Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 44:

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af dimittendsatsen for dagpengemodtagere.

Af Alex Vanopslagh (LA) m.fl.

(Fremsættelse 27.11.2019).

Forhandlingen er åbnet, og vi giver allerførst ordet til beskæftigelsesministeren. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Med beslutningsforslaget, som vi i dag skal behandle, vil Liberal Alliance sætte dagpengesatsen for dimittender ned med 5.154 kr. om måneden, nemlig fra 13.644 kr. til 8.490 kr. – fra 71,5 pct. af højeste dagpengesats for ikkeforsørgere til 45 pct. Jeg vil først og fremmest gerne understrege, at det ikke er regeringens holdning, at der skal skæres i dagpengesatsen for dimittender. Dagpengesystemet er en helt central hjørnesten i den danske flexicuritymodel. Det giver fleksibilitet for virksomhederne, som hurtigt kan omstille sig til nye markeder og nye tider, og sikkerhed for arbejdstagerne, hvis de mister deres arbejde, så derfor er regeringen optaget af, at vi har et dagpengesystem, som er økonomisk trygt og har en bred opbakning i befolkningen. Det med at skære i dagpengene, som Liberal Alliance og CEPOS er rejsende i, er heller ikke noget, som lønmodtagerne eller arbejdsgiverne foreslår. Beskæftigelsesrådet nævnte således ikke ét ord herom, da de sendte deres bud på, hvad der kan gøres ved dimittendledigheden. Liberal Alliance henviser selv til Dagpengekommissionen i bemærkningerne til beslutningsforslaget, og det giver god mening at tage fat i kommissionens arbejde og anbefalinger om dimittender i dagpengesystemet, men Liberal Alliance refererer alene til nøje udvalgte dele af kommissionens rapport.

Dagpengekommissionen skriver ganske rigtigt i deres rapport, at »der er evidens for, at unge reagerer stærkere end andre på økonomiske incitamenter«, og at en indkomstfremgang ved overgang til dimittenddagpenge kan »hæmme deres incitament til at være tilpas brede – geografisk og fagligt – når de søger arbejde«. En helt central pointe i rapporten er dog, at der skal findes en balance mellem forskellige hensyn. Dagpengekommissionen skriver således også i deres rapport, at »dimittendordningen er en fødekæde til a-kassesystemet, der sikrer, at det er attraktivt for personer under uddannelse at forsikre sig imod ledighed«. Kommissionen fremhæver også, at »dimittender er en ressourcestærk gruppe, der hører hjemme på arbejdsmarkedet«. Og: »Alternativet til dimittendordningen er dog, at en del af dimittenderne i stedet indtræder i kontanthjælpssystemet, hvor de ikke hører hjemme. De nyuddannede får således dagpenge, fordi de hører til på arbejdsmarkedet«. Kommissionen konkluderer samtidig: »Ledighed er for dimittender ofte et kortvarigt og forbigående problem i forbindelse med, at de indtræder på arbejdsmarkedet, og de bidrager efterfølgende til forsikringssystemet«. På den baggrund kommer Dagpengekommissionen med den balancerede anbefaling, at satsen for dimittender skal gøres »en smule mindre gunstig« og nedsættes fra de daværende 82 pct. af dagpengemaksimum til 78 pct.

Jeg mener, at vi politisk med aftalen om et tryggere dagpengesystem har ramt den rette balance mellem de forskellige hensyn, der ligger bag dimittendsatsen. Med aftalen indgik vi i Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti en aftale, hvor vi har valgt, at der skal skelnes mellem forsørgere og ikkeforsørgere, og vi besluttede, at dimittendsatsen for ikkeforsørgere skulle nedsættes fra 82 pct. til 71,5 pct. af den maksimale dagpengesats. Det er en aftale, som regeringen fortsat bakker op om, og som Liberal Alliance i øvrigt også selv tiltrådte med deres regeringsdeltagelse i sidste valgperiode. Når det er sagt, vil jeg understrege, at jeg ikke deler Liberal Alliances opfattelse af, at nyuddannede driver den af og holder halve og hele sabbatår på dagpenge. Jeg er overbevist om, at langt de fleste nyuddannede arbejder for at komme i gang med at bruge alt det, som de har lært på uddannelsen, og tjene deres egne penge, så der f.eks. er råd til at flytte fra værelset, som de har lejet under studietiden, til en lejlighed. En tilværelse som arbejdsløs er næppe drømmescenariet for unge efter en afsluttet uddannelse. Og når først studievennerne begynder at komme i job og tjene egne penge, er det ikke sjovt at sidde tilbage på dimittenddagpenge. Dagpenge giver nyuddannede mulighed for at søge efter job, der matcher deres kompetencer. En god start på arbejdslivet er både vigtigt for den enkelte og for samfundet på den længere bane.

Når det er sagt, har jeg også den holdning, at nyuddannede ikke skal gå og vente på drømmejobbet – det er heller ikke formålet med dimittenddagpenge. Nyuddannede skal hurtigt i gang og få nogle erfaringer, og det skal indsatsen i beskæftigelsessystemet understøtte; ret og pligt gælder så sandelig også for dimittender. Det betyder, at unge efter afsluttet uddannelse skal søge bredt, både i forhold til type af job og i forhold til geografi. De skal som alle andre aktivt søge alt rimeligt arbejde, som de kan varetage, også ufaglærte job og job uden for ens faglige område.

Dimittender med mellemlang og lang videregående uddannelse skal samtidig tage job i hele landet uden hensyntagen til den daglige transporttid, hvis det er nødvendigt for at få besat stillinger med kvalificeret arbejdskraft. Der skal dog tages behørigt hensyn til familiemæssige forhold. Og a-kasserne skal naturligvis følge op på, at de unge rent faktisk står til rådighed. Hvis de ikke gør det, skal det have konsekvenser. Det er heller ikke et mål i sig selv at få dimittender i job helt uden for deres felt. Der skal være plads til, at man kan søge det rette job, men hvis jobbet ikke er der, gør vi de unge en bjørnetjeneste ved at lade dem gå i lang tid uden at komme i gang på arbejdsmarkedet.

Der er ingen tvivl om, at det er en svær balance, og at der er mange delte meninger om det. For regeringen er det afgørende, at vi får skabt de bedste rammer for, at dimittender hurtigere kan få fodfæste på arbejdsmarkedet. I mine øjne er det paradoksalt, at vi lige nu er i en situation, hvor mange virksomheder efterspørger kvalificeret arbejdskraft, samtidig med at så mange nyuddannede er på dimittenddagpenge. Det kan og skal vi gøre bedre.

Jeg er optaget af, at vi understøtter, at jobcentre og a-kasser får skabt en tidligere og tættere kontakt til virksomhederne og meningsfuldt hjælper de unge med at oversætte, hvordan deres kompetencer matcher virksomhedernes behov. Derfor forlængede forligskredsen bag beskæftigelsesreformen i efteråret traineeordningen med 12 mio. kr. i 2020, så flere ledige dimittender kan få hjælp til at komme ud på en arbejdsplads. Men vi kan ikke alene løfte det i beskæftigelsessystemet. Derfor samarbejder jeg også med uddannelses- og forskningsministeren, når det handler om at bekæmpe dimittendledigheden.

Unge mennesker er vores fremtid, og derfor er regeringen stærkt optaget af, at vi får udnyttet de gode tider til at få flere nyuddannede hurtigere ind på arbejdsmarkedet. Men regeringen mener ikke, at løsningen er at skære i dagpengene til dimittender og risikere, at unge helt fravælger dagpengesystemet.

Der er grundlæggende to måder at løse udfordringen med dimittendledigheden: pisk eller indsats. Jeg tror på, at vi kan hjælpe dimittenderne mere intelligent end ved at sænke dagpengesatsen for dimittenderne. Som sagt hører jeg heller ikke, at arbejdsgiverne beder om, at der skal skæres i dimittendsatsen. Jeg har her noteret mig, at Dansk Industri tidligere har udtalt, at der netop ikke skal skæres i dagpengene, da det kan få konsekvenser for fleksibiliteten på arbejdsmarkedet. Regeringen kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget. Vi kan ikke stemme for et forslag, der på den her måde svækker vores dagpengesystem, og som i sidste ende kan svække fleksibiliteten på det danske arbejdsmarked. Tak for ordet.

Tak for det. Den første korte bemærkning er fra hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Nu siger ministeren, at man har valget mellem pisken og indsatsen, men man må bare konstatere, at det jo ikke er de sunde incitamenter og den personlige indsats, som ministeren satser på; det er jo pisken; det er ret og pligt-tankegangen. Det er den socialdemokratiske tankegang om, at du har høje ydelser: Det kan ikke betale sig at tage et lavtlønnet job, mens du er på dagpenge, til gengæld skal du piskes lidt rundt, fordi du har ret og pligt til det. Sådan har det været i mange år for dagpengemodtagere, også for dimittender, og det faktum, at vi har pisken, har jo ikke løst problemet.

Så snakker ministeren om ret og pligt, og det har vi sådan set gjort i 3 måneder nu, men det har ikke fået en eneste dimittend i arbejde. Man ved ud fra beregninger fra Dagpengekommissionen, at det vil få 6.000 ud af de ca. 20.000 ledige akademikere i job – eventuelt i Netto, eventuelt i nogle af den type job, som ministeren selv opfordrer til at man skal sige ja til, selv om man er på dagpenge efter endt uddannelse. Den mulighed har man nu ved at stemme for det her – så får man 6.000 ud af de 20.000 i job ved at ændre på de sunde incitamenter helt uden at bruge pisken. Ville det ikke være en fornuftig måde at få bugt med dimittendledigheden på?

Ministeren.

Nej. Som jeg klart gav udtryk for i min ordførertale, tror jeg ikke, det er en fornuftig måde, for det rammer ikke den afgørende balance, som Dagpengekommissionen, som hr. Alex Vanopslagh jo selv bliver ved med at referere til, ender med at anbefale. Den er jo at sikre, at der også skal være en fødekæde ind i dagpengesystemet, og det er sådan set en fordel for den enkelte på den lange bane, men det er også en fordel for hele vores samfundsmodel og for de selv samme virksomheder, som nyder godt af fleksibiliteten, som kommer af, at vi har et stærkt flexicuritysystem.

Derudover synes jeg altså også, at det hører med til den her debat at sige – altså, jeg mener afgjort, at vi kan og skal gøre det bedre – at ja, for nogle dimittender tager det måske længere tid at få fast fodfæste på arbejdsmarkedet. Men når først de har fået det faste fodfæste på arbejdsmarkedet, har de igennem hele deres arbejdsliv en tættere tilknytning til arbejdsmarkedet end så mange andre grupper. Og det bør tælle med i det regnestykke, som hr. Alex Vanopslagh lægger til grund for sit forslag.

Hr. Alex Vanopslagh.

Så lad os sige, at vi beder ministerens gode embedsmænd om at regne på konsekvenserne ved at gennemføre Liberal Alliances forslag om at sænke dimittendsatsen en lille smule, så man ikke fordobler sin indkomst ved at gå fra at være studerende til at være arbejdsløs, men kun oplever en stigning på små 50 pct. ved at gå fra at være studerende til at være arbejdsløs – altså at vi regner på konsekvenserne af det, og det viser sig, at det ikke synderligt vil mindske andelen af studerende, der melder sig ind i en a-kasse – vil regeringen så bakke op om det, eller vil man bare finde på et nyt argument for ikke at støtte forslaget?

Ministeren.

I regeringen lytter vi jo altid til alle argumenter, der kommer frem i en hvilken som helst debat, men regeringens position er ret klar, synes jeg, nemlig den, at vi står på mål for det, vi aftalte tilbage i 2015 i aftalen om et tryggere dagpengesystem, og at vi også synes, at vi har fundet de rigtige balancer mellem på den ene side at tilskynde folk til at melde sig ind i en a-kasse og på den anden side at sikre, at virksomhederne har den fornødne fleksibilitet som en del af vores flexicuritysystem, og derudover at sikre de lønmodtagergrupper, som efter endt uddannelse skal starte på arbejdsmarkedet. Og igen synes jeg, det er værd at holde fast i, at vi, selv om det for nogle grupper med lange uddannelser tager lidt længere tid at få det faste fodfæste, altså er i en situation i Danmark, hvor vi har en langt højere erhvervsfrekvens og en langt tættere tilknytning til arbejdsmarkedet for alle grupper i forhold til stort set alle sammenlignelige samfund rundt omkring os.

Hr. Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Jeg vil bare lige sige, at når vi taler om dimittender, mener vi, at de selvfølgelig skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet – det er der jo ikke nogen der er uenig i. Og der skal selvfølgelig også gøres en indsats for, at de kan komme i arbejde – det kan vi også være enige om – og det er det forsøg, vi har lavet med a-kasserne, med, at de skulle hjælpe også nyuddannede til at komme i arbejde det første halve år. Det gælder også for de a-kasser, der ikke er med i forsøgsordningen, at de også gerne må yde en indsats det første halve år. Det ligger også i aftalen om forenklingsindsatsen, at kommunerne skal gøre en indsats for at skaffe ledige i job – det kan vi også være enige om.

Men så har jeg bare et spørgsmål, for når jeg kigger på, hvad de skriver på Altinget.dk om arbejdsmarkedet, ser jeg, at de skriver, at ministeren har fjernet målsætningen for jobcentrene om, at de skal hjælpe med at finde kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne. Det kan Dansk Arbejdsgiverforening så ikke lige forstå, altså hvorfor den målsætning er blevet fjernet for jobcentrene – at jobcentrene ikke skal måles på, om de hjælper med at skaffe kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne. Kan ministeren forklare det? Er det en fejl, at det står her, eller er det sådan, at ministeren ikke mener, at jobcentrene skal måles på, om de kan hjælpe med at skaffe kvalificeret arbejdskraft?

Ministeren.

Jeg vil sige, at det i hvert fald er en meget kraftig mistolkning hos Dansk Arbejdsgiverforening af de, hvad kan man sige, mål, som vi nu har sendt i høring, og det er jo kun sendt i høring i Beskæftigelsesrådet. Det, jeg meget klart har skrevet i brevet til Beskæftigelsesrådet, er, at sådan som jeg ser de mål, jeg giver Beskæftigelsesrådet og har sendt i høring, så skal de alle sammen være tragten, der fører til, at virksomhederne får den fornødne og kvalificerede arbejdskraft.

Jeg er meget villig til at lytte til, om det fortsat skal være et selvstændigt mål. For mig at se er det givet i sig selv, at når vi siger, at vi har et mål om, at flere med ikkevestlig baggrund skal i arbejde, og at når vi siger, at flere med et fysisk handicap skal ind på arbejdsmarkedet, så fører det også dertil. Og så har jeg tilføjet et nyt mål, som jeg i hvert fald også synes er vigtigt, og det er, at vi har et fælles mål blandt alle partnere i Beskæftigelsesrådet om, at flere af vores ledige og syge medborgere skal opleve at få en bedre og mere værdig behandling i mødet med systemet.

Der mener jeg, at vi har en fælles forpligtelse, når vi hele tiden kan høre om alle de sager i medierne, hvor folk f.eks bliver spurgt, om de er i stand til at tørre sig bagi og alt muligt andet. Det, der er meningen med de her mål, er bestemt ikke, at virksomhederne ikke skal have den fornødne og kvalificerede arbejdskraft – tværtimod.

Hr. Bent Bøgsted.

Nu tror jeg ikke, at Dansk Arbejdsgiverforening tænker på nye medarbejdere, der er syge; de tænker på kvalificeret arbejdskraft, der er klar til at gå hundrede procent ind på arbejdsmarkedet. Og det er der rigtig mange af de her dimittender, der selvfølgelig er, eftersom de har taget en høj uddannelse. Der har jobcentrene vel også et ansvar for at være behjælpelige over for virksomhederne ved at sige: I mangler noget arbejdskraft, vi har nogle ledige dimittender – skal vi ikke se, om vi kan matche jer med hinanden?

Det er vel ikke sådan, at man fjerner det fra jobcentrene? Ellers er det i hvert fald noget, Dansk Arbejdsgiverforening har misforstået – og jeg har misforstået – for det var en klar aftale i forbindelse med forenklingsindsatsen, at jobcentrene havde den opgave med at hjælpe med at skaffe arbejdskraft.

Ministeren.

Der er helt klart noget, der har været misforstået i den her sag, forstået på den måde, at de mål, som jeg har sendt i høring i Beskæftigelsesrådet, handler om, at Beskæftigelsesrådet skal være med til at vejlede mig som minister, men for den sags skyld også kommunerne i, hvordan vi når de mål. Der er ikke noget som helst, der kommer til at trække tæppet væk under de ting, der er blevet aftalt i forbindelse med fornyelsen af LAB-loven, og der er slet ikke noget, som står i vejen for eller forhindrer, at man ude i jobcentrene skal gøre, hvad man kan, for at matche ledige til bedre job – tværtimod.

Så er det hr. Morten Dahlin, Venstre.

Tak for det, formand. Da vi havde ministeren i samråd om det her emne, altså antallet af ledige dimittender, trak ministeren en kanin op af hatten – et partnerskab. Vi kunne ikke få at vide med hvem, vi kunne ikke få at vide hvordan, om hvad eller hvornår. Da ministeren under samrådet bliver presset, får ministeren sagt, at det er lige på trapperne, at det er på vej igennem regeringens Koordinationsudvalg.

Kunne ministeren ikke bare i dag give en status på, hvad regeringens øverste koordinerende udvalg sagde til det? Så hvornår får vi noget konkret at se her i Folketinget?

Ministeren.

Der vil inden for meget kort tid blive oversendt en orientering til hr. Morten Dahlin om udviklingen af de her partnerskaber. Jeg har til gengæld i mellemtiden noteret mig, at en lang række aktører, navnlig blandt nogle af de a-kasser og fagforeninger, som jo repræsenterer mange af dem, der desværre har en efter min mening lidt for høj dimittendledighed, vil deltage i de her partnerskaber.

Hr. Morten Dahlin.

Det tror jeg var præcis samme svar, vi fik på samrådet: om kort tid. Nu er der altså gået lidt tid, og så må vi jo se, hvor lang tid det tager den her gang.

Skal partnerskaberne føre til konkrete anbefalinger i forhold til ændret lovgivning? Kan ministeren svare på det?

Ministeren.

Altså, såfremt partnerskaberne måtte foreslå konkrete initiativer, som også skal føre til lovændringer, vil vi da i regeringen klart lytte – ligesom jeg antager at resten af Folketinget vil – meget nøje til det. For hele ideen med partnerskaber er jo at samle de aktører, der er på beskæftigelsesområdet, med de aktører, der er inden for uddannelsesverdenen, og også de aktører, der repræsenterer nogle af de grupper, som har en alt for høj dimittendledighed.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til ministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken, og det er Socialdemokraternes ordfører, og det er hr. Leif Lahn Jensen. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg tror ikke, det overrasker mange, når jeg som socialdemokrat virkelig ønsker et stærkt dagpengesystem med en bred opbakning blandt så mange som muligt. Jo flere, der støtter op om det system, jo mere styrket er flexicuritysystemet, og jo stærkere er vores land. Man kan jo bare se på tidligere udtalelser fra Dansk Industri, som netop mener, at vi ikke skal røre mere ved dagpengene, da det alt andet lige kan betyde flere opsigelsesaftaler og dermed gøre det sværere for virksomhederne at udvikle sig og skabe arbejdspladser, som man desværre ser det i mange andre lande. Det er et dagpengesystem, som på mange måder har været med til at gøre vores land rigt og bevaret det samfund, vi kender så godt, og som vi holder af. Dette må vi ikke ødelægge, og derfor mener jeg ikke, at vi skal skære yderligere i dagpengene, heller ikke for dimittender.

Jeg anerkender bestemt, at der er mange højtuddannede, som har svært ved at finde sig et arbejde i starten af deres arbejdsliv, og at der i dag er for mange, der er arbejdsløse, og det er dybt ulykkeligt. Jeg har snakket med mange af de unge mennesker, som vi snakker om i dag, og som inderligt ønsker sig et job og at komme ud og tjene penge og vise, hvad de kan. Det er jo det, de har uddannet sig til i mange år. Det går dem faktisk også meget på, at de ikke kan finde drømmejobbet, så derfor køber jeg ikke den med, at de driver den af og ikke gider komme i arbejde. Derfor er vores opgave ikke at forringe dagpengesystemet, så nogle måske vælger det fra, men at hjælpe de her unge mennesker i job. De skal selvfølgelig stå til rådighed ligesom alle andre, og der er i dag strengere krav til dem, i forhold til hvor langt de skal søge væk.

Jeg mener faktisk også, at de skal tage de job, der er, selv om det ikke lige er drømmejobbet, da jeg ikke er et sekund i tvivl om, at det er bedre for dem at komme ud blandt andre og gøre en forskel, og så skal det job, de ønsker, nok dukke op på et senere tidspunkt.

Jeg mener helt klart, at vi har brug for denne gruppe unge ude blandt vores virksomheder, måske meget mere end før i tiden. Vores job som politikere er at få virksomhederne til at forstå dette og lave det rette jobmatch. Jeg har snakket med mange virksomheder, som netop har taget en akademiker ind og har fundet ud af, at medarbejderen er med til at udvikle og styrke virksomheden. Dette budskab skal vi sprede ud til flere virksomheder rundtom i hele landet og gerne uden for byerne, hvor der også er brug for det. Derfor skal vi netop støtte op om diverse akademikerordninger, der kæmper med at udbrede dette kendskab, og støtte op om de ledige akademikeres mulighed for at komme i kontakt med disse virksomheder. Her er jeg jo tilfreds med, at ministeren vil sætte et arbejde i gang og lytte til alle de parter derude, som kender de rette løsninger.

Så med disse ord mener jeg ikke, at det er den rette løsning at skære i satsen, men i stedet gøre en ekstra indsats for at få flere akademikere ind på virksomheder, og derfor stemmer Socialdemokratiet imod forslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning, og det er fra hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Tak for det. Jeg bed mærke i, at hr. Leif Lahn Jensen sagde, at han ikke tror på, at der er særlig mange ledige akademikere, som er for fine til at tage bestemte job, at de så at sige går og danderer den. Altså, lad os nu tage polemikken og retorikken til side – for den kan man selvfølgelig godt være uenig i – og kigge på substansen, altså spørgsmålet: Er der for mange ledige akademikere, der siger nej til bestemte job, der er til rådighed, fordi de ikke synes, at det kan betale sig, da de er gået fra at være på su og så næsten har tredoblet deres indkomst ved at være på dagpenge?

Altså, nu har jeg bare foretaget en hurtig googlesøgning inden debatten i dag, og det vælter jo frem med eksempler på akademikere på dagpenge, der selv står frem og siger, at de ikke vil tage bestemte typer job. I Berlingske den 31. oktober var det en Emil Lundbo fra RUC, der læste globale studier, og som sagde, at han ikke ville arbejde i IKEA i et job, han havde fået tilbudt, fordi det var natarbejde, så det gad han ikke. I Information kunne man læse om Heinrich, der sagde, at akademikere selvfølgelig ikke skal tage et job i Netto. Det er bedre, de er på dagpenge og bruger tiden på at søge et job. Formanden for Akademikernes A-kasse, Lars Qvistgaard, har været ude at sige det samme: at man ikke skal tage et job, hvis det er i Netto. Og listen bliver ved.

Jeg har desværre ikke mere taletid. Jeg står med et eksempel her fra Politiken, hvor der er en, der siger, at man selvfølgelig ikke bare skal tage et hvilket som helst job. Så jeg vil bare høre: Kan den socialdemokratiske ordfører ikke bare erkende, at når man har så gavmildt et dagpengesystem, hvor man fordobler indkomsten til folk, der går fra at være studerende til at være arbejdsløse, så har det selvfølgelig den konsekvens, at de er for fine til at sige ja til bestemte typer job?

Ordføreren.

Nu er ordføreren jo i gang med at google, og så kan ordføreren også google videre og se, hvad jeg har udtalt utallige gange på det område. Vi har nogle skrappe rådighedsregler i det her land, og det skal vi have, og når jeg hører, at nogle af de unge mennesker ikke har lyst til at arbejde i Netto eller Bilka, eller hvad det nu er, så er mit svar kun én ting, og det er, at det skal de. Der er ikke noget at rafle om, selvfølgelig skal de det.

Jeg har også mødt mange unge mennesker, som rent faktisk også har gjort det, og jeg har også mødt mange unge mennesker, som ikke har gjort det, og de unge mennesker, der har taget et job og er kommet ud hver eneste dag, har en klar fordel, når de søger job, for de er langt længere fremme end de andre – de brænder stadig væk. Derfor er det supergodt.

Jeg mener bare ikke, at løsningen er at skære i dimittendsatsen. Jeg mener, løsningen er at sørge for, at de får et job, for jeg mener rent faktisk, der er brug for dem derude. Og derfor kunne det jo også klæde den tidligere regering at komme med løsninger på det her område. Det har man jo så heller ikke gjort, og derfor synes jeg da bestemt, at vi skal stå i spidsen for at finde de rigtige løsninger. Og det er også det, ministeren gør.

Hr. Alex Vanopslagh.

Nej, det er det ikke. Altså, I ævler løs om ret og pligt og om, at man skal tage et job, og så beskriver i, hvordan systemet allerede er i dag, men det er et system, som ikke har løst udfordringen med ledige akademikere, der er for fine til at tage bestemte typer arbejde. Men I vil så heller ikke følge vores løsning af en eller anden grund.

Nu ved jeg jo, at hr. Leif Lahn Jensen har en baggrund som havnearbejder. Det har jeg stor respekt for, og jeg vil egentlig bare spørge ind til sådan rimelighedsspørgsmålet i, at lad os sige bryggeriarbejderen Arne eller tømreren Lars eller havnearbejderen Leif skal betale en af verdens højeste skatter for, at folk, der har læst spatial designs and society og billedkunst og europæisk etnologi – for at nævne nogle af de uddannelser med højeste dimittendledighed – skal have indkomstfremgang ved ikke at komme i job efter endt uddannelse. Er det rimeligt over for folk, der går på arbejde?

Ordføreren.

Nu skal jeg fortælle hr. Alex Vanopslagh noget, som jeg ikke tror hr. Alex Vanopslagh ved. Mange af de mennesker har jeg rent faktisk arbejdet sammen med i en halv menneskealder. De har det faktisk okay med, at de arbejder og betaler skat, for at andre kan få sig en uddannelse gratis og for at andre kan få su, hvis de uddannede mennesker samtidig synes, det er o.k., at de kan trække sig tilbage tidligere, fordi de er nedslidte – så synes de, det er rimeligt. Men det synes mange andre, bl.a. ordføreren, ikke. Så jo, der er en rimelighed i det – og jeg har selv som ung været med til at arbejde og betale skat til de her mennesker – hvis de mennesker, der selvfølgelig har haft en lang uddannelse, også er med til at give folk, der er nedslidte, en tidligere tilbagetrækning. Deter rimeligt, og det er fair.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Venstres ordfører, og det er hr. Morten Dahlin. Værsgo.

Tak for det. I dag behandler vi beslutningsforslaget B 44. Og jeg vil gerne starte med at rose Liberal Alliance, ikke så meget for det konkrete beslutningsforslag, men mere for at sætte fokus på et vigtigt emne, som vi også i Venstre selv har forsøgt at skabe lidt opmærksomhed om, nemlig hvordan vi får flere unge til at få fodfæste på arbejdsmarkedet, med særlig fokus på nyuddannede akademikere.

For her står vi altså med et ret så stort problem. Hvis vi kigger på udviklingen, må vi bare konstatere, at fra 2008 til 2018 er antallet af ledige dimittender steget fra lige omkring 6.000 til over 20.500. Det vil altså sige, at vi sammenlignet med årene under den buldrende finanskrise i dag har mere end tre gange så mange ledige dimittender, og det er primært arbejdsløse akademikere. Og det er altså vel at mærke på et brandvarmt arbejdsmarked, hvor beskæftigelsen – selv om det efter regeringens ivrige tiltag er begyndt at gå en lille smule i stå – stadig væk er historisk høj. Og derfor tror jeg, at det er vigtigt at slå fast, at i Venstres optik er der ingen tvivl: Det her er et stort problem.

Og det er det selvfølgelig først og fremmest for de mange unge, der kommer ud fra deres uddannelse fulde af livsmod og glæde – og så skal starte deres karriere på dagpenge. Det er ikke holdbart for dem, og jeg mener, at vi burde gøre alt, hvad vi kan herinde på Christiansborg for at hjælpe dem til at blive en del af det største og måske det vigtigste fællesskab, vi har i Danmark: arbejdsfællesskabet. Og så er det jo et sundt princip, at hvis man kan arbejde, skal man arbejde, og det princip ændrer sig ikke, fordi man har en kandidatgrad fra et universitet. Og selv om jeg tror, de fleste af os kan blive enige om, at det er værst for dem, der ikke har et job, så må vi jo også bare konstatere, at det desværre også går ud over alle os andre, at der er for mange ledige dimittender.

For udgifterne er steget ret markant. I 2008 brugte vi omkring 1 mia. kr. på ydelser til ledige dimittender. Nu bruger vi næsten 3,5 mia. kr. I Venstre bakker vi hundrede procent op om vores dagpengesystem, det giver en økonomisk tryghed, og det er en uvurderlig del af det danske arbejdsmarked. Men det er alligevel bekymrende, når vi taler om 3,5 mia. kr., vi kunne have brugt på alt muligt andet: flere sygeplejersker, bedre kræftbehandling, højere kvalitet i uddannelsessystemet. Vi kunne have ansat flere pædagoger eller flere politifolk, vi kunne have sænket skatten for dem, der rent faktisk står op om morgenen og går på arbejde, eller vi kunne have brugt pengene på klimaet og den grønne omstilling. Men næh nej, nu bruger vi dem så på dagpenge til ledige dimittender; dem, der i forvejen har fået de dyreste uddannelser og mest i su. Det kunne vi sådan set godt gøre lidt bedre, og derfor er vi også bekymrede for, at regeringens eneste svar på det her problem er et partnerskab.

Vi er også bekymrede, ligesom jeg kunne høre Dansk Folkepartis ordfører var, for de nye udmeldte beskæftigelsesmål, hvor det med at skaffe kvalificeret arbejdskraft ikke længere er en målsætning. Man har også fjernet målsætningen om at få andelen af folk på offentlig forsørgelse til at falde. Det er en skam. Og vi har lidt svært ved at se, hvordan de to målsætninger, der bliver fjernet, og et partnerskab skal løse det problem med, at f.eks. 30 pct. fra sundhedsområdet på RUC ender i dimittendledighed. Men det er måske ikke så vigtigt for regeringen. Det er vigtigere bare at tale om det hele i stedet for at gøre noget.

I forhold til det konkrete forslag fra Liberal Alliance kan vi ikke støtte lige præcis det forslag. Og det skyldes, at vi sådan set har – og det kan godt være, det er naivt – en forhåbning om, at vi kan presse regeringen, at vi sammen kan få regeringen til at blive en lille smule mere ambitiøse på det her område. Det kunne f.eks. handle om at modernisere dimensioneringen, så der er færre, der uddanner sig direkte til arbejdsløshedskøen. Det kunne handle om at sikre, at både jobcentre og a-kasser motiverer de ledige til at søge bredere både fagligt og geografisk. Det er ikke nok at sige, man skal tage et job i Netto eller Bilka; vi skal måske også gøre noget for, at folk rent faktisk gør det. Og så kunne det helt lavpraktisk handle om at finde ud af, hvad der rent faktisk ligger i det her partnerskab, som jo i lang tid er kommet lige om lidt.

Så i Venstre står vi parate i startboksen som en frisk væddeløbshest, der bare venter på at komme ud på banen. Vi vil så gerne løse de her problemer, men vil regeringen egentlig også det? Vi venter stadig væk på svaret.

Tak for det. Der er nogle korte bemærkninger. Den første er fra hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Tak for det. Og tak til hr. Morten Dahlin for en glimrende ordførertale. Det er lige før, jeg vil låne den, for der var tale om ene argumenter for at stemme for vores beslutningsforslag og ikke nogen for at stemme imod det. Men jeg kan forstå, at der er sådan en naiv forhåbning om, at regeringen lige pludselig vil trække i arbejdstøjet på det her område og gøre noget ved det.

Jeg skal bare lige være sikker på at forstå Venstres position: Vil det sige, at hvis regeringen ikke får løst det her problem, vil man være mere positivt indstillet over for vores forslag? Det er det ene. Det andet spørgsmål vil være: Hvorfor vente på en fodslæbende regering, når vi kan løse det i dag?

Ordføreren.

Jamen det kan godt være, at jeg er naiv, og det kan skyldes, at jeg er ny på Christiansborg. For der er jo ikke noget i beskæftigelsesministerens hidtidige tilgang, der burde gøre mig optimistisk, i forhold til at han ønsker at styrke beskæftigelsen. Men jeg er nu alligevel overbevist om, at man som socialdemokrat godt kan se et problem i, at vi nu bruger 3,5 mia. kr. på at udbetale dagpenge til ledige dimittender, når man kunne bruge de penge på så mange andre ting: styrke kernevelfærden, øge kvaliteten i uddannelsessektoren, skubbe på den grønne omstilling.

Derfor er jeg så optimistisk omkring det, at jeg er overbevist om, at vi kan finde sammen bredt hen over midten, sammen med beskæftigelsesministeren, om at løse nogle af de her udfordringer. Det var også derfor, at jeg valgte før at spørge beskæftigelsesministeren ind til det her partnerskab, og med alle de forventninger, ministeren har talt op til det her partnerskab, så kan vi godt nok glæde os som små børn til juleaften til at se det partnerskab – og det vil jeg så gøre.

Hr. Alex Vanopslagh frafalder. Så går vi videre til den næste, og det er hr. Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Jamen det kan da være bekymrende at høre på Venstres ordfører i den her forbindelse, for nu har vi jo en aftale på dagpengeområdet, som Venstre i sin tid stod i spidsen for med hr. Claus Hjort Frederiksen som minister. Før det seneste valg her var det jo hr. Troels Lund Poulsen, der var beskæftigelsesminister, og jeg kunne da godt savne lidt, at hr. Morten Dahlin havde været herinde på det tidspunkt, for det er anderledes toner, der er nu, end der var under den tidligere Venstreledede regering, som i den her forbindelse var VLAK-regeringen med Venstre, Liberal Alliance og De Konservative. Dengang blev der selvfølgelig også indgået aftaler om, hvordan man skulle sikre, at folk kom i job.

Er det sådan, at hr. Morten Dahlin mener, at man simpelt hen skal afskaffe dimittendsatsen og ikke tage hensyn til de aftaler, som Venstre selv har været med til at indgå, men bare sige, at det med dimittenderne er noget, der skal ændres på her og nu? Det har den nuværende socialdemokratiske regering ikke nogen løsning på, men det havde den tidligere Venstreledede regering heller ikke.

Ordføreren.

Tak til hr. Bent Bøgsted for spørgsmålet. Til det kan jeg svare klart nej. Vi står selvfølgelig på mål for de aftaler, vi har lavet. Det var også derfor, vi gik til forhandlinger om at forlænge den traineeordning, som der jo også tidligere har været fokus på, og som altid har været et hjertebarn for Venstre, og som vi mener er en del af løsningen på det her. Og det kom heldigvis med i den fælles aftale, som ministeren jo også fremhævede. Det er vi glade for, og det er vi stolte over i Venstre.

Vi stemmer nej til det her beslutningsforslag, og hvis det ikke fremgik tydeligt, skal jeg beklage det over for hr. Bent Bøgsted. Og vi i Venstre står selvfølgelig altid på mål for de aftaler, vi har lavet. Men jeg vil gerne understrege, at vi jo meget hellere havde set, at dimittendledigheden var faldet, end at dimittendledigheden er steget, for så kunne vi bruge penge på en masse gode ting. Og jeg er sikker på, at Venstre og Dansk Folkeparti kunne komme med utrolig mange kreative idéer til, hvor man kunne bruge alle de her dejlig mange penge.

Hr. Bent Bøgsted.

Jamen altså, vi kan hurtigt blive enige om, at vi alle sammen helst så, at dimittendledigheden faldt, men vi skal jo lige have en hel del af de ordninger, som vi i fællesskab har været med til at lave, til at virke. Der er jo en del, der er trådt i kraft her pr. 1. januar. Men jeg går ud fra, at Venstre ligesom Dansk Folkeparti holder øje med a-kassernes indsats over for de ledige.

Nu er Magistrenes A-kasse jo med i den aktuelle forsøgsordning, men det ligger også klart, at andre, f.eks. Akademikernes A-kasse, kan gøre den samme indsats for at hjælpe de ledige med at komme ud på arbejdsmarkedet. Vi skal så holde øje med, om de gør den indsats. Hvis ikke de gør indsatsen, har vi jo en anden situation, hvor vi skal se anderledes på dimittendledigheden. Det går jeg ud fra at vi kan være enige om.

Ordføreren.

Jamen det er vi fuldstændig enige om. Jeg er helt enig med hr. Bent Bøgsted i, at nu, hvor man har lavet den forsøgsordning, skal vi selvfølgelig holde skarpt øje med, om det virker. Jeg tror også, a-kasserne har en stor interesse i at få det til at virke, for nu har de fået noget af det, de har efterspurgt, nemlig lov til at arbejde med områderne. Og så håber jeg da også, de gør en god indsats for få det til at du.

Der er også en masse andre ting, vi skal holde øje med, f.eks. den dimensioneringsaftale, der blev lavet, og som først går ordentligt i gang lige om lidt, fordi det jo tager nogle år at komme igennem en uddannelse. Der holder vi også øje, og det gør vi meget gerne sammen med Dansk Folkeparti.

Så er det hr. Leif Lahn Jensen, Socialdemokratiet.

Nu spørger ordføreren selvfølgelig ind til, hvad regeringen vil. Det er jo ganske naturligt. Men nu er ordføreren jo på talerstolen for Venstre, og derfor vil jeg gerne høre, hvad Venstre foreslår for at få flere dimittender i gang. Jeg vil egentlig meget gerne høre, hvad Venstre tænker om det, for da Venstre var i regering, gjorde de jo stort set ikke noget. Det eneste, de gjorde, var sådan set at forlænge den traineeordning, som SF fik indført, da de var i regering. Nu siger ordføreren, at Venstre står som en frisk væddeløbshest, men da man var i regering, var man så en træt gammel travhest, der havde svært ved at komme i løb – eller hvad? For der skete jo ingenting.

Ordføreren.

Her har vi så et eksempel på noget af det, jeg tror ekstremt mange danskere, der ser på politik udefra, er rigtig trætte af. Jeg går på talerstolen og siger, at vi er klar, at vi glæder os, at vi gerne vil se, hvad der ligger i partnerskabet, at vi er med, og at I bare skal indkalde os, og så dukker vi op. Straks dukker der så en socialdemokratisk ordfører op som trold af en æske og siger: I var ikke gode nok, da I sad i regering, I var for dumme, I var for dårlige. Det synes jeg egentlig er lidt ærgerligt. Jeg synes, det er lidt polemisk, når jeg nu står her og siger, at vi gerne vil samarbejde med regeringen om at finde nogle løsninger.

Men noget af det, som vi i Venstre synes man skal kigge på om vi har ramt den rette balance inden for, er, når man kan se, at nyuddannede akademikere i Københavns Kommune i gennemsnit søger job 38 minutter væk. Er det godt nok, eller kan vi gøre noget, så a-kasserne og jobcentrene motiverer dem til at søge bredere geografisk? Det er et af de elementer, man skal kunne kigge på, for jeg synes ikke, at 38 minutter væk fra København lyder vanvittig ambitiøst.

Hr. Leif Lahn Jensen.

Jamen det, jeg prøver på, er sådan set bare at finde ud af, om Venstre egentlig har nogen politik på det her område. Når en ordfører stiller sig op og er ordfører for et parti, er det da også rimeligt at forvente det, uden at ordføreren bliver lidt halvsur og synes, at det er for meget. Jeg synes da, at det er vigtigt, at folk, der sidder derude og lytter til det her, har en fornemmelse af, at Venstre mener noget.

Hvad vil Venstre gerne på det område? For man satte sig jo heller ikke mål, da man var i regering. Jeg synes da, det er dejligt, at Venstre gerne vil noget. Det tager vi da sikkert godt imod, men det kunne da også være dejligt at høre fra talerstolen, også for vælgerne derude, om det bare er noget, Venstre siger, eller om de har en holdning, om de har en politik?

Ordføreren.

Jeg er bestemt ikke halvsur. Den eneste, der har fået blodtrykket op, er vist hr. Leif Lahn Jensen. Jeg synes, det er fantastisk at stå her og diskutere politik, og ja, Venstre har en masse politik. En af de ting, jeg synes vi skal kigge på, er eksempelvis, om det er okay, når ledige akademikere i København i gennemsnit søger job 38 minutter væk. Det kunne man måske justere på og se om ikke kunne løses, og det vil jeg da håbe, at Socialdemokratiet gerne vil være med på. Vi venter bare på at blive indkaldt til at snakke om det, og så skal vi nok dukke op. Og vi skal nok – det lover jeg hr. Leif Lahn Jensen – smile og være glade.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Dansk Folkepartis ordfører, og det er hr. Bent Bøgsted. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg synes, det er fornuftigt, at vi med det her beslutningsforslag får en diskussion om dimittendledigheden, for vi har simpelt hen for mange ledige dimittender.

I Dansk Folkeparti har vi en klar holdning til, at når man er ledig, skal man selvfølgelig tage det job, der byder sig, og det behøver ikke ligefrem at være inden for det fag, man nu har en uddannelse i. Man kan tage alt muligt andet. Det har jeg selv prøvet. Hvis ikke man kan få et job på det område, man er uddannet inden for, så tager man selvfølgelig et andet, indtil man kan finde et inden for den uddannelse, man har. Man skal som nyuddannet også huske på, at hvis man tager et job, viser det over for arbejdsgiverne, at man er klar til at ville arbejde; man har ikke bare taget en uddannelse for ikke at ville yde noget. Og man kan sagtens søge nyt job, selv om man har taget et andet job i mellemtiden. Det giver kun noget erfaring, og det viser en vilje til, at man vil tage et arbejde.

I den forbindelse har vi selvfølgelig også lavet visse tiltag. Vi har bl.a. en forsøgsordning med a-kasserne, hvor a-kasserne laver en indsats over for ledige de første måneder, og det gælder også nyledige. Bl.a. er Magistrenes A-kasse med i den forsøgsordning, men alle a-kasser bør lave en indsats over for de ledige ved at matche dem til ledige job i virksomhederne. Det kan jobcentrene også gøre, eller det skal de gøre, og det skal a-kasserne også gør. Derfor er det helt misvisende, hvis der er nogen, der siger, at de vil tage et sabbatår på dagpenge. Det er ikke dét, dagpengene er opfundet til. Det er heller ikke dét, dimittendsatsen er opfundet til. Den er opfundet til, at man har en understøttelse, indtil man får fundet et job, og selvfølgelig søger man de job, der er muligheder for at få. Det kan vi hurtigt blive enige om, så der er ikke noget dér.

Som sådan har vi jo selvfølgelig noget, vi skal se på, som der er blevet sagt. Det var det, ministeren sagde, med, at der skulle nedsættes en kommission til at se på ydelserne. Det er også helt fint, men man behøver ikke vente så lang tid, før man får set på de problemer, der er. Hvis ikke den indsats, som ligger i aftalen om a-kasserne og aftalen om forenklingsindsatsen i jobcentrene, kan stå mål med det, den skal, kan vi jo gå ind og kigge på, hvad vi så kan lave af tiltag, og hvis ikke det hjælper, må vi finde på andre tiltag.

Der er nogle tiltag, som jeg i hvert fald synes vi skal se på. Vi synes ikke, at det er fair, at ud af den dimittendledighed, der var tilbage i 2018, var det ca. 19 pct. udlændinge, der gik på dimittendsats, og det er ikke rimeligt. Altså, det skal være sådan, at hvis man har taget en uddannelse, skal man efter vores mening rejse hjem til det land, hvor man kommer fra, hvis man er ledig, for man skal ikke have danske dagpenge. Der har vi så også et forslag, som vi vil komme med senere, om indeksering af dagpenge. Men det burde ikke være sådan, at man som nyuddannet skal nyde godt af dimittenddagpenge her i Danmark. Der må andre ting til, og derfor vil vi også opfordre beskæftigelsesministeren til at få set på det problem med, at der er for mange udenlandske dimittender, for det giver selvfølgelig et problem: Har de lyst til at få et job, eller nyder de bare godt af, at de kan få dimittendsats her i Danmark? Det er i hvert fald noget, som vi i Dansk Folkeparti vil have set nærmere på. Det er en stor omkostning for det danske samfund, at vi skal betale til nyuddannede, for de har jo i forvejen ikke ydet så meget til det danske samfund eller indbetalt til at få ret til at få dagpenge.

Men som forslaget ligger, vil vi heller ikke stemme for det. Vi har en aftale om et dagpengeforlig, og det er selvfølgelig dér, vi skal se på, om der er nogle uregelmæssigheder, der skal ændres på, og det er vi fra Dansk Folkepartis side også klar til at se på. Jeg kan godt forstå det, som Liberal Alliance kommer med – det er mange penge, der bliver brugt, hvis de går for lang tid – men vi skal lige se på, om de får den rigtige indsats, og om de får at vide, at man mister retten til dagpenge, hvis ikke man søger job. Jeg tror på, at når vi er kommet et halvt år eller et helt år længere frem og vi har set, hvordan den her indsats virker i forhold til a-kasser og jobcentre, har vi en helt anden tilgang til det. Hvis ikke det virker, er vi nødt til at tage fat på en anden måde, for der skal ske nogle ændringer, for at de kommer i job.

Så er jeg løbet tør for tid.

Tak. Der er en kort bemærkning, og den er fra hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Tak for det. Jeg hører Dansk Folkepartis ordfører sige, at det ville være rigtig, rigtig sundt, hvis nogle af de her ledige akademikere valgte at tage et ærligt stykke arbejde inden for nogle felter, de ikke er uddannet inden for, hvad enten det er i Netto eller andre gode steder – det er det, jeg hører ordføreren sige, altså at det ville være godt og sundt for dem.

Beregningerne på vores forslag viser, at hvis man sænker dimittenddagpengesatsen fra de ca. 13.500 kr. til 8.500 kr., således at man stadig væk oplever en egentlig indkomstfremgang, så er det ca. 6.000 ud af de 20.000 ledige dimittender, som har fået et arbejde, og en del af dem vil få et arbejde, præcis som hr. Bent Bøgsted ønsker det, nemlig uden for deres felt. Så hvis man gennemfører det her forslag, vil man indfri en del af Dansk Folkepartis ordførers ønsker, men alligevel vil Dansk Folkeparti ikke stemme for.

Jeg vil høre, hvad det er for nogle konsekvenser ved at gennemføre vores forslag, som er så negative, at man ikke vil have den gevinst, at op til 6.000 mennesker vil gøre det, som hr. Bent Bøgsted ønsker.

Ordføreren.

For det første har vi jo en aftale på dagpengeområdet, og det giver sig selv, at det respekterer vi selvfølgelig, og skal vi have drøftet det her og fundet en løsning, så gør vi det selvfølgelig i forligskredsen bag den aftale, hvor dagpenge for dimittender indgår. For det andet mener jeg også, at det kan ændres, sådan at en dimittend, der skal søge job, får at vide: Vi har et job til dig; værsgo at tage det – hvis ikke du tager det, mister du dine dagpenge. Så er det op til dem selv, om de vil miste dagpengene eller tage det job. Og en af de væsentligste ting, man kan gøre, for at få et godt job, er, at man viser evne og vilje til at arbejde, og det gør man jo ved at tage de job, der bliver tilbudt. Så kan man sagtens, mens man går i det job, søge et andet job, der passer til den uddannelse, man har.

Så er min taletid gået igen.

Hr. Alex Vanopslagh.

Så hvis nu vi i Liberal Alliance i næste uge fremsætter et beslutningsforslag om, at man i alle kommuner skal føre den praksis, at det sekund, man som arbejdsløs efter endt uddannelse på dagpenge, afviser bare ét job, så skal man miste dagpengene med det samme – det er det, jeg hører hr. Bent Bøgsted sige – ville Dansk Folkeparti så bakke op om det beslutningsforslag, eller mener man det ikke rigtig?

Ordføreren.

Jamen nu er det sådan, hr. Alex Vanopslagh, at når man har et forlig på et område, forhandler man det selvfølgelig i forligskredsen – så indgår man ikke en aftale uden om forligskredsen. Vi er klar til at forhandle i forligskredsen om tiltag, der skal hjælpe med at få ledige ud på arbejdsmarkedet, det er klart. Og da Liberal Alliance jo har siddet i regering, ved Liberal Alliance også, at hvis man er en del af et forlig, er det i forligskredsen, man forhandler ændringer på plads, hvis det er omfattet af forliget.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Radikale Venstres ordfører, og det er fru Samira Nawa. Værsgo.

Tak for det. Liberal Alliance vil sænke dimittendsatsen, og det noget så betragteligt. Bare for at tage den helt upfront er Radikale Venstre imod beslutningsforslaget. Det er vigtigt, at der er opbakning til dagpengesystemet, og en måde fortsat at rekruttere til dagpengesystemet er, at det skal kunne betale sig for nye medlemmer at melde sig ind, herunder også nyuddannede. En stor opbakning til dagpengesystemet er faktisk vigtigt, fordi vi alternativt vil kunne se et meget ufleksibelt arbejdsmarked, hvor man f.eks. får skrevet lange afskedigelsesperioder ind i sine kontrakter.

At nyuddannede hellere skal være i beskæftigelse end på dagpenge, er sådan set en holdning, som jeg deler, og det tror jeg alle gør, også de nyuddannede. For når man har brugt en række år på skolebænken, tror jeg faktisk, at man er sulten efter at komme i beskæftigelse, komme ud i job og få brugt alle de kompetencer, man har tilegnet sig. Der synes jeg helt klart, at der kan gøres mere. Mange nyuddannede peger f.eks. på, at de savner et tættere samarbejde mellem deres uddannelsessted og så aftagerne, altså virksomhederne. Samtidig mener jeg også, at det er en politisk opgave at sikre, at gode initiativer som f.eks. Akademikerkampagnen kan eksistere – en kampagne, hvor både nyuddannede og virksomheder opdager gevinsten ved at have akademikere ansat.

Radikale Venstre kan ikke støtte beslutningsforslaget. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Tak. Vi er jo mange, der sådan har ledt efter den radikale indflydelse på den her regering, og et af de steder, man kunne få øje på det og få en lille forhåbning om det, var i forståelsespapiret, hvor man må antage, at det var Radikale Venstre, der fik skrevet ind, at hver gang man svækkede beskæftigelsen, mindskede arbejdsudbuddet, i den her valgperiode, så skulle man lave kompenserende reformer, der ville øge arbejdsudbuddet. Indtil videre har man kun svækket arbejdsudbuddet. Her får I serveret en gylden mulighed for at presse regeringen med forståelsespapiret i hånden og sige: Vi vil gerne have vores indflydelse nu. Vi vil gerne have et større arbejdsudbud. Vi vil gerne have, at der er flere, der står til rådighed for arbejdsmarkedet. Vi følger Liberal Alliances forslag. Ville det ikke præcis være god radikal politik, at man bliver ved med at reformere, også i forhold til dagpengesystemet, for at sikre, at det bedre kan betale sig at arbejde, eller var det, man fik skrevet ind i forståelsespapiret, bare for at være lidt træls, men man mente det faktisk ikke rigtig?

Ordføreren.

Radikale Venstre vil meget gerne gøre sin indflydelse gældende, men det skal være radikal indflydelse og ikke Liberal Alliances indflydelse, der skal gøres gældende. Vi mener rent faktisk det, der står i forståelsespapiret, nemlig at svækkes arbejdsudbuddet, skal det styrkes tilsvarende et andet sted. Og det er simpelt hen ikke rigtigt, at det ikke også er blevet gjort. Tag f.eks. finansloven. Der er blevet taget en række initiativer, f.eks. i forhold til udenlandsk arbejdskraft, i øvrigt et initiativ, som man, da Liberal Alliance sad i regering, ikke kunne komme igennem med, med hensyn til at virksomhederne også kunne få adgang til arbejdskraft på faglært niveau. Det var ikke noget, som Liberal Alliance kunne komme igennem med, da de selv sad i regering, fordi Dansk Folkeparti hele tiden stak en kæp i hjulet. Det er trods alt lykkedes os. Selv tak.

Hr. Alex Vanopslagh.

Jeg har bare et enkelt spørgsmål. Der er jo lavet beregninger på arbejdsudbudseffekten af finansloven. Kan ordføreren oplyse, hvad arbejdsudbudseffekten er af finansloven ifølge helt gængse beregninger?

Ordføreren.

Jeg kan ikke huske det præcise tal, men det er korrekt, at hvis man laver en beregning gennem Finansministeriets maskiner, vil det komme ud med et lillebitte minus. Det er derfor, jeg bl.a. nævner udenlandsk arbejdskraft, som jo er et efterspørgselsbestemt element, og det vil sige, at arbejdskraften først tæller i det øjeblik, den er ansat. Det samme gælder i øvrigt for den 2-årsregel, som det også er lykkedes os at komme igennem med for flygtninge.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til SF's ordfører, og det er hr. Karsten Hønge. Værsgo.

Tak. Skive for skive er der skåret af dagpengepølsen, forringelse på forringelse har ligget i kø, og i dag er også dækningsgraden for dagpengene så lav, at vi risikerer, at mange lønmodtagere ender med at vælge a-kasserne fra. Men vi har jo tværtimod brug for at styrke a-kasserne og vores solidariske forsikringssystem. Det er vigtigt, at dagpengesystemet er så tiltrækkende, at også de nyuddannede vælger medlemskab af en a-kasse og dermed også den løbende rådgivning og karrierevejledning, der gør, at de ender i et job. Fravælger unge a-kasserne, saver vi simpelt hen den gren over, som en vigtig del af arbejdsmarkedet sidder på. Og det vil så med tiden føre til en underminering af vores dynamiske og fleksible arbejdsmarked, for grundlaget for fleksibilitet og dynamik er tryghed.

Men jeg vil godt medgive, at der faktisk er brug for ændringer for unge ledige – ikke ved at forringe satsen for dimittenderne, men med det forslag, som SF har stillet et par gange, nemlig at man, hvis man kun modtager halve dagpenge, som man gør, når man er under 25 år og har været ledig i over et halvt år, så også kun betaler halvt kontingent. Det synes jeg kun ville være rimeligt.

Dette skulle være SF's indspark.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi går videre til Enhedslistens ordfører, og det er fru Jette Gottlieb. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror, der er sket det, at der er lavet en forkert diagnose på det her problem og dermed også en dårlig løsning. Man skal huske, at dimittendordningen omfatter alle med en uddannelse på mere end 1½ år. Alligevel snakker de fleste her alene om akademikerne. Og hvorfor gør de det? Det er, fordi det er dem, der falder i øjnene – ikke fordi ledighedsprocenten er steget, men fordi der i en kortere periode er uddannet ekstraordinært mange akademikere. Så det er ikke, fordi akademikerledigheden procentvis er steget voldsomt.

Jeg har ikke hørt nogen her argumentere for, at en uddannet sosu-assistent f.eks. skal tage et job som murerarbejdsmand eller sådan nogle ting. Det er akademikerne, der skal holde for. Og der vil jeg sige, at når samfundet betaler en lang og dyr uddannelse, er det meningen, at den uddannelse skal anvendes til gavn for samfundet. Og det bliver den jo, ved at de færdiguddannede akademikere bruger deres erhvervede viden og erfaringer inden for de fag, de er uddannet i.

Et af problemerne er jo bl.a., at når man søger ud i et arbejde, prøver mange arbejdsgivere at undgå folk, der er uerfarne, med bemærkningen: Jeg kan ikke ansætte dig, for du har ingen erfaring. Men erfaring får man jo kun, hvis man bliver ansat. Så det er sådan en ond cirkel. Men ved at tvinge dimittenderne over i ufaglærte job, gør man det vanskeligere for ufaglærte arbejdsløse at få det arbejde, og dermed øger man jo den gruppes arbejdsløshed. Så der er jo ikke tale om en anden form for arbejdsudbud på det overordnede plan. Det er det, man plejer at kalde gøgeungeeffekten.

Så vil jeg til oplysning sige, at de dagpengeregler, der findes om rådighed, er meget specifikke. Hvis man siger nej til et job, kommer man ud i en eller anden form for rådighedsafprøvende aktivitet, som enten kan være en praktik eller noget andet. Der er ingen mulighed for fortsat at hæve dagpenge, hvis man siger nej til et tilbudt job. Problemet er jo, at der ikke bliver tilbudt så mange job, for de er der ikke. Det er der, problemet ligger.

Så vi kan ikke støtte den her løsning på et andet problem end det, løsningen er stillet for.

Tak for det. Der er lige en enkelt kort bemærkning, og den er fra hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Tak for det. Fru Jette Gottlieb siger, at reglerne angiveligt er sådan i dag, at hvis man som ledig akademiker på dagpenge takker nej til et job i f.eks. IKEA, mister man sine dagpenge. Men det er jo ikke sandt. Der er masser af eksempler i medierne på folk, der åbent og ærligt og næsten stolt fortæller – ligesom Emil her på forsiden af Berlingske i sin tid – at man ikke har sagt ja til et job i IKEA. Så jeg skal bare høre for at forstå Enhedslistens position, om Enhedslistens position er den, at man skal stramme reglerne yderligere, så folk som Emil med det samme mister dagpengene, når han siger nej til et job? Er det ordførerens holdning, at man skal stramme reglerne yderligere, så man ikke kan blive ved med at læse den her type cases, så reglerne rent faktisk bliver fulgt, eller er det bare tom snak?

Så er det ordføreren.

Nej, der er ikke noget tom snak i det. Der kan være en vurdering af, om den pågældende skal tage det job i forhold til at have mange andre ansøgninger ude på samme tid. Det kan være en overvejelse, som et jobcenter gør sig. Men reglerne er fuldstændig klare. Man kan ikke sige nej til et job, uden at man bliver rådighedsvurderet efterfølgende.

Hr. Alex Vanopslagh frafalder. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Og vi går videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er hr. Naser Khader. Værsgo.

Tak, formand. Liberal Alliance foreslår med dette beslutningsforslag at sætte dimittendsatsen i dagpengesystemet for ikkeforsørgere ned til 8.490 kr. om måneden. Det svarer til 45 pct. af den højeste dagpengesats. For mange nyuddannede bruger for lang tid på at komme i job efter endt uddannelse, og en af årsagerne kan være den høje ydelse, man får som nyuddannet uden job. Mens man går derhjemme, kan man nemlig se frem til noget, der ligner det dobbelte af, hvad man får i su i sin tid som studerende.

Trods økonomisk opsving og markant faldende ledighed er antallet af ledige nyuddannede akademikere steget, og det er jo et paradoks, når der er så stor efterspørgsel efter arbejdskraft, for virksomheder efterspørger arbejdskraft, vi har mangel på arbejdskraft. Der er jobs at få, når man er nyuddannet. Det er ikke altid drømmejobbet, men der er jobs at få. Coop har udtalt, at de har plads til alle nyuddannede ledige i Akademikernes A-kasse. Det er i hvert fald det mindste, man kan forlange af unge mennesker, der lige har fået verdens højeste su og en skattefinansieret universitetsuddannelse, altså at de tager de jobs, der er, indtil de får drømmejobbet.

En forudsætning for, at vi kan beholde vores gratis uddannelsessystem, er, at folk bidrager. Det er for Det Konservative Folkeparti helt naturligt at forvente, at folk bidrager og betaler tilbage for deres gratis uddannelse, for hvis man kan arbejde, skal man arbejde. Som forslagsstillerne i Liberal Alliance beskriver i bemærkningerne til dette beslutningsforslag, vil man ved at nedsætte dimittendsatsen til 8.000 kr. øge beskæftigelsen med 6.100 personer, og desuden vil der være millioner mere i statskassen. Det er ikke blot godt for vores fælleskasse, men også for de 6.100 personer, der kommer i arbejde.

Det er vigtigt at huske på, at dimittenden i sin tid som studerende har levet af su, og derfor kan man ikke bruge argumentet om netto kompensationsgrad som argument for ikke at ændre på dimittendsatsen. Som nyuddannet uden job kan man se frem til en ydelse på næsten det dobbelte af su. Det mener vi i Det Konservative Folkeparti er urimeligt og ikke efter hensigten med dagpengesystemet. Det Konservative Folkeparti mener, at dimittendsatsen for ikkeforsørgere skal nedsættes til det, som LA foreslår, og derfor støtter vi beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Og vi går videre til Alternativets ordfører, og det er hr. Torsten Gejl. Værsgo.

Tak. Det her beslutningsforslag er da imod alt, hvad Alternativet står for. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget, der er længere væk fra vores politik. Og det er ikke, fordi jeg ikke mener, at f.eks. akademikere kan bruges rigtig, rigtig bredt og til rigtig, rigtig mange ting, hvis vi f.eks. tager de akademikere, der nævnes i det her forslag.

Jeg er selv selvstændig erhvervsdrivende. Min virksomhed er ikke så stor, men jeg ansætter folk i ny og næ, og jeg har været glad for at ansætte også akademikere i mit firma, som er sådan en lille vidensvirksomhed. Jeg har ansat en, der har studeret litteraturhistorie; jeg har ansat en arkitekt, en magister, en kaospilot.

Fælles for de her mennesker har været, at de har nogle grundlæggende, tværgående fagligheder som at kunne skabe overblik, kunne arbejde selvstændigt, kunne analysere ting, har stærke skrivefærdigheder, som gør, at der ikke skal meget til at lære dem op. Og så har jeg oplevet hos dem alle sammen, at der har været en kæmpe trang til at komme i gang og en meget, meget stor bekymring, i forhold til at man ikke kan komme i gang med det arbejde, som man har uddannet sig rigtig, rigtig længe til. Så jeg oplever i allerhøjeste grad, at i hvert fald de mennesker, jeg har været i berøring med, der kommer ud af uddannelsessystemet, utrolig gerne vil i gang.

Det stoler LA åbenbart ikke på. LA kan komme med et eksempel, LA kan også komme med ti eksempler på nogle, der i en kortvarig periode måske ikke har villet tage et konkret job – eller 50 eksempler. Men det skal da ikke bruges til at mistænkeliggøre tusinder og tusinder og tusinder af dimittender, som kommer ud, og som knokler for at komme i arbejde og bidrage til samfundet. Der er da ikke nogen, der tager en uddannelse for at sidde på sine hænder bagefter.

Jeg medgiver, at vi kan være bedre til at matche dem, der kommer ud fra uddannelserne, med vores arbejdspladser. Det kunne være virksomhed til virksomheds-kampagner, hvor sådan nogle som mig fortæller andre virksomhedsledere, hvor meget de kan, næsten uanset hvor de for en del kommer fra, f.eks. et universitet, men det kunne også være andre læreanstalter. Alternativet vil aldrig komme til at gå ind for den her type tvang og incitament, der måske kan skubbe nogle folk i arbejde på kort sigt, men som jeg er bange for skubber nogle folk ind på nogle forkerte hylder.

Som Enhedslistens ordfører også siger: Når folk har taget en lang uddannelse og samfundet har betalt dem for at tage en lang uddannelse, skal de matches med den hylde, hvor de gør allermest gavn i forhold til den uddannelse, de har taget, i stedet for at blive skubbet ind på en forkert hylde, som kan være en super udmærket hylde for andre. Men de her mennesker har lært noget, vi kan bruge, og det er det, vi kan bruge allermest, de selvfølgelig skal lave. Så er der nogle uddannelser, hvor det tager noget tid at finde den hylde, men det har jeg i hvert fald tid til at vente på.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Tak for det. Jeg kan forstå på ordføreren, at det, at man sænker satsen for dagpengemodtagere efter endt uddannelse, går imod alt, hvad Alternativet står for, hvorefter der følger en smuk kamptale om, hvor ressourcestærke mange ledige akademikere er. Og jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at en af de mest velbjærgede, stærke og mest privilegerede samfundsgrupper, vi overhovedet har, er nogle af dem, der har læst en lang videregående uddannelse. Det er nogle af de allersidste mennesker her i Danmark, som vi skal have ondt af, fordi de er stærke. Så det er jeg fuldstændig enig i.

Men jeg kan så forstå, at man alligevel er imod det her forslag, fordi man er bange for, at man tvinger dem til at lande på den forkerte hylde, og det må jo så næsten være et job i Netto eller i IKEA. Og jeg vil egentlig bare høre om de her ressourcestærke mennesker, altså de her mennesker, som vi er enige om har en masse potentiale, hvad det er, der er så forfærdeligt ved, at de skulle arbejde et halvt år eller et helt år i IKEA? Hvad er det, der er så umenneskeligt ved det? Hvad er det, der går så meget imod Alternativets værdier, hvis man tager et job i Netto, selv om man ikke er uddannet til det? Jeg kan ikke rigtig se, hvad der er galt ved at tage et job i Netto.

Ordføreren.

Der er intet galt ved at tage et job i Netto, men det lyder ikke, som om ordføreren har været i Netto eller fakta på det sidste eller i nogle af de varehuse. Dem, der arbejder i kassen i Netto, er for det meste unge under 18 år. Det ville ordføreren kunne se, hvis ordføreren gik ind i nærmeste Netto eller fakta. Så lad os da begrave det der eksempel en gang for alle med, at vi skal sende akademikere på 25 år f.eks. ned for at tage jobs, som de aldrig vil få, i Netto. Dem, der sidder i kassen i Netto, vil ordføreren kunne se, hvis ordføreren sætter sine ben ud i virkeligheden og går ned i Netto, er unge under 18 år.

Hr. Alex Vanopslagh.

Altså, når jeg handler i min lokale fakta i Vanløse, er det sjældent, at det er unge under 18 år – det er i høj grad indvandrerkvinder, faktisk bare kvinder, som ikke er danske, men som får et fodfæste på arbejdsmarkedet. Jeg handler til daglig i fakta i Vanløse, og jeg kan ikke nikke genkendende til hr. Torsten Gejls billede.

Til gengæld var der – nu nåede jeg ikke at finde artiklen – en fantastisk artikel i Berlingske forleden om en ledig akademiker, der gjorde det, som Alternativet ikke vil have: Vedkommende tog et arbejde i Netto, selv om han var uddannet til noget kommunikationshalløj. Han startede på gulvet med at gøre rent, og nu er han endt i en toplederstilling i Netto og har et fantastisk dejligt arbejde, som han er utrolig glad for. Han har bevæget sig op i systemet.

Er det ikke bare et fantastisk eksempel på, at det måske ikke er så slemt at arbejde i Netto, og at det ikke kun er noget, man gør, når man er 17? Skulle ordføreren ikke være noget mere ude i virkeligheden så at sige?

Ordføreren.

Det er da en pragtfuld historie. Der er intet galt med Netto. Jeg siger bare, at langt, langt de fleste, der sidder i kassen – det vil ordføreren selv kunne se – er unge under 18 år. Hvis der er nogen som helst, der har lyst til at gå ind i nogle af de udmærkede varehuse, udmærkede arbejdspladser og arbejde sig op, så er det også helt, helt fint for os. Det, som jeg er træt af, er, at Liberal Alliance hiver en, to, tre, fire, fem eksempler frem på nogle, som åbenbart i en periode ikke har villet tage et bestemt job, og at det skal bruges til at mistænkeliggøre så utrolig mange, f.eks. akademikere eller dimittender.

Så er det hr. Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Jeg skal ikke gøre mig klog på Netto og ungarbejdere osv. – der er mange ungarbejdere og indvandrere, der sidder i f.eks. fakta; det kan vi også lige springe lidt over – men det, som det drejer sig om, er, at jeg gerne vil høre Alternativets ordfører, hr. Torsten Gejl, om noget, og for øvrigt tillykke med den nye post som politisk ordfører. Er det ikke sådan, at hr. Torsten Gejl også mener, at hvis man tager et job i en eller anden virksomhed – det behøver ikke at være Netto, og det behøver ikke at være fakta; det kan være et hvilket som helst job, man tager – så viser man en kommende arbejdsgiver, at her er der en, der gerne vil arbejde? Så kan man arbejde, og mens man er i det job, kan man søge job inden for den uddannelse, man har fået, og så viser man en kommende arbejdsgiver: Jeg vil gerne arbejde, tag mig; jeg sidder ikke bare og hænger på en bænk, men jeg vil gerne arbejde. Det er guld værd for en nyuddannet at vise, at man gerne vil arbejde, og det er noget, som man kan sælge sig selv på til en kommende arbejdsgiver inden for den uddannelse, man har taget.

Ordføreren.

Tak, hr. Bent Bøgsted. Som arbejdsgiver gør det altid indtryk på mig, hvis mennesker, der søger arbejde hos mig, er i gang eller tager arbejde og ikke er så kritiske og har prøvet nogle ting i deres liv. Jeg vil bare i stedet for at sætte menneskers dimittendsats ned og, synes jeg, måske jage dem hen på en hylde, hvor de ikke gør det, vi har betalt dem for, meget hellere gøre andre ting. Ja, det gør også indtryk på mig, hvis de har dygtiggjort sig, hvis de har søgt viden om min virksomhed, hvis de har søgt viden om andre virksomheder, hvis de på alle måder har forsøgt at komme ind og bruge det, de kan, og det, vi har betalt dem for at lære på en virksomhed. Så jo, det gør indtryk, at folk er i arbejde, men det er slet ikke det eneste, der gør indtryk på mig som virksomhedsleder.

Hr. Bent Bøgsted.

Nu talte jeg så ikke lige om at få dimittendsatsen sat ned, og det er hr. Torsten Gejl også klar over, men når man ser på den store gruppe af nyuddannede dimittender, er den meget bredt sammensat. Der er dimittender på alle områder. Der er også dimittender inden for håndværksfag, det er en meget bred gruppe, og det er ikke sådan, at det bare lige er én uddannelse, der er. Men det vigtigste for en nyuddannet må vel altid være at vise en kommende arbejdsgiver: Jeg vil gerne arbejde, stol på mig, du skal ikke tro, at jeg bare kommer for at sidde på en bænk, jeg er klar til at tage det her job, og så søger jeg ved dig, når der er et ledigt job med den uddannelse, jeg har.

Ordføreren.

Jo, men som jeg forstår DF's ordfører, er DF heller ikke ude på at sætte dimittendsatsen ned, og det er vi enige i. I Alternativet mener vi, at det er det forkerte håndtag, det er det forkerte redskab at bruge. Vi vil meget hellere bruge rigtig mange kræfter på at vise virksomhederne, hvad dimittenderne kan.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren og går videre til Nye Borgerliges ordfører, og det er hr. Lars Boje Mathiesen. Værsgo.

Tak. Jeg bliver dybt provokeret, når jeg hører om de her unge akademikere, som føler sig for fine til at gå ud og tage et arbejde, så den her besked er i høj grad til dem: Nu skal I høre her, det her land er bygget op på hårdt arbejde og flid, det er bygget op af tidligere generationer, bedsteforældre, oldeforældre, som knoklede dag ud og dag ind. De slog ikke bare op i banen og sagde nej til et job. Nej, de tog fat; de sagde ikke nej, fordi de skulle have et eller andet personligt selvrealiseringsprojekt, som et job så ikke lige passede ind i.

Så når I derude, unge akademikere, agerer forkælede curlingbørn, går det lige præcis ud over de bedsteforældre, som har knoklet, så er det dem og deres arbejde, I skider højt og flot på, og I burde ærlig talt skamme jer. Og til det er der bare at sige: Gå ud og tag jer et arbejde.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi går videre til ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Tak for det. Vi har en særlig og en stor og betydelig udfordring i Danmark med en høj dimittendledighed – rigtig mange ledige dimittender ender efter endt uddannelse på dagpenge – og den er i særdeleshed høj for de dimittender, som kommer fra universiteterne. Og det er sådan, at 30 pct. af dem, der er dimittender fra universiteterne, er på dagpenge 1 år efter endt uddannelse. Så det er der, problemet er koncentreret, altså hos de mest ressourcestærke, hos de privilegeredes børn, hos fremtidens elite, så at sige. Og som flere andre har været inde på, er det jo noget, som har været en særlig udfordring i en del år, men dimittendledigheden har været stigende i nyere tid. Og tallene har ikke været så høje i utrolig mange år.

Det vrimler jo i medierne med forskellige eksempler på dimittender, der står frem og ærligt siger, at de ikke ønsker at tage bestemte typer jobs. Jeg har fremhævet et par af dem i løbet af i dag, men det er ikke mere end et par måneder siden, at man i Berlingske kunne læse om Emil, der stod frem og sagde, at han ikke ville tage et job uden for København, og han ville ikke arbejde i IKEA, hvis det var om natten – nej, så ville han hellere være på dagpenge. Og det er han fortsat.

Vi hopper videre til Information. Det er heller ikke mere end et par måneder siden, at en ledig akademiker skrev et længere indlæg om, hvorfor man ikke skal tage et job i Netto, selv om det er noget, som beskæftigelsesministeren siger at man har pligt til: Du skal tage jobbet i Netto. Og når ministeren siger det, går Akademikernes formand, Lars Qvistgaard, ud og decideret svarer ministeren igen og siger, at højtuddannede ikke skal tvinges til at tage et job i Netto. Og sådan bliver der ved med at være forskellige eksempler på dimittender og ledige akademikere, der selv står frem og siger, at de ikke vil tage bestemte typer jobs, og at de ikke vil flytte særlig langt for det. Det beviser bare med al tydelighed, at der er en udfordring med attituden hos nogle dagpengemodtagere, som er endt på dagpenge efter endt universitetsuddannelse.

Der er sådan en helt særlig favorisering af dimittender inden for dagpengesystemet. For det første skal de slet ikke bidrage til en a-kasse. De skal ikke betale kontingent, og de skal ikke leve op til noget beskæftigelseskrav; de skal egentlig bare blive gratis medlem og få en indkomstfremgang ved at gå fra at være studerende til at være arbejdsløse. Så oplever de, at den offentlige indkomst stiger fra at være lige knap 6.000 kr. om måneden til at være over 13.000 kr. om måneden, ved at de er forsikret mod at tabe et job, de aldrig har haft. Men så er det jo ikke en forsikringsydelse, så er det bare en fordobling af den offentlige forsørgelse som en eller anden slags belønning for, at man har meldt sig ind i en a-kasse uden at betale for det. Altså, jeg kan forstå, at argumentationen åbenbart er, at det simpelt hen er så stor en gevinst, at man melder sig ind i en a-kasse, at man så skal belønnes for det ved at opleve en fordobling af sin offentlige indkomst.

Det er jo sådan set på baggrund af de udfordringer, at vi har stillet vores forslag, som er ret moderat. Man kan sige, at problemet jo er todelt, når vi har over 20.000 ledige akademikere, som er på dagpenge. Det ene er jo, at vi overuddanner på uddannelser, som ikke i tilstrækkeligt omfang kan bruges til særlig meget. Det er det ene problem. Det andet problem er jo, at vi har et dagpengesystem, hvor det simpelt hen bare er for attraktivt at blive ved med ikke at søge bestemte typer jobs, som jeg har redegjort for før. Og det er derfor, at vi ganske pragmatisk foreslår, at i stedet for at man skal opleve mere end en fordobling af sin indkomst ved at gå fra at være studerende til at være arbejdsløs og få de her 13.500 kr., så skal man kun opleve en lille fremgang i sin indkomst og så få ca. 8.500 kr. i stedet for 13.500 kr.

Det vil frigøre 2 mia. kr. af skattekronerne – det vil frigøre 2 mia. kr. ekstra i statskassen, fordi vi sparer nogle penge, som vi ikke længere giver til nogle af de mest privilegerede og ressourcestærke grupper i det her samfund, som er på dagpenge. Og det vil sikre, at ud af de 20.000 ledige akademikere, der er i dag, vil 6.000 af dem komme i arbejde. Og det er sådan set den vigtigste årsag til, at vi støtter vores forslag – det er selvfølgelig også vores eget forslag, så det ville være mærkeligt, hvis vi ikke gjorde det – altså at vi faktisk får løst den del af problemet, der handler om, at det for mange af dem ikke kan betale sig at arbejde.

Så er der den del, der handler om, at vi overuddanner folk på forkerte uddannelser. Den del løser vi ikke her – det indrømmer jeg gerne – men vi får faktisk løst den anden del af problemet uden at bruge mere pisk, uden at få mere system, uden at få flere rådighedsregler, uden at skabe mere bureaukrati, men bare ved at sikre noget sund fornuft og nogle gode, sunde økonomiske incitamenter. Og så behøver man ikke at tale om mere ret og pligt, flere rådighedsregler, mere bureaukrati, mere pisk, nye partnerskaber, og hvad man ellers hører fra størstedelen af partierne herinde.

Derudover handler det for os at se ret banalt set også om en rimelighedsbetragtning. Altså, ideen med vores velfærdssamfund har aldrig været, at nogle af de allermest ressourcestærke grupper, de privilegeredes børn, der tager en lang universitetsuddannelse, er dem, der skal opleve indkomstfremgang ved ikke at ville tage bestemte typer jobs. Det har jo aldrig været meningen med det socialdemokratiske velfærdssamfund, at man skulle omfordele fra arbejderne til arbejdsløse akademikere. Det var ikke tanken med og drømmen om velfærdssamfundet i sin tid, men det er den situation, vi har nu. Altså, det er jo bryggeriarbejderen Arne og tømreren Lars og havnearbejderen Leif, som jeg nævnte tidligere, selvfølgelig med et glimt i øjet, men ikke desto mindre er det jo helt konkret folk i Danmark, der står tidligt op om morgenen og går på arbejde, der skal betale til folk, der har læst spatial designs and society, billedkunst eller europæisk etnologi, og hvad der ellers er af uddannelser, der har en skyhøj dimittendledighed. Det synes vi faktisk bare ikke er rimeligt, så for os handler det også, ud over at få løst problemet, om en rimelighedsbetragtning.

Så jeg vil ikke sige, at riget fattes penge, men der er rigtig mange udgifter, som man kan vælge at prioritere, og de 2 mia. kr., man vil få ekstra ved at følge vores forslag, gør, ud over at flere vil komme i arbejde, og at det bliver et mere rimeligt system, at man så lige pludselig også har 2 mia. kr. ekstra mellem hænderne. Og dem kunne man bruge på at sænke elafgiften, sætte gang i den grønne omstilling eller sænke nogle andre afgifter for folk, der går på arbejde. Eller man kunne investere dem til gavn for nogle af de mest udsatte grupper i det her samfund – borgere med handicap, psykisk syge, stofmisbrugere, altså til nogle af de mest socialt udsatte i det her samfund, som måske oplever, at der bliver sparet på indsatsen i deres kommune. Der kunne man sige, at man prioriterer nogle penge væk fra arbejdsløse akademikere over til de mest udsatte grupper – eller man kunne sænke skatten og investere i grøn omstilling, eller hvad ved jeg.

Der er masser af ting, der er vigtigere end at begunstige nogle af de mest ressourcestærke i det her samfund, og det er årsagen til, at vi har fremsat det her forslag. Tak for en god debat.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.