Det næste punkt på dagsordenen er:

27) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 82:

Forslag til folketingsbeslutning om at give forældre kompetence til at udskyde deres barns skolestart med 1 år.

Af Mette Thiesen (NB) m.fl.

(Fremsættelse 04.02.2020).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er børne- og undervisningsministeren. Velkommen til.

Jeg skal så på professionel vis forsøge at undgå at vise, at jeg er forpustet – det gik hurtigt hernede i salen . I forhold til udskudt skolestart vil jeg først og fremmest sige, at jeg er glad for, at debatten bliver taget op – jeg synes, det er rigtig vigtigt. Sidste år kom der en Egmontrapport, som i virkeligheden tog os igennem ikke kun det med tidspunktet for skolestart, men også hvordan i forhold til skolestart. Og den viste bl.a., at der er en ret stor social slagside, og at det bider sig fast, hvis ikke man får en ordentlig skolestart. Derfor synes jeg, det er enormt vigtigt, at vi får drøftet det her emne.

Det forslag, der er her, lægger op til, at vi bliver pålagt allerede i indeværende folketingsår at fremsætte et lovforslag om at udskyde tidspunktet for skolestart. Det vil sige, at børnene skal kunne begynde i skole i august måned i det kalenderår, hvor de fylder 7 år. I dag er der undervisningspligt i det kalenderår, hvor de fylder 6 år, og forældrene kan så anmode om, at deres barn begynder i skole 1 år senere, men i sidste ende er det op til kommunalbestyrelsen, og afgørelsen træffes normalt på grundlag af en individuel undersøgelse af elevens modenhed.

Nye Borgerlige foreslår så, at reglerne skal være indrettet sådan, at forældrene helt suverænt kan bestemme, hvornår barnet skal starte i skole. Vi har nogle gange, synes jeg, for travlt med at sende børn og unge gennem vores uddannelsessystem. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Og regeringen er af den opfattelse, at det vil være klogt at tage toppen af hastværket. Det er synd for børnene, når vi jager med dem, og det er dumt af os, for når vi bruger så mange ressourcer på at uddanne vores børn, bør vi som minimum sikre os, at hovedet faktisk også er indstillet på at lære.

For nogle børn, som ikke får muligheden i dag, vil det være sundt at starte 1 år senere i skole end forventet. 6-7 pct. får faktisk skolestarten udsat, men det er et fald fra 14 pct. tidligere ned til det her niveau. Alle 6-årige er jo ikke ens, og der kan være ganske store forskelle på, om børn kan sidde stille, eller om de ikke kan sidde stille, om de er klar til at modtage læring, og om de er modne nok, selv om de er født på præcis samme dag. Så faglige, sociale og følelsesmæssige problemer ved skolestarten kan faktisk vare ved rigtig langt ind i skoletiden, og dårlig skoletrivsel ved skolestart kan følge dem senere i livet og i det videre uddannelsesforløb. Oplever barnet nederlag på nederlag, bliver det svært at skabe begejstring for skolen, og så bliver det nogle rigtig lange skoleår.

Så jeg forstår godt de børn, der drømmer sig væk i timerne, og som har fået en rigtig bumlet skolestart. Det er også de børn, der ofte har problemer med relationerne til kammerater eller til forældre, og de har langt oftere end andre en lav skoletrivsel i de første skoleår. Der kan også være alle mulige andre omstændigheder. Det kan være forældre, der lige er blevet skilt, så der er sorg, og der er kaos, og det vil sige, der kan være nogle sociale omstændigheder, der gør, at man har behov for lige at tage det roligt og lade være med at fylde hovedet med mere end højst nødvendigt.

Det er rigtigt, som Nye Borgerlige bemærker, at forældrene kender børnene bedst. Det er der slet ikke nogen tvivl om, og det er oftest, men faktisk ikke altid, en fordel. F.eks. synes jeg jo, at mine børn er de smukkeste og de klogeste børn, der overhovedet findes på hele planeten – sådan tror jeg egentlig de fleste forældre har det – selv om jeg godt ved, at alle jer andre synes det samme om jeres børn, altså at det er de smukkeste og klogeste og dygtigste af alle børn. Og begge ting kan ikke gælde i samme lokale på samme tid, men det er jo det individuelle udgangspunkt, vi har.

Som forældre bliver vi overvældet af kærlighed til vores børn, og det er en kærlighed, der nogle gange farver alt det, vi ser, nemlig smukke, dejlige unger. Men det er også en kærlighed, der nogle gange gør os skrækslagne. Vi er skrækslagne for at give slip – vi tror måske indimellem, at de kan lidt mindre end det, de faktisk kan – for at bekymringen kan få lov til at tage over; for at de er for generte, for sarte; og vi frygter, at de bliver tromlet ned i skolen. Og derfor kan man synes, det kan være bedre at vente 1 år, sådan at ens lille pus er blevet lidt mere robust. Det kan jo i nogle tilfælde være fuldstændig rigtigt vurderet, og i andre tilfælde skal man måske lige have det der lille skub, hvor der er nogen, der får sagt: Dit barn kan faktisk utrolig meget mere og er utrolig meget mere robust end det, du selv tænker. Den vurdering kan, synes jeg, typisk komme fra nogle pædagoger, der er omkring barnet, og som kender barnet, og som derfor kan være med til at give nogle bud på, hvad der er godt og skidt.

Så nogle gange er børnene faktisk klar, og der er det forældrene, der er nervøse, og vi er faktisk ikke altid så gode til at se, både på godt og ondt, vores børn, måske fordi de netop er så tæt på, at vi ikke ser det samlede billede. Børns skolestart skal ikke udsættes uden grund, men samtidig bør starten jo fastsættes ud fra, hvad der er, der er behov for.

Vi skal finde en balance, hvor forældrene, der kender børnene bedst, selvfølgelig er de mest centrale aktører, der overhovedet er, men hvor det også samtidig er muligt, at både pædagoger og ledere af dagtilbud inddrages i beslutningen. De er eksperter på den pædagogiske del og ser barnet mere udefra, end forældrene gør, og derfor mener jeg egentlig, at man skal finde et sted hen, hvor det er et fint samspil mellem den ene og den anden. Der, hvor vi ikke må komme hen, er, at det faktisk er billigere at have et skolebarn, end det er at have et daginstitutionsbarn, og at det så er det, der bliver udgangspunktet for, hvor stor en andel af børnene der skal starte i skole.

Så summa summarum er, at jeg ikke vil være med til, at man går helt over i den grøft, at man siger, at det ene og alene er forældrenes afgørelse. Omvendt tror jeg, vi er røget for langt over i den anden grøft. Det vil sige, at vi her skal finde en eller anden variant midt imellem. Og regeringen har også i forbindelse med forståelsespapiret været inde og drøfte det her spørgsmål, og jeg mener, vi skal tage hul på at få fundet den variant midt imellem. Men i den model, som Nye Borgerlige har lagt frem her, kan vi ikke støtte.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tusind tak, og tak til ministeren for i hvert fald at imødekomme forslaget et stykke ad vejen. For som ministeren fuldstændig rigtigt siger, har vi altså set et voldsomt fald i antallet af børn, der skoleudsættes. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg på egen krop har oplevet det her med, hvor frustrerende det er at stå med nogle børn, som er kommet for tidligt i skole – og det har jeg oplevet både som forælder og som lærer. Og vi må bare anerkende, at rigtig mange, især drenge, har brug for noget mere tid til leg, når de er små, og der synes jeg jo, at man som forældre er dem, der kender børnene bedst, og derfor skal det selvfølgelig være os, der har mulighed for at sige, at barnet ikke er i klar til at komme i skole endnu, og så få skudt det 1 år. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre lidt mere ind til det, som minister siger med at komme et stykke hen ad vejen, for hvad er det så, ministeren tænker? Hvordan skal reglerne så lempes? For lige nu kan vi hvert fald se, at der er ret mange, der kommer i klemme.

Ministeren.

Jamen for at sige det fuldstændig, som det er, er det sådan, at jeg havde bedt mit ministerium om at kigge på forskellige modeller, umiddelbart før corona brød ud. Det vil sige, at det er jeg sådan set åben for at kigge på inden for en relativt overskuelig fremtid. Men jeg er ikke klar til, og mit ministerium er heller ikke klar til at præsentere en model. Jeg har ikke kigget det igennem politisk endnu, og jeg ved heller ikke, om det skal være de modeller, der er lagt frem. Men det er simpelt hen bare for at sige, at jeg sådan set havde påbegyndt processen på det her område for at afdække det ordentligt, og når jeg har Egmont Fondens rapport i så frisk erindring, er det simpelt hen, fordi jeg har siddet og kigget på den lige præcis med henblik på at prøve at se, hvordan vi bedst kommer ud over isen med det. Så det er et tilsagn om, at jeg rigtig gerne vil være med til at kigge på det, men vi skal lige have vores samfund lidt mere ind i normal gænge igen, før jeg kan love, at der kommer et udspil om det.

Spørgeren.

Tusind tak for det. Jeg blev lidt nysgerrig på noget af det, ministeren sagde. Jeg har sådan set aldrig nogen sinde mødt de der forældre, som er virkelig bange for, at deres børn skal starte i skole, og slet ikke når de så taler med nogle gode folk i daginstitutioner osv., hvis det er, de er usikre. Og de fleste af os kender nok også det med, at vi kan have nogle børn, som er meget, meget forskellige. Jeg har selv to drenge, som er meget forskellige. Den ene var klar meget, meget tidligt, og den anden var overhovedet ikke klar før noget senere. Så jeg har egentlig en fuld tiltro til, at det kan forældrene godt selv bestemme. Så hvad er det, der står i vejen for – mener ministeren – at det bare skal være en beslutning, det er op til forældrene at træffe, altså om barnet starter som 5-, 6-, eller 7-årig?

Fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti. (Børne- og undervisningsministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil): Hov, skal jeg ikke svare? Jeg tror, det er mig, der skal svare på Mette Thiesens spørgsmål).Undskyld, vi mangler et svar. Så får vi svar fra ministeren.

den nye navn fra Hvad er det for en uro, der er dernede!

Nu blev jeg helt forvirret over, hvad spørgsmålet var, fordi nu kom jeg et helt andet sted hen. Kan jeg ikke lige få det gentaget?

Jo, vi kan godt dispensere.

Jeg gentager det gerne. Det var egentlig bare det her med, at børn er forskellige, som ministeren også var inde på, og mit spørgsmål var egentlig bare: Hvad er det, ministeren mener står i vejen for, at den her beslutning er en, der ligger hos forældrene, altså om barnet skal starte, når det er 5, 6 eller 7 år? For det er det, vi taler om. Vi taler jo ikke om, at de måske 11 eller 12 år. Vi taler om, om de skal have mulighed for at skyde det 1 år og lade barnet blive i børnehaven 1 år mere. Tak.

Ministeren.

Det, jeg måske missede, var den der del med, at ordføreren siger, at hun ikke kender til, at forældrene ikke kan foretage den vurdering. Det gør jeg. Nu har jeg siddet rigtig mange år med socialområdet, og der er jo altså børn, der bliver tvangsfjernet fra deres forældre, og der er børn, der bliver tvangsfjernet fra deres forældre helt op i ungdomsårene, hvor de burde have været fjernet, da de var 2 år gamle, og ikke når de først er 13-14 år gamle, og de forældre har jo også børn i daginstitutionerne.

Det vil sige, at der jo er et eller andet med at få fundet en balance i det: Dér, hvor der ikke er behov for, at man på en eller anden måde træder indover, og dér, hvor man må sige, at her er der altså et hensyn til barnet, der er vigtigere, fordi det kan være svært for forældrene at foretage en vurdering. Det synes jeg sådan er det mest klokkeklare eksempel på, at der altså er nogle situationer, hvor det kan være en rigtig god idé, at vi som samfund tager udgangspunkt i barnets tarv simpelt hen, fordi barnet ikke kan tale for sig selv. Det er selvfølgelig altid det ekstreme, for det er »kun« 13.000 børn i Danmark, der er fjernet hjemmefra, men det skulle også være nok til, at man kunne sige, at der godt kunne være en eller anden idé i, at man dog har snor i en gruppe, der er meget sårbar. Så jeg er egentlig ikke indstillet på at lave sådan nogle regler, hvor man går meget langt i forhold til, hvem der skal bestemme.

Bare for at lægge snittet: Jeg forestiller mig ikke, at man som samfund eller fællesskab skal ind og sige, at størstedelen af forældrene ikke selv kan finde ud af at foretage den vurdering. Jeg er faktisk meget tæt på at have samme udgangspunkt som ordføreren, nemlig at de fleste forældre sagtens selv kan, og så skal de selvfølgelig det. Og så synes jeg egentlig, der er sådan noget med rettighed i det, for som forælder synes jeg, at noget af det bedste, jeg har oplevet, er de gange, hvor man får en god faglig vurdering fra de pædagoger eller de lærere, der er omkring ens børn.

Så på en eller anden måde vil jeg gerne have den dobbelthed ind i det, at alle forældre får lov til det – det tror jeg også de fleste pædagoger leverer uanset hvad – at det også ligger i kortene, at man selvfølgelig kan henvende sig, hvis man er i tvivl, så man ikke er sådan en øde ø, hvor man individuelt skal et eller andet, men at man faktisk har mulighed for at få den faglige vurdering. Det er bare for at sige: Vi skal huske på, når vi laver lovgivning i Danmark, at der jo også findes børn, som har ganske, ganske svære vilkår og en ganske svær start på tilværelsen.

Så fik vi vist også givet et grundigt svar. Jeg tror ikke, vi skal åbne op for det tredje spørgsmål. Fru Marie Krarup

Tak. Jeg synes, at jeg hørte ministeren sige i sin tale, at vi skal passe på, at det ikke bliver kassetænkning som den anden ekstrem. Det er jeg jo rigtig enig i. Det må ikke udelukkende være et spørgsmål om at sænke udgifterne, at man får børn, som ikke er parat til at gå i skole, tvunget ind i skolen eller overtalt til at gå i gang med skolen. Men præcis hvordan kan vi forhindre den mekanisme? Har ministeren et bud på, hvad det er, man præcis kan gøre dér? For måske vil der være mere grund til at fremsætte et beslutningsforslag om det end udelukkende at sige, at det skal være forældrenes beslutning. Men hvad kan man gøre på det område for at undgå kassetænkning?

Ministeren.

Jeg elsker den der sætning: If you think education is expensive, try ignorance. Det er jo faktisk præcis det, der gør sig gældende her, nemlig at hvis vi sparer nogle penge, fordi nogle børn bliver sendt for tidligt af sted, er det simpelt hen de dyreste penge, vi nogensinde har sparet, fordi det sætter sig i resten af barnets uddannelsestid. I forhold til hvad man kan gøre, vil jeg sige, at jeg jo synes, at vi var tættere på et rigtigt snit under de gamle regler, i forhold til hvad det er for en procentandel, vi forestiller os kunne have godt af en udskudt skolestart. Det vil sige, at vi jo i Danmark i hvert fald har prøvet at være tættere på en situation, hvor jeg synes, der var en rimelig balance, og derfor mener jeg egentlig også, at vi har et kendskab til, hvad det kunne være for nogle mekanismer, man kunne sætte i stedet for de nuværende.

Spørgeren.

Så det vil sige, at det handler om at få beslutningen tilbage til pædagoger og forældre og væk fra skoleledelse og kommunalbestyrelse. Er det sådan, jeg skal forstå det?

Ja, det er det, om end jeg ikke er klar til at fremlægge en model endnu, som jeg også sagde i mit tidligere svar. Det er simpelt hen, fordi der i spørgsmålet om, hvordan snittet præcis skal lægges – om det er pædagogerne, der indstiller, eller om det er forældrene, der indstiller, og hvad man gør, hvis de er så er uenige – ligger nogle finere detaljer, som jeg simpelt hen ikke nåede at blive færdig med, før corona brød ud. Derfor er jeg ikke klar til at lave en konkret model. Men ja, i det ligger jo præcis, at man går tættere på den tilstand, vi havde tidligere, og det vil sige, at det i højere grad vil være et fagligt skøn og forældrenes skøn end det, det er blevet hen over de senere år.

Tak for tålmodigheden, hvad angår de formelle fejl, og tak til ministeren.

Vi går nu over til ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Tak for forslaget fra Nye Borgerlige, som rejser en væsentlig debat og måske en debat, der også er formet af nogle generelle tendenser i tiden, hvor vi har haft utrolig meget fokus på, at alting skulle gå meget stærkt, at vi skulle skynde os, og at vi skulle være klar og komme videre og frem over isen. Der er ingen tvivl om, at vi har set nogle uheldige konsekvenser for bl.a. vores børn og unge, som har været ekstremt pressede. Et af elementerne tror vi er en for tidlig skolestart. Ministeren nævnte Egmont Fondens forskning og det, at hvis man kommer for tidligt i skole, eller måske mere præcis, hvis man får en dårlig start på skoletiden, hvilket en tidlig skolestart kan være en af grundene til, så forfølger det en hele vejen igennem skolesystemet.

Derfor har vi jo sådan set været meget opmærksomme på, både før valget og også nu i regeringen, hvordan vi kunne være med til at lette noget af det pres, der har været. Det er jo alt fra tidlig skolestart til karakterbonusser på ungdomsuddannelserne og uddannelsesloft m.m., og heldigvis har vi allerede fået fjernet et par af de forhindringer. De to sidstnævnte har vi jo fået gjort op med. Og det, at vi skal gøre det nemmere at udskyde skolestarten for at forhindre, at børn kommer for tidligt i skole, og før de er klar til det, stod i det udspil, vi præsenterede før valget. Det står også i det forståelsespapir, vi har lavet sammen med de partier, der står bag regeringen, og derfor er det selvfølgelig noget, som vi arbejder med, og, som ministeren sagde, også noget, der var på bordet og i gænge, inden coronaen ramte. Men det betyder jo ikke, at det så er lagt på bagerste hylde. Det betyder, at vi selvfølgelig skal videre med den her diskussion af, hvordan vi sikrer, at det bliver nemmere.

Fru Marie Krarup spurgte også, hvad der skulle være modellen. Altså, det, vi har sagt om det, er jo i virkeligheden, at vi som punkt 1 gerne vil have, at det ikke er kommunekassen, der afgør, hvornår man starter i skolen, og at vi som punkt 2 gerne vil have, at beslutningen træffes tættere på dem, der kender børnene godt.

Nu har Nye Borgerlige med det her beslutningsforslag sagt, at det alene skal være forældrene. Ministeren har redegjort for, hvorfor regeringen også mener, at samspillet mellem forældre og pædagoger kan være gavnligt og kan give nogle værdifulde indsigter. Men det ændrer jo ikke på, at uanset om pædagoger og forældre gør det i et samspil, så er det jo stadig tættere på det enkelte barn og det enkelte barns udviklingstrin, at den her beslutning skal træffes i fremtiden. Det lægger vi op til.

Det er ekstremt vigtigt at gøre det nemmere at udskyde skolestart. Derfor vil regeringen præsentere en model, det har vi aftalt med partierne bag forståelsespapiret. Vi vil selvfølgelig også diskutere den model med forligskredsen, eftersom det her er en del af et folketingsforlig. Nu er Nye Borgerlige ikke med i den kreds, og derfor er det jo helt legitimt, at man fremsætter det her beslutningsforslag i salen. Vi kan ikke støtte det, for det er ikke den vej, vi vil gå, men vi vil gerne arbejde frem imod, at man får nemmere ved at udskyde skolestart, hvis det er det, der er rigtigt for det barn, der handler om.

Tak. Fru Mette Thiesen, en kort bemærkning.

Tusind tak. Det er jeg også rigtig glad for at høre, for det her er altså et meget reelt problem og – som ordføreren fuldstændig rigtigt siger – rigtig, rigtig hjerteskærende. Som sagt har jeg også selv oplevet det, og det er rigtig hjerteskærende at opleve de børn, som er blevet presset i skole, og som simpelt hen bare skulle have haft lov til at lege et år mere.

Men jeg er lidt nysgerrig efter at høre – for nu sagde ministeren det før, og ordføreren siger det nu – hvad er det præcis i det her beslutningsforslag, der står i vejen for, at forældrene, hvis de er i tvivl, kan tale med pædagogerne og få deres vurdering af, hvor skoleklar barnet er? Det er der ikke noget i beslutningsforslaget der står i vejen for. Så hvor er det, at ordføreren mener, at man ikke kan gøre det, hvis man stemmer ja til det her beslutningsforslag?

Ordføreren.

Der er vel både noget materielt og noget formelt, kan man sige, der står i vejen for, at vi bare stemmer ja til beslutningsforslaget. Hvis man skal tage det indholdsmæssige, er det jo rigtigt, at det godt kan være, at forældrene faktisk rækker ud efter en sparring og rådgivning, men det kan også godt være, at forældrene ikke er i en position, hvor de er i stand til at vurdere det uden faglig sparring og rådgivning. Og det er jo derfor, ministeren spørger, om man ikke også skal sikre, at alle har krav på, at det her foregår i en samtale med nogle af de andre, som kender børnene fra dagligdagen i børnehaven, og som også har værdifulde input. Så det er i virkeligheden også bare et spørgsmål om at sikre, at det er den bedste beslutning for barnet, men jo ikke et spørgsmål om at trække beslutningen længere væk fra barnet. På den måde er vi enige med Nye Borgerlige i, at beslutningen skal træffes blandt nogle, der kender barnet.

Så er det rigtigt, at der også er noget almindelig christiansborgsk i, at vi tilkendegiver, at vi sådan set støtter intentionen, men at vi bare har en aftale, dels med partierne bag forståelsespapiret, dels med en folkeskoleforligskreds, hvor vi er nødt til at tage den her diskussion, inden vi går i salen og stemmer for et beslutningsforslag. Nye Borgerlige kan glæde sig over, at vi er enige om, hvad der skal ske langt hen ad vejen.

Spørgeren.

Jeg står og smiler, fordi det simpelt hen var et så dejlig forfriskende og ærligt svar, så tak til ordføreren for det. Jeg glæder mig stadig væk over, at man er enig i intentionen i hvert fald.

Men det, som jeg egentlig bare ville sige – qua det, ministeren sagde før – var, at det her jo sådan set handler om, at det i sidste ende skal være forældrene, der tager den endelige beslutning, og som forældre er det meget naturligt, at man lytter til de fagpersoner, der er omkring barnet. Det har jeg sådan set fuld tiltro til at langt de fleste forældre gør. Så nævnte ministeren, at der er nogle enkelte forældre, som har nogle andre udfordringer med deres forældrerolle, og hvor deres børn er i en særlig situation. Men det er ganske, ganske få, det drejer sig om, og der er kommunen jo i forvejen, højst sandsynligt, inde over med nogle andre indsatser. Så jeg synes, at vi skal tage den lillebitte gruppe væk og så sige, at det her handler om, om man som forældre skal have mulighed for at tage en beslutning om, at ens barn i stedet for at starte som 6-årig kan starte som 7-årig.

Ordføreren.

Jeg bestræber mig altid på at være ærlig, og hvis det glæder ordføreren, er det selvfølgelig godt, men jeg synes ikke, det kan være så overraskende, at vi er enige i intentionen, for vi fremlagde et udspil før valget, hvori der stod, at en udskudt skolestart skulle være nemmere, og at beslutningen skulle træffes tættere på barnet, end det sker i dag. Og vi har ovenikøbet skrevet i vores forståelsespapir, da regeringen tiltrådte, at vi ville det. Så det er jo åbenlyst, at vi er enige om det.

Når jeg så siger det med forligskredsen – og jeg går ud fra, at det var det, ordføreren henviste til – er det jo, fordi man, når man nogle partier imellem har lavet en aftale på skoleområdet, så også har aftalt, at hvis vi gerne vil lave ændringer, starter vi lige med at snakke om, hvad det er for nogle ændringer, vi skal lave, i stedet for at gå ned i salen og stemme hinanden ned. Og det er jo sådan nogle spilleregler, vi har lavet for at tage hensyn til aftaler og for at overholde aftaler, vi har lavet, men det står heldigvis ikke i vejen for, at der kan ske en ændring på det her område, for der er vi enige med ordføreren for forslagsstillerne.

Tak til hr. Jens Joel, der er ikke flere korte bemærkninger, og hjertelig velkommen til fru Ellen Trane Nørby fra Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak for ordet, hr. formand, og ikke mindst tak til Nye Borgerlige for at fremsætte det beslutningsforslag, som vi behandler i dag. Diskussionen om udskudt skolestart er jo ikke ny, for vi har faktisk diskuteret det om ikke hvert år så næsten hvert år igennem rigtig mange år. Først var det med det afsæt, at vi desværre, hvis vi kigger længere tilbage, så rigtig mange børn og unge, der generelt startede meget sent i skole, og vi lå også gennemsnitlig med en højere skolestartsalder, end man gjorde i rigtig mange også sammenlignelige lande. Hvis vi kigger på de senere år, også da jeg selv havde fornøjelsen af at være børne- og undervisningsminister, kunne vi nogle steder have en bekymring for, at man var for firkantet i sin vurdering kommunalt, i forhold til hvilke børn der måske havde et behov for individuelle hensyn i forhold til skolestart.

Hvis vi kigger på karakteristikken af, hvilke børn som forventes at blive 0.-klasseomgængere, uden at skulle gøre det til firkantede bokse, kan vi også med den rapport, der udkom fra Tænketanken Dea i den her uge, sige, at der, uden at vi siger, at de alle ser ens ud, er en overvægt af drenge, og der er også en overvægt af drenge, der er født sidst på året, og der er en overvægt af drenge, der kommer fra hjem, hvor far og mor enten slet ikke har en uddannelse eller har en kortere uddannelse. Når man kan se, at der er nogle mønstre og nogle karakteristika, i relation til hvem det så er, der ikke får den start på skoletiden, som vi ønsker alle børn og unge, som måske ender med at sidde uden at glæde sig til at komme i skole, og som allerede fra starten af skoletiden ender med at få en dårlig oplevelse, påhviler der også et desto større ansvar for kommunerne for at have øje for både den gruppe af børn, men også for det enkelte barn.

Det beslutningsforslag, som vi behandler i dag, har gode intentioner. Det handler grundlæggende om, at barnets tarv skal skubbes frem og forældrenes indflydelse styrkes. Borgerne skal sættes før systemet, som vi siger i Venstre, og det er vi grundlæggende enige i. I dag er reglerne sådan, at beslutningen om at udsætte undervisningen med 1 år efter undervisningspligtens indtræden altid forudsætter forældrenes samtykke, men på den anden side har forældrene ikke krav på udsættelse. Beslutningen om udskudt skolestart træffes i dag af kommunalbestyrelsen, evt. på grundlag af en individuel undersøgelse af elevens modenhed. Forældre kan altså ikke nedlægge veto imod skolestart, som det er i dag, hvis ikke de mener, at deres barn er modent nok, og på den anden side kan deres barn heller ikke få udsat sin skolestart, uden forældrene er enige i det.

Det er jo en balance og et hensyn, man har valgt at tage. Fra Venstres side tror vi sådan set ikke, at der vil være så mange problemer med børn, der får en dårlig start på skolen, hvis man lokalt valgte at tage mere bestik af, både hvad det er for nogle børn, vi kan se karakteristisk ofte ender med at gå 0. klasse om, men også hvis man bliver langt bedre lokalt til at inddrage forældrene og til at lytte til forældrene. For det, der kendetegner rigtig mange af de henvendelser, jeg tror vi alle sammen får, er, at forældrene oplever, at de ikke bliver inddraget, at der ikke bliver lyttet til dem, at man får PPR, som vi også skal diskutere senere i salen i dag, ind for sent og for dårligt, også i forhold til at lave en vurdering af, om der kan være nogle forhold, der gør sig gældende for det enkelte barn.

Derfor tror vi sådan set også, at den her diskussion også er nødt til at bero på, at man også har et fokus på det lokale ansvar, for det er derude, man også skal være langt bedre til at sikre en balance og til at inddrage forældrene. Det er afgørende for Venstre, at man sikrer, at der er den her balance, og at forældrene også bliver inddraget bedre, end de gør i dag, og at der bliver lyttet til dem. Det burde heller ikke være i kommunens interesse, at vi står i en situation, hvor et barn, der ikke er modent og ikke er klar til at starte i skole, presses til at starte i skole med den konsekvens, at barnet ender med at skulle gå klassen om.

I dag går ca. 1.300 børn 0. klasse om. Det er et tal, vi synes er for højt, og selv om det er et tal, der har været faldende gennem en årrække, er det stadig væk 1.300 børn – 1.300 børn, for hvem starten på skoletiden ikke har været, som den bør være for alle børn og unge. Det skal vi ikke bare konstatere, det skal vi også konstatere på en måde, så vi også sikrer, at vi i fællesskab også får sikret, at der fremadrettet sker en bedre inddragelse af forældrene med mere lokal dialog på området. Det er sådan set også de intentioner, jeg ser i beslutningsforslaget, men vi synes, at beslutningsforslaget går for langt.

Derfor håber jeg sådan set også, at vi på baggrund af ikke bare den her behandling, men også på baggrund af den dialog, vi har haft på tværs af partier igennem de seneste mange år, også kan komme lidt tættere på, hvordan vi så netop sikrer, at man lokalt sørger for, at alle børn og unge får en bedre skolestart. Derfor ser vi også frem til, at regeringen også præsenterer et forslag i forligskredsen – for det går vi ud fra regeringen gør og ikke løber fra folkeskoleforligskredsen, som også blev lavet, da regeringen sidst var i regering – og der tager den dialog, som man nødvendigvis skal tage i forhold til at sikre alle børn og unge en god start på skoletiden. Tak for ordet.

Selv tak. Der er en kort bemærkning fra fru Mette Thiesen.

Tak for det. Jeg er selv mor til en dreng, der er født den 21. december, så jeg kender udmærket godt til den problematik; jeg har sådan set stået i det selv.

Jeg synes egentlig, ordføreren startede rigtig godt, og jeg ved godt, at Venstre stemte imod et lignende beslutningsforslag i sidste periode, men jeg er nødt til bare at høre, for jeg er lidt nysgerrig på det, om ordføreren kan sætte flere ord på det, for mener ordføreren virkelig, at kommunen er bedre til at vurdere, om barnet skal starte i skole, end barnets forældre?

Ordføreren.

Men for os er det jo ikke et spørgsmål om, om kommunen er bedre. Altså, pointen er jo lige præcis, at det skal ske i dialog, at det skal ske i et samarbejde, og der skal være en reel og ordentlig inddragelse. Og det, der i hvert fald kendetegner rigtig mange af de konfliktsager, som jeg også tror ender som henvendelser til ikke bare mig selv som ordfører, men til rigtig mange af os, er, at man ikke føler, der er en dialog, altså at man ikke har en kvalificeret dialog, hverken med det pædagogiske personale, der har været omkring barnet i børnehaven, eller med forældrene. Nogle steder er det også, fordi der ikke er kapacitet i tilstrækkelig grad i PPR-systemet, og det vil sige, at man midt i en udredning, som aldrig nogen sinde bliver færdig, alligevel insisterer på, at barnet skal starte, før man faktisk har kortlagt, om der kan være diagnoser, eller om der kan være andre problemer, der skal tages højde for.

Det er uhensigtsmæssigt, både for forældrene og ikke mindst for barnet, men det er det jo også for den kommune. Det er der, hvor vi siger, at vi skal passe på, at vi ikke bare tror på den der one size fits all, hvor vi så bestemmer herindefra, hvordan modellen skal være, men at vi også tager højde for, at der er nogle kommuner, hvor man faktisk gør det her godt, og så er der nogle kommuner, hvor man gør det mindre godt. Der skal vi jo have fat i, hvordan vi så også kan sikre, at det kommer til at fungere ordentligt med en dialog på en tilfredsstillende måde for de børn, der i dag bor i kommuner, hvor der ikke sker en ordentlig forældreinddragelse.

Spørgeren.

Tak for svaret. Jeg synes sådan set ikke rigtig, der er noget, der er i modstrid med det forslag, vi kommer med, med hensyn til at der kan være en ordentlig dialog. Det kan der sagtens være, den er bare foranlediget af forældrene, og vi vender ligesom bøtten om.

Det, som ordføreren siger om PPR og alt muligt andet, er jo netop, fordi der er så mange ekstremt bureaukratiske led til, at man måske kan få skoleudsat sit barn, og i langt de fleste tilfælde vil det altså også være et spørgsmål om, at man som forældre simpelt hen vurderer, at barnet ikke er klar, det er ikke modent – som ordføreren selv sagde i forhold til det her med drenge. Altså, hvorfor skal det være så administrativt bøvlet og så bureaukratisk i stedet for bare at sige, at beslutningen i sidste ende ligger hos forældrene om, om barnet skal starte som 5-, 6- eller 7-årig, og at de så kan spørge nogle andre til råds, hvis det er det, de har behov for?

Ordføreren.

1) Det behøver ikke at være bureaukratisk. 2) Vi skal helst derhen, hvor det slet ikke er bureaukratisk. 3) Hvis vi kigger på det analysearbejde, der er lavet på området, kan vi se, at der er væsensforskel fra kommune til kommune, både i forhold til hvor mange børn der får lov til at få udskudt skolestart og hvor mange børn der ender med at gå 0. klasse om. Og det vil sige, at det jo ikke er sådan, at man bare kan kigge ud over de 98 kommuner under et og sige, at det ikke fungerer. Det fungerer faktisk rigtig godt nogle steder, også med en forældreinddragelse og med en respekt for, hvornår forældrene er dem, der netop kender deres børn bedst og skal have det sidste ord, og andre steder fungerer det ikke. Vi tror sådan set godt, man kan komme derhen, hvor man får det til at fungere langt flere steder.

Så sagde jeg jo også indledningsvis, at hvis man kigger på tallene, altså bare sådan de fakta, der ligger til grund, startede vi faktisk i en situation, hvis vi skruer tiden lidt mere end 10 år tilbage, hvor der var alt for mange børn i Danmark, der netop fik udsat skolestart, og vi fik en senere og senere start på skolelivet, og det er heller ikke et sted, vi ønsker at skulle hen. Det er derfor, vi egentlig synes, der skal være den her balance, hvor man inddrager forældrene bedre, men hvor man også sikrer, at det ikke igen skrider i retning af, at vi får skolestart i 7-8-årsalderen for rigtig mange børn, sådan som vi har set tidligere.

Hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

Jeg har haft vilde og voldsomme forventninger op til den her sagsbehandling. Allermest har jeg set frem til, at fru Ellen Trane Nørby skulle gå på talerstolen, for af alle Venstrepolitikere, der kunne stille sig op på talerstolen, troede jeg mest på, at det var fru Ellen Trane Nørby, der ville ændre Venstres holdning til det her spørgsmål og finde frem til det helt åbenlyse synspunkt, at den liberale holdning til udsat skolestart må være, at det er forældrene og ikke systemet, der ved, om ens barn har brug for 1 år ekstra i daginstitution. Og jeg er fuldstændig enig med fru Ellen Trane Nørby i, at selvfølgelig skal der være god dialog, og selvfølgelig skal vi sørge for, at man har en dialog om, hvad der er bedst for barnet, ude lokalt. Men i sidste ende er det her jo et spørgsmål om, hvor retten til at bestemme, om barnet skal gå 1 år ekstra i børnehave, ligger. Ligger den hos systemet, eller ligger den hos forældrene? I dag ligger den hos systemet. Er det ikke mest liberalt, at den ligger hos forældrene?

Ordføreren.

Jamen som jeg også sagde, mener vi sådan set, at forældrenes indflydelse skal fylde mere, men der er også nødt til at være en balance, så vi ikke kommer tilbage til den situation, som vi stod i for lidt mere end 10 år siden, hvor vi generelt bare havde fået en langt senere skolestart i Danmark – ikke som følge af ond vilje eller noget, men fordi vi simpelt hen bare fik flere og flere børn, der startede sent i skole. Det har heller ikke været hensigtsmæssigt, hverken i forhold til det enkelte barn eller i forhold til læringsmotivationen med hensyn til hvor gammel man så er, når man afslutter en uddannelse. Det er derfor, vi siger, at der er balancer.

Men jeg er lige så spændt på at høre SF's ordførertale, og om SF vil stemme for et beslutningsforslag, som jo grundlæggende er noget, der er aftalestof, og som ligger i en folkeskoleforligskreds. Jeg sluttede i hvert fald af med at sige, at jeg da forventer, at regeringen kommer tilbage til folkeskoleforligskredsen og ikke bare laver andre aftaler med andre typer af partikonstellationer, for det her er jo sådan set noget, vi har drøftet i forligskredsen, og som er forligsbundet. Derfor vil jeg sådan set opfatte det som værende grundlæggende et aftalebrud, hvis man stemmer for et beslutningsforslag om noget, som vi har bundet hinanden forligsmæssigt på at blive enige om. Så jeg vil da også med interesse se, hvad SF stemmer til beslutningsforslaget.

Spørgeren.

Først vil jeg sige, at der jo er forskning, der viser, at der er børn, der simpelt hen har bedst af at vente. Nu nævnte spørgeren selv en rapport – altså, der er jo flere rapporter, der viser, at nogle børn har bedst af 1 år ekstra i sandkassen. Så det synes jeg ikke er så stort et problem. Jeg er enig i, at man ikke bare skal give los, og jeg er enig i, at der skal være en balance. Men det, der kommer til at være kernen i diskussionen i forligskredsen, er jo: Skal retten ligge hos kommunerne, som i mange tilfælde tænker i økonomi – det er i hvert fald det, som det her har vist – eller skal retten ligge hos forældrene? Hvad er mest liberalt?

Ordføreren.

Jamen vi ønsker, at forældrenes indflydelse skal styrkes. Det er sådan set også det, vi har kæmpet for, mens vi selv har siddet i regering, hvor vi også har haft et pres på kommunerne, i relation til at det ikke måtte være økonomitænkning eller kassetænkning, der gjorde, at man ikke tog individuelle hensyn til barnet. Det er sådan set også det, jeg har argumenteret for i dag, og jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt SF's ordfører egentlig hørte den ordførertale, jeg holdt. For det er et problem, når der er 1.300 omgængere i 0. klasse, hvis de sådan set kunne have haft en bedre start på skolelivet, hvis de ikke var blevet omgængere i 0. klasse, men havde fået lov til at få en senere skolestart. Det kan også være, at der er nogle af dem, hvor det at gå 2 år i 0. klasse er det rigtige for dem, men vi er jo nødt til at forholde os til, hvad det enkelte barn har behov for, og den balance er ikke fundet alle steder i dag. Den er fundet nogle steder, men der er behov for, at man lytter mere til det enkelte barns behov.

Mange tak til fru Ellen Trane Nørby fra Venstre og hjertelig velkommen til fru Marie Krarup fra Dansk Folkeparti.

Tak. Du kan ti gange mere, end du selv tror, og 20 gange mere, end din mor tror. Det er sådan gammel folkevisdom, og den holder stadig væk. Derfor er der sikkert også nogle forældre, der har mindre tiltro til deres børn, end de bør have. Men jeg vil godt sige, at vi anerkender, at der er et problem med, at der er for mange, der bliver skubbet i skole for tidligt, og at der er en tendens til kassetænkning. Så der er et problem, der skal løses.

Om man så løser det med det her, er jeg noget i tvivl om. Jeg tror, at der skal mere til. Man skal i højere grad sørge for at få inddraget de personer, som er tættest på barnet. Det skal ikke være kommunalbestyrelsen eller skoleledelsen, der træffer beslutningen alene. Det er for langt væk fra barnet. Men jeg tror ikke, at man løser problemet ved at give forældrene hundrede procent mandat, for der er også en tendens i tiden til en pyldrethed, til en søgen efter at være anderledes – det, der også giver sig udslag i diagnosesamfundet – som vi skal forsøge at lægge en dæmper på. Det gør man, ved at der er tæt kontakt mellem forældre og pædagoger, forhåbentlig – jeg vil håbe, at det er det, man når frem til – sådan at man finder frem til den rigtige beslutning for barnet.

Vi synes, at man skal søge efter den rigtige model, og vi ser meget frem til, at regeringen kommer med nogle forslag, for vi anerkender, at der er brug for nogle ændringer. Men jeg synes, det ville være utidigt lige nu at stemme ja til et beslutningsforslag, som kommer med en meget firkantet løsning på det, når vi kan se frem til, at der faktisk skal være forhandlinger på området. Det er vores bud på det. Tak for ordet.

Selv tak. Der er en kort bemærkning fra fru Mette Thiesen.

Tak for det. Jeg kunne bare godt tænke mig, at ordføreren uddyber, hvad det er for nogle farlige konsekvenser, det vil have, hvis der er nogle forældre, som vælger at sige, at deres barn skal vente og i stedet for starte, når barnet er 7 år, i stedet for når barnet er 6 år.

Ordføreren.

Jamen farlige konsekvenser? Det er jo godt, hvis man kan starte på det rigtige tidspunkt. Der er vel ikke noget, der er direkte farligt ved det. Man kan bare sige, det er unødvendigt. Og hvorfor behandle et barn på en anderledes måde, end der er forventning om. Det er altid svært at blive sat uden for fællesskabet og blive bedt om at gå en anden vej end de andre. Men der er da ikke noget sådant livstruende, ved at man følger en anden vej end den, de andre følger. Men der er heller ikke nogen grund til det, hvis der ikke er en virkelig tungtvejende saglig og faglig grund til det.

Spørgeren.

Okay. Jeg må ærligt indrømme, at jeg har meget stor tiltro til, at forældre har noget ønske om, at deres barn starter hverken for tidligt eller for sent. De fleste børn, det ved jeg også af erfaring, glæder sig. Hvis de er klar, glæder de sig faktisk rigtig meget til at komme i skole. Så jeg kan ikke helt forstå den mistillid til, at forældrene kan tage den her beslutning, og jeg kan heller ikke se, hvad der i det her beslutningsforslag står i vejen for, at man kan have en drøftelse med eksempelvis pædagogerne om barnet. Kan ordføreren uddybe lidt, hvorfor ordføreren ikke mener, at forældrene har kompetence til at tage den her beslutning for deres børn, som altså drejer sig om, hvorvidt de skal starte i skole 1 år senere?

Ordføreren.

Langt de fleste forældre vil sagtens kunne træffe den beslutning. Så vil der være nogle, som måske er overbeskyttende og overpylrede, som vil have en stor bekymring over det og ikke vil erkende, at deres barn kan mere, end de tror. Langt de fleste af dem vil selvfølgelig også i en dialog med de involverede parter, altså pædagogerne, formentlig kunne se, at det ikke er nødvendigt at udsætte det. Og så vil der være nogle, der ikke kan, og der er det måske meget godt, at man i sidste ende kan give dem det skub, så barnet kan komme i skole.

Tak til fru Marie Krarup. Og hjertelig velkommen til fru Anne Sophie Callesen, Radikale Venstre – eller som de siger i London: radical left.

Tak for det, og tak til Nye Borgerlige for igen at tage debatten op i salen. Radikale Venstres holdning er, som den hele tiden har været vedrørende det her spørgsmål, at børn skal starte i skole, når de er klar til at starte i skole, og ikke, når det passer ind i systemets kasser. Vi mener, at det her er en helt reel problemstilling, og at stadig flere børn kommer i skole uden at være klar til det. Det mener vi er for dyrt for samfundet og selvfølgelig også alt for omkostningstungt rent personligt for de børn, der oplever nederlag ved det.

Derfor er vi jo også glade for, at vi i forståelsespapiret har lavet en aftale med regeringen om, at vi finder en løsning på det her. Jeg er også glad for ministerens tilsagn om, at man er i gang med at se på nogle løsninger og nogle modeller. Og jeg vil også gerne sige her, at vi selvfølgelig mener, at de forhandlinger skal komme snart. Nu har vi haft en coronakrise. Vi ville gerne have haft forhandlingerne før sommerferien, og det når vi ikke, men vi ønsker i hvert fald at få dem i løbet af i år. Så det er vores grundlæggende indstilling til det her.

Så vil jeg gerne lige knytte et par kommentarer til det der med forældre versus pædagoger og kommune, som jeg egentlig synes er en lidt interessant debat. Altså, først og fremmest må det jo aldrig være kommunernes økonomi, der afgør, hvornår børn kommer i skole. Det er derfor, vi har debatten, for det er jo det, vi kan se at det desværre i tiltagende grad er blevet. Så på den måde er det rigtigt, at vi er nødt til at styrke forældrenes indflydelse på det her område, men sådan set nok også pædagogernes, for vi hører også historier om pædagoger, der ikke engang må bringe det her op i samtaler med forældre – simpelt hen fordi man frygter, at det vil blive for dyrt for kommunekassen. Og sådan må det jo aldrig være.

Derfor mener jeg også i det hele taget, at det er vigtigt at inddrage pædagogerne. Fru Ellen Trane Nørby nævnte, at man måske sådan næsten på forhånd kan se, hvilke børn der vil have brug for skoleudsættelse, altså hvilke børn der vil få svært ved at starte for tidligt i skole: drengebørn; børn, der er født sidst på året; børn af forældre, der ikke er i uddannelse eller arbejde. Og det taler jo på den ene side for, at man inddrager pædagogerne og hele det system mere for på forhånd at få identificeret nogle af de børn dér, hvor forældrene måske ikke selv er i stand til at se det. På den anden side synes jeg også, det er ekstremt vigtigt at sige, at forældrene skal have det sidste ord.

Jeg tror, at det, vi ser i dag, er, at det er de meget insisterende forældre, de meget ressourcestærke forældre – jeg vil ikke kalde dem pylrede, men dem, der i hvert fald har meget overskud og ser meget frem i tid og kan se, at det her ikke kommer til at gå, og måske er rigtig, rigtig insisterende – der får mulighed for at få deres børn skoleudsat. Og sådan må det jo heller ikke være: at dem, der ikke har overskud til konstant at skrive ind til kommunen eller at tage fat i daginstitutionslederen, ikke kan få deres børn skoleudsat. Så kort sagt mener vi, at forældrene skal have det sidste ord, men selvfølgelig er det også rigtig vigtigt at få inddraget ikke kommunen som institution, men dem, der er tæt på børnene i det daglige, nemlig pædagogerne.

Når vi ikke kan stemme for det her beslutningsforslag alligevel, er det af de processuelle grunde, som også er blevet nævnt af andre ordførere, bl.a. fra Socialdemokratiet, nemlig at det er noget, vi skal tage i regi af folkeskoleforligskredsen. Vi har også en aftale med regeringen om at finde en løsning på det her sammen. Så er der jo også det, at der også er en pris på det her, og den bliver vi ligesom også nødt til at tage med i ligningen. Men intentionen i beslutningsforslaget bakker vi fuldt ud op om.

Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tusind tak, og igen også tak for ærligheden om, at det bliver sådan lidt noget christiansborgfnidder, i stedet for at man bare stemmer for det, som man faktisk tror på. Der blev fremsat et lignende forslag i 2018, som Radikale Venstre stemte for. Det var Lotte Rod, der var ordfører. Hun kunne faktisk slet ikke se, hvorfor det overhovedet kunne være til debat, for selvfølgelig skulle det være forældrene, der bestemte i sidste ende.

Kan ordføreren bekræfte, at Det Radikale Venstre stadig har samme holdning, men at det udelukkende er sådan noget christiansborgfnidder med noget med et forlig og alt mulig andet og noget med nogle aftaler og det ene og det andet, eller hvad er det, der så gør, at Det Radikale Venstre ikke kan stemme for det her forslag, som ligner det andet til forveksling?

Ordføreren.

Jeg kan fuldt ud bekræfte, at Radikale Venstre har samme holdning til det her spørgsmål. Som jeg også indledte med at sige, skal børn starte i skolen, når de er klar til det. Det skal ikke være, når det passer ind i systemets kasser.

Når vi stemmer anderledes i dag, er det jo først og fremmest, fordi vi har en forståelse med regeringen om, at der vil blive fundet en løsning på det her. Jeg mener ikke, at det er christiansborgfnidder; jeg mener, det er udtryk for, at vi sådan set allerede har forhandlet os frem til, at der skal ske noget på det her område, i forbindelse med at vi lavede forståelsespapiret.

Den anden forskel er også, at i det beslutningsforslag, vi stemte om sidst, var der også, så vidt jeg husker, angivet en pris på, hvad det her vil koste, og også et forslag til en finansiering, som jeg mener at vi ikke var helt enige i. Men der var i det mindste angivet et forslag. Vi synes, det er ret afgørende, at når man lægger noget ned i salen, som koster penge, har man også fået regnet på, hvad det koster, og så kommer man måske også med sit eget forslag til, hvordan man vil hente de penge. Det mener jeg igen heller ikke er fnidder, men udtryk for, hvordan vi i hvert fald mener man skal arbejde her.

Spørgeren.

Tak for det svar. Jeg køber ikke helt ind på den der med, at det ikke er fnidder, for det er lidt fnidder, når man stemmer imod noget, som man egentlig er for. Det bliver i hvert fald, tror jeg, for os, der ikke er garvede i det her, noget christiansborgfnidder. Men lad så det være.

Men med hensyn til økonomien er det bare et spørgsmål om, at kommunerne bliver pålagt at lade forældrene have det sidste ord, og så må de jo finde ud af det. Vi ved, at der ude i kommunerne er rigtig, rigtig mange penge, der bliver brugt på alt mulig fuldstændig ligegyldigt. Der mener vi jo, at det her er noget af det, som man skal fokusere på. Selvfølgelig skal der være råd til, at x antal børn – og det er jo ikke vildt mange børn, vi taler om, det er faktisk ikke voldsomt mange i langt de fleste kommuner, som beder om det – får skoleudsættelse. Så den køber jeg egentlig heller ikke helt. Jeg er glad for, at Radikale Venstre bakker op om intentionen, men jeg mener stadig, det lidt er noget christiansborgfnidder, når man ikke stemmer for noget, man egentlig mener.

Ordføreren.

Vi kan have en semantisk diskussion om det. Christiansborgfnidder ville jeg mene var, hvis jeg lavede et personligt spørgsmål om det her og ikke anerkendte præmissen. Jeg siger meget ærligt, hvad der er vores holdning, men jeg vil godt gå så langt som til at sige, at det er christiansborglogik, at vi har nogle måder, vi arbejder på herinde, hvor der er nogle ting, der skal foregå i nogle fora, og nogle i andre fora. Vi har en aftale med regeringen, og vi har også en folkeskoleforligskreds, og vi har et ønske om, at til de beslutningsforslag, vi stemmer for, er der en finansiering og et finansieringsforslag. Vi vil ikke udskrive regninger til kommunerne, som vi ikke ser på hvordan vi i hvert fald delvis kan være med til at løfte herfra, så det er begrundelsen. Og jeg mener ikke i, at det er fnidder, men jeg vil godt gå så langt som til at anerkende, at det er christiansborglogik.

Tak til fru Anne Sophie Callesen. Der er ikke flere korte kommentarer. Hjertelig velkommen til hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak for, at der er fremsat endnu et forslag, der minder meget om noget, SF fremsatte i sidste periode. Det er dejligt, at Nye Borgerlige lader sig inspirere på nogle af vores politikområder.

For efterhånden 22 år siden var der nogle mennesker, der traf et meget vigtigt valg for mig. Når man er barn, træffer man ikke altid selv sine egne beslutninger; det er der nogle andre der gør for en. Jeg kan huske, at jeg står og holder min mor i hånden med folkeskolen på den ene side, til venstre for mig, og på den anden side, på højre hånd, ligger børnehaven, hvor jeg i hvert fald i 2 måneder i hvert frikvarter har været ovre at spørge, om jeg ikke måtte komme på besøg, for jeg kunne bedre lide at være der end i folkeskolen. Den her morgen kan jeg mærke, at der er noget i gære, og så kigger jeg op på min mor, og så siger jeg: Hvad foregår der? Jeg har nok sagt det lidt mere barnligt. Og så siger hun: Jacob, nu får du valget mellem, om du vil ind i skolen, eller om du vil over i børnehaven. Og så strøg jeg ind i børnehaven, og så gik jeg 1 år om. Det er den bedste beslutning, der er nogen, der har taget for mig.

Da jeg blev sendt for tidligt i skole, turde jeg ikke snakke med nogen. Jeg havde ingen venner og var i det hele taget ikke klar. Jeg ville hellere lege alle mulige ting med Alexander ovre i børnehaven. Senere blev jeg den ældste. Jeg blev mere moden. Jeg var en af de større drenge, hvad der også kan betyde noget, når man er i slåskampe. Jeg var hurtigere til at udvikle mig, og i det hele taget var det en rigtig, rigtig god beslutning. For de andre børn, der startede, var det jo godt at komme i gang, men lige præcis for mig, lige præcis som det er for mange andre børn, så var det godt at være 1 år ekstra i børnehaven.

Den beslutning tog mine forældre efter dialog med dagsinstitutionen og skolen, men det var deres ret at træffe den beslutning, og det var den bedste beslutning for mig. Det er i virkeligheden det eksempel, som jeg gerne vil have skal være gældende retspraksis: Når et barn har brug for 1 år ekstra i børnehave for at modnes, for at lære mere, fordi der er problemer med barnets trivsel, når forældrenes vurdering er, at det er det bedste for barnet, og når der har været dialog med pædagogerne, med fagpersonalet, så skal det være sådan, at det er en mulighed.

Men siden man lavede reglerne om og gjorde børnehaveklassen obligatorisk, er antallet af sene skolestartere, hvis man kan kalde dem det, faldet fra 14 pct. til 7 pct. I en kommune, nemlig Kalundborg Kommune, var der 1,77 pct. af børnene, der gik om. I Ærø var det 17 pct. af børnene, der gik om. Der er kæmpestor forskel på kommunernes praksis. I nogle kommuner budgetterer man med, at man ikke skal have nogen, der går om, fordi man så kan spare penge. Det synes jeg er fuldstændig forkasteligt. Så handler det ikke om, hvad der er bedst for børnene; så handler det om, hvad der er bedst for kommunebudgettet.

Det, der er problemet ved lovgivningen i dag, er, at når retskravet eller bestemmelsesretten ligger hos kommunen, vil det – og det er det, vi kan se i tallene – være sådan, at der i mange kommuner vil blive tænkt i økonomi og ikke i barnets bedste. Så bliver børn skubbet af sted, personalet blev presset til ikke at sige noget til, at barnet bliver skubbet af sted, og man træffer ikke de bedste beslutninger for børnene. Derfor skal retten ligge hos forældrene. Selvfølgelig skal der være dialog med fagpersonalet. Selvfølgelig skal der være en særlig opmærksomhed på de børn, som har virkelig godt af at være i tæt kontakt med daginstitutionen. Selvfølgelig skal der det. Jeg er enig i, at der skal findes en balance i det her, men jeg mener, det er det er rigtigt at sige, at børn skal have ret til at gå 1 år ekstra i børnehave, hvis de har brug for det. Det har de ikke i dag; der er det kommunernes ret at bestemme over børnene.

Derfor er jeg utrolig glad for, at det står i forståelsespapiret, at vi skal have lavet det her om, og det kan vi ikke gøre, uden at forligskredspartierne er med. Så enkelt er det, fordi det er den måde, vi arbejder på herinde på Christiansborg. Det er en kultur, jeg bakker meget op om, for det betyder også, at hvis regeringsmagten lige pludselig skifter, kan de borgerlige ikke stikke helt af og sørge for, at ingen kan få lov til at få udsat deres skolestart. Det er ikke det, de borgerlige vil; det er jeg med på. Det er bare for at sige, at jeg egentlig tror, at det er meget godt, at der er kontinuitet i skolepolitikken, og at det ikke bare svinger vildt og voldsomt fra gang til gang. Så lad os nu få lavet det om. Lad os få givet børn ret til 1 år ekstra i børnehaven. Det står i forståelsespapiret. Jeg hører også, at der er flere partier i dag, som ikke er med i forståelsespapiret, som siger, at de er klar til at diskutere det. Og lad os så få taget den beslutning, der er bedst for børnene.

Vi kan ikke bakke op om forslaget, som det ligger her, også fordi jeg faktisk mener, at den beslutning, der er taget i forståelsespapiret, er et bedre forslag end at lægge en generel alder på 7 år. Langt de fleste børn vil være klar, når de er 6 år. Så lad os få lavet den ret, der hedder, at hvis man ikke er klar, når man er 6 år, så skal man have ret til 1 år ekstra. Det er simpelt hen et bedre forslag, vi har i forståelsespapiret, og derfor kan vi ikke bakke op om det her forslag.

Fru Mette Thiesen.

Tusind tak, og tak for talen. Jeg skal lade være med at sige noget om christiansborgfnidder, for jeg kan forstå, at det er det, man holder sig til. Jeg er bare glad for, at der ser ud til at tegne sig et ret bredt flertal for, at det her bliver ændret. Det, der står i beslutningsforslaget, gør jo ikke nødvendigvis, at du skal starte i skole først 1 år senere; det gør bare, at det er forældrene, der kan bestemme entydigt, om det skal ske.

Jeg vil sige, at det her er noget, jeg har kæmpet for i rigtig mange år, så det er ikke noget, jeg er blevet inspireret af, selv om vi er enige med SF på det her punkt. Og jeg kan nok heller ikke helt fornægte, at min egen mor også er skolelærer, så det kommer lidt derfra. Men jeg vil bare sige, at jeg er rigtig glad for den opbakning, der også er herfra. Jeg forstår ikke helt, at man ikke kan stemme for noget, man tror på, men glæder mig bare over, at det ser ud til, at der er et flertal for, at det her bliver lavet om, for det fungerer slet ikke, som det er i dag. Det var bare det.

Ordføreren.

Jeg mener faktisk, at det forslag, vi har lagt frem i forståelsespapiret, er bedre, for der er udgangspunktet stadig 6 år, og her vil man gøre, at udgangspunktet er 7 år. Så er jeg med på, at det er forældrenes ret, men jeg synes faktisk, det er meget fornuftigt, at udgangspunktet er 6 år, når man sammenligner med lande omkring os. Til gengæld skal man, når det er 6 år, have en ret til at gå 1 år om, og det er det, man ikke har i dag. Så jeg er faktisk lidt mere vild med vores eget forslag, og derfor stemmer vi ikke for det her.

Men vi stemmer heller ikke for det, fordi det er en del af et forlig, og så kan man jo godt tage en lang diskussion om forligskredskultur. Det har været diskuteret længe, om det er gift for parlamentarismen, eller om det er en gave til det samarbejdende folkestyre. Efterhånden tror jeg, at jeg mener det sidste. Selv om det nogle gange kan være lidt træls og ikke går lige så hurtigt, som jeg gerne vil, mener jeg faktisk, at det er meget fornuftigt, at der, når man laver så store beslutninger, der handler om så mange børn, er flere partier med, selv om man nogle gange gerne må køre solo.

Spørgeren.

Tusind tak. Jeg bliver bare lidt nysgerrig, for jeg tænker, at der vel også var et forlig i 2018, da SF stemte for det her forslag. Der har jo altid været folkeskoleforlig, kan man sige, så med den argumentation, som hr. Jacob Mark bruger, skulle man jo aldrig nogen sinde kunne stemme for et beslutningsforslag, som på en eller anden måde er infiltreret i et eller andet forlig. Så jeg undrer mig bare en lille smule over, hvorfor man, da SF var i opposition i 2018, stemte for et forslag, der var nærmest fuldstændig identisk med det her, og hvorfor man pludselig nu ikke vil stemme for det, bl.a. på baggrund af noget med noget forlig.

Det skulle jeg selvfølgelig have tjekket, men faktisk fremsatte jeg præcis det her forslag på vegne af SF, fordi jeg ikke troede, det var en del af forliget, og så endte jeg med at trække det og tage det op i forligskredsen. Og jeg kan huske, at den tale, jeg holdt i 2018, nærmest var identisk med den her, hvor jeg også sagde, at vi ikke ville stemme for det. Så hvis det ender med, at der på stemmelisten står, at vi har stemt for det, forstår jeg det faktisk ikke helt, for så ville det være forligsbrud. Men vi havde på et tidspunkt en meget voldsom diskussion om, at de blå partier og Socialdemokratiet brød forliget, da de lavede stopprøver. Så hvis der har været noget der, kan det være derfor. Men det er reelt set forligsbrud, hvis vi har stemt for det her, og jeg mindes, at jeg i min tale sagde, at jeg ikke ville stemme for det netop af den grund.

Tak til hr. Jacob Mark. Der er ikke flere korte bemærkninger, og hjertelig velkommen til hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten, De rød-grønne.

Tak til Nye Borgerlige for at fremsætte et forslag, som vi i Enhedslisten synes er godt. Andet ville også være ejendommeligt, da det jo lægger sig meget tæt op ad det forslag, som vi selv fremsatte i oktober 2018, tror jeg det var. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at der bliver skabt en strømning, en anden vej end den, der har præget holdningerne til skolestart, ikke bare de sidste 10 år, men de sidste 40 år.

Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde med det helt tilbage i midten af 1980'erne, dengang, man indførte skolefritidsordningerne, som var et meget markant ryk i retning af en tidligere skolestart, og vi var i Enhedslisten heller ikke begejstret, da man indførte den obligatoriske børnehaveklasse, og når man kigger på den udvikling, der har været i de sidste 10 år, har vi især ikke været begejstret, for den har helt tydeligt lagt et massivt pres på forældrene, sådan at der er færre og færre forældre, der er blevet imødekommet i deres ønske om, at deres barn skulle starte senere i skolen. Hr. Jacob Mark har nævnt tallene tilbage fra 10 år siden og de aktuelle tal, og går man yderligere 10 år tilbage, var det mere end en femtedel af forældrene, der blev imødekommet, når de ønskede en udskudt skolestart. De tal er i sig selv bekymrende, og når man går ind og kigger på de kommunale forskelle, kan man sådan set blive endnu mere bekymret over, hvad det egentlig er, der foregår.

Når man går ned i tallene, kan man se, at der i nogle kommuner er et fire til fem gange større antal skolestartudsættelser, end der er i andre. Jeg er helt overbevist om, at det, når der er meget store kommunale forskelle, så er, fordi de kommunale afgørelser, der træffes, i alt stor grad er afhængige af økonomi, og vi kender også til kommuner, der har fremlagt budgetoplæg som en del af deres sparekataloger, som var en begrænsning af en udskydelse af en skolestart. Der er slet ingen tvivl om, at det er økonomien, der i meget høj grad driver de store forskelle. En 3-4 år gammel undersøgelse fra SFI har ovenikøbet vist, at halvdelen af indskolingslederne mente, at 3 ud af 20 børn kom for tidligt i skole. Så der er simpelt hen noget galt i forhold til balancen mellem den økonomiske og den faglige vurdering.

På den baggrund vil jeg også sige, at vi i Enhedslisten er meget tilfredse med, at vi har fået aftalen i det fælles forståelsespapir, og jeg kan måske foregribe et enkelt spørgsmål ved at sige, at vi ser det som en bevægelse i forhold til, at vi rejste et forslag, som var tæt på det, som Nye Borgerlige nu rejser, tilbage i 2018, og at vi synes, at den debat, vi havde der, har været med til at bevæge os i en retning, hvor jeg har en tro på, at vi i de fire partier, der har indgået forståelsespapiret, lander på et godt forslag, og så anerkender jeg også, at der ligger en dialog med partierne i folkeskoleforligskredsen.

Jeg vil sige i forbindelse med de debatter, vi har haft – jeg tror, vi har haft dem to-tre gange i den tid, jeg har haft fornøjelsen af at være her – at et af de udsagn, som jeg har reflekteret over, har været, om vi nu skal give forældrene en ubetinget ret til bare at bestemme, og til det vil jeg sige: Ja, det synes jeg sådan set at man skal. Men jeg synes, der har været fremført gode argumenter – jeg har også hørt dem i dag – om, hvor vigtigt det er, at der bliver givet en god og professionel rådgivning og vejledning til forældrene, sådan at de beslutninger, forældrene træffer, sker på et ordentligt, velbelyst grundlag, sådan at der ikke er forældre, som, selv om man jo ikke kan sige, at forældrebekymringer er unødige, måske så ikke desto mindre ud fra en usikkerhed kommer til at træffe en forkert vurdering på deres barns vegne, uden at have hørt synspunkterne fra det pædagogiske personale i deres barns daginstitution, uden at have haft en god samtale med børnehaveklasselederen, eller hvem det nu måtte være på skolen. Så vores syn er, at jo, forældrene skal have det sidste ord, og i det forslag, som vi fremsatte tilbage i 2018, havde vi faktisk indarbejdet det som en forpligtelse – der er en lille forskel til det forslag, som Nye Borgerlige nu fremsætter – sådan at man var forpligtet til en dialog med institutionen og skolen, før man traf beslutningen.

Men vi er altså helt enige i intentionen. Vi er helt enige i, at det er forældrene, der må få det sidste ord, og vi håber, at vi kan lande på en rigtig fornuftig aftale med en række af Folketingets andre partier. Skulle det ikke være tilfældet, vender vi hjertens gerne tilbage til en alliance med andre, som vil trykke beslutningerne endnu længere i den retning, vi gerne ser dem.

Tak til hr. Jakob Sølvhøj. Der er ingen korte bemærkninger. Derfor går vi videre til fru Hanne Bjørn-Klausen fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak for det, og tak til Nye Borgerlige for en spændende debat. Det er en stor livsbegivenhed at starte i skole. Det er det for forældrene, og det er det for børnene. Hvert år i maj, når nu alle børnene starter i sfo, fyldes min facebookside med billeder af glade børn med alt for store skoletasker på og så en tekst fra forældrene, der tit lyder: Stop tiden. Og: Hvor er han blevet stor. Og da jeg selv stod for et par år siden med nogle små, der skulle starte i skole, tænkte jeg: Hvordan er de blevet så store? Er det allerede nu, de skal starte i skole? For det er vemodigt at sige farvel til børnehaven og overlade sine små poder til den her store skoleverden.

Vi forældre er klart dem, som kender vores børn bedst – det tror vi i hvert fald. Men som fru Marie Krarup sagde, er der sådan en talemåde, der siger, at du kan dobbelt så meget, som du selv tror, men ti gange så meget, som din mor tror. Børn kan ofte meget mere, end forældre tror, og derfor er det også vigtigt, at når et barn skal starte i skole, er der flere med til at vurdere, om barnet er skoleparat. Der er nemlig flere, som kender barnets kompetencer: Det gør de voksne, som hver dag møder barnet i dets dagtilbud. Og for os er det vigtigt, at der er en god dialog mellem forældre og fagpersonale fra barnets dagtilbud om barnets udvikling og modenhed, for forældrene ser barnet derhjemme, men personalet i dagtilbuddet ser barnet på en anden måde i dagtilbuddet. De ser barnet socialt sammen med andre, og de ser nogle helt andre kompetencer, som vi som forældre måske i vores store omsorg ikke altid ser.

De gældende regler siger netop, at forældre og personale i barnets dagtilbud skal have en god dialog om barnets udvikling og modenhed. Ideen med de regler er jo lige præcis, at forældre og fagpersonale sammen skal komme frem til en beslutning om, hvorvidt barnet skal skoleudsættes. Så er jeg godt klar over, at nogle kommuner desværre ser ud til at spekulere i, hvor mange børn de tillader at skoleudsætte, men til gengæld er der altså også nogle kommuner, som er rigtig gode til at lave en overgang mellem børnehave og skole. Dem kunne man måske lære noget af.

Lad mig bare lige slå fast: Vi synes ikke på nogen måde, det er acceptabelt, at man laver kassetænkning. Beslutningen skal tages på et individuelt grundlag hver eneste gang. Så det er måske et spørgsmål om, at vi finder en måde at sætte ind på over for de kommuner, som måske ikke overholder intentionen med reglerne. Intentionen med reglerne er jo netop at vælge den bedste løsning for barnet i et samarbejde mellem forældre og fagpersonale. Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget, men vi synes bestemt, at det er spændende, at regeringen og forligsparterne tænker på en nytænkning af det. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jacob Mark fra Socialistisk Folkeparti.

Jeg opfatter jo Konservative som et parti, der sådan har meget tillid til borgerne. Noget af det, jeg tror jeg har hørt mest i min tid i politik, er: Pengene ligger bedst i borgernes lommer. Hvorfor er det så ikke sådan, at beslutninger om folks egne børn træffes bedst af forældre? Derfor vil jeg også spørge, hvorfor Konservative egentlig ikke synes, at det er bedst, at retten til at bestemme, om ens børn skal have 1 år ekstra i børnehave, ligger hos forældrene – altså, hvorfor er det bedre, at det er hos systemet, end at det er hos forældrene?

Jamen det er ikke bedre, at det ligger hos systemet – og det er heller ikke det, jeg siger. Jeg siger, at det er bedre, at forældrene i en rigtig god dialog med fagpersonalet tager den her beslutning, fordi vi som forældre ser ét og fagpersonalet ser noget andet. Så det er ikke et spørgsmål om, at det er kommunen, som bestemmer her; det er et spørgsmål om, at man finder en fælles løsning på det. Og det er jo en af parterne, som skal tage den sidste beslutning. Og der siger vi lige nu: Jamen det er fagpersonalet. Men det er også derfor, jeg hilser det velkommen og siger, at det da er spændende at se, hvad I kommer frem til, eller hvad vi måske alle sammen kommer frem til – vi kan bare ikke støtte det her forslag. Men som hr. Jacob Mark også fortalte, var han blevet sat i skole og gik der et par måneder, og først dér så forældrene, at det måske var en fejl. Og der kan man sige, at hvis man havde haft en diskussion dengang sammen med daginstitutionen, havde hr. Jacob Mark så ventet 1 år allerede dér. Det er ikke for at klandre nogen forældre her, men det er den der med, at måske havde man allerede dér i en dialog fundet den rigtige løsning.

Spørgeren.

Jeg tror, at man havde en dialog. Det er i hvert fald, hvad jeg har hørt, og jeg er også ret sikker på, at man traf det rigtige valg, eftersom det eneste, jeg kunne fokusere på, var at ligge og grave i en sandkasse. Men jeg er egentlig meget glad for det svar, der blev givet, altså at det kan borgeren også godt selv; det kan forældrene også godt selv. Og jeg er også fuldstændig med på, at vi skal finde en løsning, hvor man skal kunne rådføre sig med fagpersonalet, og hvor der ikke bare bliver givet fuldstændig los, altså fordi man har godt af som forældre at rådføre sig med dygtige mennesker. Men når alt kommer til alt, får vi jo en diskussion om, hvor den endelige beslutning ligger, og der vil jeg bare håbe på, at Konservative, netop med udgangspunkt i at borgeren trods alt også ved bedst i forhold til sine egne børn, ender med at sige: Vi vil gerne være med i en aftale, som lægger beslutningen hos forældrene efter den gode dialog, og efter at man har rådført sig med fagpersonalet.

Fru Hanne Bjørn-Klausen.

Jamen forældrene skal helt klart have et stort ord i det her, og jeg er spændt på at se, hvad der kommer fra jer. Det må aldrig blive kassetænkning – det skal blive en god dialog mellem alle her. Og vi må bare huske på i sidste ende, at det her er for barnets skyld; det er ikke for forældrenes skyld. Men det er heller ikke for barnets skyld forstået på den måde, at man også kan komme i skole for sent – det skal vi også huske på. Der er også nogle børn, der ikke har godt af at komme i skole for sent, hvor man i sin lidt for store omsorg måske venter, og det har vi slet ikke talt om endnu, og det synes jeg faktisk også er ret vigtigt at tage med i den her debat.

Tak for det. Der kom lige en kort bemærkning mere, og den er fra fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tak for det. Det var det sidste, ordføreren sagde, som jeg egentlig godt kunne tænke mig at spørge lidt ind til, for vi har faktisk snakket om det her, men indtil videre er der ikke nogen, der har kunnet svare på, hvad de store, farlige konsekvenser ville være, hvis man fik lov til at gå i børnehave 1 år mere. Nu nævnte ordføreren her til sidst, at det havde vi ikke talt om, men så kunne jeg bare godt tænke mig at høre, om ordføreren har noget, som ordføreren kan lægge frem, om, hvad der i så fald ville ske, hvis et barn fik lov til at gå i børnehave 1 år mere.

Ordføreren.

Jamen det kan jeg godt. Der er jo nogle børn, som faktisk er udviklede nok til at kunne starte i skole, og som får lov til at gå 1 år mere i børnehave. Det er hverken godt for den gruppe i børnehaven, at der er et barn, som er for modent til børnehavegruppen, men det er heller ikke godt, når barnet kommer i skole, at være for moden i forhold til kammeraterne. Det er selvfølgelig altid en afvejning, men det bliver man også nødt til at tage med. Så det kan være risikoen ved det, altså at man også kan være for moden til at være sammen med den anden gruppe, og det er hverken godt for barnet eller for gruppen som helhed.

Tak. Spørgeren.

Tak for svaret. Hvor mange drejer det sig om, som simpelt hen får lov til at blive for længe i børnehave? Kan ordføreren svare på det? For jeg må ærligt indrømme, at jeg faktisk aldrig nogen sinde i min tid har oplevet et barn, som blev fastholdt i børnehaven, og som ikke fik lov til at starte i skole, selv om barnet var klar til det – det må jeg indrømme at jeg ikke kender til.

Ordføreren.

Det kan godt være, at fru Mette Thiesen ikke kender til det, men jeg har set det. Og nu nævnte fru Mette Thiesen, at hun har en søn, der er født den 21. december – jeg har en søn, der er født den 26. december, og der havde vi selv den diskussion hjemme hos os, min mand og jeg, om, hvorvidt vores søn skulle skoleudsættes, og vi var meget uenige om det. Heldigvis kunne vi gå til børnehaven, og de hjalp os med at tage en beslutning om det, og han kom i skole til tiden, havde jeg nær sagt. Han blev ikke skoleudsat, og det har vi aldrig fortrudt. Og sådan er det jo – selv inden for familien kan vi være uenige om, hvad der er bedst for vores børn.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Henrik Dahl. Værsgo.

Tak for ordet. Som flere har været inde på, er det jo en virkelig god idé at forhindre, at børn får en dårlig skolestart. Helt generelt er det jo rigtigt, at godt begyndt er halvt fuldendt, men i forhold til skolestarten er det ekstraordinært rigtigt. En dårlig start på skolegangen kan blive en skygge, som lægger sig hen over de næste mange år.

Der er jo mange grunde til, at det kan være svært at beslutte, hvornår ens barn bør starte i skole. Jeg har som flere andre ordførere selv haft det inde på livet. Jeg har to børn, der er født i vintermånederne, og er det bedst, at et barn, der er født i en vintermåned, så at sige begynder et halvt år for tidligt eller et halvt år for sent? I sådan nogle tilfælde gælder det om, at man kender barnet virkelig indgående, men det er også vigtigt, at det bliver inddraget en ekspertise, der kender til mange børn, en sagkundskab, der sådan mere køligt kan vurdere barnets udviklingstrin, for man kan jo godt stå lidt tøvende i den situation, hvor man har et barn, der er født i december, januar eller februar, og hvor man ikke selv kan svare på spørgsmålet, om det vil være bedst at starte et halvt år for tidligt eller et halvt år for sent.

Jeg kan også lige så godt foregribe det her liberale spørgsmål, der er blevet stillet flere gange, og sige, at sagen er den, at når man beslutter at putte sit barn i en klasse, tager man også en beslutning, der går ud over andre mennesker, for det går nemlig ud over de andre børn i klassen, hvis man tager en dårlig beslutning. Så man kan selvfølgelig ikke bare tage den her beslutning sådan i helt ophøjet isolation.

Jeg er enig i det argument, som bl.a. fru Ellen Trane Nørby har fremført, og det er, sådan som jeg opfatter det, at der skal være en balance imellem barnets advokat, og det er jo forældrene, og så en mere kølig sagkundskab, som kan vurdere barnets udviklingstrin og sandsynlighed for en god skolestart. Så undgår man både de sager, hvor det havde været bedre, at barnet havde startet lidt tidligere, og de sager, som er lige så kedelige, hvor det havde været bedre, at barnet havde startet lidt senere.

Så nøgleordene i forhold til en god skolestart er en balance imellem, hvad der er godt for barnet, og hvad der er nødvendigt, for at en skoleklasse også kan komme til at fungere godt. Derfor er nøglen også et tillidsfuldt samarbejde mellem skole og forældre. Det tror vi ikke at man opnår gennem en rettighedsorienteret tilgang, som det her forslag lægger op til. Vi tror mere på en dialogbaseret tilgang, hvor hensynet til barnet og hensynet til skolehverdagen og den måde, klassen kommer til at fungere på, bliver afvejet mod hinanden på en fornuftig måde. Derfor kan vi ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jacob Mark, SF. Værsgo.

Jeg har en undren, som jeg håber at hr. Henrik Dahl kan hjælpe mig med at få forklaret, så jeg bedre forstår Liberal Alliances politik. Liberal Alliance går jo meget ind for det frie skolevalg. Man holder meget på, at børn og forældre selv skal have lov at vælge, hvad for nogle skoler der er de rigtige for børnene. Det samme gør sig gældende på gymnasiet, og det får vi også en diskussion af lige om lidt. De unge skal selv have lov at vælge, hvad for et gymnasium de vil starte på – ud fra en tankegang om, at børnene, de unge og forældrene ved bedst. Der skal ikke sidde en eller anden stat og gøre sig til dommer. Hvorfor skal forældrene så ikke bestemme, om deres børn har brug for 1 år ekstra i børnehaven?

Ordføreren.

Det prøvede jeg faktisk at forklare i min ordførertale, men jeg har ikke gjort det godt nok. Det er en liberal grundsætning, at man må gøre, hvad man vil, så længe man ikke generer andre. Det springende punkt er jo netop det her med at genere andre. For et barn, som kommer alt for tidligt eller alt for sent i skole, vil jo også få en negativ indflydelse på den skolehverdag, som alle andre børn i klassen får – ved at kede sig, hvis barnet er for kognitivt udviklet, eller ved at have svært ved at magte at gå i skole, hvis barnet ikke er særlig udviklet.

Så en forkert beslutning kan jo blive en beslutning, som får ret store konsekvenser for, hvordan skolehverdagen bliver for de andre børn i klassen, og derfor skal der være en eller anden afvejning mellem, hvad forældrene har af ønsker, og en eller anden professionel vurdering af, hvordan man får den bedst mulige skolehverdag.

Spørgeren.

Men har ordføreren noget belæg for, at det at give børn ret til 1 år ekstra i børnehaven vil genere nogen andre? Har ordføreren noget evidens, noget forskning, der tyder på, at der, før vi lavede de her regler – vi har jo haft nogle andre regler – var klassefællesskaber med børn, der blev generet af, at børn kunne få lov til at gå 1 år ekstra i børnehave? Jeg har ikke set det; jeg har set en masse rapporter, der viser, at børn har det skidt af at blive presset for tidligt af sted, og jeg kan love ordføreren, at det går ud over klassefællesskabet, hvis der sidder en, der ikke er klar til at gå i skole.

Ordføreren.

Jamen jeg har den opfattelse, at det har en uheldig indflydelse på miljøet i klassen, hvis et barn har en ikkealderssvarende udvikling både den ene vej og den anden vej, altså både hvis man, så at sige, er for lille til at starte i skole, men også, hvis man er for stor til det. Det afgørende for at få en kollektiv øvelse som klasseundervisning til at fungere er, at børnene er nogenlunde alderssvarende, i forhold til hvad de kognitivt kan kapere f.eks.

Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tusind tak. Jeg er også en lille smule overrasket, må jeg indrømme, over, at Liberal Alliance stiller sig på den måde, som de gør. Men så kunne jeg godt tænke mig – hvis man skal bruge den logik, som hr. Henrik Dahl bruger her – at høre hr. Henrik Dahl, om han så også mener, at det skal være systemet, der bestemmer, om et barn f.eks. skal skifte skole, altså om det heller ikke skal ligge hos forældrene at bestemme, om deres barn skal skifte skole, fordi det at skifte skole kan også have nogle konsekvenser for den klasse, barnet kommer ind i. Så skal den beslutning heller ikke have lov at ligge hos forældrene?

Ordføreren.

Det er jo selvfølgelig et polemisk spørgsmål, og jeg kan jo kun give det svar, at selvfølgelig skal forældrene have mulighed for at bestemme, at barnet kan skifte skole. Men det er bare rimeligt også at kere sig om, hvordan dagligdagen i en skoleklasse bliver, og det er klart, at hvis et barn ikke er alderssvarende, hvad enten det er den ene eller den anden vej, så vil det jo have en negativ indflydelse.

Nogle skal jo også stå for det synspunkt, at vi skal have skolehverdagen til at fungere, og at vi skal have klassen til at fungere. Der er forældrene selvfølgelig advokat for barnet, men nogle må jo også være advokat for, at skolehverdagen kommer til at fungere.

Spørgeren.

Jeg er bare nødt til at spørge igen, for jeg synes ikke rigtig, at jeg fik et klart svar: Hvem er det, der skal have kompetencen til at beslutte, at et barn skal skifte skole, f.eks.? Altså, for ifølge den logik, ordføreren bruger her, vil det være en til en-sammenligneligt. Så skal det være staten, der bestemmer, at barnet må skifte skole, eller skal det være forældrene, der må bestemme det?

Ordføreren.

Jeg beklager, men jeg opfatter stadig væk spørgsmålet som et polemisk spørgsmål. Altså, selvfølgelig skal staten ikke bestemme, hvem der skal skifte skole – det er klart. Man kan jo godt blive udskrevet af skolen, hvis man volder så store problemer med hensyn til at få undervisningen til at fungere, at elevens og klassens veje må skilles – det er klart. Det var det, man i gamle dage kaldte at blive smidt ud af skolen, og det kan jo godt blive nødvendigt i nogle situationer.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Og så går vi til ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Mette Thiesen.

Første skoledag – det er nok en dag, vi alle sammen kan huske: en dag fyldt med sommerfugle i maven, sang, solskin, fuglesang. Jeg kan i hvert fald tydeligt huske min. Det var Endrupskolen i Fredensborg anno 1987. Jeg holdt mine forældre i hånden. Jeg gav slip, og jeg løb over til mine nye kammerater klar til det nye, der skulle komme. Jeg havde glædet mig længe, og nu var dagen endelig oprundet, og det er nemlig sådan, det skal være.

Mange år efter min første skoledag oplevede jeg som lærer på selv samme skole, hvor vigtigt det er, at de børn, der starter, er klar, og flere år efter oplevede jeg det selv som mor. Det var oplevelsen af at have to vidt forskellige sønner, hvor den ene var klar tidligt, mens den anden, der er født i december, havde brug for lidt mere tid til at lege og udvikle sig. Børn er forskellige – heldigvis – og derfor giver det heller ikke mening, at alle børn uanset modenhed og parathed skal starte i skole i det år, hvor de fylder 6 år. Som lærer har jeg set børn, der er blevet presset i skole for tidligt, og derfor var jeg også lykkelig over, at jeg som byrådsmedlem i Hillerød Kommune var med til at sikre, at beslutningskompetencen skulle ligge hos forældrene. Det hjalp min søn, og den mulighed bør alle forældre have. Det skal ikke ligge hos kommunerne.

Det er forældrene, der kender deres barn bedst, og derfor må det også være forældrene, der tager beslutningen, om barnet skal starte i skole som 5-årig, 6-årig eller 7-årig. Andelen af elever, der får udskudt deres skolestart, har været støt faldende, siden loven blev ændret i 2009, fra 13,4 pct. i 2009-10 til kun 6,2 pct. i 2018-19, og det er altså foruroligende. Vi ved, at en dårlig skolestart har konsekvenser for børnene. Lovgivningen med hensyn til skolestart er desværre et klasseeksempel på kassetænkning – en kassetænkning, der resulterer i, at der spekuleres i økonomi og ikke den bedst mulige skolestart for børnene.

I Nye Borgerlige vil vi det omvendte. Børnene er forældrenes. Det er dem, der kender dem bedst, og vi ved, hvornår de er klar til at begynde i skole, og vi vil give forældrene muligheden for at give børnene de bedst mulige forudsætninger for at lykkes, og det er ved at lade beslutningen om skolestart ligge hos forældrene og ikke hos kommunen.

Om ikke så længe står de der igen: de små skolebørn med sommerfugle i maven, med mor og far i hånden, og lad os sammen give dem og de fremtidige små skolestartere de bedste forudsætninger for at lykkes og for at få en rigtig god skolestart. Derfor vil jeg selvfølgelig opfordre alle Folketingets partier til at støtte det her forslag. Jeg har også hørt alle talerne og de gode intentioner, og selv om det her ikke bliver vedtaget, har jeg stadig en forhåbning og en formodning om, at der kan skabes en eller anden form for løsning, sådan at vi løser den problematik, der er i dag. Tak.

Tak for det. Der er ikke korte bemærkninger. Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at beslutningsforslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)