Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 165:

Forslag til folketingsbeslutning om at give børn af indsatte bedre rammer for besøg.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) m.fl.

(Fremsættelse 06.05.2020).

Forhandlingen er åbnet. Vi starter med justitsministeren.

Undskyld, jeg blev lige optaget af noget andet, men nu er jeg fuldt ud på sagen. Tak til Socialistisk Folkeparti for at have fremsat et beslutningsforslag om at give børn af indsatte bedre rammer for besøg, som Folketinget skal behandle i dag. Det er vigtigt, at børn af indsatte har gode rammer for at besøge en forælder, der sidder i fængsel, og det er der flere grunde til.

Den ene er, at det jo ikke er børnene, vi ønsker at straffe. Man kan jo godt forestille sig, hvordan det må være at være barn og have en forælder, som sidder i fængsel, og hvordan det kan påvirke en. Det gælder kontakten, der er væk, afsavnet, det uforståelige – alle de der billeder, der kan være i et barns hoved af, hvordan det kan være at være i fængsel – og oplevelsen af skammen over for kammeraterne, som spørger: Hvor er din far henne? For det er jo typisk fædrene, det handler om. Altså, det er alt det der. Så selvfølgelig skal vi prøve at give de børn en verden, som er så normal som muligt, da det er forældrene, der har gjort det, som de bestemt ikke skulle, og derfor modtager den straf, som samfundet har udregnet.

Så er det jo også vigtigt i forhold til de resocialiserende tiltag, for ligesom det gør ondt på barnet, så er det jo heller ikke svært at forestille sig, hvordan man som forælder selv ville have det, hvis ens kontakt til ens barn var en perlerække af afsavn og flygtige kontakter. Dem, som vi sætter i fængsel, skal jo komme ud på den anden side og kunne fungere i vores samfund igen. Det er i alles interesse. Det er i den enkeltes interesse, det er i samfundets interesse, og det er selvfølgelig også i familiens interesse. Derfor er det rigtigt, når SF siger, at det her bliver vi nødt til at overveje; at vi løbende bliver nødt til at overveje vilkårene og rammerne for kontakten mellem børn og indsatte, og om de er gode nok. I den forbindelse spiller mulighederne for besøg selvfølgelig en helt central rolle.

Derfor er jeg også positiv over for det forslag om at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal se nærmere på rammerne for kontakten mellem børn og deres indsatte forældre, og hvordan de kan styrkes. Et langt stykke hen ad vejen er jeg også enig i de elementer, som forslagsstillerne peger på, og som vil kunne drøftes i arbejdsgruppen.

Der er sikkert flere andre emner og ideer, som også vil kunne overvejes, og jeg opfatter heller ikke forslaget sådan, at det er de vises sten, der er båret ned, og at der ikke er mere at sige eller gøre i den forbindelse. Det her er nogle af de elementer, som vil kunne bringes i spil. Jeg tror i virkeligheden, det vil være fornuftigt, hvis jeg knytter nogle bemærkninger til de elementer, som er nævnt i beslutningsforslaget. Det bliver selvfølgelig kun overordnede betragtninger, for det, vi skal tage stilling til i dag, er jo ikke indholdet af elementerne, men derimod om der skal nedsættes en arbejdsgruppe, som kan se nærmere på dem.

Det første element handler om en gennemgang af reguleringen vedrørende børn af indsatte. I dag giver reglerne for besøg indsatte ret til besøg mindst én gang om ugen. I forhold til nærtstående børn gælder det, at muligheden for flere besøg bør overvejes og så vidt muligt imødekommes. Reglerne om udgang giver, når visse betingelser er opfyldt, forskellige muligheder for, at en indsat forælder kan opretholde kontakten med sit barn.

Indsatte kan for det første få udgang til at besøge nærtstående ved vigtige familiebegivenheder. Det kan f.eks. være i forbindelse med barnedåb eller eget barns første skoledag. For det andet er der mulighed for at få udgang til at besøge børn. For det tredje kan indsatte blive overført til en af kriminalforsorgens pensioner, hvis hensynet til mindreårige børn taler for det. Derudover er der mulighed for, at indsatte kan blive udstationeret til egen bopæl med fodlænke i op til 6 måneder af afsoningen. Det gælder bl.a., hvis den indsattes familieforhold taler for det. Alle fængsler og arresthuse i kriminalforsorgen har desuden en ordning med børneansvarlige, som bl.a. har til formål at støtte indsatte forældre i at bevare og styrke kontakten til deres børn under indsættelsen.

Så der findes en række regler og tiltag, der har fokus på relationen mellem de indsatte og deres børn, men det ændrer jo ikke på, at der godt kan være plads til forbedringer. Helt overordnet synes jeg, at det er en spændende tanke, at reglerne måske i højere grad kan udformes med udgangspunkt i barnets perspektiv. Det er i hvert fald værd at undersøge, om det er muligt.

Det andet element handler om, at indsatte skal have ret til videosamtaler med deres børn, f.eks. via Skype. Det er en ordning, som har været prøvet i nogle af kriminalforsorgens institutioner som et af de kompenserende tiltag i forbindelse med covid-19-krisen. Jeg synes, det er naturligt at tage udgangspunkt i de erfaringer, som kriminalforsorgen har gjort i den seneste tid. Derudover kan der være interessante erfaringer fra udlandet, som vi måske kan drage nytte af.

Jeg ved, at kriminalforsorgen har peget på, at ordningen i nogle sammenhænge kan give anledning til sikkerhedsmæssige problemer, og i nogle institutioner vil det være sådan, at hvis man skal gøre det, vil det kræve et uforholdsmæssigt stort træk på personaleressourcerne. Det siger jeg ikke for at sige, at vi ikke skal gøre det. Jeg siger det bare for at pege på nogle af de elementer, som vil skulle indgå i de overvejelser, som vi vil skulle gøre os, navnlig i en situation, hvor vi jo godt ved, at kriminalforsorgens personaleressourcer er strakt til det yderste – ikke? Men lad os undersøge fordele og ulemper ved at lave videoopkald.

Det tredje element handler om, at det er den indsatte forælder og ikke barnet, der bør flyttes i forbindelse med besøg. Indsatte skal som udgangspunkt placeres så tæt på bopælen som muligt. Der findes desuden en transportstøtteordning, som har til formål at dække transportudgifter i forbindelse med børns besøg for at undgå, at børn af indsatte er begrænset i deres samvær og kontakt med en indsat forælder af økonomiske årsager. Efter kriminalforsorgens vurdering vil en ordning, hvor man i stedet flytter de indsatte efter børnene, give anledning til nogle praktiske og ressourcemæssige udfordringer, herunder igen i forhold til bemanding og sikkerhed. Men lad os få det ordentligt belyst og se på, hvad mulighederne er.

Det fjerde element handler om indsatser i forhold til store børn. Jeg har allerede været inde på, at nogle af de ordninger, der er etableret i kriminalforsorgen for at understøtte kontakten med børn, selvsagt også gælder i forhold til store børn. Men jeg vil bestemt ikke udelukke, at der kan tages yderligere initiativer, som kan understøtte relationen mellem de indsatte og deres store børn.

Det sidste og femte element handler om hjælp til at tackle kammeraterne. Det er nok primært en opgave, som ikke hører til mit ressortområde, men til det sociale og det kommunale område og derfor under social- og indenrigsministerens ressort. Så det skal jeg ikke komme nærmere ind på her. I en arbejdsgruppe vil der blive taget initiativ til at inddrage de relevante myndigheder efter behov.

Som jeg sagde indledningsvis, er jeg enig i, at der skal være gode vilkår og rammer for at understøtte relationen mellem børn og deres indsatte forældre. Regeringen støtter forslaget om at lave en arbejdsgruppe, som kan se nærmere på, om der kan gøres yderligere for at forbedre rammerne for, at børn kan besøge deres indsatte forældre. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Værsgo.

Jeg vil gerne takke ministeren for en meget imødekommende tale. Jeg synes, det er utrolig positivt, og det er rigtig vigtigt for de børn, så tusind tak for det. Foreningen SAVN, som jo arbejder med den her gruppe af børn, har peget på, at vi i Danmark måske mere er optaget af, man kan sige omsorg for børn, end vi er optaget af at give dem rettigheder. Tænker ministeren, at det kan være en god idé, at en arbejdsgruppe skal komme med rettigheder til børnene, så børnene får nogle rettigheder til kontakt og besøg osv., altså så man kigger på det ud fra et børneperspektiv og nagelfast giver dem nogle rettigheder? Hvad tænker ministeren om det?

Ministeren.

Uden at jeg vil blive beskyldt for at svare udenom eller svare for fluffy synes jeg, det er noget af det, der skal ses på. Det besnærende ved at give nogle rettigheder er, at så ved børnene, hvad de har at rette sig efter. Det, som jeg ikke kan overskue på stående fod, og grunden til, at jeg svarer sådan, er, at der måske kan være nogle modgående hensyn, hvor man bliver nødt til så at sige, at i nogle situationer kan rettighederne ikke opretholdes, og hvad er en rettighed værd, hvis den ikke kan opretholdes. Men tanken om at sige, at når man er barn og en af ens forældre sidder i fængsel, så skal man have sikret en eller anden form for kontakt, synes jeg som udgangspunkt er rigtig.

Karina Lorentzen Dehnhardt, værsgo.

Det, SAVN siger, er, at hvis bare vi havde inkorporeret børnekonventionen, ville synet på det her have været anderledes. Der har ministerens parti og mit parti jo en lille uenighed, kan man godt sige, fordi vi gerne vil gå videre og have implementeret børnekonventionen overalt i dansk lovgivning.

Jeg vil bare afslutte med et sidste spørgsmål, nemlig hvorvidt ministeren i den arbejdsgruppe, som han så vil nedsætte, vil inddrage foreningen SAVN og eventuelt også nogle af de pårørendenetværk, der findes ude på de sociale medier? For de har altså en guldgrube af viden om, hvordan det her ser ud fra et børneperspektiv.

Ministeren.

Jamen den viden, som ligger ude hos forskellige interessenter og organisationer, skal vi selvfølgelig have og inddrage i det arbejde, der er, fordi det jo ikke alene er i deres interesse, men i høj grad også i vores interesse, at det arbejde, der kommer ud, er så solidt placeret i den virkelighed, der bliver oplevet, som overhovedet muligt.

Tak til ministeren. Så går vi i gang med ordførerrunden, og først er det hr. Jeppe Bruus, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand, og tak til SF for at have fremsat det her beslutningsforslag. Børn skal jo ikke straffes for deres forældres kriminalitet, men det bliver de. Det er en livsforandrende begivenhed for børn i alle aldre, når deres forældre kommer i fængsel. Jeg er far til to piger på 4 og 6 år, og vi leger engang imellem fængsel og røvere og politi derhjemme. Det kan vi jo godt hygge os lidt med, men for de børn, der oplever, at en forælder bliver fjernet fra hjemmet og kommer i fængsel, stopper legen, og så bliver det ramme alvor. Man behøver jo ikke at være ekspert eller professor eller have mange erfaringer med det for at regne ud, at det er en hård oplevelse for alle børn, der bliver sat i den situation.

Ligegyldigt hvor meget vi ønsker det, er det nok svært at fjerne den sorg, det afsavn, den smerte for de børn, det går ud over. Det er klart, at vi som Folketing, som regering, som ansvarlige politikere har et ansvar for de her børn, et ansvar, som deres forældre jo ikke har løftet i tilstrækkelig grad, desværre. Der bliver allerede gjort rigtig meget godt rundtomkring både i fængsler og arresthuse osv. for at løfte det ansvar over for børnene. Når man tager rundt og besøger dem, er der mange ansatte og også mange indsatte, der faktisk gør en ekstra indsats for, at den oplevelse af det samvær, der er mellem børn og deres forældre, bliver så god som mulig.

Men jeg må også efter at have været rundt og besøge en del af de institutioner, vi har rundtomkring i landet, sige, at der da er plads til forbedring, både i forhold til de fysiske rammer og i forhold til indholdet. Ministeren har været igennem nogle af de muligheder og tiltag, der er, og har også kommenteret de konkrete elementer i beslutningsforslaget, så det vil jeg undlade. Men jeg vil bare tilslutte mig dem, der synes, det er godt, at vi får en arbejdsgruppe, der kan kigge grundigt på det her og inddrage alle relevante erfaringer og synspunkter, så vi får et grundlag at tage den videre drøftelse på, og derfor støtter Socialdemokratiet beslutningsforslaget.

Tak for det, og tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Britt Bager, Venstre.

I Venstre mener vi, at når en kriminel handling begås, skal den skyldige straffes. Men når den skyldige straffes, er det vigtigt, at man er opmærksom på børnenes behov for en forælder, for hvis barnets behov for en relation til dets forældre ikke varetages, ender samfundet med endnu et offer, nemlig det pågældende barn. Derfor er det så vigtigt, at vi har fokus på børn af indsatte, så vi kan sikre dem en god opvækst trods de meget svære omstændigheder, de skal vokse op under.

I kriminalforsorgen er man opmærksom på børnene. Man har i alle fængsler børneansvarlige personer, som skal sikre, at børn har mulighed for at besøge deres forældre. I de lukkede fængsler findes der besøgslejligheder med mulighed for overnatning for de mindre børn, ligesom der er flere steder, hvor man som barn og ung kan få hjælp og støtte i sin situation, både i og uden for kriminalforsorgen.

Men uanset hvad, er der mange problemer forbundet med at vokse op i en familie, hvor en forælder er indsat. Vi skal som samfund gøre, hvad vi kan for at sikre, at børn af indsatte får de bedste muligheder. Vi er i Venstre også positive over for at undersøge, om vi kan gøre mere. Derfor bakker vi op om SF's forslag om at nedsætte en arbejdsgruppe, som kan undersøge og komme med anbefalinger og forslag til forbedringer af børnenes muligheder og børnenes rettigheder.

I forslaget lægges der bl.a. op til, at arbejdsgruppen inddrager de større børn og deres fokus, ligesom det også skal undersøges, om der er mulighed for at bruge videosamtaler mere kontinuerligt f.eks. via Facetime eller Skype. Under coronakrisen har kriminalforsorgen gjort sig erfaringer med netop det, og dem kan de trække på i forbindelse med det videre arbejde. Vi har jo alle sammen i forbindelse med krisen fundet nye måder at mødes på, og her har det virtuelle spillet en rolle. Det er erfaringer, som vi skal se om vi kan overføre til det her område, hvis det kan være med til at gøre det lettere for børnene.

Der skal ikke herske tvivl om, at vi i Venstre synes, at vi skal have et stort fokus på barnets tarv. Det fokus gør sig naturligvis også gældende, når det kommer til forholdene for børn af indsatte. Så tak til SF for at sætte skub i det her arbejde, vi bakker fuldt ud op.

Tak til Venstres ordfører. Der er ingen korte bemærkninger. Og derfor er det nu fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Og tak til SF for at fremsætte det her beslutningsforslag, som jo handler om at pålægge regeringen i 2020 at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal komme med anbefalinger og forslag til at forbedre vilkårene og rammerne for, at børn kan besøge forældre, der sidder i fængsel. Og ifølge beslutningsforslaget skal arbejdsgruppen offentliggøre sit arbejde inden udgangen af 2021 og skal særlig se på følgende fem forslag: gennemgang af lovgivning, retningslinjer, cirkulærer og vejledninger, som vedrører børn af indsatte; ret til videosamtaler via Skype og Facetime; flyt forælderen, ikke barnet; indsatser i forhold til store børn; hjælp til at tackle kammeraterne.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at barnets tarv er vigtig, og heller ingen tvivl om, at det er barnet, der skal være i centrum. Men i forhold til det her er det også vigtigt at tænke på, hvem det er, der skal vurdere det; hvem er det, der skal vurdere, hvad barnets tarv er? For som udgangspunkt har barnet ret til sin mor og til sin far – men er det altid barnets tarv at besøge sin mor eller far i fængslet? Nej, det er ikke sikkert. Og det vil også være en individuel vurdering i forhold til sagen, i forhold til barnets behov, i forhold til barnets ønsker og også i forhold til omstændighederne. Hvad nu, hvis barnet ikke vil på besøg i fængslet, skal det så tvinges? Der er ingen tvivl om, at det har langtrækkende konsekvenser, når mor eller far kommer i fængsel, både fordi barnet mister kontakten med forældrene i hverdagen, men også fordi fængslingen kan have afledte konsekvenser for hele familien, og det kan f.eks. også være dårligere økonomi, et sværere familieliv, flere hemmeligheder, drilleri i skolen og risiko for, at barnet selv havner i vold eller kriminalitet. Dertil kommer, at børn af fængslede ofte har forældre med få ressourcer, f.eks. i form af manglende uddannelse, eller det kan også være psykiatriske problemer. Og derfor kan det jo være svært at konkludere entydigt, om det er fængslingen i sig selv eller andre faktorer i familiens baggrund, der har betydning for børnenes liv, og det var også noget af det, som rapporten fra det tidligere SFI, nu VIVE, viste – jeg mener, det var i 2015, at den udkom.

Men det er rigtig fint at få det her område belyst, og i Dansk Folkeparti vil vi gerne være med til at se på, hvordan vi kan forbedre det her. Og det ville være fint at få nedsat en arbejdsgruppe, som skal kigge på flere forhold, som skal ses med barnets øjne og have udgangspunkt i barnets tarv, også i forhold til barnets ønsker og behov. Så i Dansk Folkeparti er der som sagt opbakning til, at vi får kigget på det her område, og så vil jeg sige tak til SF for at fremsætte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor går vi videre til hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre.

Tak, formand. Er forældrene veluddannede, er der en stor chance for, at deres børn også får en uddannelse. Er forældrene kontanthjælpsmodtagere, er der større chance for, at deres børn også kommer på kontanthjælp. Og er en af forældrene i fængsel, er der større chance for, at et af deres børn også kommer i fængsel en dag. For børns fremtid afgøres i for høj grad af deres forældres baggrund.

Det gælder desværre også børn af indsatte. Fædres fængselsophold har på kort og lang sigt betydning for deres børn. Det betyder noget for tilknytningen, det betyder noget for det som barn at have en rollemodel, man kan spejle sig i, og det betyder noget i forhold til at vokse op under mindre bemidlede forhold. Børn bliver drillet og mobbet i skolen for at have en kriminel far. Det er en negativ spiral. For det at have en far tæt på sig i sin barndom ved mange kan have spillet en stor rolle.

Derfor skal vi sætte ind – skabe en bedre fremtid for børn med kriminelle forældre, give dem drømmene og mulighederne tilbage. Og hvem kan det egentlig være en ulempe for? Her er der jo en alletiders mulighed for, at partiet med børnenes statsminister virkelig kan markere sig. Så lad os lære af bl.a. Norge, som har bedre rettigheder for indsatte i forhold til deres børn.

Radikale Venstre er klar og støtter beslutningsforslaget, for én ting er sikker: Det er ikke børnene, der har gjort noget forkert, det er deres forældre, men hvis ikke vi gør mere for børnene, straffer vi reelt også dem, og det er ikke til at bære.

Tak til hr. Kristian Hegaard. Der er ingen korte bemærkninger, og derfor går vi nu videre til næste ordfører, som er fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Først og fremmest tak til SF for at fremsætte det her enormt vigtige beslutningsforslag, som vi bakker helhjertet op om i Enhedslisten. Vi var jo fire partier, der for et år siden skrev forståelsespapiret sammen, og der satte vi os et meget ambitiøst mål, da vi slog fast, at Danmark skal være verdens bedste land at være barn i. Og det her beslutningsforslag er et rigtig godt bud på, hvordan vi udfylder den meget flotte ambition, vi satte os i det forståelsespapir.

Med det her forslag gør vi noget helt konkret for en gruppe børn, som alt for ofte bliver overset i debatten, nemlig børn af indsatte. SF har nogle rigtig gode forslag til forbedringer. Reglerne skal i højere grad tage udgangspunkt i børnenes behov end i de voksnes behov. Det synes jeg generelt er en ting, vi glemmer, når vi laver lovgivning i Danmark – det er meget, meget sjældent set fra et børneperspektiv. Hvis vi skal skabe et land, hvor det skal være det bedste land at være barn i, er vi også nødt til at have et børneperspektiv på, når vi laver lovgivning, og selvfølgelig også, når det drejer sig om indsattes børn – så er vi også nødt til at kigge på børnenes perspektiv mere end på de voksnes.

SF foreslår, at der i lighed med i Norge og Finland skal åbnes op for kontakt mellem børn og deres indsatte forældre via Skype og Facetime. Det synes jeg er en rigtig god idé. Det har vi også forsøgt at prøve lidt kræfter med nu her, hvor der har været nogle andre besøgsmuligheder, eller man kan sige mangel på samme, i de danske fængsler. De tidligere bandepakker, der blev lavet, har jo, hvad kan man sige, lukket ned for rigtig meget af den digitale kommunikation, som faktisk ville kunne komme de her børn meget til gode, og derfor er det rigtig fornuftigt, hvad SF stiller forslag om her.

Formålet med det hele er selvfølgelig at sikre et bedre børneliv, som jeg sagde før, men det er jo også at forebygge den voksne enten fars eller mors tilbagefald til kriminalitet efter løsladelsen. For naturligvis har en god og kontinuerlig kontakt mellem forældre og børn en betydning i forhold til risikoen for tilbagefald til kriminalitet. Så jeg vil altså sige, at vi løser mange problemer med det her forslag – vi giver både børnene bedre chancer, men vi giver sådan set også forældrene bedre chancer og en stærkere resocialisering med det her forslag. Så det kan vi i Enhedslisten støtte fuldstændig.

Så jeg vil bare sige tak til SF for at fremsætte forslaget, og vi vil gerne være med til at lave en fælles beretning, men hvis SF vælger at sende forslaget til afstemning, vil vi også støtte det helhjertet.

Tak til fru Rosa Lund, og så går vi videre til den næste ordfører, som er hr. Naser Khader, Det Konservative Folkeparti.

Tak til SF for beslutningsforslaget. Det er en vigtig debat, synes vi.

I Det Konservative Folkeparti ønsker vi at sikre de bedst mulige forhold for børn, uanset hvem deres forældre er. Derfor hilser vi som udgangspunkt ideen om en arbejdsgruppe velkommen, da vi gerne vil gøre forholdene for børn med forældre i fængsel bedre, hvis vi kan det. Børnenes tarv vægter tungt for os, og derfor er det fint, at vi får belyst forholdene.

Dog har vi også nogle reservationer i forbindelse med beslutningsforslaget. Vi synes, der mangler finansiering af forslaget, for hvis indsatte skal transporteres for at kunne besøge børnene tæt på børnenes bopæl, kommer det til at koste penge. Men der står ikke noget i forslaget om, hvor stor udgiften er, og hvordan det skal foregå forsvarligt. Det er også vigtigt at få belyst. Derudover forholder vi os skeptiske over for ideen om, at selv hårdkogte kriminelle skal kunne benytte Skype fra fængslet for at kontakte deres børn. I bemærkningerne til forslaget skriver SF:

»I både Norge og Finland kan børn skype med deres forældre. I Finland gælder det endda også for højrisikoindsatte.«

Men skal højrisikoindsatte have mulighed for at skype med deres børn? Det kunne jeg godt være bekymret omkring, også af hensyn til børnene.

Så som jeg tidligere var inde på, støtter vi beslutningsforslaget, dog med de forbehold, og vi støtter, at man nedsætter en arbejdsgruppe, der skal undersøge besøgsforholdene og gøre det bedre for børnene generelt. Arbejdsgruppen støtter vi uden forbehold, men med hensyn til beslutningsforslaget er der det med finansiering og højrisikoindsatte, hvor vi har nogle forbehold. Tak.

Tak til hr. Naser Khader. Der er ingen korte bemærkninger, og derfor går vi nu videre til fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Danske børn af indsatte i danske fængsler skal ikke betale prisen for deres forældres forbrydelser. Det ville være urimeligt over for børnene, og det ville også være skadeligt for det danske samfund, som de danske børn skal vokse op i og forhåbentlig vil være en positiv del af. Derfor støtter vi SF's forslag om en arbejdsgruppe, der skal komme med anbefalinger og forslag til at forbedre forholdene for børn af indsatte i danske fængsler.

Vi har, som andre har nævnt, også nogle grundlæggende holdninger til, hvad der så skal ses på i den arbejdsgruppe, men det synes jeg vi kan tage, når vi når dertil. I første omgang er det godt og det er vigtigt og det er relevant at få fokus på det her. Vi takker SF for at fremsætte beslutningsforslaget, og vi bakker op.

Tak for det. Og vi haster videre til hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Tak for det. Fra Liberal Alliances side bakker vi samlet set også op om beslutningsforslaget og særlig om intentionerne bag, nemlig at det at have indsatte forældre ikke i sig selv er noget, børnene skal straffes for – andet end at de selvfølgelig er berøvet tid fra deres forældre, hvilket jo er en straf i sig selv. Og derfor synes vi, at den her del med, at en arbejdsgruppe skal gennemgå lovgivning, retningslinjer, cirkulærer, bekendtgørelser osv., som vedrører børn af indsatte, er særlig relevant. Det er da relevant at vide, om der er nogle regler og retningslinjer, der i dag står i vejen for noget godt, eller om der måske mangler nogle initiativer på enkelte områder.

Jeg må også indrømme, bare for at være ærlig, at da jeg først læste beslutningsforslaget, var jeg faktisk en smule skeptisk, for jeg tænkte: Er det Folketingets opgave at regulere adgangen til videosamtaler via Skype for fængselsindsatte? Er det Folketingets opgave at lave politikker for, hvordan man hjælper børn af indsatte til at tackle samtaler med kammerater i folkeskolen? Jeg tænkte: Kan det virkelig være Folketingets opgave? Det er vel en myndighedsopgave, vi skal vel give myndighederne så frie rammer som muligt til, at de kan hjælpe de her børn, i tillid til, at det kan myndighederne godt finde ud af – og hvis der er nogle retningslinjer, der begrænser myndighederne i at udføre deres opgave, så skal vi fjerne dem, men det at pådutte myndighederne at udføre opgaven på en bestemt måde er jeg en smule skeptisk over for.

Så jeg vil egentlig også bare være ærlig og sige, at der er nogle ting i forslaget, som får mig til at rynke sådan lidt på næsen og spørge: Ender det her så i en situation, hvor vi fra Christiansborgs side egentlig ender med at lave en masse papirarbejde og en masse regler, som myndighederne skal følge derude, så de skal ansætte endnu en eller anden mangfoldighedskonsulent, der skal tolke de her regler, for at de kan føres ud i livet? Det håber jeg ikke er tilfældet. Jeg er i sandhed en smule begrænset af min viden på området om rammerne for børn af indsatte, og derfor tænker jeg da, at det om ikke andet er en god idé med en arbejdsgruppe, der kigger på området. Det kan gøre Folketinget klogere, og vi kan se på, hvad vi kan gøre bedre. Men lad os måske i fællesskab også give hinanden det lille løfte, at vi ikke ønsker at skabe alt for mange nye regler, krav og diverse ting og sager, og at man skal huske, at myndighederne også skal have frihed til at løse opgaverne, som de finder det bedst.

Tak til hr. Alex Vanopslagh. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor glad jeg er på børnenes vegne. Jeg synes, det er helt fantastisk. Jeg fremsatte det første forslag i 2008, og det blev hældt ned af brættet af næsten samtlige partier – der var måske lidt opbakning fra den røde side. Så det er ret fantastisk.

Jeg har lyst til lige at starte med et par citater fra nogle af de børn, som har oplevet en forælder i fængsel, fordi det fortæller lidt om, hvordan det er for dem. Det er Sille på 7 år, som siger: »De andre fra klassen siger: Godt det ikke er min far, der er i fængsel.« Og det er Anton, der fortæller: »Det var hårdt, fordi man ikke måtte komme med til børnefødselsdage, fordi de vidste, hvem ens far var. Børnene måtte ikke tage mig med hjem og lege, fordi hvad nu hvis jeg fortalte min far, at de havde det og det tv, så kunne det jo være, han lavede indbrud.« Og det er Martin, som er 20 år i dag, som også oplevede det voldsomt. Nogle af de store børn oplever jo, at de får taget deres telefoner og deres tablets, hvilket jo er en meget stor del af deres liv, og at rammerne for besøget lægger op til sådan en samtale, som bare er rigtig svær og uvant for dem selv, men også for deres far faktisk. Han fortæller: »Jeg var så nervøs, jeg var faktisk ved at kaste op, inden jeg skulle derind. Fordi det var jo første gang i mange, mange, mange år, jeg skulle være alene med min far i tre timer, alene. Og jeg blev ved med at sige til min kæreste: Hvad fanden skal jeg snakke med ham om?«

Det fortæller om, at de her børn risikerer at blive utrolig klemte, når de har en forælder i fængsel. De rammes af skyldfølelse, sorg, mobning, og det er jo nærliggende at se, at mistrivsel er det, som det resulterer i. Vi kan ikke tage den sorg og den angst fra de børn, men jeg synes, vi har en rigtig stor forpligtelse til at mildne den oplevelse så meget, som vi kan. Det er det, som dagens forslag handler om, og derfor er jeg også utrolig glad for den store og brede opbakning.

Familier, hvor en forælder er i fængsel, er tit familier i krise. Ud over savnet og sorgen og det der med, at en omsorgsperson sådan brat rives ud af tilværelsen, kommer der også andre problemer, f.eks. de økonomiske udfordringer. Hvordan får man hverdagen til at hænge sammen som enlig forælder? Det betyder da noget, og det er rigtig svært. Det er derfor – som et svar til Liberal Alliance – at der faktisk er brug for en særlig indsats i forhold til de her børn. De risikerer at være enormt usynlige i det sociale system. Der er ikke nok viden i det sociale system om dem. Jeg har haft kontakt med mange mødre, som siger, at de gerne vil gøre det bedste for deres børn, men der er intet at hente, medmindre man er virkelig, virkelig udsat – så er der selvfølgelig et socialt system, men der er ikke rigtig et system, som kan hjælpe dem til at tackle den her situation. Jeg synes, at mange af mødrene er utrolig seje. De kæmper, og de vil faktisk gerne det bedste for deres børn. Jeg synes, vi skal hjælpe dem med det. Det er hjerteskærende at høre de beretninger, de har, om, hvordan børnene bliver mobbet i skolen, og hvor de bare ikke kan gøre ret meget for at afbøde det.

Jeg synes, det vil være godt, hvis vi kan tage et opgør med mange af de børnefjendske procedurer og regler, som findes i fængslerne, og som vi sikkert ikke har tænkt meget over hvordan opleves fra et børneperspektiv, og som vi måske nemt kan ændre, uden at det betyder noget for sikkerheden. Det er derfor, jeg også håber, at ministerens arbejdsgruppe vil prøve at inddrage nogle af børnene selv, for jeg tror, at de har det bedste vidnesbyrd om, hvordan det her opleves. Jeg håber også, at foreningen SAVN kan blive en del af arbejdsgruppen, fordi de har arbejdet med det her område i rigtig, rigtig mange år. Jeg synes, der er så meget, der kan gøres, og måske er det i virkeligheden mange gange småting, der skal til.

Jeg vil endnu en gang sige tak for debatten. Jeg synes, at hvis Danmark skal være det bedste land at være barn i, så gælder det også for den her gruppe af børn, og det oplever jeg at Folketinget i dag er meget enige i, så tusind tak for det.

Jeg siger også tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.