Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 146:

Forslag til folketingsbeslutning om godtgørelse til efterlevende børn uanset børnenes alder og bopæl.

Af Peter Skaarup (DF) og Naser Khader (KF) m.fl.

(Fremsættelse 28.02.2020).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti for at have fremsat beslutningsforslaget.

Lad mig begynde med at sige, at jeg faktisk har stor sympati for intentionerne med forslaget. Jeg tror, de fleste kan sætte sig ind i, det kan være en meget traumatiserende oplevelse at miste en forælder ved en forbrydelse, og at det gælder, uanset hvor gammel man er. Forslagsstillerne foreslår, at det bliver muligt for alle børn, uanset alder og bopæl, der mister en forælder som følge af en straffelovsovertrædelse, at få godtgørelse. Som reglerne er i dag er der mulighed for i særlige tilfælde at tilkende efterladte en godtgørelse for den lidelse eller krænkelse, der følger af en nærtståendes død. Godtgørelsen til efterladte er begrænset til tilfælde, hvor dødsfaldet er sket under sådanne kvalificerende omstændigheder, at det må antages, at der er tale om en følelsesmæssig belastning for eller krænkelse af de efterladte. Der er altså ikke tale om en skade, der kan opgøres i kroner og øre.

En gerningsmand, der f.eks. begår et drab, kan altså pålægges at betale en godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særlig nær. Godtgørelse forudsætter, at gerningsmanden har haft forsæt til at slå ihjel, dvs. har haft til hensigt at slå ihjel, eller at gerningsmanden har begået drab ved grov uagtsomhed. Det er også en betingelse, at der bestod en særlig tilknytning imellem den efterladte og den afdøde. Det vil efter fast praksis som udgangspunkt være tilfældet, hvis der er tale om mindreårige eller hjemmeboende børn, ægtefæller eller samlevende eller forældre til mindreårige børn. Det er dog ikke udelukket, at også andre, f.eks. et voksent udeboende barn, vil kunne blive tildelt en godtgørelse. I sidste ende vil den her vurdering være op til domstolene, men udgangspunktet er, at der skal meget til for at få tilkendt en godtgørelse til voksne børn, som er flyttet hjemmefra. Det afgørende er, om det voksne barn har bevaret et særlig tæt forhold til forælderen. Det vil også spille ind, om barnet for nylig er flyttet hjemmefra.

Ved vurderingen af, om der skal betales godtgørelse, lægges der vægt på karakteren af forbrydelsen, og om den efterladte i særlig grad har oplevet en følelsesmæssig belastning som følge af dødsfaldet. Det vil typisk være tilfældet, hvis gerningsmanden har slået forælderen ihjel forsætligt. Hvis drabet ikke er begået forsætligt, men groft uagtsomt, vil det i praksis bl.a. komme an på, om døden er indtruffet på en særlig brutal eller krænkende måde, og om den efterladte var til stede, da drabet blev begået. Den vurdering gælder, uanset om vi taler om mindreårige eller voksne børn.

Som reglerne er i dag vil det altså under visse omstændigheder være muligt for ældre udeboende børn at få tilkendt en godtgørelse, men der skal i praksis meget til, før domstolene når frem til, at der er et sådant særligt forhold mellem den afdøde og det voksne barn, at der er grundlag for at tilkende godtgørelse. Sorgen over tabet af en forælder og den smerte, der samtidig er forbundet med tabet, når forælderen er blevet dræbt, kan være lige så stort, selv om barnet er voksent og ikke længere bor sammen med sine forældre. Derfor vil jeg gerne se nærmere på, om reglerne kan ændres, så vi kan udvide adgangen til godtgørelse i sådanne tilfælde.

Det, man skal være opmærksom på, er selvfølgelig, at hvis man udvider adgangen til godtgørelse for én persongruppe, er der andre persongrupper, som man i samme skynding bliver nødt til at spørge om så også skal omfattes. Hvad med f.eks. forældre, hvis voksne børn, f.eks. datter, bliver slået ihjel? De fleste vil nok mene, at det at miste et barn typisk er mere traumatiserende end det at miste en forælder, fordi man som forælder jo forventer og ønsker, at ens børn overlever en selv. Og hvad med børnebørn, der har et særlig nært forhold til den dræbte – eller søskende? Det er noget, som selvfølgelig bør undersøges og overvejes, hvis man begynder at kigge på reglerne her.

Forslagsstillerne pålægger med forslaget regeringen at tage de nødvendige initiativer, hvilket indebærer fremsættelse af et lovforslag i indeværende samling. Et lovforslag som det, vi taler om her, vil kræve grundige overvejelser og vil skulle undergives den sædvanlige høring, så vi kommer hele vejen rundt i overvejelserne og sikrer kvaliteten i lovgivningen. Det kan vi ikke nå i indeværende folketingssamling. Samtidig vil der være økonomiske konsekvenser forbundet med forslaget, og det skal selvfølgelig også udbores nærmere. Regeringen kan af de grunde ikke støtte beslutningsforslaget, men jeg vil som nævnt se nærmere på en lovændring på området.

Vi siger tak til justitsministeren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Derfor kan vi gå over til forhandlingerne, og først er det hr. Jeppe Bruus, Socialdemokratiet.

Tak for det. Og tak til De Konservative for et godt beslutningsforslag, som sætter fokus på en meget vigtig problemstilling og noget, som der jo heldigvis ikke er mange sager om, men trods alt så mange sager, at det berører en del mennesker og ikke mindst berører alle os andre også. Derfor er jeg sådan set glad for tilkendegivelsen fra justitsministeren om ikke bare at se positivt på forslaget her, men faktisk også om at kigge på, om der skal være flere grupper, der er med, end der egentlig lægges op til i det her beslutningsforslag. Og det synes jeg er meget, meget fornuftigt at man giver sig tid til at kigge på, og så håber jeg også, at vi i fællesskab i Retsudvalget kan lande det her på en måde, som jeg egentlig tænker at vi kan finde hinanden i, for det her er noget, vi alle sammen er optaget af.

Så jeg vil gerne takke for det gode initiativ og bare formelt set sige, at vi jo ikke støtter beslutningsforslaget, som det ligger her – også af de grunde, som justitsministeren har beskrevet – men med en positiv tilkendegivelse af, at det her er en vigtig problemstilling.

En kort bemærkning fra hr. Peter Skaarup.

Tak, og tak for den positive behandling fra Socialdemokratiets ordfører her. Det er godt, at vi er enige om, at der er en udfordring og der er noget, vi må prøve at kigge på om vi kan forbedre, altså om vi kan forbedre vilkårene for nogle, som umiddelbart, vil jeg sige, når jeg ser på nogle af de her sager, burde have haft erstatning og burde have haft en hjælpende hånd, selv om det aldrig kan være mere end et plaster på såret. Jeg kunne godt tænke mig at spørge Socialdemokratiets ordfører, hr. Jeppe Bruus, om det betyder, at Socialdemokratiet, selv om man ikke vil stemme for lovforslaget lige nu, vil være med på, at vi laver en såkaldt beretning, altså en gennemgang af området og et initiativ i forhold til at sikre, at der sker noget på det her område hurtigst muligt.

Ordfører.

Nu skal vi passe på, at vi ikke står her og kappes om ordene i forhold til et initiativ, der sikrer noget hurtigst muligt. Altså, vi har lige fået en meget positiv tilkendegivelse fra justitsministeren om faktisk at kigge på det her grundigt, og det vil vi selvfølgelig støtte og læne os op ad. Kan vi så lande noget i Retsudvalget, der kan indramme det, vil det selvfølgelig være fint, men det er ikke sådan, at jeg vil stå og love, at vi nu synes, at der er behov for at lægge yderligere initiativer eller noget ned over det.

Ønsker hr. Peter Skaarup ordet igen? Ja, værsgo.

Men det er jo simpelt hen af rent praktiske årsager med de her forslag: Enten skal man jo bare ingenting gøre, eller også skal de vedtages, eller også skal man lave et hjørnespark. Og det er egentlig det jeg hører ministeren være indstillet på at man kan gøre, altså ligesom tilkendegive nogle stykker sammen, forhåbentlig et flertal, at man ønsker, at der skal kigges på de her ting. Jeg tager det egentlig som et udtryk for, at det vil Socialdemokratiet gerne være med på, men det kommer vi til at diskutere i Retsudvalget.

Ordføreren.

Jeg vil fortsætte med at forholde mig positivt til forslagsstillerne, og så lad os da bestemt drøfte, om vi kan lande nogle formuleringer på det.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Venstre, og det er hr. Preben Bang Henriksen.

Det forslag, som vi behandler i dag, vedrører en ændring af erstatningsansvarsloven, i hvert fald en form for præcisering af den. Lovens § 26 a giver i dag mulighed for at give en slags tortgodtgørelse, en slags erstatning til børn under 18 år, i hvert fald ifølge retspraksis, hvis en af børnenes forældre myrdes eller afgår ved døden som følge af grov uagtsomhed. Det er en godtgørelse for en slags lidelse ved en nærtståendes død ved særlig følelsesladede belastninger. Praksis er sådan i dag, at hvis ikke et barn er hjemmeboende og under 18 år – det er i hvert fald hovedreglen – kommer der ikke rigtig penge til udbetaling. Er de betingelser opfyldt, vil der være et beløb på omkring 100.000 kr. til det pågældende barn. Spørgsmålet er herefter, om disse to i hvert fald i retspraksis formulerede betingelser, nemlig hjemmeboende og 18 år, skal lempes. Og der kan jeg sige fra Venstres side, at vi ser positivt på forslaget om at få formuleret en ændring, således at alle børn kan komme i betragtning.

Vi er ikke blinde for, at en udvidelse af kredsen kan give nogle problemer, som også justitsministeren var inde på. Én persongruppe udvider vi med. Det kan måske indikere, at der også skal udvides med en anden. Herudover er der jo selvfølgelige et teknisk problem, som også Socialdemokratiets ordfører eller ministeren påpegede, nemlig at man ønsker de her initiativer taget inden udløbet af indeværende folketingsår.

Summa summarum, Venstre er positive over for forslaget. Vi foreslår, at vi laver en beretning, hvori vi får disse hensyn præciseret. Men al respekt for Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkepartis forslag her. Det kan Venstre støtte.

Tak til ordføreren. Der er ikke et ønske om korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Det Radikale Venstre, og det er hr. Kristian Hegaard. Velkommen til.

Tak for ordet. Det er forfærdeligt at miste et familiemedlem – et menneske, man har nært, kært og en særlig relation til – hvad enten det er i op- eller nedadgående linje, eller i lige linje for den sags skyld. Det er trist, når det sker af naturlige årsager, men det er modbydeligt, når det sker med en straffelovsovertrædelse, som en anden bevidst har udført, for det er den ultimative straffelovsovertrædelse, når ét menneskes handling påfører et andet menneske døden. Det kan intet plaster hele; ingen godtgørelse kan udbedre den sorg, det er, at være udsat for det. Tab af et familiemedlem er uerstatteligt. Som barn er forældre de største forbilleder. Det er dem, man lærer af og spejler sig i. Mister man som barn en forælder, mister man først og fremmest en ven og en rollemodel. Det gør man også, hvis man mister sin storebror eller lillesøster, og jeg kunne ikke komme på noget værre, end hvis der var nogen, der gjorde min lillebror ondt.

I dag kan man, hvis man er under 18 år og hjemmeboende, få en godtgørelse, hvis en straffelovsovertrædelse påfører en forælders død og givne omstændigheder er opfyldt. At udvide det til børn, der er flyttet hjemmefra, og som er over 18 år, og som ofte har mulighed for at forsørge sig selv og dermed også skal have sådan en godtgørelse, har jeg forståelse for og stor sympati for, og når regeringen foreslår, at det her kan man også se i et bredere perspektiv, er det en fremgangsmåde, vi kan tilslutte os.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Socialistisk Folkeparti, og det er fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Velkommen.

I Danmark begås der omtrent 50 drab hvert år – det svinger en lille smule op og ned nogle gange. Men det at tage en andens liv handler jo ikke bare om det liv, der bliver taget, hvilket er slemt nok i sig selv. Det handler også om de pårørende. Det handler om dem, som må opleve de store konsekvenser af, at en af deres kære brutalt er blevet hevet ud af deres liv. Det medfører smerte, det medfører sorg, og det medfører vrede. Det er skæbner, der går i stykker, når deres tilværelse pludselig ændrer sig.

Vi har selvfølgelig et retssystem, som skal sikre en form for retfærdighed med en straf til gerningsmanden, selv om det jo tit ikke er det, der lindrer tabet. Og selvfølgelig skal der falde en straf, men den skal også falde hurtigt, for de pårørende til ofrene har tit brug for at få sat et punktum i deres liv for at kunne lægge det bag sig. I dag kan det være lidt svært. Det kan være langsom sagsbehandling, det kan være efterforskning, og nogle gange er efterforskningen også meget kompleks, og det kan være aflysninger og udeblivelser fra retten, som kan være noget af det, der kan gøre, at det er svært at få sat et punktum og sagerne bliver trukket i langdrag. Det er også derfor, jeg har store forhåbninger om, at forhandlingerne om politiets økonomi kan tage fat om nogle af de udfordringer, der ligger her. Det må være en vigtig prioritet, så vi kan hjælpe ofrene til at få sat et hurtigt punktum.

En anden del af den her oplevelse af retfærdighed handler om erstatning eller godtgørelse. Selv om penge ikke kan rette op på det, der er sket, kan det opleves som en anerkendelse af, at det her er sket, og at gerningsmanden tager det på sig. Og det virker selvfølgelig urimeligt, at børn, som ikke længere bor hjemme, og som er blevet voksne, ikke skal anerkendes her. Det synes jeg vi skal gøre, og jeg tænker også, at det trods alt må være en overkommelig økonomisk opgave, når man ser på antallet af drab.

Jeg er tilfreds med, at justitsministeren i dag har stået på talerstolen og sagt, at man skal kigge på det i en bredere kontekst, så vi sikrer, at alle de grupper, der er berørt af det her, i en eller anden udstrækning kan blive tilgodeset. Så jeg synes, det er rigtig fint, at det nu bliver undersøgt nærmere, og jeg ser frem til, at der så også kommer et udspil på området. Vi bakker op om den undersøgelse, og vi glæder os også til resultatet. Det kan blive et lille plaster – om end et meget lille plaster – på et stort tab. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Enhedslisten, og det er fru Rosa Lund. Velkommen.

Tak for det. Det er jo nogle lidt mærkelige tider, vi lever i, for nu står jeg her for anden gang og skal rose Dansk Folkeparti for at sætte fokus på en meget vigtig problemstilling og selvfølgelig også Konservative, som også har været med til at fremsætte det her beslutningsforslag. Jeg synes, det er en rigtig vigtig problemstilling, som her bliver rejst, for et tab af et familiemedlem er jo uerstatteligt og hjerteskærende, uanset hvor gammel man er, og derfor synes jeg, at det, som Dansk Folkeparti her rejser, er rigtigt vigtigt.

Men jeg synes i virkeligheden, det udelader en diskussion om, hvor grænsen går. For hvad egentlig med søskende, altså hvis man mister en bror eller søster? Hvad hvis man er en forælder, som mister et voksent barn, som justitsministeren også var inde på? Så jeg synes, at det her beslutningsforslag udelader en diskussion om, hvor grænsen går: Er det her det rigtige sted, vi skal sige at grænsen for erstatning går, eller skal den egentlig gå videre? For som fru Karina Lorentzen Dehnhardt var inde på, bliver der jo – heldigvis, vil jeg sige – ikke begået så mange drab om året i Danmark, men dem, der bliver begået, er jo alvorlige, og der skal der falde en dom, men også en erstatning. Men jeg synes, at det her beslutningsforslag efterlader en diskussion om, hvor grænsen skal gå. Derfor er jeg også glad for, at justitsministeren vil lave en undersøgelse af det her og gerne vil være med til at diskutere det, og for os i Enhedslisten betyder det ikke noget, om vi diskuterer det i en beretning i udvalget, eller om vi diskuterer det på baggrund af et oplæg fra Justitsministeriet. Så hvis man vil lave en fælles beretning om det her, kan vi i Enhedslisten meget godt se os selv i det og vil som sagt meget gerne være med til at diskutere, hvor grænserne skal gå.

Så for os betyder det altså ikke noget, om det er et oplæg, der kommer fra regeringen, eller et oplæg, der kommer i en beretning i Retsudvalget, og derfor glæder vi os faktisk til den videre udvalgsbehandling. Så tak til Dansk Folkeparti og også til Konservative for at sætte fokus på det her. Tak.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører kommer fra Det Konservative Folkeparti, og det er hr. Naser Khader. Velkommen.

Tak. Når vi som politikere oplever borgere i kamp mod et system, og når vi som politikere oplever, at en lov er uhensigtsmæssig eller måske endda direkte uretfærdig, er det vores pligt at reagere, ikke kun fordi en uhensigtsmæssig eller uretfærdig lovgivning svækker befolkningens tillid til systemet, men også fordi det er rigtige mennesker, der bliver påvirket af lovgivningen. Jeg er glad for den positive modtagelse, der har været fra flere sider, også fra ministeren, i forhold til Dansk Folkeparti og vores beslutningsforslag.

Vi har fremsat dette beslutningsforslag, fordi det efter reglerne i dag kun er for de efterlevende, der stod den afdøde særlig nær, der kan ydes godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 a. Ved en nær pårørende forstås en ægtefælle, samlever og mindreårige børn. Andre børn og forældre kan være nære pårørende, hvis de boede sammen med afdøde, da forbrydelsen fandt sted. Men formålet med godtgørelsen er ikke kun at yde økonomisk kompensation; det er især en godtgørelse for den psykiske smerte og belastning, de pårørende bliver påført, når man mister en, man har været meget tæt på, især ved mord eller drab. Den psykiske smerte, et barn vil opleve, når det på tragisk vis mister en forælder, bliver altså ikke mindre, hvis man er over 18 år og eksempelvis ikke har været hjemmeboende på gerningstidspunktet. Derfor bør vi også rette op på lovgivningen, som den er i dag. Det er min og Det Konservative Folkepartis opfattelse, at voksne børn kan lide alvorlig tort og lidelse i samme omfang som mindreårige og hjemmeboende børn, når de på uretfærdig vis mister en forælder.

Det er derfor vores håb, at vi så snart, det kan lade sig gøre – gerne efter den undersøgelse, som justitsministeren agter at sætte i gang – kan udvide personkredsen, der har mulighed for godtgørelse som efterlevende, så vi også anerkender, at eksempelvis et voksent og udeboende barn kan opleve en lige så stor psykisk smerte som et hjemmeboende barn. Vi erkender, at der er nogle udfordringer i forhold til afgrænsning, men vi er meget tilfredse med den positive modtagelse, beslutningsforslaget har fået. Tak.

Tak til den konservative ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Nye Borgerlige. Velkommen til fru Pernille Vermund. Værsgo.

Tak. I Nye Borgerlige finder vi nærværende beslutningsforslag både sympatisk og rimeligt. Børn, der mister forældre på så tragisk vis, at forældrene bliver taget af dage, slået ihjel, skal naturligvis have en rimelig kompensation for den svie og smerte, som de går igennem. Vi ved også godt, at der er udfordringer, og som ministeren sagde tidligere: Hvor går grænsen?

Jeg synes ikke, det skal afholde os fra at sende det klare signal, om ikke andet så til gerningsmændene, at det her er en belastning, ikke bare det liv, man tager, men også for de efterladte, de mennesker, der står tilbage med de lidelser, som er påført. Så derfor bakker Nye Borgerlige op om beslutningsforslaget, og vi er også villige til at se på, om man, hvis det bliver muligt, skal gå endnu videre, således at forældre, der mister børn på samme vis, skal kunne opnå en erstatning eller en kompensation. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører kommer fra Liberal Alliance, og det er hr. Henrik Dahl. Velkommen.

Tak for ordet. Vi bakker beslutningsforslaget op. Der er allerede sagt mange gode ting på talerstolen, som jeg kan tilslutte mig. Det er jo klart, at de argumenter, som berettiger en erstatning for hjemmeboende børn, ikke bortfalder, bare fordi børnene ikke bor hjemme eller når over en vis alder, så den ligestilling, der lægges op til her, synes vi er en god idé.

Hvis der er en stemning i Folketinget for at finjustere forslaget lidt mere og se helt nøjagtigt på, hvad det er for en personkreds, man skal afgrænse inden for, så synes vi også, det lyder som en fornuftig idé. Men det må det videre arbejde med forslaget vise. Under alle omstændigheder bakker vi det op. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Liberal Alliance. Hermed gives ordet til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peter Skaarup, fra Dansk Folkeparti.

Jeg vil gerne sige tak for debatten omkring vores forslag her, B 146, som hr. Naser Khader fra Konservative og jeg selv og Dansk Folkeparti har udformet sammen med vores gode jurister i Udvalgsafdelingen i Folketinget for at lægge en anden linje, end det er tilfældet i dag i forhold til erstatning. Jeg synes, det er godt, at der er sympati, sådan set også fra ministeren, i forhold til forslaget. Måske kunne man endda finde ud af at gøre det bredere endnu. Så jeg oplevede i virkeligheden ikke, at der var nogen partier, der talte imod, at man skulle gøre noget på det her område.

Jeg vil benytte lejligheden til at sige, at det jo er en udløber af den retssag, som i øjeblikket behandles ved domstolene, mod den 28-årige James Schmidt, som i øvrigt også hedder Lual Lual, med somalisk baggrund. Han er anklaget for drab på tre pensionister på Østerbro i København. En helt usædvanlig grov og afstumpet forbrydelse er det. En af de pensionister var Inez Hasselblad, som blev dræbt af pågældende – tilsyneladende. Det er jo det, retssagen handler om. Jeg har talt med hendes voksne datter, Malene Hasselblad, som var meget tæt knyttet til sin mor, og hun gennemgår en sorg, som ikke kan sidestilles med den sorg, som vi andre har i mange andre små sammenhænge over små ting. Det her er en helt forfærdelig sorg, hun oplever, fordi hun altså har mistet sin mor, som hun var tæt knyttet til. Når man frarøver personer en meget nær pårørende ved en forbrydelse, altså et forsætligt drab, så er der tale om en helt anden smerte, et traume, og i mange tilfælde en meget voldsom forringelse af de efterladtes livskvalitet.

En økonomisk erstatning vil jo ikke kunne bringe Inez Hasselblad eller andre tilbage til de allernærmeste, men det vil være et symbolsk plaster på et sår, som nok aldrig helt vil hele, og det vil ikke mindst fra samfundets side være et udtryk for en anerkendelse af, at de efterladte har været udsat for en uretfærdighed og en særlig følelsesmæssig belastning, som vi som samfund, som fællesskab, påtager os ansvaret for. Det gør vi jo, når vi har overtaget den forpligtelse, det er at straffe for kriminalitet. Så overtager samfundet opgaven, og det er også sådan, når det gælder erstatningsspørgsmål.

Den sorg, man som voksent barn oplever, når man ved en forbrydelse pludselig bliver frarøvet et meget nært familiemedlem, er ikke nødvendigvis mindre, end hvis man var mindreårig, og det er heller ikke nødvendigvis afgørende, om man er hjemmeboende eller ej, og det er i virkeligheden sagens kerne i forhold til det her beslutningsforslag. Med beslutningsforslaget ønsker Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti at ligestille voksne børn med mindreårige børn ved vurderingen af, om der skal udbetales godtgørelse for den her helt særlige følelsesmæssige belastning, som der er tale om. Det håber vi kan blive vedtaget under en eller anden form her i Folketinget i et samarbejde mellem Folketingets partier. Om det bliver på en lidt anden måde i en bredere gruppe, er fint – det er fint med os – men udgangspunktet er, at vi skal have det her forslag vedtaget. Vi vil tage initiativ til en diskussion i Folketingets Retsudvalg, om vi i første omgang kan lave en beretning, der fortæller lidt om, hvilke hensigter vi har, og så kan vi forhåbentlig i den nye folketingssamling her i oktober 2020 få et lovforslag fra regeringen, som kan sikre, at der sker noget på det her område.

Tak til ordføreren fra Dansk Folkeparti, som talte på vegne af forslagsstillerne.

Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren, og da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.