Tusind tak. Jeg har også fået lov at være vikar i dag for Pernille Skipper, men det ændrer ikke på, at jeg i lighed med Pernille Skipper synes, at det her er et voldsomt godt forslag. Først og fremmest tak for, at der har været den, synes jeg, politiske opbakning og lydhørhed fra rigtig mange og ikke mindst ministeren for, at det her er noget, vi skal have gjort bedre, og at der også er en mulighed for at gøre det ret snart. Det synes jeg er sindssyg vigtigt.
For jeg tror, vi alle sammen godt kan genkende, at den tid, hvor man går fra at være barn til at være voksen, kan være bøvlet nok i sig selv, men for de her unge mennesker, som også har været anbragt, er det altså tit helt urimelig svært at få tingene stablet på benene. Jeg synes simpelt hen ikke, at vi hjælper dem godt nok, som det er nu, og det er jo lige præcis det, vi fra Enhedslistens side gerne vil lave om på, og det er derfor, vi har fremsat forslag om efterværn for alle unge, der har været anbragt uden for hjemmet.
Det betyder jo helt konkret sådan nogle ting, som at når man bliver 18 år, kan man måske, hvis man nu f.eks. er i gang med andet år på en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse, få lov til at blive boende i sin plejefamilie, til man er færdig med at tage sin uddannelse. Det betyder, at man har mulighed for, hvis man har en god kontaktperson i kommunen, at fortsætte et samarbejde, sådan at der rent faktisk måske er nogle, der kunne komme og hjælpe med at samle de der IKEA-møbler, hvis man nu ikke har nogen andre i hele verden. Det er jo lige præcis den slags ting, som er helt afgørende vigtige for, at man faktisk kommer på fode og får en oplevelse af, at man godt kan klare at bo for sig selv.
Det er så vigtigt, synes jeg, at vi også som samfund stiller det til rådighed, for det er simpelt hen ikke rimeligt, synes jeg, at forvente, at de her unge, der har været anbragt uden for hjemmet, fra den ene dag til den anden bare skal stå fuldstændig på egne ben og være ekstremt voksne, bare fordi de er blevet 18 år. Så nemt er det jo netop ikke. Det er i forvejen nogle mennesker – det er der også flere, der netop har sagt og set – som tit heller ikke har så meget andet netværk, som lige kan hjælpe med det der vasketøj eller hjælpe med at betale en tandlægeregning, eller hvad det nu kan være. Det er bare super vigtigt også at have nogle voksne mennesker i ens liv, der kan hjælpe med den overgang.
Jeg synes sådan set, at man må sige, at de her unge mennesker fortjener mindst lige så meget som alle andre at få så gode liv som muligt. Vi ved, at det ikke er alle, som får det, og derfor skal vi altså også gøre det bedre. Jeg tror også, at det er ret entydigt, at der også er nogle store fordele forbundet med det. Hvis folk kan undgå at komme ud i eksempelvis stofmisbrug eller kriminalitet, fordi de får en god start på deres voksenliv, så er det også en åbenlys fordel for alle.
De erfaringer, der har været fra de unge, som har brugt efterværn, og dem, man har talt med – der er blevet lavet sådan en stor undersøgelse af det for nogle år siden – peger meget entydigt på, at det her er en rigtig stor og vigtig hjælp. Derfor tror jeg egentlig også, at jeg blev lidt pikeret over Nye Borgerliges oplæsning af, hvad en yngre kvinde har sagt, for jeg tror faktisk ikke, det her forslag handler om det. Lige præcis det her forslag handler rigtig meget at give folk rettighed til at kunne få noget hjælp, og der er mange, der har rigtig gode erfaringer med det.
Det handler jo også om – og det er i øvrigt også noget, som socialpædagogerne og socialrådgiverne meget, meget entydigt bakker op om og har gjort i mange år – at sikre, at der er en ensartethed i hele landet, fordi der er rigtig stor forskel på, hvordan kommunerne bruger det. Nogle kommuner bruger det super meget, og andre gør det næsten ikke, og det giver jo også en skævhed. Der er også den skævhed, som vi har haft diskuteret før, at det faktisk lige præcis er nogle af dem, som måske kunne have allermest brug for det, som ender med at stå af, fordi de ikke orker at sidde i endnu et møde med en sagsbehandler. Så der er rigtig god grund til at se på det her.
For os i Enhedslisten at se er det her spørgsmål om efterværn bare én rigtig vigtig brik i alt det, der handler om at skabe nogle bedre liv for børn, der er anbragt. Det vil vi gerne diskutere meget mere – både det med efterværnet, som vi får lejlighed til nu her i forhold til beretningen, men altså også hvordan vi skaber noget mere kvalitet i de anbringelser, som så bliver lavet.
Vi er rigtig glade for regeringens planer om at få en reform af anbringelsesområdet her. Det er super godt, men jeg synes også, at der måske er blevet talt lidt for meget om, hvor mange børn der skal anbringes, og hvem der skal anbringes. Vi savner lidt, at der bliver talt noget mere om, hvordan vi rent faktisk får sikret, at de børn, der bliver anbragt, får et godt og ordentligt liv, at de har de bedst mulige rammer, fordi det siger lidt sig selv, synes jeg, at som samfund skal man ikke gå ind at anbringe børn, hvis man ikke kan sikre dem nogle ordentlige forhold. Det er jo lige præcis det, vi gerne skal blive meget dygtigere til at gøre i den kommende tid. Jeg er rigtig glad for, at ministeren har bekræftet, at det bliver et meget centralt element i de kommende forhandlinger.
Helt grundlæggende synes jeg, at de her unge mennesker mindst lige så meget som alle andre har fortjent muligheden for at få et ordentligt liv. De har fortjent den hjælp, vi som samfund kan stille til rådighed, og det er faktisk vores ansvar at sikre, at de får den hjælp. Så tak for opbakningen til, at vi i hvert fald kan lave en beretning. Jeg synes, der indtil videre tegner sig et flertal for, at vi kan få landet en fornuftig beretning, og så håber jeg sådan set, at vi så hurtigt som overhovedet muligt kan få stablet det her ordentligt på benene, for vi er flere partier, der har kaldt på, at det her skal være en ret. Man skal ikke stå med hatten i hånden og være afhængig af, hvor man bor henne; det skal faktisk være et tilbud til alle unge, som er reelt, og som de har krav på at få. Tak.