Det sidste punkt på dagsordenen er:

10) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 49:

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af udsatteråd i alle kommuner.

Af Torsten Gejl (ALT) og Susanne Zimmer (ALT).

(Fremsættelse 29.11.2019).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til social- og indenrigsministeren.

Tak for det, formand. Med beslutningsforslaget ønsker forslagsstillerne ved lov at forpligte kommunerne til at nedsætte udsatteråd for at sikre, at socialt udsattes stemme bliver hørt i det lokalpolitiske arbejde. Det er et meget sympatisk ærinde at være ude i, og jeg er helt enig i, at lokale udsatteråd kan kvalificere socialpolitikken i kommunerne og kaste lys over både udfordringer og løsninger, der virker i praksis.

Inddragelse af socialt udsatte mennesker i de beslutninger, der særlig vedrører dem, er en væsentlig del af at række hånden ud til dem, der befinder sig helt eller delvis uden for vores fællesskab. Det er noget, som denne regering har som et af sine socialpolitiske pejlemærker. Vi skal række hånden længere ud og give bedre plads til stemmerne blandt dem, der ofte bliver overhørt eller ikke selv har kræfterne til at råbe op. Det kan man gøre ved at tage med folk, ved at tage på besøg på herberger, væresteder, krisecentre, ved at tage sig tid til at snakke med gadens folk, når man møder dem. Men med et udsatteråd kan man give de her mennesker en formel stemme, og man tilkendegiver som kommunalpolitiker ved at oprette et lokalt råd, at deres stemme er vigtig.

I dag har 41 kommuner efter eget ønske nedsat udsatteråd, og jeg ved, at flere nye er på vej. Rådet for Socialt Udsatte har i perioden 2017-2020 til opgave at gøre en særlig indsats for at fremme og understøtte kommunernes arbejde med lokale udsatteråd. De rådgiver og støtter de eksisterende råd; de inspirerer nye kommuner med erfaringer fra andre steder. Bl.a. har de fokus på det oversættelsesarbejde, der kan være nødvendigt mellem de formelle rammer i en offentlig forvaltning og de ofte mindre strukturerede rammer, der er hverdag for mange socialt udsatte mennesker.

Persongruppen for de lokale udsatteråd er bl.a. hjemløse, mennesker med misbrug og mennesker med psykiske lidelser. Hvis man vil have de mennesker med, kræver det, at man tilrettelægger rådets arbejde på en måde, så det er tilgængeligt, og så der sker en reel inddragelse. Det kan sikres ved at lægge ekstra kræfter i at forklare betegnelser og systemer og holde møderne et andet sted end på rådhuset, så det er muligt for flere at dukke op, og holde flere pauser i møderne, eller hvad det nu kan være, der skal til for at gøre arbejdet nærværende og relevant. Og det mener regeringen har en bedre chance for at lykkes, hvis nedsættelse af nye frivillige råd sker nedefra og op, ad frivillighedens vej. For der er ikke noget vundet ved formel inddragelse og pseudoinddragelse – det tror jeg i øvrigt at forslagsstillerne er helt enige med mig i. Det, der må være målet her, er inddragelse af gavn – ikke blot af navn.

Med det nye Rådet for Socialt Udsatte, som jeg udpegede i sidste uge – eller måske var det i forrige uge; tiden går så hurtigt – blev der som noget nyt også oprettet to paneler, som skal sikre, at rådet favner bredere. Det ene panel består af brugere og praktikere inden for de forskellige former for udsathed, og det andet panel er et landspanel med repræsentanter fra de lokale udsatteråd i kommunerne. Med landspanelet får vi et nødvendigt fokus på udsathed på tværs af landet, i storby og provins, i yderkommuner og landkommuner, på en stærkere måde, end vi har haft hidtil. Panelet her skal mødes med både medlemmerne i Rådet for Socialt Udsatte og den siddende socialminister, i hvert fald så længe den siddende socialminister er undertegnede. Jeg tror, at det vil styrke interessen for at få et lokalt udsatteråd og oprette det, når de igennem landspanelet ikke bare kan være en stemme i lokalpolitikken, men også får en direkte adgangskanal til det landspolitiske niveau.

Som sagt støtter vi fra regeringens side intentionerne bag beslutningsforslaget, men vi er ikke overbevist om, at en pligt til at nedsætte udsatteråd reelt vil sikre den inddragelse, som vi mener er så afgørende. Derfor foreslår regeringen, at vi i stedet for tæt følger arbejdet i Rådet for Socialt Udsatte med den opgave, som de har til og med indeværende år, med at understøtte den fortsatte frivillige nedsættelse af udsatteråd, hvor der er så mange på vej.

Jeg har desuden givet det nye Rådet for Socialt Udsatte den opgave at skrive deres eget kommissorie igen – at gentænke, hvad det er for en rolle, Rådet for Socialt Udsatte har og skal have i Danmark, og hvad det er for nogle arbejdsmetoder, de kan have, der sikrer, at vi får givet flere socialt udsatte en stærk stemme i vores samfundsdebat. Og jeg forventer, at noget af det, de vil komme omkring i det arbejde, netop er den lokale forankring og de lokale udsatteråds rolle.

Derfor vil jeg sige, at det her ikke er sidste gang, jeg har tænkt mig at ville diskutere det her med Folketingets partier. På baggrund af erfaringerne med at understøtte oprettelsen af lokale udsatteråd, hvor vi jo har set en god stigning i antallet og kan høre, at der er flere på vej, og på baggrund af det nye Rådet for Socialt Udsattes arbejde med at lave et nyt kommissorie og dermed også med at gentænke, hvordan de arbejder bedst, og om det her nye landspanel kan spille en vigtig rolle i fremtiden, så vil jeg gerne være med til at drøfte med Folketingets partier, hvordan vi kan sikre lokal inddragelse af udsatte bedst muligt fremadrettet – og ikke ved lovfæstelse. Jeg tror, det her skal vokse op nedefra og op, hvis det reelt skal være af gavn og ikke kun af navn. Og så må man vist også bare påpege – det er sådan en formssag – at vi som regering har svært ved at støtte beslutningsforslaget, fordi det ikke peger på den nødvendige finansiering, som sådan en lovfæstelse ville kræve.

Tak til ministeren. Der er et ønske om en kort bemærkning fra hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Værsgo.

Tak. Det var faktisk en god tale. Jeg synes, at den åbner muligheder for, at vi måske kan se på støtte til, at de resterende kommuner får oprettet udsatteråd, måske via reserven, måske på andre måder. Der er det med finansieringen. Altså, for 10 år siden fremsatte fru Mette Frederiksen, den nuværende statsminister, fuldstændig samme beslutningsforslag uden finansiering. Og så står man og forlanger finansiering af mig. Nu er det her billigt. Det koster ca. 100.000 kr. pr. år pr. kommune, så det er ikke finansieringen, vi skal skændes om. Men at stå og fremhæve over for mig, at jeg skulle have fundet finansieringen, når ministerens parti engang gjorde det samme, synes jeg jo nok er en stor mundfuld.

Men når Socialdemokratiet fremsatte stort set det samme beslutningsforslag for 10 år siden, hvorfor i alverden kan vi så ikke bare få det vedtaget nu og komme videre i teksten?

Ministeren.

Vi er jo heldigvis kommet langt på det her område siden 2010. Jeg skal ikke kunne redegøre for, hvorfor en socialdemokratisk ordfører i opposition i 2010 kunne finde på at fremsætte et beslutningsforslag uden finansiering. Vi kan kigge på, hvad det kostede i midler at kræve, at der skulle oprettes handicapråd. Vi kan så kigge på, hvad vi mangler for at have dækket alle kommuner med udsatteråd. Det er alligevel ca. 7 mio. kr., der er skønnet. Det er jo også en slags penge. Men som ordføreren også bemærkede, var det jo faktisk ikke det, der var det bærende argument i min tale.

Derfor vil jeg også bare sige til ordføreren, at der fra min side er en reel optagethed af, hvordan vi får de udsattes stemme stærkere frem, og hvordan vi sikrer, at vi herinde fra Christiansborgs side får bedre blik for de forskellige former for udsathed, der er på tværs af vores land, så vi ikke ender i storbydiskussioner. Jeg synes, det er meget sigende, at det kunne komme sådan bag på os, da de nye hjemløsetal kom, at der var sket den stigning i hjemløshed uden for de store byer. Det siger jo noget om, at det kræver noget særligt af os også at have blikket ud i hele Danmark. Og det mener jeg det nye landspanel under Rådet for Socialt Udsatte er et vigtigt skridt hen imod.

Hr. Torsten Gejl.

Tak. Jamen det er jo igen sympatiske og gode takter. Men det var sådan, at da Socialdemokraterne, SF, Radikale og Enhedslisten fremsatte det her forslag i 2009, tror jeg, det var, altså for 10 år siden, var der jo nogle kommuner, der allerede var i gang med det. Der var det også i gang. Og i lovteksten dengang refererer S jo netop til, at det var i gang, og at det fungerede godt. Så hvordan kan argumentet den her gang være, at det ikke duer, når det er i gang, hvis argumentet dengang var, at det fungerer godt, når det er i gang?

Ministeren.

Nu er vi jo kommet så langt, at jeg kan se af tallene, hvor mange udsatteråd der er, og lige om lidt har vi udsatteråd i over halvdelen af landets kommuner. Det afgørende her er jo for mig, at det er nogle råd, der kan fungere. Det skal ikke være endnu et lag, vi lægger ned over det herindefra, og som man kan vinge af på et papir i forvaltningen, altså at nu har vi også nedsat det råd, vi skal. Det skal være, fordi det her er noget, der batter; fordi det er noget, man har tænkt at tage til sig lokalt og lytte til; fordi man har tænkt sig at gøre det, der skal til, for at facilitere, at de mest udsatte borgere faktisk får en stemme og faktisk kan være en del af det her arbejde.

Det kræver jo, hvilket jeg gik igennem i min tale, at man tilrettelægger arbejdet på en ganske bestemt måde, så det ikke kun bliver et udsatteråd, man har af navn, men faktisk også en inddragelse af gavn. Og selv forventer jeg mig meget af det landspanel, som jeg har nedsat.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren. Næste person på talerstolen er fra Socialdemokratiet, og det er fru Camilla Fabricius. Værsgo.

Jeg synes allerede, at vi er startet rigtig godt her i dag på en debat, som er meget central for Danmark, nemlig hvordan det er, vi får kigget på at sikre omsorg for de mennesker, som er udfordret, og som har brug for en ekstra hånd. Jeg synes også, ministeren har været rigtig klar i sin tone om, at det her er en problematik, vi ser overalt i Danmark, og at ministeren allerede nu har taget ansvar for, at vi skal have kigget ud over bare det, som de store byer peger på.

Den anden dag, ja, faktisk i går, var jeg i forslagsstillerens hjemegn, Kolind, hvor jeg besøgte en café, Kafé Kolind. Jeg skulle i øvrigt hilse ordføreren for Alternativet. Det her sted var for en udsat befolkning; det var for mennesker, som havde brug for noget særligt – altså et sted, hvor der er langt til næste by. Det tager godt og vel en lille times tid inde fra Aarhus at køre hele vejen ud til Kolind.

Her var der en central problemstilling om mennesker, som havde brug for omsorg, kærlighed og en professionel tilgang til at få tacklet modgang i livet. Det viser, at det her er noget, som er centralt at få placeret, og derfor hilser jeg selvfølgelig også velkommen, at ministeren i den grad sætter udsatte på dagsordenen og har kastet sig ind i debatten. Er det så den rigtige måde gøre det på? Der læner jeg mig fuldstændig op ad ministeren med hensyn til at sige, at vi sætter pris på, at man ude i kommunerne har et klart kommunalt selvstyre og ved, at det er noget, vi samlet skal tage hånd om.

Derfor kan vi heller ikke støtte beslutningsforslaget. Jeg skulle hilse fra Enhedslisten og fra Radikale og sige, at de også er meget optaget af dagsordenen, og at det er væsentligt, at vi får taget hånd om det i fællesskab, men at de heller ikke kan støtte forslaget. Tak.

Tak til ordføreren. Der er lige en kort bemærkning til ordføreren fra hr. Torsten Gejl. Værsgo.

Det havde klædt De Radikale og Enhedslisten at møde op og fortælle, hvorfor de ikke vil støtte et forslag, som de selv har fremsat for 10 år siden. Men det skal ordføreren jo ikke høre for.

Jeg synes trods alt – og tak for hilsenen fra Kolind i øvrigt – at jeg mangler svar på, at når det nu var sådan, at sidste gang det her forslag blev fremsat, fandtes der også udsatteråd; altså, da Socialdemokraterne fremsatte det her forslag sidst sammen med de her partier, jeg har nævnt, fandtes der allerede udsatteråd i forvejen. Hvorfor er det så et problem, når man fremsætter det nu, at der findes udsatteråd i forvejen?

Ved ordføreren, hvor mange udsatteråd der fandtes allerede dengang?

Ordføreren.

Nej, det er jeg ikke klar over. 17 får jeg nu at vide her. Det er jo helt centralt, at der, hvor der er udsatteråd, virker de rigtig godt og kan give en god sparring for kommunerne.

Så vil jeg bare lige sige til ordførerens sådan lidt krasse kommentar – han er jo selv en del af et lille parti – at jeg faktisk ikke synes, det er fair, når man kommer med en hilsen og giver en opbakning til det område, som ordførerens forslag omhandler, og når der er givet en personlig og velbegrundet forklaring til mig. Det er i øvrigt kutyme herinde, at små partier kan bringe det på den måde. Så jeg synes faktisk, at man skal prøve skille tingene og sige, at det her handler om politik – det handler om de mennesker, vi gerne vil gøre noget ekstra for. Og der må man sige, at man rammer politisk set rigtigt i at skulle løfte det her område og være klar på det.

Der synes jeg også, at vi har en minister, der i den grad har stillet sig i spidsen for at ville noget på det her område. Men lad nu politik være politik, altså partikommentarer. Og så vil jeg sige, at det er meget reelt, hvad ordføreren ellers kommer med af kommentarer.

Hr. Torsten Gejl.

Det er jeg bange for at jeg ikke forstod, og så er det svært at beklage det. Jeg forstod simpelt hen ikke ordførerens krasse kommentar.

Det, som jeg spurgte til, var, hvorfor det er sådan, at Socialdemokraterne ikke vil stemme for et beslutningsforslag, som de selv fremsatte tilbage i tiden. Når ordføreren nu siger, at ordføreren lægger sig helt op ad ministeren, så forstår jeg heller ikke, at vi skal have kritik for ikke at anvise en finansiering, altså når ordførerens parti heller ikke gjorde det dengang.

Ordføreren.

Jeg synes, at der er svaret på spørgsmålet en gang. Min foregående kommentar gik sådan set ikke på det forslag, der er fremsat, som rummer nogle gode takter i forhold til at ville udsatte mennesker det godt, og som jeg også synes der er en grobund for i Folketinget. Det, min kommentar gik på, var, at der er små partier, som ikke er til stede og kan give deres besyv med. Det var det, min kommentar til ordføreren gik på.

Tak til ordføreren fra Socialdemokratiet. Den næste ordfører kommer fra Venstre, og det er fru Anni Matthiesen. Velkommen.

Tak for ordet, formand. Jeg vil også sige tak til Alternativet for at sætte fokus på de udsatte her i aften i Folketingssalen. Man kan sige, at med det her beslutningsforslag ønsker Alternativet, at der skal fremsættes de nødvendige lovforslag inden udgangen af folketingsåret om, at landets kommuner skal forpligtes til at oprette lokale udsatteråd. Jeg vil egentlig gerne starte med at sige, at jeg synes, det er sympatisk, og jeg vil også sige, at Venstre bakker op om de her intentioner, for jeg er faktisk enig i, at det er rigtig vigtigt, at vi også giver en øget mulighed for brugerinddragelse i forhold til socialt udsatte.

Derimod er jeg måske ikke helt enig med forslagsstillerne i forhold til den nuværende form, som beslutningsforslaget er skrevet i. Noget af det, som bekymrer mig lidt, er, at forslagsstillerne ligesom ønsker, at vi skal mere eller mindre presse det her ned i halsen på de resterende kommuner. Der er jo i dag 41 kommuner, mener jeg, det er, der allerede har oprettet de her udsatteråd, og det skal de selvfølgelig have ros for, og så håber jeg egentlig, måske endda ved at vi debatterer det her i Folketingssalen, at der er flere kommuner, der også får øje på, at det er en god idé, og at man måske tager det op af sig selv. Det med, at man via tvang, kan man sige, propper det ned i halsen på kommunerne, tror jeg er den forkerte vej at gå, og i Venstre holder vi egentlig langt hen ad vejen af, at det sker via frivillighed, og at det også vokser op nedefra.

Nu tør jeg næsten ikke sige det, men der er heller ikke anvist noget finansiering til forslaget. Nu er jeg spændt på, om ordføreren har fundet et eller andet tilbage fra for 10-12 år siden, hvor der var en fra Venstre, der fremsatte et forslag uden finansiering, men jeg vover alligevel at sige, at vi simpelt hen ikke ud af forslaget kan se, hvordan man vil finde pengene til det her forslag.

Jeg vil her til sidst også gerne sige, at vi, såfremt forslagsstillerne måske vil arbejde med en form for beretning eller noget på det her forslag, gerne kigger med vedrørende det, for jeg tænker jo også, at man, hvis ikke vi kan finde pengene, måske kunne opfordre kommunerne til at gøre det sammen med nogle af de råd, de allerede har rundtomkring i kommunerne, eventuelt sammen med handicapråd eller ældreråd, for så kunne der måske også i nogle kommuner være plads til de udsatte i samme råd. Det er blot en tanke, som jeg egentlig også gerne vil snakke med forslagsstillerne om.

Men som sagt kommer vi ikke til at stemme for forslaget.

Tak til Venstres ordfører. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Torsten Gejl. Værsgo.

Jeg synes, det var en fin tale. Jeg skal måske passe på med at provokere for meget, for hvis jeg er rigtig dygtig, tror jeg, at jeg måske senere kan samle ordførerens, måske også ministerens, støtte til at lave en pulje, hvor vi kan støtte oprettelse af nye udsatteråd. Det er ikke noget, som Venstres ordfører skal stå og love lige her.

Men nej, jeg har ikke researchet Venstres fortid i forhold til de her forslag. Jeg vil dog gerne spørge Venstres ordfører, om Venstre har været med til at støtte ideen om at oprette handicapråd og ældreråd.

Ordføreren.

Ja, det mener jeg helt klart vi har. Nu kan jeg ikke huske, hvornår det var, det foregik, men det mener jeg. Jeg synes i det hele taget, at det er rigtig vigtigt, at vi sikrer brugerinddragelse rundtomkring i kommunerne. Jeg synes også, det er rigtig vigtigt, at det langt hen ad vejen sker ad frivillighedens vej, for selv om man kan sige, at vi har udsatte i hele landet, så er det ikke sikkert, at det er samme måde, man ønsker at skrue tingene sammen på i en lille kommune som Fanø sammenlignet med f.eks. i København. Derfor synes jeg faktisk også, det er rigtig vigtigt, at det er noget, som civilbefolkningen og byrådsmedlemmerne rundtomkring i landet arbejder sammen om, når det skal ske.

Hr. Torsten Gejl.

Jeg trykkede mig sådan set ud igen, for jeg syntes egentlig, at ordføreren havde nogle rigtig fine svar. Jeg håber, at vi kommer til at arbejde videre med det her. Jeg tror, vi skal finde en lille løftestang til at få det her bredt ud i alle kommunerne. Jeg er bange for, at det er nogle af de kommuner, hvor det er allervigtigst, at man gør det, hvor man måske vil undlade at gøre det. Så jeg ser simpelt hen frem til, at vi får det her løst på en eller anden måde.

Ordføreren.

Jamen jeg kan kun sige, at jeg også glæder mig til det videre arbejde, og jeg er helt sikker på, at det ikke er sidste gang, vi drøfter det her emne i Folketingssalen.

Tak til ordføreren fra Venstre. Den næste ordfører kommer fra Dansk Folkeparti, og det er fru Marie Krarup. Velkommen.

Tak. I Dansk Folkeparti ser vi med stor sympati på forslaget her. Vi synes, det er positivt, at man vil tage sig af de udsatte og svage, og at man vil lytte til dem. Det vil vi også. Det er faktisk derfor, vi har som mærkesag at sørge for en stram udlændingepolitik – netop for at der skal blive råd til, tid til og mulighed for, at man kan tage sig af sine egne svage og udsatte, i stedet for at man skal bruge ressourcerne på folk, der kommer udefra og ikke har den samme berettigede forventning eller kan have den samme berettigede forventning om, at man tager sig af dem, eller i stedet for at vi får et opløst samfund, hvor den her samhørighed, der gør, at vi føler en forpligtelse over for de svage, forsvinder. Det er meget vigtigt, at den er der.

Så vi synes helt klart, at det er et sympatisk forslag, og vi vil gerne se positivt på det i udvalgsarbejdet. Der er ting, vi skal have spurgt ind til. Bl.a. vil vi også gerne have at vide, hvor meget det koster. Men vi vil også gerne vide præcis, hvor meget tvang, om jeg så må sige, der skal ligge i det. For sådan som vi ser det, er der forskel fra kommune til kommune. Så vi forestiller os, at det er bedst, hvis tingene sker i et tæt lokalt samarbejde med de udsatte grupper, man har i sin kommune. Derfor vil det selvfølgelig være bedst, hvis det kommer nedefra af sig selv. Så spørgsmålet om, hvordan man skal føre det ud i livet, er lidt svært. For kan man bare komme med en kommando herinde fra Christiansborg og sige: Nu skal I? Det er vi ikke helt sikre på, men vi vil gerne se positivt på det og stille nogle opklarende spørgsmål i udvalgsarbejdet og se, hvor langt vi kan komme med det. Så tak for forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak for en fin tale og, synes jeg, foreløbig de mest konstruktive ord om den her idé om, at alle skal have et udsatteråd. Nu er det jo logik for høns, at det her forslag ikke bliver stemt igennem her. Men uden at jeg skal forpligte ordføreren, håber jeg, at ordføreren vil være med til at overveje, om vi måske kunne lave en slags løftestang. Det kan være en lille pulje fra reserven, eller det kan være andre måder, hvorpå vi inspirerer kommunerne til at kunne lave det her selv. Kunne det måske være en idé?

Ordføreren.

Nu er jeg gæst på området i dag og har fået instrukser om, hvad jeg skal sige. Så det der med at love noget, som vi ikke har omtalt på gruppemødet i dag, vil være meget, meget svært. Men jeg vil godt love, at den rigtige ordfører vil se positivt på det, sådan som vedkommende har sagt til mig at jeg skulle fortælle her, og selvfølgelig også se positivt på det her forslag. Men jeg kan helt sikkert ikke love præcist at sige ja til det.

Hr. Torsten Gejl.

Jamen så vil jeg drøfte det videre med den udmærkede socialordfører Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti, som vi i forvejen laver masser af gode ting sammen med.

Ordføreren.

Jamen det synes jeg er den helt rigtige måde at gøre det på.

Tak til ordføreren fra Dansk Folkeparti. Den næste ordfører kommer fra SF, og det er fru Trine Torp.

Det er vigtigt, at vi hele tiden er opmærksomme på, hvordan vi kan gøre demokratiet mere tilgængeligt, styrke den lokale indflydelse og borgernes stemme og sikre rammer for dialog og samarbejde mellem borgere og folkevalgte. Derfor vil jeg gerne takke Alternativet for at sætte fokus på, at vi selvfølgelig bør have samme tilgang til udfordringer på udsatteområdet, så også mennesker med forskellige problemer og erfaringer fra et liv i udsathed har mulighed for at blive hørt og inddraget; for det er jo det, der er essensen af det her forslag.

Det fremsatte beslutningsforslag pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, så det gøres lovpligtigt for kommuner at nedsætte et udsatteråd. SF mener ligesom forslagsstillerne, at det bør sikres, at også socialt udsattes stemmer bliver hørt i det lokalpolitiske arbejde. Og når vi ønsker at forbedre vilkårene for socialt udsatte, giver det selvfølgelig god mening at lytte til de mennesker, som bliver berørt af den politik, man fører.

Spørgsmålet er så, om det er noget, vi skal regulere ved lov fra Christiansborg. Selv om jeg er meget enig i målet med forslaget, er jeg i tvivl om midlet. Og selv om SF for 10 år siden – jeg kan lige så godt komme det lidt i forkøbet – selv har været medforslagsstillere på et lignende forslag, så er vi nu i tvivl om, hvorvidt et lovbestemt krav til kommunerne er vejen.

Jeg har forhørt mig lidt hos folk, der har siddet i ældreråd, i handicapråd og i udsatteråd i nogle af de 41 kommuner, der har udsatteråd, og jeg hører rigtig mange forskellige erfaringer. Reel inddragelse forudsætter f.eks., at et råd ikke bare bliver en legitimering af beslutninger under dække af, at så har man orienteret og lyttet. Det skal være et råd, politikerne vil lytte til, og de steder, hvor det fungerer godt, er der, hvor der er bred opbakning til rådene, hvor der er relevante repræsentanter for brugerne, og hvor rådet har nogle formelle kompetencer.

Der er bestemt gode erfaringer at bygge videre på. Jeg hører fra flere, at udsatterådene fungerer som vigtige samarbejdspartnere på socialområdet, og der er flere og flere kommuner, som opretter udsatteråd. Men der er også kommuner, hvor en forpligtelse til et udsatteråd måske ikke vil give lige så meget mening. F.eks. hører jeg om steder, hvor det er begrænset med antallet af aktive, som deltager i rådets arbejde, bl.a. på grund af kommunestørrelse, eller om steder, hvor rådet nedlægges igen, fordi man ikke har kunnet rekruttere til det. Der kan også være kommuner, der går andre veje med hensyn til borgerinddragelsen. Kommuner er i det hele taget meget forskellige, og vi skal passe på med at stille for ensartede krav. Nogle af de erfaringer, jeg f.eks. har hørt, ikke bare fra udsatteråd, men også fra handicapråd og ældreråd, er, at det netop nogle steder er svært at få nogen til at stille op, men også, at der nogle gange bliver sat spørgsmålstegn ved, hvor meget det reelt flytter for dem, det handler om. Der kan være ukonstruktive kampe mellem forskellige grupper af politikere, embedsfolk og repræsentanter for borgerne eller stærke grupperinger, der sætter sig på dagsordenen. Og nogle steder består rådene faktisk primært af repræsentanter frem for de direkte berørte borgere.

Så vi mener altså, at vi skal lade det være op til kommunalbestyrelserne selv at bestemme, om der skal nedsættes råd, fordi kommuner varierer, som de gør. Det skal give mening lokalt. Og måske er det egentlig også en anden vej, vi skal i forhold til kommunerne, end det her med flere bindinger og regler. Men jeg synes faktisk med afsæt i det her beslutningsforslag, at vi har brug for at blive noget klogere. Altså, for overblikkets skyld kunne det være relevant at spørge til, hvordan kommunerne i dag løser de opgaver, et udsatteråd skal løfte – både dem, der har nedsat udsatteråd, men også dem, der ikke har. Der kan være mange måder at gøre det på, og det må være outcome, der er det vigtigste.

Udsatteråd kan jo være én vej til større brugerinddragelse, men kunne man eventuelt forestille sig, at man først laver en erfaringsopsamling fra de allerede eksisterende 41 udsatteråd og måske også handicap- og ældrerådene – for at finde ud af, på hvilket niveau de her råd inddrages, hvordan de sammensættes, og hvilken effekt de har for demokratiet og for inddragelsen?

Så SF støtter altså op om formålet med at styrke demokrati og inddragelse, men vi synes, vi har brug for at blive klogere, inden vi gør dem lovpligtige. Så vi kan ikke støtte beslutningsforslaget, men vi vil rigtig gerne være med til at lave en beretning, hvor vi får undersøgt nærmere, hvordan kommunerne arbejder med borgerinddragelse – ikke mindst i forbindelse med dem, som har sværest ved at komme til orde og få indflydelse.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til hr. Torsten Gejl. Værsgo.

Jamen det er faktisk en rigtig god idé at prøve at samle op på nogle af de erfaringer, der er fra ældreråd, fra handicapråd og fra udsatteråd. Det skal selvfølgelig fungere derude, og det er klart, at når man laver sådan et råd, åbner man også for, at der kan være problemer med det. Så det at samle noget best practice og se, hvad de gør der, hvor de gør det helt optimalt, synes vi er en super god idé.

Jeg må sige, at jeg har fået stemt mange beslutningsforslag ned, men jeg tror, at af de beslutningsforslag, jeg har fået stemt ned, er det her det, som har fået mest ros nogen sinde.

Så jeg kommer altså nok rendende med forslag til, hvordan vi kan finde en måde at få de sidste kommuner med. Vi kunne f.eks. støtte dem via reserven eller noget andet. Jeg håber, at SF's ordfører uden at kunne love noget i dag vil være positivt stemt over for sådan en type henvendelse.

Ordføreren.

Jamen altså, det her med at have positive incitamenter til borgerinddragelse, også når det handler om at oprette råd, er vi positive over for. Men jeg synes måske også, at Alternativets ordfører netop skal overveje det her med, om vi kan lave en beretning, der gør, at vi faktisk får en erfaringsopsamling. For der er sket mange ting, siden handicapråd, ældreråd og udsatteråd er blevet oprettet rundtomkring, og jeg synes faktisk, at vi har brug for at blive klogere på det.

Hr. Torsten Gejl.

Det synes jeg er et fint råd. Jeg håber, at ordførerens parti så også vil være med til at finde en lille slat penge til det, for det bliver den næste udfordring.

Ordføreren.

Det kan jeg jo ikke love endnu, men jeg synes faktisk, at det her med at give nogle positive incitamenter, eventuelt via økonomi eller ved at støtte det på andre måder for at få det rendt i gang, generelt er en bedre idé end at lave det ved lov.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører kommer fra Det Konservative Folkeparti, og det er fru Brigitte Klintskov Jerkel. Velkommen.

Tak. Jeg vil også starte med at rose Alternativet for forslaget. Jeg blev faktisk rigtig glad, da jeg læste det, fordi jeg synes, der er nogle gode intentioner, og sådan set har stor sympati for tanken bag forslaget, så det vil jeg gerne rose Alternativet for. Jeg synes sådan set også, at det er vigtigt at inddrage borgerne, inddrage de udsatte, i sager, der vedrører dem.

Når vi ikke kan tilslutte os det her beslutningsforslag, handler det simpelt hen om, at vi synes, at det skal være op til den enkelte kommune at tage stilling til, om man vil nedsætte det her udsatteråd. Kommunerne er meget forskellige, og jeg synes, det er utrolig positivt, at lige knap halvdelen af kommunerne har nedsat det her udsatteråd. Det synes jeg sådan set er positivt. Men jeg synes, det bør være op til den enkelte kommunalbestyrelse at træffe beslutningen om, om det er noget, man vil nedsætte. Og heldigvis er der jo netop også mange andre muligheder for at blive hørt i sager, som vedrører borgerne, i de enkelte kommuner. Men jeg vil give stor ros for forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke ønske om korte bemærkninger til ordføreren. Jeg kan ikke se, at Nye Borgerlige har deltaget i forhandlingerne, så det næste parti i ordførerrækken er Liberal Alliance, og det er hr. Ole Birk Olesen.

Tak. I Liberal Alliance går vi ind for udsatteråd i alle de kommuner, som gerne vil have dem, og der er vi i den lykkelige situation i dag, at hvis en kommune gerne vil have et udsatteråd, kan det nedsættes, og det behøver vi ikke at lave om på på den måde, at vi tvinger alle kommuner til at have et udsatteråd, også selv om de ikke lige synes, at det passer ind i deres kommune.

Derfor stemmer vi imod det her beslutningsforslag, og Nye Borgerlige har bedt mig sige, at det gør de også.

Tak til ordføreren fra Liberal Alliance. Det er også noteret, at der var en hilsen fra Nye Borgerlige. Så er det blevet ordføreren for forslagsstillernes tur, og det er hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Velkommen.

Tak. Alternativet foreslår i dag, at Folketinget vedtager, at alle kommuner i Danmark skal have et udsatteråd, ligesom de har et ældreråd og et handicapråd. Jeg synes nemlig, vi taler rigtig, rigtig meget om udsatte danskere og deres udfordringer, men i Alternativet mener vi, at det er endnu vigtigere give udsatte danskere i hele landet en stemme og tale med dem om deres udfordringer, og hvilke ideer de har til selv at løse dem. Vi kan se, at det allerede fungerer i en række kommuner, og vi vil utrolig gerne give udsatte mennesker det privilegie, at det kommer til at fungere i hele landet.

Jeg oplever ofte, at vi bliver kloge, når vi beder mennesker, der er hjemløse, om forslag til, hvad man kan gøre ved hjemløshed. Jeg oplever også, at når man spørger mennesker med psykiske lidelser om, hvordan man kommer videre, så har de rigtig gode ideer til, hvordan man giver dem den bedste hjælp og støtte. Det samme er tilfældet, når man spørger misbrugere om, hvordan man bedst slipper af med et misbrug. Når man spørger mennesker ramt af fattigdom, sociale udfordringer, mentale og fysiske sygdomme, hvilken støtte der vil være bedst, for at de kan komme ud af deres udsathed, så synes jeg altid, man får nogle rigtig gode og kvalificerede svar. Ofte er udsatte mennesker de allerstørste eksperter på deres eget liv, og de løsninger, de selv har for deres liv, kan faktisk meget, meget ofte bruges over for andre mennesker, der er i samme situation.

Det har påvirket min politikudvikling på socialområdet rigtig meget, så jeg bruger i dag det, man kalder deep bottom up-politikudvikling. På dansk kan man kalde det politikudvikling, der sker dybt nedefra og op. Det kommer af, at vi i Alternativet hele tiden har udviklet politik sammen med alle, der var interesseret i det. Det er en lang proces, og den er ikke altid enkel, men den har ført til et 600 sider langt crowdsurfet, medlemsgodkendt politisk program.

For mit vedkommende var det sådan, at lige da jeg var ny på Christiansborg, skulle vi udvikle hjemløsepolitik, og så gik vi ud til de hjemløse og spurgte dem, om de havde lyst til at hjælpe os med det. Og de kom med ideer og sagde: Det er utrolig vigtigt at komme under tag, uanset om det er i en campingvogn, i en trailer, i en lejlighed eller i et bofællesskab; først og fremmest skal vi under tag. Men – sagde de i samme åndedrag – vi skal have hjælp til at bo under det tag. Og uanset om det er et misbrug eller en social fobi, der forhindrer os i at bo der, så har vi brug for at komme under tag – ethvert tag er bedre end bænken – men vi skal have omgående hjælp til at lære at leve under det tag.

Det tog vi med os og skrev ind i vores første gadepakke, og da jeg så blev lidt klogere og fik researchet lidt mere, fandt jeg ud af, at det hedder Housing First, og at det fungerer supergodt i Finland, hvor man faktisk forsøger at udrydde hjemløshed ved hjælp af Housing First. Jeg synes, det er et fantastisk eksempel på, at hjemløse selv har en stor ekspertise i forhold til den situation, de er i.

Jeg har også oplevet det, da jeg selv var en uge på gaden i Aarhus som hjemløs. Der var mange, der sagde: Mange af os er misbrugere, og vi har brug for en akut, lynhurtig hjælp, når vi endelig har fået en motivation til at komme ud af vores misbrug – det kan være, vi har fundet en kæreste; det kan være, at vi vil have genoptaget kontakten til vores børn; det kan være mange ting – og så skal hjælpen være der med det samme og ikke 3 uger efter, når man er endt tilbage i rendestenen. Heldigvis har vi vedtaget noget lignende her i Folketinget for nylig, hvor vi giver de mennesker en akuthjælp, og mon ikke det også er noget, der er sivet op fra gaden?

Et tredje eksempel er, at mange hjemløse, der også har diagnoser, har sagt til mig: Vores problem er, at vi ikke kan få behandling, for hvis man har en diagnose og et misbrug, så kan man ikke få behandling for sin diagnose, så længe man har et misbrug, og man kan ikke få behandling for sit misbrug, så længe man har en diagnose. Det er også kloge ord fra bunden af samfundet, som jeg håber at vi snart kommer til at reagere på her i Folketinget.

Så jeg har igen og igen oplevet, at hvis man vil have gode ideer til at løse problemer, så er det en utrolig god idé at spørge dem, der er ramt af problemerne, og derfor blev jeg selvfølgelig også meget interesseret, da min vikar, Mira Issa Bloch, foreslog, at vi i Danmark skulle have et udsatteråd. Jeg havde en diskusprolaps på et tidspunkt, og hun var vikar for mig her i Folketinget, og hun kommer fra Skanderborg byråd, hvor hun kæmper for det her. Hun sagde: Torsten, vi skal have et udsatteråd – vi skal have et udsatteråd i alle kommuner. Da vi så havde skrevet beslutningsforslaget, og jeg forberedte mig på den her debat, fandt jeg ud af, at det forslag faktisk var blevet fremsat af en lang række partier, lang tid før vi kom i Folketinget, så jeg tænkte: Så er min lille lykke gjort. Det bliver jo for en gangs skyld muligt at få et beslutningsforslag igennem.

Men det betyder åbenbart rigtig meget, at der er ikke 17, men 41 kommuner, der allerede har lavet det her. Det betyder så meget, at det er en af grundene til, at forslaget ikke bliver vedtaget. Det er selvfølgelig synd, for jeg tror, vi kan gøre noget her for at sikre, at alle kommuner gør det her.

Det koster måske 150.000 kr. om året – nogle kommuner gør det for 75.000 kr. om året – og det er penge af en størrelsesorden, som vi godt kan finde. Det kan jo være, at vi kan gøre det i en kommende finanslov, og det kan være, at vi kan gøre det med en reserve. Så jeg er egentlig glad, og jeg svævede selvfølgelig lidt herop, fordi forslaget har fået så meget ros, og jeg tror, at vi skal lave det om og melde os i de næste reserveforhandlinger og foreslå, om vi kan lave en pulje, der kan inspirere de sidste kommuner til at få det her gjort. Jeg synes også, det er et glimrende forslag fra SF at prøve at samle nogle af de erfaringer, der er fra ældreråd, fra handicapråd og andre steder, hvor man involverer borgernes egne erfaringer, fordi de er så store eksperter i deres eget liv, til at løse de problemer, som de har i deres hverdag.

Så selv om jeg i virkeligheden ikke synes, at jeg fik så meget ud af det, og jeg egentlig havde håbet lidt mere, så vil jeg især sige tak til DF, fordi man faktisk har set så positivt på det, og tak til SF for en god idé, og i det hele taget tak for en god debat.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Der er ikke ønske om korte bemærkninger til hr. Torsten Gejl.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.