Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
B 33
Offentligt
2166184_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 20. marts 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 2 (B33) stillet 29. januar 2019 efter ønske fra Zenia
Stampe (RV) og Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 2
”Vil
ministeren redegøre for konsekvenserne af et forbud mod at bruge glyfosat til at nedvisne,
når man dyrker højkvalitetsdyrefoder, herunder i forhold til glyfosatforbrug og meromkostninger
- både på kort og længere sigt?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet (AGRO), som oplyser, at de
ikke bekendt med, at nogle foderafgrøder defineres som højkvalitetsafgrøder. En forespørgsel til
SEGES, bekræfter at dette ikke er et almindeligt brugt begreb. Derfor svares der for foderafgrøder
generelt.
AGRO oplyser, at glyphosat pt. er det eneste godkendte stof, der er godkendt til nedvisning af
foderafgrøder. Der er allerede forbud mod anvendelse af glyphosat efter fremspring på afgrøder til
konsum. SEGES har tidligere skønnet, at der anvendes glyphosat til nedvisning på ca. 25 % af det
samlede areal for foderafgrøderne: korn, raps og bælgsæd. Der anvendes ikke glyphosat til nedvisning
af majs, og det er ikke almindelig praksis at anvende glyphosat til nedvisning af græsmarker.
Forbruget af glyphosat vil ifølge AGRO ikke reduceres af et forbud mod nedvisning af foderafgrøder.
Glyphosat kan anvendes på tre tidspunkter: før såning/fremspiring, til nedvisning før høst eller efter
høst. Anvendelsen før høst er et redskab til at bekæmpe flerårigt ukrudt. AGRO vurderer, at hvis der
ikke sprøjtes før høst, vil der blive sprøjtet på andre tidspunkter og ofte med en højere dossering. Dette
skyldes at, kravene til grønne marker begrænser landmændenes mulighed for effektiv
ukrudtsbekæmpelse på andre tidspunkter.
De økonomiske meromkostninger vil ifølge AGRO variere, da meromkostningerne er afhængige af
klimaforholdene. Især våde år vil medføre højere meromkostninger. De kortsigtede økonomiske
meromkostninger er af AGRO vurderet til 46 til 154 kr./ha ved et forbud mod nedvisning af
foderafgrøder. Beløbet vil dog være væsentligt større, hvis landmanden har en halmkontrakt, da han
ikke kan være sikker på at kunne høste og levere halm til varmeværket rettidigt, hvis han ikke må
nedvisne afgrøderne. Det har ikke været muligt for AGRO at kvantificere de langsigtede
meromkostninger.
Lea Wermelin
/
Lea Frimann Hansen
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk