Det sidste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 83:

Forslag til folketingsbeslutning om at give forældre mulighed for selv at bestemme, om deres barn skal starte i børnehave, inden barnet fylder 3 år.

Af Mette Thiesen (NB) m.fl.

(Fremsættelse 04.02.2020).

Før vi går i gang med forhandlingerne, skal jeg gøre opmærksom på, at vi i Præsidiet har besluttet at ændre måden, hvorpå forhandlingerne gennemføres. Ændringen indebærer, at alle taler – det gælder både minister- og ordførertaler og korte bemærkninger – afvikles fra pladserne. Af hensyn til udarbejdelse af referat er det meget vigtigt, at man ikke begynder at tale, før den røde i ring på mikrofonen lyser. Man vil som normalt kunne se den resterende taletid nederst til højre i afstemningspanelet. Det var en meget grundig orientering til jer.

Forhandlingen er åbnet. Børne- og undervisningsministeren er den første, der får ordet. Er hun klar? Værsgo.

Absolut, ja. Tak. Jeg skal bare vænne mig til, at talerstolen er det helt forkerte sted, og jeg glæder mig enormt meget til, at alt i vores samfund går tilbage til normalen, herunder at man skal tale fra det samme sted i Folketingssalen, som man plejer. Det bliver så uendelig meget nemmere. Man kan jo så glæde sig over, at vi igen er begyndt at drøfte emner, som ikke handler om corona. Det har vi nu gjort lidt tid, og det er helt befriende at få lov til det igen. Det tror jeg på en eller anden måde vi alle sammen har savnet.

Med det her forslag vil Nye Borgerlige nu give mulighed for, at forældrene selv kan bestemme, om deres barn skal starte i børnehave, inden det fylder 3 år. Der vil jeg gerne understrege i forhold til den del, der handler om, hvorvidt man skal kunne spekulere i at gøre noget bestemt af hensyn til økonomi, at det mener vi selvfølgelig ikke at man skal kunne, og dermed også sagt, at barnets tarv altid skal være i fokus, når aldersgrænsen for oprykning fastlægges og den konkrete overgang planlægges. Men når det er sagt, vil jeg altså også sige, at det her forslag rummer en række udfordringer, som også gør, at regeringen ikke støtter det.

I Danmark har vi jo en velfærdsmodel med kommunalt selvstyre, og det har vi, fordi vi mener, at det er lokalt, at man har bedst kendskab til borgernes ønsker og behov, og at det dermed også er lokalt, at man bedst ved, hvordan man imødekommer dem, og hvor man står til regnskab for de valg, man så træffer. Bl.a. derfor har vi jo med dagtilbudsloven lagt ansvaret for at fastlægge overgangene fra vuggestuer til børnehaver hos kommunen og tilrettelæggelsen af de konkrete overgange hos de ansvarlige ledere. Til gengæld stiller vi i loven krav om, at børn skal gå i et alderssvarende tilbud. Det vil sige, at vuggestuen eller børnehaven skal være relevant i forhold til den alder, barnet har, og de udviklingstrin, det er på, og derfor stiller vi også krav om, at daginstitutioner og dagpleje skal samarbejde med forældrene om de overgange, der er.

Vi ser jo, at overgangen fastlægges og tilrettelægges forskelligt i kommunerne. F.eks. kan der være forskellige aldersopdelinger i børnegruppen. Nogle kommuner har valgt at have to aldersopdelinger, og andre har faktisk tre aldersopdelinger, og der er steder, hvor man har dagpleje og vuggestuer til de små og børnehaver til de større, mens man andre steder har aldersintegrerede daginstitutioner og derfor har flere aldersgrupper i samme institution.

Den forandring, der lægges op til her, giver faktisk benspænd for, at man kan lave de her lokale løsninger. Jeg synes på en eller anden måde, selv om jeg nyder, at vi også kan debattere noget andet end corona, at der dog må være noget lære, man tager ned af coronatiden. En af de ting, jeg i hvert fald har taget ned, er, at de er helt enormt gode til selv at lave løsninger derude, og jeg begriber det ikke, hvis det, Nye Borgerlige tænker, efter at corona har ramt, hvor dagsinstitutioner over hele landet har leveret først en nedlukning, herefter en gradvis genåbning, hvor de har fundet på en myriade af forskellige gode løsninger inden for de rammer, der er, er: Lad os da herindefra lave nogle regler, der så gør det umuligt, at de selv træffer beslutninger derude. Det forstår jeg simpelt hen ikke. Det må jeg bare blankt erkende. Det er i hvert fald ikke det, jeg som minister har konkluderet, faktisk tværtimod.

I forhold til det der med at begynde at lægge sådan nogle ting ind, hvor man forhindrer kollektive løsninger, vil jeg sige, at hvis jeg skal ranke noget – og det er så ikke, fordi jeg støtter SF's bud på det samme – har SF jo på et tidligere tidspunkt stillet forslag om, at der skulle være en norm om, at barnet skulle være 3 år, inden det rykkede op. Det gør da i det mindste, at man stadig kan planlægge. Så jeg er med på, at man lægger en kvalitetsstandard ind, men man ville stadig kunne planlægge kollektivt. Så det er ikke, fordi jeg hellere støtter det. Det ville man som ansvarlig regering skulle finde penge til og gøre alt muligt andet ansvarligt for. Det er bare for at sige, at hvis man overhovedet skal gå ind i det her spor, vil jeg mene, at det, som SF bl.a. har foreslået, da stadig væk levner mulighed for, at man kan lave kollektive løsninger. Det her vil ødelægge muligheden for det. Så har jeg tilmed været en af dem, der har haft børn i en institution, hvor man ikke havde det der skel, og det vil sige, at jeg også personligt kan skrive under på, at der faktisk findes utrolig gode løsninger, hvor man har valgt at gå på tværs af det, som man både fra Nye Borgerliges side, men også fra SF's side vil lave nationale retningslinjer på så at underminere. Det forstår jeg faktisk ikke helt.

Og så er der en masse spørgsmål, der åbner sig på ryggen af det her, bl.a.: Hvor lang tid i forvejen skal en familie så sige det? Er det en rettighed, man bliver udstyret med, og når barnet så starter i en aldersintegreret institution, når det er f.eks. 10 eller 12 måneder, kan man helt, indtil barnet er 2 år og 8 måneder eller 2 år og 10 måneder melde det ud? Eller hvornår er det, man skal melde det ud i forhold til den planlægning, der skal være i en børnegruppe, hvor pædagogerne jo har ansvaret for gode overgange? Er det ½ år før? Er det 1 år før? Er det 2 måneder før? Alle de ting har jo en afgørende betydning, når pædagoger skal sætte sig ned og sige: Vi har den her gruppe af børn. De har overgange på de her tidspunkter, så der skal vi have sat nogle ekstra kræfter af.

Hvis hver enkelt forælder så bare kan trække stikket på det, betyder den enkeltes valg, at de andre børn får dårligere overgange. Alle de ting er der ikke taget højde for i Nye Borgerliges beslutningsforslag. Det vil sige, at ud over at jeg simpelt hen er imod slagsiden, synes jeg i den grad, at der skal være frihed til at planlægge arbejdet i institutionerne på en ordentlig måde. Jeg kan godt gå med til kvalitetsstandarder, men det der med at gribe ind på den her måde synes jeg simpelt hen er en dårlig idé.

Summa summarum er, at jeg mener, at der mangler at blive taget stilling til alle mulige dilemmaer, som kommer i kølvandet på det, som der ikke er taget stilling til. Der er heller ikke anvist nogen finansiering, og det er jo sådan den lette måde at være i Folketinget på, ikke? Man smider bare spændende ting op i æteren, og så håber man, at nogle andre betaler regningen. Det synes jeg jo ikke rigtig er nogen måde at lave politik på, må jeg indrømme. Så der er ikke nogen finansiering, der er ikke svaret på de dilemmaer, der kommer i kølvandet på det, og man fratager dem muligheden for at planlægge de tilbud, man nu engang synes er relevante derude i en tid, hvor jeg faktisk synes, at pædagoger og ledere og i øvrigt kommuner har vist sig meget, meget dygtige til at lave rigtig gode og relevante tilbud.

Alt i alt er det dejligt at diskutere noget andet end corona. Vi kommer ikke til at støtte det her forslag, men tak for anledningen til at tage en børnedrøftelse.

Selv tak, og der er en kort bemærkning fra fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige.

Tusind tak. Jamen så kan jeg berolige ministeren med, at ministeren tilsyneladende har misforstået det her forslag, for det handler jo netop ikke om, at Christiansborg skal sidde og bestemme. Det handler jo netop om, at det er forældrene, der skal bestemme. Det er dem, der kender deres børn bedst. Og jeg ved godt, at ministeren og jeg, og Nye Borgerlige generelt, ser meget forskelligt på det her med det kollektive over for enkeltindividet, hvis man kan sige det på den måde. Vi mener sådan set, at det grundlæggende er ganske naturligt, at man selvfølgelig ikke skal sidde som kommune og kunne spekulere i at sende børn tidligt – rigtig tidligt – af sted i børnehave for at spare på noget økonomi. Det skal selvfølgelig være forældrene, der entydigt tager en beslutning om det, hvis det er, at man ønsker, at ens barn skal starte tidligere.

Så det her er ikke noget, der skal bestemmes fra Christiansborgs side. Det er sådan set ganske almindelig sund fornuft, at det er forældrene, for vi har siden 2008 faktisk set en firedobling af, hvor mange der kommer tidligere i børnehave, altså før deres 3-årsfødselsdag. Så det er sådan set bare for at komme det i møde og sikre forældrenes reelle frie valg.

Ministeren.

Men altså, der er jo stadig væk ikke svaret på de der efter min mening grundlæggende dilemmaer i det her beslutningsforslag, i forhold til hvordan man egentlig forestiller sig, at der skal planlægges ud fra det – i hvor god tid skal forældrene sige det? Så når man kommer med sådan et forslag – ufinansieret i øvrigt – hvor man har tænkt sig at lægge hindringer i vejen for, at man kan lave de dagtilbud, man synes er de mest spændende og mest udviklende for børnene, det bedste pædagogiske tilbud, så synes jeg måske, at det er fair, at man også kan svare på nogle af de grundlæggende dilemmaer, der opstår i kølvandet på det.

Jeg mener jo fundamentalt set, at det er sådan, at når vi skriver ind i lovgivningen, at det skal være et relevant tilbud, man giver til børnene, med udgangspunkt i deres udviklingsniveau, altså hvor de er henne aldersmæssigt, har vi jo taget højde for de ting. Og jeg kan ikke se af det, Nye Borgerlige er kommet med her, at der er masser af eksempler på børn, hvor man ikke har lyttet, hvis det er sådan, at barnet er på et udviklingsniveau, hvor det er for tidligt, at de starter. Det kan jeg bare ikke se af det forslag, Nye Borgerlige er kommet med, og det vil sige, at der for mig at se fuldstændig mangler den der brændende platform for at fjerne noget fundamentalt som det at kunne lave dagtilbud på den måde, man ønsker det, hvor der selvfølgelig skal tages hensyn til barnets udviklingsniveau. Jeg synes, det er den helt forkerte vej at gå. Altså, jeg synes, at den frisættelse af faglig energi og engagement, vi har set i forbindelse med corona, får mig til at få lyst til at gå den stik modsatte vej og simpelt hen sige, at der skal være meget større frihed til, at man kan planlægge dagtilbuddene, sådan som det er. Og det er da noget af det, jeg håber vi kan drøfte med hinanden som partier, når vi kommer på den anden side af det her.

Spørgeren.

Altså, jeg har da fuldstændig tillid til, at de enkelte institutioner sagtens kan melde ud, hvis det er, at de har behov for, at der er nogle forældre, der melder ind, om deres børn eventuelt skal starte, før de fylder 3 år, og det synes jeg sådan set overhovedet ikke der er noget problematisk i. Jeg ved ikke, om ministeren vil have, at vi skulle have skrevet en specifik dato ind i beslutningsforslaget eller hvad. Det er jo i øvrigt også fuldstændig det samme som noget af det, der er skrevet ind i det forståelsespapir, som regeringen har lavet sammen med støttepartierne, altså det her med skolestart – at man selvfølgelig også skal kunne vælge at starte senere i skole, og at man ikke skal presses i skole for tidligt. Det er sådan set noget, vi bakker helhjertet op om også.

Det her handler om det frie valg, fordi vi har set en kedelig tendens, og fordi vi har set nogle rigtig dårlige eksempler på, at man ude i kommunerne gør noget fuldstændig andet. Og med hensyn til finansieringen handler det jo netop om, at kommunerne ikke skal spekulere i at spare penge på bekostning af børnenes tarv.

Ministeren.

Jeg er slet ikke uenig i, at der kan være kommuner, der har sparet for meget på børneområdet. Det kan der bestemt være, og det kan de jo have brugt alle mulige redskaber til, men det synes jeg er en dårlig idé. Altså, børneområdet ligger mig alt andet lige utrolig meget på sinde, så at begynde at spekulere i at spare på et børneområde mener jeg er en dårlig idé. Jeg mener, at børneområdet er det bedste, man overhovedet kan investere i.

Det undrer mig jo bare, når Nye Borgerlige siger, at det også skulle ligge Nye Borgerlige på sinde, at man så vælger at fremsætte et forslag, som er ufinansieret. Det at investere i børnene gør man jo ikke ved at lægge noget frem, hvor man lægger en norm ind uden at komme med penge til det. Altså, det mener jeg simpelt hen ikke er den rigtige måde at gøre tingene på. Så det er bare for at sige: Nej, jeg tror ikke på det. Der er for meget Christiansborg i det her, og der er for få penge i det, så det er ikke den vej jeg mener vi skal gå.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren. Jeg vil så gå i gang med ordførerrækken, og den første ordfører, der har muligheden for at tale, er hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Der er ingen tvivl om, at noget af det mest afgørende for børnenes oplevelse i institutionen – noget af det mest afgørende for børnelivet – jo netop er nogle af de her overgange mellem forskellige stadier. Derfor er det ekstremt vigtigt, at de bliver lavet bedst muligt. Men gode overgange handler jo ikke kun om det enkelte barn, men også om den børnegruppe, som man er en del af, og dem, man passer sammen med i øvrigt, efter hvor udviklet man er. Når Nye Borgerlige gør det til et spørgsmål om, at for at forældrene enkeltvis skal sige, at de gerne vil flytte deres barn en bestemt uge, vil jeg sige, at den løsning, jeg selv har oplevet i min datters institution – hvor de har lavet en mellemgruppe, så de så at sige sørger for, at når man starter i børnehaven, starter man ikke sammen med dem, der er på vej i skole, hvor der måske er lidt mere knald på, men så starter man sammen med nogle af dem, man er jævnaldrende med, og i øvrigt med en normering, som hedder otte børn og to voksne, altså et eller andet sted imellem vuggestue og børnehave – synes jeg er en rigtig god løsning, som jeg har været meget tryg ved, og som min datter har oplevet som rigtig god. Og den er jo kommet i stand på baggrund af nogle pædagogiske vurderinger i institutionen, nogle ledelsesmæssige prioriteringer, hvor man har sagt: Det, der er vigtigt for os, er at sikre så blid en overgang som muligt med den børnegruppe, vi har. Det synes jeg ærlig talt man skal holde fast i at give mulighed for derude. Det handler selvfølgelig om lokalt selvstyre, men det handler også om respekt for den faglighed, der ligger hos pædagogerne, hos lederne i institutionerne, i forhold til at kunne agere med deres børnegruppe.

Der, hvor jeg så er enig med Nye Borgerlige, er, hvor de mener, at det selvfølgelig ikke skal være sådan, at det, der dikterer, hvornår børnene skal skifte til børnehave, er den kommunale økonomi. Derfor er det da helt sikkert, at vi her fra Christiansborgs side skal sende det signal, at det er barnets tarv, ligesom det i øvrigt også står i lovgivningen, at man skal give alderssvarende tilbud, så det er barnet, der kommer før økonomien.

I øvrigt har vi også, og det er jo ikke et flertal, som Nye Borgerlige er med i, aftalt, at vi vil lave minimumsnormeringer, altså at vi vil sikre standarder på børneområdet, som gør, at muligheden for, om man så må sige, at flytte pengene nogle andre steder hen i kommunerne, bliver låst, så man altså simpelt hen skal sikre de rigtige tilbud til børnene. Det synes vi egentlig er langt bedre.

Så vil jeg om et beslutningsforslag, som er blevet fremsat her, og som mangler finansiering, sige, at det måske også mangler en lille smule seriøsitet. Men vi vil gerne sende det klare signal, at kommunerne ikke skal flytte på børnene som en spareøvelse. Vi vil så hellere diskutere, hvordan vi laver kvalitetsstandarder, hvordan vi sikrer, at der er hænder nok omkring børnene, og så i øvrigt lade det være op til institutionerne og kommunerne at sikre den blideste, den blødeste overgang med blik for, at der skal være mest mulig tid mellem børn og voksne. Det tror vi er det vigtigste for børnenes udvikling.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger til Socialdemokraternes ordfører, så vi går over til fru Marlene Ambo-Rasmussen fra Venstre, Danmarks Liberale Parti. Værsgo.

Tak for det, formand. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi i Venstre går meget op i at sikre god kvalitet i vores daginstitutioner. Med finansloven for 2017 afsatte Venstre og de andre blå partier 580 mio. kr. over de følgende 4 år til at forbedre forholdene i daginstitutionerne. Derudover stod Venstre i spidsen for at afsætte 1 mia. kr. til at styrke indsatsen for børn i sårbare familier – penge, som bl.a. også gik til flere pædagoger. Det er et tiltag med det formål at give børnene en bedre og tryggere hverdag og at bidrage til at bryde den negative sociale arv.

For os er det essentielt, at vi får styrket PPR. Derfor er det også vigtigt for Venstre, at vi får tjekket op på den aftale, vi lavede før valget om at styrke PPR, og det holder vi også den nuværende regering op på. For det er her, at det virkelig giver mening at sætte ind. De fagpersoner, der sidder i PPR-regi, er dem, der skal ud at opfange de børn, der rent faktisk skal børnehaveudsættes.

Samtidig værner vi også i Venstre om det kommunale selvstyre. I Danmark har vi valgt en model, hvor der skal være plads til, at der kan tages individuelle og lokale hensyn. Det er derfor, vi har et kommunalt selvstyre. Det betyder naturligvis, at der er mange forskellige bud på, hvordan de lokale tilbud struktureres og indrettes, og det gælder jo også for dagtilbuddene. Det vil være et brud på dette nærhedsprincip, hvis vi fra Christiansborgs side begynder at detailregulere, hvordan kommunerne skal tilrettelægge de opgaver, som de helt naturligt er bedst til at løse.

I nogle kommuner har man valgt at have daginstitutioner med flere aldersgrupper i samme daginstitution; der er også eksempler på steder, hvor børnene er inddelt i grupper svarende til deres alder, og hvor de så en gang om året rykker til en ny stue. Det er altså ikke noget stort hop fra f.eks. vuggestue til børnehave. Der er med andre ord en række forskellige modeller og en række forskellige løsninger, og det er ude lokalt, man bedst beslutter, hvordan man organiserer sig.

Nye Borgerlige er kommet med et beslutningsforslag, som vil give forældre mulighed for selv at bestemme, om deres børn skal starte i børnehave, inden barnet fylder 3 år. Jeg synes faktisk, at intentionen er rigtig god. Det er en sag, som har været diskuteret vidt og bredt af fagpersoner, forældre og pressen gennem flere år, men der er ingen tvivl om, at der er kommuner, hvor det grundet økonomi er blevet besluttet at rykke børnehavestarten, så den blev tidligere. Der har vi sagt klart og tydeligt, mens vi sad i regering, at det aldrig må være økonomien, der er det afgørende, men altid barnets tarv. Som reglerne er i dag, er det den enkelte kommune, der beslutter, hvornår et barn skal begynde i børnehave.

I Venstre tænker vi også, om der kunne sidde nogle forældre, der mener – og det kan man ikke selv se sig fri for at tænke som forælder til småbørn – at deres barn skal blive i vuggestuen eller i dagplejen, mens fagpersoner bedømmer, at det faktisk er godt for det her barn at komme videre i børnehave, og at barnet faktisk er klar til det. Det vil kunne betyde, at barnet går glip af den udvikling, som det vil medføre at komme i børnehave.

Vi er som allerede nævnt store fortalere for det kommunale selvstyre. Beslutninger om den borgernære velfærd skal træffes så tæt på borgerne som muligt, og det vil sige af kommunerne og ikke her på Christiansborg. Vi kan derfor ikke støtte, at kommunerne fratages muligheden for at bestemme, hvornår børn i dagtilbudsalderen skal rykke fra ét dagtilbud til et andet.

Med disse ord kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget, men vi vil gerne slå fuldstændig fast, at Venstre har barnets tarv som førsteprioritet, og det har jeg også signaleret meget kraftigt her i min ordførertale. Det kan man gøre på mange forskellige måder derude lokalt, men bottom line er, at hensynet til det enkelte barn altid kommer først.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tusind tak. Jeg skal prøve at dreje mig lidt, mens jeg står og taler ned i mikrofonen.

Venstres ordfører siger, at det aldrig må være økonomien, der bestemmer. Faktum er, at det er det, der sker i rigtig mange kommuner. Faktisk er det så voldsomt, at det er blevet firedoblet siden 2008. Altså, i dag lader 48 af landets kommuner deres børn begynde i børnehave før deres 3-års fødselsdag, og tilbage i 2008 var det altså kun 12. Så det er altså det, der sker, og det er den bevægelse, der foregår, selv om det er imod alle eksperters anbefalinger.

Så det, jeg egentlig vil spørge om, er: Er det reelt set sådan, at Venstre, Danmarks Liberale Parti, vægter hensynet til kommunen højere end forældrenes frie valg?

Ordføreren.

Hvad angår det her med, hvor mange kommuner der sender af sted før 3-årsalderen, så er jeg stor fortaler for det kommunale selvstyre, og jeg synes faktisk, det er rigtig fint, at der er nogle kommuner, der siger: Vi sender børnene af sted, når de er 2 år og 10 måneder eller 2 år og 11 måneder, men til gengæld sætter vi ekstra ind med ressourcer andre steder. Og det er også min erfaring som byrådspolitiker, at der bare er så meget forskel på, hvad det er for nogle børn, vi sidder med, og derfor kan der også være rigtig meget forskel på, hvornår de her børn har behov for at komme af sted.

I Odense Kommune, hvor jeg har siddet som byrådsmedlem, har vi sendt dem af sted i en alder af 2 år og 10 måneder, men til gengæld sætter vi ind med nogle ressourcer andre steder. Det kan f.eks. sagtens være, at børn med autisme, som har brug for at blive afskærmet, kan have glæde af at komme af sted i en alder af 2 år og 10 måneder, men at de til gengæld har brug for mere afskærmning. Børn er så forskellige, og jeg køber ikke ind på den præmis om, at alle børn har bedst af at komme af sted i en alder af 3 år, fordi det er det, forældrene ønsker. Og jeg vil sige, at jeg selv som forælder ikke kan sige mig fri for, at jeg for et halvt år siden havde sagt, at min datter skulle vente, til hun fyldte 3 år, men nu er hun lige startet i en alder af 2 år og 10 måneder, og hun har det rigtig, rigtig godt, og det er også frihed for mig som forælder.

Spørgeren.

Det er jeg rigtig glad for at høre, men det virker altså en lille smule misforstået, for det her handler jo netop om, at det skal være forældrene, der kan bestemme. Jeg anerkender fuldt ud, at børn er ekstremt forskellige, og derfor anerkender jeg også, at det altså er forældrene, der kender deres børn bedst, og jeg vil langt hellere sikre, at det er forældrene, der bestemmer, hvorvidt deres barn er klar til at komme videre, før det fylder 3 år, end at det skal være en kommunal prioritering af økonomiske midler. Det må jeg bare sige.

Jeg er simpelt hen også nødt til at spørge helt konkret: Mener Venstre, at det er kommunen eller forældrene – også forældre til børn med autisme – der kender deres barn og deres barns behov bedst?

Ordføreren.

Som jeg sagde i min ordførertale, har vi både nu og tidligere, da vi selv sad i regering, signaleret meget kraftigt, at det aldrig alene må være af økonomiske hensyn. Men derfor kan der sagtens være rigtig god logik i, at den enkelte kommunalbestyrelse eller det enkelte byråd beslutter, at barnet skal af sted før det tredje år, hvis der er andre incitamenter, som gør, at man så sætter ind med ressourcerne et andet sted i stedet for.

Vi forældre kender vores børn bedst, men der er også fagpersoner, specielt når det gælder børn med særlige behov, som f.eks. autisme, som skal med ind over det, og det er derfor, jeg også sagde i min ordførertale, at det er så vigtigt, at vi får styrket PPR, for de her fagpersoner skal ud både i skoleregi og i børnehaveregi og se, om der rent faktisk er nogle børn, der skal opfanges, og hvis start i børnehave og i skole skal udsættes.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til Venstres ordfører, så jeg vil gerne byde velkommen til fru Marie Krarup fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet. I Dansk Folkeparti mener vi, det er vigtigt, at børn kan passes i trygge omgivelser, og at de først kommer i børnehave, når de er klar til det. Tidligere blev det fortolket som en alder på 3 år, men nu bliver det mere og mere udbredt at sende børn tidligere i børnehave, hvis de vurderes til at være parat til det. Med dette forslag vil man lade det være op til forældrene at bestemme, hvornår de er klar. Den betragtning har vi i Dansk Folkeparti meget sympati for, da vi mener, at børnene er forældrenes og ikke institutionernes eller samfundets.

På den anden side skal vi huske på den gamle visdom om, at du kan 10 gange mere, end du selv tror, og 20 gange mere, end din mor tror. Jeg ved fra en pædagog med lang erfaring, at det bestemt ikke er ualmindeligt at møde forældre, der ikke tror, at deres børn kan så meget, som de rent faktisk kan, og jeg mener derfor, at et tæt samarbejde mellem pædagoger og forældre i den her sammenhæng er en god idé, og jeg mener, at det ville være forkert at lade det være 100 pct. op til forældrene, om barnet er klar. Det gælder især, hvis barnet tilbringer det meste af sin tid i institution i forvejen og dermed rent faktisk har et tæt og måske endda tættest kontakt til pædagogerne. Det bør være muligt at finde en løsning i dialog.

Hvis mange børn kommer senere i børnehave, vil det koste temmelig meget. Fra en tidligere debat her i Tinget om at ændre alderen, så det blev obligatorisk, at alle børn var 3 år, før de fik lov til at starte i børnehave, har jeg fået oplyst, at beløbet blev estimeret til 325 mio. kr. om året. Jeg ved ikke, om det er realistisk angående det her forslag, og jeg ved ikke, om der er et estimat på, hvad det her forslag vil koste. Det er måske også svært at lave sådan et jo, men det ville jo være rart at vide, hvor meget man estimerer det vil koste. Det vil også være rart at vide, hvor de penge skal komme fra, for det mangler vi at få oplyst.

Vi vil derfor mene, at det her beslutningsforslag kunne erstattes af en opfordring til institutioner, forældre og kommuner om at sikre et bedre og tættere samarbejde om, hvornår barnet er klar til børnehave. Tak for ordet.

Selv tak. Der er ingen korte bemærkninger, så vi iler videre til næste ordfører, og det er ordføreren for Det Radikale Venstre, nemlig fru Anne Sophie Callesen. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil faktisk starte med at sige, at jeg da synes, det var et godt forslag, der kom her til sidst fra Dansk Folkeparti, om at opfordre til mere samarbejde mellem forældre og pædagoger om de her overgange, og det er jo også værd at tage med, når vi en gang imellem er enige, også på børneområdet.

Jeg vil dernæst sige, at jeg synes, der er behov for flere standarder på børneområdet. Vi har mange på skoleområdet, men det er, som om de mindste børn ikke rigtig er med. Nu får vi minimumsnormeringer, og jeg så også gerne, at vi havde nogle standarder på børneområdet, eksempelvis at udgangspunktet er, at man starter, når man er 3 år. Så kan man selvfølgelig starte inden, netop i dialog med forældre og pædagoger. Hvis der er nogle pædagoger, der skønner, at det vil barnet være klar til, og hvis der er nogle forældre, der også synes, det er en god idé, så synes jeg, man skal kunne gøre det. For der er jo ikke nogen børn, der skal starte i børnehaven, når de ikke er klar til det, og forældrene skal have det godt i maven med det.

Men måden, forslaget her er strikket sammen på, havde jeg nok gerne set vendt på en anden måde, hvor der havde været minimumsstandard og så en sikring af, at forældre og pædagoger, fagpersonalet, selvfølgelig skal være enige om, at hvis man så starter tidligere, skal det også være i barnets tarv.

Endelig vil jeg sige, at det her netop handler om penge. Det bliver vi nødt til at sige meget åbent. Det handler om, at der er nogle kommuner, der har været økonomisk presset og derfor sender børnene tidligere af sted og også for tidligt. Det leder mig så til den sidste grund til, at vi ikke kan støtte det her beslutningsforslag, og det er jo, at der ikke er nogen finansiering. Vi kommer ikke udenom, at det her koster nogle penge, og for at kunne støtte et beslutningsforslag bliver vi også nødt til at have finansieringen med.

Det var, hvad jeg ville sige til beslutningsforslaget, og jeg vil i øvrigt også bare kvittere for, at Nye Borgerlige også er med til at sætte det her på dagsordenen.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Mette Thiesen. Værsgo.

Tusind tak for det og tak for den overordnede positive indstilling herovrefra. Nu er der flere, der nævner det her med, at der ikke er anvist finansiering. Det her handler jo sådan set om, at kommunerne skal bruge pengene på kernevelfærd. De skal ikke bruge dem på alle mulige mærkelige projekter og en masse journalister og djøf'ere og alt muligt andet. Der kan skæres massivt rigtig mange steder ude i kommunerne – massivt. Så det her handler jo udelukkende om, at de skal lade være med at spare på børnene. Det bliver jo sådan, at kommunen vælger noget, og så bliver det udmøntet til nogle pædagoger, der skal stå og sige: Okay, vi er nødt til at skaffe nogle ekstra vuggestuepladser, for det er besluttet oppefra. Hvem er så mest klar? Det kan sagtens være nogle børn, som man ikke nødvendigvis normalt ville have tænkt var klar, og derfor bliver det så presset igennem.

Vi vil netop sikre, at man både har den selvbestemmelse ude i institutionerne, at man kan lave det rigtig gode tilbud, som man er uddannet til, men at hvis der er nogle børn, der skal op i børnehave, tidligere end de er 3 år, så ligger den endelige beslutning hos forældrene, for de er alt andet lige, uanset hvordan og hvorledes man ellers drejer det, dem, der kender deres barn bedst. Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren.

Jo, jeg er bestemt enig i, at jeg er den, der kender mit eget barn bedst, men pædagogerne er nok dem, der bedst ved, hvordan han fungerer i sin børnehave, for der tilbringer jeg meget lidt tid, især i øjeblikket, for der må jeg ikke engang komme med ind på legepladsen, men det er jo en anden historie. Så jeg vil sige, at jeg synes, det er rigtig vigtigt, at de fagprofessionelle også er med i vurderingen og har det her samarbejde med forældrene. Vi holder nu fast i, at der skal være en finansiering af det her. Vi kan jo altid tage en debat om, om der i kommunerne bliver brugt alt for mange penge, det mener jeg generelt ikke; der står vi lidt ideologisk forskelligt fra Nye Borgerlige. Men igen, vi er enige i, at ja, forældrene kender børnene bedst, og forældrene skal have det godt med, at deres børn starter i børnehave. Det tror jeg også langt de fleste har i dag, men desværre ikke alle. Så vi vil gerne være med til at se på nogle andre løsninger end lige den måde, der er strikket sammen i beslutningsforslaget her.

Tak for det. Der er ikke flere korte kommentarer til Radikale Venstres ordfører. Jeg vil gerne byde velkommen til fru Ina Strøjer-Schmidt fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. I SF har vi sympati for forslaget, men forslaget gør det meget svært for kommunerne lokalt at planlægge deres dagtilbud, så SF ønsker i stedet for, at der skal være en fast minimumsalder på 3 år, før børn flyttes i børnehave. Det fremsatte vi faktisk allerede et beslutningsforslag om sidste år. Når vi ønsker, at børn først skal starte i børnehave, når de er 3 år, er det, fordi vi ønsker, at børn skal have glæde af den bedre personalenormering, der er i vuggestue og dagpleje, længst muligt.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger til SF's ordfører, og derfor kan jeg byde velkommen til hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten – De Rød-Grønne. Værsgo.

Tak for det. I forslaget her peger forslagsstillerne på det væsentlige problem, at stadig flere kommuner fremrykker de mindste børns børnehavestart. For år tilbage var der en næsten entydig, men ikke helt entydig, for i nogle kommuner var der kun dagpleje, der varetog alle dagtilbud, aldersgrænse på 3 år for overgangen fra vuggestue og dagpleje til børnehave, men over en årrække har vi set den bevægelse, som også fremgår af forslagsstillernes bemærkninger, nemlig at flere og flere kommuner har rykket aldersgrænsen nedad. I dag er det lige knap hver anden kommune, der har gjort det – jeg tror, det er 43 pct. af børnene, som kommer tidligere af sted. Det er for mig at se helt indlysende ikke af pædagogiske årsager, selv om det tit forsøges pakket sådan ind i en række kommuner, men det har det klare formål at spare på kommunens udgifter til dagtilbud.

Når vi kigger på de enkelte kommuner, kan vi se, at det hos de fleste er 1-2 måneder før 3-årsalderen, man starter, men der er også nogle, der starter 3 eller 4 måneder før. Jeg kan huske, at for nogle år siden var Brøndby helt nede på 2 år og 6 måneder, for det var det, der bonede bedst igennem økonomisk. Det er rigtig vigtigt, at vi får sat en stopper for det. Sædvanligvis er det sådan, at det beløb, som kommunerne tildeler institutionerne, er bestemt sådan, at de børn, der er i vuggestue, får tildelt et dobbelt så stort beløb som de børn, der er i børnehavealderen, og det er jo altså på den måde, man laver ret massive besparelser, fordi man ikke bare rykker aldersgrænsen, men også den økonomiske tildeling.

Dermed må man sige, at den her manøvre i virkeligheden rammer normeringerne og den rammer kvaliteten i institutionerne, og derfor forstår jeg forslagsstillernes forslag bl.a. sådan, at man vil have sat en stopper for den kvalitetsforringelse. Alligevel vil jeg sige, at forslaget, som det ligger, vil vi ikke kunne støtte, men vi vil i stedet pege på, at man laver en minimumsaldersgrænse for overgangen. Hvordan den præcis skal fastlægges, tænker jeg er et forhandlingsspørgsmål. Jeg tror ikke, vi skal lovgive om, hvad man gør i de mange 0-5-års-institutioner, hvor ungerne altså både er i vuggestuealderen og børnehavealderen, for det ville være ejendommeligt, hvis vi lovgivere skulle blande os i, om barnet kunne rykke fra blå til rød stue, når barnet var 2 år og 11 måneder, hvis barnet nu havde en god kammerat, som det vurderedes det var klogt at barnet skulle følges med, men der, hvor der er en opdelt dagtilbudsstruktur, synes jeg vi skal have en klar 3-årsgrænse.

Hvis vi ikke har den grænse, og det er så der, min betænkelighed kan være i forhold til Nye Borgerliges forslag, risikerer vi, at man bruger den tidlige børnehavestart til at forringe normeringerne, og at man øger arbejdsbelastningen for det pædagogiske personale i alle tilbuddene, og samtidig er der også noget med kvaliteten i forhold til det pædagogiske arbejde. Det er utrolig vigtigt, at dagtilbuddene kan arbejde med en alderssvarende pædagogik, og derfor tænker jeg ikke, at det vil være rimeligt at sige, at forældre skal kunne – gad vide, hvor mange der ville gøre det. Men jeg tror, det ville være uklogt at sige, at forældrene skal kunne vælge. Hvis jeg synes, at mit barn i 2-årsalderen hører bedre hjemme i en børnehave, kan jeg godt vælge det, selv om barnet stadig væk bruger ble, skal sove til middag og i øvrigt vil have vanskeligt ved at indgå i det samme pædagogiske tilbud som de lidt større unger. Så det vil være min betænkelighed ved det.

Det korte af det lange er, at vi synes, at forslagsstillerne adresserer et rigtig vigtigt problem, og det er rigtig godt, at det bliver taget op. Vi synes, det ville være rigtig fornuftigt, når vi skal til at lovgive på baggrund af den finanslovsaftale, der blev lavet sidste efterår, hvor vi skal ind og regulere og lave lovfastsatte standarder på normeringerne, at det her indgår, og så ser vi meget gerne, at der bliver sat en sådan minimumsalder for flytningen fra det ene tilbud til det andet. Men for at understrege det vil jeg sige, at det ikke skal være en detaljeret lovgivning, der forhindrer, at man i 0-5-års-institutionerne kan arbejde fleksibelt ud fra et kendskab til det enkelte barn og en pædagogisk, faglig vurdering.

Tak til Enhedslistens ordfører, og velkommen til fru Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti.

Tak. Først og fremmest tak til Nye Borgerlige for at stille det her beslutningsforslag, som jeg er helt sikker på at der er en rigtig god intention bag.

Når vi ikke kan støtte det, er det, fordi det bryder med det princip, at der skal ligge en pædagogisk faglig vurdering bag. Det er jo pædagogerne, der har den daglige kontakt med børnene, og som ved, hvordan de fungerer socialt sammen med andre børn i løbet af dagligdagen. Det skal selvfølgelig være sådan, at en overflytning også skal foregå i dialog med forældrene, og at det selvfølgelig skal være med udgangspunkt i barnets tarv.

Derudover bryder det jo også med det kommunale selvstyre, hvor kommunerne har mulighed for at indrette sig efter de lokale forhold i den enkelte kommune. Vi er heller ikke tilhængere af at gå ind og gøre noget, der bryder med det lokale selvstyre.

Endelig savner jeg lidt at se en økonomisk beregning for det her – også for, hvor man tænker at finansieringen skal komme fra til det her beslutningsforslag. Tak.

Selv tak. Der er ingen korte bemærkninger, så vi kan gå til Liberal Alliances ordfører, hr. Henrik Dahl. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg har også været i vildrede med det her forslag og lidt af de samme grunde, som mange andre ordførere har angivet, for det, jeg ikke rigtig kan se ud af forslaget, er f.eks. omfanget af det problem, som skal løses. Jeg savner simpelt hen nogle overvejelser over antallet af børn, der rykkes fra vuggestue til børnehave imod forældrenes ønske, og hvor man ikke kan finde en mindelig løsning. For jeg er fuldstændig enig med fru Marie Krarup og flere andre, der siger, at det bedste jo selvfølgelig er, at man kan finde en eller anden form for mindelig løsning, og det tror jeg også man kan i mange tilfælde.

Jeg har faktisk heller ikke på stående fod overblik over et spørgsmål, som hr. Jakob Sølvhøj rejste, altså fordelingsnøglen mellem integrerede institutioner og ikkeintegrerede institutioner. For det gør jo altså en ret stor forskel, om vi snakker om integrerede eller ikkeintegrerede institutioner, og der er jeg enig i, at hvis der er et barn, som måske er 2 år og 10 måneder og fungerer godt med en gruppe kammerater, så er det forkert at skille dem ad. Der tror jeg ikke at man skal være alt for ufleksibel. Men altså, jeg savner nogle nærmere analyser – selvfølgelig ikke nødvendigvis med videnskabelig nøjagtighed, men bare i hele træskolængder, som man siger.

Det andet spørgsmål er: Hvad vil det sige, at man bliver rykket op for tidligt? For det er jo rigtigt nok, som rigtig mange har sagt, at der i dag er et krav om, at det skal være alderssvarende, og at man aldersmæssigt skal kunne følge med, og man aldersmæssigt skal kunne indgå i det tilbud, der er i børnehaven. Og der er jo en nedre grænse for, hvornår et barn, som går i vuggestue, kan indgå på en meningsfuld måde med børn, der går i børnehave. Man kan ikke gå i børnehave, medmindre man har sprog og motorik og sociale færdigheder udviklet til et eller andet fornuftigt niveau, for ellers kan man jo ikke alderssvarende passe ind i de aktiviteter, der foregår der. Så jeg har altså lidt svært ved at gennemskue behovet for at iværksætte det her forslag.

Jeg er også enig i, at vi jo ikke rigtig får nogen idé om finansieringen af forslaget. Altså, selv om man godt kan kritisere kommunerne for at have en masse bureaukrati osv., kan jeg levende forestille mig – bare ud fra det lidt, jeg har arbejdet med kommunerne – at man i realiteternes verden vil blive mødt af en kommune, der siger dut, altså det udvidede totalbalanceprincip, og at man skal af med nogle penge der. Sådan plejer kommunerne i hvert fald at opføre sig, når de henvender sig til os her på Christiansborg. Men i forhold til det der med at stille en finansiering op har det selvfølgelig også noget at gøre med, at der ikke rigtig er nogen grundlæggende analyse af behovet for at fremsætte forslaget.

Den sidste ting, jeg vil sige, er, at jeg altså også er enig med de ordførere, der har sagt, at vi også skal passe på med ikke at udvande det kommunale selvstyre. Det er altså vigtigt, at kommuner kan tilrettelægge deres tilbud, uden at det bliver kontrolleret alt for meget her fra Slotsholmen, fordi kommunerne er forskellige og de har forskellige tilgange, og der gør sig jo rigtig mange lokale forhold gældende.

Det er selvfølgelig en usympatisk tanke, hvis kommunerne laver rene spareøvelser og anbringer børn, der er alt for små, i børnehave, men jeg ved som sagt ikke, hvor stort problemet faktisk er. Så derfor kan vi altså ikke bakke op om beslutningsforslaget. Men tak for debatten, der som altid var god.

Tak for det. Så er vi kommet til det punkt, hvor ordføreren for forslagsstillerne, nemlig fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige, har ordet. Værsgo.

Tusind tak. Jeg vil starte med at sige tak til mange af jer, som er kommet med nogle positive tilkendegivelser om i hvert fald intentionen med det her forslag. Jeg er også nødt til at rette nogle misforståelser, for det her forhindrer på ingen måde, at man kan have en rigtig god dialog og et godt samarbejde med de fagpersoner, som er i den institution, hvor ens barn er. Det handler sådan set bare om, at det er forældrene og kun forældrene, der tager beslutningen om, om barnet skal videre, og det synes vi sådan set er et ganske sundt princip. Det synes vi i øvrigt på rigtig mange områder, for vi ønsker generelt, at danskerne skal bestemme meget mere selv og også over langt flere af deres egne penge.

Men tak for debatten. For mange børn vil børnehaven åbne en spændende og stor verden fuld af eventyr og muligheder, men desværre har der i de senere år tegnet sig en rigtig kedelig tendens. I Danmark er der nogle kommuner, der som led i en spareøvelse presser vuggestuebørn i børnehave, før de fylder 3 år. Her er normeringerne nemlig lavere, det er billigere. Det er altså dobbelt så dyrt at have et barn i vuggestue, som det er at have et barn i børnehave, og barnets tarv skal altså ikke tilsidesættes til fordel for kommunens økonomi.

I dag lader 48 af landets kommuner børn begynde i børnehave før deres 3-årsfødselsdag. Det er endda imod eksperters anbefalinger, og det er en firdobling siden 2008. Det sker nogle gange – eller tit – uden forældrenes accept, og før barnet faktisk er klar til det, og det er ikke i orden. Vi ved, at de første 1.000 dage af et barns liv har helt afgørende betydning for barnets udvikling og trivsel, både nu og fremadrettet. Det er alle de centrale sider af livsfundamentet, der grundlægges de første 0-3 år, og derfor har vi i Nye Borgerlige fremsat forslag om, at det skal være forældrene, der bestemmer, om deres barn skal starte i børnehave før tid. Det skal altså ikke være kommunens excelark.

Vi vil sikre, at det er forældrene, der bestemmer og har det sidste ord, med hensyn til hvorvidt deres barn skal starte i børnehave, før barnet fylder 3 år. Det er så forskelligt fra barn til barn, hvornår barnet er klar til at gå i børnehave, og vi mener ikke, at kommunerne skal omdanne vores institutioner til pølsefabrikker, hvor de mindste skal klemmes hurtigst muligt igennem. Vi vil væk fra regnearkets logik og lade forældrene træffe de beslutninger, som vi ved har så stor betydning, i de første år af barnets liv. Det er forældrene, der kender barnet bedst, og derfor er det også helt naturligt, at det er dem alene, der bestemmer.

Jeg havde egentlig håbet, at der var langt flere partier, som ville bakke op om det her forslag, og at det kunne blive vedtaget, så familierne fik mere frihed til selv at bestemme. Jeg synes også, det er rigtig ærgerligt, at der ikke er det, men tak for den gode debat.

Til slut vil jeg også lige nævne, at der er flere, der har efterlyst eksempler. DR havde en rigtig god artikel på deres hjemmeside – nu kan jeg ikke lige se den præcise dato her – hvor man netop kom med nogle ret konkrete eksempler, og jeg tror faktisk, de var fra Albertslund Kommune, hvor der var nogle børn, der var kommet af sted allerede som 2½-årige, og der havde været nogle rigtig, rigtig dårlige erfaringer med det. Det er jo det, vi sådan set forsøgte at løse, og det skete også imod forældrenes ønske. Så tak for debatten. Vi er rigtig ærgerlige over, at der ikke er opbakning til det her forslag.

Selv tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og det ser ikke ud til, at nogen i det hele taget ønsker ordet, hverken ministre eller ordførere.

Og da der ikke er flere, som ønsker det, så er forhandlingen sluttet.

Jeg vil gerne foreslå, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Børne- og Undervisningsudvalget, og hvis ikke der er nogen af jer, der gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.