Tak til Folketinget for en interessant behandling af det her forslag. Dansk Folkeparti har jo ønsket, at vi straffer vanvidskørsel langt hårdere; at vi konfiskerer bilen og fjerner personen, der står bag vanvidskørslen, fra gaden med det samme. Der kommer vi rundt om forskellige initiativer i den her buket i beslutningsforslaget, og jeg har sådan set hørt rigtig mange i Folketinget være enige i, at der skal gøres noget, og også være enige i en del af de ting, der ligger i forslaget.
Det er jo i virkeligheden en presbal; sådan må vi jo tage det, og sådan skal regeringen også vælge at tage det. For vi så trafikdrabet på politibetjenten i juli 2019, og nu står vi altså her i maj 2020, og selv om regeringen har sagt, at der skal ske noget, og selv om Folketingets partier hver især med deres næb har sagt, at der skal ske noget, så er tilfældet rent faktisk, at der ikke er lavet nogen som helst lovændringer siden juli 2019 – til trods for at politibetjente, der arbejder med de her sager, kører på motorcyklerne, siger: Konfisker bilen; lav en straksdom, så man fjerner vedkommende fra gaden; gør noget i forhold til kørekortene, som dem, der kører de her biler, ikke har, osv. osv.
Så derfor er det her et forsøg på at få regeringen i tale, og vi håber på, at det hele munder ud i – trods alt – at der, som justitsministeren også var inde på på et samråd, vi havde i går, kommer forskellige lovforslag i forskellige ministerier. Vi må vente med spænding på at se, hvad der så ligger i dem, men vi håber i hvert fald på, at der nu kommer til at ske noget.
Ordet vanvidsbilisme siger jo egentlig sig selv: at det er vanvid at køre vildt og voldsomt, hvor der er familier på vejene, der skal passe på deres børn og passe på sig selv. Så jeg tror, at danske familier er dødtrætte af, at vi har de her vanvidsbilister, der kører om kap på en motorvej eller kører vildt og voldsomt inde i en bykerne, f.eks. i København eller i Aarhus, hvor der er svage bilister, gående, cyklister, der kommer i klemme.
Man må sige, at hvis man kigger sig om, så er det sådan, at vanvidsbilisme findes alle steder og har forskellige karakterer. Nogle er jo mere absurde end andre. Vanvidsbilisme, hvor man kører hurtigt i sin egen bil en søndag nat på en fuldkommen mennesketom motorvej for at vise vennerne, hvor hurtigt ens bil kan køre, ja, det er også vanvittigt, men det er jo sjældent farligt; det er måske kun farligt for en selv og svært at dæmme op for for myndighederne. Men vanvidsbilisme, hvor man kører igennem en storby i høj fart, over for rødt og i modsatte vejbane midt i myldretiden, er meget mere vanvittigt, og her er der ofte uskyldige liv på spil. Her handler det ikke bare om at vise sig over for vennerne, her handler det om at manifestere sig over for det resterende samfund og vise: Her gælder jeres regler ikke, for vi er ligeglade med, hvad I gør, og ligeglade med, hvilke sanktioner I forsøger at ramme os med.
Den attitude skal vi simpelt hen have gjort op med, og derfor har Dansk Folkeparti udarbejdet det her beslutningsforslag, vi behandler i dag.
Med de vanvidsbilister, hvor det er banderelateret, kan man sige, at det er en så lavthængende frugt, at den er lige til at plukke. Så lad os nu gøre det. Lad os få stoppet de her livsfarlige unge mænd, som tilsidesætter enhver form for fornuft og respekt over for andres liv og førlighed. Derfor er det her beslutningsforslag et af mange forslag til, hvordan vi kan gøre livet surt for de bandemedlemmer, som vi kender i det danske samfund. Og det handler også om og fører frem til, at hvis man ikke er dansk statsborger, skal man simpelt hen ikke have lov til at fortsætte med at være i Danmark; så skal man udvises, hvis man står for vanvidsbilisme, der går ud over andre menneskers førlighed.
For banderne skal mærke, at samfundet ikke accepterer dem, og at vi gør alt, hvad der står i vores magt, for at sætte en bremse for deres aktiviteter. De skal simpelt hen stemple ordentligt ind i samfundet frem for at leve på den anden side og begå deres afskyelige kriminalitet. Og her er vanvidskørsel i store, dyre muskelbiler en klar manifestation og i virkeligheden en armlægning med samfundet, og vil de ikke skifte livsvej, så skal de mærke samfundets modstand mod sig.
Banderne skal stækkes. Bilerne skal tages fra dem, og et bandemedlem på en cykel eller i linje 5, i en bus, har ikke helt samme udtryk som en flok kriminelle araberdrenge i en leaset Mercedes-AMG til over 1 mio. kr., selv om man er på kontanthjælp. Og gør man sig selv umulig og kan ikke andet end at køre rundt i de her dyre biler, som er finansieret af afstumpede kriminelle aktiviteter, så må samfundets svar være, at så tager vi bilen fra dem og kvitterer med en fængselscelle straks.
Der må jeg sige, at vi er meget optaget af, når vi behandler sådan et forslag som det her, at finde en vej, der sikrer, at vi ikke bare fjerner bilen. Jeg er enig i, at regeringen muligvis har fundet en model – nu må vi se forslaget – der sikrer, at det kan man gøre. Men ikke mindst skal vi også fjerne de personer fra gaden, for vi ved alle sammen godt, at hvis man er bandemedlem, ja, så går det hele jo ud på, at man er ligeglad med det samfund og det politi, man har efter sig, og at man har tænkt sig at styre tingene selv. Og det vil sige, at man finder en ny bil og en ny bil og igen en ny bil, og at man, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt var inde på, kommer med alle mulige dårlige undskyldninger, selv om man ikke har kørekort, om, at det er en bil, man har stjålet. Og så er vi lige vidt.
Derfor er det, Dansk Folkeparti siger – også med det her forslag – at vi må indføre nogle straksdomme. Og der er det for os ikke afgørende i forbindelse med de straksdomme, at forudsætningen er, at man har erklæret sig skyldig, for så kommer vi jo ikke nogen vegne. Lad mig lige minde om det, jeg sagde før: Bandemedlemmer er for manges vedkommende fuldstændig ligeglade og bruger det som en manifestation over for myndighederne, fordi de jo er i krig eller i kamp med myndighederne. Derfor er de ligeglade med, om man fjerner bilen. Man kører videre i en anden bil, og penge har man i øvrigt nok af, for man har en meget lukrativ forretning med at sælge narko og hash til mennesker, der ønsker at få fat i det.
Derfor skal man bare lige huske på, at når vi snakker vanvidsbilisme, så retter vi i høj grad vores aktiviteter mod nogle mennesker, der er ligeglade med samfundets regler, og derfor er straksdomme nødvendige – eller den afskygning, som hr. Preben Bang Henriksen var inde på, nemlig en varetægtsfængsling uanset hvad – og ikke med afsæt i, at vi forhøjer straffene lidt, for det vil ikke i sig selv udløse varetægtsfængsling i særlig mange tilfælde. Det kan godt være, at ministeren kan pege på nogle enkelttilfælde, hvor man står til en meget, meget høj straf og vi derfor kan varetægtsfængsle, men reglen vil normalt være – i forhold til ren vanvidsbilisme, uden at der er drab indblandet – at man vil slippe for varetægtsfængsling. Så derfor er vi nødt til at have fat i noget, som f.eks. Venstre var inde på i debatten her: varetægtsfængsling, hvis man er vanvidsbilist. Og derfor er vi også nødt til at forstærke det forslag, som jeg i hvert fald hører det, der kommer fra regeringen. For jeg hørte ikke Socialdemokraterne være med på, at man ville lave straksdomme eller stramme yderligere, hvad angår varetægtsfængsling. Så det er en klar opfordring til regeringen om at få kigget på det her.
Som afslutning er det sidste argument for at gøre noget her, at vi ansvarliggør aktørerne omkring det her cirkus af fiduser, som de her bandedrenge, vi taler om, benytter sig af for at køre rundt i gaderne og forsøge at manifestere deres magt med vanvidskørsel i såkaldte muskelbiler – for det gør vi nemlig, ved at man fjerner bilerne. Derfor er vi nødt til at tage tyren ved hornene og sikre, at bilerne rent faktisk bliver fjernet, og at vi ikke kommer med alle mulige undskyldninger og kattelemme, der gør, at en fin advokat kan finde vejen ud af det alligevel. Og derfor har jeg store forventninger på lige præcis det punkt til regeringens forslag.
Jeg vil sige afslutningsvis, at Dansk Folkeparti ikke har nogen fine fornemmelser, med hensyn til hvad man kan gøre for at stoppe det her vanvid. Det skal bare stoppes, og det handler om, at de her biler skal fjernes, og at dem, det handler om, skal ind og sidde i fængsel, så de forstår, at vi vil noget over for dem, og det er, at de ikke skal have lov til at bestemme. De skal ikke have lov til at manifestere sig. Det er samfundet, der skal manifestere sig, hvis der er nogen, der skal det.