Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 176:

Forslag til folketingsbeslutning om at ændre repatrieringsloven.

Af Morten Messerschmidt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 14.05.2020).

Forhandlingen er åbnet. Udlændinge- og integrationsministeren, værsgo.

Jeg er glad for, at vi med beslutningsforslaget igen får anledning til at drøfte den her hjemrejseordning eller repatrieringsordning, som det hedder. Jeg kan godt forstå, at der er et ønske om at ændre loven, efter at medierne har dækket den her tragiske sag, som også ligger til grund for forslaget, og som er nævnt i forslagets bemærkninger. Det er klart, at jeg som minister ikke kan gå nærmere ind i den helt konkrete sag, men ud fra de oplysninger, der foreligger om sagen, må jeg også sige, at den selvfølgelig gør et enormt indtryk på alle os, der har læst den. Det er helt forfærdeligt, at vi her i 2020 stadig hører om sager, hvor kvinder må kæmpe for deres frihed og i ekstreme tilfælde endda med livet som indsats.

Som samfund skal vi hjælpe og støtte kvinderne i deres frihedskamp. Vi skal turde sige fra over for negativ social kontrol, og derfor skal indsatsen mod negativ social kontrol også styrkes. Her vil regeringen som et første skridt i bekæmpelsen af den her sociale kontrol forbyde religiøse vielser af mindreårige og skærpe straffen for at fastholde nogle i tvangsægteskaber, og idømmes man ubetinget frihedsstraf, fordi man har fastholdt en anden i et ægteskab – det kan være et gyldigt ægteskab eller et religiøst ægteskab – så skal man som det klare udgangspunkt udvises, uanset hvor længe man har boet her i landet. Og jeg vil kun være glad, hvis de ansvarlige i sådan nogle tilfælde ryger i spjældet, eller hvis de udvises, fordi her må vi være på kvindernes side.

Dagens beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti handler om at ændre repatrieringsloven, så udbetalingen af støtten øjeblikkeligt standses, hvis modtageren begår kriminalitet i hjemlandet efter repatrieringen. Forslaget udspringer af den tragiske sag om en syrisk mand, Hussein Abbas, der angiveligt har stenet sin kone og sin søn i Syrien. Ifølge Kristeligt Dagblad kom Hussein til Danmark fra Syrien i 2015 og rejste hjem til Syrien med repatrieringsstøtte i februar. Husseins kone, Huda Ali Ahmad, og parrets tre børn, der også boede i Danmark, tog med til Syrien, hvor Hussein angiveligt dræbte sin hustru og sønnen Azad. Ifølge Kristeligt Dagblad fik Hussein udbetalt den første rate af sin repatrieringsstøtte på godt 100.000 kr., og næste rate står til at blive udbetalt næste år, dvs. i alt ca. 215.000 skattekroner.

Forslagsstillerne foreslår på den baggrund, at der øjeblikkeligt og med tilbagevirkende kraft, så det også dækker Hussein, indføres en betingelse i loven om, at overførsler bremses, og at allerede overførte penge søges tilbagebetalt, hvis den repatrierede under eller i en årrække efter repatrieringen begår voldsforbrydelser eller lignende.

Jeg vil gerne starte med at slå fast, at jeg er helt enig med forslagsstillerne i, at det er helt forkert og uholdbart, hvis danske skattekroner skal gå til en mand, der angiveligt har stenet sin kone og sin søn. Jeg vil også samtidig gerne slå fast, at jeg grundlæggende synes, at repatrieringsordningen er en god og attraktiv mulighed for dem, der ønsker at vende frivilligt tilbage til deres hjemland, fordi der er tale om mennesker, der opgiver retten til at være i Danmark. Det kan f.eks. være, hvis de ikke er faldet til her i landet, eller hvis de ønsker at tilbringe deres alderdom i et hjemland, de er udvandret fra for mange år siden.

Hjemrejsepengene er også blevet styrket flere gange, også i samarbejde med forslagsstillerne, og mange drager stor nytte af ordningen, som kan være en god løsning for den enkelte udlænding, men også for det danske samfund, også rent økonomisk. Men den konkrete sag er selvfølgelig helt utilgivelig, og det må da også siges, at den er af helt usædvanlig karakter. Reglerne om repatriering er i dag sådan, at støtten overordnet set kun gives til personer, der har lovligt ophold i Danmark, det vil sige personer, der er dømt for kriminalitet og i den forbindelse er udvist af Danmark, eller personer, der har fået deres opholdstilladelse inddraget på grund af kriminalitet. De kan ikke få den her hjemrejsestøtte. Der er også regler om, at pengene ikke kan gives til personer, der unddrager sig strafforfølgelse eller straffuldbyrdelse i Danmark.

Der er derfor i dag en række værn imod, at kriminelle tildeles repatrieringsstøtte, men jeg må også sige, at det heller ikke har vist sig at være tilstrækkeligt. Jeg er derfor også enig med forslagsstillerne i, at dækningen af den konkrete sag fra Syrien på en meget trist baggrund viser, at der er behov for at se på loven. Som reglerne er i dag, regulerer repatrieringsloven ikke kriminalitet begået i hjemlandet, efter at repatrieringen har fundet sted. En person, der begår kriminalitet i hjemlandet mellem udbetaling af første og anden rate, diskvalificeres derfor ikke fra at få anden rate på grund af kriminaliteten. Men efter min opfattelse skal det selvfølgelig ikke være muligt at rejse fra Danmark med danske skattekroner i kufferten for derefter at begå grov kriminalitet og så modtage endnu en rate dansk støtte.

Jeg er derfor enig med Dansk Folkeparti, forslagsstillerne, i, at der er behov for en lovændring, og jeg vil også, som jeg også allerede har tilkendegivet offentligt og her over for Folketinget, se på en ændring af repatrieringsloven. Og det er min ambition, at loven kan blive ændret fra næste folketingssamling.

Om den konkrete sag kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig, men jeg kan generelt oplyse, at loven ikke stiller krav om, at man ikke begår kriminalitet for at få udbetalt anden rate. Repatrieringsstøtten består i dag af forskellige former for ydelser, som man kan bevilge efter behov, og som enten udbetales i to rater eller udbetales i forbindelse med udrejsen. For de ydelser, der udbetales i to rater, er det en betingelse for at få anden rate udbetalt, at der er forløbet 12 måneder fra udrejsen af Danmark, eller at den forlængede fortrydelsesret er udløbet, og at man fortsat opholder sig som repatrieret i hjem- eller opholdslandet.

Der er altså ikke noget krav om at undersøge, om en person er dømt for kriminalitet som en betingelse for udbetalingen af anden rate, og ligesom forslagsstillerne synes jeg, det er forkert. Vi er derfor også i Udlændinge- og Integrationsministeriet ved at se på, om der er mulighed for at genoptage og eventuelt omgøre en sag, når en ansøger begår grov kriminalitet. Og som jeg allerede har tilkendegivet, kan jeg også forstå, at det ser svært ud. Der er nemlig ikke bestemmelser i repatrieringsloven i dag, der giver mulighed for at genoptage en sag, når der er begået grov kriminalitet. Der er altså ikke mulighed for at fratage en ansøger anden rate af repatrieringsstøtten med hjemmel i repatrieringsloven.

Jeg er også enig med forslagsstillerne i, at der er behov for at se på, om et krav om at undersøge kriminalitet efter udrejsen fra Danmark også skal gælde for personer, der allerede er tilkendt repatrieringsstøtte efter de nuværende regler, men hvor anden rate endnu ikke er udbetalt. En sådan ordning rejser nogle vanskelige juridiske spørgsmål, der er behov for at vurdere nærmere, og som vi er i gang med at vurdere nærmere. Det kan blive lidt teknisk, men det drejer sig bl.a. om, hvorvidt ordningen vil medføre frakendelse af en allerede erhvervet ret, og i så fald, om ordningen vil indebære ekspropriation efter grundlovens § 73 – samt om ordningen vil kunne gennemføres inden for rammerne af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Jeg har bedt mine embedsmænd om at se nærmere på de her spørgsmål i samarbejde med Justitsministeriet og bedt dem vende hver en sten, og jeg er fortsat optimistisk og fortrøstningsfuld, med hensyn til at vi nok skal finde en vej. Og som jeg lovede på et samråd om samme sag, vil jeg også orientere Folketinget, straks resultatet af de her undersøgelser foreligger. Og jeg håber meget, at det er muligt at ændre loven, sådan at lovændringen også vil omfatte situationer som den, der gør sig gældende i den aktuelle sag om Hussein.

Det er kommunerne, der behandler ansøgninger om repatriering, og det varierer meget fra kommune til kommune, hvor mange ansøgninger de modtager. Når loven skal ændres, skal man derfor finde en løsning, hvor man på den ene side er opmærksom på, at der ikke udbetales penge til en, der har begået grov kriminalitet i hjemlandet, og på den anden side både sikrer, at løsningen er til at administrere for kommunerne, og at ordningen stadig er attraktiv for målgruppen.

Jeg har bedt mine embedsmænd om at undersøge, hvordan loven kan ændres, så de her to hensyn balanceres. Det er nok for tidligt at sige noget mere konkret om, præcis hvordan lovændringen kan se ud, men man kan måske forestille sig, at kommunen skal undersøge det nærmere, hvis de får kendskab til eller der er grund til at antage, at den person, der er repatrieret, har begået grov kriminalitet, inden anden rate udbetales. Og hvis kommunen får verificeret, at der er begået grovere kriminalitet, skal anden rate kunne tilbageholdes.

Vi er også i dialog med Udenrigsministeriet om mulige måder, man kan undersøge og verificere kriminalitet begået i udlandet på. Det er selvfølgelig ikke helt ligetil, for nogle steder i verden er det selvfølgelig sværere at undersøge og få verificeret sådan noget, men det bliver loven nok også nødt til at tage højde for: at der er forskel på retsvæsenet i f.eks. Iran og Sverige.

Når jeg taler om grovere kriminalitet, mener jeg også, at der her skal findes en balance. Vi skal ikke sætte et helt system i gang, hvis der er en, der har stjålet en cykel eller er kørt for stærkt, efter at vedkommende er repatrieret fra Danmark, men vi kan og skal forvente, at hvis nogen repatrierer og derefter begår grov kriminalitet, skal de selvfølgelig ikke kunne modtage yderligere støtte.

Som jeg forstår det, foreslår forslagsstillerne også, at kravet om at undersøge, om en person efter udrejsen af Danmark er dømt for kriminalitet, skal gælde i en årrække efter repatrieringen. Det er for tidligt at slå fast, hvor længe kravet om at undersøge efterfølgende kriminalitet skal gælde, men som jeg ser det, er det klart, at så længe man modtager repatrieringsstøtte af den danske stat, skal vi stille krav om, at man ikke begår kriminalitet. Men jeg har det også sådan, at når fortrydelsesretten er udløbet og anden rate er udbetalt og man endegyldigt har opgivet sin tilværelse i Danmark for at etablere sig i udlandet, kan vi ikke blive ved med at føre kontrol med folk; så er det jo folk, der ikke har nogen opholdstilladelse i Danmark, og som bor i et andet land. De repatrierede har på det her tidspunkt sagt endegyldigt farvel til vores land, og den kriminalitet, der måtte blive begået i hjemlandet, er herefter et mellemværende mellem hjemlandet og den enkelte borger. Det vil derudover være overordentlig vanskeligt og nok også ressourcekrævende, hvis vi skal føre løbende kontrol med de mange mennesker, der etablerer sig i andre lande, efter at deres fortrydelsesfrist er udløbet. Og det vil nok også rejse nogle store spørgsmål at forsøge at inddrive den her støtte, som jo kunne være blevet udbetalt op til flere år tidligere, fra personer, der er bosat i udlandet. Men også det er jeg nu rimelig fortrøstningsfuld omkring og tror jeg nok vi skal finde en god løsning på.

Til sidst vil jeg sige, at den konkrete sag har givet anledning til, at vi ser på ordningen her med nye øjne. Vi er ved at kigge hele lovgivningen efter i sømmene, både på grund af den her sag og på grund af nogle andre sager, der også har været rejst i medierne. Og det er min plan at fremsætte et lovforslag i næste folketingssamling, så der hurtigt kan blive rettet op på de uhensigtsmæssigheder, der er i en ellers – og det synes jeg er vigtigt at sige – god ordning, som sidste år hjalp omkring 500 mennesker med at udrejse af Danmark med penge på lommen og med en fremtid i deres hjemland. Tak for ordet.

Der er korte bemærkninger. Det er først hr. Marcus Knuth. Værsgo.

Tak. Jeg er jo rigtig glad for, at ministeren ser det fornuftige i at ændre loven fremadrettet, men jeg tror ikke, at der er en eneste dansker i kongeriget, der mener, at Hussein Abbas skal have udbetalt de resterende 100.000 kr. Mener ministeren virkelig, at der ikke er noget som helst lys for enden af tunnellen med hensyn til at bremse udbetalingen af de penge? Og hvis det er sådan, at man ikke kan bremse udbetalingen af pengene til ham, kan man så ikke give dem til hans tilbageværende børn eller noget andet? Der må være en eller anden måde, hvorved vi med al den magt, vi har her i Folketinget, og som regeringen har, kan bremse udbetalingen af de 100.000 kr. til Hussein Abbas.

Ministeren.

Jeg har ikke endeligt slukket lyset for enden af tunnellen. Jeg mangler stadig væk at se sort på hvidt – sorte bogstaver på hvidt papir – at myndighederne i den konkrete sag, og i det her tilfælde vil det være kommunen, skal udbetale anden rate. Men det, jeg har fået at vide, hvilket jeg også er forpligtet til at sige her fra talerstolen, er, at det ser svært ud. Men jeg synes, vi skal vende hver en sten på det her område.

Jeg kan sagtens forstå, at det kan være ekstremt svært at forstå, at lovgivningen virkelig hænger sådan sammen, og jeg har faktisk også en forventning om, at vi kommer til at være 179 medlemmer her i Folketingssalen, der kommer til at ændre loven. Man kan selvfølgelig ønske sig, at vi havde fået ændret den her lov sidste år eller forrige år eller for 10 år siden, men det er måske også bare nogle gange sådan, at der skal komme et konkret eksempel, før Folketinget griber til handling.

Hr. Marcus Knuth, værsgo.

Jeg har fuld forståelse for, at vi selvfølgelig skal overholde loven, så jeg er glad for, at ministeren vil vende hver en sten. Men den her situation understreger jo også vigtigheden af, at vi hurtigst muligt får ændret repatrieringsloven. Det er ikke bare på grund af den her sag, men også på grund af nogle af de andre skævheder, bl.a. muligheden for at rejse ud og så komme tilbage osv. Kan vi forvente, at ministeren indkalder alle partier til forhandlinger om det her, så vi kan komme med hver vores input, eller vil der bare komme et lovforslag fra ministeren, som vi så kan debattere?

Ministeren.

Jeg er egentlig indstillet på, at vi skal gøre det her efter forhandlinger. Jeg er også indstillet på at indkalde til forhandlinger til efteråret, når Folketinget åbner igen. Det synes jeg ville være fornuftigt og helt naturligt. Jeg er også helt sikker på, at det her er noget, vi bør kunne samles om ret bredt.

Så er det Mette Thiesen. Værsgo.

Tusind tak. Som det tidligere er blevet sagt, skal der ikke herske nogen tvivl om, at Nye Borgerlige slet ikke mener, at repatrieringsloven er en god lov overhovedet. Vi mener ikke, at man skal betale folk for at rejse ud. Men når den nu ligger, som den gør, kunne jeg egentlig godt tænke mig at følge op på det, som blev sagt før. Ministeren siger det der med, at vi må vende hver en sten, men det er jo os herinde, der laver lovgivningen, så hvis man mener, at der er en decideret skævhed i lovgivningen, så må man lave den om herindefra. Kan ministeren ikke bekræfte det?

Ministeren.

Jo, og det synes jeg også er en god tilgang, altså at I og jeg selv som folketingsmedlemmer reagerer, hvis vi ser, at der er noget lovgivning, der ikke fungerer efter hensigten. Jeg nægter at tro på, at der er et eneste menneske, der har haft som en del af deres hensigt, at folk, som angiveligt har stenet deres kone og deres søn ihjel, skal have 200.000 kr. fra den danske stat. Derfor synes jeg også, at den rigtige fremgangsmåde er, at vi får ændret loven i næste folketingssamling, og det er med henblik på, at kommunen, hvis folk begår alvorlig kriminalitet inden udbetalingen af anden rate, skal kunne være i en situation, hvor den kan nægte at udbetale anden rate.

Mette Thiesen.

Tak for det svar. Så ligger der det, som også er blevet nævnt tidligere, nemlig at det jo absolut ingen mening giver. Migranterne griner jo hele vejen til banken, når de så kan fortryde og komme tilbage og stille op ved kasse et og bede om kontanthjælp. Mener ministeren ikke også, at det er dybt, dybt problematisk og noget, der skal laves om?

Ministeren.

Det er rigtigt, at der er nogle, der får udbetalt første rate og så fortryder. Så har de mulighed for at rejse hjem. Så skal de jo selvfølgelig tilbagebetale den første rate, og der har været nogle problemer med, at kommunerne ikke har haft ordentlige oplysninger til at kunne sikre, at de penge blev tilbagebetalt. Jeg ved, at bl.a. Nye Borgerlige også har været aktive ved at stille nogle udvalgsspørgsmål. En del af det problem har vi heldigvis fået løst i et lovforslag, som vist nok blev tredjebehandlet og endelig vedtaget i sidste uge. Det var en stor, kompliceret lovgivning, hvori der var et lille element, der handlede om at give kommunerne nogle bedre oplysninger, så de var i stand til at inddrive de her penge. For det er jo ikke nok, at det står i loven, at de skal inddrives. De skal jo også rent faktisk inddrives.

Så er det hr. Morten Messerschmidt.

Jeg er da glad for det, hvis der kan samles så bredt et flertal i Folketinget, som det forlyder her, og hvis regeringen ovenikøbet agter at stemme for. Det, jeg bare ikke helt forstår i regeringens position, er den tøven, man lægger for dagen. Jeg læste Folketingets formands kronik her den 5. juni, hvor han opridsede alle de gange, vi inden for den seneste periode her har suspenderet de almindelige tidsregler for, hvordan vi behandler lovforslag i Folketinget. Der har jo været en god grund. Men ville det gøre så meget, hr. integrationsminister, om vi føjede et enkelt lovforslag mere til den samling og så sørgede for, at det her lovforslag kunne hastebehandles i tide, sådan at den her vanvittige morder, der sidder nede i Syrien og nu har stenet sin hustru, selvfølgelig ikke får udbetalt de her penge? Det kan vi faktisk godt nå.

Ministeren.

Jeg er ikke sikker på, at det ville være fornuftigt, hvis Folketinget på den måde gik ind og afgjorde en konkret sag, som jo bør afgøres af myndighederne. Men jeg synes, det er fornuftigt, at Folketinget vedtager nogle generelle regler. Det kan så godt være, at de generelle regler får konsekvenser for en konkret sag, men sådan er det jo altid, når der bliver vedtaget generelle regler.

Et lovforslag om de generelle regler synes jeg skal fremsættes i næste samling. Jeg synes ikke, det ville være rigtigt, at Folketinget på baggrund af en enkelt sag fremsatte et hastelovforslag for at afgøre en konkret sag mellem en konkret mand og i det her tilfælde Nyborg Kommune, tror jeg det er.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg må sige, at jeg synes, det er dybt, dybt skuffende at høre integrationsministeren. Vi er alle sammen forstemte og bestyrtede over det, der angiveligt er sket, og som er blevet beskrevet især i Kristeligt Dagblad, og så siger ministeren, at det agter man i øvrigt ikke at nå at ændre loven i tide for at vi så kan lave om på. Altså, hvad er det for noget?

Jeg vil bede ministeren bekræfte, at der ikke er noget i forretningsordenen eller grundloven eller nogen andre steder, som skulle forhindre, at ministeren jo bare kan fremsætte et sådant forslag nu, og så kan vi nå at hastebehandle det, sådan at de situationer, vi har set beskrevet i aviserne, undgås.

Tak. Ministeren, værsgo.

Jeg har ikke noget imod, at der hurtigt bliver fremsat et lovforslag. Det, jeg bare advarer imod, er, at Folketinget som lovgivende forsamling tager en enkeltsag ud og sagsbehandler den her i Folketingssalen. Og så er der også stadig væk behov for juridisk at få afklaret, hvorvidt det er muligt inden for grundlovens rammer at vedtage noget lovgivning, som betyder, at anden rate ikke skal udbetales. Det håber jeg at der er, men det er ikke sikkert.

Tak for det. Så er hr. Christian Langballe på jagt efter en plads, og den skal man lige have fundet, så der kan blive stillet et spørgsmål. Ellers kan det jo ske oppe fra talerstolen. Vi gør det fra talerstolen – og så må I lige gå lidt frem og tilbage.

Værsgo til hr. Christian Langballe.

Tak for ordet, og undskyld alt det her postyr. Jeg skal jo lige finde min plads.

Det, jeg gerne vil spørge om, er egentlig så såre enkelt: Hvorfor kan man ikke gøre noget i den her sag? Altså, jeg tror, der er mange, inklusive mig selv, der undrer sig over, at man, når der er begået sådan en forbrydelse, så lige sender nogle penge med til den her morder, der har begået det her bestialske mord på både sin kone og sin søn. Der må da være et eller andet svar, ministeren kan give, og man kan sige: Ministeren sidder med myndigheden; så brems det dog, få det bremset. Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være så besværligt.

Ministeren, værsgo.

Jamen hr. Christian Langballe og mange andre danskere er ikke de eneste, der er frustrerede over den her situation, for det er jeg nemlig også selv. Det er også derfor, jeg har bedt ministeriet om at fortælle mig sort på hvidt, at Nyborg Kommune under alle omstændigheder er forpligtet til at udbetale anden rate. Det svar har jeg ikke fået endnu sort på hvidt. Det er også derfor, jeg tillader mig at sige til hr. Marcus Knuth, at jeg stadig væk betragter det sådan, at der er lidt lys for enden af tunnellen, men at det ærlige svar fra embedsmændene også er, at jeg nok ikke skal sætte næsen op efter det, og at det ser svært ud. Men det ændrer ikke på, at jeg stadig væk har tænkt mig at afkræve et svar, der er skåret helt klart ud i pap, på, at det er umuligt. Lige så snart jeg har det svar, skal jeg nok oversende det til Folketinget, men der er jeg bare ikke endnu.

Så er det hr. Christian Langballe igen. Værsgo.

Jeg synes jo ikke, det er særlig opmuntrende, at man siger, der er lys for enden af tunnellen, men embedsmændene siger, at det ikke kan lade sig gøre, så der er ikke noget lys alligevel. Hvad er det så, man cykler efter eller kører efter? Der er noget specielt ved det her. Jeg synes, at man en gang imellem i det her folkestyre, vi har, bliver påmindet om, at det også handler om at træde i karakter som politiker og så sige, hvordan man gerne vil have det – og så få bremset den her rate. Jeg synes for at være helt ærlig, at det må være måden at gøre det på, og det kan ministeren.

Tak for det. Så er det ministeren for det sidste svar.

Jeg vil gerne træde i karakter og sige, hvordan jeg vil have det. Jeg vil have det sådan, at hvis man begår grov kriminalitet i hjemlandet mellem udbetalingen af første og anden rate, skal anden rate ikke udbetales – ikke hvis man begår mindre grov kriminalitet, og ikke hvis det sker, lang tid efter at man har fået udbetalt anden rate, men imellem første og anden rate. For der synes jeg stadig væk, at vi bør have lidt snor i sagen. Derfor fremsætter vi også et lovforslag for at få loven ændret.

Men det kan ikke være sådan, at der er en enkelt sag, der betyder, at vi bryder loven, for så hører alting jo op. Så lad os få ændret loven – og gerne på en måde, hvor den har konsekvenser for igangværende sager, hvis det er muligt. Men vi er nødt til at få ændret loven først.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor kan vi nu gå i gang med ordførerrunden. Først er det hr. Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet.

Tak. Som vi har kunnet læse om i medierne, blev en ung kvinde og hendes 8-årige søn dræbt på brutal vis tidligere i år – det skete under et familiebesøg i Syrien. Drabet skulle være motiveret af, at den unge kvinde ikke ønskede at flytte tilbage til Syrien sammen med sin mand, som havde valgt at benytte repatrieringsordningen, altså den ordning, hvor vi giver økonomisk hjælp til, at flygtninge kan vende hjem, mod at de til gengæld siger farvel til deres danske opholdstilladelse. Der er den unge kvindes død en tragisk påmindelse om den frihedskamp, som adskillige kvinder med mellemøstlig oprindelse kæmper i disse år.

Nu viser det sig så, at drabsmanden står til at modtage anden og sidste rate af sin repatrieringsbistand, og det er selvfølgelig fuldstændig forrykt. Derfor er jeg også glad for, at man fra regeringens og fra ministerens side allerede er på sagen, og det har ministeren for længst meldt ud i en række medier. Han har også meldt ud, at regeringen lægger op til, at loven skal ændres – det har vi lige fået bekræftet igen – så den tager bedre højde for bl.a. kriminalitet. Socialdemokratiet støtter derfor ikke beslutningsforslaget, men vi er fuldstændig enige i intentionen. Og en udvej, eller en landingsbane, kunne eventuelt være – nu hvor det står klart, at intentionen er bredt forankret – at vi i fællesskab kunne lave en beretning og så følge op med det, der jo virkelig tæller, og det er de forhandlinger, som ministeren nu har varslet her fra talerstolen.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt.

Ja, der er mange ting, som jeg under hr. Rasmus Stoklund – at være tæt på magten osv. – men hvis der er én ting, jeg ikke under hr. Rasmus Stoklund, må det være, at man i ét og alt skal forvare en minister, der har en ufattelig dårlig sag. Og det er jo der, hvor vi ser hr. Rasmus Stoklund i dag, og derfor må vi jo spørge hr. Rasmus Stoklund om det samme, som ministeren ikke ville svare på. Når vi nu alle sammen kender den her dybt tragiske sag, som er blevet oprullet i især Kristeligt Dagblad, og vi ved, at det, som ministeren angiveligt forsøger, ikke løser problemet, hvordan kan man så komme med det til Folketinget i dag og sige, at vi alle sammen er enige? Det er vi jo ikke, hr. Rasmus Stoklund, for det, ministeren lægger op til, er, at loven så først ændres, efter at anden rate er udbetalt til den angivelige morder i Syrien. Det, vi gerne vil, er at få det her stoppet nu.

Ordføreren.

Jeg er ikke enig med hr. Morten Messerschmidt – faktisk ikke i noget af det, der bliver sagt her. For det første er det jo forkert, at ministeren ikke ønsker, at det her skulle løses nu; hvis det kunne løses nu, skulle det løses nu. Det er jo også det, ministeren siger, og det er vi jo alle sammen enige om. Men det burde jo også være sådan, at alle partier herinde var enige om, at når lovens bogstav siger, at noget ikke er muligt, kan Folketinget ikke pålægge kommunen eller en anden myndighed at bryde loven. Det er klart, at hvis der kommer et eller andet notat – det er jo det, der er blevet stillet os i udsigt nogle gange, altså at det kommer til at stå sort på hvidt; det er jo det, der er frygten, nemlig at det ikke kan lade sig gøre – ville konsekvensen af, at vi alligevel insisterer på at gøre det, jo så være, at vi kræver, at en dansk myndighed skal bryde lovgivningen. Det kan vi jo ikke leve med. Men hvis der omvendt står, at det kan lade sig gøre, hvis vi gør sådan og sådan, er det da helt oplagt, og så er det da klart, og så har hr. Morten Messerschmidt da ret i, at det ikke skal være en tidsbegrænsning eller noget andet, der gør, at vi ikke handler hurtigt og sikrer, at den her mand ikke får udbetalt sin anden rate.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jamen hr. Rasmus Stoklund må jo simpelt hen tale imod bedre vidende. Det her beslutningsforslag, som jeg går ud fra at han har orienteret sig efter, pålægger jo ikke regeringen at standse udbetalingen; det pålægger regeringen at sikre hjemmelsgrundlaget for at standse en udbetaling, både konkret og fremadrettet. Så det er jo ikke sådan, at vi står her og vil give instrukser – dem er der ellers blevet givet rigeligt af, både fra ministeriet og fra andre steder – nej, det, vi vil have, er en ny lov. Og der har vi bare en minister, som ikke vil handle, og dermed risikerer vi at stå med den situation, at vi så får sendt pengene af sted til Syrien, og så er de væk.

Ordføreren, værsgo.

Men det er jo ikke rigtigt, at ministeren ikke vil handle. Men det er klart, at hvis der ikke er noget juridisk grundlag, der gør, at man med tilbagevirkende kraft kan beslutte, at den her mand ikke kan få udbetalt sin anden rate, så kan ministeren jo ikke trylle det frem, uanset hvor meget vi selvfølgelig kunne være enige om, at det kunne være ønskeligt ud fra den beskrivelse, vi har af sagen fra medierne og dagspressen. Men vi er jo forpligtet til at overholde lovgivningen, og vi kan ikke forlange lovgivning med tilbagevirkende kraft, hvis det eksempelvis vil være grundlovsstridigt.

Tak for det. Den næste spørger er fru Mette Thiesen. Værsgo.

Tusind tak. Jamen så vil jeg sådan set følge op på det, som jeg spurgte ministeren om før. Altså, det er mig bekendt det danske Folketing, der laver Danmarks love, så hvis der ikke er en hjemmel i lovgivningen nu, skal vi vel bare lave den. Og jeg synes faktisk, at hr. Morten Messerschmidt tidligere gjorde det ret tydeligt, at vi det sidste stykke tid har vist, at Folketinget faktisk godt kan hastebehandle lovgivning, så det er vel bare at komme i gang og få lavet den lovgivning. Vi er i hvert fald klar.

Ordføreren.

Ja, vi skal jo så bare være helt sikre på, hvad det er for noget lovgivning, vi skal lave, sådan at vi ikke får en ny sag om nogle måneder, hvor der er en anden, der har gjort noget utilstedeligt. Altså, det er jo derfor, det drejer sig om, at vi laver et ordentligt lovgivningsarbejde, der forhindrer, at vi ser den her slags i fremtiden. Og hvis der var nogen i det her Folketing, der havde haft en fornemmelse af, at vi ville se eksempler på, at en mand kunne finde på at stene en ung kvinde og en lille dreng, så havde Folketinget jo taget højde for det. Men den slags vanvid har man jo ikke haft fantasi til at forestille sig, så derfor er der sikkert ikke et hjemmelsgrundlag lige i øjeblikket til at forhindre den her udbetaling. Det er der jo i hvert fald desværre noget der tyder på. Men der er det jo så, at vi må håbe, at det lykkes at finde en krog at hænge det op på, som giver den nødvendige hjemmel – alternativt må vi i fællesskab sørge for at få opdateret den her lovgivning, og der har ministeren jo stillet i udsigt, at der kommer forhandlinger om en ny lovgivning.

Fru Mette Thiesen.

Lad os lave den nu, for det her haster. Den her hjemmel kan laves af Folketinget. Vi er klar til at lave den hjemmel, sådan at man kan stoppe det her åbenlyse vanvid, hvor man lige nu simpelt hen belønner en morder for at have dræbt sin kone og sin søn. Det er jo fuldstændig grotesk. Altså, hele repatrieringslovgivningen er efter vores overbevisning en fuldstændig åndssvag lappeløsning på nogle problemer, vi har. Men det her konkrete eksempel er så vanvittigt, at vi mener, at selvfølgelig skal Folketinget træde sammen, lave hjemmelen, få lavet lovgivningen, sådan at det her bliver stoppet nu.

Ordføreren.

Jamen jeg er da enig i, at det er en grotesk sag – det er der ikke nogen der kan være uenig i. Og hvis der var noget, vi kunne gøre, så ja. Men så vidt jeg er orienteret, har vi ikke mulighed for at lovgive med tilbagevirkende kraft. Og så længe vi ikke har den mulighed, er det jo ikke en option. Og det, vi kommer tilbage til, er, at spørgeren her bliver ved med at insistere på kun at tale om den her konkrete sag, men det drejer sig jo om at undgå, at vi kommer til at se sådan noget her i fremtiden; altså at det bliver muligt – og det mangler vi stadig væk at få det endelige svar på – at finde en krog at hænge det op på, i forhold til at man ikke skal udbetale den anden rate, som alle jo er fortørnede over at man skal.

Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Christian Langballe fra DF. Velkommen tilbage.

Tak. Men det, der bare bliver spurgt om, er jo, hvorfor man skal bruge et halvt år på at sidde i studiekreds og prøve at finde ud af det. Skaf en lovhjemmel nu. Altså, det må da være uhyre enkelt at få skaffet den lovhjemmel og så i øvrigt gøre det med tilbagevirkende kraft, sådan at de penge ikke bliver udbetalt. Det er jo helt uhyrligt og grotesk, at en mand, som kommer herfra og har fået repatrieringsydelse, stener sin kone og sin søn, lokker dem ned og stener dem, og at vi så udbetaler vedkommende penge, som folk har gået på arbejde for at tjene. Det er da grotesk.

Værsgo, hr. Rasmus Stoklund.

Det behøver hr. Christian Langballe ikke overbevise mig om. Det er jeg fuldstændig enig i. Der er ikke nogen her, der ikke mener, at det er grotesk. Men det er klart, at vi er et retssamfund, og vi kan ikke vedtage noget her, der er grundlovsstridigt eller strider mod anden lovgivning, og derfor skal vi ikke lovgive med tilbagevirkende kraft. Det gør vi kun med helt ekstraordinære undtagelser, hvor der skal være noget andet på spil. Ellers gør vi jo ikke det. Man vedtager ikke lovgivning med tilbagevirkende kraft, og vi har ikke et grundlag for at gøre det. Derfor er det jo ikke en løsning, og derfor er løsningen på det her at sørge for, at vi ikke kommer til at se den slags i fremtiden. Det mener jeg ville være risikoen, hvis man nu for gerne at ville fremstå meget handlekraftig, som nogle her i salen vil, uden videre vedtog noget, man havde skrevet ned på bagsiden af en serviet ude ved kaffeautomaten.

Hr. Christian Langballe.

Det må da være muligt ret hurtigt at afgrænse det her og så sige, at folk, der begår en så uhyrlig forbrydelse, ikke skal have repatrieringsydelse. Det må da være til at finde ud af, også for den socialdemokratiske regering. Det vil jeg da mene er enkelt. Så vil jeg i øvrigt sige, at jeg er enig med Nye Borgerliges ordfører i, at den her repatrieringsordning er en lappeløsning. Det er vi også enige i i Dansk Folkeparti. Det er selvfølgelig klart en lappeløsning.

Rasmus Stoklund.

Hvad angår den sidste del, er det jo rigtigt nok, at den her repatrieringsordning er en ordning, vi har, fordi indvandringen til Danmark har været for stor i for mange år. Der er nogle, der aldrig er faldet til her, og nu har vi så fundet en metode til, at nogle af dem kan rejse hjem igen. På sin vis kan jeg godt nogle gange dele harmen. Det er heller ikke en udelt begejstring, jeg selv føler for ordningen, men omvendt vil jeg ud fra sådan en cost-benefit-analyse sige, at når alt kommer til alt, er jeg alligevel tilhænger af den, fordi det er en god investering for det danske samfund at betale en lille sum for, at nogle permanent forlader Danmark og ikke længere er på overførselsindkomst osv.

Tak til hr. Rasmus Stoklund. Der er ikke flere korte bemærkninger til den socialdemokratiske ordfører. Den næste ordfører, jeg skal sige velkommen til, er hr. Mads Fuglede fra Venstre. Værsgo.

Tak for ordet. Ligesom forslagsstillerne deler vi i Venstre også bekymringen for, at Danmark udbetaler repatrieringsstøtte til modtagere, der begår kriminalitet i hjemlandet. Dette forslag er desværre opstået på baggrund af en meget tragisk sag. Huda Ali Ahmad og hendes søn Azad blev slået ihjel af deres mand og far. Huda havde integreret sig i det danske samfund, hun havde lært dansk og taget sig en uddannelse. For hende og hendes børn var Danmark fremtiden. Hun tog til Syrien med sin mand og deres tre børn, men planlagde at tage tilbage til Danmark. Det skete desværre aldrig.

Tilbage står vi med et åbenlyst hul i lovgivningen – et hul, vi skal have lukket. Det er en absurd situation, som vi skal have rettet op på i en fart. Desuden har B.T. kunnet afdække, at en ung indvandrer, der havde fået 106.000 kr. i repatrieringsstøtte, forsvandt inden udrejsen. Det kunne godt tyde på, at der er flere huller, vi skal have lukket, ud over det hul, vi diskuterer her i dag. Vi er i Venstre glade for, at ministeren har sagt, at han vil fremsætte et lovforslag i starten af næste samling, der skal lukke hullerne i lovgivningen.

I Venstre støtter vi repatrieringsloven, som vi mener er et godt værktøj til at få flere udlændinge til frivilligt at rejse tilbage. Venstre kan derfor godt støtte beslutningsforslaget. Vi skal ikke udbetale penge til repatrierede, der begår kriminalitet i deres hjemland. Det har aldrig været meningen med loven, og det underminerer den folkelige tillid til de love, vi vedtager herinde, når sådan noget sker. Tak for ordet.

Tak for ordførertalen. Der er en kort bemærkning fra fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tusind tak. Jamen jeg er glad for at høre, at Venstre også mener, at det her skal ændres. Men jeg er lidt nysgerrig efter at høre, om Venstre virkelig mener, at det er en god idé, at man udbetaler utrolig høje beløb til mennesker, som enten forsvinder eller fortryder og kommer tilbage til Danmark og søger om kontanthjælp. Er det her løsningen? Er repatrieringsloven efter Venstres bedste overbevisning løsningen på at sikre, både at migranter bliver holdt ude af landet, men også at de rejser ud, når deres opholdstilladelse udløber?

Hr. Mads Fuglede.

Ja, vi er glade for repatrieringsloven og glade for, den fungerer sådan, at hvis man fortryder og vender tilbage, betaler man selvfølgelig også de penge tilbage, man har fået af den danske stat. Det er vigtigt, at vi giver folk et incitament til at tage tilbage til deres hjemland, hvis de ikke har en fremtid for sig her i Danmark. Det er der mange, der tager imod, og det er en god forretning for den danske stat. Men sådan noget som det, vi er vidne til her, underminerer jo hele det program – hvis vi ikke formår at lave lovgivning, der sørger for, at man selvfølgelig ikke udbetaler penge til mennesker, der begår kriminalitet som det, vi har været vidne til her.

Hvis man ønsker en anden bemærkning, skal man lige huske at trykke sig ind.

Men fru Mette Thiesen, værsgo.

Tak. Okay, jeg skal bare lige forstå: Så Venstres ordfører mener oprigtig talt, at det er rigtigt, at man betaler flere hundrede tusinde kroner af danskernes penge, for at migranter rejser ud? Nogle af dem fortryder måske og kommer tilbage, men nogle af dem bliver også ude, men Venstre mener, at den danske stat skal betale så sindssygt store summer til det? Mener Venstre ikke, at der må være en anden løsning på det, nemlig at man bare siger, at de må forsvinde, kan man sige, fra Danmark, når deres opholdsgrundlag holder op med at være der, at vi stopper med at lukke flere ind, og at udlændinge, der opholder sig i Danmark, skal forsørge sig selv? Vil det ikke være en bedre løsning?

Ordføreren.

Altså, i Venstre er vi glade for, at vi har lavet en ordning, der sørger for, at den danske stat har færre udgifter til de her mennesker, end den ville have, hvis de var blevet i Danmark og havde hævet penge fra det danske system. Så selvfølgelig bakker vi den del op.

Vi er også glade for, at vi har et system, hvor man ikke kan modtage penge, hvis man fortryder og vender tilbage igen. Det er jo en ordentlighed, der skal være i det. Vi kan så se på de sager, der har været nu, at der skal rettes op på det her system, og det vil vi meget gerne støtte Dansk Folkeparti i at vi får gjort.

Tak for det. Den næste, der har bedt om en kort bemærkning, er hr. Christian Langballe fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Nu lyder det måske lidt underligt, at jeg kritiserer ordføreren, når nu ordføreren stemmer for vores beslutningsforslag, men jeg vil nu alligevel knytte et par bemærkninger til det. Jeg synes jo klart nok, at repatrieringsordningen er en lappeløsning. Man kan så lave økonomiske regnestykker i forbindelse med det, når det nu skal være, som ordføreren også har gjort, og det er jeg med på, men når alt kommer til alt, er det altså min klare overbevisning, og det har været mit partis klare overbevisning, at de mennesker, der ikke hører til her i landet, selvfølgelig og uden tvivl bare skal sendes tilbage. Der er en masse ting, der gør, at det ikke kan lade sig gøre, men jeg har svært ved at forstå, hvordan skiftende regeringer ikke har kunnet komme igennem med, at de her mennesker simpelt hen skal sendes tilbage, og de lande, de kommer fra, skal tvinges til at tage dem tilbage, og der skal man bruge alle de værktøjer, man har: Man skal bruge tilbageholdelse af ulandshjælp og alt muligt andet. Jeg forstår simpelt hen ikke, at det ikke er sket indtil nu.

Hr. Mads Fuglede.

Jeg er jo grundlæggende enig med hr. Christian Langballe, men jeg har også været længe nok på det her område til at vide, at i praksis er det ofte svært at få folk til at rejse tilbage. Uanset hvilke aftaler man indgår, og uanset hvor mange anstrengelser man gør sig, er det at få mennesker, der ikke har en fremtid for sig i Danmark, til at vende tilbage til der, hvor de kommer fra, en kæmpe opgave, og jeg synes ikke, vi skal begrænse de værktøjer, vi har til rådighed for at løse den opgave. Jeg vil citere fru Pia Kjærsgaard fra sidste samråd om det her, og jeg er helt enig med hende, når hun siger, at så længe repatrieringsordningen er en økonomisk gevinst for Danmark og hjælper til, at der er færre, der bliver i Danmark, bakker vi selvfølgelig op om den ordning. Det er jeg faktisk enig med fru Pia Kjærsgaard i.

Hr. Christian Langballe.

Det er jeg også, og det er jo godt. Men det er jo ikke det, der er diskussionen. Den her repatrieringsordning er jo en lappeløsning, der skyldes mangel på bedre, fordi man ikke er kommet igennem med det grundlæggende, at lande skal tage imod deres egne statsborgere, og når vi sender folk tilbage, som ikke har opholdsgrundlag her, skal de lande tage imod deres egne borgere, og sådan er det bare.

Så synes jeg, det her svage Europa, også Danmark, opfører sig så svagt over for de her lande. I stedet for burde man sige, at de skal tage deres egne borgere tilbage, for ellers tilbageholder vi den hjælp og alt det andet, vi sender ned. Det drejer sig jo om en masse penge.

Hr. Mads Fuglede.

Jeg er helt enig i, at det er en kæmpe udfordring. Jeg bider også mærke i, at eksempelvis en nation som Storbritannien bruger ekstremt mange ressourcer på hver enkelt hjemsendelsessag, hvor de vil have folk ud af landet, selv om de har meget mere tyngde at lægge i de her hjemsendelsessager, end et lille land som Danmark har. Det er en stor udfordring, og jeg er da ked af, at vi er nødt til at skulle betale folk for at tage ud af Danmark, når de ikke har en fremtid her, som det her bl.a. er udtryk for. Men jeg registrerer, at det desværre er nødvendigt, sådan som udlændingepolitikken fungerer i den verden, vi lever i.

Tak for det. Der er endnu en kort bemærkning, og det er fra hr. Rasmus Stoklund. Værsgo.

Tak for ordet og for en god tale. Jeg er jo enig i intentionerne og hensigterne og hovedbudskabet. Det eneste, der undrer mig lidt, er, hvordan Venstre, som jo også er et parti, der respekterer magtens tredeling osv., kan bakke op om et beslutningsforslag, hvor Folketinget jo indirekte kommer til at være en slags dømmende magt, fordi der er navngivne personer med i det her forslag. Altså, var det ikke en mere realistisk landingsbane at lave en beretning i fællesskab i udvalgsarbejdet nu, hvor der er en bred opbakning til, at vi skal løse det her problem, og så få iværksat de politiske forhandlinger, der skal føre til ny lovgivning?

Ordføreren.

Jeg opfatter mig ikke som en del af en dømmende magt, når jeg står her. Det føler jeg heller ikke man er, hvis man bakker op om, at man med afsæt i en konkret sag sørger for, at man får løst et problem, der kan være større. I min tale gør jeg netop også opmærksom på, at der jo er en anden sag, der er dukket op, som viser, at der er flere huller i den her lovgivning, som vi skal have lappet i en fart.

Hr. Rasmus Stoklund, værsgo.

Jo, men ikke desto mindre handler beslutningsforslaget jo også om at løse den her konkrete problemstilling, som nu er velbeskrevet i medierne, og det er jo ikke Folketingets opgave. Det er jo et anliggende for domstolene at løse retslige konflikter og lovbrud. Det er der, hvor jeg synes, at tingene bliver blandet lidt sammen her. Vi har et beslutningsforslag, der nævner en konkret forbrydelse, som Folketinget så vil vedtage noget omkring, i stedet for at vi i et politisk forhandlingsforløb lavede en ny lovgivning, der så tog højde for også andre typer af sager, som hr. Mads Fuglede er inde på.

Hr. Mads Fuglede.

Vi skal jo ikke røre ved magtens tredeling. Det gør det her beslutningsforslag heller ikke. Det kan jeg ikke se på nogen måde er intentionen med forslaget eller effekten af det, men vi skal bruge en konkret sag til at løse et problem, der kan have flere konkrete sager med sig, og det må vi så tage udgangspunkt i. Og hvis vi kan løse det på en sådan facon, at man også i den konkrete sag ender med ikke at skulle udbetale de her penge, så tror jeg, vi når et rigtig godt sted hen, hvor man både kan bevare en folkelig opbakning til den gældende lovgivning og sørge for, at der ikke kommer lignende sager hen ad vejen.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører, vi skal sige velkommen til, er Det Radikale Venstres ordfører, og det er fru Kathrine Olldag. Værsgo.

Tusind tak, og tak til Dansk Folkeparti for et ganske glimrende beslutningsforslag. I Radikale Venstre er vi fuldstændig ligesom resten af Folketinget meget frustrerede og oprevne over den her forfærdelige sag, hvor en far har slået sin hustru og søn ihjel. Vi har på ingen måde lyst til, at der skal udbetales 100.000 kr. til den her far i repatrieringsstøtte. Her er vi fuldstændig på linje med Dansk Folkeparti. Vi er også enige i, at man fremadrettet skal kunne få frataget de penge, hvis man har lavet alvorlige lovbrud, som altså vel at mærke også er ulovlige i Danmark.

Derfor er vi positive over for forslaget. Men vi vil også gerne høre og er glade for at have hørt ministerens juridiske vurderinger. Vi har bemærket, at regeringen har sagt, at der er en lovændring på vej. Så vi ser frem til det videre arbejde. Og jeg kan også godt allerede nu sige, at vi er med på at skrive en beretning. Tak.

Tak for ordførertalen. Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Tak, formand. Det er ikke fuldstændig klart for mig, hvordan det, regeringen har varslet Folketinget, løser det problem, som den radikale ordfører og jeg er enige om eksisterer. Vi har den konkrete sag fra Syrien, som er blevet omtalt flere gange, men det, ministeren jo lægger op til, er et lovforslag til næste år. Der er den her sag jo formodentlig færdigbehandlet. Så hvis vi på nogen måde skal have mulighed for at standse det vanvid, som jeg tror at vi alle sammen føler vi gerne vil standse, er det, regeringen lægger op til, jo ikke nok. Det er derfor, jeg håber på, at Det Radikale Venstre så også vil sætte handling bag ordene og stemme for det her beslutningsforslag, så vi pålægger regeringen at handle nu.

Ordføreren.

Der er ikke noget, vi hellere ville end at få sat en stopper for, at den her far får de sidste penge, som han desværre har ret til. Men vi er også en retsstat, og loven er nu engang lige for såvel Loke som Thor, så nogle gange må man også ligesom komme over sine egne moralske kvababbelser og handle i overensstemmelse med, at vi er en retsstat. Der er nu engang en adskillelse mellem den lovgivende og den udøvende magt. Derfor er jeg nok ikke helt på linje med Dansk Folkepartis ordfører. Men som sagt glæder vi os rigtig meget til at arbejde videre med det. Vi synes, det er betimeligt og fuldstændig på sin plads at sætte ind her.

Hr. Morten Messerschmidt, værsgo.

Jeg må have lov at sige, at der er en vis forvirring om, hvad singulær lovgivning tilsyneladende angår. I al beskedenhed har jeg undervist i det, så jeg tillader mig at stille et lidt ledende spørgsmål. Når der er tale om et beslutningsforslag, er det, der har juridisk retskraft over for regeringen, ikke bemærkningerne, men selve forslaget, og selve forslaget lyder altså som følger:

»Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2020 at fremsætte forslag til ændring af repatrieringsloven, så udbetaling af repatrieringsstøtte øjeblikkelig standses, hvis modtageren begår kriminalitet i hjemlandet efter repatriering.«

Jeg kan ikke med selv min bedste vilje se, hvordan det kan være singulær lovgivning eller på anden måde kompromittere grundloven. Kan ordføreren det?

Jeg tror, at spørgeren sikkert også efter at have lyttet til ministeren i dag vil blive udmærket tilfreds med, at vi allerede, som spørgeren også påpeger, inden udgangen af 2020, som ministeren også siger, altså i næste samling, vil kigge på det på en ordentlig måde, så lovforslaget er ordentlig gennemarbejdet og alles retssikkerhed er tilgodeset.

Tak til De Radikales ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste, vi skal sige velkommen til, er fru Halime Oguz fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Jeg vil gerne sige tak til forslagsstillerne for, at vi kan debattere sagen om repatrieringsstøtte til en flygtning, der endte med at slå sin kone, Huda, og deres 9-årige søn ihjel. Det er en vigtig sag, ikke kun fordi vi skal finde frem til en løsning på den åbenlyse uretfærdighed, det er, at en morder kan slippe af sted med så grotesk en handling og tilmed beholde sin økonomiske støtte, men også for at ære Hudas kamp for frigørelse.

Alt, hvad Huda gjorde, var at søge frihed – frihed fra social tvang, frihed til at leve. Vandringen på den danske motorvej dannede grundlag for hendes hurtige omstilling til et bedre liv. Hun søgte en bedre fremtid for sig selv, sønnen og sine ufødte tvillinger. Men hun havde ikke kun følgeskab af tusindvis af andre med samme fortælling; en lænke fra fortiden gjorde alt for at forhindre hende i det, en lænke bestående af alt det, som hun flygtede fra. I løbet af sin tid i Danmark lirkede hun sig mere og mere fri af lænken. Hun begyndte at leve et dansk liv på dansk – et mønstereksempel på en kvinde, som kæmper for retten til at være sig selv. Men netop som hun var klar til at træde ind i lyset og kaste sine tøjler af sig, rev lænken hende tilbage; tilbage til flugtens oprindelsessted. Lænken fik fatale følger.

Jeg kan ikke med ord beskrive min foragt for Hudas skæbne. Hendes lænker af social tvang strider mod alt, hvad jeg tror på, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at sikre retfærdighed for Huda og alle andre kvinder, som kæmper den samme kamp. Og selv om sagen ikke konkret handler om kvinders frigørelse, handler den om at søge retfærdighed for Huda.

Derfor skal vi vende hver en sten i vores lovgivning. Og jeg finder det under al kritik, at der ikke allerede i lovgivningen er en tydelig bestemmelse, der blokerer for betaling til kriminelle. Derfor må og skal vi gå så langt, som vi kan, inden for grundlovens og konventionernes rammer. For selv om det kan virke grotesk, at vi ikke bare sådan kan tilbageholde en udbetaling til en person, som har begået så afskyelig en handling, så må vi først og fremmest stå fast på retsstatslige principper. Bestående love og regler gælder for alle borgere og alle deres handlinger, også selv om vi kan blive enige om, at reglerne kan gøres bedre. Og det er jo netop derfor, vi er samlet i dag – for at skabe en mere retfærdig lovgivning.

Jeg vil appellere til, at vi samarbejder bredt om dette, og som sagt finder jeg mange positive ting i dette beslutningsforslag, men jeg vil dog opfordre til, at vi tydeliggør, at kun lovovertrædelser efter dansk strafferet skal føre til standsning af støtte, herunder bør der også indføres en bagatelgrænse for forseelser. Jeg er sikker på, at vi i fællesskab kan finde et kompromis, som alle kan være enige i. Vi skal nok finde en fælles løsning – det håber jeg på – men jeg må igen understrege, at vi ikke bør fristes til at tilsidesætte det fundament, som vores civiliserede land er bygget på. Vi skal ikke vige bort fra det rettighedsbaserede samfund, som Huda kæmpede for at blive en del af. Tak.

Tak for ordførertalen. Der er et par korte bemærkninger. Den første er til hr. Rasmus Stoklund fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Jeg vil bare kvittere for en god tale og for, at ordføreren lægger op til, at vi skal løse det her, sådan at der ikke er flere kvinder, børn eller andre, der kommer i tilsvarende situationer. Og det er jo noget af det, vi så i fællesskab kan løse i et forhandlingsforløb med henblik på at indføre ny lovgivning.

Ordføreren.

Det var vist bare en kommentar, og den vil jeg bare sige tak for.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Jeg må indrømme, at jeg synes, at det er meget bekymrende at høre det, hr. Rasmus Stoklund lige har sagt, nemlig at vi kun skal agere i forhold til nye sager. Det kan selvfølgelig godt være, at loven i den måde, den skal formuleres på, ikke skal handle om den konkrete sag alene – den skal også gælde fremadrettet – men jeg synes da, det er fuldstændig afgørende, at vi også løser den konkrete sag. Jeg synes, det er bedrøveligt, at hr. Rasmus Stoklund er endt der, at han er så bange for at løse den konkrete sag, at han kun vil tale om fremadrettede sager.

Det, der jo er problemet her – og tak for både den indholdsmæssige og følelsesmæssige del af talen, som jeg syntes var rigtig god – er, at i den konkrete sag står udbetalingen til at ske i løbet af indeværende år, og derfor har vi jo ikke tid til at vente på, at hr. Rasmus Stoklund, og hvem vi ellers har i Socialdemokratiet, så engang til næste år fremsætter et forslag, for så er den konkrete sag ikke løst, som et flertal i Folketinget ønsker.

Halime Oguz, værsgo.

Det er jeg fuldstændig enig med spørgeren i, og som jeg også understregede gang på gang i min tale, handler det her også om retfærdighed for den kvinde og hendes søn, som det er gået ud over. Og som sagt ser jeg gerne, at vi simpelt hen vender alle sten i lovgivningen – selvfølgelig inden for grundlovens rammer, for det skal jo ikke være grundlovsstridigt – og at vi også går ind og kigger konkret på den her sag. Det er vi meget, meget åbne over for.

Spørgeren.

Jeg vil bare fuldstændig bekræfte, at det her beslutningsforslag kan vedtages inden for alle grundlovens rammer, og så minde både fru Halime Oguz og dem, der måtte sidde og lytte med fra diverse ministerier, om, at det jo er fuldstændig almindelig praksis, bl.a. inden for skattelovgivningen, at man lader love få gyldighed fra fremsættelsestidspunktet. Og det betyder altså, at hvis ministeren ville det, kunne han jo fremsætte et lovforslag nu med ikrafttrædelsestidspunkt fra fremsættelsestidspunktet. Det ville være fuldt foreneligt med grundloven – han vil bare ikke.

Ordføreren.

Så længe det er inden for grundlovens rammer, vil vi i SF i hvert fald presse på for, at det kan lade sig gøre.

Tak til fru Halime Oguz. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det Enhedslistens tur. Velkommen til fru Rosa Lund.

Tak for det. Det meget store flertal af de mennesker, som kommer til Danmark som flygtninge, er lovlydige borgere, som er dybt taknemlige og tager imod den hjælp, som vi tilbyder dem, og som gør deres allerbedste for at blive integreret og bidrage til det danske samfund.

Kristeligt Dagblad har i løbet af foråret beskrevet en meget, meget ulykkelig sag – en forfærdelig sag – om en mand, der opholdt sig i Danmark som flygtning, og som efter sin tilbagevenden til Syrien slog sin kone og deres søn ihjel, hvilket han ifølge Kristeligt Dagblad har tilstået under en afhøring hos de kurdiske myndigheder i Kobani i Nordsyrien.

Manden vendte hjem til Syrien med repatrieringsstøtte. Det benytter Dansk Folkeparti nu som anledning til at kræve en ændring af reglerne om repatrieringsstøtten. I Enhedslisten vil vi gerne være med til at se på reglerne for at undersøge, om der kan skrues en ordning sammen, så personer, der dømmes for meget alvorlig kriminalitet, mister retten til støtten. Jeg kan med det samme garantere, at hvis ministeren indkalder til forhandlinger, kan vi godt komme den dag.

Sådan en ordning rejser også nogle problemer. Vil den kun gælde, hvis kriminaliteten begås umiddelbart efter tilbagekomsten til hjemlandet, eller skal der indføres en ordning, så den danske stat skal have krav på tilbagebetaling i tilfælde af kriminalitet, der begås årtier efter tilbagekomsten? Og hvordan er vi sikre på, at kriminaliteten rent faktisk er begået? Skal der ligge en dom? Ikke alle lande, der kommer flygtninge fra, har et retssystem så velfungerende som det danske. For mange flygtninge er det faktisk netop af den grund, at de er flygtet, altså at der ikke er et velfungerende retssystem der, hvor de er flygtet fra. Der kan f.eks. være retssystemer, hvor man bruger tortur for at fremme tilståelser. Det er jo ikke et retssystem.

I det her beslutningsforslag lægger Dansk Folkeparti også op til, at den nye ordning skal gælde med tilbagevirkende kraft med det formål at inddrage penge fra den person, der nævnes ved navn i beslutningsforslaget. Lovgivning med tilbagevirkende kraft kan vi ikke støtte i Enhedslisten, men vi vil meget gerne være med til at se på, hvordan vi kan ændre repatrieringsordningen – om der er nogle ting, vi kan gøre anderledes. Grundlæggende set mener jeg faktisk, at det er en god ordning, at man giver flygtninge et økonomisk tilskud til at kunne komme på fode i det land, de er flygtet fra, men det er klart, at den danske stat jo ikke skal udbetale penge til folk, der begår den her slags kriminalitet. Men jeg mener ikke, at man kan lave lovgivning med tilbagevirkende kraft.

Jeg synes også, at den sag, som beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti omhandler, bekræfter, at vi har et problem med negativ social kontrol i Danmark – et problem, som ikke er blevet løst her. Der er jo netop tale om et system, som ikke har fået øje på en kvinde, som har været udsat for negativ social kontrol. Det synes jeg også at Kristeligt Dagblad har afdækket rigtig fint. Og det synes jeg faktisk også at vi bør tage en debat om i Udlændinge- og Integrationsudvalget. Og hvordan vi kommer negativ social kontrol til livs, har vi i Enhedslisten masser af gode forslag til.

Men for at komme tilbage til Dansk Folkepartis forslag vil jeg sige, at vi i Enhedslisten ikke kan støtte det, fordi der er nogle spørgsmål, det ikke svarer på, og fordi det er med tilbagevirkende kraft.

Tak for ordførertalen. Der er et par korte bemærkninger. Først er det fra hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil egentlig bare takke ordføreren for at bekræfte den betontilstand, som Enhedslisten jo befinder sig i i forhold til udlændingepolitikken. Altså, hvor nogle partier i den her debat rent faktisk har forsøgt at forholde sig nuanceret til spørgsmålet, og i øvrigt også konkret, så er der alligevel noget opløftende i, at man altid ved, hvor man har Enhedslisten: Kan man finde en undskyldning for at stemme imod et ellers sympatisk forslag, vil man til enhver lejlighed gøre det. Derfor vil jeg bare lige høre, om fru Rosa Lund vil bekræfte, at det er fuldstændig almindeligt, bl.a. på skatteområdet, at anvende den form for tilbagevirkende kraft, som jeg tidligere har skitseret i debatten. Eller mener fru Rosa Lund også, at de love har stridt imod grundloven?

Rosa Lund.

For det første synes jeg, det er sjovt at høre fra hr. Morten Messerschmidt, at det er Enhedslisten, der befinder sig i en betontilstand på udlændingeområdet. For man kan da sige, at hr. Morten Messerschmidts eget parti heller ikke forholder sig særlig nuanceret til udlændingedebatten. Det er den ene ting. Den anden ting er, at jeg simpelt hen ikke mener, at man kan lovgive med tilbagevirkende kraft på den her måde, som Dansk Folkeparti lægger op til. Jeg vil gerne være med til at se repatrieringsreglerne. Som sagt: Enhedslisten kan godt den dag, vi skal sætte os ned og snakke om det, men jeg synes, der er nogle ting, som det her beslutningsforslag simpelt hen ikke svarer på, og som vi har brug for at diskutere.

Morten Messerschmidt.

Der er masser af ting, det her beslutningsforslag ikke svarer på. Men der er en ting, som det svarer på, og det er den konkrete sag i Syrien, som vi vil løse, og så derfra også fremadrettet. Det er præcis det, som fru Rosa Lund ikke kan, når hun nu tilslutter sig regeringen. For hvis der er en ting, der er sikkert, så er det, at regeringens nølen i den her sag ikke kommer til at løse den konkrete sag. Så jeg står fuldt ud på mål for, at det her beslutningsforslag er skrevet af undertegnede og dermed hverken er guddommeligt eller på anden måde ufejlbarligt. Men det er ikke det vigtige. Det vigtige er, at det besvarer og løser en helt konkret sag. Og der vælger Enhedslisten at stille sig på den forkerte side i salen.

Rosa Lund.

Det er jo, hr. Morten Messerschmidt, fordi jeg ikke mener, at vi kan løse den konkrete sag på den måde, som hr. Morten Messerschmidt foreslår. Altså, det er jo ikke et spørgsmål om, at vi ikke er interesseret i at løse det, tværtimod. Det er et spørgsmål om, at vi ikke synes, at det her er løsningen, og det synes jeg egentlig er et meget godt udgangspunkt for en debat, hr. Morten Messerschmidt: At vi alle sammen er interesseret i at løse et problem her.

Næste spørger er fru Halime Oguz fra SF. Værsgo.

Tak. Ordføreren snakkede om lovgivning, og at andre landes retssystemer ikke rigtig fungerer. Jeg vil egentlig spørge om, at hvis vi nu får indført i teksten, at det skal være gældende efter dansk lovgivning, vil Enhedslisten så bakke op om beslutningsforslaget?

Ordføreren.

Igen har jeg svært ved at skulle bakke op om noget, der på den måde virker med tilbagevirkende kraft. Men det er klart, at det da hjælper på det, at det skal være efter dansk lovgivning. Men jeg synes stadig væk, at der er nogle ubesvarede spørgsmål, f.eks. hvor lang tid efter kriminaliteten skal være begået. Der er også nogle ubesvarede spørgsmål om, om der egentlig er noget magtfordrejning i det her. Men for mig at se er det svært at lave lovgivning med tilbagevirkende kraft på den her måde. Det er mere det, kritikken går på.

Man skal lige huske at trykke sig ind, hvis man vil have en anden bemærkning. Fru Halime Oguz, værsgo.

Jeg vil egentlig gerne høre, om ordføreren kan bakke det her beslutningsforslag, der har tilbagevirkende kraft, hvis det ikke er grundlovsstridigt. Vi er et venstreorienteret parti, og vi kæmper for kvinders rettigheder. Synes ordføreren ikke, at vi skylder Huda, der netop ville frigøre sig af sine lænker og leve et frit liv sammen med sin søn, at vi også tænker på hende i den her sag og ikke på morderen?

Fru Rosa Lund.

Jo, det synes jeg helt bestemt, og det er også derfor, jeg i min ordførertale siger, at det her desværre er et eksempel på, at vi er alt for dårlige til at opdage det, når kvinder og andre minoriteter bliver udsat for negativ social kontrol. Så det synes jeg bestemt vi skal. Mit hensyn går ikke på en mand, som er dømt i Kurdistan for at have slået sin kone ihjel; det er ikke der, mit hensyn ligger. Mit hensyn ligger på rettigheder og på de kvinder, som bliver udsat for undertrykkelse.

Tak til ordførerne. Der er endnu en kort bemærkning, og denne gang fra fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Tusind tak. Jamen jeg skulle egentlig bare sige, at så kan ordføreren bekræfte, at ordføreren ikke er indstillet på at gå ind konkret i den her sag og stoppe en morder i at få penge fra den danske stat.

Ordføreren.

Det, jeg konkret er indstillet på, er, at vi finder en løsning på det her problem, og at vi finder ud af, om vores repatrieringsordning i virkeligheden ikke fungerer for de mennesker, som den skal fungere for. Det er det, jeg er meget interesseret i, og hvis det kan løse den her konkrete sag, ville jeg synes det var perfekt.

Men jeg er ikke sikker på, at det, der ligger i det her beslutningsforslag, er den rigtige model, og derfor ser vi meget frem til, at regeringen indkalder til forhandlinger om det her. Og jeg synes, det har været meget tydeligt både i dagspressen og i salen i dag, at regeringen også er interesseret i det, altså at kigge på repatrieringsordningen.

Mette Thiesen.

Og dermed bekræfter ordføreren så, at ordføreren ikke vil handle nu og få løst den her konkrete problematik. Men det er jo fint nok, at ordføreren indrømmer det fra Folketingets talerstol – at Enhedslisten altså er ligeglad med, at der går penge til en mand, som har myrdet sin kone og hendes søn.

Så er der en anden ting, jeg godt kunne tænke mig at få bekræftet af Enhedslisten, og det handler sådan set om det her med social kontrol, som der tales så meget om. Der kan jeg så fortælle ordføreren, at det jo sådan set er islam. Det vil sige, at i islam ligger der social kontrol, så hvad vil Enhedslisten konkret gøre ved det? Enhedslisten anerkender jo, at islam er problemet.

Rosa Lund.

Jamen jeg synes, at fru Mette Thiesen skal passe på med at lægge andre ord i munden. Jeg har på intet tidspunkt sagt, at jeg er ligeglad med den her sag, så det vil jeg gerne frabede mig.

I forhold til, hvordan vi stopper den sociale kontrol, synes jeg jo f.eks., at det, vi skal gøre, er at indføre en samtykkebaseret voldtægtslovgivning, som netop giver kvinden ret til sin egen krop, og den lovgivning glæder jeg mig til at se fru Mette Thiesen og Nye Borgerlige bakke op om for at hjælpe kvinder i Danmark.

Tak for det. Der er endnu en kort bemærkning, og det er fra hr. Rasmus Stoklund fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak til fru Rosa Lund for nogle fornuftige betragtninger. Derudover vil jeg bare sige, at en usandhed jo ikke bliver rigtig, uanset hvor mange gange den bliver gentaget af hr. Morten Messerschmidt. For både ministeren og undertegnede har fra talerstolen flere gange i dag sagt, at hvis der kan gøres noget inden for lovens bogstaver, der forhindrer, at den 2. rate her udbetales, skal vi selvfølgelig gøre det. Ministeren sagde gentagne gange, at han afventer det endelige dokument, hvor der er en juridisk vurdering – det er så den, hr. Morten Messerschmidt har været i stand til at lave nede fra sin pult – der afgør, om det er muligt eller ej. Det er den ene del.

Den anden del er jo, at hvis der lovgivningsmæssigt er noget, vi kan gøre for at forhindre det, både i den aktuelle sag og selvfølgelig i fremtidige sager – der kan vi forhindre det – er det det, vi skal gøre, og det er jo det, vi arbejder målrettet henimod, og som der er en bred enighed om i Folketinget. Det vil jeg bare kvittere for at Enhedslisten bakker op om.

Ordføreren.

Tak for det, hr. Rasmus Stoklund. Man kan i hvert fald sige, at den debat, som hr. Rasmus Stoklund og hr Morten Messerschmidt har igennem andre ordførere jo bekræfter, hvor meget vi har behov for at sætte os ned sammen og snakke om det her, og hvor interesserede vi alle sammen er i at løse det her problem. Så det synes jeg jo sådan set er en god ting.

Tak til Enhedslistens ordfører. Værsgo til den næste ordfører, som er hr. Marcus Knuth fra Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. Og tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte et rigtig fornuftigt beslutningsforslag her. Jeg er jo glad for, at vi – i hvert fald delvis – er blevet overhalet af virkeligheden, og at ministeren nu vil ændre loven, i hvert fald overordnet. Situationen med den morddømte Hussein Abbas er jo bare så ubegribelig trist, som alle siger det her i dag, både for hans familie, men jo også for det danske samfund, som nu risikerer at skulle se magtesløse til, mens anden rate af de over 200.000 kr. bliver sendt ned til ham. Derfor opfordrer vi Konservative også til, at alle muligheder inden for grundloven bliver vendt, så pengene ikke bliver sendt ned til manden.

Vi opfordrer også til, at repatrieringsloven bliver genforhandlet snarest muligt og med største hast, og der er jeg jo enig med Dansk Folkeparti, med hensyn til at jeg ikke forstår, hvorfor man skal trække det her i langdrag. Nu har vi haft en coronakrise – vi står stadig i en coronakrise – hvor vi jo har vist, at Folketinget på få dage har kunnet lave trepartsforhandlinger og hastelovgivning, fordi det var nødvendigt. Det her er i høj grad også nødvendigt. Vi må ikke risikere, at endnu en Hussein Abbas-situation opstår, hvor en mand eller kvinde rejser tilbage og begår tung kriminalitet og vi så sender penge ned til personen.

For min skyld kunne vi godt bruge de sidste par uger her inden sommerferien på at starte de forhandlinger i stedet for at vente til efteråret. Vi risikerer også, at nogle af de andre huller i loven ikke bliver lukket, og at de bliver udnyttet. Der er f.eks., som det har været nævnt, muligheden for at rejse hjem, modtage repatrieringsstøtte og så vende tilbage til Danmark efter et tidsrum. Der er mange af os her i Folketinget jo i hvert fald enige om, at der er mange skævheder i den her lov, der skal rettes op på. Så jeg er stor tilhænger af, at vi får rettet op på det her nu frem for at vente.

Så vi Konservative takker Dansk Folkeparti for forslaget. Vi stemmer for, og vi stemmer også for – hvis man kan sige det på den måde – at vi gerne skal have forhandlet loven snarest muligt i stedet for at vente.

Tak for ordførertalen. Der er ikke nogen korte bemærkninger til den konservative ordfører. Den næste ordfører, vi skal sige velkommen til, er fru Pernille Vermund fra Nye Borgerlige.

At staten belønner en morder, der har stenet sin hustru og sit ældste barn, virker absurd. Ja, det er absurd.

Når det alligevel kan ske, skyldes det jo som bekendt loven om repatriering – en lov, der giver migranter flere hundredtusinde kroner i kontanter for at forlade Danmark og forsøge at vende tilbage til, hvor de kommer fra. Der er ikke noget krav om, at de skal blive uden for Danmark. Når pengene er brugt, kan man vende tilbage, man har en fortrydelsesret på op til 2 år, og den er der rigtig mange, der gør brug af. Håbet hos politikerne bag ordningen er formentlig, at man kan få gang i hjemsendelserne ad den vej, og det kan jo umiddelbart lyde sympatisk, men er det en realistisk vej at gå, hvis man ønsker, at færre og ikke flere uintegrerbare udlændinge er i Danmark? Næppe.

Med det tempo, der er på ordningen nu, vil eksempelvis de godt 20.000 migranter, der kom hertil og fik ophold i 2015 og 2016, være ude igen omkring år 2050. At de frem til 2050 sandsynligvis har tredoblet deres antal i form af børn og familiesammenføringer, vil så forlænge perioden yderligere frem til år 2110. Med andre ord: Det bør være åbenlyst for enhver, at frivillig repatriering med tilskud fra kommunen ikke løser noget som helst. Men det koster danskerne penge, og migranterne griner, når de fortryder og vender tilbage til Danmark og næste dag igen står på kommunekontoret og siger: Kontanthjælp, ja tak.

Repatrieringsloven er en typisk lappeløsning, som politikerne i Folketinget har lavet alt for mange af i årenes løb, fordi de ikke vil gribe fat om nældens rod og løse udlændingepolitikken fra bunden. Derfor ender vi med groteske eksempler som den af bemærkningerne til beslutningsforslaget omtalte morder, der får i alt 215.000 kr. af danskernes penge, også selv om han er både anholdt og har tilstået drabene på hustru og søn. 86 politikere i Folketinget stemte så sent som den 29. maj 2018 for de seneste ændringer af den her lov, ingen stemte imod. Hvis vi i Nye Borgerlige havde haft fire mandater på plads i Folketinget i 2018, så havde vi markeret os højlydt og voldsomt imod. I stedet for at udbetale repatrieringsydelse til migranter kan man til en start stoppe med at lukke dem ind. Et simpelt asylstop vil gøre problemet mindre over tid.

Derudover skal vi selvfølgelig holde op med at forsørge udlændinge. Det skal de selv stå for. Retten til offentlig forsørgelse skal knyttes til det danske statsborgerskab. Kan man ikke forsørge sig selv, skal man miste sin opholdstilladelse og rejse ud. Endelig bør vi konsekvent og efter første dom udvise alle udlændinge, der dømmes for kriminalitet. Det er Nye Borgerliges svar på et alternativ til årtiers lappeløsninger og et alternativ, der vil løse problemerne fra bunden.

Men vi har jo som bekendt ikke flertal for vores politik, desværre, så langtfra. Derfor finder vi det bydende nødvendigt som minimum at sikre, at den lovgivning, som et flertal i Folketinget har indført og bakker op om, ændres, således at repatriering ikke udbetales til udlændinge, der begår kriminalitet i hjemlandet efter repatrieringen.

Nye Borgerlige bakker op om nærværende beslutningsforslag.

Tak til fru Pernille Vermund. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den sidste ordfører, vi skal sige velkommen til, er hr. Henrik Dahl fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Vi er enige med Dansk Folkeparti i, at den sag, der bliver omtalt i bemærkningerne til beslutningsforslaget, har afsløret et stort hul i repatrieringsloven. Det giver ikke nogen mening, at den danske stat skal sponsorere personer, der har begået alvorlig kriminalitet, efter at de fik tildelt repatrieringsydelsen.

Vi er også enige med hr. Morten Messerschmidt i, at selve beslutningsforslaget ikke på nogen måde kan kaldes singulær lovgivning, og derfor er der selvfølgelig ikke noget i vejen for at vedtage det. Derfor støtter vi forslaget. Tak for ordet.

Tak til hr. Henrik Dahl. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste er ordføreren for forslagsstillerne, hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti.

Tak, formand, og tak til ordførerne. Det har været en underfundig debat, hvor man udadtil i hvert fald kan få det indtryk, at vi alle sammen vil det samme, men at der så lige er nogle tekniske detaljer, som gør, at man alligevel ikke kan støtte det her forslag.

Jeg synes, det er en underlig tilgang til det, hvor jeg egentlig gerne vil have lov til at fremhæve SF's ordfører, for det var da det mest konstruktive. Ja, man er ikke enige om alt, men så fremsætter man nogle ændringsforslag, og så ser vi, om vi, når vi mødes igen og debatterer det senere, kan få høvlet nogle af de knaster eller uenigheder eller bare ting, der er glemt i forslaget, af. Det er jo den måde, som man normalt arbejder på, i stedet for, som andre gør, og nu har Enhedslisten vist forladt lokalet, at kigge efter anledninger til at sige, at nå, der er undskyldningen for, hvorfor jeg så kan stemme nej, og så dermed fuldstændig afstå fra overhovedet at skulle forholde sig til den tragiske substans, der jo er virkeligheden – både konkret og, ja, hr. Rasmus Stoklund, også fremadrettet.

Jeg synes, det er en glimrende idé, som SF foreslår, at vi indskriver, at det selvfølgelig er forbrydelser, der skal være forenelige med den danske straffelov, som vi taler om her. For der er jo nogle af de lande, hvor folk tager til, der har en noget farverig måde at se samfundet på, og derfor kan der være nogle helt åbenlyse uretfærdigheder, hvis det er ting, man der er dømt for, der så skulle foranledige, at man mister sin repatrieringsstøtte. Så det er ikke noget problem for os. Vi synes også, det er helt i orden at tale om en mindstegrænse, og det er jo både af hensyn til en eller anden rimelighed for de pågældende, men jo egentlig også for de danske myndigheder. Hvis de danske myndigheder skal rundt i det meste af Mellemøsten for at finde ud af, om der er en færdselsforseelse eller et eller andet, så kan det måske godt være, at den udgift overstiger det, som vi sparer ved at ikke at skulle sende repatrieringsstøtten af sted. Så det er også helt fint.

Det, der til gengæld ikke er fint, er, når man foregøgler, at mit forslag krænker grundloven. Det vil jeg simpelt hen ikke acceptere, og derfor gik jeg ind på Justitsministeriets hjemmeside, hvor der er en vejledning om lovkvalitet – og nu er den herværende minister jo ikke justitsminister, men mon ikke man har nogen i sit embedsapparat, den navigerer lidt derefter? – og nu citerer jeg:

»Grundloven antages derimod ikke at være til hinder for, at en lov bestemmer, at den skal finde anvendelse på forhold, som ligger forud for dens formelle ikrafttrædelsestidspunkt (håndhævelsestidspunktet). I sådanne tilfælde, hvor virkningstidspunktet indtræder på et tidligere tidspunkt end håndhævelsestidspunktet, taler man om, at loven har »tilbagevirkende kraft««.

Det er jo præcis det, som jeg med henvisning til Skatteministeriet gang på gang har refereret i dag, altså at vi, hvis vi nu havde en minister, der ville fremsætte et lovforslag nu, hvor der står, at ikrafttrædelsestidspunktet er fremsættelsestidspunktet, så ville vi kunne behandle det enten efter en hasteprocedure eller efter en almindelig procedure, men det ville så betyde, når det blev vedtaget enten i næste uge eller i næste måned, eller hvad det måtte være, at håndhævelsestidspunktet ville være nu. Det er jo det, der er sagens kerne, for så ville vi nemlig, hr. Rasmus Stoklund, både løse den konkrete udfordring og den generelle udfordring.

Problemet er, at vi har en regering, der ikke vil handle nu, og som siger, at det bliver på et eller andet tidspunkt senere på året, og det ved vi jo godt hvad betyder: Ja, så er vi i hvert fald efter oktober, ikke? Og ifølge dagspressen kan vi konstatere, at forbryderen her får udbetalt sin anden udbetaling i løbet af 2020. Så mon ikke den er udbetalt, inden ministeren får fremsat sit forslag, eller i hvert fald inden ministeren får det vedtaget? Det er jo det, der er problemet, og det er bare der, hvor jeg vil fremhæve SF og måske også De Radikale – det var ikke helt lige så klart – for at tage det her på den ordentlige måde, så vi får stillet nogle ændringsforslag, der præciserer bekymringerne i forhold til tidspunktet, i forhold til straffeloven, i forhold til en mindstegrænse osv. Så det er ikke os, der er til hinder for det.

For det vigtige er jo, at vi sørger for, at loven er præcis og retfærdig, og at den er det på det rigtige tidspunkt, og den her sag er jo ikke ny. Det er jo ikke sådan, at det først var i går, at Kristeligt Dagblad og andre aviser oprullede de modbydeligheder, som man har kunnet se sker i Syrien, men det er jo i månedsvis. Jeg tror, det er en måned siden, jeg havde ministeren i salen her til en spørgsmålsrunde om det, og alligevel er der ikke kommet et eneste beslutningsforslag, et eneste lovforslag, et eneste ændringsforslag, men det er smøl på smøl. Det er det, vi ikke længere vil finde os i, og det er derfor, vi insisterer på at få det her forslag til afstemning, sådan at regeringen – medmindre den selvfølgelig forud for afstemningstidspunktet af det her forslag fremsætter sit eget lovforslag – pålægges at handle.

Jeg synes ganske enkelt, at vi skylder både de kvinder, som bliver behandlet på den her modbydelige måde, men jo også retsstaten og dem, der betaler for repatrieringsstøtten – det er jo så skatteyderne – altså dem alle sammen, at få rettet det her hul, og det er jo rigtigt, fru Pernille Vermund, at det ikke løser alle problemerne med repatrieringsloven. Hvis fru Pernille Vermund og jeg havde 90 mandater tilsammen, tror jeg, at loven ville se fuldstændig anderledes ud – den ville måske være ganske meget kortere, og måske ville den slet ikke findes – men det er jo bare ikke det, der er sagen. Det, der er sagen, er, at vi står over for et akut og konkret problem, en sag med himmelråbende uretfærdighed, og at vi har en regering, der er himmelråbende tavs, og der synes jeg mange burde takke Folketinget for at tage ansvaret på sig. Tak, formand.

Tak for ordførertalen. Der er et par korte bemærkninger. Den første er til hr. Rasmus Stoklund fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Der, hvor jeg vil starte, er, at jeg tror, at forskellen i et eller andet omfang er, at hvor hr. Morten Messerschmidt er i stand til at afklare de juridiske vurderinger på egen hånd, er vi nogle, der er nødt til at vente på nogle med mere formelle kompetencer i den retning.

Derudover er det jo et spørgsmål om, om det er lovgivning, der handler om, at det skal være med tilbagevirkende kraft, og der er også et spørgsmål om, om det måske i virkeligheden er lovgivning om ekspropriation, eller om det er lovgivning, vi kan vedtage, f.eks. i efteråret eller i starten af det nye år, som så kan have en ikrafttræden inden. Og her siger hr. Morten Messerschmidt ifølge mine oplysninger noget forkert, for så vidt jeg ved, får den pågældende mand, vi taler om i dag, udbetalt anden rate i februar 2021, og hvis vi kan vedtage en lovgivning med ikrafttræden inden da, kan vi forhåbentlig, hvis det er muligt at formulere sådan en lovgivning, forhindre, at han får den anden rate. Det er jo det mål, vi alle sammen har, uanset hvor dramatisk vi udtrykker os.

Jeg ved ikke, om hr. Morten Messerschmidt vil betragte det som en kommentar eller et spørgsmål.

Værsgo, hr. Morten Messerschmidt.

Jeg tror, at jeg tager det som et spørgsmål, for det giver mig så anledning til at svare.

Jeg refererer kun til, hvad jeg ved fra dagspressen, og der er det fremgået, at anden rate udbetales senere i indeværende år. Hvis hr. Rasmus Stoklund ved andet, betyder det, at det giver mere tid til at arbejde, men det giver jo ikke noget godt grundlag for ikke at arbejde.

Hvad er overvejelserne, som skulle ligge til grund for det her? Indtil videre har vi for det første hørt det med den tilbagevirkende kraft – det kan vi feje til side med henvisning til, hvad Justitsministeriet skriver på deres hjemmeside. For det andet har vi hørt, at det skulle være singulær lovgivning, men det er totalt nonsens. Jeg ved ikke, hvem det er, der har bildt hr. Rasmus Stoklund ind, at det her skulle være singulær lovgivning – altså, det er jo ikke i Tvindloven, vi taler om her; vi taler om en helt generel ændring af repatrieringsloven. For det tredje siger hr. Rasmus Stoklund nu – det er så nyt i debatten her, men jeg har hørt det i krogene før – at det skulle være et ekspropriativt indgreb. Fair nok, så vil jeg bare spørge: Forventer hr. Rasmus Stoklund så, at den her morder anlægger civilt søgsmål ved de danske domstole for at gøre gældende, at han har et ekspropriativt krav på staten? Jeg synes bare, han skal møde op.

Hr. Rasmus Stoklund.

Det er jeg da sådan set enig i. Hvis det er muligt at vedtage en lovgivning, som gør, at vi kan forhindre, at anden rate bliver udbetalt, så skal vi gøre alt for det. De oplysninger, jeg refererer til, har jeg også fra dagspressen – det er i B.T., jeg har læst mig til, at det er i februar, at det her skal udbetales.

Det er derfor, vi nu, hvor der er bred enighed om, at vi skal have nogle brede forhandlinger, og ministeren har lovet at lægge mødelokaler til (Morten Messerschmidt (DF): Generøst.) skal finde en ny løsning på det her, vi skal sørge for, at det træder i kraft, inden anden rate kommer til udbetaling, hvis det overhovedet er muligt rent juridisk inden for rammerne af, hvad vi ellers skal overholde. Det er min forhåbning.

Ordføreren.

Det er jeg glad for, hr. Rasmus Stoklund. Jeg må bare sige, at grunden til, at vi står her i dag, jo er, at der indtil videre ikke er sket noget. Regeringen kunne jo sagtens have fremsat et lovforslag for måneder siden, da det her kom frem i pressen. Det er jo på grund af hr. Rasmus Stoklunds regerings smøl, at vi handler, og hvis det, at vi handler, gør, at regeringen pludselig føler trang til at reagere, så skal man selvfølgelig ikke have utak for det.

Så vil jeg gerne give ordet til fru Pernille Vermund fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak. Jeg vil sådan set bare efter en debat for nylig, hvor bølgerne jo gik lidt højt, kvittere for og glæde mig ved tanken om, at Nye Borgerlige og DF på det her område kunne have 90 mandater. Hvor ville det være vidunderligt. Så tak for at tænde et lille lys i en ellers mørk sag i en række af mørke sager. Tak for det.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg er glad for det, hvis jeg kan bringe lys i fru Pernille Vermunds tilværelse. Det gør jeg gerne.

Tak til hr. Morten Messerschmidt. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)