Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2019 - 7501
Doknr.
189731
Dato
20-01-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 23. december 2019 stillet følgende
spørgsmål nr. 4 (B 13) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 4:
”Vil ministeren kommentere henvendelse af 20. december 2019 fra Birgitte Schjørring
og Carl Szabad, Espergærde om at alle handikappede bør have fuld ret til at medbringe
aflastning og hjælp til udlandet, jf. B 13 - bilag 1.?”
Svar:
Hovedpointerne i henvendelsen ligger i meget vidt omfang i tråd med de pointer, som
bl.a. forslagsstillerne fremførte under førstebehandlingen af B 13 den 10. december
2019. På lige fod med forslagsstillerne argumenteres der i henvendelsen for, at de
forskelle, der er på muligheden for at tage hjælp efter forskellige af servicelovens
bestemmelser med til udlandet, er urimelige, samt for at det ikke vil medføre
merudgifter, hvis reglerne ændres, så også aflastning efter servicelovens § 44/84 (og
hjælperordninger efter § 95 samt aflastning efter § 84 til voksne) kan tages med under
kortvarige ophold i udlandet.
Mine kommentarer til henvendelsen ligger derfor også i tråd med de pointer, jeg
fremførte under førstebehandlingen. Det forholder sig således fortsat sådan, at ydelser
efter serviceloven som hovedregel er betinget af, at borgeren har ophold i Danmark.
Udlandsbekendtgørelsen opremser udtømmende de ydelser, som borgerne kortvarigt
kan tage med ud af landet, fx under en ferie. Det er et fælles træk for disse ydelser, at
det giver mening ift. ydelsens formål at tage disse med til udlandet, samt at det ikke er
forbundet med væsentlige praktiske udfordringer at tage dem med til udlandet.
Når der i udlandsbekendtgørelsen ikke skabes hjemmel til, at ydelser som aflastning
efter § 44/84 kan tages med under kortere ophold i udlandet, skyldes det både
ydelsens formål og det faktum, at den er svær at tage med til udlandet
–
bl.a. fordi
hjælpen gives som en naturalydelse, som kommunen har ansvaret for at arrangere og
sikre kvaliteten af.
I forhold til bemærkningerne om eventuelle merudgifter skal jeg henvise til mit svar på
SOU B 13, spm. 1 af 6. januar 2020.
Med venlig hilsen
Astrid Krag