Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 142:

Forslag til folketingsbeslutning om at sikre alle danskere en familielæge.

Af Per Larsen (KF) og Søren Pape Poulsen (KF).

(Fremsættelse 28.02.2020).

Forhandlingen er åbnet. Jeg vil gerne give ordet til sundheds- og ældreministeren.

Tak for det. Dagens sidste beslutningsforslag handler om at uddanne flere speciallæger i almen medicin – altså det, vi kender som praktiserende læger. Konkret går forslaget ud på at øge antallet af hoveduddannelsesforløb til 400 om året fra 2022 til 2027 og samtidig øge antallet af introduktionsstillinger med 195 årligt i samme periode. Som jeg forstår det, handler forslaget jo mere grundlæggende om – det er sådan set den instrumentelle ting – at der skal være god lægedækning til alle i hele landet, også i almen praksis. Det formål er jeg ikke bare enig i, det ser jeg som et af de allervigtigste i vores sundhedsvæsen. Så tak for at sætte det på dagsordenen.

For at gøre det helt klart: Regeringen anser det som en bunden opgave at bidrage til at skabe god lægedækning i hele landet. Vi har allerede taget konkrete tiltag på området, og vi kommer til at tage flere konkrete tiltag på området. Det vender jeg tilbage til om lidt.

Gennem de senere år har der jo været løbende fokus på lægedækningsudfordringer, særlig i visse dele af landet og inden for nogle specialer, bl.a. almen medicin. Jeg tror, vi alle sammen er klar over og optaget af, at der skal findes løsninger på det, og man har jo tidligere arbejdet med konkrete ting, som har været fine og gode, men som jo ikke har løst problemet endeligt. Et par eksempler: I februar 2017 blev der – det var under den daværende regering, men det var en bred politisk aftale, så alle partier, der var med i Folketinget dengang, har jo ansvaret for dette – lavet en aftale om bedre lægedækning, og det skete med udgangspunkt i de forslag, som det såkaldte Lægedækningsudvalg var kommet med i januar 2017. Her ca. 3 år senere har Sundheds- og Ældreministeriet for et par måneder siden offentliggjort en status på, hvordan det så går med at gennemføre Lægedækningsudvalgets forslag og den politiske aftale. Status viser overordnet, at det går den rigtige vej, og at der fortsat arbejdes aktivt med at implementere initiativerne.

Det er jo fint, men som sagt er det ikke nok, for til trods for en bred vifte af indsatser for at styrke lægedækningen må man jo bare sige, at andelen af lægeklinikker, som har lukket for tilgang af nye patienter, er øget markant. I 2014 var det tal 37 pct. Altså, i 2014 var det 37 pct., som havde lukket for tilgang af nye patienter. I 2019, sidste år, var tallet steget til 62 pct. Så det er gået fra 37 pct. til 62 pct. på ganske få år. Jeg skal dog for en god ordens skyld sige, at der er et mindre fald i det tal fra 2018 til 2019, så man skal lige have den nuance med.

Men den stigning viser trods alt, at der er behov for, at vi alle til fulde anerkender, at der flere steder på landkortet er store udfordringer med at rekruttere tilstrækkelig mange læger og speciallæger. Derfor har regeringen også i sidste års økonomiaftale aftalt med Danske Regioner at løfte antallet af hoveduddannelsesstillinger i almen medicin med 100 ekstra forløb fordelt med 50 forløb med start i 2020 og 50 forløb med start i 2021, og det betyder, at vi nu kan uddanne 100 ekstra speciallæger i almen medicin, og at der i alt er dimensioneret 350 hoveduddannelsesforløb i 2020. Det er et markant løft.

Men når vi taler om løft i dimensioneringen, må vi ikke glemme, at det kun nytter, hvis uddannelsesstillingerne bliver besat. Det er logisk. Det er helt afgørende for, at der faktisk bliver uddannet flere speciallæger, at man får besat stillingerne, og desværre har der jo igennem årene været en hel del ubesatte hoveduddannelsesforløb i almen medicin og dermed en relativt lav beskæftigelsesgrad i specialet. De seneste tal, jeg har, er fra sidste år, hvor graden var 87 pct. Det er vigtigt at have med.

For det andet er det også vigtigt at huske, at flere uddannelsesforløb stiller krav til uddannelseskapaciteten. Det er helt centralt, at der er nok erfarne læger til at supervisere de læger, der er under videreuddannelse, både af hensyn til uddannelseskvaliteten, men selvfølgelig også patientsikkerheden. På samme måde er tilstrækkelig fysisk kapacitet i form af lokaler og udstyr også en forudsætning for gode uddannelsesforløb, og med de seneste års løft i dimensioneringen af uddannelsesforløb i almen medicin kan vi ikke tage ledig uddannelseskapacitet for givet.

For det tredje skylder vi sundhedsvæsenet at huske på de 38 øvrige lægelige specialer, vi jo har i Danmark. Dem er der i høj grad også brug for: psykiatere, læger med speciale i radiologi, neurologi og alle mulige andre sygdomme, som det er vigtigt at huske.

Ligesom for almen medicin gælder det jo, at de her øvrige specialer også dimensioneres i Sundhedsstyrelsens dimensioneringsplaner, og det sker på baggrund af bl.a. lægeprognoser og input fra relevante aktører på området. I den forbindelse kan jeg nævne, at den nuværende dimensioneringsplan gælder fra 2018 til 2020. Den udløber så ved årets udgang, og det forventes, at Sundhedsstyrelsen midt på året kommer med en ny dimensioneringsplan, men på grund af covid-19-situationen bliver denne plan i første omgang kun en plan for 2021. Senere på året vil der blive igangsat et arbejde for en 5-årig dimensioneringsplan, som så vil gælde i perioden 2022-2026. Det har jeg orienteret Sundheds- og Ældreudvalget om den 24. april i år. Der er ingen tvivl om, at der er behov for løbende at holde skarpt øje med, hvordan lægedækningen udvikler sig og opleves for både borgere og sundhedspersonale. Jeg kan allerede nu sige, at det er vores ambition, at der også fremover skal være fokus på almen medicin.

Endelig er der selvfølgelig også økonomiske konsekvenser ved sådan et forslag her. Jeg har noteret mig, at der samlet er tale om udgifter for godt 1,8 mia. kr. ifølge de tal, der er præsenteret i bemærkningerne til beslutningsforslaget. Det er jo et væsentligt beløb, som man så i givet fald skulle finde finansiering til. Lad mig igen slå fast, at regeringen ser det som en bunden opgave at styrke lægedækningen. Heldigvis kan vi også se, at der ifølge Sundhedsstyrelsens lægeprognose forventes 51 pct. flere speciallæger i almen medicin i de kommende år og helt frem mod 2040, hvor prognosen altså er regnet frem til. Jeg har allerede nævnt, at vi sammen med regionerne har aftalt 100 ekstra hoveduddannelsesforløb.

Men så længe som 2040 har ingen af os jo tålmodighed til og slet ikke dem, der bor i et område, hvor det er svært at få en læge, og derfor mener jeg, det er vores opgave at brede paletten ud og se på, hvordan vi understøtter bedre lægedækning her på kort sigt og på mellemlang sigt. Her har regeringen bl.a. foreslået at indføre en tjenestepligt i almen praksis for nyuddannede læger, og det har vi gjort for at øge antallet af læger i almen praksis for på den måde at afhjælpe lægemanglen allerede her på kort sigt. Også i forbindelse med de igangværende forhandlinger om en ny 3-årig overenskomstaftale for almen praksis er lægedækningen en central prioritet for staten. Her ønsker vi bl.a., at de praktiserende læger også selv skal være med til at bidrage til at løse lægedækningsudfordringerne, og det kan f.eks. være, ved at lægerne organiserer sig i større enheder, flere læger, mere praksispersonale, så lægerne kan aflastes, ved at hæve og differentiere lukkegrænserne, så lægerne fremover kan tage flere patienter, og ved at differentiere basishonoreringen yderligere for at belønne læger, der slår sig ned i lægedækningstruede områder og i områder med tunge patienter, økonomisk. Det er forslag og prioriteter, som kan bidrage til bedre lægedækning på kortere sigt.

Jeg vil også gerne benytte lejligheden her i dag til at præsentere et nyt initiativ i forhold til lægers videreuddannelse. Regeringen vil nemlig senere på året igangsætte et større arbejde om den lægelige videreuddannelse med henblik på at sikre, at den lægelige videreuddannelse tilpasses kravene i fremtidens sundhedsvæsen. Det er et arbejde, der bliver forankret i Sundhedsstyrelsen med selvfølgelig inddragelse af relevante parter, og der skal bl.a. ses på indretningen af den lægelige videreuddannelse på tværs af specialer med det formål at sikre, at videreuddannelsen bedst muligt understøtter befolkningens fremtidige behov for sundhedsydelser. Jeg ved, det er et arbejde, der er stærkt efterspurgt, bl.a. af vores læger. Ambitionen er, at arbejdet kan bidrage med løsninger af lægedækningsudfordringer på længere sigt, bl.a. i form af strukturelle løsninger. Det arbejde ser jeg frem til at følge tæt, og jeg vil selvfølgelig også holde Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg tæt orienteret, når arbejdet kommer i gang.

For at runde af vil jeg sige, at regeringen allerede har taget en række initiativer til at styrke lægedækningen, og det vil vi fortsætte med at gøre fremover, for det er vigtigt, at der er tilstrækkelig mange uddannelsesforløb. Men god lægedækning er altså mere og mere komplekst og indeholder flere elementer end dimensionering alene, så på den baggrund kan regeringen ikke støtte det her forslag.

Tak. Der er en kort bemærkning til hr. Per Larsen. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for at tilkendegive regeringens holdning. Jeg er selvfølgelig en lille smule skuffet over, at vi bryder den trend, at regeringen støtter beslutningsforslag fra min side. Ministeren nævner jo de der 2 gange 50 hoveduddannelsesforløb, som man har aftalt med Danske Regioner, og i bl.a. et svar til fru Liselott Blixt fra den 20. august 2019 skriver ministeren, at det er et vigtigt skridt på vejen. Så er mit spørgsmål: Hvorfor så ikke tage det sidste skridt, så det, som beskrevet i vores forslag, sikres, at alle danskere har adgang til en praktiserende læge, når vi når til omkring 2040, som jo er det, PLO anskueliggør vil kunne lade sig gøre, hvis man vedtager det her forslag?

Ministeren.

Det er rigtigt, at de her 100 ekstra uddannelsesforløb, som vi har aftalt med Danske Regioner, og som er finansieret i aftalen med Danske Regioner, er et skridt på vejen. Jeg kan jo ikke afvise, at det vil være relevant i forhold til det strukturelle arbejde med generelt at se på uddannelse, som Sundhedsstyrelsen sætter i gang, og at der også der vil være ideer fremme om, at man kan gøre noget mere. Jeg siger ikke, at det her arbejde slutter med det her. Men som jeg redegjorde for i min tale, er der en lang række andre faktorer, som man også skal have opmærksomhed på, bl.a. at uddannelsespladserne også skal besættes. Og alene der, hvis man kan få besat et større antal uddannelsespladser, vil vi jo nå et stykke vej. Derfor er vi nødt til at se mere bredt på den her problemstilling, som er en stor problemstilling, som vi skal have håndteret.

Hr. Per Larsen ønsker ordet igen. Værsgo.

Tak for det. Til det med at få besat hoveduddannelsesforløbene: Det er bl.a. derfor, at vi også foreslår, at man øger antallet af introstillinger, så der er væsentlig flere, der får kendskab til, hvad der foregår i almen praksis, og måske får lyst til et hoveduddannelsesforløb som praktiserende læge. I det samme svar til Liselott Blixt skriver ministeren, at for regeringen vil lægedækning i almen praksis også være en central prioritering i forhandlingerne om en kommende sundhedsaftale. Mit spørgsmål er derfor: Hvornår kan vi regne med, at forhandlingerne om en kommende sundhedsaftale går i gang, så vi kan få løst problemet ad den vej?

Ministeren.

Jeg kommer ikke til at komme med en dato her, men det er klart, at når det gælder regeringens planer for en kommende sundhedsaftale, bliver de naturligvis nødt til at være påvirket af situationen med den epidemi, som vi skal håndtere her i kongeriget. Men i takt med at epidemien kommer under kontrol og fortsat vil være under kontrol, mens vi genåbner samfundet, kan vi også optage forhandlinger og drøftelser om sundhedsaftalen.

Vi siger tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Derfor går vi nu i gang med ordførerrunden. Det er først hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet.

Først og fremmest tak til Konservative for at rejse en vigtig dagsorden i Folketingssalen i dag, nemlig at sikre danskere adgang til en fast praktiserende læge. Det er en af de allerstørste sundhedsmæssige udfordringer i de kommende år, og vi har en stor og vigtig opgave i at sætte ind over for den geografiske ulighed, som vi ser i vores sundhedsvæsen, og som betyder, at der er tusindvis af borgere i dele af Danmark, som ikke har adgang til det samme gode sundhedsvæsen som resten af landet.

Jeg kommer selv fra et område i Danmark, hvor lægemanglen mærkes meget konkret. I Region Sjælland vil vi inden for ganske få år stå i en situation, hvis vi ikke gør noget akut, hvor hver ottende borger vil stå uden en fast praktiserende læge. Det svarer til 100.000 borgere alene i én region i Danmark. I flere kommuner har næsten alle praktiserende læger lukket for tilgang af nye patienter, og når man tænker på, hvor stor en rolle den praktiserende læge spiller i vores sundhedssystem, er det selvfølgelig en katastrofe. På nuværende tidspunkt er det 140.000 danskere, der ikke har adgang til egen praktiserende læge. Det er altså noget, der skaber markant ulighed i vores sundhedsvæsen.

Derfor har vi både på kort og på lang sigt brug for flere læger, og her spiller uddannelse selvfølgelig en meget vigtig rolle, og som sundhedsministeren også var inde på i sin tale, er det første skridt allerede taget. Regeringen blev sidste år enig med Danske Regioner om at oprette 100 nye hoveduddannelsesforløb i almen medicin, nemlig 50 i år og 50 til næste år. Det er en rigtig god begyndelse.

Men det er ikke bare vigtigt at uddanne flere læger. Det er faktisk ikke engang nok at uddanne tilstrækkeligt med læger. Det afgørende er, at vi få dem uddannet, så de slår sig ned de rigtige steder, nemlig der, hvor folk har brug for lægerne. Det kan ikke hjælpe noget, at vi har det rette antal læger de forkerte steder. Derfor savner jeg også, at man i forslaget her fra Konservative i højere grad er opmærksom på de geografiske skævheder, vi ser i landet. Jeg tror, det er vigtigt, at vi i de kommende år uddanner flere læger, og at vi, når vi gør det, også kigger på at få dem uddannet i de dele af landet, hvor der er størst lægemangel, så der ikke bare er læger til dem, der er mest raske, men også læger til dem, der er mest syge. Det må da være rimeligt. Vi har f.eks. rigtig gode erfaringer med lægeuddannelsen i Aalborg, som ikke kun har sikret flere uddannelsespladser, men også har sikret flere læger til Nordjylland. Det kan vi oplagt lade os inspirere af i de kommende år.

Når det kommer til tiden efter 2021, afventer vi i øjeblikket en langsigtet dimensioneringsplan. Her skal udarbejdes prognoser, og der skal laves høringer, også hos de faglige organisationer og de faglige selskaber på sundhedsområdet, så vi får et samlet billede af behovet for speciallægerne i de kommende år, både speciallægerne i almen medicin og alle de andre specialer. Jeg mener, det giver rigtig god mening, at vi afventer den proces i stedet for bare os her i salen at stå her i dag og beslutte hele dimensioneringen. Det bliver meget hurtigt sådan en tænk på et tal-leg, hvor der bliver rystet et tilfældigt tal ud af ærmet, i stedet for at vi laver en grundig analyse af behovet. Derfor er det altså mest rigtigt at afvente arbejdet med de langsigtede dimensioneringsplaner og på baggrund af dem efterfølgende træffe nogle fornuftige og kloge og langsigtede beslutninger.

Det vurderes desuden, at forslaget vil koste 1,8 mia. kr., som Konservative foreslår skal tages af det økonomiske råderum. Vi skal bare være opmærksomme på – nu ved man jo af gode grunde aldrig, hvordan sådan et råderum bliver i fremtiden – at hvis vi gør det, vil det betyde, at der kommer til at mangle penge til andre områder og kommer til at mangle penge på sundhedsområdet. Det kan jo godt være, at det er det rigtige at gøre, men vi skal bare være opmærksomme på, hvilke konsekvenser det vil have, når vi bruger penge ad den her vej, og sørge for, at det bliver tænkt ind i en større sammenhæng.

Så for at sammenfatte, hvad budskabet er fra Socialdemokratiets side: Vi er glade for, at der sættes fokus på problemet. Vi kan ikke støtte forslaget, som det ligger her, men vi ser frem til at samarbejde med både forslagsstillerne og Folketingets øvrige partier om at sikre bedre lægedækning i hele landet.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Per Larsen.

Tak for det. Nu nævner ordføreren, at der er 140.000 danskere, som ikke har adgang til en praktiserende læge, men som er henvist til en klinik af en eller anden art. Vi ved også, at det tal vokser til 300.000 i året, der kommer. Vi synes jo, at det er voldsomt, og det skaber netop den ulighed i sundhed, som ordføreren nævner. Derfor er det en smule skuffende, at Socialdemokratiet på nuværende tidspunkt ikke vil være med til at øge antallet i tilstrækkelig grad, sådan at vi en gang for alle kan sikre, at vi får løst det her problem. For det er jo udsprunget af, at man tidligere har uddannet alt for få almenmedicinere, og at det ikke har været attraktivt nok at være praktiserende læge.

Jeg har jo noteret mig, at Socialdemokratiet så sent som den 8. marts sidste år – og der hed ordføreren hr. Flemming Møller Mortensen – stillede spørgsmål om at få garantier for, at alle de ekstra 320 introduktionsstillinger i almen medicin, som den daværende regering ville oprette i 2019 og 2020 – det blev der så ikke lejlighed til – skulle besættes med yngre læger, således at borgerne i de dele af Danmark, som i dag er plaget af lægemangel, kunne regne med, at der rent faktisk kom flere hænder i den almene praksis. Det synes jeg jo ville være en god intention at forfølge, også selv om Socialdemokratiet har fået regeringsmagten.

Tak for det. Det får vi svar på. Værsgo, ordføreren.

Beslutningsforslaget, som er fremsat af Det Konservative Folkeparti, løser ikke de udfordringer, som den konservative sundhedsordfører remser op, nemlig at vi har en akut lægemangel, og inden for bare de næste 2 år kommer det til at se rigtig slemt ud. Det bliver ikke løst med det forslag, vi står med her. Der kommer til at gå mange år, før vi får en effekt af det her forslag. Den anden udfordring med den store lægemangel er, at der er en kæmpe skævhed i, hvor i landet der kommer til at mangle læger. Det løser beslutningsforslaget heller ikke.

Så det er nogle helt andre redskaber, der skal tages i brug. Der er noget, som handler om den langsigtede strategi, hvilket betyder, at vi skal have uddannet flere læger. Der er et langt sejt træk, hvad det angår. Så er der noget på den korte bane, som kan afhjælpes og løses med forskellige redskaber, bl.a. ved at give bedre muligheder for, at der kan oprettes regionsklinikker, og for, at læger kan komme ud i landet, osv.

Hr. Per Larsen, værsgo.

Jeg er helt enig med ordføreren i, at der også er en udfordring på lang sigt, og det er netop den udfordring, vi adresserer med den her model. Det her med at forlænge lægeuddannelsen et halvt år, som jeg har hørt Socialdemokraterne argumentere for, løser bestemt ikke problemet, for det gør jo, at vi gør uddannelsesforløbet et halvt år længere, og det vil sige, at der går et halvt år ekstra, inden vi får uddannet speciallægerne. Det er jo bestemt ikke med til at løse problemet, heller ikke på den lange bane.

Ordføreren.

Jeg er bare nødt til at holde lidt fast i det med geografien. Den store udfordring på den lange bane er, at vi kommer til at mangle læger, og at der er dele af landet, hvor det kommer til at se rigtig, rigtig slemt ud, hvis ikke vi virkelig er os vores ansvar bevidst. Og så hjælper det ikke noget at uddanne yderligere 400 læger, som så kan finde sig til rette et sted i København og omegn, når der kommer til at mangle læger akut alle mulige andre steder i landet.

Fru Liselott Blixt.

Mange tak. Jeg hørte, at ordføreren nævnte Aalborg, og at vi skulle lade os inspirere. Det har jo i lang tid været Dansk Folkepartis ønske – og jeg ved, at også nogle regionsrådsmedlemmer fra Socialdemokratiet har det ønske – at få den rigtige lægeuddannelse til Region Sjælland, så vi netop inspireret af Aalborg kunne få nogle, der søgte dernede og blev nede i området. Kommunerne dernede kunne lave bosættelsesstrategier og gøre sig til for mange af dem, der måtte kunne bosætte sig i området. Er det noget, ordføreren vil arbejde for?

Ordføreren.

Man skulle næsten tro, at det var et plantet spørgsmål. Jeg har meget, meget øje på det. Jeg har også tidligere været formand for Uddannelses- og Forskningsudvalget i Folketinget, og jeg har meget, meget øje på, hvad det betyder, at der er reelle og gode uddannelsestilbud i alle dele af landet. Der er ingen tvivl om, at grunden til, at man i mange, mange år har manglet læger i Nordjylland og har manglet læger i Region Sjælland er, at man ikke selv har kunnet uddanne læger. Nu kan man så uddanne læger i Nordjylland, og det er en kæmpe sundhedsmæssig gevinst for Nordjylland og dermed også for resten af Danmark. Og det er da, vil jeg sige, personligt for mig en drøm, at vi en eller anden dag kan finde ud af at uddanne læger i hele Danmark. Dermed ikke sagt, at det bare er nemt, og at det er noget, jeg kan love eller garantere noget som helst om, for selvfølgelig skal det være fagligt funderet. Der er alle mulige forbehold der. Men det er da en drøm for mig, lige såvel som det er en drøm for mig, at vi kan uddanne alle mulige andre personaler, der er behov for, så man kan bo og arbejde og leve og uddanne sig i hele Danmark og ikke kun i de største byer.

Fru Liselott Blixt. Værsgo.

Ordføreren nævnte også råderummet, og der vil jeg gerne høre: Er det økonomien, der spiller ind på, hvor mange læger vi skal uddanne, eller skal vi uddanne det antal læger, som er tilpas i forhold til Danmarks størrelse, og så alle kan få en praktiserende læge?

Ordføreren.

Vi skal uddanne de læger, som der er behov for, inden for de forskellige specialer, ligesom vi skal uddanne det sundhedspersonale, som der er behov for, så vi har et godt og stærkt sundhedsvæsen. Alt det her skal naturligvis finansieres og tænkes ind i et samlet sundhedsbillede, nemlig hvordan vi får den bedste sundhed for pengene. Så det er ikke tallet i sig selv, som diskvalificerer det her forslag, nødvendigvis, men det skal bare tænkes ind i et større billede, i forhold til at hvis vi bruger de penge, skal vi bare være opmærksomme på, at så kan de penge mangle i den anden ende.

Så er det hr. Martin Geertsen.

Tak. Jeg synes egentlig, det er tankevækkende, når man hører den socialdemokratiske ordfører bruge helt utrolig mange kræfter på alt det, der ikke kan lade sig gøre efter den socialdemokratiske ordførers opfattelse. Man skød en sundhedsreform ned, fred være med det, men der var jo faktisk nogle initiativer i den her retning. Nu stiller Det Konservative Folkeparti så et forslag, formentlig som konsekvens af det, og det vil man så heller ikke være med til. Og så har man et forslag om at tvinge læger ud i almen praksis, som vi endnu ikke har set konturerne af. Altså, vi har ikke set noget forslag fremsat. Jeg vil bare spørge, hvad det er for nogle initiativer, regeringen egentlig vil komme med nu og her.

Ordføreren.

Jamen jeg tror grundlæggende, at den helt store forskel på den tidligere borgerlige regerings forsøg på at lave en sundhedsreform – som så blev lavet i allersidste øjeblik med det nærmest smallest mulige flertal, og som jo så faldt til jorden med et brag, nærmest før blækket var tørt – og de intentioner, som regeringen her har, er, at vi ønsker et decentralt sundhedsvæsen. Og det helt afgørende i at skabe et stærkt decentralt sundhedsvæsen er at bevare vores regioner, og vi mener, at det vil være en stor og alvorlig skade at gøre på vores sundhedsvæsen og på vores lokale og regionale demokrati at nedlægge regionerne. Så vi kan ikke bakke Venstre op om at nedlægge regionerne, og det er den væsentligste årsag til, at vi ikke har kunnet støtte de initiativer, der kom fra den tidligere regering.

Hr. Martin Geertsen.

Jo, men det var jo ikke det, jeg spurgte om. Jeg spurgte jo bare i al stilfærdighed og med så lav stemmeføring, som jeg næsten kan have, hvad der så er regeringens initiativer. Altså, jeg har forstået, at regeringen ikke syntes, at den der sundhedsreform skulle blive til noget, og i øvrigt er der ikke flertal for den, så det er jo sådan set også ligegyldigt nu. Så jeg spørger bare, hvad det er for nogle initiativer, som regeringen selv har på paletten. Altså, det kan jo ikke nytte noget, at det er sådan, at Venstre og de øvrige blå partier skal lave politikudvikling for en socialdemokratisk regering, som den socialdemokratiske regering så kan skyde ned. Altså, hvad er det, regeringen har på paletten? Det er jo regeringen, der regerer.

Ordføreren.

Det sidste er i hvert fald helt korrekt. Jamen de sidste par måneder har det handlet om at håndtere en meget, meget alvorlig krise for det danske samfund og det danske sundhedsvæsen. Det har Venstres sundhedsordfører sikkert bemærket, altså at regeringen har været meget aktiv i den her sag, langt hen ad vejen også sammen med Venstre. Og så har vi et sundhedsvæsen, som vi skal have styrket, og vi har et samspil, der skal sikres, mellem kommuner, regioner og praktiserende læger, og der har vi en stor opgave foran os.

Tak for det. Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Nogle læger er beskæftiget på klinikker, hvor illegale indvandrere og folk, der er i landet, kan komme og få behandling. Vil Socialdemokratiet være med til at lukke de her klinikker, således at de her læger kan komme ud og arbejde andre steder, hvor der er brug for dem, til gavn for danske statsborgere?

Ordføreren.

Jeg har ikke nogen planer om at lukke nogen klinikker. Hvis ordføreren har kendskab til, at der foregår noget ulovligt, synes jeg, at ordføreren skal henvende sig det rette sted.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Det er jo netop det, der er problemet – det er ikke ulovligt. På de her klinikker kan folk, der er illegalt i Danmark, henvende sig og få lægehjælp og forlade stedet igen fuldt lovligt, og det er en skandale, at det foregår på dansk jord. Derfor spørger jeg bare Socialdemokratiet, fordi det her, når nu vi snakker om lægemangel, jo er en måde, hvorpå vi kan frigøre nogle læger, som kan komme ud og arbejde i det danske sundhedssystem for danske statsborgere, som er her, og som er født her, i stedet for at betjene illegale indvandrere, som reelt set ikke har ret til at være her. Med det nuværende system bruger man læger på det, og det er der jo ingen grund til.

Ordføreren.

Jamen jeg kan gentage svaret fra før: Vi har ikke nogen planer om at nedlægge nogen klinikker.

Så siger vi tak til hr. Rasmus Horn Langhoff – der er ikke flere korte bemærkninger – og går videre i ordførerrækken til hr. Martin Geertsen, Venstre.

Tak for det. Jeg skal lige have podiet ned; det er en høj ordfører, man har i Socialdemokratiet.

Se, hr. Per Larsen, det lyder rart med en familielæge, og man kommer uvilkårligt til at tænke på doktor Hansen fra Matador, men jeg tror også, man må sige, at den gammeldags familielæge, om man vil, som aflagde os et besøg med den lille brune kuffert og stetoskop og om nødvendigt sådan lidt febernedsættende medicin, nok tilhører en svunden tid. Den moderne familielæge og dermed også den moderne praktiserende læge og den moderne lægepraksis, som vores børn kommer til at møde, vil nok være væsensforskellig fra den praktiserende læge, vi møder i dag, og i hvert fald væsensforskellig fra den læge, som jeg i hvert fald kendte, da jeg var dreng.

Vi og vores børn vil i fremtiden opleve praktiserende læger og vi vil opleve et fag under konstant forandring og under konstant videreuddannelse. Vi kommer i nogle tilfælde til at møde lægen virtuelt, og vi vil opleve langt mere opsøgende læger, der vil deltage aktivt i opsporing af ikkediagnosticerede borgere med kroniske sygdomme, og som på linje med lindring og behandling vil kunne rådgive os effektivt om forebyggelse. Familielægen og dermed den praktiserende læges rolle i det danske sundhedsvæsen tror jeg bliver endnu vigtigere i fremtiden. Den praktiserende læge er i dag gatekeeperen i forhold til det øvrige sundhedsvæsen, og den rolle bliver forstærket, men lægen er jo også og vil samtidig også i fremtiden gradvis komme til at kunne håndtere mere komplekse problemstillinger end i dag og altså endnu mere være noget i kraft af sig selv.

Fremtidens praktiserende læge har dog det tilfælles med doktor Hansen, at vedkommende nyder vores tillid, og netop derfor er familielægen vigtig for vores børn, for de unge, der bliver stadig mere krævende, skulle jeg hilse og sige, for de midaldrende, der allerede har researchet deres symptomer og mulige sygdomme på internettet før konsultationen, og så selvfølgelig for de ældre, der med stadig flere kroniske sygdomme skal i relativt komplekse behandlingsforløb – for dem bliver den praktiserende læge vigtig. Det er netop den praktiserende læge, som fortsat ligesom doktor Hansen har det personlige forhold til patienterne, og som bliver vores vejleder, og som kan henvise til yderligere udredning og behandling inden for rammen af de patientrettigheder, som jeg håber og forventer bliver genindfaset så hurtigt som muligt.

Den tidligere regering fremlagde jo i januar 2019 udspillet »Flere hænder og større arbejdsglæde«, hvori der anbefales et løft i antallet af hoveduddannelsesforløb i almen medicin på 100 ud over de 60 ekstra hoveduddannelsesforløb i almen medicin, som allerede var realiseret. Det blev som bekendt ikke til noget hele vejen, og derfor er vi glade for og derfor støtter vi også forslaget fra De Konservative om, at vi med det her beslutningsforslag pålægger regeringen at sikre lægedækning i hele landet. Jeg ved, at regeringen er opmærksom på problemet med få praktiserende læger, men vi må jo omvendt også sige, at det indtil videre har været så som så med konkrete forslag fra regeringen i forhold til styrkelsen af det nære sundhedsvæsen.

Vi aftalte jo sammen med Dansk Folkeparti en sundhedsreform. Heri var også indeholdt noget finansiering af det nære sundhedsvæsen, og faktisk en hel del. Den aftale er der nu ikke længere flertal for, og fred være med det, men de udfordringer, som vores reform adresserede, er der jo sådan set stadig væk, og derfor må jeg bare sige, at her skylder regeringen altså stadig væk nogle svar.

Venstre støtter altså forslaget fra De Konservative, og det gør vi ubetinget, men vi er som anført samtidig indforståede med, at lægefaget står over for en enorm omstilling, hvor dialogen med patienter og pårørende bliver helt anderledes end det, vi kendte fra den, undskyld udtrykket, gammeldags familielæge. Den omstilling kan familielægen håndtere, og ved at der uddannes flere praktiserende læger, vil familielægen også fortsat være at finde i hele landet og altså også i landets geografiske yderområder.

Der er en kort bemærkning fra hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at spørge, om Venstre vil støtte Nye Borgerliges ønske om at få lukket de her klinikker, som behandler illegale udlændinge i Danmark.

Jeg bliver simpelt hen nødt til at sige til hr. Lars Boje Mathiesen, at det skal jeg lige have gravet et halvt spadestik dybere ned i, inden jeg kan give noget fuldstændig klart svar på det. Jeg kommer fuldkommen uforberedt på det spørgsmål for at sige det, som det er, hr. Lars Boje Mathiesen – fuldstændig.

Lars Boje Mathiesen.

Det synes jeg er dejlig fri tale, og jeg vil gerne oversende noget materiale. Det handler jo om klinikker, hvor illegale kan tage hen og få behandling, og hvor de kan være anonyme, og så kan de fortsætte med at være illegalt i Danmark. Det er en fuldstændig skandale. Og dem vil vi i Nye Borgerlige meget gerne have lukket, og hvis Venstre er villig til med åbent sind at kigge på, om vi skal lukke dem – jeg forstår godt, at man ikke har læst det – så har jeg det meget positivt.

Jeg har det sådan med hr. Lars Boje Mathiesen, at alt, hvad der kommer fra hr. Lars Boje Mathiesen, simpelt hen bliver modtaget med åbent sind hos mig.

Så er det hr. Rasmus Horn Langhoff.

Tak for det. Nu nævnte Venstres ordfører selv, at tidligere regeringers sundhedsreformer jo har udvist stor, stor interesse for det – og det har man også under den her regering i forhold til en kommende sundhedsaftale. Så bare sådan af ren nysgerrighed vil jeg spørge: Hvad er status p.t. på Venstres politik, i forhold til om der skal være regionsråd i fremtiden? Skal det nedlægges – er det politikken? Eller skal det fortsætte – er det det, der er Venstres politik?

Ordføreren.

Det er jo en meget fri debat, som jeg kan fornemme at den socialdemokratiske ordfører nu lægger op til, altså hvor vi nu tager helt grundlæggende fat på det danske sundhedsvæsen. Men prøv at høre her, hr. Rasmus Horn Langhoff: Der er jo ikke flertal for den sundhedsreform længere, så det er jo, som det er. Det, jeg jo egentlig synes er det meste interessante i det her – for det er ikke mig, der er i regering længere; Venstre er ikke i regering længere – er, at det er ordførerens parti, der sidder i regering, så det er jo regeringen, der må fremlægge nogle forslag til, hvordan vi kan sikre, at familielægen også i fremtiden er ude i de tyndtbefolkede områder. Og der har jeg bare hørt den socialdemokratiske ordfører og regeringen afvise hr. Per Larsens beslutningsforslag og den tidligere regerings sundhedsreform, og der kommer sådan set ikke noget konkret udspil fra regeringen i forhold til det der med at tvinge læger ud i almen praksis. Så regeringen har intet på paletten, og det er altså regeringen, der er regering.

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Det sidste er stadig væk rigtigt.

Jeg prøver lige med det samme spørgsmål igen, og så skal jeg gøre det så simpelt som overhovedet muligt for at øge sandsynligheden for, at jeg får svar. Er det Venstres politik, at regionerne skal nedlægges? Eller er det Venstres politik, at regionerne ikke skal nedlægges?

Ordføreren.

Jamen det har vi en god drøftelse af i Venstre, altså om de skal det. Og medmindre ordførerens formand og statsminister har tænkt sig at udskrive valg lige nu og her, inden for de næste 3 uger, tror jeg, at vi har god tid til at drøfte det her i Venstre, og der må jeg sige til den socialdemokratiske ordfører, at den ret vil vi gerne forbeholde os at have i Venstre, nemlig til at drøfte den slags ting, inden hr. Rasmus Horn Langhoff bliver orienteret om det.

Så siger vi tak til hr. Martin Geertsen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og vi går videre i ordførerrækken til fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti.

Jeg vil gerne starte med at takke Konservative for at bringe forslaget op. Vi har jo tidligere holdt sammen i året 2013, som var et skæbneår for lægerne. Det kan man også se på tallene over, hvor mange læger der faktisk har det ønske at blive praktiserende læge, for det faldt drastisk, da en rød regering med sundhedsminister Astrid Krag i spidsen gik ind og overrulede regionernes og lægernes overenskomst og lavede et lovforslag, hvor de eneste partier, som ikke støttede op, var Konservative og Dansk Folkeparti. Og hvis man ikke tror på, at det er sket, kan man finde tallene over, hvor meget det faldt, og man kan også finde tal over, hvor mange der opgav deres praksis på daværende tidspunkt.

I Dansk Folkeparti har vi altid kæmpet for, at vi kan få familielæger rundtomkring i hele landet, så vi sikrer, at alle, uanset hvor man bor, eller hvad man fejler, kan have den tillid og det kendskab til sin praktiserende læge, som mange af os husker fra tidligere. Men det er ikke bare lige at gøre det her. Vi har jo med en tidligere regering lavet flere tiltag, der skulle sikre en bedre lægedækning – et lægedækningsudvalg kom med konkrete ideer, og i 2017 lavede vi en bred politisk aftale, der stadig er ved at blive implementeret. Men vi er enige med Konservative i, at det ikke er nok, når vi ser på, hvor mange af vores borgere der er utilfredse med læger, der kun er der kort tid ad gangen, og med, at de aldrig opnår at få den tillid til lægen, som man får, når man i flere år har haft den samme læge.

I Dansk Folkeparti havde vi et udspil på området før valget, som vi stadig væk arbejder efter, og det er en del mere, end hvad der står i det her forslag. For det nytter ikke blot at få flere uddannelsesforløb samt flere introduktionsstillinger; vi skulle også gerne have det sådan, at lægerne vælger at komme ud i de områder, som i dag har svært ved at rekruttere læger. Og vi tror ikke på, at den nuværende regerings tjenestepligt vil gøre det – tværtimod vil vi bare skubbe endnu mere til frygten for at komme ud i de lægeklinikker.

Vi har brug for så mange almenmedicinere, at der kommer en motivation til at flytte sig geografisk. Derfor er vi for forslaget, for lige nu er det med en læges ord som med en stoleleg: Hvor mange ledige stole er der? Så vælger man jo en af de stole, der er nærmest. Vi vil i Dansk Folkeparti gerne have, at der er nogle, der vælger den stol, der står længst væk, eller som kan være lidt sværere at nå, og derfor har vi brug for en plan.

Præcis som Egon Olsen ville have sagt det, har vi brug for forskellige remedier: gulerødder, bløde stole, golfsæt, surfbrætter, stenhammere, mursten. Og hvorfor dog det? Jo, gulerødderne skal vi altså bruge i stedet for tvang. Vi skal have gode muligheder for, at lægerne kan slå sig ned i kommuner, de ikke lige havde tænkt på – ikke nogen lange, bindende krav, men en mulighed for at danne netværk, ikke at binde sig økonomisk og en let adgang dertil. Der skal være nogle bløde stole til de ældre læger, som vi ønsker bliver lidt længere. Vi skal have golfsættet til de læger, som skal have lidt færre timer for at blive i deres praksis og få lidt mere fritid, som de ønsker. Surfbrættet giver vi til de unge, for at de vil tage til Vestkysten – Nordjylland ved jeg de elsker at komme op til, for så kan de surfe i deres fritid. Og hamre og mursten skal bruges til at bygge nuværende klinikker større, så der kan komme ekstra personale ind. Det er det, vi mangler. Den plan vil vi gerne have lavet i Dansk Folkeparti.

Hvis vi med en sådan plan også kan skabe den tro og tillid, som lægerne har brug for, så de føler, at de får den respekt, de faktisk mistede i 2013, så tror jeg også, at vi kan få familielægen igen. Men det er hårdt arbejde, og der skal sikres penge til det. Ministeren skriver, hvor meget det koster, og det hørte vi også ordføreren tale om, men det undrer os, at det skal være grunden til et nej, for det er ikke det, der er afgørende. For hvis ikke vi har praktiserende læger, der kan betjene vores borgere ude i samfundet, vil det koste endnu flere penge i fremtiden.

Så vi støtter selvfølgelig forslaget, men vil være med på at kunne lave en beretning, hvor vi indføjer det i en større planlægning. Tak.

Tak for det, og tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Derfor kan vi gå videre til Stinus Lindgreen, Radikale Venstre.

Jeg skal lige have podiet lidt højere op efter Martin Geertsens kommentarer, og så er jeg på socialdemokratisk niveau. Mange tak for ordet. Det her er et meget sympatisk forslag, der er kommet fra Det Konservative Folkeparti. Jeg antager, at alle herinde er enige om, at der er lægemangel i Danmark, og jeg synes, det er en bunden opgave for os alle at løse den udfordring, og det ser jeg frem til at komme i gang med. For vi skal styrke lægedækningen i hele landet. Det er naturligvis uholdbart, at der er så store geografiske forskelle i vores lille land. Det er derfor positivt, at det allerede er aftalt at etablere yderligere 100 hoveduddannelsesforløb i almen medicin. Men det løser ikke hele udfordringen; det er klart. Derfor ser jeg frem til den nye dimensioneringsplan for 2021 for de lægelige specialer, der fremlægges om ganske kort tid. Og jeg ser også frem til den kommende langsigtede dimensioneringsplan, der skal sættes i gang efter sommer.

Et af mine problemer med forslaget, som det ligger her, er ikke problemstillingen, men det er, at man vælger at fokusere på ét element ud af en meget kompleks problemstilling. Det er i mine øjne helt nødvendigt at tænke helheden med, da der også er andre lægelige specialer, der har rekrutteringsproblemer. Man er nødt til at se på den samlede kapacitet, og det kræver et grundigt forarbejde. Derudover synes jeg også, det er lidt frisk af Det Konservative Folkeparti at komme med et forslag her en fredag eftermiddag, der koster op imod 2 mia. kr. Det mener jeg ikke er den optimale måde at løse et reelt problem på.

Derfor kan vi ikke støtte forslaget, som det ligger her, selv om vi er helt enige i problemstillingen. Jeg ser i stedet frem til en grundig plan under hensyntagen til alle de lægelige specialer og med relevant fagligt input. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Per Larsen. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for at tilkendegive den radikale holdning til problemstillingen. Anerkender ordføreren ikke, at vi helt unikt har den absolut største udfordring i forhold til alment praktiserende læger? Vi har jo aldrig haft så mange læger, som vi har nu, men antallet af praktiserende læger er stærkt dalende. Kalder det ikke på en løsning her og nu? For vi ved jo, hvor lang tid det tager at uddanne praktiserende læger.

Så er vi ikke enige om, at det haster med at finde en løsning?

Det er vi fuldstændig enige om.

Hr. Per Larsen? Nej. Så er spørgsmålet slut, og vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre til den næste ordfører, som er fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for det. Tak til Det Konservative Folkeparti for at fremsætte det her forslag.

I SF tager vi udfordringen med mangel på læger i den almene praksis dybt alvorligt, og et samlet Folketing, inklusive os selv, stod da også bag den store lægedækningsaftale, som vi indgik i januar 2017 – en aftale, som netop havde til hensigt at dæmme op for manglen på praktiserende læger, men også en aftale, hvor jeg allerede dengang gjorde gældende, at det stadig væk er en udfordring, vi står over for, og at der er et langt sejt træk, vi stadig væk skal have løst.

Det har den nye regering så også taget fat på i den seneste aftale om regionernes økonomi, hvor der også er adresseret i hvert fald de første 100 ekstra hoveduddannelsesforløb, hvilket også er et udtryk for, at vi hele tiden trækker i den rigtige retning. Når De Konservative foreslår at øge antallet af hoveduddannelsesforløb i almen medicin, mener jeg faktisk også, at partiet så at sige sparker en åben dør ind, for netop lægedækningen har jo haft rigtig stor sundhedspolitisk opmærksomhed og med rette.

Særlig når det gælder uddannelse i almen medicin, er vi udfordret. Det er angiveligt ikke specielt attraktivt for unge læger, at de både skal købe en klinik og nedsætte sig i et område, måske med udsigt til at være låst fast i et område mange år frem i tiden. Derfor skal vi også overveje, om vi på en anden måde kan dække behovet for alment praktiserende læger. I SF mener vi først og fremmest, at patienter skal have mulighed for at have deres egen praktiserende læge. Men hvorvidt egen praktiserende læge er ansat i regionen og bosiddende i en regionsklinik, måske sammen med nogle andre læger, er ikke afgørende for kvaliteten. Men nye ejerformer kan være afgørende for, hvordan vi i fremtiden kan tiltrække nye praktiserende læger.

Med til drøftelsen hører også, at vi generelt er udfordret af mangel på læger, også på andre områder, inden for andre specialer, og i parentes bemærket har jeg lyst til her at sige, at vi også er udfordret af manglen på sundhedspersonale generelt. Vi skal derfor også generelt have fokus på, hvordan vi kan gøre det attraktivt at søge uddannelse inden for sundhedssektoren. En del af løsningen kan være større fleksibilitet i virksomhedsområderne for de respektive faggrupper, så sygeplejersker og terapeuter i højere grad kan aflaste lægerne, ligesom social- og sundhedsassistenter og lægesekretærer og andet sundhedspersonale måske i højere grad kan aflaste sygeplejersker. Corona har haft som konsekvens, at specialer har været nødt til at arbejde sammen på tværs, og der er flere eksempler på, at netop den tværfaglighed har gavnet kvaliteten og arbejdsglæden. Når flere kloge stikker hovederne sammen, er der nemlig større chance for, at patienten kommer rask ud af sygehuset igen, og hvem vil ikke gerne se gode resultater af dagens arbejde?

Dimensioneringen af sundhedsuddannelser og også læger skal fortsat stå højt på den sundhedspolitiske dagsorden, men det giver altså god mening at afvente en kommende dimensioneringsplan, hvor vi også får lejlighed til at vurdere lægedækningen generelt. Derudover vil jeg så også lige for en god ordens skyld bemærke, at der er en væsentlig økonomisk omkostning forbundet med det her forslag, som isoleret set relaterer sig til praktiserende læger, som jeg i stedet for gerne så blev adresseret til en mere tværfaglig drøftelse, hvor man på tværs af hele sundhedssektoren kunne se på de rigtige og de gode løsninger. Derfor kan SF heller ikke støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning til hr. Per Larsen. Værsgo.

Tak for det, og tak til fru Kirsten Normann Andersen for at gøre rede for SF's holdning. Altså, jeg er en smule skuffet, for jeg har jo bemærket, at fru Kirsten Normann Andersen har haft stor interesse for det og faktisk stillet en række spørgsmål til ministeren om, hvad ministeren vil gøre for at sikre, at der bliver uddannet nogle flere praktiserende læger. Ministeren har så desværre ikke haft mulighed for at besvare alle spørgsmål på grund af covid-19-situationen, men der kommer givetvis nogle svar på et tidspunkt.

Men er ordføreren ikke enig med mig i, at det haster gevaldigt med at sikre lægedækning i hele Danmark, sådan at alle har mulighed for at have en praktiserende læge, som de selv har valgt, som de har tillid til, og som de også har mulighed for at betro sig til? For vi må jo sige, at det giver rigtig god lighed i sundhed, når man har mulighed for at konsultere en praktiserende læge, som man kender, og som man har tillid til. Og næste år er det over 300.000 danskere, som ikke har den mulighed, så jeg synes ærlig talt, at det haster, og det er jeg faktisk også ret overbevist om at ordføreren er enig med mig i.

Ordføreren.

Det er jeg fuldstændig enig i. Jeg havde den fornøjelse her for et års tid siden at besøge doktor Hansen i Ringsted, som havde etableret sig i sådan en kollektiv klinik, hvor man var flere læger om at deles om en klinik, og hvor man også kunne tage sig af flere forskellige typer af sygdomme. Det synes jeg var en blændende god idé.

Jeg tror bare ikke, at vi lykkes med at løse lægedækningsproblemet generelt, hvis ikke vi også tænker det på en anden måde. Så derfor prøvede jeg også at nævne i min indledning, at vi måske skal kigge på en anden måde at organisere det på. Måske skal vi tænke i offentlige klinikker, som man kan leje sig ind på, så man ikke er forpligtet til at skulle bosætte sig i et område for måske resten af sit liv. Måske skal vi tænke tværfaglighed på en anden måde, end vi har gjort det hidtil. Og generelt har vi udfordringer med at få uddannet læger inden for de forskellige specialer. Det er en udfordring, som vi også skal adressere.

Ønsker hr. Per Larsen ordet igen? Ja, værsgo.

Tak. Det er jo netop også derfor, det er så bydende nødvendigt, at vi får uddannet nogle. For det kan jo godt være, at det kan motivere nogle til at slå sig ned forskellige steder, men hvis ikke vi har uddannet almenmedicinere nok, går kvaliteten jo fløjten, og så har vi ikke mulighed for at besætte i yderområdet. Antallet er simpelt hen vigtigt; det tror jeg også ordføreren er enig med mig i.

Ordføreren.

Jo, men lægerne skal også kunne rekrutteres til uddannelsesområderne, og de skal også kunne rekrutteres til stillingerne efterfølgende. Og det er også en udfordring, som så dels er adresseret i lægedækningsaftalen fra 2017, dels er adresseret i aftalen med Danske Regioner sidste år med flere hoveduddannelsesforløb, og fremadrettet skal den også adresseres, når vi skal kigge på, hvordan vi kan indrette sundhedsvæsenet på en bedre og en måske mere kvalificeret måde.

Vi siger tak til fru Kirsten Normann Andersen. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, formand. Lægemangel er et alvorligt og påtrængende problem. Det har det været igennem en længere periode, og derfor er det også godt og relevant, at Konservative nu rejser problemstillingen ved at fremsætte det her beslutningsforslag. Det er et fint og prisværdigt initiativ om at sikre alle danskere adgang til en praktiserende læge gennem uddannelse af flere læger i almen medicin.

Med lægedækningsaftalen fra 2017 var der bred politisk enighed om at fokusere på at løse problemet med manglende lægedækning, både i forhold til specifikke specialer og geografisk spredning. I den forbindelse blev der iværksat en række initiativer, som vi selvfølgelig bakker op om. Derudover er der oprettet 100 flere hoveduddannelsesstillinger med økonomiaftalen for 2020 mellem regeringen og Danske Regioner. Med de nyoprettede stillinger når vi op på 350 stillinger, hvilket er 50 fra forslaget. Men der er desværre stadig væk ikke særlig høj tilsøgning til stillingerne; det er stadig væk sådan, at der kun besættes mellem 86 og 87 pct. af stillingerne.

Derfor handler en fremtid med flere praktiserende læger også om at gøre det mere attraktivt at være alment praktiserende læge ved f.eks. at forbedre arbejdsmiljøet. Derfor bakker vi heller ikke op om at hæve lukkegrænserne, så der kommer flere patienter i hver enkelt praksis. Der er fortsat mange læger, der bliver sygemeldt med stress, og kompleksitetsgraden af patienter i almen praksis stiger og vil fortsat stige med det stigende antal ældre medicinske patienter, psykiatriske patienter og multisyge, da alle i højere grad skal behandles i almen praksis.

Der tror vi i Enhedslisten langt mere på, at vi skal finde løsninger, der kan tilgodese den fremtidige generation af alment praktiserende læger. Vi ved, at mange unge læger ikke altid ønsker at være både læge og selvstændig klinikejer med arbejdsgiveransvar. Her er fællesskab, mulighed for kollegial sparring, forskning og tilstrækkelig tid til patienterne langt mere attraktivt. Derfor handler det også om at tænke i nye strukturelle baner. Det kunne f.eks. være at slippe regionsklinikkerne mere fri. I dag er der ringe mulighed for kontinuitet i regionsklinikkerne, fordi de konstant er underlagt krav om, at de skal i udbud igen. Hvis man nu i stedet for sikrer ro om regionsklinikkerne, giver det mulighed for en langt større grad af stabilitet og fleksibilitet.

Der er i dag mange almenmedicinere ansat på sygehusene. Ved at lave delestillinger mellem regionsklinikkerne og sygehusenes forskningsmiljøer vil man kunne tiltrække en del af dem til at bemande praksis nogle dage om ugen. Det vil ikke gå ud over kontinuiteten, for det er jo den samme læge, der kommer ud, bare ikke hver dag. Ligeledes giver det også mulighed for en større grad af faglig sparring, og det kan også være et godt springbræt for unge praktiserende læger, inden de kaster sig ud i at etablere sig i en privat praksis. En anden mulighed kan være at eksperimentere med andre ejerformer, der kan tilgodese behovet for faglig sparring, forskning og sikkerhed i ansættelsen.

Det handler ikke kun om at uddanne flere læger, men også om, hvordan vi sikrer, at det bliver attraktivt at fungere som alment praktiserende læge, så vi både kan tiltrække og fastholde unge læger og kan sikre en tilstrækkelig geografisk spredning. Det gør vi ved at sikre gode arbejdsforhold, og derfor støtter vi selvfølgelig heller ikke regeringens forslag om tjenestepligt. Til gengæld imødeser vi med spænding overenskomstforhandlingerne mellem regionerne og PLO, hvor der også kommer fokus på at ansætte mere støttepersonale i almen praksis.

Af de nævnte grunde kan vi ikke støtte forslaget fra Det Konservative Folkeparti. Og nok en grund til, at vi ikke kan forslaget, er, at vi som et økonomisk ansvarligt parti jo må konstatere, at det er lige frisk nok at fremsætte et forslag, hvor der mangler finansiering for 1,8 mia. kr. Derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor går vi videre i rækken til hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.

Jeg forstår det ganske enkelt ikke – jeg forstår det ikke! Nu står vi her i 2020 og diskuterer et spørgsmål om lægemangel. Altså, det diskuterede man også i 2019 og 2018, 2017, 2015 og 2014; jamen så langt, jeg kan tænke tilbage, har Folketinget debatteret lægemangel. Altså, hvad foregår der? Jeg kan da godt forstå, hvis borgerne derude står og kigger og bare tænker: Få det nu fikset! Og hvordan gør man så det? Jamen det gør man ved at kigge på en demografisk fremskrivning: Hvor mange mennesker vil der være i landet, hvor mange læger er der, og hvor mange kan de håndtere? Hvorfor har man ikke gjort det? Det er jo det, vi skal gøre, og det er ganske simpel udbud og efterspørgsel.

Somme tider er der nogle, der siger: Jamen vi kan ikke få nogen læger ud i nogle bestemte områder. Nej, men hvordan får man dem ud? Det gør man jo ved at uddanne nok til, at hvis man gerne vil have et arbejde, tager man også derhen, hvor det er. Men i stedet fylder vi pladser op med nordmænd og svenskere, som tager hjem. Vi har illegale klinikker i Danmark, hvor læger bruger deres fritid på at behandle illegale indvandrere. Få det nu fikset. Og jeg vil opfordre Folketinget og regeringen til at sætte sig ned og lave en seriøs fremskrivning af den her demografiske udvikling, så vi kan se, hvor mange læger vi får brug for, og så går vi da i gang med at uddanne dem. Problem solved! Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor kan vi gå videre til hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet. Jeg vil først sige til hr. Lars Boje Mathiesen, at der er nogle ting, man må holde op med at undre sig over. Altså, der er altid 40 år, til der kommer fredelig fusionsenergi. Det er nogle ting, man bare må lære at acceptere, at sådan er verden indrettet. Det kræver måske, at man opnår en vis alder, men så vil man indse, at det er sådan, tingene hænger sammen.

Vi kan i lighed med Enhedslisten ikke støtte forslaget, og det er af de samme grunde, nemlig at vi er et økonomisk ansvarligt parti. Det berømte råderum findes ikke længere, og dermed er forslaget reelt ikke finansieret. Det er de barske vilkår. 1,8 mia. kr. er mange penge sidst på måneden, og vi har dem ikke lige nu.

Men jeg tror altså også, at vi bliver nødt til at tale om de her ting på en anden måde, for forslaget er jo kun et hjørne af nogle meget større problemer. Det er simpelt hen nødvendigt at gøre det mere attraktivt at være privatpraktiserende læge, og det gør man jo ikke ved hjælp af planøkonomi og tung regulering, sådan som vi gør i dag. Det er ikke sådan, at der mangler læger i Danmark. Der er bare ikke tilstrækkelig mange af dem, som synes, det er attraktivt at praktisere almen medicin, og slet ikke i de såkaldte yderområder. Og derfor må den politiske opgave naturligvis bestå i at gøre det attraktivt at praktisere almen medicin overalt i landet. Og det gør man ved at fjerne meget af den virkelig tunge regulering af erhvervet, som vi har i dag. Inden for fastlagte sundhedsfaglige rammer bør det simpelt hen være mere frit at praktisere almen medicin, sådan at tusind alment praktiske blomster kan blomstre overalt i landet og man kan komme i kontakt med alment praktiserende læger overalt i landet.

Men vi er også nødt til at diskutere urbaniseringen ærligt. Jeg bor selv i Ribe i det sydlige Jylland, og det har jeg valgt at acceptere, selv om jeg ikke kan få leveret friskpresset juice klokken 3 om morgenen eller under normale omstændigheder gå på restaurant indtil klokken 5 om morgenen. Det kan man simpelt hen ikke; det kan jeg her i millionbyen København. Vi er altså nødt til acceptere, at der er noget, der hedder lokale forhold, og at de herlighedsværdier, som jeg nyder godt af, når jeg er hjemme, også har en pris, i form af at der simpelt hen er nogle af millionbyens glæder, jeg må give afkald på.

En vis uensartethed er en nødvendig konsekvens af, at der er forskel på by og land. Der er forskel mellem på den side Østsjælland og Østjylland og på den anden side resten af landet. Begge dele har enormt store fordele, men man er nødt til som udgangspunkt at acceptere, at man ikke kan leve, som om man boede i en millionby, når man bor langt ude på landet. Ellers har vi ikke en realistisk samtale om de her ting.

Tak for ordet.

Vi siger tak til hr. Henrik Dahl. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor er det nu ordføreren for forslagsstillerne, hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand. Og tak for en god debat. Praktiserende læger i almen praksis er jo en hovedhjørnesten i vores sundhedsvæsen. Og hvis det ellers fungerer efter hensigten, altså i et regime, hvor der er læger nok, så er det jo helt unikt. Det, at man har mulighed for at vælge en læge efter eget valg – det er det, vi gerne skal frem til: at vi har så mange praktiserende læger, så man selv har mulighed for at vælge en læge alt efter køn og alder og temperamentet og alt muligt andet – er et fantastisk system. For en meget billig penge – det koster jo rent faktisk kun samfundet omkring 1.400 kr. om året pr. borger – har vi adgang til praktiserende læge 365 dage om året, fordi lægevagten også er inkluderet i beløbet. Det er et fantastisk godt system med høj kvalitet. Der ligger jo rapporter, der dokumenterer det. På Aarhus Universitet har Peter Vedsted, tror jeg han hedder, jo lavet en sammenligning af de primære sundhedssystemer i de skandinaviske lande, som vi normalt sammenligner os med. Og der viste det sig jo bare, at patienttilfredsheden er utrolig høj hos de praktiserende læger i Danmark.

Der er masser af konsultationer; de har flere af face-to-face-konsultationer, end de har i de øvrige nordiske lande, og rent faktisk også flere telefon- og e-mail-konsultationer. Og det giver jo tilfredshed og god kvalitet for borgerne de steder, hvor det fungerer. Problemet er jo bare, at vi har alt, alt for få læger, og derfor er der masser af mennesker, som er ladt i stikken. I øjeblikket er det 140.000, næste år er det 300.000, fordi man jo ikke i tide har sørget for at sætte ind, så kapaciteten kunne dække. Det kan vi jo som Folketing ikke være bekendt, altså at der er så mange mennesker, som mangler en læge, og derfor er vi simpelt hen nødt til at få uddannet nogle flere.

Vi har jo som Folketing mulighed for det. Vi kan simpelt hen løse problemet, så jeg havde selvfølgelig håbet på, at der i dag ville tegne sig et bredt flertal for at vedtage forslaget om at øge antallet af introduktionsstillinger og hoveduddannelsesforløb, sådan at vi kommer tilstrækkelig op i niveau i forhold til at kunne dække efterspørgslen.

Det er så vigtigt for os mennesker at have mulighed for at komme til en læge, som vi kender. Vi kan jo alle sammen komme i en livskrise. Jeg tænker på det i forhold til den her debat, vi ofte har om lighed i sundhed. Det betyder så meget, at man har mulighed for at konsultere en læge, som man kender, og som man har tillid til, og som kender en og ens livshistorie. Jeg taler også somme tider med kroniske patienter, som jo beretter om, hvor enerverende det er, at de ikke har mulighed for at komme til en læge, som de kender, fordi de desværre bor i et område, hvor de er henvist til en klinik, hvor der måske er læger, der kun er der en gang om ugen. Og de har aldrig nogen sinde mulighed for at møde den samme læge igen.

Så skal de starte med at resumere, hvad det nu er, de fejler, og hvad deres livshistorie er, og hvordan det hele hænger sammen. I modsat fald – hvis de har en praktiserende læge, de har konsulteret i mange år – så kender man hinanden. Lægen behøver ikke bruge tid på at gå journalen igennem og se, hvad det her handler om. Så har man en rigtig god forbindelse til en læge, som kender en og har forståelse for, hvad det er, det handler om. Lægerne siger det jo også selv: Det, at der kommer kendte patienter ind ad døren, giver en god kvalitet i deres lægearbejde, for der er masser af ting, de ved på forhånd, og det er meget mere ligetil, frem for hvis man sidder i en klinik, hvor man aldrig nogen sinde har set patienterne før og de bare vælter ind i stort antal i løbet af dagen og det hele tiden er nye ansigter, man skal forholde sig til.

Almen praksis i Danmark er unikt med høj patienttilfredshed, høj kvalitet, høj patientsikkerhed. Det eneste negative, der sådan set er at sige om almen praksis, er, at vi har for få læger. Vi kan jo – igen for at resumere – i forhold til de undersøgelser, der er, se, at en velfungerende primær sektor giver lavere dødelighed, det giver længere middellevealder, det giver mindre ulighed og bedre kvalitet, mere relevant brug af hospitalerne, altså færre indlæggelser. For det er jo det, de praktiserende læger er gode til, fordi de kender deres patienter, altså at spotte, om det her er en patient, som fejler noget, som kræver, at man skal ind omkring hospitalet, enten til en diagnosticering eller direkte til en indlæggelse. Det er jo det, de praktiserende læger er rigtig, rigtig gode til, fordi de kender patienterne. Og det er det, der giver den høje kvalitet.

Jeg synes simpelt hen ikke, der er nogen grund til at nøle. Vi ved, at klinikkerne er væsentlig dyrere, end hvis det er sådan, at man har praksislæger, som jeg vil betegne som værende billige. Vi har jo dokumentation for, at de klinikker, der er i udbud, koster 12 pct. mere, end praktiserende læger gør, og de klinikker, som regionen selv driver, har faktisk en meromkostning på 57 pct. Så både på den middelkorte og den lange bane er der jo et økonomisk rationale i også at sikre, at vi har familielæger nok, altså praktiserende læger, som kender deres patienter.

Vi ved også, at opgaven vokser. Vi kender demografien og ved helt eksakt, at der er større og større behov for en velfungerende primærsektor, fordi vi heldigvis lever længere; vi har mulighed for det, hvis vi bærer os fornuftigt ad, og dermed har vi med den stigende levealder også risikoen for at erhverve os flere forskellige skavanker i løbet af livet. Derfor er det jo utrolig vigtigt at have en velfungerende primærsektor, som kan tage hånd om sine patienter.

Jeg synes, at det ville være ansvarligt at sætte i gang med flere introduktionsstillinger, så de unge læger får lyst til at være i almen praksis, og selvfølgelig flere hoveduddannelsesforløb, og det er motivationen for vores forslag. Altså, livsnerven i vores velfærdssamfund er jo, at vi har et godt sundhedssystem. Så at sige, at vi ikke kan finansiere det her, er simpelt hen ikke i orden, for vi ved jo, at det på den lange bane koster flere indlæggelser på hospitalerne; det koster også i forhold til folks sundhed og helbred, og det kan vi simpelt hen ikke være bekendt. Så derfor er vi nødt til at agere på det og sørge for, at vi får tilstrækkelig med læger, sådan at folk har mulighed for at kunne konsultere en læge, som de kender.

Men som sagt: Tak for en god debat. Det er jo altid givende at høre, hvordan positionerne er, men jeg håber da på, at vi trods alt rykker noget. Og så ser jeg ellers frem til, at vi får en snak om det i udvalget fremadrettet.

Debatten er ikke helt slut, for vi har korte bemærkninger. Først er det fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. Vi deler jo ambitionen om, at mennesker skal have mulighed for at få deres egen praktiserende læge. Men jeg lytter mig til, at det er meget vigtigt for ordføreren, at det er sådan en slags praktiserende læge, som vi kender det i dag, hvor man har sin egen praksis, som man i øvrigt har investeret en masse penge i og dermed også ligesom er lidt stavnsbundet til.

Men ordføreren bruger meget lidt flatterende vendinger om regionsklinikkerne eksempelvis. Og der er jo rigtig mange mennesker, for hvem det er sådan, at de faktisk ikke kender deres læge, fordi de simpelt hen ikke kommer der. Men jeg er også enig i, at for de borgere, som har kontinuerligt behov for læge, er det ret vigtigt, at det er den samme, man kommer til; ligesom det er vigtigt, at det er den samme social- og sundhedshjælper eller sygeplejerske, man konsulterer i forskellige sammenhænge.

Hvad er til hinder for, at man kunne organisere arbejdet på den samme måde i regionerne, hvor patienten faktisk stadig væk har sin egen praktiserende læge, blot uden at man skulle investere i en klinik, når det nu er så svært at få lægerne til at investere i en klinik?

Ordføreren.

Der er jo den forskel, at man, hvis man er ansat, har det ansvar, man nu har som ansat, hvorimod man jo, hvis det er sådan, at man er praktiserende læge med sin egen klinik, som man har investeret i, har taget en lidt større beslutning, kan man så sige, altså end hvis det er sådan, at man går ind i et ansættelsesforhold.

Jeg tror, der er stor forskel – eller det kan vi jo se i forhold til kontinuiteten. Det er den, der er så vigtig, og det er jo den, vi skal holde fast i i forhold til almen praksis. Det er jo så vigtigt, at man kan have den der kontinuitet, og at man kan blive ved med at have den samme læge år efter år. Og det kan man jo altså ikke være sikker på, hvis det er en klinik, hvor lægerne er ansatte på lønmodtagervilkår, for så kan de få lyst til noget andet.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Men det er jo altid en risiko. Jeg hørte lige, at min fars læge havde besluttet sig for at rejse til København; så der er ikke mere kontinuitet i det, end at man risikerer, at læger også finder på at skulle lave noget andet. Men det er vel i bund og grund bare et spørgsmål om at beslutte, at vi vil have mere kontinuitet i sundhedssektoren i det hele taget i forhold til sundhedspersonalet, uanset om det handler om regionsklinikker, eller om det handler om en privat klinik. Altså, i en privat klinik, hvor der kun er én læge, kan lægen også blive syg; i en privat klinik, hvor der er fire læger, kan man også risikere, at det er en af de andre læger, man kommer til – eller hvad?

Tak. Ordføreren.

Jamen der er masser af årsager til, at vi skal holde fast i vores praksissystem, for vi ved, at det er et af de bedste. Jeg er ikke bekendt med nogen, der fungerer ret meget bedre, i hvert fald ikke i forhold til de lande, som vi normalvis sammenligner os med; det viser sig i forhold til høj patienttilfredshed, høj patientsikkerhed og i det hele taget i forhold til en god kontinuitet. Det skal vi holde fast i, og det gør vi med et praksissystem, hvor lægerne har deres eget ydernummer, hvor de har en population af mennesker, som de skal tage sig af i en fast konstruktion, og det fungerer fint. Vi skal bare sørge for, at der er læger nok, sådan at vi alle sammen kan få adgang til en praktiserende læge.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Der er ikke tid til nøleri, hørte jeg Konservative sige; jeg er ganske enig. Ville det derfor ikke være en god idé, hvis vi får lukket de her illegale klinikker, hvor der er over 300 sundhedspersonaler, der render rundt og bruger noget af deres tid? Det kunne de bruge langt mere fornuftigt ved at hjælpe danske statsborgere og folk, der er legalt her i landet. Ville det ikke være en god idé at få lukket det, så de kommer ud at bruge tiden på noget fornuftigt?

Ordføreren.

Det er jo en ny problemstilling, hr. Lars Boje Mathiesen rejser der, som jeg ikke har været bekendt med, og det er jo sådan, at lægerne afgiver et lægeløfte. Så hvis det er sådan, at de bliver bekendt med, at der er nogen, der har en sygdom, et helbredsproblem, som de skal have løst, tager de jo hånd om det, uanset under hvilke konditioner de pågældende mennesker måtte være i Danmark.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Absolut, og det kunne jeg ikke drømme om at bede dem om at bryde. Men det kan man jo også gøre i det eksisterende legale sundhedsvæsen. Der er jo ikke nogen, der siger, at folk ikke kan få behandling her. Men jeg vil gerne drøfte det med De Konservative senere, for det her er jo ikke en ny problematik.

Men vi er vel enige om, at det er gavnligt, hvis de læger, vi har, bruger deres tid på at hjælpe folk, der er legalt her i landet, og danske statsborgere, når vi nu har lægemangel? Det er jo derfor, jeg bringer det op. Hvis vi ikke havde lægemangel, var det en anden sag. I Nye Borgerlige ville vi nok alligevel have samme holdning. Men nu har vi lægemangel, så var det ikke en god idé, at folk brugte al deres energi på at hjælpe danske statsborgere og folk, der er legalt i landet?

Ordføreren.

Jeg nyder jo, uanset hvor jeg rejser i verden, at der er mulighed for at få lægehjælp, hvis det er sådan, at man kommer til at fejle noget, og det synes jeg jo man under alle omstændigheder skal honorere. Vi har turister, der kommer her, og vores læger er tilgængelige. Ud fra det her lægeløfte, som jeg nævner, som lægerne afgiver, tager de jo som udgangspunkt altid hånd om dem, som har behov for lægehjælp.

Så er det hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Ordføreren kom her til sidst med nogle ret interessante betragtninger omkring det med, at man ikke altid skulle se på økonomi, for når det handlede om sundhedsvæsenet og det at kunne behandle mennesker, så var der også en langsigtet investering i det. Det er jo sådan set nogle betragtninger, som jeg godt kunne være tilbøjelig til at give ordføreren ret i. Derfor vil jeg bare høre ordføreren, om det er sådan en generel betragtning, i forhold til at det godt kan betale sig at investere i sundhedsvæsenet, i den offentlige velfærd. For det er jo ikke noget, der kun gør sig gældende i forhold til alment praktiserende læger, det er også noget, der gør sig gældende i forhold til sygeplejersker, i forhold til ansatte på sygehusene, hvor vi ved, at det, at de er pressede urimelig hårdt, fordi der har været rigtig mange effektiviseringer og rationaliseringer de seneste år, går ud over kvaliteten og dermed også de langsigtede investeringer. Jeg skal bare høre, om det er sådan en mere generel betragtning, ordføreren gør sig, i forhold til at det faktisk godt kan betale sig at investere i forebyggelse, også selv om det måske er nogle gevinster, man først kan høste senere.

Ordføreren.

Jamen det er jeg bestemt enig med hr. Peder Hvelplund i, nemlig at det sagtens kan være aktuelt og nødvendigt at investere i vores sundhedsvæsen og i vores helt basale velfærdssamfund. Vi skal jo adressere, hvad det er for nogle problemer, vi står over for. Vi kan jo godt se dem. Vi ved jo godt, at der bliver mangel på social- og sundhedsassistenter, på sygeplejersker og på andre faggrupper, sådan som demografien ser ud, i hvert fald når vi sådan umiddelbart kigger på det. Det skal vi da tage hånd om som dem, der har ansvaret for den offentlige sektor. Vi skal have det personale, vi har behov for, også fremadrettet.

Hr. Peder Hvelplund.

Jamen det er jeg rigtig glad for at høre, for jeg er fuldstændig enig i, at vi selvfølgelig bliver nødt til at sikre, at der er gode arbejdsforhold for vores ansatte i den offentlige velfærd. Det er jo både i sundhedsvæsenet, men også i daginstitutioner og skoler, hvor det handler om at få løftet både den regionale og den kommunale økonomi, så man kan tilgodese de velfærdsopgaver. Så jeg ser frem til, at det vil være en opgave, som vi fremover skal løse sammen med Det Konservative Folkeparti.

Ordføreren.

Det er noget, vi også ser frem til, i forhold til at sikre, at vi har uddannet personale i det omfang, der er behov for det, i den offentlige sektor.

Så er det Stinus Lindgreen. Værsgo.

Mange tak for det. Jeg vil lige benytte lejligheden til igen at takke ordføreren for at rejse sagen her og understrege, at vi bakker helt op om hensigten med det. Vi er helt enige i, at de privatpraktiserende læger i Danmark er helt afgørende for vores sundhedsvæsen, og vi støtter ambitionen om, at de skal være tilgængelige i hele landet. Derfor er vores modstand mod forslaget, som det ligger her, ikke, at det koster penge. Det vil det naturligvis gøre. Det skyldes, som jeg prøvede at sige i min ordførertale, at man må se på det samlede billede og på alle specialerne – også selv om vi er enige om, at det her er et presserende problem, må vi prøve at tage et samlet blik på hele området og løfte det samlet. Det er vores indstilling til området. Men vi bakker fuldstændig op om hensigten med forslaget.

Ordføreren.

Jeg havde selvfølgelig håbet på en mere klar opbakning end bare en opbakning til hensigten med forslaget, men det kan jeg fornemme ikke er tilfældet. Jeg vil jo så håbe på, at Det Radikale Venstre i forhold til problemstillingen vil gøre sin indflydelse gældende over for regeringen, for på et eller andet tidspunkt må der jo skulle tages hul på en aftale om en sundhedsaftale. Der får vi jo nok problemstillingen op på bordet igen.

Tak for det. Er der et spørgsmål mere fra Stinus Lindgreen? Værsgo.

Tak. Det kan jeg berolige ordføreren med at vi kommer til. Der er også områder, hvor vi ikke er enige med regeringen. Jeg tror ikke, at det er nogen hemmelighed, at deres tjenestepligt ikke er noget, som vi synes er verdens bedste idé. Så vi kæmper videre for samme dagsorden, og vi skal nok løfte vores del af opgaven.

Ordføreren.

Det glæder mig, at vi også deler holdning i forhold til tjenestepligt, for jeg vil faktisk betegne det som direkte skadeligt for lægeuddannelsen, hvis det er sådan, at man begynder at indføre tvang. Det er jo sådan, at lægeuddannelsen er ret lang, og der er rent faktisk forløb i lægeuddannelsen i forvejen, hvor de unge ikke altid lige selv har råderet over, hvor i landet de skal befinde sig. Og hvis det så er sådan, at man bygger yderligere på på et tidspunkt i de unge lægers liv, hvor de måske er ved at stifte familie eller har en ægtefælle og har bosat sig et sted, er det uhensigtsmæssigt og direkte skadeligt, tror jeg, for lægeuddannelsen.

Tak for det. Vi siger tak til Per Larsen. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Og da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)