjemmel på en eller anden måde i lovgivningen, og så tager vi det økonomiske slagsmål senere? Og var det den løsning, som Karen Ellemann i sin tid som socialminister også gik og bagte på, da denne også lovede en løsning på området?

Ordføreren.

Jeg kan ikke her fra Folketingets talerstol redegøre for, hvilken løsning fru Karen Ellemann har arbejdet med. Jeg er helt sikker på, at fru Karen Ellemann har arbejdet på at finde en løsning. Jeg kan bare konstatere, at vi ikke har fundet den endnu. Og så kan jeg konstatere, at et helt enigt Folketing i dag opfordrer regeringen til at finde en løsning hurtigst muligt, og det vil vi gerne forfølge i Venstre, fordi der er nogle forældre og nogle børn, som i dag er låst, og som ikke har muligheder og ikke kan få den kvalitet, som vi også er optaget af at give dem.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i rækken til hr. Rasmus Helveg Petersen, Radikale Venstre.

Tak. Jeg vil også gerne takke for debatten, som tydeligvis er nødvendig og velkommen. Radikale Venstre bakker i lighed med de andre partier op om det forslag til vedtagelse, der foreligger, fordi de unge mennesker, der har behov for overvågning, skal hjælpes. Og jeg er enig i, at vi har et fælles ansvar i denne sag.

Et af kernepunkterne her er servicelovens manglende hjemmel gennem de sidste 4 år, som er konstateret i en dom fra landsretten, og så er det jo fristende at sige, at så må vi lave serviceloven om. Men jeg er optimistisk efter at have hørt socialministerens ord ved indledningen af denne debat. Hun leder efter en løsning, og den løsning vil vi også gerne være med til at finde, hvad enten det er i serviceloven eller ved at anvise en anden finansiering eller noget andet.

Vi afventer fra radikal side ministerens løsningsforslag, hvad enten det bliver det ene eller det andet. Vi vil gerne være en medspiller i løsningen af dette problem, og vi forventer dermed også, at regeringens løsningsforslag fremlægges hurtigst muligt. Tak for det.

Tak til ordføreren. Den næste i rækken er fru Charlotte Broman Mølbæk, SF. Værsgo.

Tak for det. I disse år oplever vi en del turbulens på handicapområdet, og stadig flere borgere har svært ved at få bevilget en BPA-ordning. Mange oplever, at deres hidtidige ordninger beskæres; det er svært at få en hjælper med på ferie i Danmark og helt umuligt at få hjælp til en ferie i udlandet. Derfor mener vi i SF, at der kunne være behov for en undersøgelse af Ankestyrelsens rolle og funktion og af reglerne vedrørende ferie og udlandsrejser set i perspektivet af FN's handicapkonvention. Handicapområdet har været underprioriteret i alt for lang tid, og nu er det tid til, at vi begynder en genopretning af området.

I forhold til dagens forespørgselsdebat vil jeg sige, at det absolut også er tid til, at vi går til handling. For siden 2015 har tre på hinanden følgende socialministre sagt, at problemet med overvågning skal løses, så man kan give det rigtige tilbud og dermed undgå den tvangsinstitutionalisering, som der er foregået – og foregår nu. Hver gang vi og bl.a. DF's ordfører, fru Karina Adsbøl, har rejst sagen i samråd og stillet spørgsmål til ministeren, har vi fået at vide, at sagen er strandet i forhandlingerne med KL. Derfor er det rigtig godt, at DF's ordfører på ny har rejst sagen, så vi forhåbentlig kan få nogle mere klare tilkendegivelser fra ministeren.

I SF mener vi ikke, at der kan være nogen som helst tvivl om, at servicelovens bestemmelser i § 95 bør ændres eller tilpasses, så en lang række familier og deres unge ikke længere skal leve i uvished om, hvad der vil ske, når de fylder 18 år. Når vi igen skal snakke om overvågning og § 95, er det, fordi det handler om en gruppe af de mest sårbare unge handicappede mennesker – og faktisk også nogle ældre – og deres familier, der lige nu efterlades i en kattepine. Det drejer sig om mennesker med så omfattende handicap, at de næppe vil overleve deres egne forældre, hvor udviklingspotentialet er lavt, og hvor det er til den unges bedste at blive i hjemmet, hvis forældrene stadig væk har kræfter til det. Det drejer sig om ca. 150 unge mennesker, og derudover er der en gruppe unge mennesker, der vil have gavn af at flytte hjemmefra, men som har brug for lidt længere tid til at modnes. Og så er det jo også sådan, at mange unge, der ikke har et handicap, heller ikke flytter hjemmefra lige på dagen, hvor de fylder 18 år.

Når det vurderes at være til den unges bedste at fortsætte med en ordentlig overvågning i hjemmet, skal det være muligt, og her gælder undskyldninger om manglende penge ikke. Det skal vi have råd til, og det bør vi prioritere. Og SF har derfor også løsningsforslag med i de finanslovsforhandlinger, der foregår lige nu.

For det første skal kommunerne forpligtes, så de i god tid og før barnets 18. år skal gå i dialog med familierne, så man kan give det rigtige tilbud, når den unge nærmer sig voksenlovgivningen. Det nytter ikke noget, at man lader familierne leve i et limbo, i et ingenmandsland, helt frem til målstregen, som vi desværre har set alt for mange eksempler på. For det andet bør der skabes et mere mangefacetteret tilbud til unge med alvorlige fysiske og kognitive handicap, så vi både får skabt mulighed for fortsat overvågning til unge mennesker med meget svære fysiske og kognitive handicap og oprettelse af mulighed for et efterværn for de unge, der har brug for en mere blid overgang til voksenlivet med mulighed for overvågning i en overgangsperiode, så de på sigt kan blive mere selvhjulpne – måske bo selv eller bo i et botilbud med den rigtige støtte, omsorg og pleje.

Derudover skal vi også have sikret nogle forløb for de borgere, der får als, så de og deres familier ikke skal bruge de sidste år af deres liv på at løbe kommuner og Ankestyrelsen på dørene, og her skal der skabes nogle forløb, der skaber tryghed for den ramte og deres familier.

Med de ord er det vist tydeligt, at SF stemmer for det forslag til vedtagelse, som fru Karina Adsbøl har læst op tidligere.

Der er et spørgsmål fra fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak til ordføreren, og tak for en meget fin tale. Det var jo sådan, at SF og Dansk Folkeparti lavede et fælles udspil, inden valget blev udskrevet, og der finder jeg også, at begge partier er forpligtet til at følge op på den del. Så det er jo rigtig godt. Jeg er netop også meget interesseret i det, ordføreren nævner i forhold til als-patienter, for vi ser jo, at de ikke får den hjælp, de har behov for, og at man skærer og skærer i hjælpen, hvilket gør det rigtig svært for familierne og gør dem rigtig, rigtig sårbare. Vi har også haft flere foretræder inde i Social- og Indenrigsudvalget, og jeg ved ikke, om det var, før ordføreren blev valgt ind.

Men så er der overgangen fra barn til voksen, den er nemlig utrolig vigtig, og den har Dansk Folkeparti også selv spillet ind i forhandlingerne. Så nu er det bare et spørgsmål om hvordan og hvorledes. Så jeg tænker, vi lige skal have drukket en kop kaffe over det, for vi sidder måske og forhandler og kæmper om det samme ved hvert sit forhandlingsbord. Det er det i hvert fald værd. Men tak for kvitteringen for forslaget til vedtagelse. Dansk Folkeparti er helt klar til, at vi laver noget sammen på det her område.

Ordføreren.

Mange tak for det, og jeg vil også kvittere tilbage til fru Karina Adsbøl, nu er jeg som sagt nyvalgt, men jeg kan i hvert fald kvittere for det samarbejde, der har været mellem SF og DF i den her sag, og det viser bare, at nogle af de sager, som kan være ret svære og komplicerede, kan vi faktisk godt løfte på tværs af partierne rundtomkring i salen og inden for de forskellige blokke, hvis man vil begynde at tale om både rød og blå, og hvad man ellers kan finde på, grøn og lyseblå osv. og lilla. Det vil jeg helt klart kvittere for, og jeg synes absolut, vi skal drikke kaffe, og jeg synes absolut, at vi skal fortsætte arbejdet. Der er ingen tvivl om – og det skal alle her vide markeret med to tykke understregningstusser – at det her ikke er en sag, SF kommer til at forlade, det er en sag, vi kommer til at forfølge, og så må I komme efter mig om 4 år og se, om vi er nået i mål med det.

Der er ikke flere spørgsmål. Tak til ordføreren. Så er det fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for ordet, og tak for indkaldelsen til forespørgselsdebatten. Jeg er jo ikke handicapordfører for Enhedslisten, det er Jakob Sølvhøj, men som vi har talt om tidligere, forhandles der jo netop nu om en finanslov, hvor der er råd til velfærd, og hvor der er råd til, at vi kan prioritere handicapområdet. Jeg ved, at det er et hjertebarn for ham, men jeg er her så, fordi han er til forhandlinger.

Indtil 2015 var det almindelig praksis i kommunerne, at der blev bevilget hjælp til overvågning til borgere med handicap efter servicelovens § 95 om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere. Det ændrede sig, da der i maj 2015 blev afsagt en landsretsdom, der slog fast, at der ikke var hjemmel til at udmåle timer til overvågning efter denne paragraf. På det tidspunkt begyndte kommunerne at afvikle hjælpen til overvågning, og lige siden har det været til politisk diskussion, hvordan vi kan få genetableret retten til overvågning. Problemstillingen blev rejst i forbindelse med forhandlingerne om revision af servicelovens voksenbestemmelser tilbage i 2016, men den daværende regering afslog at løse problemet gennem en ændring af loven med den begrundelse, at det angiveligt ville være meget dyrt, selv om det altså havde været kommunal praksis indtil sommeren 2015. Derfor blev problemet ikke løst i forhandlingerne om revision af lovgivningen, og Enhedslistens ændringsforslag om at indskrive overvågning i § 95 blev stemt ned ved lovbehandlingen.

Afvisningen af at løse problemet har betydet en voldsom omvæltning for en gruppe af borgere, for hvem en konstant overvågning i bogstaveligste forstand er livsvigtig. Overvågning af de pågældende borgere, der på grund af f.eks. epileptiske anfald eller synkevanskeligheder risikerer at blive kvalt, hvis de ikke konstant overvåges, er blevet en opgave, som de pårørende har måttet overtage på grund af den manglende hjælp. Det indebærer i sagens natur en stor og nærmest uoverkommelig opgave for de pårørende, der naturligvis vil gøre alt for at forhindre, at deres børn eller deres andre familiemedlemmer tvinges på døgninstitution mod deres vilje. Mange pårørende er derfor utvivlsomt ved at blive slidt op og ved at slide sig selv op. At det forholder sig sådan med de her ting, har længe været kendt, det har flere også sagt, men alligevel er der ikke blevet fundet en løsning.

Der har siden 2015 løbende været en politisk debat om overvågning. Der er blevet udarbejdet en konsulentrapport, der har været afholdt en række samråd, både åbne og lukkede, og der er blevet stillet et utal af spørgsmål til den forhenværende socialminister. Det har alt sammen indtil videre været forgæves; der er blevet sagt nej. Argumentet har alene været økonomi. Omkostningerne ved at indskrive overvågning i lovgivningen er blevet pustet op til helt urealistiske højder, der er blevet brugt til at argumentere for at afvise en ændring af loven.

Heldigvis blæser der nu andre politiske vinde, og det er utrolig glædeligt, at vi i dag på tværs af partierne kan samles om et fælles forslag til vedtagelse, der opfordrer regeringen til at få løst overvågningsproblematikken hurtigst muligt. En løsning har været alt for længe undervejs, men godt, at vi nu er nået hertil. Og vi har i Enhedslisten en klar forventning om, at »hurtigst muligt« må betyde, at der skal findes en løsning nu, så der kan blive bevilget støtte til overvågning til de pågældende borgere i den nærmeste fremtid. Helt ærligt, der er ikke brug for flere undersøgelser eller yderligere belysning af problemstillingen; den er blevet belyst rigeligt.

Afslutningsvis har jeg lovet at hilse fra Enhedslistens handicapordfører, Jakob Sølvhøj, som jo desværre er forhindret i at deltage i debatten i dag, og sige tak til Dansk Folkeparti for at have rejst forespørgselsdebatten, men også tak for et godt og langt samarbejde om at sikre støtten til overvågning. Jeg skal desuden sige tak til SF, der også stædigt har været med til at holde fast i, at der skal findes en løsning i denne sag, og ikke mindst tak til socialministeren for det klare signal om, at borgere med et livsvigtigt overvågningsbehov og deres pårørende nu endelig kan se frem til at få den nødvendige støtte. Tak for ordet.

Så siger vi tak til ordføreren. Så er det fru Brigitte Klintskov Jerkel, De Konservative, som ordfører. Værsgo.

Tak til Dansk Folkeparti for at bringe emnet op. Fra konservativ side har vi stor forståelse for de familier, som bliver sat i en meget svær situation, hvor de presses til at skulle vælge mellem enten selv at påtage sig en urimelig stor omsorgsopgave eller overlade deres voksne sønner eller døtre til en anbringelse på en døgninstitution.

En landsretsdom slog i 2015 fast, at servicelovens § 95 ikke kan bruges til bevilling af overvågning, altså hjælp til hjemmeboende svært handicappede voksne døgnet rundt, også om natten. Det betyder, at familier og de sårbare unge kommer i klemme. Den situation skal vi have løst. Det duer ikke, at familierne og de unge lander mellem to stole og derfor ikke får den ønskede hjælp og løsning. Det skal vi have fundet en løsning på, da det er uholdbart.

Derfor bakker vi også op om forslaget til vedtagelse, hvor vi opfordrer regeringen til hurtigst muligt at finde en løsning på overvågningsproblematikken for svært handicappede over 18 år, som ikke selv kan være arbejdsleder, men stadig ønsker at bo hjemme.

Tak til ordføreren. Så er det fru Mira Issa Bloch som ordfører for Alternativet. Værsgo.

Tak for ordet. I 2015 slog en landsretsdom fast, at kommunerne ikke længere måtte bevilge penge til overvågning af børn over 18 år, selv om de havde svære handicap og måske var på et meget lavere mentalt aldersniveau. Det har betydet, at hjælpen efter landsretsdommen i 2015 er blevet reduceret eller taget fra sårbare familier, som ønsker at tage sig af deres familiemedlem i deres eget hjem. Der er tale om hjælp, som nu ikke længere er hjælp, men kaldes overvågning og dermed er forbudt.

I Alternativet er vi også blevet kontaktet af mennesker, som det her berører, og vi har hørt om, hvilke store menneskelige omkostninger og konsekvenser det har haft. F.eks. er der Mette på 63 år, der har en 61-årig søster, som intet kan selv, som ikke har noget sprog, og som kognitivt svarer til et barn på 3-6 måneder. Før dommen havde Mettes søster 14 timers overvågning, og det betød, at Mette kunne passe et job og leve et så normalt liv som muligt. Men efter dommen blev hjælpen reduceret til 3½ time i døgnet. Det accepterede familien dog ikke, og efter 900 dages kamp lykkedes det Mette og hendes familie at få hjælpen sat op til 7,8 timer til at dække søsterens vågne timer. En af konsekvenserne har dog været, at Mette har været nødt til at sige sin stilling som naturfaglærer i udskolingen op for at kunne passe sin søster, og skolen har nu svært ved at finde en ny, der kan varetage det job.

Som samfund kan vi simpelt hen ikke byde mennesker at skulle kæmpe en desperat kamp med kommunen, når de tager det store ansvar at beholde et familiemedlem med et svært handicap i familiens skød i stedet for at sende vedkommende på en institution. Vi må forstå, at det er en stor belastning for familier, der vælger at passe familiemedlemmer med svære handicap hjemme i familien, og denne belastning skal resultere i hjælp fra samfundet og ikke i yderligere pres og stress, som det sker nu.

I Alternativet sætter vi stor pris på de familier, som mener, at det er det bedste for deres familier ikke at sende deres pårørende på institution, og vi bakker hundrede procent op om, at de skal have den hjælp i hjemmet, som de også tidligere fik. I den seneste folketingssamling har vi fra Alternativets side – ikke mig personligt – deltaget i flere samråd, som skulle hjælpe med at finde en løsning på den her problematik, men ud over gode intentioner fra skiftende socialministre er det ikke lykkedes. Alle initiativer, der handler om at løse det her problem, er strandet på økonomi, og tallene er fløjet gennem luften. Nogle har ment, at det ville koste over 100 mio. kr. at løse det her problem, andre har nævnt tal på over 200 mio. kr. Der er så også en deloitterapport fra 2017, der siger, at det vil koste 80-90 mio. kr. at sikre, at mennesker med svære handicap kan få den overvågning, de har mistet. Men skal det koste så meget? Mogens Wiederholt, som er direktør i CP Danmark, skriver i Altinget, at det måske kun behøver at koste mellem 30 og 40 mio. kr. i merudgifter at komme i mål, fordi borgere f.eks. jo ikke bliver gratis, efter at kommunerne ikke længere skal yde hjælp til overvågning. De er jo forpligtede til at finde andre løsninger som f.eks. døgnophold i botilbud, og 75 pct. af kommunerne afholder de her udgifter.

Så fra Alternativets side kunne vi godt tænke os at få regnet tallene igennem og finde ud af, hvad det i virkeligheden koster at få bevilget den her støtte til overvågning, som familierne har mistet. Hvis det i virkeligheden kun er 30-40 mio. kr., burde vi kunne finde de penge. Men uanset hvad det koster, er Alternativet villige til at finde det, der skal til. Det skal i hvert fald løses, og derfor er vi meget glade for, at så mange partier står sammen om et forslag til vedtagelse, der signalerer, at det bliver løst i den her folketingssamling. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tusind tak. Jeg vil, som jeg sagde før, starte med at glæde mig rigtig meget over, at der er så bred opbakning til det her. Det er et vanvittig vigtigt emne. Det er noget, som vi skal have løst. Det påvirker rigtig mange familier. Vi har jo alle sammen kunnet se – jeg er også selv blevet kontaktet af rigtig, rigtig mange – hvordan rigtig mange pårørende til børn, unge og voksne med handicap af forskellig art rejser sig rundtomkring i landet og kæmper for, at der skal være bedre vilkår på det her meget, meget vigtige område. Derfor vil jeg også glæde mig over, at vi er så mange nu, faktisk hele Folketinget, som bakker op om, at der skal findes en løsning på det her område.

I Nye Borgerlige ønsker vi generelt, at danske familier skal have mulighed for i langt højere grad at indrette sig, som de selv ønsker. Vi ønsker bedre muligheder for, at man kan indrette sig økonomisk, at man kan passe sine vuggestuebørn hjemme, hvis det er det, man ønsker, og man skal selvfølgelig også have bedre mulighed for at passe sine handicappede pårørende hjemme i stedet for at være tvunget til at sende dem i institution, hvis det altså er det, man ønsker, for det skal jo være op til den enkelte familie. Det må og skal simpelt hen være op til den enkelte familie.

Det skal selvfølgelig være for dem med det akutte behov, som er nævnt her, f.eks. dem med ALS, men vi er også nødt til at tage dem med i beregningerne, som har en kognitiv alder, som det også blev nævnt her tidligere, som er på et lille barns niveau. Vi kan altså ikke på handicapområdet udelukkende kigge på den fysiske alder. Vi er også nødt til at kigge på det enkelte menneske og den mentale alder, som den her person har. Det er ekstremt vigtigt, for det er svært nok i dag at være pårørende til et barn eller en voksen med et svært handicap. Når der nu er så bred opbakning her, må vi også bakke op om familiernes mulighed for at varetage den omsorg og pleje af deres handicappede pårørende hjemme, hvis det er det, de ønsker.

Generelt har jeg længe undret mig over – nu oplever jeg det også på kommunalt plan – hvor fokuseret man har været på den her fysiske alder. Det er også derfor, at jeg bringer det til torvs i forhold til det her, at det er vigtigt, at vi også kigger på den kognitive alder. Nu blev eksempelvis det her med ALS og det her med synkebesvær nævnt, og det er en sindssyg vigtig pointe, men der er altså også nogle, hvilket også blev nævnt før, som ikke kan være alene hjemme, fordi de er som små børn, og som derfor skal have overvågning. Det skal vi også kigge på, når vi taler om det her med at flytte hjemmefra. Nu vil jeg sige, at det ikke er alle, ej heller dem uden handicap, der flytter hjemmefra den dag, de bliver 18 år. Men det er i hvert fald vigtigt at holde sig for øje, at det her også er et parameter.

Jeg vil runde af med at sige, at der var en mor, der skrev til mig, at hun var så glad for, at det her blev taget op, og at det så ud til, at der var bred støtte til det. Hun skriver: Vi beder jo ikke om hjælp, hvis det ikke giver mening; der er ingen, der samler på hjælpere i deres eget privatliv, medmindre det er livsnødvendigt. Med det vil jeg slutte af med at sige, at vi selvfølgelig bakker et hundrede procent op om det her, og at vi skal finde en løsning på det her meget, meget vigtige problem. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål. Så er det hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, som ordfører. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil også glæde mig over, at der er så bredt et flertal i Folketinget for at løse den her problemstilling, for der er jo ingen, der er tjent med, at forældre, som gerne vil tage sig af deres handicappede børn, også efter at de fylder 18 år, vælger at sende de børn på en døgninstitution, hvis de i virkeligheden ville foretrække at beholde barnet derhjemme, hvilket både for barnet efter alt at dømme ville være det bedste, men sådan set også for den offentlige økonomi ville være det bedste, fordi en døgninstitution er meget dyrere end at yde en forholdsvis minimal hjælp til overvågning i eget hjem.

Jeg har en meget klar fornemmelse af, hvad der er foregået her, og det ikke et smukt syn. Jeg forstår det sådan, at kommunerne indtil 2015 troede, at de ikke alene havde en hjemmel, men også en pligt til at yde den her hjælp, og derfor gjorde de det. Så sker der det, at man ved retten tolker loven sådan, at der ikke er hverken hjemmel eller pligt til at yde hjælpen til overvågning i eget hjem af børn, der er fyldt 18 år. Kommunerne med deres organisation KL ser så muligheden for at få nogle penge, som de tidligere ikke har fået, ved at loven jo skal laves om til, at de nu får en pligt, som de øjensynligt ikke havde tidligere, og når de får en ny pligt, skal de også have nogle nye penge – sådan er forhandlingsmiljøet mellem staten og kommunerne – og det vil sige, at nogle udgifter, de har haft tidligere, men som de ikke behøvede at have, vil de nu pludselig have en kompensation for, fordi retten har slået fast, at de hverken har hjemmel eller pligt til at yde den her hjælp.

En snarrådig regering kunne i den situation – og jeg må jo erkende, at jeg har været en del af den regering, men jeg har dog ikke været socialminister – jo bare have givet kommunerne hjemmelen uden at give dem pligten. Så kunne de have afholdt de gamle udgifter, som de ville, og de ville ikke kunne kræve nogen penge af staten for at afholde de udgifter, som de har haft tidligere, og som de åbenbart godt har kunnet finde penge til. Men der er gået et eller andet i gang der – måske har der siddet en socialminister og talt med en partifælle ovre i Kommunernes Landsforening og tænkt, at de da også skulle have nogle penge. I stedet for bare at give dem lov til at afholde den her udgift er man gået med på ideen om, at de skal have en pligt til at afholde udgiften, og derfor skal de have nogle penge fra staten.

I hele det her spil har så familierne med de handicappede børn, som fylder 18 år, været gidsler for, at Kommunernes Landsforening har set en mulighed for at score nogle ekstra penge, og for en regering, der ikke var vågen i timen og sagde: Ved I hvad, I kan få lov til at fortsætte med den her praksis, uden at der er pålæg om, at I skal det, og dermed kan I afholde de udgifter, men I skal ikke have nogen penge af staten for det. I øvrigt har I jo haft pengene tidligere, for I har jo afholdt udgifterne.

Det er selvfølgelig glædeligt, hvis pengene findes, men hvis de ikke findes, er der jo kun én ting at gøre, og det er – i stedet for at snakke om alle de penge, kommunerne bør have – med det samme at lave loven om, sådan at kommunerne har hjemmel til at bruge pengene, uden at de har pligt til at bruge pengene, for så kan de fortsætte den praksis, de havde før 2015, hvor de faktisk brugte pengene, uden at staten gav dem penge.

Der er et spørgsmål. Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det. Jeg vil sige, at et stykke hen ad vejen kan jeg da følge hr. Ole Birk Olesen i analysen af, at det ikke nødvendigvis koster kæmpekassen. Man kan sige, at der i forbindelse med mange af de her unge mennesker og den gruppe borgere, vi snakker om, kan være tale om andre former for indsatser, så man kan sige, at de regnestykker, som har været lagt frem tidligere, har vi i SF også ment har været overskruede.

Dog vil jeg så lige sige, at jeg undrer mig over ordførerens kritik af kommunerne og KL. Nu har jeg selv lige siddet i KL's socialudvalg, hvor vi rent faktisk også har siddet og arbejdet med det her, og jeg har også siddet som socialudvalgsformand i en kommune, og der har der ikke været modvilje. Men det, man også skal huske, er, at kommunerne i allerhøjeste grad står med rigtig mange udgifter på det specialiserede socialområde. Det har bl.a. betydet, at rigtig mange borgmestre er gået sammen for at anmode om at få nogle flere midler. Så jeg vil høre ordføreren, om han er enig i, at vi også herinde fra Christiansborgs side har en form for økonomisk ansvar for, hvad vi pålægger og giver kommunerne mulighed for at bruge.

Ordføreren.

Min pointe var ikke, at det her tiltag slet ikke koster nogen penge, hvis man gør det, for jeg ved ikke, hvor mange millioner man sparer på institutionspladser, når man til gengæld giver hjælp til overvågning i hjemmet. Min pointe var, at det ikke behøver at koste statskassen penge, for hvis staten blot tillader kommunerne at gøre det her uden at pålægge kommunerne at gøre det, er det ikke noget, som koster statskassen penge i såkaldt dutning. Men det er sjovt at høre på spørgeren, som har siddet i KL's socialudvalg, for spørgeren er åbenbart medskyldig i den her sag, hvor man har været med til at kræve, at der skulle komme nogle penge fra staten, i stedet for at man bare har krævet lov til at gøre, som man hidtil har gjort.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Jeg kan ærligt svare, at det er helt sikkert, at det har jeg ikke været med til at kræve. Men jeg har siddet der i en tid, hvor vi debatterede, hvilke løsningsmuligheder der kunne være. Igen vil jeg gerne understrege, at jeg er enig med ordføreren så langt, at vi snakker om, hvad man kan give hjemmel til. Man kan også give muligheder for at videreføre den form for indsatser i en periode. Dog vil jeg så sige, at det er SF's holdning, at vi ikke skal pålægge kommunerne for mange udgifter. Nu pålægger vi ikke, men det kommer vi alligevel til ved at give mulighed for det, og derfor mener vi også, at der bør gives en form for rimelig håndsrækning, således at det ikke igen bliver borgeren, der bliver fanget i et spil mellem kommunernes skrantende økonomi og så det behov, de reelt set har.

Ordføreren.

Men sagen er bare, at kommunerne har afholdt de her udgifter før 2015, og grunden til, at de stoppede med det, er, at der er en dom, der siger, at de slet ikke må afholde udgifterne længere. Så de har de samme penge til rådighed, som de hele tiden har haft, også før 2015, til det her formål; de er bare holdt op med at yde den service, fordi de har fået en rets ords for, at det ikke er lovligt at yde den service. Det skulle de jo bare have lov til, og så kunne de have brugt de penge, de har brugt hidtil, men der var åbenbart en minister dengang, der ikke var vågen i timen.

Fru Camilla Fabricius.

Jeg synes, den her forespørgselsdebat vidner om, at det, vi gerne vil i Folketinget, med at brede nuancerne ud og prøve at blive klogere, faktisk er lykkedes for ordføreren for Dansk Folkeparti, Karina Adsbøl, med det her spørgsmål. Der er i hvert fald nogle ting, hvor vi alle sammen kan gå hjem og tænke videre og måske stille nye spørgsmål.

Det, der lige får mig til at tage ordet efter en ellers interessant bemærkning fra Ole Birk Olesen, er hele diskussionen om, hvor meget velfærd der er, og hvor der er penge til det, og hvordan man prioriterer det. Jeg tænker bare, om Ole Birk Olesen endnu en gang lige vil præcisere, hvad han mener med fordelingen af det. Skal jeg forstå det sådan, at han mener, at kommunerne har rigelig økonomi til den velfærd, som man prioriterer? Jeg blev bare lidt usikker. Tak.

Ordføreren.

I den konkrete sag havde kommunerne jo penge til at yde den hjælp før 2015, hvor de ved dom fik at vide, at de ikke måtte yde den hjælp. De fik ikke ved dom frataget nogen af deres penge, de fik bare ved dom at vide, at de ikke måtte yde den her hjælp. Hvis der så havde været en minister, der havde lavet loven om, så de gerne måtte, var der ingen tvivl om, at de havde pengene til det, for de havde jo brugt pengene tidligere.

Helt generelt ved vi, at nogle kommuner driver sig selv meget effektivt, mens andre kommuner driver sig selv meget lidt effektivt. Den daværende Thorning-Schmidt-regerings produktivitetskommission sagde, at hvis alle kommunerne var lige så effektive som de mest effektive, ville de under et kunne spare 10 pct. på deres største udgiftsposter. Så ja, jeg mener, at kommunerne, hvis de driver sig selv effektivt, kan finde penge til det, de skal finde penge til.

Vi siger tak til ordføreren. Så er det social- og indenrigsministeren. Værsgo.

Tak. Vi går fra den højeste i debatten til den laveste; vi må lige have talerstolen ned, så I også kan se mig. Jeg deltog på en konference tidligere på ugen, hvor der var en, der filmede min tale, og det eneste, man kunne se, var sådan et hovede. Man kunne overhovedet ikke se noget af kroppen. Jeg håber nu, at I nogenlunde kan se mig, så man også kan fokusere på det, jeg siger, og ikke kun på, hvorfor der svæver sådan et talende hovede der i Folketingssalen.

Jeg vil gerne sige mange tak til alle ordførerne og også kvittere for den gode debat, som vi har haft her i dag. Da fru Karina Adsbøl stod her på talerstolen, beskrev hun Emilys situation. Jeg havde selv, da jeg var på talerstolen tidligere, en artikel med om en tilsvarende historie med nogle år på bagen, og på den måde tror jeg jo at hver eneste historie, vi hver især hører, hver eneste borgerhenvendelse vi får, hver eneste person vi møder på gaden eller på anden måde rækker ud mod os, gør indtryk på os. Det har jeg i hvert fald taget med mig herfra i dag, og det er jo, som jeg sagde i min indledning, også nogle borgere og nogle pårørende i en meget sårbar situation. Det er rart, synes jeg, på det her område at konstatere, at der her på den anden side af folketingsvalget er blevet så bred opbakning til at ville gøre noget på handicapområdet. Man kunne have ønsket den samme iver til handling før valget, men jeg vil glæde mig over, at den er her nu.

Så må jeg sige, at det notat eller det svar, som Dansk Folkepartis ordfører henviser til først i sin tale, som viser, at det ikke kostede noget, efterfølgende er blevet berigtiget, og meget af diskussionen har jo kredset om, hvor meget det så ville koste. Der sagde jeg jo tidligere, at det selvfølgelig afhænger af, hvilken model man lander på. Men det, der desværre er sikkert og vist, er, at verden ikke er så god som det, hr. Ole Birk Olesen skitserer her, også fordi det er et forkert billede at tegne, at alle kommuner anvendte den hjemmel, som de så ikke havde, altså at alle kommuner tilbød overvågning. Der var en meget uens praksis, og det var få kommuner. Så det er jo i sig selv en del af problemet, kan man sige, at da man for 10 år siden lavede § 96 – den fandtes ikke, hvis vi går længere tilbage end det; da blev de her borgere tildelt hjælp efter § 83, som jo er det, vi kalder hjemmehjælpsparagraffen i dag – havde man ikke tænkt på den her problemstilling. Der er så nogle kommuner, hvor der har udviklet sig en praksis, hvor man gav hjælp til overvågning, og det var jo det, som landsretsdommen i 2015 slog fast at der ikke var hjemmel til. Så alene det betyder jo, at verden ikke er helt så god som det, hr. Ole Birk Olesen skitserede op.

Ud over det er vurderingen, at serviceloven jo er særlig i den forstand, at det altid er en konkret og individuel vurdering i den enkelte borgers tilfælde, der afgør, om man skal have den hjælp, der så er hjemmel til. Man kan have lokale kvalitetsstandarder – og det har man – men i sidste ende er det jo altid en konkret og individuel vurdering af den enkelte borger, og derfor er vurderingen også helt klar fra KL's side, at uanset om det er en »kan«- eller en »skal«-bestemmelse, vil presset på bestemmelsen være så stort, at det vil koste det samme. Hr. Ole Birk Olesen ved jo utvivlsomt mere om, hvad der foregik i den tidligere regering, end jeg gjorde, og det her med et uskønt politisk spil under en regering, der ikke er vågen i timen, og at der også skulle være sådan noget lidt lurvet ved hele det her forløb, ved hr. Ole Birk Olesen jo mere om, end jeg gør, i forhold til hvordan man arbejdede under den tidligere regering. Men spøg til side. Så ville det jo være dejligt, hvis vi med et fingerknips på den måde kunne sige: I havde opgaven, og I løste den før, og derfor må det også være gratis. Desværre er virkeligheden her, at der vil skulle findes en finansiering, hvis vi laver en ny hjemmel i serviceloven.

Jeg er rigtig glad for det forslag til vedtagelse, der er. Jeg er glad for, at der er bred enighed om at opfordre regeringen til hurtigst muligt at finde en løsning. Det ligger også regeringen meget på sinde. Så det er selvfølgelig dejligt, at det er noget, hvor vi har et enigt Folketing i ryggen, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at efterkomme den opfordring. Så jeg ser meget frem til det videre arbejde.

Der er et par spørgsmål. Fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Jeg vil gøre alt for at holde regeringen op på det, tro mig. Men forespørgslen, som Dansk Folkeparti har indkaldt til, lyder jo: Hvordan og hvornår vil ministeren løse overvågningsproblematikken og hjælpe de familier, som ikke for nuværende kan få hjælp? Det har vi ikke helt fået svar på.

Mit andet spørgsmål er, om ministeren kan bekræfte, at både § 95 og § 96 i BPA-lovgivningen er dut-kompenserede i dag. Det vil sige, at kommunerne får dut-midler for det. Hvis ministeren kan bekræfte det, vil jeg da blive rigtig glad for det.

Ministeren.

De eksisterende § 95 og § 96 har selvfølgelig, da man indførte dem, gennemgået de samme dut-forhandlinger, som man altid gør, når man indfører noget. Men her er det jo ikke sådan, at der har været en hjemmel, som så er fjernet. Der er tale om, at det er en egentlig ny hjemmel, og derfor ville der også skulle en ny dut-forhandling til.

Fru Karina Adsbøl.

Men så glemte ministeren lige at svare på, hvordan og hvornår ministeren vil løse problematikken her. For min bekymring går jo på, at det kommer til at tage for lang tid. Jeg synes, familierne har ventet længe nok, og de fortjener egentlig ikke en eller anden dum diskussion om, hvem der gjorde hvad eller hvad. Jeg synes, at vi – alle Folketingets partier – har et fælles ansvar for at lave noget god lovgivning, når vi kan se, at der er nogle udfordringer, der skal løses. Så tænker jeg, at det vel også handler om, at man er voksen nok til at løse det, uden at vi skal stå og skændes med hinanden. Så handler det om, at vi skal have løsningerne på bordet, og der stiller Dansk Folkeparti sig gerne til rådighed. Det har vi også tidligere gjort.

Ministeren.

Jamen jeg synes faktisk, debatten i dag har båret præg af en utrolig stor konstruktivitet. Nu siger ordføreren, at vi skal være voksne nok til at forstå alvoren, der er omkring den her problemstilling, for de berørte borgere og deres pårørende. Jeg synes faktisk, vi bredt har taget det ansvar på os her i Folketingssalen.

Der skal findes en løsning på overvågningsproblematikken – jo før, jo bedre. Der er mange, der venter – forståeligt – utålmodigt. Det har jeg meget stor forståelse for, og vi har jo været forbi mange af de livssituationer, man kan stå i, med det slid, det giver på den enkelte. Vi er i fuld gang med arbejdet, men jeg kan ikke her i dag komme med nogen fast dato for, hvornår der er en løsning i gang. Men jeg forstår godt det gamle danske ordsprog om brændt barn, der skyr ilden – at fru Karina Adsbøl er blevet stillet en løsning i udsigt mange gange under den borgerlige regering. Så jeg har fuld forståelse for utålmodigheden. Og fra mig skal der lyde et tilsagn om: så hurtigt som muligt.

Hr. Ole Birk Olesen.

Jeg synes lige, vi skal have nogle fakta slået fast. Før 2015 havde kommunerne en mulighed for at tilbyde denne service, som nogle kommuner ifølge ministeren udnyttede meget flot, og som andre kommuner valgte ikke at tilbyde. Det, der skete med dommen, var, at det blev slået fast, at det simpelt hen var ulovligt at yde den her hjælp. Vil ministeren bekræfte, at hvis man giver kommunerne mulighed for at gøre noget, som de ikke har mulighed for i dag, uden at man pålægger kommunerne at gøre det – man giver dem en mulighed, hvis de ønsker det – så kræver det ikke, at de får penge af statskassen i dut-forhandlingerne?

Ministeren.

Før 2015 havde kommunerne mulighed for at yde den her overvågning i hjemmet, siger hr. Ole Birk Olesen. Det havde de faktisk ikke. Kommunerne har aldrig haft den hjemmel. Man opfandt § 95, og det er en ny hjemmel. Der har aldrig, hverken før eller efter dommen, været hjemmel. Det er rigtigt, at nogle kommuner har gjort det, men det har faktisk ikke været lovmedholdeligt. Så det er det ene faktuelle.

Det andet faktuelle er – og det kan man selvfølgelig bestride og forhandle op imod, men i forlængelse af den tidligere regerings lange forløb i forhold til det her er det sådan – at man kan have situationer, hvor et pres på en »kan«-bestemmelse forventes at blive så stort, at det de facto vil svare til en »skal«-bestemmelse. I serviceloven, hvor der skal foretages en individuel, konkret vurdering af den enkelte borger, er det i det her tilfælde KL's klare vurdering, at det kan være lige meget, om det er en »kan«- eller »skal«-bestemmelse. For det vil i virkelighedens verden være det samme. Det er selvfølgelig godt nyt, kan man sige, for de borgere og pårørende, der sidder og håber, at den her hjemmel bliver indført. Men det betyder i forhold til økonomien, at den regning, der skal samles op, er den samme.

Hr. Ole Birk Olesen.

KL vil altid have flere penge, og det er regeringens ansvar at skaffe noget rimelighed i de forhandlinger, så de ikke altid får flere penge, hver gang de kræver det. Det er jo helt tydeligt, at den praksis, der var før 2015, blev opfattet sådan, at kommunerne kunne, hvis de ville, men også kunne lade være, hvis de ville lade være. Det førte til, at nogle kommuner ydede det her, mens andre ikke gjorde det, og det vil sige, at historikken i det her, præcedens i det, her jo taler imod en påstand om, at hvis der er en opfattelse af, at man kan gøre det her, så skal man også.

Så derfor vil jeg gerne bede om, at ministeren bekræfter, at det er helt normalt, at en regering giver kommunerne nogle muligheder, uden at der dermed følger penge med, og at man dermed også i den her sag ville kunne give kommunerne den her mulighed uden at skulle give nogen penge med.

Ministeren.

Jeg kan ikke sige det meget tydeligere, end jeg har gjort allerede. Der har været dialog fra ministeriets side med KL om mulige løsningsmodeller, og der har været den klare vurdering, jeg skitserede før. Serviceloven er jo særlig, i forhold til at det altid er en konkret og individuel vurdering af den enkelte borgers behov, som trumfer, også de lokale kvalitetsstandarder, og hvad man ellers kan have af lokale beslutninger, og derfor er den klare vurdering, at uanset hvad, vil presset, selv hvis det er en »kan«-bestemmelse, være så stort på, at den finder anvendelse, at det vil være det samme som en »skal«-bestemmelse, når vi snakker om økonomi. Det kan hr. Ole Birk Olesen godt synes er fjollet, fordi han synes, at det er noget værre noget, at kommunerne skal have flere penge til velfærd, men det er sådan, det er.

Så siger vi tak til ministeren. Så har ordføreren for forespørgerne, fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti, bedt om ordet for at afslutte. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne sige tak til ordførerne her i dag. Jeg synes, vi har haft en god debat. Der er kommet nye ordførere på området efter folketingsvalget, og jeg vil sige, at vi også har haft et meget fint samarbejde på det her område med de tidligere handicapordførere, herunder hr. Jakob Sølvhøj – som jeg fik en hilsen fra, og den nye ordfører må hilse tilbage – og det, der er så fint ved det, er, at vi er enige om, at der skal handling til, og at der skal findes en løsning på området. Og så tænker jeg også, at vi nu må kigge hinanden i øjnene – nu kigger jeg jer alle sammen i øjnene – og holde regeringen op på, at der så også kommer en løsning, og at vi ellers er klar til at tage slaget endnu en gang hernede i Folketingssalen. Men i hvert fald tak for en god debat, tak for den store, brede opbakning til forslaget til vedtagelse, jeg er rigtig glad for, at vi kunne lande det bredt. Det er det fine ved folkestyret, når det indimellem er et enigt Folketing, der står samlet. Tak for det.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 14. november 2019.