Liberal Alliance er et parti – et arbejderparti – for alle, der går på arbejde. Derfor har vi egentlig grundlæggende den holdning, at lønmodtagerne skal have deres løn, også hvis det drejer sig om feriepenge. Desværre har vi i alt for mange år haft et uretfærdigt feriepengesystem, som ikke har haft tillid til, at danske lønmodtagere er voksne, myndige mennesker, der selv kan styre deres feriepenge og godt kan finde ud af at spare op til ferie, hvis det er det, de har lyst til. I det her system har arbejdere pænt skullet søge om lov til at få udbetalt den løn, som de er blevet tvunget til at spare op, og det har skabt et voldsomt feriebureaukrati, vil jeg næsten kalde det, og det feriebureaukrati har medført, at der over årene har været en række arbejdere, som ikke har fået deres feriepenge, grundet at de har glemt at søge om dem.
Det forhold, at adskillige lønmodtagere over årene er blevet snydt for deres løn, har man i fagforeninger og i de såkaldte traditionelle arbejderpartier haft sådan et rimelig afslappet forhold til. Det skyldes i høj grad, at de ikkeudbetalte midler røg over i Arbejdsmarkedets Feriefond. Der har fagforeningerne kunnet agere glade givere til velgørende formål for den ikkeudbetalte løn. Det er jo altid let at være velgørende og være en glad giver, når man bare kan efterlade regningen hos folk, der går på arbejde og måske har arbejdet lidt for meget og glemt at holde noget ferie.
Virksomhederne går heller ikke helt fri for en smule kritik, så at sige, for de har også været glade for det her feriepengesystem. De har nemlig kunnet vente med at udbetale den retmæssige løn i helt op til næsten halvandet år, og det er selvfølgelig attraktivt at have disse penge stående på virksomhedens konto og på den måde få de tilhørende renteindtægter.
Det nye feriepengesystem, der er på vej, gør faktisk op med en række af de her uretfærdigheder – ikke tilstrækkeligt, men det er et skridt i den rigtige retning, og det skal der gives ros for. Desværre er det endt med et system, hvor virksomhederne får det privilegie, at de igen kan beholde lønkronerne på virksomhedens konto, og så har man lavet en skæv ordning, der favoriserer virksomhederne over arbejderne, og nu kan folk, der går på arbejde, først få deres retmæssige feriepenge, når de forlader arbejdsmarkedet. For nogle mennesker er det jo helt op til 50 år, de skal vente, til de kan få deres retmæssige penge, men jeg er sikker på, at virksomhederne er glade for det. Jeg har lidt svært ved at se, at man kan finde det rimeligt, at virksomhederne på den måde kan sidde på pengene i op til 50 år, i stedet for at voksne, myndige mennesker, der går på arbejde, kan få de feriepenge udbetalt, som de retmæssigt har optjent.
I Liberal Alliance fører vi ikke politik for virksomhedsejerne eller for virksomhederne alene. Vi har blik for borgerne og for samfundet, og det er derfor, vi ofte fører en politik, der er venligt stemt over for markedet, over for fri konkurrence og over for lave skatter, og som er erhvervsvenlig i det hele taget. For en erhvervsvenlig politik kommer samfundet og folk, der går på arbejde, til gode, men det er ikke noget, vi gør for virksomhedernes skyld, og det er egentlig også det princip, som vi har, når vi støtter det her borgerforslag. For borgerforslaget vil isoleret set koste virksomhederne nogle penge lige nu og her, men der er sådan set bare tale om, at virksomhederne skal udbetale nogle penge, som de uanset hvad skulle udbetale på et tidspunkt. Det er løn, som de skylder medarbejderne, og det er rimeligt, at den bliver udbetalt.
Fagforeningerne er i aftalen om en ny ferielov blevet spist af med, at man over tid skal putte de indefrosne midler over i Lønmodtagernes Feriemidler. Det er sådan en ny fond, hvor fagbevægelsen kan agere glad giver. Det er helt på linje med Arbejdsmarkedets Feriefond – ikke at det bliver bedre af, at man bare skifter navn på fonden. Jeg er overbevist om, at folk, der går på arbejde og optjener ret til feriepenge, er bedre til at bruge deres egne penge, end fagforeningerne er i feriefonde.
Derfor vil jeg egentlig gerne rose de næsten 60.000 borgere, der har stillet det her borgerforslag. I Liberal Alliance står vi på jeres side. Vi støtter beslutningsforslaget, og vi støtter det også, hvis det er sådan, at kompromiset i udvalgsarbejdet er, at man skal udbetale pengene over en årrække i stedet, som Enhedslisten har foreslået. Alt tyder på, at det her forslag vil blive stemt ned med et brag, og hvis der er nogen, der følger med hjemme i stuerne, vil jeg sige, at jeg egentlig ikke synes, at I skal rette jeres vrede mod politikerne. For der er en tendens til, at mine gode kollegaer her på Christiansborg rigtig gerne vil følge de aftaler, som virksomheder og fagforeninger når frem til i fællesskab. Så hvis I er utilfredse, og det kan jeg godt forstå, så synes jeg, at I skal tage det op med jeres fagforening og sige til dem: Kære fagforening, hvorfor har I ikke større grad af tillid til, at jeg er et voksent menneske, der godt selv kan finde ud af at spare op til min ferie og bruge feriepengene bedre, end I kan i fonde?