Det næste punkt på dagsordenen er:

21) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 8:

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en ekspertgruppe på anbringelsesområdet.

Af Karina Adsbøl (DF) m.fl.

(Fremsættelse 08.10.2019).

Forhandlingen er åbnet. Og den første, der har ordet, er social- og indenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg vil gerne starte behandlingen af beslutningsforslaget her i dag med at takke Dansk Folkeparti for at sætte fokus på indsatsen for anbragte børn og unge, for alle børn fortjener en tryg og god barndom. Og som samfund har vi et særligt ansvar for, at et udsat barn ikke bliver en udsat voksen. Det ansvar løfter vi ikke godt nok i dag. Jeg bakker derfor også fuldstændig op om formålet med og intentionen bag beslutningsforslaget. For selvfølgelig skal retssikkerheden være i orden. Børnene skal inddrages i beslutningerne, og indsatser og opfølgning skal ske inden for tidsfristerne, ikke kun fordi loven siger det, men fordi det er hele forudsætningen for at sætte tidligere ind og sikre børn en god og tryg opvækst, når deres forældre ikke er i stand til at tage ordentligt vare på dem.

Derfor er det stærkt bekymrende, at der ifølge de nyeste tal fra Børnesagsbarometeret er så mange fejl i kommunernes sagsbehandling i anbringelsessager. For det er endnu et svigt af udsatte børn og unge, når der ikke holdes børnesamtaler inden afgørelse i sagen, eller når der f.eks. ikke følges godt nok op på, om den hjælp, de får, rent faktisk virker. Det skal ikke være fejl i paragraffer eller sagsbehandling, der gør, at børnene ender i en slags limbo, hvor der ikke er styr på og ro omkring deres ståsted i livet på det sted, de kan kalde deres hjem. Derfor skal vi til bunds i problemerne med mangelfuld sagsbehandling, så udsatte børn og unge får den rette hjælp.

Kvaliteten af indsatsen på anbringelsesområdet skal løftes. Når en kommune vælger at anbringe et barn, påtager samfundet sig en forældreopgave. Her er det anbringelsesstedernes opgave at skabe et hjem og et godt børneliv for børnene. Børnene skal mødes med kram og med den omsorg, der hører sig til i et trygt og godt hjem, og med hverdagssnak over middagsbordet. Og har de brug for særlig støtte, skal de voksne have de rette faglige kompetencer. Men i dag er kvaliteten på døgninstitutioner og opholdssteder alt for svingende. At det er sådan, at en anbringelse på en døgninstitution eller et opholdssted for ofte ikke føles som et hjem for de anbragte børn og unge, er et problem. Den seneste trivselsundersøgelse viser f.eks., at det kun er 28 pct. af de anbragte børn og unge på døgninstitutionerne, der føler sig hjemme der, hvor de er anbragt.

Vi har sammen med udmøntningen af reserven for 2020 taget de første skridt hen imod at blive klogere på, hvor skoen trykker. Derfor ser jeg også meget frem til den undersøgelse af kommunernes anbringelsessager, som vi sammen har aftalt, og jeg er glad for, at vi i aftalen om reserven har fremhævet den kulegravning af reglerne og den kommunale praksis på området, som regeringen og KL har sat i gang. De to undersøgelser kan tilsammen bidrage til et overblik over nogle af de udfordringer, der er i sager om anbringelse uden samtykke, f.eks. i forhold til retssikkerhed og inddragelse af børnene. For det skal ikke være reglerne, der står i vejen for den bedst mulige indsats over for udsatte børn og unge.

Det er et vigtigt indsatsområde, men det løser langtfra problemerne, for alt for mange anbragte børn og unge oplever ustabilitet og uro i deres anbringelse, på trods af at de i særlig grad har behov for et trygt og stabilt hjem. Og anbragte børn og unge træder alt for tydeligt frem i kedelige statistikker. Halvdelen af de hjemløse unge har været anbragt, hver fjerde tidligere anbragte mand har været i fængsel før det 30. år, og kun en fjerdedel af unge med anbringelsesbaggrund har fået en ungdomsuddannelse som 25-årig. Og sådan kunne jeg desværre blive ved – man kunne slå ned i selvmordsstatistikker og andet.

Hvis vi skal gøre op med de triste statistikker for anbragte børn og unge, hvis vi skal lykkes med at give dem et bedre liv, skal vi gå mere grundlæggende til værks. Jeg har talt med både nuværende og tidligere anbragte børn og unge, en lang række organisationer, praktikere, tænketanke og eksperter, og jeg er ikke fuldt ud færdig med at danne mig et overblik over udfordringerne på området, men der begynder at tegne sig et billede.

Først og fremmest bekymrer det mig, når de fleste anbringelser uden samtykke i dag sker blandt store børn, men kun meget få bliver anbragt som helt små. Jeg tror ikke på, at det skyldes, at problemerne først opstår, når barnet bliver teenager. Jeg tror, at det først er dér, de bliver opdaget. De børn skulle have haft den rette hjælp langt tidligere. Og for nogle vil en anbringelse uden for hjemmet på et tidligere tidspunkt være den rette hjælp, så problemerne ikke vokser sig så store, at børnene risikerer at blive skadet for livet. Og så skal kommunerne give de rette indsatser tidligt. Hvis ikke forældrene kan tage ordentligt vare på deres børn, skal de ikke længere have det ansvar. Her skal samfundet tage over, så udsatte børn får den omsorg og nærhed fra stabile voksne, som alle børn fortjener.

Dernæst skal der i langt højere grad skabes tryghed og stabilitet i anbringelsen. Alle udsatte børn skal have et trygt og stabilt hjem allerede fra fødslen. Anbragte børn og unge skal ikke leve med en grundlæggende usikkerhed om, at de pludselig skal flytte og starte forfra. Det kræver bl.a., at børnene bliver hørt, og at deres holdninger indgår i grundlaget for den indsats, de får.

Til plejebørnenes dag, hvor jeg havde besøg af en gruppe plejebørn her på Christiansborg, fortalte flere af de børn, hvordan de oplever, at de ikke har nogen indflydelse på deres situation og hverdag. Kommunedamerne, som de kalder dem, lytter ikke til dem og spørger dem ikke om noget. Det er jo ikke vejen frem til at få skabt en god hverdag og hele mennesker, som kan stå på egne ben. Alt for mange anbragte børn oplever at blive kastebold mellem biologiske forældre, kommunen og op til flere forskellige anbringelsessteder og plejeforældre. Vi bliver nødt til at komme til bunds i, hvorfor det går galt.

Så skal vi blive klogere på, hvad der skaber den gode anbringelse i en plejefamilie, så endnu flere anbragte børn kan få en god og kærlig plejefamilie, for det er et stort ansvar at tage vare på et plejebarn. Den opgave skal plejefamilierne ikke stå alene med, og derfor skal plejefamilierne også have nogle ordentlige vilkår. Vi skal sørge for, at de får støtte, sparring og uddannelse, så de er klædt ordentligt på til opgaven.

Så skal vi sørge for, at de anbragte unge kommer godt videre i voksenlivet, når anbringelsen er forbi. Der er som regel, når de unge flytter hjemmefra, opbakning til et nyt liv på egne ben fra både mor og far og vennerne, men tidligere anbragte unge er ofte fattige på livsvidner, de har ofte et svagt netværk, og de kommer til at stå alt for alene og skal selv finde deres ben at stå på i den svære overgang til voksenlivet. Jeg mener, at samfundets forældreopgave for anbragte børn indebærer et ansvar for hele barnets liv og et ansvar, der går ind i voksenlivet. Og her har vi svigtet, når halvdelen af de hjemløse unge er tidligere anbragte. Jeg vil først og fremmest lytte til, hvad de tidligere anbragte unge selv fortæller at de manglede i overgangen til voksenlivet, for de er eksperterne i deres eget liv.

Endelig skal indsatsen over for de mest udsatte børn og unge ikke være drevet af et mål om at tjene flest mulige penge, men om at hjælpe børnene bedst muligt. Anbringelsesstedernes overskud skal bruges på børnene. Vi skal derfor hele vejen rundt omkring problemet med, at nogle anbringelsessteder kan trække overskud ud af institutionen.

Jeg har nu nævnt en række af de områder, hvor jeg ser store udfordringer i indsatsen for anbragte børn og unge. Her skylder vi de udsatte børn og unge at tage grundlæggende fat på problemerne – naturligvis med en bred inddragelse af dem, der kender udfordringerne i praksis, ikke mindst de anbragte børn og unge selv. Det er et ambitiøst arbejde for at kunne tage livtag med områdets udfordringer for alvor. Min og regeringens ambition er, at anbragte børn får de samme muligheder i barndommen og voksenlivet som deres jævnaldrende.

Hvis de store udfordringer på anbringelsesområdet skal løses, skal vi se bredere, end beslutningsforslaget her lægger op til. Det er jeg og regeringen allerede i gang med, men en bred inddragelse er ikke kun en inddragelse af eksperter og de anbragte børn, men en inddragelse af hele den brede vifte af aktører på området. På den baggrund kan regeringen ikke bakke op om beslutningsforslag B 8, men jeg vil igen meget gerne takke Dansk Folkeparti for det stærke fokus på området og i øvrigt takke næsten alle partierne i Folketinget for den gode aftale om reserven, som vi indgik for nylig, hvor vi bl.a. kigger nærmere på området her.

Tak. Der er nogle spørgsmål. Det første er fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Ja, sådan er der jo så meget, når man får en ny regering. Det var jo sådan, at den socialdemokratiske ordfører stod oppe på talerstolen, sidste gang vi havde det her beslutningsforslag til behandling i Folketingssalen, og bakkede fuldt ud op om det her beslutningsforslag og endda sagde: »Jeg synes, der er lang vej igen, men med det her beslutningsforslag kommer vi et stykke vej ...«.

Så står den nu socialdemokratiske minister og siger, at man ikke kan bakke op om det. Det er jo rigtigt, at vi er nået et lille skridt videre i satspuljen netop i forhold til det, og så siger regeringen, at de har igangsat en undersøgelse med KL, så kommunerne skal undersøge, hvad det er, de gør forkert. Det er et af aspekterne, men det kan man jo ikke nøjes med. Man er nødt til at tage hele paletten i brug netop i forhold til dem, der har viden på det her område, dem, der arbejder med det i det daglige – og netop også, som ministeren siger, de anbragte børn.

Jeg må bare konstatere, at det da er utroligt, at når regeringsmagten skifter, kan man ikke støtte det beslutningsforslag, man tidligere har støttet.

Ministeren.

Tak for det. Jeg ved ikke, om der rigtig var et spørgsmål, men jeg vil sige det samme, som jeg hørte min kollega, den daværende socialordfører for Socialdemokratiet, sige, nemlig at jeg har den samme anerkendelse af, at det er vigtigt at få belyst de ting, som Dansk Folkeparti også efterlyser. Jeg mener, vi har taget nogle vigtige skridt i forhold til det med den reserveaftale, vi har indgået. Den kulegravning, der er i gang og aftalt i økonomiaftalen med KL, afdækker en anden del af det. Og så ved jeg, for jeg har læst resumeet af debatten, at der også i foråret, da man diskuterede forslaget her fra den socialdemokratiske ordfører – et forslag, der jo ikke kom til afstemning på grund af valgets udskrivelse – var en klar tilkendegivelse af, at der også var brug for noget bredere og større end den konkrete kulegravning.

Så jeg kan jo ikke omgøre Dansk Folkepartis ordførers indstilling til det, man vil bare kvittere for den optagethed, der er fra Dansk Folkepartis ordførers side, og sige, at jeg ser meget frem til det videre samarbejde på det her område, både om de ting, der er aftalt i reserven, og det bredere arbejde, som skal finde sted på det her område.

Fru Karina Adsbøl.

Ja, og her er det netop, at det bliver interessant. Man kan egentlig godt støtte det, men man vil bare ikke stemme for det, fordi det er oppositionen, der kommer med det. Det er jo der, den ligger. Sådan er det jo.

Den socialdemokratiske ordfører sagde: »Hov, jeg skal hilse fra SF, Enhedslisten, Alternativet og Det Radikale Venstre og sige, at de ligesom Socialdemokratiet støtter op om det her forslag.« Men sådan er der jo så meget, og meget kan ændre sig, når der kommer en anden regering og man ikke længere sidder i opposition. Men vi må jo arbejde videre, i forhold til at de parter, der skal inddrages i det her arbejde, også bliver inddraget.

Ministeren.

Jeg vil sige til ordføreren, at jeg altså ikke helt oplever den store konflikt, som ordføreren opridser her. Dengang som nu – det er Socialdemokratiets og regeringens pointe – er vi nødt til at kigge bredere på det her. Min tale gennemgik jo en meget, meget stor spændvidde med hensyn til steder, hvor vi ikke gør det godt nok for anbragte børn og unge. Der er noget, der handler om sagsbehandling, regelgrundlag, lovgivning, retssikkerhed. Der er noget, der handler om, hvad det er for nogle indsatser, vi har, og hvor tidligt vi sætter ind. Der er noget, der handler om, hvornår vi slipper de anbragte unge. Alt det skal vi jo kigge bredere på, og det tilkendegav vi i sin tid, og det står vi selvfølgelig ved i dag.

Fru Trine Torp, SF.

Tak for det, og tak til ministeren for talen, som jo kom vidt omkring. Og i virkeligheden har vi vist også en forespørgselsdebat om ikke ret lang tid om samme område, så jeg tænker, at vi nok skal få det debatteret. Der var en lang række ting, som jeg blev glad for at høre, og også nogle ting, som vi måske ikke er helt enige om, men det kan vi tage i forespørgselsdebatten.

Men der var én ting, der sådan skabte et lille håb hos mig: Det var ministerens bemærkninger om anbragte unges overgang til voksenlivet. Betyder det, som ministeren siger, at vi endelig kan nå i mål med SF's mangeårige ønske om at give unge anbragte et efterværnsbevis, en ret til efterværn ud over det 18. år?

Ministeren.

Jeg tror, ordføreren har helt ret i, at vi har en forespørgselsdebat om status for Barnets Reform og de intentioner, der var med Barnets Reform. Hvis jeg ikke husker meget forkert – og jeg kigger ned på Dansk Folkepartis ordfører – mener jeg, det er Dansk Folkeparti, der har indkaldt til forespørgselsdebatten, så det er rigtigt, at vi får en lejlighed mere til at drøfte det her.

Jeg vil ikke stå her i dag på talerstolen og konkretisere det ned i det, man vel sådan kalder konkrete policyforslag, men jeg vil meget gerne stå ved, at det er regeringens opfattelse, at samfundets forældreopgave for anbragte børn indebærer et ansvar for hele livet og dermed jo også et ansvar, der går ind i voksenlivet. Og jeg tror, at forklaringen på, at der er nogle mennesker, vi ser falde hele vejen igennem det sociale sikkerhedsnet i vores samfund og ende i hjemløsestatistikkerne, ende i selvmordsstatistikkerne – alle de her forfærdelige tal, som vi alle sammen kender for godt – er, at de bliver ladt for alene. Vi ved, at det er unge, som er svage på netværk, på livsviden og på livliner, hørte jeg nogle tidligere anbragte kalde det for nylig. Der mener jeg at samfundet har et større ansvar, end vi løfter i dag.

Fru Trine Torp.

Det havde næsten også været for godt til at være sandt, hvis vi havde kunnet få sådan en tilkendegivelse i dag. Men bare for måske lige at uddybe det: Er det sådan, at ministeren er enig i, at det jo i dag er muligt at give de unge efterværn efter det 18. år, men at den bestemmelse bliver brugt for lidt?

Ministeren.

Jeg vil i hvert fald sige det sådan, at jeg selv er opmærksom på nogle af de afgrænsninger, der er af den bestemmelse, og at det er noget af det, der umiddelbart springer i øjnene som noget, der godt kunne være brug for at kigge på, altså hvorfor man har lavet de afgrænsninger, og hvordan de finder anvendelse. Så det er vel så tæt, som jeg kan komme på det her fra talerstolen i dag.

Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Jamen vi er jo også begejstrede for det her beslutningsforslag i Alternativet. (Den fg. formand (Bent Bøgsted):Jeg skal bede ordføreren om at rejse sig, medmindre ordføreren er i så stærke smerter på grund af ryggen stadig væk). Tak, fordi formanden spurgte. Nej, min ryg er fuldstændig i orden igen – jeg sad bare så godt. Nu har jeg rejst mig for Folketinget.

Vi synes jo også, at Karina Adsbøl fra DF kom med et rigtig godt beslutningsforslag, og vi støttede det også sidste gang. Det, jeg bare ser for mig her, er egentlig den glædelige ting, at det lyder, som om der sådan set kommer en undersøgelse fra ministeriet, som ud over at indeholde de ting, som DF efterlyser, også indeholder en endnu dybere granskning af området, og der er endda lidt finansiering til det; der er fundet en million til det via reserven. Hvis ministeren kan bekræfte den, så synes jeg da bare, vi skal glæde os over, at vi har fået noget, der virkelig, virkelig går i dybden med det her.

Ministeren.

Godt at høre, og velkommen tilbage til ordføreren. Godt at høre, at det ikke var rygsmerter, der holdt ordføreren i stolen til at starte med.

Jamen der er jo flere elementer i spil her. Det er rigtigt, at en del af den aftale, der i sidste uge blev indgået om reserven, indebærer, at vi skal have og har afsat penge til en grundig gennemgang af en stribe anbringelsessager påklaget til Ankestyrelsen – både hvor der er givet medhold og hvor der ikke er – og se på, om der er noget, der går igen, om der er noget i forhold til lovgivning, regelgrundlag, den måde, man arbejder med de her sager på i kommunerne.

Ud over det er der igangsat en kulegravning af både regelgrundlaget, men sådan set også af kommunernes praksis, i regi af den økonomiaftale, som regeringen indgik med kommunerne. Det er jo ved at være en del måneder siden efterhånden. Og ud over det har den her regering som ambition at få kigget bredt på hele anbringelsesområdet, og det var det, jeg prøvede at komme igennem de store klumper af i min tale.

For det drejer sig nemlig ikke kun om lovgrundlag eller sagsbehandling eller retssikkerhed. Det handler faktisk også om et spørgsmål om: Er det de rigtige foranstaltninger? Er det til rette tid? Er der en tilstrækkelig stabilitet for de børn og de unge? Er der den rette hjælp ind i voksenlivet? Og alle de mange andre ting, jeg kom omkring.

Hr. Torsten Gejl.

Kære formand, jeg har ikke trykket mig ind igen.

Okay, ja, men så er det fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Tak til ministeren for talen. Jeg synes faktisk, at der var en ting her til sidst, som ministeren sagde, som jeg rigtig godt kunne tænke mig blev uddybet lidt. For ministeren sagde nemlig, at regeringen har en ambition om nu at komme til at kigge endnu bredere på det her område. For det er rigtigt, at vi i sidste uge har indgået en aftale, som er et skridt på vejen. Men jeg kunne rigtig godt tænke mig at spørge ministeren: Hvornår forventer regeringen at kigge bredere på det her område?

Ministeren.

Jamen det første først: Altså, jeg vil sige, at det, vi har aftalt i forhold til reserven, som jeg tror kan tilvejebringe ny væsentlig viden, står jo også på ryggen af andre ting, vi har aftalt. Og i sidste uge fik vi for første gang resultater fra Børnesagsbarometret, som jo er noget, vi har aftalt tidligere, og som gør, at vi i løbet af et 3-årsrul kommer til at have fuld sagsbehandling i alle kommuner i det her land og kan se, hvor det er, at fejlene er i sagsbehandlingen, og hvor problemerne med retssikkerheden er. Og på den måde er der ikke sådan ét initiativ, der løser det hele her, og derfor har jeg heller ikke her i dag en færdig tidsplan. Det er væsentligt, at vi får kigget på det vældig bredt. Det er jo i sig selv en opgave at finde ud af, hvor meget data og hvor meget viden vi egentlig har adgang til. Der er en del af de tal, der kommer fra Ankestyrelsen nu, som er relativt nye, fordi vi ikke har haft adgang til data på det her område i tilstrækkelig grad.

Der er ganske givet stadig nogle steder, hvor der er videnshuller, og så er der det, som jeg synes er det allervæsentligste, nemlig al den oplevede erfaring derude. Altså al den viden, man får af at tale med tidligere anbragte børn og de øvrige aktører på området, som jo også kan hjælpe med at fylde nogle af de videnshuller. Og den proces er jo ret stor og omfattende, når man insisterer på, at vi skal komme hele vejen rundt. Og derfor har jeg heller ikke sådan en færdig tidsplan med her i dag.

Fru Anni Matthiesen.

Det havde jeg nok heller ikke troet på. Men derfor var det alligevel spændende at spørge ind til, for når ministeren selv siger, at regeringen har den ambition, at man vil kigge bredere på det her område, så deler jeg det helt klart. For de tal, der kommer frem igen og igen, er jo forfærdelige, og derfor tror jeg da, vi alle sammen har en interesse i, at der også kommer til at ske noget, måske også forholdsvis hurtigt. Men i forhold til den der tidsplan, som ministeren så ikke har med i salen i dag: Er det sådan, at det er noget, som f.eks. udvalget også bliver involveret i på en eller anden måde, når man tænker, at man vil kigge mere bredt på det her?

Ministeren.

Jamen jeg inddrager meget gerne i udvalget i det videre arbejde, ligesom når der løbende kommer nye tal og resultater, f.eks. med Børnesagsbarometret, eller når vi får den nye analyse, som vi har aftalt i reserven. Når kulegravningen, som vi har aftalt med kommunerne, ligger der, så vil jeg meget gerne involvere udvalget. Nu nævnte SF's ordfører, at vi kommer til at diskutere det her emne igen inden for en overskuelig fremtid på grund af en forespørgsel om Barnets Reform. Altså, jeg forestiller mig ikke andet, end at det her er noget, vi – regeringen og Folketingets partier – også vil have en løbende politisk dialog om.

Så siger jeg tak til social- og indenrigsministeren og går over til ordførerrækken. Og den første ordfører er fru Camilla Fabricius. Vi siger velkommen til fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Når man stadig væk er ny, kan man godt påberåbe sig retten til lige at være lidt småforvirret. Og jeg troede faktisk, at det var ordføreren fra Dansk Folkeparti, der skulle fremlægge, fordi det var hende, der havde fremsat beslutningsforslaget.

Jeg vil lige sige, at ved beslutningsforslag slutter ordføreren af. Når vi er igennem hele sagsbehandlingen, kommer ordføreren for forslagsstillerne op til allersidst.

Det tror jeg faktisk at dem, der lytter med derhjemme, er rigtig glade for at formanden kan hjælpe mig og resten af Danmark med, så det sætter jeg stor pris på.

Som både B 8 her og ministeren beskriver, er det, vi oplever rundtomkring i Danmark, helt hjerteskærende. Jeg kan sige, at jeg selv har arbejdet på en stor specialskole i Viby i Aarhus, hvor vi havde op til flere børn, som gik på skolen, og som var anbragt på nogle af de døgninstitutioner, der er i Aarhus, og her oplevede jeg, hvor svært det var for dem at finde ro og tryghed til i virkeligheden at præstere i forhold til de ressourcer, de egentlig havde intellektuelt, og hvor pressede de var til at skabe venskaber og til at danne relationer i de foreninger, som vi forsøgte at knytte dem til.

Jeg har også for nylig været på besøg i Baglandet i Aarhus, som er en organisation, der varetager interesser for mennesker, som har været anbragt på et tidspunkt. Baglandet er et åbent tilbud, som tilrettelægger netværk, også for dem i en høj alder, for – som de siger – man har altid en udsathed, når man har været anbragt, fordi man ikke har det samme stærke netværk.

Hvis der er noget, der shaker lidt i en periode af ens liv – hvis man har en skilsmisse eller man skal flytte til en anden by for at læse – har man altid brug for nogen, som træder til. Og derfor vil jeg gerne have lov til at anerkende forslagsstilleren meget for et meget stærkt fokus, ikke bare med det her, men for en ihærdig kamp for at sætte fokus på det. Jeg har lagt mærke til ordføreren for Dansk Folkeparti, allerede inden jeg fik lov til at betræde talerstolen, have en særlig opmærksomhed på udsatte børn.

Jeg synes, at det også er ret tydeligt, at vi med de forhandlinger, vi afsluttede i sidste uge, netop er kommet i mål med at gøre det, som B 8 i virkeligheden vil, nemlig at skabe et meget markant overblik over det. I virkeligheden synes jeg, at vi står her på et sted, som er meget fornuftigt og meget godt, fordi vi kan se os selv i øjnene og se, at B 8 i virkeligheden er kommet rigtig langt. Derfor giver det ikke mening for Socialdemokratiet at tiltræde det, men vi vil følge det rigtig godt. Og endnu en gang vil jeg give en stor anerkendelse for det, og jeg synes også, at vi skal holde ministeren op på, at hun vil inddrage udvalget i den videre proces og prøve at give udvalget lov til at være en stærk del af den proces med det afsæt at skabe en bedre hverdag for de børn og de unge, som er anbragt uden for deres hjem, og hvor vi tager de erfaringer med os. For alle børn, uanset hvor henne de måtte være, har ret til en god barndom og en god ungdom og til at udnytte de potentialer, de måtte have. Tak for det.

Der er en kort bemærkning til fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak for det. Og tak til ordføreren for den konstruktive tale, men også for anerkendelsen af en modparts arbejde. Det vil jeg gerne kvittere for.

Når det er sagt, er der noget, jeg godt kunne tænke mig at høre. Man siger, at man er enig i beslutningsforslaget, netop med hensyn til at den her kulegravning skal inddrage alle elementer i forhold til retssikkerheden for de berørte, at der også skal kigges på kvalitetssikringen i sagerne, og at den også skal belyse, om børn- og ungeudvalget er de rigtige til at træffe de beslutninger, de gør, når vi taler om anbringelse. Socialdemokratiet siger, at det ikke er godt nok, og at der skal mere til – og det er vi jo altid villige til at kigge på i Dansk Folkeparti – men så er det jo i dag muligt, at man kan lave et ændringsforslag, hvis man vil have mere med i et beslutningsforslag. Det har man jo mulighed for i dag. Så hvad er det præcis, Socialdemokratiet ikke kan støtte i det her beslutningsforslag?

Ordføreren, værsgo.

Tak for det. Grundlæggende synes vi faktisk, at vi er kommet i mål med første step ved i sidste uge at nedsætte en arbejdsgruppe og ved, at ministeren også har redegjort for, at vi som udvalg bliver inddraget i en proces fremadrettet. Så for mig at se giver det ikke mening, at man vedtager noget, hvor der i øvrigt er blevet nedsat en arbejdsgruppe. Så på den måde synes jeg, det er modstridende. Det er ikke modstridende, med hensyn til at emnet er relevant og centralt. Det handler om, at der i virkeligheden er blevet spillet ud, og at vi i virkeligheden er nået i mål med dele af det. Så jeg tænker, at vi egentlig kunne give håndslag på at anerkende det og også præcisere de ting, vi kom i mål med i sidste uge.

Så endnu en gang skal der lyde en stor anerkendelse af ordføreren med hensyn til præciseringen i B 8.

Karina Adsbøl, værsgo.

Tak for det. Men anerkender ordføreren ikke, at der jo er forskel på, om man laver en undersøgelse med KL, hvor KL skal undersøge sig selv – det er bare for at sige, at vi ved, at der i de her sager er rigtig mange fejl og mangler – eller om man også har andre aktører på hele området med? Jeg er helt bekendt med det, vi aftalte, for jeg synes jo, det er så utrolig vigtigt, at det er kommet på bordet. Og så har man det også sådan som ordfører, at det er bedre at få noget end ikke at få noget som helst, så det er selvfølgelig rigtig godt, at vi fik de ting med, vi gjorde, men det kan vi jo gøre meget bedre.

Ordføreren, værsgo.

Altså, jeg synes ikke, det er rigtigt, at man ikke har fået noget. Jeg synes faktisk, at Karina Adsbøl i den grad har sat en dagsorden her. Jeg synes, det er meget vigtigt at holde KL op på, hvordan de undersøger sig selv, og jeg synes, det er meget vigtigt, at vi får gennemgået de sager og får taget ved lære af det, der virker, og det, der ikke virker. Jeg synes i hvert fald, at både jeg som ordfører og ministeren hele vejen igennem har anerkendt det. Jeg synes, at vi skal bide til bolle, selv om det ikke er fastelavn, og rykke på det her. Men derudover kan vi ikke støtte forslaget. Tak.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak for det, formand. Jeg vil egentlig gerne starte med at sige tak til fru Karina Adsbøl og Dansk Folkeparti for at fremsætte det her beslutningsforslag i dag. Det er jo et vigtigt emne, som vi behandler – primært fordi det handler om vores børn. Men det handler jo især om de børn og unge mennesker, som har det svært, og som desværre, kan man sige, er kommet i en situation, hvor anbringelse har været nødvendigt. Så der er tale om familier, som jo ofte befinder sig i meget sårbare situationer, og derfor kræver det også den helt rette håndtering. Og jeg tror egentlig, at det – uden at jeg skal slukke lyset helt her i Folketingssalen – faktisk er et område, som vi bliver nødt til at holde øje med hele tiden. Desværre kan man jo også sige, at nogle af de tal, som vi er blevet præsenteret for her for nylig, bl.a. fra Børnesagsbarometeret, viser, at der er noget, der skal tages fat på, men desværre tror jeg ikke, at det er noget, der er løst med et fingerknips, men det er så sandelig noget, som vi som politikere – landspolitikere – også skal tage alvorligt.

Noget af det, som jeg i hvert fald især har bidt mærke i, er jo også den mangelfulde sagsbehandling, der foregår rundt omkring, og at der desværre er alt, alt for mange fejl i de forskellige anbringelsessager. Og noget af det, som jeg også vil sige har berørt mig personligt, er, når jeg taler med unge mennesker, som har været fejlanbragt – det gør ondt på en, når man hører om deres historier. Og der må jeg sige, at jeg tror, at man måske også er nødt til at turde tænke nye tanker på det her område. Ministeren var lidt inde på det. Jeg håber også, at ministeren følger op på, at man skal kigge på det her, måske endda endnu bredere. Altså, er der ting, som i bund og grund ikke fungerer på den rette måde? Kan det være, at det er helt andre typer af værktøjer, man skal tage i brug for at få de her tal gjort væsentlig bedre, end de er i dag?

Jeg anerkender helt klart, at vi ikke er i mål. Med den aftale, vi indgik i sidste uge, var det et skridt på vejen. Der er mere, der skal gøres, og der tror jeg egentlig, at vi på tværs af partier godt er klar over, at det er en arbejdsopgave, vi også har en forpligtelse til at holde fast i og forhåbentlig gøre bedre.

Venstre kommer ikke til at støtte det her beslutningsforslag, og det gør vi ikke ud fra den betragtning, at vi jo så sent som i sidste uge på tværs af rigtig mange partier i Folketinget aftalte, at vi nu skulle sætte en arbejdsgruppe – en ekspertgruppe – i gang. Og fru Karina Adsbøl var jo om nogen også med til at sikre, at det indgik i aftaleteksten. Så jeg synes, vi skylder de folk, der er involveret i det arbejde, at de nu også lige får chancen og muligheden for at komme med nogle anbefalinger til os, og jeg synes, det ville være et forkert tidspunkt nu – oven i den ene arbejdsgruppe – at begynde at nedsætte en yderligere arbejdsgruppe; så det er begrundelsen for, at vi ikke støtter beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning til fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Jeg vil godt lige høre Venstres ordfører om noget. Det er jo rigtigt, at vi fik noget kæmpet igennem, og også tak for opbakningen til Venstres ordfører, som også gerne ville kæmpe noget igennem med hensyn til reserven på det her område. Så var det, som jeg sagde tidligere, bedre at få lidt end ingenting. Men jeg mener jo ikke, at det ene udelukker det andet, for hvis man stemmer det her igennem og samtidig får det andet, så er vi da i hvert fald sikre på, at der kommer til at ske noget på det her område. Så kan Venstres ordfører fortælle mig, hvad det præcis er i det her beslutningsforslag, man ikke kan støtte? Hvad er det præcis for ting, der står i det her beslutningsforslag, man ikke kan støtte?

Ordføreren.

Det, vi ikke kan støtte, er, at man, så få dage efter at der nu er blevet sat gang i en arbejdsgruppe, en ekspertgruppe, der skal grave ned i de her ting, siger, at nu vil man gerne have nedsat en ekspertgruppe. Jeg synes, at der er noget dobbelt i det.

Fru Karina Adsbøl.

Jo, men det, vi fik vedtaget, er jo ikke helt dækkende. Det her handler netop om, retssikkerhedsenheden skal gennemgå nogle af de her sager, men det handler jo ikke om, hvem det er, der træffer beslutningen. Er børn og unge-udvalget de rigtige? Det vil vi også gerne have belyst. Er der også i forhold til sagsbehandlernes kompetencer behov for noget mere? Det her dækker jo rigtig, rigtig bredt i forhold til hele retssikkerhedsområdet, men også i forhold til hvad vi skal have kigget mere på. Den anden del, vi har fået igennem, er selvfølgelig noget af det, men det er jo langtfra så dækkende, som det her beslutningsforslag er.

Ordføreren.

Dansk Folkepartis ordfører ved godt, at vi – jeg tror, det var en af de sidste aftener – også fik kæmpet igennem, at bl.a. de berørte parter skulle skrives tættere ind i den aftaletekst, vi lavede. Jeg må jo sige, at noget af det, jeg godt kan være bekymret for, hvis man så – rent ud sagt – få dage efter vælger at lave yderligere en arbejdsgruppe, er, at det er nogle af de samme parter, man kommer til at trække på. Det synes jeg faktisk ikke er i orden.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi går videre til hr. Rasmus Helveg Petersen, Radikale Venstre.

Tak for den her debat og det her forslag. Jeg er enig med de øvrige talere i, at det er meget fint, at fru Karina Adsbøl har bragt det her forslag op. Jeg bakker fuldt op om hensigten. Vi ved jo desværre, at der forekommer fejl i anbringelsessager, og det må der selvfølgelig ikke. Vi vil alle sammen børnene det bedste, og vi skal tilstræbe den allerhøjeste kvalitet i de her meget følsomme sager.

Vi er jo i gang med – og det er vi forhåbentlig altid – at kigge os selv i kortene. Det er i meget høj grad vores ansvar, for vi gør det helt tydeligt ikke godt nok i dag, og vi har jo, som det også er fremgået af debatten, allerede aftalt flere undersøgelser. Jeg vil gerne takke ministeren for at stå ved, at vi skal forbedre os i forhold til det her, og at vi simpelt hen ikke bare skal fortsætte det, vi gør i dag. Der skal forandring til. Det vil vi selvfølgelig fra Radikale Venstres side meget gerne bakke op om. Vi vil i løbet af udvalgsarbejdet arbejde med en betænkning om det her forslag og afgøre vores stilling, men vi håber, at vi kan samles om en tekst, der kan sikre, at vi gør det rette, bredt i Folketinget.

Når vi kommer til debatten om efterværn, der har fundet sted i dag, må jeg også sige, at jeg opfatter det, vi gør i dag, som helt utilstrækkeligt. Jeg havde en forfærdelig oplevelse for nylig på et herberg, hvor der var en afdeling for folk, der kom direkte fra anbringelse til et herberg, som så var deres første bopæl uden for hjemmet, om jeg så må sige, i voksenlivet. Det er jo oplagt helt galt og også en af grundene til eller et symptom på, at de anbragte børn i deres voksenliv fylder så meget i de forkerte statistikker og så lidt i de rigtige. Så noget må gøres.

Jeg værdsætter meget det her forslag og håber, at vi kan finde en ordentlig tekst, der kan bringe os videre på den rigtige måde. Tak.

Tak til ordføreren. Vi går videre til fru Trine Torp, SF.

Jeg vil gerne starte med at sige tak til fru Karina Adsbøl for den ihærdige kamp og for at rejse en vigtig debat om udfordringerne i forhold til retssikkerheden, kvaliteten i sagsbehandlingen og myndighedsudøvelsen på anbringelsesområdet.

I SF er vi, ligesom sidst beslutningsforslaget blev fremsat, enige i formålet med det, nemlig at området har brug for et eftersyn, og at der er brug for politiske drøftelser om, hvilke forbedringer der skal skabes, og om området er indrettet på den rigtige måde i forhold til beslutningskompetencen, altså f.eks., som det også fremgår af bemærkningerne til det, om børn og unge-udvalget er den rette instans til at træffe beslutninger. I bemærkningerne til beslutningsforslaget nævnes bl.a. Justitias rapport om problemer med retssikkerheden. Den har jeg også med interesse læst, og den giver anledning til vigtige overvejelser. Vi har altså brug for at blive klogere. Spørgsmålet er, hvordan vi gør det bedst.

Med den seneste aftale for socialreserven har vi på initiativ af fru Karina Adsbøl og andre taget fat på nogle af de initiativer, som vi mener vi skal prøve at komme langt med. Der skal laves en kortlægning af de gældende regler, der skal sikre, at udsatte børn og unge får den rette hjælp, og at barnet og familien inddrages ordentligt. I regi af den uafhængige retssikkerhedsenhed, som satspuljepartierne sidste år aftalte at nedsætte, skal der i 2020 foretages en undersøgelse af kommunernes anbringelsessager med fokus på de anbringelser, hvor der ikke er samtykke fra forældrene, og hvor Ankestyrelsen enten har ophævet eller stadfæstet afgørelsen om anbringelse. Den skal vise, hvor der er udfordringer, og den skal drøftes med relevante organisationer og eksperter, som kan bidrage med deres erfaringer, viden og anbefalinger. Det gælder både juridiske eksperter, fagpersoner og interesseorganisationer for bl.a. forældre og tidligere anbragte børn og unge. Det var bl.a. et ønske fra Dansk Folkeparti, som vi i SF bakker op om, og som jeg vil følge tæt, for der er brug for at få det her område undersøgt grundigt. Derfor er jeg også glad for, at fru Karina Adsbøl sideløbende med det her vil samarbejde med mig om at planlægge en eksperthøring om området.

Vi må altså i gang med arbejdet og så se, om arbejdet opfylder formålet, som er meget vigtigt. Der er brug for at gå grundigt til værks, så i SF vil vi gerne gå videre end det her, når vi har taget de vigtige skridt, som aftalen om reserven på socialområdet indeholder. Men jeg synes også, at vi skal passe på, at vi ikke samtidig kommer til at lave en masse parallelprocesser og en masse dobbeltarbejde. Sidst det blev fremsat, kunne vi støtte det, men grunden til, at vi ikke kan støtte det nu, er udelukkende, at vi ikke ønsker, at det her skal blive sådan en rodebutik af forskellige indsatser og undersøgelser, som snubler over hinanden.

Vi må først vi se på: Hvor langt kan vi nå med det, vi har sat i gang nu, og hvad skal fortsætte efter det? Men jeg vil også herfra tilkendegive, at hvis vi kan samles om en beretning i forlængelse af debatten her om beslutningsforslaget, vil vi selvfølgelig rigtig gerne samarbejde om det.

Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak til ordføreren. Jeg vil gerne kvittere for ordførerens tale, også i forhold til det samarbejde, vi har haft, på det her område og i forhold til efterværnsproblematikken, som vi også har kæmpet med sammen og har fået afsat midler til næsten hver evig eneste gang, vi har siddet i forhandlinger i satspuljekredsen. Så den del er også utrolig vigtig, og det er jo rigtigt nok, som ordføreren siger, at noget af det kom med i forbindelse med satspuljen.

Ordføreren siger jo nu, at det skal undersøges, hvor der ikke foreligger et samtykke i anbringelsessager. Det er jo så én del. Men så mangler vi jo faktisk den anden, nemlig hvornår der foreligger samtykke. Hvorfor er det, man giver samtykke, og hvorfor er det, man ikke samtykker? Vi har jo desværre hørt om nogle grelle eksempler fra Landsforeningen Autisme. Vi har endda haft samråd om det, altså at mange føler sig truet af forældrene, for at de skal have deres barn anbragt. De siger, at det faktisk næsten er frivillig tvang at sige, at her samtykker vi.

Er ordføreren med på den problemstilling, jeg også rejser her?

Ordføreren.

Ja, den er jeg helt bekendt med. Og i virkeligheden kan det næsten være værre at samtykke med hånden omme bag ryggen, fordi man jo dermed ikke får den samme retssikkerhed og den samme adgang til advokatbistand osv., som man egentlig gør, hvis det er uden samtykke. Så den er jeg helt med på. Og det, jeg også bare vil sige, er, at jeg ikke tror, vi får undersøgt det område bare med de initiativer, vi har taget, men jeg er bare bekymret for, at vi kaster os ud i en hel masse forskellige undersøgelser, som ikke hænger sammen. Altså, jeg ønsker faktisk, at vi kommer ordentlig til bunds i det, men på en systematisk måde.

Spørgeren, værsgo.

Ét er nu, at KL skal undersøge de her sager, de selv begår fejl i. Det er én ting. Den anden ting handler om retssikkerhedsenheden. Hvad er det så, de skal undersøge? Og dér synes jeg jo godt vi fra Folketingets side kan anbefale retssikkerhedsenheden alle de elementer, som man synes at man skal have med i det – netop også i forhold til hvordan vi sikrer, at dem, der sidder med de her sager, er klædt godt nok på til også at udføre dem. Hvordan sikrer vi kvalitetssikring? Jeg vil bare sige, at hvis man stemmer for det her, får man jo hele pakken, så jeg tror ikke, ordføreren skal være så bekymret for det.

Ordføreren.

Nej, men jeg har alligevel også sådan lidt respekt for aftaler, jeg indgår, og den aftale, vi har lavet, er jo nærmest varm i trykken endnu. Så derfor står jeg selvfølgelig inde for den aftale, og som jeg siger, tror jeg ikke, vi har undersøgt det her område til bunds. Så derfor har jeg da også en forventning om, at vi kan holde ministeren op på det, som ministeren sagde i sin tale, nemlig at det her er et område, der grundlæggende kræver meget mere fokus end det, der er lige nu.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi går videre til fru Jette Gottlieb, Enhedslisten.

Tak. Da vores ordfører, Pernille Skipper, ikke kan være her, så vil jeg fremføre vores synspunkter og vil starte med at sige Dansk Folkeparti tak for dette beslutningsforslag om at nedsætte en ekspertgruppe på anbringelsesområdet og for deres store arbejde i øvrigt med at forbedre vilkår for anbragte børn og deres familier.

Det er en voldsom indgriben, når en kommune beslutter at anbringe et barn uden for hjemmet. Det kan der ikke være tvivl om. Derfor er det også meget alvorligt, at der er så mange fejl i behandlingerne i et alt for stort antal anbringelsessager. Det er dokumenteret af bl.a. Justitia, Københavns Kommune og Institut for Menneskerettigheder, hvis undersøgelser der også henvises til i beslutningsforslaget.

Enhedslisten hilser derfor forslaget om at nedsætte en ekspertgruppe til at kulegrave anbringelsesområdet velkommen. Der er i høj grad brug for at få klarlagt, hvordan antallet af fejl i anbringelsessager kan nedbringes, så vi styrker retssikkerheden både for børn og biologiske forældre og plejefamilier, men også for at sikre den størst mulige trivsel og tryghed for de børn, der desværre må anbringes uden for hjemmet.

Vi hæfter os særlig ved, at ekspertgruppen ikke alene skal bestå af juridisk og socialfaglig ekspertise, men at den også skal tælle tidligere anbragtes erfaringer med systemet. Det finder vi meget positivt. Ligeledes bifalder vi ekspertgruppens fokus på forebyggelse og sikring af faglig kvalitet i sagsbehandlingen.

Bemærkningerne til beslutningsforslaget indeholder ikke overvejelser om finansiering og ej heller en vurdering af de forventede omkostninger forbundet med forslaget. På den baggrund støtter Enhedslisten forslaget, forudsat selvfølgelig at der findes en rimelig finansieringskilde.

Tak til ordføreren. Vi går videre til Brigitte Klintskov Jerkel.

Først og fremmest tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte beslutningsforslaget. Anbringelsesområdet er et meget vigtigt område, da det jo gælder børn og unges opvækstvilkår, deres trivsel, omsorg og udvikling. Derfor var vi også med til i sidste uge at lave den her aftale om satsreserven, hvor vi jo netop har lavet en aftale om, at vi nu vil undersøge hele anbringelsesområdet. Vi mener derfor ikke fra konservativ side, at vi skal have flere parallelle processer kørende, og det er faktisk grunden til, at vi ikke kan bakke op om det her beslutningsforslag – netop med henvisning til vores aftale i sidste uge om satsreserven.

Der kom lige en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Så må jeg spørge ordføreren, om ordføreren mener, at det, vi fik aftalt i den aftale, som vi lavede omkring reserven, er dækkende, eller om ordføreren mener, at der er brug for noget mere. Nu er det jo sådan, at ministeren også har sagt, at der er brug for noget mere, og så kan man jo altid lave et ændringsforslag, og man kan også skrive en beretning for at tilføje, hvad mere der præcis er behov for.

Det her beslutningsforslag rejser jo en række spørgsmål, som det også er nævnt tidligere, bl.a. om børn og unge-udvalget er de rette til at træffe de her beslutninger om, hvordan vi sikrer kvaliteten og retssikkerheden i de her sager. Så det her er jo meget bredt. Det er det også, i forhold til hvordan vi sikrer, at dem, der sidder med de her sager, er fagligt klædt på til det. Så bare at skyde det ned, som den konservative ordfører gør, synes jeg ikke er rimeligt, for vi kunne jo opnå at lave en fælles beretning, hvor der kunne opnås endnu mere.

Ordføreren, værsgo.

Nu er det jo sådan, at det var i torsdags, at vi indgik en aftale om satsreserven, og det indgår netop i den aftale, at vi skal undersøge anbringelsesområdet, og det satte vi nogle penge af til. Den aftale er vi tro imod. Vi vil gerne have undersøgt anbringelsesområdet. Det mener vi bestemt er vigtigt at få gjort. Og så vil vi gerne se resultatet af den undersøgelse, når vi har fået afdækket området. Så vi må se, hvad den afdækning giver anledning til, når vi står med resultatet i hånden.

Spørgeren.

Så må jeg spørge ordføreren: Når man skal have kulegrave det her område, hvilke aktører mener ordføreren så det er vigtigt skal høres og skal komme med anbefalinger til de ændringer? For ét er, at KL undersøger sig selv, og at man kan få nogle anbefalinger fra retssikkerhedsenheden, men vi mangler alle aktørerne på det her område.

Ordføreren.

Jamen jeg synes selvfølgelig, det er vigtigt, at vi, når vi skal undersøge området, inddrager nogle af de berørte parter på området. Man kan sige, at KL selvfølgelig også er en part, det er vigtigt at høre. Det er trods alt deres – hvad skal man sige – sagsbehandlere, der sidder ude i kommunerne med sagerne, så de har jo også en finger på pulsen i forhold til det, der foregår. Så det er jo relevant at inddrage de parter, der har berøring med hele anbringelsesområdet.

Tak til ordføreren. Og vi går videre til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Vi støttede også det her beslutningsforslag, sidste gang det var oppe, og vi glæder os til at komme i gang med at undersøge det her område. Det, som jeg spurgte ministeren til, da ministeren var heroppe før, var, om den undersøgelse, som bl.a. bliver igangsat via den aftale, vi har omkring reserven, i virkeligheden undersøger det, som DF ønsker, plus noget mere. Det bekræftede ministeren, og så synes jeg egentlig, vi skal gå den vej – det synes jeg er det mest enkle. Så derfor glæder vi os til en undersøgelse, men vi stemmer nej til beslutningsforslaget.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så er det fru Mette Theisen, Nye Borgerlige.

Jeg hedder stadig Thiesen! (Formanden (Henrik Dam Kristensen): Nu lærer jeg det – det lover jeg!). Det er så fint.

Først og fremmest vil jeg rigtig gerne, som flere andre har gjort, rose Dansk Folkeparti for at fremsætte det her beslutningsforslag. Jeg synes, det er rigtig, rigtig godt, at man sætter fokus på det her område, og det beslutningsforslag, vi sidder med her, er jo netop en bred kulegravning – altså, det er ikke kun noget med, at der er nogle relevante aktører, som ligesom skal undersøge sig selv. Det handler sådan set om, at vi helt bredt skal se på, om det her område er skruet rigtigt sammen. Jeg synes, at der er nogle rigtig vigtige pointer her, både det med – selvfølgelig – at sikre retssikkerheden, men også det med, om det er rigtigt, at det er et børn og unge-udvalg og altså en lokalpolitiker, som kan blive draget ind i at tage nogle akutte beslutninger, som er ret vidtrækkende. Hvordan og hvorledes det ellers skal skrues sammen, synes jeg er rigtig relevant at kigge på.

Så Nye Borgerlige kan støtte det her beslutningsforslag, og generelt ser vi frem til, at der bliver kulegravet på det her område, sådan at vi forhåbentlig kan få skabt et langt bedre system og en langt bedre retstilstand for de berørte. Tak.

Tak til fru Mette Thiesen. Så er det hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for det. Jeg har i al hast skrevet min ordførertale om, fordi jeg synes, den ordførertale, som Venstres ordfører, fru Anni Matthiesen, holdt, var så inspirerende. Det, som Venstres ordfører sagde, var jo, at der nok er et eller andet behov for at gå helt nye veje på det her område eller tænke helt nyt, da det er et område, hvor der måske i virkeligheden er behov for et større tænkearbejde, end der sådan normalt lægges op til i den almindelige lovmølle, når den maler.

Det, der jo nok i virkeligheden helt grundlæggende er problemet på det her område, er, at vi står i den situation, at vi vil have et politisk og bureaukratisk system til på en eller anden måde at fungere menneskeligt. Jeg tror sådan helt grundlæggende, at politiske og bureaukratiske systemer har ret svært ved at fungere menneskeligt og på en måde, der opleves som menneskelig og rar, om jeg så må sige. Det kan godt være, at det lyder sådan lidt formelt, men det er jo bl.a., fordi bureaukrati pr. definition ikke kan frembringe det, man helt formelt må betegne som en serviceydelse.

Helt, helt formelt er det at anbringe børn en slags service, det vil altså sige en aktivitet, der er kendetegnet ved, at produktion og forbrug er to sider af samme sag. Og den test, man lærer om i undervisningen, når man skal lære om forskellen på produktion og service, går ud på, om man kan producere til et lager. En tryg barndom er jo ikke noget, man kan producere på et eller andet tidspunkt og anbringe på et lager til senere brug. Det kunne nogle gange være rart, når man har lange arbejdsdage, men det er jo ikke sådan, det er. Den opstår ud af konkrete handlinger og kan ikke gemmes til senere.

Ifølge selve deres funktionsmåde kan bureaukratier derfor ikke rigtig producere service. Det kan de ikke, fordi de ikke kan håndtere kompleksitet på det niveau, som serviceproduktion kræver, og de kan heller ikke reducere kompleksiteten i det omfang, der er nødvendigt til serviceproduktion. Det er jo også derfor, de her mange, mange fejl opstår. De opstår som følge af kompleksitet. Det er også derfor, det går galt, når man vil beskrive vores skattesystem formelt, så en computer kan forstå det. En computer er meget lidt begavet, så den kan selvfølgelig ikke forstå skattesystemet, fordi det er så komplekst. Det har vi set mange kedelige eksempler på; det skal jeg ikke trætte Folketinget med.

Så service kan man ikke producere ud fra nogle stive regler, som skal adlydes til hver en tid, og man kan ikke producere det ved at findele produktionen i dens enkelte dele og definere alle delelementer med en præcision på fem decimaler eller det, der svarer til fem decimaler. Man kan prøve at forestille sig, at en restaurant skulle drives af et bureaukrati. Så skulle man jo på venteliste for at komme på restaurant, og forret, hovedret og dessert ville være skarpt opdelte specialer, der aldrig kommunikerede sammen, og ingen ville kommunikere med de stakkels tjenere, der skulle bringe maden ud til kunderne. Det ville blive en skrækkelig oplevelse.

Hvis man vil se, hvad der er galt med politik og bureaukrati, kan man gå ind på det websted, der hedder www.socialebegreber.dk. Det er på en og samme tid et af de mest fascinerende projekter, jeg kender til, hvor alle mulige almindelige begreber som at spise og drikke og gå og stå er defineret af meget, meget kloge mennesker, der har brugt meget lang tid på at definere, hvad det overhovedet vil sige at spise og drikke osv. Det er dybt fascinerende, og samtidig er det også dybt meningsløst, for det viser jo et bureaukrati, der anstrenger sig til det yderste for at løse sin opgave, men som aldrig kommer i mål, fordi retningen er forkert. Derfor kan et bureaukrati jo heller ikke frembringe anbringelser, som alle parter synes er meningsfulde, og som i en eller anden forstand er vellykkede.

Det var det, jeg synes var så inspirerende ved den ordførertale, jeg hørte lige før, for der er behov for at gå nye veje og finde nye organisatoriske former. Nu er det allerede i sidste uge blevet besluttet at se området igennem, og det synes vi sådan set er meget positivt, så jeg håber, at de eksperter, som skal se på alt det her, har modet til at finde ud af noget, der minder om det, jeg lige har sagt. Jeg tror det ikke, men da beslutningsforslag B 8 er en slags dublering af nogle initiativer, der allerede er sat i værk, kan vi altså ikke støtte den her dublering. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Nu siger ordføreren dublering. Det her beslutningsforslag er jo fremsat for meget lang tid siden, også inden vi indgik en aftale om reserven.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, hvad Liberal Alliance tænker på det her område. Hvad mener Liberal Alliance der skal til, når vi ser de fejl og mangler, der er på hele det her område? Bl.a. var også Frederiksberg i vælten her. Hvad tænker Liberal Alliance omkring det? Hvad er det for nogle værktøjer, man skal sætte ind med? Og tænker Liberal Alliance mere i forhold til familiebehandling? Var det en vej at gå, at man simpelt hen målrettet styrkede familiebehandlingen for udsatte børn og unge?

Ordføreren.

Jeg vil gerne vente med at komme med et definitivt svar, til vi har fået den her undersøgelse, som er sat i værk nu.

Men jeg vil også svare sådan virkelig ærligt og ikke taktisk. Jeg tror ikke, at man kan redde det her område med lappeløsninger og små tiltag. Jeg tror, der er brug for reformer. Ligesom jeg i øvrigt også tror, at det eneste, der kan redde skattevæsenet, er en beskatningsreform, og det er altså ikke en reform af, hvor høje skattesatserne er. Det er en reform af, hvordan vi beskatter, fordi skattesystemet er i vanskeligheder, fordi det er for komplekst.

Jeg tror også, det her område er i vanskeligheder, fordi det er komplekst. Så det skal i hvert fald løses på en eller anden måde, der ikke er så bureaukratisk og så kompleks som den, vi har i dag, fordi en almindelig god barndom eller det tætteste, man kan komme på det, jo drukner i bureaukrati og firkantede regler.

Fru Karina Adsbøl, værsgo.

Om den sammenligning med skat tænker jeg, at det er områderne og ikke børnene, som man sammenligner, i forhold til penge i skattesystemet. Nok om det.

Så ordføreren har ikke selv nogen forslag til, hvordan vi kan kvalificere det her område, hvordan vi skaber kvalitetssikring i sagerne, hvordan vi styrker sagsbehandlingen, hvordan vi eventuelt skal kigge på at efteruddanne nogle socialrådgivere, som får ekspertise på det her område, eller hvordan man sikrer, at der er kvalitetssikring i en børnesamtale, så det ikke bare er at sætte et flueben, men også at tænke på, hvordan man afholder en børnesamtale.

Ordføreren, værsgo.

Det, jeg sammenlignede før, var kompleksitet, og det, jeg ønskede at belyse, var de problemer, der i sig selv er bundet til kompleksitet.

Jeg er bare en stakkels politiker, og vi kan ikke vide alt, så selv om jeg kan påpege, at der er nogle problemer, er det bare nødvendigt at få nogle fagfolk ind over for at se på, hvordan man får de her ting til at fungere på en bedre måde. Det synes jeg er det mest rigtige.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Det her beslutningsforslag er jo en justeret udgave af et forslag fra sidste samling, hvor der var et flertal, der var klar til at støtte det, men det nåede på grund af valget desværre ikke til afstemning.

I Dansk Folkeparti har vi kæmpet for at forbedre vilkårene for anbragte børn og deres familier samt netværk og ikke mindst plejefamilierne. Under den sidste debat fortalte jeg om en familie i Roskilde, hvor Katrine og Kevin fejlagtigt fik tvangsfjernet deres barn fra fødegangen, og som ½ år efter fik deres barn tilbage. I debatten i dag har jeg også fortalt om en dreng, der stod for at skulle fjernes fra sine plejeforældre og i stedet for skulle på en institution i Næstved – en beslutning, som hverken han, plejeforældrene eller hans biologiske far bakkede op om. På intet tidspunkt i det forløb blev drengen hørt i sagen. Kommunerne skal gøre alt for at sikre stabilitet omkring barnet, og så er trusler om at fjerne et barn jo helt skævt. Plejefamilien var modig. De stod frem i pressen. Vi indkaldte den daværende minister i et samråd og fik afværget flytningen.

Først og fremmest skal det jo ikke være sådan, at man er nødt til at stå frem i pressen for at få medhold i en grotesk sag, for det er ikke uden omkostninger for de involverede. Derudover kan vi gang på gang stadig væk høre og læse om, at børn ikke bliver inddraget, selv om det udtrykkeligt står i loven. Så kære minister, hvordan vil ministeren sikre, at kommunerne efterlever vores lov? Mener ministeren, at der er behov for sanktioner?

I Dansk Folkeparti har vi længe kæmpet for en kulegravning af området, og det betyder for os i Dansk Folkeparti, at det ikke kun er myndighederne, der skal undersøge sig selv. Det betyder selvfølgelig, at man skal inddrage dem, det handler om, nemlig børnene, familierne, organisationerne m.fl., som alle sammen kan gøre os klogere på, hvordan vi sikrer kvaliteten i de her sager, og hvordan retssikkerheden bliver styrket. Derudover handler det også om en vidensopsamling af den viden, vi allerede har på området. Det, der sker i dag på anbringelsesområdet, er systemsvigt, og området sejler. Det skal der rettes op på.

DF mener, at en kommune, der laver mange fejl i sagsbehandlingen, skal kunne pålægges et taskforceforløb. Det skal man ikke kunne takke nej til. Lige nu er det Frederiksberg Kommune, der er i søgelyset, og da byrådet mødte op til kommunalbestyrelsesmøde mandag den 11. november 2019, blev byrådet mødt med tilråb fra en frustreret borger i kommunen. Kvinden fik sin datter anbragt i 2014, og denne anbringelse blev ved byretten erklæret ulovlig i maj 2019. Men Frederiksberg Kommune er blot en kommune blandt mange. I kommunens pressemeddelelse var de i øvrigt så frække at skrive, at der ingen tegn var på, at børn eller familier har lidt overlast. Professor i socialret Kirsten Ketscher udtalte til avisen, at det er en stor og en ressourcestærk kommune, som tilsyneladende har udsat børn og forældre for et systematisk svigt.

I Dansk Folkeparti mener vi, at man skal sikre, at en børnesamtale ikke blot bliver et flueben, men at barnet og den unge selvfølgelig altid skal have oplyst deres rettigheder, herunder ret til besidder. Det er også noget, der halter gevaldigt. Børn over 12 år skal vide, at såfremt de vil klage over, at de skal hjemgives, har klagen opsættende virkning. Det har Ombudsmanden gjort klart i sin redegørelse over fire hjemgivelsessager fra den 7. november 2018, som kan findes på Ombudsmandens hjemmeside. Når børn partshøres, skal det ske på en måde, så barnet forstår, hvad sagen drejer sig om, og fremgangsmåden bør være hensynsfuld. Det er et centralt budskab i en konkret sag om underretning, som Ombudsmanden også har gennemgået.

Så synes jeg også, at man skal overveje, om det er godt nok, at det er børn på 12 år, der har ret til en advokat i tvangsanbringelsessager. Det kan godt være, at vi herindefra skal kigge på, om vi skal sætte aldersgrænsen ned. Og der er flere, der tidligere i dag har nævnt Justitias rapport, som beskriver, at f.eks. i 2017 blev 54 pct. af de påklagede afgørelser omgjort. Vi har også debatteret, at tre til fem gange om ugen modtager Landsforeningen Autisme henvendelser fra familier, som oplever, at deres kommune truer med en anbringelse af deres barn. Og det er ikke kun forældre, der har børn med autisme, der oplever dette.

I Dansk Folkeparti mener vi, at anbringelsesområdet skal kulegraves, og at netop en ekspertgruppe skal undersøge, hvordan retssikkerheden for henholdsvis børn, forældre, plejeforældre og barnets netværk i øvrigt sikres, og hvordan kvaliteten i sagsbehandlingen og myndighedsudøvelsen sikres, herunder hvorvidt sagsbehandlerne har et tilstrækkeligt højt fagligt niveau, og hvorvidt netop børn og unge-udvalg er de rette til at træffe afgørelserne, og vi jo har foreslået, at ekspertgruppen skal være bredt sammensat af fagpersoner. Vi er i Dansk Folkeparti dybt bekymret over det, der foregår her på anbringelsesområdet, og derfor har vi gang på gang rejst de her bekymringer over for flere ministre – den nuværende socialminister er blot en af mange – vi har haft forespørgselsdebatter om Barnets Reform og adskillige samråd, og lige lidt har det hjulpet; området sejler fortsat.

Så er der jo også det i dag, som vi finder yderst vigtigt at have fokus på på det her område, og det er at få lavet forbedringer netop i forhold til familierne, plejefamilierne og netværket. For det, jeg oplever gang på gang som socialordfører i de her henvendelser, er jo, at der simpelt hen er mangel på inddragelse, mangel på, at man bliver hørt, § 50-undersøgelser, som er fyldt med fejl, manglende handleplaner, ja, manglende børnesamtaler, og så er det også i forhold til netværksområdet. Vi oplever også ofte, at der er en bedsteforælder, som får afslag på en netværksanbringelse eller får frataget anbringelsen af sit plejebarn, sit barnebarn, og at barnebarnet ikke længere må være dér. Så sker der det, at der overhovedet ikke er nogen, der vægter det, der hedder tilknytningen, at et barn har en tilknytning til de steder, barnet er. Altså, hvis man har boet ved en plejefamilie eller en bedsteforælder, har man en tilknytning til det sted og til den relation, man har opbygget, og det er også noget, der bliver set stort på.

Vi oplever jo selvfølgelig desværre også, at den tidlige indsats ikke bliver iværksat hurtigt nok, eller at den slet ikke bliver iværksat, altså i forhold til forebyggelsesparagraffen, manglende kvalitetssikring i sagerne, og at familiemedlemmer netop også får afslag på at være en netværkspleje, og dem, vi hører om – det skal man huske på – er de ressourcestærke, dem, der står frem, dem, der kan fortælle deres historier. Når man læser »Svigt af børn i Danmark« fra Børns Vilkår og TrygFonden, er det jo netop bekymrende læsning. F.eks. udtaler hver andet barn i alderen 11-17 år, at de ikke tages med på råd i forhold til deres anbringelsessted.

Så må jeg bare sige, at jeg synes, det er utrolig vigtigt, at vi i dag sikrer en ordentlig indsats og tilbyder den hjælp, der er behov for. Vi oplever jo alle sammen – tror jeg – når vi står og skal være forældre, at der sker noget i vores liv, og at der er en masse følelser. Der er en masse usikkerhed, der følger med det, når man har fået et barn, og der bliver man jo også nødt til at sætte ind med hjælp og støtte op om de udfordringer, man har. Jeg får somme tider henvendelser om, at man f.eks. har haft en fødselsdepression, og at man måske har fået fjernet et barn, og når man så er ovenpå, kan man ikke få barnet hjem igen. Så jeg synes jo, at det her område trænger så meget til en gennemgang.

Jeg synes, at man må sige, at vi har haft en rigtig god debat i dag – tak for debatten – og jeg kan også sige til Enhedslisten, at grunden til, at vi fik afsat penge i satspuljen, jo netop var for at få fokus på, at der skulle være en kulegravning på det her område. Og tak for støtten til Nye Borgerlige, som støtter det her forslag fuldt ud. Jeg synes jo ikke, at det ene udelukker det andet. Vi har taget nogle initiativer i reserven, og det er rigtigt, at vi i Dansk Folkeparti sagde, at vi skal have undersøgt det her område. For jeg vidste jo godt, at når vi på et tidspunkt skulle behandle det her forslag i salen, ville vi risikere at få det stemt ned, og derfor tænkte vi, at det er bedre at få noget med i reserven, at vi får undersøgt det her område godt og grundigt, at vi som politikere får en række anbefalinger fra dem, det netop også vedrører, og så også får samlet den viden, der er i dag. For der er jo undersøgelser, og lige i øjeblikket afventer vi en undersøgelse fra Ankestyrelsen, for det, som vi netop oplever, er, at man siger, at man ikke kan se barnet, fordi det ikke er til gavn for barnet. Så nu ligger der en undersøgelse, som vi afventer her – og ministeren har jo været på, så jeg kan ikke engang spørge, hvornår den undersøgelse også foreligger – så vi får opsamlet al den her viden og simpelt hen får gjort noget ved det her.

Der er en kort bemærkning. Trine Torp, værsgo.

Tak for det. Når nu det er sådan, at samtlige Folketingets partier faktisk er enige om at kigge på det her område og tager det alvorligt, også nogle af de problemer, der er, og nogle af de steder, hvor vi egentlig har brug for en diskussion af, om vi har indrettet os rigtigt, og om lovgivningen er præcis, som den skal være, bekymrer det så ikke ordføreren for Dansk Folkeparti, at vi kommer til at lave noget, der på en eller anden måde bliver enten parallelle processer eller forvirrer billedet endnu mere, altså at vi faktisk ikke får lavet en systematisk undersøgelse, fordi vi laver lidt hist og pist?

Ordføreren.

Men nu synes jeg jo, at det ligesom er en dårlig undskyldning, altså at fordi man har taget lidt initiativ og drejet på lidt nøgler, kan man ikke gøre mere. Men jo, jeg vil sige til ordføreren, at jeg er dybt bekymret for hele det her område. Det må jeg bare sige. Jeg synes, at systemet svigter børnene, familierne og netværket – dem, der er i det – og jeg synes, det har stået på så længe, at det jo er lige før, man ikke kan være i sig selv længere på grund af det, der sker ude i den verden, vi lever i. Derfor har vi en forpligtelse til, at der skal ryddes op på det her område, og jeg er rigtig glad for, at alle partier selvfølgelig er enige i det. På den måde kan vi jo nå et skridt hen ad vejen, og så må vi se, når der ligger nogle anbefalinger, hvad det er for noget, vi skal skrue på. For vi hører jo gang på gang, at lovgivningen er god, men det handler om forvaltningen af lovgivningen. Så det er jo også hele udfordringen i forhold til det her område.

Trine Torp? Så siger vi tusind tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.