Tak for debatten. Det, som vi har diskuteret her, har så været Enhedslistens forslag om forbud mod anvendelse af sprøjtegifte med aktivstoffet glyfosat på landbrugsarealer, altså i hele landbruget. Og jeg vil gerne sige tak for debatten, og jeg vil især sige tak til SF og Alternativet for fuldt ud at have støttet forslaget.
Jeg tror, at vi kommer til at vende tilbage til det her emne inden for det næste 1 ½ år. Vi står jo over for, at godkendelsen i EU til at bruge glyfosat udløber i 2022. Vi har allerede set lande som Frankrig, Tyskland, Østrig melde ud, hvad det er, de arbejder for; Østrig er kommet i klemme, fordi de var kommet til at vedtage forbuddet, inden de meddelte det til EU-systemet. Man skal altså vælge den rigtige procedure og så tage de rigtige beslutninger, og det må vi forsøge at lære af de lande. Det bliver spændende, hvor det er, at Danmark lægger sig i den proces, og om det er sådan, at den danske regering, f.eks. ud fra den regeringsforståelse, vi har, går efter at samarbejde med Tyskland, Østrig, Frankrig og andre lande, som godt kan se, at man skal nå frem til at forbyde glyfosat. Det bliver rigtig spændende.
Jeg tror også, at der er nogle lobbyister, som er meget aktive, og man kan godt undre sig over visse af de artikler, der er udkommet op til den her debat, for det er ikke altid, at der kommer den slags større artikler, fordi Enhedslisten fremsætter et forslag. Men jeg vil gerne sige tak for det borgerforslag, der så har været i proces og er blevet behandlet samtidig, for det kunne nok have sin årsag i, at der var nogle flere lobbyister for Roundup, som er kommet på banen og ligesom har syntes, at det var vigtigt at blande sig i debatten. Vi oplever normalt ikke den store opmærksomhed, når Enhedslisten fremsætter et B-forslag, så jeg vil gerne takke for lobbyisternes opmærksomhed omkring problemet.
Vi har så ikke helt vundet i dag, men jeg synes alligevel, at den debat, vi har haft her, afdækker, at der er en række partier, som godt kan se, at vi bør gå videre og også skal gå videre, selv om det ikke er den her store konfrontation med EU lige nu, men sådan er en slags opvarmning til, at den kan ske i løbet af 2021. Her arbejder vi videre ud fra den danske forskning, som klart viser, at faunaen lider under, at der bliver sprøjtet med glyfosat, og at den negative effekt i naturen rækker 10 m ud, fra hvor der er blevet sprøjtet; det er den forskning, der sådan set ligger. Og hvad så med de haveejere, som ligger lige op til de landbrugsarealer, som bliver sprøjtet, og som bliver sprøjtet hvert år? Og sprøjter man meget ude i det danske traditionelle landbrug? Ja, det gør man jo, fordi man har et så afsindig simpelt sædskifte, hvor man dyrker korn, korn, korn og raps, og man er sådan set med til at skabe nogle problemer, da det sådan næsten bliver nødvendigt at have sprøjtegifte i det simple sædskifte, som man praktiserer.
Samtidig må man jo konstatere, at økologien vinder frem, men det er jo stadig væk kun på vej til at blive 10 pct. af det danske landbrugsareal, og vi har så en regeringsforståelse, som klart definerer, at frem mod 2030 skal det areal fordobles, den danske eksport af økovarer skal fordobles, og det danske hjemmemarked for økoprodukter skal samtidig også fordobles. Det er faktisk en ambition, som gør, at vi skal til at se mere kritisk på, hvordan vi støtter udviklingen i vores landbrug.
Jeg synes også, det er væsentligt at kigge på, om der er flere restriktioner, herunder for begrænsning af brugen af glyfosat til at nedvisne kornmarker. Det er sådan set interessant, at vi havde en proces, hvor man forbød det på kornmarker til brødkorn, og så var der faktisk nogle bryggerier, som begyndte at se skriften på væggen, inden forbrugerne holdt op med drikke deres øl, og som kom frem til, at de sådan set gerne ville lave kontrakter med landmænd om, at der ikke skulle bruges Roundup tæt på høsten, sådan at vi trygt kan drikke videre og indtage øl uden Roundup. Det foretrækker jeg i hvert fald.
Så synes jeg, det er spændende med de ting, der er kommet frem omkring det. Nej, det er sådan set ikke spændende. Det er sådan set nervepirrende, at der er forskning, der begynder at vise, at glyfosat har en negativ effekt på bier, som kan gøre, at det skader deres tarmflora, og at det sådan set er med til at svække dem. Jeg vil ikke stå her og sige, at jeg kan forklare al bidød, fordi de er simpelt hen så avancerede dyr, at det er svært at kloge sig på, hvornår det går galt, hvornår de er svækkede, og hvornår de sådan set dør af det.
Jeg synes, det kunne være interessant at se på, hvad der er årsagen til, at man i Tyskland er kommet frem til at ville gå så drastisk til værks, at man vil bruge et forsigtighedsprincip med hensyn til bierne. For indtil nu har det drivende i debatterne mod pesticider været sådan noget som kræftrisikoen for mennesker, der har været højt prioriteret, og det kan jeg også godt forstå, og det bør den også fortsat være i den her bestræbelse på at nedbringe antallet af godkendte pesticider, ligesom hensynet til vandmiljø og drikkevand også kan være et væsentligt hensyn, fordi der er nogle sprøjtegifte, som er skadelige for dyr, der lever i vandmiljøet. Det er så de færreste lande i EU, der bruger grundvand som drikkevand, men i Danmark, hvor vi bruger grundvand som drikkevand, har vi altså et særligt hensyn at tage til vores grundvand, og derfor er det også rimeligt, at vi kan tage særlige hensyn for at beskytte det grundvand.
Man må også konstatere, at det indtil nu så ikke er Roundup, der er dominerende i de sprøjtegifte, der er fundet i vores grundvand, men vi er sådan set kommet i en situation, hvor man også kan finde Rounduprester i vores drikkevand, og vi har de her undersøgelser af vores grundvand, som jo klart viser, at jo mere man søger efter, jo mere finder man. Det er sådan set det, som er konsekvensen af udvidelsen af det undersøgelsesprogram, man gennemfører, nemlig at vi står i en situation, der er endnu værre, end vi havde troet.
Hvordan skal den her sag så ende på den korte bane? Ja, altså, jeg synes, det kunne være rigtig spændende at få afdækket, i hvilket omfang vi politisk kan tage beslutning om nogle tiltag, som kan reducere anvendelsen af Roundup i Danmark, i de næste 2 år. Der går jo helt automatisk en proces i gang, når den danske regering bliver tvunget til at forholde sig til de processer, der er i EU, og så kommer spørgsmålet: Skal man give en forlængelse og fortsat tillade Roundup, eller skal man skal arbejde sammen med Tyskland, Frankrig og Østrig om at gå efter forbuddet?
Vi har tidligere fra Enhedslistens side stillet forslag om at forbyde Roundup, og det har så været ud fra hensynet til mennesker, hensynet til, at vi ikke skal dø af kræft, og vi synes, det har været rigtig spændende at se, hvad processer der er i Tyskland, hvor de har taget biodiversiteten som udgangspunkt og har taget forsigtighedsprincippet som udgangspunkt. Det synes jeg godt man kan lære af. Når man oplever, at der er en insekttilbagegang som den, der er i Tyskland, så er der jo god grund til det.
Nu er vi nogle, der er så gamle, at vi godt kan huske, at når vi kørte i bil ude på landet i gamle dage, vi havde endnu ikke kørekort og sad på bagsædet, oplevede vi det der utrolige svineri med døde insekter på forruden. Den oplevelse har man jo aldrig mere. Er der nogen, der har haft den oplevelse på det seneste, altså ikke her om vinteren, men bare i den sidste sommer? Det er så ufattelig sjældent, at der er nogen bilejere, der skal ud og vaske deres bil, fordi der er døde insekter på den. Det er sådan set der, vi er kommet til. Og det er ude i et landskab, som er domineret af dansk landbrug, hvor det selvfølgelig har en betydning, hvordan man driver landbruget, hvad det er for nogle sprøjtegifte, man bruger, om det er et simpelt eller et avanceret sædskifte, man har, hvordan man dyrker jorden.
Så vi er altså der, hvor det at tage udgangspunkt i biodiversiteten nok er et lidt stærkere argument end argumentet for at tage udelukkende hensyn til vores egen sundhed. Så det er jo der, hvor den her debat bliver endnu mere grundlæggende, større og endnu mere nærværende, ligesom udgangspunktet for borgerforslaget ikke kun var, at det var for egen sundheds skyld. Det var sådan set også hensynet til biodiversiteten og grundvandet til fremtidige generationer, som var årsagen til, at det her borgerforslag blev fremsat.
Så jeg vil gerne sige tak for debatten indtil nu. Jeg ser frem til udvalgsbehandlingen, og jeg ser frem til, at vi kommer frem til noget, som kan være en reduktion af brugen af Roundup i Danmark, og må sige, at vi sådan realistisk set nok har udsigt til, at forbuddet mod Roundup først kommer om et par år.