Tak for det. Med det forslag, vi skal behandle her i dag, fra Dansk Folkeparti, ønsker forslagsstillerne, at det bliver muligt at afvise asylansøgere ved den danske grænse, hvis de er indrejst fra et sikkert tredjeland. Vi har flere gange tidligere behandlet lignende forslag her i Folketinget, og jeg har også forståelse for ønsket om at diskutere den her sag igen.
Jeg er enig i, at det kan virke mærkeligt, at udlændinge rejser igennem en række sikre lande i Europa uden at søge om beskyttelse for derefter at indrejse og søge om asyl i Danmark. Min vurdering er, at de her udlændinge i mange tilfælde vælger at rejse den lange vej til Danmark i stedet for at søge beskyttelse i landene i nærområderne, fordi de kan være tiltrukket af de samfundsmodeller, der er opbygget her i Nord- og Vesteuropa. Det er selvfølgelig ikke en holdbar måde at have et asylsystem til at fungere på. Vi bruger enorme ressourcer på migranter, der indrejser i Danmark, men faktisk ikke har noget krav på beskyttelse. Det er også derfor, vi i regeringen arbejder på at indføre et nyt og mere retfærdigt asylsystem, hvor vi i stedet anvender vores ressourcer på at hjælpe de flygtninge og fordrevne, der opholder sig tæt på konflikterne. Hvis vi ændrer den måde, vi i dag har indrettet vores asylsystem på, kan vi efter min opfattelse minimere og måske endda undgå den problemstilling, som beslutningsforslaget rejser.
Dagens beslutningsforslag handler jo ikke om det her projekt, som jeg her kort har fortalt om, men når jeg alligevel taler om det, er det, fordi vi rent faktisk tror, at det er vejen frem for at få et asylsystem, som er mere retfærdigt og mere langtidsholdbart, men indtil det sker, må vi jo forholde os til, hvordan situationen er i dag.
Som forholdene er i dag, er der fortsat rigtig mange asylansøgere, der indrejser i Europa, også selv om tallene er lavere, end de var for få år siden. Nogle af dem, der indrejser i Europa, kommer så til Danmark, men vi kan ikke afvise asylansøgere ved grænsen til Danmark og vende dem om til det land, de senest er rejst igennem – i hvert fald ikke, hvis vi ønsker at leve op til Dublinsamarbejdet, som vi er en del af. Efter reglerne i Dublinforordningen er vi forpligtet til at give en asylansøger adgang til landet, mens myndighederne undersøger, hvilken medlemsstat der efter Dublinforordningen er ansvarlig for at behandle asylansøgningen. De enkelte kriterier, der angiver, hvornår en medlemsstat er ansvarlig for at behandle en ansøgning om asyl, fremgår af den her EU-forordning. Kriterierne er oplistet i en prioriteret rækkefølge, og da det var nyt for mig, da jeg fik det at vide, vil jeg lige bruge lidt tid på at tale om det.
Det første, man ser på, er det land, hvor ansøgerens nærmeste familie opholder sig. Det næste, man ser på, er det land, der har udstedt en opholdstilladelse eller et visum til ansøgeren. Det tredje, man forholder sig til, er det første land, som ansøgeren ulovligt er indrejst i. Det sidste, man ser på, er det land, hvor ansøgeren først har søgt om asyl.
Så udlændingemyndighederne vurderer altså på baggrund af de her kriterier, om der er en anden medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle asylansøgningen, og der går man det igennem i prioriteret rækkefølge. Det forhold, at en udlænding er indrejst i Danmark fra Tyskland og søger om asyl, betyder derfor ikke, at det som udgangspunkt er Tyskland, der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, heller ikke, selv om Tyskland utvivlsomt må anses for at være et sikkert land at opholde sig i. Der kan f.eks. være tale om, at udlændingens nærmeste familie opholder sig i Frankrig, og derfor skal det være Frankrig, som skal anmodes om at acceptere ansvaret for at behandle udlændingens asylansøgning.
Så kan man spørge, om det i dag er i Danmarks interesse fortsat at være en del af sådan et samarbejde. I kender selvfølgelig til, at vi har et retsforbehold, men mit synspunkt og regeringens holdning er, at det fortsat er i Danmarks interesse at være en del af Dublinsamarbejdet, fordi det i praksis fungerer som et værn mod asylshopping, altså muligheden for at kunne søge i flere forskellige europæiske lande. Hvis ikke vi er med i det her Dublinsamarbejde, risikerer Danmark at blive en magnet for asylansøgere, der allerede har fået afslag på deres ansøgning i et andet europæisk land, uden vi har mulighed for at forhandle vedkommende til det land. Det skyldes, at det vil blive mere besværligt for Danmark at overføre asylansøgere til andre medlemsstater, hvis ikke vi har Dublinsamarbejdet. Det er også derfor, Danmark fortsat er en del af det her samarbejde, og det håber jeg også et bredt flertal i Folketinget fortsat ønsker Danmark skal være.
Det er vigtigt, at vi samarbejder med de andre medlemsstater, så vi sikrer en effektiv asylsagsbehandling i Europa, og at principperne i forordningen om, hvilket land der er ansvarlig for en asylsag, bliver overholdt. Det gør vi heldigvis allerede i dag i Danmark, og det sker bl.a. ved, at Udlændingestyrelsen, når de behandler en ansøgning om asyl, inddrager alle tilgængelige oplysninger i deres vurdering af, hvilket land der efter reglerne i Dublinforordningen er ansvarlig for behandlingen af asylsagen.
Det er naturligvis vigtigt, at vi i Danmark arbejder for at efterleve principperne i Dublinforordningen, så vi undgår asylshopping, ligesom det er vigtigt, at vi arbejder for at finde en løsning på den uretfærdighed, vi helt generelt oplever i asylsystemet. Det er også vigtigt, at vi anerkender, at flygtninge- og migrantkrisen ikke kan løses på nationalt niveau alene, og at vi derfor skal samarbejde internationalt for at forhindre den irregulære indvandring, der er til Europa.
I den forbindelse vil jeg gerne nævne, at der på EU-plan er iværksat væsentlige initiativer til at styrke EU's ydre grænser og dermed forhindre irregulær migration til Europa. Her tænker jeg særlig på den styrkelse af Frontex, altså EU's fælles grænse- og kystvagt, som trådte i kraft for få måneder siden. Med styrkelsen af Frontex vil de gradvis opbygge deres selvstændige korps af grænse- og kystvagter, så de i 2027 – det er i hvert fald det, der er ambitionen – råder over op til 10.000 mand, der skal beskytte EU's ydre grænser.
Så for at opsummere lidt her til sidst har jeg egentlig forståelse for intentionerne bag forslaget, men på grund af vores forpligtelser i henhold til Dublinforordningen kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget, som det er formuleret i dag, og jeg tror heller ikke, det ville være godt for Danmark, hvis vi trådte ud af Dublinforordningen.
Jeg ser frem til den videre behandling af beslutningsforslaget her i Folketinget, og jeg står naturligvis altid til rådighed for at besvare spørgsmål, hvis de skulle opstå. Tak for ordet.