Tak for det. Det er jo en lidt underlig situation, at man skal stå og tale til folk, der står bag ved og rundt om en, men det må vi jo leve med i den her situation.
Men først tak for debatten. Jeg kan godt fornemme, at forslaget nok ikke bliver stemt igennem, for alle var jo sådan set imod. Men jeg synes, der var en masse positive tilkendegivelser alligevel om selve sagen. Baggrunden for forslaget er jo, at digitaliseringen går utrolig stærkt både i Danmark og sådan set i hele verden. Danmark har jo været i en førerposition i forhold til at lave digitale løsninger, men vi er altså begyndt at sakke bagud i forhold til den her nye teknologi, og der synes jeg, at det er vigtigt, at vi kommer frem i bussen igen, for der er altså utrolig store gevinster ved at være med forrest, både i produktivitet og i, hvordan vi kan lave grønne løsninger, og andet. Jeg synes jo, det er helt oplagt, at vi fra offentlig side er med til at forske i de løsninger, som kan give så mange gode gevinster.
Hvordan får vi så mest ud af de her nye teknologier? Vi foreslår, at det kunne være en løsning at lave sådan en innovationspulje, hvor noget kunne afsættes til landbruget, noget kunne afsættes til sundhedssektoren – det kunne være forskellige områder. Det behøver jo ikke nødvendigvis at være en ansøgningspulje, hvor alle mulige forskellige små aktører skulle søge, det kunne være, at man f.eks. sagde, man gav 30 mio. kr. til et universitet, man gav 30 mio. kr. til f.eks. SEGES, og så kunne de få lov til at stå for forskningen. Det er jo organisationer, der i forvejen forsker i ting.
På den måde kunne vi skabe en masse praktisk erfaringer, og det kunne jo være alt muligt. Det kunne være selvkørende biler, intelligente trafikløsninger, som nedbringer kødannelser og klimabelastningen. Det kunne være i virksomheder, hvor man ikke skal trække kabler over til sine store maskiner, men kan forbinde dem trådløst, hvilket klart giver en masse fordele, når man ikke skal til at trække kablerne, men også gør, at en fremtidig produktion måske kan være mere mobil, fordi man næsten kan flytte rundt på maskinerne, fordi man ikke er statisk bundet af, at man har trukket kablet til én station. Det kunne jo også være robotter, der bliver brugt i en produktion. I landbruget kunne det være, at man kunne sprøjte mere præcist og dermed forurene mindre, eller man kunne få en grønnere energisektor. Sundhedssektoren har jeg allerede nævnt i nogle af mine korte bemærkninger. Prøv at forestille jer sådan en 5G-opkoblet hjertestarter, der hurtigt lige kan bæres ud til en, som har problemer. Det er jo oplagt, at vi får forsket i de her løsninger og fundet ud af, hvordan vi kan bruge den her teknologi til at redde liv. Listen er utrolig lang, og potentialet er kæmpestort. Der er altså bare megaproduktivitetsgevinster i det her, som gør, at Danmark kan have en god konkurrenceevne også fremadrettet, hvis man lige tænker på industrien.
Puljen, der er foreslået, er så på 300 mio. kr., og det kunne så være mindre eller mere. Jeg kan sådan set også godt leve med det, hvis vi kunne lave en fælles beretning over det her, hvor vi henviser til de forhandlinger, som kommer senere hen om en forskningsreserve eller en innovationsfond, man så kigger på. Det synes jeg da kan være udmærket. For målet er ikke at for mig at vi får DF-beslutningsforslaget stemt igennem; det er sådan set, at vi fælles er enige om en retning, så vi får det bedste ud af den her nye 5G-teknologi. Så om vi gør det i det ene forum eller det andet forum, er ikke afgørende, men det er mere, at vi får sat en retning for Danmark, for jeg er godt klar over, at det her ikke er sådan en bestseller ude i befolkningen, men derfor kan det jo godt være vigtigt for os alligevel.
Jeg synes også, det er oplagt, hvis vi går i den retning – hvad jeg egentlig syntes det lyder til at der sådan overordnet er opbakning til, selv om man selvfølgelig ikke er enige i det konkrete beslutningsforslag – at vi bruger klimaet som et af kriterierne, når vi skal have forsket i det her. For der er altså også bare rigtig mange gevinster at hente der.
Jeg synes faktisk også, man kunne tænke det ind i sådan en coronasammenhæng. Der er jo flere erhvervsorganisationer, som har foreslået det her som en del af genopretningen af dansk økonomi. Derfor synes jeg også, det er oplagt at tage med i de forhandlinger, som kommer på et eller andet tidspunkt – og som jo så småt faktisk er gået i gang.
Finansieringen af det kan jeg forstå at der er en modstand imod. Jeg synes jo, det er en oplagt krydsfinansiering. Det er jo teleselskaberne, som naturligt giver nogle penge for at købe en knap ressource, som er de her frekvenser, de kan lave deres mobilnet på. De penge er bare historisk set røget ned i kassen. Jeg synes jo, det er oplagt, at vi bruger de penge på at stimulere efterspørgslen efter digitaliseringsydelser, som det her også er. Man bryder jo ikke med det markedsbaserede, men man laver det, så der er en efterspørgsel efter de produkter, som teleselskaberne udbyder. Derved får de jo også en interesse i at komme længere ud i landet, som Enhedslisten efterspørger. For når man efterspørger digitalisering, vil der også være interesse i at investere noget mere i det og komme ud i landdistrikterne, for der skal også være en hjertestarter, og der skal måske også køre en selvkørende bil. På den måde støtter vi faktisk på en god måde det markedsbaserede, i hvert fald som jeg ser det. Så jeg køber ikke helt præmissen om, at det her skulle være et brud på det markedsbaserede, men det kan vi selvfølgelig få kigget nærmere på i udvalgsbehandlingen.
Jeg vil i hvert fald forsøge at få udboret det, som følger af forliget, i udvalgsbehandlingen, men jeg vil også se, om jeg ikke kan skaffe flertal til en fælles beretning, hvor vi så kan sætte en retning på det og måske henvise til nogle senere forhandlinger – det kan være finanslovsforhandlinger, eller det kan være nogle fonde eller en eller anden anden måde, vi får sat skub i det på. For som jeg har lyttet mig frem til, er der ikke uenighed om, at det her er et vigtigt område, at det er vigtigt, at vi får udnyttet de potentialer, der kan være i 5G-teknologien. Så hvis vi kan gøre det på en anden måde, hvor vi trods alt kan sætte et skib i søen, kan man sige, og vi så senere kan kigge på, hvordan vi får det udmøntet, er det også en acceptabel løsning for Dansk Folkeparti. Men tak for debatten i hvert fald.