Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 66:

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en ny familiepolitik.

Af Marie Krarup (DF) m.fl.

(Fremsættelse 20.12.2019).

Forhandlingen er åbnet. Og vi giver først ordet til børne- og undervisningsministeren. Værsgo.

Først vil jeg gerne takke Dansk Folkeparti for at fremsætte beslutningsforslaget, for beslutningsforslaget giver os nemlig mulighed for at zoome en lille smule ud og diskutere de rammer, vi ønsker for vores børn og for børnefamilierne – også set i lyset af den netop indgåede finanslovsaftale og regeringens store ambitioner for netop børnene.

For mig og for regeringen er det afgørende, at alle børn får en god start på livet, hvor det enkelte barn også møder og kommer med i et fællesskab med andre børn. Det handler om de rammer, vi giver børnefamilierne; om man grundlæggende føler sig tryg i maven, når man afleverer sine børn nede i den lokale institution, før man møder på arbejde, og at man får den rette støtte som forældre, hvis man har brug for det.

Til gengæld mener regeringen ikke, at fællesskabets midler, altså de penge, vi betaler ind til fællesskabet, i stor stil skal bruges på, at forældrene kan gå derhjemme. Og derfor kan jeg lige så godt lægge kortene på bordet med det samme – det tror jeg egentlig ikke kommer som nogen overraskelse for Dansk Folkeparti – og sige, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget om en markant udvidelse af tilskuddet til pasning af egne børn. Jeg vil gerne uddybe hvorfor og også dele mine tanker om det mere principielle i den model, som foreslås i beslutningsforslaget. Men først et par ord om selve modellen.

Dansk Folkeparti foreslår, at man nedsætter en arbejdsgruppe for en fornyet familiepolitik. Men altså, reelt ligger der jo i forslaget en ret udfoldet model klar allerede: Dansk Folkeparti ønsker med beslutningsforslaget en betydelig udvidelse af mulighederne for at modtage kommunale tilskud til pasning af ens egne børn.

Alle kommuner skal ifølge den model, der er foreslået, forpligtes til at tilbyde alle forældre et tilskud, så forældrene kan gå hjemme i barnets første 4 år – samlet op til 6 år – i stedet for at få barnet opskrevet i den lokale vuggestue eller børnehave sammen med de andre børn. Ydelsen foreslås så at være på dagpengeniveau. I dag er ordningen som bekendt frivillig for kommunerne at tilbyde, og tilskuddet er noget lavere pr. barn end i den foreslåede model, og forældre kan kun modtage tilskud i maks. 1 år.

Jeg må sige, at jeg spærrede øjnene noget op, da jeg læste beslutningsforslaget første gang. Altså, om ikke andet er det befriende, at det har så store armbevægelser, men det er jo godt nok grundlæggende en anden børnepolitik og et andet syn på pædagoger og på børnehaver og vuggestuer og i øvrigt også på familie og på ligestilling, end hvad jeg troede der fandtes i Folketingssalen nu og her.

Vi har efter min mening i Danmark en rigtig god og solid tradition for gode børnehaver, for gode vuggestuer og for dagpleje, og der er vi jo på en eller anden måde inde ved kernen, fordi det for mig er yderst værdifuldt, at vores børn møder hinanden, at de forholder sig til hinanden, når de er små. Og det sker rundtomkring med klodser og leg i børnehaverne og senere omkring læsning og diskussioner i klasseværelset. I børnefællesskaberne lærer børnene, hvad det vil sige at tage hensyn til andre. De lærer at kunne forstå og vise tillid til nogle, som måske ikke lige ligner dem, og den mulighed skal vi give børnene i vuggestuer og børnehaver.

Selvfølgelig hænger det sammen med, at der både er nok personale og dygtige pædagoger, pædagogiske assistenter, medhjælpere og dagplejere til at håndtere både trøst og omsorg og læring og bleskift og tid til forældre, der henter børnene og gerne vil høre, hvordan det er gået i løbet af dagen. Og man kan sige, at det jo netop er på grund af det sidste, at regeringen med finansloven har givet et endog meget stort løft til børnehaver og vuggestuer, fordi det skal sikre, at der er netop flere voksne – og det vil sige pædagogisk personale og voksne i det hele taget – i vuggestuer og børnehaver.

Børnene er det vigtigste, og børnefællesskaber er afgørende for børnene. Men der er også noget andet på spil her. For det var fuldstændig centralt – og noget af det, der i øvrigt adskiller Danmark fra rigtig mange andre lande, herunder også vores nabolande – at vi udbyggede vores gode fælles velfærdsinstitutioner til vores børn. I de fleste andre lande er det enormt dyrt, hvis ens børn skal indgå i børnefællesskaber, når de er små. Nogle steder er det helt umuligt, altså simpelt hen fordi der ikke findes pladser til det. I Danmark har vi, siden kvinderne indtrådte på arbejdsmarkedet i 1960'erne, haft gode og også i forhold til andre samfund billige daginstitutioner over hele landet.

De danske dagplejer, vuggestuer og børnehaver har på den måde været en hjørnesten, også for den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor det stadig væk er udgangspunktet, at begge forældre går på arbejde og bidrager over skatten til vores fælles velfærdssamfund. De danske daginstitutioner har været en nøglebrik, hvad angår ligestilling, men er også et væsentligt fundament under hele vores velfærd. Så af de grunde er det helt afgørende, at vi prioriterer fællesskabets penge til vores børn.

Ønsker vi at investere i dygtige pædagoger og i den danske tradition for gode dagtilbud, eller ønsker vi at gå bort fra den tradition og i stedet for målrette de penge, til at flere kan gå derhjemme med deres børn? Det er et fuldstændig klart politisk valg, og jeg synes sådan set, det er befriende, når forskellene i dansk politik bliver meget tydelige, og det gør de her. Her er vores valg meget klart, nemlig at de penge, der ligger inde på bordet, mener vi skal gå til gode, solide daginstitutioner, vuggestuer og børnehaver, hvor der er nok pædagoger til stede, så vores børn kan have et godt og rigt børneliv og børnefællesskab der.

Regeringen ønsker at prioritere velfærden. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse for forslagsstillerne, og derfor kan vi ikke støtte en udvidelse af ordningen for pasning af egne børn, og vi kan dermed ikke støtte beslutningsforslaget. Men jeg har alligevel lyst til at sige tak for at bringe debatten op. Jeg mener, det gør vores folkestyre rigere, at vi kan have de her debatter i Folketingssalen.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Tak. Som jeg forstår ministerens indvending, er det ikke kun finansieringsmodellen, ministeren er imod, men også selve ideologien, altså at det ifølge Socialdemokratiet er bedre for børn at blive sat i institution end at have en mulighed for at leve de første år hjemme hos en af forældrene. Der må jeg bare sige, at det er meget skråsikkert sagt, for det er der ikke noget forskning der viser. Der er rigtig mange børneforskere, der siger, at det her er et eksperiment, som vi slet ikke ved hvor ender henne, og det kan måske være, at den høje grad af stress og depression blandt unge mennesker i dag faktisk skyldes det her. Vi ved ikke, om det er godt eller dårligt, og der er rigtig mange, der mener, det er dårligt. Måske vil de penge, man bruger på at hjælpe familier, der selv vil passe deres børn, komme tilbage, ved at de børn, der får den form for opvækst, vil have en bedre psykisk og fysisk sundhed, når de vokser op. Så måske er pengene givet rigtig godt ud.

Ministeren.

Det er jo helt klart, at det her er en værdi. Vi havde også diskussionen i forbindelse med aftalen om parallelsamfund, hvor det faldt nogle for brystet, at vi havde skrevet ind, at man skulle lære danske værdier at kende allerede i vuggestuen. Der blev gjort sådan lidt grin med, om man så skulle sidde og læse grundloven. Og tænk, for mig er det utrolig fundamentalt. Ikke at man skal læse grundloven, men at det, der foregår i en vuggestue – hvor børnene lærer at tage hensyn til hinanden på tværs af alle de forskelle, der er i en børnegruppe – er noget, der både foregår tidligt og foregår i øjenhøjde, og at det er en fundamental dannelse i forhold til at være en del af et fællesskab og demokrati.

Betyder det så, at alle skal sende deres børn i en institution i lige mange timer, og at man aldrig kan forestille sig, at der er nogle, der kan gå hjemme med deres børn? Nej, selvfølgelig ikke. Det er jo et spørgsmål om at sige, at man som udgangspunkt synes, at det fællesskab er vigtigt, selv om der selvfølgelig kan være afvigelser. Og her mener jeg, at vi, når vi har en pose penge, vi skal bruge, skal bruge dem på at styrke daginstitutionerne og den fællesskabsmekanisme, der er. Jeg mener ikke, at det ligger for, at vi skal bruge økonomi på det andet – og slet ikke i det omfang, Dansk Folkeparti lægger op til her. Så jeg mener, det er fint, at kommunerne har den mulighed for at vælge, om de vil den ene eller den anden model, og at man i øvrigt som forælder har mulighed for at vælge til eller fra. Fællesskabets midler mener jeg skal bruges på at bygge stærke, sunde, gode, solide vuggestuer og børnehaver og børnefællesskaber.

Fru Marie Krarup.

Det er ikke en dansk værdi at sætte børn i institutioner. Det kan godt være, at det er blevet en dansk praksis, men jeg vil virkelig sige, at det ikke må være sådan noget, som man går rundt og siger er en dansk værdi – uha, uha. Børn kan jo sagtens lære at tage hensyn, selv om de er hjemmepassede de første år.

Det, de ikke kan lære i en institution, er at få det tætte, tætte bånd. Der er ikke nogen af pædagogerne, der vil dø for det enkelte barn, men det vil en mor eller en far. Den her helt, helt tætte relation, som der jo kun kan være mellem forældre og børn eller folk, der er meget tæt på hinanden, får man ikke andre steder. Og det er jo det, der er i centrum her. Det er jo det, der gør, at det er så vigtigt for de små børn at have mulighed for at knytte sig tæt til deres familier.

Ministeren.

Ja, og det er vel også derfor, at der er ingen, der foreslår, at alle børn i Danmark skal gå i institution 24 timer i døgnet. Altså, jeg har ikke hørt nogen argumentere for, at man skulle hen et sted, hvor man ikke skulle have den tætte relation. Tværtimod, er det faktisk en af de ting, som jeg tænker der er relativt bred enighed om, og derfor er det også sådan en lidt no-brainer at sige, at det selvfølgelig er fuldstændig afgørende. Det er jo det, der er basen for et barn. Men det er bare ikke det eneste for et barn. Og det vil sige, at hvis vi skal give barnet de bedste forudsætninger for at indgå i fællesskabet og samfundet, skabe relationer, jamen så har vi den værdi, at det er den vigtigste del af den demokratiske dannelse, at barnet kommer ud og er en del af et børnefællesskab.

Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Jeg vil også sige tak for, at den her debat bliver rejst. Familiepolitik er jo ekstremt vigtigt. Jeg bliver lidt nysgerrig på noget af det, som ministeren sagde. Ministeren taler meget om det at have et godt og rigt børneliv og de her nære fællesskaber osv. Mener ministeren ikke, at det egentlig er familierne, der er bedre til at tage den beslutning, om man skal gå hjemme med barnet i de første år, eller om man skal sende sit barn i institution? Og må det derfor ikke også være muligt for familierne, der ønsker at indrette sig på den måde, at de har bedre mulighed for det, end de har i dag, rent økonomisk?

Ministeren.

Til det første: Jo. Til det andet: Nej. Jo, det er da absolut op til familien selv at foretage den prioritering, hvis man synes, det er vigtigt. Skal det være noget, vi understøtter med fællesskabets penge? Vi har lige sat rigtig mange penge af på finansloven til at forbedre vuggestuer og børnehaver. Dem kunne vi jo have valgt at bruge på det her forslag i stedet for.

Sådan er det jo med politik. Man skal prioritere, og vi har valgt at prioritere, at vi får gode vuggestuer og børnehaver. Betyder det så, at det er den eneste rigtige måde at indrette sig på? Nej da, det betyder, at det er det, vi prioriterer. Det vil sige, at vi mener, at vi som samfund og fællesskab skal bruge de penge, vi har betalt ind i skat, på at sørge for, at der er ordentlige vuggestuer og børnehaver. Det er det, det betyder.

Fru Mette Thiesen.

Jo, men anerkender ministeren ikke også, at det for rigtig mange børnefamilier simpelt hen ikke er muligt, fordi vi i Danmark har så enormt højt skatte- og afgiftstryk? Det er simpelt hen ikke muligt for danske børnefamilier at indrette sig på netop den måde, som de ønsker, hvis de ønsker, at den ene går hjemme og tager vare på barnet de første år. Anerkender ministeren ikke, at det er meget, meget svært økonomisk for langt de fleste familier at gøre det?

Ministeren.

Det der med at sige »langt de fleste« køber jeg ikke. Der er jo rigtig mange i Danmark, der faktisk går på deltid, vil jeg bare sige. Så i hvert fald for den utrolig store del er det jo muligt at indrette sig på en anden måde end ved at have to fuldtidsstillinger. Og jeg skal ikke sætte mig til dommer over de valg, man træffer for sin egen private økonomi.

Jeg mener, at der, hvor det rigtig svært for folk at skulle opretholde at have et fuldtidsarbejde, er, hvis de ikke har en følelse af, at der er ordentlige rammer omkring deres børn i børnehaven, altså antallet af mennesker, der går på arbejde. Så tænker man: Okay, jeg bliver virkelig, virkelig nødt til at komme tidligt, tidligt tilbage i dag, for der har ikke været nok voksne. Den følelse skal man ikke gå med på arbejdet. Der skal være ordentlige rammer omkring vores børn, og derfor har vi prioriteret at sætte ekstra penge af til børnehaverne.

Så er det fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg vil godt følge lidt op på det, som fru Mette Thiesen siger omkring familien som kernen; som basen i barnets liv. Så jeg vil høre ministeren, om ministeren ikke anerkender, at hvis ikke barnets base, altså den kerne dér, er velfungerende og tryg og sikker for barnet at være i, så er det sådan set ligegyldigt, hvad der ellers er af tilbud omkring barnet. For så er der ikke noget, der kan erstatte det tab, som barnet lider, hvis familien ikke fungerer; hvis barnet ikke får den tætte tilknytning til bl.a. sine forældre, men også til familien i øvrigt.

Ministeren.

Jo, jeg anerkender fuldstændig, at det er uerstatteligt. Der er ikke noget over, og der er ikke noget ved siden af. Men jeg er ikke med på, at det så er ligegyldigt. Der tror jeg måske også, at ordføreren selv gik lidt for langt, i hvert fald i forhold til hvad jeg mener at ordføreren normalt sådan plejer. For det er jo ikke ligegyldigt, hvad vi giver et barn, der har forældre, der omsorgssvigter; det er jo faktisk ret afgørende. Vi kan ikke gøre det lige så godt som forældrene, men vi kan gøre forsøget og komme så tæt på, som vi overhovedet kan. Så det er ikke ligegyldigt, hvad vi gør for et barn, der er overladt i statens varetægt, enten fordi forældrene er gået bort, eller fordi forældrene virkelig har skramlet.

Det er rigtigt, at vi ikke kan erstatte det. Og det var sådan, at jeg hørte spørgsmålet fra ordføreren, nemlig om vi kan erstatte det. Nej, det kan vi ikke – det skal vi heller ikke. Der er forældrene fuldstændig afgørende, og for mig er det her ikke et spørgsmål om forældre eller ikke forældre, men simpelt hen et spørgsmål om oven i det at have forældre, som er gode og solide, hvilket er basis for ethvert barn. Hvordan vægtes børnefællesskabet så? Der vægtes børnefællesskabet meget højt i min bog.

Fru Pernille Bendixen.

Mange forældre, der har deres børn hjemme, vælger jo selv at gå i nogle vuggestuer eller i nogle kommunale tilbud, hvor de kan komme ned og få netop de dér børnefællesskaber, som ministeren mener er så vigtige. Og bare for at slå det helt fast: En pædagog kan aldrig erstatte en forælder. Det håber jeg at vi er enige om. Og så virker det jo bare mærkeligt, for der er rigtig stor efterspørgsel på den her mulighed, og der er rigtig mange familier, der siger, at de gerne vil det her, men at de ikke kan komme til at prioritere det. Og der synes vi jo bare, at det kunne være rart, hvis de i det mindste fik valgmuligheden. Men fordi ikke alle kommuner har tilbuddet, er det faktisk heller ikke alle, der har den mulighed.

Ministeren.

Jeg tror bare, det er vigtigt at have fat i her, at det er en prioritering. Vi prioriterer ikke, at fællesskabets penge skal gå til, at man kan gå 4-6 år derhjemme med sine egne børn. Vi prioriterer, at fællesskabets penge skal gå til vuggestuer og børnehaver, fordi vi mener, at fællesskabet er vigtigt. Vil mener ikke, at det nogen sinde kan erstatte forældrene eller relationen til forældrene – den er helt afgørende.

Vi prioriterer ligeledes folkeskolen, for vi mener også, at forældrene er helt afgørende, når børnene er mellem 6 år og 16 år. Men folkeskolen kan så levere noget undervisning, som er helt afgørende for barnet, og som man ikke kan få leveret derhjemme i de fleste tilfælde. Og så er der nogle, der hjemmeunderviser, så undtagelserne er der jo altid. Så det er ikke en dom, men et spørgsmål om, hvor vi bruger penge henne, og der bruger vi dem på folkeskolen og i øvrigt på de frie grundskoler og så på vuggestuer og børnehaver.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren. Vi går videre til Socialdemokraternes ordfører, og det er hr. Kasper Sand Kjær. Værsgo.

Tak for det. I Socialdemokratiet ser vi vores fælles velfærdsinstitutioner som nøglen til at give alle børn en bedre fremtid. Det her vil sikre, at de får en god start på livet, at de fra en tidlig alder møder hinanden og bliver en del af fællesskabet. Det er her, vi kan skabe mønsterbrydere, men det er også her, vi kan bryde mønstrene.

Derfor vil jeg også bare sige en stor tak til Dansk Folkeparti for at bringe en vigtig debat på banen i dag. For den allerbedste investering, vi kan lave som samfund, er jo i vores børn og i deres fremtid, menneskeligt såvel som økonomisk. Danmark er blevet et rigt og stærkt land, fordi vi netop har sikret gode rammer for vores børn og vores familier. Jeg er derfor også rigtig glad for, at vi i dag får anledning til netop at diskutere, hvordan vi gør det bedst. Hvordan vi bedst skaber et samfund, hvor børn og unge får bedre muligheder end deres forældre, er jo faktisk et af Socialdemokratiets allervigtigste projekter. Det er jo derfor, vi går rundt og taler så meget om at styrke alt det, som har gjort Danmark stærkt: Vores helt unikke samfundsmodel, hvor de stærke, forpligtende fællesskaber er en bærende værdi, hvor vi tager hånd om hinanden. For os er det vigtigt, at vi bor blandet, går i børnehave og skole sammen og møder hinanden i samfundet. Det er jo det, som vi gerne vil investere i.

Beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti og den meget udførlige model, der følger med, går jo i en noget anden retning. Det lægger op til en betydelig udvidelse af mulighederne for at kunne modtage kommunale tilskud til pasning af egne børn, hvor fællesskabets midler altså skal bruges på, at forældrene går hjemme i barnets første 4, måske endda op til 6, år, så barnet ikke bliver opskrevet i den lokale vuggestue eller børnehave. Det er en vej, vi ikke kan støtte at man går.

Vores ambition er i stedet for, at vi skal have daginstitutioner, der er gode nok til, at man som forælder er tryg ved at sende sine børn derhen. Vi tror grundlæggende på, at børn trives og udvikles af at være en del af stærke børnefællesskaber sammen med andre børn og selvfølgelig sammen med fagprofessionelle, pædagogisk uddannede voksne. Det kræver både nye redskaber, og det kræver flere ressourcer, hvis vi skal give vores børn bedre rammer i vores daginstitutioner: at der er nok pædagoger, at der er nok pædagogiske assistenter, at de har tid og overskud til vores børn, og at vi sikrer en høj kvalitet i vores daginstitutioner.

Med den nye regering, vi har fået i Danmark, har vi jo heldigvis også fået en ny politisk retning. Vores nytårsforsæt for det kommende årti er jo sådan set klart: Danmark skal være det allerbedste land at være barn i. Vi har taget de første vigtige skridt med regeringens første finanslovsaftale, hvor vi jo netop – og det er noget, vi kommer til at fortsætte med i årene, der kommer – bl.a. løfter normeringerne i vores daginstitutioner.

Jeg synes, det allervigtigste i den her diskussion af beslutningsforslaget er det, der handler om vores børn. Men der er også andre og måske også ret grundlæggende ting på spil i det forslag, som Dansk Folkeparti har fremsat. I 1960'erne kom kvinderne ud på arbejdsmarkedet; vi tog opgøret med den traditionelle mandlige forsørgerrolle og kvindelige omsorgsrolle, der opstod nye familiemønstre, og erhvervsfrekvensen steg. En af de helt fundamentale årsager til, at det kunne lade sig gøre, var netop, at vi udbyggede vores velfærdssamfund med stærke dagtilbud til vores børn og vores unge. Så kunne mor komme ud på arbejdsmarkedet.

I dag ser vi jo stadig væk en ulige løn mellem mænd og kvinder, vi ser stadig væk, at det er kvinder, der tager størstedelen af barslen, men vi er dog alligevel kommet langt. Jeg frygter, at det her forslag, hvis det bliver vedtaget, ville være et alvorligt tilbageslag for ligestillingen i Danmark, for jeg tror, at det ville ende med, at størstedelen af dem, der gik hjemme med børnene, ville være kvinderne. Hele fundamentet for vores velfærdssamfund og vores arbejdsmodel er jo, at vi går på arbejde, altså at alle dem, der kan, går på arbejde, og at de bidrager til at forsørge sig selv og bidrager til fællesskabet. Det gælder altså for begge forældre. Det har vist sig at være godt for ligestillingen i Danmark, det har vist sig at være godt for vores velfærdssamfund.

I Socialdemokratiet kan vi ikke støtte beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti. Vi vil hellere investere i vores fælles velfærd. For os er det ikke løsningen, at vi bruger flere offentlige kroner til hjemmegående husmødre. Tak for ordet.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er til fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Tak for talen. Det var igen en meget ideologisk tale, hvor man altså prioriterer ligestilling og det, som Socialdemokratiet mener er det rigtige for børnene, højest. Institutioner er jo noget, man har bygget, for at børnene kan være af vejen, så forældrene kan arbejde. Der er ikke noget forskning, der viser, at det er bedre for børn fra velfungerende hjem at være i institution, end det er at være hjemme. Der er forskning, der viser, at det er bedre for børn fra meget dårligt fungerende hjem at være i institution, men hvis man kommer fra en okay familie, hvad langt de fleste jo heldigvis gør, så er der ikke noget, der viser, at det er bedre. Måske er det faktisk værre, måske er det rigtig slemt. Det ved vi heller ikke.

Hvordan kan man så stå her og sige, at vi under alle omstændigheder er nødt til at køre videre med den her model, for fuldt skrald, i stedet for at give den lillebitte åbning, som Dansk Folkeparti ønsker, nemlig at give en valgfrihed til de familier, der synes, at de godt kan klare opgaven selv?

Ordføreren.

Jeg synes, at noget af det helt fantastiske ved vores daginstitutioner og det system, vi har bygget op i fællesskab over nu mange år, jo er, at vi i virkeligheden kan løse to opgaver på samme tid: Vi kan give mulighed for, at både mor og far kan gå på arbejde – det er godt for os alle sammen – og samtidig kan vi med daginstitutionerne tage de første skridt til at bygge et stærkt fællesskab, hvor vi mødes på kryds og tværs af, hvor vi kommer fra, og hvor vi i fællesskab kan lære noget.

Jeg anerkender ikke, at institutionerne ikke har nogen værdi for børnene. Jeg tror, at de steder, hvor det fungerer, hvor man bygger nogle stærke børnefællesskaber, og hvor der er masser af pædagogik og læring undervejs, går børnene styrkede derfra, og de går i hvert fald derfra klar til at begynde i folkeskolen og begynde deres rejse i uddannelsessystemet. Der er jo masser af forskning, der viser, at den tidlige indsats, indsatsen tidligt i barnets liv, er helt afgørende for de byggesten, som man står på resten af livet i uddannelsessystemet.

Fru Marie Krarup.

Men der er så meget af det, som ordføreren siger, der ikke er rigtigt. Det er jo rigtigt, at hvis man kommer fra et meget, meget dårligt miljø, så er det en stor fordel at komme i en institution. Men der er ikke noget forskning, der viser, at det er sådan, hvis man kommer fra en normal familie. Så derfor er det jo ikke rigtigt, at det her er grundstenen til det danske demokrati og det danske fællesskab. Det er måske grundstenen til stress og depression, når man kommer i teenageårene. Det ved vi ikke. Derfor synes jeg, det er underligt at komme med sådan en lovprisende tale og mane noget i jorden, som bare giver valgfrihed for nogle forældre, der gerne vil have lov til at passe deres børn selv, fordi de er bekymrede over, hvordan deres børn har det i en daginstitution. Og der er ikke belæg for, at det er godt for alle.

Ordføreren.

Det synes jeg faktisk ikke helt er det, forslaget går ud på. Den valgfrihed er der jo i dag. Det står jo enhver frit for at gå hjemme med sine børn. Det, som det her handler om, er jo, hvorvidt vi i fællesskab skal finansiere, at man kan gå derhjemme med sine børn. Der må jeg bare sige, at jeg prioriterer fællesskabets midler til fællesskabets institutioner og ikke til, at den enkelte kan gå derhjemme med sine børn. Men det står jo enhver frit for at gøre det på egen forsørgelse.

Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Det er jo en sådan lidt spøjs debat, hvor man maler det meget sort-hvidt op. Men det her er jo sådan set ikke sort-hvidt. Det handler om, at hvis man har lyst til at have sit barn i en daginstitution, har man selvfølgelig mulighed for det. Hvis man ikke vil havde sit barn i en daginstitution, skal man have bedre mulighed for at passe barnet hjemme i de første år.

Jeg er nødt til at spørge: Mener ordføreren virkelig, at det er vigtigere at være på arbejdsmarkedet end at være sammen med sine børn – også i en sådan grad, at man ikke vil give kvinder og mænd bedre mulighed for at være sammen med deres børn, hvis det er det, de ønsker?

Ordføreren.

Det er forhåbentlig ikke et enten-eller, altså at enten går man på arbejde, eller også er man sammen med sine børn. Jeg tænker, vi er mange forældre i det her land, der forsøger at balancere begge dele. Men det er klart, at daginstitutionerne giver muligheden for, at man kan gøre begge dele; at man kan gå på arbejde og forsørge sig selv og bidrage til fællesskabet og samtidig være sammen med sine børn. Jeg synes, der er masser, vi kan tale om i forhold til den brede familiepolitik. Hvordan gør vi det lettere og mere fleksibelt på arbejdsmarkedet, så man får mere tid med sine børn? Men det, som spørgeren argumenterer for, ville jo betyde, at ingen skulle gå på arbejde, fordi vi bare skulle gå derhjemme og være sammen med vores børn. Det tror jeg ikke vores samfundsmodel kan holde til.

Fru Mette Thiesen.

Det er sådan set heller ikke det, jeg taler om. Jeg taler om, at man selvfølgelig som familie i ganske få år, mens vores børn er helt små og sårbare og skrøbelige og har behov for nærhed og omsorg og kærlighed, skal have mulighed for at indrette sig sådan, som det passer bedst, også hvis det indbefatter, at man passer sine børn hjemme. Det er jo det, vi skal drøfte, og det er det, vi drøfter nu: at der skal være bedre mulighed for at kunne gøre det.

Men ordføreren kom også ind på hele den her ligestillingsdebat, og der er jeg nødt til at spørge ind til, om ordføreren virkelig mener, at de kvinder, der vælger at prioritere at være hjemme hos deres børn de første år, prioriterer forkert.

Ordføreren.

Nej, det er da fuldstændig op til den enkelte mand såvel som kvinde, om man gerne vil gå hjemme de første år med sine børn. Det har man jo også muligheden for i dag. Men hvis vi strukturelt går ind og understøtter det, mener jeg, det ville være et tilbageslag for ligestillingen. Hvis vi som fællesskab opfordrer til, at man går derhjemme og ikke er en del af arbejdsmarkedet, ja, så mener jeg, det ville være et tilbageslag for ligestillingen. Jeg synes tværtimod, at vi nu i 50-60 år har bevæget os i den anden retning, hvor vi strukturelt gerne i fællesskab vil understøtte, at kønnene er lige, også med hensyn til deres muligheder på arbejdsmarkedet.

Så er det fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Man bliver jo ikke mindre ligestillet af, at man frit vælger at gå hjemme. Så er man jo stadig væk lige så ligestillet som alle andre; man har bare fravalgt en mulighed, man havde givet sig.

Ordføreren snakker lidt om en tidlig indsats, og det er jo rigtigt. Det ved vi er vigtigt. Men det vigtigste for barnet i barnets første to leveår er faktisk af at have den trygge nære relation til sine forældre, og det er faktisk uden omsvøb den bedste tidlige indsats, man kan give et barn. Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren.

Jo, det er helt afgørende. Det er også derfor, vi har omfattende barselsordninger i Danmark og jo bl.a. har nogle rigtig stærke overenskomster gennem vores arbejdsmarkedsmodel, som har sikret muligheden for en relativt lang barsel sammenlignet med andre lande: Det er bl.a. også ud fra den erkendelse, at det er helt afgørende for en god start på livet, at man har stærke bånd til sine forældre, og det skulle der jo også gerne være mulighed for at man kan have ikke bare i de første leveår, men jo i mange af de år, hvor man er barn, altså at have stærke bånd til sine forældre. Samtidig med at man også kan møde pædagoger og pædagogisk personale, der kan give en både læring og omsorg, og man kan blive en del af nogle stærke børnefællesskaber, når forældrene skal også passe deres arbejde. Jeg mener ikke, det er i modstrid med hinanden.

Fru Pernille Bendixen.

Man mener ordføreren så, at det, som en pædagog kan, kan en mor eller en far ikke? For det synes jeg tit, at vi hører i debatten: Pædagogerne og al den her læring og alt det, pædagogerne kan give, er meget fint, men hvad er det, en mor ikke kan? Skal man uddannes til at være mor eller far?

Ordføreren.

Nej, det synes jeg bestemt ikke at man skal. Men jeg synes da – og det ville jeg da synes var helt mærkeligt nu hvis spørgeren ikke anerkender – at en pædagog, der går på arbejde i en daginstitution, kommer med en faglighed og en pædagogik, som kan sættes i anvendelse på en hel anden måde, end forældre vil kunne. I øvrigt jo også, fordi man står med fællesskabet af børn, og dér kan skabe noget unik fælles læring, som jeg tror er enormt vigtigt sådan i dannelsen af det hele menneske at have med sig. Det synes jeg da er en ærgerlig underkendelse af den faglighed, som pædagogen har, men jeg tror ikke på, at det ene kan erstatte det andet.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til Socialdemokratiets ordfører, og vi går videre til Venstres ordfører, fru Marlene Ambo-Rasmussen.

Tak for ordet. Som familieordfører er det skønt at se familiepolitikken komme på dagsordenen. Tankerne om en arbejdsgruppe med fokus på en justeret model for dansk familiepolitik er også rigtig gode. Vi i Venstre er dog ærgerlige over, at man i beslutningsforslaget allerede på forhånd har beskrevet, hvad det skal indeholde. Det afholder os jo fra, at vi kan få en grundlæggende dialog omkring familiepolitikken: Hvor skal vi hen, og hvordan kommer vi derhen?

Vi er store fortalere for, at pengene skal følge børnefamilien, som selv skal råde over det beløb, kommunen normalt yder til børnepasning. Den moderne familie skal have frihed til at vælge, om børnene skal passes i det offentlige, i det private eller i hjemmet i form af hjemmepasning, og det er vigtigt, at der bliver levet op til de kvalitetskrav, der er opstillet, når valget skal træffes. Hvis forældre vælger hjemmepasning, er det helt fint, og det er op til dem og ikke os at afgøre.

Venstre er jo et liberalt parti. Vi ønsker ikke at spænde ben for forældrenes frie valg. Vi skal derfor imødekomme familierne med en fleksibilitet til at forme det liv, de ønsker for deres børn. Men det økonomiske grundlag skal også give mening. Forslagsstillerne af dette beslutningsforslag lægger op til en justeret model for dansk familiepolitik med krav, som Venstre ikke mener er økonomisk ansvarlige at bakke op om. Det er bl.a., at økonomiske tilskud til pasning af egne børn i hjemmet skal sættes op og tage udgangspunkt i dagpengesystemet, og at tilskuddet som udgangspunkt skal svare til dagpengesatsen. En sådan ordning, hvor der skal ydes økonomisk støtte på niveau med dagpengesatsen, er ikke blot dyr, men vil også resultere i, at mange forældre trækker sig fra arbejdsmarkedet i længere tidsperioder, fordi ordningen kan benyttes i barnets første 4 år og op til 6 år pr. familie. Det kan komme til at gå ud over mange danske arbejdspladser og virksomheder, som kommer til at mangle ansatte i længere perioder.

Beslutningsforslaget bliver, hvis gennemført, formentlig rigtig dyrt, også for de danske virksomheder og i sidste ende for samfundet og dermed danskerne. Så intentionen er rigtig god, men modellen er altså ikke optimal, og derfor kan Venstre ikke bakke op om beslutningsforslaget som fremsat.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Tak for talen, og tak for den positive indstilling, selv om Venstre så desværre ikke kan støtte det.

Der er jo lige nu en ordning med, at kommunerne kan give et tilskud til forældre, der ønsker at passe deres egne børn i ½ år ad gangen, men det er ikke engang halvdelen af landets kommuner, der bruger den ordning. Vil ordføreren være med til at gøre den ordning obligatorisk? For det ville være et lille plaster på såret; det ville være et lille skridt i retning af det, som vi i Dansk Folkeparti gerne vil. Vil man være med til at gøre den obligatorisk for alle kommuner at tilbyde?

Ordføreren.

Jamen vi synes jo som udgangspunkt, at pengene skal følge barnet, og derfor er vi også positivt indstillet over for at kigge ind i, hvorvidt det skal være obligatorisk for alle kommuner og ikke frivilligt, som det er i dag.

Fru Marie Krarup.

Det er jeg glad for, for det betyder jo, at Venstre ideologisk set ikke vil afvise, at det kan være godt for forældrene at få lov til at passe deres egne børn. Og det vil sige, at det er den økonomiske del af det, der er den væsentligste for Venstre. Altså, man prioriterer hos jer arbejdsmarkedet højere end familien; forældre er i højere grad en arbejdskraft, end de er en vigtig del af familien.

Ordføreren.

Jeg vil sige, at det er både-og, og vi har jo haft debatten her i løbet af aftenen om, at familien lige så vel kan tage vare på barnet, som en daginstitution kan. Vi er ikke for eller imod de her to ting.

Det økonomiske incitament er jo, at der er den udfordring, at virksomhederne ikke kan undvære medarbejderne over længere tid, og ja, det kan blive en udfordring.

Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tak for talen og for anerkendelsen af, at det er et vigtigt område. Jeg kan forstå på Venstres ordfører, at man egentlig synes, at det overordnet set er en god idé, at danske familier har bedre mulighed for at indrette sig, som de vil. Hvad tænker ordføreren så om, at man, hvis man i stedet for et tilskud, lavede det til et beskæftigelsesfradrag, som man i familien så kunne benytte og derved måske i en lidt kortere periode gå hjemme og passe børnene? Altså hvad tænker ordføreren om, at det er et beskæftigelsesfradrag, som gives til familien, og som man så kan bruge på den, hvad skal man sige, arbejdende part?

Ordføreren.

Det kunne være et meget godt forslag at kigge ind i. Det er jeg slet ikke afvisende over for. Jeg synes bare, at det er vigtigt at sige her, at det her er en beslutning, der er hundrede procent op til familien. Det er ikke noget, vi her i Folketinget kan træffe beslutninger om. Det er den enkelte familie, der bedst selv ved, hvad der er bedst for deres eget barn. Og det er også en benhård prioritering, lige så vel som det er, hvis man gerne vil studere, mens man har småbørn – der er det også en prioritering, og det er det også her. Og det bakker vi derfor ikke op om.

Fru Mette Thiesen.

Det lyder godt, at ordføreren mener, at det er en god idé – det sætter vi pris på. Men når ordføreren lægger så stor vægt på det her med, at det jo er familiernes valg, anerkender ordføreren så ikke også, at det for rigtig, rigtig mange familier i dag er meget, meget svært økonomisk at få det til at hænge sammen, hvis den ene forælder skal blive hjemme måske bare 1, 2 eller 3 år og passe børnene, mens de er helt små, på grund af det meget høje skatte- og afgiftstryk, vi har i Danmark?

Ordføreren.

Jo, hvis ikke der er et tilskud. Og det er jo, som det er i dag, frivilligt for kommunerne, om de vil give det tilskud til familien. Men jeg køber ikke præmissen om, at tilskuddet skal op at ligge på et dagpengesatsniveau. Jeg synes sådan set, det er fint i forhold til de kommuner, der har det, og at det ligger på noget, der ligner et su-niveau. For det er, som jeg sagde før, en benhård prioritering for familierne. Jeg synes også, det kan være en rigtig sund prioritering for nogle børn. Det er op til familien selv, lige så vel som det er, om man har lyst til at studere, mens man har småbørn.

Så er det fru Pernille Bendixen.

Tak. Jeg er da også glad for, at Venstre ikke ideologisk set synes, at dagtilbud er så meget bedre end familien. Men jeg bliver alligevel lidt ked af det, når ordføreren siger, at vi så risikerer, at forældrene trækker sig ud af arbejdsmarkedet. Børnene må vel være det vigtigste i samfundet, punktum. Der kan ikke være noget, der står over ens børn – heller ikke et arbejde.

Så siger ordføreren, at det kan have nogle samfundsmæssige konsekvenser. Det kan det muligvis nok, men kunne man i det mindste ikke, som det står i forslaget, nedsætte en arbejdsgruppe, så man kunne få beregnet de konsekvenser?

Ordføreren.

Vi har brug for private virksomheder, og vi har brug for ansatte i de private virksomheder til at generere vækst, så vi også får f.eks. gode daginstitutioner eller plejehjem, hvad jeg også ved partiet kerer sig meget om.

Fru Pernille Bendixen.

Okay. Det er så en holdning, man kan have. Men hvis nu forslaget bare handlede om, at man nedsætter en arbejdsgruppe, der kan se på det her – punktum, og så har Dansk Folkeparti ikke bestemt noget som helst andet – kunne det så være interessant at få afdækket, hvilke modeller man så eventuelt kunne bringe i spil?

Ordføreren.

Ja, men det lagde jeg jo næsten også op til i min indledende ordførertale, altså at vi netop synes, det er vigtigt at snakke familiepolitik. Og vi vil rigtig gerne være i en dialog med Dansk Folkeparti omkring det her emne. Jeg synes bare ikke, at vi på forhånd kan lægge os fast på noget så konkret som de krav, der ligger i beslutningsforslaget.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Dansk Folkepartis ordfører, og det er fru Marie Krarup.

Tak for det. I Dansk Folkeparti er vi bekymret for familien i dagens samfund, og vi ønsker derfor at give den bedre vilkår. Vi mener, at familien har umådelig stor betydning for både børn og voksnes psykiske sundhed og deres oplevelse af mening og nærhed. Familierne udgør den mindste og den væsentligste enhed i et land og i en kultur. Det, som man lærer og praktiserer i sin familie, er i vidt omfang også det, som man bringer med sig ud i det store samfund. Familien er her endnu vigtigere end skolen. Derfor er det så væsentligt at give familierne gode vilkår i dag.

I Danmark har man valgt en samfundsmodel, hvor begge forældre i børnefamilierne er udarbejdende og børnene tilbringer deres tid i institutioner. Vores økonomiske system er indrettet herefter. Mange er glade for og tilfredse med ordningen, men det giver meget lidt plads til valgfrihed for den enkelte familie. De familier, der gerne selv vil tage sig mere af deres børn, kan have svært ved at finde plads i økonomien til det, og vi ved dybest set ikke, om det er godt for børnene at komme i institution. Som børneforsker John Halse siger:

»Vi putter børn i institution fra 10 måneders alderen i fem-seks år af deres liv, uden at vi ved, hvad der kommer ud af det. Det svarer til en læge, der siger til patienten, at vi laver lige denne her operation i håb om, at det virker. Vi aner ikke en kæft om, hvad der ud fra børnenes udvikling er bedst«.

Vi ved f.eks. heller ikke, om den høje forekomst af stress og depression blandt unge kan stamme fra den tidlige institutionalisering. Derfor foreslår Dansk Folkeparti med dette beslutningsforslag, at der nedsættes en familiepolitisk arbejdsgruppe, der skal finde muligheder for at gøre det nemmere for familier at tage sig af deres egne børn, mens de er små. Vores forslag om, at det skal være nemmere for forældre at passe deres børn selv, bliver efter min mening endnu mere relevant i dag, hvor vi taler meget om kvaliteten af daginstitutionerne og om normeringer. Det vil jo være lidt lettere at få færre børn pr. voksen i institutionerne, hvis der er flere børn, der kan passes i hjemmene. Dertil kommer, at den nuværende kritik af kvaliteten i institutionerne også kan give forældre et ekstra incitament til at passe børnene selv. Vi mener derfor i Dansk Folkeparti, at vores forslag om at gøre det lettere for forældre at passe deres børn selv er særdeles aktuelt.

Vi har opstillet en række retningslinjer, som vi mener er nødvendige at tage med i sådan et udspil. Vi ønsker nemlig ikke, at dette forslag skal være med til at undergrave udlændinges integration i Danmark og deres kendskab til det danske sprog. Derfor bør forslaget kun omfatte dem, der er så fortrolige med det danske sprog, at de som noget naturligt taler dansk med deres barn. Ellers vil vi bare være med til at skabe parallelsamfund med dette forslag. Derudover går vores forslag jo ud på, at man skal kunne få et tilskud svarende til dagpengesatsen, mens man går hjemme i barnets første 4 år.

Vi håber, at Tingets øvrige partier vil bakke op om forslaget, så vi kan give familierne i Danmark bedre muligheder for at passe deres børn selv. Tak for ordet.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra fru Ina Strøjer-Schmidt, SF. Værsgo.

Der er blevet talt alt for lidt om økonomien i det her forslag. Jeg har talt med en del økonomer, som siger, at det vil være afsindig dyrt. Så jeg kunne godt tænke mig at høre, hvor mange milliarder kroner Dansk Folkeparti har beregnet det her forslag til cirka at ville koste.

Ordføreren.

Vi ved ikke, hvor mange der vil benytte sig af det. Indtil videre kan vi jo se, at der ikke er overvældende mange, der benytter sig af den mulighed, der allerede foreligger i dag, hvor man kan få tilskud til at passe barnet i eget hjem i ½ år. Der er ca. 1.000 familier, der benytter den ordning lige nu. Det er svært at lave en realistisk beregning af, hvor mange det her ville omfatte. Så vi har ikke lavet en fuldstændig beregning, og det mener jeg ikke man kan. Men det er jo noget, som man, når man nedsætter den her familiepolitiske arbejdsgruppe, som vi foreslår, vil kunne forsøge at lave nogle målinger på.

Fru Ina Strøjer-Schmidt.

Det undrer mig bare en lille smule, at man slet ikke har lavet nogen som helst beregninger, når jeg hører flere økonomer tale om, at det er så dyrt. Så det ville jo være meget interessant at komme det nærmere og se, hvor vi så lander henne. For så skal vi selvfølgelig også tale om, hvor de penge skal komme fra.

Ordføreren.

Ja, det er jeg helt enig med spørgeren i, fuldstændig. Jeg mener bare ikke, at vi har mulighed for at lave den slags holdningsundersøgelser i den danske befolkning af, hvor mange der har lyst til at bruge det her. Men jeg vil meget gerne med bistand fra ministeriet lave den slags. Det ville være virkelig skønt at få afdækket, og så vil man jo netop, som spørgeren også siger, kunne lave en mere realistisk finansieringsmodel. Vi har jo sagt, at man må tage pengene fra råderummet eller fra en anden ordning, som vi ikke bryder os så meget om, nemlig det midlertidige tilskud til børnefamilier. Men kender man beløbet nærmere, og har man mulighed for at indkredse det nærmere, kan man måske også finde andre måder.

Så er det fru Anne Sophie Callesen, Radikale Venstre.

Tak. Fru Marie Krarup nævnte før, at der ikke var evidens for, at det er godt for børn at gå i daginstitutioner, hvis de vel at mærke kommer fra en okay familie. Jeg vil bare i den forbindelse spørge: Der er jo allerede lagt en afgrænsning ind i det her forslag – hænger det sammen med definitionen af en okay familie? Og hvad er en okay familie ifølge fru Marie Krarup?

Ordføreren.

Der er ikke lagt nogen begrænsninger ind i det her. Der skal være valgfrihed. Det må være forældrene, der skal vurdere, om de er i stand til at klare det her. Det eneste tilfælde, hvor vi mener at forældrene ikke skal have lov til at træffe den beslutning selv, er, hvis man ikke taler dansk med sit barn, for så holder man barnet ude fra muligheden for at blive integreret i Danmark ved at lære dansk på et tidligt tidspunkt.

Fru Anne Sophie Callesen.

Vi ønsker også, at børn skal lære dansk, når de bor i Danmark, men det er jo ikke rigtigt, at det er den eneste begrænsning, der ligger i forslaget. Det er jo også et spørgsmål om, at man skal have boet i Danmark i minimum 20 år. Er det også nødvendigt for at være en okay familie, at man har haft bopæl i Danmark gennem de sidste 20 år?

Ordføreren.

Nej, ikke nødvendigvis, men man kan sige, at det holder familier, som måske bare er på en kortere visit i landet, ude af det her. Det synes vi ikke skal være fællesskabets ansvar. Vi skal ikke have en eller anden form for arbejdsturisme til Danmark, hvor folk slår sig ned i en periode for at få mulighed for at passe deres børn selv. Vi mener, at det skal være folk, der bor permanent i landet, og som taler dansk, der skal kunne nyde gavn af den her ordning. Det er derfor, vi har lagt de der to begrænsninger ind.

Tak for det. Så er der en kort bemærkning fra Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Det var så en, som blev til to, men der er jo mange begrænsninger. Der står også, det er en betingelse for at modtage tilskud, at begge forældre skal have været i beskæftigelse eller under uddannelse i 3 ud af 4 år. Så det vil sige, at hvis man som eneforælder har været ledig i et par år, men er kommet i fuld beskæftigelse, kan man heller ikke, selv om man er dansk, få lov til at benytte sig af den her ordning, eller hvad?

Ordføreren.

Da spørgsmålet før blev stillet, om der var nogen begrænsninger, var det ledsaget af ordet okay, og det var den begrænsning, jeg ikke brød mig om. Jeg skal ikke vurdere, om en familie er okay eller ej, det synes jeg familierne selv skal vurdere. Men når det drejer sig om at bruge skattekroner til at finansiere folks børnepasning, skal vi bare være sikre på, at det ikke er en måde for folk ligesom at gå skjult arbejdsløse på. Altså, det ville ikke være rimeligt. Det skal jo være for børnenes skyld, at man gør det. Så der har vi lagt en lang række begrænsninger ind, det er rigtigt, men den anden gik mere på det her med, om familierne er socialt acceptable eller ej, og der har vi ikke lagt noget ind.

Hr. Torsten Gejl.

Det vil så sige, at hvis faren har haft arbejde i de sidste 4 år og moren har haft arbejde 2 ud af 3 år af de sidste 4 år og familien føler sig superokay, kan man ikke bruge ordningen, eller hvad?

Ordføreren.

Altså, det, vi ønsker at undgå, er, at det bliver en form for arbejdsløshedsunderstøttelse, hvor folk altså ikke forsøger at få tilknytning til arbejdsmarkedet. Så jeg vil anbefale spørgeren at blive del af den familiepolitiske arbejdsgruppe, så vi kan gå i dybden med den slags ting, hvis det er et område, som man ønsker bliver meget præciseret. Det, vi ønsker at undgå, er, at det skal blive en form for arbejdsløshedsunderstøttelse.

Tak for det. Så der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Radikale Venstres ordfører, og det fru Anne Sophie Callesen. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne starte et lidt andet sted, nemlig med at spørge, om der er en udfordring for vores børnefamilier i dag og for børnene, når de er små. Og ja, det mener jeg helt sikkert at der er. Der er rigtig mange forældre, der i dag går fra daginstitutionen og har ondt i maven, der er for mange, der føler sig presset over både at skulle passe et arbejde og kunne være der for deres børn, mens de er små, og føle sig sikker på, at børnene har en opvækst, som er tilstrækkelig tryg, og er omgivet af nærhed og omsorg.

Derfor er jeg også glad for, at vi har fundet penge til at løfte kvaliteten i vores daginstitutioner på det her års finanslov, for der er ikke nogen forældre, der skal gå på arbejde med ondt i maven. Derudover er jeg som familieordfører også optaget af at diskutere, hvordan vi skaber en bedre balance i hverdagen hos de familier, som er pressede. Men i stedet for at sende forældrene – og vi må sige især kvinderne – helt hjem til kødgryderne, synes jeg jo, at det kunne være relevant at diskutere rammerne for, hvordan man både kan være forælder og have tilstrækkelig tid med sit barn og samtidig også have et arbejde. Det handler f.eks. om at se på rammerne omkring deltid, altså muligheden for at gå på deltid, når børnene er små, og om muligheden for at tage barns sygedage, fordi de regler, der er i dag, er jo netop indrettet efter en tid, hvor der var rigtig mange kvinder hjemme ved kødgryderne, og man lige kunne sende børnene ind til naboen, hvis de eksempelvis var syge. Så det vil vi gerne diskutere, men det er jo så ikke det, der ligger i det her forslag.

Det, der til gengæld ligger i forslaget, er jo et spørgsmål om, hvem det er, Dansk Folkeparti vil føre familiepolitik for, og hvem det er, som Dansk Folkeparti mener er bedre end pædagogerne til at passe børnene, for vi må forstå, at det ikke er godt for børn at være sammen med pædagoger, eller at det i hvert fald er bedre at være sammen med forældrene. Men det er jo så kun de forældre, der har boet i Danmark i de sidste 20 år, og de skal tale dansk, og de må ikke bo i et udsat boligområde. Så når man ligesom under sådan en parole med mere frihed til familierne – man vil ikke gøre sig til dommer – samtidig træffer et valg om, hvad det er for nogle familier, der er egnet til at passe deres børn, er det, at vi står helt af.

Derfor kan vi ikke være med på et forslag, hvor vi lader det at være en egnet forælder afhænge af ens sprog og ens bopæl og af den tilknytning, man har, hvor længe man har boet i landet eksempelvis. Så derfor kan vi ikke bakke op om forslaget.

Der er en kort bemærkning, og det er fra fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Jeg er ked af, at ordføreren ikke har forstået vores udspil, for det drejer sig jo ikke om, om man er egnet eller ikke egnet til at passe sine børn selv, hvis man bor i et ghettoområde eller man f.eks. taler tyrkisk eller arabisk med sit barn. Man kan sagtens være virkelig egnet til det, men problemet er, at man ikke taler dansk. Og man må bare se i øjnene, at det giver børnene en dårlig start i livet, hvis ikke de får mulighed for at lære dansk, fra de er helt små. Og det kan også hjælpe forældrene meget, at børnene får lært dansk, fordi de er bedre og hurtigere til at lære dansk, når de er små.

Så det drejer sig slet ikke om, om man er mere eller mindre egnet. Det drejer sig om, at det er dårligt for børnenes fremtid i Danmark ikke at komme i en institution, hvor de lærer sproget.

Ordføreren.

Nu er det jo ikke mig, der skal stille spørgsmål tilbage, men jeg får alligevel lyst til at gøre det. For én ting er spørgsmålet om sproget i hjemmet, og vi er enige i, at børn skal lære at tale dansk, men det, der også ligger i det, er jo, at Dansk Folkeparti ønsker, at børn, der er vokset op i udsatte boligområder, skal tvinges i et obligatorisk dagtilbud. Så hvordan hænger det sammen med det, der lige er blevet sagt? Det har jeg simpelt hen svært ved at forstå, for hvis vi skulle tage det for gode varer, at Dansk Folkeparti ikke mener, at man er uegnet som familie, selv om man også taler andre sprog end dansk, så skulle vi da give de familier mulighed for også at gå hjemme med deres børn, mens de er små.

Fru Marie Krarup.

Altså, det drejer sig jo om, at dem, der bor i ghettoområder, ikke taler dansk. Det er jo derfor, der er lavet den her ordning. Det er jo lige præcis derfor, der er obligatorisk institutionsplads dér. Og hvis man bor uden for en ghetto, men taler tyrkisk eller arabisk med sine børn, så synes vi ikke, den ordning skal gælde dem, for det er ikke godt for børnene ikke at lære dansk. Der er man bare nødt til at prioritere det danske sprog højere, selv om jeg også hellere ville have, at de blev passet hjemme, om man så må sige, altså at man gav de forældre mulighed for, hvis de havde lyst til det, at passe dem hjemme. Men vi er bare nødt til at tage større hensyn til deres sprogindlæring.

Ordføreren.

Nu diskuterer vi jo jævnligt overvågning i den her sal, og sidst, jeg tjekkede, havde vi altså ikke sat overvågningskameraer op i de private hjem i de udsatte boligområder og dermed ført bevis for, at der ikke var nogen dér, der talte dansk med deres børn. Så jeg køber ikke præmissen om, at man kan vide, at fordi man bor i et udsat boligområde, taler man ikke dansk med sine børn. Jeg holder fast ved, at for os er det altså afgørende, at vi behandler familier lige, og det gør det her forslag ikke.

Så er det fru Pernille Bendixen.

Tak. Jeg vil bare høre, om ikke ordføreren medgiver, at forældrene er bedre end pædagogerne til at passe børnene.

Ordføreren.

Jeg ønsker ikke at gøre mig til dommer over, hvem der er bedst til at passe børnene. Jeg tror på værdien af vores daginstitutioner, og jeg tror på værdien af, at man har pædagogisk uddannet personale i vores daginstitutioner, som kan udvikle børnenes sprog, motorik og en række andre ting i de timer, hvor forældrene er på arbejde.

Jeg ønsker samtidig heller ikke at gøre mig til dommer over, at nogle forældre ønsker at gå hjemme med deres børn, mens de er små – det synes jeg er helt fint – men jeg ønsker heller ikke at skabe et incitament til, at de gør det, og jeg ønsker, som det også er blevet sagt af andre herfra, ikke at prioritere fællesskabets midler til at trække dem væk fra arbejdsmarkedet.

Fru Pernille Bendixen.

Men en investering i børnene med fællesskabets midler er jo også en investering i fællesskabets fremtid. Sådan kan man jo også se på det. Er ordføreren slet ikke interesseret i i det mindste at nedsætte en arbejdsgruppe, der kunne afdække området?

Ordføreren.

Jo, hvis Dansk Folkeparti går tilbage og skriver et forslag, som ikke begrænser det til at være en bestemt gruppe forældre, der er egnet til at tage sig af deres børn, og også breder det ud, så vi eksempelvis kan diskutere rammerne for at gå på deltid. Det er jeg langt mere optaget af, for der er en stor gruppe af forældre i dag, som føler sig presset, men som ikke nødvendigvis ønsker at gå hjemme med deres børn hele tiden, og som jeg heller ikke ønsker at give et incitament til at trække sig helt væk fra arbejdsmarkedet.

Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Nu nævnte ordføreren det her med ligestilling igen og noget med kvinderne tilbage til kødgryderne. Altså, mig bekendt står der ikke noget sted, at det specifikt er kvinderne. Mener ordføreren virkelig, at ordføreren ved bedst, hvad der er det gode liv for mænd og kvinder? Hvis ikke, hvorfor vil ordføreren så forhindre, at kvinder og mænd er mere sammen med deres børn, og at familien generelt indretter sig bedre, som de selv ønsker det?

Ordføreren.

Jeg ønsker ikke at forhindre familier i at træffe de valg, de mener er bedst for dem selv. Historikken omkring vores daginstitutioner er jo netop, at vi ønskede at give mulighed for, at kvinder kunne komme på arbejdsmarkedet. Af den grund stiller vi også daginstitutioner til rådighed af høj kvalitet, hvor 75 pct. er betalt af det offentlige; de 25 pct. betaler familierne selv. Det synes jeg er en rigtig fornuftig ordning.

Skulle vi så vælge at give et særligt tilskud til at blive hjemme og ikke gå på arbejde? Nej, det mener jeg ikke vi skal, men det er jo ikke ensbetydende med, at jeg synes, det er en forkert beslutning at træffe, at man ønsker at gå hjemme med sine børn, hvis det er det, man finder bedst – og det gælder uanset ens køn.

Fru Mette Thiesen.

Dermed er det jo netop det, jeg hører ordføreren sige, nemlig at ordføreren ikke mener, at danske familier skal have bedre mulighed for at indrette sig, som de vil, og have bedre mulighed for at lade en forælder gå hjemme.

Så kunne jeg godt tænke mig at spørge lidt ind til, at ordføreren altså mener, at det er vigtigere så at sige at tvinge folk ud på arbejdsmarkedet – kvinder ud på arbejdsmarkedet – end det er, at de her kvinder får bedre mulighed for at prioritere at gå hjemme de første år med deres børn, hvis det er det, de ønsker.

Ordføreren.

Jamen jeg ønsker ikke at give et incitament til, at man ikke går på arbejde, når man har små børn. Jeg ønsker at skabe gode rammer for, at man kan gå på arbejde og samtidig have god samvittighed, en god mavefornemmelse, når man sender sine børn i daginstitution, og også at man kan vælge, at børnene skal være færre timer i daginstitutionen.

Men træffer man det valg at være helt uden for arbejdsmarkedet, mener jeg ikke, det er samfundets opgave at give et tilskud til det. Det gjorde man jo heller ikke, inden vi havde daginstitutioner. Vi har valgt at have daginstitutioner, og vi har valgt, at 75 pct. af udgiften til det er betalt af det offentlige. Jeg synes, det er meget fornemt, at vi har det i det her land, og det er jeg utrolig stolt over at vi har, men jeg ønsker altså ikke at give tilskud til, at man er i hjemmet med sine børn og ikke deltager på arbejdsmarkedet.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til SF's ordfører, fru Ina Strøjer-Schmidt. Værsgo.

Selve beslutningsforslaget om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal kigge på familiepolitik, er der jo sådan set ikke noget i vejen med. Det synes jeg er en god idé. Det er jo nede i bemærkningerne, at vi er uenige, og SF kan ikke støtte et forslag, hvor man på forhånd har besluttet, at konklusionen af arbejdsgruppens undersøgelse skal være en hjemmepasningsordning på 4 år, som jo vel at mærke kun kan benyttes af forældre, der har boet i Danmark i 20 år. Vi vil gerne indgå i en arbejdsgruppe, der ser på en ny familiepolitik, men hvis vi på forhånd har besluttet, hvad konklusionen skal være, kommer der jo ikke rigtig ny politik ud af sådan en arbejdsgruppe. Vi synes ikke, at den konklusion skal være givet på forhånd.

I SF vil vi gerne være med til at lave nogle forslag, der kan give børnefamilierne mere tid til at være sammen med deres børn, og vi har også selv allerede haft nogle forslag på banen om, at der skal være ret til at gå ned i tid til 30 timer om ugen, og at der skal være mulighed for at låne op til 60.000 kr. om året af staten som lønkompensation. Og så ser vi også gerne, at der bliver mulighed for at have flere sygedage, altså barns sygedage.

Så bare for at komme tilbage til selve det konkrete beslutningsforslag om at nedsætte en arbejdsgruppe på det familiepolitiske område, vil jeg sige, at det vil vi rigtig gerne, men vi vil ikke, hvis konklusionerne er givet på forhånd – og i hvert fald ikke, når det er de konklusioner, Dansk Folkeparti er kommet frem til. Derfor kan vi desværre ikke støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg ved jo, at SF har været meget optaget af, at børn kommer for tidligt i børnehave, og dermed må man også et eller andet sted mene, at børnene kommer for tidligt i vuggestue. Det var jo en ordning, der blev ændret for år tilbage, hvor man gik fra 3 år og ned til 2,9 år. Det blev lavet som en spareøvelse. På det punkt har vi sådan set været enige med SF, så jeg vil bare spørge ordføreren, om ordføreren ikke overordnet også er enig med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, tror jeg måske jeg kunne høre, i, at familien må være det vigtigste i i hvert fald barnets første 2 leveår.

Ordføreren.

Jo, familien er det vigtigste. Så er der jo bare nogle familier, der ikke rigtig kan rumme at passe et barn, og så er familien ikke det vigtigste, i hvert fald ikke den biologiske familie.

Men for at komme tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt vuggestuebørn kommer for tidligt i vuggestue, så har jeg faktisk, inden det her forslag blev fremsat, kigget rigtig meget på hjemmepasning, for vi er jo ikke døve. Vi hører jo også, at der er rigtig meget efterspørgsel efter det her forslag.

Så jeg har sat mig ned og kigget frem og tilbage på rigtig meget forskning: Er det bedre at passe barnet hjemme? Hvad er den ideelle alder for at komme i institution? Er det bedre at være i institution? Vi har rigtig meget forskning, der viser, at det er godt at være i institution af alle mulige årsager, socialt og i forhold til sprog, og især for børn, der kommer fra familier, der er udsatte; det er klart. Men for ganske almindelige familier mangler jeg at se forskning, der sort på hvidt viser, at det vil være bedre, hvis man udsætter tidspunktet for, hvornår barnet kommer i vuggestue. Men jeg vil meget gerne se den forskning, så jeg håber da, at vi går hjem og finder den, for så kan vi snakke videre om det, tænker jeg.

Fru Pernille Bendixen.

Problemet er, at der ikke rigtig er nogen forskning, der faktisk har forsøgt at undersøge, om det er bedre for barnet at være hjemme. Man har kun forsket i, hvorvidt dagtilbud er gode, og hvilke af dem der er bedre, når man sammenligner dem med hinanden – desværre. Jeg er lidt nysgerrig på det, som Socialistisk Folkepartis ordfører siger med at gå ned på 30 timer om ugen, for det er vel også afhængigt af, hvad arbejdsgiveren lige siger til det. Så hvordan forestiller SF sig sådan en ordning skulle være?

Det, jeg sagde, var, at vi ønsker at indføre en ret til at gå ned på 30 timer. De fleste arbejdspladser giver jo faktisk mulighed for at gå ned i tid, men det gør alle arbejdspladser ikke, og derfor kunne vi godt tænke os at se på, om man kunne indføre en ret, der gav alle mulighed for at gå ned i tid.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Og så går vi videre til Enhedslistens ordfører, og det er hr. Jakob Sølvhøj. Værsgo.

Der er vist ingen i salen, der er i tvivl om, at der er mange børnefamilier, der oplever en utrolig presset hverdag. Nogle af os kan huske det fra år tilbage. Vi kan have yngre familiemedlemmer, der er i den situation i dag. Der er vel en situation, hvor der er et enormt pres på. Man skal voldsomt tidligt op og ordne det, der skal ordnes. Man skal suse af sted til daginstitutionen for at aflevere ungerne. Man skal piske af sted på arbejde. Man skal piske fra arbejde. Man skal hente i en fart, og så er der masser af ting at ordne, når man kommer hjem. Det er jo ikke altid lige sjovt for børnene. Det er ikke altid lige sjovt for børneforældrene.

Så i Enhedslisten mener vi, at der er brug for en familiepolitik, som giver børnefamilierne mere tid til at være sammen i hverdagen. Det kan man jo gøre på mange måder. Man kan gøre det i forhold til forbedrede barselsordninger. Man kan gøre det i forhold til forbedrede forældreorlovsordninger. Flere har vist også allerede nævnt spørgsmålet om at give en udvidet ret til at være hjemme under børns sygdom. Man kan lave en generel forkortning af arbejdstiden.

Der er sådan set mange udmærkede måder at gøre det på, så vi er enige med forslagsstillerne i, at det kunne være godt at drøfte en ny familiepolitik, hvor der blev mere tid for forældrene til at være sammen med deres børn, men vi kan ikke støtte det forslag, der ligger her. Vi er ikke synderlig begejstrede for modellen, hvor pengene bare følger barnet, og at man i det konkrete tilfælde her får penge for at blive hjemme i op til 6 år for at passe eget barn. Det er der en række forskellige ulemper ved.

Jeg ved ikke rigtig, hvor oprigtigt forslaget er med alle de forbehold, der er kommet ind. Man skal jo have opholdt sig i landet i 20 år. Der stilles sprogkrav. Der, hvor der ikke stilles sprogkrav, stilles der beskæftigelseskrav osv. osv., og det har vel et åbenlyst sigte at udelukke borgere med udenlandsk baggrund fra at være omfattet af det, man fra Dansk Folkepartis side mener kunne være en rigtig god ordning. Hvad der egentlig er motivet for at udelukke mennesker, der af den ene eller anden grund er blevet ramt af arbejdsløshed eller har været ude at lave frivilligt arbejde 2 år i et udviklingsland eller har været ude at arbejde i nogle år i udlandet, forstår jeg faktisk ikke rigtigt.

Det er, som om Dansk Folkeparti også spænder ben for ideen om, at vi skulle diskutere spørgsmålet om at blive betalt for at passe børn i eget hjem. Så der er flere grunde til, at vi faktisk synes, det er et rigtig, rigtig dårligt forslag, som det ligger her, men vi synes bestemt, der er behov for at føre en mere familievenlig politik end den, vi fører i dag. Det diskuterer vi meget gerne videre, men vi mener ikke, at det her forslag er udgangspunktet for at få en god diskussion. Så vi kan ikke støtte forslaget.

Tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Konservative Folkepartis ordfører, fru Brigitte Klintskov Jerkel. Værsgo.

Mange tak. Jeg vil starte med at sige tak til Dansk Folkeparti for beslutningsforslaget. Jeg synes, at intentionen i forslaget er rigtig god. Fra konservativ side støtter vi nemlig familiernes frie valgmuligheder, også når det gælder muligheden for at kunne gå hjemme med barnet i en periode, mens barnet er lille. Vi er derfor også glade for, at der er kommuner, som har prioriteret, at forældre kan søge om tilskud til pasning af eget barn i hjemmet i en periode. Derfor ser vi heller ikke nogen grund til, at vi skal trække en ens model ned over alle kommuner, men i stedet skal vi give kommunerne mulighed for at indrette sig individuelt efter deres lokale behov. Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget her, selv om vi synes, at intentionen i forslaget er rigtig god.

Tak for det. Jeg ser ikke nogen ønsker om korte bemærkninger, og derfor går vi videre til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, formand. I Alternativet vil vi faktisk som udgangspunkt godt være med til at diskutere, om man kan støtte, at man kan gå hjemme og passe sine børn. Det er klart, at vi ville skulle finde en god ordning og indhegne det økonomisk, så det var til at finde ud af og finansiere og alting. Jeg ved ikke, om jeg er enig i forslagsstillernes finansieringskilder, men jeg tror, at vi er det parti på, hvad kalder man det, den rød-grønne fløj, som måske vil se mest positivt på en type støtte til dem, som kunne gå hjemme, hvis det er rigtigt indhegnet.

Desværre er der så en række ting i det her beslutningsforslag, der kaster os af igen, f.eks. at ordningen skal målrettes danske familier, at forældrene skal have haft bopæl i Danmark i 20 år, og at det i overensstemmelse med de gældende regler i dagtilbudsloven fortsat skal være et krav, at 1-årige børn i familier, der bor i udsatte boligområder, skal gå i vuggestue eller dagpleje – altså de regler, der blev indført som en del af den politiske aftale »Ét Danmark uden parallelsamfund«, som vi jo stemte imod. Vi synes også, det er forkert, at det skal være en betingelse, at begge forældre skal være i beskæftigelse eller uddannelse i de seneste 3 ud af 4 år, og at det skal være et krav, at den ikkehjemmegående forælder skal have et fuldtidsjob, mens den anden går hjemme og passer barnet. Altså, vi ville ikke have noget imod, at den ene forælder var i uddannelse. Faktisk går vi ind for borgerløn, så vi ville heller ikke have noget imod, at den anden forælder var ledig.

Så var det her stoppet tre-fire linjer nede i teksten, ville vi faktisk have været rigtig positive, men så kommer der jo en række ting, som gør, at vi ikke kan støtte forslaget.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Pernille Bendixen.

Tak. Faktisk overrasker ordføreren mig ikke helt så meget, fordi jeg nu kender ordføreren fra sidste samling og den familiepolitik, der blev ført dér. Så tak for trods alt at støtte selve grundideen, for det er det, jeg hører ordføreren faktisk støtte, men det er så detaljerne i bemærkningerne, som ordføreren tager afstand fra.

Ordføreren.

Vi vil gerne være med til at snakke om det. Jeg ved ikke, om den skal se lige præcis sådan her ud, men vi er positive over for en type støtte, så man kan passe sine børn derhjemme.

Fru Pernille Bendixen, værsgo.

Der er så af de andre ordførere nævnt forskellige muligheder, man så i givet fald kunne se på, bl.a. beskæftigelsesfradraget, deltidsordninger eller de her 30 timer om ugen. Hvad tænker ordføreren om den slags ideer?

Ordføreren.

Jeg tror, at vi, hvis man skulle lave det her, og hvis man skulle komme i den glædelige situation, at der var flere partier, der ville være med til at snakke om det konkrete indhold, skulle tage det fra en ende af og finde ud af, hvordan det skulle finansieres. Jeg har svært ved at kommentere de her ting præcist, jeg har svært ved at se, hvad det præcis kommer til at koste og sådan noget. Jeg tror, man skulle tage det sammen og fra en ende af.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så er den næste fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Jeg er rigtig glad for, at der nu bliver sat fokus på familiepolitikken. Alt for længe har familiepolitik været underprioriteret, selv om familien er noget af det vigtigste og mest meningsfulde for mennesket. Det er i familien, vi lærer om sammenhold, kærlighed, pligter og ansvar og derved også lærer, hvad det vil sige at være menneske. I familien passer man på hinanden, man kender hinanden, og man fornemmer den ubetingede kærlighed. En stærk familie ruster på den måde den enkelte til at indtræde i samfundet og indgå i fællesskaber med andre. Derfor må vi også spørge os selv, hvilken vej vi ønsker at gå i indretningen af samfundet. Vil vi have et samfund, hvor det er arbejdslivet, der er det eneste, der betyder noget, eller vil vi have et samfund, hvor vi også understøtter den nære relation til vores børn?

Jeg tror, at mange mennesker ville ønske, at de havde bedre mulighed for at være sammen med deres børn, når de er allermindst og allermest sårbare, men i dag har man indrettet arbejdsmarkedet sådan, at vi betaler en høj skat, så vi kan aflevere vores børn i daginstitution, så begge forældre kan gå ud og være produktive på arbejdsmarkedet. Selv om det bestemt er vigtigt, at vi er produktive, kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke, at vi har ofret det vigtigste i tilværelsen for arbejdsmarkedets og velfærdsstatens skyld.

Derfor ønsker Nye Borgerlige også, at det skal være lettere at gå hjemme med børnene, mens de er i vuggestuealderen, og vi deler derfor DF's målsætning om en bedre familiepolitik. Vi mener dog, det kan gøres mere økonomisk forsvarligt, ved at man giver et markant skattefradrag på lønindkomsten til den arbejdende forælder, hvis den anden forælder går hjemme med barnet. På den måde vil man både sænke skattetrykket, man vil mindske det offentlige forbrug, og man vil give forældrene mere frihed. Det er borgerligt, og det beslutningsforslag fra os skal vi snart behandle her i salen.

Men vi kommer altså ikke til at stemme imod det her forslag, der har til hensigt at skabe en bedre familiepolitik, og jeg ser rigtig meget frem til debatten om, hvordan vi indretter det borgerligt med frihed til forældrene til gavn for familierne. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og så kan vi gå videre til hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet. Beslutningsforslag B 66 peger jo på en meget vigtig problemstilling, nemlig hvad familien er for en størrelse. Er familien et levn fra gamle dage, er den et instrument til undertrykkelse af kvinder og børn, eller er den en af de kritiske institutioner, der er nødvendig for flere forskellige ting, nemlig – for det første – skabelsen af den fundamentale tryghed, som den gradvise menneskelige udvikling bygger på og – for det andet – opretholdelsen af den mindste sociale byggesten, den mindste sociale enhed i samfundet?

Jeg tror, at det vigtigste ved familien er de to sidste ting, nemlig at den fundamentale tryghed, der er nødvendig for en harmonisk personlighed, bedst bliver skabt i familien, og jeg tror også, at den grundlæggende erfaring af, hvad et fællesskab er for en størrelse, og hvad et fællesskab stiller af krav, er noget, der kommer fra familien. Og så tror jeg faktisk også, at den frigørelsesproces, som samfundet gik igennem i det 20. århundrede, skabte betingelser for gode familier. Det var godt, at der blev sat en stopper for den vold og undertrykkelse, der kunne herske i familier i gamle dage, og det er godt, at det i dag i langt de fleste sammenhænge er fuldstændig illegitimt med den slags vold og undertrykkelse. Med andre ord har betingelserne for et godt familieliv i princippet aldrig været bedre, end de er i dag.

Så synes jeg alligevel, at der i mange år er blevet ført en politik, der hæmmer og besværliggør livet for familier. I Danmark er skattetrykket så højt, at begge forældre i de fleste tilfælde er tvangsindlagt til at arbejde, og det bliver jo ikke bedre af, at man skal betale en fuldstændig absurd overpris for at anskaffe sig en bil. Når begge forældre forlader hjemmet i mange timer hver dag, er det for langt de fleste ikke et frit valg, men det er for langt de fleste en nødvendighed, som det er umuligt at sætte sig op imod. Det er et krav, som staten har sat, fordi staten ikke er en hvilken som helst stat, men en skattefinansieret velfærdsstat. Den koster virkelig på familielivet, i modsætning til hvad vi har hørt fra mange af de røde ordførere. Familien kunne fungere som en meningsfuld og økonomisk bæredygtig ramme om tilværelsen i en virksomhed, altså ejet af familien, men det gør man jo så nu også vanskeligere ved at tredoble afgiften på generationsskifte.

En meget hård økonom ville måske sige, at Dansk Folkepartis forslag satte arbejdsudbuddet ned, og derfor ville fordommen om mit parti så betyde, at det så var derfor, vi skulle være imod det. Men når vi ikke kan støtte forslaget, er det altså ikke – og jeg gentager ikke – fordi det sætter arbejdsudbuddet ned, for familiernes frihed er altså trods alt vigtigere end størrelsen på arbejdsudbuddet. Det, vi synes er problemet med forslaget, er, at det bidrager til, som det ligger, at marinere familien i stat, og det er noget, som vi ikke er særlig begejstret for. Så vi kan altså ikke støtte forslaget, som det ligger, men vi synes, at diskussionen er værdifuld, og vi synes også, det er rigtigt, som det bliver sagt, at der bliver ført en familiefjendsk politik, så hele den del af det bifalder vi sådan set, og vi vil gerne være med til at arbejde videre med det. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning, først fra Mette Thiesen. Værsgo.

Tusind tak for en god ordførertale. Liberal Alliance fremsatte i 2012 et forslag om at overføre bundfradrag fra topskat mellem ægtefæller for netop at fremme familietyper, der f.eks. havde en hjemmegående. Hvordan ville Liberal Alliance forholde sig til det her med, at det eksempelvis, som jeg foreslog lige før, i stedet for at det var et tilskud, så var et beskæftigelsesfradrag, som man kunne modtage, hvis begge parter var i beskæftigelse, og som den arbejdende part kunne få, så familien netop havde bedre mulighed for at indrette sig og passe børnene hjemme?

Ordføreren.

Djævlen ligger som bekendt i detaljen, så jeg skal lige se forslaget. Men det, som vi jo er enige om i Liberal Alliance og Nye Borgerlige, er, at det eksisterende skattesystem og skattetryk er ekstremt familiefjendtligt, og at et første fornuftigt skridt til at gøre familielivet bedre selvfølgelig ville være at sætte skatten ned, så det ikke var af sur nødvendighed, at man forlod hjemmet mange timer hver dag.

Nok et spørgsmål? Ja, værsgo.

Tusind tak for det. Jeg hører det sådan, at ordføreren også er optaget af at finde en konkret løsning på den her problematik, og ud over at vi nok meget hurtigt kan blive enige om, at skatten generelt skal ned, så altså også, at man kunne kigge på løsninger som eksempelvis den, som vi foreslår, med hensyn til et beskæftigelsesfradrag for netop at komme de her børnefamilier og familier generelt i møde.

Ordføreren.

Ja, for det er jo helt absurd at høre de røde partier bytte om på årsag og virkning, altså sige, at det er enormt hårdt at være familie, og at vi derfor skal betale endnu mere i skat, sådan at det bliver nødvendigt for familierne at være endnu længere tid væk fra deres børn. Det giver jo slet ikke nogen mening. Det er fuldstændig at stille tingene på hovedet.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Tak for ordet her i anden omgang, hvor jeg bare vil takke for debatten, som jeg synes har været spændende. Den har nok også været mere spændende, end jeg havde regnet med, for jeg synes, der var utrolig mange positive tilkendegivelser, også flere positive tilkendegivelser, end jeg egentlig havde troet der ville komme. Der var meget få, som var direkte imod, at familier skal have større frihed til at passe deres egne børn. Overraskende nok var det de mest forbenede ideologiske holdninger, der kom fra Socialdemokratiet, som jo også er dem, der har indrettet vores samfund nærmest totalt institutionaliseret på børneområdet. Så dén ideologiske holdning til børns opvækst blev desværre fastholdt. Men dog var der enighed om at sige, at vi ikke ved nok om området, synes jeg. Der var i hvert fald mange, der kom ind på, at vi ikke har en virkelig hård viden på området. Vi er ikke fuldstændig sikre på, om det er godt eller dårligt for børn at blive institutionaliseret i en tidlig alder. Det håber jeg at man kan få rettet op på. Eventuelt kan vi jo selv fremsætte et forslag om, at der bliver foretaget noget forskning på det her område.

Noget andet, som jeg vil tage med herfra, er, at vi måske skal fremsætte forslaget i en mere åben version, hvor man så kan få gang i en debat om, hvordan man kan gøre det her, og jeg kan også opfordre andre, der har været positive over for at give familierne mere mulighed for at passe deres børn selv, til at fremsætte sådan nogle forslag, og jeg hørte jo også nogle virkelig fine forslag fra SF, fra Alternativet, fra Nye Borgerlige og sådan set også fra Enhedslisten, der jo alle sammen har en interesse i at gøre det bedre for børnefamilierne. Så jeg mener da, der må være nogle af de forslag, som vi kan blive enige om herinde.

Desværre var der som sagt en stærkt ideologisk tilgang fra Socialdemokratiet og en meget økonomisk tilgang fra Venstre, som det nok vil være et problem at overvinde. Men generelt synes jeg, at det var positivt at få den her debat og virkelig få en forståelse for, hvor mange der egentlig lægger vægt på det her område og gerne vil prioritere det, men som så altså vil gøre det på en anden måde, end vi vil. Men det skal, mener jeg, ikke stoppe arbejdet, og så må vi jo finde nogle nye måder at se på, hvordan vi kan forbedre forholdene for familier, der ønsker at passe deres børn selv. Men tusind tak for debatten.

Der er lige et par korte bemærkninger. Først er det fru Ina Strøjer-Schmidt, SF. Værsgo.

Jeg synes, det er meget vigtigt, og jeg ved ikke, om jeg måske kunne stille et spørgsmål om det til ministeriet. Men jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at se, om man i ministeriet kunne prøve at komme med nogle regneforslag på det her. For det skal jo helst ikke være helt utopisk dyrt, hvis man skulle gå med til at støtte sådan et forslag. Så jeg håber, vi meget snart kan se på økonomien i det.

Ordføreren.

Ja, det vil vi bakke op om. Vi har lidt på forhånd opgivet at stille spørgsmål om det, men det kan jo godt være, at man kan stille det, så man på en eller anden måde kan indkredse, hvor mange man vil gætte på det kan dreje sig om, og hvor kostbart det vil være. Det vil jeg kun opfordre til.

Der er et spørgsmål mere. Værsgo.

Det var bare en kort bemærkning. Jeg synes, det er et rigtig godt udgangspunkt, og så kan vi jo tale derfra, når vi har nogle bare lidt mere konkrete tal end slet ikke nogen tal, sådan som vi har på nuværende tidspunkt.

Ordføreren.

Det er jeg kun helt enig i.

Den sidste, jeg kan se har bedt om ordet, er Mette Thiesen. Værsgo.

Jeg vil også bare lige sige tak for den her gode debat og berolige fru Marie Krarup med, at Nye Borgerlige har et beslutningsforslag om lige præcis det her, som vi kommer til at drøfte inden for ganske kort tid, og så kan vi i hvert fald tale om det igen. Det er et supervigtigt område. Så tak for at tage det op.

Ordføreren.

Det vil jeg glæde mig til at deltage i.

Der er ikke flere spørgsmål, så vi siger tak til fru Marie Krarup.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.