Ja, så let slipper I ikke! Nej, spøg til side. Det her forslag synes jeg jo er rigtig godt, fordi det dybest set handler om, at familier med børn med handicap ligestilles med alle os andre. Så jeg vil sådan set gerne rose fru Karina Adsbøl og Dansk Folkeparti for at fremsætte forslaget, for jeg synes, det er en meget relevant problemstilling, som man har taget op, og man kunne jo ønske sig, at det var blevet vedtaget her i dag.
Nu har jeg ikke haft mulighed for at deltage i udvalgsarbejdet, så jeg ved jo ikke, hvad der ligger bag flertallets indstilling. Hvis der bag flertallets indstilling ligger, at de bare gerne vil gennemføre det på en anden måde, så er det jo ganske fint, at man så siger: Okay, vi kan desværre ikke få beslutningsforslaget igennem, men vi gør det så til efteråret igennem lovgivning. Hvis det er det, man ønsker, så synes jeg, det er virkelig flot, for selvfølgelig skal mennesker med handicap have de samme muligheder som alle andre.
Men det kan være, at det ikke er det, og her faldt jeg bare over det betænkningsbidrag, som er blevet afgivet af Socialdemokraterne, Venstre og De Konservative, og som umiddelbart kan virke som et af de mere groteske betænkningsbidrag, jeg har set i de år, jeg har siddet i Folketinget. For man skriver, at det er et prisværdigt formål og et prisværdigt forslag, at familier med børn med handicap skal have de samme muligheder som alle andre. Det er prisværdigt – ja, det er jo meget mildt sagt. Det er vel vores pligt at sørge for, at vores medborgere med handicap får de samme muligheder i så vidt muligt omfang som os andre. Det er da vores pligt. Så skriver man, at man i forbindelse med en ændring af udlandsbekendtgørelsen vurderer, at en sådan principiel ændring vil kunne skabe et pres for, at også andre ydelser, som ikke opfylder de hensyn, der normalt er, omfattes af bekendtgørelsen, og på den baggrund ønsker man ikke at støtte forslaget.
Det her er jo i virkeligheden den værste form for systemargumentation, man overhovedet kan ønske sig, medmindre det selvfølgelig betyder, at ministeren – min efterfølger til dels – har planer om til efteråret at sørge for at lave det i form af anden lovgivning. For hvis det er i form af anden lovgivning til efteråret, bortfalder al den kritik, jeg måtte have af regeringen, af Venstre og Det Konservative Folkeparti. Men hvis ikke man gør det, forstår jeg simpelt hen ikke, hvad baggrunden er, altså at man med tekniske fedteargumenter lader, som om man gerne vil hjælpe de her familier med børn med handicap, men så i virkeligheden ikke gør det, på grund af at det ikke lige principielt passer ind i den måde, som det er udformet på. Helt ærligt, hvis der er noget, der burde kunne samle fra højre til venstre, fra høj til lav og også alle dem, der var virkelig uenige i går aftes, så er det da at hjælpe den her gruppe medborgere. Jeg forstår det simpelt hen ikke, hvis ikke det er det, der er intentionen.
Så jeg forventer egentlig, at social- og indenrigsministeren lige om lidt tropper op på Folketingets talerstol og siger, at det forslag, som fru Karina Adsbøl har fremsat, desværre ikke lever op til de formalistiske krav, som regeringen føler er så vigtige, men at man i Socialdemokratiet, et parti, som vel har kæmpet for de svageste siden 1871, eller hvornår det er, partiet blev stiftet, hvad angår indholdet i forslaget, kommer herop og sørger for at sige, at det problem løser vi. Det må man da forvente. Jeg kan simpelt hen ikke se en ideologisk modsætning. Det eneste argument, der i virkeligheden kan være, er, at det er for dyrt at give mennesker med handicap muligheder, der minder om vores andres muligheder. Men det er jo peanuts, det koster i forhold til offentlige udgifter på 1.200 mia. kr. om året.
Så vil jeg gerne takke for forslaget. Jeg støtter det varmt, og jeg håber, at vi på den ene eller den anden måde får det gennemført, og at det ikke ender med tekniske fnidderargumenter.