Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 45:

Forslag til folketingsbeslutning om valdemarsdag den 15. juni som dansk nationaldag.

Af Morten Messerschmidt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 27.11.2019).

Forhandlingen er åbnet, og først er det justitsministeren.

Tak for ordet igen, og tak til Dansk Folkeparti for at have fremsat det her beslutningsforslag, hvor man lægger op til at gøre valdemarsdag den 15. juni til Danmarks officielle nationaldag og dermed flagdag.

Lad mig bare for en god ordens skyld starte med at gøre opmærksom på, at valdemarsdag allerede i dag er flagdag, og spørgsmålet er så alene, om dagen også skal ophøjes til at være nationaldag. Det fremgår ikke af forslaget, hvad forslagsstillerne forstår ved en nationaldag, eller hvordan en sådan eventuelt skal fejres. Det fremgår noget højstemt – og i virkeligheden skrevet på en god måde, synes jeg – af forslaget, at nationaldagen skal bruges til, som det hedder: markering af alt det, der er Danmark, og alt det, der binder os sammen som et folk – som en nation. Men de praktiske følgevirkninger fremgår ikke, altså hvad det betyder, ud over lyrikken, hvis man laver en nationaldag.

Lad os prøve at træde et skridt tilbage, for der er 19 flagdage ud over valdemarsdag. De tæller bl.a. grundlovsdag, befrielsesdagen og flagdagen for Danmarks udsendte. På de officielle flagdage markeres særlige anledninger til, at statslige myndigheder flager med Dannebrog som splitflag. På den grønlandske og den færøske flagdag flager man med det grønlandske henholdsvis det færøske flag. På valdemarsdag, som der er tale om her, flages der til minde om slaget i Estland i 1219, hvor Dannebrog efter sagnet dalede ned fra himlen som et tegn for de danske styrker under ledelse af Valdemar Sejr. Dagen deles så i øvrigt – og det kan man jo heldigvis godt gøre – med markeringen af genforeningen med Sønderjylland i 1920, som knyttes til samme dato. På grundlovsdag fejrer vi som bekendt Danmarks første frie forfatning fra 1849 og dermed indførelsen af demokratiet. På dagen for Danmarks befrielse fejrer vi, at Danmark den 5. maj 1945 blev befriet fra den tyske besættelsesmagt. Og siden 2011 har vi den 5. september flaget til ære for Danmarks udsendte. Herudover flager vi på helligdage og på de kongeliges fødselsdage.

De nuværende flagdage er i Danmark ligestillet. Der er således ikke én, som er blevet særligt ophøjet til f.eks. at være nationaldag. Det betyder, at det er op til den enkelte selv at vælge, om en bestemt flagdag skal tillægges særlig betydning. På en eller anden måde har jeg faktisk sympati for tanken om at indføre en nationaldag, hvor vi fejrer Danmark, men som jeg sagde indledningsvis, må man jo så spørge sig selv, hvad konsekvensen skal være af at fejre sådan en dag. Hvis det at ophøje valdemarsdag til nationaldag kun skal medføre, at dagen får en ny betegnelse, altså bliver kaldt nationaldag, fordi vi i forvejen flager, og der dermed ikke er noget ændret på den måde, bliver det jo en anelse indholdsløst. Hvis det skal give mening at ophøje en dag til nationaldag, så skal den jo på en eller anden måde kunne markeres. Det kunne f.eks. ske ved en ceremoni eller måske med taler eller andre særlige traditioner, ligesom det i øvrigt sker f.eks. den 5. september.

Det rejser det spørgsmål, som vil være i naturlig forlængelse af det: Skal det så være en national fridag, ligesom det er tilfældet f.eks. i de andre nordiske lande? Hvis man vil det, er det jo mildest talt ikke gratis. Min umiddelbare vurdering er, at indførelsen af en ekstra fridag rundt regnet vil medføre tab på, hvad der svarer til, hvad cirka 10.000 fuldtidsbeskæftigede udfører af arbejde på 1 år. Det svarer til et fald i det generelle velstandsniveau i samfundet med 11 mia. kr. og en forværring af de offentlige finanser med 2,5 mia. kr. om året. Til sammenligning forventes det demografiske træk at belaste de offentlige finanser med 2,5-3 mia. kr. Så bare for at give proportionerne er det nogenlunde den mængde penge, vi skulle vælge at investere i det, og det ville jo betyde, hvis vi skulle gøre det sådan, at de penge skulle tages et andet sted fra, f.eks. fra sygehusene eller fra politiet eller fra andre områder.

Man kan også vende det om og sige, at hvis man nu havde 2,5 mia. kr. til rådighed, hvad ville man så bruge dem til? Det kan godt være, at jeg er biased her, men jeg vil betydelig hellere bruge dem til, at vi blev bedre i stand til at fange forbrydere og bekæmpe kriminalitet f.eks. Der er sikkert andre partier – sikkert også mit eget – som ville have rigtig mange andre gode ideer til, hvad man hellere ville bruge 2,5 mia. kr. til, og det er jo sådan, vi bliver nødt til at se det, nemlig om det er den rigtige måde at prioritere pengene på.

Der kommer så oven i det, kan man sige, at hvis vi nu ophøjer valdemarsdag til nationaldag, medfører det vel en risiko for, at netop den dag stjæler opmærksomheden fra nogle af de andre flagdage. For mig at se er det ikke umiddelbart indlysende, hvorfor det skulle være vigtigere at fejre den dag, hvor Dannebrog efter sigende faldt ned fra himlen, frem for eksempelvis dagen for indførelse af demokrati eller befrielse fra besættelsesmagten.

I det lys synes jeg ikke at vi skal indføre en nationaldag. Lad os i stedet holde fast, synes jeg, i den tradition, der ikke ophøjer én af flagdagene til nationaldag, men overlader det til os hver især at vælge en bestemt flagdag og tillægge den – eller flere – særlig betydning. Så kan vi bruge pengene på ansvarlig velfærd, på initiativer til at styrke sikkerheden og trygheden på de mange vigtige områder, hvilket jo er med til at gøre Danmark til et godt sted at leve. Regeringen kan på den baggrund ikke støtte beslutningsforslaget, og med de ord vil jeg gerne sige tak til forslagsstillerne for opmærksomheden på emnet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Lad mig se, om jeg alligevel kan tale mig lidt ind på ministeren her. Vi kan starte med at skyde alt det med fridage til side. Det brugte ministeren jo en del tid på, og 11 mia. kr. er mange penge, men det har aldrig været tanken, at det her skulle være et forslag om at gøre Valdemarsdag til en fridag. Og med hensyn til om det skulle stjæle opmærksomhed, så er det i hvert fald ikke noget, der er sket ved at gøre den 5. september til veteranernes dag. Jeg mindes ikke at have set færre folk i Mindelunden af den årsag. Så lad os også lægge det argument til side.

Justitsministeren rejser så det relevante spørgsmål: Hvad er det så? Er det en ren skal, eller skal der rent faktisk være noget indhold i det? Selvfølgelig skal der være indhold. Jeg synes, ideen om en ceremoni – at det officielle Danmark holder arrangementer rundtomkring i landet, hvor man markerer flaget som det, der knytter os sammen – er en god idé. Det kunne også være på folkeskoler, gymnasier osv., hvor vi diskuterer, hvad det egentlig er at være dansk. For det at være dansk er jo så meget mere end det, der splitter rent politisk. Altså, man kan jo sagtens være dansk, uanset hvilket politisk parti man stemmer på, og derfor er grundlovsdag, der efterhånden er blevet politisk, ligesom ikke længere en dansk dag i den forstand – det er demokratiets dag, som ministeren siger. Men vi har brug for en dag, hvor vi hylder det Danmark, der er alles, på tværs af uenighederne. Kunne det måske formilde ministeren lidt?

Værsgo.

Jamen jeg synes faktisk oprigtigt, som jeg også sagde, at beskrivelsen af, hvad det er for nogle hensyn, man kan lægge ind i at sige, at det kan være en god idé at have nationaldag, er rigtig. Og jeg synes i virkeligheden også, at beskrivelsen er rigtig, altså at uanset hvad vi i øvrigt mener, og hvad vi i øvrigt kives om osv., så er der en kerne i det at være dansk, som det er værd at beskytte. Det er i øvrigt en kerne, som vi har diskuteret hyppigt i Folketinget – nemlig hvad særlige danske værdier er – og det kunne man så få lov til diskutere.

Men jeg mangler stadig – og jeg accepterer selvfølgelig helt, at det så ikke skal være en fridag – at få en forståelse af, hvad indholdet er, altså hvordan nationaldagen skal udmøntes. Jeg synes, at med den beskrivelse, som er givet, så læner det sig op af at være noget, som mest er symbolsk.

Hr. Morten Messerschmidt.

Som jeg hørte ministeren før, har også han stærke holdninger til det at være dansk, til flaget, historien, sproget, litteraturen, så mon ikke vi i fællesskab så kunne definere det indhold, hvis det, jeg her har givet udtryk for, ikke er nok. Og hvis nu vi giver hinanden håndslag på det, så kan det jo være, vi kan mødes om det i en beretning eller et via andet parlamentarisk instrument, så vi alligevel kan få den her proces til at køre videre.

Som jeg hører ministeren – det kan selvfølgelig være, han er fanget mellem sit hjerte og sin politiske spindoktor – så er han faktisk i sin kærlighed til fædrelandet tæt på at sige: Ja, det kunne være en god idé. Men det kan så være, at der er nogle overvejelser, der trækker i den anden retning. Er det rigtigt læst?

Værsgo.

Min politiske spindoktor bor også i mit hjerte. Som jeg sagde indledningsvis, synes jeg faktisk, at forslaget, som det ligger, ikke er brugbart. Men som jeg også sagde, synes jeg faktisk, at tanken om at finde den rigtige måde at fejre det at være dansk på, er en relevant overvejelse at gøre sig.

Fru Pernille Vermund.

Tak for ordet. Ministeren siger, at det, der så er tilbage, nærmest er symbolsk. Men er det ikke netop det, vores flag er: symbolet på det, der binder os sammen? Er det ikke alt det, som hr. Morten Messerschmidt udtrykker, som ikke bare – ikke for at nedgøre det – er det politiske indhold og ikke alene vores frihedsrettigheder, som jo historisk set er relativt nye, men det, vi forenes under? Er det ikke det, vi flager med, når vi går til fodboldkampe eller idrætsstævner; det, som måske i en periode har været noget, som man har skullet skamme sig lidt over? Var det ikke værd at sige, at flaget og det, som flaget symboliserer for os danskere – og sikkert også symboliserer for folk i andre lande under deres flag – i sig selv er værd at fejre, selv om flaget jo er et symbol?

Værsgo.

Jeg er ked af, hvis jeg har udtrykt mig upræcist. Det, jeg mente med det symbolske, var, hvis forslaget alene gik på, at man sagde, at ud over at kalde det, der i forvejen er en dag, der bliver fejret, valdemarsdag, så kalder vi det også nationaldag. Så blev det nærmest symbolsk eller et slag i luften, om spørgeren vil.

Jeg synes bestemt ikke, at det at være dansk bare er symbolsk. Jeg synes faktisk, at der er grund til at være stolt af det, som vi er og kan; den historie, vi står på; dem, vi er; det land, vi har skabt; det, vi har gjort; det, generationerne før os har præsteret; den arv, som vi forhåbentlig kan få lov til at give videre til dem, som kommer efter os. Alt det synes jeg har stor, stor værdi. Så det er bestemt ikke det, der var det symbolske. Det, der var min pointe, var, at vi skal finde ud af – hvis man vil bevæge sig den her vej – hvad det er, der skal ligge i fejringen.

Fru Pernille Vermund.

Efter at vi har indført flagdagen, som jo er Forsvarets dag, oplever jeg personligt, at vi har fået en større debat om, en bedre forståelse for, en udbredt anerkendelse af, hvad forsvaret er og gør for vores frihed og sikkerhed. Når jeg støtter og vi støtter det her forslag, er det jo i håbet om, at det at markere valdemarsdag som en særlig dansk helligdag eller nationaldag også vil give et større fokus på, hvad det vil sige at være dansk – ikke bare vores frihedsrettigheder, ikke bare politisk, men alt det, der knytter os sammen i øvrigt, og som man måske ikke skal sidde og lave en oversigt eller en dagsorden over, når man vedtager det, men som vokser frem i den tradition, som forhåbentlig bliver styrket, og som jo allerede findes. Vi er mange, der fejrer valdemarsdag i forvejen. Men det bliver forhåbentlig styrket, hvis det bliver en national helligdag.

Værsgo.

Altså, der bliver lagt nogle ord ind her, som vi lige skal være opmærksomme på, når der bliver sagt national helligdag. Jeg er ikke sikker på, at det med helligdag i virkeligheden var tilsigtet, i hvert fald ikke i forstanden fridag. Eller var det det? For så er vi tilbage i: Hvad koster det så? Hvad er det for nogle samfundsressourcer, vi kaster ind i det?

Men hvis vi nu lægger det til side, er det jo i virkeligheden et spørgsmål om at finde ud af, hvad det praktiske er, og hvad komplikationerne ved det er. Da man besluttede at gøre den 5. september til flagdag for Danmarks udsendte, valgte man den 5. september, fordi det var en neutral dag, altså en dag, som man ikke knyttede op på noget, og som man ikke havde i forvejen. Uden at jeg skal fortabe mig i detaljerne, foreslog Dansk Folkeparti, som jeg husker det, den 29. august, fordi det var den dag, hvor man brød med samarbejdspolitikken med Tyskland i 1943. Venstre foreslog den 31. august, fordi det var der, hvor korvetten Olfert Fischer i 1990 blev sendt til Golfen.

Det var det? Ja. Så går vi videre. Der er ikke flere bemærkninger til ministeren. Så er det hr. Jeppe Bruus, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Og tak til Dansk Folkeparti og hr. Morten Messerschmidt for den her udmærkede anledning til at drøfte det nationale. Nu har jeg læst beslutningsforslaget og bemærkningerne, og det er jo nærmest poetisk formuleret. Man fornemmer den her nationalkonservative bølge, der skyller ind over parlamentet med hr. Morten Messerschmidts indtræden, og hvor det her så er endnu et forslag fra Dansk Folkeparti i den forbindelse. Og der er jo grund til at fejre det nationale. Nu har ministeren været inde på det overflødige i at gøre valdemarsdag til en flagdag, al den stund at den allerede er det. Men jeg elsker Dannebrog, og jeg vil også gerne rose Folketingets tidligere formand for, at vi nu også har Dannebrog hængende i salen her. På den måde forbinder jeg det med nyslået græs på en forårsdag og min nabos flagstang, hvor der hænger en vimpel, og således bliver alle flagdagene markeret med stor, stor tilfredshed.

Så hedder det jo i begrundelsen – og det synes jeg at der er grund til at læse op, når det nu er så flot formuleret: »Vi danskere fortjener en dag, hvor vi kan samles om denne lille plet af Guds grønne jord, der er vor«. Og så har vi allerede haft en debat om, hvad det så betyder. Man forstår, at vi i hvert fald ikke skal have en fridag, men man kan så markere det.

I begrundelsen er der også lidt omkring det her med, hvad det er, der gør, at den dag, som jeg tror at de fleste danskere ville opfatte som en national samlingsdag, nemlig grundlovsdag den 5. juni, så ikke kan være nationaldag. Og det drejer sig om, at det jo handler om politik. Nu kan jeg også forstå på ordførerens spørgsmål, at vi jo alle sammen stemmer noget forskelligt, og så kan grundlovsdag ikke blive ophøjet til nationaldag. Altså, det vil jeg gerne lige udfordre lidt. Grundlovsdag handler jo ikke om, at vi stemmer forskelligt; grundlovsdag handler jo netop om, at vi stemmer i kraft af demokratiets indførelse, som bygger på, at vi stadig væk har en tradition med monarkiet, men jo også har en fejring af det, der foregik den 5. juni.

Det, der er lidt særligt ved den 5. juni – det er knyttet til Dannebrog – er jo, at det for alvor er på det tidspunkt i 1849, at Dannebrog også bliver et folkeligt symbol. Det bliver noget, som befolkningen tager til sig – også i sammenhæng med treårskrigen fra 1848-1850 – og junigrundloven bliver det her folkelige begreb. Og så var der jo efterfølgende politiske kræfter, der arbejdede på at stække demokratiets indførelse og indskrænke rettighederne, bl.a. med forfatningen fra 1866, og dermed også på at fjerne fokus fra den 5. juni. Men i den tid var der altså stærke kræfter i Socialdemokratiet og Venstre og andre steder, der ufortrødent holdt fast i at fejre den 5. juni for at hædre i junigrundloven, folkestyret og folkeligheden. Grundlovsændringen i 1915 blev jo også underskrevet og trådte i kraft den 5. juni – og ligeledes med 1953-grundloven. På den måde bliver grundlovsdag jo et symbol på en folkelig fejring og ikke mindst også på demokratiet.

Skulle man så ophøje grundlovsdag til nationaldag? Ikke nødvendigvis. Den er jo kendt af alle danskere; den fejres og er folkelig, demokratisk osv. Og så synes jeg jo, at det skønne er, at vi også har en række andre flagdage. Men forslagsstillerne fremhæver også, at der er brug for den her nationaldag, fordi der gennem årene er kommet flere flagdage, senest her den 5. september, som ministeren også var inde på. Og det skaber usikkerhed om, hvornår vi fejrer Danmark – hedder det i bemærkningerne. Sådan har jeg det jo ikke, som jeg også sagde indledningsvis, for jeg synes, at der er grund til at fejre Danmark og det nationale hver dag, og jeg glædes over at få det privilegium at træde ind i Folketingssalen og kigge op mod Dannebrog. Og sådan håber jeg, at de her forskellige flagdage er med til at skabe og bidrage til den nationale identitet, ligesom det er, når herrelandsholdet i håndbold forhåbentlig kan vinde EM, og når det kan gå godt for det danske fodboldlandshold til EM osv., osv. Så der er masser af sådan nogle nationale anledninger, hvor vi samles som folk, og hvor vi hylder det nationale.

Så vi er som parti ikke tilhængere af at indføre en egentlig nationaldag, og selv om det formentlig vil skuffe vores tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som jo har fødselsdag på valdemarsdag og – uden at jeg kan vide det – formentlig ville være glad for, at vi ophøjede denne anledning til nationaldag, så støtter Socialdemokratiet altså ikke forslaget.

Der er en kommentar fra hr. Morten Messerschmidt.

Tak, både for de fine og venlige ord om forslaget og også for den fine gennemgang af forfatningshistorien. Det giver jo anledning til en refleksion om, hvor tæt forbundet Danmark og demokratiet er historisk, for man kunne næsten forstå det sådan på ordføreren, at det en til en er det samme. Men der var jo også et Danmark før 1849. Der var endda toneangivende litterater, som aktivt agiterede imod demokratiet – Grundtvig, Kierkegaard osv. – og dem vil ordføreren vel næppe fratage den glæde at kunne kalde sig danske. Det tror jeg i hvert fald de ville være meget uenige i. Så det at være dansk er at elske sit flag, det er at føle sig som en del af den historiske overlevering, som ministeren nævner tilbage fra 1219, men som vi jo med Saxo Grammaticus kan føre helt tilbage til førhistorisk tid. Det er jo ikke politik, det er heller ikke demokrati. Tværtimod må man sige, at grundlovsdag bliver mere og mere en delende dag, hvor vi politikere står og slår hinanden i hovedet med divergerende gode argumenter. Og netop derfor er der brug for at trække den nationale dag væk fra den 5. juni og så gøre det til det, der favner os alle, nemlig flagets dag.

Værsgo.

Jamen det synes jeg er spændende. Så kunne vi jo lade være med at bruge grundlovsdag til at slå på hinanden og i stedet for fejre det nationale – det synes jeg da der er en god pointe i. Men hvis vi nu bliver i det historiske: Det, der sker i 1849, er, at man samler riget også med hertugdømmerne, og det er jo fuldstændig korrekt, at der er masser af dele af det danske rige, som på det tidspunkt ikke nødvendigvis føler sig som danske i sådan en national forstand, som vi ville tale om det i dag. Det er også derfor, at der, når man ser på slaget i 1864, og at vi mister en tredjedel af riget og cirka halvdelen af befolkningen, jo er den proces, der løb op igennem årtierne i slutningen af 1800-tallet, og som jo var med til at skabe fundamentet for det danske. Og det er derfor, jeg måske er lidt uenig i, at grundlovsdag alene handler om politik, altså fordi det for mig at se i et historisk perspektiv også handler om samlingen af det nationale.

Hr. Morten Messerschmidt.

Lad os nu ikke strides om forfatningsretten; det er jo Monrads underskrift på helstatsforfatningen, der får Preussen til at gribe ind som brud på Londonaftalerne. Men pointen her er jo, at man godt kan være dansk, uanset hvad man stemmer, og man kan også være dansk, selv om man slet ikke stemmer. For det danske er at høre til som i en familie, hvor der er fordomsfri adgang. Man sidder ikke rundt om påskebordet og siger: Det er også dig, min onkel – du stemte sådan og sådan, så dig vil jeg ikke være sammen med. Nej, man er forbundet af en arv, af en pligt, af et ansvar – langt dybere end det, vi fejrer grundlovsdag. Fortjener det ikke – hånden på hjertet, hr. Jeppe Bruus – ikke en selvstændig fejring?

Værsgo.

Det fortjener i hvert fald nogle anledninger til at drøfte det, og derfor vil jeg også gerne endnu en gang takke og kvittere for, at vi får den her anledning til at drøfte det. Og jeg er helt enig i, at det danske er mere end demokratiet; det er også vor historie, det er det, at vi er et monarki. Men pointen synes jeg er misforstået, når man nu taler om at stemme noget forskelligt. For mig at se er en grundlæggende kerne i den danske identitet, det at være en dansk nationalstat, jo at vi er en demokratisk stat, at vi bygger på nogle rettigheder, som også er stadfæstet med indførelsen af grundloven, og som selvfølgelig bygger på afslutningen af enevælden fra 1660'erne, altså samling af nationalstaten. Og det, at vi faktisk i et historisk perspektiv også er en del af det, vi vil opfatte som et monarki.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så det er fru Inger Støjberg, Venstre, som den næste ordfører.

Tak for det. Og tak for muligheden for at diskutere det her, det synes jeg egentlig er meget, meget prisværdigt.

Nogle dage er bare smukkere andre dage, og nogle dage kan stå lysende klart, også selv om det regner. Sådanne dage har vi også i Danmark, og det er bl.a. vores flagdage. En af de flagdage er jo grundlovsdag, og uden at skulle forlænge debatten mere end højst nødvendigt vil jeg sige, at jeg rent faktisk tror, at grundlovsdag af mange opfattes som en slags nationaldag, grundlovsdag, hvor vi jo fejrer selve fundamentet for det frie samfund, som Danmark er – et samfund og et fundament, der er lagt af generationer før os, et fundament, der betyder, at vi er en nation af frie folk.

I Danmark har vi jo religionsfrihed: Man kan tro på lige præcis den gud, man vil tro på, man kan dyrke ham alt det, man vil, man kan bare ikke tvinge andre til at indrette sig efter det. Her har vi ytringsfrihed: Man kan sige og skrive det, man mener, man kan tegne det, man evner, og man kan endda få det bragt i avisen, hvis man er dygtig nok. Og her er kvinder og mænd, piger og drenge lige meget værd, for vi er ligestillede. Alt det fejrer vi på grundlovsdag. Grundlovsdag er en festdag for demokratiet, for det danske samfund, som jo skal minde os alle sammen om, at frihed ikke er så givet endda.

Forslaget her handler om at gøre valdemarsdag den 15. juni til en officiel nationaldag, og det mener vi i Venstre ikke man skal. Vi mener godt, at vi kan fejre valdemarsdag – det synes jeg også at vi skal gøre – og fejre den som en flagdag, og det mener vi kan gøres uden at gøre den til en nationaldag. Dermed netop ikke være sagt, at vi ikke skal gøre valdemarsdag til en festlig dag, for det skal vi gøre.

Men Venstre stemmer imod det her forslag, og det gør vi med de begrundelser, jeg lige har givet.

Tak. Hr. Morten Messerschmidt, en kort bemærkning.

Jeg må indrømme, at jeg med al respekt for ordføreren synes, hun leverer et fremragende forsvar for, hvorfor det her forslag bør vedtages. For hvis man hører ordføreren, er alt Danmark og alt dansk kun grundloven og frihedsrettighederne. Jeg er jo enig i lovprisningen af ytringsfriheden, men så kunne man stille sig selv det spørgsmål: Betyder det så, at Christian VIII ikke var dansk? Det tror jeg at de fleste vil argumentere imod. I forhold til kønnenes ligestilling: Jamen var Christian X da ikke dansk? Jo, det tror jeg – måske især i år med genforeningen – vi nok kunne blive enige om at han var. Men netop de to konger, prægtige konger i danmarkshistorien, var jo ikke tilhængere af ytringsfrihed og kønnenes ligestilling, som fru Inger Støjberg og jeg er det. Så derfor begår fru Inger Støjberg netop den kortslutning at sætte lighedstegn mellem det Danmark, vi har i dag, og Danmark som den historiske arv, som vi som folk eller som stamme – hvis vi skal citere den tidligere britiske ambassadør i Danmark – tilhører: netop dette land, vi har adkomst til.

Så må jeg ikke bare spørge, om fru Inger Støjberg ikke godt kan hæve blikket lidt ud over lige den tid, hun selv lever i, og så se Danmark som et historisk fællesskab, ikke kun et nutidigt.

Værsgo.

Jo, det mener jeg rent faktisk også at jeg gør. Jeg synes egentlig, at hr. Jeppe Bruus' ret lange indføring for lidt siden giver svaret på rigtig meget af det, som hr. Morten Messerschmidt spørger om her.

Som sagt synes jeg, at valdemarsdag er en dejlig dag, jeg synes, det er en festlig dag, og vi kunne også gøre den endnu mere festlig. Men det kan man godt uden at gøre det til en nationaldag.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg vil prøve at afstå fra fristelsen til at diskutere forfatningshistorie med både hr. Jeppe Bruus og fru Inger Støjberg og så bare bede om nogle konkrete ideer. Hvad kan vi så i fællesskab gøre for at gøre valdemarsdag til en, jeg tror, ordføreren sagde en festligere dag, måske også en lidt mere højtidelig, lidt mere central dag i de fleste danskeres bevidsthed. De fleste danskere ved jo, hvornår det er grundlovsdag, men jeg tror faktisk ikke, at man, hvis man går ud og spørger den gennemsnitlige folkeskoleelev, vil opleve, at hun vil være bekendt med, hvornår der så er fejring af Dannebrog. Så hvis vi kan give hinanden håndslag på og komme med nogle konkrete ideer til, hvordan vi fremmer den proces, så synes jeg alligevel, vi er kommet et stykke vej.

Værsgo.

Det vil jeg meget gerne være med til, og det skulle være en sand fornøjelse at fejre valdemarsdag med lige præcis hr. Morten Messerschmidt.

Tak. Så er det hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg blev helt glad, da jeg læste det her beslutningsforslag. For hvor er det skønt, at der er interesse for at øge indsatsen for kulturen, historien og litteraturen. Den grundlæggende interesse deler vi fuldstændig og kan tilslutte os, og jeg er helt sikker på, at alle herinde synes, at Dannebrog er det flotteste flag – se bare, hvor smukt det hænger ovre i hjørnet. Så er det selvfølgelig for nogle af os sådan, at EU-flaget kommer lige derefter. Men det med kun at hylde litteraturen og historien og øvrige kulturarter en dag om året synes vi måske er for lidt, for dansk kultur fortjener en langt mere fremtrædende rolle.

Vi er glade for, at omprioriteringsbidraget på kulturområdet er sløjfet, efter at forslagsstillerne bag beslutningsforslaget har sparet løs på den kultur, som de i det her beslutningsforslag gerne vil hylde, men vi skal længere end det. Derfor har Radikale Venstre i sommer bl.a. foreslået to årlige gratis boguddelinger til danskerne af dansk litteratur, så den i højere grad bliver en del af den offentlige samtale. Det håber vi også at forslagsstillerne bag beslutningsforslaget kan tilslutte sig med den her interesse for litteraturen, der kommer til udtryk i beslutningsforslaget.

Det ærgrer mig, at forslagsstillerne ser mindre positivt på grundlovsdag og kalder det for en politisk dag, for det er vel netop at hylde vores historie, sådan som beslutningsforslaget lægger op til, at have en hel dag dedikeret til historien bag vores demokrati, som i høj grad er skabt på grundlovsdag. Og jeg ved, at der er mange gode traditioner rundtomkring i lokalsamfundene netop grundlovsdag, og det er herligt at opleve, og det er ikke noget, vi skal tale ned til.

Spørgsmålet er så, om det her løser noget, for hvis det er et problem, at grundlovsdag er for politisk, er det vel også politisk at gå ind og fastsætte en dag som nationaldag. Det er vel også politisk, kunne man argumentere for. Og skal det lige være valdemarsdag, hvor vi var på krigstogt gennem et korstog, synes vi måske man kan diskutere, hvorvidt det er en hensigtsmæssig placering. Men omvendt er det jo også den 15. juni, at det er Michael Laudrups fødselsdag – det kunne selvfølgelig tale positivt for det.

Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi alle sammen elsker vores land, vores litteratur, vores historie og vores kultur og sprog, men ikke kun en gang om året. Det gør vi hver eneste dag. Og da vi ikke mener, at man kan reducere det til en dag, synes vi, at man måske i stedet for skulle give hver kunstart sin dag, som de hver især kunne fylde ud. Så vi i Radikale Venstre ser positivt på intentionerne, men vi vil længere end det, og vi kan derfor ikke tilslutte os beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt.

Det, at man elsker Danmark hver dag – og det er jo rart at få bekræftet, når ordføreren er radikal – er vel ikke i strid med, at man vælger én bestemt dag og siger: Det er så i dag, vi alle sammen markerer det. Hvad hvis nu man forestillede sig, at man ude i folkeskolerne kunne lave særlige projekt- og emneuger, der netop kredsede om: Hvad er danskheden i en historisk og i en nutidig sammenhæng? Hvordan ser vi det i litteraturen? Hvordan ser vi det i den øvrige kunst? osv.

Jeg forstår simpelt hen ikke, hvordan den argumentation, som hr. Kristian Hegaard lægger for dagen, kan lede frem til den konklusion, at man skal stemme nej til det her forslag. Altså, bortset fra de her lidt sjove bemærkninger om først den tidligere statsminister og så nu en eller anden fodboldspiller synes jeg alligevel, at der er mange gode argumenter for netop at tage den 15. juni, som er den dag, der faktisk i 800 år – det var jo sidste år – har forenet danskerne omkring vores alle sammens fane, vores flag, det nationale symbol, og sige, at så er det den dag, vi forener vores fokus på og vores kærlighed til fædrelandet og gør det i fællesskab.

Ordføreren.

Jeg synes, at hvornår en skoleklasse vælger at have et givent projekt, altså på hvilket tidspunkt, har jeg fuldstændig tillid til at man klarer på de lokale skoler. Hvis man synes, det er bedre at have om Danmark i september end i februar, synes jeg i høj grad, at vi skal lade det være op til den enkelte lærer og den enkelte klasse, hvad de lige føler for. Så jeg synes ikke, at det skal være det, der er afgørende.

Det, som Radikale Venstre bare siger, er: Vi kan godt se de intentioner, der er med at styrke kulturen, men hvorfor kun gøre det én dag? Hvorfor ikke have en dag til litteraturen, en dag til sproget, en tredje dag til dansen, en fjerde dag til filmen? For der er så meget, der gør Danmark til Danmark, og hvorfor skal vi kun markere det en enkelt dag, når vi kan gøre det endnu flere dage?

Hr. Morten Messerschmidt.

Altså, jeg tror simpelt hen, at det her afslører, at hr. Kristian Hegaard og hans øvrige partifæller netop ikke bruger de 365 muligheder, han så mener foreligger, til at markere Danmark, for det gør vi andre. Men netop derfor er der da lige så meget grund til at have en dag, hvor man siger: Det er så nationaldagen.

Hr. Kristian Hegaard kunne jo kigge mod Norge, Sverige, Grønland, Åland, Island og andre lande i det nordiske, hvor man jo har en nationaldag. Det gør dem jo ikke mindre svenske, norske, grønlandske, færøske, eller hvad det måtte være, på de 364 øvrige dage.

Ordføreren.

Jeg kan bare sige det, jeg sagde før: at det at være dansk og føle sig dansk gør jeg sådan set hver dag. I dag markerer vi jo også Danmark ved at tale om det igen, og da jeg stod op i morges, følte jeg mig rigtig meget dansk og glædede mig over det, og det tror jeg bare ikke vi kan reducere til en enkelt dag. Men der er rigtig meget fantastisk ved Danmark. Der er faktisk kun fantastiske ting ved Danmark og vores grønne plet her på vor Jord, som jeg tror det står beskrevet i motivationen. Så det vil vi ikke kun reducere til en enkelt dag.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Radikale Venstres ordfører. Den næste ordfører er fra Socialistisk Folkeparti, og det er fru Theresa Berg Andersen. Værsgo.

Tak for det. Karina Lorentzen Dehnhardt kunne ikke være her i dag, men jeg har lovet at læse hendes tale op.

Jeg vil starte med at sige, at vi i SF ikke føler behovet for en nationaldag. I beslutningsforslaget argumenteres der bl.a. for, at en nationaldag er nødvendig, da vores grundlovsdag er for politisk. Det er vel en smagssag. For jeg mener ikke, at grundlovsdagen er for politisk. Grundlovsdag fejrer man netop noget, der gør Danmark til Danmark – vores demokrati og vores grundlæggende værdier. Vi har altså allerede én dag, der fejrer Danmark, selv om det ikke er en nationaldag. Af den årsag støtter SF ikke beslutningsforslaget.

Jeg kan dog sige, at jeg har en lille slutkommentar, der er min egen. Hr. Morten Messerschmidt efterlyser konkrete idéer til, hvad man kan gøre, hvis det her ikke bliver en realitet, og så kan jeg jo sige, at han kan kigge til 1. maj. Sådan fejrer vi et flag. Tak for ordet.

Der er lige en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt.

Jeg skal nok rette de mere kritiske spørgsmål til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, som ikke kan være her i dag.

Men når nu ordføreren taler om 1. maj, vil jeg bare gøre opmærksom på, at da man fejrede 700-året for Dannebrog, var Stauning faktisk en af de klareste fortalere for, at den røde fane skulle bæres med Dannebrog i reverset. Jeg mindes faktisk forsiden på Social-Demokraten den 5. juni 1920, som netop slår til lyd for, at man også som socialist skal kunne favne det nationale. Så jeg er glad for de historiske slag, fru Theresa Berg Andersen slår her, og jeg vil bare opfordre hende til at gå op i Folketingets bibliotek og berige sig i aviserne fra netop for 100 år siden og se, hvordan Stauning – der jo trods alt må være en vis form for rorgænger for det socialistiske parti, hun repræsenterer – altså netop slog til lyd for, at Dannebrog skulle have en særlig stilling ved siden af det røde flag.

Ordføreren.

Tak for det. Det må jeg jo hjem og læse op på, hr. Morten Messerschmidt. Og så vil jeg appellere til, at du fortsætter debatten med Karina Lorentzen Dehnhardt. Tak.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Rune Lund fra Enhedslisten.

I Danmark har vi grundlovsdag. Det er en dag, som jeg tror mange opfatter en form for nationaldag. Det er en dag, hvor vi fejrer demokratiet og vores grundlæggende værdier. Det er der, hvor vi fejrer det, som jeg og mange, tror jeg, opfatter som værende danskhed: Det er demokrati, det er velfærd, det er lighed, det er ligestilling, det er grøn omstilling, det er international solidaritet, det er at skabe et samfund for de mange og ikke et samfund, der bare er for de få.

Der har været rejst en del ting i debatten her i dag. Valdemarsdag er allerede flagdag. Det er lidt uklart, hvad de praktiske implikationer skal være ved, at noget bliver udnævnt til en flagdag. Så på den baggrund og med de bemærkninger kan jeg sige, at Enhedslisten ikke kan støtte det her forslag. Og jeg skulle i øvrigt hilse fra Alternativet og sige, at Alternativet heller ikke kan støtte forslaget.

Tak, og der er en kort bemærkning. Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg må jo bare spørge: Når nu hr. Rune Lund tilsyneladende knytter det danske meget, meget tæt op på noget, der lyder som socialisme – han taler om ligestilling og international solidaritet og en række andre ting, som givetvis er fundet i de kommunistiske lærebøger, og hvad deraf har udviklet sig, er man så ikke dansk, hvis man ikke er socialist? Er man ikke dansk, hvis man ikke deler hr. Rune Lunds opfattelse af, hvad der er international solidaritet? Er man ikke dansk, hvis man ikke deler hr. Rune Lunds opfattelse af demokrati? Er man ikke dansk, hvis man ikke deler hr. Rune Lunds opfattelse af ligestilling? Det synes jeg vil være berigende for debatten. Jeg er ikke enig i ret meget af det, hr. Rune Lund har dedikeret sit liv til at arbejde for, og jeg vil alligevel gerne høre hr. Rune Lund sige, at jeg ikke skulle være dansk.

Ordføreren.

Jeg og Enhedslisten har den meget åbne tilgang, at dem, der føler sig danske, er danske. Og det tror jeg faktisk er en mere åben og inkluderende tilgang end den, som Dansk Folkeparti har, og som måske også lidt er udtrykt i den måde, bemærkningerne er lavet på. Her står der, at Danmark handler om det historiske fællesskab, vi er »født« ind i. Jamen der er jo masser af mennesker i det her land, som også er statsborgere, og som ikke er født ind i det, men som alligevel er danske, og som føler sig danske. Så der kunne jeg måske spørge hr. Morten Messerschmidt: Er de ikke også danske, eller skal bemærkningerne forstås sådan, at den nationaldag, som Dansk Folkeparti forestiller sig, ikke skal være en dag for dem, men kun for dem, som er født ind i det historiske fællesskab?

Hr. Morten Messerschmidt.

Jo, jeg er faktisk meget enig i, at det handler om følelsen, og det har vi jo fra »Folkeligheden« af Grundtvig fra 1848, tror jeg. Men så kunne jeg tænke mig at spørge, om hr. Rune Lund så også er enig i anden halvdel af digtet, nemlig:

Resten sig som dragedukker, selv fra folket udelukker, nægte selv sig indfødsret, lyse selv sig ud af æt .

Er hr. Rune Lund også enig i den passage af Grundtvig?

Ordføreren.

Jeg hørte faktisk ikke alt, hvad der blev sagt. Men min opfattelse er, og Enhedslistens opfattelse er, at dem, der føler sig danske, er danske. Og jeg synes også, man må erkende, at danskhed jo også er noget, der har ændret sig gennem historien. Hr. Morten Messerschmidt har jo tidligere i debatten refereret til, at vi tidligere havde konger, vi havde adelen, man gik ikke ind for kvinders ligestilling. Altså, man må da også erkende, at den danskhed, som der er i dag, jo også er et opgør med adelens magt, med feudalisme, med kongens magt. Det er en danskhed, som bygger på opbygningen af et velfærdssamfund – et samfund til gavn for de mange og ikke de få. Det er den danskhed, som vi har i dag, og som jo er en anden danskhed end den, som der var for flere hundrede år siden.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti. Hr. Naser Khader.

Som konservativ bliver jeg altid glad, når nogle ønsker at hylde vores Danmark. Jeg vil derfor anerkende de gode tanker fra hr. Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti. I Det Konservative Folkeparti går vi meget op i at værne om de danske traditioner. Traditionen i Danmark er, at vi ikke har haft en decideret nationaldag. Grundlovsdag er det tætteste, vi kommer på sådan en. På grundlovsdagen fejrer vi Danmark, vi fejrer vores demokrati, vi fejrer vores grundlov, som er med til at skabe det samfund, vi har i dag.

Jeg mener, at der kun er nogle få lande i verden – Danmark og Storbritannien – der i dag ikke har det, man kalder for en nationaldag, og det tætteste, vi kommer, er som sagt grundlovsdag. Jeg har forsøgt sådan at læse op på, hvorfor vi egentlig ikke har en nationaldag. Ifølge eksperter har det at gøre med flere årsager. Bl.a. har Danmark som nation aldrig været underlagt andre lande i længere perioder. Vi har været besat af tyskerne i en kortere periode, men ikke i længere perioder. Derfor har vi heller ikke en selvstændighedsdag, vi kan gøre til vores nationaldag, som eksempelvis i USA. En anden årsag er, at Danmark ud over Sønderjyllands genforening med resten af Danmark i 1920 ikke har haft en stor genforening som i Tyskland. Og en tredje årsag er, at den danske samfundsudvikling mere har været en evolution end en revolution; vi har ikke haft nogen revolutioner. Og af den grund har vi ikke sådan haft en decideret nationaldag, altså en selvstændighedsdag, som vi har gjort til nationaldag.

Men i løbet af et år er der mange gode dage til at fejre vores elskede Danmark, uden at man behøver at have en nationaldag. Der er faktisk 365 dage om året, hvor vi kan fejre Danmark. Vi har også en flagdag for vores udsendte som et godt eksempel på en dag, hvor vi fejrer Danmark. Derfor mener vi i Det Konservative Folkeparti ikke, at der er behov for en enkelt nationaldag. Vi skal afgjort holde fast i vores traditionsrige dage, som vi allerede har, men vi skal ikke have en decideret nationaldag. Så alt i alt er der gode intentioner bag forslaget, men vi støtter det ikke.

Tak. Hr. Morten Messerschmidt har bedt om en kort bemærkning.

Tak hr. Naser Khader. Da jeg gjorde mig nogle tanker om det her – der er jo gået et par år, siden jeg skrev det første gang – overvejede jeg meget, om der er argumenter imod. Og det argument, jeg kom frem til inden debatten her, er præcis det, som hr. Naser Khader benytter. Så det vil jeg gerne have lov til at komplimentere for. Jeg synes, det er et godt argument, når man argumenterer for, at det ikke er i pagt med den evolutionære eller historiske udvikling i Danmark. Det anerkender jeg.

Jeg mener så, der er andre argumenter, som er så vægtige, at man alligevel bør støtte det. Derfor vil jeg bare spørge: Når hr. Naser Khader ser rundtomkring på de øvrige nordiske lande, er det så ikke rigtigt, at de karakteristika, han ser på som argument for ikke at have det i Danmark, heller ikke nødvendigvis er til stede i de lande? På Færøerne har man f.eks. Sankt Olavs dag som nationaldag; på Grønland har man årets længste dag; Island vil jeg forbigå i tavshed, fordi det var skændigt, hvad de foretog sig under besættelsen; ja, og svenskerne har jo så sammenbruddet af Kalmarunionen, for det fejrer de, af årsager, man så kan diskutere. Men kunne man ikke godt ud fra det sige, at der er en særlig nordisk tradition, som kunne retfærdiggøre det her forslag?

Tak. Ordføreren.

Norge har, så vidt jeg husker, været underlagt andre lande, bl.a. Danmark i en længere periode, og derfor er der noget logik i at have en national selvstændighedsdag. Med hensyn til Sverige er jeg ikke tilhænger af, at vi på nogen måde lader os inspirere af svenskerne.

Men jeg mener igen, at der er gode argumenter for at have en nationaldag. Det er der, men vi har også haft en tradition for ikke at have det, og det tætteste, vi kommer, er jo grundlovsdag, som vi er mange der betragter som en nationaldag, demokratiets festdag.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det accepterer jeg. Men så vil jeg bare spørge: Kunne man så forestille sig, at hr. Khader og hans parti, ligesom vi i øvrigt hørte det fra fru Støjberg og Venstre, ville være med på, at vi i fællesskab finder nogle konkrete ideer til, hvordan vi så kan gøre valdemarsdag mere markant, mere festlig, mere tilstedeværende i den offentlige bevidsthed, også når vi ikke har runde fødselsdage for flaget?

Ordføreren.

Det er vi åbne over for. Jeg synes, det er positivt og en fin idé, og vi tilslutter os at gøre lidt mere ud af valdemarsdag uden at gøre det til en nationaldag.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger ... undskyld, der kom lige en. Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Rohde.

Jeg kan simpelt hen ikke lade være. For hver gang hr. Morten Messerschmidt kommer med et forslag her i Folketinget, kommer alle de borgerlige ordførere op og fortæller, hvor fremragende de egentlig synes det og intentionen bag osv. er – men man siger alligevel nej stort set hver gang. Det tror jeg hr. Morten Messerschmidt kan bekræfte, og det undrer mig sådan set lidt. For når man sådan hører debatten, kommer det til at virke sådan lidt søgt. Det er jo ikke, fordi vi så støtter den. Jeg mener absolut ikke, at man skal gøre et kristent korstog til vores nationaldag. Men den måde, man opfinder sit nej til hr. Morten Messerschmidts mange flittige forslag i dette Ting på, virker bare sådan lidt søgt.

Ordføreren.

Verden er ikke sort-hvid, hr. Jens Rohde. Som jeg var inde på i min tale, er der både argumenter for at have en nationaldag, men også imod, og jeg gennemgik det i min tale. Jeg ved ikke, om ordføreren var til stede, da jeg holdt min tale – okay, det var han – men vi har haft en tradition for ikke at have det, og det tætteste, vi kommer på det, er grundlovsdag, og lad os holde fast i den tradition.

Jeg medgiver, at det er et sympatisk forslag. Man kunne også have det, men vi har bare haft en tradition for ikke at have det. Vi konkluderer, at vi vil gøre mere ud af valdemarsdag. Det synes jeg da er en fin konklusion.

Grundlovsdag har også altid i mit hoved på en eller anden måde været sådan en nationaldag. Så kunne vi måske godt gøre lidt en fælles anstrengelse ud af at løfte den ud over det politiske og gøre noget særligt ud af det. Hr. Naser Khader nævnte jo selv 17. maj i Norge. Jeg ved ikke, om nogen af ordførerne har været i Norge på en 17. maj, men det er en fantastisk oplevelse. Den handler ikke kun om, at politikere render rundt med medierne i hælene – som ude i de danske sommerparker – og slår hinanden i hovedet. Det har grundlovsdag jo fået lidt karakter af.

Ordføreren.

Det kommer an på, hvor man befinder sig grundlovsdag. Der er nogle, der gør mere ud af det end andre, men når solen skinner fra en klar himmel og dannebrog vajer, så er det skønt at køre i det danske land og holde højttravende grundlovstaler. Så det er en festdag, og det handler om, at vi selv gør lidt mere ud af at feste den dag.

Tak for det. Nu er der ikke flere korte bemærkninger til Det Konservative Folkepartis ordfører, så vi går videre. Den næste ordfører er fra Nye Borgerlige, og det er fru Pernille Vermund.

Tak for ordet. Som jeg sagde tidligere, bakker Nye Borgerlige naturligvis fuldt og helt op om, at vi skal fejre vores flag med en nationaldag. Jeg er udmærket klar over, at vi i forvejen er mange, der fejrer valdemarsdag. Jeg er også klar over, at vi i forvejen flager på valdemarsdag, men jeg synes, det er vigtigt, at vi i Danmark gør os bevidste om, hvad det vil sige at være dansk – særlig i en tid, hvor vi bliver mere og mere globaliserede, hvor mennesker rejser på tværs af landegrænser som aldrig før, hvor mennesker kommer hertil i en grad, som jeg ikke er stor tilhænger af, men som jo desværre er virkeligheden, og hvor det at være en del af vores fællesskab ikke kun handler om vores frihedsrettigheder, men også at forstå vores kultur, alt det, der binder os sammen på tværs af politiske skel, alt det, der gør, at vi føler os trygge, når vi går derude. Det handler jo ikke kun om, at politiet er til stede, eller at der hænger et overvågningskamera. Nej, det handler om, at vi har en fælles mimik, en måde at omgås på, som betyder, at vi kan genkende os i hinanden, at vi kan spejle os i hinanden, og at vi føler os som ét folk.

Jeg vil også vove den påstand, at det, at vi er et nationalt fællesskab, har betydning for, at vi er villige til at dele med hinanden. Det er forudsætningen for det, som nogle vil kalde velfærdsstaten og hylde den, og som andre vil kalde velfærdssamfundet og hylde det – altså det her med, at vi betaler skat til mennesker, som vi hverken er i familie med eller kender, og som måske geografisk bor i en helt anden del af landet. Men vi gør det, fordi vi er en del af et fællesskab, et fællesskab, som er rundet af fælles værdier, et fællesskab, som vi skal forstå værdien af og værne om og passe på, hvis ikke vi vil have, at det smuldrer mellem fingrene på os.

Det kan godt blive sådan lidt dystopisk, når man taler om, at værdier bare forsvinder og glider ud, men hvis man ser sådan lidt ud i fremtiden og også ser på, hvad der er sket de seneste årtier, så er det vel ikke helt dystopisk at forestille sig, at det at være dansk og det at forstå dansk kultur og danske værdier vil være noget andet og for mange danskere bedre – ikke fordi det globalt set er bedre, men for os bedre – end at være svensk, tysk, amerikansk, somalisk, og hvad man ellers kan være. Det at være dansk er noget særligt. At værne om det har betydning – det har betydning for mig personligt, det har betydning for Nye Borgerlige, og jeg tror også, det har betydning for rigtig mange danskere, både nu og forhåbentlig også i fremtiden. Så jeg så gerne, at vi kunne fejre valdemarsdag som en fælles nationaldag og få talt om, hvad det vil sige at være dansk. At få sat det i gang.

Jeg tror ikke, at vi politikere skal diktere, hvad indholdet af valdemarsdag er og skal være, men jeg så gerne, at vi sætter dagen af og markerer, at det her er noget særligt for vores land, og at man lader det danske folk, civilsamfundet fylde indhold i det, hvilket jo er civilsamfundets opgave i et land, hvor vores kultur kommer nedefra, og hvor alle de værdier, som vi bygger vores samfund på, stille og roligt er groet frem gennem generationer.

Så der er fuld opbakning til forslaget. Nye Borgerlige vil naturligvis stemme for.

Tak, og der er en kort bemærkning. Hr. Jens Rohde.

Der er mange af de litterære kulturpessimister fra tidligere tider, som jeg synes er fantastiske at læse, men det er dog imponerende, som kulturpessimismen sådan breder sig i dette Ting. Det synes jeg er synd. Det var bare en kommentar. Det andet er et spørgsmål. Det er jo helt åbenlyst, at fru Pernille Vermund ikke bryder sig om, at der er nogen, der kommer ind i vores land og dominerer noget i det her land. Synes fru Pernille Vermund så, at det er værd at fejre, at vi i sin tid tog på et kristent korstog, et erobringstogt, i et andet land?

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt. Jeg bryder mig ikke om, at der er mennesker, der mod folkets vilje får lov til at komme hertil og dominere vores måde at leve på, vores kultur. Jeg synes, det er en skændsel, at politikere i årevis har ladet folk komme hertil, uden at det har været folkets vilje, og skabt nogle konflikter – nogle parallelsamfund, nogle sammenstød med danskerne – som er urimelige over for den danske befolkning, og som åbenlyst er meget, meget svære at få bugt med.

Hvis vi nu først skal ind på krig og tidligere tiders krigstogter, kan vi jo godt tale om, om det her i virkeligheden er en invasion. Men jeg tror ikke, det er dér, hr. Jens Rohde vil hen, så jeg vil nøjes med at sige, at en forfejlet udlændingepolitik kunne vi godt kalde en invasion. Men hvis det er det, ordføreren spørger til, så lad mig høre det i den opfølgende bemærkning.

Hr. Jens Rohde.

Jeg synes, mit spørgsmål var meget klart, altså om det egentlig – ret beset – er værd at fejre en af vores forbrydelser. For så er der jo mange forbrydelser fra vores egen historie, vi kunne fejre. Danskere har ikke altid kun gjort det gode. Det håber jeg vi kan være enige om.

Ordføreren.

Danskere har ikke altid gjort det gode. Men at kalde krig en forbrydelse, at kalde det at modtage det danske flag, Dannebrog, som jo faldt ned fra himlen, ifølge sagnet, en forbrydelse, tror jeg ikke engang, Radikale vil gøre – trods alt.

Tak, og den næste for en kort bemærkning er hr. Morten Messerschmidt.

Det er hr. Jens Rohdes historieforfalskning, der kalder mig til at tage ordet. Det, som hr. Jens Rohde og Det Radikale Venstre ved flere lejligheder har kaldt for et korstog, sker jo på baggrund af et par århundreder, hvor venderne har drevet sørøveri rundt i Østersøen. Altså, det er jo et forsøg på at trænge den her urostifter ovre ved Baltikum tilbage, slå dem en gang for alle, sådan at danske købstæder og købmænd og hæderlige borgere ikke skal leve i daglig frygt for at blive rendt over ende.

Altså, jeg synes, det er utroligt, hvordan man skal høre fra Det Radikale Venstre, at de sådan prøver at presse danmarkshistorien ind i en form, sådan at den passer ind i en moderne radikal måde at anskue verden på. Er ordføreren ikke enig i, at det er beskæmmende at høre på De Radikale? Det her er et korstog imod historien fra De Radikales side.

Var det en kommentar til Nye Borgerliges ordfører? Værsgo.

Ja, og jeg følger meget gerne op. Jo, det er beskæmmende. Det undrer mig dog ikke. Lad os føre det frem til nutiden: Vi har lige haft en situation, hvor amerikanerne har taget en terrorist af dage. Det har de gjort for at trække en streg i sandet. Iranerne har gennem længere tid ikke bare gjort livet svært for, skulle jeg til at sige, for amerikanere, men altså taget livet af amerikanere. De har gjort alt for at angribe vestlige interesser og amerikanske interesser. Så slår man tilbage, og det, jeg hørte i den sammenhæng, også fra Det Radikale Venstres side, var i stil med det, jeg nu hører om valdemarsdag og baggrunden for valdemarsdag. Så det kommer ikke bag på mig. Det er jo nok en del af den politiske uenighed mellem det radikale segment og det konservativt-borgerlige segment.

Tak. Jeg vil lige gøre opmærksom på, at når der er en ordfører på talerstolen, er det ordføreren, man har korte bemærkninger til, fordi det af gode grunde er svært at argumentere imod, når man sidder og ikke har ordet. Det er bare lige for en god ordens skyld.

Der er ikke flere korte bemærkninger til Nye Borgerliges ordfører, så vi går videre til Liberal Alliances ordfører, hr. Henrik Dahl.

Tak for det. Vi har jo allerede fået navne på nogle prominente personer, der har fødselsdag på valdemarsdag. Det gælder Poul Nyrup Rasmussen, og det gælder Michael Laudrup, og det kunne man jo måske benytte sig af, hvis det kom dertil, at der en dag skulle laves en markedsføringskampagne for en ny nationaldag.

Det er ikke sådan, at vi i Liberal Alliance ikke hylder og ærer Dannebrog. Et kært eje hos mig personligt – og det kan jeg på forlangende fremvise efter debatten – er et fotografi af hr. Søren Espersen og mig selv taget i Tallinn på præcis det sted, hvor Dannebrog i 1219 faldt til jorden.

Alligevel er vi i Liberal Alliance skeptiske over for at gøre valdemarsdag til nationaldag. Det skyldes ikke, at valdemarsdag som regel ligger oven i Folkemødet, hvorfor Folkemødet formentlig også ville skulle gennemtænkes, hvis det pludselig kom til at køre hen over nationaldagen.

Men det er faktisk et godt argument, justitsministeren kommer med om arbejdsudbud og produktivitet og de økonomiske omkostninger ved at holde den her fridag. Jeg foreslog faktisk argumentet om arbejdsudbud på vores gruppemøde, men vi syntes, at det lød som en parodi på Liberal Alliance, og derfor ville vi ikke bruge det, så vi droppede det. Men jeg er glad for at høre det samme argument fra regeringen, for det er faktisk dyrt at holde en fridag, og det bør vi som et ansvarligt parlament selvfølgelig tage ind i vores overvejelser. Men tak til regeringen for at spare mig for at lyde som en parodi på mit eget parti.

Det, man måske kunne foreslå som et kompromis, var jo måske alligevel at gøre grundlovsdag til nationaldag, hvis man synes, at der skal holdes en nationaldag. For jeg synes nogle gange, at diskussionen om, hvad der er dansk, og hvad der er udenlandsk, bliver lidt tosset. Og det kunne man måske markere i forbindelse med grundlovsdag.

For det moderne demokrati er jo ikke opfundet i Danmark, kristendommen er ikke opfundet i Danmark, oplysningtanken er ikke opfundet i Danmark. Men det kommer jo alt sammen til os i en specifikt dansk form. Grundloven skaber et dansk demokrati, selv om ideen ikke er rundet her i Danmark. Grundloven skaber danske institutioner, den skaber et demokrati, hvor vi gør tingene på præcis den måde, som det udspiller sig her i dag med de omgangsformer, vi har, og de traditioner, vi har. Den skaber en dansk folkekirke, der er en græsrodsorganisation i stedet for at være en hierarkisk organisation. Det synes jeg også vi skal være glade for. Den skaber hele begrebet om folkelighed, der jo simpelt hen er en 1800-talsmåde at sige inklusion på. Det er egentlig det, der menes, når man siger folkelighed, altså at det er for alle. Og det er det, som vores grundlov bygger på, og det synes jeg egentlig nok er værd at fejre.

Så vi kunne måske mødes i et kompromisforslag, som er, at man gør grundlovsdag til nationaldag, og så ligesom i bemærkningerne til den beslutning også siger, at det gør jo også demokratiet og en række internationale strømninger specifikt danske. Og det har vi det jo rigtig godt med. Det er rart at være i vores parlament med vores traditioner og vores omgangsformer og ikke i alle mulige andre parlamenter, hvor partier, regering og parlament har andre måder at omgås hinanden på. Så det er altså værd at fejre.

Men vi kan ikke støtte forslaget, som det ligger. Tak for ordet.

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Morten Messerschmidt.

Først, for at feje det her med fridagen til side: Det har vi netop bevidst valgt at undgå, fordi vi vidste, at så ville det hele blive til en økonomisk debat. Det ville hr. Henrik Dahls partifæller muligvis have elsket, men vi vil netop gerne have en historisk åndelig debat om det at være dansk og betimeligheden i, at vi i dag altså ikke har en nationaldag.

Når så hr. Henrik Dahl – kompromissøgende, som vi jo kender ham – foreslår, at det kunne være grundlovsdag, så er jeg jo nødt til at spørge tilbage, om ikke hr. Henrik Dahl kan se, at der jo er meget i det at være dansk, det at være knyttet til det her folkelige fællesskab, som netop ikke kun er en grundlovsfest, en demokratiets fest, og hvorvidt det i virkeligheden ikke mere ville skille end samle omkring Danmark, hvis vi satte det lighedstegn og sagde, at danskhed og grundlov en til en er det samme.

Kan hr. Henrik Dahl ikke godt se, at vi har brug for en dag, hvor vi netop har et symbol, som er apolitisk, som er favnende, som er historisk, og som kan inkludere alle og ikke kun dem, som føler sig forbundet til grundloven osv.?

Ordføreren.

Jeg synes egentlig, at jeg redegjorde ret tydeligt for, hvorfor jeg synes diskussionen har flere dybder. Vores institutioner er meget, meget danske, og de inkarnerer vores måde at gøre tingene på. Vi har indrettet os i vores Folketing, hvor vi står, på, at vi har lav magtdistance, på, at vi har en uformel måde at gøre tingene. Vores forretningsorden er indrettet på den måde, parlamentets omgang med regeringen er indrettet på den måde. Vores grundlov er et formelt dokument med rettigheder og magtens tredeling. Men det er et utrolig dansk dokument. Det er begge dele. Og sådan er det også med vores græsrodsfolkekirke, hvor vi netop ikke har nogen, der kan tale på kirkens vegne, men har et forgrenet græsrodsnetværk. Så jeg synes, det også er en god anledning til at tale om, hvad der er dansk.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jo, vel er grundloven dansk. Den ligger jo i kopi hernede i Vandrehallen. Det gør også Lex Regia, den er vel også dansk. Det gør også Kong Hans' Håndfæstning, den er vel også dansk. Det gør også Jyske Lov. Men det gør vel ikke landskabslovene mindre danske. Så pointen her er jo, at det at være dansk ikke er noget, der knytter sig til den relativt begrænsede periode fra 1849 og frem til nu, men jo knytter sig helt tilbage til sagaerne, hvor vi ikke kan sætte årstal på, hvor videnskaben og hjernerne må give op, og hvor hjertet må råde.

Ordføreren.

Det er jo ikke noget ugyldigt argument, selvfølgelig. Jeg synes dog ikke, at det gør noget, at man afgrænser sig konkret og siger: Vi har også fundet en meget, meget dansk måde at tage de her fremragende ideer fra udlandet – altså kristendommen, demokratiet og oplysningen osv. – til os på. Og det synes jeg også er værd at reflektere over.

Tak. Så er den næste for en kort bemærkning fru Pernille Vermund.

Tak for ordet. Nu taler vi meget om, hvilke politiske ideer og hvilken lovgivning der har været vedtaget før og efter grundloven, fordi vi sætter det her ind i en kontekst – helt forståeligt – hvor vi ser grundlovsdag som den dag, mange måske vil tænke vel nærmest er vores nationaldag. Det kan jeg sagtens følge, og jeg vil også gerne medgive, at da vi så beslutningsforslaget her, havde vi diskussionen i gruppen: Kunne det også have været grundlovsdag?

Vi endte alligevel med at sige, at en dansk nationaldag ikke kun skal knyttes til det politiske, til vores frihedsrettigheder og til den grundlov, som jo alt andet lige også er ændret undervejs. Det at være dansk skal også rumme alt det andet. Man kan tale om det sådan finkulturelle: vores litteratur gennem tiden, vores historie. Man kan også tale om alt det i vores dagligdag. Vi mødes under dansk flag til store internationale sports- og idrætsbegivenheder. Så set i det lys kan ordføreren så ikke se, at det danske ikke bare er mere, men også bør knyttes til mere end vores grundlovsdag?

Tak. Ordføreren.

Altså, det er jo ikke sådan, at det er et fuldstændig ugyldigt argument, jeg bare vil stå og affeje. Men jeg synes faktisk også, at andre argumenter for ikke at lade det at holde fridage og nationaldage osv. brede sig for meget er meget fornuftige. Jeg synes, det er fint, at vi ikke skruer op for det, og jeg synes, det er fint, at vi så bruger grundlovsdag, hvis det er, til også at filosofere over, hvad dansk kultur faktisk er, af de grunde, jeg allerede har sagt.

Fru Pernille Vermund.

Hvis man så holder sig til det sådan lavpraktiske, er vi i hvert fald fra politisk side mange, der fejrer grundlovsdag, og der er også mange ude i landet, som fejrer grundlovsdag med vælgerforeninger, altså i politisk regi. Selv om mange af de taler, vi holder og lytter til, handler om de frihedsrettigheder, vi har fået ved grundloven, er det jo alt andet lige en dag, som man ofte tilbringer med mennesker, som er meningsfæller. En nationaldag burde jo gerne lige være nummeret over det og altså en dag, hvor man fejrer hele landet og hele vores nationalitet og går ud i gaderne og fester med flaget og siger, at det her ikke er en kidnapning af grundlovsdag, men at det er en særlig og en anden dag.

Tak for det. Ordføreren.

Det kan jeg simpelt hen ikke genkende. Altså, jeg synes, at de steder, hvor jeg medvirker i grundlovsarrangementer, som regel har en eller anden tværpolitisk karakter, hvor det, man taler om, netop også er grundloven som noget, der samler os, og som noget, der efterhånden er dansk historie temmelig langt tilbage. Der er jo ikke tale om at nedlægge valdemarsdag, så alle kan jo markere valdemarsdag lige så meget, som det er vigtigt for dem, også selv om det eventuelt går ud over Folkemødet.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste er så ordføreren for forslagsstillerne, hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Der er enkelte særlige begivenheder i danmarkshistorien, hvor politik er blevet lagt til side, og hvor danskere har rejst sig som brødre og søstre forbundet til det fædreland, som er deres. I år fejrer vi 100-året for genforeningen, som kom i stand efter Versaillesforhandlingerne, hvor slesvigerne blev spurgt, og hvor de satte deres kryds. Man blev ikke spurgt, om man var socialdemokrat, konservativ, radikal eller socialist, men om man var dansk eller tysk. De valgte så fra Nordslesvigs side det danske. Det fejrer vi i dag, fordi Danmark er vores, som en familie, hvor man kan strides intellektuelt, politisk og på alle andre områder, men hvor man alligevel er brødre og søstre. Besættelsen – de 5 mørke år fra 1940-1945 – var en tilsvarende begivenhed, hvor modstandsbevægelsen bestod af kommunister, konservative og radikale. Det var folk, som lagde deres politiske uenigheder til side og gjorde Danmark til deres fælles egentlige sag.

Så det at være dansk er altså mere end at stemme ved folketingsvalget. Det er mere end at gå ind for kønnenes ligestilling og grundloven, som vi kender den fra 1953. Det stikker dybere. Og dog fylder det ikke ret meget, hvis man følger den daglige debat. Vi er blevet enige om at få dannebrog i Folketingssalen. Vi er endda nået dertil, hvor hr. Jeppe Bruus fra Socialdemokratiet roste den tidligere formand for Folketinget for gerningen. Det har dog alligevel været en proces, en lidt lang fødsel, men vi er nået dertil. Og det er jo godt, fordi netop dannebrog forener alt det, der ikke er politik, men det gør, at vi alle 179 med kærlighed kan sige: Ja, det er mit flag. Det er et flag, som vi har lært at kende fra det folkelige, som hr. Jens Rohde nævnte, på juletræet, i kolonihaven, men også har lært at kende fra det højstemte. Det er et flag, der på den måde adskiller sig meget fra andre nationers flag. Det tyske flag ser man vejre på toppen af statsbygninger. Det gør vi også i Danmark, men vi ser det også i lagkagen. Og på den måde er dannebrog noget særligt folkeligt, noget særligt dansk.

For mig og Dansk Folkeparti er det derfor fuldstændig åbenlyst, at netop valdemarsdag, hvor vi jo ikke bare markerer, at vi engang fik lukket for det vendiske sørøveri, men hvor vi selvfølgelig også markerer det langt vigtigere budskab, at Gud sendte os dette flag, er det, der favner os danske, hvor vi jo netop på tværs af tro og politik og anden uenighed kan læne os tilbage som brødre og søstre og sige: Det her er vores hjem. Og netop i en tid, en folkevandringstid, er der måske særlig grund til at gøre det klart, hvad det betyder. Jeg tror, at en stor del af de problemer, som vi har med folk, der kommer udefra og kommer til Danmark og gerne vil være en del af Danmark, måske skyldes, at det ikke altid er lige klart for os, der føler os som danske, hvad det egentlig er.

Hvor andre nationer og måske især de lande, de pågældende mennesker typisk kommer fra, er meget stolte af deres identitetsmarkører, hvis vi skal bruge det udtryk, er det, som om relativismen har indtruffet sig i Danmark. Det er – kan jeg sige til hr. Jens Rohde og andre radikale – ikke noget positivt set fra vores synspunkt. Vi har derfor brug for en dag, hvor vi netop taler om det, der forener os, og som ikke som det politiske deler os. Alt det historiske, den arv, som vi bærer, litteraturen, sproget, historien osv., skal vi ikke være bange for. Hvis vi som folk er bange for at sige, at vi er danske, og at dette er, hvad vi står for, bliver det netop umuligt at møde fremmede med en oprigtighed, med en glæde og med en selvrespekt og dermed også vise dem respekt.

Derfor blev jeg også næsten glad, da jeg hørte en af de socialistiske ordførere sådan ikke citere, fordi det ville måske være for meget, men dog alligevel resumere Grundtvigs ord om det at være dansk, nemlig at det er en følelse af at høre til. Grundtvig skriver i »Folkeligheden«:

»Til et Folk de alle hører,/Som sig regne selv dertil,/Har for Modersmaalet Øre,/Har for Fædrelandet Ild«.

Men han er jo også meget klar, i forhold til hvad konsekvensen så skal være for dem, der ikke har modersmålet i øret og fædrelandet i hjertet. Der skriver Grundtvig videre:

»Resten selv som Dragedukker/Sig fra Folket udelukker,/Lyse selv sig ud af Æt/Nægte selv sig Indfødsret!«.

Nu skal vi jo ikke stå her og opløfte Grundtvig til lov, men vi kunne måske godt i denne globaliserede og overfladiske tidsalder reflektere lidt over, hvad det egentlig er for en følelse, vores nationalskjald her inkarnerer, nemlig at det at elske Danmark ikke er noget, man skal putte med, det er noget man skal være stolt af. At man elsker sit eget land, betyder jo ikke, at man hader andres lande; lige så lidt som det betyder, at man hader andre mennesker, når man siger, at man dog elsker sin mor mere end andres mødre eller fædre. Vi taler om modersmål og fædreland – det er en familie. Og netop det er der brug for, at vi ligesom svenskere, nordmænd, færinger, grønlændere og mange andre markerer på vores særlige danske måde.

Man kan måske også tale om en særlig nordisk måde, for hr. Naser Khader har jo ret, når han siger, at det jo ikke er noget, der sådan er groet ud af den danske historie. Det er jo rigtigt. Men det har i moderne tid jo ikke afholdt andre nordiske folk fra at træffe en beslutning om at have en nationaldag og så derpå forme deres måde at gøre det på – grønlænderne i pagt med den tradition, de har for naturen, og hele den tænkning, der udspringer derfra, færingerne i pagt med deres kristne tro fra Sankt Olavs dag osv. Hvorfor skulle vi ikke også i Danmark vælge at sige: Jo, vi vil også have nationaldag? Hvorfor skulle vi så ikke netop vælge at sige: Politik taler vi jo om alle dage – 365 dage om året. Det gælder i hvert fald os herinde, men det er jo også det, der præger debatten udenfor. Og grundlovsdag er jo i særklasse blevet til politik. Sidst havde vi endda folketingsvalg på grundlovsdag. Og det er godt, for man kan slet ikke forestille sig et moderne Danmark uden et moderne dansk folkestyre, naturligvis.

Men det gør selvsagt ikke, at Danmark, danskhed og dansk identitet en til en kun er dansk folkestyre. Men Danmark og danskhed kan en til en indeholdes i det flag, som Valdemar Sejr hentede hjem hin dag i 1219. Dét er der grund til at mindes både for de folk, der kommer udefra og gerne vil være en del af det danske, men sandelig også, hr. Rune Lund, for de folk, der fødes i Danmark, og som i dag står rådvilde i den her identitetsløse tid, hvor man selv skal vælge alting. Der er det godt, at en myndig stemme siger: Du hører til i denne nation, i denne historie, i denne kultur og med dette sprog. Du har en mor og en far, som du har et modersmål og et fædreland; med den bagage skal du forme din egen identitet.

Og netop derfor er det en god idé med en nationaldag på valdemarsdag. Der har jo ikke kun lydt negative bemærkninger, og derfor vil jeg bare slutte af med at kvittere justitsministeren, hr. Jeppe Bruus, fru Inger Støjberg og andre for de positive ting, der er sagt om forslaget og om valdemarsdag. Kan vi ikke blive enige om at gøre valdemarsdag til nationaldag, så fred være med det. Det kan også være, at ideer som den her skal modnes og tager lidt tid. Men vi kan måske alligevel blive enige om at gøre noget mere ud af valdemarsdag, nemlig at gøre den til en begivenhed i landets folkeskoler, børnehaver og alle de steder, hvor vi mødes, f.eks. i kirken, i civilsamfundet, hos spejderne, i sportsforeninger osv. Så man, ligesom vi har grundlovsdag, og ligesom vi har de kristne højtider, også gør valdemarsdag til noget præsent, noget tilstedeværende og betydningsfuldt.

Så selv om der måske vil være flere røde knapper – ikke rødhvide knapper – men røde knapper, der lyser, når vi stemmer om det her forslag, så gemmer jeg alligevel de positive ord, der er kommet fra mange ordførere, og ser frem til det videre arbejde. Tak, formand.

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Jens Rohde.

Jeg bryder mig jo ikke om argumentresistens, og derfor vil jeg sådan set godt tilslutte mig noget positivt, for jeg synes faktisk, at det var en fremragende tale, hr. Morten Messerschmidt holdt. Og det er jo faktisk lige før, at han med sine ord og den måde, han præsenterer det på, kan overbevise mig om, at det måske er noget, man skal overveje grundigt.

Men Jeppe Aakjær sagde jo også i sin Jenletale i 1911, at man skal vogte sig for dem, der vil korsfæste nationen på et dannebrogsflag. Når jeg nævner det, er det, fordi hr. Morten Messerschmidt jo taler om, at vi på sådan en dag, hvor man taler om og fejrer dannebrog, kommer ud over det politiske. Men kan hr. Morten Messerschmidt ikke medgive mig, at han selv har været med til at politisere dannebrog og derfor på den måde og på sin vis selv sammen med sit parti står lidt i vejen for det budskab, som han egentlig så fint kommer med her?

Ordføreren.

Jeg vil medgive ordføreren så meget, at dannebrog er blevet politiseret. Men hvem der så har foranlediget det, tror jeg ikke vi bliver enige om. For i Dansk Folkeparti bruger vi stolt dannebrog. Det, der har gjort, at det så er blevet politiseret, er jo ikke, at vi bruger dannebrog, men at andre partier af forskellige årsager er afstået fra at gøre det.

Hvis det nu var sådan, at alle danske partier – om man er radikal, eller om man er socialist – ville bruge dannebrog som en fuldstændig naturlig ting i deres hverdag, ville der jo ikke være nogen, der ville forbinde dannebrog med de partier, der så rent faktisk gør det. Jeg vil bare nævne, sådan som jeg gjorde over for Socialistisk Folkepartis ordfører tidligere, at Stauning for 100 år siden, da man fejrede 700-året for dannebrog, netop og ovenikøbet i avisen Socialdemokraten gjorde sig til talsmand for, at dannebrog og de røde faner skulle stå side om side. Jeg mener faktisk, at han havde dannebrog i reverset, siden han blev opstillet på Langeland, og på den måde bar den tradition, også i sit eget virke.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)