Tak for det, formand. Det beslutningsforslag, vi nu skal behandle, vil pålægge regeringen at ændre reglerne, så kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmers ret til vederlag ved orlov på grund af ferie, studier eller lignende kommer til at svare til de regler, der gælder for folketingsmedlemmer.
I sommer var forsiderne på aviserne fyldt med historier om kommunalpolitikere, der holder orlov betalt af skatteborgerne – orlov, som bliver brugt til at male et hus eller tage en tur til Caribien; orlov, som bliver brugt på andre politiske hverv; orlov, hvor det er svært at se, hvorfor de folkevalgte politikere skal kunne få vederlag, når de ikke passer det hverv, de er blevet valgt til. På den baggrund igangsatte jeg og regeringen et arbejde, der skal munde ud i forslag til mere rimelige vederlagsregler for politikere i kommuner og regioner. Jeg vil derfor heller ikke stå her i dag og forklare eller retfærdiggøre, at lokalpolitikere kan beholde deres vederlag i de her situationer.
Derfor er regeringen også enig i baggrunden for forslaget. Der skal være mere rimelige regler for kommunal- og regionalpolitikeres vederlag ved fravær, når fraværet ikke skyldes sygdom, graviditet, barsel eller adoption. Vi skal sikre, at kommunal- og regionalpolitikere ikke kan være væk fra deres hverv som folkevalgte i længere tid ad gangen, samtidig med at de modtager vederlag, medmindre fraværet skyldes sygdom, graviditet, barsel eller adoption.
Med den enighed på plads er det nærliggende at spørge: Hvorfor så ikke bare ændre reglerne, som foreslået af forslagsstillerne? Når regeringen er enig med hensigten i beslutningsforslaget, men alligevel ikke kan støtte det, er det, fordi vi mener, at man ikke uden videre kan ensarte reglerne for kommunal- og regionalpolitikere med reglerne for folketingspolitikere. Det skyldes, at der er nogle helt grundlæggende forskelle på at være kommunal- og regionalpolitiker og at være valgt til Folketinget. Reglerne om vederlag ved fravær skal altså virke på nogle hverv, der på grundlæggende punkter er forskellige. Det drejer sig særligt om, at der er mødepligt i lokalpolitik, og om, at der skal være lige vilkår for at engagere sig kommunalt og regionalt.
Kommunal- og regionalpolitikere har altså i modsætning til folketingspolitikere en mødepligt, og det er vigtigt, at de mennesker, der stiller op og bliver valgt, har en pligt til at møde, når der skal træffes beslutninger, der er afgørende for kommunens og regionens drift. Lokaldemokratiet skal ikke kunne kortsluttes, ved at medlemmerne af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet kun møder op, når det passer dem – hvervet har en central betydning for de lokalsamfund, der har valgt dem. Lokalpolitikere træffer beslutninger, som ofte får direkte betydning for borgerne, både på den positive og den negative måde. Her er det vigtigt, at der er mødepligt, så lokalpolitikere ikke bare kan vælge at blive væk, når der skal træffes upopulære beslutninger. Og lokalpolitikerne træffer ikke kun enkeltbeslutninger; de har del i det samlede ansvar for driften af den store offentlige myndighed, som kommunen henholdsvis regionen er. Derfor er et stabilt fremmøde blandt medlemmerne i de lokale råd og udvalg særlig vigtigt.
Regeringen vil ikke være med til at lave en regelændring, som kan være årsag til, at kommunal- og regionalpolitikere kan se stort på deres vigtige hverv i kommuner og regioner. Derfor mener vi, det er vigtigt at fastholde mødepligten, og derfor mener vi ikke, at der bør indføres en fri ret for kommunal- og regionalpolitikere til at vælge orlov uden vederlag, som vi har det i Folketinget.
Flere kommunal- og regionalpolitikere har under mediedækningen i sommer sagt, at hvis bare de kunne frasige sig vederlaget under orlov, så havde de gjort det. På den baggrund kan man spørge: Hvorfor så ikke bare ændre reglerne, så de kan sige nej tak? Det kan jo virke helt oplagt, men der er vigtige demokratiske grunde til, at det ikke bør være et moralsk valg, om man som kommunal- og regionalpolitiker skal modtage sit vederlag eller ej. Der skal ikke være et politisk eller moralsk pres for at frasige sig sit vederlag, når man har fravær. Det kan medføre meget ulige vilkår for at opstille til hvervet som folkevalgt.
Lad os tage et eksempel på det: Vi har to kommunalpolitikere – den ene har et fuldtidsarbejde som vellønnet chef ved siden af sit hverv som kommunalpolitiker, mens den anden er studerende. Kommunalpolitikeren med det vellønnede chefjob bliver sendt på en længere tjenesterejse og er forhindret i at varetage sit kommunale hverv i 3 uger. Den studerende skal i samme periode færdiggøre sit speciale og er derfor også nødt til at være fraværende i de 3 uger. Kommunalpolitikeren med chefjobbet kan snildt holde sin private økonomi kørende uden vederlaget for kommunalbestyrelseshvervet og frasiger sig derfor vederlaget i fraværsperioden. Den studerende kan derimod ikke betale sine regninger, hvis han ikke har sit kommunale vederlag og ser sig derfor nødsaget til at beholde vederlaget, selv om han måtte melde afbud til nogle møder på grund af specialet. Når krydset så skal sættes til næste valg, giver det de to folkevalgte ulige kort på hånden, for hvorfor beholder den ene vederlaget, mens den anden kan holde den moralske fane højt og frasige sig vederlaget i den periode, hvor han eller hun ikke kan arbejde for det lokale demokrati? Den moralske dom, som jo kan dække over meget ulige vilkår for at være i lokalpolitik, vil vi i regeringen ikke være med til. Man skal kunne være kommunal- og regionalpolitiker, uanset hvilken privatøkonomi man har.
Jeg vil gerne have, at flere – og ikke færre – mennesker engagerer sig i politik og stiller op til kommunalbestyrelser og regionsråd. Det er ikke almindelige job, det er vigtige hverv. Derfor skal vilkårene også være rimelige, for ellers går det ud over befolkningens tillid til os politikere. Den har vi brug for at styrke – altså tilliden – og ikke svække yderligere. Derfor vil regeringen inden længe komme med konkrete forslag til, hvordan vi så får strammet op på reglerne for kommunal- og regionalpolitikeres ret til vederlag, når de er fraværende.
De konkrete forslag vil først og fremmest lægge vægt på, at reglerne skal være rimelige. Det skal ikke være muligt f.eks. at rejse jorden rundt i 3 måneder og fortsat modtage vederlag for sit kommunalpolitiske hverv. For det andet skal reglerne så vidt muligt være objektive, og med det mener jeg, at der skal være klare regler, så det ikke skal være op til den enkeltes moral eller økonomiske formåen, om han eller hun modtager vederlag eller ej. Og for det tredje skal vi også huske, at reglerne skal være til at administrere i praksis ude i kommunerne og regionerne. Vi kan ikke regulere alle detaljer fra Christiansborg, og det skal vi i øvrigt heller ikke.
Så for at konkludere: Regeringen er fuldstændig enig i intentionerne om at skabe mere rimelige betingelser for vederlag til kommunal- og regionspolitikere, når de er væk fra deres hverv. Men af de årsager, jeg har nævnt her i min besvarelse, kan vi ikke støtte det konkrete beslutningsforslag, som vi jo skal tage stilling til her i aften. Vi vil i stedet inden længe fremlægge regeringens egne forslag til mere rimelige vederlagsregler, som vi håber på bred opbakning til. Så tak for ordet i denne omgang.