Det næste punkt på dagsordenen er:

23) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 138:

Forslag til folketingsbeslutning om udarbejdelse af en opdateret udgave af magtudredningen.

Af Morten Messerschmidt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 28.02.2020).

Forhandlingen er åbnet. Uddannelses- og forskningsministeren, værsgo.

Tak for det, formand. I dag skal vi drøfte et beslutningsforslag vedrørende opdatering af magtudredningen, som var et omfattende forskningsprojekt, der blev sat i gang på foranledning af Folketinget og havde til formål at analysere det danske folkestyres situation ved overgangen til det 21. århundrede. Det er et forskningsprojekt, jeg selv har haft fornøjelsen af at stikke næsen i adskillige gange, og som den – må jeg nok vedgå – politiske og forskningsmæssige nørd, jeg er, har jeg også fundet meget, meget stor interesse i det.

Det, forslagsstillerne ønsker med beslutningsforslag B 138 er, at regeringen nu nedsætter et bredt udvalg af eksperter fra universiteter, virksomheder, fagbevægelse, foreningsliv m.v. for at udarbejde en opdateret udgave af netop den her magtudredning med særlig fokus på det politiske liv, medier og foreningsliv. Forslagsstillerne ønsker endvidere, at regeringen generhverver domænet www.magtudredning.dk, og at man her løbende dokumenterer processen vedrørende en opdatering af magtudredningen.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg fuldstændig deler interessen for, hvordan vores demokrati udvikler sig, at vi selvfølgelig løbende skal holde øje med magten, og hvordan adgangen til at blande sig i den magt udvikler sig. Folkestyrets vilkår ændrer sig løbende med samfundsudviklingen, og f.eks. kan vi se, at det digitale indtog af de sociale medier i sig selv har givet et fuldstændig forandret mediebillede. Og det er fornuftigt med et forskningsmæssigt grundlag for debatten om folkestyrets tilstand og spørgsmålet om, hvordan vi kan styrke og få flere med i det demokratiske fællesskab. Det er vigtigt, og vi har udfordringer. Heldigvis har vi også dygtige forskere på de danske universiteter, der beskæftiger sig med netop de emner, og det er en vigtig forskningsmæssig indsats.

Jeg vil også gerne understrege, at den her løbende debat om magten og folkestyret er sund og vigtig, og det stiller både jeg og den samlede regering selvfølgelig gerne op til debat med Folketinget om. Der er en række påstande og vurderinger i begrundelsen for det konkrete beslutningsforslag, som regeringen ikke deler, men regeringen er helt enig i, at det grundlæggende er en god idé at blive klogere på det danske demokrati, og der er mange interessante og vigtige emner at tage fat i.

Personligt mener jeg f.eks., at den her voksende mistillid til politikere og systemer er noget, vi alle sammen bør beskæftige os med. Hvordan er det, vi kommer ind på et andet spor end det, vi oplever i den vestlige verden lige nu, hvor et stigende antal mennesker ikke synes, at vi er der for dem, at vi beskæftiger os med hverdagens problemer hos dem, at vi overhovedet er relevante i en repræsentation af dem og deres hverdag? Den voksende mistillid har udmøntet sig i en række forskellige brydninger og en række forskellige valg i den vestlige verden i den senere tid, som jeg gerne havde set anderledes, og jeg ville helt utrolig gerne, at den voksende mistillid var noget, vi kunne dreje i en anden retning. For at kunne gøre det tror jeg det er vigtigt at belyse udviklingen og baggrunden for den mistillid, også forskningsmæssigt, måske også internationalt, for det er ikke kun i Danmark, at det her foregår.

Ulighed i demokratisk deltagelse er endnu et punkt, som bekymrer mig, og som jeg mener at vi politisk bør interessere os mere for, men samtidig ser vi også en udvikling med faldende medlemstal i partierne, og hvor den demokratiske samtale har antaget ny karakter med sociale mediers indtog. Alt det her skal diskuteres, drøftes, skal have vores opmærksomhed og selvfølgelig meget gerne underbygges af viden og forskning.

Derfor er jeg også fuldkommen interesseret i, at den viden løbende tilgår os, og at den forskning gennemføres, og hvis der er interesse for endnu mere forskning i folkestyrets tilstand og i den folkelige deltagelse, er det noget, jeg i hvert fald som minister er meget interesseret i at diskutere, når vi har vores årlige forhandlinger om netop forskningsreserven, hvor vi har penge på bordet, som vi politisk kan prioritere, bl.a. til projekter som det her.

Samtidig vil jeg gerne understrege, at hvis man går den vej og vil have en ekstra bevilling til forskning inden for det her område, synes jeg, det er en vigtig politisk overvejelse her hos os i dag at tage ansvar for, at det bliver med politisk armslængde. Det har vi til gengæld rigtig glimrende muligheder for at gøre, bl.a. gennem Danmarks Frie Forskningsfond, men det er, synes jeg, en grundlæggende præmis at tage med, hvis vi reelt skal kunne bruge de resultater til noget i vores kommende politiske arbejde og jo meget gerne til styrkelse af vores fælles demokrati. Hvis man organiserer det i armslængde, vil det give et mere objektivt forskningsmæssigt grundlag end den organisering, der foreslås i beslutningsforslaget, hvor man lægger op til, at en række interessenter skal udarbejde en undersøgelse.

Så for at sammenfatte: Der er rigtig mange ting i vores demokrati, vi løbende skal drøfte. Der er også rigtig meget, som vi kan blive klogere på, og hvor tingene udvikler sig med en hastighed, som vi ikke har set tidligere, f.eks. med vores mediebillede og vores sociale medier og den demokratiske samtale, men fordi beslutningsforslaget er strikket sammen, som det er, så kan vi ikke støtte det her konkrete beslutningsforslag nr. B 138 i dets nuværende form, men debatten tager vi gerne. Tak.

Tak. Så er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg kunne tænke mig at spørge uddannelses- og forskningsministeren, om det overhovedet ville være muligt for oppositionen at udforme et sådant beslutningsforslag på en måde, så regeringen ville stemme for, eller om man i virkeligheden bare har ledt efter anledninger til at stemme imod. For det var jo ganske mange rosende ord til en indledning, og så var det noget med, at det ikke måtte være interessenter, der var med i processen, men det står der jo heller ikke noget om. Der står, at det skal være et bredt udvalg af eksperter, og eksperter er jo ikke nødvendigvis folk, der på den ene eller anden måde er involveret.

Så hvordan forestiller ministeren sig så, at det her kan sammensættes på en måde, som regeringen kan leve med? Jeg må gøre opmærksom på, at der jo i dagspressen er folk fra bl.a. Syddansk Universitet, som har været ude at bakke op om det forslag, Dansk Folkeparti her har fremsat – altså folk fra forskningsverdenen. En af de hovedansvarlige for den tidligere magtudredning hr. Jørgen Goul Andersen har tidligere bakket op osv. Så leder regeringen bare efter en undskyldning for at sige nej?

Værsgo.

Det var jo et ja-/nejspørgsmål. Nej, regeringen leder ikke bare efter undskyldninger for at sige nej. Vi vil faktisk rigtig gerne have en løbende drøftelse og vidensbaseret diskussion af, hvordan vores demokrati udvikler sig, men det skal være med armslængde. Det skal være politisk uafhængigt, og det er rigtig, rigtig vigtigt, tror jeg, for, hvad vi kan bruge det til i sidste ende.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det er det, jeg ikke forstår. Jeg kan læse op her af første linje i forslaget:

»Folketinget pålægger regeringen at nedsætte et bredt udvalg af eksperter fra universiteter, virksomheder, fagbevægelse, foreningsliv m.v. for at udarbejde en opdateret udgave af magtudredningen«.

Der står da ikke her noget om, at der ikke skal være med armslængde. Hvad er det for et ord, ministeren skulle have haft ind for at have dækket det alibi af?

Værsgo.

Der er faktisk slet ikke behov for noget alibi. Tværtimod er jeg som forskningsminister interesseret i, at hvis vi skal bruge det her sobert og reelt, så bliver det også forskning. Jeg synes, det ligger bedre f.eks. i Danmarks Frie Forskningsfond uafhængigt af de her interessenter, som forslagsstilleren læser op, og som jo i mange sammenhænge selv vil være genstand for den her undersøgelse. Der er magt i de interessenter, forslagsstilleren læser op, og selvfølgelig skal vi ikke undersøge os selv. Det skal vi ikke som politikere, men det skal vi heller ikke som samfundsinteressenter og -aktører.

Så er det hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for talen. Det er et ret enkelt spørgsmål: Er det sådan, at når vi skal allokere forskningsreserven til efteråret, kan vi sætte et projekt ligesom det her projekt, men med de forbehold, som regeringen har, på, og så kan vi bruge noget af forskningsreserven til at gennemføre et tilsvarende projekt?

Værsgo.

Det kan vi, hvis vi i fællesskab kan blive enige om det og prioritere det politisk. Så er det jo ved det bord, der både er penge og forskningspolitisk prioritering til stede. Så det kan vi, hvis vi vil.

Værsgo til hr. Henrik Dahl.

Betyder det, at vi kan regne med, at ministeren af egen drift tager initiativ til at få formuleret et forslag til en magtudredning, der skal undersøge de spørgsmål, der er beskrevet her?

Værsgo.

Se, det er jo et helt andet spørgsmål. For kan vi? Ja, det kan vi. Men kan jeg stå her og fortælle, hvad der kommer til at ligge i regeringens finanslovsforslag? Det kan jeg ikke.

Tak. Umiddelbart er der ikke flere spørgere. Så er det hr. Kasper Sand Kjær, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Beslutningsforslaget, som vi behandler her, er fremsat af Dansk Folkeparti, og det vil pålægge regeringen at nedsætte et bredt udvalg af eksperter for at udarbejde en opdateret udgave af magtudredningen og ikke mindst erhverve et domæne til det formål. Det er jo en interessant debat, som vi i Socialdemokratiet hilser velkommen.

I bemærkningerne til forslaget peger forslagsstillerne på, at meget har ændret sig, siden den sidste magtudredning blev lanceret i 2003. Demokratiet og samfundet har forandret sig, teknologien har udviklet sig, og vi har set tegn på en stigende polarisering og faldende tillid til systemer, medier og politikere. Så vi deler derfor analysen af, at meget har forandret sig, og vi medgiver, at det også giver anledning til refleksion, ikke bare over de forandringer, der er sket, men også over, om de forandringers årsager og konsekvenser er godt nok belyst i dag, og om vi har den nødvendige viden bragt til bordet, for at vi politikere og samfundet som helhed kan sikre, at demokratiet er levende og sundt.

De sociale medier har jo grundlæggende ændret ved den demokratiske samtale. Pludselig har alle mennesker et offentligt talerør, og det rummer jo et stort potentiale. Adgangen til politikere og beslutningstagere er også blevet lettere. Men samtidig ser vi også, at debatten på de sociale medier har en hård tone. Fronterne bliver trukket skarpt op, og ofte driver debatten os længere fra hinanden i stedet for at gøre os klogere og mere nysgerrige på det modsatte synspunkt. Den hårde tone i debatten afholder også mange danskere fra at deltage.

Samtidig har vi i dag adgang til direkte nyheder fra hele verden i alle døgnets timer. Det rummer et stort potentiale for bedre oplysning, men det har også forandret grundvilkårene fra mediernes dækning af politik. Der skal produceres flere nyheder i et hastigere tempo. De traditionelle medier udfordres af nye medietyper, og en stadig større del af befolkningen har sociale medier som deres primære nyhedskilde uden nødvendigvis at sætte spørgsmålstegn ved den egentlige kilde til nyheden. Derfor kan falske nyheder sprede sig langt hurtigere og bredere end tidligere.

Men demokratiet er ikke kun udfordret af sociale mediers indtog og et forandret mediebillede. Faldende tilslutning til de politiske partier udfordrer både vores partiers legitimitet, men værst af alt betyder det jo, at partiernes rolle som folkelige organisationer med trådene ud i hele samfundet til at engagere og involvere danskerne i politik er blevet mindre. Og blandt danskerne ser vi en stigende ulighed i, hvem der deltager i demokratiet. Selv om valgdeltagelsen er høj ved valg i Danmark, er der en kæmpe forskel på kontanthjælpsmodtageres og akademikeres deltagelse eller unges og gamles valgdeltagelse, ligesom der er stor forskel på, hvem der deltager i foreningsarbejdet, og hvem der engagerer sig i de folkelige organisationer. Kaster vi blikket ud over de danske grænser og ser på demokratiets tilstand omkring os, må vi også konstatere, at vi ikke står alene. Overalt i verden er demokratiet og demokratier under pres. Hvor demokratiet for 10 og 20 år siden blomstrede frem, er det nu på tilbagetog, og i den vestlige verden ser vi en stadig stigende mistillid til politikere og til det politiske system.

Der kan altså være god grund til at tage temperaturen på vores demokrati og reflektere over, hvad der er sket siden 2003. For meget har ændret sig. Det vil vi i Socialdemokratiet gerne være med til at drøfte med de øvrige partier i Folketinget, ikke mindst drøfte, om vi har den nødvendige viden i dag til at forstå de bevægelser, der sker i vores demokrati.

Men skal det så lige være en opdatering af magtudredningen med en bestemt type arbejdsgruppe, og hvor domænet er bestemt på forhånd? Det er jeg ikke nødvendigvis sikker på, for jeg tror ikke nødvendigvis, at vi får de svar, vi leder efter, hvis vi bare gentager øvelsen fra sidst. Derfor kan vi ikke støtte forslaget i dets nuværende form. Den tidligere magtudredning var jo en relativt dyr og relativt langstrakt affære, og vi må jo i udvalgsarbejdet efterfølgende overveje, om vi kan finde en smartere måde at blive klogere på, som måske endda også forholder sig til eller spiller sammen med den forskning på området, der allerede foregår. Men vi er som sagt klar til en dialog om, om vi har den nødvendige forskning i demokrati i dag, og om det kunne være meningsfyldt at igangsætte et arbejde for at gøre os klogere. Jeg ser frem til den videre behandling af emnet. Tak.

Tak. Hr. Morten Messerschmidt.

Tak for det. Jeg ville ønske, at den socialdemokratiske ordfører så kunne være lidt konkret, med hensyn til hvad man vil. For hvis man ligesom ministeren er enig i problemstillingen, altså at det danske samfund har forandret sig mærkbart – det kan i dag være svært at gennemskue lovgivningsprocesser, og hvilken rolle sociale medier spiller; den måde, den udøvende magt organiserer sig på over for den lovgivende magt osv. – hvad er det så, hr. Kasper Sand Kjær forestiller sig, at vi kan gøre? Hvis ikke den model, som vi har fremlagt her, og som, hvis jeg må sige det, altså vinder opbakning fra i hvert fald to professorer og en lektor ved Syddansk Universitet, er den, som Socialdemokratiet kan se sig selv i, hvordan skal det så gøres?

Værsgo.

Jeg synes ikke nødvendigvis, at vi skal binde os til en konkret model allerede nu. Jeg synes, det kalder på mere samtale og dialog om, hvad det præcist er for et stykke arbejde, vi har brug for at sætte i gang. Vi skal have afdækket, hvad det er for noget forskning, der også er kommet til siden 2003. Hvordan kan vi lave noget, der spiller sammen med det, og er det nødvendigvis et mangeårigt, langt forløb af et kæmpe digert forskningsprojekt, der er det rigtige svar, eller kunne det være en pluralisme i forskellige projekter? Alt det synes jeg kunne være spændende at drøfte også med forslagsstilleren og de øvrige partier i Folketinget, altså hvordan vi bedst sørger for, at vi har den nødvendige viden at stå på i den meget vigtige samtale om, hvordan vi sikrer, at vores demokrati er levende og sundt.

Hr. Morten Messerschmidt.

Med al respekt vil jeg sige til hr. Kasper Sand Kjær, at meget ofte, når folk siger, at de gerne vil have en dialog, er det, fordi de ikke lige ved, hvad de selv skal byde ind med i den dialog og derfor afventer andre. Derfor ville det bare være rart, når nu Socialdemokratiet siger, at man er enig i hensigten her, og at man godt kan se problemstillingerne og alle de der fine ord, som vi hører fra både hr. Kasper Sand Kjær og ministeren, hvis man kunne være en lille smule konkret. Altså, hvordan forestiller hr. Kasper Sand Kjær sig at den her dialog skal foregå? Det er jo sjovest at have en dialog, hvis begge eller flere parter har nogle ideer at byde ind med i den dialogkreds, som hr. Kasper Sand Kjær forestiller sig.

Værsgo.

Men med al respekt vil jeg sige til hr. Morten Messerschmidt, at jeg synes, at De springer lige lovlig hurtigt til konklusionen på, hvad det er, vi har brug for. For jeg synes egentlig, vi først og fremmest har brug for en dialog og en samtale med hinanden om, hvad det er, vi har brug for at få afdækket. Og så kan vi jo efterfølgende tage det med, hvordan den konkrete form skal være. Men det er en oprigtig invitation til en dialog om, hvad det er for nogle udfordringer, vi ser derude fælles på tværs af Folketingets partier – og hvordan kan vi sørge for at få tilvejebragt den viden, vi har brug for?

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Hr. Karsten Lauritzen, Venstre.

Tak. Først og fremmest vil jeg godt rose forslagsstillerne og hr. Morten Messerschmidt. Jeg synes, det er et godt, gennemarbejdet og meget, meget fornuftigt beslutningsforslag, som jeg er ked af at Venstres folketingsgruppe ikke står som medforslagsstiller på. Det ville jeg ønske. Jeg ville også ønske, at vi i vores regeringstid havde leveret på det, der efterspørges i beslutningsforslaget, nemlig en opdatering af magtudredningen. Så ros og anerkendelse og også en smule misundelse over, at Dansk Folkeparti her har rykket hurtigere end Venstre.

Så vil jeg sige, at grunden til, vi synes, det er en god idé – for det skal man jo begrunde – ikke kun er, fordi der i beslutnignsforslaget henvises til noget, hr. Bertel Haarder har sagt, men fordi magten har flyttet sig, siden man fik den seneste magtudredning. Det bliver vi jo nødt til at være bevidste om og klar over, og det skal befolkningen også være klar over. Noget af det, jeg i særlig grad er ked af, er, at magten har flyttet sig fra det her rum, denne sal, vi befinder os i, til alle mulige andre steder. Også for at være helt ærlig: ind i lukkede rum, i forligskredse, i ministerier. Jeg kan selv sige det med min ministererfaring, nemlig at det jo er det letteste for en regering at flytte det derind. Det er altid træls, når det rykker ud i offentligheden. Der skal være et fortroligt rum. Der skal være mulighed for at forhandle som minister, men der skal også være en åben, offentlig og reel politisk proces i Folketinget.

Alt for mange folketingsmedlemmer inklusive mig selv bruger for lang tid foran et rullende tv-kamera og for lidt tid i den her sal. Det rammer vores lovkvalitet, og det viser sig som mistillid, ikke bare til offentlige institutioner og til skiftende regeringer, men også til Folketinget og os folkevalgte. Jeg tror ikke – og det er ikke for at kritisere dem, der er nyvalgte i Folketinget – at den måde, Folketinget fungerer på i dag, var den måde, det fungerede på, da jeg blev valgt i 2007, og jeg synes desværre, at det er gået i den forkerte retning. Det ville vise sig i en magtudredning. Det har vi brug for noget empiri og noget forskning på, og vi har også brug for at komme tilbage til nogle af de dyder med parlamentarisk arbejde, som tidligere kendetegnede Folketinget, og som har en kæmpestor værdi for folkestyret, også en langt større værdi, end at vi politikere står og skændes i Clement Kjærsgaards Debatten eller på TV 2 News, som rigtig mange folketingsmedlemmer bruger rigtig meget af deres tid på. Det er ikke for at kritisere det, men det er bare for at konstatere det, altså at Folketinget jo i stigende grad har udviklet sig til en debatklub frem for at være nogle, der fører aktiv parlamentarisk kontrol med regeringen og tester lovkvaliteten. Vi har brug for en magtudredning for at få det bevist og belyst og for at få startet den konstruktive parlamentariske debat om, hvordan vi så kan lave det om. Derfor synes vi, det er et fremragende forslag.

Men jeg hørte også det, ministeren sagde, og derfor vil jeg godt give regeringen en mulighed for så at levere på nogle af de positive ord. Hvis regeringen ikke vil stemme for det her beslutningsforslag, hvad vil regeringen så? Selv om jeg har lyst til at stemme regeringen ned, ville jeg egentlig hellere levere på indholdet af forslaget, så derfor skal der lyde en opfordring herfra til ministeren og til regeringen om mellem den førstebehandling, som vi har her, og den andenbehandling, som forslagsstillerne helt givet vil kræve, at se på, om vi ikke kunne nå til enighed om noget. Og hvis vi kan det, kan vi jo gå i gang, det synes vi er rigtig godt. Hvis vi ikke kan det, kommer det jo til afstemning, og så kan jeg sige, at så vil Venstres folketingsgruppe ubetinget stemme for beslutningsforslaget.

Der er dog også nogle ting heri, som vi ville have skrevet lidt anderledes. Vi synes, det er meget vigtigt, at der kommer noget hastighed ind i en kommende magtudredning. Dels tog det lang tid for politikerne at blive enige om, hvad der skulle udredes sidste gang, dels tog det også lang tid for forskerne at forske sig frem til resultatet. Vi har brug for, at det bevæger sig lidt hurtigere. Der er også nogle ting, som vi synes er vigtigere end andet i forslaget. Så derfor håber vi, at det kunne være muligt at se, om man kunne nå til enighed og undgå, at forslaget kommer til afstemning. Det må naturligvis også ske i dialog med forslagsstillerne, hvis forslagsstillerne ønsker det. Men så tror jeg ikke, at jeg kan sige det mere positivt.

Det sidste, jeg skal sige og annoncere her, er, at vi i Venstre ønsker forslaget parallelbehandlet i Udvalget for Forretningsordenen, hvor vi mener, at et sådant forslag egentlig hører hjemme. Så det er et ønske om det, altså at man kører en parallelbehandling i Udvalget for Forretningsordenen. Tak for ordet.

Tak for det. Hr. Morten Messerschmidt.

Det lyder jo til, at hr. Karsten Lauritzen og Dansk Folkeparti ser meget ens på de udfordringer, som folkestyret står over for, og som det danske samfund og demokratiet står over for. Jeg har da ingen erindring om i ganske lang tid at have hørt en så positiv ordførertale om et forslag fra Dansk Folkeparti, så det vil jeg bare gerne kvittere for. Og så vil jeg sige, at med den måde, beslutningsforslaget er udformet på, indeholder det intet implicit ønske om, at det atter skal tage 10 år. Der står ikke noget om det tidsperspektiv, vi forestiller os, men jeg vil bare gerne have lov til at tilslutte mig det, som Venstres ordfører siger, at det selvfølgelig skal ske hurtigere. Det understreges jo netop af den alvorlige situation, som vi ret bredt, tror jeg, er enige om at vi befinder os i. Så lad os endelig komme i gang, uanset om det er ved at trykke på knappen eller ved at trykke regeringen på maven. Det finder vi ud af. Det vigtige er, at det er sagen, der tæller.

Tak, og værsgo.

Tak. Det sidste er jeg helt enig med hr. Morten Messerschmidt i. Og så kan jeg sige, at det er rigtigt, at Venstres ros eller kærlighed, om man vil, til Dansk Folkepartis beslutningsforslag i dette tilfælde er stor, men det er, fordi vi synes, forslaget er rigtig godt, og næsten en til en er det, vi selv mener. Så hvis Dansk Folkeparti vil fremsætte flere forslag, som indeholder Venstres politik, vil man opleve lige så positive og rosende ordførertaler som den, jeg her har givet udtryk for.

Tak for det. Så er det hr. Morten Messerschmidt, som har 5 minutter nu og 5 minutter til sidst. Værsgo.

De fleste her i salen kan jo nok huske året 2003, og de fleste kan nok også huske året 1994, men det er længe siden. Det er, som om tiden bare går hurtigere og hurtigere. Da den seneste magtudredning blev lanceret, var Facebook endnu ikke grundlagt, Twitter var ikke grundlagt, og vi havde stadig væk den første iPhone til gode – og tænk på, hvor meget det fylder i dag, også i det politiske liv. Vi har en amerikansk præsident, der nærmest regerer pr. Twitter, og vi har folketingsmedlemmer, der står under afstemninger osv. og optager videoer for at få lagt dem på Facebook. Det sker alt sammen via vores telefoner, som man altså indtil for nylig brugte til at tale i, men det er nærmest en sekundær funktion i dag. Så man må sige, at samfundet er et fuldstændig andet, og at mange af de konklusioner, som udvalget bag magtudredningen kom med i deres grundige arbejde, ikke længere afspejler det samfund, vi har.

Derfor er jeg glad for de positive bemærkninger, der indtil videre er kommet om det her forslag, for det handler jo grundlæggende om vores demokrati og, som ministeren var inde på, om tilliden til det demokratiske samfund, som vi har valgt, og som vi alle sammen bakker op om.

Det her forslag slutter sig jo til en debat, vi har i forvejen, om netop det, som Venstres ordfører var inde på, nemlig magtbalancen imellem især regeringen, den udøvende magt, og Folketinget som den instans, der skal kontrollere regeringen. Det er derfor, tror jeg, at det, når man hører regeringen og regeringspartiets to repræsentanter, er enormt vigtigt, at man også lytter efter de ting, der bliver sagt mellem linjerne. Vi er nemlig nødt til, når det handler om demokratiet, at se bort fra vores individuelle partiinteresser og magtinteresser og fokusere på, at den måde, som det danske demokrati arbejder på, skal være fair, transparent og rimelig, uanset hvem vælgerne eller Folketinget sender ud i regeringskontorerne.

Der er elementer, også bare inden for det, der er sket inden for det seneste år eller de seneste år, som bør få advarselslamperne til at lyse. Det er ikke bare noget, oppositionen kan se. Det er, som jeg har nævnt, også noget, man kan se i den akademiske verden, bl.a. fra SDU's side, hvor man i Berlingske her for ca. 14 dage siden kunnet læse i en kronik, at flere erklærede sig enig i det beslutningsforslag, vi har her, netop fordi der sker en centralisering af magten i regeringen. Vi har nu besluttende organer med medlemmer, der ikke er medlemmer af regeringen osv. Og det er en farlig udvikling, hvis det ikke afbalanceres med initiativer, som også styrker Folketinget.

Den slags ting, de sociale mediers rolle, forholdet mellem Folketinget og regeringen, hele civilsamfundets betydning i dag, hvor man måske bruger mere tid på sin iPhone end på at være sammen med sin nærmeste familie, er vi nødt til at få belyst på et ordentligt og nøgternt grundlag, sådan at vi kan sørge for, at den magtudøvelse, som vi på vegne af danskerne udøver, sker på en ordentlig måde. Derfor havde jeg lyst til som ordfører for forslagsstillerne at tage ordet her for også at præcisere, hvad det aktuelle er, og jeg glæder mig til at høre de efterfølgende ordførere, inden jeg så får lejlighed til at opsummere. Tak, formand.

Tak for det. Så er det hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre.

Mange tak. Det er et rigtig interessant beslutningsforslag, som hr. Morten Messerschmidt har fremsat her. I Radikale Venstre er vi meget store fortalere for åbenhed og for at se magten efter i sømmene. Det sikrer gennemskuelighed, ansvar og tillid. Det er altid klogt at holde øje med magten for at beskytte vores demokrati, og der er ikke nogen tvivl om, som hr. Morten Messerschmidt lige har redegjort for, at der er sket rigtig, rigtig meget, siden den sidste magtudredning blev færdiggjort.

Sociale medier er kommet til og har ændret den demokratiske samtale på godt og ondt. De gamle medier har måttet tilpasse sig en helt ny virkelighed, og det har alle borgere i Danmark og resten af verden. Nu skal vi ikke kun navigere i et hav af nyheder; nu er der også bevidst plantet falske nyheder. Det er ikke et nyt fænomen i sig selv, men i dag er det blevet langt nemmere og hurtigere at sprede falske nyheder med store konsekvenser. Se blot på det seneste præsidentvalg i USA, hvor der nu føres storpolitik på Twitter.

Men det er ikke kun et problem i andre lande. Før jeg fik min daglige gang herinde på Christiansborg, havde jeg igennem mange år deltaget i debatter om alt fra vacciner og evolution til klimaforandringer og som noget af det seneste 5G – alt sammen emner, hvor fake news spiller en kæmpestor rolle og er med til at mudre billedet med potentielt store konsekvenser. Vi har set, hvordan falske nyheder kan ødelægge tilliden til vores vaccinationsprogrammer og skabe forvirring omkring konsekvenserne af globale klimaforandringer.

Men også i vores hverdag herinde på Christiansborg er det i særdeleshed nødvendigt at se nærmere på, hvordan magten forvaltes, hvordan beslutningerne træffes, hvem der rådgiver, hvad mediernes rolle er, og hvordan samarbejdet med interessenter er. Hvis der fortsat skal være tillid og opbakning til vores folkestyre, skal vi selv kunne tåle et kritisk eftersyn, og det er jeg glad for at høre at alle ordførere indtil videre har bakket op om. Om det så nødvendigvis skal være samme proces som for 20 år siden, er jeg ikke overbevist om, men det er helt oplagt i folkestyrets interesse at starte processen, og derfor mener jeg, at det er Folketingets ansvar, at det sker.

I Radikale Venstre mener vi, at beslutningen bør flyttes over i Udvalget for Forretningsordenen, så de kan påtage sig opgaven med at afdække den bedste vej fremad, for det vigtigste er naturligvis, som ministeren også var inde på, at det her sker uafhængigt og med armslængde til både Folketinget og regeringen. Men jeg synes, det er et meget sympatisk forslag, og jeg ser frem til det videre udvalgsarbejde. Tak for ordet.

Tak. Hr. Morten Messerschmidt for en kort bemærkning.

Det er kun for kort at komme med en bekræftelse, og det er også, fordi jeg ikke tidligere fik nævnt over for hr. Karsten Lauritzen, at vi ingen indvendinger har imod at lægge det her i Udvalget for Forretningsordenen, og heller ikke hvis det skal være en parallel proces, eller hvordan vi gør det. Det finder jeg fuldstændig naturligt. Så det finder vi bestemt ud af, og så vil jeg bare gerne sige tak for, at vi kan mødes her som Folketing og ikke som partier. Det synes jeg tjener folkestyret til ære.

Værsgo, hvis det skal kommenteres.

Der er jo ikke så meget at sige til det – tak. Jeg hører jo, at der er bred enighed om, at det her er vigtigt, og at det er noget, vi skal diskutere videre. Det hørte jeg også fra Socialdemokraterne. Det er noget, vi skal tage en debat om og en diskussion af, så jeg tror ikke, at vi er så langt fra hinanden, som det måske kan lyde.

Tak for det. Den næste er fru Astrid Carøe, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Det er enormt vigtigt at holde øje med udviklingen af magten i Danmark og vores demokrati. Hvem er det, der har magten? Er det politikerne? Er det en bestemt gruppe borgere? Er det måske i virkeligheden medierne, der styrer dagsordenen? Det er virkelig vigtigt at holde øje med, og det viser den tidligere magtudredning fra 2003 også.

Derfor synes vi i SF, at det er godt, at Dansk Folkeparti med det her forslag sætter fokus på magtfordelingen i Danmark. For jeg tror ikke, der er mange, der er uenige i, at vores samfund har udviklet sig siden den første udredning for 17 år siden og ser væsentlig anderledes ud, end det gjorde dengang. Hr. Morten Messerschmidt siger selv, at de fleste nok kan huske året 2003. Jeg kan lige knap nok, men jeg kan garantere, at jeg ikke kan huske året 1994, for det var det år, jeg blev født, og det er vel at mærke nogle år siden, nemlig 25 år.

I den første udredning er der heller ikke noget fokus på de sociale medier og deres indflydelse på vores samfund og den politiske debat. Og hvis vi skal være helt ærlige, er det nok de færreste af os, der i dag vil kunne undvære at tjekke, poste og følge med i dagens nyheder på Facebook, Twitter og alle mulige andre platforme, som efterhånden er blevet en fast del af vores arbejde og vores privatliv. Vores samfund og hverdag har ændret sig, og derfor er der også en god grund til at forvente, at fordelingen af magten ligeledes har ændret sig. Derfor giver det god mening, at vi på ny skal undersøge, hvordan den fordeler sig.

Forslaget, som det ligger her, er vi dog en smule betænkelige ved. Det indeholder for det første ikke nogen finansieringsmodel, og der er ingen tvivl om, at der vil være store udgifter forbundet med en gennemgående undersøgelse af magtfordelingen i det danske samfund, og finansieringen skal være på plads. For det andet skal vi også have belyst, præcis hvad det er, der er brug for i den her opdatering. Hvilken forskning er der lavet på det her område siden 2003, og hvad er det, der mangler?

Derfor kan jeg heller ikke på nuværende tidspunkt entydigt sige, at vi støtter forslaget, men vi glæder os til det videre arbejde i udvalget og håber, at vi kan nå frem til en fælles forståelse og en løsning på en ny magtudredning. Og så skulle jeg hilse fra Enhedslisten og sige, at de har samme indstilling som os. Tak.

Tak. Hr. Morten Messerschmidt.

Først vil jeg bare rose både Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens ordførere for den her meget, meget høje disciplin i relation til det økonomiske. Det er godt, at der er nogle, der har øje på det. Det er jeg glad for. Men hvis nu vi alle sammen i Folketinget er enige om, at det her er en god idé, mon så ikke også vi løser det?

I udvekslingen med Venstres ordfører før stod det ret klart, at det ikke er noget, der igen skal tage 10 år. Der er allerede lavet noget forskning, som man kan overveje skal indgå osv. Nu må vi se, hvad regeringen kommer med oven på Venstres invitation så at sige. Men hvis det her kommer til afstemning, ville det så ikke se lidt underligt ud, hvis fru Astrid Carøe og Enhedslisten skulle stemme imod, at vi får en ny udredning af det danske demokrati 2020? Så mange penge er det jo ikke, vi taler om.

Værsgo.

Sidste gang kostede det 50 mio. kr., har jeg ladet mig fortælle. Det synes jeg er en del penge, når det er ufinansieret, og det er derfor, det er vores indstilling, og det er derfor, vi skal have kigget på det i udvalget sammen med ministeren, så vi forhåbentlig også kan finde en løsning på det, for i SF vil vi også meget gerne have en ny magtudredning.

Tak for det. Fru Katarina Ammitzbøll, Det Konservative Folkeparti.

Hvor ligger magten, og hvordan og særlig hvor meget påvirkes politikerne? Det er vigtige spørgsmål, som rejses i DF's beslutningsforslag, som udsprang bl.a. af Demokratikommissionen. Vi kender godt svarene på det meste. Vi påvirkes alle hver eneste dag af nyhedsmedierne, af trangen til at komme på TV 2 NEWS med en hurtig udtalelse, af sociale medier, som vi følger og passer dagligt, af lobbyister og aktører og tætte partnere i form af interesseorganisationer, fagforeninger og bagland og naturligvis af de mange borgerhenvendelser, vi får. Det er rigtig mange interesser at balancere imellem, og så er der spindoktorer og presserådgivere.

Jeg husker selv, da jeg arbejdede i centraladministrationen, i Udenrigsministeriet, i slutningen af 00'erne, da spindoktorerne begyndte deres indtrængen. Embedsværkets elevatoragtige sagsbehandlingsproces, systemet til ministeren og tilbage igen, måtte ofte tage en 90-gradersdrejning. En forholdsvis ung person, som havde ingen eller kun meget begrænset kendskab til området og de mange overvejelser, som lå bag forslaget, skulle pludselig agere smagsdommer. Det skabte afstand mellem embedsværket og ministeren. Det var forvirrende og ganske irriterende, når det førte til uhensigtsmæssige beslutninger.

I dag er spindoktorer også blevet politiske rådgivere og krøbet helt ind i det politiske epicenter. Poul Schlüter siger i sin seneste biografi, at spindoktorer er en ganske forfærdelig foreteelse. I sine 10 år som statsminister havde Schlüter jo ikke en eneste spindoktor, og han passede selv kontakten til medierne. Tiden var naturligvis en anden under Schlüter. Der var heller ikke forskellige tv-programmer med politiske kommentatorer, som vi alle lytter til. Der var ikke internet og e-mails 24-7. Tidspresset er en anden faktor, der kan gøre politikerne mere sårbare for hurtigt påvirkning. Alle kan følge med i, hvad der foregår i salen, og hvem kontaktes ikke i sidste øjeblik af en public affair-rådgiver eller en interesseorganisation?

Gennemsigtighed er naturligvis godt, men integriteten af det politiske rum er vigtigt at værne om. Ellers kan man jo ikke vide, hvor meget der er partipolitik og ordførernes holdning eller forslag, eller om de blot er et talerør for eksterne. Det må aldrig ske. Faren er, at det måske delvis sker ubemærket. Det er vigtigt at kunne stå fast, som Svend Brinkmann her ville sige. Internationale magter har også deres indflydelse. Senest har vi set, hvordan Kina har påvirket EU i forbindelse med en kritisk rapport om covid-19.

Hvad er magt? Der er jo flere begreber. Magten er relationel, og magten virker gennem os alle, som Foucault siger, og den er hele tiden i færd med at skabe os på forskellige måder. Magten har sit eget diskursive liv, som ingen er bevidste om eller har kontrol over. Vi er alle både ofre og medskabere.

Så er der behov for en magtudredning med fokus på det politiske liv, medier og foreningsliv? Ja, det mener vi i Det Konservative Folkeparti. Vi vil gerne bakke op om en magtudredning – selvfølgelig ud fra nogle klare principper om stor afstand. Det skal være eksternt og kunne lægges over i Udvalget for Forretningsordenen, som det tidligere har været sagt.

Men spørgsmålet er, om det lige skal være nu. Det mener vi ikke af to grunde. For det første har vi igennem de sidste 3 måneder under covid-19 givet så meget hjemmel til en regering, som jeg aldrig havde drømt om. Det har været en hårfin balance mellem sundhed, sikkerhed, økonomi og rettigheder. For det andet kommer covid-19-krisen til at koste det danske samfund mange penge, og vi kender ikke regningen endnu. Kommer vi overhovedet til at eksportere ret meget i dette år? Derfor mener vi, at vi lige skal afvente og se, hvad regningen bliver for covid-19. Det er måske heller ikke en magtudredning, danskerne synes er allermest vigtigt at vi laver, før vi ved, hvordan vores eget samfund kommer på banen igen. Vi siger ja til en udredning, men synes, at det lige skal overvejes, hvornår den skal udføres. Tak.

Hr. Morten Messerschmidt, værsgo.

Først tak for de gode ord de første to tredjedele af talen; det kunne jeg godt lide at høre. Jeg kunne ikke helt forstå, om det betød, at hvis det her kommer til afstemning, vil vi kunne regne med De Konservative eller ej. Og der vil jeg bare, i håb om at vi kan, sige, at der jo ikke står noget om tidsperspektivet i beslutningsforslaget. Altså, vi er sådan set helt med på at afvente, at det værste af epidemien er ophørt, og måske endda på, at nødlovene er suspenderet osv. Så hvis det er argumentet, vil jeg bare gøre opmærksom på, at der ikke er nogen tidsangivelse i beslutningsforslaget.

Jamen tak for den præcisering, hr. Morten Messerschmidt. Jeg tror, det er vigtigt, at vi netop ser på timingen af det her. Men i Det Konservative Folkeparti vil vi gerne omfavne det her forslag.

Hr. Morten Messerschmidt.

Og det er jeg rigtig glad for. Det er bare mig, der måske ikke helt forstår ordvalget: Betyder dét, at man omfavner et forslag, at man så også stemmer grønt, hvis det kommer til afstemning?

Ja, vi er for forslaget.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Hr. Peter Seier Christensen, Nye Borgerlige.

Tak for ordet. Der er gået mange år, siden magtudredningen udkom tilbage i 2003 som en konkluderende rapport. Samfundet har udviklet sig, teknologierne er forandrede, det offentlige rum er forandret, forholdet mellem lovgiver, interessegrupper, forvaltning og regering har forandret sig, og dermed har magten formentlig også forskubbet sig. Når vi gerne vil have et levende demokrati, der tilpasser sig verdens foranderlighed, må vi selvfølgelig også acceptere, at der sker forskydninger i magten. Nogle erobrer større indflydelse, formelt eller uformelt, mens andre taber indflydelse. Sådan er det, og den dynamik skal vi ikke forsøge at stoppe. Men vi skal som lovgivere og som befolkning vide og forstå, hvad der sker omkring os. Kun med viden og indsigt kan vi handle med fornuft for at sikre, at demokratiet og folkestyret trives under de vilkår, som verden byder os. Derfor er vi i Nye Borgerlige glade for dette beslutningsforslag, som vi vil støtte.

Jeg vil godt opridse nogle få punkter, som er vigtige for os, og som bryder med den noget polemiske linje, forslagsstillerne har lagt i bemærkningerne til beslutningsforslaget. For det første bør det efter vores mening være et forskningsprojekt forankret i universitetsverdenen. Selvfølgelig skal forskerne orientere sig bredt i samfundet, men vi vil være betænkelige ved en udvanding af det forskningsmæssige fokus, hvis interesseorganisationer får bestemte indflydelser på projektet. For det andet bør et kommissorium for magtudredningen påpege, at forskergruppen skal se fremad og komme med bud på, hvilke trends og udviklinger man kan se konturerne af, og hvad de kan komme til at betyde for demokratiet, medføre af magtforskydninger, og hvordan de kan påvirke den offentlige samtale i fremtiden. For det tredje er det vigtigt for os, at forskergruppen kommer til at inkludere videnskabsfolk, som har deres speciale inden for de tekniske og naturvidenskabelige områder. Tilegnelse af ny viden inden for naturvidenskab og udvikling af nye teknologier går meget hurtigt og påvirker i stigende grad måden, vi lever på, og måden, samfundet organiseres på, og med al respekt for samfundsvidenskaben vil flere indsigter vil give et bedre resultat.

Med disse bemærkninger kan Nye Borgerlige støtte beslutningsforslaget.

For det. Og den sidste er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet. Beslutningsforslaget B 138 er et glimrende beslutningsforslag, som vi støtter i Liberal Alliance. Jeg synes, at der er blevet sagt mange gode og skarpe ting allerede. Karsten Lauritzens bemærkninger om, hvor anderledes Folketinget arbejdede tidligere, er noget, jeg selv har tænkt meget på – jeg brugte sidste sommer på at læse de to bind om Anker Jørgensens og Poul Schlüters regeringstid, og det var lidt svært at følge med nogle gange, selv om jeg selv er mf'er, fordi Folketinget havde en anden forretningsorden dengang og der faktisk skete meget mere i Folketingssalen, end der gør nu. Det var helt almindeligt for regeringer dengang at gå ned i salen uden at ane, om der var et flertal for de ting, man lagde frem, eller ikke. Sådan noget ville jo aldrig nogen sinde finde sted i vore dage, hvor alting er aftalt på forhånd.

Men jeg vil ikke starte der, hvor de fleste andre talere er startet. Jeg vil tage et personligt udgangspunkt, for der er kun et par uger, til jeg har 5-årsjubilæum som medlem af Folketinget, og samtidig er jeg også medlem af et parti, som i den forrige valgperiode tilbragte 2½ år i regering. En af de ting, jeg oftest har følt i de 5 år, der er gået, er mærkelig nok afmagt. Og hvis man tænker på grundloven og på, hvad der står i grundloven om, hvor magten er, er det jo utrolig underligt, at man kan være medlem af Folketinget og være medlem af et regeringsparti, og at den følelse, der rammer en igen og igen, er følelsen af afmagt. Det kan da ikke være rigtigt; man skulle jo tro, at det var en følelse af at have magt, der rammer folketingsmedlemmer, ministre og medlemmer af regeringspartier. Og jeg tænker ikke på den banale afmagt, som alle politikere kender fra deres hverdag. Det er jo rigtigt nok, at man ikke altid får sine synspunkter igennem på gruppemødet; det er jo rigtigt, at de andre partier ikke er gået til valg på at virkeliggøre ens eget partiprogram, og derfor må man lave nogle kompromiser. Det er banalt – det er sådan, det er – det lærer man at leve med.

Men den afmagt, man føler som medlem af Folketinget, altså den alvorlige afmagt, tror jeg skyldes, at magten er nogle andre steder, end vi har adgang til som medlemmer af Folketinget. Den er bl.a. i centraladministrationen blandt de mange Sir Humphreyer, der har deres gang dér. Margaret Thatcher var jo fuldstændig overbevist om, at forlægget for serierne »Yes Minister« og »Yes, Prime Minister« var optagelser med skjult kamera fra hendes eget kontor – det fastholdt hun ved flere lejligheder, altså at hun mente, at sådan måtte serien være blevet til. Medierne og de sociale medier sætter dagsordener, de laver ekkokamre, de promoverer fake news, som hr. Stinus Lindgreen sagde. Det er et vigtigt aspekt af få med.

Der findes et mystisk gespenst, som vi tit taler om her i salen, som er de såkaldte internationale forpligtelser, som ingen rigtig ved hvad er. Og så har vi jo flere gange – og det er noget, som hr. Morten Messerschmidt også har været god til – haft aktivisme og domstolsaktivisme på dagsordenen. Vi prøvede også at gøre noget ved det i den forrige valgperiode, mens vi havde formandskabet for Europarådet, men vi kom ikke særlig langt. Der er også hele spørgsmålet om aktivismen i EU-Domstolen, som er et meget alvorligt spørgsmål. Og jeg tror faktisk, at det er der, afmagten kommer fra; jeg tror, at den kommer fra alle de her instanser, der trækker magt ud af Folketingssalen, selv om der jo egentlig står i grundloven, at det er os, der bestemmer. Det synes jeg ikke man mærker så meget til i hverdagen, men sidst jeg kiggede efter, synes jeg godt, at man kunne sammenfatte grundloven på den måde.

Så det er et godt forslag, og det er godt at få den her magtforskydning kortlagt. Jeg går ud fra – og det hører jeg også fra hr. Morten Messerschmidt – at hvis og når det her bliver til noget, bliver der sådan en nærmere diskussion blandt dem, der bakker op, om, hvordan vi helt nøjagtigt gør tingene. Og jeg har også et forslag til finansiering, for der er jo en forskningsreserve, og der kunne man eventuelt lave en aftale, når den skal allokeres til efteråret. Men tak for et rigtig godt forslag, som vi er meget glade for og er glade for at vi kan bakke op. Tak for ordet.

Tak for det. Og så er det hr. Morten Messerschmidt som ordfører for forslagsstillerne. Værsgo.

En af styrkerne ved det danske folkestyre er den diversitet, som præger sammensætningen af Folketinget. Vi kommer med meget forskellige baggrunde. Hr. Henrik Dahl har en lang forfattervirksomhed og akademisk virksomhed bag sig; jeg har de seneste 13 år været sådan en halvgøgler på Dyrehavsbakken; og sådan har vi jo alle sammen vores del af virkeligheden. Og det, der jo så i virkeligheden er det fulde billede, er den mosaik, som vi allesammen indtræder i, og hvor vi hver kan give vores bidrag. Der synes jeg, at især hr. Henrik Dahls bidrag her til sidst illustrerede det vanskelige, men dermed også vigtige i at få defineret det her med: Hvor er magten? For hvis der er én ting, der er farligt for ethvert samfund, så er det, hvis magten er skjult og uden for kontrol. Det er også farligt med et samfund, hvor der slet ikke er nogen magt, for så bliver det jo anarki. Det har vi også set eksempler på, og det er heller ikke godt.

Netop derfor er det en god dag, når alle partier erklærer sig enige i, at nu er vi nødt til at få styr på, om det er internationale domstole, om det er de danske udgaver af Sir Humphrey, eller hvem det egentlig er, der afgør i korridorerne, hvordan tingene ender. Er det de sociale medier, der påvirker folketingsvalgene, eller er det rent faktisk det, som politikerne siger? Er det falske nyheder, eller er det rigtige nyheder? Den proces er vi nødt til at få sat i gang, og derfor er det opløftende, at alle partier jo har tilsluttet sig det, selv om der har været nogle bemærkninger, som jeg derfor lige vil kommentere på.

For det første er der organiseringen i udvalg osv. – det er helt problemfrit for os. For det andet: Hvor lang tid skal det her tage? Ja, som jeg ser det, vil det være godt at have arbejdet færdiggjort inden næste folketingsvalg. Det ved vi ikke hvornår ligger, men en arbejdstid på 2-3 år må være maksimum. Og det vil også besvare en del af det spørgsmål, som Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten rejser, i forhold til det økonomiske, der selvfølgelig er vigtigt, men som jeg er sikker på med den meget brede opbakning, vi har hørt her, nok skal løses.

Derfor vil jeg opfordre regeringen til meget hurtigt at tage initiativ til at komme med de konkrete bud på, hvordan det her arbejde kan orkestreres. Det er, som jeg sagde til hr. Kasper Sand Kjær, sjovere at have en dialog, hvis vi ved, hvad det er, vi skal tale om. Så lad os få noget konkret på bordet fra regeringen, og så ser vi, hvor sagen ender. Men i hvert fald tak for opbakningen herfra.

Tak for det.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Uddannelses- og Forskningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

På baggrund af de faldne bemærkninger vil jeg bede Uddannelses- og Forskningsudvalget om, at bilag og spørgsmål m.v. også omdeles i Udvalget for Forretningsordenen.