Det næste punkt på dagsordenen er:

19) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 159:

Forslag til folketingsbeslutning om udsendelse af danske militære bidrag til NATO’s Mission i Irak.

Af udenrigsministeren (Jeppe Kofod).

(Fremsættelse 26.03.2020).

Sammen med dette punkt foretages:

20) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 160:

Forslag til folketingsbeslutning om danske militære bidrag til den europæiskledede maritime overvågningsmission i Hormuzstrædet.

Af udenrigsministeren (Jeppe Kofod).

(Fremsættelse 26.03.2020).

Forhandlingen er hermed åbnet. Den første ordfører kommer fra Socialdemokratiet, og det er fru Annette Lind. Velkommen.

Tak for det, formand. B 159 og B 160 drejer sig om to militære bidrag, og de skal sambehandles, selv om det er to vidt forskellige bidrag.

Det første, B 159, er om Danmarks overtagelse af ledelsen af NATO-missionen i Irak. Det er sådan, at situationen i Irak er noget kompleks; den er forværret både af corona, men også af internationale og regionale spændinger. Der har været meget ustabilitet i landet. Det er sådan, at der har været store demonstrationer og uroligheder, og man har længe været uden en regering. Heldigvis har man fået en regering nu, men situationen i Irak er stadig kompleks og dynamisk.

For det meste vurderes Iraks trusselsniveau i forhold til terror og visse militser at være højt. Lokalt kan sikkerhedssituationen ændre sig meget hurtigt, og grunden til, at vi som danskere er i Irak, er jo selvfølgelig, at vi bekæmper ISIL, Islamisk Stat, og levantens andre militser. Det er sådan, at ISIL har været svækket og er svækket, men stadig væk har tag i området, og derfor er der også stadig væk brug for, at vi som danskere er til stede.

Vi har jo været i Irak siden 2014. På nuværende tidspunkt er vi ved at sende de sidste soldater hjem fra Al Asad-lejren, hvor man har trænet soldater. Det, vi skal gøre med det her bidrag, er, at vi skal træne trænerne. Vi skal træne på et højere niveau i Bagdad, og vi skal træne rådgivere for det irakiske forsvarsministerium, og vi skal støtte uddannelse i irakiske institutioner, sådan at man kan lave bedre og mere vedvarende reformer af landet – det er der stærkt behov for.

Jeg vil nævne, hvad det er, som vi bidrager med, for så er de fleste ordførere fri for at sige netop det. Det, vi skal gøre, er, at vi skal bidrage med en styrkechef, der skal lede NMI, altså NATO's mission i Irak, med dertilhørende stabsbidrag bestående af op til ca. 40 personer. Dernæst skal vi have et sikrings- og eskortebidrag bestående af op til ca. 100 personer, og deres opgave vil være at eskortere personel i operationsområdet. Vi skal have et helikopterbidrag bestående af op til tre EH 101-transporthelikoptere, og det skal være i 12 måneder fra den 1. maj 2021, hvor vi også skal have tilknyttet personel med op til ca. 85 personer. Og så skal vi have et forbindelsesofficersbidrag på op til 5 personer til relevante hovedkvarterer.

Der pågår i dag og nu forhandlinger i NATO om, hvordan vi skal udvide NMI, og der er dialog omkring dette, og det kan selvfølgelig medføre, at flere af koalitionens nuværende opgaver ændres. Men som sagt pågår der dialog med amerikanerne om det, og derfor lægger vi op til, at personaleantallet, som vi sender til Irak, kan øges, hvis missionen udvides. Og så er det også sådan, at i den her slags missioner vil der altid indgå cyberkapaciteter i den danske indsats. Det har der været tidligere, det vil der også være i fremtiden.

Danmark bidrager i regionen til fred og stabilitet ligesom i mange af verdens andre brændpunkter, og vi gør det rigtig godt. Jeg vil godt bruge lejligheden her på talerstolen til at rose vores soldater – både dem, der har forladt, og dem, som nu forlader Irak – for deres store, store indsats, men jeg ønsker også, at vi kommer til at give de nye soldater et mandat herfra, som jeg håber bliver rigtig bredt, sådan at vi kan sende dem ned med en stor ballast i ryggen.

Vi stemmer selvfølgelig for forslaget, og det er sådan, at vi selvfølgelig forventer, at der også er mange andre partier, der går med på det her forslag. Faktisk ved vi, at mange andre også vil være med.

Det næste forslag, B 160, som vi skal tage stilling til, er lidt mindre kontroversielt i forhold til trusselsniveauet – trusselsniveauet i Irak er højere – og handler om maritim overvågningsmission i Hormuzstrædet. Det er sådan, at situationen ved det smalle stræde mellem Den Persiske Golf og Det Arabiske Hav gennem tiderne ofte har været tilspidset. I foråret 2019 var den så tilspidset, at kommercielle skibe blev udsat for sprængladninger. Derfor fik man sendt nogle fregatter derned, og det var Frankrig og Nederlandene, som sendte fregatter.

Vi har tilbudt, at vi gerne vil komme med et bidrag. Det er et fregatbidrag af Iver Huitfeldt-klassen. Jeg vil også her lige sige, hvad det er for et bidrag, vi helt konkret kommer til at bidrage med; så behøver andre ordførere måske ikke at sige det. Det er som sagt et fregatbidrag af Iver Huitfeldt-klassen med tilhørende Seahawkhelikoptere og en maritim indsatsenhed. Bidraget vil have en samlet besætning på op til 170 personer, herunder minedykkere, militærpoliti og maritime specialstyrker. Bidraget planlægges udsendt i en periode på 4 måneder inklusiv sejlads, og det vil være omkring august 2020.

Det er jo sådan, at Danmark er verdens femtestørste søfartsnation, så derfor har vi stor interesse i, at vi kan bidrage til fri og sikker sejlads igennem Hormuzstrædet. Det er sådan, at vi kommer til at afløse hollænderne, som har afløst italienerne, og så kommer vi så med vores bidrag herefter. Vi har selv tilbudt det i London for et par år siden, og det er også noget, som bliver taget godt imod.

I lyset af sikkerhedssituationen tog Frankrig som sagt det her initiativ til missionen, og det har til formål at beskytte navigationsfriheden og sikre koordinationen mellem parterne i området og medvirke til deeskalering gennem tilstedeværelse på begge sider af strædet. Missionen her hedder EMASOH, og den har også et diplomatisk spor under ledelse af en særlig repræsentant for maritim sikkerhed, hvis overordnede formål er at bidrage til dialog mellem aktører i regionen og medvirke til deeskalering.

Så vi bidrager her med et meget fornuftigt bidrag i form af den her fregat. Vi i Socialdemokratiet stemmer også for det her forslag. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren fra fru Eva Flyvholm, Enhedslisten. Værsgo.

Mange tak for det. En af de ting, som bekymrer mig rigtig meget, ved at Danmark også skal til at overtage ledelsen af den her NATO-operation i Irak, er jo, at vi kan se, at der især her gennem det seneste år faktisk har været nogle rigtig store fredelige demonstrationer i Irak, hvor folk har protesteret for at få en politisk forandring i landet, og hvor de sikkerhedsstyrker, som Danmark også kommer til at være med til at træne, har slået benhårdt ned på dem. Vi ved faktisk, at de sikkerhedsstyrker er forbundet med både vold og drab på fredelige demonstranter. Og det synes jeg jo er noget, vi burde sætte spørgsmålstegn ved i langt højere grad, før vi går ind og faktisk aktivt støtter uddannelsen af de styrker.

Jeg vil gerne høre, hvordan Socialdemokratiet forholder sig til det.

Ordføreren.

Vi kender de danske principper. Vi kender også de danske værdier. Og en af værdierne er, at man netop kan samles i frihed, og man kan samles i forsamlinger. Det er selvfølgelig en værdi, som vi også vil tage med til Irak. Det kan der slet ikke være nogen som helst tvivl om. Når vi overtager ledelsen dernede, er det selvfølgelig ledelsen, vi overtager. Og derved er der måske nogle ændringer, man kan få lavet i forhold til det her. For danske værdier som forsamlingsfrihed står jo til troende, uanset hvor vi er henne i verden.

Fru Eva Flyvholm.

Tak for det. Men problemet er bare, at det er blevet sagt i rigtig mange år, altså at man gerne vil forsøge at forandre kulturen, men det er ikke sket. Vi kan se, at de her overgreb stadig væk sker. Og jeg har helt grundlæggende en bekymring for, at danske soldater også kommer til at være med til at træne de her sikkerhedsstyrker, som så kommer til at begå meget voldsomme overgreb mod fredelige demonstranter, som jo lige præcis skal bære den udvikling, man jo gerne ser i Irak.

Hvad vil Socialdemokratiet gøre for at sikre, at det ikke kommer til at ske, altså at det ikke lige præcis er det, man kommer til at sende folk ud til her?

Ordføreren.

Det, som vi kommer til nu, er jo at træne trænerne. Og det, vi kommer til nu, er et højere diplomatisk spor. Så det, vi derfor skal træne dem i, er at lave længere og mere vedvarende reformer af deres land. Og det er klart, at når vi har danske værdier som forsamlingsfrihed, vil vi aldrig nogen sinde kunne tillade, at man ikke har forsamlingsfrihed dér. Vi har hørt ministrene sige, at de også støtter demonstrationerne. Det ved jeg også ordføreren har hørt ministrene sige internt. Så derfor er det sådan, at vi også vil bære de værdier, vi har nu, med os til Irak. Og det er jeg helt sikker på at ledelsen, der kommer til at stå for missionen her, også tager med sig.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Venstre, og det er hr. Peter Juel-Jensen.

Tak for det, formand. Vi førstebehandler i dag B 159 og B 160, som handler om at sende et dansk militært bidrag til NATO's mission i Irak og om at udsende et dansk militært bidrag til den europæisk ledede maritime mission i Hormuzstrædet. NATO og det irakiske militær har været succesfulde i kampen mod ISIL, men kampen er ikke slut. Vi ser desværre ISIL vinde frem igen, og derfor er der behov for, at Vesten styrker sit militære engagement i området. Islamisk Stat var og er et rædselsregime, og selv om Islamisk Stat er nedkæmpet, har vi stadig væk problemer med ISIL – en terrororganisation, der spreder død og ødelæggelse og frygt overalt, hvor den kommer. ISIL står i kontrast til alt det, vi har kært. ISIL står i vejen for en fredelig udvikling hen imod demokrati og stabilitet i Mellemøsten, og derfor skal terrororganisationen bekæmpes, også med hårde midler.

Venstre støtter naturligvis det her forslag. Vi mener, det er vigtigt at sende et stærkt signal til den irakiske regering og vores koalitionspartnere om, at Danmark bakker op om og engagerer sig i indsatsen imod terrororganisationen ISIL, og derfor sender vi 300 mand af sted.

Vi behandler også B 160, som handler om et maritimt bidrag til Hormuzstrædet, som er et knudepunkt i international handel. Strædet er vigtigt for hele Mellemøsten og derfor for stabiliteten i regionen. Der er tale om en overvågningsmission, hvor vi sender op til 195 personer af sted til en europæisk ledet mission. Danmark er jo en handelsnation, og store dele af vores velstand bygger på søfart. Vi er faktisk den femtestørste søfartsnation i verden, og derfor har vi både en forpligtelse til og en interesse i at værne om retten til den frie sejlads. Sikkerhedssituationen omkring Hormuzstrædet er blevet forværret i de sidste år, og vi risikerer derfor, at der bliver lukket for fri sejlads. Det kan vi og mange andre lande ikke acceptere, og derfor er der brug for, at vi deltager i også denne mission. Det var ordene.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Eva Flyvholm, Enhedslisten. Værsgo.

Et af grundlagene her er jo ligesom antagelsen om, at der ikke skulle være fri passage gennem Hormuzstrædet, men rent faktisk er det jo meget, meget få episoder, der har været, som giver problemer. Grundlæggende vil jeg gerne høre ministeren – undskyld, ordføreren: Er der ikke som udgangspunkt fri passage i Hormuzstrædet?

Jeg gratulerer ordføreren med udnævnelsen! Men ikke desto mindre er det ordføreren for en besvarelse. Værsgo.

Tak. Jeg håber, at ordføreren for Enhedslisten også sender en løncheck med, når nu jeg får en udnævnelse – men jeg kan også godt nøjes med titlen!

Det er et meget relevant spørgsmål, som ordføreren for Enhedslisten stiller her. For det meste er der en fri og en fredelig passage i Hormuzstrædet, men der er desværre eksempler på, at det ikke har været tilfældet. Jeg er sikker på, at spørgeren deler ambitionen om fredelig sameksistens, som er vigtigt for landene i Mellemøsten, og det forudsætter altså også en respekt for, at man har en mulighed for i internationalt farvand at sende varer frem og tilbage. For det er også det, der skaber arbejdspladser, det er det, der skaber vækst, og derfor er det det, der skaber et grundlag for familierne i området.

Så vi har altså behov for at sikre den frie sejlads, og derfor har vi valgt at bakke op om den europæisk ledede mission – den er ledet af Frankrig – netop for at sikre, at det her sker i fred og fordragelighed, og at man dermed har en mulighed for at få frihed i området til at få vækst og velstand, og at man får sikret et grundlag for den enkelte familie. De ting hænger sammen, og derfor er det vigtigt at sende et bidrag af sted til den her mission.

Fru Eva Flyvholm.

Men tror ordføreren ikke, at der er en ret stor risiko for, at det at sende et krigsskib ned i området faktisk kan være med til at eskalere en situation, der allerede er ekstremt anspændt? Det har vi jo faktisk også hørt fra en del af landene i området at man lige præcis er bekymret for, og at det ikke nødvendigvis er noget, man ønsker sig. Og det er det, der er min bekymring. Hvordan forholder ordføreren sig til det, hvis man i virkeligheden med det her bidrag er med til at gøre situationen meget værre og mere anspændt?

Ordføreren.

Jeg tror, at det her bidrag er en forudsætning for, at vi kan få lavspænding i området; det er en forudsætning for, at vi kan sikre, at man overholder internationale regler, således at det ikke bliver de store, der bullier de mindre, og at tingene sker efter en fælles ambition om at få den der fred og frihed til at sikre, at der kommer vækst og beskæftigelse og dermed bosætning og rigdom til området. Jeg tror ikke, det hjælper at blive væk og kigge den anden vej, for så er det bare sådan, som vi ser nogle gange i dag, at så eskalerer tingene på en sådan måde, at det går ud over nogle og dermed forværrer tingenes tilstand. Vi sender det her bidrag af sted for at være med til at sikre, at internationale regler og love overholdes, og det må være i alles interesse.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Dansk Folkeparti, og det er hr. Bent Bøgsted. Velkommen.

Tak for det, formand. Der er ingen tvivl om, at hvis man kunne undgå det, ville det selvfølgelig altid være bedst ikke at have soldater sendt ud i konfliktområder, men det kræver jo, at der ikke er nogen konflikter. Det har der jo desværre været i rigtig lang tid nede i Mellemøsten, og derfor skal vi jo selvfølgelig også i Danmark være klar til at tage et ansvar.

Vi har et samarbejde med NATO i Irak, hvor Danmark overtager en NATO-baseret mission nede i Irak, NMI, som går ud på, at vi skal yde hjælp til Irak, så de selv kan bygge deres styrker op til at klare sikkerheden. Det kræver selvfølgelig, at vi har nogle soldater dernede, og det får vi med de forslag, der ligger her. Vi går selvfølgelig velvilligt ind og støtter, og Danmark er jo en af de største bidragsydere til at styrke sikkerheden nede i Mellemøsten i den forbindelse.

Når vi ser på den indsats, som er dernede, må vi også erkende, at der er en vis risiko for terror. Der er risiko fra shiitiske terrororganisationer, og der er ISIL, og hvad de nu hedder dernede; der er mange forskellige fraktioner, der kan udgøre en vis risiko for den almindelige sikkerhed og befolkningen dernede som sådan. Der skal Danmark så være med til at styrke Iraks hær, så de kan overtage det hele på et tidspunkt.

Vi håber og tror selvfølgelig på, at vi på et tidspunkt kan sige, at nu er det ikke nødvendigt, at Danmark har styrker dernede længere, og at nu kan de klare sig selv. Og jeg tror ikke, at der er nogen herhjemme, der forventer eller tror på, at det er for tid og evighed. Jeg tror da, at udenrigsministeren også forventer, at det får en ende på et tidspunkt, når vi er kommet så langt, at de kan klare sig selv, så vi kan sige, at det ikke længere er nødvendigt, at vi har danske styrker dernede.

Men indtil da er vi i Danmark klar til at hjælpe, og Dansk Folkeparti synes også, det er rimeligt, at vi hjælper med sikkerheden. Det gælder både i Irak, hvor de skal ned omkring Bagdad og hjælpe med sikkerhed og træning af irakiske styrker, men også i Hormuzstrædet, hvor der sendes et skib ned. Og jo, der skulle være fri passage. Det allerbedste i hele verden ville være, at der ikke var nogen, der lavede terrorangreb, at der ikke var nogen, der lavede noget angreb på nogen skibe, men det har vi desværre set at der har været flere gange. Derfor sender vi en fregat derned sammen med andre europæiske lande, fordi vi er en søfarende nation – den femtestørste i verden – og vi har mange skibe, der kommer i det område. Vi skal være klar til at give en hjælpende hånd, for at de kan føle sig mere trygge og sikre, når de sejler i Hormuzstrædet. Vi ved jo, at det er et af de mest befærdede farvande i hele verden, men det er også et af de risikofyldte områder, og det skal vi også være klar til at tage hånd om, og vi skal give de danske søfolk den tryghed, vi nu kan give ved at være til stede dernede.

Dansk Folkeparti støtter selvfølgelig forslaget.

Tak til ordføreren for Dansk Folkeparti. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Det Radikale Venstre, og det er hr. Martin Lidegaard.

Som de ordførere, der har været på før mig, har gjort rede for, er der tale om to beslutningsforslag, to danske bidrag til en kompliceret og svær region. Jeg skal ikke lægge skjul på, at for Radikale Venstre er det aldrig nogen let beslutning at sende militære bidrag ud i verden, fordi vi har så mange sørgelige eksempler på, at de bidrag ikke har gået, som vi ønskede, og nogle gange oven i købet har gjort ondt værre. Men vi støtter begge disse udsendelser, og det gør vi, fordi Danmark er nødt til også at tage et ansvar i den svære situation, der er, og vi gør det, fordi der er en række forudsætninger, som vi til gengæld lægger afgørende vægt på, i de to bidrag.

Når det handler om bidraget til Hormuzstrædet, som jo er en fregat, mener vi, at det sender et meget vigtigt udenrigspolitisk signal, at Europa her selvstændigt tager et initiativ til en fredelig overvågning af strædet og dermed også lægger en skillelinje ned mellem den amerikanske Iranpolitik og den europæiske Iranpolitik, som jo, som alle ved, er forskellig i disse år. Amerikanerne har en mere aggressiv sanktionslinje og har forladt den atomaftale, der blev indgået med Iran, hvilket jeg og Radikale Venstre finder meget, meget trist og meget sørgeligt, fordi vi er overbeviste om, at det gavner høgene i Teheran, hvorimod europæerne og EU forsøger at holde fast på en forhandlingslinje og forsøger at komme tilbage til den atomaftale, der giver os hånd i hanke med, hvad der foregår i Iran, og også giver mere luft til de progressive kræfter, duerne i Teheran.

Derfor synes vi, at det giver et vigtigt signal, at Danmark bidrager til og bakker op, kan man sige, om den europæiske linje, som i øjeblikket tales mest tydeligt af Frankrig, men som jo heldigvis rigtig, rigtig mange lande i Europa bakker op om.

Hvad angår det andet bidrag, som jo nok er det største, nemlig det at overtage hele ledelsen af NATO's træningsmission i Irak, er det for os afgørende, at forudsætningen for ikke bare at kunne holde hånd i hanke med ISIL og de terrorgrupper, der hele tiden popper op rundtomkring i Irak, men også forudsætningen for at kunne fortsætte med de stabiliserende og humanitære indsatser inde i Irak, er, at vi kan hjælpe til med at gøre Irak mere sikkert for irakerne.

Vi har igennem hele forløbet, også da jeg selv var udenrigsminister og besluttede, at vi skulle indgå i koalitionen mod ISIL, lagt vægt på, at der ikke kun var et militært spor, men også et økonomisk spor, et stabiliseringsspor, et it-spor osv. osv. Det er fortsat en afgørende forudsætning for vores støtte til de militære initiativer, vi bidrager til. Og det er desværre fortsat vores vurdering, at vi er nødt til at bidrage til Iraks regering med træning af deres egne soldater – jo ikke bare i militær krigsførelse, men også i krigens love og i, hvordan man ikke anvender tortur osv. osv. Træningsmissionerne har mange formål, og de er stadig væk helt nødvendige, også selv om guderne skal vide, at kaos ofte er at finde i det land, hvor ikke mindst de iranske militser, som jo nok mere er under kontrol af Teheran end af Bagdad, stadig udgør ikke alene en sikkerhedsrisiko, men også en politisk risiko, fordi de destabiliserer situationen og stadig begår overgreb på sunnigrupper rundtomkring i landet.

Man kan godt vælge at have det synspunkt, at derfor skal Danmark slet ikke engagere sig i Irak, men jeg har svært ved at se, at det ville kunne løse noget eller gavne noget, hvis de vestlige styrker forlod Irak i morgen og overlod hele landet til de selv samme iranske militser under det totale kaos, som ville råde. Derfor kan vi også støtte det danske bidrag til træningsmissionen, idet vi vil holde skarpt øje med, at også de andre spor i vores indsatser dernede bliver taget alvorligt og bliver løftet, lige så meget som de fortjener. Det håber jeg også at udenrigsministeren vil være enig med mig i er utrolig vigtigt. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Eva Flyvholm, Enhedslisten. Værsgo.

Jamen tak for det. Jeg er egentlig ked af, at Radikale har valgt at bakke op om begge de her forslag, for jeg synes, at der er nogle helt grundlæggende menneskerettighedsproblemer i forhold til Irakmissionen, og jeg synes, at der er en meget stor risiko for optrapning i forhold til Iran. Og det, jeg gerne vil spørge ordføreren om, er så helt konkret det her med, at der nu bliver lagt meget vægt på at sige, at det er en europæisk mission i Hormuzstrædet. Og ja, det er rigtigt, at jeg er fuldstændig enig i, at det er meget bedre, at det er den europæiske, end at man står fuldstændig sammen med USA. Men er det ikke helt korrekt, at når vi ser på forslaget, står det stadig sort på hvidt, at der vil være et tæt, tæt samarbejde med amerikanerne; at man vil være forpligtet til f.eks. at komme dem til hjælp? Altså, forestil dig, at Iran og USA kommer i en direkte militær konfrontation dér – hvor står Danmark så henne i den situation? Vi bidrager faktisk ikke fredeligt her, synes jeg. Jeg er helt enig i den politiske indsats, der er nødvendig, men her har jeg en bekymring for, at man faktisk kommer til at stå meget tæt med amerikanerne militært, og det vil jeg gerne høre ordførerens vurdering af.

Ordføreren.

Jeg forstår godt det skisma, som fru Eva Flyvholm stiller op her. Som jeg opfatter det, afspejler beslutningsforslaget og hele indsatsen den meget besværlige virkelighed, vi har, nemlig at vores tætteste militære allierede generelt i NATO og på verdensplan, nemlig USA, på det her punkt har en meget anden tilgang, end vi har. Og det er ikke nogen let situation for nogen, men netop af den grund er jeg egentlig meget tilfreds med, at Europa her manifesterer, både over for USA, men sådan set også over for Iran, at vi har vores egen politik, og den er jo ikke at følge Iran i tykt og tyndt – og det er jo derfor, vi gør det her – men den er heller ikke at følge USA i tykt og tyndt i det her spørgsmål. Og det bliver så lidt besværligt – det vil jeg gerne medgive – men omvendt kan man sige, at hvis vi ikke gav Frankrig opbakning til det her initiativ på nuværende tidspunkt, hvilket signal ville det så være, man sendte til henholdsvis USA og Iran? Det kunne jeg egentlig godt tænke mig at Enhedslistens ordfører kunne svare på.

Fru Eva Flyvholm.

Det vil jeg da gerne svare på. Jeg synes f.eks., at det vil være meget mere fornuftigt, at vi står fuldstændig sammen med Frankrig og i øvrigt også Tyskland i de bestræbelser, der er på både at få lagt politisk pres på USA til at genindtræde i aftalen og på at få lagt politisk pres på Iran til at komme med i INSTEX og alt muligt andet. Vi laver nogle gode politiske aftaler i øjeblikket, som ligesom prøver at stabilisere, men jeg har svært ved at se, hvordan det spiller en meget, meget positiv og nedtrappende rolle, når du stiller med et krigsskib i det område. Jeg vil gerne høre ordføreren: Hvordan ser det ud, hvis vi rent faktisk står i den situation? Altså, er det acceptabelt, at vi skal komme amerikanerne til hjælp, hvis USA og Iran kommer til at være i en åben krigshandling? Det er jo sådan, jeg læser beslutningsforslaget, og jeg vil gerne høre, hvordan ordføreren ser det.

Ordføreren.

Nu tror jeg, at der er en meget, meget lille sandsynlighed for, at det kommer til en åben konfrontation – heldigvis – i Hormuzstrædet. Men man kan også stille det andet spørgsmål og sige, at hvis et amerikansk krigsskib endelig skulle blive angrebet, er det jo også lidt svært at sidde og kigge på det – ligesom hvis vi bliver angrebet, håber jeg da, at vores allierede vil hjælpe os. Det er ikke derfor, vi er der; det er ikke det mandat, som vi giver vores skibe, og det er i øvrigt heller ikke det mandat, amerikanerne giver deres. Man kan jo sige, at når vi er nødt til at manifestere noget her i det hele taget, skyldes det, at der har været nogle overgreb fra Irans side, hvor man kan sige, at hvis man ikke manifesterede noget som helst, men stiltiende bare lod det ske, så accepterede man jo sådan set de overgreb, og derfor er man jo nødt til at finde en balancegang her, og jeg synes, at den balance er fundet, derved at fregatten jo ikke skal eskortere skibe eller på nogen måde optræde konfrontatorisk, men tværtimod bare overvåge situationen.

Tak til ordføreren for Det Radikale Venstre. Der er ikke flere spørgsmål til ordføreren. Den næste ordfører er fru Anne Valentina Berthelsen fra Socialistisk Folkeparti. Velkommen.

Jeg har det faktisk lidt som hr. Martin Lidegaard fra Det Radikale Venstre. I SF synes vi også vi har en perlerække af knap så vellykkede bidrag bag os, og det giver jo anledning til en masse bekymringer, når man skal sende noget ud i verden. Men faktisk synes jeg, at lige præcis de her to missioner er rigtig vigtige, og det gør jeg, fordi en af de store fejl, der er sket efter Irakkrigen, er, at vi har efterladt et magttomrum, hvor der er fantastisk grobund til islamistiske militser og terrorbevægelser, og det er lige præcis det, som de ikke har brug for i den her region, som simpelt hen mangler så meget stabilitet og ro til at genopbygge sig selv. Derfor har jeg det præcis som Det Radikale Venstre, nemlig at det ikke giver mening at trække os ud, og vi bliver simpelt hen nødt til at gøre det, som vi er rigtig gode til i den her situation, og det er faktisk lige præcis det, som vi lægger op til med nogle af de her beslutningsforslag.

Hvis vi lige starter med bidraget til NATO's indsats i Irak, er det, som jeg ser det, først og fremmest et spørgsmål om at ruste Irak til at håndtere sine egne sikkerhedsproblemer. Vi skal uddanne militære træningspersoner og officerer, vi skal hjælpe med implementeringen af sikkerhedssektorreformen. Det er ting, som er rigtig positive, og som vi faktisk kan bidrage til. Jeg tror, at det her på sigt vil komme regionen rigtig meget til gavn – en region, som virkelig er plaget, og som har brug for at blive stabiliseret. Og det gør vi netop ved at sætte en stærk regional magt ind sammen med NATO og FN til at holde den her udvikling nede. Det synes jeg er vigtigt, uagtet alle de dilemmaer, der er i det her.

Nu har jeg lyttet til debatten, og jeg er fuldstændig enig i mange af de bekymringer, der kommer op, men når man summer det op, synes jeg egentlig, at det her giver mening. Det samme gør sig gældende, når vi snakker om Hormuzstrædet. Jeg vil ikke gentage alle de der replikker om, at vi er den femtestørste søfartsnation og sådan noget – det er fint – men det, jeg synes er rigtig vigtigt her, er, at det er en europæisk ledet mission, som godt nok på sin vis er et supplement til amerikanerne, men som er europæisk ledet, og at diplomatiet i forhold til Iran og atomaftalen ikke går fuldstændig fløjten, synes jeg er virkelig vigtigt. Derfor synes jeg, det her giver mening.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Eva Flyvholm, Enhedslisten.

Tak for det. Det undrer mig en lille smule at høre den måde, som ordføreren fremstiller i hvert fald træningsmissionen i Irak på. Det er jo ikke en stabiliseringsmission. Der er alle mulige andre stabiliseringsinitiativer dernede, men det her handler om, at Danmark skal have ledelsen af NATO's træningsmission i forhold til de irakiske styrker. For mig at se er problemet med de irakiske sikkerhedsstyrker lige nu, at de ikke kan finde ud af at overholde menneskerettighederne, der er stadig væk massive problemer med tortur i fængslerne, de er mange gange blevet associeret med drab på fredelige demonstranter, og i øvrigt er der også en lang række af de her Iranstøttede shiamilitser, som er meget, meget tæt involveret i de irakiske sikkerhedsstyrker.

Det er altså en meget, meget problematisk kontekst, man går ind i på den her måde. Man bliver ved med bare ukritisk at sige: Okay, fint nok, vi vil gerne sende vores militære støtte. Hvordan skal man så få en mere fredelig og demokratisk udvikling i Irak? Det har jeg faktisk meget svært ved at se.

Ordføreren.

Hvad er det, Enhedslistens ordfører forestiller sig vil ske, hvis man ikke gør det? Er det ikke netop derfor, vi har behov for, at der er nogen inde og lede den her træning og uddannelse? Det er vel netop af de årsager, som Enhedslistens ordfører oplister. Jeg anerkender fuldt ud dilemmaerne, men det er den måde, jeg ser det på.

Spørgeren.

Det kan også bare være, at jeg er for belastet af, at jeg har fulgt Irakkrigen, lige fra den startede, og jeg synes, at det, vi har hørt hele vejen igennem, har været: Vi vil gerne være med til at skabe en bedre situation; vi vil gerne skabe nogle politiske forandringer. Det er bare ikke sket. Man har pumpet massive mængder militær støtte ind i det land, men aldrig stillet nogle ordentlige krav til de politiske forandringer, der er nødvendige for, at der faktisk kan komme en stabil fred. Det er det, der bekymrer mig allermest. Vi bliver nødt til at gøre mere af det rigtige og mindre af det forkerte, og jeg ser desværre det her som endnu en del af det, der er forkert og faktisk ikke hjælper folk i Irak. Det havde været min forhåbning, at vi kunne stå lidt mere sammen om den vurdering.

Ordføreren.

Det forstår jeg godt, men jeg undrer mig stadig væk lidt over, hvad det er, Enhedslistens ordfører forestiller sig vil ske, hvis ikke vi gør det. Det er nemlig det, der, når regnestykket er gjort op, bekymrer mig allermest, og det er derfor, SF bakker op om det her.

Den næste korte bemærkning er til hr. Peter Juel-Jensen, Venstre. Værsgo.

Tusind tak. Jeg vil faktisk egentlig bare rose ordføreren – det var en flot ordførertale. Men jeg vil også gerne rose SF for den rejse, som de har været ude på. Jeg er meget enig med ordføreren. Hvis man vil have tingene vendt til det bedre, må man gøre en indsats. Det er derfor, vi sender et træningsbidrag af sted, det er for at uddanne og være med til at sikre, at et land kan være med til at opretholde en intern sikkerhed, og det skal selvfølgelig ske jævnfør krigens love og i respekt for menneskerettighederne. Men at vi sender et bidrag af sted til Hormuzstrædet, handler også om, at vi bliver tvunget til som lille land at stå fast på de regler og love, der gælder i det internationale samfund, for ellers vil de store nationer tromle de små. Det tror jeg i forhold til ordførerens ordforråd hedder solidaritet. Flot ordførertale. Tak.

Ordføreren.

Jamen tak for det. Nu gemmer vi den her lille rosende samtale, til næste gang SF ikke vil støtte et eller andet krigsbidrag, tænker jeg, og så husker vi på det. Men tak til Venstres ordfører; det er jeg da glad for at han synes et eller andet sted.

Hr. Peter Juel-Jensen.

Jamen lad os da tale rent ud af posen, det har vi det bedst med i Venstre. Jeg sagde ikke noget for at rose ordføreren. Jeg sagde noget, fordi jeg var enig med ordførerens udlægning, og ordførerens udlægning var ikke, at det her var et krigsbidrag – det var en investering i vores fælles fremtid.

Ordføreren.

Ja, men det vi er jo også fuldstændig enige i, men derfor kan man jo godt lagre sådan en lille rosende bemærkning inde i baghovedet til næste gang.

Tak til ordføreren fra SF. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Enhedslisten, og det er fru Eva Flyvholm. Velkommen.

Tak for ordet. I forhold til de her to missioner, vi diskuterer i dag, kan jeg sige, at Enhedslisten ikke kan støtte nogen af forslagene. I forhold til operationen i Hormuzstrædet er problemet jo, synes jeg, at vi vælger at sende et dansk krigsskib ned til en situation, der allerede er ekstremt højspændt. Jeg er fuldstændig klar over, at det, der foregår nu, er sindssygt komplekst. Men man må bare sige, at vi står stadig væk i det spænd, hvor vi kan se, at Iran og USA har en dyb, dyb konflikt, og det er ikke blevet bedre, desværre.

Det er en situation, hvor USA har opsagt atomnedrustningsaftalen, der var så vigtig for os alle sammen, og man kan bare se den militære spænding ligesom tage til. Hvis vi, som det er nu, går ind og sender et dansk krigsskib ned til Hormuzstrædet, mener jeg faktisk også, vi er med til at tage del i den oprustning. Der er flere ordførere, der har peget på, at det er bedre, at det er europæisk, end at det er amerikansk. Det er jeg meget enig i, vil jeg sige, helt sikkert. Det er bedre, at det er et europæiske initiativ.

Men vi står stadig væk med en situation, hvor de militære kapaciteter er enormt flettet sammen. Det fremgår stadig væk helt klart af det her beslutningsforslag, at man vil have et meget, meget tæt samarbejde med amerikanerne, og at vi sandsynligvis også – og det er noget af det, jeg også vil spørge ministeren om senere – vil være forpligtet til at komme amerikanerne til hjælp, hvis vi står i en situation, hvor USA faktisk angriber Iran. Og det er jo i hvert fald noget af det, jeg synes vi må have lidt klare linjer over.

Jeg er meget bekymret for, at det her vil blive set som en optrapning, og det er en super farlig strategi i den nuværende situation, hvor alting er meget, meget skrøbeligt. Og især virker det, synes jeg, uhensigtsmæssigt at gøre det på den måde, når vi faktisk har gang i nogle fornuftige politiske alternativer til det her. Vi har jo et rigtig godt politisk samarbejde med både Frankrig og Tyskland om nogle af de politiske forandringer, der skal til for at forsøge at afspænde situationen. Og det vil jeg da også gerne rose udenrigsministeren for, altså at rigtig meget af det arbejde skrider rigtig godt frem, synes jeg, og er supervigtigt. Og der har vi lagt os på den rigtige linje.

Men lige med det her med udsending af den her fregat har jeg meget svært ved at se, at vi vælger det rigtige. Og det skyldes også, at jeg tænker, at det er svært at se det helt store konkrete behov for det. Jeg har tidligere stillet et spørgsmål til udenrigsministeren om det her med, om der så er fri passage i Hormuzstrædet. Og der bliver det jo lige præcis bekræftet, at ja, det er der, og Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer faktisk ikke, at der er en trussel mod danske civile fartøjer i området.

Man kan altså med det her meget, meget vel komme til at risikere, at vi egentlig skaber en større trussel, også for dansk skibsfart i området, fordi man er med til at anspænde situationen. Så jeg må indrømme, at det synes jeg ikke er en klog disposition fra dansk side, selv om jeg sagtens kan se nuancerne i det, og at man ikke er helt ovre på Trumps hold, og det er jeg utrolig glad for. Men jeg tror stadig, der er for stor risiko ved det her.

Jeg synes, det er sindssygt vigtigt, at vi har is i maven i den nuværende situation og fra dansk side spiller den bedst mulige rolle for at sørge for, at det her bliver nedtrappet. For uanset hvad man mener om situationen, er det klart, at det er i vores alle sammens interesse, at vi ikke får en åben militær konfrontation, og det er helt afgørende, at vi gør, hvad vi kan, for at nå det mål.

Så er der spørgsmålet om Irak. Altså, en dansk ledelse af NATO-operationen i Irak er et rigtig stort skridt, og jeg synes, man træder ind i et meget, meget farligt minefelt af nogle aktører, som desværre ikke helt arbejder ud fra de samme værdier, som jeg synes vi burde arbejde ud fra, og heller ikke kommer til, desværre, tror jeg, at bringe en mere fredelig og stabil situation i Irak. Helt grundlæggende vil jeg sige: I forhold til træningen af de irakiske sikkerhedsstyrker er jeg glad for, at der er mange, der siger, at det skal vi koble sammen med uddannelse i menneskerettigheder osv.

Men vi har trænet irakiske sikkerhedsstyrker i rigtig mange år, og det har ikke ændret på, at der stadig væk er de her kæmpestore menneskerettighedsproblemer. Vi har set massive, demokratiske, folkelige, fredelige demonstrationer i Irak i løbet af det seneste års tid – mere før corona selvfølgelig, men altså i den periode – som har været sindssygt vigtige. Og det, som sikkerhedsstyrkerne har bidraget med i den sammenhæng, er altså simpelt hen voldeligt at slå ned på de her fredelige demonstranter; være med til at arrestere dem, slå dem ihjel, tæve dem. Det er den slags ting, vi har set. Det synes jeg ikke er det, vi skal uddanne folk til. Der er også det kæmpestore problem med, at de her Iranstøttede shiamilitser får større og større betydning. Og de er en helt integreret del af sikkerhedsstyrkerne også. Dem er man jo også med til at uddanne gennem det her.

Det er en meget, meget svær situation, men jeg tror ikke, at vi gør det rigtige ved at gå ind og levere en støtte, der desværre i meget høj grad kommer til at være en opbakning til den udvikling, som man ellers ser, i sikkerhedsstyrkerne og politisk i Irak. Jeg tror, at det vil være gavnligt at stille nogle mere håndfaste krav til, at vi skal se de forandringer, før vi kan støtte militært, for vi kommer til at være med til at støtte de forkerte ting. Og det er rigtig kritisk, for situationen i Irak – det kan vi alle sammen se – er rigtig svær for befolkningen i Irak. Der er stadig væk ekstremt ustabilt. Der er rigtig mange mennesker, der lever med vold og krig meget tæt på.

Noget af det, som er allermest problematisk, er jo de her dybe, dybe spændinger, der er, mellem forskellige befolkningsgrupper, og der er bare ikke blevet taget hånd om det. Altså, der er ikke blevet taget hånd om en sikring af de mere grundlæggende demokratiske rettigheder for de forskellige befolkningsgrupper. Det er jo næsten 20 år siden, man gik i krig i Irak med mantraet om, at nu skulle der ske nogle forandringer – og det synes jeg desværre ikke vi kan se at de mange års krig har ført med sig. Og derfor kalder jeg også på, at vi begynder at gøre tingene på en anden måde. Det her er desværre bare en fortsættelse af den måde, man ellers har gjort det på.

Der er også et spørgsmål, synes jeg, om den nærmeste allierede i NATO-indsatsen, som jo stadig væk vil være USA. Jeg synes, vi har kunnet se, at Trump har været ekstremt utilregnelig i sin ageren i forhold til Irak. Altså, det er jo ikke mere end et halvt år siden, vi så USA likvidere en iransk general på irakisk jord – noget, som, uanset at han bestemt var en rigtig ubehagelig type, har været med til at give ekstremt store spændinger og problemer. Det notificerede amerikanerne os jo ikke engang om; det er sådan noget, man bare går ud og gør.

Jeg synes, at vi i forhold til de såkaldte allierede her står i en meget, meget svær position. Derfor vil jeg opfordre til, at vi ikke tager de her midler i brug, men i stedet for fokuserer på, hvordan vi kan bidrage med de mere fredelige og humanitære indsatser, som faktisk kan bruges til noget af folk på jorden og kan være med til at opbygge. Og vi bliver rigtig dygtige til at se, hvordan vi kan støtte de rigtig mange fredelige og demokratiske demonstranter lige nu, som gerne vil en politisk forandring i Irak, som er meget, meget vigtig. Hvordan kan vi støtte dem på allerbedste vis og sikre, at de faktisk får en beskyttelse i forhold til at kunne fortsætte deres protester og være med til at drive den politiske forandring uden at risikere at blive slået ihjel eller sat i fængsel? Det er noget af det, som vil kunne mærkes, tror jeg, for fremtiden i Irak.

Jeg mener, at vi helt grundlæggende har en meget stor forpligtelse til også at bidrage til den her mere fredelige udvikling, fordi der er så meget historik, og fordi befolkningen allerede har lidt så meget, som de har.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti, og det er hr. Niels Flemming Hansen.

Mange tak, formand. Jamen helt overordnet bakker vi fra Det Konservative Folkepartis side naturligvis op om disse missioner. Der er jo ingen tvivl om, at en af årsagerne til, at Danmark fra NATO's side er blevet valgt til at – er blevet spurgt, om vi vil – stå i spidsen for den her internationale træningsmission, jo har været de enorme bidrag, som Danmark har leveret ude i verden. Og der er jo ingen tvivl om, at det i høj grad skyldes vores danske helte og deres professionalisme ude i verden, at vi står, hvor vi står i dag, og er klar til at bakke op om sikkerheden og trygheden for de mennesker i Irak.

Vi fik jo også i går aftes fra Forsvarets Efterretningstjeneste et billede af en forholdsvis høj trussel i regionen, og jeg må bare sige, at i lyset af det synes vi fra vores side, at det er fuldstændig rigtigt netop at sende danske soldater derned og styre det her med vores demokratiske værdier og vores danske værdier.

I forhold til vores bidrag til den europæisk ledede maritime mission i Hormuzstrædet – beskytte retten til fri sejlads og styrke sikkerheden i området – handler det i høj grad om at deltage i at styrke sikkerheden, men også om at sikre de danske skibe. De mange hændelser og uroligheder, der har været i Hormuzstrædet i den seneste tid, skaber jo en usikker situation for handelsskibene og deres besætninger. Og med et sted mellem 150 og 170 danskopererede skibe gennem strædet hver måned har passagen en stor strategisk betydning for både dansk og international skibsfart.

Det Konservative Folkeparti bakker naturligvis op om missionerne.

Tak til den konservative ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Nye Borgerlige, og det er hr. Peter Seier Christensen.

Tak for det. Vi behandler i dag to beslutningsforslag. Det første er B 159 om udstationering af danske tropper i Irak. Nye Borgerlige vil sætte Danmark først og sikre Danmarks sikkerhed og interesser. Derfor skal det have en klar og direkte betydning for Danmark, når vi sender danske soldater til udlandet.

Danmark støttede krigen, som afsatte Saddam Hussein. Derfor kan man argumentere for, at Danmark har et særligt ansvar i forhold til Irak. Men krigen begyndte i 2003; det er 17 år siden. Hvor længe skal Danmark være forpligtede over for Irak? Skal vi også være der om 17 år i 2037? Og bidrager Danmarks indsats reelt til langvarig stabilitet og fred i dette muslimske område?

Irak vil ifølge FE i mange år frem være en arena for regionale og internationale magtkampe. Stabilitet og sikkerhed i Irak er selv efter mange års vestlig militær og humanitær hjælp ikke opnået. NATO-koalitionen risikerer derfor at spille en udsigtsløs central rolle i transitionsprocessen i årtier for at opnå dette.

Der er en risiko for, at de danske soldater vil blive angrebet af ISIL, irakiske militser eller kriminelle bander. Det er kun få måneder siden, at basen, hvor de danske soldater opholder sig, blev angrebet. Jeg frygter, at danske soldater og Danmark med denne folketingsbeslutning vil blive fanget som part i en ørkesløs krig i Irak med tab af danske soldater som følge. Nye Borgerlige kan derfor ikke støtte B 159.

Vedrørende B 160 om Hormuzstrædet: Med 150-170 danskopererede skibe gennem Hormuzstrædet hver måned er passagen af stor strategisk betydning for både dansk og international skibsfart. De mange hændelser og uroligheder i Hormuzstrædet i den senere tid skaber en stor usikkerhed for danske handelsskibe og deres besætninger. Det er vigtigt at sikre, at danske skibe kan færdes frit. Det er en vigtig del af international lov og ret. Vi skal sikre, at vores danske skibe kan sejle uhindret uden risiko for deres sikkerhed.

I Nye Borgerlige hilser vi derfor en beslutning om et dansk bidrag til Hormuzstrædet velkommen. Det er afgørende, at der holdes godt øje med trafikken i området. Vores handelsflåde skal trygt kunne benytte denne vigtige handelsrute. Som en stor søfartsnation skal vi være vores ansvar bevidst, og med bidraget sender Danmark et klart signal. Vi vægter sømændenes sikkerhed og handelsskibenes ret til sikker passage højt. Derfor kan Nye Borgerlige støtte beslutningsforslag B 160.

Tak til ordføreren. Der er ikke korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Liberal Alliance, og det er hr. Henrik Dahl. Velkommen.

Tak for ordet. Den vestlige verden begyndte jo allerede at miste indflydelse i Mellemøsten i 1979 – eller dér kom der for alvor fart på det; processen begyndte før det. Så den seneste drejning til det, der er alvorligt værre, har altså stået på i over 40 år. Og et af de mest dramatiske kapitler i den her sørgelige historie om, hvordan Vesten tabte sin indflydelse i Mellemøsten, er jo invasionen i Irak i 2003 og afsættelsen af Saddam Hussein.

Det endte med at bidrage til det magttomrum, der sammen med borgerkrigen i Syrien rent fysisk gjorde, at der blev et rum, hvor Islamisk Stat kunne opstå. Men politisk skabte det jo også et vækstmiljø for den vrede blandt sunnierne, som var og er drivkraften for Islamisk Stat. Og den eneste langsigtede vinder i alt det her – det blev fastslået af den amerikanske hærs udredning, som kom for halvandet år siden – blev Iran. Så i den forstand hænger de to beslutningsforslag desværre sammen.

Det er vigtigt at bekæmpe Islamisk Stat, selv om det helt grundlæggende er et defensivt projekt. Det ved vi fra terrorbølgen fra 2015 til 2017. Den fastslog jo helt klart, at Islamisk Stat både vil og kan forvolde utrolig skade både i Mellemøsten og her i Europa. Men jeg vil gerne have det taget til protokol, at jeg sådan set ikke tror, at den indsats, vi laver i Iran, vil skabe fred eller demokratiske tilstande eller lignende. Det her er en defensiv foranstaltning, som handler om at forhindre, at magttomrummet bliver for stort, at anarkiet bliver for voldsomt, at Islamisk Stat på den her måde kan genopstå. Men derfor støtter vi beslutningsforslag B 159, fordi vi er imod magttomrum.

I forhold til B 160 noterer jeg mig ligesom flere andre ordførere, at Danmark har en af verdens største handelsflåder. I gamle dage blev sådan noget jo ledsaget af, at man også skulle have et af verdens største søværn, men det kan man jo ikke ligefrem påstå at vi har i Danmark. Vi sejler som regel i læ af NATO – og i læ af den amerikanske flåde, når det er uden for NATO's operationsområde. Men vi bør selvfølgelig i et rimeligt omfang bidrage direkte til at opretholde friheden til at sejle i internationalt farvand. Og det gør vi, når vi udsender et flådefartøj til Hormuzstrædet.

Så på den baggrund bakker vi altså begge beslutningsforslag op i Liberal Alliance. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Liberal Alliance. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren, og dermed er ordførerrækken afsluttet, og hermed giver jeg så ordet til udenrigsministeren. Velkommen.

Tak til formanden. Regeringen har i dag fremsat to forslag, nemlig to væsentlige bidrag til henholdsvis kampen mod ISIL og til at fremme navigationsfriheden i Hormuzstrædet. I Irak handler det om at uddanne og træne de irakiske sikkerhedsinstitutioner og styrker til at kunne tage vare på egen sikkerhed, som flere af ordførerne var inde på er en vigtig opgave, for det handler om at sikre, at ISIL ikke igen får fodfæste i regionen og dermed mulighed for at true Europa og Danmark. Og det drejer sig om også at mindske migrationspresset mod Europa fra en ustabil region, og det er et tillæg til de stabiliseringsindsatser, hvor Danmark i flere år har hjulpet både med civil stabilisering, forsoning osv. i Irak.

I Hormuzstrædet omhandler det sammen med vores europæiske partnere et bidrag til den frie sejlads, og her har Danmark et særligt ansvar som verdens femtestørste søfartsnation – der var også flere ordførere, der bemærkede det.

Først har jeg et par uddybende bemærkninger til B 159: Jeg er glad for, at der tegner sig en bred opbakning – og tak for det – til, at Danmark fra årets udgang overtager ledelsen af NATO's mission i Irak. Beslutningen bekræfter Danmarks status som kerneallieret i NATO, og beslutningen sætter også en streg under, at Danmark er en troværdig, ansvarlig partner i en tid, hvor international solidaritet, multilateralt samarbejde og kollektivt forsvar aldrig har været vigtigere. Danmark har siden 2014 taget del i den internationale koalition til bekæmpelse af ISIL og stabilisering af Irak, og takket være indsatsen er ISIL i dag slået markant tilbage og har mistet kontrol over sit tidligere territorium. Men ISIL udgør stadig en trussel, og vi har de seneste måneder set, at ISIL udnytter situationen, der er i øjeblikket, til at øge sine angreb mod civile og militære mål i Irak, og derfor skal vi styrke de irakiske sikkerhedsstyrker og deres evne til selv at varetage Iraks sikkerhed i fremtiden. Det er netop formålet med NMI, som fremover forventes at komme til at spille en stadig mere central rolle i Irak.

Det er vigtigt at understrege, at de planlagte bidrag til NMI understøtter Danmarks øvrige prioriteringer og en bredere indsats i Irak. Den omfatter ud over de danske militære bidrag også vores substantielle stabiliseringsengagement og de danske humanitære bidrag til Irak. Der er altså to vigtige spor her for at vinde freden og nedkæmpe ISIL.

Der er ingen tvivl om, at Danmark træder ind i missionen på et kritisk tidspunkt og under komplekse og meget vanskelige forhold. Situationen i Irak er ekstremt skrøbelig og uforudsigelig, hvilket var tydeligt med det øgede spændingsniveau i starten af året. Irak har siden sidste efterår været præget af store folkelige protester og har gennemgået en regeringskrise, og kombinationen af covid-19 og de faldende oliepriser har samtidig kastet landet ud i en alvorlig økonomisk krise. Udviklingen, især sikkerheds- og sundhedssituationen, har gjort det vanskeligt for NATO at planlægge og gennemføre sine aktiviteter.

På den korte bane har situationen nødvendiggjort en pause for NMI's træningsaktiviteter, og det er endnu uklart, hvornår træningsaktiviteterne kan genoptages. Denne usikkerhed må forventes at gælde frem til den danske overtagelse af missionen ved udgangen af året, og samtidig kan vi fra dansk side se frem til at stå i spidsen for en mission, som er under udvikling. Der foregår lige nu forhandlinger i NATO om en styrket rolle for NMI, og det indebærer f.eks., at NMI sandsynligvis skal til at overtage udvalgte træningsopgaver fra koalitionens »Operation Inherent Resolve«, og samtidig ser man i NATO på muligheden for yderligere at udvide NMI's opgaver. Der er tale om en længerevarende proces, som i høj grad afhænger af bl.a. Iraks opbakning til koalitionen og NMI's fremtidige aktiviteter samt USA's militære planlægning. Jeg er dog fortrøstningsfuld i forhold til NMI's evne til effektivt at løse de nuværende og kommende opgaver, og derudover hæfter jeg mig ved flere positive tendenser.

Irak har omsider fået en ny regering. Den nye premierminister, Mustafa Al-Kadhimi, blev stemt igennem med et bredt flertal i parlamentet, og han har over for NATO's generalsekretær genbekræftet Iraks ønske om et styrket samarbejde med NATO i Irak. Derudover er der lagt op til en strategisk dialog mellem USA og Irak i juni, som forhåbentlig vil danne grundlag for fortsat tæt økonomisk og militært samarbejde.

Der er ingen tvivl om, at Irak stadig står over for svære udfordringer og at situationen er meget dynamisk, men når man tager situationen fra 2014 til i dag i betragtning, er der alligevel sket store fremskridt. De irakiske sikkerhedsstyrker står i dag et helt andet sted, end da ISIL i 2014 indtog massive landområder og drev irakiske soldater på flugt fra en millionby som eksempelvis Mosul. NMI er med til at sikre, at den udvikling ikke rulles tilbage, og det er afgørende, at vi fortsat støtter de irakiske reformbestræbelser for at sikre en kompetent sikkerhedssektor under effektiv civil kontrol – en sikkerhedssektor, som udviser respekt for menneskerettigheder, som flere har været inde på, og som er repræsentativ og ansvarlig i forhold til alle grupper af det irakiske samfund.

Nu til den maritime sikkerhed omkring Hormuzstrædet. I sommeren 2019 så vi en bekymrende tilspidsning af sikkerhedssituationen i Hormuzstrædet og den omkringliggende Persiske Golf og Omanbugten. Strædet udgør, som vi også har været inde på, et vigtigt handelsmæssigt knudepunkt. Det har stor betydning for lande, som lever af handel med omverdenen, og sådan et land er Danmark.

Som verdens femtestørste søfartsnation er retten til fri sejlads af afgørende betydning for Danmarks sikkerhed og vores velstand. Derfor er det vigtigt, at vi gør en aktiv indsats ude i verden for at beskytte danske skibe og deres ret til at sejle frit og sikkert. Og Danmark står ikke alene med den her bekymring. Sammen med vores tætte allierede drøftede vi løbende over andet halvår af 2019, hvordan vi bedst kunne beskytte den frie sejlads i området.

For regeringen var det hele tiden en afgørende forudsætning, at et dansk bidrag til en maritim sikkerhedsindsats skulle være en del af en bredere europæisk forankret indsats. Derfor var vi også tilfredse med, at vi den 12. december 2019 kunne give politisk tilslutning til en europæisk ledet maritim overvågningsmission, som bl.a. også Frankrig og Nederlandene bidrager til.

Regeringens forslag indeholder et efterspurgt flådebidrag til EMASOH, som vil cementere det tætte europæiske samarbejde om at løse konkrete sikkerhedsudfordringer. Jeg vil også gerne understrege, at formålet med missionen er at medvirke til at stabilisere sikkerhedssituationen og deeskalere spændinger i området og for at kunne undgå flere af den type hændelser, som fandt sted hen over sommeren 2019. Missionen har derfor også et let aftryk og et mandat. Der er som nævnt tale om en overvågningsmission og ikke en beskyttelsesmission. Samtidig er det en vigtig prioritet for Danmark, at missionen også omfatter et vigtigt diplomatisk spor, som har til formål at styrke dialogen mellem aktørerne i regionen og medvirke til deeskalation.

Jeg vil gerne takke alle partierne og ordførerne for deres bidrag og for den gode debat, vi har haft her i salen i dag, og jeg håber også, at det munder ud i en bred opbakning til beslutningsforslagene.

Lige til allersidst vil jeg også komme ind på de bekymringer, som fru Eva Flyvholm fra Enhedslisten giver udtryk for. Der er ingen tvivl om, at udfordringerne i Irak er massive. Det har vi set igennem lang tid. Der er heller ingen tvivl om, at Irak er et andet sted, end det var for bare 5 år siden, hvor Islamisk Stat havde overtaget store dele af landet. Når vi synes, det er vigtigt, at Danmark sammen med NATO-landene og også i den internationale koalition mod global terrorisme tager et ansvar og tager ledelsen i forhold til NMI, så er det, fordi vi kan se, at det støtter muligheden for Irak til at kunne stå på egne ben sikkerhedsmæssigt og muligheden for at blive stabiliseret, og at det dermed også støtter den irakiske civilbefolkning, som om nogen har krav på at kunne leve i et fredeligt og stabilt land. Derfor støtter vi også reformer – vi samarbejder tæt med bl.a. FN og andre aktører i Irak for at skubbe til reform- og forsoningsprocessen, for at sikre, at de unge mennesker, som går på gaden og demonstrerer, som de jo har gjort igennem lang tid, også bliver hørt, og at vi kan se, at den nye irakiske regering leverer på det, som retligt er befolkningens forventninger.

Derfor er det klogt, at vi bidrager, og derfor er vi selvfølgelig klar til det fra dansk side. Tak.

Tak til udenrigsministeren. Der er ønske om en kort bemærkning til fru Eva Flyvholm, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for gennemgangen og for besvarelsen. I forhold til Irak vil jeg jo netop gerne spørge: Hvis vi kommer til at opleve en situation, hvor de her angreb på fredelige demonstranter i Irak faktisk fortsætter, at sikkerhedsstyrkerne bliver ved med at spille den rolle, som vi har set indtil videre – og det kan jo meget vel blive værre, når man åbner samfundet mere op igen og der kommer flere demonstrationer – vil Danmark så trække støtten, altså hvis vi ser, at sikkerhedsstyrkerne bliver ved med at angribe fredelige demonstranter? Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er i forhold til Hormuzstrædet, og det handler mere om teknikken i det. Nu har jeg jo læst beslutningsforslaget, men hvordan skal det forstås, at vi faktisk også har mandatet til at komme de andre internationale styrker i området til hjælp? Hvad er i virkeligheden vores forpligtelse over for den amerikanske mission dernede? For jeg kan godt være superutryg ved, hvad det er, der udvikler sig mellem Iran og USA i den kommende tid.

Udenrigsministeren.

For det første til spørgsmålet om Irak: Vi støtter jo fra dansk side også massivt civil stabilisering, reformer, genopbygning, forsoning i samarbejde med bl.a. FN, EU og andre, og det er jo ved siden af vores militære bidrag. Der vil jeg også bare sige, at det er afgørende, at vi får trænet og opbygget en kapacitet i de irakiske sikkerhedsstyrker, at vi får lært dem om danske værdier, om, hvordan man overholder menneskerettigheder, hvordan man har civil kontrol med sikkerhedsstyrker, hvad enten det er militær eller politi. Det er jo en del af det, der er opgaven dernede. Jeg vil bare sige til fru Eva Flyvholm, at jeg, hvis man nu forlod Irak og ikke påtog sig den opgave, så er sikker på én ting: at situationen kun vil blive værre. Vi er der, fordi vi kan se, at vi gør situationen bedre og Irak i stand til at bevæge sig i den rigtige retning. Dermed ikke sagt, at der ikke er store udfordringer – det er vi fuldstændig enige om – men vi mener, at det er rigtigt at være der.

I forhold til Hormuzstrædet og mandatet: Vores bidrag hviler – det står også i beslutningsforslaget – på folkeretten, på international havret osv., og det er vigtigt, når vi er der, og det er en europæisk ledet overvågningsmission. Så er det klart, at det er det mandat, det hviler på, og vi skal være med til at deeskalere og sikre, at skibene kan sejle frit igennem Hormuzstrædet.

Fru Eva Flyvholm.

Tak for det. Men jeg synes bare ikke rigtig, at ministeren forholder sig til, at mit spørgsmål jo handler om, at der står, at operationen også har mandat til at forsvare de andre internationale operationer, altså den britiske og amerikanske mission i området. Hvad betyder det egentlig helt konkret? Det vil jeg faktisk gerne have udredt lidt mere, og hvis vi ikke kan få det her i salen, må vi jo tage det skriftligt. Det synes jeg er vigtigt at få en klarhed over.

I forhold til Irak må jeg vel forstå det svar, som udenrigsministeren dér kom med, at selv om overgrebene fra sikkerhedsstyrkerne fortsætter, vil man så faktisk også fortsætte træningen af dem.

Udenrigsministeren, værsgo.

Til det sidste: Hele formålet med, at vi er i Irak er også for at få trænet sikkerhedsstyrkerne, sådan at de overholder menneskerettigheder og gode principper. Derfor, når vi er der, er det faktisk vigtigt.

I forhold til Hormuzstrædet: Det er jo vigtigt at sige, at vi er der i forhold til folkeretten, og det er også klart, at vi kan yde selvforsvar, hvis vi bliver angrebet af andre eller bliver truet. Så har vi selvfølgelig altid den ret. Det er også klart, at vi, i det omfang andre bliver truet og der er brud på folkeretten, kan stille op i forhold til at forsvare andre allierede og kerneallierede. Sådan er det også, og vi koordinerer selvfølgelig samarbejdet mellem de forskellige missioner. Der er ikke bare den amerikansk ledede og den europæisk ledede mission, der er også lande, Japan og andre, som har selvstændige skibe i området, som også har samme formål, nemlig at sikre den frie sejlads og overholdelse af international lov og ret.

Tak til udenrigsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vil vi gerne sige velkommen til forsvarsministeren. Værsgo.

Tak for det. Danmark har i en række år bidraget til fred og stabilitet i verdens brændpunkter. Det er sket med bred opbakning fra Folketinget. Det engagement ønsker regeringen at fortsætte og udvide med relevante og efterspurgte bidrag. Det handler om at bekæmpe terror og om at undgå et øget migrationspres, og det handler om at understøtte maritim sikkerhed til gavn for den kommercielle skibstrafik. Det sker dels med en større pakke til NATO's mission i Irak, der bl.a. indeholder en chef for missionen og et antal militære bidrag, dels med en indsats i Hormuzstrædet, der omfatter et skibsbidrag og et stabsofficerbidrag til den europæisk ledede maritime overvågningsmission.

Vi skal bidrage til de to indsatser af flere årsager. I forhold til Irak handler det først og fremmest om at bakke op om den fortsatte indsats mod terrororganisationen ISIL. ISIL udgør fortsat en trussel, selv om det geografiske kalifat nu er nedkæmpet. ISIL søger at fortsætte sit virke med sin uhyrlige ideologi og ikke mindst som inspirator for ustabilitet og terrorangreb, også uden for Mellemøsten. Vi vil støtte kampen mod ISIL ved at rådgive og træne de irakiske sikkerhedsstyrker, så de i fremtiden kan varetage Iraks egen sikkerhed. I forhold til indsatsen i Hormuzstrædet handler det om at bidrage til fri og sikker sejlads gennem en styrket maritim overvågning i området. Som verdens femtestørste søfartsnation er det noget, Danmark har en klar interesse i. Dermed vil Danmark bidrage substantielt til at øge sikkerheden i den bredere region.

Der er behov for begge typer bidrag. Sikkerhedssituationen i Irak og i den bredere region er bekymrende. Vi har i den seneste tid set overgreb på civilbefolkningen, angreb på koalitionens lejre og personale og terrorangreb. I Hormuzstrædet kan spændingsniveauet hurtigt ændre sig med øget risiko for skibstrafikken til følge.

Som altid når vi udsender soldater, er soldaternes sikkerhed i fokus. Det er ikke ufarlige missioner eller indsættelsesområder, vi sender danske soldater ud til. Vi skal selvsagt være meget bevidste om netop det. Truslen var også høj, da Folketinget sendte soldater til Al Asad-luftbasen. Vores soldater er uddannede og klar til de udfordringer, som opgaverne vil kræve af dem. Med indsatsen i Irak understreger vi, at Danmark fortsat er et kernemedlem i NATO. NATO er et fællesskab, og i et fællesskab skal man også bidrage.

De konkrete bidrag til Irak og Hormuzstrædet skal ses i sammenhæng med det store danske engagement i regionen i form af støtte til udviklings- og stabiliseringsindsatser og humanitær bistand. Og i den sammenhæng vil jeg gerne fremhæve, at der på Forsvarsministeriets område og gennem det eksisterende freds- og stabiliseringsprogram for Irak og Syrien ydes bidrag til eksempelvis minerydning og rådgivning på sikkerhedsområdet.

Jeg håber, at der her i Folketinget vil være bred opbakning til bidragene, og det gør jeg, fordi det har stor betydning for de soldater, som vi sender ud, at de har et stærkt mandat. Indsatserne er både i Danmark, Europa og regionens interesse. Danmark tager ansvar, ikke kun herhjemme, men også for sikkerhedsudfordringerne i Europas nærområder. Tak for ordet.

Tak til ministeren for talen. Der er en kort bemærkning fra fru Eva Flyvholm. Værsgo.

Jeg vil også sige tak for gennemgangen. I forhold til Hormuz vil jeg gerne sige, at jeg jo selv har set vurderingen fra Forsvarets Efterretningstjeneste, der er, at der faktisk ikke umiddelbart er en trussel mod civil passage i området. Jeg vil gerne høre ministeren, hvordan man har vejet de hensyn op mod hinanden, der faktisk kan ligge i, at hvis vi kommer til at være militært til stede, kan man jo også samtidig risikere at være med til at optrappe situationen dernede. Der kan ske det, at der er en øget risiko for, at tingene bliver mere anspændte, at der kan opstå misforståelser undervejs. Det er jo også noget af det, som Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, altså at det er en meget anspændt situation.

Så hvordan har man ligesom siddet og vejet de hensyn op mod hinanden? Altså, når jeg gør det, er det klart, at så er min konklusion jo, at vi skal lade være. Men jeg kunne godt tænke mig at høre ministerens afvejning af, hvordan de hensyn er.

Ministeren, værsgo.

Jamen i den vurdering er der jo indgået mange forskellige perspektiver, og det er derfor, at vi også er landet på, at vi ønsker at bidrage til en europæisk ledet mission. Det handler jo både om, hvad det er for et initiativ, vi bidrager til, men det handler også om trusler. Og man kan jo altid sige, at truslen stiger, hvis vi kommer. Men det er jo ikke det, vi har set. Siden sommer har vi set, at der er blevet større stabilitet i området. Men der kan også lynhurtigt – det er vurderingen – skabes større ustabilitet.

Det, som forsvaret rapporterer, er, at der opleves en positiv forskel i opfattelsen af henholdsvis den amerikanske mission og den europæiske mission. Og det resulterer i færre hændelser med iranske sikkerhedsstyrker for den europæiske mission. Det understreger jo for mig, at den mission, vi bidrager til, ligger der en rigtig politisk analyse bag.

Tak for det. Fru Eva Flyvholm, værsgo.

Jeg vil bare lige sige, at der vel også er en række andre faktorer, der har gjort, at situationen nu er en smule mere stabiliseret, i forhold til hvordan den var for et halvt år siden. Altså, den var jo historisk dårlig for et halvt år siden, må vi bare sige, altså ekstremt optrappet. Det er jo kun positivt, at det ligesom er trappet lidt ned, og det synes jeg jo i virkeligheden måske mere rejser spørgsmålet, om ikke vi netop skulle bygge videre på at forsøge den nedtrapning i stedet for at stille med et krigsskib nu.

Altså, hvad er det faktisk, der er positivt ved det, vi bidrager med?

Værsgo, forsvarsministeren.

Jamen jeg har den holdning, at vi skal stå op for vores konventioner. Og konventioner handler om fri sejlads. Vi har set nogle, der forsøgte at sætte en hindring ind for den frie sejlads. Og det er jo det politiske ønske, der ligger bag, at vi er tilstede i Hormuzstrædet og ønsker at bidrage med det her skibsbidrag.

Man kan jo godt have mange andre holdninger til det, men det er et politisk ønske, der ligger bag. Konventionerne er så vigtige, den frie sejlads er så vigtig, at vi bliver nødt til at bidrage til at markere, at de værdier skal opretholdes.

Tak til forsvarsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslagene henvises til Forsvarsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.