Det ligger lidt i forlængelse af de andre spørgsmål. For det er klart, at man isoleret set kan have sympati for at indeksere eller forhøje priserne på tobak og cigaretter ud fra tanken om, at vi jo gerne vil have færre til at ryge.
Det er vi helt enige om, men problemet er jo så, at når man fremsætter beslutningsforslag i Folketinget på den her måde, er det lidt en gave til dem, som gerne vil forhøje skatter og afgifter. Derfor er det umiddelbart lidt mærkværdigt, at man vælger at fremsætte et beslutningsforslag, som jo så bliver vedtaget i dag, fordi både Socialdemokraterne som regeringsparti, men også alle dem, der har indgået den her meget skæve finanslov, støtter det – det kan man jo godt sige den er, for den er forhandlet fuldstændig med den ene side af Folketinget.
Man kommer nu ud i det problem, at man i virkeligheden er med til at legitimere skatteforhøjelser, og det er jo også det, der præger finansloven i det hele taget: at man over en bred kam forhøjer skatterne for danskerne, indfører nye skatter på forskellig vis, som danskerne er virkelig trætte af og har være det igennem årene. Er det ikke noget, som alligevel får De Konservative til at tænke sig lidt om, næste gang man vil fremsætte et beslutningsforslag på den her måde?