Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for at have fremsat det beslutningsforslag om hadforbrydelser, som Folketinget skal behandle i dag. Forslaget har to dele. Dansk Folkeparti ønsker for det første at tilføje ordet handicap til straffelovens § 81, nr. 6, så det kommer til at indgå som en skærpende omstændighed ved strafudmålingen, hvis gerningen har baggrund i offerets handicap. Og for det andet foreslås det at tilføje et afkrydsningsfelt vedrørende hadforbrydelser på politiets anmeldelsesskabelon.
Lad mig starte med at slå fast, at jeg enig med Dansk Folkeparti i, at der er behov for nye initiativer på hadforbrydelsesområdet. Der kommer løbende historier frem i medierne, som viser, at det, vi gør i dag, ikke er nok. Det er et område, som har regeringens fokus, både hvad angår de sikkerhedsmæssige aspekter, den forebyggende indsats og støtten til ofrene for hadforbrydelser. Derfor tilkendegav jeg også allerede i efteråret sidste år, at jeg ville se på tiltag til at styrke indsatsen mod hadforbrydelser.
Min tilgang er at lytte til dem, der har særlig viden om og indsigt i området. Derfor har jeg inviteret en række organisationer, bl.a. Institut for Menneskerettigheder og LGBT Danmark til et møde, hvor de vil fortælle mig, hvordan de oplever problemet, og hvad de mener, vi bør sætte ind med. Noget af det, jeg vil drøfte med organisationerne, er, hvordan vi øger anmeldelsestilbøjeligheden. Vi har undersøgelser, som indikerer, at der er et betydeligt mørketal, fordi mange ikke anmelder hadforbrydelser. Vi mangler derfor et klart billede af problemets reelle omfang. Jeg ønsker, at vi får flere sager frem i lyset, både så vi kan retsforfølge gerningsmændene, og så vi kan få et bedre overblik over området og på samme baggrund sætte ind med målrettede indsatser de rigtige steder. Vi skal også se på, hvordan vi sikrer, at ofrene for hadforbrydelser får den bedst mulige behandling, når de anmelder forholdet til politiet. Det her er med andre ord et område, som ligger mig og regeringen meget på sinde.
Jeg har meget sympati for Dansk Folkepartis forslag om at tilføje ordet handicap til straffelovens § 81, nr. 6. Som bestemmelsen er formuleret i dag, skal det indgå som en skærpende omstændighed, når domstolene udmåler straffen, hvis forbrydelsen har baggrund i andres etniske oprindelse, deres tro, seksuelle orientering eller lignende. Bestemmelsen omtaler ikke handicap eksplicit. Det kan man undre sig over, altså at straffeloven i 2020 ikke omtaler handicap. Det indgår dog allerede i dag som en skærpende omstændighed, hvis gerningsmanden har udnyttet offerets værgeløse stilling. Denne bestemmelse kan være relevant ved udnyttelse af handicappede, hvis offeret befinder sig i en værgeløse stilling. Men det fanger ikke alle hadforbrydelser begået mod handicappede. Ser vi på andre områder, kan man konstatere, at handicap sidestilles med f.eks. hudfarve, religion eller tro. Det gælder f.eks. med hensyn til forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.
Jeg er enig med forslagsstillerne i, at forbrydelser, som er motiveret af offerets handicap, skal anses som hadforbrydelser, og at straffelovens bestemmelser derfor bør nævne handicap; det er noget, jeg vil gå videre med.
Det andet spørgsmål, som Dansk Folkeparti rejser, altså spørgsmålet om afkrydsningsfeltet vedrørende hadforbrydelser på politiets anmeldelsesskabeloner, har været fremme flere gange – også under den tidligere regering. Jeg er enig i intentionerne bag forslaget, nemlig at få flere hadforbrydelser frem i lyset. Som jeg nævnte indledningsvis, er mørketallet noget, der ligger mig på sinde. Det er noget, vi vil se nærmere på i det igangsatte hadforbrydelsesarbejde.
Jeg er dog, ligesom tidligere ministre, ikke overbevist om, at et afkrydsningsfelt på politiets anmeldelsesskabelon vil løse problemet med mørketal. Det virker for mig – for at sige det ligeud – som en papirløsning, som skaber unødigt bureaukrati. Politiets anmeldelsesskabelon er en standardskabelon, som anvendes i alle anmeldelser om strafbare forhold. Politiet modtager ca. 300.000 anmeldelser om året. Indføres der i den fælles anmeldelsesskabelon et afkrydsningsfelt vedrørende hadforbrydelser, vil politiet i et meget stort antal sager, også sager uden hadmotiv, skulle markere, om der foreligger et hadmotiv. Og er det ikke lige præcis det, vi er rigtig gode til politisk? Når vi ser et problem, kræver vi yderligere dokumentation, kontrol og registrering, og samtidig kritiserer vi den offentlige sektor for at drukne i djøf'ere og bureaukrati.
Men jeg er enig i, at vi skal gøre, hvad vi kan, for at sikre, at alle hadforbrydelser registreres korrekt i politiets systemer. Det er helt afgørende, for at vi kan monitorere området og dermed få et retvisende billede af problemets omfang. Derfor skal vi også i det hadforbrydelsesarbejde, der er iværksat, se på, om politiets registrering og monitorering af hadforbrydelser kan forbedres.
Så selv om jeg kan støtte hensigten bag forslaget, ikke mindst i forhold til straffelovens § 81, kan regeringen ikke støtte forslaget.