Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 162:

Forslag til folketingsbeslutning om sikring af billigere lånemuligheder til boliger og erhverv i yderområder.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) m.fl.

(Fremsættelse 29.04.2020).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet i forhandlingen, er erhvervsministeren. Velkommen.

Tak for det. Også tak til SF for at fremsætte beslutningsforslaget og dermed være med til at facilitere en rigtig vigtig debat om et emne, som fylder meget i vores landdistrikter, og som også ligger regeringen meget på sinde. Det, SF helt konkret foreslår med det her, er, at regeringen senest den 8. oktober skal fremsætte et lovforslag om sikring af billigere lånemuligheder til boliger og erhverv i yderområderne. Konkret giver SF et eksempel på at gennemføre forslaget, ved at der oprettes et særligt realkreditinstitut, der yder lån i yderområderne til boliger og erhverv med en sund økonomi, som ikke har mulighed for at opnå realkreditlån andre steder.

SF opstiller så en række betingelser for instituttets udlån. For det første skal der kun ydes lån med fast rente og afdrag. For det andet skal lånegrænsen være lavere, end hvad der traditionelt er muligt, nemlig ned til 60 pct. ved finansieringen af en ejerbolig. For det tredje skal låntager betale et bidrag på 1 pct. til en reservefond; pengene indbetalt til fonden betales så tilbage ved lånets udløb eller indfrielse. Beløbet fratrækkes eventuelle tab. SF mener, at disse tre forhold vil begrænse risici og derfor bør kunne tiltrække privat kapital f.eks. fra pensionskasser. Kan instituttet ikke finansiere fuldt ud med privat kapital, foreslår SF, at staten skal træde til med indskudskapital.

Jeg vil gerne starte med at slå fast, at jeg er helt enig med SF i udfordringen, der er, med at sikre gode lånemuligheder i vores yderområder. Det er en reel udfordring, og der skal findes politiske løsninger, der gør det muligt fortsat at leve og bosætte sig i vores yderområder. I det politiske forståelsespapir fra juni sidste år satte regeringen sammen med sit parlamentariske grundlag, som jo bl.a. tæller SF, derfor også fokus på det forhold, at lønmodtagere og virksomheder i yderområderne oplever, at adgangen til lån afgøres af andre forhold, end den gør i andre dele af landet. Det satte vi os for at undersøge baggrunden for.

Der har under tidligere regeringer været nedsat udvalg, der har set på problemerne med at opnå finansiering i yderområderne. Hver gang er det blevet konkluderet, at der grundlæggende ikke var problemer, i hvert fald ikke af finansiel karakter, altså at det ikke er den finansielle regulering, der begrænser institutterne i at yde lån ude i yderområderne. Det er sådan set udmærket med ekspertudvalg, men det er et problem, hvis udvalgenes konklusioner virker afkoblet fra den virkelighed, almindelige borgere og virksomheder oplever og lever i.

Derfor mener jeg, at vi den her gang skal gøre det på en anderledes måde. Jeg ønsker en tilgang præget af dialog og at komme et spadestik dybere i forståelsen af, hvad der er problemets egentlige rod. Jeg mener, at vi skal ud i landet og tale med de interessenter, der mærker udfordringer i deres dagligdag. Det kan f.eks. være ejendomsmæglere ude i lokalområderne. Det kan være lønmodtagere, der forsøger at få lån. Det kan være virksomheder, organisationer. Vi har brug for at få sat ord på udfordringerne fra dem, der har problemerne helt tæt inde på livet. Som en del af den her dialog synes jeg også, vi skal åbne for, at borgere og virksomheder kan indsende deres ansøgninger om lån, som er blevet afvist, alene fordi det kan være med til at give os mulighed for at handle ud fra relevant information som denne.

På grund af corona og de begrænsninger, det giver, for at komme rundt i landet skal vi hen på den anden side af sommerferien, før vi kan igangsætte det her arbejde. Coronaen har jo desværre, som vi ved alle sammen, sat nogle ting på pause for en stund. Men jeg vil allerede i dag gerne understrege, at jeg er helt bevidst om, at der ikke findes nogen nemme løsninger på udfordringerne med at få lån i yderområderne.

SF's konkrete forslag om et nyt realkreditinstitut er heller ikke i mine øjne en nem snuptagsløsning. Der skal tænkes grundigt over, hvad den foreslåede model vil have af konsekvenser bredt, men ikke mindst selvfølgelig også for den unikke danske realkreditmodel og institutternes tilstedeværelse i øvrigt med udlån i hele Danmark. Essensen er bare, at vi skal finde ud af, hvad problemets egentlige rod er, inden vi foreslår løsninger på området. Når vi har indsamlet et erfaringsgrundlag fra dialogen med interessenterne i yderområderne, kommer vi til at se på alle konstruktive forslag, og her vil SF's tanker og andre partiers tanker selvfølgelig også kunne indgå. Men først skal vi forstå, hvad der er den nærmere baggrund for problemerne.

Derfor vil jeg afslutningsvis bare endnu en gang kvittere for SF's fokus på lånevilkår i yderområderne. Det er et fokus, jeg er helt enig i, men jeg og regeringen er ikke enig i det konkrete B-forslag om at fremsætte et lovforslag, inden vi har undersøgt de konkrete forhold i tråd med forståelsespapiret. Så regeringen bakker op om intentionerne om at sikre gode lånemuligheder i hele Danmark, og vi vil også arbejde for det, men kan ikke støtte B 162 om at fremsætte et lovforslag på området inden den 8. oktober.

Tak til ministeren. Der er et par korte bemærkninger til ministeren. Først er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes egentlig, der er lidt mere positive takter fra ministeren her, end der har været. Forslaget har jo trods alt været nogle runder igennem, og vi har også rettet det lidt til undervejs – så det vil jeg gerne kvittere for. Jeg er måske bare lidt utålmodig i forhold til at komme videre, for det er jo næsten et år siden, vi havde en drøftelse med ministeren omkring det her.

Der er jo hele tiden sådan en debat om, hvorvidt det er et problem eller ej. Hvad tænker ministeren om, at vi simpelt hen pålægger banker og realkreditinstitutter at indsende deres afslag, så vi kan se, hvor de geografisk er givet henne, men også se begrundelserne? Jeg synes måske, det er en lidt bedre vej at gå, end at tilfældige borgere sådan lige hører om ministerens ordning, og selv indsender noget. Jeg tænker, at vi har brug for et solidt fundament til at stå på, hvis vi skal løse det her. Så kunne det være en farbar vej, altså at de i en periode på et år indsendte deres afslag? Så kan vi se, hvor de egentlig ligger henne, og hvad begrundelsen er.

Ministeren.

Tak for det, og tak for bemærkningen om, at man sporer positive miner og toner, som der faktisk også er. For i modsætning til diskussioner, der måtte have været tidligere, om, hvorvidt det var et reelt problem, eller det bare var nogle, der oplevede, at der var problemer, så er min tilgang, at der her er et problem, som jeg også sagde i min tale. Og det må man gerne tage positivt, for det betyder faktisk også, at jeg er indstillet på, at vi skal finde løsninger her.

I forhold til grundlaget for den konkrete undersøgelse, og hvad der skal indgå i den, tager jeg dét med som et konstruktivt indspark til en måde at skabe det, som vi i hvert fald deler som sigtelinjen for sådan en undersøgelse, nemlig at skabe det, spørgeren kaldte et solidt fundament at stå på. Hvorvidt man skal pålægge det, eller om man kan gøre det på en anden måde, tror jeg det er for tidligt at konkludere noget på i dag, men jeg vil gerne overveje, hvordan vi får det mest solide fundament at stå på i den fremadrettede dialog. Og det skulle også gerne afspejle sig i kommissoriet for det undersøgelsesarbejde, der skal laves.

Spørgeren.

Det lyder rigtig godt. Så tror jeg allerede, vi er skridtet videre. Hvad tænker ministeren er tidsperspektivet for en løsning? Ministerens kollega, Kaare Dybvad, sagde på et tidspunkt: Den model, man har i Norge, kan vi jo blive nødt til at kigge på, hvis problemerne fortsætter. Det er efterhånden et stykke tid siden. Vi er nødt til at tage problemet alvorligt, men som udgangspunkt ligger det hos branchen selv at få det løst. Tænker ministeren, at branchen selv kan løse det her, eller tænker ministeren, at der skal regulering til?

Ministeren.

Jeg tænker da, at det er den nuværende realkreditbranche, der kan løse det her, men dermed skal jeg ikke kunne sige i dag, om rammerne i den finansielle regulering skal være uforandrede som baggrundstæppe for branchens muligheder for at løse det. Det tror jeg vi ville kunne komme nærmere ved at få undersøgt de egentlige forhold i jernindustrien her. Så jeg vil da være optaget af, at det er det marked, der er derude, der kan finde ud af at løse problemet. Om der skal skubbes lidt i den rigtige retning, vil en undersøgelse så kunne afdække. Og jeg vil bare sige: Jeg er relativt utålmodig i forhold til at få det her grundlag på plads, så vi kan træffe nogle beslutninger. Så det vil ikke blive et mangeårigt undersøgelsesarbejde, der skal sættes i gang.

Den næste korte bemærkning er fra fru Mette Hjermind Dencker, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det er glædeligt at høre, at ministeren siger, at han er utålmodig i forhold til at få sat det her i gang. Det er vi også i Dansk Folkeparti. Heldigvis har jeg jo haft fornøjelsen af at sidde i Landdistriktsudvalget sammen med ministeren, før ministeren blev minister, hvor vi jo også var ude i landet sammen. Og hver eneste gang vi var på studieture rundt i landet, kan ministeren også nikke genkendende til, at der var nogle, der præsenterede os for den her problematik, hver gang vi var nogen steder.

Vi er jo ikke i tvivl om, at der er et problem. Når ministeren så siger, at vi mangler et større erfaringsgrundlag, eller at vi mangler noget mere evidens, så vil jeg gerne opfordre ministeren til simpelt hen at høre dem, der er, for det er jo ikke så mange realkreditinstitutter, der er i Danmark. Man kunne til hver enkelt af dem sige: Nu vil vi godt se på de afslag, I har givet, eller nu vil vi – endnu bedre – se der, hvor I har lånt penge ud. For det, som realkreditinstitutterne gør, er, at de siger: Vi har lånt penge ud til hver eneste kommune i Danmark. Det kan de sige, og så er det, man skal gå ind og spørge: Jamen har I så lånt penge ud i den her del? Kan vi lige få det specificeret på sogneniveau? Når I praler af, at I har lånt penge ud til Læsø, er det så til, at de rige københavnere kan købe et sommerhus der, eller er det til belåning af husene der? Når I siger, I har lånt penge ud til hver en kommune, har I så lånt penge ud på kommunens lille småø, eller hvordan? Så det er faktisk vigtigt, at vi kan få det ud på sogneniveau: Hver eneste realkreditinstitut skal kunne redegøre for, inden for en 3-årig periode og på sogneniveau, om de har lånt penge ud. For så har vi altså et reelt billede af det. Og det vil jeg opfordre ministeren til at vi kan gøre for at komme det her nærmere.

Ministeren.

Tak for opfordringen, og ligesom opfordringen fra SF er det jo noget, vi tager med i overvejelserne om, hvordan vi opnår det. Nu er vi i hvert fald tre, og jeg tror egentlig ikke, vi behøver at høre andre, for jeg tror også, at de synes det samme, nemlig i forhold til ønsket om at skabe et solidt fundament for at træffe en snarlig beslutning. Om man kan gøre det præcis på den måde, skal jeg ikke kunne stå og sige her i dag, men jeg lytter mig til, at der også er en utålmodighed blandt ordførerne i forhold til at få det her reelle, solide grundlag at træffe beslutninger på baggrund af, og at man måske kan have et indtryk af, at man ikke har haft sådan det helt fulde billede. Og det tror jeg da skal være vores ambition at få den her gang, samtidig med at det så ikke skal tage mange år at få det kortlagt. Det er vi heller ikke interesseret i. Og det fører mig bare hen til, at jeg i hvert fald i forhold til de år, der ligger forud for i dag, kan bekræfte ordførerens indledning om, at vi på de studieture, vi har været på med Landdistriktsudvalget i fællesskab – og det gælder for flere af os i lokalet i dag – jo har mødt den her problematik virkelig mange gange. Og det er også derfor, at jeg ikke er ham, der siger, at folk oplever et problem. Men jeg tør faktisk godt at konstatere, at der er et problem.

Så er der ikke flere korte bemærkninger til ministeren. Jeg siger tak til ministeren. Hermed begynder ordførerrækken, og den første ordfører kommer fra Socialdemokratiet, og det er hr. Bjørn Brandenborg. Velkommen.

Tak for det. I 16 år har Britta Andersen drevet Humble Bageri på Langeland, og hun er modsat manges forudsigelser og sikkert også manges anbefalinger lykkedes med at skabe en rigtig, rigtig god forretning i det, som rigtig mange kalder for Udkantsdanmark, men som jeg selv og sikkert også mange andre i det her lokale kalder for vores hjem. I Humble Bageri har man altid haft en sund forretning med sorte tal på bundlinjen og glade og tilfredse medarbejdere og kunder, og derfor var Britta også fortrøstningsfuld, da hun sidste år besluttede sig for at sætte det hele til salg for at nyde sit otium sammen med børn og børnebørn. Og med det samme var der bud fra købere om at overtage forretningen. Faktisk var der to købere fra lokalområdet, som stod klar til at føre forretningen videre.

Desværre fik de afslag fra banken, ikke fordi de som udgangspunkt skyldte en masse penge væk, men fordi banken mente, at det var for usikkert at overtage en forretning i Humble og blive selvstændig i udkanten, hvor der jo ingen garanti er for nogen indtjening, på trods af at man overtog en forretning med rigtig gode og sorte tal på bundlinjen.

Brittas forretning er stadig til salg og desværre er eksemplet jo ikke enestående. Mange steder hører vi om lignende historier, hvor man ikke kan få lov til at købe hus eller overtage et erhverv. Samtidig er det en kendsgerning for de fleste af os, at det kan være svært at bytte brosten ud med en bolig i et af landets yderområder. Familier, virksomheder og andre oplever igen og igen at få afslag på boliglån, hvis de ønsker at flytte til et yderområde.

Det øger uligheden mellem land og by, det bidrager til skævvridningen af vores land og hæmmer den nødvendige vækst og udvikling af vores landområder. Sådan må det ikke være, og det kalder på politisk handling, og derfor er jeg helt enig med mine kollegaer i SF i, at det er noget, som vi skal gøre noget ved. Beslutningsforslaget her vil dog pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag om sikring af billigere lånemuligheder til bolig og erhverv i yderområder inden den 8. oktober i år. Konkret ønsker SF, at der oprettes et særligt realkreditinstitut, der yder lån i yderområderne til bolig og erhverv med en sund økonomi, som ikke har mulighed for at opnå realkredit andre steder.

Jeg er dog ikke enig med SF i, at det er i den rækkefølge, vi skal finde løsningerne. Problematikken med stærkt begrænsede lånemuligheder i de kommuner, hvor der er lidt længere til naboen, er som sagt ikke ny – det er den langt fra. Jeg har selv drøftet det med ordføreren for SF, og ministeren er også lige kommet omkring det. Vi hører igen og igen om private, der ønsker at bosætte sig i yderområderne, hvor lånemulighederne er svære, uanset om man vil købe eller man vil bygge nyt. Vi hører det fra erhvervslivet, der må erkende, at lånemulighederne er en stopklods for en god og sund og nødvendig erhvervsudvikling og for iværksætterdrømme uden for de runde postnumre.

Tidligere regeringer har også allerede sat undersøgelser i gang, der skulle dykke ned i de finansielle strukturer, der er med til at skabe skævvridning mellem land og by, som hæmmer den her udvikling. Konklusionerne har igen og igen været, at forklaringen ikke har ligget i de finansielle strukturer og institutionernes lånemuligheder i vores yderområder. Men det er ikke en konklusion, som vi genkender i vores del af Danmark, hvor der er alt for mange eksempler på afslag til boligkøb og byggeri. Konsekvensen er begrænset udvikling og bosætning i vores provinsbyer og landsbyer, uanset hvad de mange undersøgelser om realkreditmuligheder slår fast.

Derfor er jeg er helt enig med ministeren i, at vi nu skal se problematikken i et større perspektiv. Vi skal have fat i landborgere, medborgere, erhvervslivet, foreningslivet og alle mulige andre relevante aktører fra yderområderne for at høre om deres oplevelser og udfordringer med det her. Det er simpelt hen nødvendigt, at vi får hele paletten med, hvis vi skal nå ind til kernen af udfordringen. Og det skal vi, hvis vi skal finde en langtidsholdbar løsning, der reelt får vendt udviklingen.

Der findes ikke nogen nemme løsninger på det her problem. Det tror jeg ikke vi behøver at prøve at bilde hinanden ind, for vi står med en problemstilling, der i virkeligheden handler om meget mere end en konstellation af realkredit og lånemuligheder. Derfor mener Socialdemokratiet ikke, at SF's konkrete forslag, som vi behandler i dag, er det rigtige sted at starte, men lad mig slå fast, at jeg deler SF's bekymring for den udvikling, der finder sted i vores skønne, dejlige land, og jeg vil gerne rose SF for at bringe konstruktive løsningsforslag på bordet. Det er der brug for, også selv om Socialdemokratiet ikke kan støtte det aktuelle beslutningsforslag.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Værsgo.

Tak for alle de positive ord. Som ordføreren også udlægger det med et eksempel fra Langeland, er der problemer, og vi støder på dem hele tiden. Jeg kan forstå, at man ikke har syntes om nogen af de seks forslag, som SF har fremsat. Vi startede med et statsligt realkreditinstitut – nu er vi så ude i en anden model. Jeg tænker, at man måske har gjort sig nogle tanker om, hvor det så er, vi skal skrue – altså, hvad er det for nogle tanker, som Socialdemokraterne leger med på det her område? Det kunne jeg godt tænke mig at vide noget mere om. Jeg kan i hvert fald klart fornemme, at det, som SF foreslår, ikke har nogen gang på jorden – og der er sikkert andre partier, der vil sige det samme i dag. Så hvad er det, man konkret selv tænker skal løse det her?

Ordføreren.

Tak for det. Altså, nu har jeg jo kun været med på den sidste del af rejsen i forhold til mange af de forslag, der har været fra SF. Men jeg vil sige, at det jo er, fordi vi er enormt optaget af den problemstilling på samme måde, som spørgeren fra SF er. Jeg vil bare sige, at jeg synes, at vi er et sted, hvor det kræver – som ministeren siger – at vi har et reelt og solidt grundlag for at kunne løse de her udfordringer. Det er klart, at en af grundene til, at vi står i denne problematik, er lovgivningen, og det er jo, fordi der er nogle lovgivere, der har sagt – også til nogle af vores banker og til realkreditinstitutterne – at man helst ikke skulle have for mange brodne kar i sit lånekartotek. Og derfor er der heller ikke særlig mange banker og realkreditinstitutter, der synes, det er en god idé at låne penge ud i de her områder, hvis man får nogle negative stempler af den grund. Derfor tror jeg, at vi skal have en diskussion med hinanden, hvor vi finder ud af, hvordan vi får det bedst mulige grundlag på bordet. Så mere konkret end det, jeg sagde i min tale, nemlig at vi skal have fat i medborgere, erhvervsliv og lokalsamfund derude, kan jeg nok ikke blive.

Spørgeren.

Tak for det. En af årsagerne til, at jeg har fremsat det her forslag igen og ønsker at skubbe lidt på debatten, er jo, at der er flere boligøkonomer, der har sagt, at covid-19 kan få betydning for boligmarkedet, og der, hvor det vil blive ramt hårdest, er det samme sted som sidste gang, nemlig i provinsen. Og det betyder jo noget for långivningen de her steder, hvor det i forvejen er svært at få lån. Så hvor høj prioritet har det for Socialdemokraterne at få gjort noget ved det her, og hvor hurtigt forestiller ordføreren sig at det kan gå?

Ordføreren.

Det har en høj prioritet. For Socialdemokratiet handler det om at skabe et Danmark i balance. Det sagde vi før valget, og det er også det, vi har handlet på efter folketingsvalget. Jeg tror – også i forhold til det forslag, som vi jo behandler i dag – at man også er nødt til at skabe en klarhed over, hvad det sådan helt præcist er, som man vil, og hvorfor man skal lave et nyt realkreditinstitut. For hvis man kigger på det i dag, er der mulighed inden for rammerne for at kunne yde de lån, der er. Det vil sige, at med den lovgivning, der er i dag, og med de institutter, vi har i dag, og med de muligheder, der er i dag, burde man faktisk kunne yde lån til det samme, som SF foreslår i det beslutningsforslag. Og derfor tror jeg heller ikke, at det er nok, og derfor tror jeg, at vi er nødt til at komme endnu dybere ned – hvis man kan sige det – og få kigget på, hvad det er for nogle problemer, der er. For jeg tror, at den her del er det ene af det, men det er jo et større problem, hvor jeg tror vi har brug for at få alle de gode forslag og alle de gode input, også noget af det, som ordføreren for Dansk Folkeparti er inde på, altså så vi får alle de forslag med, når vi skal behandle mere konkrete løsningsforslag.

Hr. Henning Hyllested.

Jeg synes jo, det er nogle relevante spørgsmål, som SF her stiller. Jeg synes, at svarene er lidt fattige, og det var de også fra ministerens side. Det har høj prioritet, siger ordføreren, men vi skal have et reelt og solidt grundlag. Det tror jeg vi har hørt på i rigtig mange år

Derfor synes jeg, det, som SF's ordfører spørger efter, er relevant: Hvad har man så gjort sig af tanker? Man har da haft år nok til at gøre det, og nu sidder man endda med regeringsmagten og en minister på området. Så synes jeg godt, at man måske kunne spørge efter: Er der virkelig ikke noget mere konkret? Og hvis ordføreren mener, at det faktisk kan lade sig gøre inden for den gældende lovgivning, altså at det ikke er nødvendigt med et nyt tiltag, sådan som SF foreslår med beslutningsforslaget, så burde det jo egentlig ligge på den flade hånd, om jeg så må sige, at komme i gang.

Det er derfor, jeg synes, det er lidt fattigt, at Socialdemokraterne ikke er kommet længere i deres overvejelser, end at vi skal have en analyse. Det har vi haft tidligere, og det har jo altså ikke flyttet så meget.

Værsgo.

Jamen vi synes, det er vigtigt, men jeg synes også, at det fortjener, at vi nøje får opstillet de fordele og de konsekvenser, det vil have, hvis man etablerer et helt nyt realkreditinstitut, eller hvis man indfører det her forslag. Som spørgeren fra Enhedslisten siger, synes vi jo, at det her er et stort problem, og derfor tror jeg ikke, at hele problemet forsvinder, hvis bare man laver et nyt realkreditinstitut, hvor man indfører forslaget fra SF.

Jeg tror, at der er større problemer end det, og derfor er det, vi foreslår, jo at få alle de udfordringer, der er, på bordet, altså så vi kan sikre, at vi faktisk får lavet et løsningsforslag, som er holdbart, også ud i fremtiden.

Hr. Henning Hyllested.

Ja, ja, det forstår jeg godt, men jeg anker lidt over, at vi har haft rigtig mange år til det, altså at vi har haft den her debat i, jeg ved ikke hvor mange år, i folketingssamling efter folketingssamling, og Socialdemokraterne har jo også budt ind i debatten. Og der kan det godt undre mig, at man ikke har brugt tiden – som der er henvist til i beslutningsforslaget, står der også i forståelsespapiret, at der skal ske noget på området – og på nuværende tidspunkt har udviklet noget, andet end at snakke om en analyse af fordele og ulemper. Ja, det skal man jo altid foretage sig. Lige meget hvad man vil beslutte sig for, skal man have en analyse af fordele og ulemper. Men at man ikke er kommet længere på nuværende tidspunkt, synes jeg er lidt fattigt, som jeg sagde.

Værsgo.

Jamen det må spørgeren jo gerne synes. Altså, den socialdemokratiske regering har allerede gjort meget mere for yderområderne, end den foregående regering gjorde, og det er også vores ambition at blive ved med at gøre det. Jeg tror ikke, at jeg behøver at fortælle spørgeren, hvad der er foregået i Danmark de sidste par måneder; det tror jeg godt han er klar over.

Men for Socialdemokratiet handler det om, at når vi skal lave lovgivning på det her område – hvis vi skal det – så er vi nødt til at have det bedst mulige grundlag for at sikre det. Omvendt kunne jeg jo stille ordføreren det samme spørgsmål, når han kommer herop, altså om han synes, at det her er tilstrækkeligt, for det tror jeg ikke det er. For hvis man kigger på rammen, er der allerede i dag muligheder for, at man som realkreditinstitut kan give de her lån, kan have en højere bidragssats og alt muligt andet.

Så jeg tror, vi er nødt til at gå et spadestik dybere end det forslag, som SF kommer med i dag. Men jeg vil også bare understrege, at jeg synes, det er et godt forslag, og at jeg synes, det er godt, at vi har diskussionen.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og den næste ordfører er hr. Peter Juel-Jensen.

Tak for det, formand, og tak til SF for at rejse en vigtig debat. Se, tidligere i maj havde Landbrug & Fødevarer og Landdistrikternes Fællesråd et fælles skriv i Børsen, hvor man advarede imod de synlige konsekvenser af den epidemi, som vi står midt i. Sammenligningsgrundlaget var finanskrisen, hvor man kunne påvise, at landdistrikterne havde tabt ca. 10 pct. af deres arbejdspladser. Det har landdistrikterne ikke råd til igen, og derfor bør vi hele tiden forfine rammevilkårene for landdistrikterne. Landbrug & Fødevarer og Landdistrikternes Fællesråd var så bange for, at det på den anden side af den her pandemi kunne betyde yderligere tab af arbejdspladser i landdistrikterne.

Det forslag, som vi behandler her, er i bund og grund ganske sympatisk. I Venstre er vi i hvert fald enige i hensigten, men forslaget bringer os bare ikke tættere på målet. Vi har behov for, at landdistrikterne bliver lige så attraktive for bosætning som vores byer, og det forudsætter altså en fortsat fastholdelse af midlerne til nedrivning, ligesom vi i Folketinget fortsat medtænker vores landdistrikter i puljerne til renovering, til forskønnelse, støjdæmpning, infrastruktur, skole- og uddannelsestilbud, miljø og klimaforbedringer osv. osv.

I et svar på spørgsmål 35 til boligministeren oplyser ministeren til mig, at vi cirka har mellem 5.000 og 18.000 små boliger, som ikke finder nævneværdig anvendelse, i vores landdistrikter. Dem skal vi også have gjort noget ved. For selvfølgelig kan man ikke få den belåning af sådanne huse, som i bund og grund burde nedlægges, af sit realkreditfirma, fordi de i bund og grund er værdiløse. Tingene hænger altså sammen. Vores landdistrikter skal ikke have bedre forhold end byerne, men vi skal have sikret, at de har lige så gode forhold i vores landdistrikter, som man har i byerne, når det kommer til bosætning, arbejdspladser og til at skabe liv. Det er altså rammevilkårene, vi skal kigge på, hvis vi gerne vil have en bedre mulighed for at skaffe realkreditfinansiering i vores landdistrikter.

Lige nu er man i rigtig mange familier ved at gøre regnebrættet op efter udbruddet af covid-19, og lur mig, om man ikke rundtomkring i de mange små hjem omkring spisebordene overvejer, om man skal gøre tingene på en lidt anden måde, og såfremt vi tænker os om, kan vi ved en række velovervejede tiltag være med til at sikre, at mange flere vælger landdistrikterne til, da prioriteterne har ændret sig og nye muligheder er opstået i familie- og i arbejdslivet.

Vi har i Danmark et godt bank- og realkreditsystem, der selvfølgelig også kan rumme vores landdistrikter, men hjælper det, at staten initierer et nyt tilbud? Det tror vi ikke i Venstre, og det er ikke en vej, vi vil betræde. Vores landdistrikter skal ikke udsættes for dobbeltstandarder, vi skal ikke have et andenrangstilbud med en dårligere obligationsrente, med en kurs på nogle realkreditlån, som reelt vil gøre det dyrere at låne i landdistrikterne end i vores byer. Vi vil ikke være med til at dele vores landdistrikter op i A- og B-hold. Faktisk er der siden 2010 udlånt mere end 34 mia. kr. ekstra til landdistrikterne, så det er altså på vej i den rigtige retning, og det er en retning, der er drevet af markederne, og det er jo i takt med, at vi har investeret mere og mere i vores landdistrikter.

Men jeg har også hørt eksempler på, at det her ikke virker rimeligt, at man har fået afslag, og derfor bør man jo også som låntager hele tiden sikre sig, at man, når man får et konkret afslag på sit lån, også får en begrundelse for, hvorfor der er givet et afslag, og man bør sikre sig, at der har været en individuel behandling af ens økonomi. I maj spurgte jeg netop ind til udfordringerne med realkreditbelåningen i landdistrikterne i spørgsmål 137 til ministeren, og ministeren stillede i svaret i udsigt, at ministeren ville se på området i dialog med realkreditten, med mæglere, med lønmodtagere og virksomheder og organisationer. Og i Venstre vil vi gerne afvente ministerens undersøgelse, da vi forventer, at ministeren efterfølgende vil indkalde til forhandlinger.

Så i dag siger vi nej. Men vi foreslår også, at SF ikke bringer dette til afstemning i Folketingssalen, men at vi i fællesskab skriver en beretning i udvalget, hvor vi holder ministeren fast på en undersøgelse og en efterfølgende invitation til forhandlinger. For ja, der er nogle steder udfordringer med at skaffe finansiering, men vi skal bare finde den helt rigtige måde. Det vil både tjene vores landdistrikter, men også vores realkredit til ære. Tak.

Tak for det. Så er der et par kommentarer. Fru Karina Lorenzen Dehnhardt, værsgo.

Tak. Jeg kan forstå, at Venstre heller ikke vil have det her forslag, men da i hvert fald åbner en dør på klem for, at der er et problem. Jeg har et dugfrisk eksempel: Et lærerpar med to faste indtægter vil gerne købe et hus i Vorbasse, en rimelig stor landsby i Sydjylland, til 700.000 kr. De får et nej. Er det rimeligt, at de skal tvinges over i et meget dyrere system uden om banken, for at de kan realisere det her? Mener Venstres ordfører, at realkreditinstitutterne tager deres ansvar på sig og giver lån i hele Danmark, når man siger nej til sådan noget?

Værsgo.

Den viden har jeg jo ikke, og det er derfor, jeg gerne vil have undersøgelsen fra ministeren. Men jeg har selv en skolelærerbaggrund og ved, at det, hvis der er to skolelærere, som vælger at smede lænkerne sammen og gerne vil købe et hus til 700.000 kr., så faktisk burde kunne lade sig gøre. Jeg har ikke det fulde overblik over det ægtepars økonomi, hvad der er af lig i lasten osv., men jeg ved også, at bankerne lever af at låne penge ud. Så hvis de i en bank eller et realkreditinstitut bare er rimelig sikre på, at det her har en mulighed for at holde, så vil det være totalt tåbeligt af dem ikke at låne penge ud. For det er jo det, de lever af. Men det er også derfor, jeg siger, at man jo hele tiden skal vide, hvorfor det er, man ikke kan låne pengene. Det skal man gerne sikre sig på skrift. Man skal hele tiden sikre sig, at man får flere tilbud end bare fra stambanken. Man skal jo shoppe rundt som forbruger. Det gør vi, når vi køber gummisko, og det skal vi også gøre, når vi skal have lån.

Jeg har kunnet låne på min lærerløn, også til et landdistriktskøb, så jeg ved ikke, hvad der ligger bag ved det der, men bankerne lever af at låne penge ud. Så det er uforståeligt, hvis de ikke gør det, når man kan se, at der er to lærerlønninger bagved. For med dem må man have en sund økonomi.

Tak. Værsgo, fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Ordføreren er meget optaget af ikke at inddele nogen i A- og B-landdistrikter, og derfor skal man helst fortsætte med det nuværende system. Men det, der jo reelt sker, hvis realkreditinstitutterne ikke låner ud i det samme område, er, at der så ikke flytter nye til. Så falder boligpriserne, så tror realkreditinstitutterne endnu mindre på det boligområde, og så låner de i hvert fald slet ikke ud. Så lukker byen, så lukker skolen, så lukker alting, og det næste, vi så får brug for, er nedrivningspuljen. Det kan Venstres ordfører da ikke synes er tilfredsstillende.

Værsgo.

Nej, jeg er interesseret i at hjælpe og sikre, at vi får en sund belåning, ligesom forslagsstilleren er i sit forslag, altså at det skal være sunde långivninger, der bliver givet. Det er derfor, jeg siger, at når der står to lærere og gerne vil låne 700.000 kr. med pant i et hus, som jeg går ud fra er i en god stand, og som ikke er et nedrivningstilbud, så har jeg svært ved at forstå det. Men kan vi så være sikre på, at der er en sund økonomi? Jeg ved det ikke. Jeg har ingen idé. Men banker lever af at låne penge ud. Vi skal også bare sikre os, når vi går ud og sælger obligationer, der ligger bag ved lånene, at det også sker til en rimelig kurs. For er kursen for lav, gør vi det dyrere at bo ude i landdistrikterne, og derfor skal økonomien altså være sund. Så jeg er tilhænger af en sund långivning hele vejen igennem. Jeg anerkender, at der er nogle udfordringer indimellem, og dem skal vi have kigget på. Det vil ministeren gerne stille sig i spidsen for, og det løfte vil jeg gerne tage imod.

Tak for det. Så er det hr. Henning Hyllested, Enhedslisten.

Jeg blev lidt i tvivl om, hvad budskabet egentlig var i ordførertalen, og det er muligt, at jeg ikke har hørt ordentligt efter, men jeg prøvede da i hvert fald. Ordføreren siger på den ene side, at vi har et godt kreditsystem og et godt banksystem i dag, men at vi heller ikke på den anden side skal opdele folk i A- og B-hold. Jeg forstod det sådan, at det efter ordførerens og Venstres mening kan klares inden for det nuværende system, og jeg synes også, jeg kunne høre, at det blev sagt, at der jo var sket forbedringer.

Skal det så tolkes, som at problemet nok ikke er så stort, at det kræver store ændringer a la SF's forslag, og at man vil vente på ministeren? Her kan jeg jo sige det samme, som jeg sagde til Socialdemokratiets ordfører: Hr. Peter Juel-Jensen har været med i alle årene, også til de her debatter – hvorfor har man ikke et mere konkret bud på, hvad der skal ske, når nu vi har debatten en gang til? Det kan undre mig.

Tak. Værsgo.

Jeg tror, at ordføreren ligesom jeg ønsker det bedste for landdistrikterne, men også, at man i landdistrikterne får den billigste måde at finansiere på. Hvis man går ud og siger, at den del af realkreditinstitutterne og de banker, som vi kender i dag, kun vil låne ud til sunde projekter, så er man jo ikke kommet videre, for vores banker og realkreditinstitutter låner ud til sunde projekter, de tror på, for det er jo det, de lever af. Den bank, som SF med støtte fra Enhedslisten foreslår, vil jo gøre akkurat det samme, blot skal man holde nogle af pengene tilbage, fordi man skal gemme nogle penge til nogle fælles tab, plus at kurserne sandsynligvis vil blive dårligere, så man skal låne mere for at finansiere, end man skal i byerne. Det er jo heller ikke nogen løsning, at man gør det dyrere at bo på landet frem for i byerne, så modellen hænger faktisk slet ikke sammen.

Der er jo nogle kurser på nogle obligationer, i forhold til hvilke det også skal kunne betale sig, og det vil jo slet ikke hænge sammen med det, som der bliver foreslået her. Jeg siger, at vi skal blive klogere på det her, og så skal vi i fællesskab finde de gode løsninger. Jeg støder jo indimellem også på uforståelige ting, men jeg håber da, at man i det realkreditinstitut, som har sikret, at jeg kunne låne og bo i et hus i et landdistrikt, vil være lige så samarbejdsvillige over for andre, som de har været for mig.

Tak! Værsgo, hr. Henning Hyllested.

Jo, men det handler jo netop om at låne ud til sunde projekter. Det er det, vi konstaterer gang på gang. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt er kommet med et rigtig godt eksempel her: Er det ikke et sundt projekt, når der er tale om en familie eller et ægtepar, eller hvad det nu kan være, som har en sund økonomi, og som vil købe et billigt hus? Alligevel kan de ikke låne. Så det er jo også meget en vurdering af, hvad et sundt projekt er, og der er åbenbart himmelvid forskel på, hvad et sundt projekt er, altså i forhold til hvis du bor på den ene postadresse eller den anden postadresse. Og det må jo have noget at gøre med, at man spørger, om sådan et hus overhovedet kan sælges til sin tid. Men det er jo de der vurderinger, som man prøver at overvinde med SF's forslag, som jeg forstår det.

Værsgo.

Det er jo derfor, jeg taler om rammevilkårene, for hvis vi fra Folketingets side vil være med til at sikre, at vi har en infrastruktur, at man kan bo og arbejde ude i sit landdistrikt, at man kan have en bil til at komme frem og tilbage, at der er en skole, og at der er internet osv., så stiger tilgængeligheden i landdistriktet også, og dermed gør man sig mere attraktiv med hensyn til at skaffe en lånefinansieret realkredit. Så det handler jo også om, at vi skal rammevilkårene på plads. Det handler ikke bare om, at vi skal lokke nogle folk derud – de skal også kunne bo, leve og virke derude, for det er det, der giver liv. Så det må være målet.

Jeg kan jo ikke stå og sige, at et eksempel givet i Folketingssalen er fuldt ud dækkende for familiens økonomi – det har jeg jo ingen forudsætninger for at bedømme herfra. Jeg siger bare: Banker lever af at låne penge ud. Bankerne tjener ikke penge i øjeblikket, de vil gerne låne ud, de har masser af fri kapital, så selvfølgelig vil de gerne låne ud til sunde økonomiske projekter.

Tak. Der er ikke flere kommentarer, så vi går videre til den næste ordfører. Fru Mette Hjermind Dencker, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak til SF for igen at rejse den her yderst relevante problematik. Hvor er det dejligt at se, at vi alle sammen er enige om, at der er et problem, for så synes jeg faktisk, vi er kommet noget længere, end vi har været tidligere, når vi har diskuteret det her. Så det er godt.

Der er to ting, jeg synes er lidt trist i det her. Den ene ting, jeg synes er trist, er, at det overhovedet er nødvendigt at fremsætte et forslag som det her. Burde det ikke være den største selvfølgelighed, at man bliver kreditvurderet ud fra sin økonomi og ikke ud fra, i hvilket sogn man ønsker at købe sin ejendom i? Men i mine 9 år som Dansk Folkepartis landdistriktsordfører har jeg set alt for mange eksempler på, hvordan mennesker med en sund økonomi får afslag på boliger: Nej, I kan ikke købe et hus på Samsø til 1 mio. kr., det nægter vi at låne jer til. Men hvis I i stedet for køber et hus i en Aarhusforstad, vil vi gerne låne jer 3 mio. kr. Sådan nogle eksempler er der desværre alt for mange af.

Vi har prøvet aktivt at gøre, hvad vi kan fra politisk side. Jeg kan huske, at vi for nogle år siden sammen med nogle af de gode kolleger, der sidder her, fandt ud af, at Finanstilsynet sad og lavede deres egne regler om, at man efter skat, og efter at ens faste udgifter var betalt, skulle have et rådighedsbeløb på 13.000 kr. for at kunne købe ejendom, uanset hvor lavt et beløb man ville købe ejendom for. Der er jo mange mennesker, som måske ikke tjener ret meget, men som er gode til at vedligeholde deres lån, og som har en sund økonomi og kan klare sig for lidt, som ikke kunne låne penge til et hus til 500.000 kr. i et landdistrikt på grund af det her. En anden ting, som de lavede i Finanstilsynet, var at sige, at huset skulle være omsætteligt inden for 6 måneder. Hvis huset har været til salg i halvandet år, er det ikke omsætteligt inden for 6 måneder. Så de satte nogle kriterier op, som vi syntes var helt urimelige. Der kan jeg huske, hvordan vi skærpede over for Finanstilsynet, at det ville vi ikke være med til. Så håbede mange af os jo på, at det havde løst problemet, og vi kan se, at det har det også lidt. For det er jo rigtigt i forhold til de tal, der er kommet frem, at der bliver givet flere lån nu, men vi er ikke i nærheden af det. Det har ikke løst problemet.

Den anden ting, jeg synes er lidt trist ved det her, er, at det overhovedet er nødvendigt for SF at gøre regeringen opmærksom på den aftale, de har lavet. For der står jo i forståelsespapiret, at regeringen vil undersøge udfordringerne med realkreditbelåning i landdistrikterne, og der er indtil videre ikke kommet nogen konkrete tiltag. Det håber vi så på der kommer inden for kort tid. I Dansk Folkeparti har vi jo før været afvisende, når SF har fremsat det her forslag, og det handler simpelt hen om, at vi ikke mener, der skal være nogen sorte pletter på landkortet, hvor det hedder, at her kan du altså kun få lån på den her måde via statsfinansierede eller statsgaranterede lån.

I den ombæring vil jeg også sige, at vi i Dansk Folkeparti på ingen måde er fan af de konkrete forslag, som SF lægger op til her. Vil det ikke netop være en sovepude for de eksisterende realkreditinstitutter at oprette et særligt realkreditinstitut, der yder lån i yderområderne? Vil det ikke netop gøre, at de eksisterende realkreditinstitutter vil sige: Okay, ved I hvad, der er sådan en instans, der tager sig af det derude, hvor det er lidt risikabelt, så det behøver vi ikke tænke på? Vi vil altså være kede af, hvis det er det, der er udkommet af det her.

I øvrigt mener SF, at der for at sætte gang i lånene i landdistrikterne ikke skal kunne være mulighed for afdragsfrihed. Jamen det er der alle andre steder i landet. Den forskelsbehandling, SF gerne vil komme til livs, løser vi jo ikke ved at skabe en ny forskelsbehandling, i forhold til at de ikke må have de samme muligheder for afdragsfrihed, eller at de ikke må have de samme muligheder for 80 pct.'s belåning. Altså, vi løser jo ikke et eksisterende problem ved at diskriminere på en anden måde, så vi har altså ikke lyst til at være med til det her.

I øvrigt kan vi i Dansk Folkeparti heller ikke stå inde for formuleringen i overskriften med billigere lånemuligheder for boliger og erhverv i landdistrikterne. Nej, de skal da ikke have billigere lånemuligheder. De skal have de samme muligheder som alle andre. Altså, vores kamp er for at ligestille dem, hverken for at de skal have det ringere eller bedre. I stedet vil vi i Dansk Folkeparti gerne foreslå, at vi sender forslaget tilbage til udvalgsbehandling. Hvis SF i udvalgsbehandlingen er med på, at vi kan ændre i overskriften, samt at vi kan fjerne de her konkrete løsningsforslag, så kan vi i Dansk Folkeparti godt være med på forslaget med en formulering, som i stedet skal hedde: Folketinget pålægger regeringen – nu har SF skrevet senest den 8. oktober 2020, men det kan vi tale om – at fremsætte et lovforslag, der sikrer, at boliger og erhverv i yderområderne bliver ligestillet med resten af landet i forhold til lånemuligheder, herunder også kommer med konkrete bud på at komme den forskelsbehandling, der finder sted i dag, til livs. Såfremt vi ikke kan få det igennem, kan vi også godt tilslutte os Venstres bemærkning om, at vi laver en fælles beretning fra udvalget.

Tak.

Tak for det. Der er nogle kommentarer. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, værsgo.

Tak for det. Det er i hvert fald positivt, at vi anerkender, at der er et problem, for som jeg læser ordførertalerne fra sidste gang, var der ikke et sådant fælles fodslag i forhold til det. Det er heller ikke sikkert, at det holder hele vejen igennem, men det er i hvert fald et første skridt, hvis vi skal handle på det.

Så kan jeg jo forstå, at Dansk Folkeparti har meget imod forskellige elementer i det her forslag, men hvad er det, Dansk Folkeparti så forestiller sig, at vi rent konkret kan gøre for at hjælpe landdistrikterne med at få lige lånemuligheder?

Værsgo.

Helt konkret det, vi allerede har gjort, og det er jo det, jeg har nævnt her om Finanstilsynet. Her har vi lavet nogle konkrete tiltag og sagt: Det der vil vi simpelt hen ikke være med til, I skal ikke arbejde på den her måde. Det synes vi faktisk at der er kommet noget godt ud af, men det har ikke løst problemet.

En anden ting, vi fremadrettet skal gøre konkret, og som ville være ideelt, ville være, hvis vi tog realkreditinstitutterne, som jeg også nævnte over for ministeren, og finkæmmede dem for at se, hvor de har lånt penge ud, og det er helt ned på sogneniveau. Når de selv fortæller om, hvad de laver, er det i hvert fald min oplevelse, at der ikke er nogen grænser for det, så låner de penge ud i alle kommuner, men hvis vi nu lavede en finkæmning af realkreditinstitutterne, ville vi kunne se: Låner I penge til alle dele af kommunen, og på den her ø låner I så kun penge ud til de dyre sommerhuse, eller låner I også til, at man kan bo der? Så hvis vi helt konkret finkæmmede det for at se, hvad realkreditinstitutterne gør, ville vi faktisk have en idé om, hvor stort det her problem er. Det synes vi kunne være et konkret tiltag. Så er vi egentlig også tilhængere af, at vi holder ministeren op på det her, og vi er glade for, at ministeren siger, at han har travlt med det her, og at det er noget, vi skal i gang med.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, værsgo.

Jeg tror sagtens, vi kan blive enige om, at vi skal have realkreditinstitutter og banker til at indberette deres afslag, så vi kan se, hvor de låner ud henne. Det vil jeg gerne være med til at lave en beretning om. Men det er jo ikke det, som i næste led nødvendigvis sikrer, at der så også kommer en løsning. Jeg hørte ordføreren nævne noget med Finanstilsynet, kunne ordføreren måske sige lidt mere om, hvad vi skal have Finanstilsynet til at gøre, som vil komme til at indvirke på lånemulighederne?

Værsgo.

Vi kunne jo faktisk sagtens stik modsat det, der er sket hidtil, få Finanstilsynet til at sikre, at når der i landdistrikterne bliver givet lån eller givet afslag på lån, er det alene på grund af økonomien. Når ordføreren siger det her om, at man skal sende afslagene ind, kan jeg da godt afsløre, at vi ikke kommer til at se et eneste afslag, hvor der på skrift står, at det er, fordi det er i det forkert område, for de skal nok finde en anden måde at skrive det på. Så jeg er ikke engang sikker på, at det her vil være noget, der vil gøre os klogere.

Så er det hr. Peter Juel-Jensen, Venstre.

Tak for det. Kan ministeren huske, at ministerens parti sammen med mit parti (Mette Hjermind Dencker (DF): Jeg er ikke minister endnu!), undskyld, kan ordføreren huske, at vores to partier lavede en aftale omkring et landevejsprincip? Er ordføreren enig i, at det landevejsprincip har givet en øget værdi, både i forhold til ejendomme, sommerhuse, fritidshuse, men også i forhold til søgning ud i de landdistrikter, som fik glæde af landevejsprincippet?

Værsgo.

Ja, det kan ordføreren bekræfte.

Hr. Peter Juel-Jensen.

Tak. Så ordføreren bekræfter faktisk også, at det, der er galt, er, at rammevilkårene for vores landdistrikter ikke er gode nok. Altså, man kan sagtens ønske sig en bedre belåning, men det var jo bedre at sikre, at den del af befolkningen, der bor i vores landdistrikter, har tilbud, der er nogenlunde sammenlignelige med de tilbud, som dem, der bor i byerne, har. Så det er faktisk dér, vi skal tage fat – eller hvad?

Værsgo.

Ja, lige præcis – de skal have sammenlignelige tilbud, så det alene er baseret på deres økonomi og ikke på stederne. For det er jo desværre en måde, man kan lukke bestemte steder på, altså ved at give afslag på lån. Og det er det, vi ikke skal have– det er det, vi skal til komme til livs nu.

Tak for det. Hr. Henning Hyllested, Enhedslisten.

Det er lidt i forlængelse af det, fru Karina Lorentzen Dehnhardt spurgte til, for hvad er det egentlig, Dansk Folkeparti så vil? Altså, én ting er den her finkæmning – den har jeg stor sympati for. Det vil selvfølgelig være nyttigt, og det svarer jo lidt til, at ministeren og Venstre siger, at vi skal have en analyse – fint nok. Men ordføreren siger endda, at vi nok ikke får et eneste svar – hvis vi finkæmmer det og ser, hvad der er givet af afslag og hvorfor – der hedder, at det er på grund af postnummeret eller ens placering. Men hvad så?

Ordføreren lægger i sin ordførertale op til, at det er de eksisterende institutter, banker, realkreditinstitutter osv. osv., som man vil have til det – som man vil have, om jeg så må sige ind under åget, eller hvad man skal kalde det. Men det er jo det, der ikke har kunnet lade sig gøre indtil nu, og det er derfor, jeg også synes, det er voldsomt interessant at høre: Hvad gør man så, når man ikke kan få de eksisterende institutioner til at, om jeg så må sige, makke ret?

Fru Mette Hjermind Dencker.

Altså, det her er et sårbart område, fordi vi jo som politikere altid skal passe på med at blande os i de frie markedskræfter. Men når vi kan se det så åbenlyst og har så mange eksempler, hvor spørgeren og jeg sammen, heldigvis, har været ude i landet og set alle de mange eksempler, hvor det er fuldstændig tudetosset, er vi jo nødt til at gøre noget. Men vi mener bare ikke i Dansk Folkeparti, at det er en løsning, at man så har de der statsfinansierede lån, fordi der, som jeg har sagt i min ordførertale, kan komme andre ting ud af det.

Det, vi godt kunne tænke os at sige i stedet for, er: Når vi har Finanstilsynet, der åbenbart, som vi så det, kan lave deres egne regler i forhold til kriterier, som de sætter op, kan vi så ikke i stedet for bruge Finanstilsynet på den måde, at vi i udvalget sætter os sammen, også med ministeren, og laver nogle retningslinjer, som vi giver Finanstilsynet, og som de omvendt skal sikre at realkreditinstitutterne skal rette sig efter? Det kunne jo være en start.

Hr. Henning Hyllested.

Ja, men det synes jeg også lyder rigtig spændende. Det er jo en eller anden form for politisk styring af markedet, og jeg er glad for, at Dansk Folkeparti trods alt tilslutter sig den tanke, at markedet her – og det er også det, der ligger i SF's forslag – er man nødt til at styre, fordi markedet svigter på det her område.

Ordføreren, værsgo.

Jamen det kan jeg jo kun være enig i. Så ja, det er korrekt, at markedet svigter på det her område, og det er derfor, vi skal have en løsning. Der er som sagt de ting, jeg har ridset op, hvor jeg kan se at vi flytter et problem og så skaber et andet problem, og det vil jeg være rigtig, rigtig ked af. Så derfor vil jeg hellere have, at vi, som Venstre forslår, laver en fælles beretning, hvor vi holder ministeren op på det. Men ellers kunne vi også godt tilslutte os forslaget, hvis der bare var de ændringer, de formuleringer, som jeg er kommet med. Jeg vil godt sende et udkast til SF, og så kan vi se, om vi kan være med på det. Så vi er slet ikke afvisende over for det.

Tak for det, og der er ikke flere kommentarer. Så vi går videre til den radikale ordfører, hr. Rasmus Helveg Petersen.

Tak til SF for at fremsætte dette forslag. Det peger på et reelt problem. Det er ganske sikkert, at det er lettere at få realkreditbelåning i f.eks. Risskov nord for Aarhus, end det er på Langeland. Det skyldes selvfølgelig, at ejendommene i f.eks. Risskov er meget let omsættelige og udgør en god sikkerhedsstillelse for banklån, og hvis låner ikke kan vedligeholde sin gæld, jamen så kan huset aktivt sælges, og det er ikke et udestående beløb. Det samme er ikke tilfældet i landdistrikterne. Husene har lange liggetider, og hvis en låner misligholder sine forpligtelser, kan ejendommen ikke nødvendigvis afsættes til en pris, der dækker tilgodehavendet. Derfor er lånevilligheden mindre hos pengeinstitutter og realkreditten.

SF vil nu løse det problem med et statsunderstøttet realkreditinstitut, som er, må man regne med, meget mere risikovillig end de eksisterende. Det vil give tab, og de skal dækkes et sted. Samtidig vil det udkonkurrere de eksisterende tilbud. Med statskassen i ryggen og stor risikovillighed vil der være tale om en helt ulige konkurrencesituation på kreditmarkedet, og så vil der selvfølgelig komme afgrænsningsproblemer. Hvornår må man komme i betragtning til de ekstra billige lån? Hvornår må man ikke?

Så af flere forskellige grunde afviser vi SF's forslag. Jeg opfatter faktisk kreditklemmen som symptom på noget større og ikke selve sygdommen. Vi vil i lighed med SF meget gerne se regeringens plan for at gøre noget aktivt i landdistrikterne. Vi mener, at der er mange andre løsninger, man skal prøve af, end en statsbank, hvis man vil have liv og investeringslyst i landdistrikterne.

Jeg tror, at vi tog et meget vigtigt skridt med udligningsreformen, der tilgodeser særlig nogle af de svage kommuner. Jeg mener, at vi bør se på en decentralisering af uddannelserne. Vi bør se på infrastruktur, som Venstres ordfører også var inde på før. Der er nedrivningspuljen som et konkret forslag til at genoprette balance i et ødelagt boligmarked. Man kunne jo også i klimaforhandlingerne lave en god udfasning af de oliefyr, som i dag faktisk trækker værdien ned på mange af de huse, der er i landdistrikterne.

Problemet med de affolkede landdistrikter er ikke opstået på en gang. Det er sket over mange, mange år. Der er ikke nogen snuptagsløsning for at gøre det rigtigt for at genoprette balancerne i landet på en gang. Jeg tror i hvert fald ikke, at det skitserede forslag er den snuptagsløsning. Så selv om vi afviser det konkrete forslag, er det en problemstilling, som jeg er meget optaget af, og som vi fra radikal side er meget optagede af, og vi vil også glæde os til at se, hvad der kommer fra ministeren, når han er færdig med sin redegørelse. Tak.

Tak for det. Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Værsgo.

Jeg må indrømme, at når jeg lytter til ordføreren, lyder det, som om ordføreren synes, at markedet løser alt, og at vi bare kan trække nogle uddannelser derud. Jeg tror helt sikkert, at det er en del af problemstillingen, nemlig at gøre alle mulige andre ting, for så bliver alting godt. Tror ordføreren virkelig på det? Og bliver det ikke sådan lidt en langtidsplan? Det er altså lige nu, at landdistrikterne bliver tømt for folk, for der kan ikke flytte nye ind, fordi de ikke kan få et lån. Altså, hvad er tidsperspektivet ifølge den radikale ordfører for at få løst den her problemstilling?

Værsgo.

Tak for det. Tidshorisonten i den affolkning, der sker i landdistrikterne, tror jeg er meget længere, end spørgeren lægger op til. Befolkningen på Ærø er blevet halveret i løbet af de sidste 40-50 år. Det er jo en gradvis udhuling af livet i landdistrikterne, vi vil se, og jeg tror ikke på, at man kan vende den trend med f.eks. det her forslag, som jeg mere ser som symptombekæmpelse. Man kan også se, at markedet f.eks. gør, at de små butikker ude i landsbyerne lukker. Det er jo altså rædselsfuld, men det er den markedsvirkelighed, der er derude. Så jeg synes ikke, at markedskræfterne løser alt, på ingen måde, det er slet ikke det, jeg står og siger. Jeg synes, at vi skal lave nogle rammevilkår i landdistrikterne, der kan vende den udvikling, der sker lige nu.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg er nok meget enig i, at man ikke kan vende hele fraflytningstendensen med det her forslag, men man kunne dog sikre, at man så ikke spænder ben for den lille smule tilflytning, som der måske ville være, til en landsby. Er ordføreren ikke enig med mig i, at hvis man havde muligheden for at få et realkreditlån, ville det dog sætte en lille prop i noget af nedgangen i landdistrikterne?

Værsgo.

Tak. Jamen det er helt sikkert, at hvis folk kunne få de lån på de mest favorable vilkår, som de kan se man kan få andre steder i landet, så ville de være glade for det. Der er slet ingen tvivl om, at det en gang imellem er det, der er forhindringen. Men det er rammerne omkring den långivning, vi skal arbejde med. Det er ikke selve realkredittens tilbud. Vi er ikke parat til at sige, at f.eks. realkreditinstitutterne skal tage større risici, for det går ud over hele det samlede system. Så det er noget andet, der skal til, synes vi, end den her løsning, som SF foreslår.

Tak. Der er ikke flere kommentarer, og så går vi videre til hr. Henning Hyllested, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til SF for at holde fast i det her meget vigtige emne og påpege, at problemet med kreditgivning i forhold til vores yderområder bestemt ikke er løst. Det er heller ikke løst med de tiltag, vi i sin tid har gjort, omkring liggetid og rådighedsbeløb, og sådan er det, også på trods af påstanden om det modsatte fra banker og kreditforeningers side. Det er jo rigtigt, som andre har påpeget, at når man spørger dem, er der stort set ikke noget problem.

Lidt overordnet principielt vil jeg sige, at SF's forslag jo i virkeligheden går imod den udvikling, som vores finansielle sektor, ja, man kan sige vores samfund i det hele taget, har gennemgået i de sidste 2, 3 årtier eller mere, nemlig liberalisering og deregulering og en satsen på den her markedsfundamentalisme – markedet løser alt, og vi skal have mindre stat. Men siden har vi så haft finanskrisen, og nu har vi en coronakrise, en sundhedskrise, efterfulgt af en økonomisk krise, og vi synes fra Enhedslistens side, at finanskrisen jo meget klart viste svaghederne ved en ureguleret eller dereguleret finanssektor, og i forbindelse med den nuværende krise må man bare prise sig lykkelig over, at vi har en veludviklet og velpolstret stat til at holde hånden under sunde virksomheder og deres medarbejdere.

Til det konkrete: SF foreslår i beslutningsforslaget en konkret model, et særligt realkreditinstitut til vores yderområder, der skal tage sig af belåningen af boliger og småerhverv i yderområderne, og bl.a. til den brug vil man indrette sig med et reservefondsbidrag på 1 pct. til dækning af tab og for at minimere risikoen, og man satser på at inddrage privat kapital, men man opererer også med muligheden for, at staten kan bidrage med indskud, hvis det skulle knibe med at få de private i form af f.eks. pensionskasser og andre til at bygge den her fond, reservebidragsfond, op.

Vi synes, det er et utrolig sympatisk forslag. Fra Enhedslistens side så vi helst, at man indrettede sig med en eller anden form for samfundsbank, en offentlig bank, kreditinstitut eller noget, fordi vi mener, at der er behov for et, lad os bare kalde det et stabilt element i en sektor, som bestemt ikke altid kigger på de samfundsmæssige interesser, men i høj grad på egne profitinteresser. Og vi ved jo, at den finansielle sektor er rygmarven i vores økonomiske system, så det er vigtigt, at der er nogle stabiliserende ting inden for det her. Den finansielle sektor og da ikke mindst banksektoren har trods alt ikke udvist samfundssind de sidste 10-15 år; vi har haft finanskrisen, som i høj grad var drevet af bankerne, og vi har haft hvidvaskskandaler, vi har haft panamapapirer og skattelysproblematikken f.eks.

Vi tror på, at staten skal sørge for et Danmark i balance, og det er der jo også et bredt politisk ønske om herinde i det her Ting, og der er det vigtigt, at erhvervslivet trækker med, og derfor tror vi også, at det er vigtigt, at staten blander sig på den ene eller den anden måde, og så må man jo gøre op med sig selv, om man vil gribe ind i markedet, om man synes, man vil bidrage til det. Det er der jo en hel del der ikke vil, men når nu markedet ikke fungerer, er man nødt til at gøre noget. Og der synes jeg, det har knebet lidt ifølge nogle af de svar, som vi har fået, på de spørgsmål, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt og jeg selv har stillet. Jeg synes, det kniber med at blive konkrete, når vi gerne vil høre, hvad det så er, man vil, hvis man f.eks. ikke vil det, som SF foreslår. Så vi tror altså på, at det her vil være et af de skridt, der kan tages, og derfor er vi positivt indstillet over for forslaget. Vi synes, at SF's forslag er et rigtig godt bud på, hvordan det her kunne gøres.

Tak. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, værsgo.

Tak til Enhedslisten for sammen med SF igen at stå på, at der skal sikres løsninger. Og når forslaget ikke indeholder et statsligt realkreditinstitut den her gang, er det jo, fordi vi ved, at det støder en hel del her i Folketingssalen. Derfor har vi egentlig prøvet at finde andre veje og prøvet at se, om vi kunne finde løsninger. Men nu står vi jo så uden en løsning igen, kan jeg lytte mig frem til – nu har vi haft så mange ordførere på talerstolen, at jeg godt kan se, hvor det bærer henad. Hvad mener hr. Henning Hyllested bliver konsekvensen af, at vi nu igen står uden en løsning på det her område?

Værsgo.

Så bliver konsekvensen det, som vi allerede kender i dag. Altså, jeg tror, vi alle sammen som landdistriktsordførere får de her mails i vores indbakke fra folk, som påpeger, at de her står med en sund økonomi – fru Karina Lorentzen har selv påpeget et af eksemplerne – men de kan ikke låne. De der historier vil blive ved med at dukke op, og det synes jeg viser en urimelig forskelsbehandling af folk, som netop går på, hvor de gerne vil bosætte sig i landet. Det kan aldrig nogen sinde blive en styrkelse af landdistrikterne, at man ikke sørger for, at folk så rent faktisk også kan bosætte sig. For jeg er jo enig i, at der skal laves mange tiltag, som også andre har påpeget det – det handler om infrastruktur i det hele taget.

Men hvis man gør det umuligt for folk at bosætte sig, fordi de ikke kan låne til en bolig, så kan vi jo gøre alle de tiltag, vi vil, for at styrke landdistrikterne – og vi har gjort rigtig meget i årenes løb, f.eks. også i forhold til færgebilletter osv. osv. – uden at det hjælper. Det hjælper jo ikke noget, hvis folk ikke kan bosætte sig. Og det er det, vi gerne vil have dem til.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, værsgo.

Det var bare det, jeg gerne ville have slået fast. Tak til hr. Henning Hyllested for at påpege, at det her skaber en skævvridning; det skaber ulighed i vores samfund, og det er ikke værdigt. Tak.

Der er en kort bemærkning mere. Hr. Peter Juel-Jensen.

Tak. Og tak til ordføreren. Det hedder i forslaget, at der skal oprettes et særligt realkreditinstitut, der yder lån i yderområderne til boliger og erhverv med en sund økonomi, som ikke har mulighed for at opnå realkreditlån andre steder. Hvad er en sund økonomi?

Værsgo.

Det var jo også det, jeg var inde på i et af mine spørgsmål. Det bliver jo den der vurdering, som man hele tiden skal foretage, om, hvad en sund økonomi er. Jeg mener jo, at det helt klart har noget at gøre med, hvad det er for en økonomi, man stiller op med.

Altså, med hensyn til fru Karina Lorentzens eksempel på et lærerpar, som jo har to gode indtægter og i øvrigt kan købe et hus til 750.000 kr., så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at der må være en sund økonomi bag det, og at de samme mennesker ville kunne låne endnu mere, end de egentlig havde bedt om, hvis de bare ville bosætte sig et andet sted. Og det er jo det, historien går på, altså at folk med fuldstændig den samme økonomi – det er ægtepar eller kærestepar, som stiller med den fuldstændig samme økonomi – kan låne det ene sted, men ikke det andet sted. Så har det ikke længere noget at gøre med sund økonomi; så vurderer man ikke folks økonomi – så vurderer man, at det ligger det forkerte sted, og så kan vi jo, som jeg sagde før, gøre alt, hvad vi vil, for at bidrage til, at landdistrikterne skal udvikle sig, men hvis vi forhindrer folk i at bosætte sig der, så hjælper det ikke noget.

Værsgo, hr. Peter Juel-Jensen.

Forslaget opererer også med en belåningsprocent på 60 eller 70 pct., hvor den i dag er 80 pct. på et normalt realkreditlån. Når nu der sker en forringelse af den del, man kan lånefinansiere via realkreditten, så skal man jo ud og have det finansieret andre steder, og det vil man typisk gøre i en bank, hvor man vil tage et ganske almindeligt banklån til en højere procent. Mener ordføreren, at det er med til at sikre, at man som låntager på den her ordning får en sund personlig økonomi, når man ikke kan tage så stort et realkreditlån, men skal i banken og have et lån til en helt anden og væsentlig højere rente? Får man som kommende beboer i et landdistrikt en sund økonomi på den her måde?

Værsgo.

Ja, det tror jeg på. Det er klart, at det selvfølgelig bliver en lille smule dyrere. Jeg tror jo også, at grunden til, at SF i forslaget har sænket kravet, netop er for at komme det der argument i møde om, at det ikke kan lade sig gøre set fra bankernes og kreditforeningernes side. Det syntes jeg er forståeligt. Jeg tror på, at SF's forslag – hvis man sammenligner med SF's tidligere forslag – selvfølgelig er stillet for at se, om man så ikke kan opnå en lidt bredere tilslutning. Det er så ikke lykkedes, og det er selvfølgelig, fordi – det er efterhånden min vurdering – at man bredt her i Folketinget i bund og grund hylder markedsfundamentalismen, og derfor vil man ikke kan se tiltag som det, SF foreslår.

Tak. Hr. Bjørn Brandenborg.

Tak for det. Jeg er sådan set enig i rigtig mange af de betragtninger, som hr. Henning Hyllested kommer med. Jeg er fuldstændig enig i, at vi skal skabe mulighed for, at man kan bo, arbejde, leve og skabe sig gode muligheder i hele det her land.

Jeg kunne bare godt tænke mig at spørge, om vi så ikke skulle sørge for, at vi skabte det grundlag i stedet for at vedtage et beslutningsforslag, som pålægger regeringen at fremsætte et forslag inden den 8. oktober. Skulle vi ikke sørge for at have det rigtige og et grundigt analyseapparat på plads først? For vi er jo sådan set ikke uenige om, hvad der er målet, men måske mere om, hvordan vi når derhen. Tak.

Værsgo.

Jo, selvfølgelig, hr. Bjørn Brandenborg, men når jeg anker lidt over det, også i mine spørgsmål til hr. Bjørn Brandenborg, er det selvfølgelig, fordi det ikke allerede er på plads. I bund og grund har vi efterlyst det i flere år, og den første analyse, vi lavede, var så den, der førte til ændrede liggetider og ændrede rådighedsbeløb. Fint, det har bare ikke løst problemet. Jeg synes – og det gælder den tidligere regering og partierne bag den, og det gælder den nuværende regering – at vi godt i dag kunne have stået med et analysegrundlag for at gå lidt videre og træffe beslutninger og også vurdere SF's forslag i det lys, og det er det, jeg ligesom anker over.

Nu er det der ikke, og så er vi selvfølgelig nødt til at tilvejebringe en eller anden analyse af, hvor stort problemet er. Det er klart. Det er jeg enig i, og det tror jeg alle partier er enige i. Men vi har lidt et tempotab, som ikke var nødvendigt. Det er sådan lidt det, jeg anker over.

Tak til ordføreren. Vi gå videre til hr. Per Larsen, Konservative Folkeparti.

Tak for det. Først og fremmest vil jeg gerne takke SF for deres vedholdenhed på det her område. Det er jo langtfra første gang, at SF fremsætter dette forslag til folketingsbeslutning.

Derfor vil jeg også gerne begynde, hvor den konservative ordfører begyndte ved behandlingen forrige gang, nemlig med at konstatere, at det er en vigtig debat. Det er klart, at hvis vi har et ønske om et Danmark i god balance – og det har vi i Det Konservative Folkeparti – er det selvfølgelig også nødvendigt, at man som privat eller erhvervsdrivende har god adgang til lånemuligheder. Derfor glæder det mig også, at der rent faktisk bliver lånt penge ud i hele landet. Siden finanskrisen af udlånet til boliger i land- og yderkommuner steget med ca. 34 mia. kr. Det er positivt, og der har været fremgang på boligmarkedet i hele Danmark. Det hænger sammen med, at der generelt er øget vækst og aktivitet i hele landet. Men det er klart, at vi i lyset af coronakrisen skal være ekstra opmærksomme på at få hele landet med, så vi ikke ender i en situation, hvor det i dele af landet tager lang tid at komme på fode igen, sådan som vi jo så det efter finanskrisen.

Derfor er debatten her en oplagt anledning til at høre regeringen, hvornår regeringen har tænkt sig at blive konkrete i forhold til de lovede initiativer, når det gælder om at sikre fortsat vækst i landdistrikterne. For der er områder med strukturelle udfordringer, og det skal ikke løses med lempeligere kreditregler eller en statsbank. Løsningen er ikke, at vi laver en model, hvor personer og virksomheder risikerer at låne mere, end de har mulighed for at kunne betale tilbage og forrente. I stedet skal vi arbejde på at skabe de mest optimale rammer i landdistrikterne, som sikrer værdierne på den lange bane.

Som tidligere nævnt er det en langt bredere indsats, der skal til for at sikre vækst, aktivitet og arbejdspladser i forhold til landdistrikterne. Derfor er jeg også rigtig glad for, at så mange blander sig i debatten med gode ideer og forslag. I Det Konservative Folkeparti går vi meget gerne i dialog med alle, der vil skabe holdbar vækst i alle dele af Danmark. Det gælder både SF og regeringen, men også interesseorganisationer og andre med forslag og ideer. For det er af afgørende betydning, at vi sikrer varig vækst på den lange bane i hele Danmark, også i landdistrikterne.

Derfor vil jeg også gerne slutte, hvor den konservative ordfører sluttede, sidste gang vi behandlede forslaget, nemlig med at konstatere, at med de bemærkninger må jeg trods de sympatiske intentioner sige, at vi fra Det Konservative Folkepartis side ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er ingen kommentarer, så vi går videre. Fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Vi har mange fantastiske egne her i Danmark fra nord til syd og fra øst til vest, egne, der hver med deres særpræg er en del af det Danmark, vi holder så meget af. I nogen tid har vi desværre set en affolkning af nogle af vores skønne og lidt yderligt liggende områder, områder, der af flere årsager oplever fraflytning, og hvor det er svært at tiltrække nye borgere. Når folk flytter, falder huspriserne. Det er altså en ond spiral, og løsningerne skal være mange og diverse, men de skal være borgerlige. Vi skal have folk til at flytte til egnene igen for at sikre, at huspriserne igen vil stige. Vi skal sikre, at man som almindelig familie har råd til at have to biler, for det vil også være nødvendigt for at bo i de her egne. Vi skal sikre en god infrastruktur, og hvis lokalsamfundene skal bestå, skal der også være en lokal skole, et lokalt dagtilbud og de lokale arbejdspladser.

Alt det her er ekstremt vigtigt, og derfor er der ikke en quickfixløsning på den her problematik. Vi må sammen finde ud af, hvordan vi sikrer, at det igen bliver attraktivt at bo i de yderste områder af vores skønne Danmark. Der er bestemt brug for handling, man ikke på den måde, det fremgår af det her forslag og af de tidligere forslag fra SF. Vi skal finde løsninger, men det skal ikke være mere statsstyring, men mindre. Mere frivillighed, bedre incitamentsstrukturer, bedre infrastruktur og et ønske fra dem, der flytter til. Det skal igen være attraktivt at bebo alle egne af vores skønne land. Vi er klar til at finde løsningerne, men vi kan ikke støtte dette forslag fra SF, der ligger her.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer. Jeg kan ikke se en ordfører fra Liberal Alliance. Derfor går vi videre til ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Værsgo.

Jeg vil gerne sige tak for debatten. Selv om vi ikke er enige om løsningerne, føler jeg alligevel, at vi har bevæget os i en retning, hvor der er flere i salen, som anerkender, at vi faktisk har et reelt problem. Og det synes jeg er positivt, fordi det jo betyder, at vi også kan komme videre med den her problemstilling. Jeg kunne i hvert fald læse i min forgænger, Lisbeth Poulsens, seneste tale, at der var man ikke enige om, hvorvidt der var et problem med långivning. På den led synes jeg at vi er kommet videre, og måske er det, der gør kvalitetsforskellen, at det faktisk er landdistriktsordførerne, der behandler forslaget i dag. For det betyder, at det er de mennesker, der møder konsekvenserne for landdistrikterne, der også er her i Folketingssalen.

Baggrunden for dagens forslag er jo, og SF har turneret med forskellige varianter af forslaget siden 2014, at vi står med låneproblemer i landdistrikterne. Sidste år udtalte direktøren for RealMæglerne, Preben Merrild Angelo, at han i snart 5 år havde hørt fra mere end 100 ejendomsmæglere, at de ikke kan sælge boliger i Udkantsdanmark. Dem, der vil, kan ikke få lov at bo der, fordi kreditgivningen er for stram. Man kan simpelt hen ikke få et lån. Det er jo status. Og hvis det går, som flere boligøkonomer frygter, vil covid-19 måske give endnu større problemer for udlån i landdistrikterne, for de vil blive ramt hårdest, hvis boligmarkedet og økonomien begynder at gå i stå.

Hvad er så konsekvensen? Ja, den er, at udkanten bliver endnu mere udkant i morgen. Hvis man ikke kan få lov til at købe det hus i det område, som i forvejen er trængt, og hvor boligpriserne er faldende, er der ikke nogen, der flytter til den landsby eller til det område. Så falder boligpriserne endnu mere, og så er den onde cirkel skabt. Så lukker købmanden, så lukker skolen, og det næste, vi skal have i sving, er nedrivningspuljen.

Vi har i SF en meget stærk ambition om, at Danmark skal hænge sammen, og derfor synes vi, at vi skal have løst den her problematik. Hvis det ikke skal være med det her forslag, synes jeg at det haster med at finde nye forslag eller levedygtige forslag. Vi risikerer, at vores land knækker midt over, når det skal være så svært at få et realkreditlån uden for de store byer, og jeg synes faktisk heller ikke, at det er fair, at mange må ty til andre, dyrere lån, f.eks. lån uden om banken, for at kunne få deres drømmehus. Jeg synes faktisk, det er ulighedsskabende, at der bliver forskel på danskernes lånemuligheder, bare fordi de vælger at slå sig ned i det forkerte postnummer. Og jeg tror, det også kan få store konsekvenser for den enkelte og for vedkommendes familie, hvis man bliver skilt, arbejdsløs eller bare gammel og har brug for at flytte væk. Så er det umuligt, for der er ikke nogle nye, der kan få lov at flytte ind.

Jeg synes også, at det er et stort problem for virksomheder. Udvalget var jo en tur på Langeland, og der hørte vi også om en lokal bager, og jeg aner ikke, om det er den samme bager, som Bjørn Brandenborg nævnte i sit indlæg. Men den bager havde lyst til at åbne en filial et sted på Langeland, hvor der var et sommerhusområde. Det ville der være et godt potentiale i. De skulle bruge 600.000 kr., og de kunne ikke få det lån. Det er jo bare problematisk, for så kommer der heller ikke nogen nye arbejdspladser på Langeland.

At der er et problem, afslørede min kollega Lisbeth Lisbeth Bech Poulsen jo også sidste gang i sin tale. Hun havde haft et debatmøde, og så var der en realkreditsælger, der efterfølgende var troppet op og havde sagt, at han syntes, det var rigtig problematisk, fordi der faktisk er steder, det var i Nordjylland, hvor man simpelt hen ikke låner ud. Det kunne han fortælle, men han ville selvfølgelig ikke fortælle det offentligt. Og det er jo et stort problem; og ligegyldigt hvilken type økonomi folk havde, lånte man bare ikke ud. Og han fortalte, at samme dag skulle han ned for at give afslag til en håndværker, selv om der ikke var økonomiske grunde til det. Det er jo selvfølgelig et problem, at vi ikke kan få folk til at stå frem og fortælle de her ting, for det har vi meget brug for. Jeg synes, det skammeligt, og jeg synes, at vi skal gøre noget.

Det er også derfor, at vi bevidst ikke har peget på en bestemt model den her gang. Vi har skitseret nogle muligheder. Det behøver ikke at være et statsligt realkreditinstitut. Det ved vi godt at mange har stærke holdninger til. Jeg har dog en lille smule svært ved at forstå det, for der er mange steder, hvor vi hjælper til, f.eks. Markedsmodningsfonden og Vækstfonden. De er jo alle sammen steder, hvor vi med statslig støtte hjælper nogle virksomheder til at komme i gang. Jeg ser ikke, at der er den store forskel i forhold til at hjælpe nogle borgere til at komme i gang.

Men jeg accepterer det som et grundvilkår for debatten, og derfor står der jo så heller ikke noget i forslaget om, at det skal være et statsligt realkreditinstitut. Vi er sådan set også åbne over for, at det kan være private midler, der kan skydes ind i det her. Men hensigten er i hvert fald klar, og den er at skabe bedre lånemuligheder.

Vi har fem gange tidligere behandlet forskellige varianter af forslagene, og vi har tænkt, at nu er alle enige i, at der er et problem, og så håber vi også, at der snart kommer nogle forslag fra regeringen. Det står jo i forståelsespapiret, at vi skal have løst den her problematik, og måske er det endda særlig hastende at få gjort noget nu, hvor covid-19 måske lægger ekstra benspænd i vejen for boligkøbere. Vi har aldrig – aldrig – i SF talt om at låne ud til små, usle rønner, som ikke har en fremtid overhovedet, eller til mennesker, som ikke kan betale, men vi vil rigtig gerne, at der kan lånes ud til helt almindelige familier og helt almindelige danskere.

Jeg tror ikke på, at markedet løser det her: Styrken ved realkreditsystemet er, at det i praksis giver både bankdirektøren og rengøringsassistenten gode og billige huslån, men det virker altså kun, hvis man bor i byerne. Tak for debatten i dag.

Jeg siger også tak.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udvalget for Landdistrikter og Øer, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.