Det næste punkt på dagsordenen er:

28) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 93:

Forslag til folketingsbeslutning om at give børn ret til akut hjælp fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR).

Af Jacob Mark (SF) m.fl.

(Fremsættelse 07.02.2020).

Forhandlingen er åbnet. Vi giver først ordet til børne- og undervisningsministeren. Værsgo.

Tak for det, og tak til SF for at bringe et af mine absolutte yndlingsemner op her, nemlig PPR og hele den måde, man konstruerer det, vores samfund skal kunne for at fange børn, der har brug for ekstra støtte. Jeg mener, det er noget af det allerallervigtigste, og vi skal i forbindelse med det blive ved og blive ved med at forfine vores samfunds sikkerhedsnets masker. Jeg har en 80-20-regel, og det skal forstås på den måde, at når man beskæftiger sig med socialpolitik, er der 80 pct. af vores områder, der gør det rigtig godt, og så er der 20 pct., der ikke gør. I virkeligheden vil jeg sige om det her forslag, at jeg på en eller anden måde synes, det lander et sted, hvor det, der er problemet, ikke er lovgivning; det, der er problemet, er, om man også gør det, man skal ifølge lovgivningen, på en måde, som vi synes lever op til en eller anden kvalitetsstandard.

Det vil sige, at jeg har en fornemmelse af, at vi står med det her beslutningsforslag og behandler noget, hvor kommunerne og regionerne i øvrigt på lange stræk er forpligtede til at levere de ting, der skal til, og derfor skal vi passe meget på. Vi har haft debatten rigtig mange gange, da jeg sad på socialområdet, og SF har også på socialområdet stillet forslag om efterværn for unge. Jeg går rigtig meget ind for efterværn for unge, men det, der bare er med det, er, at kommunerne sådan set er forpligtet af det, og det vil sige, at der landede man lidt i det samme, for problemet var, at rigtig mange ikke leverede efterværn på et niveau, der faktisk fik samlet de unge mennesker op, og derfor er identificering af problemet, som SF laver, efter min mening fuldstændig knivskarp og præcis – både det med efterværn og jo også med det med, at der nogle steder er problemer med at få givet den hjælp, der skal til, tidligt nok, så folk kommer ind i sådan nogle meget lange forløb, hvor de faktisk ikke får den støtte og hjælp, der skal til. Så identificering af problemet mener jeg er en knivskarpt, men jeg tror ikke, at vi løser det problem, at der er nogle kommuner i Danmark, der ikke leverer opgaven på forskellige områder, ved så at gentage den lovgivning, vi allerede har over for dem, altså ved at genvedtage den, om man så må sige. Derfor tror jeg simpelt hen, vi skal passe på med at bevæge os ned ad det her spor.

Når det er sagt, vil jeg sige, at jeg har siddet sammen med SF's satspuljeordfører og Radikales satspuljeordfører, det var fru Lotte Rod på det tidspunkt, og sammen med fru Ane Halsboe-Jørgensen, der nu er minister også, og brugt rigtig mange kræfter på det PPR-projekt, som vi fik gennemført, altså som vi fik ind som en del af forhandlingerne i forbindelse med det års satspulje. Det er jo, fordi vi mener, at i forhold til tværfagligheden i PPR – altså silotænkningen, altså i forbindelse med det at sørge for et barn, der kan have behov for noget i behandlingspsykiatrien, og som måske har behov for et lettere behandlingsforløb i perioder, men tungere behandlingsforløb i andre perioder, og som har brug for en anden type af psykologisk og pædagogisk rådgivning i tredje perioder eller det hele mikset sammen – der er siloerne for træge, både i kommuner og stat, og derfor understøtter vi ikke bedst det, der foregår.

Hertil kommer så, at en hel del af kritikken af PPR drejer sig om, at de for nogles vedkommende er rykket for langt væk fra den virkelighed, de egentlig opererer i. Jeg ved, at kommunerne er meget optaget af at prøve at få lavet gode PPR-modeller, og derfor lavede vi i forbindelse med den satspuljeaftale en pulje på 122 mio. kr., hvor vi bl.a. også åbnede mulighed for at skulle kunne give lettere behandling i PPR, og hele ideen med det er faktisk at kunne binde de forskellige ting sammen i PPR.

Jeg tror rigtig meget på, at det er den vej, vi skal gå, at vi altså skal have fundet de modeller, der virker, og derfor, fordi vi fik de ting igennem, ville jeg ikke – også på grund af det, jeg sagde tidligere – være indstillet på at lave lovgivning på det nu, simpelt hen fordi vi kommer til at lave lovgivning oven på lovgivning. Hvis jeg bare lige skal komme med et enkelt nedslagspunkt på det, vil jeg sige, at man er forpligtet til som kommune at reagere inden for 24 timer, efter at der er kommet en underretning. Det er lovgivning. Men når man så ser på statistikken omkring underretninger, er det sådan, at godt 40 pct. af tilfældene, hvor der har været flere på hinanden gentagne alvorlige underretninger på et barn, har kommunen ingenting gjort.

Skal man så ændre på lovgivningen, eller er der noget, der går galt, i forhold til hvordan kommunerne reagerer? Lovgivningen er faktisk fin, men det er godt nok ikke i orden, at der er en så stor andel, der oplever, at der faktisk er nogle voksne, der har henvendt sig til kommunen med alvorlige problemstillinger, uden at der så bliver reageret på relevant vis.

Så virkeligheden er altså efter min mening den, at jeg ikke synes, det er tid til lovgivning på det her område, men jeg synes bestemt, der er god grund til altid vedholdende og hele vejen igennem at kigge på, hvordan vi kan understøtte, at sikkerhedsnettet bliver tættere, herunder hvordan man organiserer PPR bedre i de kommuner, hvor det ikke fungerer så godt. Så skal vi nok holde hænderne lidt væk fra de steder, hvor det fungerer rigtig godt, for det gør det nemlig også i en hel del kommuner, og hvor man bruger PPR som ankerpunkt for at kunne få en tidlig indsats og en vedvarende, opfølgende indsats for børnene.

Men tusind tak for at tage det her op. Jeg tror måske lige, jeg skal bemærke, at jeg har kigget på finansieringsforslaget, og jeg vil gerne afsløre, at jeg er utrolig spændt på, hvordan de forskellige partier forholder sig til det her forslag, ikke kun fordi det er interessant på PPR-delen, men simpelt hen også, fordi det er et interessant finansieringsforslag, der ligger. Nu kigger jeg lidt rundt i salen, men det er bare for at sige, at jeg sådan set synes, at finansieringen er utrolig fornuftig. Det plejer egentlig at være omvendt, nemlig at man plejer at stå heroppe og sige, at beslutningsforslaget kan være fint, men da der ikke er fundet nogen finansiering, kan vi ikke et eller andet, men her vil jeg sige, at det er godt set med finansieringen, men indholdet i forslaget tænker jeg ikke vi skal.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jacob Mark, SF.

SF er et økonomisk ansvarligt parti, og derfor har vi jo også fornuftige finansieringskilder på alle vores forslag. Men vi er også et pragmatisk parti, og det vil sige, at hvis der skulle være andre partier i Folketingssalen, som egentlig synes, det her er et fornuftigt forslag, men som gerne vil finde anden finansiering, så er de jo velkomne, og vi vil være lydhøre – det skal ikke være det, det kommer an på. Men tak for rosen i forhold til finansieringen.

Det her forslag, som jo er et beslutningsforslag – jeg er med på, at det her ikke er et endeligt lovforslag – handler for mig og for SF allermest om at give børn, hvis de sidder derhjemme med hovedet i hænderne, med dundrende angst eller skolevægring og har det frygteligt, den ret til ikke at skulle udsættes for alverdens undersøgelser, der skal ikke laves alverdens handleplaner, og de skal ikke snakke med alle mulige, før de får hjælp – de skal have hjælp. Jeg er helt enig i, at det er god lovgivning i forhold til underretninger. Jeg er også enig i synspunktet om, at der maks. må gå 24 timer. Problemet i lige det her tilfælde er i min optik ikke underretningerne; lærerne underretter, og lærerne vil sindssyg gerne have hjælp, men de oplever, at der ikke sker noget. Derfor er forslaget at give børnene en ret til, at man ikke kun kan give behandling, men at man skal give behandling.

Ministeren.

Jamen kommunerne er jo faktisk forpligtet til at give børn, der har særlige behov, den hjælp og støtte, de har brug for. Det er derfor, jeg tror, vi skal være utrolig påpasselige – lidt ligesom det, jeg sagde i forhold til det med efterværn. I forhold til at nogle kommuner ikke lever op til det – der er også nogle, der gør det rigtig godt – og ikke reagerer på de underretninger, der er, på relevant vis og ikke lever op til deres forpligtelse til at give støtte og hjælp ud fra de særlige behov, som et barn med f.eks angst eller skolevægring har, hjælper det jo ikke at lave en ny lovgivning, der er den samme. Og det er jo simpelt hen, fordi der så er nogle andre redskaber, der på en eller anden måde skal tages i anvendelse.

Det er jo baggrunden for, at vi har lavet det store PPR-projekt – i øvrigt i fællesskab med hinanden. Når det nu ikke har været lovgivning, der nødvendigvis var det store problem, men det er nogle andre mekanismer, der træder i kraft, så har vi valgt at gå den vej, i forhold til at vi lavede lige præcis det projekt med hinanden. Og jeg synes egentlig, at vi skylder det projekt, den idé og det stykke arbejde, der ligger dér, at vi også får det ud at flyve i virkeligheden, inden vi begynder på det her – jeg ved ikke, om vi overhovedet nogen sinde skal begynde på det her. Men i hvert fald synes jeg, vi skylder at gå videre ad den vej, vi har stukket ud.

Spørgeren.

Men i folkeskolelovgivningen står der: I tilfælde af at børn befinder sig i en særlig vanskelig situation, der kræver specialundervisning eller specialtilbud af den ene eller den anden art, så kan man modtage det akut. Der står ikke, at man skal modtage det, men der står, at man kan modtage det akut, og det er jo det, der er problemet. Det er derfor, vi vil have det ændret til, at det skal være skal. Og så får jeg lyst til at spørge: Hvis ministeren mener, at reglerne allerede er sådan et andet sted i lovgivningen, hvorfor så ikke bare konsekvensrette folkeskolelovgivningen?

Ministeren.

I forhold til den pligt, man har til at reagere inden for 24 timer, og de bestemmelser, der er, for, hvad man skal leve op til i servicelovgivningen, så mener jeg faktisk, det er klart. Altså, jeg er ikke jurist, så det der med, om man skal konsekvensrette nede i paragrafferne, ved jeg ikke noget om, men jeg mener sådan set, at vi har et ret airtight system, hvis man følger de ting, der ligger i lovgivningen, f.eks. det med underretning. Det, der er udfordringen, er jo præcis det, Jacob Mark selv nævner, nemlig at rigtig mange lærere underretter og oplever at have gjort det gentagne gange, og der sker ingenting; det ved vi er i mere end 40 pct. af tilfældene. Det er efter min mening en menneskelig katastrofe, og jeg tror, det er dér, der skal sættes ind.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren. Vi går videre til Socialdemokraternes ordfører, og det er hr. Jens Joel. Værsgo.

Tak for det, og tak til SF for at rejse en ekstremt vigtig debat.

Hvis vi skal vide noget om, hvor godt vores samfund er, hvor trygt vores samfund er, hvor inkluderende vores samfund er, så er noget af det, vi jo kan kigge på, hvor gode vi er til at give alle børn og unge tryghed og støtte, når de har brug for det. Der været mange filosofiske svar på, hvad det er, man skal måle et samfund på, men der er ikke nogen tvivl om, at vi i Socialdemokratiet jo altid vil skele til, hvordan man behandler dem, der har det sværest, og hvordan man behandler børn og unge, fordi det jo er der, vi bedst sikrer, at alle, uanset hvad for et liv de er født ind i, og hvad for en baggrund de har, får de bedste muligheder for at klare sig i livet. Så det er ekstremt vigtigt, når et barn eller en ung har behov for støtte, at den støtte så er der.

Derfor kommer vi jo ikke til at diskutere, om vi skal yde den støtte. Vi kommer heller ikke til at diskutere, om det er godt nok, som det er i dag, når både ministeren og hr. Jacob Mark kan pege på, at der er masser af sager med børn og unge. Selv om der er mange sager, hvor der går godt, så er der også alt, alt for mange sager, hvor det ikke går godt. Det er der sådan set ikke nogen grund til at diskutere, for det må vi jo bare konstatere og sige: Hvad kan vi så gøre for at gøre det bedre?

Når vi i Socialdemokratiet er usikre på at gribe det an, sådan som SF lægger op til her, ved at gribe i værktøjskassen efter lovgivning, så er det jo ud fra den opfattelse, at kommunerne faktisk er forpligtet til at hjælpe, hvis der er behov for hjælp, og hvis der er behov for akut hjælp, så skal man jo også hjælpe akut, selv om man ikke er færdig med hele udredningen. Kommunen har så at sige ansvaret for at gøre det, der er nødvendigt. Og hvis det ikke sker, kan man så løse det ved at sige det igen, eller kan man løse det ved at nedbryde nogle af siloerne som det PPR-projekt, vi sammen har været med til at få skrevet ind i satspuljen, peger på? Kan man løse det ved at vejlede eller lave en best practice og sikre, at nogle af de kommuner, der ikke løser det godt nok i dag, måske får skævet til nogle af de kommuner, der har knækket koden? Altså, hvad er det for et værktøj, der er det mest effektive? Vi vil selvfølgelig rigtig gerne fordomsfrit diskutere, hvad det er for nogle værktøjer i kassen, vi skal have fat i.

Jeg sad for et stykke tid siden i en helt anden sammenhæng på en skole, hvor nogle af de elever, de får ind, har været ude af skolesystemet i flere år. Det er jo helt vanvittigt, at man overhovedet accepterer, at skolevægring kan føre til, at de ikke har gået i skole i flere år. Det siger jo sig selv, at det betyder, at problemet bliver større, end det havde behøvet at være, hvis man havde grebet ind tidligere. Derfor er vi sådan set indstillede på at diskutere både gevinsterne, men også den menneskelige nødvendighed af, at man gør det her bedre.

Men det var jo sådan set også det, der var baggrunden for, at et af de steder, vi tog fat i i satspuljen, var at sige: Hvordan kan vi nedbryde siloerne? Hvordan kan vi få en lettere behandling ind i PPR-regi? Der mangler vi jo endnu at se, hvor godt det virker. Nu er det sådan set lige på trapperne i forhold til for alvor at komme i gang, men det ændrer jo ikke på, at det godt kan være, at det også kan være andre steder i PPR-systemet. Det kan sagtens være, at man skal have en dialog med kommunerne om, hvor det er, filmen knækker, og det vil vi meget gerne diskutere. Men hvis man er enige om, at det er, fordi den nuværende opgave ikke bliver løst godt nok i forhold til, hvad vi egentlig mener kommunerne skal levere, så får man det jo ikke ved at stampe i jorden og sige: I skal stadig væk gøre det. Så får man det ved at prøve at identificere lidt mere nuanceret, hvor det er, filmen knækker.

Det vil vi selvfølgelig gerne diskutere med SF, men også med de andre partier i udvalget og i øvrigt efterfølgende, fordi vi faktisk mener, at det ville være en undladelsessynd ikke at holde fast i, at de børn og unge, som har brug for hjælp, selvfølgelig skal have det.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jacob Mark, SF.

Tak for det. Altså, bare lige for at foregribe, at andre ordførere skulle tage den her med PPR op: Jeg synes, det er rigtig godt, at man tager en generel snak om PPR, og det er en god aftale, der er lavet omkring PPR, men det her forslag handler ikke om en generel diskussion om PPR, og hvordan det fungerer, om end det også kan have indflydelse på opgaveløsningen. Det handler om at give børn en ret – at hvis de har akut angst eller skolevægring, skal de have akut hjælp. Og det har vi så foreslået kan ligge hos PPR, men hvis der er nogen, der har et bud på, hvor det ellers kan ligge, er vi sådan set græskkatolske, hvad det angår. Det skal bare være det bedste.

Så siger ordføreren, og ministeren sagde det også lidt, at Socialdemokratiet egentlig opfatter det sådan, at det her allerede ligger i lovgivningen, og så bliver jeg jo egentlig bare glad, for så koster det gratis at lave det her. Så jeg skal bare høre, om ordføreren vil være indstillet på at undersøge, om det her allerede er loven, for det er ikke mit indtryk; det er ikke det, jeg har fået at vide. Men hvis det allerede er loven, koster det gratis at ændre det, og så er det bare godt.

Ordføreren.

Til det første først: Altså, jeg tror faktisk, at det er fint at diskutere det her i forhold til PPR. Jeg tror, vi skal passe på med at lave flere kasser. Jeg synes sådan set, det er udmærket, at vi prøver at samle så mange af beslutningerne i de instanser, de værn, der er omkring børn og unge. Så der er ikke nogen grund til at lave parallelle systemer.

Når vi er skeptiske i forhold til det her med, om man skal ændre lovgivningen, er det i virkeligheden mere, fordi: Løser man problemet ved at ændre lovgivningen, eller er det et andet sted, skoen trykker? Jeg kender jo hr. Jacob Mark godt nok til at vide, at det vigtige for hr. Jacob Mark jo ikke er at få skrevet noget andet i lovgivningen, hvis problemet stadig væk findes derude. Det er jo trods alt børnene og de unge, som ligger hr. Jacob Mark på sinde, og selvfølgelig også Socialdemokratiet, og derfor er det jo det, der er diskussionen, altså om vi i virkeligheden kommer i mål, eller om vi ikke kommer i mål, og om vi dermed bare bilder os selv og hinanden ind, at vi har lavet en løsning, uden at vi reelt set har løst problemet.

Spørgeren.

Jamen vores vurdering er også, at det vil ligge bedst hos PPR; det er også derfor, vi foreslår det.

Det er bare for at sige, at det er ikke er hele omorganiseringen eller organiseringen af PPR, der er det vigtige. Det er retten for det enkelte barn til at få hjælp. Og det, jeg bare prøver at reflektere lidt over, er, at hvis Socialdemokratiet mener, at det her allerede er i loven – at man skal have akut hjælp, hvis man er akut angst – er der vel ingen ko på isen ved at sørge for, at folkeskolelovgivningen også er sådan. Altså, hvis det allerede ligger i serviceloven, er det vel bare at overføre det til folkeskoleloven. Og jeg beder ikke ordføreren om at kunne redegøre for det, jeg beder bare om en tilkendegivelse af, om man vil undersøge det.

Ordføreren.

Jamen vi vil selvfølgelig gerne, også i udvalgsarbejdet, udrede, hvad lovgivningspraksis er, altså hvad den nuværende status er. Det, der jo er vigtigt, er, at kommunerne sådan set har fået en opgave, som handler om at hjælpe de børn og unge på den måde, de har behov for at blive hjulpet. Og det vil der jo være ekstremt mange forskellige vurderinger af, og det vil der jo være ekstremt mange forskellige praksisser for ude i kommunerne, men det fratager bare ikke kommunerne forpligtigelsen til at hjælpe de børn og unge, som de har. At det så i alt, alt for mange tilfælde i virkelighedens verden ikke sker, er vi enige med SF om, og det er jo derfor, vi gerne vil forbedre systemet, også uanset den diskussion omkring lovgivning.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og vi går videre til Venstres ordfører, og det er fru Marlene Ambo-Rasmussen. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Vi skal i dag behandle et beslutningsforslag fra SF om Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, i daglig tale PPR. Forslagsstillerne foreslår at ændre lovgivningen, så kommunerne forpligtes til at tilbyde akut gratis hjælp fra PPR til børn og unge, der har behov for det. Forslagsstillerne forestiller sig, at der maksimalt må gå 1 til 2 uger, før et barn eller en ung får behandling.

Børn og unge er vores fremtid. De er vores samfunds fundament, og derfor står børn og unges trivsel højt på Venstres dagsorden. Det gælder ikke mindst børn og unges mentale helbred og sundhed, som er utrolig afgørende for deres livsbane. I værste fald kan en barn- og ungdom i mistrivsel både økonomisk og socialt ende med et voksenliv uden for fællesskabet. Og Venstre har det som bekendt højeste prioritet, at alle er en del af fællesskabet. Derfor bliver jeg som trivselsordfører både bekymret og trist over at se, at stadig flere og flere børn går i mistrivsel, og at nogle direkte udvikler angst og depressioner.

Jeg besøgte sammen med et andet udvalg en psykiatrisk afdeling i efteråret, og de unge mennesker, jeg mødte på turen, sidder stadig væk i mig, f.eks. den unge pige, som var fuldstændig velfungerende og kom fra en kernefamilie, men hvor tingene pludselig fra den ene dag til den anden falder fuldstændig fra hinanden, og hun ender på psykiatrisk afdeling. Pludselig handler målet for hende ikke om at være sammen med venner og eventuelt kæreste og have familietid. Pludselig bliver målet for hende bare at komme fra den lukkede psykiatriske afdeling og ud til den åbne psykiatriske afdeling. Jeg husker også drengen Kevin, som havde mandsmod til at stille op på tv og fortælle om det at være ensom i en verden, som den ser ud i dag, hvor vi ellers ser, at de unge mennesker er meget sociale, i hvert fald på de sociale medier. Vi ved, at ensomhed kan ende ud i depressioner, angst og i sidste ende skolevægring.

Der hersker fra Venstres side ingen tvivl om, at det er i barn- og ungdommen, vi skal sætte ind. Handler vi først, når de når voksenlivet, handler vi for sent. Venstre er derfor meget optaget af potentialet i PPR-samarbejdet, som ofte har en stor og vigtig kontaktflade til børn og unge samt deres familier, men også til de involverede fagpersoner på tværs af enheder og sektorer. PPR er til stede i hele landet, og der er stor variation i PPR's opgaver og organisering landet over.

Venstre har sammen med satspuljepartierne i forbindelse med aftalen om satspuljen på sundhedsområdet for 2019-2022 derfor foretaget en markant investering på 120 mio. kr. for at styrke PPR. I forbindelse med satspuljeforhandlingerne blev partierne enige om at afsætte midler til, at der først skal laves et fagligt arbejde om netop behandlingstilbuddet i PPR, herunder en kortlægning af viden og praksis i dag. På baggrund af det faglige arbejde afsættes der en ramme til implementering af anbefalingerne. Målgruppen for arbejdet er børn og unge, der generelt er i mistrivsel og er i risiko for at udvikle en psykisk lidelse. Satspuljepartierne er også enige om, at målet på sigt er, at alle landets kommuner skal have en PPR, der tilbyder en lettere behandling af høj kvalitet. Det er samtidig målet at understøtte, at PPR kan bidrage til, at indsatsen for børn og unge i mistrivsel leveres på rette tid, sted og niveau.

For Venstre er det essentielt, at vi får styrket PPR. Det er bl.a. vigtigt at finde ud af, hvad der er den rette tid at vente på at blive behandlet. Vi hører jo om forfærdelige eksempler på børn, der venter i helt op til et år, og det er ikke rimeligt. Det er bl.a. det, som arbejdet under satspuljeaftalen går ud på at få klarlagt. Vi skal finde ud af, hvordan vi gør det her bedst muligt. Og det er Venstres synspunkt på det her. Man kan derfor sige, at beslutningsforslaget måske lidt foregriber det arbejde, vi allerede har holdt hinanden op på skal gøres, og som der ligger en aftale om.

Vi i Venstre vil holde regeringen op på arbejdet med at styrke PPR, som vi har aftalt i satspuljeforhandlingerne. Vi har fået svar fra ministeren den 19. maj 2020 om, at opfølgningen på arbejdsgruppens faglige arbejde om færdiggørelsen af materialet til brug for udmøntning af puljen er blevet forsinket. Corona eller ej ligger det her længere tilbage, og vi har også spurgt ind til det i forbindelse med samråd, før vi overhovedet havde noget, der hed corona i Danmark. Vi er ikke tilfredse med, at den her aftale ikke er udmøntet endnu, men vi ser frem til, at regeringen kommer i gang med arbejdet.

Med disse ord mener vi i Venstre, at en fælles beretning vil være en god måde at lande det på, for så får vi slået fast med syvtommersøm, at der skal leveres på den aftale om et styrket PPR. Det er en aftale, som vi i Venstre i hvert fald er stolte af og glade for at vi i sin tid indgik. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Jacob Mark, SF.

Tak for en god tale. Jeg tror, jeg vil koge mit spørgsmål helt ned til det, der i virkeligheden er kernen i det her forslag. Skal skolebørn i Danmark, der har akut angst og skolevægring, have krav på akut hjælp – ja eller nej?

Ordføreren.

Selvfølgelig skal de det. Det er jo også derfor, vi siger, at vi er glade for den aftale, der ligger her, om styrket PPR. For det er ikke rimeligt, at man ser børn, som ender med skolevægring, fordi de har ventet i noget, der ligner 1 år, på at få den hjælp, de har krav på.

Spørgeren.

Det var virkelig et dejlig klart svar, for i dag er lovgivningen jo sådan, at de kan få hjælp, og ikke, at de skal have hjælp. Så derfor vil jeg bare sige, at hvis vi skal arbejde ud ad den vej, hvor vi laver en udvalgsberetning, så vil vi meget gerne have skrevet ind, at målet – uanset hvor det ender med hvilke aftaler – er at lave en ret for børn om, at de, hvis de har akut angst og skolevægring, også skal have akut hjælp.

Ordføreren.

Ja, det er jeg fuldstændig enig med dig i. Det skal de have en ret til. Og man kan snakke »kan« eller »skal«. Altså, der står jo også i satspuljeaftalen, at det faglige arbejde skal beskrives, skal udvikle en mere systematisk videnoverførsel, skal tage hensyn til kommunernes forskellige forudsætninger, størrelse og organisering, og det skal være en realistisk implementering. Der er faktisk nogle gode »skal«-eksempler i den her satspuljeaftale, og det er også dem, vi egentlig forholder os til, fordi det er en ret, som børnene skal have.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Dansk Folkepartis ordfører, og det er fru Marie Krarup. Værsgo.

Tak for ordet. Vi ser meget positivt på det her forslag, fordi vi synes, at indholdet er utrolig vigtigt. Mine kolleger på det sociale område har været bannerførere for, at man fik det her satspuljeforløb i gang. Det drejer sig om at effektivisere PPR og at sørge for, at de kan yde den hjælp, som børn nogle gange har behov for. Og det er vigtigt, at den hjælp bliver ydet, og derfor ser vi også meget frem til, at det her satspuljeprojekt bliver udmøntet. Det synes vi er meget, meget vigtigt. Men det er så også årsagen til, at vi ikke kommer til at stemme for det her, fordi vi mener, at det kommer til at lave en snubletråd for selve satspuljeprojektet, som er skudt i gang. Men det er et vigtigt område, og vi er enige i, at der skal gøres noget, og at det skal gøres bedre, og derfor har vi fuld sympati for det, og det er sådan mere tekniske ting, vil jeg sige, der gør, at vi ikke kommer til at stemme for det.

Derfor vil jeg i lighed med den tidligere ordfører sige, at det nok vil være en god idé at lave en beretning på området, fordi der jo nu er indtil flere, der har udtalt sig meget positivt om det faglige og saglige indhold, men selve processen med at stemme et beslutningsforslag af den her art igennem er nok ikke det rigtige. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jacob Mark, SF.

Det vil jeg gerne sige tak for, og jeg kan også allerede nu afsløre, at det her forslag ikke kommer til afstemning. Det ender med en beretning, fordi jeg synes, det virker til, at partierne er indstillet på at lave en løsning. Men jeg vil gerne lige høre ordføreren, om det er Dansk Folkepartis holdning, at børn, der har akut angst og skolevægring, også skal have krav på akut hjælp. Det er jo det, der er kernen i forslaget.

Ordføreren.

Børnene skal have hjælp – det er der ingen tvivl om. Men man skal altid passe på, når man begynder at tale rettigheder. Skal barnet så have en ret, hvis det selv mener, at det skal have et forløb, mens mor og far eller lærere ikke mener det osv.? Så der er ingen tvivl om, at børn, der har behov for hjælp, skal have hjælp. Men i forhold til om det er barnet selv, der skal definere det, eller om det er forældrene eller lærerne, skal man nok lige være lidt mere forsigtig i sine formuleringer, så det ikke bliver en mærkelig rettighed, man lige pludselig tildeler en mindreårig.

Spørgeren.

Det er jeg sådan set meget enig i, og der er lovgivningen også ganske klar i dag. Altså, der skal jo ligge en vurdering af, at der her er tale om et problem. Problemet er, at lovgivningen ikke er lige så klar, når der er tale om, hvordan man løser problemet. Der skal laves en vurdering, men der kan gives akut hjælp. Der vil jeg sådan set bare anbefale, at vi sammen får lavet en formulering om, at der skal gives akut hjælp, når der er enighed om, at der er problemer.

Ordføreren.

Jamen det er der ikke tvivl om; selvfølgelig skal der gives akut hjælp, ligesom der skal komme en ambulance, når der er behov for det. Det synes jeg ikke der skal være diskussion om. Spørgsmålet er jo, om man kan det, om man er i stand til det, og om man har den rigtige organisation og det rigtige setup, og det er jo det, som det her satspuljeforløb forhåbentlig får afklaret og får effektiviseret.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Radikale Venstres ordfører, og det er fru Anne Sophie Callesen. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt lide udtrykket en ambulance, for selvfølgelig skal børn og unge, der har brug for hjælp til for eksempel at håndtere deres angst, have den hjælp, og den skal de have hurtigt. Så Radikale Venstre støtter det her forslag, bl.a. fordi vi er overbeviste om, at en tidlig indsats betaler sig. Det er for dyrt at vente med at hjælpe. Det har vi rigtig, rigtig meget evidens for, og først og fremmest er det jo også helt umenneskeligt at vente med at hjælpe, ligesom det ville være umenneskeligt at vente med at sende ambulancen af sted, selv hvis det skulle være billigere, og det vil det nok meget sjældent være.

Så vil jeg sige, at vi ser store forskelle, også for store forskelle, mellem kommunerne. Vi ser nogle steder med meget lange ventetider i PPR, og det må jo ikke være ens bopæl, der afgør, om man kan få den hjælp, man har brug for, til at håndtere sin angst. Derfor vil jeg sige, at i forhold til det, andre partier, bl.a. Socialdemokratiet, har sagt om, at reglerne er, som de bør være, i dag, er det tydeligt for mig, at alt ikke er, som det bør være, i dag. Derfor ønsker vi også forhandlinger om det her og ser positivt på forslaget om en opstramning af reglerne, hvor man gør det til en ret og præciserer, at det ikke er »bør«, men »skal«, når det gælder om at hjælpe.

Så skylder jeg lige at sige til allersidst, at modsat ministeren er vi ikke helt enige i finansieringen, men vi er bestemt villige til at finde nogle penge til det her. Vi havde også selv afsat 220 mio. kr. på vores eget finanslovsudspil sidste år til at styrke PPR, så vi har også ideer til, hvordan vi kan finde pengene, og det synes vi vi skal tage i de forhandlinger, der eventuelt måtte komme, og som vi gerne vil have. Ellers er vi selvfølgelig også indstillet på at se på, hvordan vi kan lave en beretning på det her.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Enhedslistens ordfører, og det er hr. Jakob Sølvhøj. Værsgo.

Tak for det. Det er et rigtig fint forslag, som SF her har fremsat. Det er rigtig vigtigt, at der kommer et endnu stærkere fokus – de hidtidige ordførertaler har jo bevidnet, at der er et fokus, men der skal komme et endnu stærkere fokus – på, hvordan vi hjælper børn, der er i alvorlig mistrivsel, børn, der kæmper med angst eller depression, og som for manges vedkommende ikke får den hjælp, de har behov for, og for en dels vedkommende i hvert fald ikke får den hurtigt nok.

Ligesom med det foregående forslag, vi drøftede, kan man også her se, at der er store kommunale forskelle på, hvordan det her håndteres, og i den undersøgelse, som der henvises til i SF's bemærkninger til forslaget, kan man jo se, at organiseringen af PPR er meget forskellig fra kommune til kommune, og jeg tænker, at det behøver måske nok ikke i sig selv at være et problem. Altså, der tror jeg ikke, vi skal sige: Det kun kan gøres på én måde. Det er placeret under forskellige forvaltninger og forskellige udvalg, men når man går ind og kigger på de tidsforløb, der er, i forhold til hvornår der iværksættes en proces, er det jo dybt, dybt bekymrende, at der er så stor en forskel. Jeg tror, det er en tredjedel af kommunerne, hvor der er en ventetid på mellem 3 og 6 måneder, nogle steder endda helt op til 1 år, og det er jo en helt håbløs situation, når vi har børn og unge, der er i alvorlig mistrivsel.

Hvad gør vi så ved det? Altså, jeg synes, det er en rigtig tænkning, som ligger i SF's forslag, om, at vi skaber en lovgivningsmæssig forpligtelse. Jeg synes, det er godt, at det er formuleret sådan, at man ønsker, at regeringen indkalder til en forhandling om det. Jeg synes, der har været meget imødekommelse over for SF's forslag, og der er jo ingen grund til at gøre det her til noget enklere, end det er. Så på den måde synes jeg det er fornuftigt, for jeg synes altså, det er rigtigt, at der skal være en lovgivningsmæssig forpligtelse.

Jeg har studset over de formuleringer, der er i lovgivningen i dag, og som der også henvises til. I bekendtgørelsen om specialundervisning og pædagogisk bistand er der en skitsering af, hvad forløbet skal være, hvis man skal henvise et barn til hjælp, og dér står der så det pudsige i punkt 5, som der henvises til – slå det efter – at hvis en elev befinder sig i en særlig vanskelig situation, der nødvendiggør en øjeblikkelig indsats, kan skolen sætte ind. Det er i hvert fald en underlig modstilling, og jeg synes, vi skal have belyst det, som ministeren også henviste til, nærmere i forhold til den sociale lovgivning. Det er lidt ejendommeligt at sige, at er man i en særlig vanskelig situation, der nødvendiggør en øjeblikkelig indsats, kan kommunen eventuelt sætte ind. Altså, der er jeg enig i noget af den retning, som SF foreslår, altså at man dér i bekendtgørelsen ændrer en »kan«-bestemmelse til en »skal«-bestemmelse. Det lader umiddelbart til at være en rigtig fornuftig løsning. Der er i hvert fald et åbenlyst misforhold, synes jeg, mellem konstateringen af behovet og kravet til indsatsen, sådan som det er skitseret.

Så stor tak for at have fremsat forslaget. Jeg synes, det er rigtig godt, at vi får diskussionen. Det er ikke sikkert, at vi lige kan trække dén rigtige løsning op på et øjeblik, men Enhedslisten er helt med på tænkningen om, at de gode viljer og forhåbninger om, at kommunerne nok skal gøre det bedre, best practise osv., som jeg ikke vil kaste vrag på, for det kan der også være god mening med, ikke er nok. Jeg tror ikke, det er nok. Jeg tror, det er vigtigt, at vi kigger på lovgivningsmæssige forpligtelser. Så der er støtte herfra.

Jeg kan forstå på hr. Jacob Mark, at vi ikke skal række hånden i vejret, havde jeg nær sagt, trykke på knapperne, rejse os op gør vi for tiden, men vi er med på at kigge på en beretning, så vi kan lande det her på en god måde.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er fru Hanne Bjørn-Klausen. Værsgo.

Tak. Og tak til SF for at tage et meget alvorligt emne op. Jeg er rigtig glad for, at vi har det her i salen. Der er ingen tvivl om, at det er et stort og alvorligt problem, når flere og flere børn og unge rammes af angst, og der er heller ikke nogen tvivl om, at vi som samfund skal reagere og kigge på, hvorfor vi ser den enorme stigning. Og vi skal hjælpe børnene og deres familier så godt som muligt. For når børn bliver ramt af angst, er det ikke kun den unge, der bliver ramt, men det er hele familien, der lider under det. Det er både forældre og søskende. Vi er helt enige om, at familierne skal hjælpes hurtigst muligt. Tidlig indsats hjælper altså også her. Det budskab vil jeg og Det Konservative Folkeparti meget gerne være medafsender på ud til alle landets kommuner, men vi vil ikke bestemme, hvordan kommunerne skal hjælpe.

I Danmark har vi jo det kommunale selvstyre, og jo flere love, vi vedtager i Folketinget, som pålægger kommunerne, hvordan de skal agere, jo mere fratager vi også kommunerne deres egentlige selvstyre, og på den måde bliver de minimeret til administrationskontorer uden økonomi til alt det, de så er blevet pålagt. Opgaven ligger allerede ude i kommunerne. Det er dem, der skal hjælpe de angstramte børn og deres familier. Det er kommunerne, som skal prioritere, hvordan de vil hjælpe angstramte børnefamilier. Og alvorlig talt, jeg forstår ikke, hvorfor det ikke har større fokus og prioritet ude i kommunerne. For jo længere tid, der går, inden behandlingen sættes ind, jo større bliver også problemet, og det bliver bare dyrere for kommunerne ikke at gøre noget. For jeg anerkender også, at der er nogle kommuner, måske endda mange kommuner, der ikke prioriterer det ansvar, hvilket jeg synes de bør gøre. Mange kommuner nedprioriterer mere eller mindre bevidst områder til fordel for andre sager, som de finder mere vigtige. Derfor ser vi også et danmarkskort, som står og blinker rødt i forhold til Ankestyrelsens afgørelser. Problemet er bare, at hvis vi giver kommunerne endnu en forpligtelse, så ser jeg allerede antallet af ankesager stige endnu mere, og det er jo ikke det, vi vil.

Der er kommunalvalg om halvandet år, og jeg vil gerne opfordre alle til, at det her tema kommer til at fylde i kommunalvalgkampen. Jeg sidder selv i kommunalbestyrelsen ude i Herlev. Jeg tager det rigtig gerne op. Da jeg sad og læste forslaget, tænkte jeg, at det her skal være en af de sager, jeg tager op, for jeg synes, det er rigtig vigtigt. Det er os politikere ude i kommunerne, der skal prioritere, hvordan vi skal hjælpe, ikke kun med hensyn til angst, men generelt på handicapområdet og i sociale sager, for vi har mange udfordringer der. Det vil jeg gerne være med til at sætte spot på, det er vigtigt.

Så vi er enige om, at der skal ske noget på området og gerne snart. Vi kan bare ikke sende regningen ud til kommunerne, uden at der også følger en pose penge med. Nu var hr. Jacob Mark selv inde på, at det måske slet ikke koster noget, fordi det allerede står i serviceloven, at kommunerne skal gøre noget ved det. Man må så se på, om der er penge til det. Men det er i hvert fald kommunerne, der skal prioritere, at pengene også bliver brugt rigtigt på det her. Jeg synes, at vi sammen også skal sende et signal til dem om, at det forventer vi også at de gør.

Hvor end vi gerne vil gøre noget ved problemet med hensyn til hjælp til de angstramte børnefamilier, kan vi ikke støtte forslaget, fordi det er kommunernes ansvar, og det vil vi også gerne fortælle dem. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jacob Mark, SF.

Det der med kommunalt selvstyre er altid spændende. Det er jo en klassiker på Christiansborg, og det skal det også være. Jeg mener også, at der skal være kommunal frihed, men jeg mener, at der er nogle ting, der er så vigtige, at vi her ligesom må have nogle kvalitetsstandarder.

Jeg er med på, at det er lidt polemisk, men det er også rigtigt, så derfor spørger jeg: Hvis nu der sidder et ungt menneske derhjemme – apropos fru Marie Krarups sammenligning med en ambulance – som ikke kan bevæge sig ud ad en dør, fordi han eller hun har dødsangst, så er det et spørgsmål om kommunalt selvstyre, om vedkommende skal have hjælp, men ville det være et spørgsmål om selvstyre, hvis han eller hun sad derhjemme med et brækket ben?

Værsgo.

Det er et rigtig godt spørgsmål, og jeg synes, det er et problem, at kommunerne ikke tager det alvorligt på den måde. Nu har vi besluttet, at det er kommunerne, der varetager den her opgave, og så skal de også tage det alvorligt, og de skal tage ansvaret på sig. Og så skal man også prioritere det. Kommunerne skal da prioritere det, som kom man ud til et brækket ben.

Spørgeren.

Min pointe er jo bare, at der er nogle ting, der er så vigtige, at der her i min bog ikke er tale om et lokalt råderum. Her er der ikke tale om, at det skal man sidde og diskutere på et kommunalbestyrelsesmøde – jeg har også siddet i en kommunalbestyrelse – men det skal bare ordnes. Og jeg mener, at unge mennesker, der sidder derhjemme med akut angst, bare skal have hjælp. Hvorfor vil ordføreren og ordførerens parti så ikke være med til at lave den kvalitetsstandard, den sikring for de børn og de unge?

Ordføreren.

Jamen det vil jeg også håbe at man vil ude i kommunerne, og jeg forstår ikke, hvorfor man ikke gør det. Vi skal gå i skole, det er også kommunernes ansvar at sørge for det. Det falder lidt i tråd med det. Men igen, kommunerne har jo ifølge serviceloven pligt til at sætte ind og hjælpe. Det her er jo måske så egentlig bare at udpensle det yderligere. Der står jo allerede, at de skal hjælpe de her børn, så det har jeg også en forventning om at de gør. Når de så ikke gør det, tænker jeg, at vi så herindefra må se, hvad vi kan gøre med de kommuner, som ikke gør det, de skal ifølge serviceloven. Det er et kæmpe problem, og det er et kæmpe problem på mange områder, ikke kun på angstområdet, men også på mange andre områder. Det er jo derfor, at vi har sådan et danmarkskort, der står og blinker rødt. Det synes jeg er rigtig alvorligt, og det synes jeg da vi skal kigge på. Men hvordan skal vi gøre det? Skal vi trække nogle forpligtelser ned over kommunerne? Det synes jeg så ikke, men jeg synes da helt klart, at vi skal tale om, hvad vi kan gøre ved det, for det er et kæmpe problem.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Nye Borgerliges ordfører, og det er fru Mette Thiesen. Værsgo.

Det er en rigtig god debat, som SF tager op. Jeg har også selv oplevet, hvordan det nogle gange kan tage utrolig lang tid, og at der var utrolig lang ventetid på hjælp fra PPR. Det kolliderer dog lidt for mig.

Jeg er fuldstændig enig i, at børn skal hjælpes, og jeg har også en meget stor tiltro til, at hvis man har nogle konkrete udfordringer, er der nogle fagpersoner ude på de enkelte skoler, som lige præcis ved, om det er PPR, eller om det kan være noget andet, man skal sætte ind med. For skolevægring kan skyldes rigtig mange forskellige ting – bare for at tage et konkret eksempel, som også bliver nævnt her. Det er ikke nødvendigvis PPR, der skal ind over. Det kan sagtens være noget AKT eller noget helt tredje, som man skal have ind over. Det kan også bare være den gode, nærværende klasselærer, som kommer ud og møder barnet om morgenen og følger det ind i klassen. Så der kan være rigtig mange forskellige ting.

Så at vi skal sidde herinde på Christiansborg og diktere, at alle skal have ret til akut hjælp fra PPR, er jeg ikke særlig vild med. Jeg vil rigtig gerne gå ind og kigge på det, for jeg ved, at det i mange kommuner er et problem, at man har den her meget lange ventetid, men jeg vil stadig væk sige, at det ikke er noget, vi løser ved at gøre det her til en rettighed, altså at man har ret til akut hjælp fra PPR.

Så det er egentlig det, jeg vil sige. Det er derfor, vi ikke støtter op om det her beslutningsforslag – ikke fordi vi ikke er fuldstændig enige i, at hvis der er nogle børn, som har et konkret og akut behov for at få noget hjælp, så skal de have hjælp, for det skal de have. Men jeg mener ikke, at vi er fagpersoner herinde, så vi skal diktere, at det lige præcis er PPR, der skal ind over med de her forskellige ting. Det har jeg fuld tiltro til at man finder ud af ude på de enkelte skoler.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jacob Mark, SF.

Tak. Det er bare for at forstå Nye Borgerliges holdning sådan helt præcist. Er Nye Borgerlige for, at de skal have ret til hjælp, men hvor Nye Borgerliges problem så er, at der i forslaget står angivet, at det lige præcis er PPR, eller er Nye Borgerlige slet ikke for, at de skal have ret til hjælp, og mener ligesom De Konservative, at det er et lokalt anliggende hvordan og hvornår?

Ordføreren.

Jeg tror, jeg har en lidt anderledes holdning til det end Konservative. Men som jeg også har sagt tidligere i dag, oplever jeg også rigtig mange kommuner, hvor man løfter en hel masse opgaver, som overhovedet ikke er i nærheden af kernevelfærd, og så er der sådan nogle områder som det her, som halter gevaldigt. Jeg mener ikke, at vi herindefra skal sidde og diktere, at man skal have en ret til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Jeg mener og har fuld tiltro til, at skoler, daginstitutioner osv. finder ud af, hvad der er de rigtige løsninger for de børn, som de har, og det kan også være alt muligt andet end PPR. Så jeg er bestemt ikke imod, at man skal have den rigtige hjælp, men at vi skal diktere, at der skal ret til akut hjælp fra PPR, mener jeg ikke er den rigtige løsning.

Spørgeren.

Det er også derfor, jeg fisker lidt efter, om man i Nye Borgerlige kunne være med til at kigge på retten til en akut hjælp. Altså, hvis det er PPR, man slår sig på, må vi jo arbejde videre ud fra det. Mit indtryk er også, at daginstitutioner og skoler i langt de fleste tilfælde løfter de opgaver, de har derude, men at de ikke altid bliver hørt, altså at de oplever, at der går lang tid, før der så sker noget med de børn, som de underretter om. Så vil Nye Borgerlige være med på at arbejde ud af et spor, hvor man så bare sikrer retten til akut hjælp, hvis man har brug for akut hjælp, uanset hvor det så lige er, vi finder ud af det skal være?

Ordføreren.

Jeg vil hellere sige, at vi altid vil bidrage til, at vi laver nogle aftaler, så vi kæmper imod kassetænkning, for det er jo det, der sker. Vi går meget ind for decentralisering, vi går meget ind for, at vi lægger ansvaret ud til skolerne og ud til de enkelte institutioner, og at man ikke blander sig så meget herindefra, som man gør på nuværende tidspunkt, så man derved også frigør en masse tid og plads til at lave de rigtige løsninger for de børn, der er derude. Vi skal ikke herinde fra Christiansborg diktere, at der skal være en ret til noget bestemt, for vi kan ikke sidde og sige, at det skal være ret til PPR eller ret til AKT, eller hvad det skal være – det skal de gøre ude på skolerne. Men jeg er altid klar til at kæmpe imod kassetænkning og for, at kommunerne løser kernevelfærdsopgaverne og ikke alt muligt andet.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Henrik Dahl. Værsgo.

Tak for det. Hr. Jacob Mark og jeg har begge to snart 5-årsjubilæum som folketingsmedlemmer, og i alle de 5 år har vi været aktive inden for undervisningspolitik. Og den her diskussion har vi jo haft rigtig, rigtig mange gange i de 5 år, der er gået, så jeg tror efterhånden også, det er velkendt for hr. Jacob Mark, at jeg altså er ret skeptisk over for både overdiagnosticering og selvdiagnosticering. Det beroliger mig selvfølgelig meget at høre hr. Jacob Mark sige, at børn og deres forældre ikke skal have ret til offentligt finansieret behandling af selvdiagnosticerede lidelser, for hvis man giver tilladelse til behandling af selvdiagnosticerede lidelser, har man uden tvivl givet tilladelse til at slå bunden ud af statskassen. Sygdomme skal diagnosticeres af en fagligt kvalificeret dørvogter – i anførselstegn – som i princippet både har tilladelse til at erklære folk syge, som tror, de er raske, og erklære folk raske, selv om de tror, de er syge. Det er det, man har læger og tilsvarende personalegrupper til.

Men vi skal også passe på med at overdiagnosticere, og det er jo noget, som Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab talrige gange har advaret imod, og hvor jeg savner en lydhørhed hos SF i forhold til spørgsmålet om overdiagnosticering. Det er jo også karakteristisk, at man gerne vil overdiagnosticere gymnasieelever som stressede, og jeg synes, at det her falder ind i mønsteret med manglende opmærksomhed på overdiagnosticering.

Og hvorfor er det, at vi ikke skal overdiagnosticere? Jamen det skal vi jo ikke, fordi ressourcerne ikke er uendelige, hverken personaleressourcer eller økonomiske ressourcer. Og det, som Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab siger, når de advarer imod overdiagnosticering, er, at hvis vi er for hurtige til at erklære folk syge, når de mærker det mindste ubehag, eller kalde en livskrise for en sygdom, så er der alvorligt syge mennesker, som ikke får den opmærksomhed, de har brug for. Det at diagnosticere lette tilstande stjæler simpelt hen opmærksomhed og hjælp fra de tunge tilfælde.

Det er selvfølgelig utrolig sympatisk, at man skal hjælpe korrekt diagnosticerede børn og unge hurtigt, og det vil vi gerne være med til – korrekt diagnosticerede. Men med den form, som forslaget har, hvor man overhovedet ikke tager hensyn til spørgsmålet om overdiagnosticering og overhovedet ikke ser på, om den her vækst i antallet af tilfælde kunne skyldes overdiagnosticering, som er noget, de faglige selskaber advarer imod, så bliver det altså lidt svært at støtte det. Så jeg ville næsten ønske, at SF ville flette et tilsvarende forslag sammen med nogle overvejelser om overdiagnosticering, sådan at man kunne komme i gang med at se på det, og så vi kunne hjælpe de korrekt diagnosticerede.

Så i den form, som forslaget ligger i her, hvor der slet ikke er taget højde for overdiagnosticering – altså at overdiagnosticering overhovedet kunne eksistere, bare som en mulighed – har vi altså meget svært ved at bakke op om det. Og så er finansieringen selvfølgelig helt uacceptabel for et parti som mit – det er klart. Men det er altså den her mangel på fokus på overdiagnosticering, som er det udslagsgivende for mig. Så derfor kan vi ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Jacob Mark, SF.

Jeg kom til at tænke på filmen »Den eneste ene«, hvor hun siger: »7 år, Niels«. Og der har jeg lyst til at sige: »5 år, Henrik«. Men jeg må ikke bruge direkte tiltale her, så jeg vil bare sige, at der gik 5 år, og så tror jeg, at vi endelig nåede et kompromis. Og det kompromis, jeg kunne se for mig efter at have hørt ordførerens tale, er, at vi skriver, at korrekt diagnosticerede børn skal have ret til akut hjælp. Og så er det ikke mig, der skal vurdere, hvornår man er korrekt diagnosticeret – det er jo mennesker ude lokalt, der faktisk har forstand på slags. Kunne det være en vej?

Ordføreren.

Jeg kommer måske mere til at tænke på »Groundhog Day«. Det er den her film, hvor alting gentager sig hele tiden. Men altså, sådan kan man komme jo til at tænke på forskellige film.

Jamen altså, det lyder da som et fornuftigt forslag, for jeg synes selvfølgelig, at den omsorg, som hr. Jacob Mark og hans parti har i forhold til at hjælpe korrekt diagnosticerede personer, er rigtig, og den er jeg enig i. Men vi må også have debatten om overdiagnosticering, for det er noget, de faglige selskaber advarer imod, og det tager ressourcer fra dem, der er alvorligt syge. Så det kompromis, der bliver skitseret her, synes jeg sagtens vi kan arbejde videre med.

Spørgeren frafalder. Så siger vi tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så giver vi ordet til ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Jacob Mark, SF. Værsgo.

I SF vil vi ikke længere acceptere eller se til, at børn med skolevægring og med angst, hvad enten det er dødsangst, panikangst eller andre angstformer, der gør, at man ikke kan dukke op i skolen, bare bliver ladt i stikken og sidder derhjemme sammen med nogle forældre, som ofte er rådvilde og ulykkelige over situationen. I SF vil vi ikke længere acceptere, at antallet af børn, der har angst, bare går opad. Over de sidste 10 år er antallet af angsttilfælde i Danmark tredoblet blandt børn. Det er meget ulykkeligt.

Et barn, der sidder derhjemme, og som ikke kan gå ud af sin hoveddør, fordi han eller hun f.eks. har dødsangst, har ikke brug for lange undersøgelser, har ikke brug for handleplaner uden handling, har ikke brug for dårlige undskyldninger eller søforklaringer om, at økonomien ikke lige er til at hjælpe, og har heller ikke brug for forklaringer om kommuner, der ikke tager deres ansvar alvorligt. Ligesom børn, der sidder derhjemme med et brækket ben, kan blive hentet af en ambulance og har ret til at få hjælp, skal børn, der sidder derhjemme med angst og skolevægring, have ret til akut hjælp.

Det er det helt simple og enkle, der ligger i det her forslag. Forslaget går ud på, at hvor det i dag er en »kan«-bestemmelse, sådan at man kan give dem hjælp i de særlig vanskelige situationer – det står beskrevet i lovgivningen – hvor man nu kan give dem hjælp, så skal kommunerne give dem hjælp. Lærerne vil det gerne, pædagogerne vil det gerne, skolelederne vil det gerne, for der er ikke noget værre som fagperson end at opleve, at man underretter, men at der ingenting sker. Man hører fra forældrene, at barnet ikke får den hjælp, barnet har brug for. Det er derfor, det her forslag er vigtigt.

Jeg vil gerne sige tak for debatten. Jeg vil gerne sige tak til regeringen og Socialdemokratiets ordfører for at tage problemstillingen alvorligt og for, hører jeg, også at ville gå ind i et arbejde med at finde ud af, hvordan vi sørger for, at børn ikke skal sidde derhjemme. Regeringen har en opfattelse af, at lovgivningen måske allerede er sådan, at børn skal have den hjælp, og det vil jo være lykkeligt, for så koster forslaget her ingen penge. Det er ikke sådan, jeg læser folkeskolelovgivningen, men hvis der er en anden lovgivning, der er sådan, så kan man jo konsekvensrette folkeskolelovgivningen og sende det klokkeklare signal til kommunerne. Så det glæder jeg mig til at få undersøgt. Men tak for den positive modtagelse.

Tak til Venstre for en rigtig god tale og for at tage problemet alvorligt. Jeg er fuldstændig enig i, at børn er samfundets fundament, men jeg har også tænkt på, at vi tit taler så meget om børn som deres eget fundament eller som nogle, der skal ud at erobre hele verden, at vi nogle gange lader dem lidt i stikken, og at de føler, at de har hele verden på deres skuldre. Og det må ikke altid være nemt at være sit eget fundament. Så selv om jeg er helt overbevist om, at ordføreren har ret i, at børn er dem, der kommer til at skabe samfundet, så er en af pointerne i det her også, at når de ikke kan være det fundament, skal vi være det for dem.

Tak til DF for åbenheden over for forslaget og for sammenligningen med ambulancen, der ville komme kørende. Det synes jeg var en klog sammenligning. Tak til Enhedslisten og Radikale for støtten. Tak til De Konservative for at virke meget optaget af det her problem, som det er, når børn bliver ladt i stikken, og tak til ordføreren for at ville tage det op i sit eget byråd og få det ændret i Herlev. Så mangler vi kun alle de andre kommuner, hvor der ikke er styr på problemet. Tak for også at holde fanen højt for det kommunale selvstyre. Det er der få der gør. I det her tilfælde mener jeg ikke at der skal være lokalt selvstyre. Der mener jeg, at børn skal have den hjælp, de har brug for.

Tak til Nye Borgerlige for åbenheden. Jeg håber, at vi i udvalgsprocessen kan blive helt klare på, hvordan vi kan sikre, at børn får den hjælp, som jeg også hører partiets ordfører sige at de gerne vil sikre børnene. Og tak til hr. Henrik Dahl for 5 års diskussioner og for udsigten til, at vi måske endelig kan lande et kompromis, der hjælper de børn, der har brug for hjælp. Jeg glæder mig til den videre behandling i udvalget.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.