Det næste punkt på dagsordenen er:

16) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 177:

Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks udtræden af Marrakesherklæringen.

Af Morten Messerschmidt (DF), m.fl.

(Fremsættelse 14.05.2020).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der skal på talerstolen, er udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Tak for beslutningsforslaget. Jeg vil starte med at sige, at jeg faktisk godt forstår forslagsstillernes bekymringer. Vi har også diskuteret det i den tidligere folketingssamling. En global pagt om migration lyder jo, som om vi nu bliver forpligtet til en hel masse på migrationsområdet, og det lyder også, som om vi nu har begrænset vores handlemuligheder for selv at styre udlændingepolitikken og indvandringen til Danmark. Jeg har derfor også forståelse for – det har jeg også sagt før valget – at et så omfattende FN-dokument om en så vigtig politisk sag som migration, og hvordan vi skal samarbejde om det på globalt plan, selvfølgelig giver anledning til diskussion.

Det er dog også min opfattelse, at der ikke er grund til at være så bekymret, som jeg i den offentlige debat har set folk har været, og jeg gætter på, at der stadig er folk, der er det, for selv om der tales om en global pagt om migration, regulerer erklæringen, som der ret beset er tale om, heldigvis ikke, hvem og hvor mange der kan komme til Danmark, men migration er i sin natur et grænseoverskridende fænomen, og derfor er det også afgørende at skabe rammer for konstruktiv dialog på tværs af grænser og kontinenter, og det mener jeg faktisk FN's migrationserklæring skaber mulighed for. Der er altså tale om en politisk erklæring, der har som ambition, at migration skal være sikker, velordnet og lovlig, og det kan jeg og regeringen kun bakke op om, på samme måde som Folketinget også gjorde inden erklæringens vedtagelse i 2018.

Lad mig lige sige et par ord om, hvorfor jeg og regeringen ikke kan stemme for det her beslutningsforslag og dermed Danmarks udtræden af migrationserklæringen.

For det første vil jeg gerne understrege, at FN's migrationserklæring ikke er juridisk bindende. Det fremgår af selve erklæringen, og det fremgår af den juridiske vurdering, som den tidligere regering fremlagde forud for vedtagelsen af erklæringen. Det er i øvrigt også EU-Kommissionens officielle vurdering. Kommissionen har ved flere lejligheder udtalt, at erklæringen ikke pålægger landene yderligere forpligtelser. Der foreligger godt nok et lækket internt dokument fra Kommissionen, men Kommissionen har officielt udtalt, at det lækkede notat ikke afspejler Kommissionens officielle vurdering og holdning.

For det andet har FN's migrationserklæring hverken haft eller vil få indflydelse på dansk udlændingepolitik, med mindre regeringen og flertallet her i salen ønsker at lade sig inspirere. Staternes suveræne ret til at beslutte, hvem eller hvor mange der må indrejse, slås entydigt fast i erklæringens indledende principper.

For det tredje vil jeg også gerne knytte en bemærkning til forslagsstillernes bekymring for multilateralisme. Jeg noterede mig, at forslagsstillerne citerer en belgisk tænketank, der skulle have udråbt FN-erklæringen til at være en sejr for multilateralisme. Heller ikke den bekymring deler jeg. Jeg ser sådan på det, at vi fører en retfærdig udlændingepolitik, og det har vi tænkt os at fortsætte med, og det har den erklæring ikke nogen betydning for. Men som jeg nævnte for lidt tid siden, er migration et globalt, grænseoverskridende fænomen, hvis udfordringer vi ikke kan løse alene, og vi er nødt til at samarbejde, hvilket vi også har god tradition for. Danmark er bl.a. afhængig af et velfungerende internationalt samarbejde for at få udsendt irregulære migranter, forhindre sekundære bevægelser og begrænse tilstrømningen til Den Europæiske Union.

Jeg ser FN-erklæringen som et redskab, vi kan gøre brug af i dialogen på tværs af grænser. Den gør det nemmere for destinationslande som f.eks. Danmark at bringe spørgsmål op, som af andre lande kan opfattes som følsomme og problematiske, og selv om erklæringen ikke i sig selv forpligter nogen til noget, sikrer den i hvert fald, at der er grundlag for en god dialog.

Faktisk mener jeg, at erklæringen indeholder flere interessante betragtninger, som måske ikke er juridisk bindende, men som vi aktivt kan gøre brug af i gennemførelsen af nogle af Danmarks øvrige prioriteter på udlændingeområdet. Jeg kan f.eks. fremhæve, at det nu for første gang på globalt politisk niveau anerkendes, at alle lande er forpligtet til at tage deres egne statsborgere tilbage, og at lande skal bistå med at fremme tilbagetagelsen – det er målsætning 21. Jeg tror, at de lande, vi har udfordringer med at få udsendt folk til, skifter nok ikke bare position, fordi der er vedtaget en erklæring, men det er da i hvert fald et skridt i den rigtige retning, at der nu står i en erklæring, at det er sådan, det er. Det er i hvert fald en positiv tilkendegivelse, ikke bare for Danmark, men for hele Den Europæiske Union, og jeg behøver ikke at nævne, at vi i Europa i lang tid har bakset med en hel del oprindelseslande, bl.a. Iran, for at få dem til at tage deres egne statsborgere tilbage.

Jeg er sådan set helt enig i, at erklæringen jo ikke løser alle udfordringer, heller ikke de udfordringer, den måske giver udtryk for at ville løse, men det er trods alt positivt, at verdenssamfundet nu anerkender forpligtelsen til at tage egne statsborgere tilbage.

Der er også andre dele af erklæringen, der i høj grad flugter med de politiske visioner, vi ellers normalt har her i Danmark på udlændingeområdet. En rød tråd i hele erklæringen er netop tanken om, at migration skal foregå lovligt og sikkert, da irregulær migration i gummibåden over Middelhavet er årsag til meget dårligt for alle parter, undtagen for menneskesmuglerne. Det er også en holdning, vi deler i regeringen. Vi ønsker at skabe et mere retfærdigt asylsystem, hvor langt færre irregulære migranter ankommer til Europa, dør på Middelhavet og udsættes for overgreb på migrationsruterne – vi ønsker kort sagt kontrol med indvandring til Europa og kontrol med indvandringen til Danmark. Vi skal selv kunne bestemme, hvem der tager ophold på kontinentet, og vi skal væk fra et system, hvor folk krydser mange sikre landegrænser, før de søger asyl i et land som Danmark.

Flere af målsætningerne i regeringens ambition om et nyt asylsystem er også sammenfaldende med de målsætninger, som skitseres i FN's migrationserklæring. Lad mig bare fremhæve en enkelt af dem: Målsætning nr. 11 har fokus på behovet for at skabe en integreret og koordineret og sikker grænsekontrol. Den målsætning flugter godt med regeringens ønske om, at vi skal bidrage til at opbygge kapacitet i lande langs migrationsruterne mod Europa, så deres myndigheder bliver bedre rustet til at håndtere migrationsudfordringer på deres grænser. Vi har for nylig i samarbejde med Østrig netop besluttet at støtte Tunesien i netop sådan et samarbejde om at håndhæve landets egne grænser, og derfor ser jeg det også som positivt, at erklæringen også har fokus på det her område, fordi det er afgørende, at vi ikke først reagerer på migrationsudfordringerne, når de banker på vores egen dør.

Det er også afgørende, at vi i Europa og i landene langs migrationsruterne får håndteret de irregulære migrationsstrømme langt tidligere, tættere på konflikterne, tættere på de oprindelseslande, som folk udvandrer fra. Det er vi også nødt til at gøre i samarbejde med de pågældende landes myndigheder. Sagen er jo den, at hvis ikke vi samarbejder og hjælper, hvor der er behov for det, bliver andres problemer alt for nemt og alt for hurtigt vores egne. Derudover er der også i migrationserklæringen fokus på at styrke udsendelser og bekæmpe menneskesmugling, styrke indsatser i nærområder, hvilket også er nogle af vores målsætninger i vores ambitioner om et nyt asylsystem.

Da Danmark allerede opfylder alle erklæringens 23 målsætninger, vil vores bidrag til udmøntning af erklæringen have fokus på at få håndteret den irregulære og den farlige migration uden for Europa. Samtidig bør vi alle erkende, at de migranter, der ankommer til Danmark, for langt, langt hovedpartens vedkommende kommer lovligt til landet og bidrager til vores velstand. Langt de fleste kommer som lønmodtagere eller som studerende til det danske samfund. Det er faktisk et ret lille mindretal, der kommer hertil som asylansøgere for tiden.

Vi har allerede en bred vifte af ordninger, der muliggør lovlig indrejse til Danmark. Ordningerne er tilpasset arbejdsmarkedets behov, og det er i øvrigt også en af erklæringens målsætninger. Gennemførelsen af erklæringen drejer sig derfor primært om at få andre lande op på det niveau, som Danmark præsterer på. Selvfølgelig er der dele af erklæringen, som regeringen gerne så var formuleret anderledes – det skal vi heller ikke lægge skjul på – og det er også derfor, at Danmark i forbindelse med vedtagelsen, dvs. den tidligere regering, afgav en såkaldt stemmeforklaring, der klart tilkendegav den danske fortolkning af teksten. Det er i øvrigt også en stemmeforklaring, vi i Socialdemokratiet bakkede op om før valget.

I den her forklaring understreger Danmark bl.a. det grundlæggende princip, at medlemslandene kan skelne mellem regulær og irregulær migrationsstatus, dels i udmøntningen af alle dele af erklæringen, dels i den praktiske udlændingepolitik og udlændinges adgang til velfærdsstaten. I stemmeforklaringen gjorde vi det også klart, at erklæringen ikke forpligter medlemslandene til at øge lovlig indvandring, for som sagt har vi allerede en lang række ordninger, som vi mener gavner det danske samfund, og der er ikke noget i erklæringen i sig selv, der skal få os til at udvide eller ændre de ordninger.

Hvis jeg her til sidst skal gøre regnskabet op, ser vi sådan på det, at FN-erklæringen giver os muligheder for en sikker, velordnet og lovlig migration, det er ikke juridisk bindende, og det er en erklæring, som Danmark efterlever, alle 23 målsætninger, og vi ser derfor først og fremmest erklæringen som en mulighed for at sikre en god dialog med de lande, der ligger langs migrationsruterne og i nærheden af Europa, og det er en dialog, vi i den grad har behov for at få styrket, hvis vi nogen sinde skal lykkes med vores ambition om at få et asylsystem, der er mere humant, mere logisk og mere politisk og økonomisk holdbart end det nuværende.

Så vi betragter erklæringen mere som en ramme for en international dialog om migration. Jeg tror ikke på, at Europas udfordringer med migration kan håndteres, uden vi har sådan en dialog, f.eks. med de afrikanske landes regeringer, og jeg mener derfor ikke, at Danmark skal udtræde af den her erklæring, for det ville være skadeligt for Danmark, hvis vi gjorde det. Det er vores vurdering. Tak for ordet.

Tak for det. Der er nogle korte bemærkninger. Først fru Pernille Vermund.

Tak. For 70 år siden, da Danmark tiltrådte flygtningekonventionen, var flygtningekonventionen fuldstændig ukontroversiel. Man mente dengang, at den nærmest en til en fulgte det, man gjorde i Danmark, og vi havde på baggrund af anden verdenskrig overhovedet ingen problemer med at hjælpe flygtninge i nød. De 70 år, der er gået, har jo vist, at flygtningekonventionen nu bliver brugt som løftestang for en række migranter, der bevæger sig igennem flere sikre lande fra en helt anden verdensdel herop. Den konvention fastholder man stadig, til trods for at man kan se, at tiden er løbet fra den. Men både den siddende regering og den tidligere regering holder krampagtigt fast i konventionerne.

Når man er bekymret for Marrakesherklæringen, er det jo, dels fordi den entydigt beskriver migration, også fra de afrikanske lande, som et gode, dels fordi erfaringen viser, at når vi binder os op på de her FN-erklæringer, binder det på et eller andet tidspunkt danske Folketing, danske regeringer til at gøre noget, som er i strid med den danske befolknings holdning. Anerkender ministeren ikke, at det kan være et problem?

Tak. Ministeren.

Jeg vil anerkende, at det er forbløffende så lidt politisk debat, det gav dengang, da man tilsluttede sig f.eks. FN's flygtningekonvention, i betragtning af hvor stor realpolitisk betydning det har haft senere hen. Men jeg synes, der er den væsentlige forskel, at den konvention, som spørgeren henviser til, jo er juridisk bindende, og det er den her politiske erklæring ikke, og det må trods alt også have betydning for, hvor på bekymringsskalaen man er.

Fru Pernille Vermund.

Det, der jo er sket med flygtningekonventionen med tiden, er, at den er blevet mere og mere bindende – altså at den har flyttet sig fra en hjælp til flygtninge fra vores nabolande eller fra europæiske lande til at være en mulighed for migranter fra Nordafrika og Mellemøsten for at komme til Europa og få del i de goder, der er i Europa. På samme måde kan man vel med rette synes eller frygte, at det her er et skridt i den forkerte retning og ikke i den rigtige retning.

Danmark er altid duksen. Hvad er det, der gør, at vi behøver en Marrakesherklæring for at sikre, at migrationen omkring Danmark foregår rigtigt?

Ministeren.

Jeg vil trods alt alligevel holde fast i, at selv om spørgeren har ret i, at betydningen af de konventioner, vi tiltrådte for over et halvt århundrede siden, er vokset, og også at der har været en dynamisk retspraksis, som har betydet, at den lige pludselig har fået betydning for ting, som jeg i hvert fald ikke lige havde forestillet mig, og som jeg ikke kan forestille mig har været intentionerne, da man skrev den oprindeligt, så er der trods alt den væsentlige forskel, at det er et dokument, som kan juridisk håndhæves, og det kan den her pagt ikke. Det er mere en ramme om dialog, som vi har brug for.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt.

Jeg må sige, at jeg kunne tænke mig – lidt frækt måske – at spørge, om ministeren har læst »Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration«, for det er jo et manifest for migration, altså, det er det, det handler om. Jeg ved ikke, om jeg med formandens tilladelse, for det findes kun på engelsk, må læse bare en lille passage op?

Kun, hvis det også bliver oversat.

Nå! Kan jeg det? I paragraf 13 står der:

»This Global Compact recognizes that safe, orderly and regular migration works for all when it takes place in a well-informed, planned and consensual manner. Migration should never be an act of desperation. When it is, we must cooperate to respond to the needs of migrants in situations of vulnerability, and address the respective challenges.«

Det betyder jo helt grundlæggende, at migration er noget, der skal ske på ordentlig vis, og at det grundlæggende er til glæde for alle, og hvis ikke det er det, handler det om, at vi skal arbejde bedre sammen. Altså, det er jo en helt anden verden end den virkelige verden, den her erklæring bygger på.

Ministeren.

Jeg vil godt erkende, at jeg først læste den her erklæring, da der begyndte at opstå offentlig debat om den; jeg tror nok, det var der i vinteren 2018, hvor jeg som udlændingeordfører for Socialdemokratiet begyndte at få opringninger fra journalister, der ville have en holdning til den her erklæring, som jeg må indrømme at jeg ikke havde læst, og som jeg faktisk heller aldrig havde hørt om. Men dengang læste jeg den så på engelsk, for den var faktisk heller ikke oversat til dansk dengang – det ved jeg faktisk ikke engang om den er nu.

Jeg studsede over nogle af de samme formuleringer, som spørgeren også studser over. Der er også flere andre, f.eks. hvordan staten skal forholde sig til medier, der forholder sig kritisk til migration. Der er masser af formuleringer i den, som jeg også sagde i min tale at jeg nok selv ville have formuleret anderledes.

Det, som jeg bare mener vi må forholde os til på bundlinjen, er: Har vi en interesse i, at mange lande har en dialog om migration, og kan den her pagt være en ramme om den dialog? Der er vores konklusion: Ja. Det kan godt være, at den ikke har den store betydning, men hvis den bare har den betydning, at vi har et fælles udgangspunkt for f.eks. at tale om udsendelser med nogle af de lande, vi gerne vil diskutere med, så er vi da kommet et lille skridt ad vejen. Men jeg indrømmer, at det ikke er nogen revolution.

Hr. Morten Messerschmidt.

Kan ministeren ikke godt se, at det er en lille smule sjovt? Altså, den danske regering vil gerne fremstå som værende virkelig restriktiv, hvad angår migration – det anerkender vi alle sammen, altså at sådan vil man gerne se ud – men hvis man så ser på de europæiske lande, Polen, Ungarn, Tjekkiet, og de lande uden for Europa, bl.a. USA, som ikke er med i den her aftale, så er det alle sammen lande, der netop er kendetegnet ved at være restriktive med hensyn til migration. Altså, det stritter jo i to vidt forskellige retninger, hr. minister – altså at man siger, at man gerne vil være restriktiv med hensyn til migration, men så vælger at gå med i en pagt, som alle dem, der er restriktive med hensyn til migration, ikke er med i. Kan ministeren ikke godt se, at det ikke hænger sammen?

Ministeren.

Jeg har også en opfattelse af, at Østrigs regering og Norges regering ønsker at være restriktive med hensyn til migration, men det, som nok er forskellen på Danmark og nogle af de østeuropæiske lande, er, at vi har mange asylansøgere – ikke lige nu, men hvis man ser det i et historisk perspektiv – så vi har en interesse i, at der kommer en stærkere international dialog om, hvordan man får håndteret migrationsstrømmene. Det er ikke sikkert, at alle østeuropæiske lande helt på samme måde har hånden på kogepladen, og derfor tror jeg måske også, at vi er mere i båd med Østrig og Norge, end vi er med Polen og Ungarn.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Marcus Knuth. (Marcus Knuth (KF): Undskyld, det tror jeg er en fejl). Okay, så går vi videre, og der er en kort bemærkning fra hr. Christian Langballe.

Altså, vi var begge to i Folketinget, minister, da det her blev diskuteret første gang, og det, som jeg synes er grotesk i hele den her sag, er, at i en tid, hvor der foregår en folkevandring mod Europa, og hvor der har foregået en folkevandring mod Europa, og hvor vi har oplevet konsekvenserne af det, så besluttede regeringen dengang og Socialdemokraterne sig for – og den socialdemokratiske regering medgiver jo, at det var en rigtig beslutning – at underskrive en erklæring, som priser indvandringens velsignelser.

Jeg kan da godt forstå, at der er andre lande, der gerne vil være med i det her, som overhovedet ikke har de problemer, som vi har her i Danmark og i Europa. Altså, hele indvandringen har jo ændret Europa radikalt. Og så beslutter man sig for at underskrive sådan en erklæring, og det kan godt være, at den ikke er juridisk forpligtende, men den er moralsk forpligtende, for hvorfor skulle man ellers underskrive det her dokument, hvis ikke det var moralsk forpligtende?

Tak. Ministeren.

Vores konklusion er, at hvis Danmark først begynder at håndtere migrationen, når den banker på vores egen dør, f.eks. på den dansk-tyske grænse, så får vi aldrig nogen sinde løst de grundlæggende uretfærdigheder, der er i asylsystemet, hvor folk krydser mange sikre landegrænser og for nogles vedkommende selv er i stand til at beslutte, hvor de vil søge asyl. Det er et fuldstændig uholdbart system – det forudsætter menneskesmugling; det betyder, at unge mænd er kraftigt overrepræsenteret blandt spontane asylansøgere. Vi bliver nødt til at få et nyt system, hvor vi ikke står her med masser af afviste asylansøgere, som vi ikke er i stand til at udvise. Og det nye system er vi nødt til at opbygge sammen med nogle af de lande, der ligger uden for Europa. Vi er nødt til at indgå i forpligtende samarbejder med dem. Vi har jo en ambition om at få flyttet asylsagsbehandlingen ud af Europa. Hvis vi ikke engang kan have en erklæring med nogle lande, hvordan skulle vi så nogen sinde kunne få indgået et så forpligtende asylsamarbejde?

Derfor ser jeg også sådan på det, at hvis vi vil have internationale samarbejder om migration, starter det altså med, at vi kan sidde omkring samme bord som latinamerikanere, afrikanere, asiater, nordamerikanere og bare nogenlunde have en ramme omkring migration. Det er den her erklæring, og derfor bakkede vi den tidligere regering op i det. Det har vi ikke fortrudt.

Hr. Christian Langballe.

Jeg synes, at man ved at underskrive den her erklæring har bondefanget den danske befolkning, fordi man moralsk så at sige priser noget, som man så på andre måder er kritisk over for. Altså, i virkeligheden vil man gerne være gode venner med et FN-system, hvor alt det her er sivet ned fra – et overnationalt system. Jeg vil sige, at det, man skulle gøre, var at få magten tilbage til nationalstaterne, så vi definerer vores egen flygtningepolitik. Og jeg er enig med Nye Borgerlige i, at et asylstop ville være et godt sted at begynde. Men jeg kan bare ikke forstå, at man kan underskrive en erklæring – og også godkender og accepterer og anerkender erklæringen i dag – der anpriser indvandringens velsignelser. Det kan jeg ikke forstå.

Tak. Ministeren.

Jamen jeg synes ikke, der er nogen, der er bondefanget. Jeg medgiver sådan set, at forløbet i Folketinget sidste år ikke var til et 13-tal i forhold til at få informeret Folketinget eller offentligheden om, hvad det var, der foregik. Og jeg var også selv lidt overrasket, da jeg læste erklæringen, for jeg blev ringet op af journalister, der bad om en kommentar til det. Men efter at have læst den og sat mig ind i det og også hørt på den daværende regerings argumenter endte vi jo også i Socialdemokratiet med at sige: Danmark skal selvfølgelig ikke udtræde af den her erklæring og træde et skridt væk fra internationale samarbejder om at håndtere migrationen. Vi skal være i det samarbejde, så længe det ikke er juridisk bindende. Og det var jo også noget af det, den daværende regering tog til Marokko og understregede: Den er ikke juridisk bindende.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Marcus Knuth.

Tak, og den her gang har jeg trykket mig ind, og jeg beklager forvirringen før.

Vi så jo ret mange lande, Østrig, USA osv., der sådan sprang i målet, hvis man kan sige det sådan, og valgte enten ikke at stemme for aftalen eller direkte at stemme imod. Jeg har et sådan mere opklarende spørgsmål: Hvis det var sådan, at vi rent faktisk lykkedes med at få et flertal her i Folketinget for at træde ud af aftalen, kan vi så rent faktisk det? Kan man bare meddele FN, at nu er der et flertal i Danmark imod Marrakesherklæringen, og vi ønsker egentlig at træde ud?

Ministeren.

Det må jeg indrømme at jeg faktisk ikke har tænkt over, og derfor ved jeg det ikke. Men jeg vil starte med at sige, at det går jeg kraftigt ud fra, og hvis ikke det er sådan, vil jeg i hvert fald vende tilbage på skrift og irettesætte mig selv. For det ville jo være mærkeligt, hvis der var en international politisk erklæring, man kun kunne komme ind i og ikke ud af. Det ville jo være helt uholdbart.

Hr. Marcus Knuth.

Tak. Og som jeg kommer tilbage til i min ordførertale, var der jo også en vis skepsis på tværs af VLAK-regeringen dengang, ikke mindst fra Konservative og dele af Venstre. En af de bekymringer, der også har været ude i befolkningen, er, at sådan en aftale her med tid kan udvikle sig til at tage form af en konvention, fordi den stille og roligt bliver til praksis og dermed også juridisk bindende. Kan ministeren hundrede procent afvise, at det kan blive tilfældet?

Ministeren.

Den er ikke juridisk bindende nu. Det var den ikke for den tidligere regering, det er den heller ikke for den nuværende regering. Hvis der er nogen andre lande, der med afsæt i den her erklæring ønsker at udvikle en juridisk bindende konvention, skal den til enhver tid siddende regering på det tidspunkt jo tage stilling til det, og så vil jeg da kraftigt anbefale den regering at sikre sig, at man har et flertal i Folketinget bag sig. For vi har jo ikke altid verdens bedste erfaringer med det, som vi har tilsluttet os internationalt. Så lad bare det være mine ord i hvert fald.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren. Vi går i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er fra Socialdemokratiet, og det er hr. Rasmus Stoklund.

Tak. I Socialdemokratiet mener vi, at grænseoverskridende problemer kræver grænseoverskridende samarbejde, særlig i forhold til massive problemer med irregulær migration fra ikkevestlige lande. I Danmark kan vi ikke løse migrations- og flygtningeudfordringerne helt på egen hånd. Det er et massivt grænseoverskridende problem, der kræver samarbejde, hvor forskellige lande i fællesskab tager ansvar for at løse de her problemer. Gode relationer til andre lande er helt afgørende i vores bestræbelser på at skabe et nyt og mere retfærdigt asylsystem, som vi jo i øvrigt også indimellem taler om her i Folketingssalen.

Vi mener dog, at det er godt, at forslagsstillerne har en sund skepsis over for de internationale aftaler om migration, som Danmark indgår i, for det skal selvfølgelig være Folketinget og den danske befolkning, der bestemmer, hvordan udlændingepolitikken i Danmark tilrettelægges, ikke FN. Det er et urokkeligt princip; sådan skal det være.

FN's migrationserklæring er imidlertid ikke en juridisk bindende erklæring. Den pålægger os ikke nogen retlige forpligtelser, og det var også en afgørende forudsætning for, at Socialdemokratiet tilbage i 2018 bakkede den tidligere blå regering op i at skrive under på erklæringen. Hvis vi gerne vil sikre, at langt færre asylansøgere kommer til Danmark og Europa, og at vi dermed får mere kontrol med den ikkevestlige indvandring, er vi nødt til at være en del af et internationalt samarbejde, hvor vi på tværs af landegrænser løser forskellige grænseoverskridende problemer. Derfor skal vi fortsat være en del af FN's migrationserklæring, og Socialdemokratiet kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Først er det fra hr. Morten Messerschmidt.

Tak for det. Altså, nu var hr. Rasmus Stoklund i salen før, da jeg stillede spørgsmål til ministeren og læste en lille passage op fra erklæringen her i artikel 13, ikke? Der står, at sikker og velordnet migration virker for alle, når det finder sted på en velinformeret og planlagt konsensusbaseret maner. Og der vil jeg bare spørge: Er hr. Rasmus Stoklunds sådan generelle opfattelse af, hvordan migrationspolitikken har kørt i Danmark de sidste 30-40 år, at det faktisk fungerer for alle? For det er det, der står i den erklæring, som hr. Rasmus Stoklund er tilhænger af. Der står også, at vi godt nok skal samarbejde for at svare på nogle af de behov, som migranter i særlige situationer har, men sjovt nok ikke noget om, hvordan den oprindelige befolkning, der bliver bragt i særlige situationer på grund af migranterne, har det. Og der vil jeg bare spørge, om det også er hr. Rasmus Stoklunds tilgang til udlændingepolitikken, for det er ikke det, jeg almindeligvis hører fra hr. Rasmus Stoklund.

Ordføreren.

Jamen altså, jeg tror, hr. Morten Messerschmidt og undertegnede måske lægger lidt forskellige betydninger eller vægt ind i de her formuleringer, for min opfattelse er jo, at det der blot betyder, at vi ikke skal have irregulær migration. Det gik jeg egentlig ud fra at hr. Morten Messerschmidt ville være enig med mig i. Og det er jo det, det drejer sig om. Det drejer sig jo om, at den måde, folk bevæger sig rundt i verden på, skal være under ordnede forhold, og det skal det også være, hvis det kommer til Danmark.

I min optik er det her mere en ramme omkring dialog med andre lande om nogle af de her udfordringer, og at have et talerør og at have en adgang og en forbindelse til andre lande er afgørende, ikke mindst i arbejdet med at lave et nyt asylsystem.

Hr. Morten Messerschmidt.

Altså, det der argument forstår jeg slet ikke. Prøv lige at se, hvor langt det her dokument er – det er jo helt vildt. Skulle den her detaljerigdom være forudsætningen for, at Danmark kan have en dialog med andre lande om, hvordan vi sender f.eks. illegale migranter hjem? Altså, der er jo hundredvis af paragraffer her, hr. Rasmus Stoklund, og ingen aner tydeligvis, hvad man egentlig har sagt ja til. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan man kan fremstå, som om man er bekymret for indvandring, og så bare sige ja til alt det her.

Ordføreren.

Jamen den bekymring kunne jeg godt forstå at hr. Morten Messerschmidt havde haft, hvis konsekvensen af, at vi havde sagt ja til det her, var til at få øje på for vores udlændingepolitik, men det er den jo ikke. Danmarks udlændingepolitik tilrettelægges her i Folketingssalen, og det er jo det, der er det afgørende i det her. Derfor kan jeg ikke skrue mig op til de der bekymringer, eftersom der er tale om et papir, der ikke er juridisk bindende for Danmark på nogen måde, hvilket er bekræftet ved flere instanser, både af Europa-Kommissionen, men jo også af juridiske vurderinger herhjemmefra.

Tak, så er der er en kort bemærkning fra fru Pernille Vermund.

Tak. Hr. Rasmus Stoklund understreger på samme måde som ministeren tidligere, at det her ikke er et juridisk bindende dokument. Det er bare en ramme. Alligevel har både hr. Rasmus Stoklund og ministeren en forventning om, at de lande, som normalt ikke gør det rigtige i forhold til migrationen, nu skal til at tage det her særlig alvorligt. Man kan ikke lade være at tænke, at det er en lille smule blåøjet. Altså, da hr. Lars Løkke Rasmussen fløj ned til Marrakesh og underskrev det her, tænkte jeg: Det gjorde han, fordi han havde den politik, han havde, og så havde han en minister, som sagde noget andet – han var, som han var. Men når man som Socialdemokratiet fremhæver sig selv som nogle, der rent faktisk forstår, hvad det er for udfordringer, vi står med, og forstår hvad det er for nogle forpligtelser, man har bundet sig op på, og også forstår, at hvis vi skal have et nyt asylsystem, er der en risiko for, en mulighed for, at vi er nødt til at gå enegang, så giver det jo simpelt hen ikke mening, at man forsvarer det her makværk.

Ordføreren.

Det bliver måske lidt en gentagelse af mine tidligere svar. Men altså, jeg tror, at hvis man har en ambition, som Socialdemokratiet har, om at lave et grundlæggende nyt asylsystem – og det har vi talt om så tit her i salen – så er det klart, at man er ret afhængige af at have nogle åbne kanaler til andre lande og have nogle steder, hvor man kan tale med dem og også sende nogle signaler til andre lande om, at vi ikke tror, at vi kan løse vores migrationsudfordringer alene her i Danmark ved den dansk-tyske grænse eller den svensk-danske. Og derfor mener jeg egentlig, at det giver meget god mening, at vi deltager i nogle fora, hvor vi så kan tale med andre lande, hvor man kan knytte forbindelser, og hvor man kan lave samarbejder. Vi har tidligere drøftet her i salen, hvordan nogle af de initiativer, som er blevet lanceret for nylig – i bl.a. Rwanda og Tunesien – jo er gode eksempler på, at man kan tænke asyl- og migrantpolitik på en ny måde, hvor vi kan understøtte nogle af de lande, som vi kan se nogle perspektiver i at samarbejde med omkring de her spørgsmål.

Fru Pernille Vermund.

Der er jo intet andet end et flertal i Folketinget, der forhindrer os i at føre den udlændingepolitik, den asylpolitik, som vi ønsker i Danmark. Så når man har bundet sig op på en erklæring som den her, må det jo enten være, fordi man mener, at den har en eller anden form for forpligtelse for dem, der er med i erklæringen, og dermed både for os og for de afrikanske lande, eller også må det være, fordi den ikke er det papir værd, den er skrevet på. Og dermed er underskriften jo også meningsløs. Altså, erkender hr. Rasmus Stoklund ikke, at det er galimatias at skrive under på noget, som man på den ene side siger ikke er forpligtende, og på den anden side skulle det være forpligtende for nogle lande, som aldrig nogen sinde gør, hvad de skal i de her sammenhænge?

Ordføreren.

Nej, jeg mener, det er at lægge for meget i det. For jeg synes sådan set, det er væsentligt at kunne møde op i nogle også internationale sammenhæng, hvor man ikke altid deler interesser med alle de andre, der er der, men hvor man måske kan finde nogle samarbejdspunkter alligevel, uden at man skriver under på en stor fællesmængde eller altid har en stor fællesmængde at læne sig op ad, men hvor det så stadig væk kan bruges som en platform til at skabe kontakter og en ramme til at drøfte, hvordan nogle af de her grænseoverskridende udfordringer kan løses.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Christian Langballe.

Jamen hvis ikke det danske Folketing og regeringen føler sig moralsk forpligtet af det her, hvorfor skulle andre så? Altså, jeg må sige, at jeg faktisk ikke fatter argumentationen. På den ene side skulle det give bedre muligheder for at hjemsende flygtninge – det er jo så den del, som man, altså regeringen og også den tidligere regering, gerne vil reklamere for, nemlig at det har den her aftale foranstaltet. På den anden lovpriser man indvandringens velsignelser og siger, at man skal stimulere indvandringen – det er man ikke forpligtet af, men de andre er forpligtet til at tage deres flygtninge og indvandrere tilbage igen.

Altså, jeg forstår simpelt hen ikke argumentationen, og jeg vil sige, at vi i forhold til Europa, som Danmark er en del af, så sandelig har oplevet en sand folkevandring, og lige præcis i den her tid, folkevandringens tid, beslutter man sig så for at underskrive en Marrakeshaftale, der lovpriser indvandringens velsignelser.

Ordføreren.

Den folkevandring fandt, så vidt jeg husker, sted, da Dansk Folkeparti var Folketingets næststørste parti og havde et medansvar for den blå regering, og der håndterede man jo ikke situationen på nogen videre imponerende måde. Men omvendt anerkender jeg jo, at det drejer sig om, at vi har et asylsystem, der ikke hænger sammen, og at det grundlæggende skal reformeres. Det er jo det, der er behov for, så vi kan komme til at løse de her ting. Det har vi så taget fat på.

Når ordføreren siger, at vi render rundt og reklamerer for det her, så vil jeg godt anholde den påstand, for det gør vi overhovedet ikke. Jeg går ikke og tænker på den her erklæring til hverdag. Det her er et beslutningsforslag, der er blevet fremsat af nogle partier i Folketinget, og det er fint – så diskuterer vi det. Men at man så vælger at lægge alt muligt ind i det, som jeg i hvert fald ikke lægger ind i det, må man jo selv stå på mål for. Jeg betragter det her som et forum, hvor man kan tale med andre lande og måske finde nye løsninger og samarbejdsflader.

Hr. Christian Langballe.

Jamen jeg opfatter problemet sådan her: Hvis man gerne vil finde et nyt asylsystem, skulle man jo begynde med at gøre asylpolitikken virkelig dansk. For flygtningekonventionen fra 1951 er jo et eksempel på, hvordan vi har levet under konventionsregimet, og det er jo lige præcis det konventionsregime, der har skabt den situation, vi står i i dag.

Så hvis man virkelig vil gøre noget ved det og lave en ny asylpolitik, kunne man jo starte med at understrege, at den er national, og det vil sige: Vi bestemmer selv, hvem vi lukker ind over vores grænser. Og jeg vil gerne have et asylstop, skal jeg hilse at sige.

Tak. Ordføreren.

Men nu sker der en sammenblanding af pærer og bananer her, for det er jo ikke en konvention, vi taler om. Vi taler om en erklæring, der ikke er juridisk bindende, og som fungerer som et forum, hvor man kan drøfte nogle af de her problemstillinger. Jeg betragter det i vidt omfang også som en diplomatisk arena, hvor regeringer forhåbentlig kan knytte nogle nye bånd i forhold til at være med til at løse nogle af de her problemer. Nogle eksempler, jeg synes er gode, på, at det jo indimellem rent faktisk lykkes, er de samarbejder med Tunesien og Rwanda, som blev lanceret for et par uger siden.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til Socialdemokratiets ordfører, så vi går videre til Venstres ordfører, og det er hr. Mads Fuglede.

Tak for ordet. I Venstre støtter vi fortsat den aftale, vi har indgået mellem en række europæiske og afrikanske lande, altså Marrakesherklæringen. Marrakesherklæringen bidrager til bedre koordination og kontrol i forhold til bestræbelserne på at stoppe irregulære migrationsstrømme internt i Afrika og i Europa. Vi ønsker, at færrest mulige migranter kommer til Danmark.

Marrakesherklæringen er en ikkebindende aftale. I selve teksten er det understreget, at stater selv bestemmer deres indvandringspolitik. Erklæringen indeholder en række målsætninger, der gavner Danmark, og som er gode grunde til, at vi skrev under. Aftalen slår fast, at landene er forpligtet til at tage deres egne statsborgere tilbage – sagt med andre ord: tage deres afviste asylansøgere tilbage til der, hvor de kommer fra.

Selv om det ikke er en bindende tekst, er det dog en slags start på en samtale, som vi gerne ser bliver mere bindende. Erklæringen lægger også pres på de lande, som i dag betragtes som transitlande for migrationsstrømme mod Europa. Det kunne være lande som Niger og Tchad, der fremover forpligtes til at beskytte deres egne grænser. Selv om det ikke er en bindende tekst, er det stadig væk også en vigtig samtale at få sat gang i.

Disse to forhold er vigtige og helt i Danmarks interesse. Vi kan i Danmark ikke gøre meget på egen hånd, men gennem aftaler kan vi lægge et pres på de lande, som er nøglen til at løse en del af migrantudfordringen. Vi har med Marrakesherklæringen noget at hænge dem op på, selv om Marrakesherklæringen er en meget lille krog, da den netop kun er en erklæring.

Det er små skridt, men trods alt skridt i den rigtige retning. Vi skal dog ikke bare læne os tilbage og tro, at problemet er løst med denne erklæring; vi skal fortsat arbejde videre internt i EU i forhold til at hjemsende og få afviste asylansøgere til at vende tilbage til deres oprindelseslande. Vi vil gøre alt, både internationalt og nationalt, for at nå målet om, at færre migranter kommer til Danmark, samt øge muligheden for at hjemsende afviste asylansøgere.

Venstre kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt.

Ja, vi er jo rigtig kede af, at vi ikke rigtig har forbindelse til Venstre i den her sag. Og jeg husker jo, at der sidste år, da Venstre stadig var i regering, var lidt af en borgerkrig – det kan man vel nok sige – om, hvem man skulle sende af sted. Det endte så med at være statsministeren; der var ikke rigtig andre, der ønskede at skrive sig ind i historiebøgerne på den måde, og det kan man nok godt forstå. Men der var et af de væsentlige argumenter jo, at man fandt, at det her dokument ingen juridisk retskraft har. Der er vi jo så blevet lidt klogere siden, bl.a. i forhold til den del, som angår EU's implementering – EU har selvfølgelig også tiltrådt den her erklæring. Her har vi jo fået et notat fra Kommissionens juridiske tjeneste, som jeg efter 10 år i Europa-Parlamentet kan sige bliver betragtet som et eller andet mellemstadie mellem paven og Vorherre – altså, det er jo ikke bare sådan nogle ligegyldige folk – som siger, at det her dokument rent faktisk har juridisk gyldighed.

Der vil jeg bare spørge, om Venstre så i lyset af den korrektion kunne overveje at se anderledes på den her traktat, end man gjorde for et års tid siden. Tak, formand.

Ordføreren.

Ja, det kan vi. Som jeg forstår det, er det sådan, at alle sådan nogle tekster her kan ende med at få det, der hedder soft law interpretations, altså at selv om de ikke er bindende, begynder domstole at citere dem og bruge dem som grundlag for at afsige domme, som vi ikke mener er vigtige. Og det var jo derfor, vi lavede den stemmeerklæring, som vi kom med i sin tid, da vi erklærede, at vi gerne så os selv som en del af Marrakeshaftalen

Det er vigtigt, at vi nidkært følger det her område, for vi ønsker ikke, at der er andre lande end Danmark, der bestemmer over vores politik på det her område. Og hvis der kommer soft law interpretations af det her område, skal vi selvfølgelig reagere på det nationalt – det er jeg helt enig med hr. Morten Messerschmidt i.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det er jeg rigtig glad for, og jeg tror også, at vi er mange, der skal være glade for, at det er hr. Mads Fuglede, der er på talerstolen for Venstre i dag. For det er jo klart, at den brydning, vi så sidste år, formentlig ikke helt er forsvundet her, så jeg er rigtig glad for det tilsagn.

Så vil jeg bare spørge hr. Mads Fuglede: Hvor går grænsen? Altså, hvor meget FN-indblanding ønsker vi? Nu sidder jeg her med Flygtningenævnets årsrapport foran mig, og der kan jeg se, at der i den seneste rapport er referencer til FN 164 gange – det er jo en sjat, vil jeg sige. Så hvor meget vil Venstre acceptere, før man kan stemme for det her forslag?

Ordføreren.

Altså, jeg tror ikke, at det handler om hvor meget, men mere om, hvordan det her bliver blandet ind i en dansk kontekst. Vi har jo set, hvordan konventioner har ændret natur og er blevet nogle, vi bliver udfordret på og går til grænsen af osv. Hvis det sker på andre områder, er det jo en udfordring for os, som vi bliver nødt til at bekæmpe med alt det, vi kan, for det er Danmark, der skal bestemme, hvem der kommer ind og ud af Danmark, så at sige.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra Pernille Vermund.

Tak for det. Da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen var på vej til Marrakesh for at underskrive den her erklæring, var der en massiv modstand. Vi var nogle af dem, der gjorde massiv modstand, og vi kunne mærke, at der var rigtig mange, særlig på sociale medier, som, da de fandt ud af, hvad der var på vej til at ske, blev engageret. Det kom så meget bag på Venstre, på hr. Lars Løkke Rasmussen, i sin tid, må jeg formode, at man beskyldte de mange bekymrede danskere for at være robotter, fake profiler. Mange af os fik slettet opslag, blev udskammet, både af den tidligere statsminister, som var formand for Venstre, og også af udenrigsministeren.

I dag er det helt åbenlyst, at der er partier – nu to, måske til og med tre; nu må vi se – i Folketinget, som er dybt bekymrede over, at det her er en forkert retning for Danmark at gå. Har man i Venstre gjort sig overvejelser om, om den her udskamning af dem, der var kritiske i sin tid, var klog og rigtig?

Ordføreren.

Om man har gjort sig tanker om det? Som jeg husker debatten – og den fulgte jeg især på sociale medier – og nu husker jeg ikke altid alt krystalklart, så sad jeg ikke selv på noget tidspunkt og tænkte, at her var det den russiske efterretningstjeneste, eller hvem andre man beskyldte, der førte pennen, men det var en række mennesker, som jeg nogle gange var enig med og nogle gange var delvis enig med, som var bekymrede her, og det tog jeg selv til efterretning. Det gjorde jeg til en del af mit arbejde, for vi var meget omhyggelige med, hvordan vi i det her følgedokument markerede, hvad vi forstod ved Marrakesherklæringen, især fordi den indeholder meget, som vi opfatter som sådan noget FN-nonsens, som kommer med, når mange lande samles og laver en tekst, og som noget, vi ikke kan se os selv i. Så det ville vi gerne klart markere.

Jeg tror ikke, at man nogen sinde gør noget klogt ved bare at beskylde mennesker, man ved ikke er russiske agenter, inklusive fru Pernille Vermund, for at være det. Det bringer aldrig en demokratisk samtale et bedre sted hen. Jeg er ked af det, hvis der er nogen fra mit parti, der har gjort det.

Fru Pernille Vermund.

Tak for det. Det er jo lidt barsk at skulle stå her over for hr. Mads Fuglede og diskutere noget, som er sket i hr. Lars Løkke Rasmussens tid, for som det er nævnt tidligere, er Venstre jo et bredt parti, også på det her område, men nu er det hr. Mads Fuglede, der er ordfører.

I den anledning synes jeg også, at man måske kunne tænke sig at få at vide: Var der i Venstre en bagtanke med, at man ikke oversatte Marrakesherklæringen til dansk? Altså, ret sent i forløbet gik det jo op for medierne, at det her ikke findes på dansk – et dokument, som tidligere er erklæret er massevis af paragraffer, som man ikke havde gjort sig den umage at oversætte, så danskerne kunne forstå det.

Ordføreren.

Faktisk ret tidligt indser vi, at det, at der er så få, der er i stand til at oversætte ordet compact til korrekt dansk, gjorde, at mange troede, at der var tale om noget, der var meget mere bindende, end det egentlig var. Så vi havde internt en snak om, at det var rigtig ærgerligt, at den her erklærings formål, rammer og indflydelse blev gjort til meget mere, end nogen sådan rationel og sober debat kunne holde til.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Venstres ordfører. Den næste ordfører er fra Det Radikale Venstre, og det er fru Kathrine Olldag.

Tusind tak. Det er oprigtig talt spændende med den her historiske opridsning af arbejdet med Marrakesherklæringen. Jeg vil egentlig gerne starte et andet sted, hvor jeg lige prøver at få ridset proportionerne op i det her spørgsmål, vi arbejder med, eller den her bekymring, der er.

Langt størstedelen af verdens 272 millioner immigranter har lovligt ophold der, hvor de er. Der er tale om en bred skare af mennesker, der søger arbejde i andre lande, fra atomfysikere til jordbærplukkere. Ifølge en estimeret opgørelse fra Pew Research Center i Los Angeles opholder der sig mellem 3,9 millioner og 4,8 millioner mennesker uden opholdstilladelse i EU. Og da EU og USA tilsammen huser halvdelen af verdens migranter, vil et meget groft estimat være, at samlet set er 10-15 millioner af verdens migranter såkaldt irregulære, hvilket svarer til mellem 3-5 pct. af alle verdens migranter og 2 promille af verdens samlede befolkning. Det er håndteringen af denne gruppe mennesker, FN's globale aftale om migration handler om – altså 5 pct. af alle verdens migranter.

DF er bekymret for, om den globale migrationsaftale – eller Marrakesherklæringen – er juridisk bindende, og at Danmark mister kontrol over udlændingepolitikken. Det er der ikke tale om. Aftalen er – som også før pointeret af andre – en politisk aftale indgået imellem FN's medlemslande. Den bygger på eksisterende lovgivning om menneskerettigheder, som vi allerede er bundet af. Men den sætter ikke nye forpligtelser op i forhold til dem, der eksisterer i forvejen.

Undskyld, jeg må lige afbryde en gang. Man kan godt tale sagte derude i sidegangen, men hvis man skal have en mere højrøstet diskussion, foregår det ude på den anden side af dørene.

Det var både regeringens egen vurdering tilbage i december 2019 og Kommissionens vurdering i det interne notat, som DF omtaler i bemærkningerne. Det er kun, hvis man er imod, at Danmark er bundet af internationale konventioner om menneskerettigheder, at man kan være bekymret for aftalens juridiske betydning for Danmark.

Dansk Folkeparti er bekymret over det faktum, at aftalen bliver fejret som en sejr for det internationale samarbejde. Dansk Folkeparti mener således ikke, at internationale fænomener såsom migration skal løses internationalt. Man kunne tænke sig at spørge, hvad alternativet er. Skal man lukke øjnene, bygge hegn til himlen og putte landminer i vandet? Hvis vi ønsker at hjemsende eksempelvis afviste asylansøgere og irregulære migranter, kræver det aftaler med de pågældende hjemlande. Migrationsaftalen giver netop en ramme for den type samarbejde. Hvis man reelt ønsker at håndtere problemet med irregulær migration, kræver det, at man har mere på paletten end hegn og bevæbnede grænsevagter.

Langt de fleste migranter, som tager turen over Middelhavet, har taget en moden beslutning og er fuldt ud klar over den risiko, de tager. De gør det alligevel, fordi de ser deres situation som håbløs. Nogle kan få asyl, nogle kan ikke, men det ved de ikke nødvendigvis selv. De ved, de har brug for at komme væk. Derfor skal der tænkes hele vejen rundt med forebyggelse, så folk ikke føler sig tvunget til at tage et valg om at migrere irregulært. Det kunne f.eks. være jobskabelse, udviklingshjælp osv. og beskyttelse fra de uhyrlige overgreb, der sker både på regulære migranter, f.eks. tjenestepiger i Mellemøsten, og irregulære migranter i f.eks. detentionscentrene i Libyen. Det kunne også være flere muligheder for at migrere legalt, så folk har et alternativ, bedre samarbejde om at bekæmpe smuglere og menneskehandel m.m.

Migrationsaftalen kommer hele vejen rundt om udfordringerne med migration. Det er virkelige løsninger på virkelige problemer. Til sidst nu, hvor vi er i gang med emnet, vil jeg sige, at det er tanken, at alle lande, der tilslutter sig aftalen, skal omsætte den i en national handlingsplan. Den kunne vi i Radikale Venstre rigtig godt tænke os, skulle jeg hilse fra Andreas Steenberg og sige. Tak for det.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt.

Jeg skal bare høre, om jeg forstod ordføreren rigtigt, nemlig at ordføreren er enig med Kommissionens juridiske tjeneste i, at Marrakeshtraktaten har juridisk bindende virkning.

Ordføreren.

Der er to forhold, vi diskuterer her, og som faktisk også har været en lille smule uklare for mig, og det har været, hvorvidt vi snakker om FN's migrationsaftale eller Marrakesherklæringen, for overskriften siger en ting, men i selve beslutningsforslaget behandles noget andet. Selve Marrakesherklæringen er jo ikke, så vidt jeg ved, juridisk bindende.

Hr. Morten Messerschmidt.

Hvordan skulle ordførerens tale så forstås, altså at man ønsker at få erklæringen gjort juridisk bindende? For jeg hørte ordføreren tale om Kommissionens udtalelse – Legal Opinion, som det hedder, altså juridiske mening.

Så ønsker Det Radikale Venstre, at Marrakesherklæringen – det, man forkorter som GCM – der blev vedtaget, da statsministeren var i Marrakesh i december 2018, skal have juridisk gyldighed, eller ønsker man det ikke?

Nej, vi er fuldt ud tilfredse med, at det her er en politisk aftale, så længe den danner rammen for alle de forskellige typer og den fleksibilitet, som der kan ligge mellem landene, altså at den giver anledning til aftaler, der skal i hus, for at vi kan få løst den her migrationskrise.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til De Radikales ordfører. Den næste ordfører er fra Socialistisk Folkeparti og er hr. Carl Valentin

Tak for det. Vi har været her før og for ganske nylig, da vi drøftede regeringens planer om at begrænse indvandring som følge af spændinger ved grænsen til Tyrkiet, så derfor kan jeg gøre det forholdsvis kort.

Asylsystemet er dysfunktionelt. Det beror på spontan asyl, der resulterer i uretfærdig fordeling, både i forhold til hvilke lande der tager slæbet med at aflaste verdens brændpunkter, men også i forhold til hvilke flygtninge der får hjælp – både hvordan og hvornår. Hvad mangler der, for at hele flygtningesystemet kan komme til at fungere? Hjælp til nærområderne? Bevares. Et køsystem? Ja. Men også solidaritet. Det kræver, at vi allesammen hver især ikke kun går til spørgsmålet om en ny flygtningepolitik med interesse i at lukke færrest mulige ind, men med det formål at maksimere den totale retfærdighed i systemet. Vi skal sørge for, at flest hjælpes bedst muligt med den størst mulige respekt for modtagerlandenes stabilitet.

Hvis verdens lande gør flygtningepolitikken til et ræs mod bunden, skader det os alle sammen. International solidaritet er nemlig forudsætningen for, at vi kan få kontrollen over asylsystemet tilbage og forme det til en helhed, der giver mening, i stedet for det morads, vi står med nu. Derfor er det beslutningsforslag, vi skal behandle i dag, antitesen til solidaritet. Det sigter på at skrive Danmark ud af en af de få tilbageværende livliner i det internationale i samarbejde om et nyt asylsystem.

Marrakeshaftalen savner faste rammer og sanktionsmuligheder, ja, men er dog alligevel bedre som holdepunkt end et totalt fravær af kompromisvillighed landene imellem. Skulle man være i tvivl om forslagets mangel på international solidaritet, kan man blot observere det faktum, at forslaget citerer Polen som et eksempel til efterfølgelse – et land, der har vendt ryggen til sine internationale forpligtelser på flygtningeområdet, og som på trods af sin status som EU-land ikke lever op til minimumsstandarderne for flygtningemodtagelse i Unionen.

I oktober sagde forfatter Jonas Eika, at Danmark er et racistisk land, bl.a. med henvisning til den danske asylpolitik. Jeg synes, det er noget vås, for på trods af den megen bragesnak, der har været fra skiftende regeringers side de seneste årtier, så er Danmark – heldigvis – stadig et land, der tager retssikkerhed og internationale forpligtelser alvorligt; et land, der målt både på antallet, vi tager imod, og på omfanget af hjælp, vi giver, er længder foran andre lande, der tit anses som førende på området, eksempelvis Canada.

Derfor er vi, vores størrelse taget i betragtning, fortsat med til at tage ansvar for flygtninge, uanset hvor meget diverse ministre har talt dunder om stramninger. Derfor sagde daværende statsminister hr. Lars Løkke Rasmussen også ja til Marrakeshaftalen – og derfor ærer den nuværende regering den, fordi vi trods alt stadig bor i et land, der tager det internationale samfund alvorligt og er klar over den realitet, at Danmark ikke kan nå nogen steder alene. Og uanset mine øvrige uenigheder med de to statsministerpartier her i landet vil jeg gerne kvittere for, at når alt kommer til alt, står de ofte stadig på vores og ikke på Dansk Folkepartis side i spørgsmål som dem her.

Med disse ord skal jeg meddele, at Socialistisk Folkeparti ikke kan støtte forslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til SF's ordfører, så vi går videre til den næste ordfører, som er fra Enhedslisten. Fru Rosa Lund.

Tak for det. Marrakesherklæringen er som bekendt et ikke juridisk bindende dokument, som indeholder nogle yderst fornuftige betragtninger om, hvordan stater i en moderne verden skal forholde sig til migration. Erklæringens overordnede mål er, at migration afvikles på en sikker, overordnet og regulær måde.

For at nå det mål er der i erklæringens paragraf 16 oplistet nogle yderst hensigtsmæssige forholdsregler. Der lægges vægt på, at man skal minimere de faktorer, der tvinger mennesker til at forlade deres hjemland. Der lægges vægt på korrekt information til og om migranter. Man skal arbejde for, at færrest mulige mister livet under migration. Menneskesmugling og trafficking skal bekæmpes. Diskrimination skal elimineres. Grænserne skal forvaltes på en sikker og velkoordineret måde. Migranter uden opholdstilladelse skal sendes tilbage til det land, de er flygtet fra, på en sikker og værdig måde og hjælpes til at blive reintegreret der.

Alt dette er mål, der burde kunne samle et bredt flertal, egentlig også her i Folketinget. Og det er nok også grunden til, at den daværende regering under hr. Lars Løkke Rasmussen, der vel ellers var internationalt kendt for sin meget hårde linje i udlændingepolitikken, fornuftigt kunne tilslutte sig den her erklæring i 2018. På den yderste højrefløj fandtes der så partier, som ikke ville være med.

Vi kan læse i bemærkningerne, at erklæringen betegnes som en anerkendelse af menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder, og den slags rettigheder er forslagsstillerne imod, må man forstå. I Enhedslisten har vi det lige omvendt. Vi kan rigtig godt lide arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder. Jo mere vi kan sikre de rettigheder, jo bedre er det sådan set, synes vi.

Forslagsstillerne lægger også vægt på, at flere af Danmarks nære allierede og samarbejdspartnere nægtede at underskrive aftalen, og her nævner man bl.a. USA, Tjekkiet, Polen og Israel. Heldigvis, vil jeg sige, er regeringerne i de lande ikke dem, vi samarbejder allermest med, når det kommer til menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder. Hvis vi gjorde det, ville det da virkelig stå slemt til.

Forslagsstillerne undlader at nævne Viktor Orbán og Ungarn, som var det femte land, der stemte imod ved afstemningen i FN's Generalforsamling. Jeg ved ikke, hvorfor man undlader det, men Viktor Orbán er jo kendt for at undertrykke oppositionen i Ungarn med udemokratiske midler, og jeg synes da, det ville være sørgeligt, hvis Danmark kom i det selskab.

I Enhedslisten kunne vi godt tænke os, at Danmark påtog sig et mere forpligtende ansvar for at sikre en mere sikker og velordnet migration på globalt plan. Men at arbejde i FN er ofte et spørgsmål om at finde den laveste fællesnævner blandt et stort flertal af lande, og det bliver ofte til forpligtende hensigtserklæringer som nu den her Marrakesherklæring.

Det er et skridt i den rigtige retning, som vi ser det, og en anerkendelse af nogle meget vigtige principper, og det er helt klart bedre end ingenting. Vi kan på ingen måde støtte, at vi udtræder af den her erklæring, men det, vi kan støtte, er, at vi laver nogle mere forpligtende, bindende aftaler på globalt plan, f.eks. om, at lande som Danmark skal forpligtes til at tage flere kvoteflygtninge, end vi tager i dag. Det synes jeg bestemt ville klæde os, og jeg vil gerne være i selskab med de lande, som faktisk løfter deres internationale ansvar og tager kvoteflygtninge – hellere end at være i selskab med de lande, som f.eks. undertrykker oppositionen med udemokratiske midler.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt. (Rosa Lund (EL): Vi kan ikke støtte forslaget, skal jeg måske lige huske at sige).

Nej, det stod klart, og jeg skal helt undlade at referere de bevægelser rundtomkring i mere eksotiske egne af kloden, hvor Enhedslistens medlemmer begår sig. Det kunne være Sydamerika, eller det kunne være andre steder. Så kunne vi tale om undertrykkelse dér.

Nej, det, jeg egentlig ville spørge om, er, at når nu fru Rosa Lund – og det er jo dejligt – jo helt åbent og helhjertet taler for, at den her erklæring skal sikre forskellige fagretlige forhold, går jeg ud fra, at det betyder, at fru Rosa Lund og hendes parti gerne vil have, at hele den her erklæring får juridisk gyldighed, ligesom Kommissionens juridiske tjeneste jo også har lagt op til i forhold til de dele, der er EU-relevante. Det er bare det, jeg vil høre: Er det Enhedslistens position, at det er det, man vil kæmpe for, altså at den her erklæring får juridisk gyldighed?

Ordføreren.

Vores position er den, at det her dokument ikke er egnet til at være et juridisk bindende dokument, men det er helt korrekt forstået, at vi gerne vil lave bindende aftaler på det her område, ligesom vi jo også gerne vil lave bindende aftaler i det fællesskab – det såkaldte fællesskab, vil jeg sige – vi er en del af i EU. Der vil vi jo også gerne lave bindende aftaler om, at man ikke udnytter arbejdstagerrettigheder.

Så det dokument, vi diskuterer i det her beslutningsforslag, egner sig ikke til at være juridisk bindende, mener jeg. Men vi vil meget gerne være med til at lave juridisk forpligtende og bindende aftaler internationalt om flygtninge.

Hr. Morten Messerschmidt.

Nu må fru Rosa Lund lige opklare: Hvad er det, fru Rosa Lund ikke kan skrive under på her? Altså, den her erklæring vil jeg sige lige så godt kunne være printet fra Enhedslistens hjemmeside. Så hvad skulle det være for passager? Altså, man vil slå hårdt ned på medier, der ikke bringer indvandrervenlige beskeder, og indvandring er en god idé. Altså, det er sådan en euforisk glædeserklæring over migration, så hvad er det, fru Lund ikke kan lide ved det?

Ordføreren.

Der er som sagt ikke noget, vi ikke kan lide ved det. Jeg forstår spørgsmålet, som om det her skal være et juridisk bindende dokument. Det egner dokumentet sig ikke rigtig til. Og så vil jeg da ellers i øvrigt opfordre hr. Morten Messerschmidt til at kigge lidt mere efter på Enhedslistens hjemmeside, i forhold til hvad der står dér om migration. For det er i hvert fald ikke det, som hr. Morten Messerschmidt lige sagde.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til Enhedslistens ordfører. Den næste ordfører er hr. Marcus Knuth fra Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. Jeg må sige, at det er en lidt underlig fornemmelse at stå her på talerstolen i dag og tale om Marrakeshaftalen, for det var jo virkelig noget, der delte vandene dengang i 2018. Det var også noget, der delte vandene i VLAK-regeringen. Naser Khader fra Konservative sagde dengang i 2018, og nu citerer jeg ham:

»Personligt er jeg skeptisk over for pagten og dens konsekvenser, og den konservative folketingsgruppe deler min skepsis.«

Det var ikke, fordi Konservative dengang ikke kunne se, at der var nogle rigtig, rigtig positive dele og nogle gode hensigter i Marrakeshaftalen, men der var altså også nogle dele, som ikke var så positive. Det var bl.a. den del om at begrænse mediernes frihed til at informere offentligheden, delen, der – synes jeg i hvert fald – blander rettigheder til migranter sammen med rettigheder til flygtninge, og så selvfølgelig også det, som også har været omtalt i dag, at selv om den her aftale som udgangspunkt ikke er juridisk bindende, er der jo en risiko for, at aktivistiske domstole stille og roligt over tid gør den her aftale til gældende retspraksis.

Der var altså også skepsis hos andre partier end Konservative. Fra Venstre rejste hverken daværende udlændingeminister Inger Støjberg eller daværende udviklingsminister Ulla Tørnæs ned til Marrakesh for at underskrive. Det gjorde statsministeren Lars Løkke Rasmussen selv. Og statsministeren sagde selvfølgelig, som Socialdemokratiets udlændingeminister i dag gør, at FN-pagten ikke er juridisk bindende, og at det ikke vil ændre meget eller noget i dansk udlændingepolitik. Men den skepsis, som jeg nævnte før, forblev jo altså i dele af Folketinget.

Konservative var dengang en del af VLAK-regeringen, og Konservative gik med til aftalen med den skepsis, som jeg lige citerede Naser Khader for at komme med. Men som sagt ved vi – hvilket Socialdemokratiet i denne omgang ikke har erfaret endnu – at når man er en trekløverregering med forskellige synspunkter, går man nogle gange med i en aftale, som man måske ikke var gået med i, hvis man stod alene som en etpartiregering. Konservative var dengang meget, meget glade for stemmeforklaringen, der tog en række forbehold. Men stadig væk så vi en række ligesindede lande springe i målet og ikke underskrive aftalen: USA, Australien, Schweiz, Østrig, Polen, Tjekkiet, Kroatien og Bulgarien.

Vores konservative synspunkt er i dag, at vi på den ene side selvfølgelig støtter internationalt samarbejde og vi støtter FN – vi skal bekæmpe migration, vi skal bekæmpe den fattigdom, der er med til at skabe migration – men på den anden side ud fra et forsigtighedsprincip har den her Marrakeshaftale altså nogle tvivlsomme dele, som gør, at vi konservative i dag ikke bakker op om deltagelse i aftalen.

Vi burde have stillet os – eller vi bør stille os, vil jeg nærmere sige – som f.eks. Østrig, som havde en fornuftig tilgang til det her. Det siger jeg selvfølgelig med et forbehold, og jeg spurgte også udlændingeministeren før, om man overhovedet kan træde ud af sådan en aftale, og om man kan spole det tilbage. Det er jeg ikke klar over om man kan. Men såfremt det er muligt at stille sig i samme position som et land som f.eks. Østrig, er det det, vi ønsker at gøre. Derudover ville vi måske have formuleret bemærkningerne i forslaget anderledes, men vi støtter forslaget, som det står med den overordnede hensigt fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til Nye Borgerliges ordfører, fru Pernille Vermund.

Tak for ordet. Det er en interessant debat, når man kommer udefra og har set alt det her fra uden for Folketinget, og altså har stået ude i det, der foregår uden for Christiansborg, i vinteren 2018 og haft en fornemmelse af, at de borgerlige partier, som sad ved magten dengang, det her blev tiltrådt, nærmest en til en bestod af folk, der var enige. Der var lige hr. Naser Khader, som ytrede sig, men ellers var det en samlet borgerlig blok, der var for Marrakesherklæringen. Der var også lidt pip fra DF dengang, men der var ikke nogen, der var så utilfredse, at man trådte ud af en regering eller var klar til at vælte en regering på den her baggrund. Nu viser det sig jo så, at den splid, der var, som jo var åbenlys i Venstre, eftersom det endte med at være statsminister Lars Løkke Rasmussen, der tog af sted, også var der i de andre borgerlige partier. Og man kan jo ikke lade være med at få en fornemmelse af, efter debatten i dag, at det her i virkeligheden er hr. Lars Løkke Rasmussens projekt, mere end det er et borgerligt projekt. I så fald støtter den nuværende socialdemokratiske regering et hr. Lars Løkke Rasmussen-projekt, og det er jo i sig selv interessant.

Jeg vil begynde med at takke DF og hr. Morten Messerschmidt for at fremsætte det her beslutningsforslag, både fordi det er vigtigt at minde danskerne om, at selv under borgerlige regeringer er der blevet ført uansvarlig udlændingepolitik, og fordi det giver mig lejlighed til her i dag at beklage over for hr. Morten Messerschmidt, at DF som parlamentarisk grundlag for den tidligere hr. Lars Løkke Rasmussen-regering accepterede, at Danmark tiltrådte Marrakesherklæringen. Jeg er med på, at man var kritisk, men man accepterede det, og det burde man ikke have gjort. Man burde have sat foden ned og gjort det klart, at der var en streg i sandet, som ikke kunne overskrides. USA sagde nej, Israel sagde nej – en lang række lande, som er fornuftige, og som sikkerhedspolitisk står Danmark nært, sagde nej. Det skulle Danmark også have gjort. Hvorfor? Præcis af de grunde, som hr. Morten Messerschmidt og DF redegør for i bemærkningerne til beslutningsforslaget.

Marrakesherklæringen vil komme til at påvirke udlændingepolitikken i fremtiden, hvis ikke vi i Folketinget forinden sørger for at vinde dansk selvbestemmelse tilbage. Det håber jeg meget at et flertal i befolkningen vil bakke op om, inden det er for sent – inden vi står i en situation, som vi gør med flygtningekonventionen, der blev tiltrådt for 70 år siden, fordi man tænkte, at den havde vi ikke nogen problemer med at tiltræde, for det var jo nærmest en til en, hvad man gjorde på daværende tidspunkt, og siden har den bundet os til en asylpolitik, som et meget stort flertal i Folketinget helt over til SF, hører vi i dag, siger er dysfunktionel.

Migrationen fra Afrika til Europa kommer til at vokse med erklæringen som bagtæppe. Det er den vej, de politiske vinde blæser i EU, hvor Parlament og Kommission stadig hylder multikulturalisme, indvandring fra Stormellemøsten og indtag af illegale migranter, som man vil forsyne med flygtningestatus. Det er ikke en kurs, der er flertal for i det danske Folketing, i hvert fald ikke, hvis man skal tage regeringens ministres ord for pålydende. Og det burde med udtalelsen fra EU's udenrigstjeneste om Marrakesherklæringens juridiske rækkevidde in mente være indlysende for alle politiske partier, der ønsker, at udlændingepolitikken føres i Folketinget og ingen andre steder, at Danmark ikke bør være underskriver af erklæringen. Hvis man derudover, som jeg og Nye Borgerlige ønsker, vil løse problemerne med udlændingepolitikken fra bunden, så vil man med læsningen af Marrakesherklæringen også indse, at dokumentet trækker i den stik modsatte retning. Erklæringen vil forværre problemerne og ikke løse dem.

Med de ord bakker Nye Borgerlige naturligvis op om beslutningsforslaget, som vi er glade for at DF har fremsat.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til Nye Borgerliges ordfører. Den næste ordfører er fra Liberal Alliance, hr. Henrik Dahl.

Vi bakker også op om beslutningsforslag B 177, altså Dansk Folkepartis beslutningsforslag.

Det har jo været spændende at sidde og høre de ordførertaler, der er blevet holdt, fordi de belyser noget, der allerede stod klart i december 2018, nemlig at der var ret omfattende diskussioner i regeringspartiernes folketingsgrupper op til, at Marrakesherklæringen blev vedtaget. Det var jo helt klart, at når den ansvarlige minister ikke ønskede at tage til Marrakesh og statsministeren måtte tage af sted i stedet for, så var det, fordi man ikke var enige der. Hr. Marcus Knuth har redegjort for hr. Naser Khaders tale, og hvordan der også var uenighed i den konservative folketingsgruppe, og vi havde bestemt også i Liberal Alliance nogle lange diskussioner om erklæringen.

Når vi ikke gjorde mere væsen ud af uenigheden dengang, var det, fordi den her stemmeforklaring, som har været bragt op flere gange, spillede en betydelig rolle. Det var forsikringen om, at der ville blive afgivet en stemmeforklaring, og at der i den stemmeforklaring skulle stå, at Marrakesherklæringen ikke tilsidesætter dansk lovgivning. Med det i baghovedet endte vi jo altså med at acceptere, at Danmark underskrev Marrakesherklæringen.

Det, der er sket i de mellemliggende år, er jo, at domstolsaktivisme jo er blevet et spørgsmål, som vi er blevet meget opmærksomme på – altså, risikoen for, at tilsyneladende uskyldige dokumenter bliver inddraget i diverse internationale domstoles dynamiske fortolkninger og dermed får en anden betydning, fordi disse her domstole qua den juridiske tradition, de abonnerer på, kommer til i virkeligheden at fungere som en slags lovgivende myndighed, der ændrer indholdet af lovgivningen. Det er sket med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, det sker med diverse EU-traktater, og det er sket med flygtningekonventionen. Det er jo ganske enkelt ikke acceptabelt i længden, at vi skal have i realiteten ikkevalgte politikere til at lave vores lovgivning om.

Så risikoen for, at Marrakesherklæringen, om jeg må så sige, kan falde i kløerne på en aktivistisk domstol, anser vi for at være en meget realistisk risiko, og derfor bakker vi altså op om Dansk Folkepartis forslag. Tak for ordet.

Tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så nu er det tid til at få ordføreren for forslagsstillerne på talerstolen. Hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, værsgo.

Tak, formand, og tak til ordførerne for en interessant gennemgang af, hvordan virkeligheden kan se meget forskellig ud, afhængigt af hvilken stol man sidder i. Det er snart et par år siden, at daværende statsminister hr. Lars Løkke Rasmussen begav sig til Marokko for, det er vel ikke for meget at sige på egne vegne at tilslutte Danmark den her erklæring. Han havde formentlig grundlovsmæssig fast grund under fødderne, al den stund at § 19 jo tilsiger, at udenrigspolitikken tilkommer regeringen, og derfor kunne Folketinget sådan set mene, hvad de ville – herunder flere medlemmer af regeringen, der kunne mene, hvad de ville.

Det, man i hvert fald med sikkerhed i dag kan sige, er, at vi ved ganske meget mere. Vi er i dag ganske meget klogere på, hvad den her erklæring indeholder, og det stritter alt sammen i den diametralt modsatte retning af det, som den daværende regering fortalte Folketinget. Vi ved nu, at en stribe lande har valgt at stå udenfor – sjovt nok lande, som alle sammen er kendt for at føre en stram udlændingepolitik. Det er lande som Israel, Tjekkiet, USA, Polen, Ungarn og flere andre. Sjovt nok har de lande, som ønsker en liberal og lempelig indvandringspolitik, alle sammen tilsluttet sig, for de synes, det er en fantastisk idé med et fælles FN-dokument, som regulerer migration.

Vi kan allerede nu se, hvordan det her jo ikke er et stillestående statisk dokument, men noget, der gradvis og vedvarende vil udvikle sig. Bl.a. havde vi den 17., 18. december 2019 et parlamentarisk møde i Schweiz, hvor en stribe ngo'er, virksomheder og andre mødtes for at drøfte, hvordan den her erklæring nu kunne omsættes til virkelighed. Ifølge et svar, jeg har modtaget den 7. januar 2020 fra udviklingsministeren kan vi se, hvem der har deltaget: Det er 90 ministre, det er 80 internationale organisationer, 200 civilsamfundsorganisationer, 70 flygtninge – hvor de så kommer fra, ved jeg ikke – OECD, Verdensbanken, medlemmer af Europa-Parlamentet og en stribe andre.

Hvad drøftede de? Ja, ifølge udviklingsministerens svar her var det ansvar og byrdefordeling, uddannelse og beskæftigelse. Det er jo normalt noget, som vi betragter som et nationalt anliggende, altså ansvar og byrdefordeling. Det er noget af det, som i EU har vakt stor opmærksomhed og modstand, fordi man vil begynde at fordele migranter imellem landene. Lige før hørte vi, at det ingen betydning fik for landenes interne politik, men hvorfor samler der sig så flere hundrede, ja, flere tusinde mennesker i Schweiz for at diskutere ansvar- og byrdefordeling, uddannelse og beskæftigelse? Det er politik. Derfor må man bare sige, at hr. Henrik Dahl og hr. Mads Fuglede jo har fuldstændig ret i, at der intet er i FN, som er statisk, og som står stille; det er alt sammen dynamisk og udvikler sig hele tiden i en bestemt retning, nemlig i en politisk retning.

I Flygtningenævnet seneste årsrapport er det jo ikke, fordi FN er fuldstændig fraværende. Hvis jeg må nævne over for det høje Ting, har vi bare registeret her på side 7, pkt. 4.2.3: Sager indbragt for FN's komitéer. På side 10, pkt. 6.11.3.1.1: FN's Torturkomités General Comment no. 4. Side 11, pkt. 8.9: Udelukkelse af udlændinge opført på FN's og EU's sanktionslister. Side 12, kapitel 11.2: FN's menneskerettighedsorganer. 11.3: FN's Torturkomité. 11.3.1: FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. 11.3.2: Opfølgning i forhold til en tidligere udtalelse fra FN's Torturkomité i en sag mod Danmark. 11.3.3: FN's Torturkomités udtalelser i 2018 i sager mod Danmark. 11.4: FN's Menneskerettighedskomité. 11.4.1: FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder. 11.4.2: FN's Menneskerettighedskomités udtalelse i 2018 i sager mod Danmark. 11.5: FN's Komité vedrørende afskaffelse af diskrimination imod kvinder. 11.5.1: FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder. 11.5.2: FN’s Kvindekomités udtalelser i 2018 i sager mod Danmark. 11.6: FN’s komité om barnets rettigheder. 11.6.1: FN’s konvention vedrørende barnets rettigheder. 11.6.2: FN’s Børnekomités udtalelser i 2018 i sager mod Danmark.

Enhver, der påstår, at FN ikke spiller en rolle i dansk udlændingepolitik, må enten være naiv eller løgner!

Siden sidst har vi altså hørt nyt fra Bruxelles, ikke et eller andet obskurt embedsorgan, men derimod den højeste juridiske tjeneste, man overhovedet har, nemlig Kommissionens juridiske tjeneste, som siger det diametralt modsatte af det, vi hørte fra den tidligere regering, nemlig at det her dokument har juridisk betydning i relation til EU-retten. Det prøver man så fra regeringens side at få til at se ud som om ikke spiller den store rolle, men enhver, hvad end man har været parlamentariker, været minister eller har arbejdet med EU-systemet, ved, at hvis der er nogen, som er den endelige fortolker lige inden Domstolen af EU-retten, så er det altså Kommissionens juridiske tjeneste, og derfor burde det sådan set få enhver, der beskæftiger sig med det her område, til at bekymre sig bare en lille smule, når netop den enhed kommer frem til, at det her har juridisk gyldighed.

For hvad er det egentlig, erklæringen siger? Ja, i pkt. 8 – jeg skal nok lade være med at citere, for igen, vi har jo ikke fået det på dansk, for så skærer man nok den værste kritik fra, tænker jeg, men vi har i hvert fald fået syn for sagn – er den helt generelle tilgang jo, at migration er en positiv ting, det er noget med, at folk bevæger sig på tværs af grænserne, de rejser, de lever, de arbejder, og det hele foregår ganske godt. Ifølge pkt. 10 går det dog alligevel ikke helt så godt, for der er behov for, at man får slået hårdt ned på enhver form for negativ opfattelse af migration. Det er underligt, at de to ting kan stå i samme dokument, for hvis det hele er så gnidningsfrit og fantastisk med migration, hvorfor er der så brug for at slå ned på negative opfattelser af migranter? Men det klarer man selvfølgelig i FN.

Så er der hele det fokus på, hvad man så gør ved problemerne. Man kunne jo forestille sig, at man her talte om de problemer, som måske danskere eller andre europæere oplever som følge af den her migration, men nej, det handler ikke om at håndtere hverken bønnekald eller tørklæder eller anden form for islamistisk propaganda, det handler selvfølgelig om migranternes behov. Det kan man læse om i pkt. 13. Går man videre til pkt. 21, vil man kunne se helt konkrete anvisninger af, hvad det er, man gerne vil. Man vil nemlig gerne have legale migrationsveje. Det står fuldstændig i kontrast til det, som flere floromvundent har sagt her fra talerstolen, nemlig at det hele stadig væk vil være Folketingets kompetence. Hvorfor i alverden skulle man i et dokument som det her tale om, at man gerne vil legalisere migrationsveje, hvis det alligevel er oversat til de nationale parlamenter? For så skulle der sådan set bare være en floromvunden opfordring til, at det må de nationale parlamenter eller regeringer tage sig af, men det er der netop ikke. Der er en detaljeret redegørelse for, hvordan man ønsker at fremme migrationen.

Det handler selvfølgelig grundlæggende om én ting, nemlig at det her er et manifest for migration, og derfor er det at stikke folk blår i øjnene, når man påstår, at det ikke har juridisk værdi. Det er at stikke folk blår i øjnene, når man siger, at det ikke får betydning for vores udlændingelovgivning, for det har allerede betydning, hvad FN foretager sig, hvad den her tiradelange opremsning af FN's akter i Flygtningenævnets årsrapport vidner om, og derfor må jeg bare sige, at såvel den tidligere som den nuværende regering har stukket danskerne blår i øjnene, for det her dokument kan blive en katastrofe for ikke bare Danmark, men for hele Europa, og derfor skal vi selvfølgelig ud af det.

Det kan godt være, at fru Pernille Vermund har ret i, at man skulle have væltet den tidligere regering, det skal jeg slet ikke afvise, men det, der bare kan være problemet, er, at det sådan set er fru Pernille Vermunds løsningsforslag, hver eneste gang der er noget, man er uenig med regeringen i, og der kan være grænser for, hvor mange gange man kan gå rundt og vælte den samme regering, og det er den udfordring, vi i hvert fald er løbet ind i, kan man sige. For hvordan kan man på den ene side stramme udlændingepolitikken 100, 150, 200 gange, hvis man på den anden side hele tiden går og vælter regeringen, hver gang der er noget, man er uenig i? Men hvis fru Pernille Vermund har en løsning på det problem, hører vi meget gerne om det.

Grundlæggende vil vi ud af det her dokument, vi mener, det er til skade for Danmark, vi mener, det er til fremme af migrationen, og de ting er fuldstændig uforenelige med Dansk Folkepartis politik. Tak, formand.

Tak. Der er en kort bemærkning. Fru Pernille Vermund.

Tak for det. Det, som vi foreslog i vinteren 2018, var, at man fra DF's side havde sagt til hr. Lars Løkke Rasmussen, som jo havde regeringsmagten dengang, at han enten måtte lave en folkeafstemning om Marrakesherklæringen eller udskrive folketingsvalg og gøre det klart for danskerne, hvor han og hvor andre partier stod i den periode. Man stod jo så tæt på et folketingsvalg, at vi syntes, det var ret betimeligt, at man sagde: Lad os nu enten få en folkeafstemning om det her – vi ved, at befolkningen er ét sted i forhold til migrationen, og hr. Lars Løkke Rasmussen var åbenlyst et andet sted – eller sige til hr. Lars Løkke Rasmussen, at han nu må udskrive valg; det er alligevel så tæt på. Så kunne befolkningen bruge valgkampen til at diskutere det her, og så kunne hvert parti få lov til at sige, hvor de stod. Det ville jo også have medført det, som bliver åbenbaret i dag, nemlig at Det Konservative Folkeparti og LA var imod, på samme måde som dele af Venstre var det.

Ordføreren.

Det lyder også fint. Altså, som jeg bare lige husker det, tror jeg en folkeafstemning om den her traktat ville stride mod grundlovens § 42, stk. 6; jeg kan ikke hele grundloven udenad, men jeg mener, det er den, for dér er undtagelserne fra de folkeafstemninger, der kan holdes, og dér mener jeg, at § 19-forhold er omtalt – så det er i hvert fald i forhold til folkeafstemning.

Så er der spørgsmålet om at holde et folketingsvalg på det tidspunkt – det tror jeg ville have været en rigtig god idé. Det, man kan sige, Dansk Folkepartis og vel også fru Pernille Vermunds vedvarende pres på hr. Lars Løkke Rasmussen udvirkede, var jo, at hr. Lars Løkke Rasmussen simpelt hen valgte at sige, at nu ville han overhovedet ikke høre på de indvandrerskeptiske partier længere, og han forsøgte at lave en regering med Socialdemokratiet. Så det var jo det, der kom ud af den strategi, fru Pernille Vermund havde.

Men i øvrigt forstod jeg det sådan, at fru Pernille Vermund allerede i 2015 ville have væltet regeringen, altså da vi havde udfordringerne med migranterne på motorvejene. Så man kan sige, at havde man gjort det allerede dengang, havde fru Mette Frederiksen jo været statsminister en del år nu, og så havde vi ikke været i den situation; så havde det været det røde flertal, der havde fået migrationspagten igennem her. Men det er jo revisionisme sådan at sidde og filosofere over historien.

Fru Pernille Vermund.

Som jeg mindes det, der foregik i sommer i Venstre, var forslaget om en SV-regering en del af årsagen til, at det ikke længere er hr. Lars Løkke Rasmussen, der er formand for Venstre, men en anden. Så hvis det er DF's pres og Nye Borgerliges pres på hr. Lars Løkke Rasmussen, der har skubbet hr. Lars Løkke Rasmussen i kløerne på et rødt parti og dermed har sikret, at han ikke længere kan tage til Marrakesh eller andre steder og underskrive den her type erklæringer, så har vi da trods alt udrettet lidt godt og konstruktivt sammen.

Ordføreren.

Nu har fru Pernille Vermund og jeg jo ikke været på Christiansborg i særlig mange år – altså, vi er jo valgt på samme dag – men det er ikke umiddelbart min vurdering, at Venstres nuværende formand er på den, hvad kan man sige, indvandrerkritiske side i sit parti. Tværtimod mindes jeg, at han meldte sig ud af Venstre og ind i Ny Alliance, fordi han var oprørt over Dansk Folkepartis indflydelse på Venstre.

Altså, der er jo andre i salen, der selvfølgelig bedre kan redegøre for, hvor hr. Jakob Ellemann-Jensen står. Men hvis fru Pernille Vermund synes, at hr. Jakob Ellemann-Jensen som Venstres formand er hendes fortjeneste, skal jeg ikke tage den glæde fra hende.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.