Da jeg desværre ikke havde mulighed for at være til stede under førstebehandlingen, men synes, at forslaget alligevel er så godt, at det fortjener at få et par ord, har jeg tænkt mig at give det det.
Det er jo sådan, at det nu er 7 år siden, at den daværende SRSF-regering sammen med Venstre og Det Konservative Folkeparti valgte at ændre vores offentlighedslov til en mørklægningslov, og det har i virkeligheden siden dengang været en plet på vores folkestyre og på vores ønske om at have et åbent samfund. Folketinget valgte simpelt hen at skærme regeringen af imod sine egne borgere.
De seneste 7 år har vi igen og igen forsøgt at gøre op med denne mørklægningslov, sådan at der kunne være mere åbenhed for borgerne, sådan at der kunne være mere åbenhed for journalister, sådan at der kunne være mere åbenhed for organisationerne, sådan at der kunne være mere åbenhed for virksomhederne, men desværre har det været uden held. Men det går fremad. I dag er det vel kun Venstre og Socialdemokraterne, der er imod, så måske er der håb.
I disse coronatider kan vi jo se, at der er givet større magt til regeringen end vel nogen sinde før i fredstid, og det har jo også gjort, at nogle af dem, der normalt ikke er så optaget af åbenhed, pludselig er blevet mere optaget af åbenhed. Ja, jeg har sågar set, at Venstre er blevet medunderskriver af et åbenhedsmanifest, så håb er der måske. Det er jo bedre med en omvendt synder. Det er dejligt at se, at Venstre med forsinkelse nu går ind for mere åbenhed, og jeg kan kun appellere til det store liberale parti om at presse regeringen i denne sag. Har vi Venstre med os, har vi åbenheden gennemført. Vi skal have en ægte offentlighedslov igen.
Åbenhed bør efter min mening være en fælles mærkesag for alle os i det danske folkestyre. For mig og partiet Fremad er det i hvert fald en hjertesag.