Tak. Hvis nogen skulle være i tvivl, er det jo et beslutningsforslag fra Enhedslisten om at give kommunerne bemyndigelse til ud fra en helhedsvurdering at kunne afslå ansøgninger om udvidelse af husdyrproduktion. Det er så præciseret, at det skal ske, ved at Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2020 at fremsætte et lovforslag til ændring af lov om husdyrbrug, så kommunerne fra 2021 gives bemyndigelse til ud fra en helhedsvurdering at kunne afslå ansøgninger om udvidelse af husdyrproduktion. Der kunne godt være nogle, der har lyttet til debatten, som måske på et tidspunkt blev i tvivl om, hvad vi snakker om. Men det er altså det, som bliver behandlet.
Jeg vil gerne sige tak til De Radikale og SF, som jo sammen med Enhedslisten er regeringens parlamentariske grundlag, og som jo derfor skulle – hvad skal man sige – have en særlig betydning i forhold til at arbejde godt sammen med regeringen, så vi kunne komme frem til, at vi på nogle punkter har fælles standpunkter. Jeg vil også gerne sige tak til Alternativet og Susanne Zimmer for at bakke op om vores beslutningsforslag.
Jeg vil også gerne sige tak til Greenpeace, som har været gode til at gøre opmærksom på, at der er nogle erfaringer i Holland, som gør, at deres undersøgelser måske er bedre funderede end de undersøgelser, vi har i Danmark, og at der kunne være et aspekt omkring sundhedsrisikoen, som ikke i tilstrækkelig grad er blevet vurderet og håndteret i Danmark. Og hvis jeg skal være en anelse positiv over for det, Socialdemokratiet har leveret i dag, kan man sige, at der er en lille åbning i, at det, når ministeren får de vurderinger omkring det sundhedsmæssige, kunne give anledning til, at der er nogle ting, som skal strammes op. Sådan lytter jeg mig til det på en god dag.
Jeg synes, at det, vi har modtaget ude fra det kommunale bagland, viser, at der er borgmestre og udvalg, der ikke synes, de sådan set har en indflydelse. Der er på nuværende tidspunkt nogle regler om, at hvis landbruget overholder nogle generelle krav, kan byrådet ikke sige nej til den ansøgning om udvidelse af den animalske produktion, der ligger. Jeg kan godt forstå, at det er meget hårdt for de lokale byrådsmedlemmer ikke at have nogen indflydelse.
Når man så ser på karakteren af det, der kan søges om, er det jo ret vildt. I de gode gamle dage, da vi havde amterne, og da jeg sad i byråd – ja, vi skal nogle år tilbage – var der faktisk en maks. grænse for, hvor mange dyreenheder man måtte have på en gård, og der var sådan set også grænser i forhold til de jorder, man havde til det landbrug. Dem skulle man også ligesom have styr på. Nu er vi så kommet frem til, at vi har en blå landbrugspakke, som har liberaliseret nogle ting, og som har skabt konflikt. En ting er, at der kan være lidt konflikter i Folketinget i en debat – det er da sådan set helt i orden – en anden ting er, at det sådan set også har skabt konflikter ude på landet.
Der er ikke en øvre grænse for, hvor mange dyreenheder den enkelte landmand må have. Den, der producerer flest slagtesvin i Danmark, producerer 236.000 slagtesvin. Der er cirka fem landmænd, der har en produktion på over 100.000 slagtesvin. Og vi ser jo en fortsat koncentration af, hvem der ejer og har ansvaret for de meget store grisehold.
Der er lokalbefolkninger og folk, der er flyttet på landet, og de værdsætter sikkert også i et vist omfang, at der er liv på landet, at der er husdyr, men de havde nok ikke lige forestillet sig, at naboen skulle have lov til at udvide så meget. Så synes jeg, at vi har et problem, og at vi i højere grad bør lytte til byrådsmedlemmerne og lokalbefolkningen på landet.
En ting er så det nære omkring, hvordan det opleves at være nabo til en stor animalsk produktion, en anden ting er, at vi sådan set også står med nogle store klimadagsordener. Vi har en ammoniakforurening, som er for stor. Der har her under debatten været nogle, der stillede spørgsmål om, hvorfor det også er sådan nogle steder, hvor der er langt til en animalsk produktion. Der er sådan set noget ammoniakforurening, som er luftbåren, og vi har noget sårbar natur i Danmark, hvor et nedfald på 20 kg kvælstof pr. hektar sådan set også kan være et problem for de planter, som sådan set bedst kan leve i områder, hvor der er meget lidt kvælstof til rådighed.
Vi står over for et vandrammedirektiv, hvor vi jo skal reducere vores kvælstofforurening af vores kystvande fra 60.000 t til 42.000 t, og det er sådan en opgave, som hele tiden bliver udskudt, og som regeringen er nødt til at tage meget alvorligt. Prøv da lige at lave en plan for, hvordan vi kommer helt derned. Det harmonerer altså ikke med samtidig at have regler, som gør, at byrådet ikke kan sige nej til udvidelse af den animalske produktion lokalt.
Vi har en klimadagsorden, som jo fyldte i valgkampen, og hvor Enhedslisten i lang tid har sagt, at vi skal gå efter et 70-procentsreduktionsmål i 2030. Og det endte jo med, at det kom ind i regeringens forståelsespapir – rigtig godt – og så endte det med, at der sådan set var flere partier end forventet, som tilsluttede sig, at en 70-procentsreduktion i 2030 er det, der er målet. Der er en lang række partier, der sådan set har en forståelse af, at vi, senest når vi kommer frem til 2050, skal være et nulemissionssamfund. Og så står vi i sådan et landbrugsland, som har et landbrug, som udleder 10-11 mio. t CO₂-ækvivalenter, og hvor landbrugets husdyr står for en meget stor del af den belastning. Så kan det vel ikke være andet end naturligt, at man forholder sig lidt kritisk til den udvidelse af den animalske produktion, som flere Venstreministre i den tidligere regering var fortalere for, og hvor jeg kan lytte mig til i dag, at dem, der lavede den blå landbrugspakke, fuldstændig står ved det, de lavede dengang.
Jeg synes, det er helt vildt at se de her udvidelser af nogle af husdyrbrugene. Der bliver nævnt her i dag, at staldbygninger gøres op i størrelser som fodboldbaner. Og hvis man ser på den kvælstofforurening, som der er fra de store husdyrbesætninger, kan jeg godt forstå, at man lokalt forholder sig kritisk til udvidelserne, og at man sådan set ser frem til, at kommunerne igen får en mulighed for at være lokalbefolkningens talerør og være den instans, som kunne og som kan sige ja eller nej til en ansøgning.
Så står vi i sådan en coronatid, hvor der jo også er et vist fokus på, hvor det er, de her sygdomme opstår. Og hvad er det, vi risikerer, ved at have så stor en animalsk produktion i Danmark? Vi har jo sådan set set flere pandemier, som har deres oprindelse i vilde dyr, og som også har et eller andet samspil med tamme dyr. Hvad er det for en risiko, lokalbefolkningen og hele befolkningen har, ved at vi fortsat har den store animalske produktion? Jeg synes sådan set, at det er væsentligt at se mere kritisk på det, og jeg kan godt forstå, at der er nogle, der er bekymrede. Så med det her sundhedsaspekt, som ministeren er startet på at inddrage, kan det være, at de undersøgelser, man går ind i, skal være mere omfattende.
Enhedslisten vil kigge nærmere på nogle af de ting, der er blevet sagt i dag, og jeg tror, at vi vil gå frem imod, at det her beslutningsforslag kommer tilbage til en andenbehandling, efter at en række spørgsmål er blevet besvaret. Vi ønsker sådan set også, hvis Folketinget ikke er hurtige til at beslutte det her, og håber – og det tror jeg også vil ske – at der er mange byrådsmedlemmer, som vil gøre det til en del af den kommende kommunale valgkamp næste år, at man ønsker mere indflydelse, mere demokrati, sådan set ønsker at kunne beslutte, hvad det er for en udvikling, der skal være i ens kommune. Skal man være en bosætningskommune i en vis afstand fra en større by, hvor man vægter naturindhold og kultur og en klimaindsats, en god infrastruktur, eller skal man være en del af Produktionsdanmark, hvor man sådan set accepterer, at der er flest mulige grise, og tager de arbejdspladser med, som der også kan være i den branche, og som jo ikke er noget at falde på halen over, i forhold til hvad vi kan få arbejdspladser, hvis det er sådan, at vi kan tiltrække turister, som bl.a. kommer til Danmark på grund af en skøn natur?
Så jeg synes, at vi skal folde det lokale demokrati ud og give kommunerne, give byrådene en større indflydelse og komme tilbage til, at de ud fra en helhedsvurdering kan sige nej til en konkret ansøgning om en udvidelse af animalsk produktion.
Jeg ser frem til næste kapitel, hvor vi kan få en debat om det her emne. Jeg ser frem til en udvalgsbehandling, som kan grave dybere i det.