Hvis jeg sad bag beskyttende plexiglas, som jeg i øvrigt selv var med til at bygge, dengang jeg arbejdede i det konkrete Danmark, ville min opmærksomhed også være optaget af alt muligt andet end blot en kollega, der skal op at tage ordet som den sidste i rækken. Så jeg forstår til fulde formanden i det her tilfælde.
Nok om de gode ting, for nu skal vi snakke kønsmåltal. Jeg synes, at det endnu en gang er udtryk for sådan en galgenfeminisme, der hærger på ny, havde jeg nær sagt, og som er på spil, og i det her tilfælde går det ud på, at man gerne vil presse, nudge og endda i nogle tilfælde tvinge kvinder – i nogle tilfælde imod deres vilje – til at tage imod nogle topstillinger, som de ikke ønsker at have, eller tvinge nogle virksomheder til at ansætte nogle, de ikke ønsker, blot fordi de mennesker har et bestemt køn. Den form for kønsbureaukrati er vi imod i Liberal Alliance, fordi det er besværligt og det er skørt og det hverken tilfører ligestilling eller en eneste virksomhed nogen værdi. Tværtimod er det et tilbageskridt for ligestillingen, at vi skal til at skele til køn i ansættelserne i stedet for at se bort fra køn.
Som jeg var inde på tidligere, forstår jeg ikke den her moderne feministiske tilgang om, at flere kvinder skal opføre sig som mænd, at flere kvinder ligesom mænd skal gå efter nogle topstillinger og bestyrelsesposter, og at de i sidste ende skal ende med at fravælge tid med deres børn, med deres familie, med deres fritid og knokle på livet løs, prioritere karrieren over de andre ting og ligge på dødslejet og fortryde, at de ikke havde brugt mere tid sammen med deres børn og deres kære og på noget, der ikke var arbejde. For det er jo en af årsagerne til, at mænd i højere grad, end kvinder er, er i toppen af erhvervslivet, altså fordi mænd er skøre nok til at foretage den slags prioriteringer. Og der må jeg sige, at det jo er os mænd, den er gal med, det er ikke kvinderne, og jeg kan ikke forstå, hvorfor feminister mener, at det gode liv er, at kvinder skal presses til at arbejde mere og prioritere karriere over familie og andet.
Man må også bare sige, at al den her snak om, at der er usynlige sociale strukturer, der undertrykker kvinderne, er noget vås, for det, som forskningen viser, er, at desto mere ligestillet et land er i forhold til mulighederne, desto større er forskellene i karrierevalg, for når først valget er frit, kommer forskellene til udtryk, altså de naturlige forskelle. I lande som Iran og lignende er der en større grad af ligestilling mellem mænd og kvinder i uddannelsesvalget, for der er ligestillingen ikke fri, da man dér skal vælge en bestemt vej, mens det derimod i de nordiske lande er sådan, at forskellene mellem kønnene, i forhold til hvad man ønsker karrieremæssigt og uddannelsesmæssigt, er større end i mange af de lande, der ikke er frie, fordi mænd og kvinder i gennemsnit er forskellige, hvilket der ikke noget galt i. Men med den her type politik ønsker man at bekæmpe det frie valg, og man bekæmper ligestilling, og man indfører bureaukrati for virksomhederne, og det er et tilbageslag for ligestillingen, at man skeler til køn frem for blot at kigge på kompetencer.
Det er jo efterhånden 200 år siden, vi havde et opgør med stændersamfundet, hvor vi sagde, at det ikke handler om, hvorvidt du tilhører menigheden, almuen eller bønderstanden eller adelen, nej, nej, alle har de samme rettigheder, og siden hen fik mænd og kvinder de samme rettigheder i demokratiet, fordi man ikke skal skele til køn. Men det er jo det, man gør med den her type politik, hvor man siger, at køn er vigtigere end meritter. Det er jo et tilbageskridt for ligestillingen at føre sådan en politik.
Så må jeg også bare sige, at det er et uløseligt paradoks, at man vil bekæmpe diskrimination ved at bruge diskrimination og diskriminere på baggrund af køn, og helt teoretisk er de her regler om en lige fordeling af kvinder og mænd i bestyrelsesposter og topposter og lignende i erhvervslivet jo meningsløse, for hvis vi forestiller os en bestyrelse med 11 pladser, er der kun to fordelinger, der vil være lige i lovens forstand, og det vil være dem, der har 5 mænd og 6 kvinder eller 6 kvinder og 5 mænd. Hvis vi så forestiller os, at vi skal besætte den her bestyrelse med den mest neutrale og tilfældige og fair proces som overhovedet muligt, og som overhovedet ikke skeler til køn eller noget som helst andet, nemlig lodtrækning, hvis vi altså trak lod om, hvem der skulle sidde i de her bestyrelser, ville vi igennem den her fuldstændig fair og vilkårlige proces i 55 pct. af tilfældene opnå en bestyrelse, som ikke er lige fordelt, for mere end halvdelen af gangene ville vi udtrække en bestyrelse med 7 eller flere af det samme køn. Så selv ved den mest kønsneutrale proces, vi overhovedet kan forestille os, kommer vi frem til et ulige resultat i lovens forstand, og det demonstrerer jo, at den her tanke om de her måltal ikke bare er et angreb på ligestilling og meritokratiet og den sunde fornuft; det er faktisk også et angreb på noget så basalt som matematik, for verden er jo også præget af noget tilfældighed, og det er også det, som det her er et angreb på.
Så må jeg bare i forbindelse med hele den her diskussion om, at mænd giver højere løn til mænd, end de gør til kvinder, sige, at det jo er den selv samme venstrefløj, der påstår, at kapitalismen og virksomhederne er ultraprofitmaksimerende og kun tænker på profit og at tjene penge, men alligevel er det de samme virksomheder, der vælger mindre kompetente medarbejdere og medarbejdere, der er dyrere, fordi de er mænd. Men det vil jo så være en dårlig forretning, og dermed er det her endnu en ting, der ikke hænger sammen.
I Liberal Alliance står vi på det liberale, frisindede, ligestillede, demokratiske og oplyste samfunds side, og derfor stemmer vi imod den her slags tiltag.