B 2 Forslag til folketingsbeslutning om, at afviste asylbørn skal tildeles bedre vilkår i hjem- og udrejsecentre og midlertidig opholdstilladelse senest 18 måneder efter endeligt afslag (borgerforslag).

Af: Peter Skaarup (DF), Sofie Carsten Nielsen (RV), Karsten Hønge (SF), Pernille Skipper (EL), Mai Mercado (KF), Rasmus Nordqvist (ALT), Pernille Vermund (NB), Ole Birk Olesen (LA) og Aaja Chemnitz (IA)

Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget

Samling: 2019-20

Status: 2. beh./Forkastet

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 2:

Forslag til folketingsbeslutning om, at afviste asylbørn skal tildeles bedre vilkår i hjem- og udrejsecentre og midlertidig opholdstilladelse senest 18 måneder efter endeligt afslag (borgerforslag).

Af Peter Skaarup (DF), Sofie Carsten Nielsen (RV), Karsten Hønge (SF), Pernille Skipper (EL), Mai Mercado (KF), Rasmus Nordqvist (ALT), Pernille Vermund (NB), Ole Birk Olesen (LA) og Aaja Chemnitz Larsen (IA).

(Fremsættelse 02.10.2019).

Dette beslutningsforslag er udsprunget af et borgerforslag. Forhandlingen er åbnet. Først vil jeg gerne byde velkommen til udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Mange tak. Spørgsmålet om børns vilkår i asylsystemet dukker jo jævnligt op i den politiske debat, og det er jeg glad for, for det er en vigtig diskussion. I regeringen deler vi den opfattelse, at det er vigtigt, at børn i vores indkvarteringssystem selvfølgelig behandles ordentligt. Børnene kan jo ikke selv ændre på deres situation og skal derfor skærmes så godt som muligt. Det er også vigtigt for regeringen, at afviste asylansøgere efterkommer myndighedernes afgørelser og rejser hjem, hvis de får endeligt afslag på asyl, så familien kan komme videre med deres liv, og så principperne i flygtningepolitikken også bliver efterlevet.

Forslaget, der er fremsat af Folkebevægelsen for asylbørns fremtid, handler om de børn, der bor på Hjemrejsecenter Avnstrup og Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland. De bor der, fordi deres familie har fået afslag på ophold og ikke kan eller vil rejse hjem. Hvis afviste asylansøgere vælger at medvirke til deres udsendelse, er det faktisk sådan i dag, at de som udgangspunkt kan udsendes inden for den nærmeste fremtid. Og derfor vil jeg tillade mig at tage afsæt i de børn, der bor på Udrejsecenter Sjælsmark, hvor børnene netop kan risikere at skulle tage ophold i mange år, fordi deres forældre ikke medvirker til udsendelsen.

Folkebevægelsen for asylbørns fremtid foreslår for det første, at alle afviste familier, som ikke har kunnet udsendes 18 måneder efter det endelige afslag, bliver tildelt midlertidig opholdstilladelse for 2 år ad gangen, og for det andet, at alle afviste børn garanteres optagelse i folkeskolen og ret til mad lavet af forældrene, indtil udsendelse eller opholdstilladelse er mulig.

Jeg forstår det sådan, at forslagsstillerne ønsker, at børn i en fastlåst udsendelsesposition ikke risikerer at blive hængende på udrejsecentrene på ubestemt tid, og det er jeg sådan set meget enig i. Jeg ønsker heller ikke, at børn bliver hængende på Udrejsecenter Sjælsmark. Faktisk er det også sådan, at der allerede i dag er adgang til at meddele opholdstilladelse til personer, der ikke har kunnet udsendes i 18 måneder – en midlertidig opholdstilladelse som såkaldt udsendelseshindret.

Så kunne man jo sætte punktummet dér og dvæle ved det og være glad over, at vi alle er enige om den sag. Men jeg tillader mig alligevel at lægge til grund, at ønsket er, at man skal have sådan en opholdstilladelse uanset omstændighederne. Og så er det, at kæden hopper af og enigheden ophører, for det her handler om personer, der har fået afslag på asyl, og derfor må udgangspunktet alt andet lige være, at de skal rejse hjem. Og når man i dag kan få en opholdstilladelse som udsendelseshindret, forudsætter det jo, at man faktisk har medvirket, og at udsendelsen derfor reelt er udsigtsløs. Det forudsætter altså med andre ord, at udlændinge ikke kan bringe sig selv i den situation. Og hvorfor er det så sådan? Jo, det er det jo, fordi det ikke er meningen, at afviste asylansøgere skal stilles en gulerod i udsigt ved ikke at efterleve afgørelsen om at rejse hjem. Man skal altså ikke kunne modarbejde sig til en opholdstilladelse. I de få tilfælde, hvor det ikke er muligt at udrejse, kan man altså få en midlertidig opholdstilladelse som udsendelseshindret. Adgangen til at få sådan en opholdstilladelse er godt nok stærkt begrænset, og det skal den selvfølgelig også være, set i lyset af at det som nævnt som udgangspunkt kan lade sig gøre at rejse hjem.

Forslagsstillerne foreslår derudover, at alle afviste børn skal have ret til mad lavet af forældrene, indtil udsendelse eller opholdstilladelse er mulig. Her vil jeg gerne understrege, at regeringen allerede har gjort det muligt for familierne på Sjælsmark at spise uden for cafeteriaets område. Det var faktisk noget af det første, vi gjorde, efter regeringen kom til magten, for jeg er nemlig enig med forslagsstillerne i, at der er forhold vedrørende familiernes spisesituation, der kunne indrettes på en mere hensigtsmæssig måde. Og derfor er der også igangsat et arbejde med bl.a. at tilpasse den fysiske indretning af cafeteriaet, så de enkelte børnefamilier får mulighed for at sidde mere afskærmet fra centerets øvrige beboere.

Det foreslås også i det her borgerforslag, at alle børn af afviste asylansøgere garanteres optagelse i folkeskolen. Jeg mener dog ikke, at der er behov for at ændre på lovgivningen på det her område. Børnene på Sjælsmark, der er i den undervisningspligtige alder, har i lighed med andre børn ret til at modtage undervisning. Det kan ske på den interne skole, som bliver drevet af Røde Kors, eller det kan ske i den kommunale folkeskole – det er lidt forskelligt. Det er vigtigt for regeringen, at børn af afviste asylansøgere selvfølgelig fortsat kan gå i skole, og at de kan deltage i aktiviteter, der sikrer en meningsfuld hverdag. Det giver sig selv. Det er ikke afgørende for regeringen, om den her undervisning foregår i en folkeskole eller ej, men det er afgørende, at undervisningen svarer til det, der almindeligvis tilbydes i folkeskolen. Jeg tror også, at vi som parlament her er nødt til at overlade bare lidt plads til, at der kan foretages individuelle vurderinger af, hvad der er bedst.

For at slutte, hvor vi startede, vil jeg sige, at jeg ikke synes, at børn skal sidde i årevis på et udrejsecenter. De skal rejse hjem sammen med deres familie, fordi myndighederne har vurderet, at de ikke skal være i Danmark. Flygtningepolitikken er til flygtninge. Jeg er meget opmærksom på, at vi skal tage hensyn til de børn. De skal komme godt videre sammen med deres familie. Derfor har jeg også bedt mit ministerium om at kigge på, hvordan vi bedst understøtter, at udlændinge uden lovligt ophold rejser hjem, og hvordan indkvarteringen af de udlændinge skal være, mens de forbereder hjemrejsen. Og her har vi som regering aftalt med SF, Enhedslisten og Radikale Venstre, at vi på baggrund af anbefalingerne fra Røde Kors og Ombudsmanden vil ændre de her forhold. Men regeringen ønsker ikke, at afviste asylansøgere, der ikke efterlever kravet om at rejse hjem og ikke medvirker til deres udrejse, får mulighed for at skabe sig et opholdsgrundlag i Danmark.

Regeringen kan på den baggrund ikke støtte det her beslutningsforslag. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der kom en kort bemærkning lige her til sidst. Det er fru Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg ville faktisk ikke have taget ordet, fordi jeg synes, at mange af de ting, ministeren sagde, var klare nok. Det her er om noget af det sidste, ministeren snakkede om, nemlig at ministeren nu har indledt forhandlinger med SF og Enhedslisten om at ændre nogle af de her forhold på udrejsecentre for asylansøgere, som ikke ønsker at medvirke til deres hjemrejse. Jeg kunne godt lige tænke mig at få ministeren til at uddybe, hvad det er for nogle lempelser, og hvad det er, ministeren påtænker at ændre desangående.

Ministeren.

Tak for ordet. Det er rigtigt, at efter folketingsvalget indgik Socialdemokratiet i diskussioner med Enhedslisten, SF og Radikale Venstre, og her havde vi bl.a. diskussioner omkring forholdene på udrejsecentrene og særlig forholdene på Udrejsecenter Sjælsmark, og her besluttede vi, at vi med afsæt i anbefalinger fra bl.a. Røde Kors ville ændre forholdene. De peger bl.a. på de tilbud, der bliver givet i daginstitutionerne, altså vuggestuen og børnehaven, på klubtilbud i fritidslivet, og det synes jeg faktisk er nogle gode anbefalinger, og med baggrund i det planlægger vi også at forbedre forholdene for de her børn, for vi mener, at der er behov for at skærme dem noget mere.

Ordføreren.

Tak. Men vi er jo også alle sammen bekymrede over, at børn ikke har det godt. Og ministeren sagde det jo selv: Det er ligesom forældrenes ansvar, når de har fået afslag og skal rejse ud.

Tror ministeren, at der vil være flere på eksempelvis Udrejsecenter Sjælsmark, der lige pludselig vil deltage i udsendelse, altså frivilligt være aktiv deltager i en udsendelse, hvis man indfører nogen bedre vilkår for fritidsaktiviteter og andet?

Ministeren.

Jeg ved det ikke. Nu stiller fru Susanne Eilersen jo også et spørgsmål om, hvorvidt jeg tror. Og jeg tror det heller ikke. Jeg tror hverken, der vil være flere, der medvirker, eller færre, der medvirker. Og netop fordi jeg ikke tror, at det har betydning for, om familierne medvirker eller ej, synes jeg også, at der bør være plads til i det danske samfund at sikre nogle forhold for de børn, så vi skærmer dem så godt, som vi overhovedet kan, fra den situation, de uforskyldt er blevet bragt i. Der kan være mange aktører i de her asylsager, som man kan være træt af, men man kan ikke være træt af børnene.

Tak for det. Så kom der lidt flere korte bemærkninger. Den næste er fra hr. Sikandar Siddique fra Alternativet. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg vil høre, om ministeren mener, at vi varetager barnets tarv, som vi skal ifølge børnekonventionen, når 61 pct. af børnene sandsynligvis opfylder kriterierne for en børnepsykiatrisk diagnose og yderligere 19 pct. muligvis vil gøre det. Mener ministeren, at vi med de forhold, som børnene lever under på bl.a. Sjælsmark, kan sige, at vi varetager børnenes tarv?

Ministeren.

Tak igen for spørgsmålet, som jeg synes er meget relevant, for jeg synes, at vi som parlament – og jeg har det særlig som minister – har et ansvar for, at vi selvfølgelig overholder børnekonventionen i de her tilfælde. Jeg har også med interesse læst den redegørelse, som Folketingets Ombudsmand har lavet om forholdene på Udrejsecenter Sjælsmark, og her er vurderingen i hvert fald fra Ombudsmanden, at vi ikke krænker børnekonventionen eller andre konventioner. Det er jeg rigtig glad for, for det skal vi selvfølgelig ikke.

Hr. Sikandar Siddique.

Nu spurgte jeg til ministerens holdning. Mener ministeren – og jeg kan forstå, at ombudsmandsrapporten konkluderer, at vi ikke overtræder børnekonventionen – at når 61 pct. opfylder kriterierne for en børnepsykiatrisk diagnose, så lever børnene ikke i mistrivsel, og at vi overholder børnekonventionen?

Ministeren.

Nej, min klare opfattelse er, at vi overholder alle konventioner, og det skal vi selvfølgelig også. Og hvis ikke vi gjorde det, ville jeg straks ændre det, for vi skal overholde de konventioner. Det ændrer ikke på, at de her børn har det svært. Det ved jeg godt. Jeg tror bare, det er vigtigt at slå fast, at de har det svært på trods af den lovgivning, vi har, og ikke på grund af den lovgivning, vi har. De har det svært, fordi de er i en situation, hvor de vokser op i et land, hvor de ikke har nogen opholdstilladelse, og hvor de ikke har nogen fremtid. Selvfølgelig har de det svært. Vores opgave er så at sørge for, at de har det svært på trods af alt det, vi gør, at de har det så lidt svært som overhovedet muligt.

Tak. Så er det fru Pernille Vermund.

Tak for ordet. I forlængelse af spørgsmålet fra DF tidligere vil jeg sige, at jeg er fuldstændig med på, at når vi taler om børn, har man et andet forhold til det. Det er noget sværere sådan at sætte hovedet forrest, hvis man kan sige det sådan. Det er let at lade hjertet løbe af med en.

Når det er sagt, er vi jo i en situation sådan helt rationelt vurderet, der betyder, at vi har mange, som kommer hertil illegalt, og som frivilligt rejser hjem, og så har vi nogle, som kommer hertil illegalt, og som ikke frivilligt rejser hjem. Nogle af dem bor på Sjælsmark, og nogle af dem har børn. I forlængelse af DF's spørgsmål tidligere bliver jeg nødt til at spørge ministeren, ikke med hjertet, men helt rationelt: Er det ministerens vurdering, at der ikke vil være flere af de mange, som frivilligt rejser hjem i dag, som tænker, at hvis vilkårene på Sjælsmark forbedres, hvis der bliver en mulighed for en midlertidig opholdstilladelse efter 18 måneder, men først og fremmest hvis vilkårene på Sjælsmark forbedres, vil de forsøge at få politikerne til at omgøre beslutningen? Vil det ikke øge incitamentet for flere til at blive og forsøge at få politikere til at omgøre beslutningen?

Ministeren.

Det kommer selvfølgelig an på, hvordan vi forbedrer vilkårene. Men regeringen er ikke indstillet på at forandre vilkårene på en måde, der i sig selv vil få folk til at modarbejde deres egen hjemsendelse. Det er klart. Men vi mener, at der er plads og rum til at forbedre dem, uden at det har nogen konsekvenser for det.

Men en ting er jeg ret sikker på: Hvis vi siger, at man får en opholdstilladelse, bare det i 18 måneder ikke har været muligt for myndighederne at sende en hjem, er jeg ret sikker på, at færre frivilligt vil rejse hjem. Derfor vil jeg kraftigt advare mod at stemme for det her borgerforslag. Det er klart.

Så er det hr. Søren Søndergaard.

Tak til ministeren. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at tage ordet, men jeg synes, at det hele blev lidt uklart, da ministeren skulle svare på Dansk Folkepartis ordførers spørgsmål om, hvad den aftale, som ligger til grund for, at ministeren overhovedet er minister, og som blev indgået med Enhedslisten, Radikale og SF, går ud på. Så jeg tænkte, at det måske kunne være godt for klarheden her i salen, at ministeren lige læste de få linjer op fra aftalen – eller i hvert fald lige præciserede, hvad den aftale går ud på, sådan at alle ved det, før vi tager hul på debatten.

Ministeren.

Jeg kan ikke lige læse det op, for jeg har den ikke her, men jeg føler, at jeg måske kan huske det rimelig godt, nemlig at familierne skal flytte ud af Sjælsmark, og at der skal indrettes et udrejsecenter, der tager udgangspunkt i anbefalingerne fra Røde Kors. Jeg synes også, at der er kommet en udmærket redegørelse fra Folketingets Ombudsmand, som også kan indgå i diskussionerne.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg kan fuldstændig genkende den beskrivelse af den aftale, vi har indgået, som ministeren kom med her. Det er jo også derfor, at det er en god aftale, for den betyder, at børnene skal ud af Sjælsmark. Sjælsmark skal lukke som et center, hvor vi har børn. De skal placeres andre steder under bedre forhold. Det er simpelt hen en aftale, som vi har indgået. Jeg synes måske nok, at der er gået meget lang tid for at få den aftale implementeret, men vi håber stadig væk, at det er noget, der kommer til at ske meget, meget snart, for efter vores opfattelse kan det ikke gå hurtigt nok.

Ministeren.

Jeg er faktisk enig i, at det skal ske, så snart det kan lade sig gøre, men jeg vil også gerne holde fast i, at det skal ske på en måde, hvor der både bliver taget hensyn til personalet og til dem, der bor på Sjælsmark, og også på en måde, hvor logistik og almindelige praktiske omstændigheder også kan nå at følge med, for det skal helst ikke ske med hovedet under armen. Men altså, det her har ligget på mit skrivebord fra den dag, jeg trådte ind, og det gør det fortsat.

Så siger vi tak til ministeren, der er ikke flere spørgsmål. Vi går til ordførerrækken, og den første er hr. Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet.

Tak. Først vil jeg gerne takke de forslagsstillere, der står bag dette forslag. Jeg kan med det samme, og det er nok ikke så overraskende i lyset af den tale, ministeren lige har holdt, sige, at Socialdemokratiet ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Forslaget består af to dele: 1) Alle afviste familier, som ikke kan udsendes i løbet af 18 måneder efter endeligt afslag, tildeles midlertidig opholdstilladelse for 2 år ad gangen; 2) alle afviste børn garanteres en optagelse i folkeskolen og ret til mad lavet af forældrene, indtil udsendelse er mulig eller de har fået opholdstilladelse. Jeg vil starte med det sidste forslag først.

I Socialdemokratiet er vi enige i, at der kan gøres mere i forhold til familiernes spisesituation på Udrejsecenter Sjælsmark. Derfor har regeringen, som ministeren redegjorde for før, gjort det muligt for familierne at spise uden for cafeteriaets område, og der er igangsat et arbejde, som skal forbedre mulighederne for at spise sammen som familie. I forhold til skolegang er det sådan i dag, at alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til at modtage undervisning svarende til det niveau, der er i folkeskolen.

Når det gælder mennesker, som har fået afslag på asyl – som er den første del af forslaget – så har de jo fået afslaget, fordi de ikke har et beskyttelsesbehov. Her mener jeg, at forslaget om en garanti om opholdstilladelse efter 18 måneder er en farlig vej at begive sig ned ad, fordi der er tale om mennesker, som ikke har et beskyttelsesbehov; derfor skal de ikke begive sig ud på en farlig rejse mod Danmark og herefter undlade at samarbejde, når de har fået afslag på asyl. Det vil jo i praksis betyde, at man efter afslaget faktisk kan vente sig til en opholdstilladelse. Konsekvensen vil de facto være fri indvandring til Danmark, og på den baggrund kan Socialdemokratiet ikke støtte forslaget.

Det ændrer ikke på, at vi, mens familierne er her, skal skærme børnene så godt, som det er muligt, inden for rammerne af den situation, som deres forældre jo desværre fastholder dem i, for det er forældrene, der fastholder børnene i dette limbo. Tak.

Så går vi til spørgsmålene. Først er det fru Susanne Eilersen.

Tak for det. Nu kunne jeg desværre ikke stille ministeren et spørgsmål igen, men så er jeg jo glad for, at vores ordførerkollega fra Enhedslisten ligesom malede det sort på hvidt, for jeg synes, at ministeren havde noget uld i mund.

Nu kan jeg jo spørge ordføreren, som kommer fra det samme parti som ministeren: Kan ordføreren med den aftale, der er indgået med det her forståelsespapir, om, at børnene skal ud af Sjælsmark, bekræfte, at Socialdemokratiet i deres valgkamp sagde, at de ville fastholde en stram udlændingepolitik, og at der ikke skulle flyttes et komma, men nu er ved at løsne fuldstændig op på det grundlæggende i udlændingepolitikken, og at vi nu vil se, at hvis det forståelsespapir virkelig bliver ført ud i livet, så vil vi få mange, mange flere, som ikke ønsker at tage aktivt del i selv at rejse hjem, men selvfølgelig i stedet for vil sætte sig på halen og bagbenene, fordi de ved, at hvis de er standhaftige længe nok, skal de nok komme ud at leve i det danske samfund?

Ordføreren.

Jeg anerkender ikke præmissen om, at det vil være afgørende for de afviste børnefamilier, afviste asylansøgere, som er på Sjælsmark, og at det så vil medføre – uagtet de bliver flyttet til en anden lokalitet – at de i endnu højere grad vil modarbejde det arbejde, der er, med at udsende dem. Den præmis anerkender jeg simpelt hen ikke. For der er jo ikke tale om, at de kommer ud og bliver en del af samfundet og på den måde får en, hvad skal man sige, normal tilværelse. De er stadig væk i en position, som ikke er tilfredsstillende for hverken de voksne eller børnene, og derfor vil det ikke være attraktivt for dem på langt sigt at blive i Danmark.

Fru Susanne Eilersen.

Alt andet lige: Hvis man flytter nogle børnefamilier ud fra det forståelsespapir, der er lavet, så er det vel, fordi det skal være til et andet, mere attraktivt sted. Der skal være nogle flere aktiviteter, eller som ministeren også sagde: Der skal være nogle flere tiltag.

Der er jo ikke nogen her, der, når de tager hjertet med, ikke synes om børn eller ikke har ondt af børn, men vi har også en forpligtelse, fordi vi har en lovgivning, der siger, at der er nogle mennesker, der ikke må være i det her land. Hvordan får vi dem til at rejse ud igen?

Jeg vil gerne lige have, at ordføreren præciserer, hvorfor ordføreren ikke tror på, at der ikke vil være flere børnefamilier, der vil gå aktivt ind i at blive hjemsendt, når man laver nogle forbedrede regler et andet sted?

Ordføreren.

Jamen jeg vil gerne bekræfte, at vi i Socialdemokratiet gerne vil holde hjertet varmt, men hovedet koldt, og det er det, det drejer sig om i den her sammenhæng, for det er forældrene, der er problemet. Det er forældrene, der ikke samarbejder om deres udsendelse, og dem skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at presse til at følge de anvisninger, de har fået af myndighederne. De har oven i købet også fået behandlet deres sag ved en uafhængig instans, Flygtningenævnet, og stadig væk nægter de at efterkomme de anvisninger, de har fået.

Men det ændrer jo ikke på, at de ikke skal have held til at tage deres børn som gidsler i den her sag. Vi vil gerne gøre noget, sådan at børnene lider mindst muligt under den situation, som deres forældre jo desværre har bragt dem i.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg forstår simpelt hen ikke, at Socialdemokratiet ikke er mere stolt af den aftale, der er indgået. Ministeren nævnte det ikke, og ordføreren nævnte det heller ikke i sin tale, altså det der med, at der skal være et nyt udrejsecenter. Og så nævner man nogle småting, altså at folk kan få lov til at hente deres mad i kantinen og tage den med og sådan nogle ting. Ja, ja, men hvorfor er man ikke stolt over, at vi har lavet en aftale om, at børnene ikke skal lide under forældrenes valg? Altså, det her ændrer jo ikke den danske udlændingepolitik; vi giver jo ikke mulighed for, at man kan vente sig til asyl – det har jeg i hvert fald ikke hørt at Socialdemokratiet har foreslået. Men jeg kan ikke forstå, at man, stillet over for den holdning, der kommer fra Dansk Folkeparti og fra højrefløjen, ikke er stolt af, at man tager børnenes parti. Det ville jeg være, hvis jeg var socialdemokrat – så ville jeg gå offensivt ud med det i stedet for at virke som en undskyldning for mig selv.

Ordføreren.

Jamen det har heller ikke været tilsigtet, hvis jeg har virket som en undskyldning for mig selv på vegne af forståelsespapiret, for jeg er sådan set stolt af, at vi finder en balance mellem, at vi på den ene side fastholder, at forældrene har bragt familierne i en umulig situation, men at vi på den anden side sammen med støttepartierne til regeringen vil gøre alt, hvad vi kan, for at undgå, at det her så går ud over børnene. Det indebærer også, at børnene skal et andet sted hen at bo.

Jeg er også enig i, at det her netop ikke grundlæggende ændrer vores udlændingepolitik – det handler bare om, at der er nogle børn, som skal have nogle ordentlige levevilkår, mens de er her og uforvarende er kommet i klemme.

Til gengæld er jeg ikke helt enig i, at det her med måltidet og maden og muligheden for et mere almindeligt familieliv er så negligerbart, som jeg synes det lidt bliver gjort til her. Jeg har været ude at besøge Sjælsmark, hvor jeg da fik det klare indtryk fra f.eks. personalet, at det betød noget for de her børnefamilier, at de fik muligheder for at skabe nogle mere naturlige rammer for et familieliv, og at det gjorde noget godt for børnene.

Hr. Søren Søndergaard.

Ja, selvfølgelig er det da bedre, at man må tage den forarbejdede mad, som andre har lavet og udvalgt, med over på sit værelse og sidde sammen med familien og spise den dér, frem for at man skal sidde i en kantine hver dag. Selvfølgelig er det da et fremskridt. Men altså, det er jo ikke noget at være stolt over i en situation, hvor børn ikke af deres forældre kan lære, hvordan man laver maden i det land, som Socialdemokratiet ønsker de skal tage hjem til, og hvor man ikke kan indrette det på en sådan måde, at der er en aktivitet omkring det at lave maden og en læreproces i forhold til det at lave maden og vænne sig til den måde at spise på. Altså, det er jo det, der er det oplagte, og det er det, vi skal have igennem, og det forstår jeg også at vi er enige om i den forståelsesaftale.

Men det er mere det, at man snakker om de meget, meget små ting i stedet for at italesætte de reelle fremskridt, som vi kan lave sammen, og som er store. Og det synes jeg at vi skal gøre, for jeg tror ...

Ja tak! Ordføreren.

Jamen så må jeg jo arbejde med min kommunikation, for jeg er sådan set stolt af forståelsespapiret, og jeg synes, det er godt, at vi har fundet et kompromis her, og jeg synes, det er godt, at vi forbedrer børnenes vilkår. Det vil jeg gerne understrege endnu en gang.

Men jeg vil også sige – og det synes jeg også bare vi skal huske – at det, at de bliver flyttet til et andet center, jo ikke ændrer på den grundlæggende frustrerende situation, som de her børn af deres familier bliver sat i, og det er netop, at de er fastholdt i et land, hvor de ikke har en fremtid. Og det ændrer det her jo ikke på.

Det er dejligt, når der er en spørger, der hører efter, hvad formanden siger. Det er der ikke så mange der gør, men det er skønt. Så er det hr. Sikandar Siddique.

Tak for ordet. Mener ordføreren, at børnekonventionens regel om, at børn har ret til et godt liv, kan tilgodeses, hvis ikke børnene får amnesti?

Ordføreren.

Jeg mener, at børnekonventionen overholdes, og det er ikke, fordi jeg sådan personligt mener det, for det har jeg ikke forudsætninger for at vurdere. Men der baserer jeg mig jo på den rapport, som Ombudsmanden og Røde Kors lavede, og det klare indtryk, jeg har fået dér, er, at, ja, den bliver overholdt.

Hr. Sikandar Siddique.

Så vil jeg gerne spørge om noget i forlængelse af situationen omkring børnene. Vi har jo set historien om de to brødre, som Politiken har skrevet meget om, som får afslag og bliver sendt tilbage til Afghanistan. Selv om de sagde, at de stadig er i fare og vil kunne blive slået ihjel, sender man dem tilbage, og det ender med, at lillebroren bliver slået ihjel. Så mit spørgsmål til ordføreren er: Hvis du frygter for dit liv og dit liv er i fare, skal man så stadig sendes hjem, hvis man får et afslag?

Ordføreren.

Jeg synes, det er svært at acceptere præmisserne for spørgsmålet. For spørgeren må jo her vide noget, som vi andre ikke ved. Der er tale om en sag, som jeg ikke kender i detaljer i hvert fald. Jeg har set den omtalt i medierne, men jeg kender den jo dybest set ikke i detaljerne. Den er blevet behandlet, først af Udlændingestyrelsen, og derefter er den blevet behandlet af Flygtningenævnet, en uvildig instans fuldstændig uden politisk kontrol. Og der har man vurderet, at de her mennesker ikke har været truet. Og det er jo sådan, det er i alle sager, hvor man får afslag på asyl. Hvis ikke vi har det system, har vi jo de facto fri indvandring til Danmark. Og derfor bliver vi nødt til at basere os på, at vi har en lovgivning og nogle rammer. Vi overholder asylreglerne, og så er det uafhængige instanser, der i sidste ende skal afgøre det.

Så er det fru Pernille Vermund.

Tak for ordet. Jeg er glad for, at jeg ikke er i regeringens og i ordførerens sted i det her dilemma, når jeg tænker på, hvad det er for et forståelsespapir og parlamentarisk bagland, skulle jeg til at sige, man sådan læner sig op ad. Det har jo været diskuteret frem og tilbage, hvorvidt de forbedringer, som står i forståelsespapiret, og som bliver diskuteret nu, vil få konsekvenser for, hvor mange illegale indvandrere som frivilligt rejser ud. Det kan man tro meget om. Den tidligere regering, inklusive DF og plus Nye Borgerlige, har nok den holdning, at det er bedst at holde fast i, at der er så lidt gunstige vilkår for at være her som overhovedet muligt for at øge incitamentet til, at man rejser frivilligt.

Når det er sagt, nytter det jo ikke noget at stå her og tro, så derfor vil jeg gerne spørge ordføreren: I det omfang, det skulle vise sig, at man nu forbedrer vilkårene for børnefamilierne og det rent faktisk får en betydning for, hvor stor en andel der rejser ud frivilligt, og hvor mange der fastholder, at de gerne vil blive i Danmark, og at vi dermed står med endnu større problemer, er Socialdemokratiet så indstillet på at skrue lempelserne tilbage? Eller er man klar til at tage ansvar for, at man så har skabt et værre udgangspunkt for Danmark, end man har nu?

Ordføreren.

Det bliver jo tit meget sort-hvidt i udlændingepolitikken. Enten skal noget være en stramning, eller også skal noget være en lempelse. Vi insisterer jo sammen med vores støttepartier – som jeg er meget stolt af at vi har lavet et forståelsespapir sammen med, skal jeg for god ordens skyld sige af hensyn til tidligere spørgsmål – på, at vi godt på den ene side kan føre en stram udlændingepolitik, men på den ene side tage nogle hensyn til nogle børn, der er bragt i en håbløs situation af deres forældre, og gøre, hvad vi kan for at skærme dem.

Og det her med at få det til at lyde, som om de lige pludselig er kommet i en meget attraktiv situation, fordi de bliver flyttet til en anden lokalitet, anerkender jeg altså ikke som præmis. Om så de her børnefamilier – børnene er det jo, vi har fokus på her – blev indlogeret i Lalandia eller på et hotel, ville de ikke være i en attraktiv situation, for de er i et land, hvor de ikke har en fremtid, og hvor de ikke kan drømme om fremtiden ligesom deres jævnaldrende. Det er ikke nogen god situation rent psykisk uanset de fysiske faciliteter. Det er ikke attraktivt.

Fru Pernille Vermund.

Jeg medgiver gerne, at et liv i Lalandia ikke er en attraktiv situation. Når det er sagt, svarer ordføreren jo ikke på mit spørgsmål, som ikke handler om præmissen eller en tro, men som handler om: I tilfælde af at de her lempelser eller ændringer – lad os kalde dem det for at komme Socialdemokratiet i møde – får betydning for, hvor mange illegale migranter der frivilligt rejser ud, og hvor mange der vælger at blive i Danmark, er Socialdemokratiet så indstillet på at rulle de, nu kalder jeg dem ikke lempelser, men ændringer tilbage?

Ordføreren.

Jamen det er jo et hypotetisk spørgsmål, som det er meget svært at skulle forholde sig faktuelt til, som spørgeren insisterer på at jeg skal gøre. Det er en situation, der ikke er opstået, og det ændrer jo ikke på vores grundlæggende indstilling: at vi har indgået en aftale, som vi er stolte af, og den handler om at skærme nogle børn, der er bragt i en ulykkelig situation af deres forældre. Det ændrer ikke et komma ved, at vi vil føre en stram udlændingepolitik. Vi skærmer bare nogle børn, som ikke behøver at komme i klemme i den forbindelse.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i rækken. Den næste er hr. Morten Dahlin, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordet. Jeg vil gerne indlede med at slå fast, at vi i Venstre mener, det er meget trist, når familier nægter at acceptere et afslag på asyl og i stedet vælger at blive boende på et udrejsecenter. Det er ganske enkelt ikke meningen, at man skal bruge sit liv på sådan et udrejsecenter. Det er et midlertidigt opholdssted, hvor man skal bo, indtil man rejser ud af landet. Derfor må vi ikke glemme i den her diskussion, at når vi har familier, som vælger at blive boende på et udrejsecenter i måneder og år, så skyldes det, at de voksne, forældrene nægter at følge myndighedernes afgørelse og rejse hjem.

Det er Venstres helt klare holdning, at personer, der har fået afslag på asyl, selvfølgelig skal rejse hjem. Det gælder også familier med børn. Vi må ganske enkelt holde fast i, at der er tale om udlændinge, som har været igennem alle de relevante instanser og fået endeligt afslag på asyl. De har ikke behov for vores beskyttelse, og derfor skal de forlade Danmark.

Når det så er sagt, erkender jeg fuldt ud, at det her ikke er en let snak. For forældrenes beslutning om ikke at efterkomme de danske myndigheders afgørelse, går jo ud over resten af familien. Jeg forstår udmærket godt, at man gerne vil blive i Danmark. Men når det nu engang ikke er muligt, er løsningen ikke at tage sine børn og deres opvækst som gidsel. Det gør mig uendelig trist, når forældre, som kunne rejse hjem i morgen og skabe sig et nyt liv, hvis de ville, vælger at nægte at forlade Danmark. For den beslutning, forældrenes beslutning, går i sidste ende ud over børnene.

Beslutningsforslaget, som vi behandler i dag, som oprindelig har været et borgerforslag, indeholder to dele. For det første ønsker forslagsstillerne, at vilkårene på udrejsecentrene skal ændres. For det andet ønsker forslagsstillerne, at alle afviste familier, som ikke har kunnet udsendes 18 måneder efter endeligt afslag, skal have midlertidig opholdstilladelse.

For Venstre er det afgørende, at et udrejsecenter er et sted, hvor man skal opholde sig midlertidigt, og udrejsecenteret skal derfor være indrettet derefter. Begynder vi at ændre forholdene, så et ophold på et udrejsecenter får karakter af en helt almindelig tilværelse, vil det altså blive sværere at få afviste asylansøgere til at rejse hjem. Vi er i Venstre imod – kraftigt imod – at man skal kunne vente sig til en opholdstilladelse. Det er muligt at udrejse frivilligt til stort set alle modtagerlande, endda med støtte fra den danske stat, og derfor må vi holde fast i, at man skal forlade Danmark, når man har fået afslag på asyl. Indfører man en mulighed for at vente sig til opholdstilladelse, fjerner vi incitamentet for de afviste asylansøgere til at rejse hjem. Det vil også gøre det mere attraktivt at søge asyl i Danmark, og det vil helt sikkert at gøre det sværere at få de afviste asylansøgere til at rejse hjem. Det ønsker vi ikke at være med til, og af de grunde kan Venstre ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Der er en række spørgsmål, og det første er fra hr. Søren Søndergaard.

Tak til Venstres ordfører. Altså, mange af de ting, som Venstres ordfører nævnte, er jo ting, som vi oplever dagligt i kommunerne i forbindelse med pæredanske forældre, som vi ikke har nogen intention om, går jeg ud fra, at smide ud af landet. Der er forældre, der drikker langt mere, end de burde; der er forældre, der ikke tager vare på deres børn; der er forældre, der slår deres børn; der er forældre, der på grund af psykiske problemer er fuldstændig uegnede til at tage sig af deres børn. Så der er jo massevis af eksempler i det danske samfund på forældre, der på en eller anden måde opfører sig uhensigtsmæssigt over for deres børn, men det er vel altid vores udgangspunkt, at vi i de situationer tager børnenes parti. Er det ikke? Er det ikke altid vores udgangspunkt, at når forældre ikke tager ordentlig vare på deres børn, så tager vi børnenes parti?

Så kan det godt være, at det var, fordi jeg ikke lige hørte helt efter, men er Venstre fortsat, som de har været tidligere, fuldstændig imod – undtagen da det var hr. Anders Fogh Rasmussens kone, der havde lidt at skulle sige i dansk politik – at børnene og børnefamilierne kommer ud af Sjælsmark?

Ordføreren.

Tak til spørgeren for spørgsmålet. Jeg tror, det er væsentligt, at jeg starter min besvarelse med at slå fast, at der naturligvis er en forskel på, hvordan det danske samfund reagerer på mennesker, som har fået afslag på asyl og derfor sidder i et udrejsecenter, og som kunne rejse hjem i morgen, hvis de ville, og hvilke forhold vi tilbyder dem og deres børn, og så hvilke forhold vi tilbyder de børn, der har opholdstilladelse i Danmark. Der er forskel, og der skal være forskel. Jeg må også sige, at jeg er dybt bekymret for, at Enhedslisten sidder i en magtposition i dansk politik, når den holdning tilsyneladende ikke gør sig gældende hos Enhedslisten.

Til spørgerens andet spørgsmål vil jeg svare, at vi bakker op om de forhold, der var på Sjælsmark før valget.

Hr. Søren Søndergaard.

Det kan man jo være bekymret for alt det, man vil. Jeg kan jo godt lide, at man altid tager børnenes parti, at man ikke siger, at det er børnene, der er ansvarlige for deres forældres misgerninger. Det synes jeg er et udgangspunkt, som er rigtigt, men der har vi så en politisk forskel. Til den anden del af svaret om, at Venstre fuldstændig bakker op om den politik, Venstre havde før valget, i forhold til Sjælsmark, vil jeg spørge: Er det noget, man har diskuteret i Venstre her efter valget, eller er det bare noget, ordføreren går ud fra?

Ordføreren.

Jeg ved godt, at når man som Enhedslisten har for vane at samarbejde med Socialdemokratiet, så er det lidt svært at forestille sig, at der faktisk findes partier i Folketinget, som mener det samme efter valget, som de gjorde før valget, men det er nu engang den stil, vi anlægger i Venstre. Så det må være mit svar til spørgeren.

Så er det hr. Andreas Steenberg.

Det er lidt i samme rille som hr. Søren Søndergaard. Venstres nu forhenværende leder, hr. Lars Løkke Rasmussen, sagde jo i valgkampen, hvor han var siddende statsminister, at han ville ændre forholdene på Sjælsmark. Nu siger hr. Morten Dahlin, at Venstre mener det samme før og efter valget, men det var så under valgkampen, at Venstre mente noget andet.

Vi fandt aldrig ud af, hvad hr. Lars Løkke Rasmussen lagde op til at ændre på Sjælsmark, men måske hr. Morten Dahlin kan fortælle, hvad det var, Venstre egentlig gik til valg på, for der skulle åbenbart foretages nogle ændringer ifølge den daværende statsminister.

Ordføreren.

Jeg kan svare ganske klart: Venstre står på mål for de forhold, der var på Sjælsmark før valget, og det gør Venstre også nu, selv om vi er på den anden side af et folketingsvalg.

Hr. Andreas Steenberg.

Men undskyld mig, hr. Morten Dahlin svarede jo ikke på mit spørgsmål. Hr. Lars Løkke Rasmussen fra Venstre, der på det tidspunkt var statsminister, sagde, at der skulle laves noget om på Sjælsmark. Hvad var det, som hr. Lars Løkke Rasmussen gerne ville lave om?

Ordføreren.

Tak til spørgeren for spørgsmålet. Jeg tror, jeg vil prøve at sige præcis det samme, som jeg sagde før: Venstre står på mål for de forhold, som vi selv indførte på Sjælsmark før valget, og det gør vi også nu efter valget.

Fru Pernille Vermund.

Jo tak. Det er en besynderlig oplevelse at skulle stå i forlængelse af Radikale Venstre og stille nærmest samme spørgsmål, for det er jo noget, mange har undret sig over, både i valgkampen og også bagefter, nemlig hvor Venstre står på det her punkt. Jeg ved, hvor Venstre står og stod, da fru Inger Støjberg var minister, før valget var udskrevet, og hvor der var en relativt hård hånd på det her område. Så blev valget udskrevet, og hr. Lars Løkke Rasmussen udstak nogle løfter. Jeg har også forstået på Venstre efter valget, at det, man sagde før valget, siger man også efter valget, og det gælder bl.a. for det her med, at man vil bruge en stor del af det økonomiske råderum – det lever man nu op til. Så derfor bliver jeg nødt til at spørge ind til det, som hr. Lars Løkke Rasmussen lovede i valgkampen, nemlig at han ville lempe vilkårene for børn på Sjælsmark. Er det eller er det ikke Venstres politik?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvad – og nu prøver jeg at citere spørgeren fuldstændig korrekt – »lempe vilkårene for børnene på Sjælsmark« betyder. Det kan være, at det var en fortalelse fra ordføreren, der måske kan sige det lidt mere præcist. Altså, Venstre står på mål for de forhold, der var på Sjælsmark før valget, og det gør vi også efter valget. Spørgeren skal være velkommen til at stille det samme spørgsmål igen, og jeg kan – surprise – afsløre, at jeg vil svare præcis det samme endnu en gang.

Fru Pernille Vermund.

Jo tak. Så skal jeg måske hjælpe med den ordrette formulering, for her i Jyllands-Posten stod der i løbet af valgkampen ret specifikt: »Løkke undsiger Støjberg: Åbner for at afviste på Sjælsmark må lave mad«. Og så er der en hel artikel om, at man jo laver et kursskifte – må man nok sige – i udlændingepolitikken, efter valget er udskrevet, og et skifte, som også peger i en anden retning eller i hvert fald væk fra både Inger Støjbergs linje og det, man har stået for tidligere. Jeg håber, at svaret er, at den vaklen, der var i valgkampen, ser vi ikke længere; at Venstre står der, hvor Venstres stod, før valget blev udskrevet. Men jeg vil gerne bede hr. Morten Dahlin om at gøre det ret klart, om det, som Lars Løkke Rasmussen sagde her – nemlig da han undsagde Inger Støjberg – er Venstres politik, eller om det ikke er Venstres politik.

Tak. Ordføreren.

Jeg kan bekræfte over for spørgeren, at Venstre står på mål for den politik, vi førte, før der var folketingsvalg, da vi selv sad i regering.

Hvis Venstre på nogle områder skulle ændre politik, skal vi nok gøre alle, inklusive spørgeren, opmærksom på det. Men vi står selvfølgelig på mål for den politik, vi selv førte, da vi var i regering. Ellers var der ingen grund til at føre den.

Tak. Så er det hr. Sikandar Siddique, og jeg håber, at det er om et andet emne end det, som ordføreren har svaret på tre gange, i stedet for at ordføreren måske skal gentage det to gange mere. Men nu er det hr. Sikandar Siddique.

Jeg kan forsikre formanden om, at det er noget helt andet, jeg skal spørge til.

Tak til hr. Morten Dahlin. Er ordføreren bekendt med, at en familie efter afslag på asyl nu efter 6 år på diverse centre har fået ophold, fordi deres sag var fejlbehandlet og de var berettiget til asyl?

Ordføreren.

Nej.

Hr. Sikandar Siddique.

Og det opfølgende spørgsmål er så: Vi ser det, og vi har set det flere gange, at kvaliteten af tolkningen simpelt hen er utilstrækkelig. Mener ordføreren, at man kan have tillid til afgørelser, der bygger på mangelfuld tolkning, og er ordføreren åben over for, at man går tilbage og kigger på de sager, hvor der er en mistanke om, at der har været mangelfuld tolkning?

Ordføreren.

Vi har helt grundlæggende tillid til de afgørelser, der bliver truffet i instanser, som er uafhængige og ikke under indflydelse af, hvilket politiske flertal der end må være her i Folketinget. Men vi mener selvfølgelig også, at det er nødvendigt at sikre, at der er en kvalitet i de myndighedsafgørelser, der er på udlændingeområdet. Er der helt generelt problem med kvaliteten af afgørelser på udlændingeområdet, vil jeg jo forvente, at ministeren indkalder til drøftelser om, hvordan vi får kigget på at hæve kvaliteten, hvis der er et generelt problem.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål, så vi går videre i rækken, og det er nu fru Susanne Eilersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Vi står her med et borgerforslag om forholdene for børnene på udrejsecentre. Det er et borgerforslag, der har opnået 50.000 underskrifter, hvorved det har opnået ret til at blive diskuteret i Folketingssalen. I Dansk Folkeparti synes vi, det er rigtig godt for demokratiet, at borgerforslag bliver fremsat her, og at vi får lov til at give vores mening om det til kende. Men det kommer nok ikke bag på nogen, at Dansk Folkeparti ikke kan støtte forslaget. Det kan jeg lige så godt sige med det samme. Hvis der er nogen, der skulle spørge om, hvordan vi står efter valget i forhold til før, kan jeg oplyse, at Dansk Folkeparti står lige så fast på en stram udlændingepolitik efter valget, som vi gjorde før valget.

Det er jo sådan, at de borgere, vi her taler om, har været igennem vores retssystem. I Danmark er vi et retssamfund. Vi har en grundig og en fair rettergang, og borgerne har fået mulighed for at få prøvet deres sag op til flere gange. Vi i Dansk Folkeparti har jo tillid til, at når en asylansøger får afslag på at opnå asyl i Danmark, ligger der et stort og grundigt arbejde forud for denne afgørelse. De beboere, der så bor på vores udrejsecentre, har således ikke længere lovligt ophold i Danmark, og de er forpligtet til at rejse ud.

Der står et sted i bemærkningerne til det her borgerforslag:

»Et udrejsecenter må betragtes som en slags afgangshal i en lufthavn, hvor man kortvarigt venter på at kunne komme af sted.«

Det er jo lige nøjagtigt det, der er sagens kerne, nemlig at et udrejsecenter er ligesom en afgangshal i en lufthavn. Det er et sted, hvor man kun midlertidigt skal opholde sig, indtil man så frivilligt burde rejse hjem, fordi man ikke længere har lovligt ophold. Det er jo vigtigt at sige, at de borgere, vi taler om, ikke har lovligt ophold i Danmark. Der er så nogle forældre, der af forskellige årsager vælger ikke at følge det, som står i loven. De har ikke længere ret til ophold i Danmark og må rejse ud, og dermed tager de deres børn som gidsler. Der er jo ikke nogen i den her sal, som er onde ved børn eller ikke ønsker børn det godt, så hvis man ser det i sammenhæng, ønsker man jo, at børn også vokser godt op, og derfor kan man kun anbefale de her familier, at de rejser hjem, da de ellers tager deres børn som gidsler, for ellers vil børnene leve på lånt tid og ikke vide, hvad de skal stille op.

Så Dansk Folkeparti kan ikke støtte forslaget, og vi er ret glade for at høre, at Venstre ikke har ændret synspunkt i udlændingepolitikken, men vi er jo kede af at høre, at Socialdemokratiet også på det her område slækker på det, som de under valgkampen sagde de ville videreføre. Vi kan ikke støtte forslaget.

Hr. Sikandar Siddique.

Tak til fru Susanne Eilersen. Jeg kan forstå på ordføreren, at hun har den holdning, at det er forældrenes skyld, fordi de holder børnene som gidsler. Lad os sige, at vi et kort øjeblik accepterer den præmis, at det er forældrenes skyld, men har vi så stadig ikke ifølge konventionerne et ansvar med hensyn til barnets tarv? Altså, hvis forældrene ikke tænker på barnets tarv, skal vi som et samfund, der har tiltrådt konventioner, så ikke gå ind og tænke på barnets tarv, uafhængigt af hvad forældrenes rolle er? Har vi ikke stadig et ansvar for at tage os af børnenes ve og vel?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Man kunne jo følge sig foranlediget til at sige: Selvfølgelig har vi det. I Danmark tager vi os jo af alle børn – alle børn, som er danske statsborgere, alle børn, som har lovligt ophold i Danmark. Men vi taler altså om en lille gruppe af mennesker her, som ikke længere har lovligt ophold i Danmark, og jeg startede jo med at sige, at vi har et retssamfund, hvor vi grundigt bearbejder de sager, vi har, og når man så vurderer, at der er nogle familier, der ikke har lovligt ophold i Danmark og ikke kan opnå asyl af den ene eller den anden årsag, så er det altså forældrenes pligt. Vi kan ikke tage os af alle børns tarv – ikke, når de bor uden for Danmark – men hvad angår alle dem, som bor i Danmark, som har dansk statsborgerskab, og som har lovligt ophold, altså opholdstilladelse, så skal vi selvfølgelig altid varetage børnenes interesser, og det er jeg også sikker på at vi gør.

Hr. Sikandar Siddique.

Jeg synes, at fru Susanne Eilersen svarede en lille smule udenom, så jeg vil prøve igen. Det er jo børn, der befinder sig på dansk jord, og for argumentets skyld vil jeg acceptere præmissen om, at det er forældrenes skyld, men har vi så stadig ikke ifølge børnekonventionen, ifølge vores internationale forpligtelser til pligt til at tage os af børnenes ve og vel, hvis forældrene ikke gør det, hvilket ordføreren jo mener?

Ordføreren.

På udrejsecenteret bliver der også taget sig af børnenes ve og vel. Det gælder på det sundhedsmæssige plan, og vi også hørt ministeren tale om, at nogle går i folkeskole, nogle går i daginstitution, og nogle gør noget andet, og der bliver sørget for de basale ting – det er klart og tydeligt. Men vi har stået på mål for de forhold, der er på Sjælsmark, før valget, og dem står vi også på mål for efter valget. Og vi er kede af, når vi nu ser et lovforslag fra den siddende regering om, at man vil gøre noget andet, og vi er bange for, at vi så får flere familier, som kan bruge tiden til at blive siddende stille og roligt og vente og på den måde tiltage sig et ophold i Danmark, som de i bund og grund ifølge lovgivningen ikke har ret til.

Derfor mener jeg, at de forhold, som er på Sjælsmark, som skal være en midlertidig foranstaltning, for at folk rejser ud, er okay, som de er.

Tak. Så er det hr. Rasmus Stoklund.

Tak. Vil ordføreren ikke bekræfte nu, hvor ordføreren får det til at lyde, som om Socialdemokratiet før valget mente noget helt andet, at vi faktisk helt åbent sagde, at vi ville forbedre børnenes vilkår på Sjælsmark? Det er altså ikke noget, der sådan er sket ud af det blå, og uden at befolkningen har haft en rigtig god chance for at tage stilling til det og forholde sig til det længe før valgdatoen.

Ordføreren.

Jeg er ikke sikker på, at jeg nogen steder har hørt om, at børnefamilier skal ud af Sjælsmark – altså at det var det, statsministeren stod og sagde i sin tale. Men hvis hun har gjort det, beklager jeg, at jeg ikke har hørt rigtigt efter, men jeg er ikke sikker på, at jeg har hørt, at statsministeren i valgkampen sagde, at børnefamilier skulle ud af Sjælsmark.

Hr. Rasmus Stoklund.

Mig bekendt har statsministeren ikke udtalt sig om, hvordan centerstrukturen skulle tilrettelægges. Det synes jeg heller ikke er det centrale. Men vil ordføreren ikke bekræfte, at statsministeren som oppositionsleder tydeligt sagde, at hun ville gå til valg på bl.a. at forbedre børnenes vilkår?

Ordføreren.

Det er jo så det, som både ministeren og ordføreren før prøvede at omtale ved at tale om, at der skulle laves nogle forbedringer i madsituationen, at man måtte spise sammen med sin familie og tage maden med ind på værelset osv. – altså det, som ordføreren stod og talte om heroppe. Men der blev jo ligesom ikke åbnet op for, at man skulle ud af Sjælsmark. Det, at man flytter børnefamilierne ud af Sjælsmark, synes jeg er en helt anderledes udtalelse, end at man forbedrer nogle madsituationer. Der er et stort skridt, synes jeg.

Tak til ordføreren. Og så er det hr. Andreas Steenberg, Radikale Venstre, som ordfører. Værsgo.

Indtil videre har vi ikke kunnet finde en løsning på, at børn skal kunne vælge deres forældre; det kommer nok også til at tage lidt tid at finde en løsning. Derfor vil vi i Radikale Venstre ikke være med til at straffe børn for deres forældres ugerninger eller fejl. Det kan aldrig og må aldrig blive børnenes skyld. I Radikale Venstre er vi meget glade for, at over 50.000 danskere har skrevet under på det her borgerforslag, hvis hovedformål vi støtter varmt og fast.

På Sjælsmark bor der omkring 130 børn under forhold, som er under al kritik. Direktøren for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, siger:

»Sjælsmark er ikke et sted, hvor det er forsvarligt for børn at bo i mere end to uger. Her er tale om børn, som i forvejen har meget at slås med, og jeg er sikker på, at længerevarende ophold vil påføre dem flere traumer, end de allerede har. Et udrejsecenter må betragtes som en slags afgangshal i en lufthavn, hvor man venter kortvarigt på at komme af sted.«

Et samfund bør beskytte børn, uanset hvad man mener om deres forældre. Radikale Venstre er helt på linje med det her citat fra Børns Vilkår. Udrejsecentre er kun noget, børn skal bo på kortvarigt inden udsendelse; det skal ikke være et sted, hvor man bor permanent.

Desværre er Socialdemokratiet ikke villige til at lukke ned for udrejsecentre. Vi, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten fik kæmpet igennem, at Socialdemokratiet skal finde et andet sted til børnefamilierne, hvor man også lever op til de forslag til forbedringer, som Ombudsmanden og Røde Kors er kommet med. Efter den aftale er der nu gået 4 måneder, og Socialdemokratiet har endnu ikke fundet en løsning. Derfor gentager jeg: For Radikale Venstre er det en forudsætning for en finanslov, at Socialdemokratiet lever op til den aftale, vi har lavet, og finder et andet sted til børnefamilierne.

Radikale Venstre er støttere af borgerforslagets formål om, at børn ikke skal bo på udrejsecentre. Vi har selvfølgelig tænkt os at stemme for den del. Forslaget indeholder dog også et sideforslag om, at alle afviste og udviste familier skal opnå opholdstilladelse automatisk efter 18 måneder. Det er det samme som at sige, at alle kan få asyl i Danmark, og det kan vi ikke støtte. Jeg forstår, at Enhedslisten og SF er samme sted, og sammen med de partier vil vi stille ændringsforslag om det forhold i udvalgsarbejdet.

Børn er børn, og børn skal vi som samfund behandle ordentligt. Tak til de mange borgere, som har skrevet under og engageret sig i det her spørgsmål. Radikale Venstre er helt enige i, at børn ikke skal vokse op på Sjælsmark.

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål. Så er det hr. Carl Valentin, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg sad ikke i Folketinget, da DR sendte dokumentaren om børnene på Sjælsmark. Men da jeg så den, vidste jeg godt, at hvis jeg kom i Folketinget en dag, ville bedre forhold for Taufiki og Dua og Margrethe og alle de andre børn på udrejsecenteret stå højt på min liste over politiske prioriteter.

De fleste af jer kender nok tallene bag de børneskæbner, der befinder sig på Sjælsmark. Men deres implikationer er så voldsomme, at jeg lige vil minde om dem igen. 80 pct. af Sjælsmarks børn er i risiko for at udvikle en psykisk lidelse. 60 pct. af dem gør det sandsynligvis. Halvdelen af de 11-17-årige har symptomer på ptsd. Og det er bare toppen af isbjerget.

Når jeg nævner de her tal eller minder om nogle af historierne som eksempelvis Taufiki, der har en dyb depression, og som kun går udenfor, hvis han bliver tvunget til det – i en alder af 10 år – så er det, fordi jeg synes, det er vigtigt konstant at huske på, hvad det er, vi egentlig taler om.

Jeg tror faktisk, at de fleste her i salen – hvis de lige lader det politiske kynikerkompas blive i lommen – godt kan se, at det her ikke kan fortsætte. Vi må ikke gøre børn fortræd i Danmark. Derfor er jeg også enormt glad for, at Trampolinhuset fremsætter forslaget her. At det har samlet underskrifter, er beviset på, at det ikke bare er os bløddyr til venstre for Socialdemokratiet, der synes, at forholdene for de her børn er vigtige. Det er også et stort udsnit af befolkningen, så tak til Trampolinhuset for at give os lejligheden til at anerkende det. Det betyder også, at vi både støtter intentionen, men også stort set hver eneste formulering i forslaget, som i det store hele giver en ret god redegørelse for, hvorfor det er vigtigt at gøre noget ved Sjælsmark.

Hvis nu SF havde magten og jeg kunne bestemme landets udlændingepolitik, så boede de her børnefamilier slet ikke på et udrejsecenter overhovedet, men i lejligheder, teknisk set tilknyttet centrene, men uden deres restriktioner og udfordringer. Børnene gik i en almindelig folkeskole osv. Så vi er sådan set parate til at gå videre end borgerforslaget på den del.

Når vi alligevel kommer til at stille ændringsforslag til det her borgerforslag, er det på grund af en enkelt sætning, som, hvis det blev vedtaget, ville have meget voldsomme konsekvenser. Forslaget indebærer nemlig, at alle de familier, der ikke frivilligt rejser hjem, skal tildeles opholdstilladelse i Danmark, en opholdstilladelse, der i praksis er permanent, fordi forslaget indebærer, at den skal forlænges automatisk hvert andet år. Det ville jo betyde, hvad de fleste nok kan gætte sig til, at Danmark reelt ville ophøre med at have en udlændingepolitik. Og uanset om man var kommet, fordi man var på flugt, fordi man migrerede eller af andre årsager, så ville man være garanteret ophold i Danmark efter 1½ år i landet, uanset om ens asylsag var blevet afvist af Flygtningenævnet eksempelvis.

I SF mener vi, at den globale flygtningekrise skal prioriteres noget før, at vi indfører en generel opholdstilladelse til alle, inklusive folk, der ikke er flygtet. Derfor kommer vi til at stille et ændringsforslag til forslaget her, der bevarer den fulde intention om at hjælpe Sjælsmarks børn og hjælpe dem hurtigt, men altså uden den ret vidtgående del om automatisk tildeling af opholdstilladelse. Tak.

Så siger jeg tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål. Så går vi videre i ordførerrækken, og det er hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak, formand. Først og fremmest vil jeg godt sende en stor tak til alle, der har skrevet under på borgerforslaget, og til alle, som igennem en række år har arbejdet for at sikre børn i asylsystemet bedre vilkår og ret til en ordentlig barndom. Det arbejde, der er lavet, er helt uvurderligt, og det har været afgørende for hvert eneste af de fremskridt, som der er kommet på det her område.

Alle, der har været på Udrejsecenter Sjælsmark, burde vide, at det ikke er et sted for børn. Både Røde Kors, Ombudsmanden, Børns Vilkår, Red Barnet og Dansk Flygtningehjælp har kritiseret forholdene, og det er mig fuldstændig ubegribeligt, at vi i Danmark den dag i dag har børn boende, som bliver behandlet på den måde.

Det er heldigvis lykkedes at lave en aftale med det nuværende flertal om, at børnefamilierne skal ud af Sjælsmark. Og det var ikke lykkedes, uden at alle de mennesker uden for Folketinget havde råbt, sagt fra over for den umenneskelige behandling, der har været tilfældet indtil videre. Og derfor er det her borgerforslag, uanset om det konkret bliver vedtaget eller ej, meget, meget vigtigt, fordi det har medvirket til den forståelsesaftale mellem regeringen, Enhedslisten, Radikale og SF om, at børnefamilierne skal bo et andet sted, børnene skal gå i almindelig folkeskole, de skal have mulighed for selv at lave mad m.m. Og så skal de i øvrigt opfylde de krav, som Røde Kors har opstillet om gode dagtilbud og fritidstilbud, for at sikre børnene noget, der minder om et børneliv. Vi er kommet så langt, som at børnefamilierne skal ud af Sjælsmark, og det er rigtig godt.

Men som tidligere ordførere har været inde på, stopper det ikke her. I Enhedslisten mener vi, at børn i asylsystemet skal have ret til at bo uden hegn og uden adgangskontrol, at det skal være muligt for børnefamilier, at de kan bo i mindre enheder, så de kan få et familieliv, at børn i det danske asylsystem har ret til en tryg barndom. Derfor kan vi varmt støtte op om borgerforslagets anden del.

Ligesom flere andre ordføreren har været inde på fra Radikales og SF's side, kan vi ikke støtte borgerforslagets første del. Forslaget indeholder som bekendt, at afviste asylansøgere, der ikke har kunnet udsendes inden for 18 måneder efter endeligt afslag, får tildelt midlertidig opholdstilladelse på 2 år med mulighed for forlængelse.

Selv om forslagsstillerne argumenterer med, at forslaget giver politiet 18 måneder til at facilitere en udrejse, mener vi faktisk ikke, at det her forslag er rimeligt. Vi frygter, at konsekvensen af forslaget vil være forskelsbehandling. Det vil være, at en særlig gruppe afviste asylansøgere kan vente sig til en opholdstilladelse. Det drejer sig om de lande, som Danmark ikke har en udsendelsesaftale med. Det er lande som Iran og Irak. Danmark har en hjemsendelsesaftale med Somalia, men jeg tror ikke, at det skulle være mere sikkert at blive udsendt til Somalia end til Irak. Derfor virker det mærkeligt, at opholdstilladelsen kan afhænge af, om der er en hjemsendelsesaftale med oprindelseslandet, ligesom at man ikke skal kunne vente sig til opholdstilladelse, fordi man modsætter sig en afgørelse, for så ville det ikke give nogen mening at lave en individuel behandling. Så kunne vi stryge hele den del. Og der er jeg enig i, at der er rigtig mange mennesker, som har et oplagt krav på asyl, som vi skal prioritere først.

Der er ikke nogen tvivl om, at for vores vedkommende er vi rigtig glade for, at vi er nået så langt. Men som jeg også har givet udtryk for i min tale, er vi ikke nået i mål. Den kamp skal fortsætte, og vi håber, at rigtig mange, der sidder og lytter til det her, vil være med til at fortsætte den kamp, også uden for Folketinget. Tak.

Der er et spørgsmål fra fru Susanne Eilersen.

Tak for det, og tak for ordførerens tale, og også tak for, at ordføreren gjorde os opmærksom på, at der ligger noget i den her finanslov om, at de her børn skal flyttes et andet sted hen. Hvor det så bliver, må vi se. Men jeg har bare et helt simpelt spørgsmål: Hvem er det, der tvinger de her børn til at blive boende på Sjælsmark? Er det os som Folketing, eller er det samfundet, eller hvad? De kan da frit forlade Sjælsmark, altså rejse ud, sammen med deres forældre, så vi tvinger dem som samfund jo ikke til at blive boende der i mange år fremover. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om der står noget om det her i finanslovsaftalen. Det får vi jo at se inden så længe, men jeg ved, at det står i forståelsespapiret, som er grundlaget for, at den nuværende regering er etableret, og hvis opfyldelse også er grundlaget for, at den fortsætter.

Men i forhold til spørgsmålet vil jeg sige, at jeg grundlæggende synes, at det er et mærkeligt spørgsmål. Jo, forældrene har ansvar for deres børn, men lad os sige, at der nu er nogle forældre, der er hammernervøse og frygter at blive sendt tilbage, uanset hvor mange gange de har fået vide af Flygtningenævnet, og hvem ved jeg: Der sker jer ikke noget, hvis I vender tilbage; der er ikke nogen, der specielt går efter jer; det kan godt være, I bliver ofre for en bilbombe i Bagdad; det kan godt være, I bliver ofre for nogle kampe – der er jo mange, der er blevet slået ihjel her på det sidste; det kan godt være, I bliver ofre for det, men man går ikke specielt efter jer; det er bare de generelle omstændigheder, der er sådan, så I kan ikke få asyl i Danmark. Hvis der er nogle, der alligevel ikke tror på det, men tror, at lige præcis de bliver ramt – og der er måske også nogle gange nogle rygter, der medvirker til det – så kan jeg da godt forstå, at de ikke vil medvirke til at rejse ud. Det kan vi sige er forkert, men det skal da ikke gå ud over børnene.

Fru Susanne Eilersen.

Tak for svaret. Men lad os sige, at ordføreren og jeg måske var uenige i en anden lovgivning, vi havde i Danmark, skulle vi så lade være med at følge den, fordi vi syntes, at vi kunne argumentere for, at der var noget andet, der gjorde det bedre for vores familie? Har ordføreren ikke tillid til vores retsvæsen, når de vurderer de her sager?

Ordføreren.

Jamen jeg har ikke argumenteret for, at man ikke skal følge lovgivningen. Men der er også en lov, der siger, at der i Danmark er undervisningspligt – ikke skolepligt, men undervisningspligt. Der var vist nogle forældre oppe i Helsingør, der for noget tid siden forhindrede deres børn i at få undervisning, både derhjemme og i skolen, ja, hvor som helst. Der sagde vi jo ikke: Nu laver vi en straf for forældrene, der samtidig går ud over børnene. Der gjorde man noget for børnene for at undgå, at børnene blev ramt af deres forældres svigt, og det er jo bare det, det her handler om. Det her handler om, at man sætter børnene først, og det tror jeg egentlig også at Dansk Folkepartis medlemmer godt kan forstå, når de tænker sig om.

Vi siger tak til hr. Søren Søndergaard. Så er det hr. Rasmus Jarlov, De Konservative.

Tak for borgerforslaget. Jeg synes, det er fremragende, at vi har den her ordning med borgerforslag, som sikrer, at emner, som har en stor interesse i befolkningen, bliver behandlet af Folketinget. Når et borgerforslag har opnået over 50.000 underskrifter, tyder det jo selvfølgelig på, at der er en stor interesse for emnet i befolkningen. Derfor er det godt, at der bliver skabt en debat, og det er godt, at det bliver taget alvorligt af Folketinget, og at vi behandler beslutningsforslaget.

Vi kommer ikke til at stemme for beslutningsforslaget, og det gør vi ikke af mange af de samme årsager, som andre ordførere har været inde på. Der er nogle principielle ting i spil over for den måde, som vi behandler asylansøgere på i Danmark. Det er et svært emne. Det er svært at kigge på, at der er børn, der ikke har det godt. Det tror jeg ikke nogen af os bryder sig om. Det vækker selvfølgelig følelser i os alle sammen, når vi kan se, at der er nogle børn, der f.eks. ikke får den skolegang, som de burde have under forhold, som vi gerne ville have vi kunne give dem.

Vi har i Danmark besluttet, at vi ikke mener, der er plads til alle dem, der søger om asyl i Danmark, og det betyder, at nogle af dem bliver afvist. Det gør de ud fra de regler, som det danske folk har bestemt gennem deres repræsentanter her i Folketinget. Det nyder generelt bred opbakning i befolkningen og også i det politiske system, at vi er nødt til at afvise en lang række asylansøgere.

Man kan være uenig i, hvem der bliver afvist; man kan være uenig i de regler, vi har stillet op. Det er et fuldstændig legitimt og validt synspunkt, at man synes, at der skulle være flere, der blev lukket ind i Danmark, og selv om jeg er meget uenig i det, kan man jo godt have den holdning.

Men det, man nok ikke rigtig kan indtage som holdning, er, at når vi har besluttet, at man ikke skal have ophold i Danmark, så skal man alligevel have adgang til alle de goder, som der er ved at være i Danmark. Derfor er det jo, at vi står i den her situation, nemlig at når nogle mennesker ikke vil følge den afvisning, de har fået, jamen så kan de desværre ikke få adgang til de goder, der er, i det danske samfund.

Hvis man gav dem adgang til de goder, ville det jo blive for attraktivt at nægte at følge de domme, som der har været afsagt om udvisning, og så blive i Danmark. Vi har i forvejen ret svært ved at få udvist alle de asylansøgere, som har fået et afslag, og vi ønsker jo ikke, at det skal blive mere attraktivt for dem at blive her.

Det er i virkeligheden en ret ulykkelig situation, at vi på den måde ikke bare kan udvise folk – det har vi de her vanskeligheder ved – og så bliver vi nødt til i stedet for at have nogle vilkår, som vi egentlig godt kunne tænke os var bedre i Danmark. Det var langt bedre, hvis vi havde et effektivt udvisningssystem, så vi ikke var nødt til sådan også at sørge for, at det ikke blev for attraktivt at være i landet. Så kunne vi give folk gode vilkår, mens de var her – også når de var blevet afvist – og så kunne vi alligevel være sikre på, at de forlod landet. Det ville have været en langt bedre situation.

Men vi står desværre i den situation, at det betyder noget, hvor attraktive vilkår der er i Danmark. Det betyder noget for, hvor mange der vælger at blive her.

Så er det jo også sådan, at vi synes, at det også må være klart, at man selv bærer ansvaret for den situation, som man bringer sig selv og sin familie i, når man nægter at overholde lovene i Danmark. Det er generelt sådan, at hvis man nægter at overholde lovene i Danmark og de anvisninger, man får af myndighederne, så kan man komme i en ubehagelig situation. Sådan er det også for andre borgere. Hvis man nægter at betale sin skat, eller hvis man nægter at følge færdselsloven, eller hvis man nægter at betale de bøder, man får, så ender man i yderste konsekvens i en ubehagelig situation, hvor man kommer til at være på kant med myndighederne og stiller sig selv dårligt. Det er det, der er tale om her, desværre.

Når alt det er sagt, vil jeg også sige, at det jo ikke er sådan, at vi ikke ønsker at diskutere forholdene for asylansøgere på udrejsecentrene – det vil vi gerne. Vi vil også gerne indgå i en dialog med regeringen om, om der er nogle steder, hvor forholdene ikke er, som vi ønsker det. Men generelt står vi ved den stramme udlændingepolitik, og vi står også ved, at afviste asylansøgere skal sendes ud af Danmark. Og vi kan ikke stemme for et beslutningsforslag, hvor der står, at man skal opnå opholdstilladelse, hvis bare det lykkes en at holde sig i Danmark i 18 måneder.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål, så vi går videre til den næste ordfører. Det er hr. Sikandar Siddique, Alternativet. Værsgo.

Tak, hr. formand, og velkommen til alle sammen oppe på tilskuerrækkerne.

Det er efterhånden alment kendt, eller burde i hvert fald være det i denne forsamling, at en screening af børnene på Udrejsecenter Sjælsmark har vist, at 61 pct. af børnene sandsynligvis ville opfylde kriterierne for en børnepsykiatrisk diagnose, og at yderligere 19 pct. muligvis ville gøre det. I forældregruppen havde 80 pct. mistrivsel i en grad, der kan svare til en psykisk lidelse. Det var for et år siden; tallet er uden tvivl vokset siden da.

Den 28. oktober 2019 gjorde børnepsykiater Bente Rich i en artikel i Kristeligt Dagblad opmærksom på, at børnene ud over diagnoserne angst og depression også har forstyrrelser i forhold til at planlægge og tage beslutninger, som giver børnene kroniske skader, hvis de ikke behandles hurtigt. Sådanne forstyrrelser dækker over en manglende evne til at nå mål ved effektive og hensigtsmæssige handlinger, også kaldet selvregulering. Barnet har vanskeligheder med at lære at anvende regler, med abstrakt tænkning, med problemløsning, med at bevare opmærksomheden, med at opbygge en erfaring ud fra tidligere handlinger og med at opbygge et indre sprog til at planlægge reaktioner og handlinger.

Et flertal i Folketinget har med åbne øjne valgt at anbringe børnene under en mistrivsel, som ikke er vores samfund værdigt, og med forældre, der er blevet så skadet, at de hver dag bliver mindre i stand til at udrejse, selv om forholdene i deres hjemland skulle gøre dem i stand til at vende hjem. Når man spørger forældrene, hvorfor de ikke er rejst hjem, svarer de enstemmigt, at det ville være at underskrive deres egen dødsdom. Men det tages ikke alvorligt, hverken af de myndigheder, der afgør asylansøgningerne, eller af udlændinge- og integrationsministeren, der gentagne gange har udtalt, at der ikke findes nogen fejl i asylansøgernes sagsbehandling, at de bare kan rejse hjem, og at de tager deres børn som gidsler. At påstå, at der ikke kan begås fejl, er topmålet af uhørt magtfuldkommenhed, som ovenikøbet har kostet menneskeliv. Selvfølgelig er der begået fejl. Senest er det blevet påvist, at de irakere, der søgte beskyttelse i Brorsons Kirke efter at have fået afslag på asyl, enten efterfølgende fik asyl i Danmark eller rejste ud og fik asyl i andre europæiske lande.

Rigspolitiet, som står for udrejseproceduren, har gennem flere år udtalt, at de såkaldte motivationsfremmende tiltag ikke får flere til at udrejse frivilligt. Det eneste, denne menneskefjendske symbolpolitik medfører, er en konsekvent og overlagt nedbrydning af de børn og deres forældre, der er kommet til Danmark for at søge beskyttelse. Vi bliver nødt til at revurdere den førte politik og lave nye regler for de kriterier, der bruges til at bedømme asylansøgernes ret til asyl. En enkelt ting blandt mange er at optage politiafhøringerne på bånd eller video, så man kan opdage de tolkefejl, som i mange tilfælde fører til, at asylansøgerne bliver bedømt som utroværdige og derfor får afslag på asyl. Alternativet bistår gerne med udarbejdelsen af sådanne regler.

Når det er sagt, er dette forslag et lille skridt i den rigtige retning. Alternativet støtter derfor forslaget om, at afviste asylbørn skal garanteres optagelse i folkeskolen og have ret til mad lavet af forældrene, indtil udsendelse eller opholdstilladelse er mulig. Der skal sikres bedre levevilkår i hjem- og udrejsecentrene i de 18 måneder, de afviste børn maks. skal vente på udsendelse eller midlertidig opholdstilladelse. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre til Nye Borgerliges ordfører. Det er fru Pernille Vermund. Værsgo.

Uanset hvilken udlændingepolitik der bliver besluttet i Folketinget, uanset hvad der er flertal for, så må en forudsætning for en vellykket udført udlændingepolitik jo være, at det, man har bestemt her, også er det, der bliver udført af myndighederne. Hvis man vedtager det, som står i borgerforslaget og beslutningsforslaget her, om, at man kan vente sig til opholdstilladelse i Danmark, altså at man kan forhale sin sag så meget, at man opnår det, som man gerne vil have, opholdstilladelse, jamen så vil det forhindre den udlændingepolitik, som et flertal i Folketinget ønsker. Uanset om den er, som den bliver ført i dag, eller om den skulle blive ført helt, helt anderledes, ville det være i strid med det, som et flertal i befolkningen og et flertal i Folketinget ønsker. Så helt rationelt giver det ingen mening at sige, at man skal kunne vente sig til en opholdstilladelse, og det er jeg faktisk rigtig glad for at der lader til at være enighed om i Folketinget.

En anden forudsætning må være, at børn som udgangspunkt er forældrenes ansvar. Vi har så også i Danmark – og gudskelov for det – en forudsætning, som siger, at hvis man omsorgssvigter sine børn, altså hvis der er forhold i en familie, hvor forældrene ikke tager vare på deres børn, så skal staten og det offentlige gribe ind. Men staten og det offentlige må naturligvis ikke tage ansvaret fra forældre, som ikke omsorgssvigter deres børn, og her ligger jo det andet dilemma. For når man taler om, at her skal man som stat gå ind og tage særligt ansvar for nogle børn, som forældrene bringer i en ulykkelig situation, fordi de her forældre nægter at rejse ud – altså forældre, som opholder sig illegalt i Danmark – jamen så er vi ude på et skråplan. Jeg er fuldstændig med på, som jeg sagde før, da jeg skulle stille spørgsmål, at det her, fordi der er børn, der er involveret, er et emne, hvor man let lader følelserne løbe af med sig. Når man havner i sådan nogle situationer og der er så store ting på spil, som der er her, bliver man altså nødt til at slå hovedet til.

De mest vidtgående konsekvenser af et forslag som det her eller yderligere lempelser af udlændingepolitikken vil jo de facto betyde, at flere vil søge hertil. Måske lidt mindre vidtgående vil det være, at dem, der har søgt hertil, og som har fået afslag på ophold, vil undlade at rejse ud. Det er jo den balance, vi har her. Det ene af de to forslag, der ligger i borgerforslaget, peger jo fuldstændig entydigt i retning af, at flere naturligvis vil søge hertil, hvis man ved, at man bare kan vente sig til en opholdstilladelse. For så betyder det, at hele asylsystemet, uanset hvordan vi vedtager at indføre det, er trådt under fode. Den anden del, som handler om, hvordan vilkårene skal være på et udrejsecenter, i tilfælde af at vi har et udrejsecenter i Danmark og indretter det, som man har gjort på nuværende tidspunkt, skruer måske ved den der balance mellem, hvor mange der frivilligt vil vælge at rejse ud, og hvor mange der vil forsøge at blive lidt længere.

Jeg tror ikke, der er nogen af os her, der tror, at et liv på Sjælsmark, fordi man får lov til at spise med sin familie eller får lov til at lave maden selv, bliver tilnærmelsesvis som et almindeligt liv i Danmark. Men hvis det alligevel er det, der gør, at man synes, at vilkårene for at rejse ud bliver for trælse – hvis den familie, der bor på Sjælsmark, faktisk tænker, at de har det bedre der end i det, som de skal ned og arbejde for, hvis de vender tilbage til et hjemland, som de i øvrigt er rejst fra uden et retsmæssigt krav til at få ophold i andre lande – hvis den balance bliver tippet, står vi et skidt sted.

Det er også derfor, jeg er dybt bekymret, når jeg hører Socialdemokratiet havne i det her dilemma. For hvis man først har lempet vilkårene, er man så også klar til at tage det opgør, det kræver at stramme det igen? Jeg tror ikke, det var let at være Inger Støjberg. Jeg tror ikke, det var let at stå på mål for det her, men nogen skal jo gøre det. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Vores nuværende minister, jeg føler med dig, hvis du havner i en situation, som jeg frygter at du gør, hvor man lemper vilkårene, flytter børnene ud af Sjælsmark og det påvirker, hvor mange mennesker der frivilligt rejser ud, og du så efterfølgende skal lave det beskidte arbejde igen.

Af de årsager kan vi naturligvis ikke støtte forslaget her, hverken det ene eller det andet. Vi skal ikke risikere, at flere kommer hertil, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for, at dem, der opholder sig illegalt i Danmark, rejser ud hurtigst muligt.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Rasmus Stoklund. Værsgo.

Tak. Jeg vil bare spørge, om ordføreren ikke vil bekræfte, at en af grundene til, at der jo har været en del tale om det her med at finde en anden lokalitet end Sjælsmark, har været, at der er et øvelsesterræn, som gør, at det kan være meget ubehageligt for folk, der kommer fra områder, hvor der har været krig, at opholde sig der. Men er det, at man så flytter et center derfra til en anden lokalitet, virkelig noget, ordføreren mener vil betyde, at nu kommer folk til at strømme til Danmark for at sidde og være afviste asylansøgere? Mener ordføreren virkelig det?

Ordføreren.

Nej, det mener ordføreren virkelig ikke. Ordføreren mener, at hvis man flytter børnene enten til en anden lokalitet eller til en anden situation, hvor incitamentet til at rejse ud bliver mindre – altså, hvis man skaber nogle vilkår for familierne, hvor det incitament, der gerne skulle være, hvis man er illegal migrant i Danmark, til at rejse ud mindskes – jamen så får vi et problem. Og det er det, jeg kan frygte. Det er klart, at en eventuel løsning, som kommer som konsekvens af forståelsespapiret jo enten kan lægge sig der, hvor den er ansvarlig, rationel, fornuftig – i den ene retning – eller også kan den lægge sig der, hvor det stikker helt af, i den anden retning. Det er jo der, jeg, som jeg sagde tidligere, er glad for, at jeg ikke er i ministerens og Socialdemokratiets sko i de forhandlinger, som kommer til at foregå med den fløj, som man nu har valgt at have bag sig, da man dannede regering.

Så er det hr. Rasmus Stoklund.

Men er ordføreren ikke enig i, at det, at man så kommer til at opholde sig på en anden lokalitet og der måske er nogle forbedringer – det vil der jo være – så børnene har det bedre, grundlæggende ikke vil ændre på, at det er en udsigtsløs situation, de her voksne står i? Det er jo dem, det drejer sig om, det er dem, vi vil have til at rejse ud, og det har vi jo en fælles sag om. Altså, det er folk, der ikke har fået asyl, og derfor er vi jo fælles om, at vi vil have dem til at rejse ud. Så er ordføreren ikke enig i, at når det drejer sig om børnene, vil det jo ikke vil ændre nogen incitamenter i den her sammenhæng, at børnene bare ikke lider, mens de er her?

Ordføreren.

Det kan man jo have meninger om. Man kan tro det ene, og man kan tro det andet. Jeg konstaterer, at der desværre ikke er lavet nogen form for evidens på det her. Vi har ikke tal, der viser, hvad det betyder, når vi skruer på den ene knap, og hvad det betyder, når vi skruer på den anden. Men vi har en situation i Danmark, hvor vi i alt for lang tid har ført en udlændingepolitik, som har peget i den forkerte retning, og derfor er jeg bare på Danmarks vegne, på danskernes frihed og fremtids vegne grundlæggende bekymret, når man åbner for, at man nu vil ændre vilkår for mennesker, som opholder sig illegalt i Danmark.

Så er det hr. Carl Valentin.

Tak. Fru Pernille Vermund siger, at det er vigtigt, at vi i den her debat ikke lader følelserne løbe af med os, og det er jeg sådan set enig i. Det er generelt en ret god idé i politik, at man tænker sig om og ikke er fuldstændig styret af følelser. Jeg må altså også bare sige, at man, når 80 pct. af Sjælsmarks børn er i risiko for at udvikle en psykisk lidelse, når 60 pct. sandsynligvis gør det, og halvdelen af de 11-17-årige har symptomer på ptsd, ikke er et bløddyr eller ekstremt følelsesladet, når man siger, at vilkårene for de her børn skal forbedres markant. Hvordan kan ordføreren forsvare, at vi behandler børn så dårligt i Danmark?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, der er nogen, der kan forsvare, at forældre sætter deres børn i den forfærdelige situation, som man har sat børn i på Sjælsmark, nemlig at man enten fuldstændig uden retsgrundlag er rejst gennem mange sikre lande for at søge til Danmark og søge ophold her, eller at man er i Danmark og har forbrudt sig mod loven og derfor står til en udvisning. Altså, uanset om det er den ene eller den anden form for illegale migranter, der opholder sig med børn, så er det jo en forfærdelig situation, de har bragt deres børn i. Jeg tror ikke, der er nogen her – det er der forhåbentlig ikke – der ville sætte deres børn i samme situation.

Hr. Carl Valentin.

Uagtet hvad for nogle beslutninger forældrene nu engang har truffet, mener jeg sådan set, at vi som samfund har en forpligtelse til at beskytte de her børn. Vilkårene for dem er jo forfærdelige, uanset hvem der så nu engang er skyld i det, og jeg synes sådan set ikke, at ordføreren kan være bekendt totalt at fraskrive sig ansvaret. Det er trods alt os som politikere, som bestemmer de her vilkår. Så mener ordføreren ikke, at vi som samfund og som politikere herinde har et ansvar for at beskytte de her børn, uagtet hvilke valg deres forældre nu engang måtte have truffet?

Ordføreren.

Jo, det har vi, og det er jo også derfor, jeg konstaterer i den rapport, der er kommet omkring Sjælsmark, at forholdene for børnene holder sig inden for konventionen. Det skal de gøre. Vi skal sørge for, at vilkårene for børnene, for at de kan få sundhed og uddannelse osv., er, som man kan forvente sådan et sted.

Men når det er sagt, vil den situation, du skitserer op, det dilemma, som det jo reelt set er, du skitserer op, stille os over for to valg. Det ene er: Skal vi tage børnene fra forældrene og konstatere, at de svigter deres børn, altså at de har bragt deres børn i en situation, som er så grufuld, at vi mener, at det er omsorgssvigt? Det ville jo betyde, at man skulle tage børn fra forældre, der opholder sig illegalt i Danmark. Jeg har hørt lidt om det på et tidspunkt, men ellers har jeg ikke hørt det foreslået.

Det andet er, at man giver hele familier langt bedre vilkår og siger, at så må I leve, som danskere gør i øvrigt. Der har vi jo så bare en situation, hvor jeg siger, at det vil få nogle helt andre konsekvenser for tilstrømningen og for illegale migranters lyst til frivilligt at rejse ud.

Så er det hr. Sikandar Siddique.

Tak til ordføreren. Sandheden er bare den, at den politiske debat er sådan, at vi kaster ansvaret væk fra os, og vi har travlt med at sige, at det er forældrenes skyld. Og igen, for argumentets skyld, om vi anerkender, om vi siger, at fint, det er forældrenes skyld, så er realiteten, at vi godt kan forbedre forholdene for børnene – 61 pct. kan have en psykisk lidelse. Uanset hvad forældrene har truffet af beslutninger, kan vi godt forbedre forholdene for dem. Jeg er sikker på, at Nye Borgerlige og Alternativet ikke bliver enige på det punkt.

Men jeg vil gerne spørge til retssikkerheden. For det handler ikke om muslimer og flygtninge osv., men retssikkerheden. Vi har kunnet konstatere en masse fejl i forhold til de samtaler, der ligger til grund for, om man kan få asyl eller ej. Kunne det tænkes, at Nye Borgerlige vil gå med til, at man båndede de samtaler, så man kunne styrke retssikkerheden og man kunne træffe nogle rigtige beslutninger, så retssikkerheden ville styrkes både i det danske asylsystem og for de enkelte flygtninge?

Ordføreren.

Jeg må indrømme, at det er sådan et sted, hvor jeg ikke lige kan gennemskue, hvad det at optage tolkningen kunne have af konsekvenser, som er negative, i forhold til de konsekvenser eller de muligheder, det vil give, for folk at få defineret, om man har tolket rigtigt, eller om man ikke har tolket rigtigt. Men uanset om der er fejl eller ej, må det jo være sådan, at de fejl også risikerer at være der i de sager, hvor folk så har fået opholdstilladelse og ikke skulle have haft det. Så hvis man taler om retssikkerhed og taler om, at der er tolkning, som ikke er foregået rigtigt, så er det jo relevant både for dem, der får et afslag, og for dem, der får opholdstilladelse, men frem for alt for Danmark, som vi jo trods alt laver udlændingepolitik for.

Så er det hr. Sikandar Siddique.

Det er helt bevidst, at jeg stiller et spørgsmål omkring retssikkerhed, for her tænker jeg faktisk, at Nye Borgerlige kunne være med, og det er ikke noget trickspørgsmål. Det er simpelt hen, fordi man i mange af sagerne, når man går flere år tilbage, oplever, at der siges, at på det tidspunkt sagde du det ene, og nu siger du noget andet, og så er det svært at dokumentere. Så ville det være rigtig, rigtig godt, både for vores asylsystem og for den enkelte flygtning – for retssikkerheden generelt – at man kunne bånde de her samtaler.

Ordføreren.

Jeg tog det heller ikke som et trickspørgsmål. Jeg tog det bare som et spørgsmål, som jeg ikke har forholdt mig til tidligere, og hvor jeg tænker, at for at få sådan et samlet billede af, hvad det har af konsekvenser, så vil jeg gerne vide mere om det, før jeg svarer endeligt. Det er måske ikke så politikeragtigt at være imødekommende over for et parti, som er et helt andet sted, men jeg synes, det lyder interessant. Der kan være nogen, der sidder derude og siger, at nej, det er ikke interessant, fordi man ved alt muligt. Men giv mig informationen, jeg lytter gerne, og så kan vi jo tage den, når vi ikke står her og har få sekunder tilbage.

Så er det hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Fru Pernille Vermund brugte formuleringen, at vi snakker om personer, »der har forbrudt sig mod loven og står til en udvisning«. Hvad mener fru Pernille Vermund med det?

Ordføreren.

Alene det at rejse illegalt ind i et land uden at have ret til at være her og så nægte at rejse ud. Vi har en lovgivning om, at man for at få opholdstilladelse i Danmark og for at få asyl i Danmark skal overholde nogle vilkår, og gør man ikke det, skal man rejse ud. Så de her mennesker opholder sig illegalt, altså imod loven, i Danmark. Var det svar nok?

Hr. Søren Søndergaard.

Det forstår jeg ikke. Det er fuldt ud lovligt at søge asyl i Danmark. Det er lovligt. Og det er fuldt ud lovligt, at Danmark afviser asylansøgere og sætter dem til at rejse ud, så de dermed står til en udvisning. Men der er jo ikke noget ulovligt i at søge asyl i Danmark. Og dem, der står til en udvisning, står til en udvisning, ikke fordi de har begået noget ulovligt, men fordi de ikke har noget asylgrundlag, og det er jo noget helt andet. Det er en kriminalisering af det store flertal af asylansøgere, som intet ulovligt har foretaget sig andet end at benytte sig af deres ret til at søge asyl, fordi de føler, de er forfulgt, præcis som danske jøder og danske modstandsfolk gjorde under anden verdenskrig, da de søgte til Sverige.

Så er det ordføreren.

Vi taler om mennesker, som har rejst gennem flere sikre lande, til trods for at vi har konventioner, vi har aftaler i EU, som siger, at man skal søge i det første sikre land. Så vi taler om mennesker, som på den ene eller anden måde har fundet vej herop gennem flere sikre lande for at søge asyl her. De har så retten til at søge asyl, for i sig selv er det at søge asyl ikke illegalt. Men når man så fastholder, at man vil blive her og nægter at rejse ud, så opholder man sig illegalt, altså mod loven, i Danmark. Man har ikke nogen lovhjemmel, man har ikke nogen retmæssig grund til at være i Danmark, og det er jo derfor, de er udvist. Det er også derfor, jeg siger, at vi jo ikke kan have en tilstand, hvor mennesker, der opholder sig illegalt i Danmark, kan vente sig til en opholdstilladelse.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Vi går videre til Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Henrik Dahl. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til de 50.000 forslagsstillere, som har fremsat det her beslutningsforslag. Hvis man, efter man har fået prøvet sin sag efter alle kunstens regler, ikke har noget opholdsgrundlag, men alligevel nægter at rejse hjem, kan man komme på et udrejsecenter, også hvis man er en familie. Det er ikke særlig attraktivt at opholde sig på et udrejsecenter, men man kan meget let få lov til at blive fri for at være der, for man kan nemlig rette sig efter de danske myndigheders anvisninger. De forældre, der så ikke retter sig efter myndighedernes anvisninger, er så de egentlige ansvarlige for, at deres børn så kan have det svært. Derfor er det selvfølgelig at vende tingene på hovedet, når man siger, at det er andre end forældrene, der er de hovedansvarlige. Derfor støtter vi ikke beslutningsforslaget.

Vi synes også, at det at støtte beslutningsforslaget i virkeligheden danner en ret farlig præcedens, for det danner en eller anden form for præcedens for, at det betaler sig at presse myndighederne. Hvis man ikke accepterer en myndigheds afgørelse, bliver det belønnet, at man så bare nægter at efterkomme den her afgørelse. Det her med, at man kan vente sig til opholdstilladelse, kan danne en helt utrolig mærkelig præcedens, som jeg ikke nogen sinde håber kommer til Danmark, for det betyder bare, at venter man længe nok, opgiver myndighederne sine krav. Det kunne også danne præcedens for, at hvis ikke man betaler sine regninger til det offentlige, venter man 18 måneder, og så får man sin regning eftergivet. Det er en helt, helt besynderlig præcedens.

Så jeg er glad for, at der, så vidt jeg kan høre, slet ikke er nogen partier, som støtter lige præcis den her del, for det er altså et meget, meget usundt princip. Men som sagt bakker vi ikke op om beslutningsforslaget, og hermed siger jeg tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning, og den er fra hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Det er rigtigt, at der ikke er nogen, der har talt for den del af forslaget, der handler om at få en midlertidig opholdstilladelse. Men, hr. Henrik Dahl, hvorfor gøre grin med det forslag, der er fremsat? Der er jo ikke kommet et forslag om, at man efter 18 måneder skulle have permanent opholdstilladelse, og at man kan vente sig til at blive i Danmark. Det er jo ikke det, der står i forslaget. Det, der står i forslaget, er, at man kan få en midlertidig opholdstilladelse på 2 år, og så står der, at under særlige omstændigheder kan den midlertidige opholdstilladelse forlænges.

Men det gør altså ikke asylsagsbehandlingen om; man står stadig væk til udvisning. Man lægger det bare ind i nogle tempi. Det kan man diskutere om er klogt. Jeg synes ikke, det er klogt, jeg argumenterede for, hvorfor det ikke var klogt i forhold til Somalia og Irak, men lad os nu være fair over for det her forslag og sige, hvad det går ud på, nemlig at det ikke handler om, at man kan vente sig til en permanent opholdstilladelse. Det er ikke det, der står i forslaget.

Ordføreren.

Det kan vi jo have en lang diskussion om. Så vidt jeg kan se, er den praktiske konsekvens af forslaget, selv om der er nogle tidsfrister, som så kan forlænges, at man kan vente sig væk fra myndighedernes afgørelser.

Så er det hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Det kan jeg slet ikke forstå hvordan man kan nå frem til. Man kan nå frem til, at nogle efter 18 måneder kan få 2 år, hvor en udsendelse så kan forberedes. Det kan man nå frem til ved at læse forslaget, og man kan også nå frem til, at i særlige situationer kan den periode eventuelt forlænges. Det er jo en myndighedsafgørelse, går jeg ud fra; det er jo ikke noget, folk selv afgør.

Derfor kan jeg simpelt hen ikke forstå, hvordan man kan nå frem til den her konklusion om, at det her er et forslag om, at nogle, hvis de venter 18 måneder, kan blive i Danmark altid. For det er ikke det, der står i forslaget, og jeg synes bare, at vi af respekt for de mange tusind mennesker, som har diskuteret det her forslag, og som har arbejdet for det, og som har skrevet under på det, skal være fair i den præsentation, vi giver forslaget her i Folketinget.

Ordføreren.

Der findes jo ikke nogen konkret metode til at afgøre, hvad der i praksis bliver konsekvensen af forslaget. Hr. Søren Søndergaard har én opfattelse af, hvad der vil blive konsekvensen, og jeg forestiller mig, at det får en anden konsekvens, og det har jeg givet udtryk for.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 2:

(Fremsættelse 02.10.2019).

Dette beslutningsforslag er udsprunget af et borgerforslag. Forhandlingen er åbnet. Først vil jeg gerne byde velkommen til udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Regeringen kan på den baggrund ikke støtte det her beslutningsforslag. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der kom en kort bemærkning lige her til sidst. Det er fru Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Ministeren.

Ordføreren.

Tak. Men vi er jo også alle sammen bekymrede over, at børn ikke har det godt. Og ministeren sagde det jo selv: Det er ligesom forældrenes ansvar, når de har fået afslag og skal rejse ud.

Ministeren.

Tak for det. Så kom der lidt flere korte bemærkninger. Den næste er fra hr. Sikandar Siddique fra Alternativet. Værsgo.

Ministeren.

Hr. Sikandar Siddique.

Ministeren.

Tak. Så er det fru Pernille Vermund.

Ministeren.

Så er det hr. Søren Søndergaard.

Ministeren.

Hr. Søren Søndergaard.

Ministeren.

Så siger vi tak til ministeren, der er ikke flere spørgsmål. Vi går til ordførerrækken, og den første er hr. Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet.

Så går vi til spørgsmålene. Først er det fru Susanne Eilersen.

Ordføreren.

Fru Susanne Eilersen.

Ordføreren.

Hr. Søren Søndergaard.

Ordføreren.

Hr. Søren Søndergaard.

Ja tak! Ordføreren.

Det er dejligt, når der er en spørger, der hører efter, hvad formanden siger. Det er der ikke så mange der gør, men det er skønt. Så er det hr. Sikandar Siddique.

Tak for ordet. Mener ordføreren, at børnekonventionens regel om, at børn har ret til et godt liv, kan tilgodeses, hvis ikke børnene får amnesti?

Ordføreren.

Hr. Sikandar Siddique.

Ordføreren.

Så er det fru Pernille Vermund.

Ordføreren.

Fru Pernille Vermund.

Ordføreren.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i rækken. Den næste er hr. Morten Dahlin, Venstre. Værsgo.

Der er en række spørgsmål, og det første er fra hr. Søren Søndergaard.

Ordføreren.

Til spørgerens andet spørgsmål vil jeg svare, at vi bakker op om de forhold, der var på Sjælsmark før valget.

Hr. Søren Søndergaard.

Ordføreren.

Så er det hr. Andreas Steenberg.

Ordføreren.

Jeg kan svare ganske klart: Venstre står på mål for de forhold, der var på Sjælsmark før valget, og det gør Venstre også nu, selv om vi er på den anden side af et folketingsvalg.

Hr. Andreas Steenberg.

Ordføreren.

Fru Pernille Vermund.

Ordføreren.

Fru Pernille Vermund.

Tak. Ordføreren.

Jeg kan bekræfte over for spørgeren, at Venstre står på mål for den politik, vi førte, før der var folketingsvalg, da vi selv sad i regering.

Jeg kan forsikre formanden om, at det er noget helt andet, jeg skal spørge til.

Ordføreren.

Nej.

Hr. Sikandar Siddique.

Ordføreren.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål, så vi går videre i rækken, og det er nu fru Susanne Eilersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Der står et sted i bemærkningerne til det her borgerforslag:

»Et udrejsecenter må betragtes som en slags afgangshal i en lufthavn, hvor man kortvarigt venter på at kunne komme af sted.«

Hr. Sikandar Siddique.

Ordføreren.

Hr. Sikandar Siddique.

Ordføreren.

Derfor mener jeg, at de forhold, som er på Sjælsmark, som skal være en midlertidig foranstaltning, for at folk rejser ud, er okay, som de er.

Tak. Så er det hr. Rasmus Stoklund.

Ordføreren.

Hr. Rasmus Stoklund.

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Og så er det hr. Andreas Steenberg, Radikale Venstre, som ordfører. Værsgo.

På Sjælsmark bor der omkring 130 børn under forhold, som er under al kritik. Direktøren for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, siger:

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål. Så er det hr. Carl Valentin, SF. Værsgo.

Så siger jeg tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål. Så går vi videre i ordførerrækken, og det er hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Der er et spørgsmål fra fru Susanne Eilersen.

Ordføreren.

Fru Susanne Eilersen.

Ordføreren.

Vi siger tak til hr. Søren Søndergaard. Så er det hr. Rasmus Jarlov, De Konservative.

Men vi står desværre i den situation, at det betyder noget, hvor attraktive vilkår der er i Danmark. Det betyder noget for, hvor mange der vælger at blive her.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål, så vi går videre til den næste ordfører. Det er hr. Sikandar Siddique, Alternativet. Værsgo.

Tak, hr. formand, og velkommen til alle sammen oppe på tilskuerrækkerne.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre til Nye Borgerliges ordfører. Det er fru Pernille Vermund. Værsgo.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Rasmus Stoklund. Værsgo.

Ordføreren.

Så er det hr. Rasmus Stoklund.

Ordføreren.

Så er det hr. Carl Valentin.

Ordføreren.

Hr. Carl Valentin.

Ordføreren.

Så er det hr. Sikandar Siddique.

Ordføreren.

Så er det hr. Sikandar Siddique.

Ordføreren.

Så er det hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Fru Pernille Vermund brugte formuleringen, at vi snakker om personer, »der har forbrudt sig mod loven og står til en udvisning«. Hvad mener fru Pernille Vermund med det?

Ordføreren.

Hr. Søren Søndergaard.

Så er det ordføreren.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Vi går videre til Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Henrik Dahl. Værsgo.

Tak for det. Der er en kort bemærkning, og den er fra hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Ordføreren.

Så er det hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Ordføreren.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Se video af alle taler

Regeringen kan på den baggrund ikke støtte det her beslutningsforslag. Tak for ordet.

Der står et sted i bemærkningerne til det her borgerforslag:

»Et udrejsecenter må betragtes som en slags afgangshal i en lufthavn, hvor man kortvarigt venter på at kunne komme af sted.«

På Sjælsmark bor der omkring 130 børn under forhold, som er under al kritik. Direktøren for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, siger:

Men vi står desværre i den situation, at det betyder noget, hvor attraktive vilkår der er i Danmark. Det betyder noget for, hvor mange der vælger at blive her.

Tak, hr. formand, og velkommen til alle sammen oppe på tilskuerrækkerne.

Folketinget

Resumé

Om beslutningsforslaget

Fremsættelse af forslag

1. behandling

Udvalgsbehandling

2. behandling

B 2 Forslag til folketingsbeslutning om, at afviste asylbørn skal tildeles bedre vilkår i hjem- og udrejsecentre og midlertidig opholdstilladelse senest 18 måneder efter endeligt afslag (borgerforslag).

1. behandling den 14-11-2019

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling