B 56 - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm., om det er i strid med grundloven at stille krav om, at nytilkomne indvandrere efter 3 måneder enten skal have fundet egen forsørgelse eller skal have taget initiativ til at komme i aktivering, hvis ønske om offentlig ydelse skal fastholdes, til udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2019-20
B 56
Offentligt

Ministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Udlændinge- og Integrationsudvalget har den 21. februar 2020 stillet følgende

spørgsmål nr. 5 til B 56 efter ønske fra Pernille Vermund (NB) til udlændinge- og

integrationsministeren, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 5 til B 56:

Mener ministeren, at det er i strid med grundloven at stille krav om, at nytilkomne

indvandrere efter tre måneder enten skal have fundet egen forsørgelse, eller skal

have taget initiativ til at komme i aktivering, hvis man ønsker at fastholde en of-

fentlig ydelse?

Svar:

Udlændinge- og Integrationsministeriet kan generelt oplyse, at det følger af

grundlovens § 75, stk. 2, at den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis

forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog

mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.

Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med kommentarer (2015), side 485,

anfører bl.a. følgende angående personkredsen omfattet af grundlovens § 75, stk.

”Det

må antages at følge af grundlovens § 75, stk. 2, at bestemmel-

sen ikke blot omfatter danske statsborgere, men også udlændinge,

der opholder sig lovligt her i landet (modsat Ross 1980 s. 785). I U

2012.1761 H fastslog Højesteret, at en udlænding med opholdstilla-

delse som flygtning var omfattet af den personkreds, som er beskyt-

tet af grundlovens § 75, stk. 2. Det er nærliggende, at også andre ud-

lændinge, der opholder sig mere end rent midlertidigt her i landet, vil

kunne være omfattet af bestemmelsen. Grundlovens § 75, stk. 2, er

ikke til hinder for, at det bestemmes, at udlændinge skal udsendes af

landet

–

herunder som følge af, at de ikke er i stand til at forsørge sig

selv.”

I lyset af ordlyden af grundlovens § 75, stk. 2, og den nyere statsretlige litteratur

er det Justitsministeriets opfattelse, at bestemmelsen indebærer, at det påhviler

staten at sikre et eksistensminimum for personer, der opholder sig mere end rent

30. marts 2020

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Integration

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

Sags nr.

Akt-id

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

2020 - 3460

1185608

Side

1/3

B 56 - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm., om det er i strid med grundloven at stille krav om, at nytilkomne indvandrere efter 3 måneder enten skal have fundet egen forsørgelse eller skal have taget initiativ til at komme i aktivering, hvis ønske om offentlig ydelse skal fastholdes, til udlændinge- og integrationsministeren

kortvarigt i Danmark, og hvis forsørgelse ikke påhviler andre. Det gælder også

udlændinge uden lovligt ophold.

Det vurderes således, at det ikke vil være i overensstemmelse med grundlovens §

75, stk. 2, hvis udlændinge, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsør-

gelse ikke påhviler nogen anden, ikke kan modtage hjælp fra det offentlige.

Det fremgår imidlertid ikke af grundlovens § 75, i hvilken form hjælpen skal ydes,

og hjælpen vil f.eks. kunne betinges af modtagelse af et arbejdstilbud, således at

den pågældende ved at påtage sig det tilbudte arbejde (atter) bliver i stand til at

forsørge sig selv og sine, eller deltagelse i aktivering. En person, der tilbydes of-

fentlig forsørgelse på den betingelse, at vedkommende deltager i aktivering, vil

således efter en konkret vurdering af bl.a. aktiveringstilbuddet og udlændingens

forhold

ku e blive a set for at odtage ”hjælp” i gru dlove s § 75, stk. 2’s for-

stand.

Det bemærkes i den forbindelse, at Højesteret ved dom af 5. december 2005 (op-

trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2006, side 770) tog stilling til en sag om midlertidig

standsning af udbetaling af kontanthjælp til en person under henvisning til, at

vedkommende i en periode ikke havde taget imod et tilbud om aktivering. Høje-

steret fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at personen, der i en to-

måneders periode ikke havde fået udbetalt kontanthjælp, ikke fik tilbud om hjælp

inden for rammerne af grundlovens § 75, stk. 2.

Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at aktiveringstilbuddet indebar, at

personen, i det omfang han deltog i aktiveringen, ville få udbetalt en ydelse, som

oversteg et eksistensminimum, og at hans vægring ved at deltage i aktivering ale-

ne ville have som konsekvens, at han, mens aktiveringstilbuddet stod åbent, mi-

stede ydelsen, i det omfang han ikke deltog i aktiveringen. Endvidere lagde Høje-

steret vægt på, at aktiveringstilbuddet var rimeligt, bl.a. i den forstand at den på-

gældende magtede at udføre arbejdet, og kravet om deltagelse i aktivering som

betingelse for opnåelse af kontanthjælp var sagligt begrundet, idet kravet havde

til formål at forbedre hans muligheder for selvforsørgelse.

Det kan i øvrigt oplyses, at en ordning, hvorefter der gælder krav om aktivering for

at fastholde en offentlig ydelse, også skal overholde Danmarks internationale

forpligtelser, herunder diskriminationsforbuddet i EMRK artikel 14 sammenholdt

med artikel 1 i tillægsprotokol 1 (om ejendomsretten), og at forskelsbehandling på

baggrund af nationalitet kræver meget tungtvejende grunde for at kunne anses

for retfærdiggjort efter EMRK, jf. bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdom-

stols dom af 16. september 1996 i sagen

Gaygusuz mod Østrig.

For regeringen er princippet om ret og pligt helt afgørende. Ledige, der modta-

ger en forsørgelsesydelse, skal som udgangspunkt stå til rådighed for arbejdsmar-

kedet. Det gælder for såvel danske statsborgere som for udlændinge. Og det er

ikke mindst afgørende, at alle nytilkomne bliver mødt med dette krav, med hen-

Side

2/3

blik på at de kan bidrage til det samfund, de nu er en del af, frem for at være pas-

sive ydelsesmodtagere.

Regeringen har som bekendt igangsat et arbejde med et forslag om at bidrage

med, hvad der svarer til en 37 timers arbejdsuge, hvis man ønsker adgang til fuld

ydelse.

Mattias Tesfaye

Lars von Spreckelsen-Syberg

Side

3/3