Beskæftigelsesudvalget 2019-20
B 171
Offentligt
2204583_0001.png
Folketingets Beskæftigelsesudvalg
[email protected]
Beskæftigelsesministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T +45 72 20 50 00
E [email protected]
www.bm.dk
CVR 10172748
Beskæftigelsesudvalget har i brev af 14. maj 2020 stillet følgende spørgsmål nr. 6
(B 171), som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 6:
”Vil
ministeren oplyse, hvordan personer, der mister et barn i dag behandles i
jobcenteret? Tages der fx særlige hensyn?”
Svar:
De fleste af de forældre, der mister et barn og derfor sygemeldes fra deres arbejde,
vil - hvis de opfylder betingelserne herfor - i en periode være omfattet af sygedag-
pengelovgivningen. Efter sygedagpengeloven skal jobcentret, inden for det første
halve år, afholde 4 opfølgningssamtaler, som den sygemeldte selv kan booke. For
sygedagpengemodtagere gælder det grundlæggende, at jobcentret skal tilrettelægge
opfølgning og eventuel indsats under hensyntagen til den sygemeldtes forudsætnin-
ger, behov og helbredstilstand. Desuden kan jobcentret ud fra en konkret vurdering
i den enkelte sag iværksætte indsats eller understøtte gradvis tilbagevenden til ar-
bejde.
For alle andre personer, der er i kontakt med jobcentret, f.eks. personer på kontant-
hjælp, gælder ligeledes, at jobcentret inden for det første halve år skal afholde 4
samtaler. Det gælder også for de øvrige målgrupper, at der altid skal tages hensyn
til personens forudsætninger og behov. Det betyder bl.a., at jobcentret ikke kan
give tilbud, som personen ikke kan varetage som følge af helbredsmæssige proble-
mer og andre rimelige grunde.
Sygdom er endvidere en lovlig grund til ikke at deltage i et igangværende tilbud el-
ler forløb. Det er en konkret vurdering i den enkelte sag, hvor meget personen på-
virkes af omstændighederne, og hvordan dette skal influere på et forløb i jobcente-
ret.
Efter de gældende regler er der således mulighed for, at jobcentret kan tage de nød-
vendige hensyn til en person, der som følge af at have mistet et barn, er påvirket i
en sådan grad, at vedkommende ikke kan deltage i et beskæftigelsesrettet tilbud el-
ler indgå i et nyt tilbud eller forløb. Jobcenteret har endvidere mulighed for løbende
at justere forløbet, alt efter personens behov og situation.
5. juni 2020
J.nr.
20/08821 / 2020-4010
B 171 - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 6: Spm. om, hvordan personer, der mister et barn i dag behandles i jobcenteret, til beskæftigelsesministeren
Venlig hilsen
Peter Hummelgaard
2